Ministerielle skrivelser m.m.

Transkript

1 Den danske Landinspektørforening Landinspektørens Meddelelsesblad - De blå sider marts 1999 Ministerielle skrivelser m.m. Om udstykning/arealoverførsel af vindmøller har Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Strukturdirektoratet i notat af (j.nr. 93S ) udtalt: 1. Indledning Ved etablering af en eller flere vindmøller på en landbrugsejendom gælder som en hovedregel, at aftaler om opstilling af vindmøller kan indgås, uden at det er nødvendigt at foretage udstykning eller arealoverførsel, jf. nedenfor. Reglerne i udstykningsloven giver mulighed for leje af et areal af en samlet fast ejendom i indtil 30 år, uden at det er nødvendigt at foretage udstykning, jf. 16 i udstykningsloven (lov nr. 137 af 7 marts 1990). Er der tale om en vindmølle, hvis grundareal udgør 5 m2 eller derunder, kan brugsretten stiftes uden tidsbegrænsning. Det samme gælder for tekniske indretninger, f.eks. en transformer eller lignende, jf. reglerne i 4 i bekendtgørelse om udstykningskravet (bekendtgørelse nr. 107 af 25. februar 1991). Reglerne i landbrugsloven giver ligeledes mulighed for, at der kan indgås aftaler om leje af et areal af en landbrugsejendom med henblik på opstilling af vindmøller, uden at det er nødvendigt at foretage udstykning. det er således ikke nødvendigt, at landbrugspligten ophæves efter reglerne i 4, stk. 1, i landbrugsloven (lovbekendtgørelse nr. 504 af 17. juli 1989), eller at der sker en arealoverførsel (til en anden landbrugsejendom). Aftaler om opstilling af en vindmølle kræver ikke tilladelse efter bestemmelserne i 7, 7a og 12 i landbrugsloven, hvis der er tale om en brugsret til mindre arealer1, der anvendes til opstilling af vindmøller. Er der tale om leje eller forpagtning af et større areal, evt. en hel landbrugsejendom, til opstilling af vindmøller, kræver forholdet tilladelse fra jordbrugskommissionen. der kan ikke gives tilladelse til leje eller forpagtning for et længere tidsrum end 30 år, jf. landbrugslovens 11, stk. 4 og 5, og 12, stk. 2.

2 Hvis der søges om udstykning af et areal til en vindmølleparcel eller arealoverførsel til en ikke-landbrugspligtig ejendom, finder reglerne i 4 i landbrugsloven anvendelse. Såfremt der søges om arealoverførsel af en vindmølleparcel fra en landbrugsejendom til en anden, er det reglerne i landbrugslovens 13, som finder anvendelse. 2. Udstykning af et areal til en vindmølle (lovens 4) Ifølge 4, stk. 1, nr. 3, i landbrugsloven kan landbrugspligten ophæves, når særlige forhold taler derfor. Visse udstykninger kan ske uden tilladelse fra jordbrugskommissionen ved en erklæring fra en landinspektør under nærmere angivne betingelser. Disse regler er nærmere omtalt i bekendtgørelse om udstykningssager m.v. vedrørende landbrugsejendomme (bekendtgørelse nr. 774 af 24. august 1994). Ifølge 2, stk. 1, i nævnte bekendtgørelse bortfalder landbrugspligten således uden tilladelse efter lovens 4, når det ved erklæring fra en praktiserende landinspektør over for Kort & Matrikelstyrelsen godtgøres, at en række nærmere angivne betingelser er opfyldt. Udstykning eller arealoverførsel af en vindmølleparcel med ophævelse af landbrugspligten kræver tilladelse fra jordbrugskommissionen, og kan således ikke gennemføres på landinspektørerklæring. jf. 15, stk. 2, i landbrugslovscirkulæret (cirkulære nr. 114 af 11. juli 1995), idet der i disse tilfælde er behov for, at der stilles betingelse om tinglysning af en deklaration om tilbageskødning. Landbrugslovens 4, stk. 1, nr. 3, er uddybet i 8, stk. 1, i landbrugslovscirkulæret. det fremgår af bestemmelsen, at ophævelse af landbrugspligt efter lovens 4, stk. 1, nr. 3, på arealer, der påtænkes inddraget til en ikke-jordbrugsmæssig anvendelse, f.eks. råstofindvinding, losseplads, golfbane, campingplads, vindmølle, antennemast eller vandboring, der ikke udelukker, at arealerne igen kan anvendes jordbrugsmæssigt, kun kan tillades, når særlige forhold taler for det, jf. landbrugslovscirkulærets 4, stk. 3. Ved vurderingen skal der ifølge landbrugslovscirkulærets 8, stk.1, lægges vægt på, 1. at der er tale om en anvendelse af længere varighed, 2. om der er tale om delarealer af en eller flere landbrugsejendomme, eller om der modsat er tale om hele landbrugsejendomme, hvor der vil kunne dispenseres efterlovens 7 eller 7a, jf. cirkulærets 4, stk. 3, og 20 og 24,

