Miljøet, de liberale og liberalismens miljømæssige umulighed

Transkript

1 En artikel fra KRITISK DEBAT Miljøet, de liberale og liberalismens miljømæssige umulighed Skrevet af: Claus Heinberg Offentliggjort: 15. marts 2004 Det er for meget at sige, at miljøet - for slet ikke at tale om naturen - ikke har problemer med de liberale. Mange af dem er humanister i en sådan grad, at naturlovene forekommer en krænkelse af deres menneskerettigheder. Andre har fundet et fast relativistisk ståsted, hvorfra natur, miljø og fremtidige generationer er, som man nu ser på det, formidlet og legitimeret gennem en stadig mere aggressiv socialkonstruktivisme, hvor den ganske virkelighed lader sig indfange i supermarkedets metaforik. Herfra kan den liberale intellektuelle så nyde alle privatismens bekvemmeligheder uden at skulle indrømme, at man er på Søren Pinds parti. Næh nej, hvor vulgært, ikke nogen pind her, vi er til franske philosoffer. Resultatet er en pænere, tilsyneladende tænksom udgave af nyliberalismens "mig først". Det kan der komme uendeligt meget snak ud af og meget lidt (aktiv) handlen. Derudover er der så mange, rigtig mange, liberalt indstillede mennesker, som har både hjerne og hjerte for, at der skal komme nogen efter os. Politisk tegner de vel et flertal i befolkningen, som p.t. er i opposition. Omvendt med liberalisterne og liberalismen. Her er der ikke så meget at snakke om. Handlen er der til gengæld så meget mere af. Ja så meget, at der her forleden var gratis busdrift til åbningen af FIELDS. Nu skulle der handles, og danskerne er så sandelig et handelens folk danskere med overvægtige børn bilkøede til det nye Mekka, måske stedet for en om ikke økologisk så dog en økomenisk indsats? Glem al den handlen, vi forenes i fælles handel, og det der med at vende rumpen i en bestemt retning på et bestemt tidspunkt, den kan de i hver fald, helt ud på motorvej og bro. Alle veje fører til FIELDS, blot følg næserne. Og så siger de, at postmoderniteten er affortryllet og uden ritualer. Naturen for os, eller med os - og vi er med den Augustin, en af de helt store katolske kirkefædre, anså dette: "ikke at mishandle dyr" som et udtryk for den største overtro, mens en før-katolsk kristen kelter, blev helgenkåret for sin godhed mod fuglene. Under fodring lagde en åbenbart trængende damefugl sine æg i den fromme mands hånd. Han blev stående og agerede både træ og rede til æggene var klækkede og fuglene fløjet. En skrøne og et faktum om to syn på verden. Verden som vores, eller os som en del af verden. Augustin er klart en vinder. Verden er vores, en vare som vi ikke behøver at tage vare på, ud over hvad som måtte tjene os, hvilket genfindes i moderne økonomisk teori. Vi skal ikke værdsætte verden, vi skal prissætte den, for så ved vi ikke bare, hvad den koster men også, hvad den er værd. Således har nyliberalismen en dybt funderet, dybt kristen og uendelig snæver opfattelse af, hvad naturen er. Og dens miljø-opfattelse følger samme spor. "Miljø" - det er den del af omverdenen, som tjener et (mit) formål, som jeg kan tjene på, og som sådan skal det naturligvis beskyttes. I en ekstrem, men bestemt betydende udgave skal natur og miljø beskyttes, ikke ved beslutning eller dekret - sådant er suboptimalt - men gennem ejendom og markedsmæssig værdisætning. Mener man, at giraffer bør bevares for eftertiden, så skal man købe sig en. Lidt vanskeligere er det med havenes fisk, og den luft vi indånder. Her er ejendomsretten, og dermed er beskyttelsesaspektet uklar. En af synspunktets yndlinge er Garret Hardin - forfatteren bag "Fælledens tragedie", en næsten kultagtig tekst - som siger, at det alle ejer, ejer ingen, og derfor går det til. Det synspunkt glemmer, at vel alle kulturer er opstået netop omkring forvaltningen af det ingen ejede, og som derfor skulle administreres. Forestillingen om "fælleden" - som hinsides regler og regulering - er uhistorisk vås. Det er først gennem udenvælts indgreb, at fællederne rundt på kloden bryder sammen. Også det sammenbrud er vores - og den liberalistiske økonomis - værk. 1 / 5

