Ind og ud af det politiske rum - kolonipolitik og etnicitet i Masisi. Indholdsfortegnelse

Transkript

1 Indholdsfortegnelse Kapitel 1. Indledning Problemfelt Masisi som case-studie...4 Kapitel 2. Metode og tilgang Indledning Metodologi Afslutning Historiesyn Indledning Genealogisk metode versus historisme Afslutning Analyseramme Indledning Magt og politik Magtrelationer Magt og Modstand Afslutning Kolonial forvaltningsræson Indledning Et spørgsmål om rettigheder Mamdanis analyse Direkte og indirekte forvaltning Direkte forvaltning Indirekte forvaltning Borgere og vasaller Uafhængighed Afslutning...30 Kapitel 3. Europæisk geopolitik et imperialistisk rationale Europæisk kolonisering af Afrika Indledning Geopolitisk panik Det geopolitiske rationale The Scramble for Africa Afslutning...37 Kapital 4. Belgisk kolonipolitik i Masisi Indledning Administration og etnologi Administration i Masisi André Kalinda: Mwami qua mwami eller mwami qua funktionær Økonomiske og sociale omvæltninger Afslutning Konflikt om rettigheden til brugen af jord i Masisi Indledning C.N.K.I. en monopolistisk praksis Appoprieringen af Kabati-Kisuma koloniseringsblokken: en case Afslutning Ind og ud af det politiske rum - Rwandesiske immigranter i Masisi

2 Indledning Forspil til etnisk konflikt Principper for brugen af jord Dialektikken mellem etnisk og civilt statsborgerskab i det postkoloniale Masisi Afslutning Kapitel 5. Konklusion Bibliografi Artikler og Kapitler i bøger Bøger Rapporter Nyhedsartikler

3 Kapitel 1. Indledning Going up the river was like travelling back to the earliest beginnings of the world there was no joy in the brilliance of sunshine You lost your way on that river as you would in a desert and butted all day long against shoals trying to find the channel till you thought yourself bewitched and cut off for ever from everything you had known 1. -Joseph Conrad, Heart of Darkness Da nøgne mayi-mayi 2 krigere i 1997 for første gang gjorde sig synlige for omverdenen og midlertidigt overtog grænseovergangen ved Goma (Demokratiske Republik Congo) og Gisenyi (Rwanda), fremstod det for den uindviede som endnu et tragisk bevis på, at den østlige del af Congo nu ville forfalde til en præhistorisk tilstand af anarki, barbari og vold. Deres opdukken fremmanede stereotype billeder af et Heart of Darkness. Observatører havde ikke svært ved finde på betegnelser eller forklaringer på dette fænomen. Billederne af disse nøgne krigere kunne genkendes præcis, fordi de repræsenterede de eksotiske og primitive forestillinger journalister og observatører var på udkig efter. En fremmed Andethed, der repræsenterer menneskehedens mørkere potentiale, en kultur, der markant adskiller sig fra den vestlige verdens. Velvidende, at jeg selv er indskrevet i en vestlig diskurs, udspringer projektet derfor af en umiddelbar forundring over et tilsyneladende irrationelt konfliktmønster i den østlige del af den Demokratiske Republik Congo 3. Jeg vil argumentere for, at forudsætningen for at opnå 1 Heart of Darkness er titlen på Joseph Conrads ( ) berømte bog, hvori Conrads alter ego Marlow foretager en rejse op ad en unavngiven flod, der på kortet ligner: an immense snake uncoiled, with its head in the sea, its body at rest curving afar over a vast country and it s tail lost in the depths of the land i et dampskib for at hente en ladning elfenben for et handelsselskab. Her møde han den legendariske Mr. Kurtz; firmaets geniale ene hvide mand, der har skabt sig et mindre hertugdømme bygget på rå magtudøvelse og terror. Bogen er bygget på Conrads egne oplevelser i Kong Leopolds Congo Fristat, og bogens gruopvækkende scener beskriver den berygtede udplyndring af Fristatens resurser og befolkning. 2 Mayi-Mayi er kivutiansk dialekt for swahili maji,(udtales madji), som betyder vand. Mayi-mayi krigerne overhælder sig med helligt vand i den tro, at det gør dem usårlige overfor fysisk skade. Vlassenroot betegner dem som de autoktone folks militsgrupper, bestående af marginaliserede ynglinge, der handler imod enhver form for moderne autoritet. Hvad enten de identificerer sig selv som kasindiens, bangilima, kataku, batiri, simba eller mayi-mayi, er dette blot flere navne for det samme fænomen (Vlassenroot, 2000: 281). 3 Landet har siden Kong Leopolds dannelse af fristaten Congo haft et antal navne: 17. maj i dag: Den Demokratiske Republik (DRC), 27. oktober maj : Zaïre, 1. juli oktober 1971: Den Demokratiske Republik Congo, 1. juli juli 1966: Republikken Congo, 15. november juli 1960: 3

4 indsigt i dette konfliktmønster, kræver en kritisk indstilling til bestemte ontologier om begreber som rationalitet, kultur, og etnicitet, der har domineret vidensproduktionen i den vestlige verden. 1.1 Problemfelt Masisi som case-studie Kivu regionen i det østlige Congo dækker et areal på 230,510 km 2 (se kort nr. 4) og er opdelt i tre provinser, Nord-Kivu, Syd-Kivu og Maniema. Regionen grænser op til Uganda, Burundi, Rwanda og Tanzania. Nord- og Syd-Kivu er den del af DRC, der er hårdest ramt af blodige etniske konflikter. Jeg har valgt at lave et case-studie af den Nord-Kivutianske zone Masisi på km 2, sådan som den blev defineret i 1954 (se kort nr. 1). Jeg vil i dette projekt undersøge, hvordan den belgiske kolonimagts politik har skabt præcedens for etnisk konflikter i Masisi. Mit mål med projektet er derfor at undersøge den proces, der har ledt til en radikalisering af politiske etniske identiteter. Den officielle koloniale fortælling om Masisi, fortæller en historie om at området kun var sparsomt beboet på tærskelen af den Belgiske kolonisering i 1920 erne og 1930 erne (Bucyalimwe, 1990: 1); og kommer til udtryk i dette citat. We will find there [den nordlige region nordvest for Kivusøen, Masisi inkluderet], sufficient lands for the settlers and Rwandan families that are willing to come to and settle without endangering either directly or indirectly the interests of the autochtonous population. (B.O.,: 842: 1928, i Bucyalimwe, 1990: 1[min kommentar]) Denne forestilling autoriserede i 1920 erne en storstilet landbrugskolonisering i Masisi. Dette indgreb medførte dybtgående dislokationer for den autoktone befolkning i Masisi, i særdeleshed hvad angår produktionens praksisformer. Den lokale befolkning blev påbudt at arbejde på de europæiske plantager, dels for at brødføde kolonisterne, dels for at imødekomme stadig større eksportkrav til verdensmarkedet. Denne grundlæggende dislokation af produktionens praksisformer blev dermed determinerende for retten til brugen Belgisk Congo, 29. maj August 1908: Fristaten Congo. Fremover vil jeg bruge disse betegnelser, alt efter hvilken historisk periode, jeg refererer til. 4