3 3. at anvendelsen er af sådan en karakter, at den vanskeligt kan ske på grundlag af en lejeaftale, hvor der vil kunne dispenseres efterlovens 7, 7a og 12, eller 4. at parterne har indgået bindende aftale om tilbagekøb af delarealer til sammenlægning med en bestående landbrugsejendom, når den midlertidige anvendelse ophører, eventuelt således at denne aftale tinglyses med jordbrugskommissionen som påtaleberettiget. Strukturdirektoratet har i konkrete afgørelser af klagesager udtalt, at bestemmelsen i cirkulærets 8, stk. 1,giver mulighed for ophævelse af landbrugspligten på en vindmølleparcel med et mindre jordtilliggende, og at en ansøger har krav på en tilladelse, hvis der alene er tale om det nødvendige areal til placering af en vindmølle, og hvis der på begge ejendomme lyses en deklaration, der også gør op med vilkårerne for tilbageskødningen, herunder prisen for arealet ved tilbageskødningen, jf. cirkulærets 8, stk. 1, nr. 4. Der kan i øvrigt henvises til deklarationsformular 3A og 3B (standarddeklarationer i medfør af landbrugsloven). Direktoratet har således i disse situationer bl.a. lagt vægt på, at der var tale om et lille areal lige omkring møllen, således at forbruget af landbrugsjord ikke bliver større end nødvendigt. Ophævelse af landbrugspligten på et areal, der skal anvendes til opstilling af vindmølle, kan således normalt tillades, hvis der er tale om et mindre jordtilliggende, og der tinglyses deklaration om tilbageskødning. Der kan derimod ikke tillades ophævelse af landbrugspligten på større vindmølleparceller, jf. dog 9, stk. 1, i landbrugscirkulæret om elforsyningsvirksomheders erhvervelse af landbrugsjord til etablering af vindmølleparker eller klynger. 3. Arealoverførsel af en vindmølleparcel til en anden landbrugsejendom (lovens 13) Ifølge 13, stk. 2, i landbrugsloven, kan der meddeles tilladelse til arealoverførsel (sammenlægning), hvis betingelserne i nr. 1-3 er opfyldt. Det er således bl.a. en betingelse for sammenlægning, af de jorder, der ønskes sammenlagt, ligger hensigtsmæssigt for samlet drift fra ejendommens bygninger, ved dyrkningsjorder inden for en vejafstand på 2 km., jf. lovens 13, stk. 2, nr. 1, og en ejendoms jorder ikke vil blive opdelt på uheldig måde for driften, jf. 13, stk. 2, nr. 2. Der er ikke i landbrugsloven angivet nærmere kriterier for fastlæggelsen af størrelsen af et areal, herunder en vindmølleparcel, som skal overføres fra en landbrugsejendom til en anden.

4 Ifølge 3, stk. 1, i bekendtgørelse om udstykningssager m.v. vedrørende landbrugsejendomme kan omlægning af jorder mellem landbrugsejendomme ske uden tilladelse efter lovens 13, når det ved erklæring fra en praktiserende landinspektør over Kort & Matrikelstyrelsen godtgøres, at en række nærmere angivne betingelser er opfyldt. Arealoverførsler af vindmølleparceller vil således uanset størrelsen af vindmølleparcellen kunne ske på»landinspektørerklæring«, når samtlige betingelser i bekendtgørelsens 3 er opfyldt. det vil normalt være tilfældet, hvis afstandsreglerne er opfyldt, d.v.s. normalt 2 km-grænsen. Såfremt afstandsreglerne overskrides, eller de øvrige betingelser ikke kan opfyldes, ved en arealoverførsel af en vindmølleparcel, kræves en dispensation fra jordbrugskommissionen. ved vurderingen af, om dispensation kan meddeles, følges de almindelige regler for dispensation ved overførsel af et areal fra en landbrugsejendom til en anden. Ifølge landbrugscirkulærets 46, stk. 1, kan sammenlægning tillades i videre omfang efter landbrugslovens 13, stk. 7, når forholdene taler for det. Ved vurderingen skal der tages hensyn til forholdene i den konkrete situation, herunder navnlig jordernes bonitet, ejendommens beboelses- og driftsbygninger, og om sammenlægningen fører til en i øvrigt velarronderet ejendom. der kan også tages hensyn til, om der er andre, der opfylder betingelserne for at erhverve suppleringsjord, og som er interesseret i suppleringsjord til deres bedrift. Det fremgår af 46, stk. 2, i landbrugslovscirkulærets, hvilket retningslinier, der bør iagttages ved vurderingen af, om der skal meddeles en dispensation. Normalt vil der ikke være særlige forhold, som taler for, at der meddeles dispensation til sammenlægning af en vindmølleparcel med en landbrugsejendom. Da der imidlertid er mulighed for udstykning med ophævelse af landbrugspligten på en lille vindmølleparcel, jf. afsnit 2, og en sådan vindmølleparcel efterfølgende uden tilladelse efter landbrugsloven kan sammenlægges med en landbrugsejendom, er det direktoratets opfattelse, at der efter landbrugslovens regler kan meddeles dispensation til arealoverførsel af en vindmølleparcel fra en landbrugsejendom til en anden ud over afstandsgrænserne under samme betingelser som ved udstykning med ophævelse af landbrugspligten, jf. under afsnit 2. Der bør således stilles betingelser om tilbageskødningsdeklaration m.v. i forbindelse med meddelelse af dispensation. Arealoverførsel af vindmølleparceller kan uanset størrelsen af vindmølleparcellen ske på»landinspektørerklæring«, når samtlige betingelser på erklæringsskemaet er opfyldt. Derudover kan arealoverførsel af helt små vindmølleparceller til en landbrugsejendom normalt tillades, hvis der tinglyses deklaration om tilbageskødning m.v.

