Kampen om de otte timer

Transkript

1 Kampen om de otte timer Speciale udarbejdet af Mads Lang Olsen (studienummer: 55977) Historiestudiet RUC Juni 2016 Vejleder: Michael Kjeldsen Antal anslag: (74,87 normalsider)

2 Abstract: The final Struggle for the Eight-hour Day in Denmark This history-thesis aims to explain how the realization of the eight-hour work day was achieved in Denmark. Its main focus is the intensified disputes and negotiations among unions, employers and political parties, which took place during the year prior to May 1919 when The Danish Confederation of Trade Unions (DsF) and The Confederation of Danish Employers (DA&MF) reached a collective agreement on the matter. The historical sources used include protocols from various meetings and assemblies, as well as correspondences, newspaper material, etc. These are approached with a critical interest in the statements and actions for and against the eight-hour day, which adds up to a general assessment of what was the decisive force behind the demand being met. The analysis takes its starting point in the summer of 1918 when a mismatch between political truce and social tension had brought on enough dissatisfaction, for a substantial number of Copenhagen workers to start challenging the conventions of labour unrest. It is proposed that this movement initially fulfilled its partly proclaimed purpose, by directing general attention towards the question of reduced working hours and ultimately the eight-hour day. Subsequently, steps where made both politically and by DsF. But a relatively large minority among workers was dissatisfied with the efforts made by the latter, and The Social Democratic Party was isolated in terms of general legislation on the matter. Separatist masons-, mason s labourers- and carpenters unions now insisted on the eight-hour day, and practised a level of obstinacy that led to a three month lockout. Against the fundamental agreements of labour relations, they received enough economic support from other workers to gain an advantage in the conflict. The direct action-approach was inspired by the agitation of the Syndicalist left opposition of the time, but was practised by otherwise more moderate workers just the same. Thus I find it relevant to stress that the goal was achieved, because, regardless of certain entrenched dogmas and affiliations, some workers had the will to make the sacrifice, while a substantial minority supported them. DsF and DA&MF suddenly had a common interest in preventing the centralized system of negotiations from being undermined, which led to the final agreement.

3 Kampen om de otte timer Indhold Indledning... 1 Baggrund... 1 Problemfelt og problemformulering... 2 Historiografi... 3 Aktørernes egne udlægninger... 3 Emnet i danmarkshistoriske værker indtil 1970erne... 6 Søren Kolstrup og fremstillinger derefter... 6 Vitus Nielsen og senere års bredere fremstillinger... 8 Metode... 9 Om kildematerialet og tilgangen dertil Analysens kapitler/opbygning Syndikalismens betydning og indflydelse metodisk set Weekendbevægelsen Uroligheder og begyndende reformiver i november Virksomheder med døgndrift Offentligt ansatte Hovedorganisationerne og januar-aftalen Byggefagenes protest og lockout Maj-aftalen og byggelockoutens afslutning Konklusion Kilder Litteratur Forkortelser... 63

4 Indledning Kravet om 8 timers arbejdsdag havde været på dagsordenen for den danske arbejderbevægelse i omtrent 30 år, da det store gennembrud kom med DsF og DA&MF s overenskomst om 8 timers arbejdsdag d. 17. maj Det er dette speciales formål at undersøge de intensiverede kampe og forhandlinger om kravet, der udspandt sig i perioden Baggrund I dens internationale perspektiv kan ambitionen om 8-timersdagen dog spores væsentligt længere tilbage formentlig til det tidlige 1800-tals England. Dette storindustriens arnested var ligeledes stedet, hvor en arbejderbevægelse først formedes og satte fokus på den fremvoksende arbejderklasses kår herunder arbejdstiden. Socialisten Robert Owen mente i den forbindelse, at 8 timers dagligt arbejde ville muliggøre en passende tredeling af døgnet. Herfra fandt fordringen vej til det stiftende program for Den Internationale Arbejderassociation (1. Internationale) i I Danmark begyndte den socialistiske agitator, Louis Pio, i sommeren 1871 at tale for fastsættelsen af en normalarbejdsdag, men ikke eksplicit otte timer. Overhovedet at opnå en generel regulering, var målet i første omgang. 2 De københavnske murere der følgende sommer strejkede for arbejdstidsnedsættelse, havde også kun mere beskedne krav, og alligevel mødte de afvisning. 3 Men ved de to internationale socialistkongresser i 1889 i Paris blev der endelig enighed om at højprioritere 8-timerskravet, samt at markere det med årlige demonstrationer 1. maj. Den danske arbejderbevægelse påtog sig dette under parolen 8 timers arbejde, 8 timers frihed, 8 timers hvile. 4 Hvad der skulle vise sig at få betydning for kampens endelige intensiverede udformning, som er de kommende siders fokus, var udviklingen af det fagretslige system, som blev igangsat med Septemberforliget i Dette skulle sikre mere stabilitet på arbejdsmarkedet til såvel arbejdsgiveres som arbejderes fordel, men indebar en centralisering af forhandlingsprocesserne og forpligtede DsF til at gribe ind overfor medlemmers brud på overenskomsterne. Retten til både strejke og lockout blev anerkendt, men der skulle forinden varsles derom. Systemet udbyggedes i de følgende år med indskærpede strejkeregler, forligsmandssystem og oprettelse af Den faste Voldgiftsret. 5 Mens den socialdemokratisk/dsf ske ledelse udråbte forliget til en sejr, blev dets disciplinering af andre set som et alvorligt slag mod arbejderne, og sådanne protester kunne fra 1910 fx få udløb i det syndikalistiske Fagoppositionens Sammenslutning (FS). Modsat Socialdemokratiet og DsF, der 1 Kolstrup udat.: s. 9-13; Hansen 1985: s. 20; se også Thompson 1963: s. 857ff 2 Socialistiske Blade 1871; samt Callesen & Lahme 1978: s. 31, 46, 51, 54, mv. 3 Bruun 1938: s Christensen m.fl. 2007: s Overenskomst ml. DA&MF og DsF af 5/9 1899; samt Christensen m.fl. 2007: s