5 af jord. Kampen om disse rettigheder har fået eksistentielle konsekvenser, hvis destruktive potentiale først er blevet realiseret til fulde i udviklingen over det sidste årti. Den afrikanske befolkning er primært opdelt i tre forskellige etniske kollektive identiteter: bahunde, bahutu og batutsi 4. Bahunde udgør den største autoktone befolkningsgruppe, og var talrigest i den prækoloniale periode. Men situationen ændrede sig under den koloniale periode, grundet en massiv Rwandesisk indvandring, effektueret af kolonimagten; således udgjorde bahundegruppen i 1986, ud af en befolkning på , udgjorde blot 15 % 5. Bahutuerne og batutsierne er, mestendels, immigranter eller flygtninge fra Rwanda og går under fællesbetegnelsen Banyarwanda 6. Majoriteten, bahutu elementet, blev bragt til Masisi af den belgiske kolonimagt mellem 1937 og 1956, mens batutsi elementet hovedsageligt består af flygtninge fra omstyrtningen af tutsi-monarkiet i Rwanda i (Young, 1984: 713; Lemarchand, 2001, 26). Jeg vil fokusere på perioden 1928 til 1960, eftersom det var i denne periode, at Masisi blev udsat for en intensiv landbrugskolonisering med den quasi-statslige entreprise: Comité National du Kivu (C.N.K.I.) som administrator af denne proces. I min undersøgelse af, hvordan den belgiske kolonipolitik har påvirket nutidens etniske konflikter i Masisi, vil jeg fokusere på to strategier i den belgiske kolonipolitik; 1. udviklingen af et kapitalistisk landbrugssystem, 2. forflyttelsen af arbejdskraft fra Rwanda til Masisi, Jeg vil strukturere udforskningen af problemerne ved disse to strategier ud fra en analyse af: Konsekvenserne af kolonimagtens kontrol over retten til jord, som den blev implementeret af C.N.K.I. og den koloniale statsmagt. 4 Ba er et præfix, og indikerer at tilhørsforhold den pågældende etinske gruppe: hutu, tutsi eller hunde. 5 Befolkningskomposition Masisi: Bahutu: ; Batutsi: 33,360; Bahunde: 5.310; Banande: 28, Nyakaribisognets arkiver, Farde Statistique. Statistique civiles, 1986, s. 2 i Bucyalimwe, 1990: Banyarwanda betyder: dem som kommer Rwanda. 7 ca tutsier flygtede til Zaire, Tanzania og Uganda i kølvandet på revolutionen. 5

6 Den modstand denne magtudøvelse blev konfronteret med. Den proces, hvorved Banyarwanda befolkningen blev konstrueret som fremmede hos den autoktone befolkning; herunder konsekvenserne af det rationale, den koloniale administration afgjorde de rwandesiske immigranters rettigheder ud fra. På baggrund af ovenstående fremstiller jeg følgende problemstilling: Hvordan har den belgiske kolonipolitik skabt præcedens for konflikt mellem den autoktone befolkning og immigrantbefolkningen i Masisi? (Kivu, DRC) Masisi har været påvirket af magtstrategier på alle niveauer, det globale, det nationale, det regionale og lokale, men jeg håber ved eksemplificering, at kunne trække nogle ting frem i lyset, der kan afmystificerer den komplicerede og ekstreme nødsituation, der har hjemsøgt DRC siden Kapitel 2. Metode og tilgang 2.1. Indledning Formålet med dette afsnit er at udvikle en heuristik for studiet af konsekvenserne af den belgiske kolonipolitik i Masisi. Jeg vil argumentere for, at nutidens konflikter i Kivu bør løsrives fra stereotype forestillinger om nedarvede voldelige afrikanske kulturer. Hovedformålet med afsnittet er altså at udvikle en metode, der tilbyder en alternativ fortolkning af, hvordan de etniske konflikter i Kivu er opstået. Metoden kan deles op i tre tempi: Første del består af nogle metodologiske refleksioner. Anden del består i at fremstille projektets historiesyn. Den tredje del vil bestå af udviklingen af en analysemodel til studiet af kolonial politik i Masisi Metodologi De to analytiske nøglebegreber i indeværende opgave er begrebsparret magt og rationalitet samt relationen i mellem de to. Jeg har ladet mig inspirere af Bent Flyvbjergs afhandling: Magt og Rationalitet, Bind 1, Det konkretes videnskab, til at udvikle den metodiske del af projektet. Konceptet i Flyvbjergs afhandling er overvejende grundvidenskabeligt, forstået på den måde, at han udvikler en metode til det konkrete studie af magt og rationalitet. I Bind 1. er arbejdet af videnskabsteoretisk-metodisk karakter, og drejer sig om at udvikle en videnskab 6

