Kenno Simonsen: Prostitution - et socialt problem?

Transkript

1 Kenno Simonsen: Prostitution - et socialt problem? 2) Jeg hedder Kenno Simonsen, og min faglige indfaldsvinkel til prostitutionsområdet er, at jeg er psykolog med speciale i tværkulturel psykologi og sexologi. Som privatpraktiserende psykolog har jeg haft en del klienter med prostitutionserfaring. Der har været tale om klienter, der har været selvbetalere, og som altså har opsøgt mig udenom det offentlige behandlingssystem. Men det er ikke blot gennem mit faglige virke, jeg har haft indfaldsvinkler til prostitution. Også gennem mine personlige kontakter har jeg også fået indfaldsvinkler til feltet. Bl.a. har jeg tidligere - gennem 6 år af mit liv - været kæreste med en thailandsk kvinde, der havde 2 års erfaring som sexarbejder. Gennem hende fik jeg tæt kontakt til dele af det thailandske prostitutionsmiljø i København. De informationer, jeg fik fra thai-miljøet i København, stod i skærende kontrast til mange af de synspunkter, der blev fremført af kriminaliseringstilhængere i Danmark. Efter at en forsker fra Center for Ligestilling på RUC, Kenneth Reinicke, i 2004 udgav bogen Mænd i lyst og nød, blandede jeg mig i debatten. Det førte til, at jeg i 2006 udgav bogen Hulemand m/k om køn, seksualitet og prostitution. I kølvandet på bogen blev jeg kontaktet af nogle danske prostituerede fra netværket VipLounge. De gav mig yderligere informationer om det danske prostitutionsmiljø, ligesom jeg løbende blev gjort opmærksom på diverse videnskabelige undersøgelser på området. Men som det fremgår, er det de udenlandske sexarbejdere, der har været min primære indfaldsvinkel til prostitutionsfeltet. Denne gruppe vil imidlertid blive behandlet særskilt i et senere oplæg, så lad os rette blikket mod de danske sexarbejdere. 3) Et af de spørgsmål, der rejses i oplægget, er: Hvem er de danske prostituerede? Tina Ussing Bømler fra Ålborg Universitet har været med til at lave en undersøgelse af klinikprostituerede i Århus og Vejle. Formålet var at finde frem til hvilke sociale tiltag, man kunne målrette denne gruppe. Det, man her fandt frem til, var, at der ikke var tale om nogen homogen gruppe, og at man på baggrund af gruppens forskellighed ikke kunne finde frem til særlige sociale tiltag, man kunne målrette den. Det kan i øvrigt oplyses, at man fra Servicestyrelsen vurderer, at mindre end 10 % af prostituerede i Danmark arbejder fra gaden, og at godt halvdelen af den samlede gruppe af prostituerede er danskere. 4) Vi har ingen repræsentative danske undersøgelser, der belyser sexarbejderes trivsel. Den mest velrenommerede trivselsundersøgelse, der er foretaget på et grundlag, der er sammenligneligt med danske forhold, er en hollandsk undersøgelse foretaget af Ine Vanwesenbeck i Den er desværre i den danske debat blevet fejloversat, således at 75 % af sexarbejderne i undersøgelsen skulle mistrives med deres arbejde. Originalteksten fastslår imidlertid, at 50 % af de prostituerede havde en trivsel, der var helt sammenlignelig or sligtly worse end kontrolgruppen. Derimod var der 25 %, som virkelig mistrivedes med deres arbejde. Men der var også 25 %, som stortrivedes med sexarbejde, og som ikke ville bytte for noget andet. Set i det lys må de sociale tiltag skulle målrettes de 25 %, som reelt mistrives med deres erhverv. 5) På trods af den meget heterogene sammensætning blandt de prostituerede, defineres prostitution fra officielt hold i Danmark som et socialt problem.

