HØRINGSDOKUMENT FRA KONTORET FOR EUROPAPOLITISK RÅDGIVNING EUROPAS SOCIALE VIRKELIGHED. Af Roger Liddle og Fréderic Lerais

Transkript

1 DA DA DA

2 HØRINGSDOKUMENT FRA KONTORET FOR EUROPAPOLITISK RÅDGIVNING EUROPAS SOCIALE VIRKELIGHED Af Roger Liddle og Fréderic Lerais Med tak for bistand og indlæg fra Tassos Belessiotis, Marcel Canoy, Maria da Graca Carvalho, Jonas Condomines, Vitor Gaspar, Agnes Hubert, Anna Melich og Peter Smith Analysen i denne rapport er forfatternes personlige analyse og afspejler ikke nødvendigvis Europa-Kommissionens holdning. DA 1 DA

3 Bemærkning om kilder og dataanvendelse På grund af problemformuleringen dækker dette dokument nødvendigvis en bred vifte af sociale spørgsmål. De anvendte data stammer overvejende fra standardanalyser, som Europa- Kommissionen og OECD har foretaget: årlige beretninger fra Generaldirektoratet for Beskæftigelse og Sociale anliggender om f.eks. den sociale situation i Europa, rapporten om beskæftigelsen i Europa, rapporten om forholdet mellem arbejdsmarkedets parter Europa, fælles rapporter fra Rådet og Kommissionen om social integration, GD ECFIN's analyser af sociale emner som den aldrende befolknings indflydelse på de offentlige udgifter, GD for Uddannelse og Kulturs rapporter om sammenlignende uddannelsesundersøgelser, GD SANCO's undersøgelser af sundhedsspørgsmål, Eurobarometerundersøgelser og OECDundersøgelser om samfunds-, sundheds- og pensionsspørgsmål. Vi har i videst muligt omfang søgt at verificere disse standardkilder inden for Kommissionen. Henvisninger angives kun, når der i dokumentet henvises til undersøgelser, som er foretaget af specifikke forskere, tænketanke eller institutter i medlemsstaterne. På grund af det brede emneområde og formålet, som er at tilskynde til debat og diskussion kan dokumentet ikke byde på omfattende analyser. Der må i sagens natur forekomme generaliseringer. På den ene side er det i betragtning af dokumentets længde umuligt at give en nøjagtig beskrivelse af situationen i hver enkelt medlemsstat, på den anden side dækker EU-gennemsnit over den sociale virkelighed bag Europas forskelligheder, og derfor fremhæves bestemte medlemsstater, ikke fordi deres situation nødvendigvis er enestående eller mindre åben for kritik, men for at fremhæve fakta, som Kontoret for Europapolitisk Rådgivning (BEPA) mener vil interessere læseren. Kontoret for Europapolitisk Rådgivning (BEPA) er et generaldirektorat i Europa- Kommissionen, som har til opgave at give Kommissionens formand og tjenestegrene velunderbygget politisk rådgivning om spørgsmål, der er på formandens dagsorden, og som vedrører politikkerne i Unionen fremover. BEPA skal udforme forsknings- og politikanalyser, som lever op til høje professionelle standarder, så der kan opnås en effektiv kommunikation ikke blot inden for Kommissionen og EU-institutionerne, men også med den akademiske verden, markeder og den brede offentlighed. Kontorets arbejde er koncentreret omkring den tidlige, strategiske fase i den politiske proces, og det er dermed med til at forme de politiske muligheder på mellemlang og lang sigt. DA 2 DA

4 INDHOLDSFORTEGNELSE INDLEDNING TENDENSER: DE EUROPÆISKE SAMFUND UNDER FORANDRING Overgangen til en postindustriel videns- og tjenesteøkonomi Velfærdsstatens konsekvenser Massevelstandens konsekvenser Borgeren som forbruger Ligestilling og demografisk udvikling Tendensen til individualisering TILFREDSHED I EUROPA I DEN POSTINDUSTRIELLE TIDSALDER HVORDAN DEN SOCIALE KVALITET ØGES Beskæftigelsesmuligheder Er folk tilfredse med deres arbejde? Muligheder for at få en uddannelse Social mobilitet: hvordan fremtidens generationer får bedre livsmuligheder Demografi og "den aldrende befolkning" Familieliv og trivsel Fattigdom og dens konsekvenser for folks fremtidsudsigter Er ulighed et problem? Folkesundhed Livskvalitet Stigende kriminalitet og usikkerhed Indvandring, etnisk diversitet og integration DEBATEMNER Tendenser Trivsel Muligheder og lige adgang Bibliografi og henvisninger BILAG: Diagrammer og tabeller DA 3 DA

5 OVERSIGT OVER DIAGRAMMER OG TABELLER: Diagram 1: Komparativ beskæftigelsesstruktur (i de vigtigste beskæftigelsessektorer) i EU-medlemsstaterne (2005) Diagram 2: Tilfredshed med tilværelsen i EU Diagram 3: Andel af befolkningen med videregående uddannelse (2003) Diagram 4: Andel af befolkningen med en uddannelse på gymnasieniveau (2003) Diagram 5: Unge under videregående uddannelse efter forældrenes uddannelsesniveau ( ) Diagram 6: Deltagelsesgrad i uformel efteruddannelse for arbejdsstyrken mellem 25 og 64 efter uddannelsesniveau (2003) Tabel 1: Ændring i beskæftigelsen ( ) Tabel 2: Fremregning af afhængighedsgrad (i %) Tabel 3: Internationalt sammenlignelige estimater af mobiliteten mellem generationerne Tabel 4: Risiko for fattigdom pr. type husstand (2003). DA 4 DA

6 INDLEDNING Hvordan fremmes den sociale velfærd for alle EU-borgere bedst i et samfund præget af globalisering? Det spørgsmål bør stilles i forbindelse med alt, hvad Den Europæiske Union og dens medlemsstater foretager sig. Særligt nødvendige politiske initiativer som "Vækst og beskæftigelse", Lissabon-strategien og bestræbelserne på at forbedre konkurrenceevnen er ikke mål i sig selv - men derimod midler til at nå et andet mål, nemlig de europæiske borgeres velfærd. Borgerne kan muligvis ikke præcist definere, hvordan de opfatter velfærd, men de forstår udmærket det bredere begreb, dvs. at velfærd er mere end den materielle levestandard, som vore forskellige samfund opnår som helhed. Den almindelige opfattelse er, at mere åbne økonomier fremmer innovation og produktivitetsvækst, som så igen øger beskæftigelse og velstand, som velfærd og bedre livskvalitet i sidste ende afhænger af. I de senere år er det imidlertid blevet klart, at mange europæiske borgere i lige så høj grad opfatter globalisering, liberalisering og forsøget på at opnå bedre konkurrenceevne som faktorer, der truer deres velfærd, end som faktorer, der fremmer deres velfærd. Hvordan kan det være? Hvad er det, der ligger til grund for den usikkerhed, folk føler, og som resulterer i modstand mod åbenhed og manglende vilje til at se fortrøstningsfuldt på økonomiske forandringer? Det er årsagen til, at Europa-Kommissionen i første halvdel af 2006 nåede frem til den opfattelse, at der er behov for på ny at analysere de komplekse sociale ændringer i vore samfund for at stille Europa stærkere i en globaliseret verden. I sin meddelelse fra maj 2006 om en dagsorden for Europas borgere foreslog Kommissionen, at der gennemføres et "tjek af den sociale virkelighed" for at forberede fastlæggelsen af en fremadrettet dagsorden for lige adgang og solidaritet. I juni 2006 fik denne metode opbakning fra Det Europæiske Råd, der opfordrede Kommissionen til at analysere den sociale situation i EU med særlig vægt på spørgsmål om lige adgang og muligheder. Dette afspejler et synspunkt, der i stigende grad har vundet tilslutning, nemlig at selv om samfundet ikke kan garantere borgerne samme levestandard, er lige rettigheder ikke meget værd, hvis der ikke samtidig gøres en aktiv indsats for at sikre, at alle borgere har adgang til at erhverve sig den viden og de færdigheder, der gør de teoretiske lige muligheder reelle og meningsfyldte. Dette høringsdokument fra BEPA er Kommissionens første udspil som svar på Rådets ønske om at få en debat i gang om den sociale virkelighed i Europa. Der er ikke tale om en sædvanlig høring af interesserede, og der efterlyses heller ikke bemærkninger til et specifikt politisk eller lovgivningsmæssigt initiativ. Dokumentet tager ikke stilling til det sociale regelværk, dvs. den gældende socialpolitiske lovgivning. Der er heller ikke tale om et formelt forslag fra Kommissionen, som er udtryk for et fælles synspunkt fra kommissærernes side. Formålet med dette høringsdokument er derimod at lægge op til en vidtrækkende debat om en bred vifte af spørgsmål. Det forventes ikke på forhånd, at dokumentet vil munde ud i lovgivningsforslag. Den eneste forudsætning, der ligger til grund for dette stykke arbejde, er, at ganske vist er der store forskelle inden for Europa, men de udfordringer, som vores forskellige samfund står over for, har så meget til fælles, at det kan betale sig at starte en debat om dem på europæisk plan, hvor der trækkes på sammenligninger mellem medlemsstaternes erfaringer. DA 5 DA