7 for det partikulære, det kontekstafhængige og fortællinger rettet mod samfundsmæssig praxis, det som alternativ til videnskab med fokus på det universelle, det kontekstuafhængige og forklaring, der bygger på det naturvidenskabelige episteme 8 (Flyvbjerg, 1991: 20-21). Flyvbjergs centrale argument om rationalitet er, at intelligent, rationel handling består af andet og mere end kalkuleret, analytisk rationalitet. Kompetente præstationer indenfor en given kontekst forudsætter en kvalitativt anderledes ekspertise baseret på intuition og erfaring (Flyvbjerg, 1991: 35). Individets evne til at trække på erfaringer gjort på egen krop, betyder, at rationalitet er kontekstafhængig og ikke kan eksternaliseres i regler og forklaringer. Tilgangen er grundlæggende kritisk, dekonstruktiv og denaturaliserende. Flyvbjerg gør opmærksom på, at den vestlige betragtningsmåde, der hylder menneskelig aktivitet, der bedst simulerer en maskine eller en bureaukrat; den regelbaserede, logiske, analytisk-rationelle adfærd som han benævner: den analytisk-rationelle fejlslutning, ikke nødvendigvis er den eneste form for rationalitet. Hvilke konsekvenser får denne forståelse af rationalitet for studiet af kolonipolitik i Belgisk Congo? Flyvbjerg argumenterer for, at en heuristik for et progressivt studie af et socialt fænomen nødvendigvis må rette sig mod praxis (Flyvbjerg, 1991: 81). Flyvbjerg angiver nogle heuristiske retningslinier for en praksisorienteret forskning, og dermed for det konkretes videnskab. Ud for hvert punkt gennemgås, hvad denne metodiske retningslinie får af konsekvenser for projektets case, samt eventuelle forbehold. Værdier: Det konkretes videnskab fokuserer pr. definition på værdier, f.eks. ved hjælp af de simple værdirationelle spørgsmål: Hvor er vi på vej hen? Er det ønskeligt? Hvad bør der gøres? Kommentar: Begrebet værdirationalitet besidder en indlejret dobbelthed. Den første side af denne dobbelthed vedrører den studerende; hvilke værdirationaler dominerer 8 Aristoteles klassiske begreb blev omskrevet af Foucault i sin brug af begrebet i Les Mots et les choses, 1966 (Ordene og Tingene) hvor han bruger det til at betegne anonyme, historiske fremkommende tankesystemer, der sætter grænser for, hvad der kan siges og tænkes i en bestemt social og intellektuel kontekst, ikke ulig Kuhns paradigme eller det marxistiske: ideologi. 7

8 tilgangen til studiet af koloniale praksisformer? Hvilke etiske overvejelser fik mig til at betegne disse praksisformer som et problem i projektets problemformulering? Personlig etik og værdirationalitet er to beslægtede begreber. Den anden side af dobbeltheden vedrører studieobjektet og relaterer sig til problemformuleringens subjekt: Den belgiske kolonipolitik. Hvilke værdirationaler ligger indlejret i denne politik, og hvordan har det påvirket? Magt: Foruden at fokusere på de tre spørgsmål nævnt under værdier spørger det konkretes videnskab også: Hvem vinder og hvem taber? Gennem hvilke magtforhold? Kommentar: For dette projekt ville spørgsmålet om, hvilke magtforhold kan vi observere i Masisi? Hvem har muligheden for at udøve dominans? Hvem har været underlagt denne dominans? Hvordan har disse magtforhold ændret sig over tid? Jeg vil i afsnit i 2.5. beskæftige mig mere indgående med magtbegrebet og afslutter derfor diskussionen her. Nærhed: Det konkretes videnskab forsøger at forankre forskningen i den studeredes kontekst og sikrer dermed en hermeneutisk forståelse af det studerede. Dette gælder både aktuelle og historiske studier; Kommentar: Her er der tale om det, Flyvbjerg i en anden sammenhæng har kaldt forskning- på-kroppen. Ideelt set havde jeg, for at honorere denne retningslinie, foretaget et feltstudie i Masisi. Derigennem kunne jeg have udforsket konsekvenserne konkret. På denne vis ville det have været muligt at lave et aktuelt studie af situationen i Kivu. Det ville på denne måde have været muligt at indgå i en aktiv dialog med problemformuleringens subjekt(er), dialog med lokale studerende og forskere, dialog med beslutningstagere, samt en dialog med den generelle offentlighed på stedet. Projektet ville derigennem være blevet tilført en socialt betinget og intersubjektiv værdirationalitet, snarere end den personificerede værdirationalitet, der blev nævnt ovenfor. Et sådant studie ligger imidlertid ikke inden for rammerne af indeværende projekt og udgør som sådan et forskningsmæssigt problem. Dette problem ville have været uacceptabelt, såfremt jeg eksempelvis havde valgt at fokusere på en af mayi- 8

9 mayi gruppernes ideologi. Jeg har i stedet søgt at komme tæt på virkeligheden ved at gå i dialog med fortidens stemmer, dvs. jeg må forlade mig på primære og sekundære kilder fra fortiden, der udtaler sig om den belgiske kolonipolitik i Masisi. Minutiae 9 : Det konkretes videnskab starter fænomenologisk med at stille små spørgsmål. Såkaldte små spørgsmål leder ofte til store svar, og at detaljer ofte, når de granskes nøje, viser sig prægnante med metaforer. Praksisorienteret forskning er på samme tid så detaljeret og så generel som mulig; den søger det store i det små, og vice versa. Dette punkt, som går stik imod megen konventionel visdom om vigtige problemer og store spørgsmål. Kommentar: Her vil jeg vise, hvordan selv tilsyneladende uvæsentlige handlinger foretaget af ukendte aktører, er mættet med information om magtforholdene i Masisi; eksempelvis ved at vise, hvordan selv små konfrontationer er symptomatiske for konflikter med et bredere perspektiv. Praksis: Det konkretes videnskab fokuserer på praktisk aktivitet og praktisk viden i dagligdagssituationer. Det kan betyde, men er på ingen måde ensbetydende med, at fokus er på kendte sociologiske, etnografiske og historiske fænomener som hverdagsfolk og hverdagsliv. Hvad det altid betyder, er at fokus ligger på de faktiske daglige praksisser, som konstituerer et givet interessefelt. Kommentar: Flyvbjerg anser praksis som mere fundamental end diskurs, i denne sondring mellem det diskursive og det prædiskursive er jeg uenig med Flyvbjerg; jeg kan ikke se, hvordan det skulle være muligt, at adskille det diskursive fra det prædiskursive, for mig at se er en given praksis altid-allerede en del af en diskurs såvel som konstituerende for dens videre evolution. Jeg mener der er mere frugtbart at anskue relationen mellem diskurs og praksis som værende dialektisk. Det der menes her er, at når en given diskurs bliver konfronteret med den konkrete praksis, oplever den sin egen ufuldstændighed, og dette genererer nye dis-[harmoni]-kurser. Denne forskelssætning tillader praksissen at ændre diskursen, uden på samme tid at hævde at 9 Af minutiøs; minutae: småting 9

