Ministerielle skrivelser m.m.

Transkript

1 Den danske Landinspektørforening Landinspektørens Meddelelsesblad - De blå sider februar 1999 Ministerielle skrivelser m.m. Om tilladelse efter landbrugsloven til opstilling af vindmøller på egen grund har Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Strukturdiektoratet i brev af 20. marts 1998 (j.nr. 93S ) udtalt: Jordbrugskommissionen for R Amt har i brev af 17. juni 1997 anmodet Strukturdirektoratet om at oplyse, hvorvidt selve opstillingen af en vindmølle (det at et areal tages i anvendelse som bygningsparcel for en vindmølle) kræver tilladelse efter 7 og 7a i landbrugsloven (lovbekendtgørelse nr. 769 af 24. august 1994). Jordbrugskommissionen oplyser, at kommissionen hidtil har krævet tilladelse efter landbrugslovens 7 og 7a i de forholdsvis få tilfælde, hvor en ejer af en landbrugsejendom har søgt om tilladelse til at opstille vindmølle(r) på sin ejendom, såfremt den enkelte mølles grundareal er over 25 m2, eller der opstilles flere end 5 vindmøller på en landbrugsejendom. Kommissionen bemærker, at der nu fremkommer ansøgninger bl.a. i forbindelse med finansieringen af enkeltmandsejede møller. Det oplyses endvidere, at der med henvisning til ordlyden i Vejledning nr. 103 af 23. juni 1993 er skabt tvivl om, hvorvidt selve opstillingen af en vindmølle kræver tilladelse efter landbrugslovens 7 og 7a, idet der er blevet henvist til overskriften til pkt. 2.3 i vejledningen, der omtaler brugs- og lejeaftaler, og pkt. 2.2 der taler om en leje-, forpagtnings- eller brugsret. Kommissionen anfører, at det fortsat er kommissionens opfattelse, at også selve opstillingen, jf. vejledningens overskrift, kræver særskilt tilladelse. Dette harmonerer ifølge kommissionen også bedst med, at jordbrugskommissionen ved vurderingen af lokalplanforslag for etablering af vindmøller nøje vurderer, om vindmøllernes placering er hensigtsmæssig under hensyn til den jordbrugsmæssige anvendelse af den omkringliggende landbrugsjord. Denne vurdering forudsætter, at møllerne ikke kan placeres uden jordbrugskommissionens tilladelse. Det gælder, bemærker kommissionen, i hvert fald, når»mølllearealerne«skal udlejes, sælges eller bortforpagtes, men

2 kommissionen finder, at det må være lige så relevant i de situationer, hvor»møllearealerne«fortsat skal anvendes af landmanden. Strukturdirektoratets bemærkninger Landbrugslovens 7a, stk. 1, vedrører kravet om, at jorderne til en landbrugsejendom skal udnyttes på forsvarlig jordbrugsmæssig måde i det omfang, de er egnede hertil. Ifølge lovens 7a, stk. 2, nr. 2, kan ejeren anvende eller tillade, at andre anvender en mindre del af ejendommen til begrænsede ikke-jordbrugsmæssige formål, såfremt en jordbrugsmæssig anvendelse af arealerne ikke hindres, jf. dog lovens 12, stk. 2. Der kan gøres undtagelse fra 7a, stk. 1, hvor særlige forhold taler derfor, jf. lovens 7a, stk. 7. Cirkulærets 22, stk. 2, uddyber landbrugslovens 7a, stk, 2, nr. 2. Det anføres, at bestemmelsen ikke er til hinder for, at mindre arealer gives i brug til andet, ikke-jordbrugsmæssigt formål, der eventuelt helt kan udelukke en jordbrugsmæssig udnyttelse af arealet, f.eks. anbringelse af mindre vindmøller. Vejledning om opstilling af vindmøller på landbrugsejendomme (vejledning nr. 103 af 23. juni 1993) har til formål at beskrive de regler i landbrugsloven, der har særlig betydning i forbindelse med opstilling af vindmøller på landbrugsejendomme. Under punkt 2 beskrives regler om brugs- og lejeforhold m.v. Det anføres her bl.a., aftaler om opstilling af en vindmølle ikke kræver tilladelse efter bestemmelserne i 7, 7a og 12 i landbrugsloven, hvis der er tale om en brugsret til mindre arealer, hvorimod forholdet kræver tilladelse fra jordbrugskommissionen, hvis der er tale om leje eller forpagtning af et større areal. Under punkt 2.3, præciseres det, at aftaler om opstilling af vindmøller på en landbrugsejendom kan indgås og tinglyses uden tilladelse efter landbrugsloven under visse forudsætninger, hvis aftalen alene angår arealer til vindmøller, hvis grundareal (hver for sig) ikke overstiger 25 m2, og der ikke er tale om flere end 5 vindmøller på en landbrugsejendom. Hvis der derimod er tale om opstilling af en vindmøller, hvis grundareal overstiger 25 m2, eller flere end 5 vindmøller (hver med et grundareal på indtil 25 m2) på en landbrugsejendom kræver forholdet tilladelse fra jordbrugskommissionen, jf. reglerne i 7, 7a og 12 i landbrugsloven. Som nævnt omtaler reglerne i punkt 2 umiddelbart reglerne vedrørende indgåelse af brugs- og lejeaftaler om arealer til vindmøller. Dette betyder naturligvis ikke, at reglerne i 7 og 7a ikke gælder ved opstilling af vindmøller på egen jord. Grænsen for, hvornår der er tale om et»mindre areal«, hvortil opstilling ikke kræver tilladelse, antages at være opstilling af en vindmølle, hvis grundareal ikke overstiger 25 m2 eller opstilling