7 I dette dokument undersøges først de væsentligste drivkræfter i de europæiske samfund i den seneste generation. For de oprindelige medlemsstater er dette ensbetydende med perioden, efter "de gode tider" (også kaldet "de tredive gode år") 1, hvor vækstraten faldt, og arbejdsløshed blev et væsentligt problem. For de ti nye EU-medlemsstater, der kom til i 2004, navnlig de otte tidligere kommunistiske lande (som der i dette dokument henvises til som henholdsvis EU-10 og EU-8) og Bulgarien og Rumænien, der blev medlemmer i januar 2007, er der tale om en dramatisk og nogle gange traumatisk periode med forandringer og udvidelse. For fire medlemsstater (Irland, Spanien, Portugal og Grækenland) er det en periode med skift fra relativ tilbageståenhed til hurtig modernisering. For Det Forenede Kongerige er det en periode, hvor der i begyndelsen af 1980'erne blev sat et abrupt punktum for den konsensus, der havde hersket efter krigen. Dermed blev der sat en stopper for briternes industrielle tilbagegang, men med visse varige sociale omkostninger. I Nordeuropa var der økonomisk krise i slutningen af 1980'erne, som førte til imponerende vækst og fornyet interesse for den nordiske sociale model. I dokumentet ses der på fælles træk ved disse forskelligartede erfaringer og på, hvordan sociale forandringer kan vurderes med en målestok for velfærd. Der søges derefter lagt op til en debat om visse afgørende faktorer, der bidrager til velfærden bl.a. muligheder i erhvervslivet, arbejdets karakter, som ændrer sig, udfordringerne som følge af en aldrende befolkning, den demografiske udvikling og nye familiemønstre, fattigdom og ulighed, hindringer for sundhed og social mobilitet, livskvalitet, kriminalitet og asocial adfærd samt diversitet og multikulturalisme. Formålet med denne undersøgelse af den sociale virkelighed i Europa er at skabe en ny konsensus om de fælles sociale udfordringer, europæerne står over for, og dermed at styrke partnerskabet mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater under gennemførelsen af Lissabon-strategien for øget vækst og beskæftigelse. Der er imidlertid bevidst sat fokus på sociale, og ikke socioøkonomiske aspekter. Kompetencerne og ansvaret for initiativer på de fleste af de områder, der drøftes i dokumentet, ligger hos medlemsstaterne og ikke i EU. En åben analyse af sociale tendenser med en kortlægning af sociale "problemer" kan naturligvis give anledning til forhåbning om omfattende initiativer. Man kommer ikke uden om spørgsmål som f.eks. borgernes offervilje, hensynet til konkurrenceevnen, den skattepolitiske disciplin og begrænsningerne for, hvad der kan opnås ad politisk vej for almenvellet. Kommissionen præsenterer dette dokument fra BEPA helt uden forudfattede meninger og efterlyser synspunkter om konsekvenserne af den sociale udvikling samt en kortlægning og vurdering af de faktorer, der bidrager til velfærden i Europa. 1. TENDENSER: DE EUROPÆISKE SAMFUND UNDER FORANDRING Er der fælles tendenser i den måde, de europæiske samfund udvikler sig? Betyder globaliseringen et nyt tempo eller en ny retning? Vil disse forandringer forbedre eller formindske borgernes adgang til de muligheder, der sætter dem i stand til at udnytte deres individuelle potentiale, og hvordan? Der er selvfølgelig store forskelle, ofte lige så meget inden for som mellem medlemsstaterne. Alle medlemsstaterne står imidlertid over for fælles udfordringer som den demografiske 1 Jean Fourastie: "Les trentes glorieuses: ou La Revolution invisible de 1946 a 1975", Paris, Fayard (1979). DA 6 DA

8 udvikling, øget etnisk og kulturel pluralisme og individualiserede værdier. Alle EU's medlemsstater er forholdsvis åbne samfund, der præges af den moderne kapitalismes dynamik og af verdensomspændende kulturelle tendenser. De relativt veludviklede samfund i EU-15 er alle nødt til at reagere på de forskellige udfordringer, som velstanden byder på, men for de postkommunistiske nye medlemsstater er den igangværende økonomiske og sociale forandring endnu større på grund af den dramatiske omstilling til markedsøkonomi. I alle vores samfund, herunder også de postkommunistiske, er der en voksende kulturel kløft mellem "kosmopolitterne", dvs. dem, som har forstået at drage fordel af den igangværende økonomiske, sociale og kulturelle udvikling, og dem, der er blevet hægtet af på grund af den økonomiske forandring og industrielle omstrukturering, og som ofte føler, at deres traditionelle samfund, værdier og levevis er truet. Globaliseringen er den ramme, som Den Europæiske Union nu skal forholde sig til. Der bliver sat fokus på afgørende spørgsmål som handelspolitik, Asiens stadigt større betydning og klimaforandringer samt på, hvordan Europa kan kombinere åbenhed og sikkerhed i en verden med massemigration, international kriminalitet og terrorisme. På disse områder skal Den Europæiske Union spille en afgørende rolle, hvis Europa skal kunne levere et effektivt modspil. Den Europæiske Union har omfattende erfaring med denne type udfordringer. Fra fællesmarkedet over det indre marked til den fælles mønt har EU styrket de dynamiske tendenser i den økonomiske udvikling og de heraf følgende omstruktureringer. Men EU har på en lang række områder også haft betydning for livskvaliteten i Europa. EU's engagement i arbejdsmarkedsspørgsmål, hvad angår ret til beskæftigelse, dialogen mellem arbejdsmarkedets parter, ligestilling mellem mænd og kvinder og afskaffelse af enhver form for forskelsbehandling, er sammen med den ledende rolle, som EU har spillet inden for miljøspørgsmål og forbrugerbeskyttelse, både en konsekvens af og årsagen til den sociale omstilling, der har fundet sted i Europa. EU har konsolideret demokratiet i Europa gennem udvidelser, som er ligeså skelsættende i vores tid, som forsoningen mellem Frankrig og Tyskland var for tidligere generationer. Den enkeltes frihed med hensyn til at leve, arbejde og rejse er blevet øget ganske betydeligt. For at illustrere dette kan det nævnes, at der anslås at være et sted mellem og franske statsborgere, der bor i Storbritannien, og omkring britiske statsborgere, der bor i Frankrig (når der ses bort fra briter med feriebolig i Frankrig). Mange tiltrækkes af London, der som EU's førende finanscentrum i lige så høj grad er blevet en europæisk som en kosmopolitisk storby. En undersøgelse af mobiliteten i EU, som Eurobarometer foretog i 2005, viste, at næsten 15 % af Europas borgere, specielt nordeuropæerne, overvejer at tilbringe deres pensionisttilværelse i en fremmed medlemsstat 2. Det ville imidlertid være forkert at påstå, at de europæiske samfund af i dag overvejende er et resultat af globaliseringen. Europas sociale virkelighed er mere kompleks end som så. Ganske vist er samfundsudviklingen gået meget hurtigt i den seneste generation, men det er en myte, at der findes en tidløs "europæisk social model", der nu bliver udsat for et "globaliseringschok". Globaliseringen betyder muligvis, at visse centrale udviklingstendenser forstærkes: de traditionelle industrijob forsvinder (samtidigt med at den nye teknologi slår 2 Barbara Gerstenberger, "The Growth Potential of the Silver Economy", Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene (2005). DA 7 DA

