Informations økonom-enquete ved årsskiftet

Transkript

1 Informations økonom-enquete ved årsskiftet Danmark får minusvækst i 2012, i modstrid med prognoser fra regering, vismænd og Nationalbank. Gentagne gange siden krisens start i 2008 er der fejlagtigt blevet talt om "normalisering forude", "lys for enden af tunnelen" o.l. Hvordan vurderer du de reelle muligheder for at forudsige den økonomiske vækst a. på kort sigt (1-2 år)? b. på mellemlangt sigt (3-5 år)? c. langt sigt (10-40 år)? Jørgen Ørstrøm Møller: a. Dårlige blandt andet som følge af usikkerhed om USA s såkaldte fiscal cliff. b. Bedre fordi de langsigtede trends begynder at vise sig, og dem kender vi: Knaphed på ressourcer. c. Gode fordi de langsigtede trends slår igennem og fører til en i traditionel økonomisk forstand lavere vækst, formentlig nulvækst målt i gammeldags forstand og muligvis negativ vækst samtidig med, at befolkningerne formentlig får det bedre ved frigørelse fra masseforbrug og overgang til en anden livsførelse med større vægt på ikke materiel velfærd. Carl-Johan Dalgaard: a. Rent konjunkturspørgsmål; uhyre vanskeligt at sige noget præcist om. b. Rent konjunkturspørgsmål; uhyre vanskeligt at sige noget præcist om. c. Her er mulighederne langt bedre, siden den langsigtede trend har stor forklaringskraft. Set over fire årtier (10 år er, fagligt set, for kort en periode til at kunne benævnes langt sigt ) vil det bedste bud være en vækst i BNP per indbygger på ca. 2% i gennemsnit per år. I fravær af befolkningsvækst vil dette også være det bedste bud på BNP væksten. Hans Aage: a. Gode b. Meget mere usikkert. c. Herom har økonomi og økonomer ikke noget fornuftigt at sige. Det bliver kun til bevidstløse ekstrapolationer eller i bedste fald almindelig sund fornuft. Her må man spørge de tekniske videnskaber og naturvidenskaberne. Christen Sørensen: a. Rimelige under forudsætning af, at der ikke sker ret uventede ting, som f.eks. at Lehman Brothers fik lov at gå konkurs. Den mest ødelæggende beslutning, som ingen med rette kunne forudse. b. Vanskelige c. Meget vanskelige og i realiteten uinteressant. Problemet er ikke de økonomiske modeller, men anvendelsen heraf. Det er et stort problem, at Finansministeriet ikke alvorligt udfordres, bl.a. fordi de får lov at skjule de centrale forudsætninger bag planen. Pressen, journalisterne og økonomerne er

2 simpelthen for ringe til at sikre, at den tilstrækkelige udfordring kommer igennem. Jeg afsluttede mit mundtlige indlæg på konferencen i anledning af Det økonomiske Råds 50 års jubilæum ved offentligt at kritisere finansministeriet herfor. Katarina Juselius: a. Nogenlunde. b. Ikke særlig gode. c. Vi kan slet ikke sige noget om det. Peder Andersen: Konjunkturforudsigelserne kan ikke ramme plet, da mange komponenter er underlagt luner, som det ikke er realistisk at indbygge i sådanne modeller. I danske modeller spiller de internationale vækstforhold en stor rolle, da Danmark er en lille og åben økonomi. Og det er ikke muligt at ramme plet mht. at forudsige vækstraterne i udlandet. Dertil kommer de politiske betingede ændringer, der både kan forårsage reelle ændringer og påvirke forventningerne hos forbrugere og virksomheder. Det betyder også, at der ikke er grundlag for på baggrund af modelberegninger over den forventede vækst at gennemføre en høj grad af fine tuning af den økonomiske politik. Bengt-Åke Lundvall: a. Stagnation. b. Afhænger af verdenssituationen. c. Afhænger endnu mere af verdenssituationen. Inge Røpke: Henrik Plaschke: Enhver forudsigelse må bygge på en række alt andet lige antagelser. Og man kan ikke tage højde for uforudsete hændelser jo længere tidsperspektiv, jo større usikkerhed. a. Rimeligt gode muligheder om end med en vis usikkerhed. b. I et vist omfang også muligt om end naturligvis med en større usikkerhed og meget mindre præcision end for det korte sigt (tendenser snarere end præcise fremskrivninger). c. Vi kan ikke sige noget meningsfyldt. Mikael Skou Andersen: a. Rimelige b. Små c. Minimale vedr. langt sigt. Vækstraten er en lille marginal i forhold til den samlede økonomiske aktivitet, derfor svært at ramme med stor præcision. Anders Chr. Hansen: a. Vanskeligt i den nuværende situation, da den afhænger meget af, om der kommer en

