Ministerielle skrivelser m.m.

Transkript

1 Den danske Landinspektørforening Landinspektørens Meddelelsesblad - De blå sider april 1999 Ministerielle skrivelser m.m. Om antalsreglen ved forpagtning af eng-, kær-, mose- og marskarealer til samdrift har Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Strukturdirektoret i brev af 6. juli 1998 (j.nr. 93S ) udtalt: Jordbrugskommissionen for Amt har i brev af 24. februar 1998 anmodet Strukturdirektoret om en vejledende udtalelse vedrørende fortolkningen af 12 i landbrugsloven (lovbekendtgørelse nr. 769 af 24. august 1994). Ved fortolkning af 12, stk. 1, nr. 2, om forpagtning af eng-, kær-, mose- og marskarealer til vedvarende græsning er spørgsmålet, om disse arealer skal medregnes ved opgørelsen af antal samdrevne ejendomme, jf. lovens 9, stk. 1, nr. 2. Strukturdirektorets bemærkninger Reglerne om samdrift af landbrugsejendomme findes i landbrugslovens 9, stk. 1. Efter disse regler kan landbrugsejendomme, der tilhører samme ejer, og landbrugsejendomme, der forpagtes, drives sammen, hvis følgende betingelser er opfyldt: 1. Afstanden mellem ejendommenes jorder må ikke overstige 10 km. Afstandsreglen gælder dog ikke for vedvarende græsningsarealer og fradragsarealer efter lovens 13, stk Antallet af ejendomme i samdriften må ikke overstige 5, medmindre der er behov for arealet for skabe harmoni i bedriften. En af disse ejendomme kan ersttes af flere ejendomme eller dele af ejendomme, som tilsamme ikke overstiger 30 ha. Det fremgår endvidere af 12, stk. 1 nr. 2, forpagtning af en del af en landbrugsejendom kan ske uden tilladelse, hvis forpagtningsforholdet alene vedrører eng-, kær-, mose- eller marskarealer, som benyttes til vedvarende græsning, foruds det forpagtede areal ikke skal tages i brug til anden anvendelse, og forpagteren har fast bopæl inden for en vejafstand af 15

2 km fra arealet. Den nævnte bestemmelse i 12 tager sigte på græsningsarealer, der bortforpagtes til jordbrugsmæssig udnyttelse til vedvarende græsning uden indgå i samdrift med anden landbrugsejendom. Når der er tale om forpagtning af et vedvarende græsningsareal til samdrift med anden landbrugsejendom, skal arealet medregnes ved opgørelsen af antallet af ejendomme i samdrift efter lovens 9, stk. 1. Dette fremgår også modsætningsvis af bestemmelsen i 9, stk. 1, idet det kun vedrørende afstandsreglen er anført, der ses bort fra vedvarende græsningsarealer. Om prisfastsættelse ved fortrinsstilling til suppleringsjord har Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Strukturdirektoret i brev af 27.maj 1998 (j.nr. 93S ) udtalt: Jordbrugskommissionen har den 14. juli 1997 anmodet Strukturdirektoret om en vurdering af, om prisen i fortrinsstillingssager skal fastsættes i forhold til prisniveauet på tidspunktet for annoncering eller i forhold til prisniveauet i dag. Kommissionen henviser til en situion, hvor der er meddelt fortrinsstilling til en nabo, men hvor sagen trækker ud som følge af eksterne forhold, og hvor prisniveauet på tidspunktet for kommissionens fastsættelse af den endelige pris er forandret væsentligt. Strukturdirektorets svar Hvis jordbrugskommissionen finder, betingelserne for fortrinsstilling er opfyldt, må parterne selv træffe aftale om de nærmere vilkår for erhvervelsen. Hvis parterne ikke kan blive enige, skal jordbrugskommissionen fastsætte den pris, der skal være afgørende for, om der er en fortrinsstilling, jf. lovens 13, stk. 3, nr. 4. Dette fremgår af 44, stk. 10, i landbrugslovscirkulæret (cirkulære nr. 114 af 11. juli 1995 som ændret ved cirkulæret nr. 155 af 11. oktober 1996). Almindeligvis skaber den almindelige sagsbehandlingstid ikke nævneværdige problemer i forbindelse med prisfastsættelsen. Den kraftige prisstigning på jord i de sidste år i visse egne af landet har imidlertid betydet, det i enkelte sager vil få væsentlig betydning, om kommissionens prisfastsættelse sker på baggrund af det generelle prisniveau på tidspunktet for erhvervelsen, eller om der i stedet lægges vægt på de aktuelle markedspriser.