2 6) Men lad os prøve at rette blikket mod de vigtigste motiver og omkostninger, der er forbundet med sexarbejde: På motivsiden har vi den velkendte: Økonomi. Som ved ethvert andet erhverv tjener man penge på sexarbejde. Og som ved ethvert andet erhverv er lønnen selvfølgelig en stærk motivationsfaktor til at udføre arbejdet. Men der er også andre motiver end de økonomiske. Blandt de psykologiske behov, som mange får opfyldt gennem sexarbejde, kan nævnes behovene for opmærksomhed og bekræftelse mange finder bekræftelse i, at andre finder dem så attraktive, at de ligefrem er parate til at betale for at være seksuelt sammen med dem samt behov for intimitet og spænding. Et mere kontroversielt motiv kan være sexarbejderens egne seksuelle behov. Men det vil være naivt at tro, at udlevelse af egne seksuelle fantasier aldrig spiller en rolle for sexarbejderen selv. På omkostningssiden må man i første omgang nævne stigmatisering, som af mange sexarbejdere betragtes som den mest belastende enkeltfaktor ved prostitution. Stigmatiseringen medfører en del følgeeffekter: Mange sexarbejdere ser sig nødsaget til at leve et dobbeltliv, hvor man ikke fortæller omgivelserne om sit erhverv. Det medfører angst for afsløring, og den konstante løgn og angst for afsløring fører så i mange tilfælde igen til lavt selvværd. For nogen medfører sexarbejdet også, at de efterfølgende angrer deres karriere som sexarbejder. Et tilfælde af det så jeg med et kristent par, hvor kvinden i sin ungdom havde arbejdet som prostitueret. Dette angrede hun efterfølgende meget, da hun følte sig syndig og som et dårligt menneske. En del af min behandling bestod i at snakke om Biblen. Jeg fortalte, at i min optik var den eneste årsag til, at vi som kristne overhovedet beskæftigede os med Det Gamle Testamente, at vi skulle se, hvad Jesus gjorde oprør imod. Jeg inddrog også den episode, hvor Jesus redder en prostitueret kvinde fra stening ved at sige, at den, der selv er uskyldsren jo kan kaste den første sten. Og når nu Jesus efter alt at dømme elskede hende som hun var, hvad var så årsagen til, at hun ikke kunne elske sig selv? Sexarbejde indebærer også en risiko for vold. Sexarbejderen opholder sig alene sammen med ukendte kunder, og det er i sig selv en situation, man erfaringsmæssigt ved indebærer risiko for vold. Jeg kan i den forbindelse nævne, at da jeg var studerende arbejdede jeg en overgang dels som taxachauffør, dels som dørmand på et værtshus. Da jeg skulle have en ulykkesforsikring, var det jobbet som taxachauffør, der blev takseret til at have den højeste voldsrisiko. Endelig er der en risiko for at blive smittet med diverse sygdomme. De fleste sexarbejdere i Danmark dyrker konsekvent sikker sex med kunderne, så nu om dage er det ikke seksuelt overførte sygdomme, jeg her hentyder til. Det er derimod almindelige infektionssygdomme som forkølelse og influenza, som sexarbejderen - i lighed med andre erhvervsgrupper, der kommer i tæt kontakt med mennesker som f.eks. pædagoger, lærere og plejepersonale - udsættes for. 7) Dem, der stigmatiseres, er i første omgang sexarbejderne. De stigmatiseres, enten som tøjter og horer, der opfører sig moralsk forkasteligt. Eller de stigmatiseres som viljeløse ofre, der ikke selv er i stand til at vurdere deres egen situation. Kunder stigmatiseres i høj grad også. De kaldes hensynsløse, og det fremføres, at mænd køber alt. De kaldes klamme i officielle kampagner som Hvem betaler prisen? ligesom sidste års Peter og Susanne-kampagne, der blev lanceret af Københavns Kommune, er stærkt stigmatiserende overfor kunderne. Erotiske performere stigmatiseres også af de samme årsager som prostituerede.

3 Endelig stigmatiseres prostitueredes allierede. I går kunne vi fra Petra Östergren høre, hvordan hun blev stigmatiseret, da hun gik ind i prostitutionsdebatten med en kritisk indfaldsvinkel til den svenske prostitutionslov. Jeg fik også selv hurtigt stigmatiseringen at mærke, da jeg i efteråret 2004 gik ind i debatten. Det skete ved, at jeg skrev et debatindlæg i Politiken, hvor jeg kritiserede de argumenter for kriminalisering af prostitution, som Kenneth Reinicke fremfører i bogen Mænd i lyst og nød. Efterfølgende blev jeg udsat for en stærk personlig kritik i ikke mindre end 3 debatindlæg. De to var skrevet af radikale politikere, det sidste af en phd-studerende fra RUC. Sidstnævnte forholdt sig i noget omfang til mine argumenter, men de to politikeres indlæg gik stort set udelukkende efter min person. 