9 igennem, og der opstår ny forbrugerefterspørgsel, i takt med at vores samfund bliver rigere) 3, der stilles krav om et højtuddannet samfund, som er i stand til at udnytte alle borgernes potentiale bedst muligt, og der opstår nye geografiske og indkomstmæssige uligheder, i takt med at "vindere" og "tabere" går hver deres vej". Globaliseringen gør det også nødvendigt at gøre økonomien mere bæredygtig i miljømæssig henseende for at sikre, at Europas langsigtede energibehov opfyldes, og for at der kan tages fat på de tiltagende klimaforandringsproblemer. Man skal endelig også være opmærksom på, at fordelene ved åbenhed kan undermineres ved dårligt forvaltet indvandring og fejlslagen integration. Mens traditionelle samfund svækkes, og vore samfund bliver mere forskelligartede, stiger usikkerheden og frygten for kriminalitet, og der bliver sat spørgsmålstegn ved begreber som identitet og statsborgerskab. Imidlertid er de sociale forandringer overvejende kommet indefra. Europas hurtige omstilling til en postindustriel videns- og tjenesteøkonomi betyder en gradvis forandring af arbejdets karakter og den sociale lagdeling samt adgangen til nye økonomiske muligheder, den sociale mobilitets omfang og forekomsten af fattigdom og ulighed. Massevelfærden og den økonomiske moderniseringsproces har sat dybe spor i vores værdisæt, hvilket kan ses ved tendensen til individualisering, nye familiemønstre og kvindernes nye stilling i samfundet, postmaterielle bekymringer og de nye udfordringer med hensyn til demokratisk engagement. Men denne individualisering går ofte hånd i hånd med et større ønske om mere social samhørighed, et socialt ansvarligt samfund og større livskvalitet med hensyn til f. eks. ren luft, rent vand og miljøsikkerhed, der opfattes som grundlæggende faktorer med ligeså stor betydning som materiel velstand, om ikke større. Der kan konstateres radikale demografiske forandringer med den lavere fødselshyppighed og længere levetid, hvilket giver anledning til spørgsmål om social og økonomisk bæredygtighed, nye og forskelligartede boligbehov, balancen mellem privat- og arbejdsliv i husholdninger med to indkomster og ligestilling mellem kønnene i spørgsmålet om, hvordan forsørgerbyrden deles samt retfærdighed mellem generationerne. Borgernes øgede forbrugerbevidsthed betyder, at vi ser med andre øjne på emner som boligforhold, sundhed og offentlige tjenesteydelser, individuelt ansvar for eget helbred, affaldsforvaltning, fødevaresikkerhed og -kvalitet, mens andre begreber som etisk forbrug og lokale initiativer opstår. Der er ingen tegn på, at borgerne bliver mindre interesserede i politik, men der er en generel tendens til, at de deltager mindre i og har mindre tiltro til traditionelle former for politik og engagerer sig mindre. Udviklingen af velfærdsstaten, som i sig selv er et socialt og politisk resultat af industrisamfundet, har betydet nye livsmuligheder for millioner af mennesker i vore samfund, utvivlsomt ændret incitamenterne og samtidig skabt nye former for afhængighed, som mange kan have svært ved at slippe ud af igen. Det er påvist, at velfærdsstaterne har deres egne komplekse processer, som er langsomme til at forplante sig i samfundene og vanskelige at ændre. Europæerne kan derfor ikke "beskylde" globaliseringen for at være ansvarlig for de sociale udfordringer, vi nu står over for. Nogle frygter imidlertid, at medlemsstaternes muligheder for at reagere enkeltvis på disse udfordringer kan være begrænsede som følge af globaliseringen, f.eks. som følge af skattekonkurrence og andre faktorer, der potentielt kan udløse en "laveste fællesnævner". Der er helt klart områder, hvor det er Den Europæiske Unions rolle at tage de sociale udfordringer op, og hvor det er relevant med lovgivning, budgetmæssige 3 Belessiotis Tassos, Mattias Levin, Reinhilde Veugelers EU Competitiveness and Industrial Location BEPA (September 2005). Denne undersøgelse konkluderer, at effekten af udlicitering lader til at være begrænset, især sammenlignet med andre chock, der påvirker den europæiske økonomi, som f. eks. den teknologiske udvikling. DA 8 DA

10 foranstaltninger og social dialog på EU-plan. Disse spørgsmål vil nødvendigvis indgå i den kommende debat Overgangen til en postindustriel videns- og tjenesteøkonomi På trods af fremstillingsindustriens betydning for produktion og beskæftigelse var samfundet i de europæiske lande ved anden verdenskrigs afslutning stadig hovedsagelig præindustrielt 4. I 2006 er de mest udviklede medlemsstater for alvor ved at blive postindustrielle, som det ses i diagram 1, og industrien tegner sig for mindre end en femtedel af den samlede beskæftigelse i hele EU-25. Servicesektoren beskæftiger derimod mere end to tredjedele af alle ansatte. Fra 2000 til 2004 blev der skabt over otte millioner nye job inden for servicefagene i EU-25, mens beskæftigelsen faldt i industrien (minus 1,7 millioner job) og landbruget (minus 1,1 millioner). Tendensen er den samme i både de gamle og nye medlemsstater: i Polen er der således i den seneste tid blevet skabt flest job i ejendomssektoren og inden for forretningsservice. Af arbejdsstyrken i EU-15 var lige over 40 % i 2005 beskæftiget i "videnbaserede" sektorer ifølge Eurostats definition (høj- og mellemteknologisk fremstillingsvirksomhed og videnbaserede tjenester), hvor Sverige lå højest (54 %) og Portugal lavest (26 %). Sammenholdt med gennemsnittet for EU-15 lå Spanien på 32 %, Italien på 37 %, Frankrig på 43 %, Tyskland på 44 % og Det Forenede Kongerige på 50 %. Som det fremgår af tabel 1, er tendensen mod en videns- og tjenesteøkonomi blevet stadig mere udpræget i det seneste årti. I EU-15 har jobvæksten i de videnbaserede sektorer (23,9 %) i de seneste ti år ligget væsentligt over de øvrige sektorer i økonomien (5,7 %) 5. Disse forandringer i den økonomiske struktur medfører ny arbejdsdeling 6 : Mindst halvdelen af de eksisterende jobs kræver en høj grad af viden og/eller personlige færdigheder. En fjerdedel af alle stillinger kræver et betydeligt kendskab til it, og denne procentdel stiger hurtigt. Samtidig har en tredjedel af den nuværende arbejdsstyrke meget begrænsede kvalifikationer, og én ud af seks unge forlader stadig skolen uden kvalifikationer. Væksten i nye typer faglært arbejde modsvares af et stort antal servicejob på caféer, hoteller, i supermarkeder og på benzinstationer og offentlige servicejob som f.eks. hospitalsportører og plejere. Kvinderne er stærkt repræsenteret i denne ufaglærte sektor samt i rutinestillinger på kontorer, og over en fjerdedel arbejder på deltid. Mens der blandt kvinder generelt er en høj grad af tilfredshed med jobbet (mange er især tilfredse med de sociale kontakter, som arbejdet medfører, og mulighederne for en bedre balance mellem privat- og arbejdsliv), er der problemer med manglende ligeløn, færre uddannelses- og karrieremuligheder, ringere jobsikkerhed og dårligere adgang til sociale ydelser, hvilket fører til fastlåste kønsrollemønstre på et arbejdsmarked uden lige muligheder for kvinder og mænd. 4 Jf. Tony Judt, Post War, A History of Europe Since 1945, Penguin Books (2006). I Frankrig arbejdede en tredjedel stadig i landbruget. I Sydeuropa var tallet meget højere. 5 The Knowledge Economy in Europe, The Work Foundation, London (oktober 2006). 6 Jf. Tony Giddens, Europe in the Global Age. Polity Press. (Oktober 2006). DA 9 DA