5 4. Drøftelser med Energistyrelsen Forholdet til Energistyrelsens bekendtgørelse nr af 13. december 1996 om vindmøllers tilslutning til elnettet har været drøftet med Energistyrelsen. Strukturdirektoratet har overfor angivet mulighederne for ophævelse af landbrugspligt på/arealoverførsel af arealer med vindmøller/vindmøllerrettigheder. Det forhold, at der efter disse regler under de nævnte forud- sætninger kan skeophævelse af landbrugspligt/areal- overførsel har ikke været ensbetydende med, at betingelserne for at opnå tilslutning af en vindmølle til elnettet dermed har været opfyldt efter reglerne i Energistyrelsens nævnte bekendtgørelse. Energistyrelsen har tilkendegivet, at et areal med en vindmølle skal have en vis størrelse for at opfylde bekendtgørelsens betingelse om, at et areal skal»indgå i driften af en landbrugsejendom«, jf. 7, stk. 2, i den omtalte bekendtgørelse. 5. Nye regler på området Energistyrelsen har nu udsendt bekendtgørelse nr. 392 af 23. juni 1998 om ændring af bekendtgørelse om vindmøllers tilslutning til elnettet. Bekendtgørelsen er trådt i kraft den 1. juli , stk. 2, i den nye bekendtgørelse lyder således:»uanset stk. 1 kan ejes en enkelt vindmølle med større årlig elproduktion end kwh, hvis møllen er opstillet på et grundstykke, som er fysisk sammenhængende med beboelsesarealet, eller på et grundstykke på mindst 1 ha, som indgår i driften af en landbrugsejendom, der bebos af mølleejeren.» For så vidt angår vindmøller, købt efter 1. juli 1998, må de nye regler formodes at betyde, at der ikke vil blive søgt om arealoverførsel fra en landbrugsejendom til en anden af helt små vindmølleparceller. Ved overførsel af et areal på 1 ha og derover må reglerne i 13 om sammenlægning af landbrugsejendomme, herunder afstandsreglerne, anvendes uafhængigt af, om der står en mølle på arealet eller ej. Om udstykning af en bygningslod fra en landbrugsejendom med flere sæt bygninger har Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Strukturdirektoratet i brev af 30. april 1998 (j.nr.

