Kritik. Glædelig jul ønskes du af Socialpolitisk Forening TEMA. Del gerne tidsskriftet med ønsket om en glædelig jul også for dem der har svært!

Transkript

1 Tidsskrift for Socialpolitisk Forening Nr. 6 / 2016 TEMA Kritik Glædelig jul ønskes du af Socialpolitisk Forening Del gerne tidsskriftet med ønsket om en glædelig jul også for dem der har svært! Bliv medlem og støt vores arbejde for udsatte menneskers forhold. socialpolitisk-forening.dk/bliv-medlem/

2 INDHOLDSFORTEGNELSE Tidsskrift for Socialpolitisk Forening Formand: Knud Aarup Landssekretær: Allan Bærentzen Social Politik udkommer seks gange årligt og sendes automatisk til alle medlemmer og abonnenter. Redaktion: Tanja Dall (ansv. red.) Dette nummer er redigeret af: Tanja Dall og Martin Fjording Redaktionssekretær: Allan Bærentzen ISSN ISSN (online) Artikler fra Social Politik kan citeres med tydelig kildeangivelse. Redaktionen gør opmærksom på, at artikler i Social Politik ikke nødvendigvis dækker redaktionens eller Socialpolitisk Forenings synspunkter. Socialpolitisk Forening Strandgade 6, st København K Tlf.: post@socialpolitisk-forening.dk Merkur Bank: Oplag: TEMA Kritik Martin Fjording og Tanja Dall: Indledning: Kritik... 3 Morten Ejrnæs: Kritikkens rolle i udviklingen af velfærdsamfund... 6 Henrik Thiesen: Halloo... er der nogen som lytter?...11 Pelle Korsbæk Sørensen: En velinformeret offentlighed?...16 Maj Thorsen Ottesen: Med retten til ytringsfrihed følger også pligten...21 Tegning af SFO Sofie...25 Interview med Jens Galschiøt, ved Tanja Dall: Kunsten som social kritik...26 Klumme Mikkel Warming: Uligheden stiger...31 Internationalt Udvalg / ICSW Danmark Ole Meldgaard: Rettigheder i EU-landene er alvorlig udfordret...33 Landsforeningen Indkaldelse til generalforsamling Layout og tryk: Eks-Skolens Trykkeri ApS

3 3 Indledning: Kritik AF TEMAREDAKTIONEN: MARTIN FJORDING OG TANJA DALL Kritik har i et historisk perspektiv haft en væsentlig rolle i tilblivelsen af de vestlige, moderne samfund. Oplysningstidens forestillinger om demokrati, individets rettigheder og magtens deling, samt videnskabernes rationelle og empiriske forankring bliver drivende krafter i en problematisering og kritik af såvel statsmagt som religion. I nyere tid har kritikken på mange måder en demokratisk rolle, i og med at kritik indgår som en del af den demokratiske dialog. Dermed bidrager kritik til politisk udvikling, til trods for (eller måske netop på grund af) at kritikken også udemærket kan tale demokratiske principper imod. Kritikken kan både bryde ned og bygge op. Samtidig kan man argumentere for at kritikken i sig selv altid vil være politisk, idet kritik ikke kan være objektiv og neutral den vil have et særligt standpunkt og perspektiv, og vil tjene nogles interesser frem for andres. Kritik har ligeledes været en væsentlig del i udviklingen af velfærdsstat og socialpolitik. Det sker bl.a. gennem sociale bevægelser, humanitære organisationer, fagforeningernes og fagprofessionelles fortalerarbejde, politisk organisering samt gennem praktisk socialt arbejde på både individ-, lokalt og på samfundsniveau. På denne måde ser man også, at en del af kritikkens konsekvens bliver solidaritet med udsatte og marginaliserede grupper, der ikke har samme mulighed for at tale deres egen sag. Det danske velfærdssamfund er i dag på mange måder under pres; der skæres på ydelser til både uarbejdsdygtige såvel som arbejdsdygtige ledige, ældre, handicappede og udsatte. Med konkurrencestatens indførelse betyder det både sværere vilkår for mange af de mennesker, der er i kontakt med og har brug for det offentlige. Udviklingen har også konsekvenser for de mange offentligt ansatte, der i stigende grad presses på både vilkår for at udøve deres arbejde, og for mulighederne for at yde den nødvendige støtte for de borgere, de er i kontakt med i det daglige. Sideløbende hører man oftere og oftere om sager hvor medarbejdere har råbt vagt i gevær og hvor resultatet enten er en kammeratlig samtale hos chefen eller, i værste fald, en fyring. En FTF-undersøgelse fra juni 2016 viste at 60 procent af ansatte er bange for at ytre sig og at frygten for at det får negative konsekvenser, hvis man ytrer sig om kritisable forhold, er vokset markant i løbet af de seneste år. Samtidig ser vi at der etableres whistleblower-ordninger, hvor ansatte anonymt kan fremføre kritisable forhold. Det kan på mange måder være godt, men

4 4 principielt kan man vel med god ret spørge om det er et sundshedstegn at der overhovedet er behov for at lave sådanne ordninger. I en tid, hvor flere socialpolitiske områder er under pres ser vi i dette temanummer af Social Politik nærmere på kritikkens rolle på det socialpolitiske felt. Hvordan har kritik formet vores velfærdssamfund historisk set, hvilke former for kritik er der og i hvilke retninger går kritikken i? Hvor går grænserne for både kritikken og det sociale arbejde i en offentlig kontekst, hvor der skæres ned og strammes ind? Har vilkårene for udøvelsen af ændret sig og hvordan? Det er nogle af udgangsspørgsmålene, som vi gennem fem artikler søger svar på. Vi lægger ud med en artikel af Morten Ejrnæs, der ser nærmere på hvilke former for kritik der er, og sætter det i relation til socialpolitikkens udvikling. Han finder hovedsagelig tre former for kritik; værdibaseret, interessebaseret og videns-/forskningsbaseret. Endvidere argumenter Ejrnæs for, at der på væsentlige områder idag sker en demontering af kritikken af socialpolitikken. En del af denne demontering omhandler at socialpolitiske spørgsmål omdefineres til arbejdsmarkedspolitiske spørgsmål, hvilket ifølge Ejrnæs er en problematisk udvikling for særligt de dårligst stillede, men også for sammenhængskraften i samfundet. I den efterfølgende artikel af Henrik Thiesen får vi et kritisk syn på socialpolitikkens udvikling og på det sociale systems overtagelse af sundhedsvæsnets styringslogikker, jagten på effektivitet og entydige mål-rationaler. Som et konkret eksempel på den foregående artikels påpegning af omdefineringen af socialpolitiske spørgsmål til arbejdsmarkedspolitiske spørgsmål, drøfter artiklen blandet andet hvordan beskæftigelse nu ses som den efterhånden eneste form for social indsats og behandling til udsatte. I næste artikel af Pelle Korsbæk Sørensen afdækkes forholdet mellem ytringsfrihed og arbejdsliv. Artiklen handler om grænserne for at ytre sig kritisk baseret på oplevelser bundet til arbejdslivet, hvor den mest ekstreme case findes i spørgsmålet om whistleblowers. Korsbæk Sørensen peger på at der findes forskellige handlestrategier, som medarbejdere kan gøre brug af, når de oplever kritisable situationer eller uholdbare forhold i deres arbejdsliv, og diskuterer disse med udgangspunkt i begreberne stemme, exit og loyalitet. I artiklen af Maj Ottesen får vi et konkret eksempel på en medarbejder, der udøver en offentlig kritik af hendes arbejdsplads i familieafdelingen i Randers Kommune. Med store omlægninger, massivt arbejdspres, overskridelser af tidsfrister, og med forgæves forsøg på at løse problemerne internt, udtaler hun sin kritik under pseudonymet»karen«via pressen. I artiklen beskriver Maj Ottesen forløbet og sine overvejelser forud for at gå offentligt ud med sin kritik. Og ikke mindst hendes valg omkring i sidste ende at stille sig offenligt frem med sit rigtige navn.

