En genopdagelse af det moderne

Transkript

1 En genopdagelse af det moderne - et projekt om magt, modernitet og styringskrise Anders Jepsen Hans Jørgen Hansen Morten Søderquist Hansen Vejleder: Jørgen Vogelius Historie, 3. modul Institut V RUC, juni 1993

2 ,1'+2/'6)257(*1(/6( INDLEDNING...6 METODE...9 DEL Magtens teoretiske italesættelser...10 Magtens verdsliggørelse...10 Leviathan - visionen om den store magts enhed...13 Afrunding...15 Den politiske filosofi tager form...16 Naturrettens indhold...16 Den naturgivne politiske dyd...17 Samfundstilstanden...18 Oprørsretten...19 Magtens institutionelle deling...20 Kulturkritikkens fødsel...21 Naturtilstanden - det uspolerede menneske...21 Samfundsdannelsen - et kulturelt forfald tager sin begyndelse...22 Samfundspagten i Discours de l inegalite...24 Samfundspagten i Du Contrat Social...25 En paradoksal klargøring...26 Den politiske økonomis opkomst...27 Nationernes velstand...28 Menneskesyn...29 Individ og samfund...30 Afrunding...31 Magtens differentiering...31 Rationalitet og rationalisering...32 Vejen til det moderne...33 Bureaukratiets væsen...35 Politik og karisma...37 Legitimitetstyper...39 Afrunding...41 Offentlighed, System og Livsverden...42 Det borgerlige ideal...42 Refeudaliseringen...44 Den kommunikative handlen...45 Systemets kolonialisering af livsverdenen...46 Håbet for livsverdenen...47 Viden og magt i det moderne...48 Diskurser, vidensarkæologi og genealogi...49 Stat, mikrofysik og magtrelationer...50 Biomagten som modernitetstærskel...51

3 Det juridiske monarki...55 Subjektets konstruktion...56 Afrundning - magtens tæppefald...56 Magt, modernitet og historiesyn diskussion af del Modernitet og oplysningen...58 Modernitet og det postmoderne...60 Modernitet og historiesyn...62 DELKONKLUSION DEL Magtens praktiske italesættelser STAT...67 Begyndende centralisering...67 Fra adelsvælde til enevælde...68 Den autonome statsmagt...69 Kongeloven som enevældens legitimering...70 MARKED...72 Danmark under merkantilismen...72 DET CIVILE SAMFUND...73 Det tavse flertal...74 Offentlighed - den borgerlige identitets første manifestation...75 SAMMENFATNING AF PERIODEN STAT...77 Baggrunden for stænderforfatningen...77 Stænderforsamlingerne...78 Grundlovsforsamlingen...79 Grundloven af Den reviderede grundlov...80 Rigsdagens to kamre...81 MARKED...82 Liberaliseringen under enevælden...83 Liberaliseringen efter grundloven...83 Den erhvervsmæssige udvikling...84 DET CIVILE SAMFUND...85 Det civile netværk tager form...85 Offentligheden - censurens endelige ophævelse...86 SAMMENFATNING AF PERIODEN DET 20. ÅRHUNDREDE...88 STAT...88 Systemskiftet parlamentarisme...eller?...88 Påskekrisen enevældens sidste krampetrækninger...89 Forfatningen af den negative parlamentarisme...90 Danmark og det internationale fællesskab...92 Velfærdsstaten...93

4 MARKED...94 Valutacentral og kanslergadeforlig...94 Danmark og det indre marked...95 Industrialisering og markedets globalisering...96 DET CIVILE SAMFUND...97 Offentligheden - refeudaliseringen slår igennem...98 Græsrodsbevægelserne - folkebevægelsernes anden bølge...99 SAMMENFATNING AF PERIODEN DET 20. ÅRHUNDREDE DANMARK OG DET MODERNE Modernitetens tilsynekomst - magten over livet Velfærdsstaten og de sociale patologier Demokratiet og den industrielle kultur Demokratiet og mediernes udvikling Demokratiet og legitimiteten Krise i det danske demokrati DELKONKLUSION DEL styringskrisens konkrete udtryk EF - EN MODERNE KONSTRUKTION EF som institutionel tilpasning EF og det moderne NEJ ET TIL MAASTRICHT-TRAKTATEN Den instrumentelle almenvilje Legitimitetsproblemet Oprørsretten i 1990'erne Magtrelationernes rolle DANMARK I EF Suverænitetsafgivelse En ny magtstruktur? Subsidiaritet og magtafhændelse EF og magtlegitimering Nationalstaten DELKONKLUSION DEL KRISEN I DET MODERNES MAGTDISKURSER Det moderne - selvforståelse og realitet Retsliggørelsen - et institutionelt perspektiv Normen før retten - et diskursivt perspektiv Krisen i det modernes magtdiskurser Styringskrisen - det endelige signalement Krisen i det modernes magtdiskurser og den danske styringskrise Til genopdagelsen af det moderne KONKLUSION LITTERATURLISTE...143

5 STUDIEFORLØBSBESKRIVELSE FORMIDLINGSPLAN...149

6 ,1'/('1,1* Den 2. juni 1992 stemte de danske vælgere nej til Maastricht-aftalen. Den meninge danske borger undsagde dermed folketingets politikere og deres anvisninger, på trods af at politikerne fra hele det politiske spektrum på nær de yderste fløje støttede et udvidet EF-samarbejde. Afstemningsresultatet kom som et chok og gav genlyd verden over. EF vaklede. Mens udlandet bekymrede sig mere over de internationale fremtidsudsigter, koncentrerede den danske offentlige evaluering af begivenheden sig i lige så høj grad om at diskutere, hvordan et sådan nej skulle fortolkes. Den efterfølgende debat havde her to brændpunkter. På den ene side fortsatte man diskussionerne fra valgkampen om det danske samfunds fremtidige politiske og økonomiske integritet. Diskussionens andet brændpunkt var: Hvordan kunne det forekomme, at befolkningen gav udtryk for en anden holdning end den, der var fremherskende i den forsamling, samme befolkning selv havde valgt til at styre landet. Eller sagt med andre ord. Skulle befolkningens nej ses som et sygdomstegn i det danske demokratiske system? Dette andet brændpunkt blev antændelses-gnisten for dette projekt. Vi mener at kunne skimte konturerne af en styringskrise i det danske samfund. En krise, som bl.a. kom til udtryk den 2. juni. Blandt de generelle tendenser vi ser som symptomer på krisen er faldende medlemstal i de politiske partier, en tilsanding af den danske demokratiske institution såvel som tradition og endelig manglende tiltro til politikernes evne til og intentioner om at løse landets problemer. Disse symptomer indgår i en tæt sammenhæng med hinanden. M.h.t. de faldende medlemstal, er der tale om en udvikling, der har pågået siden 2. verdenskrig, og som kan måles direkte. Hvad angår mistilliden til politikerne og det politiske system i almindelighed har vi at gøre med mere abstrakte størrelser, der ikke umidddelbart lader sig måle. Politikerne af i dag er ikke bærere af holdninger i samme grad som for f.eks. 100 år siden. Før i tiden gav partiernes klasseforankring baggrund i klare ideologiske målsætninger. Den moderne politiker af i dag fremtræder mere omskiftelig i sine standpunkter. Politikerens succes er i dag desuden meget afhængig af hans evner til at føre sig rigtigt frem i medierne - især gennem TV. Det er ofte lige så vigtigt, hvad der signaleres, som hvad der realiseres. For den menige vælger fremstår politikernes strategiske og realpolitiske dispositioner ofte som et udtryk for utroværdighed. Ydermere frustreres vælgerne af politikernes problemer med at løse landets presserende problemer som arbejdsløshed og udenlandsgæld. Man kan altså med andre ord beskrive styringskrisen som et kompleks, der både angår troværdighed, demokratiets institutionelle opbygning såvel som den virkelighed politikerne af i dag er sat til at administrere