10 diskursers grundelement er enkeltstående handlinger. Man kunne kalde diskurs/praksis relationen dialektisk synergistisk. Fokuseringen på dialektisk synergi mellem praksis og diskurs giver også et bedre fundament for at indfange relationen mellem historisk kontinuitet og diskontinuitet. I indeværende opgave har det været interessant at observere, hvordan eksempelvis den etnologiske diskurs kulturessentialistiske forestillinger gang på gang bliver kompromitteret i mødet med den koloniale virkelighed, og at den politiske praksis selv måtte opfinde nye etniske kategorier, for at løse dette problem. Konkrete cases: Praktisk rationalitet forstås bedst gennem dybe case-studier. Betydningen af dette punkt kan næppe overbetones. Kommentar: Første skridt var at udvælge en case, der udviste de karaktértræk projektet skulle handle om. Valget faldt på Kivu, fordi det er denne region, der har været hårdest ramt af voldelige etniske konflikter. Næste skridt var at udvælge et tema, her faldt valget på kolonipolitik, fordi der blandt etablerede forskere eksisterer konsensus om, at Kivus koloniale erfaring har haft stort indflydelse på opblomstringen af etniske konflikter. Dernæst indsnævrede jeg optikken yderligere, idet jeg valgte at fokusere på den koloniale jordpolitik. Dette skete på baggrund af en samtale med René Lemarchand 10, som er ekspert i centralafrikanske anliggender; under denne samtale påpegede Lemarchand, at nutidens konflikter i Kivu i høj grad drejer sig om konflikter over retten til brugen af land. Jeg valgte siden at fokusere på perioden , da det er i denne periode, at den koloniale jordpolitik systematiseres og med tiden institutionaliseres. Jeg indsnævrede mig yderligere til Masisi, fordi det var muligt at identificere en relativt autonom historisk proces i dette område, og fordi Maisi indeholdt de elementer, jeg havde udvalgt. Samtidig var Masisi det eneste område af Kivu, det har været muligt at finde kildemateriale om, som honorerer kravene til et konkret studie af magt og rationalitet, og som samtidig ligger indenfor rammerne af dette projekt. 10. Samtale afholdt d.30/ på Center for Afrikastudier. 10

11 Kontekst: Det konkretes videnskab fokuserer på kontekst, da daglige praksisser og cases kun kan forstås i deres relevante kontekst. Kommentar: Intentionen med dette projekt er at studere konsekvenserne af den koloniale politik i Masisi i sin partikularitet. Dette står i modsætningsforhold til mere universalistiske forklaringstyper, hvor samfundsmæssige problemer studeres ud fra en antagelse om menneskets baggrundsfærdigheder. Hvordan? Det konkretes videnskab fokuserer i højere grad spørgsmålet hvordan? Frem for det mere strukturelle hvorfor? Kommentar: Måden man spørger ind til sit genstandsfelt er kardinalpunktet for udfaldet af ens studie. Derfor har jeg også valgt at stille spørgsmålet hvordan i min problemstilling frem for hvorfor? Hvorfor er mere strukturelt/statisk og fokusere i højere grad på forklaring modsat det mere dynamiske hvordan, der fokuserer på fortolkning. Narrativ/historie: Historie er vigtig i det konkretes videnskab i begge betydninger af ordet, dvs. både som narrativ fortalt af konkrete aktører og som registrering af historisk udvikling. Kommentar: Her vil jeg atter indskyde et forbehold, jeg mener ikke det er uproblematisk at søge at adskille en fortælling fra historie, problemet vedrørende det rimelige i denne adskillelse har afgørende konsekvenser. Jeg mener altid, at historie har en forfatter og har derfor pr. definition en fortælling, jeg er skeptisk overfor den historistiske tradition, der søger at finde/registrere historien i et forsøg på at afdække wie es eigentlich gewesen. Diskussionen forlades her, men genoptages i afsnittet om historiesyn. Aktør/Struktur: Det konkretes videnskab fokuserer på både aktørniveau og strukturniveau samt på forholdet mellem de to i et forsøg på at komme hinsides 11

12 dualismerne aktør-struktur, hermeneutik-strukturalisme, og voluntarismedeterminisme (Flyvbjerg, 1991: 82-85). Kommentar: Jeg vil løsrive indeværende case-studie fra denne velkendte dualisme ved at beskæftige mig med forskellige diskursive niveauer. Projektet indeholder et afsnit om europæiske geopolitik, for at vise nogle rationaler, der lå bag den koloniale ekspansion i Afrika. Jeg vil vise, hvordan denne teori om menneskers naturlige organisering i rum påvirkede den koloniale politik, og hvordan den koloniale politik påvirkede det koloniale subjekt Afslutning I dette afsnit har jeg koncentreret mig om at udstikke nogle metodiske retningslinier for projektet. Denne metode skal ikke forstås som et rigidt regelsæt, det er snarere en metode, der tilsigter at minde den studerende om, hvad han bør undgå. Som afslutning på den metodologiske diskussion foretages en revurdering, a case studiet som undersøgelsesstrategi. I den forbindelse vil jeg kommentere en grundlæggende misforståelse og to case specifikke misforståelser. Misforståelse: Generel (kontekstuafhængig) teori kan forklare studiet af menneske og samfund. Rettelse: Denne misforståelse leder til en forgæves søgen efter forudsigende teorier og universaler i studiet af menneske og samfund. Relateret misforståelse 1: Rationel adfærd er kontekstuafhængig og analytisk. Rettelse: Rationalitet er kontekstafhængig og kan ikke eksternaliseres i regler og forklaringer. Denne rettelse betyder, at det er en misforståelse at betegne de voldelige konflikter Masisi som irrationelle. Relateret misforståelse 2: Kultur er en naturtilstand. Rettelse: Kultur besidder ikke nedarvede (naturlige) karakteristika, og det er derfor fejlagtigt at anføre at vold er et nedarvet kulturtræk ved afrikanske kulturer. 12

13 I stedet vil jeg med udgangspunkt i ovenstående påvise, hvordan koloniale praksisformer, indskrevet i forskellige diskursive strategier, på forskellige niveauer, har påvirket den aktuelle etniske konflikt i Masisi; det i kontrast til forklaringer, der anskuer denne voldelige adfærd, som et udtryk for en ubodelig irrationel afrikansk voldskultur Historiesyn Indledning I dette afsnit vil jeg kort introducere den optik, hvormed jeg vil rekonstruere belgisk kolonipolitik i Masisi i perioden Kort opsummeret blev der i afsnit 2.3. konkluderet, at studiet af menneske og samfund ikke er videnskabeligt i epistemisk forstand, således også for historiske studier. I forlængelse heraf blev der argumenteret for, at et historisk case studie af belgisk kolonipolitik i Masisi er forudsætningen for at opnå en kontekstafhængig forståelse af de etniske konflikter i Kivu. Målet med dette afsnit er at etablere opgavens perspektiv på historie. Det grundlæggende spørgsmål er, hvordan udvikler samfund sig over tid? Dette gøres ved at vise på hvilken måde, opgaven adskiller sig fra den historistiske tradition. Historiesynet er formuleret på baggrund af de heuristiske retningslinier, der blev fremstillet i foregående kapitel, og inspireret af Michel Foucaults genealogiske metode Genealogisk metode versus historisme Genealogisk metode udviser flere fællestræk med den klassiske historistiske tradition, primært på det håndværksmæssige niveau, men adskiller sig afgørende i sit perspektiv. Historisterne var ligeledes anti-universalister. Der fandtes ingen almengyldige love. Historisterne mente, at hver tid besad sin egenart, das Einmalige, som tog bolig i nationens folkeånd. Historismens perspektiv var således at finde nationens folkeånd, dens individualitet, skrinlagt i historien. Historisterne mente det var muligt at rekonstruere denne nationens historie, den type for historieskrivning blev historiefagets egentlige gebet. Fordi epokerne og nationerne var forskellige, blev det historikerens opgave at møde epokerne med et åbent sind og føle sig ind i, og intuitivt forstå den dominerende tendens folkeånden, som blev opfattet som noget mere end summen af individerne, derfor er historisterne blevet 13