3 anden balance imellem hensynet til beskæftigelse og hensynet til budgetbalance i den europæiske økonomiske politik. b. Ringe. Man kunne dog godt i årene før finanskrisen se på de finansielle bæredygtighedsindikatorer, at udviklingen ikke var holdbar. c. Her bruger man alternative scenarier snarere end forudsigelser. I det lange perspektiv er det også for snævert at fokusere på væksten i BNP. Samfundsmæssigt fremskridt handler også om livskvalitet, inklusion og bæredygtighed i de sociale og økologiske dimensioner. Niels Kærgård: a. Her kan man sige noget om både konjunkturerne og vækstraternes størrelse. Men man rammer jo ikke rigtigt hver gang. Økonomerne med deres modeller kan dog sige noget, der er meget bedre en ren gæt og automatisk forlængelse af eksisterende tendenser. b. Mulighederne er lidt bedre end på langt sigt, men konjunkturerne kan man ikke sige så meget om. Det er også sådan, at en betydelig del af uenighederne mellem økonomer handler om, hvor lange tilpasningstiderne er. Og der vil nogen så mene, at verden i løbet af 3-5 år er normaliseret, mens andre tror, der går længere tid. c. Man kan sige noget om de langsigtede strukturer hvor mange der er i arbejdsstyrken, hvor mange pensionister der er, og hvad det betyder for økonomien og man kan beregne virkningen af planer for f.eks. de offentlige budgetter, men man kan ikke sige noget om konjunkturerne, eller om de politiske planer bliver gennemført. Duncan Wigan: I forlængelse af kommentaren ovenfor har forudsigelser historisk været præsteskabets domæne. Det er klart, at jo tættere på nutiden forudsigelsens måldato ligger, desto mere sandsynligt er det at ramme nogenlunde i nærheden af det faktiske resultat. Det bør imidlertid erindres, at de modeller, der har været i centrum omkring den finansielle krise (f.eks. dem der forudsagde hyppigheden af misligholdte lån) var baseret på den nære fortid og som sådan så bort fra sandsynlighedsfordelingens lange hale. Dertil kommer, at det eneste, vi siger med forudsigelser er, at mit gæt er at A er mere sandsynligt end B. Inputtet til disse gæt er usikre målinger af konstant foranderlige parametre, hvis definitioner i sig selv ofte er genstand for debat. Vi bør tale om gæt, eftersom talen om sandsynlighed skjuler graden af tilfældighed i forudsigelsen. I det længere tidsperspektiv bliver det at lave prognoser et redskab til at kolonisere fremtiden snarere end at forudsige den. Hvis den naturlige verden er uforudsigelig, så er den sociale verden det endnu mere. De tos samvirken er hinsides det, der kan laves klare forudsigelser af. (oversat fra engelsk, red.) Bo Sandemann Rasmussen: a. Rimeligt gode, men regeringerne er ikke de bedste til at gøre det, for de kan have interesse i f.eks. at udvise optimisme. b. Stadig OK c. Noget sværere, da det her er opfindelse /innovation, der bestemmer vækstpotentialet. Jesper Jespersen: a. Rimeligt gode, hvis en realistisk model/teori benyttes, og der ikke sker afgørende og

4 uforudsete ændringer. b. Usikkerheden på fremtidsskønnene vokser mere end proportionalt med tidshorisonten. Både på kort og mellemlang sigt er afhængigheden af udlandet stor, så den mulige og stabiliserende indflydelse på væksten, som en aktiv økonomisk politik kan øve, er begrænset heraf. Derfor er det vigtigt, at den økonomiske politik i dette tidsperspektiv også omfatter etablering og udbygning af (halv)automatiske stabilisatorer i form af velfærdsstat samt rente- og valutakurs- fleksibilitet jfr. Sverige. c. Her er den underliggende markedsøkonomiske udvikling uforudsigelig (i modsætning til hvad de fleste ligevægtsøkonomer mener, der har et modsat synspunkt). De stabiliserende faktorer er robuste institutioner og en målrettet politik, der udstikker retningslinjerne for, hvorledes den samfundsmæssige udvikling ønskes, og hvilke krav der bør stilles med hensyn til de økonomiske strukturer herunder ikke mindst (offentlige) investeringer i en bæredygtig, dvs. langtidsholdbar udvikling. Afhængigt af hvilket aspekt der fokuseres på, kan tidsperspektivet forlænges måske op til 40 år (energiforsyning, landbrugets naturpåvirkning, (efter)uddannelse af heterogen arbejdskraft etc.) alt sammen med forbehold for sorte svaner, som kan skabe en helt ny situation. Thorkil Casse: Økonomierne bliver i stigende grad komplekse, og finanskrisen viste, at modellerne ikke kunne forklare virkningerne fra den finansielle sektor særlig godt. Vi kommer måske til at opleve, at økonomiske modeller bliver mere partielle i fremtiden. Kan forklare virkninger på afgrænsede områder, men ikke forudsige væksten for et helt land. Søren Kjeldsen-Kragh: Man skal se på de økonomiske prognoser med den største varsomhed. Man må skelne imellem "normale" og "unormale" forhold Normale" forhold jævn vækst: a. gode muligheder b. ringere muligheder c. umuligt Unormale forhold: a. vanskeligt b. lettere c. umuligt Jakob Brøchner Madsen: Det er ekstremt svært at forudsige. Men jeg føler, at de modeller, der bliver brugt til prognoser, ofte bygger på et urealistisk grundlag. Frede Hvelplund: Jeg er lidt meget træt af de BNP fokuserede spørgsmåls bogholderimæssige karakter. Hvorfor gøre noget særligt ud af at forudsige væksten. Det ville faktisk være et problem, hvis væksten kom af sig selv. Man kan i stedet bruge sin tid på at designe de politikker, der løser nogle af de bl.a.