3 Som udgangspunkt bør den tid, der medgår ved sagens behandling i henholdsvis jordbrugskommissionen og Strukturdirektoret, ikke medføre, der ved den endelige prisfastsættelse skal tages højde for prisudviklingen under sagens behandling. Fastsættelse af den endelige pris i overensstemmelse med det prisniveau, der herskede på tidspunktet for erhvervelsen, vil således sjældent medføre et tab for den primære erhverver, der heller ikke kan siges have haft berettigede forventninger om en gevinst i den anledning. Der kan dog være forhold, der taler for, der ved den endelige prisfastsættelse bør tages hensyn til den sædvanlige handelspris på det tidspunkt, hvor jordbrugskommissionen efter anmodning fra parterne skal fastsætte den pris, der er afgørende for bevare en fortrinsstilling. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis sagen er trukket ud på grund af eksterne forhold, og hvor der derfor kan være tale om tage hensyn til en generel prisudvikling på landbrugsjord. Der kan dog også være tale om, der er sket en ændring af en (eller flere) af de prisfaktorer, som der skal tages hensyn til ved fastsættelsen af den endelige handelspris. Det gælder f.eks., hvis der efter afgivelsen af pristilbudet i forbindelse med annonceringen er sket en ændring for så vidt angår muligheden for anvende jorderne til andre formål, f.eks. til bymæssige formål, råstofindvinding eller til opførelse af en vindmølle. Det samme gælder, hvis der f.eks. er pålagt jorderne begrænsninger i den landbrugsmæssige drift mv. Ovennævnte synspunkter støttes bl.a. af, fortrinsstilling til suppleringsjord ikke medfører et retskrav for naboen til erhverve jorden, og jorden ofte afhændes til gældende markedspris til en tredjemand, der opfylder betingelserne i landbrugsloven, uden reglerne om fortrinsstilling skal bringes i anvendelse. Ved prisfastsættelsen bør jordbrugskommissionen i øvrigt tage behørigt hensyn til parternes egne forhandlinger, således den endelige prisfastsættelse ikke medfører en egentlig vanskeliggørelse af forhandlingerne. Den tidligere besvarelse af 22. juli 1997 af ovennævnte forespørgsel må betragtes som annulleret. Om skødepåtegning efter reglerne i landbrugsloven har Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Strukturdirektoret i brev af 30. juni 1998 (j.nr. 93S ) udtalt:

4 Kontrollen med overholdelsen af landbrugslovens regler om personers og selskabers erhvervelse af landbrugsejendomme bygger på et samarbejde mellem flere myndigheder. Kommunalbestyrelsen varetager kontrollen med erhvervelsesreglerne i det første led. Kommunen påser således i forbindelse med påtegning af adkomstdokumentet, der er afgivet erklæring efter landbrugsloven (grønt skema for personers erhvervelse og blåt skema for selskabers erhvervelse af landbrugsejendomme). Kommunens skødepåtegning om, der er afgivet fornøden erklæring efter landbrugsloven, er afgørende for, tinglysningsdommeren kan tinglyse adkomstdokumentet, uden der skal indhentes tilladelse fra jordbrugskommissionen. Den efterfølgende kontrol med opfyldelsen af erhvervelsesbetingelserne sker bl. a. på grundlag af de erklæringsskemaer, som kommunen (efter skødepåtegning) videresender til Strukturdirektoret. I situioner, hvor erhvervelsesbetingelserne, f.eks. bopælskravet, ikke er opfyldt, giver Strukturdirektoret meddelelse herom til jordbrugskommissionen, der i medfør af 27 i landbrugsloven kan give ejeren (erhververen) påbud om afhænde ejendommen. I nogle tilfælde er der imidlertid sket tinglysning af adkomst på en landbrugsejendom på grundlag af en mangelfuld eller forkert afgivet erklæring. Strukturdirtektoret skal derfor præcisere, det er særdeles vigtigt for kontrollen med reglerne i landbrugsloven, kommunerne foretager en grundig gennemgang af, om de nævnte erklæringsskemaer er korrekt udfyldt. Der kan henvises til Strukturdirektorets vejledning nr. 113 af 11. juli 1995 om kommunalbestyrelsernes medvirken ved administrionen af landbrugsloven, der indeholder en detaljeret beskrivelse af, hvilke oplysninger kommunerne skal kontrollere. Sammenftende er det særdeles vigtigt, kommunen påser, alle relevante erklæringer vedrørende erhvervelsen er besvaret bekæftende, dvs. med kryds i ja-rubrikken og uden rettelser, der ændrer indholdet af erklæringerne, der er vedlagt en gyldig uddannelsestest fra jordbrugskommissionen (ved overskridelse af arealgrænsen på 30 ha), skemaet er testeret om fradragsarealer (af jordbrugskommissionen eller en praktiserende landinspektør), hvis areralgrænserne på 30 ha eller 70 ha ønskes fraveget, uden