14 kaldt hermeneutikere, og filosofiske idealister. Det gjaldt altså om, for historister, at registrere historien som den virkelig var, wie es eigentlich gewesen med den berømte formulering af Leopold von Ranke ( ), et af retningens store navne. Dette måtte ske sagligt og upartisk, med en objektiv videnskabelig metode. Objektivitetskravet byggede på ideen om, at en grundig granskning af originale kilder ville lede historikeren frem epokens essens. Så historisterne måtte arbejde med de originale overleveringer fra epoken, ikke med senere fremstilling af den (Kjeldstatli, 2001, 57-59). Genealogi derimod referer til en metode, der forsøger at portrættere og beskrive subjektet indenfor en historisk redegørelse (Dreyfus & Rabinow, 1982: 120). Genealogi tilbyder os, gennem et historisk perspektiv, en forståelse af, at det, der i nuet fremstår naturlig og utvetydigt, er blevet til via strategiske strukturer og konkrete praksisformer på baggrund af kontingente historiske mulighedsbetingelser. I modsætning til historismens nationalromantiske kulturreduktionisme, hvor historisk udvikling ses som udlevelsen af en bestemt nationalkulturel essens. Historismens perspektiv kan derfor sige at være teleologisk. Målet med genealogisk metode er derimod at stille spørgsmål med teleologiske metanarrativer, ved at rette et kritisk blik på et nutidigt fænomen, ved at tilbyde en udforskning og afdækning af konkrete magtrelationer i et historisk forløb. Det er ikke muligt at tale om genealogi uden samtidig at nævne arkæologi, når talen falder på Foucault. Begreberne komplementerer hinanden; arkæologi beskæftiger sig med analyse af dannelsen af diskurser, mens genealogi koncentrerer sig om diskursernes komplekse netværk og deres proces. (Dreyfus & Rabinow, 1982: 106). Arkæologi er en teknikform for genealoger, eftersom arkæologi hjælper med at isolere diskursens genstand, og derigennem skabe en analytisk distance til det diskursive felt, der analyseres. The genealogist is a diagnostician who concentrates on the relations of power, knowledge and the body in modern society having begun on the inside, the archaeologist can move one step back from the discourse and treat it as discourse object. (Dreyfus & Rabinow 1982: 104) 14

15 Genealogi drejer sig om den strategiske brug af arkæologi til at besvare problemer i nutiden, men genealogi står i modsætningsforhold til traditionel historisk metode, idet den søger at : record the singularity of events outside of any monotonous finality. (Foucault i Dreyfus & Rabinow, 1982: 106). I genealogi ligger fokus på den måde, sandheder skabes og fungerer i praksis. Genealogi afviser søgen efter en essens, dybde eller finalistiske sandheder, men prøver snarere at udpege diskontinuiteter, hvor andre ville pege på udvikling (Dreyfus & Rabinow, 1982: 106). Seen genealogically, this obsession with deep and hidden meaning becomes directly accessible to an observer, once he distances himself from cultural belief en deep meanings. That which seemed most hidden (because of its supposed importance) becomes not what it seemed. (Dreyfus & Rabinow, 1982: 107) Opsummeringen af ovenstående leder frem til den konklusion, at historisme og genealogisk metode fokuserer på: Partikularitet Fortolkning/hermeneutik Dybe empiriske studier Disse fællestræk behøver ingen nærmere udredning, da de allerede er blevet berørt tidligere i projektet. Men de to tilgange adskiller sig fra hinanden på følgende afgørende punkter: Historismen: Der findes en sand historie inkarneret i folkeånden; Indsigelse: Historien er altid en konstruktion, en fortælling med en afsender, også selv om der er tale om originale kilder. Dette er en vigtig indsigelse, fordi opfattelser, der antager, at udviklingen har et begyndelsespunkt, i dette tilfælde nationens originale folkeånd, forgæves vil søge sandheden. Til dette siger Foucault: What is found at the historical beginning of things is not the inviolable identity of their origin; it is the dissension of other things it is disparity Emergency is always produced through a particular stage of forces. (Foucault, 1984: 79) 15

16 Historismen: Historie er en objektiv videnskab; Indsigelse: Historie kan, lige som de andre humanvidenskaber, ikke gøres til genstand for objektive studier. Objektivitet skabes af diskurser; visse forestillinger ophøjes til at være objektive. Historismens eget nationalromantiske objekt er paradoksalt nok selv et eksempel på en sådan virtuel objektivitet. Problemet består i, at mennesket befinder sig i en dobbeltrolle som både konstituerende for, hvad der skal tælle som fakta i humanvidenskaberne, og samtidig som objekt for teoretisk og empirisk udforskning. Mennesket bliver således både meningsgiver og objekt (subjekt, der giver mening til ting, d.v.s. afgør, hvad der skal tælle som objekt, og objektet selv). Dette betyder, at humanvidenskaberne ikke kan blive stabile, og at der ikke kan udvikles et finit teorikompleks, der indfanger alverdens former af menneskelig adfærd. Ingen videnskab kan objektificere det fænomen, som gør den mulig. Der kan ikke opnås stabilitet, når det fænomen, der er i centrum (her historie) både er objekt og subjekt for videnskaben (Foucault, 2002: 340 ff.) Afslutning I dette afsnit har jeg argumenteret for, at skønt den klassiske historisme besidder nogle grundlæggende dyder, der med fordel kan drages nytte af i et case studie, herunder dens fokus på partikularitet, hermeneutik og dybe empiriske studier, lider tilgangen under dens ambition om både at være meningsgiver og objekt for historien. Historismens objektivitetskrav bunder i ideen om, at sandheden vil åbenbare sig ud af en grundig granskning af kilder (helst originale). Genealogi komplementeret af arkæologisk teknik, derimod, afviser denne søgen efter originalitet, kilden er ikke et udtryk for en dybereliggende sandhed. Den historiske kilde kan bruges til dechifrere diskurser i dens samtid, og ad denne vej rekonstruere historiske magtrelationer, med henblik på at rette et kritisk blik på nutidige problemstillinger Analyseramme Indledning Efter at have skitseret en heuristik for et progressivt historisk studie samt afklaret projektets historiesyn, skiftes fokus nu til udviklingen af en konkret analyseramme. Sigtet med analysemodellen er ikke at konstruere en metafysisk forklaringsramme tværtimod. Ideen er at drage nytte af erfarne forskeres erfaring med at undvige teleologiske forklaringer. 16