5 Nummerets femte bidrag kommer fra en anonym skolepædagog, der efter skolereformens store omvæltninger oplever så store negative konsekvenser for at udøve sit arbejde, at vedkommende nu tegner sin kritik under pseudonymet»sfo Sofie«. SFO Sofie har lavet en tegning til bladet, og giver et underfundigt bud på pægagogers muligheder for at udtale kritik af deres arbejdsforhold. I temanummerets sidste artikel har Social Politik foretaget et interview med kunstner og samfundskritiker Jens Galschiøt om kunstens kritiske rolle. Med det udgangspunkt at»kunst kan noget specielt. Kunsten kan noget andet end ord «, undersøger artiklen forskellige måder hvorpå kunst kan påvirke vores opfattelse af samfundsmæssige forhold og hvordan kunsten på andre måder kan formidle kritik. Blandt andet undersøger artiklen kunstens potentiale i forhold til at skabe forståelse på et følelsesmæssigt plan, der ofte rammer beskueren i øjeblikke, hvor det ikke er ventet. 5

6 6 Kritikkens rolle i udviklingen af velfærdsamfund AF MORTEN EJRNÆS Stærke interesseorganisationers solidaritet med andre grupper To syn på velfærdsstatens udvikling Baggrunden for behovet for kritik Det er afgørende, at socialpolitikkens aktuelle udformning og udvikling ikke betragtes som noget selvfølgeligt eller noget indiskutabelt, men løbende diskuteres. Det er der flere grunde til. For det første ændrer samfundet sig, mennesker ændrer sig, og ikke mindst de sociale problemer ændrer sig. Det nødvendiggør afvikling eller ændring af traditionelle tiltag og udvikling af nye. For det andet betyder hver ændring af socialpolitikken og hvert nyt tiltag ændringer, der potentielt kan hjælpe, støtte eller rehabilitere borgere, der for en periode eller mere permanent befinder sig i en socialt udsat position. Men tiltagene kan også forværre deres situation, gøre dem fattige, diskriminere eller stigmatisere dem. I den situation er det vigtigt, at disse borgere eller grupper af borgere, der bliver ramt af problemer, enten selv eller gennem interesseorganisationer, der repræsenterer de ramte, forsøger at påvirke lovgivningen. Fagforeningerne er stærke organisationer, der kæmper for bedre ydelser til syge eller nedslidte fagforeningsmedlemmer, men der er også socialt udsatte borgere, som er for ressourcesvage til selv at gøre opmærksom på deres problemer og forsvare deres interesser. De har heller ikke stærke medlemsorganisationer, der varetager deres interesser. Disse gruppers interessevaretagelse er derfor afhængig af, at der er andre personer, grupper, bevægelser eller organisationer, der er solidariske med dem, gør opmærksom på deres behov og kæmper for tiltag, der kan bedre deres situation. Baggrunden for velfærdsstatens og socialpolitikkens udvikling Man kan anlægge to syn på velfærdsstatens udvikling. Man kan enten betragte først den socialpolitiske udvikling, og dernæst udviklingen af velfærdssamfundet, som udtryk for statslige tiltag, der er nødvendiggjort af samfundsudviklingen. Det er en funktionalistisk analyse, der understreger, at de forskellige ordninger bliver iværksat for at undgå problemer, der truer systemets stabilitet. Et andet synspunkt er, at det er aktører, klasser, eller andre interessegrupper, der gennem forskel-

7 7 lige former for pression fremtvinger ordninger, der tjener deres fælles interesser og kan sikre dem sikkerhed og tryghed. Det var dog ikke bare opfyldelsen af snævre egeninteresser, der var knyttet til arbejdernes aktuelle job- og familiesituation, men også periodevis en oplevelse af samhørighed med andre underpriviligerede, der førte til solidaritet og en forpligtelse om at tage sig af dem uden for fagbevægelsen, der af forskellige grunde har det endnu værre. Der er sjældent enkle forklaringer på samfundsmæssige fænomener, og der er derfor inden for socialvidenskaben brug for både en funktionalistisk forklaring og en aktørforklaring på udviklingen af den socialpolitik, der sigter mod at løse både gamle og nyopståede sociale problemer. De skandinaviske velfærdssamfund er formet af en udvikling, som bedst kan forstås som forårsaget af både samfundets tendens til at opretholde en ligevægt, men i lige så høj grad af en tendens til at blive formet af bevægelser, der kæmper for at få fælles interesser imødekommet, som det er sket med fagbevægelsens og arbejderpartiers krav om tryghed gennem sikring af forsørgelse, når arbejdere blev gamle, syge eller arbejdsløse. Enkeltpersoner, sociale bevægelser og humanitære organisationer har tillige gjort opmærksom på sårbare grupper, som ikke selv har haft ressourcer til at danne interessebaserede fællesskaber, og har med udgangspunkt i social indignation kritiseret manglende rettigheder og omsorg for disse grupper. Kritikken har ofte ført til, at udsatte grupper er blevet omfattet af solidaritet, der har ført til ordninger, der også inkluderede de aller svageste. Tre forskellige typer kritik Overordnet kan kritikken af velfærdsstaten og særlig socialpolitikken opdeles, alt efter hvad der er udgangspunktet eller grundlaget for kritikken. Der kan skelnes mellem tre typer, der dog ofte alle indgår, men med forskellig vægt, når individer, grupper eller organisationer kritiserer den førte socialpolitik. De tre former er: Tre typer: Værdi-, interesse- og videns-/forskningsbaseret kritik 1. Ideologisk, religiøs eller værdibaseret kritik, der retter sig mod socialpolitikkens manglende hensyntagen til bestemte værdier eller menneskesyn. Det kan fx være lovgivningens manglende hensyntagen til menneskerettigheder eller retssikkerhed, utilstrækkelig omsorg for svage grupper, umyndiggørelse af klienter, diskrimination af minoritetsgrupper. 2. Interessebaseret kritik, der retter sig mod politik, der imødekommer en bestemt gruppes eller klasses interesser med hensyn til at opnå økonomisk og social tryghed. Det kan fx være arbejderklassens krav om forsørgelse i sygdoms- og barselsperioder, eller fagforeningers