2 Ejerskab er nyliberalismens universelle løsning, ejerskab og marked. Det er gennem vores/mit ejerskab, at giraffen får sin ret til at være her. Synspunktet er ikke voldsomt udbredt i Europa, men det er på vej. Og sandelig den danske statsminister har, formedelst 25 millioner plus det løse, oprettet et helt "Lysenko-institut" for at cementere denne synsvinkel som det politisk korrekte. Marked mantra Den nyliberalistiske grundforestilling er markedet. Markedet som regulator, optimator og al fornufts moder. Det er gennem markedets "korrekte" prissætning, at alle ressourcer allokeres optimalt, og vi opnår... hov, øjeblik: "Vi"! Hvem er det "Vi", som opnår noget som helst? Det "Vi" eksisterer ikke. Det "Vi" er ikke en samfundsmæssig størrelse, som man sprogligt kunne forføres til at tro, men en matematisk størrelse, en abstraktion, som i en raffineret form indgår i al moderne økonomisk mainstream tænkning. I mere vulgær form dominerer forestillingen den standende "cost-benefit" debat. Forestillingen har en række forudsætninger, bl.a. at mennesket er rationelt, hvad det ikke er, og at markedsforholdene er gennemskuelige, hvad de ikke heller ikke er. Men den menneskelige "rationalitet" er den mest interessante, for med det ord menes noget ganske specielt, nemlig at mennesket er grådigt, egoistisk og tunnelseende, hvilket fører frem til den særegne matematik, at summen af en masse skiderikker skaber et godt samfund. Forestillingen om et optimerende marked baserer sig på første halvdel af den skotske økonom Adam Smiths samfundsmæssige forestilling, som den findes i værket "...the wealth of nations". Det er forestillingen om "den usynlige hånd". Det er forestillingen om, at summen af alle handlinger går mod det bedre, når blot de udspiller sig på et åbent, frit marked, hvor oplyste aktører agerer. Det er stedet for prioritering, optimering og al normativitets kilde. Her afgøres ikke bare, hvad som virker, eller skæpper, men også godt og ondt, sandt og falsk. Nu er en "god" radioudsendelse det samme som en udsendelse, som mange hører - pudsigt, oftest forholder det sig jo omvendt (sagt fra markedets sidelinje). Redaktøren, og på det seneste politikeren, leverer nu det folk vil have, ikke hvad han har på hjerte, hvilket i dag opfattes som ganske selvfølgeligt af såvel liberale som liberalister. Pudsigt når man tænker på, at samtlige aviser (samtlige!) i Danmarks historie (minus de gratis!) er etableret fordi nogen havde noget på hjerte. Ud af det synspunkt voksede demokrati og folkestyre. Men Adam Smith er faktisk til mere. Han har en anden halvdel, som nyliberalisterne aldrig er nået frem til, etikken, og det er i virkeligheden her det det "Ny" ligger. Adam Smith vidste nemlig godt, at forhold som var så fjerne (i tid og/eller rum), at man ikke blev konfronteret med konsekvenserne af egne prioriteringer og handlinger, sådanne forhold krævede både etik og beslutning. Og dermed beslutningsbærende fora: regulering, målsætninger, normativitet. Et "bør". Til benet Nyliberalisme og miljø - det kræver en afklaring. Begge dele handler om prioriteringer, valg, politik, men af forskellige typer. Lad os sætte almindelig velfærdspolitik og miljøpolitik op mod hinanden. To ord, to begreber. Det er genstanden, der er forskellig. Hvorvidt almindelig velfærdspolitik skal håndteres ud fra nyliberalistiske retningslinjer, eller ud fra keynsianske, planøkonomiske, anarkistiske eller what ever, det er genstand for den lige så almindelige politiske dagsorden, i traditionel forstand i det mindste - altså den dagsorden, som handler om børnehaver, barselsorlov, trafik, kultur og tilskud til forurening af grundvandet. Derimod handler miljøpolitik om håndteringen af en helt anden type problemer og ønsker. For en 2 / 5