17 Tilgangen er derfor post-strukturalistisk og denaturaliserende. Afsnittets vil indeholde en teoretisk introduktion til Foucaults anskuelse af, hvad det vil sige at udøve politik, det han har benævnt governmentalitet. Foucaults egne erfaringer suppleres med nutidige forskeres fortolkning. Afslutningsvis vil afsnittet indeholde Mahmood Mamdanis tilgang til det specifikke studie af kolonipolitik i Afrika Magt og politik Foucaults fællesbetegnelse for, hvad man på danske kunne kalde forvaltningsræson er, i den engelske oversættelse, begrebet governmentality. Begrebet hentyder ikke kun til politiske strukturer eller til administrationen af staten. Såvel statslige som ikke-statslige aktører forvalter, og forvaltning er intimt involveret i at forme både offentlig og privat adfærd og personligheder (Hindess, 1996: 131). Foucault påpeger, at moderne europæisk politisk ræson er en integreret del af europæisk idehistorie: which lies to put it schematically, at the crossroads of two processes: the one which shattering the structures feudalism, leads to the establishment of the great territorial, administrative and colonial states; and that totally different movement which, with the Reformation and Counter- Reformation, raises the issue of how one must be spiritually ruled and led on this earth in order to achieve eternal salvation. (Foucault, 1991: 87-88) Begrebet forvaltning er et udtryk for brugen af magt, og Foucault definerer det som the conduct of conduct (Gordon, 1991: 2). Det engelske conduct indfanger den dobbelte betydning af det franske verbum conduire, der betyder at føre og at opføre; to conduct others and to conduct oneself (Foucault, 1982: 221). At forvalte er derfor struktureringen af andres handlingsmuligheder (Ibid.) Det refererer til forvaltning af børn, familie, samfund såvel som institutioner. Forvaltning er derfor brugen af magt, og kan ifølge Foucault kun udøves over frie subjekter, som står overfor et felt af muligheder. Forholdet mellem frihed og magt er ikke gensidigt udelukkende, eftersom frihed er forudsætningen for udøvelsen af magt. Magt er ifølge Foucault: a total structure of actions brought to bear upon actions; it incites, it induces, it seduces, it makes easier or more difficult; in the extreme it constrains or forbids absolutely, it is nevertheless 17

18 always a way of acting upon an acting subject or acting subjects by virtue of their acting or being capable of action. A set of actions upon other actions. (Foucault, 1982: 221) For Foucault ligger interessen i de objektificerings- og subjektificeringspraksisformer, der producerer magt, og som samtidig er forsonlige og mulige at styre (Dreyfus & Rabinow, 1982: 159). Det er det rum, hvori subjekterne bliver indfiltret i målene for tekniske interventioner. De tekniske interventioner reflekterer de konkrete rationaler i forvaltning - forvaltningsteknikkerne. Kunsten at forvalte fremlægges af Foucault som en specifik rationalitet en forvaltningsræson. Denne rationalitet refererer til the emergence of political rationalities, or mentalities of rule, where rule becomes a matter of the calculated management of the affairs of each other and of all in order to achieve certain desirable objectives. (Rose, 1996: 29) Forvaltningsræson er derfor et tankesystem omhandlende måden, hvorpå det er rationelt at forvalte. Foucaults kritiserer det forhold, at politiske teorier er for optaget af institutioner, fremfor praksisser. Forskellige forvaltningsteknikker refererer til forskellige former for indskoling, videnskomplekser, instrumenter, personer, bedømmelseskriterier, byggeri og rum (Rose, 1996: 26, Dean 1994: 188). Forvaltningsteknikker muliggør forskellige former for administration, magt og regering. Det er i denne proces, at subjektets identitet bliver konstrueret. Forvaltningsrationalet kanoniseres til en objektiv sandhed. Erkendelsen får den konsekvens, at den belgiske kolonipolitik er mere og andet end blot et administrativt forehavende; i dette perspektiv bliver den konstituerende for konstruktionen af det koloniale subjekt, såvel det europæiske som det afrikanske. Foucault gør sig store anstrengelser for at vise, hvorledes selv indlysende koncepter er kreationer. Identiteter og subjektiviteter er ikke faste entiteter, fastlagt ved en slags essentiel tingenes tilstand, men er snarere konstrueret af forskellige diskurser. Diskurs defineres som, hvad der siges, hvad der er blevet sagt og hvordan det siges. Diskursen vedrører ligeledes hvad det er legitimt at udtale sig om. Diskursen kan ses som et flow af udtalelser. Diskursive formationer er et sæt af symboler, eller tegn, der kan tilføres en bestemt 18