8 8 påpegning af nedslidningsproblemer og manglende anerkendelse af skader som arbejdsskader, der berettiger til erstatning. 3. Undersøgelses- eller forskningsbaseret kritik, der ud fra undersøgelsesresultater og teori retter sig mod socialpolitikkens organisering og det professionelle og frivillige sociale arbejde, der udføres. Det kan fx være forskeres påvisning af oversete sociale problemer eller manglende effekt af bestemte foranstaltninger, påvisningen af nye behandlingsmetoders højere succesrate, påvisning af den manglende interne kritik af arbejdsmetoder inden for kommunen, eller påpegning af myter eller andre typer fejlopfattelser blandt professionelle. Socialpolitiske spørgsmål omdefineret til arbejdsmarkedspolitiske Forestillingen om nødvendighedens politik Trusler mod kritikken Alle tre former for kritik vigtige for socialpolitikkens udvikling. De bidrager nemlig til at holde den socialpolitiske diskussion levende. Imidlertid sker der på nogle væsentlige områder en form demontering af kritikken af socialpolitikken, som er farlig for de dårligst stillede, for sammenhængskraften i samfundet og for den globale udvikling. For det første er socialpolitiske spørgsmål blevet omdefineret til arbejdsmarkedspolitiske spørgsmål. Denne omdefinering er blevet understøttet af, at forsørgelsespolitikken er flyttet fra Socialministeriet til Beskæftigelsesministeriet. Det betyder, at det er hensynet til at få arbejdsmarkedet til at fungere optimalt ift. arbejdsstyrkens fleksibilitet og villighed til at søge dårligt lønnet og usikkert arbejde. Socialpolitiske mål om at forhindre mennesker i at blive fattige overtrumfes af mantraet»det skal kunne betale sig at arbejde«, der fremføres i enhver sammenhæng, når forsørgelsesydelsernes niveau diskuteres, som om det var en selvfølgelighed, at alle kan arbejde og finde ansættelse på et marked med fri konkurrence. Diskussionen er kommet til at dreje sig om, hvis skyld det er, når mennesker ikke har arbejde i stedet for at dreje sig om at sikre mennesker tryghed, når de ikke kan forsørge sig selv. For det andet er nogle former for politik, og deriblandt mest udpræget socialpolitik, blevet overtrumfet af forestillingen om»den nødvendige politik«, der knytter sig til tanken om at Danmark, for at kunne klare sig i den internationale konkurrence, bliver nødt til at afvikle nogle former for socialpolitik og erstatte dem med en arbejdsmarkeds- og vækst-politik, der skal stimuleres gennem konkurrence på alle planer. Det betyder, at der også tilstræbes større effektivitet inden for det sociale arbejde, og at serviceforringelser og forringelser i det sociale arbejde fremhæves som et nødvendigt øjeblikkeligt onde for på sigt at have råd til netop disse former for service og socialt arbejde.

9 9 For det tredje er der på det socialpolitiske område med begrebet»den sociale investeringsstat«introduceret et nyt»velfærdsparadigme«, som trods navnet udgør en trussel mod kritikken, diskussionen og udviklingen af socialpolitikken. Dette kan lyde paradoksalt, fordi det kan forekomme indlysende, at sociale investeringer udgør en klog form for form for socialpolitik, hvor»lappeløsninger«afvises. Kloge investeringer i forebyggende tiltag fremmes, hvilket skulle føre til, at mennesker på længere sigt får det bedre og dermed også bliver selvforsørgende, og at investeringerne derfor har været rentable. Der kan være en pointe i at anlægge denne form for tankegang, når man udvikler velfærdssamfundet gennem daginstitutions-, skole- og uddannelsespolitik samt når man udvikler arbejdsmarkedsuddannelser. Men de socialpolitiske indsatser burde først og fremmest udgøre et værn mod følgerne af at nogle mennesker umuligt kan forsørge sig selv, hvis de skal finde job på et arbejdsmarked præget af hård konkurrence. Socialpolitikkens kerneopgave burde være at sikre, at udkonkurrerede borgere bliver forsørget på et niveau, så de kan få et værdigt liv. Kernen i denne socialpolitik kan aldrig blive en investering. Socialpolitikken skal rette sig mod netop den gruppe, som det ikke kan betale sig at investere i. Hvis det kunne betale sig at investere i dem, kunne vi jo bare overlade det til markedet. Det er derfor en afsporing af diskussionen om socialpolitik, når ideerne om den sociale investeringsstat gøres til et ideal for socialpolitikkens udvikling. Denne investeringstankegang er særlig farlig, fordi den på en måde har grobund i os alle sammen. Vi vil alle sammen gerne se håndgribelige resultater af vores arbejde, og det gælder selvfølgelig også for de professionelle inden for socialt arbejde, som kan blive fristet til at gøre arbejdets succes op i, om de har sikret, at en borger bliver selvforsørgende, eller at kommunen ikke behøver at bruge så mange penge på forsørgelse eller behandling af et individ, en familie eller en gruppe. Det er fint, når noget sådan lykkes, men det er ikke socialpolitikkens kerneopgave. Socialpolitikkens kerneopgave er at sikre menneskers velfærd og livskvalitet, når dette netop er umuligt gennem selvforsørgelse. For det fjerde mangler der diskussionsfora for kritik, diskussion og udvikling af en socialpolitik, som retter sig mod såvel spørgsmålet om et anstændigt niveau for forsørgelsesudgifter til de mest udsatte som spørgsmålet om grøn omstilling og modtagelse af flygtninge. Der er ikke nogen umiddelbar forbindelse mellem de tre områder, men derimod er udviklingen på netop disse tre områder nødvendig for, at vi kan bevare solidariteten med de svageste, samtidig med at vi medtænker, at det skal ske på en måde, hvor socialpolitikken fremmer bæredygtighed med hensyn til både det fysiske og det sociale miljø. Der er god grund til at være bekymret for socialpolitikkens udvikling, eller snarere tendenser til afvikling, og der er derfor gode grunde til at Sociale investeringer tillokkende, men problematisk tilgang Mangler fora for kritik, debat og udvikling