3 af indtil 5 vindmøller (hver med et grundareal på indtil 25 m2) på en landbrugsejendom. Hvis disse grænser overskrides, kræver selve opstillingen således som udgangspunkt tilladelse fra Jordbrugskommissionen, uanset om det er lodsejerne selv, som ønsker vindmøllen/vindmøllerne opstillet på egen jord. Har der været fremlagt et lokalplanforslag, som Strukturdirektoratet (og jordbrugskommissionen) har haft lejlighed til at kommentere i offentlighedsfasen), vil jordbrugskommissionen ikke efterfølgende kunne meddele afslag på tilladelse til opstilling med den pågældende placering, hvis lokalplanforslaget er blevet endeligt vedtaget uden en ændret placering, og forudsætningerne ikke er blevet ændret i øvrigt. Om flytning af ledninger i vejareal, der nedlægges har Trafikministeriet i brev af 14. maj 1998 (j.nr ) udtalt: I brev af 20. oktober 1997 med bilag har Allerød kommune forelagt spørgsmålet om betaling af udgifterne til flytning af en HNG-gasledning i forbindelse med omlægning af en offentlig vej for Trafikministeriet. Det fremgår af sagen, herunder af det medfølgende kortmateriale, at Allerød Stationsvej i forbindelse med en større fornyelse af trafikarealerne i Lillerød Bymidte omlægges og udrettes med anlæg af busholdepladser langs siderne, at Rønne Allé forkortes, og at Lilledal frem til den udrettede Stationsvej, samtidig med at der reserveres mulighed for fremtidig etablering af en rundkørsel. I forbindelse med omlægningen af Allerød Stationsvej finder kommunen det nødvendigt at flytte en eksisterende gasledning, idet en del af det ved vejomlægningen fremkomne areal mellem posthuset og Allerød Stationsvej påtænkes afhændet til eventuel bebyggelse. Kommunen er samtidig af den opfattelse, at kommunen med henvisning til bestemmelsen i vejlovens 106 dels kan kræve flytning af gasledningen til en placering i det omlagte vejareal efter nærmere aftale med HNG og øvrige ledningsejere, dels kan pålægge HNG omkostningerne ved flytningen af gasledningen. HNG er derimod af den opfattelse, at kommunen som vejbestyrelse er forpligtet til at betale for omlægningen, herunder for flytningen af gasledningen, idet der ved vejomlægningen sker nedlæggelse af vejareal. HNG henviser herved til et brev af 18. februar 1987 fra Trafikministeriet (Ministeriet for Offentlige Arbejder), hvori det oplyses, at den

4 ledningsejer efter bestemmelsen i vejlovens 106 påhvilende pligt til at betale for flytning af ledninger i veje ikke gælder, når den pågældende vej er nedlagt. Kommunen oplyser, at det omhandlede vejareal ikke er nedlagt, og at kommuneplanen endnu ikke er vedtaget. Det oplyses videre, at ledningen efter HNG s indforståelse vil blive omlagt, men at spørgsmålet om betalingen er udskudt, indtil ministeriets udtalelser foreligger. Trafikministeriet kan på denne baggrund oplyse følgende: Efter 106, stk. 1, i lov om offentlige veje skal ledningsejerne betale for nødvendig flytning af ledninger i offentlige veje i forbindelse med en vejs regulering eller omlægning. Bestemmelsen finder efter ministeriets opfattelse kun anvendelse for ledningsflytninger, der er begrundet med omlægninger og ændringer af vejarealer. Hvis formålet med flytningen af ledningen i det foreliggende tilfælde derimod, som det synes at fremgå af kommunens brev, er at skabe mulighed for senere afhændelse af det ved vejomlægningen fremkomne areal mellem posthuset og Allerød Stationsvej, vil kommunen ikke være anderledes stillet end ejere af enhver anden ejendom jf. udtalelse herfra fra 1987, som der refereres til i henvendelsen. I så tilfælde må kommunen som ejer af arealet med gasledningen derfor enten betale for ledningsflytningen eller afhænde det omhandlede areal med servitut om gasledningen. Om udstykning af fredskovspligtig ejendom ophævelse af fredskovspligten klageberettigelse har Naturklagenævnet truffet følgende afgørelse ref.»naturklagenævnet orienterer«nr. 141, november 1997 Skov- og Naturstyrelsen havde meddelt et statsskovdistrikt tilladelse efter skl 12, jf. 11 til med henblik på salg at udstykke en del af en fredskovspligtig ejendom og havde samtidig efter skl 9, stk. 1, tilladt fredskovspligten ophævet. Ejerne af 3 ejendomme, der grænsede op til den fredskovspligtige ejendom, påklagede SNS s afgørelse til NKN. SNS gjorde overfor NKN gældende, at de pågældende naboer ikke var klageberettigede efter skovloven, idet de ikke kunne