7 Det er imidlertid vores holdning, at diskussionen af styringskrisen i det danske demokrati må og skal føres videre end til betragtninger over politikernes medietække og vælgernes manglende deltagelse i partiernes vælgerforeninger. Disse problematikker (der naturligvis også i sig selv er alvorlige nok) udgør blot de punkter, hvorfra styringskrisen får sit mest synlige udtryk. Styringskrisens egentlige udspring må i stedet findes på et dybere niveau, hvor det er selve den moderne kulturs politiske rødder, der må undersøges 1. Denne indsigt afføder nye vigtige spørgsmål: Hvis den demokratiske styreform (som alle andre styreformer) er et udtryk for den institutionaliserede magtudøvelse, hvorledes har de historiske dynamikker og hændelser da formet disse institutioner? Er den demokratiske repræsentativitet det ultimative udtryk for det moderne projekts begreb om retfærdighed? Og er styringskrisen i det danske samfund i virkeligheden blot det håndgribelige udtryk for en utilstrækkelighed i det modernes magtdiskurs? 2 Det er spørgsmål som disse, der har motiveret dette projekt. Målsætningen er gennem beskrivelsen af udviklingen i det modernes magtteoretiske udvikling, sammenholdt med teoriernes implementering i det danske samfund, at komme til en større forståelse af samspillene mellem magtens historisk betingede teoretiske og praktiske italesættelse 3. Dermed har vi samtidig forpligtet os på en mere kulturel og historisk angrebsvinkel på problemstillingen, end der traditionelt lægges for dagen. Vi har på den baggrund fundet det hensigtsmæssigt at lade denne rapport bestå af 4 dele. Del 1 beskriver og analyserer, hvordan magten og dens udøvelse er blevet behandlet i den europæiske tænkning siden det 17. århundrede. Vi prøver her at finde tilbage til nogle af de grundbegreber og værdier, som det moderne demokrati har indoptaget i sin egen selvforståelse. 1 I forståelsen af den moderne kultur tager vi udgangspunkt i nogle bestemte sammenhænge omkring modernitetens opkomst. Det centrale er her udviklingen og troen på et moderne projekt, sådan som det formuleredes inden for oplysningstænkningen. Efter renaissancen kan vi iagttage en kulturel drejning, hvor det nye borgerskabs interesser kom til at udtrykke en alliance mellem de nye videnskaber og en begyndende industriel udvikling. Disse nye strømninger udgjorde en tro på civilisationens kontinuerlige fremskridt, og borgerskabet søgte således at indrette samfundet og institutionerne herefter. 2 Vi er bevidste om, at selve det moderne er at betegne som en magtdiskurs, men vi angiver samtidig det moderne som en metadiskurs. Vi betegner de enkelte diskurser, der indskriver sig i det moderne, som det modernes magtdiskurser. 3 Italesættelse skal forstås som implementering gennem sproget. Sprog er ikke blot at betragte som et medium, hvor igennem menneskets erkendelse lader sig formidle. Sprog skaber selv erkendelse. Sprog er altså et langt mere aktivt element i den menneskelige erkendelse. Den positivistiske tænkning indsatte sproget som et mentalt spejl hvorpå subjektets iagttagelser af den objektive verden lod sig afbilde. Vi forstår derimod sproget som en platform til produktion af erkendelse. Vi ved ofte ikke, hvad det er vi ved, før vi har sprogliggjort det. Det er her diskurserne kommer til syne. Denne erkendelseshandling, der må forstås som en afgørende faktor til vidensproduktion, benævner vi med et lidt knudret begreb italesættelse

8 Således væbnet med et kort over det modernes magtteoretiske udvikling vender vi os med del 2 mod Danmarks egen historie for at undersøge, hvordan magttænkningen har sat sig igennem i det danske samfund. Hvordan er magten blevet institutionaliseret i Danmark, og har der været misforhold mellem den formelle og den relle magtudøvelse. Ved at udfolde sammenhængen mellem magtens teoretiske og praktiske italesættelse vil vi tydeliggøre omridset af modernitetens historiske magtdiskurs. Danmarkshistorie-afsnittet holder sig tidsmæssigt omtrent indenfor samme rammer som teorihistorien. Herefter fungerer del 3 som rapportens case-orienterede studie, der med udgangspunkt i EF-afstemningen den 2. juni 1992 forsøger at belyse det danske demokratis nuværende tilstand. Vores granskning af folkeafstemningen og den mere generelle behandling af forholdet mellem Danmark og EF skal perspektivere styringskrisen i det danske samfund. Del 4 vil afsluttende samle de forskellige deles resultater i forsøget på at nå frem til et sammenhængende og sammenfattende bud på, hvad der har været styringskrisens historiske genese. Dette for at nå til en besvarelse af vores problemformulering: (U VW\ULQJVNULVHQ XGWU\N IRU DW GHW PRGHUQHV PDJWGLVNXUV LNNH O QJHUHNRUUHVSRQGHUHUPHGYLUNHOLJKHGHQ" - 8 -

9 0(72'( Under arbejdet med dette projekt har vi truffet en række metodiske valg, som vi her kort vil gøre rede for. Dette gælder overvejelser om forholdet til de anvendte kilder, teoriernes samspil med den virkelighed de skal beskrive, og den funktion og status del 3 har som konkretisering af problemfeltet. De teoretiske værker vi har benyttet i udarbejdelsen af del 1 har en dobbelt funktion. På den ene side udgør de stoffet til en hermeneutisk inspireret forståelse og fremstilling, og på den anden side, fungerer de i kraft af dette i relation til vores funktionelle kildesyn også som primært kildemateriale. Når vi i del 2 giver os i kast med at undersøge samspillet mellem ideernes udvikling og deres forhold til virkeligheden, sker det først og fremmest som en nødvendig manøvre i relation til besvarelsen af problemformuleringen. Vores hovedinteresse ligger m.a.o. inden for den idéhistoriske ramme, hviklet fremgår af de danmarkshistoriske linjers rolle i forhold til vores overordnede problemfelt. Vi er dog opmærksomme på, at ideer og teorier ikke opstår og udvikles i et vaccum, men det har ikke været overkommeligt og heller ikke relevant nærmere at behandle de sociale, økonomiske og kulturelle folhold, der har været konteksten for opkomsten af de benyttede ideer og teorier. Vi er altså LNNH ude i et ærinde, der mere principielt søger at fastslå forholdet mellem teori og praksis. Vores problemstilling handler i stedet om kortlægningen af nogle specifikke ideers historie-ideologiske væren i en nærmere afgrænset institutionel opbygning og samfundsmæssig selvforståelseskontekst. Det samme kan siges at gælde for vores case-orienterede studie i del 3. Behandlingen af folkeafstemningen tjener som tematisering af vores problemstilling. Vi er opmærksomme på, at det er begrænset hvor meget man kan generalisere ud fra en hændelse som folkeafstemningen den 2. juni. Behandlingen af hvad afstemningsresultatet udtrykker er således LNNH et forsøg på at dokumentere fuldendelsen af et historisk rækkefølgeprincip men derimod en sandsynliggørelse af magtteoriernes historieideologiske funktion i overleveringen, som i øvrigt begrundes i hele projektets "set up"