5 lagde vægt på vekselvirkning mellem parlamentarisk og fagligt arbejde, mente FS at kun den økonomiske kamp udgående fra arbejdspladserne besad potentiale for samfundsomvæltning. Føderalt organiseret i branche- og industriforbund, og ved direkte aktion frem for forhandling, skulle arbejderne ved egen magt tiltage sig kontrol med produktionen. 6 DA&MF fik fra en styrket position i 1911 gennemført et krav om 5-årige overenskomster. Efter 1. Verdenskrigs udbrud i 1914 stod arbejderne således med svækkede muligheder for at opnå kompensationer for det gradvise reallønsfald. Hertil skal lægges det generelle forhold, at fra omkring århundredeskiftet til krigens udbrud tog arbejdets modernisering fart i Danmark: storindustri bredte sig for alvor; mekanisering og arbejdsdeling tiltog på både fabrikker, værksteder og byggepladser, mens strengere tidsskemaer og højere arbejdstempo vandt frem. Alt dette sat overfor den stigende arbejdsløshed der efterhånden meldte sig, gav en ret umiddelbar grund til fremførelse af arbejdstidskrav. Tilmed tyngedes situationen af boligmangel, mens spekulanter og gullaschbaroner profiterede, hvilket bestemt ikke mildnede indignationen. 7 Stauning indtrådte i 1916 som kontrolminister i Zahle-regeringen. Året efter tog bolsjevikkerne magten i Rusland, og i Danmark nåede antallet af strejker nye højder i årene I misforholdet mellem borgfreden og en efterhånden anspændt social tilstand, blev der grobund for en lille men aktiv venstreopposition, hvor FS og - fra foråret Socialistisk Arbejderparti (SAP), trods ideologiske forskelle, fandt fælles fodslag om bl.a. arbejdstidsspørgsmålet, og øvede indflydelse i visse fagforeninger. 9 Den socialdemokratiske arbejderbevægelse havde vokset sig stor og stærk, og de nye grupperinger kunne ingenlunde måle sig dermed, hvad angik opbakning og medlemstal. Men tillagt kritiske røster indenfor socialdemokratiske rækker og blandt arbejdere i almindelighed, tegnede der sig, op til året for den endelige 8-timerskamp, skillelinjer mellem hhv. en socialdemokratisk ledelse og dens støtter, der troede på sociale fremskridt under planmæssige former; en mængde arbejdere og disses venstreoppositionelle støtter, der søgte at tage sagen i egen hånd; og endelig borgerlige og arbejdsgivere, der som udgangspunkt var kritiske overfor social reformering, og frygtede de økonomiske konsekvenser deraf. Problemfelt og problemformulering Mens den gennemsnitlige arbejdstid i Danmark var 11,4 timer i 1872, var den i 1910 reduceret til 9,1 time, men steget igen i 1918 til 9,5. Dette år havde næsten 43 % endnu en daglig arbejdstid på 10 6 Sørensen 1968: s. 276, ; samt Bang m.fl. 1975: s Knudsen 2011: s ; Christensen m.fl. 2007: s ; Murerarbejdsmændenes Fagforening 1930: s. 21; Ibsen & Jørgensen 1979: s. 309; Vigen & Agerholm 1946: s. 8 8 DsF 1948: s Christensen m.fl. 2007: s ; Christensen 1975: s ; samt Solidaritet 13/

6 timer eller derover, mens knap 5 % havde nået 8 timer eller derunder. 10 Trods en samlet reduktion var der altså stadig langt til den generelle 8-timersdag, og gradvis forkortelse var ingen selvfølge. Men som situationen spidsede til mod slutningen af verdenskrigen, blev det gamle krav sat centralt på dagsordenen, og synes at have dannet ramme om en slags styrkeprøve mellem førnævnte parter. Således er formålet på de følgende sider at besvare: Hvordan kan indfrielsen af 8-timerskravet i Danmark forklares, set i lyset af de faglige og politiske kampe og forhandlinger derom i årene ? Historiografi Når det kommer til eftertidens historiske fremstillinger af 8-timersdagens indførelse i Danmark, var de første mange år domineret af aktørernes egne udlægninger i jubilæumsskrifter og partihistorier, som gerne forfattedes af fremtrædende skikkelser hos de respektive parter. Her fremlagdes sagen i mere eller mindre direkte forlængelse af, hvilken position i striden forfatteren og organisationen så sig i forlængelse af. Den første række af egentligt faghistoriske fremstillinger om emnet er at finde i de bredere danmarkshistoriske værker til og med 1960erne, hvor sagens nuancer efterhånden kom til udtryk. I årene herefter opstod på landets universiteter en fornyet interesse i arbejderbevægelsens historie, som deltes blandt mange andre af Søren Kolstrup, hvis afhandling fra 1972 er den første isolerede og dybdegående behandling af emnet. Det næste hovedværk er Poul Vitus Nielsens afhandling fra 1991, hvor der gås i rette med en række elementer hos forgængeren. I spændingsfeltet mellem disse to er emnet blevet udlagt i de senere års bredere fremstillinger. De historiografiske hovedstridspunkter har gennemgående vedrørt hvorvidt Socialdemokratiet og De samvirkende Fagforbund eller separatistiske byggefag i København var den afgørende impuls bag kravets indfrielse, samt i hvor høj grad sidstnævnte var påvirket af tidens syndikalistiske strømninger. Alt dette vil her blive berørt nærmere. Aktørernes egne udlægninger Ved gennemgang af jubilæumsskrifter fra hhv. arbejdsgiversiden, den socialdemokratisk/dsf ske side og fra de københavnske byggefags side gives, som antydet, et udmærket indtryk af fronterne i kampen om 8-timersdagen. 10 Kolstrup 1972: s. 21 og 24 3

7 For arbejdsgiversidens vedkommende havde man til alle tider forholdt kritisk til sådanne kravs indfrielse, og håbede, ved udgivelsen af DA&MF s 25-års jubilæumsskrift (1921), endnu at beslutningen fra en styrket position kunne omstødes. 8-timersdagen var blevet tiltvunget med krigsforholdene og den sociale uro som forbundsfæller, hed det, og i øvrigt udgjorde den en trussel mod sund og stabil økonomisk udvikling. 11 Man hæftede sig derudover ved at Københavns byggearbejdere udenom DsF havde stået for en nævneværdig del af det pres, der førte til de endelige forhandlinger. 12 Da håbet om 8-timersdagens afskaffelse ved organisationens 50-års jubilæum var bristet, erkendtes nederlaget, men endnu uden at unde den modstående hovedorganisation megen ros for sin indsats: At 8-timers-arbejdsdagen måtte accepteres, var en international nødvendighed, som Arbejdsgiverforeningen simpelthen havde at affinde sig med, og som også viste sig at være principielt urørlig. 13 DA&MF s medlemsorganisation, Københavns Murer- og Stenhuggerlaug (den korresponderende mesterforening for byens murersvende og murerarbejdsmænd), havde i deres festskrift fra 1923 ikke synderligt fokus på betydningen af internationale tendenser. Derimod har man her givetvis oplevet pres fra arbejderne i det daglige, og tilsluttede sig den vurdering at uroen i byggefagene havde spillet en rolle, samt tilføjede at denne uro skyldtes effektiv syndikalistisk agitation udgående fra et mindre antal personer. 14 I festskriftet blev endvidere sået tvivl ved byggefagenes reelle hensigter med arbejdstidskampen: Det gjaldt langt større ting: at dolke Arbejdsgiverforeningen i hjertet, - og mon ikke også en lille dolk i ryggen på De samvirkende? 15 På den måde italesattes altså også arbejderbevægelsens interne strid, der nærmest fik DsF til at fremstå som arbejdsgivernes interessefæller, mens de oprørske byggefag blev tilskrevet den afgørende rolle ved kravets endelige indfrielse. 16 Men DsF og Socialdemokratiet kunne ikke acceptere på den måde at blive hængt ud som kampens fromme lam. Ifølge dem var byggearbejdernes indsats i bedste fald virkningsløs. I Det Danske Socialdemokratis Historie (1921) nævntes byggefagene slet ikke i beskrivelsen af emnet, hvilket jo er ret bemærkelsesværdigt i lyset af arbejdsgivernes konsekvente omtale heraf. Derimod gjordes 11 Agerholm & Vigen 1921: s Agerholm & Vigen 1921: s Vigen & Agerholm 1946: s Clemmensen 1923: s Clemmensen 1923: s Clemmensen 1923: se også s