5 påvise en egentlig ret over ejendommen. Efter SNS s opfattelse skal skovloven ikke varetage individuelle nabointeresser, men derimod samfundsmæssige interesser, dels samfundets behov for træproduktion og dels samfundets generelle interesse i landskabelige, naturhistoriske, kulturhistoriske og naturbeskyttende hensyn samt hensynet til friluftslivet. Spørgsmålet om de 3 naboers klageberettigelse blev af NKN optaget til særskilt afgørelse. Et flertal på 7 medlemmer fandt,»at bestemmelsen i skovlovens 39a, stk. 1, hvorefter afgørelser udover af den, som afgørelsen retter sig imod kan påklages af den, som i øvrigt har en individuel, væsentlig interesse i sagen, må føre til, at de 3 naboer, hvis ejendommen som de eneste er beliggende direkte op til den fredskovspligtige ejendom, må betragtes som klageberettigede«. Mindretallet på 1 medlem fandt ikke, at naboer bør gives nogen indflydelse på, om en ejendom frastykkes og fredskovspligten ophæves, og stemte derfor for, at naboerne ikke skal betragtes som klageberettigede. Sagen blev på denne baggrund optaget til realitetsbehandling. (Afgørelse af , j.nr /KØ-0001). Skl 9, 11, 12 og 39a Fredskovspligtig areal Klageberettigelse Om overtrædelse af vilkår for landzonetilladelse lovliggørelse har Naturklagenævnet truffet følgende afgørelse ref.»naturklagenævnet orienterer«nr. 143, november 1997 Et amt havde i 1988 meddelt landzonetilladelse til opførelse af et nyt stuehus på en landzoneejendom på vilkår af, at et ældre stuehus blev nedlagt som beboelse og fremover ikke anvendtes til andet end udhusformål. Dette vilkår blev tinglyst på ejendommen. Indtil 1990, hvor det nye stuehus var færdigbygget, boede ejeren i det ældre stuehus, og efter flytningen til det nye hus, blev det ældre stuehus udlejet til beboelse. Efter at kommunen havde anmeldt anvendelsen af det ældre stuehus til amtet, ansøgte ejeren om landzonetilladelse til udstykning af huset samt til bibeholdelse af anvendelsen til boligformål, hvilket amtet afslog.

6 Ejeren påklagede amtets afslag til NKN og henviste bl.a. til, at der var foretaget en delvis istandsættelse af det ældre stuehus for ca kr. NKN (7 medlemmer) udtalte enstemmigt:»ved vurderingen af, om der efter pl 35, stk 1, bør meddeles tilladelse til udstykning og opførelse af nyt boligbyggeri i landzone, lægges der især vægt på de planlægningsmæssige og landskabelige hensyn, som ifølge lovens formål skal varetages ved administrationen af landzonebestemmelserne. I vurderingen indgår overvejelser om, hvilke konsekvenser afgørelsen kan få for fremtidige lignende sager. Det følger af PL s formål, at der som hovedregel ikke bør gives tilladelse til etablering af selvstændige beboelser i landzone, som ikke er nødvendige for enten landbrugs-, skovbrugs- eller fiskerierhvervet. Oprettelsen af nye selvstændige beboelser bør som hovedregel alene finde sted indenfor områder, som er udlagt til boligformål ifølge region- og kommuneplanen. I landzoneområder, der som ansøgerens ejendom er beliggende tæt på byzoneområder med ledige byggegrunde, bør landzonemyndigheden udvise særlig tilbageholdenhed med at tillade oprettelse af nye beboelser.«nkn stadfæstede herefter amtets afslag, idet et flertal på 6 medlemmer lagde yderligere vægt på,»at der i amtets afgørelse fra 1988 udtrykkeligt blev fastsat som vilkår, at det gamle stuehus ikke måtte anvendes til beboelse«. Flertallet udtalte videre:»ansøgerne handlede i strid med vilkåret ved i 1990 at foretage udlejning af det gamle stuehus. Flertallet finder ikke, at anvendelsen som helårsbolig siden dette tidspunkt kan have skabt grundlag for en berettiget forventning om en efterfølgende tilladelse. Amtets afslag bør derfor stadfæstes.«mindretallet på 1 medlem stemte for at omgøre amtets afslag til en tilladelse. (Afgørelse af , j.nr / ). PL 35, stk. 1 Lovliggørelse Vilkårsovertrædelse Fra Domstolene m.v. Refereret og kommenteret af Lars Ramhøj Ikke hævd på færdsel ad sti som følge af manglende interesse (U ØLD)