10 '(/ 0DJWHQVWHRUHWLVNHLWDOHV WWHOVHU Projektets udforskning af magtens idéhistoriske italesættelse kunne have startet med Niccolo Machiavellis ( ) praktiske instruktioner i, hvordan en magthaver opnår størst mulig indflydelse gennem snuhed, manipulation og tilsidesættelse af alle former for moral. Eller vi kunne have startet med Thomas Aquinas' ( ) beskrivelse af et samfund, hvor et religiøst funderet verdensbillede suppleredes af en stærk politisk enhed, med det formål at sikre stabilitet og ordnede forhold. Eller ved at tage udgangspunkt i det antikke Grækenland med Platons ( ) klassedelte elitesamund eller Aristoteles' ( ) overvejelser om stat, etik og politik. Men et så stort anlagt projekt vil af praktiske hensyn kræve mange begrænsninger. Da dette projekts hovedinteresse tidsmæssigt ligger i behandlingen af en moderne kulturel selvforståelse, finder vi det naturligt at begynde med naturretsfilosofien, hvor de første vigtige ansatser til det moderne projekt gøres indenfor samfundsteorierne. For at lette overblikket har vi derfor koncentreret os om Thomas Hobbes ( ), John Locke ( ), Jean-Jacques Rousseau ( ) og Adam Smith ( ). Gennem disse fire tænkere vil vi forsøge at skabe et overblik over magtteoriernes udvikling i det 17. og 18. århundrede. Herefter er det vores hensigt at følge udviklingen op gennem det 19. og 20. århundrede ved at se på hvordan de forholdsvis primitive teorier, der udvikledes gennem naturretsfilosofien bliver viderudviklet og tilpasset i bestræbelsen på at være adækvat med den stadig mere komplekse samfundsstruktur. Her vil vi især fokusere på Max Weber ( ), Jürgen Habermas (f. 1929) og Michel Foucault ( ). 0DJWHQVYHUGVOLJJ UHOVH - om Thomas Hobbes Thomas Hobbes blev født i den engelske by Malmesbury i 1588 og fik allerede som 20-årig en akademisk grad. Herefter helligede han resten af sit liv til en akademisk karriere. Bl.a. under direkte inspiration fra Galilæi indskrev Hobbes sig i den del oplysningsfilosofiens historie, der forsøgte at

11 komme til et begreb om verden i lyset af det mekaniske verdensbillede. Han er især blevet kendt for eftertiden for sine statsteoretiske afhandlinger. Afhandlinger der skaffede ham mange fjender i sin samtid. 4 På en særlig fremtrædende plads blandt hans arbejder står Leviathan (1651), hvor Hobbes fremsætter sin banebrydene statsteori om et absolutistisk samfund underlagt en enehersker. Dette værk står i dag tilbage som en af de idéhistoriske milepæle, der som en af de første italesatte magten i form af den verdsliggjorte kristendom. 5 Selv om dette værk måske i dag kan virke både naivt, brutalt og flere steder nærmest grotesk, repræsenterer det netop teorien om den centralistiske stat tænkt i sin yderste konsekvens. Og som sådan er Leviathan meget vigtig den dag i dag, hvis man ønsker at komme til en nærmere forståelse af såvel de ideologiske som strukturelle dynamikker, der ligger indbygget i et hvilket som helst statsapparat. Ikke mindst her ved udgangen af det 20 ende århundrede, hvor den samtidige fragmentering og sammenfiltring af stat, marked og det civile samfund, gør det til en kompliceret opgave at skimte de oprindelige begrundelser for det hierarkisk opbyggede bureaukrati i alle moderne samfund. 1DWXUWLOVWDQGHQ Thomas Hobbes forestiller sig, at der før enhver form for samfundsmæssig dannelse herskede en naturtilstand ( State of Nature ). I naturtilstanden var alle mennesker lige, og der var ingen ejendomsret. Naturtilstanden var ingen samfundstilstand men derimod alles krig mod alle i et inferno af kaos, hvor selv den svageste havde styrke til at dræbe den stærkeste. Ingen kunne føle sig sikker. ³1DWXUH KDWK PDGH PHQ VR HTXDOO LQ WKH IDFXOWLHVRJERG\DQGPLQGDV WKDW WKRXJK WKHUH EHH IRXQG RQH PDQ VRPHWLPHV PDQLIHVWO\ VWURQJHU LQ ERG\ RU RI TXLFNHUPLQGWKHQDQRWKHU\HWZKHQDOOLVUHFNRQHGWRJHWKHU WKHGLIIHUHQFHEHWZHHQPDQDQGPDQLVQRWVRFRQVLGHUDEOHDVWKDWRQH PDQFDQWKHUHXSRQFODLPWRKLPVHOIHDQ\EHQHILWWRZKLFKDQRWKHUPD\QRW SUHWHQG DV ZHOO DV KH )RU DV WR WKH VWUHQJWK RI ERG\ WKH ZHDNHVW KDG VWUHQJWK HQRXJK WR NLOO WKH VWURQJHVW HLWKHU E\ VHFUHW PDFKLQDWLRQRUE\ FRQIHGHUDF\ZLWKRWKHUVWKDWDUHLQWKHVDPHGDQJHUZLWKKLPVHOIH 4 Dette resulterede bl.a. i, at han i flere år af frygt for repressalier måtte leve i landflygtighed i Frankrig, inden han igen måtte flygte tilbage til England. Hans arbejder fremstod altså dengang som en provokation. Han blev således både anklaget både for kætteri, for at true det engelske monarkistiske system som for at ville stikke en en kæp i hjulet på de første spæde demokratiseringkræfter. 5 Hvorved forstås troen som et begrundende, men passivt element i samfundsudviklingen. 6 (Ved beskrivelsen af Hobbes naturtilstand og samfundsmodel vil vi i denne gennemgang primært referere til hans hovedværk Leviathan.) 7 Hobbes, Leviathan, p