10 10 Arbejderbevægelsens interesser indsnævres Forskningens fokus ændres Sociale bevægelser mest lovende holde øje med og kritisere samfundets måde at håndtere svage og udsatte gruppers sociale problemer. Problemet er, at arbejderbevægelsens organiseringer på baggrund af fælles vilkår og interesser er blevet svagere, og udviklingen er gået i retning af, at det kun er medlemmernes egne snævre interesser eller varetagelsen af individuelle ønsker, der er i fokus hos fagforeningerne, mens solidaritet, der rækker ud mod mennesker, der er dårligere stillet bliver sjældnere. Noget tilsvarende gør sig gældende for forskningen, hvor forskernes interesser i forskningsbevillinger fører til at forskningens fokus rettes mod afdækningen af arbejdsmarkedsproblemer og sociale investeringers afkast (evidens for effekt i form af selvforsørgelse og billigere behandling), som er de to områder, der nyder godt af rigelige statslige bevillinger, mens forskningen i de mest udsatte menneskers sociale problemer og det sociale arbejde i forhold til dem forsømmes. Mest lovende for udviklingen af kritikken er sociale bevægelser, der på baggrund af et bredere engagement i påtrængende lokale og globale spørgsmål stiller kritiske spørgsmål til den eksisterende kortsigtede snævre interessebaserede politik og kræver løsninger, der er solidariske med mennesker lokalt og globalt. Morten Ejrnæs er lektor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet. Han forsker bl.a. i sociale problemer herunder fattigdom tværprofessionelt samarbejde og anvendelsen af begrebet social arv i forskning og socialt arbejde og har skrevet bøger og artikler om de nævnte områder.

11 11 Halloo... er der nogen som lytter? Op gennem 1990 erne hvor jeg arbejdede mig hen imod at blive alment praktiserende læge, begyndte nye vinde at blæse. Et af de mentale fixpunkter for mig fra den periode, var, at der kom mere og mere snak om ledelse. I sygehusvæsnet var ledelse ellers noget man gjorde sig fortjent til på afdelingen overlægen var leder fordi han var overlæge, og dermed den dygtigste og ledte ved eksemplets magt. Nu blev ledelse et job i sig selv. Det var mere vigtigt at man var professionel leder end at man vidste noget om det man skulle lede. AF HENRIK THIESEN Ledelse, effektivisering, økonomitænkning Ledelsesfilosofierne fra sundhedsvæsenet har længe spredt sig ind i socialvæsenet, og det blev efterhånden tydeligt, at der var en drøm om at systematisere og lede socialsektoren med samme effektivitet som sundhedsvæsenet. Det har sat gang i en effektivisering og økonomitænkning i en hidtil uset grad. Der var masser af plads til at gøre tingene mere ensartet og mere effektivt i sundhedsvæsenet, men efterhånden som ledelsen kom længere væk fra praktikerne og tættere på det bevilgende og politiske niveau, blev effektivisering i sig selv et argument for forandring. Ændringen i ledelsesstruktur gjorde det også muligt at skabe miljøer, hvor netop praktikernes tankegang kunne afvises, blot fordi det kom fra folk som ikke var de (økonomisk) ansvarlige. I denne udvikling af de offentlige organisationsformer over mod økonomisk-rationel organisationslogik ligger samtidig kimen til at afkoble praktikerens fagligt baserede kritik. Den tætte sammenhæng mellem udvikling af bedre kvalitet og faglighed som flyttede fra det faglige til det administrative niveau, samt baggrunden for kravene om dokumentation, blev mere utydelig. Men den faglighed som skulle vokse og blive bedre netop på baggrund af dokumentation, blev ikke forsynet med de data, der skulle understøtte Økonomisk-rationel organisationslogik afkobler praktikerens fagligt baserede kritik.

12 12 praksis. Dokumentations- og kvalitetetsarbejdet skabte sit eget økosystem, sine egne fødekilder og sin egen berettigelse. Med økonomitænkningens indmarch i alle forvaltninger, har et særligt verdenssyn også lagt sig som en dyne i forhold til at skabe ændringer som er i samklang med omgivelsernes behov. Og utroligt nok har kontrollen med økonomien nærmest uimodsagt spredt sig helt ud i borgernes privatliv. For dem som er afhængige af, at andre sørger for økonomisk sammenhæng i tilværelsen, er næsten al samtale med det offentlige blevet en kamp om økonomi og systemets forsøg på at undgå at udbetale penge. Samtale om at have et godt liv, er blevet til krav om udvikling og tilknytning til arbejdsmarkedet. Hvor vi for år siden så frem mod et utopia med automatisering og masser af fritid, er vi nu på jagt efter dem som fik fritiden, fordi de blev automatiseret ud. Effektivisering skabt i sundhedsvæsenet overføres til socialvæsenet Fra social rettighedstankegang til økonomisk nødvendighedstankegang Hurtigt ind, hurtigere ud I socialvæsenet fører den generelle politiske tænkning siden 1990 erne til den idé, at forbedring, og især effektivisering som er skabt i sundhedsvæsenet, må kunne overføres til socialvæsenet. Der er samtidig et skift i paradigmer, hvor socialvæsen blev erstattet af beskæftigelsesvæsen, så behandlingen for sociale problemer er beskæftigelse hvilket samtidig ses som løsningen på stigninger i offentlige udgifter. I sundhedsvæsenet, som er år foran socialvæsenet i denne sammenhæng, er jagten på øget produktivitet med henblik på at frisætte midler gået videre. Hurtig behandling for at kunne komme tilbage på arbejdsmarkedet, toptrimning af behandlingssystemer, så indlæggelsestiderne minimeres samtidig med at der stilles krav om hurtig adgang til behandling i form af behandlingsgaranti og udredningsgaranti. Systematiseringen af behandlingen af enkeltsygdomme bliver til accelereret behandling og pakkeforløb. Det totale krav om effektivitet understreges af en overordnet forventning om besparelser. Da ledelse jo ikke er fagbunden, kan ledelses- og styringsfilosofier let overføres fra det ene system til det andet, og effektiviseringsparadigmer i sundhedsvæsenet tilpasses og indarbejdes i socialvæsenet. Vi bevæger os væk fra en social rettighedstankegang over til en økonomisk nødvendighedstankegang, hvor vi skal have mest muligt ud af udgiften investeringen og hvor den enkeltes opholdstid i»systemet«skal nedbringes så vi effektivt kan opnå målet beskæftigelse og selvforsørgelse. Projektstrøm, viden og praksisdreven evidensskabelse En lang strøm af satspuljeprojekter udforsker nye metoder og andre tilgange, men modsat situationen i sundhedsvæsenet fører projekterne ikke til, at den opsamlede viden udsættes for en videnskabelig granskning og publicering. Derimod produceres hyldemeter efter hyldeme-