11 Der er ved at ske en generel forværring af de ufaglærtes især mændenes vilkår, især på områder, hvor fremstillingsindustrien er for nedadgående. Der er ledige job at få for de ufaglærte, men ikke altid på rette sted, uden den samme sikkerhed og ikke i job, som mænd føler sig i stand til at udføre, eller hvor de føler sig usikre, fordi disse stillinger kræver sociale færdigheder med personlig kontakt, som ligger uden for deres traditionelle erfaringer i nærsamfundet. Arbejdsløsheden er højere end for de bedre uddannede. En undtagelse er meget snævre lokale arbejdsmarkeder, hvor efterspørgslen efter ufaglært arbejdskraft stadig er stor, og der er nu debat omkring migration med henblik på at imødekomme efterspørgslen. Men selv her er der stor risiko for, at de lavtuddannedes arbejdstagere ender i en ond cirkel med dårlige jobs med ringe mulighed for at få nye kvalifikationer gennem uddannelse, afbrudt af perioder med ledighed 7. Disse ændringer afspejler i høj grad teknologiske fremskridt og ændringer i forbrugerefterspørgslen i takt med at vore samfund bliver rigere. Nogle mener imidlertid, at disse strukturelle ændringer også afspejler ændringer i den moderne kapitalisme, der er meget mere negative, og som har social slagside. Nogle udtrykker alvorlig bekymring med hensyn til den måde, virksomhederne ændrer sig på, og det ansvar, de påtager sig i forhold til deres arbejdsstyrke 8. Da masseproduktionen var på sit højeste, var den korporative form for kapitalisme, herunder navnlig Rhinlandsmodellen, vel nok den mest succesfulde. Sagt enkelt sikrede arbejdskraften ro på arbejdsmarkedet, mens kapitalen sikrede job hele livet. Det gjorde det muligt for virksomheder, hvis konkurrencemæssige fordel afhang af forbedring af produktkvaliteten, at investere i deres menneskelige kapital gennem jobrelevant uddannelse af medarbejderne. Det at ledelse og kontrol/ejerskab var adskilt, gjorde det muligt for virksomhederne at anvende langsigtede strategier og ikke kun gå efter profit på kort sigt. Nu om stunder er kapitalen imidlertid igen blevet mobil, sådan som det var tilfældet under globaliseringsbølgen frem til Ud over den mobile kapital har de voksende muligheder for global kommunikation, teknologioverførsel og navnlig it gjort det muligt for erhvervslederne at organisere forsyningskæderne globalt og udlicitere forskellige opgaver. Det er ikke blot et spørgsmål om at flytte aktiviteter, der er rutineprægede, og som kun kræver begrænsede kvalifikationer: udviklingen inden for globaliseringen og it gør det muligt at adskille opgaver og udlicitere dem, der også kræver et højt kvalifikationsniveau, og som kan varetages billigt og effektivt i andre dele af verden 9. På trods af disse muligheder kan virksomhederne dog fortsat have god grund til at placere deres aktiviteter de steder, hvor der er opbygget kompetencer over en lang periode, og hvor produktionen forbliver tæt på de "hjemlige" markeder. 7 M. Eliason og D. Storrie "Lasting or latent scars? Swedish evidence on the long term effects of job displacement". Journal of Labour Economics (oktober 2006). I en analyse af ansatte, der blev ramt af fabrikslukninger i Sverige, konkluderer forfatterne, at arbejdere, der er omplaceret, er gået væsentligt ned i løn og samtidig er blevet værre stillet på arbejdsmarkedet sammenlignet med andre og har en større risiko for at miste deres job. Ældre arbejdstagere er hårdest ramt. Citeret i Restructuring and Employment in the EU: Concepts, Measurement and Evidence, Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene (2006). 8 Jf. f.eks. John Monks, Generalsekretær for EFS, i "Aneurin Bevan Memorial Lecture": The Challenge of New Capitalism (november 2006). 9 En af de bedste nylige analyser af disse spørgsmål findes i et dokument, der blev skrevet af Richard Baldwin i forbindelse med det finske formandskab. Globalisation: The Great Unbundling(s) (september 2006). Den er tilgængelig på deres websted. DA 10 DA

12 Sammen med den øgede kapitalmobilitet og globaliseringen af forsyningskæderne er markedet for virksomhedskontrol (corporate control) begyndt at åbne sig i store dele af Europa, og det får erhvervslederne til at fokusere meget mere på at nå profitmål. Hedgefonde søger at "komme ind" i virksomheder, hvor den nuværende rentabilitet ikke afspejler den reelle værdi af virksomhedernes aktiver, og hvor nye, mere målrettede og finansielt motiverede ledelser kan levere hurtige resultater. Samtidigt ligger konkurrencefordelen i mange sektorer ikke længere hos de virksomheder, der gennemfører gradvis produkt- eller serviceforbedring, men derimod hos dem, der gennem avanceret teknologisk videnbaseret innovation skaber kommercielle succeser. Tidshorisonten for kapitalinvesteringer er også blevet kortere. På baggrund af disse nye krav fokuserer virksomhederne i stigende grad på rentabilitet på bekostning af jobsikkerhed og langsigtede forpligtelser over for deres medarbejdere. Det er ikke fordi, der ikke er noget alternativ, hævdes det, men fordi man i overensstemmelse med det frie initiativ har ladet økonomiske resultater og personlig berigelse træde i stedet for værdier som gensidig forpligtelse og arbejdsmæssigt partnerskab. Visse aspekter i forbindelse med den seneste udvikling udgør imidlertid en mulighed og ikke en trussel. For eksempel har diversificeringen af forsyningskæderne skabt nye job i EU-8 og gjort de europæiske virksomheder mere konkurrencedygtige på verdensmarkederne, hvor mange af dem har opnået enestående resultater. Hvad angår fusioner og virksomhedsovertagelser, er der med hensyn til effektivitet og social retfærdighed ingen grund til at forsvare privilegierne for ledere, der har sovet i timen, f.eks. i familieforetagender, hvor den yngre generation ikke længere har en aktiv interesse i at drive de pågældende virksomheder. Det kan med fuld ret hævdes, at kommerciel succes i videns- og servicesektoren beriger jobbene for mange, fordi konkurrenceevnen kræver mindre hierarki, mere teamwork og højere og mere fleksible kvalifikationer end i den "gamle" fremstillingsindustri. Meget afhænger af individuelle holdninger til sikkerhed og risici, som igen afhænger af den enkeltes tiltro til egne færdigheder og beskæftigelsesmuligheder. Ændringerne i den økonomiske struktur medfører, at der opstår et nyt mønster for regionale uligheder inden for EU. Byerne formulerer med succes en ny fremtid som centre for videnøkonomien. Deres økonomiske grundlag er ofte finans- og erhvervstjenester, videregående uddannelse samt kultur- og sportsaktiviteter. Nogle af dem har udviklet succesrige højteknologiske forretningsområder. Den amerikanske sociolog Richard Florida mener, at det er udslagsgivende for en moderne bys succes, om den er i stand til at tiltrække den såkaldte "kreative klasse", som lever af at skabe viden på den ene eller den anden måde i modsætning til rutinemæssig varetagelse af fast definerede opgaver. Imidlertid er situationen ofte helt anderledes i tidligere velstående industribyer, selv om de måske ligger forholdsvis tæt på disse storbyer. Byer i regioner som f.eks. Lorraine i Frankrig, Ruhr i Tyskland og det sydlige Yorkshire i Det Forenede Kongerige har mistet deres traditionelle økonomiske grundlag, og de står over for store omstillingsproblemer, nu hvor de skal finde et nyt grundlag. Mens indkomstuligheden mellem rige og fattigere lande i EU-15 er blevet væsentlig mindre (og i Irland er den på spektakulær vis forsvundet), er kløften mellem de rigeste og fattigste regioner blevet større, selv inden for EU-15. Større regionale skævheder kan selvfølgelig i princippet optræde samtidigt med en begrænsning af de individuelle uligheder som et resultat af, at folk flytter fra fattigere til rigere regioner, men Den Europæiske Union har via sin langvarige indsats med strukturfondsmidlerne vist, at den anerkender betydningen af, at de regionale forskelle mindskes som led i en indsats for at nå opnå større social samhørighed. Udvidelsen giver de regionale uligheder en helt ny dimension. Levestandarden ligger væsentligt lavere. To tredjedele af befolkningen i EU-10 bor i regioner, hvor BNP DA 11 DA