8 Stauning til kampens bannerfører, som via samspil med DsF og partiets kommunale repræsentanter, førte kampen til ende trods borgerlige kræfters ihærdige modstand. 17 Mens omtale af rivalerne til venstre altså i første omgang simpelthen blev udeladt, var forklaringen straks mere raffineret i jubilæumsskriftet, De samvirkende Fagforbund i Danmark (1922), hvor byggefag og syndikalistisk indflydelse ganske vist nævntes, men blev skrevet ud af selve årsagssammenhængen, idet de først afslutningsvist blev beskrevet i en sidebemærkning om syndikalistiske forvildelser, som DsF ved overenskomsten i maj formåede at redde dem ud af. 18 Om kravets indfrielse mente man at Det skete under nøje samarbejde mellem den faglige og politiske bevægelse, og det psykologisk gunstige øjeblik blev valgt. 19 Det forklaredes ikke nærmere, hvori dette psykologisk gunstige øjeblik bestod, eller hvem der eventuelt havde bidraget til dets fremskyndelse. End ikke i landsorganisationens 50-årsskrift, Under Samvirkets Flag (1948), blev byggefagene tilskrevet nogen nævneværdig positiv rolle. Det blev derimod påpeget hvordan deres ustandselige konflikter forværrede tidens bolignød i hovedstaden, og de tillagdes yderligere ansvar for denne ulykke ved den misvisende påstand, at de gik i strejke for 8-timerskravet (begivenhedernes egentlige forløb omtales senere). 20 Endelig beskrives i partihistorien, En Bygning vi Rejser (1955), Socialdemokratiets lange kamp mod både reaktion og anarki, som skulle ske ved rolig, planmæssig, målbevidst reformaktion. 21 Om 8-timersdagens indtræden på dagsordenen forklaredes det, at man greb hurtigt og beslutsomt til efter verdenskrigens afslutning, og ved vekselvirkning mellem det parlamentariske, kommunale og det faglige forstod man at udnytte hver en fodsbred af øjeblikkets gunstige jordbund. 22 De socialdemokratiske/dsf ske udlægninger fandt naturligvis en modvægt i byggefagenes egne festskrifter. I de københavnske murersvendes festskrift, Murernes historie i 300 år (1923), kritiseredes den gamle fagbevægelses ledende mænd i DsF, for at indtage en for afventende position i spørgsmålet om de 8 timer, alt imens man, sammen med murerarbejdsmændene og hustømrerne, mente selv at have været den fremmeste repræsentant for Tiden og dens Krav. 23 En kommentar til det efterfølgende forløb lød: 17 Wiinblad & Andersen 1921: s DsF 1922: s DsF 1922: s DsF 1948: s Strejke-påstanden går igen i senere fremstillinger fx hos Christensen 1977 (s ) og Andersen 1978 (s ). 21 Bertolt; Christiansen & Hansen 1955: s Bertolt; Christiansen & Hansen 1955: s Meyersahm & Rassow 1923: s. 107, 116, 115 5

9 Æren af at have gennemført 8-timersdagen måtte de 3 bygningsfag ikke få, og vi bejler heller ikke efter at få denne. Lad kun andre pynte sig med lånte fjer. Os er det nok, at 8- timersdagen nu er en kendsgerning. 24 I 75-årsskriftet (1955) for de ufaglærte kolleger, murerarbejdsmændene, var der heller ingen tvivl: sammen med murersvendene og tømrerne havde man, med vedholdenhed og et ubrydeligt sammenhold, været den afgørende kraft i fremførelsen af 8-timerskravet. 25 Emnet i danmarkshistoriske værker indtil 1970erne I de brede danmarkshistorier i perioden før 70erne, navnlig Schultz (bd. 6, 1943) og Politikens (bd. 13, 1965), indtog kampen om 8-timersdagen også en plads. I førstnævnte synes det at man har lænet sig op ad de socialdemokratiske fremstillinger, idet kun statens og kommunernes rolle nød omtale. Endelig så man bort fra en række begivenheder forud for den endelige overenskomst, hvorved beretningen altså faldt ud i DsF og Socialdemokratiets favør. 26 I Politikens Danmarkshistorie betegnedes perioden frem mod kravets indfrielse som de skærpede modsætningers år. 27 Her hældte man lidt mere til den opfattelse, at udviklingen var ansporet af oppositionelle kræfter især blandt byggearbejderne i København, der udefra formåede at presse hovedorganisationerne til handling. Det blev på den ene side påpeget at den etablerede fagbevægelse nu for alvor havde vundet fodfæste med direkte indflydelse og stigende medlemstilgang, men at den netop derfor befandt sig i en vanskelig situation: Hvis den [fagbevægelsen] ikke kunne opretholde disciplinen inden for sine egne rækker, kunne hele denne position bringes i fare. Derfor havde lederne gode grunde til at kæmpe en uafbrudt kamp mod splittelsesmændene. Det måtte først og fremmest ske ved at vise arbejderne, at der var store fordele at hente hjem ad ordnede forhandlingers vej. På den måde virkede oppositionen som en spore. 28 Forfatteren, Erik Rasmussen, omtalte afslutningsvist den efterfølgende stejle afvisning af netop denne årsagssammenhæng fra socialdemokratisk side, 29 som her er berørt i det ovenstående. Søren Kolstrup og fremstillinger derefter I den forstand at byggefag og venstreopposition tillægges en fremskyndende rolle i forløbet, var hovedlinjen i Søren Kolstrups afhandling fra en udfoldelse af Rasmussens udlægning. Men 24 Meyersahm & Rassow 1923: s Murerarbejdsmændenes Fagforening 1955: s , Munch 1943: s Rasmussen 1965: s Rasmussen 1965: s Rasmussen 1965: s