12 I sit udgangspunkt var naturtilstanden klasseløs. Alle startede fra nulpunktet. Det er kendetegnende for mennesket i naturtilstanden, at det til fulde opretholdt sin personlige frihed. Begreber som retfærdighed og uretfærdighed fandtes ikke. Hobbes beskriver således naturtilstanden som en brutal og umenneskelig tilværelse. ³$QGWKHOLIHRIPDQVROLWDU\SRRUHQDVW\EUXWLVKDQGVKRUW³ Med et sikkert fodfæste i det mekaniske verdensbillede finder Hobbes alting bestemt af bevægelse. Således også mennesket. Verden er i sit udgangspunkt dynamisk. Menneskets handlinger kan i sidste ende føres tilbage til indre som ydre påvirkninger. Til grund for denne påstand ligger en forestilling om, at det enkelte menneske dybest set kan beskrives som et mekanisk system, der hele tiden er i bevægelse. 9 Dette er dog for Hobbes i høj grad en teoretisk synsvinkel han vælger at anlægge som et universelt princip. Som en mere præcis beskrivelse af de mentale funktioner, der ligger bag den menneskelige tanke og handling såvel i naturtilstanden som i et samfund, indsætter han selvopholdelsesdriften som den dybdepsykologiske instans, der driver det enkelte menneske. Denne drift medfører, at mennesket kan defineres som et egoistisk væsen, idet en handling kan føres tilbage til ønsket om fortsat at eksistere på de bedst mulige vilkår. Selvopholdelsesdriften udgør kernen i Hobbes naturret ( Right og Nature ). Naturretten kan defineres som friheden til at benytte den magt hvert enkelt individ er i besiddelse af til egen fordel. ³(YHU\PDQKDVDULJKWWRHYHU\WKLQJHYHQWRRQHDQRWKHUVERG\ Viljen skal forstås som begær eller modvilje. Ja, i sidste instans handler det om, at undgå døden for enhver pris. Men på grund af princippet om altings bestemmelse gennem bevægelse, ser Hobbes dog ikke disse indre strukturer som udtryk for en fri vilje. Tværtimod. Den fri vilje eksisterer dybest set ikke. Livet holdes i gang af det mekaniske systems indre vilje til bevægelse - til at undgå døden. I naturtilstanden gav individernes egoisme sig udtryk på to måder: Dels ønskede hver enkelt at bevare sin personlige frihed, og dels at opnå magt over andre individer. Da disse to udtryk indeholder en logisk konflikt, kunne naturtilstanden også betegnes som i en konstant tilstand af krig mellem alle. På trods af at alle mennesker i naturtilstanden som nævnt var født lige, fandt Hobbes altså, at der foregik en kontinuerlig rivaliseren om fordeling af magt. Naturtilstanden var anarki, og derfor i Hobbes øjne ikke ønskværdig. Det er her vigtigt at indføre, at Hobbes selv ikke nødvendigvis forestillede sig naturtilstanden som en henvisning til en konkret historisk situation, som 8 Hobbes, Leviathan, p Hobbes, Leviathan, p. 28 (Introduction by C. B Macpherson). 10 Hobbes, Leviathan, p

13 det er muligt at bestemme i tid og rum. 11 Naturtilstanden tjener derimod primært som en myte, der er konstrueret som en kontrast, for at illustrere nødvendigheden af at organisere sig i samfund. Ved at indsætte menneskets selvopholdelsesdrift i forhold til den anarkistiske naturtilstand, er det lettere for Hobbes, at forklare hvorfor de enkelte individer nødvendigvis må indgå en overenskomst om fordelingen af magten. Samfundet er det eneste alternativ til naturtilstandens uundgåelige kaos. /HYLDWKDQYLVLRQHQRPGHQVWRUHPDJWVHQKHG Fornuften er ikke medfødt, men derimod en evne, der udvikles gennem flid og erfaring. Det er gennem fornuften, at mennesket indser fordelen i at organisere sig i samfund. Dette ræsonnement benævnes Law of Nature, der betegner en generel fornuftsbaseret regel, der forbyder den enkelte at foretage sig noget, der kan skade hans liv. I naturtilstanden er Law of Nature lig med ønsket om at benytte sig af sin naturret. Skal vi sammenfatte Hobbes forestilling om sammenhængen mellem State of Nature, Right of Nature og Law of Nature - som det modernes første italesættelse af magten - kan man altså sige, at mennesket via Law of Nature indser fordelen ved at opgive sin Right of Nature og træder ud af State og Nature for at indgå i en fælles overenskomst ( Convenant ) om at eksistere side om side i et fælles rum ( Common-wealth ). Det højeste mål med dette commonwealth er den indre orden. Påvirket af erfaringerne fra den engelske borgerkrig i sin samtid, finder Hobbes, at samfundets vigtigste opgave netop er at undgå borgerkrig. For at undgå dette må alle midler tages i brug. Staten skal yde den enkelte beskyttelse mod det menneskelige begær, og det anarki denne menneskelige egenskab medfører. Det er altså ikke nok, at alle aftaler at leve side om side i fred og fordragelighed. Hver enkelt må give afkald på magt. Det sker ved, at overdrage al magt til en af folket indsat suveræn - en Leviathan. Heri ligger indbygget en grundforestilling om muligheden af at foretage reel magtudøvelse alene gennem en central instans. En forestilling, der går igen hos de fleste naturretstænkere i større eller mindre grad, og som alle henter deres egentlige forbillede i religionen, hvor magten også stråler fra ét sted - Gud. Denne magtforståelse søger at begribe magtens totalitet - det er visionen om den store magts enhed. Udover at suverænen oprindeligt er valgt af folket, er han helt uafhængig af andre interesser. Han kontrollerer kommunikationen (dvs. censur) såvel som ejendomsretten i samfundet. Han regerer i det hele taget helt og aldeles ud fra egne forudsætninger og overbevisning. Herskerens magt er uindskrænket. 11 Hobbes pegede dog på de såkaldt primitive samfund i hans samtid og som eksempel indianerne, som et folk, der levede i naturtilstanden uden en egentlig social kontrakt. p