13 pr. indbygger ligger under halvdelen af gennemsnittet i EU-15. I hele Bulgarien og Rumænien er gennemsnittet mindre end en tredjedel. I 2003 lå den gennemsnitlige nettohusstandsindkomst i Bulgarien og Rumænien stadig på under 300 EUR pr. måned i købekraftsparitet. For den laveste kvartil udgjorde den omkring 100 EUR, hvilket afspejler den høje indkomstulighed i disse nye medlemsstater 10. De økonomiske strukturer i EU-8 er imidlertid ikke så forskellige, som bruttoindkomstforskellen kunne antyde. Mange af de nye medlemsstater undergik en hurtig og drastisk industrialisering umiddelbart efter anden verdenskrig og de har oplevet en hård omstilling fra sværindustri i de sidste femten år. Uddannelsesniveauet ligger generelt højt højere end i Sydeuropa hvilket sammen med lavere lønninger har fungeret som en magnet for udefrakommende investeringer i fremstillingssektoren. Beskæftigelsen i servicefagene ligger noget lavere end i EU-15, men vokser hurtigt i f.eks. hotel- og cateringsektoren. Der er imidlertid en stor landbobefolkning, især i de tættest befolkede lande som Polen og Rumænien, der lever på et subsistensminimum: for nogle af dem har dette været den eneste mulighed for at overleve de økonomiske traumer ved omstillingen Velfærdsstatens konsekvenser Det er velkendt, at velfærdsstaterne har beskyttet folk mod industrialderens risici. De har ikke alene opfyldt borgernes fysiske og materielle behov, men de har også givet dem bedre muligheder end nogensinde før på en lang række andre områder. Socialpolitikken kan, som Kommissionen i længere tid har fremhævet, blive en positiv produktiv faktor. Forsikring mod sociale risici letter økonomiske forandringer. Det hævdes, at en af de vigtigste årsager til, at der er ønsker om protektionisme i USA er, at man her mister sin ret til sygesikring, hvis man bliver arbejdsløs for ofte. Det forhold, at stadig flere får en højere uddannelse, giver veldokumenterede fordele i form af øget købekraft, men det har også haft dybtgående konsekvenser for middelklassens holdning. Kvinder er meget mere tilbøjelige til at gå ind i en erhvervskarriere, hvis de har en uddannelse. Men det åbner også intellektuelle og kulturelle horisonter, som bidrager til den værdiændring, som vores samfund er ved at gennemgå. Afskaffelsen af ekstrem fattigdom og adgangen til omfattende sundhedspleje har medvirket til den længere levetid. Pensioner og socialsikring har i høj grad mindsket, hvad der engang var lig med nød og nedværdigelse i alderdommen, selv om én ud af seks ældre, overvejende kvinder, stadig lever i fattigdom. De ældre tegner sig for en større andel af den samlede formue og indkomst end tidligere. I EU-15 betyder en aldrende befolkning for mange en lang og behagelig pensionstilværelse. Dette har i væsentlig grad sat spørgsmålstegn ved den økonomiske retfærdighed og fordelingen af goderne mellem generationerne. Da socialsikringsordningerne i sin tid blev indført, var der få der stillede spørgsmålstegn ved en model med løbende finansiering af ordningerne. En voksende ung arbejdsstyrke, fuld beskæftigelse og begrænset forventet levetid for de pensionerede syntes at garantere langsigtet bæredygtighed. Der var en tendens til, at den politiske debat var koncentreret om graden af omfordeling af rigdommen mellem rige og fattige gennem bidrag og ydelser. Da den demografiske situation begyndte at ændre 10 Den første europæiske undersøgelse af livskvaliteten i Bulgarien og Rumænien. Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene (2006). DA 12 DA

14 sig, begyndte liberale kræfter at tale om fordelene ved at gå over til pensionsfondsfinansierede ordninger og individuelle ordninger. Men i medlemsstater, der foretog sådanne eksperimenter, var der problemer med pensioner, der "solgte dårligt", udsving på aktiemarkedet og gensidig fordeling af beskyttelse mod risici. De fleste medlemsstater har i stedet valgt en trinvis reform af deres offentligt finansierede pensionsordninger, der indebærer, at pensionsalderen sættes i vejret, ydelserne nedsættes og bidragene øges. Men for at opnå politisk støtte til sådanne reformer har disse stort set ikke berørt dem, der allerede er pensioneret eller er tæt på at blive pensioneret. Fairness og retfærdighed er blevet sat til side af hensyn til politisk hensigtsmæssighed, men i visse medlemsstater er der stadig behov for omfattende reformer for at sikre langsigtet bæredygtighed. Den generelle adgang til social sikring (på trods af visse iøjnefaldende huller som den manglende sikring for unge ugifte arbejdsløse i Italien) har øget den personlige uafhængighed, men den kan også have skabt en anden afhængighed. For eksempel har sociale ydelser til børn mindsket de økonomiske omkostninger ved brudte parforhold, især for kvinder. Enlige forældres byrder er blevet lettere at bære, og der sørges bedre for de grundlæggende behov hos børnene, som jo ikke selv kan vælge deres forældre. Samtidig er familierne, uanset hvordan de defineres, blevet mindre "stærke". Vores generøse velfærdsstater mindsker fattigdommen, men de er mindre gode til at give adgang til nye muligheder, således som det fremgår af det store antal langtidsledige, langtidssyge, uarbejdsdygtige og førtidspensionerede. Nogle vil hævde, at velfærdsstaten låser folk fast i en afhængighed, som de finder det umuligt og nogle gange umuligt at slippe ud af. Der har været en uundgåelig indvirkning på incitamenterne til at arbejde. Erfaringer fra de nordiske lande viser, at velfærdsstaterne kan være generøse over for de arbejdsløse, så længe de sociale ydelser knyttes sammen med reelle betingelser, hvilket kræver, at de offentlige myndigheder fører aktive arbejdsmarkedspolitikker, og at den enkelte føler en samfundsmæssig forpligtelse til at finde et job. Mange generøse velfærdsstater i EU 11 afhjælper fattigdom med gode resultater, men de er mindre gode til at give adgang til nye muligheder. Velfærdssystemet er ikke blevet ordentligt omformet fra et sikkerhedsnet, der afbøder fald, til en trampolin, der sætter folk i stand til at rejse sig igen fra de personlige tilbageslag, som man kan komme ud i livet. De sociale konsekvenser af industriel omstrukturering er tidligere for ofte blevet imødegået med førtidspensionering og ikke ved at reintegrere ældre arbejdstagere på arbejdsmarkedet på måder, hvormed der effektivt tages hånd om EU's udfordringer med hensyn til vækst og job og demografi. Visse medlemsstater har med held opprioriteret en aktiv arbejdsmarkedspolitik på grundlag af et effektivt koncept med rettigheder og ansvar: dette er den såkaldte danske models styrke, men den forudsætter væsentlige budgetmidler og en omfattende offentlig indsats. Hvis der ikke er klare pligter side om side med fastlagte rettigheder, kan velfærdssystemet skabe en fornemmelse af, at systemet misbruges, hvilket derefter kan undergrave tanken om retfærdighed, som solidariteten i de europæiske sociale modeller bygger på. Tanken om retfærdighed undergraves yderligere af vore samfunds voksende forskelligartethed og (ofte fejlagtige eller ufuldstændige) indtryk af visse gruppers vilje til at påtage sig arbejde og påståede misbrug af overførselsindkomster. 11 André Sapir, "Globalisation and the Reform of European Social Models". Baggrundsdokument til fremlæggelse på det uformelle ØKOFIN-møde i Manchester i september DA 13 DA