8) At sexarbejdere og alle, der har med dem at gøre, stigmatiseres skyldes flere faktorer: Historisk set er der først og fremmest en religiøs faktor. Vi har et kristent kulturgrundlag, og ifølge kirken er hor syndigt. Men der er også andre faktorer. Bl.a. har de prostituerede sat sig udenfor patriarkens økonomiske magt. De kvinder, der har ernæret sig ved prostitution, har ikke været økonomisk afhængige af én mand. Derfor har disse selvstændige, økonomisk uafhængige kvinder været en torn i øjet på patriarken, og det er da også bemærkelsesværdigt, at der er en tendens til, at jo mere patriarkalsk et samfund er, jo mere stigmatiseres prostituerede. Op gennem historien har helse også været en årsag til, at prostituerede stigmatiseredes. De ansås som kilde til spredning af seksuelt overførte sygdomme. På det seneste har en særlig fraktion af feminismen den sexnegative feminisme også deltaget aktivt i stigmatiseringen af sexarbejdere. Her stigmatiseres sexarbejderen enten som offer, eller som kollaboratør med fjenden mændene. Allerede midt i 80 erne beskrev Berl Kuchinsky forsøstringen mellem konservativt kristne miljøer i USA som Moral Majority og amerikanske feminister mod porno. Forsøstring mellem sexnegative feminister og Moral Majority har holdt sig op gennem tiden, og i dag er det prostitutionen, de gør fælles front imod. Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at den sexnegative fraktion af feministerne næsten har taget patent på feminisme i Skandinavien. Går man syd for den danske grænse, ser billedet meget mere broget ud; her findes mange feminister, der har fokus på individets selvbestemmelse over egen krop og seksualitet frem for statsmagtens regulering af denne. Det var den historiske baggrund for stigmatiseringen. 9) Skal vi se på, hvad der i dag er med til at nære stigmatiseringen, kan i første omgang nævnes definitionen af prostitution som socialt problem. Når man definerer prostitution som et problem, er det i sig selv stigmatiserende. Det har ført til, at man fra officiel side kører kampagner imod prostitution. Som eksempler kan nævnes Københavns Kommunes Peter og Susanne kampagne og senest Servicestyrelsens Hvem betaler prisen. Hvis man i Danmark vælger at kriminalisere prostitution, vil det være yderligere stigmatiserende. Direkte kriminalisering må siges at være samfundets mest rendyrkede form for stigmatisering. Fælles for alle disse tre faktorer er, at de alle er med til at forværre den mest belastende enkeltfaktor ved prostitution stigmatiseringen. 10) Det, at man fokuserer på prostitution som et problemfelt, har også præget forskning og vidensindsamling, som er blevet stærkt holdningspræget.

4 Udgangspunktet har ofte været, at prostitution er blevet anset som et nødvendigt onde, og bekæmpelse af dette har været et overordnet mål. Det har gjort, at man metodemæssigt ofte har undladt at overholde almindelige videnskabelige standarder, samt at der ikke er overensstemmelse mellem indhøstede data og konklusioner. Det er derfor nødvendigt at nærlæse undersøgelserne på prostitutionsområdet. Desværre er det ofte, når undersøgelserne refereres i pressen, kun de fejlagtige konklusioner, der danner grundlag for artiklerne. Som eksempler på manglende kvalitet i videnskabelige arbejder på området kan bl.a. nævnes Annalise Kongstads undersøgelse fra år 2000, hvor hun vil undersøge, om der er sammenhæng mellem tilgængeligheden til prostitution og hyppigheden af voldtægter. Hun fandt, at der i Danmark er 1 prostitueret for hver 833 indbyggere. I Sverige, hvor der var 1 prostitueret pr indbyggere, havde man en voldtægtsrate, der var dobbelt så stor som i Danmark. Det kunne altså umiddelbart se ud som om, prostitution har en voldtægtsbegrænsende effekt. Men så fandt hun, at i Norge og Finland havde man 1 prostitueret pr indbyggere, men i Norge var voldtægtsraten lidt lavere end i Danmark. Derfor konkluderede hun, at prostitution ikke var medvirkende til at begrænse antallet af seksuelle overgreb. Den konklusion hviler i mine øjne på et meget spinkelt grundlag. Særligt set i lyset af, at efter sexkøbslovens indførelse i Sverige, er antallet af anmeldte voldtægter her fordoblet, således at voldtægtsraten i Sverige i dag er 4 gange så høj som i Danmark. Jeg ved, at jeg her kommer ind på et kontroversielt område. Mange er af den opfattelse, at man ikke bør bruge prostituerede som overgrebsbegrænsere. Men i 1989, da jeg gik på kursus i klinisk sexologi på Panum, fik jeg præsenteret en anden indfaldsvinkel af Tore Langfelt, der i dag er leder af Sexologisk Klinik i Oslo. Han havde undersøgt sammenhængen mellem