5 dispension fra jordbrugskommissionen, og skemaet er testeret af en praktiserende landinspektør, hvis skødet ønskes tinglyst, inden en verserende udstykningssag er registreret i mriklen. Hvis erklæringsskemaet ikke er korrekt udfyldt, kan kommunen ikke påtegne adkomstdokumentet efter ovennævnte regler i landbrugsloven. Om anvendelse af ikkeautoriserede tavler på prive fællesveje har Trafikministeriet i brev af 3. september 1998 (j.nr ) udtalt: I brev af 28. august 1997 har forvaltningen anmodet om en udtalelse i forbindelse med en henvendelse fra en ejerforening, der ønsker, en priv fællesvej skal være omftet af mark- og vejfredslovens bestemmelser om afmærkning i stedet for færdselslovens bestemmelser. Ejerforeningens henvendelse er foranlediget af en afgørelse fra Politimesteren i Århus, hvorefter der kun må opsættes autoriseret afmærkning på prive fællesveje. Politimesteren i Århus har i vedlagte kopi af brev af 7. oktober 1997 med bilag redegjort for sin opftelse. Det fremgår heraf, opftelsen er baseret på en tidligere tilsvarende sag, hvor politimesteren undlod rejse tiltale for overtrædelse af et parkeringsforbud angivet på en ikke autoriseret tavle. Denne afgørelse er tiltrådt af Stadsadvoken i Viborg og Rigsadvoken. Af politimesterens afgørelse i nævnte sag fremgår bl.a.»mark- og vejfredsloven 17 finder ej heller anvendelse, da denne bestemmelse vedrører priv grund, og ikke priv fællesvej.«trafiministeriet kan herefter oplyse følgende: Ministeriet kan oplyse, en vej er omftet af færdselsloven, hvis den benyttes til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter, og loven indeholder ikke hjemmel til generelt fritage en vej, der opfylder denne betingelse, for være omftet af færdselslovens regler om afmærkning. Ministeriet er dog samtidig af den opftelse, hverken privvejsloven eller færdselsloven indebærer, færdslen på en priv fællesvej ikke tillige kan være reguleret af 17 i mark- og vejfredsloven. For så vidt angår lov om prive fællesveje fremgår det af betænkning nr. 367/1964 om prive fællesveje og vejbidrag side 43 om de dagældende regler om afspærring af prive fællesvej,» bestemmelser i mark- og vejfredslovens 17, stk. 1, derfor principielt må gælde på de også her omhandlede veje.«allerede på dette tidspunkt har det således været antaget, mark- og vejfredslovens 17 kunne finde anvendelse på prive fællesveje.

6 Det er samtidig ministeriets opftelse, den senere gennemførte lov om prive fællesveje ikke har ophævet eller ændret dette forhold. Lovens 44 om forandring færdselsregulering mv. af prive fællesveje, der i øvrigt alene finder anvendelse i byzone eller andre stedligt begrænsede områder, jf. lovens 13, stk. 1 og 2, indeholder dels en hjemmel for vejmyndigheden til på eget initiiv, men med politiets samtykke foretage sådanne reguleringer af prive fællesveje (stk. 1), dels en bestemmelse om, grundejerne kun må foretage sådanne forandringer med vejmyndighedens og politiets samtykke (stk. 3). Alene stk. 1 indeholder en henvisning til færdselslovens 92 (og 100). Formålet med 44, stk. 3, har alene været ophæve grundejernes tidligere ret til uden godkendelse afspærre eller på anden måde regulere trafikken på prive fællesveje i byområder. Der er ikke i forarbejderne til denne bestemmelse holdepunkter for antage, det har været hensigten afskære grundejerne fra deres hidtidige mulighed for regulere færdslen ved ikke-autoriseret afmærkning, når vejmyndigheden og politiet har givet samtykke til den pågældende regulering. For så vidt angår forholdet til færdselsloven fremgår det af denne lovs 97, stk. 2, politiet kan kræve afmærkning på prive veje, der ikke er i overensstemmelse med de forskrifter, der er udfærdiget i medfør af lovens 95, stk.1, fjernet, når færdselsmæssige grunde foreligger. Heri ligger forudsætningsvis, ikke-autoriseret afmærkning lovligt kan anbringes på prive veje, jf. herved tillige 1 i Trafikministeriets cirkulære nr. 3 af 7. januar 1998 (tidligere pkt. 2 i Justitsministeriets cirkulære nr. 96 af 24. juni 1992 om vejafmærkning). Det bemærkes herved, det er ministeriets opftelse, det er ministeriets opftelse, udtrykket»prive veje«i færdselslovens 97 i lighed med lovens 92 også omfter prive fællesveje. Hverken privvejsloven eller færdselsloven er således til hinder for, grundejerne anvender ikke-autoriserede tavler på prive fællesveje. I byområder kræver dette dog vejmyndighedens og politiets tilladelse, jf. privvejslovens 44, stk. 3, og for alle prive fællesveje kan politiet når færdselsmæssige grunde taler herfor, kræve ikkeautoriseret afmærkning fjernet, jf. færdselslovens 97, stk. 2. Tilsvarende er hverken privvejsloven eller færdselsloven efter Trafikministeriets opftelse til hinder for, overtrædelse af påbud eller forbud angivet ved autoriseret afmærkning håndhæves i medfør af mark- og vejfredsloven. Der henvises herved tillige til Henrik Waaben m.fl., Færdselsloven med kommentarer (1992), s Ministeriet beklager den sene besvarelse. Politimesteren i Århus har modtaget kopi af dette brev. Om vedtagelse af lokalplan for opstilling af 3 vindmøller i en afstand af ca. 700 m fra kirke ophævet, da stiftsøvrigheden som stslig myndighed ikke havde fået tilsendt lokalplanforslaget pl 25 og 29 har Nurklagenævnet truffet følgende afgørelse ref.»nurklagenævnet orienterer«nr. 146, november 1997.