15 1.3. Massevelstandens konsekvenser De fleste midaldrende EU-borgere kan betragtes som velstillede i forhold til deres forældre og bedsteforældre. Dette gælder også i visse nye medlemsstater, efter deres økonomier er kommet sig over det drastiske, men midlertidige, fald i levestandarden som følge af overgangen fra kommunismen til markedsøkonomi. Ud fra de kriterier, som efterkrigstidens velstandssamfund selv fastsatte egen bolig, egen bil, centralvarme, fjernsyn, køleskab og fryser, vaskemaskine og opvaskemaskine i eget hjem og udlandsrejser er projektet lykkedes for det meste af Europa. Massevelstanden har udvidet borgernes horisont og givet dem flere valgmuligheder. Fjernsynet efterfulgt af videoteknologien og i de sidste femten år mobiltelefoni og Internet har sammen med de voksende muligheder for at rejse frit nedbrudt den kulturelle isolation i det, der engang var lukkede land- og industrisamfund, og har stillet umådelige mængder information og erfaring til rådighed og dermed åbnet folks tilværelse for global påvirkning. Når først de velstilledes grundlæggende forbrugsbehov er dækket, vil en stigende indkomst betyde nye former for efterspørgsel i et stadig mere postmaterialistisk samfund. Som forbruger efterspørger man nye hobbyer, økologisk mad, fitnesscentre og personlige trænere (en sektor med stærkt stigende beskæftigelse) og personlig rådgivning. Inden for erhvervslivet efterspørges alle former for rådgivning, og inden for politik efterspørges hensyntagen til miljøet. Det er helt i tråd med den amerikanske sociolog Maslows forudsigelser og hans teorier om menneskets behovspyramide, som de bevæger sig op igennem, når først de grundlæggende behov er dækket 12. Denne udvikling har påvirket efterspørgselssiden i videnøkonomien. I modsætning til dette fænomen kan de mindrebemidledes relative materielle afsavn, selv i de rigere medlemsstater, være reelle. I 1999 havde 1 ud af 12 enlige forældre i Det Forenede Kongerige (situationen er dog blevet bedre i mellemtiden) for eksempel ikke råd til et hovedmåltid hver dag eller en vandtæt frakke til alle deres børn, 1 ud af 4 havde ikke råd til passende legetøj eller sportsudstyr til dem, og 3 ud af 4 kunne ikke tillade sig at tage på ferie i en uge Borgeren som forbruger I en tid med massevelstand definerer folk i højere grad sig selv gennem de valg, de træffer som forbrugere end gennem deres rolle som producenter. De kan tillade sig at være både mere krævende f.eks. ved at efterspørge sundere fødevarer eller miljøvenlige produkter og samtidig lægge vægt på at understrege deres stilling og status gennem deres forbrugsmønster. Forbruget er så vigtigt for folk, at de er parat til at optage betydelige forbrugskreditter for at kunne opretholde det. I tolv lande inden for EU-15 voksede gælden fra EUR pr. person i 2002 til EUR i Udtrykt i procent af den årlige husstandsindkomst udgør gælden nu over 90 %. Der er tydelige tegn på, at de fleste i længden finder dette "forbrugskapløb" utilfredsstillende, og for dem, der ikke kan stå distancen, er det tilsyneladende en kilde til stress, der øger problemerne med lavt selvværd og en fornemmelse af personlig fiasko. Sideløbende med moderigtig sund kost og slankekure, fitnesscentre og jogging menes de psykosociale faktorer 12 Abraham Maslow, "A theory of Human Motivation" (1943). 13 Data citeret af John Hills, London School of Economics i "Ralph Miliband Lecture on Inequalities" (oktober 2004). DA 14 DA

16 at være en væsentlig medvirkende årsag til overdreven alkoholindtagelse, svær overvægt og mentale sygdomme. Inden for familien er det at få børn overvejende blevet et bevidst valg. Europa befinder sig i "ønskebarnets" tid, og der er tiltagende bekymring om spørgsmål som børns sikkerhed og seksuelt misbrug af børn. Velstanden har skabt et meget stort udbud af børnelegetøj, spil og uddannelsesaktiviteter Det gør de relative afsavn for fattige børn til et alvorligt socialt problem, også selv om de grundlæggende materielle behov for mad, bolig, tøj og sko er dækket, samtidigt med at der er dukket nye problemer op med svært overvægtige børn og opmærksomhedsforstyrrelser Mediernes og markedsførings- og reklamebranchens indflydelse har været en medvirkende faktor i de sociale forandringer i menneskets miljø, valg og oplysningsgrundlag. I vores stadig mere teknologiske verden spiller medierne en stadig mere nærværende og påtrængende rolle. Enkeltpersoners, forældres og unges frihed til at foretage velbegrundede valg med hensyn til, hvad de vil se, gøre eller købe, indgår i og styres af en verden med konstant og stadig mere påtrængende kommerciel kommunikation. Forældrene ønsker at vælge, hvad deres børn skal se; enkeltpersoner vil kunne vurdere kvaliteten af og kilden til de oplysninger, de nu har til rådighed. Reklame er den usynlige hånd i forbrugerens liv. Men hvor skal ansvaret placeres? 1.5. Ligestilling og demografisk udvikling En af de største forandringer som følge af velstanden har været kvindernes stilling. Der er stadig langt til en reel ligestilling af kønnene - i form af lige jobmuligheder og ligelig deling af børnepasningsansvaret mellem kvinder og mænd - men der er dog sket betydelige forbedringer. I 1950 erne begyndte den nye teknologi at lette kvindernes traditionelle byrder i hjemmet. I dag bruges der langt mindre tid på at tilberede måltider og husholdning, og et stigende antal mænd påtager sig en vis grad af ansvar, selv om det at styre en husholdning, passe børn og aldrende forældre og samtidig gå på arbejde er en umådelig stor byrde for mange kvinder. Under alle omstændigheder har flertallet af kvinder i den arbejdsdygtige alder (55,7 %) nu lønnet arbejde, hvilket gælder i alle medlemsstater bortset fra Italien, Polen, Spanien og Malta. I Danmark og Sverige er kvindernes beskæftigelsesgrad over 70 %. På tværs af EU mindskes forskellen mellem kønnenes beskæftigelsesgrad og udgør nu ca. 15 %. Mere end en fjerdedel af alle kvinder, der er er i beskæftigelse, arbejder på deltid, men denne praksis varierer væsentligt mere mellem medlemsstaterne end selve beskæftigelsesgraden (fra et maksimum på 53 % i Nederlandene til et minimum på 10 % i Portugal og 11 % i Finland) 14. To husstandsindkomster er blevet reglen snarere end undtagelsen. En families relative stilling med hensyn til indkomst og status er ikke længere afhængig af "den mandlige forsørgers indkomst", men af begge parters indtægt og deres forholds stabilitet på længere sigt. Den faldende fødselsrate har været et generelt fænomen i hele EU på trods af den almindelige opfattelse af, at der er forskelle på nord- og sydeuropæiske samfund: Nordeuropa var engang overvejende protestantisk, nu i høj grad sekulariseret og individualistisk, mens syden var katolsk, religiøst og præget af familien. Imidlertid er det netop i denne sidste gruppe af lande, 14 The Part Time Pay Penalty, UK Women's Equality Unit. Alan Manning and Barbara Petronoglo, Centre for Economic Performance, London School of Economics. DA 15 DA