5 ressourcemæssige problemer vi står midt i. Faktisk er det utroligt heldigt, at den danske (og europæiske) vækst er gået i stå. For det betyder at der ikke er et massivt pres fra forbrugerne for at få swimmingpools, flere kvadratmeter bolig, større biler, etc. Og det betyder, at der er vækstmæssig plads til at investere i grønne løsninger. Det var det, der delvist skete i 1980 erne, hvor arbejdsløshed og underskud på betalingsbalancen gav begrundelsen for en ret offensiv energipolitik i perioder. Men nu er vi en langt gunstigere situation end i 1980 erne. For vi: har massivt overskud på betalingsbalancen, samtidig med, at vi er så heldige at der er ledige arbejdskraftressourcer i byggesektoren. og samtidig med at vi statsfinansielt er i en meget gunstig situation, hvor staten har ca mia. til gode i skat fra pensionsindbetalingerne. Situationen havde været langt værre, hvis der havde været fuld beskæftigelse (med at bygge badeværelser og større køkkener, udestuer m.v.). For så havde vi været i en noget håbløs situation med behov for at energirenovere bygninger, men ingen arbejdskraftressourcer til at gøre det. a. Hvis vi etablerer en systematisk energisparepolitik, som kan bestå af: 1. Forbedret og gratis energikonsulentordning, årige langfristede lån til energirenovering af bygninger, pct. i tilskud til energirenovering, 4. Generelt afskaffelse af den faste andel af varmetariffen landet over, 5. Etablering af energi- og ressourcebesparelsesincitamenter i den offentlige sektor (p.t. har vi et gammeldags incitamentsystem, som det man havde i Østeuropa indtil Alt sammen betalt over energi- og varmeregningerne, så det ikke belaster statsfinanserne. Det vil så tværtimod forbedre statsfinanserne på grund af den afledte effekt på beskæftigelsen. For hvis man laver den type reformer, vil der bl.a. komme gang i byggesektoren, samtidig med at bygningerne bliver bedre. Som en konsekvens vil BNP stige tilsvarende. Noget tilsvarende kan siges om udbygning af vedvarende energi systemer, som p.t. foregår alt for bureaukratisk og bl.a. derfor bliver til for dyre offshore løsninger. b. Vi fortsætter og videreudvikler den grønne politik: Hvis vi sætter gang i de grønne løsninger via en konkret politik som ovenfor, vil der i næste runde komme øget gang i overførsel af disse løsninger til andre lande (det der kaldes eksport). Og så vil der også være en vækst på mellemlang sigt. c. Vi fortsætter og videreudvikler den grønne politik: De grønne løsninger er omfattende, så der er meget at lave også efter Generelt er det ikke særligt interessant at diskutere vækstprocenter. Det, der er interessant, er at diskutere, hvordan marked og institutioner skal indrettes for at dreje udviklingen i en retning, som vi politisk måtte ønske. Automatisk BNP- vækst er i bedste fald et middel, i værste fald en forhindring, til/for de løsninger, der er brug for for at sikre, at vi undgår en klimakatastrofe. Denne systematiske og konkrete diskussion af politikker synes hverken medier eller politikere at kunne håndtere. Det er det virkelige problem.

6 Finn Østrup: Gennem 1960 erne og frem til den første oliekrise ( ) var økonomer gode til at forudsige den økonomiske udvikling. Siden første oliekrise har de økonomiske prognoser generelt været elendige. Jeg mener, økonomer i stedet for at bygge videre på de traditionelle økonomiske modeller skulle prøve i højere grad at tage en historisk tilgang, hvor man søger efter historiske fortilfælde. Det er, hvad jeg har forsøgt ovenfor.