7 Er en råden udøvet»synbart«, kan der vindes hævd på grundlag af råden i 20 år. Mens von Eyben (i Dansk Miljøret bd. 4, s. 384 f) giver udtryk for, at individuel hævdserhvervelse på grundlag af usynbar færdsel (den individuelle færdsel adskiller sig ikke fra den øvrige færdsel) ikke er mulig, er det min opfattelse, at der kan erhverves hævd på grundlag af alderstidsråden (se også H. Krag Jespersen, Hævd, s. 14 f, Juridisk Bogformidling, Århus Universitet, 1977). Det gælder f.eks., hvis man - sammen med en række andre ejendomsbesiddere færdes ad en privat fællesvej, eller hvis man har en afløbsledning nedgravet over naboejendommen (ganske vist findes der en servitutindretning, men alderstid må kræves, fordi rådigheden ikke er synlig). Dog kan der ikke erhverves individuel ret ved hævd på grundlag af almen råden. Alderstidsdomme er ikke hverdagskost, så det er interessant, når de dukker op: Den rådende indstævnede ejeren af en ejendom med henblik på at få denne dømt til at anerkende sagsøgers ret til færdsel ad en sti over indstævntes ejendom ud til et fredet areal. Der var efter det oplyste andre stiadgange til dette areal. Den hævdendes påstand om, at beboerne af den hævdende ejendom havde anvendt stien gennem en meget lang periode, fandt støtte i vidneforklaringer, der dog klargjorde, at stien også blev benyttet af andre beboere (i sommerhusområdet). Byretten fandt det på denne baggrund, at der vel var udøvet færdsel af den hævdende i alderstid, men vurderede, at færdslen var udøvet i begrænset omfang og i forbindelse med ferier og week-endophold og fandt på den baggrund, at færdslen»i alt væsentligt ikke har ligget ud over det normale for sommerhusbeboere i området«. Den udøvede råden havde altså ikke»en så stadig og regelmæssig karakter«, at den kunne føre til hævdserhvervelse. Landsretten kom frem til det samme resultat som byretten, men med en anden begrundelse. Også her blev råden i alderstid anerkendt, men efter det, der var oplyst om de øvrige adgangsmuligheder til det fredede areal, mente Landsretten, at det ikke kunne antages,»at køber har en sådan særlig eller selvstændig interesse i at færdes over indstævntes ejendom«, at det kunne begrunde hævdserhvervelse. Da jeg kun kender de konkrete omstændigheder fra domsreferatet, kan jeg ikke bedømme den udøvede råden, så derfor blot denne bemærkning til byrettens afgørelse: begrænset råden må også kunne føre til rettighedserhvervelse. Men den ret, der da vindes, går ikke ud over den råden der er udøvet - bliver altså også begrænset. Noget andet er, at en råden kan være så sporadisk og tilfældig, altså så ekstensiv, at det ikke kan begrunde hævd. Landsretten afviser også hævdserhvervelse. Dog ikke under henvisning til rådighedens karakter. Men det forhold, at den rådende havde andre muligheder for at komme til det fredede areal medførte efter Landsrettens mening, at den hævdende ikke havde en»særlig«eller»selvstændig«interesse i færdes over indstævntes ejendom. Jeg mener, at der kan være god grund til at vurdere i hvilken

8 udstrækning, den udøvede er individualiseret, altså om rådigheden udøves på en måde, der gør den fremtrædende i forhold til anden råden. Det har betydning for, om rådigheden er synbar; men jeg kan ikke se, at de mulige alternative vejforbindelser har nogen betydning for bedømmelsen af rådighedens hævdsvirkning. Denne konkrete begrundelse medfører, at dommen ikke anfægter ovennævnte markering af retstilstanden: at der gennem alderstidsråden kan vindes hævd på usynbar råden. Jeg har på baggrund af dommen skrevet en artikel om hævd og færdselsret, som vil blive trykt i Ugeskrift for Retsvæsen.