17 at kvinderne har gjort mest oprør mod at skulle have børn og spille den traditionelle moderrolle og her, at konflikten mellem job og familie er størst. Fødselsraten er faldet med 45 % siden 1960 erne. I 1960 lå fødselsraten i EU-15 på 2,69. I 1980 var den faldet til 1,82. I 2000 var tallet 1,53. I Irland faldt fødselsraten for eksempel så sent som i 1980 fra 3,2 til 1,9 i I Grækenland, Italien og Spanien var tallet kun 1,3 det samme år. I de nye medlemsstater er fødselsraten faldet ligeså dramatisk som i Sydeuropa, uanset hvor sekulariserede disse lande måtte være. I dette tilfælde lader det til, at forhåbningerne for fremtiden er blevet påvirket af de økonomiske og sociale chok ved overgangen til markedsøkonomi. I 2003 var fødselsraten i EU i gennemsnit 1,48, hvilket er langt under det tal på 2,1 som anses for at være nødvendigt for at opretholde den nuværende befolkning (hvis der ikke tages hensyn til migration). I de sidste tyve år er den alder, hvor kvinder i gennemsnit bliver gift for første gang, steget med fem år til 28. Adgangen til ordentlig prævention har givet forældre mulighed for selv at vælge, om og hvornår de i givet fald vil have børn, selv om der er visse tegn på, at kvinder på grund af det økonomiske pres ikke får helt så mange børn, som de egentlig gerne ville 15. Vi lever i samfund med et faldende antal børn og unge og langt flere pensionister. I 1950 var 40 % af befolkningen i EU-25 under 25 år. I 2000 var dette tal faldet til 30 %, og i 2025 forventes det at falde til under en fjerdedel. Omvendt var mindre end en tiendedel af befolkningen i 1950 over 65. I 2000 var tallet en sjettedel. I 2025 vil det nærme sig en fjerdedel. Der er tale om mere end tørre tal her. Denne udvikling vil få gennemgribende konsekvenser for forbrugsmønstre, bolig- og plejebehov, den sociale adfærd og de politiske prioriteter. I alle vore demokratier er det de ældre, der er mest tilbøjelige til at benytte deres stemmeret Tendensen til individualisering De fleste sociologer er enige om, at massevelstanden har ført til en stigende individualisering i de europæiske samfund. I 1950 erne og 1960 erne opstod der for første gang en ungdomsmassekultur, der blev toneangivende. Den har ændret folks indstilling til autoriteter, familien, og hvad almindelige mennesker ønsker af livet. Livet er ikke længere noget, der skal accepteres og leves som del af den sammenhæng, man er født ind i arbejder eller bonde, landsby eller by, kirke eller religiøs sekt. Folk har fået højere forventninger til, hvordan de vil realisere sig selv. Flere mennesker anskuer nu livet som en personlig historie, de selv vil skrive. Dermed ikke være sagt, at folk ikke længere er interesserede i social samhørighed; tværtimod tyder mange undersøgelser på en sådan interesse, men mange mennesker er ikke interesserede i at vende tilbage til den konformitet, der tidligere lå i familie, klasse eller religion. Europa som helhed, og Nordeuropa i særdeleshed er væsentlig mindre religiøs end USA. Kun 30 % af europæerne går regelmæssigt i kirke, og 40 % kun ved særlige lejligheder. Imidlertid ønsker tre ud af fire en gudstjeneste i forbindelse med fødsler, bryllupper og dødsfald. Mere end tre ud af fire polakker, omkring to ud af tre irere og mere end halvdelen af alle italienere og portugisere går i kirke mindst én gang om måneden, mens under en fjerdel af briterne, finnerne og letterne gør det. Blandt tjekker, danskere, ester, franskmænd og svenskere er 15 En eurobarometerundersøgelse blandt kvinder, der var over den fødedygtige alder, konkluderede, at de havde fået 2,1 børn i gennemsnit, men hellere ville have haft 2,3. DA 16 DA

18 andelen mindre end én ud af otte. Europa er imidlertid ikke så sekulariseret, som mange tror. Et stort antal europæere, som ikke er religiøse, betragter sig som medlemmer af en kirke, især hvor der er en statskirke fænomenet kaldes "at høre til uden at tro". Samtidig er der også europæere, som er religiøse, men som ikke går i kirke. Nogle hævder, at "det faldende antal kirkegængere siden 1960 erne ikke kun skyldes sekularisering, men også et mere generelt fravalg af borgerlige institutioner som politiske partier, fagforeninger og organiserede fritidsaktiviteter, der kræver jævnligt fremmøde" 16. Omvendt ses der, hvis man sammenligner de enkelte lande, kun en ringe sammenhæng mellem de medlemsstater, hvor man ofte går i kirke, og andre former for civilt engagement. Socialforskere, som har undersøgt spørgsmålet om "social kapital" i Europa, har konstateret, at civilsamfundet har en tendens til at være stærkere på en akse fra nord mod syd og fra vest mod øst. Polakkerne er de flittigste kirkegængere i Europa, men siden demokratiseringen har civilengagementet været svagt, og det kan være faldet siden Skandinaverne går sjældent i kirke, men er sammen med hollænderne og briterne de europæere, der er mest engagerede i foreningslivet. Dermed bliver der sat fokus på et andet paradoks: frivilligt arbejde er tilsyneladende et supplement til en veludviklet velfærdsstat, ikke en erstatning 17. Individualiseringen udgør en stor udfordring for det demokratiske engagement. De gamle politiske skillelinjer social klasse og religion udviskes hurtigt. Valgdeltagelsen er for nedadgående i mange medlemsstater, selv om der er en interessant kontrast mellem de nye demokratier i Sydeuropa, hvor den er relativt høj, og de tidligere kommunistiske medlemsstater, hvor både valgdeltagelsen og borgernes engagement generelt ligger på et lavt niveau. Valgdeltagelsen blandt de yngre og de lavere socioøkonomiske grupper giver anledning til særlig bekymring. Det er derfor et spørgsmål om vores politiske systemer er i stand til at løse de moderne samfundsproblemer. Der er også i mange medlemsstater voksende støtte til politiske partier på den yderste højrefløj og den yderste venstrefløj, og det afspejler tiltagende utilfredshed med det eksisterende politiske system og, hvad der opfattes som manglende evne til at tage fat på de problemer, borgerne står over for. Yderfløjene henter deres støtte hos dem, der har været ofre for den økonomiske omstilling, navnlig fra den gammelindustrielle økonomi til den moderne videns- og tjenesteøkonomi. Tendensen til individualisering har tydeligvis øget den personlige frihed, men nogle sætter spørgsmålstegn ved, hvor meget den har kostet i form af mistede værdier. Skilsmisseprocenten er reelt blevet fordoblet inden for en enkelt generation. 15 % af alle ægteskaber, der blev indgået i 1960, er indtil videre endt i skilsmisse, men for ægteskaber, der blev indgået i 1980, er tallet 28 %. I modsætning til fødselsraten følger skilsmisserne et mønster, der i højere grad afhænger af religion eller sekularisering. De medlemsstater, der havde den laveste skilsmisserate i 2003, var i denne rækkefølge: Irland, Italien, Grækenland, Spanien, Polen og Slovenien. Medlemsstaterne med den højeste skilsmisserate var Tjekkiet, Litauen, Estland, Belgien, Danmark og Det Forenede Kongerige. Ægteskabet er ikke længere nogen god indikator for stabilitet i et forhold (og det kan diskuteres, om det nogensinde har været det). Flere har på et eller andet tidspunkt boet sammen med en partner uden at være gift. Blandt tressergenerationen har 60 % af de danskere 16 Theo Schepens, Tilburg universitet, Atlas of European Values. Redaktion: Loek Halman, Ruud Luijkx og Marga van Zundert (2005). 17 Jerzy Bartkowski and Aleksandra Jasinka-Kania, Voluntary Organisations and the Development of Civil Society in European Values at the Turn of the Millennium, redigeret af: Arts and Halman (2004). DA 17 DA