14 E\ WKLV $XWKRULWLH JLYHQ KLP E\ HYHU\ SDUWLFXODU PDQ LQ WKH &RPPRQ :HDOWKKHKDWKWKHXVHRIVRPXFK3RZHUDQG6WUHQJWKFRQIHUUHGRQKLP WKDWE\WHUURUWKHURIKHLVLQDEOHGWRIRUPHWKHZLOOVRIWKHPDOOWR3HDFHDW KRPHDQGPXWXDOOD\GDJDLQVWWKHLUHQHPLHVDEURDG Dermed er der jo en vis chance for, at en sådan magtkonstellation udvikler sig til et despoti. Men for Hobbes er en sådan udvikling ikke særlig interessant. For det første fordi han meget logisk anfører, at da regentens magt jo netop er summen af al den magt, de enkelte individer kontinuerligt overfører til ham, og da størrelsen af hans rigdom er sammenfaldende med befolkningens, så vil han have en naturlig interesse i at regere til folkets bedste. For det andet fordi Hobbes' udgangspunkt er at fastholde en indre orden i staten, dvs. undgå borgerkrig. Hvis prisen herfor er en tyran, så må den pris betales. Det er vigtigt at understrege, at en sådan Leviathan ikke umiddelbart kan væltes. Når befolkningen deponerer magt hos ham, fordrer det samtidig 100% tillid. For magthaveren har herefter ret til at gøre nøjagtig hvad han lyster. Og selv om det indebærer et rædselsregime, er folket tvunget til at acceptere det som den bedste løsning. Men en sådan magtkonstellation skal også ses som et gensidigt forhold, hvor begge parter har udbytte af det. Det enkelte menneske kan stille krav om beskyttelse, fordi det er Leviathans vigtigste opgave at beskytte folket mod krig og undertrykkelse udefra såvel som indefra. Kun i den situation, hvor magthaveren ikke er i stand til at beskytte befolkningen, vil den mekaniske konsekvens være, at han afsættes. I alle andre situationer må folket lystre herskerens befalinger. Hver enkelt i samfundet skal altså indgå i en overenskomst med hinanden og Leviathan om, at alle afgiver magt i form af den personlige selvbestemmelsesret. Den enkelte må underordne sig helheden. En sådan overenskomst mellem individerne forestiller Hobbes sig i praksis kunne se således ud:,dxwkrulvhdqgjlyhxsp\5ljkwri*ryhuqlqjp\vhoihwrwklv0dqruwr WKLV$VVHPEO\RI0HQRQWKLVFRQGLWLRQWKDWWKRXJLYHXSWK\5LJKWWRKLP DQG$XWKRULVHDOOKLV$FWLRQVLQOLNHPDQQHU Det ses altså tydeligt, hvor vigtigt det er, at alle indgår på lige fod i bestræbelserne på at afhænde magt til Leviathan. Den mest velegnede autoritet til at udføre hvervet som Levithan er monarken. Men samtidig finder Hobbes dog, at også andre styreformer som oligarkiet kunne komme på tale. Det vigtigste er ikke, om der er en eller flere herskere, men blot at alle går samstemmende ind på ovenstående overenskomst. Her rører vi samtidig ved den grundlæggende konflikt i Hobbes arbejde. Konflikten mellem de ukontrollable lidenskaber og fornuften. Med indgåelsen af en sådan overenskomst vælges der umiddelbart klart side til fordel for fornuften. Det er lidenskabernes ukontrollerede kaos, der er 12 Hobbes, Leviathan, p Hobbes, Leviathan, p

15 roden til alt ondt, og derfor lidenskaberne, der skal knægtes. I pagt med den oplysningstradition som Hobbes er portalfigur for, skal denne knægtelse ske gennem det fornuftsbaserede ræsonnement. Men det må samtidig ikke glemmes, at netop drifter og lidenskaber er udpeget til at udgøre den menneskelige kerne. Det er derfor, at Hobbes vælger at betegne mennesket i naturtilstanden som ondt. Umiddelbart kunne det virke selvmodsigende, at det skulle kunne lade sig gøre, at mennesket ud fra en fornuftsmæsig overvejelse skulle vælge at slutte sig sammen i samfund, da Hobbes jo netop anfører selvopholdelsesdriften og dermed egoismen som den mest grundlæggende menneskelige egenskab. Men det at organisere sig i samfund skal blot forstås som en afvejning af opfyldelsen af begær på længere sigt overfor den mere umiddelbare kortsigtede. I et samfund der bygger på indgåelsen af en fælles overenskomst omkring fordelingen af magt og hvor det er forbudt at forbryde sig mod fællesskabet, finder den enkelte beskyttelse mod overgreb fra de andre. Set fra den vinkel er det stadig selvopholdelsesdriften, der i sidste ende spiller ind ud fra den betragtning at det rent faktisk kan betale sig. $IUXQGLQJ Man må forstå Hobbes teoretiske konstruktion som en konsekvens af hans indtænkning af det mekaniske verdensbillede i en moralfilosofi, der udkrystalliserer sig i en samfundsteori. Det er den endelige verdsliggørelse af kristenhedens politiske kultur. I dette lys fremstiller Hobbes naturtilstand den mytologiske projektion af den kristne naturtilstand og den uundgåelige krigstilstand som kristendommens syndefald. Dermed bliver overgangen til samfundstilstanden, forstået som menneskets fornuftsmæssige besindelse i hensynet til den anden, til en variant over kristensommens skyldslære, hvor ophævelsen af skylden, forstået som forbrydelser begået i krigstilstanden, betinges af en underkastelse af den nu verdsliggjorte gud Leviathan. 14 Med sin placering på kanten mellem teologiske og mekaniske forklaringsmodeller betegner Hobbes med al tydelighed de første sikre skridt i retning af en moderne verdensopfattelse. De efterfølgende århundrede kom hans overvejelser om den absolutte statskonstruktion til at stå som arketypen på statsbegrebets aller dybeste intention. En intention, der som sit vigtigste element indebærer en suverænintetsafgivelse til en højere instans med det formål at undertrykke lidenskabernes destruktive kræfter til fordel for fornuft. På trods af at mennesket ved en sådan afvejning stadig teoretisk set kan fastholde en tilfredsstillelse af selvopholdelsesdriften, så har det samtidig en gang for alle afgivet sin selvbestemmelsesret, som den fremstod i naturtilstanden. Fra da af kan begrebet om frihed kun diskuteres som et paradoks. Friheden i naturtilstanden, i billedet af naturretten, kan ikke indpasses i en 14 Ib Thiersen, Den borgerlige Kultur. Bind 1. p

16 samfundsmæssighed og friheden i et samfund, forstået som de rettigheder, der tildeles hver enkelt individ, kan ikke opretholdes i en naturtilstand. Ved at afgive den enkeltes ret til alting kan en alliance om fred indstiftes gennem dels et gensidigt (af-)magtforhold individerne imellem og dels et hierarkisk magtforhold Leviathan og folket imellem. Dobbeltheden i magtrelationerne må betegnes som en af Hobbes største fortjenester set i forhold til sin eftertid, idet denne nye dialektik, som vi senere skal se eksempler på, genfindes som centrale dimensioner i den moderne samfundskonstruktion. 'HQSROLWLVNHILORVRILWDJHUIRUP - om John Locke ( ) I det følgende vil vi beskæftige os med den engelske naturretsfilosof John Locke. Det er i første række Lockes naturretstænkning som basis for en politisk filosofi, der interesserer os, hvorfor vi har koncentreret os om hans politiske hovedværk Two Treatises of Government skrevet Værket er kommet til verden under indflydelse af de samtidige politiske begivenheder i England, og er derfor især for den første afhandlings vedkommende, en direkte polemik mod andre politiske og religiøse bestræbelser. 15 Men ser man udover tidens og Lockes egne kontroverser, er der tale om et radikalt idemæssigt brud med tidligere tænkeres begreber om folkesuverænitet og principper for regering. Selv om dette værk ikke var et svar til Hobbes, må man opfatte det som en generel kommentar til absolutismen, hvad enten den begrunder sig religiøst eller naturretsligt. 16 1DWXUUHWWHQVLQGKROG For Locke sætter naturretten grundlæggende menneskets frihed og lighed. Gud har skabt naturen og menneskene, og enhver er således lige for Gud. Mennesket er først og fremmest frie gennem deres fornuft, som er givet af 15 Navnlig Sir Robert Filmer's forsvar for et enevældigt monarki af Guds nåde, opfattede Locke som en stor trussel mod den aktuelle situation i landet. Efter Cromwells død i 1658 var det republikanske styre brudt sammen, og med Charles II som konge var Stuart-slægten atter tilbage ved magten. Kampen mellem kongen og parlamentet, som havde ført til borgerkrigen ( ) blussede igen op omend i et mindre omfang. 16 Der er ikke belæg for at antage, at Locke havde læst Hobbes skrifter, før han skrev Two Treatises of government. Men at dømme efter hans ordvalg, og de problematikker han diskuterer, er han under stærk påvirkning af hele den skole som Hobbes repræsenterer. Det er således tydeligt, at han har læst andre tænkere, som selv har været under påvirkning af den Hobbesianske tradition. Peter Lasletts Introduction til Two Treatises of Governement. p