13 13 ter af afrapporteringer. Projekterne lukkes stort set alle sammen når satspulje finansieringen ophører. Det er tvivlsomt om der er ret mange af projekterne som varigt har ændret praksis. Når afrapporteringen ikke hænger sammen med implementering af praksis, og når den opsamlede viden ikke valideres, forsvinder den evidensskabelse som sker i en dansk kontekst, både for det politiske og, vigtigst, for det administrative system. Den praksisdrevne evidensskabelse forsvinder. Men med ændringerne i ledelsesstrukturerne synes der dog heller ikke at være en interesse i denne type viden, medmindre den bidrager til effektiviseringer. Men kravet om evidensbaserede metoder efter sundhedsvæsenforbillede er usvækket og når der derfor opstilles et krav om at finde den bedste systematiske viden, så er det klart at den må hentes steder som kan varedeklarere at den opsamlede viden holder visse standarder, altså evidensbaseret forskning. Den biomedicinske forskning har en lang tradition og millioner af fødekilder i form af sundhedsfaglige mennesker der, som en del af karrieren, udforsker små hjørner af deres fag, fra nerveceller til folkesundhed. Praktisk social forskning beskæftiger sig nødvendigvis med sociale interaktioner i en bestemt kontekst, som er bestemt af det samfund den foregår i, samfundets juridiske og sociale systemer og moralkodeks for hvordan man skal klare sig i det samfund. Set med mine biomedicinske briller kan forskning i en bestemt evidensbaseret metodik i USA give inspiration, men den kan ikke umiddelbart omplantes 1:1. Populært sagt så kan transplantationen af et system fra det amerikanske samfundslegeme til det danske samfundslegeme lede til afstødning fordi systemerne ikke er kompatible. Afstødning tager tid og kan modvirkes med rigeligt med penge og faglig entusiasme, men den vil uvægerligt ske når metoden skal mainstreames. Den snart 10 år gamle Hjemløsestrategi er et ikonisk eksempel på hvordan et behov er blevet synligt og forsøges løst ved hjælp af den beskrevne metodik. Hjemløsetællingerne afdækker et politisk problem som man ellers delvist har kunnet ignorere. Samtidig er problemet antalsmæssigt overskueligt, så det burde være muligt at løse med en systematisk tilgang eller; samfundslegemet har en identificerbar lidelse som sandsynligvis stort set kan helbredes. Et politisk/økonomisk ønske sammen med en New Public Management-tilgang (NPM) skabte en klar forventning om at her var et problem som kunne om ikke afskaffes så i hvert fald nedbringes kraftigt og samtidig være en demonstration af, at NPM havde en effekt som arbejdsredskab. Det, der kan læres af Hjemløsestrategien, er primært at man, for at blive i de biomedicinske termer, skal begynde med at undersøge det, hvilket legeme det er man skal behandle. Ligesom vi nu ved at den Kravet om evidensbaserede metoder efter sundhedsvæsen-forbillede usvækket Evidensbaserede metoder kan ikke overføres 1:1 Hjemløsestrategien

14 14 Praktikere ikke involverede Samlede indsatser evalueres ellers ingen evidens Dysfunktion ophobes Rituelle metodikker i sagsbehandlingen»best practice«men 20 års økonomi og evidensfokus uden forbedring samme medicin som virker hos én person kan give bivirkninger hos en anden, så vil udefrakommende metoder løbe den risiko, at den ud over at være dyr, også i det lange løb medfører bivirkninger. Strategien blev primært implementeret oppefra og involverede ikke de praktikere som allerede var i gang på området. For eksempel blev den social- og sundhedsfaglige ACT-metode kun iværksat i København hvor der i forvejen var et omfattende lavtærskel sundhedstilbud og opsøgende sundhedstjeneste. Metoden blev derfor en glimrende forstærkning af det igangværende, men det var ikke overvejet hvordan den forstærkning kunne implementeres bedst muligt, da man ikke kendte det der allerede eksisterede. ACT-metoden er siden fremdraget en af de største successer for hjemløsestrategien, men i realiteten skal hele pakken af tilbud evalueres og publiceres for at give en ordentlig evidens for andre at tage udgangspunkt i. Ellers svarer det til kun at beskrive dele af pillen i en medicinsk behandling. Er er ingen der lytter? I sundhedsvæsenet ophobes der dysfunktioner på grund af det givne paradigme og den førte politik, og presset for forandringer er stigende som følge af den stigende konsekvens af ulighed i sundhed. Ordet»relation«er begyndt at dukke op i debatten og selv sundhedsøkonomerne er begyndt at twiste deres egen retorik, så produktivitetsfremgang ikke nødvendigvis er et større antal hofteoperationer, men også at der tages tid til at sørge for behandling til dem, som ikke lige skal opereres under en behandlingsgaranti. I socialvæsenet har man opdelt og specialiseret og lagt hovedparten af økonomien i et uendeligt krav om beskæftigelse eller uddannelse. Sagsbehandlingen er lagt i»back-office«så sagsbehandleren ikke forstyrres af personens individuelle behov, og beskæftigelsestilgangen fører til nærmest rituelle metodikker som ingen har reelle forventninger til. I sidste ende fører det til demoralisering af frontmedarbejderne og frustrationer i ledelseslagene og det er i hvert fald dyrt! Der er igen og igen blev lavet samfundøkonomiske udregninger, som viser enorme milliardbesparelser hvis alle gør tingene som de bedste. Men samtidig italesætter det politiske system at der er vedvarende, uløste problemer og det ser ikke, fra den vinkel, ud til at 20 års økonomisk og evidensfokus har ført til forbedringer. Samtidig er der, set fra fronten, sket ændringer som er positive og giver mening, men det er nærmest umuligt at få den information den modsatte vej. Den ovenfor beskrevne udvikling i de offentlige organisationsformer gør det som sagt nemt at afvise kritiske stemmer. Siden 2010 har jeg været en del af Rådet for Socialt Udsatte i kraft af mit arbejde som hjemløselæge. Lige så fornøjeligt og udviklende det