6 93S ) udtalt: I brev af 8. juli 1997 har De anmodet om Strukturdirektoratets vurdering af reglerne for udstykning af en bygningslod fra en landbrugsejendom med flere sæt bygninger. Baggrunden for forespørgslen er en konkret sag, hvor Jordbrugskommissionen for AA Amt i skrivelse af 17. marts 1997 (j.nr ) har meddelt afslag på Deres ansøgning om udstykning af en bolig og en staldbygning med et areal på 1 ha fra landbrugsejendommen matr.nr. 2a m.fl. M By, Parcellen ønskes fraskilt uden landbrugspligt til beboelse m.v. De oplyser, at landbrugsejendommen oprindeligt er fremkommet ved, at to tidligere selvstændige landbrugsejendomme med beboelsesbygninger m.v. er blevet sammenlagt. Der blev ikke fraskilt bygninger i forbindelse med sammenlægningen, da ejeren på daværende tidspunkt ønskede at udnytte staldbygningerne til husdyrproduktion. Køberens advokat havde i forbindelse med ansøgningen til jordbrugskommissionen anmodet Dem om at udarbejde et notat om grænsen på 5.000m2 for ophævelse af landbrugspligten i landbrugslovens 4, stk. 1, nr. 2. I notatet af 12. februar 1997 har De gennemgået reglerne i landbrugslovene fra 1978, 1986, 1989 og den nugældende lov fra De konkluderer i notatet, at i tilfælde som dette, hvor en ejendom består af flere sammenlagte, tidligere selvstændige landbrugsejendomme, skal spørgsmålet om fastlæggelses af den udstykkede lods størrelse behandles efter reglerne for restparceller ved nedbringelse af arealet af landbrugsejendomme, og at reglerne i landbrugslovens 4, stk. 1, ikke kan anvendes i disse tilfælde, fordi det i de tidligere lovgivninger udtrykkeligt er fastslået, at reglerne ikke skal anvendes. I sit afslag af 17. marts 1997 har jordbrugskommissionen bl.a. anført, at når særlige forhold taler for det, kan kommissionen tillade, at m2- grænsen fraviges i mindre omfang. Kommissionen fandt ikke, at der i den konkrete sag var særlige forhold til stede, da en parcel på 5.000m2 var rimelig i forhold til bebyggelsens omfang og ejendommens anvendelse, og da et skel ved m2 var naturligt i forhold til de fysiske grænser i marken. Endelig har kommissionen bemærket, at afgørelsen er truffet i overensstemmelse med kommissionens praksis i lignende sager, og at den har baggrund i landbrugslovens 4, stk. 1, nr. 3, og 5 i cirkulæret til landbrugsloven. På denne baggrund har De anmodet om Strukturdirektoratets tilkendegivelse, idet der efter Deres opfattelse eksisterer en vis uklarhed om fastlæggelse af størrelsen og afgrænsningen af bygningslodder ved udstykning af landbrugsejendomme med flere sæt bygninger. De finder belæg for, at ejendommene ved udstykning af det ene bygningssæt bør behandles efter de principper, som gælder for afhændelse af jorden fra en landbrugsejendom med ét sæt bygninger. Da der ikke ved fraskillelsen af bygningerne agtes en ny landbrugsejendom, finder De, at arealgrænsen på 2 ha med

7 samtidig ophævelse af landbrugspligten, vil være en grænse, der skaber balance mellem de tidligere regler og de nye arealgrænser i det åbne land, og en grænse som samtidig lever op til den tidligere skelen mellem»ren udstykning af landbrugsjord«og afhændelse af jorder ved»udstykning til bunds«fra en landbrugsejendom. Strukturdirektoratets bemærkninger Ifølge 4, stk. 1, nr. 2, i landbrugsloven (lovbekendtgørelse nr. 769 af 24. august 1994 af lov om landbrugsejendomme) kan landbrugspligten ophæves ved udstykning eller arrealoverførsel, når jorden i nær fremtid kan påregnes anvendt til bebyggelse m.v., og parcellen ikke overstiger m2. Efter 4, stk. 1, nr. 3, kan landbrugspligten i øvrigt ophæves, når særlige forhold taler for det. Efter lovens 4. stk. 5, kan ophævelse af landbrugspligten nægtes, bl.a. når der ønskes fraskilt beboelses- eller avlsbygninger, der hører til ejendommen. Bestemmelsen har til formål at hindre fraskilles af gode og velindrettede beboelses- og driftsbygninger, der ligger godt for driften af ejendommen. Bestemmelsen kan anvendes, hvis der på en landbrugsejendom findes flere bygningssæt. Bestemmelsen skal således hindre, at det/de bedste bygningssæt fraskilles. Ifølge 5, stk. 2, i landbrugslovscirkulæret (cirkulære nr. 114 af 11. juli 1995 om lov om landbrugsejendomme), kan arealgrænsen på m2 for parceller i det åbne land, der agtes anvendt til beboelse m.v., fraviges i mindre omfang, når særlige forhold taler for det, jf. lovens 4, stk. 1, nr. 3. En fravigelse kan navnlig ske for at tilgodese befolkningsudviklingen i landdistrikterne ved udstykning til helårsbeboelse og ved supplering af sådanne parceller. Er der tale om fraskilles af en parcel med bygninger, der tidligere har været beboelses- og driftsbygninger for en selvstændig landbrugsejendom, har der i administrativ praksis været lagt vægt på, at en ejer af en ejendom, der er fremkommet ved sammenlægning af flere landbrugsejendomme uden samtidig fraskillelse af bygninger, ikke bør stilles ringere ved et efterfølgende ønske om at fraskille et bygningssæt, og at der således vil kunne forventes tilladelse til fraskillelse af en bygningsparcel efter samme retningslinier, som hvis parcellen blev fraskilt i forbindelse med sammenlægningen. Der kan herved henvises til pkt. 6., pkt og pkt i cirkulæret til 1986-loven (cirkulære nr. 54 af 19. marts 1987 om lov om landbrugsejendomme), som vedlægges i kopi til orientering. Der kan desuden henvises til 48, stk. 3, i den nugældende landbrugscirkulære, hvorefter det ene sæt bygninger kan fraskilte ejendommen med henblik på oprettelse af en ny landbrugsejendom uden krav om et jordtillæggende af en vis størrelse.