10 Kolstrup gik som den første i dybden og bredden med kilderne, og hans bidrag blev således et mere tilbundsgående brud med partsindlæggene i jubilæumsskrifterne og partihistorierne. Han lagde dels vægt på den socialdemokratiske arbejderbevægelses langvarige fastholdelse af arbejdstidskravet, og dels byggefagene og venstreoppositionelle kræfters vigtige rolle (herunder bl.a. syndikalistisk inspirerede kampformer), da det til sidst blev fulgt til dørs. 31 Kolstrups afhandling var altså et opgør med dels den socialdemokratiske/dsf ske historieskrivning, der jo fuldstændigt afskrev byggefagenes rolle. Men med sin betoning af det helt umiddelbare pres, modsagde han også udlægninger, der måtte tendere mod at det simpelthen lå i tiden, og at internationale impulser skulle have været nærmest enerådende. I Kolstrups afhandling blev 8-timerskravet for første gang gjort til selve omdrejningspunktet, og den blev således standardreferencen i mange efterfølgende fremstillinger, hvorfor variationerne i de næste knap 20 års udlægninger kan være til at overse. Der kan dog identificeres nogle skel alt efter betoningen af enten syndikalistisk indflydelse, dominans, eller fraværende omtale af syndikalismen overhovedet i relation til byggearbejderne og 8-timersdagen. De fleste fremstillinger synes at hælde til førstnævnte altså at der var tale om en indflydelse. Dette gælder efter min vurdering: Lisa Bangs Fagoppositionens Sammenslutning ( ) de danske syndikalister (1975) 32 ; Bjørn Erichsens Om Arbejderbevægelsen (1977) 33 ; Flemming Ibsen og Henning Jørgensens Fagbevægelse og stat (1979) 34 ; sjette bind af Dansk Socialhistorie (1980) af Svend Aage Hansen og Ingrid Henriksen 35 ; syvende bind af Gyldendals Danmarkshistorie (1988) af Karl Christian Lammers m.fl. 36 ; Niels Finn Christiansens Fagbevægelsens Historie (1989) 37 ; Arbejdernes 1. maj (1990) af Søren Federspiel m.fl. 38 ; samt Morten Thing og Flemming Hemmersams 1. maj 1890 et dokumentarium (1990). 39 Et fåtal hælder til at der var tale om enten syndikalistisk dominans, eller at byggearbejderne slet og ret var syndikalister. Dette gælder: Torben Peter Andersens Produktion og samfund: Danmarks og 30 Afhandlingen er her benyttet dels i sin upublicerede form via ABA, som mangler angivelse af dato og sted, og dels i en forkortet udgave i Erhvervshistorisk Årbog 23, 1972: s Henvisninger til den udaterede version vil på disse sider vil fremgå som Kolstrup, udat.: s. [xx], mens sidstnævnte angives med årstal. 31 Kolstrup 1972: s Bang, m.fl. 1975: s Erichsen 1977: s Ibsen & Jørgensen 1979: s Hansen & Henriksen 1980: s Lammers m.fl s Christiansen 1989: s Federspiel m.fl.: 1990: s Thing 1990: s

11 Nordens Historie (1978) 40 ; samt billedbogen Snart dages det [ ] og studievejledningen af samme navn (Bjørn Erichsen, Ebbe Kløvedal Reich og Poul Vitus Nielsen; 1986/87), der begge skulle supplere DR s dengang aktuelle drama-dokumentarserie om arbejderbevægelsens historie. 41 Forholdsvist ene med fraværende omtale af syndikalismen i relation til emnet står Jens Christensens Socialdemokratiet i Danmark (1977), hvor der i stedet betones en ikke nærmere specificeret radikalisering blandt den tids danske arbejdere. 42 Endelig skriver Niels Finn Christiansen i Gyldendal og Politikens Danmarkshistories tolvte bind (1990), at Trods dybtgående politiske meningsforskelle blandt arbejderne var der utvetydig enhed i kravet om ottetimersdagen. [Min understregning]. 43 Vitus Nielsen og senere års bredere fremstillinger Poul Vitus Nielsens erklærede sig, i sin afhandling (1992) 44, i udgangspunktet enig med Kolstrup og de efterfølgende fremstillinger i betoningen af de københavnske byggearbejdere som en afgørende aktør. Vitus absolutte hovedanke angik imidlertid diskussionen om syndikalisternes/syndikalismens rolle. Han mente at Kolstrup utilsigtet havde videregivet et billede af byggearbejderne som værende syndikalister slet og ret, og at en sådan udlægning havde domineret den efterfølgende tids fremstillinger. 45 Der er her, for en stor del, tale om de fremstillinger som ovenfor er opremset, men idet jeg vurderer at de fleste begrænser sig til at påpege syndikalistisk indflydelse, anser jeg denne kritik for malplaceret. Som det fremgår, har Vitus jo derimod faktisk selv med Snart dages det (1986/87) - bidraget til det mindre antal fremstillinger, der hælder til opfattelsen af syndikalistisk dominans, hvilket han også erkender. 46 Dette gør den tanke nærliggende, at der i den senere afhandling mest af alt er tale om en revidering af egen tidligere fejlantagelse. Men uagtet den slags gisninger mente han det nu vigtigt at fastholde, at det afgørende ikke var syndikalisme, men i almindelighed en aktionsvillig arbejderklasse med stor selverkendelse af den magt, der lå i deres aktionsberedskab, 47 og det konkluderedes videre at byggearbejderne tog 8-timersdagen; DA gav den, og DsF fik den Andersen 1978: s Vitus Nielsen 1987: s. 14; samt Erichsen, m.fl. 1986: s Christensen 1977: s Christiansen 1991: s Oprindeligt: speciale afleveret ved KU, Her benyttes den udgave, der året efter blev publiceret i Årbog for Arbejderbevægelsens Historie 22 (1992). 45 Vitus Nielsen 1992: s Vitus Nielsen 1992: note 6, s Vitus Nielsen 1992: s Vitus Nielsen 1992: s