15 15 er, at arbejde med den forskning som rådet iværksætter og straks kunne implementere en del af den i det daglige arbejde, lige så frustrerende er det, at der ikke er politisk interesse for at se de reelle problemer i øjnene og bruge den evidens som skabes lokalt, eller benytte den viden som praktikere kan få ud af den evidens som skabes. Lovforslag hastes igennem og ikke engang store organisationer kan udforme høringssvar i det tempo som kræves. Dermed indsnævres og lukkes kanalerne som skal bære kritikken ind i de politiske kamre. Samtidig lader de politikere, som skal modtage kritikken til at være mindre interesserede i at høre kritikkens substans. Uanset om det er enkeltpersoner eller organisationer, som råber op. Og det er til trods for at problemerne efterhånden til at tage og føle på. Ulighed i sundhed med forventet levetid som er op til 22 år kortere for de mest udsatte og en stigende fattigdom som også går ud over børn med langtidsfølger som der er masser af evidens for. En god sagsbehandling og en god lægefaglig behandling kræver relation. Jeg tror at det politisk/administrative niveau på Christiansborg kunne have glæde af mere relationsarbejde med samfundet. Det ville både politikerne og samfundet helt klart have glæde af. Kanaler til at bære kritik ind i politiske kamre indsnævres Henrik Thiesen, overlæge i Københavns Kommune med ansvar for hjemløseområdet. Medlem af Rådet for Socialt Udsatte siden 2010.

16 16 En velinformeret offentlighed? Spørgsmålet om ytringsfrihed og arbejdsliv trækker historiske spor, der kan være med til at kvalificere forståelsen af de værdier, som påvirker den moderne medarbejder ikke mindst dem, der arbejder inden for den offentlige sektor. Det vil i denne artikel blive belyst, hvordan forskellen på en lukketheds- eller en åbenhedskultur på arbejdspladsen i sidste ende kan få betydning for en velinformeret offentlig debat. AF PELLE KORSBÆK SØRENSEN Inden det kommer så vidt, at en medarbejder ytrer sig kritisk om oplevelser bundet til arbejdslivet, vil der ofte have været en række andre reaktioner på spil. Det er med baggrund i min phd-afhandling om ytringsfrihed og arbejdsliv, at jeg i denne artikel vil give et overblik over, hvordan konstruktiv social kritik kan drage fordel af at lade sig inspirere af dem, der i hverdagen oplever effekterne ved forskellige førte politikker. Vide juridiske rammer for den offentligt ansattes ytringsfrihed Offentligt ansattes ytringsfrihed I maj 2016 skrev Folketingets Ombudsmand en kronik i Jyllandsposten med titlen Hvordan sikrer vi offentligt ansattes ytringsfrihed? I indledningen kunne man læse følgende:»der er et problem med offentligt ansattes ytringsfrihed. Problemet er ikke, at det er uklart, hvad der gælder. Det er nemlig ret klart. Problemet er, at der er myndigheder, som ikke respekterer de ansattes rettigheder.«(sørensen 2016) Ombudsmanden medgiver tydeligt, at mange ansatte i den offentlige sektor mener, at deres arbejdsplads gør det godt, men han rejser også et advarselsflag baseret på de sager, han har behandlet. Juridisk set er der ret vide rammer for den offentligt ansattes ytringsfrihed, så længe den enkelte medarbejder udtaler sig på egne vegne og ikke på arbejdspladsens vegne. Der er grænser i form af tavshedspligt, og grænser for krænkende ytringer eller urigtige udsagn. Og dem, der sidder helt tæt på myndighedens ledelse må i visse særlige tilfælde undlade at ytre sig, hvis de har deltaget direkte i beslutningsprocessen

17 17 (Justitsministeriet 2016). For de privatansatte ser det noget anderledes ud grundet loyalitetsforpligtigelser og tavshedspligt ift. erhvervshemmeligheder, forretningsstrategier og konkurrence. Og der kan fx være indskrevet klausuler direkte i ansættelseskontrakterne. Skønt Ombudsmanden opridser relativt tydelige linjer, så står det klart, at der både findes formelle og uformelle rammer for ytringsfriheden. Derfor kan feltet for den enkelte medarbejder også virke uoverskueligt. For hvad gør den medarbejder, der oplever kritisable forhold eller er vidne til uholdbare situationer i sit arbejdsliv? Går han eller hun til den nærmeste chef, til kollegerne, til fagforeningen? Inddrages HR eller er det en sag for MED-systemet 1? Og ikke mindst, hvornår rejses en sag i medierne, og hvad er det der gør, at nogle få medarbejdere i sidste ende vælger at blive såkaldte whistleblowere? Barrierer for en velinformeret offentlig debat Læser man den nye udgave af Vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed (Justitsministeriet 2016) er indledningen klar i sin formulering af, hvad der ønskes af den offentligt ansatte, der sidder inde med viden og praktisk erfaring, der kan være med til at højne den offentlige debat. Flere justitsministre har støttet op om den demokratiske vigtighed i, at også offentligt ansatte bidrager til den offentlige debat. Ikke desto mindre viser sager, taget op af ombudsmanden og undersøgelser fra fagbevægelsen, at der blandt nogle medarbejdere findes en frygt for at udtale sig om kritisable forhold (se bl.a. FTFs undersøgelser fra 2006, 2010, 2012 og 2016). Som en del af min phd-afhandling udsendte jeg en elektronisk spørgeskemaundersøgelse til erhvervsaktive medlemmer af Dansk Magisterforening sammen med Magisterbladet. Blandt de 1700 respondenter var flere end 7 ud af 10 offentligt ansatte. Det kan være inden for fx kommune, stat, universitet, professionshøjskole etc. Næsten hver femte svarede, at de i konkrete tilfælde af hensyn til deres arbejdsgiver har afholdt sig fra at deltage i en offentlig debat, en underskriftindsamling, en demonstration eller lignende. Desuden svarede hver femte, at de har holdt kritik af forhold på deres arbejdsplads tilbage på grund af frygt for repressalier (Sørensen 2015). Disse er mål for forskellige former for selvcensur, som hindrer viden i at komme ud. Exit, stemme og loyalitet i arbejdslivet Der er forskellige handlestrategier, som medarbejdere kan gøre brug af, når de oplever kritisable forhold eller uholdbare situationer i deres arbejdsliv. Inspireret af økonomen Albert O. Hirschmans (1970) berømte model for reaktioner på oplevelsen af et fald i kvalitet eller skuffelse ved et produkt, kan de reaktioner, som medarbejdere kan gøre brug af, skitseres. Hans model er simpel, men netop i dette ligger også dens origi- Uformelle rammer for ytringsfriheden Forskellige handlestrategier for medarbejdere