8 Fra en landbrugsejendom med flere bygningssæt vil det således være muligt at fraskille bygningslodden som et fritidslandbrug med landbrugspligt og som en ejendom uden landbrugspligt, jf. lovens 4, stk. 6. Det vil derfor være muligt at udstykke en ny ejendom med bestående bygninger i intervallet m2 ha med eller uden landbrugspligt, idet dog reglerne i 48, stk. 3, i landbrugslovscirkulæret, skal være opfyldt, hvis lodden fraskilles med landbrugspligt. Ovennævnte fortolkning er bl.a. foretaget under iagttagelse af tidligere cirkulærebestemmelser, der ikke strider mod det nugældende regelsæt. Om spørgsmålet om en sidevej til en offentlig vej er overtaget som offentlig vej har Trafikministeriet i brev af 29. juli 1998 j.nr /k ) I brev af 18. marts 1998 har De fremsendt kopi af en brevveksling med Rødovre Kommune vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt Kamstrupvej 63A-71B er offentlig vej eller privat fællesvej, og De har således påklaget kommunens opfattelse af vejens status som privat fællesvej til Trafikministeriet. Det fremgår af sagen, at kommunen ved brev af 22.januar 1997 har meddelt ejerne af ejendomme på private fællesveje i kommunen hvilke istandsættelsesarbejder, som efter kommunens opfattelse skal udføres på de respektive veje. For så vidt angår Kamstrupvej 63A til 71B, som udgør en blind stikvej til Kamstrupvej, fremgår det, at vejen efter kommunens opfattelse er totalt nedslidt, og bør hovedistandsættes. På baggrund af dette brev retter De henvendelse til kommunen, idet De bestrider, at der er tale om en privat fællesvej, idet vejen i lighed med stamvejen, Kamstrupvej, efter Deres opfattelse er blevet optaget som offentlig vej af Rødovre Kommune ved en beslutning truffet i Kommunen fastholder imidlertid og senest i et brev af 20. februar 1998 til Dem at Kamstrupvej 63A til 71 B ikke er omfattet af omklassificeringen af stamvejen i De gør i deres klage hertil gældende, at kommunen i 1971 og under forudsætning af amtsrådets godkendelse har bestemt, at blandt andet Kamstrupvej i sin helhed skal være offentlig (bi) vej, at kommunens fortegnelse over offentlige veje ikke under Kamstrupvej gør undtagelse for stikvejens vedkommende, og at der ikke er oprettet den i privatvejslovens 21 foreskrevne fortegnelse over de private fællesvej i kommunen.

9 Kommunen anfører i sin udtalelse hertil af 26. maj 1998, at den pågældende stikvej ikke er nævnt i kommunens fortegnelse over offentlige veje, at kommunen alene har istandsat og overtaget stamvejen Kamstrupvej som offentlig vej, at stikvejen i modsætning til stamvejen, som tilfældet er for offentlige veje, ikke er udskilt af matriklen, men har særskilt matrikelnummer, at stikvejen aldrig er blevet hovedistandsat, at ingen ejendomme på stikvejen med undtagelse af hjørneejendommene på noget tidspunkt er blevet pålignet vejbidrag, og at stikvejen aldrig er blevet vedligeholdt af kommunen. Det fremgår af kommunens brev til Dem af 13. januar 1998, at der tidligere ikke har været nogen fast praksis for, hvilke veje kommunen har optaget som offentlige, men inden for de sidste mange år har kommunens politik på dette område dog været således, at alene veje, som trafikbetjener større, områder, kan optages som offentlige veje. Kommunen oplyser i samme brev, at kommunen ikke har oprettet en fortegnelse over private fællesveje og udlagte private fællesveje i kommunen, men at et sådant arbejde i sagens anledning er blevet iværksat. I denne anledning kan Trafikministeriet meddele følgende: Ministeriet kan som klagemyndighed efter 4, stk. 1, i lov om offentlige veje (vejloven) alene tage stilling til retlige spørgsmål, det vil sige spørgsmålet om, hvorvidt afgørelsen er lovlig. Ministeriet kan derimod ikke tage stilling til kommunens skøn inden for lovens rammer, medmindre afgørelsen lider af retlige mangler. Efter vejlovens 1 og den tilsvarende 1 i lov om private fællesvej forstås ved offentlige veje de veje, gader, broer og pladser, der er åbne for almindelig færdsel, og som administreres af stat, amtskommune eller kommune i henhold til vejloven. Efter 2 i lov om private fællesveje forstås ved private fællesveje veje, gader, broer og pladser, der uden at være offentlige tjener som færdselsareal for anden ejendom end den ejendom, hvorpå vejen er beliggende. Vejbestyrelserne udarbejder i overensstemmelse med vejlovens 8 fortegnelser over samtlige offentlige veje under deres bestyrelse. I medfør af vejlovens 23 bestemmer kommunalbestyrelsen, hvilke nye kommuneveje der skal anlægges, og hvilke bestående kommuneveje der skal nedlægges. Kommunalbestyrelsen kan optage almene veje og private fællesveje som kommuneveje. Vejloven forudsætter således, at en vej kun er offentlig vej, såfremt en vejbestyrelse har truffet udtrykkelig beslutning herom, og vejen er blevet optaget på vejbestyrelsens fortegnelse over offentlige veje.