12 Man kan sige at enderne sidenhen er mødtes i Arbejdernes Historie (2007), hvor Søren Kolstrup er blandt bidragyderne, og har stået for behandling af perioden Vitus Nielsens afhandling er her angivet på litteraturlisten, og endda genbruges hans formulering om den aktionsvillige del af arbejderklassen som den afgørende faktor. 49 Det bemærkes at kravet bandt menige socialdemokrater og syndikalister sammen på arbejdspladserne, mens DsF først for alvor skred ind, da de frygtede at bygningsarbejderne skulle løbe med æren for de 8 timer. Således imødegås Vitus større betoning af den socialdemokratiske halten bagefter (jf. at de fik 8- timersdagen), mens arbejderbevægelsens største interne modsætning på spørgsmålet - igen i tråd med hans udlægning menes at have været mellem en tilbageholdende faglig og politisk ledelse på den ene side, og en mængde handlingsparate arbejdere på den anden, som i kampen for de otte timer var syndikalistisk inspirerede, men ikke uden ideologisk spredning i øvrigt. 50 Knud Knudsen tager, i sin gennemgang af emnet i Dansk Fagbevægelses Historie frem til 1950 (2011), ikke direkte stilling til, hvem der har æren for 8-timersdagen, men mener at visse syndikalistiske principper ubestrideligt havde udbredelse. Dette kan forklares, mener han, med en meget umiddelbar appel selv hos ikke-syndikalister, fordi de anviste en mulighed for handling hos de som oplevede at DsF og Socialdemokratiet førte en for forsigtig kompromislinje, set i lyset af tidens sociale spændinger. 51 Metode Når der tales om kampen for 8-timersdagen og for forkortet arbejdstid i det hele taget, vil der til enhver tid kunne anlægges flere vinkler på sagen. Søren Kolstrup optegner i den forbindelse følgende tre hovedperspektiver: (1) det samfundsøkonomiske perspektiv, der drejer sig om arbejdstidsforkortelsens økonomiske begrundelser og virkninger; (2) et mere sociologisk orienteret trivselsperspektiv, der også vedrører arbejdstidens modsætning fritiden; og (3) et politisk/fagligt forhandlingsperspektiv. 52 I nærværende speciale vil sidstnævnte perspektiv være det mest fremtrædende. Fokus vil med andre ord være på den konkrete politiske og faglige tovtrækning, om man vil, mens det decideret samfundsøkonomiske og sociologiske indtager en væsentligt mere tilbagetrukken rolle. Selvom de 49 Christensen m.fl. 2007: s Christensen m.fl. 2007: s Knudsen 2011: s Kolstrup udat.: s

13 ikke tilgås systematisk, vil disse to øvrige vinkler dog optræde sporadisk undervejs, fordi de inddragede forhandlinger og diskussioner jo ofte netop kredsede herom. I henhold til problemformuleringen er alt kildemateriale således som udgangspunkt tilgået med en interesse i hvordan der tales og ageres for og imod 8-timersdagen. På den måde har jeg søgt i sidste ende at nå en samlet vurdering af, hvordan kravets indfrielse kan forklares ud fra de nævnte faglige og politiske kampe. Om kildematerialet og tilgangen dertil Af praktiske herunder tidsmæssige årsager har jeg visse steder måttet basere mig på den historiske litteratur om de respektive fokusområder, mens jeg så vidt muligt har benyttet originalt kildemateriale, når det er kommet til afdækning af helt centrale aktører og begivenheder eller områder, hvor mere tilbundsgående udredning i øvrigt er vurderet nødvendig. Der er fortrinsvist tale om et udvalg af dels mødeprotokoller fra- og korrespondancer mellem hovedorganisationerne samt relevante fagforeninger og forbund. Alt dette er primært fremskaffet via ABA. Derudover er inddraget Folke- og Landstingets forhandlinger; aviser og tidsskrifter, samt programmatiske dokumenter, mm. Hvor og hvordan kilderne mere specifikt er brugt, beskrives nærmere i nedenstående gennemgang af analysens opbygning, men her skal først knyttes nogle kommentarer til mine overvejelser angående de mest benyttede typer af kilder. Mht. protokoller fra lokale fagforeninger har jeg for langt størstedelen benyttet de københavnske murersvendes. For det første var disse en central aktør fra ende til anden, og stod i tæt samarbejde med andre byggefag samt førte korrespondance med øvrige parter, som derfor også fra sidelinjen belyses herigennem (og ellers underbygges af litteraturen). For det andet har jeg vurderet at den til tider overvældende informationsmængde i sådanne protokoller bedre ville kunne ydes retfærdighed, hvis ikke flere fagforeningers protokoller skulle søges udpenslet indenfor en praktisk begrænsning på kun 75 sider. Med fuld vished om at øvrige fagforeninger ligeledes har stor relevans, er murersvendene således, gennem analysen, blevet en slags fortællingsmæssigt holdepunkt, der giver rum til udfoldelse af visse detaljer og ud fra hvilket der knyttes tråde til den samlede historie. Avismaterialet er primært tilgået med interesse i holdningen hos den givne avis eller skribent. De kan på den måde bidrage til udformningen af et tidsbillede, der rækker videre end til hvad der blev sagt og besluttet på det ene og det andet møde, eller med andre ord gør de det muligt at medtage flest mulige lag af tidens agitation, diskussion og politiske spil i relation til emnet. Går interessen derimod på dateringer og mere specifikke nøgterne beskrivelser af handlingsforløb med mere, kan aviserne synes at være et mere usikkert grundlag, og dette skal der visse steder på de kommende sider tages forbehold for. Alligevel har jeg i en række tilfælde vurderet at det var tilstrækkeligt, når det har kunnet 10

14 finde opbakning andetsteds, eller når det fx gælder en organisation, der bringer officielle meddelelser til sine medlemmer via en avis, osv. Jeg har søgt at inddrage et udvalg af aviser, der nogenlunde dækker det politiske spektrum. Med det sagt, er der dog sket en naturlig selektion i kraft af forskellene på hvor meget de respektive aviser overhovedet beskæftigede sig med 8-timersdagen, hvilket jo også bærer en slags pointe i sig selv. Det optog naturligt nok mere spalteplads hos kravets mest aktive forkæmpere, og således er de benyttede venstrefløjs-aviser som ellers kun udgør halvdelen af de her benyttede - overrepræsenteret i det samlede antal af artikler og notitser (se kildefortegnelsen for liste over benyttede aviser). Analysens kapitler/opbygning Overordnet om analysens opbygning skal siges at den over lange stræk følger en kronologi, men at jeg samtidig har foretaget en inddeling efter begivenheder og fokusområder, som betyder tidsmæssige overlap på tværs af visse kapitler. Den egentlige analyses første del omhandler den såkaldte weekendbevægelse i sommeren og efteråret I tråd med den gængse opfattelse, betragter jeg denne som startskuddet til den arbejdstidskamp, der året efter endte med 8-timersdagen. Kapitlet har i høj grad de københavnske murersvende som omdrejningspunkt, da disse var bevægelsens initiativtagere og på flere måder førte an undervejs. Således bygges der her på murersvendenes forhandlingsprotokoller; materiale fra Murerforbundet; DsF s registrering af arbejdsretlige sager, der angår en længere række fag; samt avismateriale. Anden del drejer sig om de uroligheder, der udspandt sig i hovedstaden i november 1918, hvor verdenskrigen sluttede og Tyskland undergik revolutionære omvæltninger, hvis dønninger altså nåede Danmark. Der viste sig omkring denne tid en større opmærksomhed og velvillighed overfor arbejdstidskravene. Her giver daværende indenrigsminister Ove Rodes dagbøger et sparsomt men værdifuldt indblik i hvad der foregik forud for en række officielle udmeldinger. Øvrige kernekilder er her diverse korrespondancer, avismateriale samt det nye partiprogram udsendt af Socialdemokratiet på dette tidspunkt. Jeg hæfter mig i den forbindelse ved Hans-Norbert Lahmes tilgang til programmers brugbarhed som historiske kilder: [ ] de programmatiske og organisatoriske dokumenter [er] udtryk for (eller en refleks af) en politisk-teoretisk (og som regel også ideologisk) udvikling, som enten er fuldbyrdet eller i det mindste eksisterer som en tydelig strømning, dvs. som noget, der betegner en form for ideologisk konsens. Endvidere kan de, ifølge ham, tydes som et praktisk og teoretisk svar 11