18 18 nalitet. Hirschman tager udgangspunkt i begreberne stemme (voice), exit og loyalitet. Jeg præsenterer her omformede forståelser af begreberne, som passer på en undersøgelse af ytringsfrihed og arbejdsliv. I den relation kan det være frugtbart at forstå stemmebegrebet opdelt i to overlappende kategorier: intern- og ekstern stemme. Stemmebegrebet beskriver de situationer, hvor medarbejderen bruger sin ytringsfrihed til at komme med kritik internt på arbejdspladsen, videre i samarbejdssystemet eller i sidste ende i offentligheden. Den, der vælger exit, gør i modsætning til dette brug af en tavs strategi. Exit kendes også som at stemme med fødderne. I relation til arbejdslivet kan der være tale om at medarbejderen forlader projektet, teamet, arbejdspladsen eller ligefrem faget, hvis ikke forholdene lever op til forventningerne. Den ansatte behøver ikke at forklare sig yderligere. Hirschman bruger desuden kategorien loyalitet. Loyalitet holder beslutningen om exit på afstand og sætter parentes omkring det at bruge sin stemme, medarbejderen ser tiden an. Oversat til arbejdslivet kan det betyde, at medarbejderen forholder sig afventende og måske tænker, at der en mening med fx reformerne, nedskæringerne eller omstillingen, som endnu ikke har vist sig. Den, der er loyal, kritiserer ikke. Disse handlestrategier udelukker ikke hinanden. Man kan således fx forstille sig, at en medarbejder først forholder sig loyal, for efter en tid at bruge sin stemme, og hvis dette ikke har den ønskede effekt, så vælger at forlade arbejdspladsen. Loyal over for arbejdspladsen eller offentligheden? Hvorfor trodser nogen frygten for repressalier? Offentlighed og oplysning Spørgsmålet om loyalitet åbner også op for spørgsmålet; loyal over for hvem? Over for arbejdspladsen eller over for offentligheden? Hirschmans teorier kan bidrage til en forståelse af de handlemuligheder, som medarbejdere kan gribe til. Men som økonom slipper han aldrig helt ideen om et individ, der handler efter rationelle mønstre. For at gå i dybden med spørgsmålet om, hvorfor der er medarbejdere, der sætter sig selv på spil, kan det være frugtbart at gå et skridt tilbage i historien. Til en af de idehistoriske sværvægtere, der kan være med til at forklare hvorfor visse borgere vælger at trodse frygten for repressalier. Oplysningsfilosoffen Immanuel Kant skriver i sit berømte essay Hvad er oplysning? tilbage fra 1784 om de få fritænkere, der hæver sig over den selvforskyldte umyndighed ved frit at bruge deres fornuft. Han henviser til menings- og ytringsfriheden, når han beskriver, hvordan oplysning skal blive til blandt menneskene. I passager, der er særligt interessante for denne artikels emne, fremhæver han folk der arbejder i samfundets interesse. Han nævner således sin tids officielle embeder, præsten, officeren og skatteopkræveren, der på mange måder minder om vores tids offentligt ansatte. Begreberne loyalitet og stemme sender et ekko gennem tiden, når Kant skriver om fx officeren, at han må adlyde

19 19 på slagmarken, men at han i andre sammenhænge som privatperson og borger»[ ] ikke med rimelighed [kan] afskæres fra, som sagkyndig, at gøre bemærkninger om mangler ved militæret og forlægge dem for publikum«(kant 1976:9). Her henviser Kant direkte til det han kalder en»borgerpligt«. Skønt der således historisk set kan spores en særlig værdi i at bruge sin ytringsfrihed, så husker Kant os også på, at det kræver særligt mod at ytre sig. De sager, som ombudsmanden har taget op, viser også, at det i den praktiske hverdagsliv kan være behæftet med personlige omkostninger, når medarbejdere tager bladet fra munden. At turde lytte til kritik Betegnelsen kritisable forhold vil i arbejdslivet i dag give sig til udtryk i form af dårlig ledelse, dårligt psykisk arbejdsmiljø eller baserer sig på viden om nedskæringer, der påvirker kvaliteten af arbejdet eller i sidste ende rammer borgeren, klienten eller patienten. Det vil med andre ord sige, at det er forbindelsen mellem arbejdet og samfundet, som bliver centralt for det videre argument. Hvem har bedre og mere detaljeret viden om effekterne eller konsekvenserne af ført politik end velfærdsmedarbejderne i deres mange former og jobs? Der er tale om en bred palet af stillinger: fx de højtuddannede i kommunen, staten, regionen og på uddannelsesinstitutionerne men også pædagogen, politibetjenten og sygeplejersken. Det kan lyde paradoksalt, at beskrive det danske samfund, som et samfund hvor kritikken skulle have ringe kår. Sjældent har individet haft så mange muligheder for at komme ud med sin kritik (Bauman 2006). Det kan til tider føles som om, at medierne og ikke mindst de sociale medier nærmest flyder over af kritiske ytringer. Men hvem er det, der deltager i debatten? Og hvor velinformeret er kritikken? Det er her, at man med fordel kan spørge, om det er muligt i endnu højre grad at lægge øret til jorden og lytte til dem, der til hverdag arbejder med effekterne af de reformer, omstillinger og nedskæringer, som præger samtiden ikke mindst i den offentlige sektor. En borgerpligt at bruge ytringsfriheden Personlige omkostninger Hvem har bedre viden end velfærdsmedarbejderne? Paradoks: overflod af kritik hvor velinformeret? hvem kritiserer hvad? En åbenhedskultur? Der er intet i vejen med at en samfundsdebat præges af det, vi kan kalde for meningsdannere eller professionelle kritikere fra den akademiske verden, fra tænketankene, eller fra de politiske partier. De er uden tvivl en vigtig del af et moderne demokrati. Hvis denne artikel skal komme med en anbefaling vil det være, at tage en anden form for specialist alvorligt. Såvel den enkelte medarbejder som det politiske niveau vil kunne finde glæde ved, at der sikres rammer for, at der ikke lukkes ned for den specialviden som medarbejdere på de moderne offentlige arbejdspladser sidder inde med. Når det er sagt, så viser erfaringen