19 vidensstatus (Foucault, 1991: 54). Diskursen udformer således forskellige subjektiviteter, idet diskursen producer personer og vice versa. Foucault er altså interesseret i, hvordan viden og magt har været med til at skabe mennesket, således som vi kender det i dag, og det vil ifølge Foucault sige som registreret, reguleret, gennemintegreret og objektgjort subjekt: My objective, instead, has been to create a history of the different modes by which, in our culture, human beings are made subjects. (Foucault, 1982: 208) Det er ikke er min intention at foretage en egentlig diskursanalyse. Mit mål er at vise, hvordan diskurs fremstiller visse realiteter, ved at trække på særlige former for viden, og derved skaber et tema på en bestemt måde. Dannelsen og omdannelsen af Banyarwanda som en etnisk kategori er et godt eksempel herpå. Netop Banyarwanda gruppens omskiftelige identitet understreger, at gruppens kollektive identitet er konstrueret af forskellige diskurser; det er ikke intentionen, at afgøre om diskurserne er sande eller falske jeg er kun interesseret i den effekt, de producerer. Fokus hviler derfor på, hvorledes visse hegemoniske diskurser i det koloniale Masisi, har haft indflydelse på deres identitetsdannelse; hvor har diskurserne skabt homogenitet, og hvor har de skabt splittelse, og hvordan har forvaltningsræsonnementet konstrueret oppositionelle sociale grupperinger langs etniske brudflader Magtrelationer Magtrelationer er indlejret i systemet af sociale netværk, men der eksisterer ikke noget strukturerende centrum eller princip for magten, der dominerer samfundet. Foucault mener, magten tager mange former i et givent samfund og regerer både åbenlyst og i det skjulte (Foucault, 1982: 224). Foucault mener at tendensen siden det 18. århundrede har været en governmentalisering af staten (Foucault, 1991: 103). one could say that power relations have been progressively governmentalized, that is to say, elaborated, rationalized, and centralized in the form of, or under the auspices of state institutions. (Foucault, 1982: 224) Foucault finder, at forvaltningspraksisser i vestlige samfund har udviklet sig i retning af forvaltning af alt og alle i sine anstrengelser for simultant at totalisere og individualisere (Gordon, 1991: 3). 19

20 Et element, der er særligt interessant i denne sammenhæng, er koloniadministrationens anstrengelser for at kategorisere de forskellige afrikanske grupper i etniske enklaver. Disse inddelinger blev foretaget på baggrund af videnskabelige etnografiske undersøgelser, som konstruerede et hierarkiseret etnografisk billede af kolonien. Det parameter, der afgjorde, hvor en stamme kunne indplaceres i dette etniske hierarki, var civilisationsgraden. Øverst i hierarkiet sad selvsagt det omnipotente gennemciviliserede europæiske koloniale subjekt. Denne opdeling resulterede i en uoverkommelig raceadskillelse: sort versus hvid. Denne institution blev den altoverskyggende magtmekanisme, som kunne overføres til administrative handlinger. Foucault opfatter begrebet magtmekanisme som en indlejret form for magtudøvelse. Statsmagten er blevet en bredere, dybere mere varieret og mere omfattende form for rationalitet. Og denne rationalitet er blevet en magtmekanisme: It is a question of orienting ourselves towards a conception of power which replaces the privilege of law with the viewpoint of the objective, the privilege of prohibition with the viewpoint of tactical efficacy, the privilege of sovereignty with the analysis of a multiple and mobile field of force relations, wherein far reaching, but never completely stable, effects of domination are produced. (Foucault, 1980: 102). Det er vigtigt, at understrege, at magten ikke kun er et centraliseret system af dominans, som en gruppe udøver over andre. I stedet for at antage, at dominans, suverænitet, lov o.l. er givet som udgangspunkt, er det mere frugtbart at antage, at dette blot er former magten kan tage. Eksistensen af disse former for magt bør med andre ord gøres til at empirisk spørgsmål snarere end en forudsætning for magtstudier. I Subject and Power fremstiller Foucault fire punkter, jeg vil bruge til at etablere en analyse for magtrelationer (Foucault, 1982: 223). Jeg medtager disse, fordi jeg mener, de er relevante for min analyse af emergensen af radikale etniske differentieringer i Masisi. 1. Differentieringssystemer: Disse systemer bestemmes enten ved lov, traditioner eller privilegier. 20

21 2. Typer af objektiver: Objektiver, der forfølges af dem, der regerer andre. Dette kunne eksempelvis være opretholdelse af privilegier eller akkumulering af profit. 3. Midlerne til at skabe magtrelationer: Magt kan eksempelvis udøves af militæret, midlerne til at skabe økonomisk ulighed eller mere komplekse former for kontrol. 4. Former for institutionalisering: Disse kunne være traditionel sædvaneret Magt og Modstand Sektionen om magt og modstand er inddraget, fordi der intentionen at vise, hvordan forskellige former for magtudøvelse i det koloniale Masisi bliver konfronteret. Ifølge Foucault kan intet undslippe magtens domæne, alle former for social interaktion er magtrelationer (Gordon, 1991: 5). Magt kan derfor ikke adskilles fra viden og diskurs. Magt i en foucualdiansk analyse ses som et mere eller mindre koordineret sæt af hierarkiserede magtrelationer. Magt anses ikke blot som repressiv og begrænsende, men tillige kreativ og produktiv (Heller, 1996: 87). Viden anses som en essentiel ingrediens for magtens primat. Magt og viden forudsætter hinanden, og i enhver form for social interaktion finder en dynamisk interaktion mellem magt og viden sted. I afsnittet om den europæiske geopolitik vil jeg vise et tydeligt eksempel på magt/videns-tesen. Foucault beskæftiger sig ikke med magtens natur eller med magtfulde personers interesser. I stedet fokuserer han på magtudøvelse og konsekvenserne for subjektet (Gordon, 1991: 4). For at forstå denne opfattelse af magt, er det nødvendigt at befri sig for essentialistiske opfattelser magt, hvor magt udgår fra en enkelt kilde og gennemtrænger hele samfundet, indenfor politologien kunne dette være staten og indenfor etnografien kulturen. Foucault anser magt som altomfattende, fordi magt skabes, som tidligere nævnt, i et hvert moment og i enhver interaktion, hvor to eller flere individer er involveret (Heller, 1996: 84). Magt er ikke noget, man kan besidde, distribuere eller for den sags skyld vinde, i det magtens grundelement er relationer, magt er neutral og har evnen til at forandre. Magt eksisterer kun, når den omsættes til handling og udøves fra utallige udgangspunkter i et spil af ligeså uendeligt mange konditioner (Foucault, 1982: 219). Magtrelationer er både intentionelle og ikke-subjektive, de er mættet med kalkulationer, idet ingen form for magt udøves uden konkrete intentioner og mål. I The Subject and Power 21