17 Gud. Fornuften er ifølge Locke beviset på Guds eksistens og gennemtrænger derfor alt. Dvs. naturens lov er lig fornuftens lov. 17 Dette bevirker yderligere, at det bliver fornuften som lovmæssighed, der kommer til at sætte menneskets indbyrdes omgang. Locke benytter her det traditionelle begreb og kalder denne tilstand for naturtilstanden. Det nytænkende ved Locke er imidlertid, at han modsat Hobbes ikke forudsætter, at der hersker en alles krig mod alle. For Locke fremstår naturtilstanden som den oprindelige sociale tilstand, hvor den personlige frihed til at regere over sit eget liv såvel som sin ejendom er begreber, der balancerer de sociale relationer. Herom hersker ingen tvivl, da disse forhold begrundes gennem naturretten. Dermed indsætter Locke en norm om frihed, der i sin egen selvforståelse må ses som en af forløberne for den liberalistiske tradition inden for den politiske filosofi. 'HQQDWXUJLYQHSROLWLVNHG\G Men hvorfor betyder en forestilling om den personlige friheds oprindelighed ikke en alles krig mod alle, som man bl.a. finder det hos en naturretstænker som Hobbes? Som svar på dette præsenterer Locke os for et af de mest centrale begreber i hele hans tankesystem: 7KH 1DWXUDO 3ROLWLFDO 9LUWXH Denne doktrin fastslår alle menneskers evne og vilje til at respektere hinandens ønsker og behov. Således er denne doktrin synonym med viljen og evnen hos hver enkelt til at opretholde en human og fornuftig tilstand for alle. Man kunne betragte den som en naturtilstandens fornuftssymmetri alle individer imellem. Da det er fornuften og ikke selvopfholdelsen, der kendetegner naturtilstanden, bliver naturtilstanden ikke alles kamp mod alle. Locke ser allerede dette stadium som en slags quasi-social tilstand, som så efterfølgende bliver indgangen til det organiserede samfund. 7KH 1DWXUDO 3ROLWLFDO 9LUWXH bliver Lockes legitimering af, at enhver gruppe mennesker er frie til at organisere en regeringsform, naturligvis indeholdende et repræsentativt princip og et mindretals beskyttelse. Dette er nemlig også påbudt som en konsekvens af den politiske dyd. 19 Det vi ser er altså, at legitimiteten for regering overhovedet er dobbelt begrundet. Den politiske dyd er indlejret i os alle som en etik givet af Gud, og videre udledt (ligesom fornuften). Samtidig er der tale om en "intellektuel" praktisk begrundelse, med det formål at forklare et samfunds magtstruktur. Locke lader imidlertid ikke disse principper blive stående som udelukkende positivt begrundede og til "fri afbenyttelse". Principperne udvikles videre til at blive bydende i praksis. Her træder Lockes VWUDQJHGRFWULQH om politisk 17 Reason is the voice of God. Two Treatises of Government. p John Locke, Two Treatises of Government. p Dog skal vi minde om, at heller ikke Locke indrømmede kvinderne stemmeret. Men det er nok ikke så meget en inkonsekvens hos Locke, som et udtryk for hele tidens tankestand. Russel VF

18 forpligtelse ind i billedet. I tilfældet, at nogen forbryder sig mod naturrettens lov, og på den måde sætter sig udover fornuften, er han ikke længere omfattet af den, og kan følgelig straffes af enhver. Alle har en fundamental pligt til at forsvare naturrettens lov. En regent er altså blot et menneske, som har fået den almene ret til at straffe lagt i hænde. En regent eller magistrat, skal derfor ses på baggrund af den fredelige fornuftsbaserede naturtilstand som alle er interesserede i at opretholde. Set i relation til Hobbes absolutistiske statsforståelse er hér sket en udvikling: Hos Hobbes var monarkens installation synonym med statens dannelse og på den måde løsningen på et kaos. Med samfundspagtens indfrielse, var der tale om at afbøde nogle af naturtilstandens negative virkninger. Hobbes repræsenterer altså en negativ pagt. Hos Locke ser vi derimod statsdannelsen som indgåelsen af en positiv pagt, hvor naturtilstandens status som et fornuftens rige søges sikret og udbygget gennem en frivillig overdragelse af kompetence til en eller flere, med det formål at fastholde frihed og lighed for den enkelte. Perspektivet for en overdragelse af magt fra de enkelte individer til en regent har altså bevæget sig fra frygten for kaos til beskyttelsen af individets frihed og ejendom. Men hvad er det helt præcis hos Locke, der byder denne bevægelse fra en gudsgiven naturtilstand over i en menneskeskabt samfundstilstand? 6DPIXQGVWLOVWDQGHQ Som en konsekvens af naturretstænkningen retten til naturens goder og frugten af eget arbejde noget der tilhører det enkelte individ. I det øjeblik individerne gennem det daglige arbejde oparbejder en personlig ejendom, er de samtidig tvunget til at udvikle en magtform som kan regulere og beskytte den enkeltes ejendomsbesiddelse. Samfundstilstandens væsentligste opgave er at beskytte den private ejendom. Her ser vi en klar afvigelse i forhold til Hobbes, der opfattede samfundstilstandens vigtigste opgave som instrument til at sikre fred og stabilitet. Betydningen af ejendom hos Locke er altså central. Han ser ejendom som det konkrete og materielle udtryk for ret og rettigheder. Man kan ikke sammeslutte de egentlige personligheder, men derimod lave regler for omgangen med ejendommen, noget som mennesket ikke opfatter som en del af sig selv, men alligevel som sit. 3ROLWLFDOSRZHUWKHQ,WDNHWREHDULJKWRIPDNLQJODZVIRUWKHUHJXODWLQJ DQGSUHVHUYLQJRISURSHUW\ Mennesket overtager så at sige verden i en naturtilstand efter Gud, men samtidig også fornuften og ideen om et samfund som remediet til at råde bod på de ubehageligheder, de nødvendigvis må skabe for hinanden. Disse problemer er en direkte følge af en foretagsomhed som kompliceres 20 John Locke, Two Treatises of Government. p