restriktiv seksualpolitik og overgrebsraten i en række lande. Undersøgelsen viste, at jo mere seksuelt restriktiv en lovgivning man havde, jo højere var forekomsten af seksuelle overgreb. Det er altså vanskeligt at sige, om det er den reducerede adgang til at besøge prostituerede, der i sig selv har været med til at påvirke raten af overgreb, eller om det f.eks. skyldes, at der generelt har været en seksualitetsundertrykkende tendens i Sverige, hvor sexkøbsloven blot er ét element. Et andet eksempel er sidste års Redegørelse om Prostitution i København, som er udarbejdet af Københavns Kommunes Socialforvaltning. Her forsøgte man at danne sig et overblik over omfanget af prostitution i København. Man opgjorde antallet af massageklinikker, og gangede det med 8, idet man regnede med, at det var antallet af prostituerede pr. klinik. På den baggrund konkluderede man, at prostitutionen i København var i eksplosiv vækst. I de tidligere undersøgelser, man sammenlignede med, havde man også brugt antallet af massageklinikker som grundlag for at estimere antallet af prostituerede. Her havde man blot ganget med 4, idet man regnede med, at det var antallet af prostituerede pr. klinik. Københavns Kommune havde altså helt enkelt fordoblet beregningsfaktoren. Det var i øvrigt bemærkelsesværdigt, at stort set hele den såkaldt eksplosive tilvækst fandtes indenfor området klinikprostitution. Internationalt kan nævnes den meget ofte refererede undersøgelse, foretaget af Melissa Farley i 5 og senere 9 lande. Denne undersøgelse bruges ofte som dokumentation for, at sexarbejde skulle medføre en massiv risiko for at udvikle PTSD posttraumatisk stress syndrom. Men Farley indsamlede sine data blandt prostituerede, der befandt sig i særdeles pressede situationer socialt. I flere lande var informanterne eksempelvis blevet kontaktet på væresteder for stofmisbrugere, eller mens de var i politiets varetægt. Omkring 75 % af informanterne manglede en bolig, og mere end halvdelen havde i barndommen været udsat for så alvorlig vold fra en primær omsorgsperson, at de havde pådraget sig behandlingskrævende fysiske skader. Belastningsgraden af disse faktorer er der overhovedet ikke taget højde for i konklusionen.

5 Senest oplevede jeg, på Nordisk Råds netop afholdte NIKK-konference i Stockholm, at den svenske justitsminister Beatrice Ask ved åbningen kunne fortælle, at man nu havde besluttet at lave en undersøgelse, der evaluerede sexkøbslovens effekt i Sverige. Undersøgelsen skulle først iværksættes til næste år, men hun kunne da heldigvis allerede fortælle os resultatet; undersøgelsen måtte nemlig ikke komme til en konklusion, der kunne danne baggrund for, at sexkøbsloven skulle afskaffes. At foretage en undersøgelse, der har så stærke klausuler på, hvad konklusionen må indeholde, er vist det, vi normalt kalder et bestillingsarbejde. 11) Hvis vi skal se på andre konsekvenser af, at man definerer prostitution som et socialt problem, kan nævnes, at det giver et skævt billede af hele feltet. Bl.a. har det gjort, at man næsten kun har haft øje for de økonomiske motiver til prostitution, mens der f.eks. ikke har været meget fokus på de psykologiske motiver. Fokus holdes derimod på de socialt forarmede sexarbejdere. Dette er sådan set OK, hvis det netop er, hvordan man iværksætter de bedste sociale tiltag, der arbejdes med. Men der er desværre en tendens til, at det billede, der dannes på baggrund af en fokusering på de 10 % dårligst stillede sexarbejdere, generaliseres til at være gældende for hele prostitutionsfeltet. Generelt får det den konsekvens i behandlingsarbejde, at det er svært at etablere tilbud til prostituerede, der ikke har prostitutionsophør som mål. I mit nye job, som er på et behandlingscenter for misbrugere, er det f.eks. svært at lancere tilbud til prostituerede stofmisbrugere, der ikke har en målsætning om prostitutionsophør indbygget. Det skaber faktisk nogle behandlingsmæssige problemer: For stofmisbrugeren er misbruget en problemløsningsmodel. Følelsesmæssige problemstillinger løses ved at indtage stoffer, der bedøver smerten ved de følelsesmæssige problemer. Prostitution er også en problemløsningsmodel. Det er løsningen på økonomiske problemer, samt på visse følelsesmæssige problemer bl.a. som følge af lavt selvværd eller manglende opmærksomhed og bekræftelse. Men da både stofforbruget og prostitutionen for mange i denne gruppe er primære problemløsningsmodeller, er det ofte en urealistisk strategi, når man vil have klienten til at opgive begge løsningsmodeller samtidig. 