3 lidt mere generel betragtning er "miljø" karakteriseret ved, at størrelsen ikke optræder på et marked. Der er meget tale om vilkår, afledte effekter, utilsigtede bivirkninger og forkerte beslutninger eller adfærd, hvis konsekvenser ikke rammer en selv (så hører det hjemme under almindelig velfærdspolitik). Forureningen af hav og luft er miljøproblemer. Gift i mad og drikkevand er sundhedsproblemer, dvs. almindelig politik. Miljøproblemet "forurenet grundvand" kan løsgøres fra velfærdsproblemet "forurenet drikkevand" ved at rense grundvandet. Bæredygtighed - en andet sted, en anden tid Den figur bliver endnu stærkere, hvis vi på miljøsiden introducerer bæredygtighedsbegrebet. Bæredygtighedsbegrebet tematiserer først og fremmest de fremtidige generationer, men jo også luft, vand, jordens frugtbarhed, opretholdelse af fundamentale og naturgivne kredsløb - UANSET rentabilitet. Man kan sige, at almindelig velfærdspolitik beskæftiger sig med produktionen, miljøpolitikken med produktionens forudsætninger og de konsekvenser, som ikke rammer virksomheden selv. Velfærdspolitikken beskæftiger sig med vores liv, miljøpolitikken med livets forudsætninger. Alt i alt: miljøpolitik og bæredygtighed handler, til forskel fra almindelig velfærdspolitik, om konsekvenser af egne handlinger: et andet sted, til en anden tid, og det betyder først og fremmest, at vi IKKE befinder os på et marked, men hvor vi ikke er, der kan vi komme via lidt intellektuel akrobatik. Hvad gør vi? Hvilke fora matcher den situation? Egentlig er det ikke så svært. Siden 1840erne har det meste af vores del af verden haft institutioner til at håndtere prioriteringer, som ikke befinder sig på et marked, som ikke handles. Og så skulle den sag vel være afgjort, men nej. Er der ikke priser på ren luft, giraffer og lærkesang, så kan der komme det. "Prissætning af ikke markedsomsatte goder" hedder det, og disciplinens udøvere betragter deres aktivitet som en form for videnskab. Titlen er værd at tænke over! "Prissætning af ikke markedsomsatte goder" - når nu markedet er der, hvor priser sættes! Pris og værdi Nu begynder det at blive virkelig interessant. Efter at have defineret markedet som al fornufts moder, tager den liberalistiske økonomi nu fat på at prissætte det, som ikke omsættes på noget som helst marked. Prissætte, eller værdisætte, det svinger lidt, herunder og først og fremmest "miljøgoder", hvorfor vi da i det mindste har deres ord for, at her rækker markedet hverken ud eller til. Derfor må det gøres videnskabeligt eller måske snarere videnskabeliggøres. Metoderne er mangfoldige, det vil vi ikke gå i detalje med. Blot et par eksempler. Pointen er, at hvor der ikke er et marked, der leger vi marked - "bytte, bytte købmand, aldrig bytte om igen". Det hævdes i den forbindelse ofte, at det er svært at finde prisen/værdien af sådanne ikkemarkedsomsatte-goder. Det passer ikke. Intet er lettere, hvilket ikke gør øvelsen mere meningsfuld. Man spørger. Man spørger f.eks. nogle mennesker om, hvad de i givet fald ville betale for at gå en tur i Mols Bjerge/Amager fælled, men først efter mere eller mindre grundigt at have forklaret, at det er ikke med henblik på evt. at kræve entré men alene for at få et tal, således at (na)turen i Mols Bjerge (ikke Mols Bjerge selv?) kan sammenlignes, og dermed prioriteres i forhold til andre goder, markedsomsatte eller ikke. Hofter f.eks. eller en motorvej. Vi skal have et tal, en pris, for at kunne forholde os til hvilken "værdi" vi vil tillægge (na)turen i Mols Bjerge. De første svar var interessante, da man rent faktisk gik i gang. Mols Bjerge fik en ganske høj værdi, de forespurgte havde kørt langt, alternativet var endnu en dag i sommerhuset med svigermor/larmende unger etc., kunne man jo 3 / 5

4 indvende, mens Amager Fælled kom ud med noget der lignede et nul. Det måtte jo være forkert, så videnskaben blev mobiliseret. Protestsvar blev sorteret fra, respondenterne blev grundigere briefet om, hvad der var på færde, og på den måde kom der nogle "sandere" tal frem. Med tiden. Pris og værdi, her snupler de. Oscar Wilde siger i et drama, at en kyniker er en, som kender al tings pris, men ikke tingenes værdi. En lingvistisk turn Værdien af Mols Bjerge finder sit kvantitative udtryk i en fingeret pris. Det er vrøvl, og det er farligt vrøvl. Det er et opgør med forestillingen fra 1840erne om, at noget sælger