15 på den socio-økonomiske og den aktuelle politiske situations betingelser og særprægetheder, som de abstraherer fra og formulerer et svar på. 53 Tredje del omhandler processen omkring det socialdemokratiske lovforslag, der førte til indførelsen af 8-timersdagen i døgndriftsvirksomheder. Her er primært benyttet Rigsdagstidende med dertilhørende tillæg og bilag. Fjerde kapitel, angående kravets indfrielse blandt offentligt ansatte arbejdere og tjenestemænd, er grundet praktiske forhindringer i min arbejdsproces nærmere bestemt tid til fremskaffelse af kildematerialet og dannelse af overblik herover - blevet kortere end det burde. Jeg har dels måttet støtte mig til Søren Kolstrups gennemgang, som indgår i det ikke-forkortede speciale, og hvor der fokuseres på primært Århus og København. Herudover for kommunernes vedkommende: sagens gang, som den er beskrevet i Dansk Kommunalarbejderforbunds jubilæumsskrift (1924); i mindre grad Sporvejs- og Omnibusfunktionærernes jubilæumsskrift fra 1946, samt avisomtale. For statens vedkommende må der tages lignende forbehold for et mindre komplet kildegrundlag. Der inkluderes her korrespondancer mellem implicerede parter samt avisomtale. Da jeg er bevidst om at der altså er adskillige informations-huller på dette område, har jeg ikke forsøgt at begive mig ud i en dybdegående beskrivelse, men tilstræbt et kortfattet og overordnet billede. Der ville, ved en mere dybdegående undersøgelse af udviklingen i det offentlige, givetvis fremkomme et billede, der ikke så ensidigt tillægger København al udviklingskraften, hvilket her søges illustreret med eksempler på kravets tidlige realisering i et par jyske kommuner. Det kan måske med rette ses som en generel mangel ved projektet, at det ligesom stort set alle tidligere fremstillinger om emnet har et mere eller mindre ensidigt fokus på udviklingen i København. For mens meget fagligt initiativ og ikke mindst den landsdækkende lovgivning havde sit udspring i hovedstaden, er der bestemt ting der ansporer til mere konkret udforskning af 8- timerskravets fremførelse i resten af landet, hvor det i visse kommuner og på visse virksomheder blev indført langt tidligere; hvor man fx i Aalborg så sent som i 1917 kunne notere sig det næsthøjeste medlemstal af Fagoppositionens Sammenslutning 54 ; hvor smede i såvel Århus som Odense markerede sig i weekendbevægelsen 55 ; osv. Analysens femte del drejer sig om hovedorganisationerne og de forhandlinger der ledte frem til en arbejdstidsaftale i januar 1919, der nærmede sig 8-timersdagen uden dog at nå helt i mål. Vha. 53 Lahme 1978: s Regnskab for ugebladet Solidaritet og FS 1917 (Roskilde Universitetsbibliotek, 1988: RUB s samling af pjecer fra Fagoppositionens Sammenslutning ). I dette regnskab tælles 502 i Aalborg og 1450 i København. For at sætte tingene i perspektiv, var disse to byers respektive indbyggertal dengang omkring og over (Danmarks Statistik, 1921; Folkemængden: s. 20). 55 Vitus Nielsen 1992: s

16 protokoller, resolutioner, korrespondancer og cirkulærer belyses forløbet indadtil, mens debatten der udspandt sig herom kommer til udtryk i en række aviser. Sjette del omhandler protesterne mod januar-aftalen, som nogle anså for utilstrækkelig; byggefagenes genoptagelse af den direkte aktionsform, og den lockout der herefter blev iværksat mod dem. Gennem mødeprotokoller, avisindlæg mm, søger jeg at belyse de varierende styrkeforhold undervejs i konflikten, og give et billede af årsagerne til de endelige forhandlinger. Syvende og sidste del af analysen vedrører den endelige aftale i maj, og i kort form det umiddelbare efterspil herunder overenskomstens begyndende implementering og byggelockoutens afslutning. Kildemæssigt er der her primært tale om forhandlingsprotokoller fra generalforsamlinger og fra møder mellem hovedorganisationernes forhandlingsudvalg. Desuden berøres de forskellige syn på forliget, som kom til udtryk i pressen, og som knytter an til de linjer i aktørernes egne historiske udlægninger, der her er beskrevet i ovenstående historiografi. Syndikalismens betydning og indflydelse metodisk set I sin udredning af syndikalismens reelle betydning ift. emnet trækker Vitus Nielsen, i første omgang, på den britiske historiker Eric Hobsbawm, der ser fire bestanddele i datidens syndikalisme: (1) en holdning, som drejer sig om modstand mod såvel kapitalisme som offentligt bureaukrati, der begge menes at stå i modsætning til arbejdernes berettigede egenkontrol over arbejdet; (2) en teknik, 56 der består i spontane og/eller militante aktionsformer såsom sabotage, obstruktion og direkte aktion; (3) en strategi, der handler om at øge klassebevidstheden og fremprovokere revolution ved med brugen af nævnte teknikker at vise arbejderne deres eget magtpotentiale; og endelig (4) et håb (eller et mål) om en slags socialistisk samfund hvilende på funktionelle, selvstyrende producentgrupper. Vitus konkluderer at, af disse fire, havde holdningen og teknikken - nærmere bestemt den del der drejede sig om direkte aktion - en betydelig opbakning, mens strategien og håbet aldrig vandt indpas udenfor en smal kreds af dedikerede syndikalister. 57 Netop ved afgrænsning af denne kerne af syndikalister indenfor byggefagene, mener Vitus dog dernæst præcist at have identificeret en begrænset grad af syndikalistisk indflydelse. 58 Her mener jeg at hans argumentation lider et mindre knæk. For havde den relativt brede opbakning til de syndikalistiske del-elementer, holdning og teknik, ikke allerede vist en type indflydelse, der angik andre end blot erklærede syndikalister? For mig at se, er problemet her at Vitus, ved denne bevægelse, ender med at vurdere graden af syndikalistisk indflydelse ud fra to modstridende kriterier (A, B). 56 V.N. skriver de fleste steder udover s. 295, samt i note 105, s egentlig fejlagtigt taktik i stedet for teknik (1992: s ), som Hobsbawm gør (1979: fx s. 207), hvilket kan skabe lidt meningsforvirring, for dette er jo synonymt med strategi - et andet af Hobsbawms fire punkter. 57 Hobsbawm 1979: s ; Vitus Nielsen 1992: s Vitus Nielsen 1992: s