10 På grundlag af ministeriets gennemgang af sagens akter, herunder det foreliggende kortmateriale, er der ikke sikker dokumentation for, at Kamstrupvej 63A til 71B og ej heller den næstliggende stikvej, Kamstrupvej 73A til 77A, har været omfattet af kommunens beslutning om at optage Kamstrupvej som offentlig vej. Hertil kommer den omstændighed, at vejen ikke fremgår af kommunens register over offentlige veje, jf. vejlovens 8, at den omhandlede stikvej i modsætning til stamvejen ikke er blevet udskilt af matriklen, jf. vejlovens 88, samt at der efter kommunens oplysninger med undtagelse af ejerne af hjørneejendommene ikke er blevet pålignet grundejerne på vejen vejbidrag, ligesom kommunen aldrig faktisk har foretaget vedligeholdelse af stikvejen. Ministeriet har derfor ikke grundlag for at fastslå, at vejen har status som offentlig vej. Det skal herved bemærkes, at det forhold, at vejen ikke er optaget på kommunens fortegnelse over private fællesveje ikke kan føre til en antagelse om, at vejen er offentlig vej, og kan heller ikke medføre, at kommunen er afskåret fra at kræve istandsættelse i medfør af bestemmelsen i privatvejslovens kapitel 10. Ministeriet har derfor ikke mulighed for at ændre kommunens afgørelse. Rødovre Kommune har modtaget en kopi af dette brev. Om byggeri, der er erhvervsmæssigt nødvendigt for driften af en landbrugsejendom beliggenhed i forhold til ejendommens hidtidige i forhold til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer Har Naturklagenævnet truffet følgende afgørelse ref,»naturklagenævnet Orienterer«nr. 142, november 1997 Et amt havde meddelt afslag på en ansøgning om landzonetilladelse til opførelse af 3 stk. 2-rækkede pelsdyrhaller på en selvstændig beliggenhed lod af en landbrugsejendom. Landbrugets Rådgivningscenter påklagede på ejerens vegne amtets afgørelse til NKN. Amtet havde tidligere i to tilfælde meddelt afslag på ansøgninger om opførelse af minkhaller andre steder på ejendommen, og amtet havde i denne forbindelse henvist til en egnet, alternativ placering, som ansøgeren imidlertid ikke ønskede at udnytte bl.a. på grund af omkostningerne ved en

11 nødvendig terrænregulering. Begge afgørelser blev i 1994 stadfæstet af NKN. Ansøgeren ansøgte senere med kommunens anbefaling om tilladelse til at opføre 6 stk. 2-rækkede minkhaller på den selvstændige lod af ejendommen, der ligger ca. 600 m. fra ejendommens driftsbygninger, og hvorpå der alene findes en 74 m2 stor staklade/læskur. Amtet meddelte afslag på det ansøgte under hensyn til, at hallerne ønskedes placeret i en ådal beliggende inden for de i regionplanen udpegede særlige beskyttelsesområder. Denne afgørelse blev påklaget til NKN. Amtets afslag på at tillade opførelse af 3 stk. 2-rækkede pelsdyrhaller begrundedes med, at det ansøgte byggeri kun adskilte sig fra det tidligere ansøgte ved, at antallet af haller var reduceret fra 6 til 3, medens anlæggets fysiske udstrækning var uændret. Klageren gjorde principalt gældende, at byggeriet ikke krævede tilladelse efter pl, men var umiddelbart tilladt i henhold til pl 36, stk. 1, nr. 3, hvorefter byggeri, der er erhvervsmæssigt nødvendigt for den pågældende ejendoms drift som landbrugsejendom, ikke kræver landzonetilladelse. Klageren fandt ikke, at pl 36, stk. 2, kunne finde anvendelse. Efter denne bestemmelse kræves tilladelse efter 35, stk. 1, fsva beliggenheden og udformningen af bygninger, der er driftsmæssigt nødvendige, når disse opføres uden tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer. Efter klagerens opfattelse måtte stakladen/læskuet opfattes som et bebyggelsesareal til hvilket, de ansøgte pelsdyrhaller ønskedes opført. Klageren anførte i den forbindelse, at den fortolkning, der er kommet til udtryk i vejledningen til pl, er for snæver. Klageren gjorde subsidiært gældende, at der burde meddeles tilladelse til det ansøgte, idet regionplanen ikke kunne antages at være til hinder for erhvervsmæssigt nødvendigt landbrugsbyggeri. Et flertal på 5 af NKN s medlemmer udtalte:»efter pl 36, stk. 2, kræves landzonetilladelse for så vidt angår beliggenheden af bygninger, der er erhvervsmæssigt nødvendige for den pågældende ejendoms drift som landbrugsejendom, når bygningerne opføres uden tilknytning til ejendommens bebyggelsesarealer. Formuleringen af pl 36, stk. 2, er identisk med 7, stk. 2, i den tidligere gældende by- og landzonelov, som blev indsat ved en lovændring i 1975 i forbindelse med en ændring af naturfredningsloven, hvorved en tilsvarende bestemmelse udgik. Bestemmelsen tager primært sigte på at beskytte de landskabelige værdier. I vejledningen til planloven er anført, at såfremt en landbrugsejendoms bygninger ikke ligger samlet, forstås ved de hidtidige bebyggelsesarealer de arealer, hvorpå hovedparten af ejendommens driftbygninger ligger, eller det areal, hvorpå