19 og svenskere, som nu er i 50 erne, fortalt European Social Survey, at de på et tidspunkt havde levet papirløst i modsætning til mindre end 1 ud af 8 grækere, portugisere, polakker og spaniere og omkring en fjerdel af briterne og tyskerne. Samboende par er nu i stigende grad indstillet på at få børn uden først at være gift. Over en fjerdel af alle børn fødes uden for ægteskab: fra et maksimum på 56 % i Sverige (over 40 % i Danmark, Frankrig, Finland og Det Forenede Kongerige) til mindre end én ud af 10 i Italien. Andelen af børn født uden for ægteskab i Italien er imidlertid fordoblet siden Der er en omfattende debat om, hvordan disse tendenser skal fortolkes. Nogle forskere mener f.eks.: "den stigende skilsmisserate afspejler ikke en flugt fra ægteskabet, men nærmere stigende forventninger til tilfredsheden i ægteskabet " 18. Der er også tegn på, at folk forventer mere af ægteskabet i form af et bedre forhold til deres partner, end det tidligere var tilfældet. Individualiseringen og den større erhvervsmæssige og geografiske mobilitet lader til at svække storfamiliens stilling over hele Europa: Børns afhængighed af deres forældre varier afhængigt af de videregående uddannelsessystemer og jobudsigter i de enkelte lande, hvor studierne af og til kan vare, indtil folk er først i trediverne. I EU-25 bliver kun halvdelen af alle børn boende hos deres forældre, indtil de er 25 og kun en femtedel indtil de er ud af 8 voksne bor alene, selv i "deres bedste alder" denne andel er en halv gang større end for tyve år siden. I takt med, at familiestrukturerne svækkes, og skilsmisser bliver mere almindelige, mister mange bedsteforældre kontakten med børnebørnene. Kun en fjerdedel af alle bedsteforældre passer jævnligt deres børnebørn, og halvdelen havde ikke passet dem i mere end et år. Mange europæere er blevet mere tolerante over for alternativ seksualitet og livsstil. For eksempel er næsten halvdelen af de danskere, der blev voksne i 60 erne "meget enige i, at bøsser og lesbiske bør kunne leve, som de selv ønsker". Belgierne, tjekkerne, hollænderne, finnerne, franskmændene og svenskerne er overvejende enige. Et flertal af sydeuropæerne og polakkerne er uenige. European Values Study har forsøgt at måle tolerancen på et stort antal områder. Homoseksualitet viser sig at være et mere kontroversielt emne end skilsmisse, medlidenhedsdrab eller abort, men det tolereres i højere grad end utroskab, skatteunddragelse eller socialt bedrageri, narkomisbrug eller spirituskørsel. Atlas of European Values konkluderer, at tolerancen ikke er så omfattende, som man kunne tro, og at der ingen beviser er på, at dette har ført til en faldende moral 19. I den samlede konklusion i Atlas of European Values hedder det, at "USA er ikke prototypen på kulturel modernisering. Det har et meget mere traditionelt værdisæt end noget andet fremskredent industrisamfund". I undersøgelsen konkluderes det derimod, at hvor der er tale om personlig udvikling og autonomi, ligger Sverige og Nederlandene højest: disse to lande er 18 Dette synspunkt fremsættes i A Skolnick, "Change of Heart: Family dynamics in historical perspective in Cowan and alii Family, Self and Society, Laurence Erlbaum Associates (1993). 19 Atlas of European Values, s DA 18 DA

20 nået længst inden for modernisering og postmaterialisme. "Europæerne behøver ikke skæve over Atlanten for at se deres fremtid, i stedet bør de rette blikket mod nord " TILFREDSHED I EUROPA I DEN POSTINDUSTRIELLE TIDSALDER Subjektive analyser antyder, at der er en høj grad af tilfredshed med tilværelsen i Europa (se diagram 2). I april 2006 kunne Eurobarometer konstatere, at 81 % af borgerne i EU-25 udtrykte tilfredshed med tilværelsen mod 19 %, som erklærede sig som utilfredse. Undersøgelser af tilfredshed med livet viser jævnligt, at den største tilfredshed findes i familien, hjemmet, det sociale liv og forholdet til venner og kolleger. Kort efter følger tilfredsheden med omgivelserne, helbredet og arbejdet. Der er størst tilfredshed med tilværelsen i Danmark, Luxembourg, Sverige, Nederlandene og Irland. I EU-15 er tilfredsheden mindst i Grækenland, Italien og Portugal. Den ligger væsentligt lavere i det tidligere Østtyskland end i vesten og i de nye medlemsstater, hvor tallet er tretten procent lavere end i EU-15. Det er bemærkelsesværdigt, at der i Bulgarien og Rumænien, som de eneste af de nye medlemsstater, er flere borgere, der er utilfredse end tilfredse med det liv, de lever. Ifølge "Social Situation in Europe" er det eneste væsentlige område, hvor folks tilfredshed med livet ligger lavere, den "økonomiske situation". På dette område giver kun 68 % udtryk for tilfredshed. Det er interessant, at dette tal falder til et minimum på 17 % blandt dem, som finder deres liv utilfredsstillende. Jo fattigere et land er, desto mere sandsynligt er det, at folks "økonomiske situation" påvirker deres tilfredshed med livet. Tilfredshed med livet er ikke helt det samme som lykke. Men sammenlignet med den øvrige verden lader europæerne til at være lykkelige. Hvad karakteriserer et lykkeligt folk? Det fremgår af "Atlas of European Values" at personer, som er gift, samboende, eller som aldrig har været gift, er væsentlig lykkeligere end fraskilte og enker/enkemænd, at dem på under 45 er lidt lykkeligere end dem på over 45, og at kvinder uden børn er lidt lykkeligere end dem med børn, mens det forholder sig modsat for mænd. Og disse kontraster finder man generelt, uanset om landene er rige eller fattige. På den anden side lader penge til at spille en vis rolle. I de generelt "lykkelige" Benelux-lande betragter 53 % af de højtlønnede sig som lykkelige mod kun 32 % blandt de lavtlønnede. Hvis man sammenligner medlemsstaterne, ligger antallet af mennesker, der betragter sig som meget lykkelige som alle ligger over 40 % - højest i Nordirland, Nederlandene, Danmark, Irland og Belgien (som generelt er velstående mindre velfærdsstater), mens hele central- og Østeuropa scorer mindre end 20 %, men det er interessant at bemærke, at Tyskland, Spanien og Portugal også tilhører denne gruppe 21. Subjektive undersøgelser af tilfredshed med livet og lykke har imidlertid visse svagheder som sociale analyseværktøjer. Evnen til at være lykkelig er lige så meget noget, vi er født med ("det ligger i vores gener") som et resultat af vores sociale situation, og dette kan delvis forklare, hvorfor de subjektive resultater kun ændrer sig meget lidt med tiden, i hvert fald i de rige lande. Det gælder også, at individets forventninger om lykke og tilfredshed påvirkes af de samfund, som folk bor i; bedre sociale forhold kan gøre folk mere tilfredse og lykkelige, end 20 Op cit, s Atlas of European Values, s DA 19 DA