17 Dette synes at bunde i en manglende afklaring af begrebet indflydelse, hvor han på den ene side (A) lader det involvere både et afsender- og et modtagersegment, samt lader det forekomme direkte såvel som indirekte, og totalt såvel som delvist. Denne type indflydelse er vanskeligt målbar, men ikke desto mindre er det indflydelse. Dernæst går han dog over til (B) at måle indflydelsen kun på antallet af erklærede syndikalister eller syndikalistisk argumenterende talere altså en anderledes absolut tilgang til begrebet. Denne sidstnævnte metode mener jeg er problematisk. Dels fordi den, modsat den første metode, stiller sig blind for indflydelse af mere flydende karakter, som indebærer at man løbende kan tilslutte og fralægge sig del-elementer af flere forskellige ideologier, og dette endda uden at man nødvendigvis gør sig særligt bevidst derom. Tilmed har den kun blik for de personer, der rent faktisk kommer til orde i protokollerne, hvilket fx på de københavnske murersvendes 10 generalforsamlinger februar-maj 1919 er omtrent de samme 20 talere, mens deltagerantallene spændte mellem ca. 600 og Dette kompenseres der selvfølgelig i en vis grad for ved læsning af diverse afstemningsresultater, men heller ikke disse mener jeg, i dette konkrete tilfælde, giver noget særligt konstant eller entydigt billede over tid. Jeg søger således at holde mig til den første metode, som også for Vitus selv har dannet grund for den opfattelse, at syndikalisterne medvirkede til at genskabe kamperfaringer, der formodentlig var glemt af mange arbejdere eller ikke eksisterede hos fx de nye førstegenerationsarbejdere. 60 I et sådant perspektiv behøver syndikalismen hverken ses som ligegyldig eller altomsluttende. Men med Hobsbawms holdnings-punkt in mente kan dele af syndikalismen ses som en slags artikulation af nogle helt gængse impulser, stillet overfor modsætningen centralisation og decentralisation indenfor arbejderbevægelsen. Denne hobsbawmske opfattelse ligger desuden i tråd med Knud Knudsens (2011) syn på tendenser i den tids danske fagbevægelse, når han skriver: I løbet af krigen voksede tilslutningen til syndikalismen eller rettere til de syndikalistiske principper og især de direkte aktioner. Man behøvede ikke at være overbevist syndikalist for at forstå princippet i den direkte aktion; og man kunne også sagtens være en skolet fagforeningsmand og mene, at lederne var kommet på for stor afstand af medlemmerne, som syndikalisterne sagde. 61 Således blev syndikalismen dengang relevant for andre end de der bekendte sig til dens program, og derfor er den relevant at medtage i betragtningerne på de nærværende sider. Dette er ingenlunde ensbetydende med at enhver af de implicerede arbejdere var syndikalister, eller at syndikalister har æren for 8-timersdagen. 59 MFKO gf. 4/2, 17/2, 28/2, 6/3, 26/3, 9/4, 21/4, 7/5, 14/5 og 25/ Vitus Nielsen 1992: s Knudsen 2011: s

18 Weekendbevægelsen Fra sommeren til efteråret 1918 trodsede over københavnske arbejdere 62 deres arbejdsgivere, og begyndte at praktisere den såkaldt engelske uge, der betød arbejdsugens ophør lørdag kl. 12. Denne selvtagne weekend vakte harme blandt arbejdsgiverne, som indklagede fagforeningerne for Den faste Voldgiftsret, og gik særligt hårdt efter murersvendene, der var de oprindelige initiativtagere. Disses københavnske afdeling idømtes tiltagende bøder, for til sidst at blive erklæret fallit og lade sig opløse. Aktionerne ophørte samlet set ved starten af oktober, men øvrige fag havde undervejs demonstreret lignende kampvilje, og bevægelsen medvirkede til så småt at sætte arbejdstidsforkortelse på dagsordenen. Den kombination af faktorer, der kan have talt for en prioritering af arbejdstidsforkortelse på netop dette tidspunkt, har jeg indledningsvist berørt. Det er derimod uvist, hvorfor man netop tiltog sig weekenden og ikke en daglig forkortelse, såsom 8-timersdagen, allerede på dette tidspunkt. Men det synes oplagt at der til dels kan have ligget den praktiske overvejelse til grund, at forkortelse en enkelt dag simpelthen var et mere realistisk udgangspunkt, og her var det vel oplagt at starte med arbejdsugens sidste dag, lørdag, hvor en hel uges slid sad i kroppen. Til støtte herfor og som det vil fremgå i det følgende - drages der, visse steder i det undersøgte kildemateriale, koblinger til arbejdstidsforkortelse i et videre perspektiv. I den forstand kan weekendbevægelsen både have virket som- og været tænkt som en slags murbrækker -bevægelse. 63 D marts 1918 holdt FS landsmøde på Brønshøj Kro. Her blev det enstemmigt vedtaget at iværksætte en kraftig agitation blandt arbejderne og i fagorganisationerne for gennemførelsen af forkortet arbejdstid ved direkte aktion. Målet var en betydelig forkortelse af arbejdstiden fra 1. maj Man mente at den socialdemokratiske fløj havde gjort fordringen til en floskel, der uden vægt fremførtes årligt på den internationale kampdag. Tidsfristen skulle således vise kontrasten mellem dette og syndikalisternes parole: Kortere arbejdstid opnås kun ved direkte aktion. 64 I dagene omkring landsmødet afholdtes derudover et af de møder, som førte til dannelsen af partiet SAP, og til stede i begge sammenhænge var mureren Chr. Rassow, fra hvem et afgørende initiativ snart skulle udgå. I starten af april afholdt SAP konstituerende møde og offentliggjorde sine principielle grundlinjer, der 62 Dette omfang er angivet af Vitus Nielsen 1992: s Udtrykket lånt af Ibsen & Jørgensen 1979: s Det indkapsler den nu gængse opfattelse af at weekendbevægelsen var forløberen for den endelige kamp om 8-timersdagen, men der hentydes almindeligvis vist til virkningen udadtil og ikke så meget hensigten indadtil, som jeg her antyder. 64 Solidaritet 6. og 13/