12 ejendommens stuehus hidtil har ligget. Denne fortolkning har altid ligget til grund for administrationen af den omhandlede bestemmelse og fremgår bl.a. af et cirkulære til by- og landzoneloven fra Fortolkningen ligger derfor også til grund for lovbemærkningerne til planloven, hvorefter bestemmelsen skal sikre, at landskabelige hensyn kan indgå i vurderingen af et byggeris placering og udformning. Da hovedparten af landbrugsejendommens bygninger i den foreliggende sag ligger ca. 600 m fra det sted, hvor de ansøgte pelsdyrhaller ønskes opført, er flertallet af den opfattelse, at det ansøgte kræver tilladelse.«mindretallet på 4 medlemmer fandt, at en tilladelse ikke var nødvendig. NKN tog herefter stilling til, om den nødvendige tilladelse burde meddeles, og samme flertal udtalte:»ifølge lovbemærkningerne til 36, stk. 2, giver bestemmelsen ikke mulighed for generelt at nægte tilladelse til opførelse af erhvervsmæssigt nødvendige bygninger på en landbrugsejendom. Dette betyder, at en tilladelse til de 3 pelsdyrhaller ikke kan nægtes, hvis der ikke på ejendommen findes andre muligheder for at opføre et ansøgt byggeri af driftsbygninger. Det fremgår af NKN s afgørelse af..., at... Amt i forbindelse med et afslag på ansøgninger om opførelse af pelsdyrhaller på ejendommen tilkendegav at ville kunne imødekomme en alternativ placering, som ansøgeren imidlertid på grund af omkostningerne ved en terrænregulering på dette sted og vanskeligheder med hensyn til adgangsforholdene ikke ønskede at ansøge om. Det er i afgørelsen tilkendegivet, at der ikke fandtes at være tilstrækkelig grundlag for at anfægte den af amtet foreslåede placering, også selv om dette måtte medføre en besværliggørelse og eventuel fordyrelse af projektet. Der findes således på ejendommen en alternativ placeringsmulighed for de ansøgte pelsdyrhaller. På denne baggrund finder flertallet, at der ikke bør meddeles tilladelse til det ansøgte, da placeringen af hallerne det pågældende sted vil virke skæmmende i det uberørte landskab syd for... Å og i øvrigt være i strid med regionplanens retningslinier for særlige beskyttelsesområder«. Mindretallet stemte for at meddele den ønskede tilladelse. Amtets afslag på den ansøgte tilladelse blev herefter stadfæstet. (Afgørelse af , j.nr / ). Om deklarationsbestemmelse om

13 forbud mod facadeændring kunne ikke længere håndhæves har Naturklagenævnet truffet følgende afgørelse ref. Naturklagenævnet Orienterer nr. 144, november 1997 For en bebyggelse på Strandvejen i Ordrup, bestående af 8 ensartede enfamiliehuse med facade i gule mursten samt en ombygget, oprindelig gartnerbolig, var der i 1959 tinglyst en deklaration, hvorefter enhver ændring af facader og facadebehandling eller evt. udvidelse ved tilbygning eller på anden måde kun måtte ske efter en af kommunalbestyrelsen forud godkendt plan. Ejeren af ét af husene ønskede at male gulstensfacaden hvid og henviste til, at kommunen i 1978 havde godkendt hvidmaling af et af de øvrige huse. Det blev endvidere påpeget, at der på ejendommene i tidens løb var foretaget forskellige ændringer, såsom hvidmaling af to huse, ændring af facader ved inddragelse af garage til beboelse, terrasselukning, opførelse af mure og opførelse af carporte med forskellig udformning. Gentofte Kommune afslog at godkende facadebehandlingen med den begrundelse, at et af husene ganske vist i sin tid var tilladt malet hvidt, men at det havde vist sig ikke at være en gangbar løsning. Det kunne derfor ikke i dag accepteres, at husene blev malet, og slet ikke, hvis der ikke var udarbejdet en samlet plan herfor som krævet i deklarationen. Det blev påpeget, at formålet med deklarationen var og er at beskytte en arkitektonisk sammenhængende bebyggelse imod en gradvis udvanding/forsimpling. Af kommunens udtalelse i anledning af klagen fremgik det, at ændringerne på de enkelte ejendomme var foretaget både med og uden kommunens godkendelse. NKN (8 medlemmer) konstaterede, at den ønskede hvidmaling af ejendommens facader f.s.v. ville kunne forbydes med hjemmel i pl 43, og udtalte herefter enstemmigt bl.a.:»... At kommunen i et enkelt tilfælde for adskellige år siden har godkendt, at deklarationens bestemmelse om facadebehandling blev fraveget, vil sædvanligvis ikke bevirke, at kommunen dermed for fremtiden har fortabt retten til at kræve deklarationen overholdt. Der er imidlertid tale om en bebyggelse bestående af kun 8 ensartede huse, hvoraf ét hus er hvidmalet med kommunens accept. Herudover er også det niende hus i bebyggelsen (den ombyggede gartnerbolig) hvidmalet. Desuden er der både med og uden kommunens godkendelse