og køber vi; andet, det værdsætter vi i diverse forsamlinger og beslutter os omkring. Værdien af Mols Bjerge er ikke den virtuelle pris. Den største værdi, hvad Mols Bjerge angår, vedrører den uvorne Nørrebro-knægt, som er villig til at betale en tyver for at blive fri. Eller folkebibliotekerne. Deres værdi ligger ikke i, at folk kan spare nogle penge til bogkøb. Den ligger heller ikke i, hvad folk kunne tænkes at svare, hvis de blev spurgt om, hvad de i givet fald ville betale...osv. Folkebibliotekets værdi retter sig mod de mennesker, som ikke gider læse bøger. Som intet vil betale derfor; ja, som måske er villige til at betale for at blive fri. Se det forudsætter jo en dom, en smagsdom, og sådanne er demokratiets kalorier. Og nu udvider perspektivet sig. For sådanne smagsdomme forudsætter selvfølgelig et sted, hvorfra dommen kan udsiges. Et værdigrundlag, og det er én blandt flere fordele i forhold til værdisætningens postulerede, men løgnagtige, objektivitet. Skal dommen tages alvorlig kræves også indsigt og fremsyn. Et værdigrundlag som siger, at det er godt at læse bøger, en viden om hvorfor og et mål med det hele. Et formål. Et grundlag som siger, at storbybørn har godt af natur og frisk luft. Og et værdigrundlag som hænger nært sammen med forstillingen om et godt liv, i et godt samfund. Pris og værdi - der er forskel. Prisen på et glas vand varierer enormt efter omstændighederne. En regnvåd dag i Mols Bjerge eller en brændende varm dag i de Riff-Kabylske bjerge efter to døgn uden drikkelse. Værdien af vandet er den samme, nemlig vandets velsignede evne til at indgå i samarbejde med cellerne hos dyr og planter, vandets vidunderlige evne til at formidle de kemiske processer, som vi kalder liv, mens prisen - nå ja, det er så banalt, at det gider vi ikke bruge tid på. På samme måde med værdien for nogen af, at andre læser bøger osv. - her ligger ingen pris skjult. Værdi/pris-manøvren bygger på en sproglig forsimpling. En ringe forudsætning. Vi har to ord, fordi vi har to begreber. De neoklassiske miljø-økonomer har kun ét ord. Men det reducerer jo ikke antallet af begreber, kun mulighed for at registrere dem. Vi er altså blevet dummere, mere kyniske, når vi slår de to begreber sammen under et ord - og den dumhed er hele manøvrens forudsætning. Ideologi er noget lort Prissætningen af ikke-markedsomsatte-goder er ikke videnskab. Hverken en vanskelig eller en simpel videnskab. Det er en ekstrem ideologisering af en teori, som har sin gyldighed på, ja netop, på et marked, og som her bringes langt udenfor sit gyldighedsområde. Man forstår jo godt bestræbelsen. Når nu miljø og bæredygtighed handler om konsekvenser andre steder og til andre tider, så bryder ens forsøg på via en markedspris at matematikere den ganske verden og verdens fremtid sammen, og så må man jo opfinde det, som ikke er, nemlig et virtuelt marked. Her kan vi tale om en social konstruktion, der vil noget. Men bordet fanger. Har man defineret markedet og den usynlige hånd som kilden - og eneste kilde - til al fornuft og menneskelig rigdom, så har man uddefineret sig i forhold til de goder, som ikke er markedsomsættelige, og det er sådan set både de fleste, men især de vigtigste. Den dagsorden, som sættes gennem miljø og bæredygtighed, er en dagsorden, som selvfølgelig trækker hæmningsløst på marked og priser, men frem for alt er det en dagsorden, som i ekstrem grad tematiserer viden, ansvarlighed og demokratiske fora. Og det er måske det aller lykkeligste. 4 / 5

5 Og således har liberalismen spillet sig selv af banen, hvad angår sager som ikke omsættes på et marked, og det gør miljø ikke. Her er basis for en værdikamp. Statsministeren har allerede satset de første næsten 50 millioner på, at det skal blive markedstænkningen, som løber med initiativet, ud fra en ren værdidom: "Jeg er ligeglad med om det er en videnskabelig bog, det er en god bog" forlød det fra Folketingets talerstol, da han søsatte sit Institut for Miljøvurdering. Samme stol, som måtte lægge ører til opgøret med smagsdommerne. Så er banen kridtet op. 5 / 5