19 mere og mere gennem arbejdet og i omgangen med de materielle ting. Man kunne sige, at menneskets aktiviteter kom til at overlappe hinanden og derved forhindrede den individuelle udøvelse af naturretten. Heraf enigheden om at indsætte en samordnende kontroll, dvs. en regent. Men hvad er det i virkeligheden som afhændes? Regeringen var samlingen gennem konsensus, af alle enkeltindividernes magt over hinanden. Men ifølge Locke er det ikke hele viljen mennesket afhænder. Det er kun den del af retten som vil (og essentielt gerne må) herske over andre. Der er dermed dybest set ikke tale om en afhændelse, men om en betroelse (trust). 2SU UVUHWWHQ Locke søger at nå til et mere præcist billede af relationen mellem individ og samfund. På den ene side kan man tale om en helt grundliggende samfundspagt når det gælder hele den samfundsmæssige omgang alle individerne imellem. På den anden side er der også tale om en konstrueret regeringskontrakt, der gennem overenskomst sætter forholdet mellem folket og magthaverne. 21 Samfundspagten bygger på den oprindelige fornuftige gensidighed, der allerede eksisterede i naturtilstanden, hvorimod regeringskontrakten udelukkende er et spørgsmål om tillid fra folkets side til at overenskomsten overholdes. Man kan med denne sondring sige, at samfundspagt og regeringskontrakt er henholdsvis et sociologisk og et politisk begreb, der optræder i roller overfor hinanden som metafysiske begrundelse for historisk udfoldelse. Dette er en dialetik, som vi tidligere også så hos Hobbes, hvor konflikten mellem den mellemmenneskelige gensidighed og den hierarkiske centralisme var udtryk for en arketypisk magtdynamik i den tidlige moderne statsdannelse. Til forskel fra Hobbes kan mennesket hos Locke dog aldrig blive underlagt andres vilje, men kun reguleres via en politisk overenskomst og det er i kraft af denne tilføjelse, at der ikke længere er tale om en afmagtstilstand hos individerne i og med, at de afhænder magten. 22 Denne overenskomst skal her forstås som selve lovens væsen og udtrykker som sådan stadig den grundlæggende naturlov. På den måde bæres naturloven med over i samfundstilstanden, hvor den udtrykkes som friheden selv. Friheden i samfundet skabes gennem lovgivning på det politiske område og gennem fornuften i erkendelsen af omverdenen Denne skelnen mellem samfundspagt og regeringskontrakt var ikke aktuell hos Hobbes, da Leviathan (som regeringsprincip)var synonym med selve samfundsdannelsen. 22 Se afrundingen i afsnittet om Hobbes. 23 John Locke, Two Treatises of Government. p

20 /DZLVWKH GLUHFWLRQ RI D IUHH DQG LQWHOOLJHQW DJHQW WR KLV SURSHU LQWHUHVWVDQGLWVHQGLVWRSUHVHUYHDQGHQODUJHIUHHGRP Dette er en central pointe, da en tillidsrelation til magthaverne ikke på samme måde er forpligtende. Folket kan således, hvis de føler at deres interesser bliver misrygtet, tilbagekalde den overgivne kompetence. Denne ret til at afsætte regenten er nok det mest radikale i Lockes politiske tænkning sammenlignet med en Leviathans absolutte magt. Set i et historisk perspektiv er denne ret til at afsætte regenten en vigtig brik til dannelsen af de borgerlige demokratiske idealer, idet oprørsretten kan ses som prototypen på vor tids folkeafstemninger og grundlovskonstituerede mulighed for et parlament til at nedstemme en regering ved mistillidsvotum. Oprørsretten udtrykker magthaverens nye afhængighed af de mennesker, han er sat til at regere over. En ny gensidighed er blevet formuleret i det hierarkiske magtforhold. Man kan sige, at friheden til kompetenceafgivelse hos Locke indebærer magten til dens geninddrivelse. Locke uddyber endvidere principperne for, hvad der i overenstemmelse med naturretten kan siges at være en legitim regeringsform. $EVROXWHPRQDUFK\IRUH[DPSOHLVLQFRQVLVWHQWZLWKFLYLOVRFLHW\DQGVR FDQEHQRIRUPRIFLYLOJRYHUPHQWDWDOO En monark udøver sin egen vilje, taler sin egen sag", og da dette er en ret som kendetegner enkeltindividet i naturtilstanden, er det uforeneligt med det at regere over andre. Og ikke nok med at monarken sætter sin egen magt og vilje over de frie individers, han bryder også med naturtilstandens "fornuftsret". Der er med andre ord grænser for hvordan en sådan magtkonstellelation kan se ud. 0DJWHQVLQVWLWXWLRQHOOHGHOLQJ Locke opstiller en (noget uklar) model for hvordan disse krav bedst efterleves i praksis. En konstruktion der senere skulle udvikles til Montesquieus berømte doktrin om magtens tre-deling. Locke forestillede sig magtens væsen som et magtsystem. Når mennesker omgås politisk, skaber de magt. Denne magt er tilgængelig i institutionel form, og er bestemt for de praktiske funktioner og områder, som en given institution relaterer sig til. Denne magtens virksomhed har sit højeste udtryk i udformningen af love. 26 Der findes således kun en virkelig overmagt, nemlig den lovgivende magt. Locke anbefaler, at den lovgivende magt i praksis placeres hos en folkevalgt forsamling, mens den udøvende magt (føderationen som enhed, f.eks som den tegner sig i forhold til 24 John Locke, Two Treatises of Government. p John Locke, Two Treatises of Government. p John Locke, Two Treatises of Government. p

21 fremmede lande) kan betros til en monark. Vi har altså her en formel deling af magten, selv om Locke meget pointerer, at det at udøve magt og administrere, blot er en afledt magt af den første. Dvs. i virkeligheden ikke en rigtig magt, men det Locke præcicerer som IRUFH Lockes tænkning blev som vi nu skal se langt fra den sidste i rækken af bestræbelser på at opstille en etisk begrundet samfundskonstellstion med tilhørerende spilleregler for suveræn og magistrat. En endnu mere radikal omformulering var i vente..xowxunulwlnnhqvi GVHO - om Jean-Jacques Rousseau Jean Jacques Rousseau fødtes i Geneve, og skulle vise sig at blive en kontroverciel personlighed, allerede i sin egen samtids tænkning. Første gang den kontroversielle schweitser markerede sig, var i en mildest talt provokerende besvarelse af en prisopgave, stillet af akademiet i Dijon. Man ønskede en vurdering af, om videnskaben og kunsten havde bibragt mennesket noget godt. Rousseau besvarede opgaven med et nej og vandt prisen. Med "Discours de l'inegalite", besvarede Rousseau sin anden prisopgave fra af akademiet i Dijon. Spørgsmålet gik nu på, hvad der var årsagen til uligheden blandt menneskene og om den eventuelt er rodfæstet som naturlov. Rousseau fik ikke prisen denne gang, selv om besvarelsen egentlig var en forlængelse af den første opgave. Besvarelsen af akademiets prisopgave skulle dog ikke af denne grund gå i glemmebogen som blot endnu en afhandling. Snarere blev den et radikalt og provokerende indlæg i tidens stadigt pågående debat om menneskets fundamentale natur og eksistensvilkår som individ i samfundet. Store dele af Rousseaus forfatterskab kan da også forstås som en direkte kritik og kommentar til Hobbes' og Lockes menneske- og samfundssyn. 1DWXUWLOVWDQGHQGHWXVSROHUHGHPHQQHVNH Rousseaus naturtilstand er forskellig fra både Hobbes og Lockes udgangspunkter. Naturtilstanden er henlagt til et stadium før nogen form for fornuft. Ikke engang almindelig social omgang forekom, da mennesket endnu levede afsondret med mulighed for at udfolde alle sine naturlige behov. Dog var der tale om tilfældig seksuel kontakt, hovedsagligt for (instinktivt) at sikre artens beståen. I naturtilstanden fandtes ikke nogen form for privat ejendomsret. Til forskel fra bl.a. Locke udgrænsedes denne