7 En kommune havde tilvejebragt en lokalplan for opstilling af en vindmøllegruppe med plads til 3 vindmøller med en samlet effekt på mindst 1,8 MW. Den nærmeste mølle skulle ifølge lokalplanen opstilles i en afstand af ca m fra en kirke, der lå højt i landskabet. Fra kirken og i sydlig retning, hvor lokalplanområdet var, fandtes ikke andre høje bygninger eller anlæg, bortset fra almindeligt landbrugsbyggeri. Kommunen havde ikke fundet anledning til underrette stiftsøvrigheden om lokalplanforslaget. Stiftsøvrigheden (som stslig myndighed efter pl 25 og 29, stk. 4 i forhold til lokalplaner, der omfter kirker og kirkegårde og disses nære omgivelser) påklagede den endelige vedtagelse af lokalplanen til NKN med påstand om, lokalplanforslaget skulle havde været tilsendt stiftsøvrigheden, idet kirkens interesser fandtes ville blive berørt. Det gjordes gældende, landskabet syd for kirken og kirkegården var meget åbent, der var tale om opstilling af store vindmøller, og afstanden mellem kirke og lokalplanområde var beskeden. Stiftsøvrigheden oplyste også, man sandsynligvis ville have gjort indsigelse mod lokalplanforslaget, såfremt man var blevet orienteret rettidigt. Kommunen fandt, afstanden mellem kirken og lokalplanområdet lå langt ud over, hvad der kunne karakteriseres som kirkens nærmeste omgivelser, hvilket i den daværende vejledning til Planloven var angivet som kriteriet for, hvornår stiftsøvrigheden skulle underrettes efter pl 25. Som følge af det kuperede landskab og de mange træplantninger i læhegn mv fandtes møllegruppens dominerede virkning desuden ville være begrænset. NKN udtalte enstemmigt om klagen fra stiftsøvrigheden:»bedømmelsen af om kirkens interesser berøres af lokalplanforslaget således forslaget skulle have været tilsendt stiftsøvrigheden inden vedtagelsen må foretages på grundlag af en konkret vurdering af forholdene på stedet, og således afstanden mellem kirke og lokalplanområde alene indgår som et blandt flere momenter af betydning for oplevelsen af kirken i kulturlandskabet. Der skal således ved vurderingen yderligere tages hensyn til bl.a. størrelsen og arten af det i lokalplanforslaget omhandlede nyanlæg samt til landskabets karakter og den eksisterende bebyggelse i området. Efter det oplyste om... Kirkes placering i landskabet og under særligt hensyn til størrelsen af de tre nye vindmøller må det lægges til grund, opførelsen af vindmøllerne det pågældende sted i væsentlig grad vil påvirke udsynet til og fra kirken. Kirkens interesser må således anses for berørt af lokalplanforslaget, og det er derfor en fejl, stiftsøvrigheden ikke fik lejlighed til fremkomme med indsigelser mod forslaget, jf. pl 25 og 29. NKN s afgørelse vedrørende klagen fra stiftsøvrigheden går herefter ud på,... Kommunens endelige vedtagelse af lokalplanforslaget ophæves, med den virkning planen kan vedtages, før stiftsøvrigheden har haft lejlighed til fremsætte indsigelser mod forslaget, jf. pl 29.«(Afgørelse af , j.nr / ).