19 havde bl.a. Rassows navn på sig. Således må han betragtes som SAP er, men der kan have været tale om et dobbelt medlemskab, hvilket ikke var ualmindeligt. 65 På de københavnske murersvendes generalforsamling d. 29. april fremsatte Rassow en resolution, der pålagde bestyrelsen hurtigst muligt at søge forhandling med Murerlauget om indførelse af engelsk uge. FS havde agiteret for arbejdstidsforkortelse i al almindelighed, og hverken dem eller SAP talte varmt om forhandlinger, så snorlige herfra og til weekendbevægelsen var linjen altså ikke, men Rassow var synlig i alle sammenhænge. Ifølge hans forslag skulle weekend-ordningen gælde i månederne fra marts til og med oktober, 66 og det havde arbejdernes fysiske og moralske fremme som sit bagvedliggende rationale. Murersvendenes protokolfører, R. Strasen, mente at mestrene nok næppe uden videre ville acceptere kravet særligt da det først skulle godkendes af DA&MF. Han var derfor også betænkelig ved at tage hvad der formentlig ville blive en hård kamp under den indeværende dyrtid, hvor arbejderne i forvejen var hårdt spændt for. Derfor foreslog han et mere forsigtigt krav med lørdagsfri kl. 15. Men disse bekymringer syntes ikke i så høj grad at gøre sig gældende hos den resterende forsamling, som vedtog Rassows forslag i dets oprindeligt fremsatte form. 67 Mestrene i Murerlauget var ikke totalt afvisende fra første færd, men efter korrespondance med DA&MF, måtte de d. 21. maj som Strasen havde forudset afvise kravet. 68 Et par dage efter vedtog svendenes nærmeste kolleger, murerarbejdsmændene, at søge lignende forhandlinger, men også forgæves. 69 Forslaget var her stillet en generalforsamling på initiativ af formanden, Vilhelm Bærentzen, om hvem det er værd at bemærke, at han var blandt deltagerne ved de møder et par måneder forinden, der mundede ud i dannelsen af hhv. SAP og Det uafhængige Socialdemokrati (DuS). Om tilknytningen til disse nye partidannelser bevares er dog uklart. 70 Hvorom alting er, trodsede en gruppe på knap 50 murersvende den følgende lørdag laugets afvisning, og tog fri til middag, mens antallet fra 1. juni greb om sig, og nu også omfattede murerarbejdsmændene. 71 Svendenes repræsentantskab havde indtil videre ikke været med på råd om 65 Christensen 1975: s , 72, 75, ; Petersen 1979 (bd. 1): s. 135; samt Solidaritet 13/ I flere tidligere fremstillinger er Rassow blevet beskrevet som både syndikalist og medstifter af SAP, uden at der søges nogen afklaring eller videre refleksion over denne umiddelbare uoverensstemmelse. Dette gælder Erichsen 1977: s ; Erichsen, m.fl. 1986: s ; samt Vitus Nielsen 1992: 267, 292, Givetvis afgrænset hertil fordi arbejdstiden for byggearbejdere alligevel blev kortere i efterårs- og vintermånederne, hvor sæsonarbejdsløsheden som regel også var højere. 67 MF gf. 29/ (fp. s ) 68 Vitus Nielsen 1992: s note 20, s. 308; Kolstrup 1972: s Murerarbejdsmændenes Fagforening, 1930: s Christensen 1975: s Her nævnes Bærentzen blandt deltagerne i det møde d. 26/3, hvor det blandt en gruppe udbrydere af Socialdemokratiet blev besluttet at danne et nyt parti, som i stedet blev til to. V.N. betegner ham som socialdemokrat (1992: s. 269). Det har her ikke været muligt at afgøre hvori den opfattelse bunder, men uanset hvad er det en væsentlig betragtning, at han var helt tæt på tidens nye partidannelser, og altså næppe har været ubetinget tilhænger af den etablerede socialdemokratiske linje. 71 Kolstrup 1972: s. 25; samt Vitus Nielsen 1992: s note 23 og 24, s

20 disse mere eller mindre spontane lørdagsstandsninger, 72 men 13. juni blev det fagforeningens officielle politik. Bestyrelsen advarede mod de mulige konsekvenser af at fortsætte med selvtagen weekend modsat at gå forhandlingens vej, som man først var blevet enige om, men Rassow talte varmt for denne direkte aktion, som reaktion på de forældede [fagretslige] bestemmelser. H. Andersen og Adolf Damm sluttede op herom og koblede desuden weekendaktionerne til den endelige gennemførelse af 8- timersdagen, da det forventedes at man én gang for alle ville kunne sætte arbejdstiden - og dermed dette gamle krav - på dagsordenen. Efter enkelte indvendinger blev forslaget sat til afstemning. 721 stemmer blev afgivet, hvoraf 540 stemmer var for og 162 imod (derudover: 17 blanke og 2 ugyldige) - dvs. ca. 75 % stemte for forslaget. 73 En notits om beslutningen blev bragt til alle medlemmer to dage senere i Social-Demokraten. 74 Murersvendenes Fagforening havde, allerede inden den officielle beslutning, modtaget en række advarselsskrivelser. Der blev krævet erstatning for den tabte arbejdstid, og mestrene bekendtgjorde at såfremt weekendaktionerne ikke ophørte, ville DA&MF indklage sagen for Den faste Voldgiftsret. Således havde fagforeningsbestyrelsen også bragt indlæg i arbejderpressen, hvor medlemmerne opfordredes til at arbejde ugen ud, idet man kunne forvente store bøder. 75 Men trods visheden om den overhængende fare, havde et stort flertal af murersvendene altså vedtaget lørdagsstandsningerne, og mens det forgæves blev forsøgt at opnå et resultat ved mægling - hvor DA&MF endda havde tilbudt at glemme hele affæren, hvis blot man ophørte med weekendaktionerne - tilsluttede nu også Københavns tømrere, stenhuggere og entreprenørarbejdere sig weekendbevægelsen. 76 Ved DA&MF s forretningsudvalgsmøde d. 27. juni stod medlemmerne overfor beslutningen om hvordan man skulle reagere på den tiltagende genstridighed blandt arbejderne. Det blev besluttet ikke at erklære lockout, men i den kommende tid at overlade sagerne til Den faste Voldgiftsret. 77 Lokalt var der dog eksempler på arbejdsgivere, som udviste mere imødekommenhed end hovedorganisationen. Da sadelmagersvendene på Københavns Drivremmefabrik d. 29. juni påbegyndte lørdagsstandsninger kl. 14, var det således efter aftale med fabriksledelsen, der accepterede dette som en midlertidig ordning grundet materialemangel. Sidenhen opstod dog uenighed med arbejderne, der ønskede at ordningen blev permanent, og samtidig havde svende på to øvrige virksomheder egenhændigt taget sig samme lørdagsfrihed. Selvom ledelserne på disse to fabrikker ikke decideret havde samtykket, vurderede Den faste Voldgiftsret at heller ikke de havde 72 MF rpm. 10/ MF gf. 13/ (fp. s ) 74 Soc.-Dem. 15/ (notits fra MF) 75 MF gf. 13/ (fp. s ) 76 Politiken, 20/6 1918; Kolstrup 1972: s. 25; samt Vitus Nielsen 1992: s note 28, s Vitus Nielsen 1992: s