22 uddyber Foucault det centrale strategibegreb og dets forhold til begrebet magtrelation. Strategi dækker tre ting: For det første overvejelser om, hvilke midler, der skal til, for at opnå et givent mål. Dette aspekt drejer sig med andre ord om middelrationalitet (dette kunne eksempelvis være terrorisering af en bestemt etnisk gruppe ved brug af vold). For det andet, den måde en part i en given interaktion handler med hensyn til hvad, vedkommende tror, vil være modparternes handlinger, og hvad vedkommende mener, de andre tror, vil være vedkommendes egne handlinger. Her drejer det sig om, hvordan en part søger at opnå fortrin frem for andre. For det tredje dækker strategibegrebet de procedurer, som bruges i konfrontationer til at fratage modstanderen sine kampmidler og få vedkommende til at opgive kampen. Det sidste er med andre ord direkte et spørgsmål om at sejre. Alt i alt er strategi totaliteten af midler, som sættes i arbejde for at implementere magt effektivt eller for at bevare magt (Foucault, 1982: ). Udøvelsen af magt skaber og former modsatrettede handlinger. Denne fastlæggelse af strategibegrebet betyder, at man kan tolke de mekanismer, som er aktive i magtrelationer i strategitermer diskursive strategier. Eftersom mit studieobjekt centrere sig om fænomenet konflikt, bliver forholdet mellem magtrelationer og konfrontationsstrategier helt centralt. Magtrelationer er changeable, reversible, and unstable, og enhver magtrelation har, i det mindste potentielt, indbygget en kampstrategi (Foucault, 1984: 12). De modsatrettede kræfter i kampstrategien udgør for hinanden en slags permanent grænse eller vendepunkt. Forstået på den måde, at et konfrontationsforhold kommer til dets endeligt, når stabile magtmekanismer erstatter antagonistiske reaktioners frie spil. Gennem, stabile mekanismer kan man på en rimelig konstant måde styre andres adfærd. I et konfrontationsforhold, som ikke er kamp til døden, er fastlæggelsen af en mere stabil magtrelation i virkeligheden altid et mål, ifølge Foucault. Denne fastlæggelse af en magtrelation er på samme tid konfrontationsforholdets opfyldelse og ophævelse, eller sagt med andre ord, så ligger der i modstanden altid ønsket om integration. På denne måde påviser Foucault, at modstand altid former en anden form for magt, og at magt og modstand er en korrelation, eftersom de begge skaber social forandring. For at forstå magtrelationer, argumenterer Foucault, skal man lede efter disse former for modstand for 22

23 beskrive magtens virkemåde. Hovedmålet for disse modsatrettede strategier er at udfordre en specifik teknik eller form for magt. Dette indebærer, at modstand ikke retter sig mod særlige institutioner, eliten eller en bestemt klasse men mod den form for magt, der udtrykkes i hverdagens praksisformer, den form for magt, der udøves er konstitutiv for identitet og skaber det enkelte individs virkelighed (Foucault, 1982: 211). I relation til mit emne er det den form for modstand, der udøves overfor den praksis, der afgør retten til brugen af land i Masisi. Som tidligere nævnt er magt allestedsnærværende, og modstand falder derfor aldrig udenfor magtens domæne. Selvom alle individer er indfanget i en specifik mosaik af magtrelationer, afholder det ikke en gruppe fra muligheden for at udøve dominans over andre (Heller, 1996: 86); visse strukturelle positioner indenfor denne konfiguration af magtrelationer; kan sætte nogle i stand at udøve mere magt end andre. Certainly, everyone doesn t occupy the same structural position. Certain positions preponderate and permit an effect of supremacy to be produced. (Heller, 1996: 86) C.N.K.I. s dominans i perioden i Kivu er et udtryk for den aggregerede sum af effekterne af dets strategiske position i magtrelationernes konfiguration. C.N.K.I. s landbrugskolonisering af Masisi var således artikuleret ind i en bredere koloniseringsdiskurs. Den europæiske intervention i Afrika blev foretaget i moderniseringens, civiliseringens, kapitalismen, kristendommens, udviklingens, fremskridtets, humanismens, etc. navn den hvide mands byrde som det forlød. Koloniseringen af Belgisk Congo blev således lanceret som et filantropisk projekt af Belgiens Kong Leopold d. II. Denne filantropiske diskurs var, som vi skal se senere, tæt sammenvævet med en slags geopolitisk panik, der opstod ved århundredeskiftet, hvor det europæiske diplomati domineredes af magtbalancerationalet, og blev indfanget i en geopolitisk konstruktion af et nul-sumsspil, om den relationelle magt på kloden. The rules and obligations, which emerge from these rituals, are inscribed in civil law, in moral codes in the universal laws of humanity that claim to temper and prevent the violence that would supposedly exist without their civilising constraints. But these noble expressions are the very means by which domination advances. (Dreyfuss & Rabinow, 1982: 110) 23

24 Men hvordan er konflikterne i Kivu blevet radikalseret i så høj en grad, at målet er at eliminere den andens eksistens, hvor går grænsen mellem magtrelationer og udryddelse? Enhver intensivering og udvidelse af magtrelationer med det formål at få modparten til at overgive sig, betyder, at man bevæger sig mod magtens grænse. Og den kan nås i én af to situationer: Modstanden reduceres til totalt afmagt, i hvilket tilfælde udøvelsen af magt erstattes med sejr, eller modparten transformeres til fjende. Enhver konfrontationsstrategi har indbygget transformation til en magtrelation, og en magtrelation omfatter ifølge Foucault den idé, at hvis den følger sin egen udviklingslinie og kommer op imod direkte konfrontation, kan den blive en vindende strategi. Kort opsummeret gælder det således, at der er et reciprokt forhold mellem magtrelation og kampstrategi. En magtrelation kan transformeres til kamp mellem modstandere. Og omvendt kan kampen mellem modstandere transformeres til effektuering af en magtrelation. Foucault taler i denne sammenhæng på forskellen mellem krig og politik : This multiplicity of force relations [som udgør magt] can be coded in part but never totally either in the form of war or in the form of politics ; this would imply two different strategies (but the one always liable to switch into the other) for integrating these unbalanced, heterogeneous, unstable and tense force relations. (Foucault, 1980: 93[min kommentar]) I lyset af ovenstående bliver det interessant at søge i Masisis kolonihistorie på tegn, der fremhæver, at en transformation fra stabile magtrelationer til åben konfrontation er under opsejling. Holder man fast i tanken om transformationsperspektivet i det reciprokke forhold mellem magt og kamp, tilbyder det en fortolkning, der understreger, at selvom den belgiske kolonimagt ikke længere fysisk er tilstede i Masisi, kan modstanden mod de institutionaliserede praksisformer meget vel dukke op senere, transformeret til en kamp på liv og død. Med dette perspektiv bliver det muligt, at anse de etniske konflikter i Masisi, som et forsinket oprør mod koloniale praksisformer, reinkarneret i en postkolonial udgave Afslutning Udviklingen af analyserammen har indtil videre primært beskæftiget sig med afklaring af begreberne magt og politik. Det er blevet forklaret, at kolonial politik bedst kan forstås som et politisk rationale, der er indskrevet i overlappende diskursive konstellationer. Derudover er 24