22 omgangsform sig først i og med samfundets dannelse. Ved at antage, at ejendomsretten ikke var en naturlig tilbøjelighed, en ret begrundet i noget oprindeligt, ønskede Rousseau at fremhæve denne som den egentlige kilde til menneskehedens depravering. Ved at henlægge scenen til et nærmest utænkeligt og fortidigt scenarium som naturtilstanden, 27 undgik Rousseau, bl.a. i diskussion af Hobbes, at skulle forholde sig til hvorvidt mennesket er godt eller ondt. 28 Mennesket er kun styret af to grundlæggende principper. En ureflekteret selvkærlighed som sikrer selvopholdelsen og en naturlig aversion mod at se andre (artsfæller)lide. 29 I første omgang kan vi altså slutte, at mennesket ihvertfald ikke har onde hensigter. Men Rousseau går videre i argumentationen og ind i en direkte polemik mod Hobbes: OHWXVQRWFRQFOXGHZLWK+REEHVWKDWPDQLVQDWXUDOO\HYLOMXVWEHFDXVH KH KDV QR LGHD RI JRRGQHV2QHFRXOGVD\WKDWVDYDJHVDUHQRWZLFNHG SUHFLVHO\EHFDXVHWKH\GRQRWNQRZZKDWLWLVWREHJRRGIRULWLVQHLWKHU WKH GHYHORSPHQW RI LQWHOOLJHQFH QRU WKH UHVWUDLQW RI ODZV EXW WKH FDOPRI WKH SDVVLRQV DQG WKH LJQRUDQFH RI YLFH ZKLFK SUHYHQWV KLP IURP GRLQJ HYLO I Rousseaus øjne begår Hobbes en fejlslutning når han lægger opfyldelsen af alle menneskets behov til grund for en alles krig mod alle i naturtilstanden. I den Rousseauske terminologi er der nemlig allerede her tale om en samfundstilstand. Denne uoverenstemmelse er altså hos Rousseau en bevidst konsekvens af den teoretiske kronologiske forskydning han foretager i forhold til Hobbes naturtilstand. Det kaos som Hobbes tager udgangspunkt i er altså for Rousseau VDPIXQGVVNDEWH NRQIOLNWHU; ligesåvel som de love der måtte brydes er samfundsskabte love. Spørgsmålet om hvorvidt mennesket er godt eller ondt bliver først relevant når mennesket socialiseres. Denne naturtilstand kunne nødvendigvis ikke vare ved, og Rousseau beskriver udviklingen mod vores samfund som løbende over fire successive stadier. 6DPIXQGVGDQQHOVHQHWNXOWXUHOWIRUIDOGWDJHUVLQEHJ\QGHOVH Det er gennem denne udvikling henimod det samfund Rousseau selv kendte, at uligheden (og derfor også ufriheden) blandt menneskene cementeres. Forskelle i individernes færdigheder og evner bliver nu 27 Rousseau forudsætter imidlertid ikke nødvendigvis, at denne tilstand faktisk har eksisteret. One must not take the kind of research which we enter into as the purssuit of truths of history, but solely as hypothetical and conditional reasonings, better fittet to clarify the nature of things than to expose their actual origin.... Jean Jacques Rousseau. A Discourse on Inequality p Kulturkritikken. p Jean Jacques Rousseau. A Discourse on Inequality. p Jean Jacques Rousseau. A Discourse on Inequality. p

23 kategoriseret og tillagt en værdi. Forskelligheder ændrer altså karakter og bliver i dette nye perspektiv til uligheder. 31 Heri ligger i øvrigt den egentlige besvarelse af prisopgaven; svaret var igen nej, uligheden er ikke med oprindelig udspring i en naturlov. Rousseau forestiller sig en samfundsdannelse forløbende i fire på hinanden følgende stadier, i en udvikling, som synes uundgåelig. 1. stadium er den allerede beskrevne oprindelige naturtilstand, hvor mennesket lever i harmoni med sig selv og naturen. 2. stadium tvinges det enkelte individ af stor befolkningstilvækst og deraf følgende knaphed på mad, til at have større samkvem med andre. Mennesket begynder at færdes i grupper, og længerevarerende forhold opstår samt den første simple arbejdsdeling. Ejendomsretten befæstes, og der sker en differentiering blandt menneskene. Sociale hierarkier er en realitet. 32 7KHILUVWPDQZKRKDYLQJHQFORVHGDSLHFHRIODQGWKRXJKWRIVD\LQJWKLV LV PLQH DQG IRXQG SHRSOH VLPROH HQRXJK WR EHOLHYH KLP ZDV WKH WUXH IRXQGHU RI FLYLO VRFLHW\ +RZ PDQ\ FULPHV ZDUV PXUGHUV ZRXOG KDYH EHHQ VSDUHG LI VRPHRQH KDG SXOOHG XS WKH VWDNHV DQG ILOOHG LQ WKH GLWFK DQGFULHGRXWWRKLVIHOORZPHQ%HZDUHRIOLVWHQLQJWRWKLVLPSRVWRU<RX DUHORVWLI\RXIRUJHWWKDWWKHIUXLWVRIWKHHDUWKEHORQJWRHYHU\RQHDQGWKDW WKHHDUWKLWVHOIEHORQJVWRQRRQH 3. stadium beskriver en social interessekamp som følge af ejendomsretten, hvilket ( først her!) udløser alles krig mod alle. Denne uholdbare tilstand finder først sin afslutning der hvor der dannes en kontrakt som skal sikre den private ejendomsret og man begynder at vælge øvrighedspersoner, der skal sikre tilstandens fortsatte beståen. 4. stadium er det sidste stadium, hvor øvigheden ikke længere selv vælges, men derimod overdrager magten til deres efterfølgere. Dette kan samtidig ses som absolutismen som autoritær beslutningskultur i fuldt flor. 34 Det var Rousseaus opfattelse, at udviklingen som den var sporet var uafvendelig og måtte ende i despoti; alle mennesker er igen lige - underlagt en ny orden - en ny natur. Ringen er sluttet. 35 I Discours de l'inegalite er det selve samfundsmæssigørelsen, der depraverer mennesket. Det er den tvungne omgang med andre individer, og videre opfindelsen af ejendomsretten, som afgørende fjerner mennesket fra sin oprindelige naturtilstand. Selve samfundstilstanden er blot den pagt, som udtrykker individernes sameksistens, efter at denne beklagelige udvikling har fundet sted. 31 Der sigtes her til den fremvoksende arbejdsdeling, hvor nogle former for beskæftigelse efterhånden viser sig at være vigtigere end andre. Nogle er pludselig mere end andre. 32 Jean Jacques Rousseau. A Discourse on Inequality. p Jean Jacques Rousseau. A Discourse on Inequality. p Jean Jacques Rousseau. A Discourse on Inequality. p Jean Jacques Rousseau. A Discourse on Inequality. p