20 20 også, at det kan være omkostningsfuldt for medarbejdere eller mellemledere at tage kritisable forhold op. Eventuel beskyttelse af den medarbejder, der gør det, er kun et skridt på vejen mod mere åbne kulturer på arbejdspladserne. En stor del af udfordringen kan således spores i arbejdet med det uformelle loyalitetsprincip og i medarbejdernes frygt for repressalier. Pelle Korsbæk Sørensen er adjunkt ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet i København. Han forsvarede sin phdafhandling Moralsk stress En arbejdslivsanalyse af psykisk arbejdsmiljø, deltagelse og retfærdiggørelsesprocesser blandt højtuddannede vidensarbejdere i Danmark på Roskilde Universitet i september Noter 1 RED.: MED-Udvalg er udvalg for medbestemmelse og medindflydelse på det kommunale/ regionale område. Kilder Bauman, Z. (2006). Flydende modernitet, Hans Reitzels Forlag Hirschman, A. O. (1970), Exit, Voice, and Loyalty: Responses to Decline in Firms, Organizations, and States. Cambridge, MA.: Harvard University Press. Justitsministeriet (2016), Vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed, Justitsministeriet Kant, I. (1976/1784). Hvad er oplysning? I: Aagaard-Mogensen, L., Hvad er oplysning? Humanistica Sørensen, J. S., Folketingets Ombudsmand (2016), Hvordan sikrer vi offentligt ansattes ytringsfrihed?, kronik i Jyllandsposten, 16. maj 2016 Sørensen, P. K (2015), Moralsk stress En arbejdslivsanalyse af psykisk arbejdsmiljø, deltagelse og retfærdiggørelsesprocesser blandt højtuddannede vidensarbejdere i Danmark, Phd-afhandling, RUC

21 21 Med retten til ytringsfrihed følger også pligten Der er et stadig stigende pres på vores velfærdssamfund, og det er mere vigtigt end nogensinde før, at vi, der arbejder i velfærdsjob, tør åbne munden. Er man i den situation, at der er forhold på arbejdspladsen, som f.eks. går ud over udsatte børn eller andre svage grupper, mener jeg, at vi har pligt til at bruge vores grundlovssikrede ret til at ytre os. AF MAJ THORSEN OTTESEN Skal, skal ikke, skal, skal ikke, skal Sådan lød det med jævne mellemrum i mit hoved i 2013/14, da valget stod mellem at tie eller tale offentligt om de dårlige arbejdsforhold på min arbejdsplads. Forhold der efter min overbevisning førte til svigt af udsatte børn og familier. Jeg var i socialrådgiver i familieafdelingen i Randers Kommune. Efter en sammenlægning i 2013, hvor byens tre afdelinger blev til én, begyndte problemerne at tage fart. Der var et alt for stort arbejdspres og efterslæb i alle teams i afdelingen; lige fra modtagelsen, hvor underretninger blev modtaget, til undersøgelsesgruppen der udarbejdede 50 undersøgelser, til de teams som arbejdede med de familier, hvor der var iværksat støtte. Min funktion var at udarbejde 50 undersøgelser. Det er på baggrund af en sådan undersøgelse, at det vurderes, hvilken indsats der skal iværksættes i en familie. Når jeg påbegyndte en undersøgelse, var det naturligt at kigge forløbet igennem i vores it-systemer, og det var under denne proces, at jeg begyndte at hæfte mig ved den tidsmæssige faktor i sagerne. Bortset fra de allergroveste underretninger, gik der i nogle tilfælde ugevis, førend medarbejderne i modtagelsen havde kunnet afholde den første samtale med barn og forældre. Hvad angår mit eget arbejde, kunne jeg heller ikke følge med i opgaverne, og det var alt for ofte, at jeg og mine kolleger overskred 4 måneders fristen for udarbejdelse af undersøgelser. Det betød, at der kunne gå over 1 /2 år, førend der blev iværksat støtte. I mange tilfælde langt over. Arbejdspres fører til svigt af udsatte familier

22 22 Hårfin balance at åbne munden om kritisable arbejdsforhold Situationen i foranstaltningsgruppen virkede heller ikke holdbar, og vi medarbejdere forsøgte at gøre ledelsen opmærksom på problemerne. Det er en hårfin balance som medarbejder at åbne munden om kritisable arbejdsforhold. Risikoen for at få prædikatet»brokkerøv«på sig er stor, hvilket i sagens natur risikerer at ødelægge den gode hensigt, man som medarbejder har. Jeg ytrede mig ofte på personalemøder, bestræbte mig altid på at gøre det med omhu, og var aldrig bange for at gøre det. Men alt for få medarbejdere tog ordet. Flere kolleger sagde til mig, at de ikke turde, fordi de var bange for, hvilke negative konsekvenser det kunne få for dem. Vi inddrog tillidsrepræsentanter og Arbejdstilsynet i problemløsningen, hvilket udløste det første af flere pålæg om at rette op på de psykiske arbejdsforhold. Men sagsbunkerne fortsatte med at vokse, og mulighederne mindskedes proportionelt for at yde en ordentlig service over for de udsatte børn og familier. Der syntes for mig kun at være én mulighed tilbage for at rette op på risikoen for at undgå en eventuel»brønderslev-«eller»tøndersag«: at gå i pressen. Derfor fremsendte jeg en anonym mail til diverse medier, hvori jeg kort beskrev situationen i familieafdelingen. Men da jeg ikke turde nævne mit navn, ønskede ingen at tage historien op. Kun Randers Amtsavis gik i dialog med mig på trods af, at jeg stod fast på ikke at sige, hvem jeg var. Min henvendelse førte til en leder og en artikel i avisen, men herudover ikke til mere. Ingen, udover min mand, vidste på det tidspunkt, at jeg havde henvendt mig til medierne. Det var helt bevidst valgt, idet jeg frygtede en fyring, såfremt det blev kendt, hvad jeg havde gjort. I foråret 2014 var situationen endnu mere presset, og jeg valgte endnu engang anonymt at kontakte Randers Amtsavis. Det skete bl.a. på baggrund af, at familieafdelingen modtog underretninger om ufødte børn, men arbejdspresset betød, at undersøgelsen ikke blev færdiggjort, førend barnet var født. Det siger sig selv, at så små børn er ekstremt følsomme for mistrivsel, og det er centralt for såvel barn som forældrene, at der iværksættes støtte tidligt. Desværre førte henvendelsen til avisen ikke til noget. I august 2014 rettede jeg for tredje gang henvendelse til Randers Amtsavis. Der havde hen over foråret og sommeren været løbende dialog mellem medarbejdere, tillidsrepræsentanter og ledelse. Min oplevelse var, at ledelsen forsøgte at dysse problemerne ned, mens vi som medarbejdere så, at problemerne reelt var større end nogensinde før. Bl.a. følte nogle medarbejdere sig nærmest nødsaget til at»rangere«underretningerne om vold for at afgøre, hvilket barn der kunne tåle i længst tid at afvente en samtale med en socialrådgiver. Det var denne information, der blev udslagsgivende for, at jeg endelig sagde ja til et interview med Randers Amtsavis, med krav om at forblive anonym.