12) Hvis vi retter blikket mod andre landes prostitutionslove, så mener jeg ikke, at der er nogen, der er perfekte, og som direkte kan overføres til danske forhold: I Sverige har man siden 1999 kriminaliseret kunderne. Der er som sagt endnu ikke lavet nogen officiel evaluering af lovens effekt, men de svenske sexarbejdere nævner selv, at loven har medført øget stigmatisering og vold, øget afhængighed af bagmænd og dårligere arbejdsforhold. Flere kilder indenfor myndighederne erkender, at man har mistet overblikket over feltet, som er gået under jorden efter kriminaliseringen, ligesom det har den effekt, at det er vanskeligere for forskere at afdække, hvad der foregår i de svenske prostitutionsmiljøer. I Finland har man valgt at kriminalisere køberne af seksuelle ydelser hos handlede kvinder. Det har desværre en utilsigtet racistisk slagside; kunderne kan ikke se, om en sexarbejder er handlet eller ej. Derimod er det relativt let at finde ud af, om en sexarbejder er etnisk finne eller ej. Resultatet er formentligt, at kunderne fravælger sexarbejdere med anden etnisk herkomst end finsk, hvilket giver disse sexarbejdere en unfair konkurrence, der ene og alene beror på deres etniske herkomst. I alt fald kan jeg fortælle, at på thailandske massageklinikker i København kan man mærke, når der har været kampagner i aviserne, der fokuserede på handlede sexarbejdere. Disse thailandske prostituerede rammes økonomisk af kampagnerne, selv om de ikke er handlede, arbejder helt lovligt

6 og betaler skat og moms. En lovgivning efter finsk model må formodes at have endnu mere konkurrenceforvridende effekt. I Holland er prostitution lovligt, men man har valgt at indføre licens til den enkelte sexarbejder, og prostitutionen skal udføres i særlige prostitutionszoner. Det har haft den konsekvens, at der stadig er mange illegale sexarbejdere, der ikke ønsker licens. Myndighederne har valgt at koncentrere deres kontrolapparat i de særlige prostitutionszoner, hvorfor den illegale prostitution trækker væk fra disse, og foregår i de øvrige zoner, der skulle være prostitutionsfri. Endelig er der den New Zealandske model, hvor man har indført licenskrav til ejere af massageklinikker og escortbureauer. Men som vi hørte fra Georgina Beyer i går, så har man også et krav til etnicitet for at det overhovedet er lovligt at være sexarbejder. En sådan model kan derfor ikke anvendes her i Danmark, hvor vi er en del af EU med krav om arbejdskraftens frie bevægelighed. Jeg mener imidlertid godt, at man kan skele til den New Zealandske model, når der skal lovgives på området her i Danmark. Men den kræver nogle modifikationer til danske forhold bl.a. i forhold til etniske minoriteter. 13) Når vi gennem lovgivning skal forbedre forholdene for sexarbejdere, mener jeg, der bør lægges vægt på følgende faktorer: At sexarbejde anerkendes som erhverv med tilhørende rettigheder i stedet for som nu, hvor det befinder sig i en gråzone, hvor der skal betales skat af indkomsterne, men hvor sexarbejderne ikke nyder de samme rettigheder, der gør sig gældende for beskæftigede i andre erhverv. En sådan normalisering af erhvervet ville have en reducerende effekt på stigmatiseringen. At rufferiloven ændres til, at der kræves licens til ejere af massageklinikker og escortbureauer, der beskæftiger sexarbejdere. Dette for at sikre ordentlige arbejdsforhold for sexarbejderne. Men også for at sikre gennemsigtigheden i branchen, og dermed informationskilder til myndighederne. Hvis man har en hvid bordelvirksomhed, og man får unfair konkurrence fra et bordel med handlede kvinder, har man en klar interesse i at oplyse myndighederne om det ulovlige forhold. Det er derfor min påstand, at en licensordning til ejere vil gøre det lettere at få den information, der er nødvendig for at kunne retsforfølge de bordelejere, der anvender handlet arbejdskraft, eller som i almindelighed bruger vold eller tvang som en del af forretningsmetoderne. En anden ting, man i mine øjne burde overveje, er en ordning, der giver bedre muligheder for asyl til traffickede sexarbejdere, hvis hjemsendelse vurderes at medføre en sikkerhedsrisiko. Dette punkt har jeg medtaget af humanitære årsager. Endelig mener jeg, at man bør overveje en lempelse af narkoloven, således at de hårdest belastede narkomaner kan få deres stof lovligt. Det ville mindske det økonomiske pres på stofmisbrugeren, og dermed ville gruppen ikke være presset ud i prostitution eller kriminalitet. Det ville medføre en enorm social forbedring for de hårdest belastede stofmisbrugere. Kenno Simonsen