14 foretaget forskellige ændringer i bebyggelsens udseende, såsom inddragelse af garager til beboelse, opførelse af carporte af forskellig udformning i tilknytning til husene, terrasselukning og opførelse af mure. Disse ændringer bevirker tilsammen, at husene næppe kan siges at fremstå med den ensartethed, som tilstræbes efter deklarationen. Den ændring, som klageren ønsker at foretage på sin ejendom, er i overensstemmelse med allerede eksisterende forhold, og NKN finder ud fra en samlet vurdering af de foretagne ændringer i bebyggelsen, at Gentofte Kommune i dag må være afskåret fra efter deklarationen at forbyde klageren at hvidmale ejendommens facader.«nkn ophævede herefter kommunens forbud. Afgørelse af j.nr / ). Om servituthåndhævelse myndighedspassivitet har Naturklagenævnet truffet følgende afgørelse ref.»naturklagenævnet Orienterer«nr. 145, november 1997 En kommune meddelte i 1966 tilladelse til at drive butikshandel, herunder biludstilling og salgsforretning for automobiler, på en ejendom omfattet af en deklaration (villaservitut) tinglyst i Ifølge deklarationen skulle butikshandel være tilladt på nærmere angivne ejendomme, herunder den omhandlede. Kommunen understregede i forbindelse med tilladelsen, at der ikke kunne forventes meddelt tilladelse til opstilling af biler i det fri med henblik på salg. I 1996 meddelte kommunen efter en naboklage med hjemmel i pl 43 påbud bl.a. om at bringe den uden udendørs biludstilling til ophør. Ejendommen ligger i et område, der i kommuneplanen er udlagt til åben-lav boligbebyggelse. For NKN påstod ejeren/udlejeren af ejendommen denne del af påbudet ophævet. Det blev gjort gældende, at kommunen efter ejerens/udlejerens opfattelse tidligere havde accepteret den nuværende anvendelse til automobilforretning med tilhørende udstilling langs facaden på udenomsarealerne. Kommunen havde i 1989 meddelt afslag på en ansøgning om anvendelse af en garage på ejendommen til kosmetisk klargøring af nye og brugte biler, og det blev da præciseret, at der tidligere var meddelt tilladelse til etablering af

15 detailbutik (oprindeligt isenkram, senest autohandel). Der var allerede dengang (i 1989) etableret udendørs biludstilling på de omliggende arealer, og afgørelsen havde af ejeren og lejeren været betragtet som en accept af denne anvendelse, der siden havde fundet sted i uændret omfang. Ejendommen var af den nuværende ejer blevet udlejet til automobilforretning i februar Kommunen havde ikke før naboklagen haft spørgsmålet om udendørs biludstilling til behandling siden afgørelsen i Kommunens miljøtilsyn havde omkring årsskiftet besigtiget ejendommen og ved den lejlighed noteret, at der var opstillet biler på grunden. Endvidere havde der været miljøtilsyn på ejendommen i efteråret Ved formandsafgørelsen blev kommunens påbud ophævet som ulovligt meddelt, idet kommunen havde haft eller burde have haft kendskab til det servitutstridige forhold i så lang tid, at kommunen som følg af passivitet var afskåret fra at gøre deklarationen gældende over for ejeren og lejeren. Det blev lagt til grund, at der havde været udendørs biludstilling på ejendommen siden 1. februar 1988, og at kommunen i hvert fald siden årsskiftet 1992/1993 havde været bekendt med den udendørs biludstilling og uanset dette først havde reageret herpå efter en klage i (Afgørelse af j.nr. 33/ ) Se også NKN Orienterer nr. 25 med kommentar.