Erstatning uden for kontraktforhold , , og 32.3.

Transkript

1 Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste kunne kun ydes indtil det tidspunkt, hvor retten til erstatning for erhvervsevnetab indtrådte. Godtgørelse for svie og smerte, da afgørelse om méngodtgørelse endnu ikke var truffet. Erstatning uden for kontraktforhold , , og Den 30. juni 2003 blev A udsat for en arbejdsulykke, der blev anerkendt som en arbejdsskade. Ved kommunen K's afgørelse af 5. januar 2005 blev A tilkendt førtidspension med virkning fra den 1. februar 2005, da hans arbejdsevne var blevet varigt nedsat. Den 29. juni 2005 traf Arbejdsskadestyrelsen, S, afgørelse om A's tab af erhvervsevne, der blev fastsat til 80 %, således at A blev tilkendt erstatning fra den 1. februar 2005, og den 6. december 2005 fastsatte S A's méngrad til 25 %. Forsikringsselskabet F, der havde anerkendt erstatningspligten, ville kun udbetale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste indtil udgangen af marts 2004, da det efter selskabets opfattelse var muligt på dette tidspunkt at vurdere A's mindstetab af erhvervsevne. F ville derfor også kun betale godtgørelse for svie og smerte indtil den 1. april Sagen blev indbragt for landsretten, der tog A's påstand om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste indtil den 1. februar 2005 og påstanden om godtgørelse for svie og smerte indtil den 21. juli 2004, da det maksimale beløb herfor var nået, til følge. Højesteret udtalte, at erstatningsansvarslovens 2, stk. 1, 2. pkt., efter ordlyden må forstås således, at der skal være sammenfald mellem det tidspunkt, hvor retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører, og det tidspunkt, hvor retten til erstatning for erhvervsevnetab indtræder, således at der ved erstatningsdækningen hverken opstår»overlapning«eller»huller«mellem de 2 erstatningsposter. Højesteret tiltrådte derfor, at A ikke havde krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter den 1. februar Vedrørende godtgørelsen for svie og smerte udtalte Højesteret, at det måtte lægges til grund, at A fortsat var syg, da den maksimale godtgørelse blev nået den 21. juli Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom.[1] 139 H.D. 6. oktober 2008 i sag 162/2007 (1. afd.) Top Toy A/S (adv. Christina Neugebauer, Kbh.) mod Dansk Metalarbejderforbund som mandatar for A (adv. Asger Tue Pedersen, Kbh.) Østre Landsrets dom 29. marts 2007 (12. afd.) (Lodberg, Finn Morten Andersen, Harald Micklander (kst.)). Denne sag, som er anlagt den 9. marts 2006 ved Retten i Roskilde og henvist til Østre Landsret efter retsplejelovens 226, stk. 1, nr. 1, drejer sig navnlig om, hvornår A, der kom til skade ved en arbejdsulykke den 30. juni 2003, ikke længere havde krav på tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarslovens 2. Sagsøgeren, Dansk Metalarbejderforbund som mandatar for A, har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Top Toy A/S (herefter Top Toy), tilpligtes at betale A ,81 kr. med tillæg af procesrente af ,15 kr. fra den 22. juli 2005 og af ,66 kr. fra den 9. marts Top Toy har principalt nedlagt påstand om frifindelse mod betaling af tabt arbejdsfortjeneste fra skadestidspunktet til udgangen af marts 2004, subsidiært til juli 2004, mere subsidiært til august 2004, endnu mere subsidiært til december 2004 og mest subsidiært til udgangen af januar 2005, alt med tillæg af rente som påstået. Sagens omstændigheder Den 30. juni 2003 blev A, der var ansat som elektromekaniker i V A/S, udsat for en arbejdsulykke i forbindelse med afhentning af en servomotor hos Top Toy, idet en platform med en vægt på ca. 150 kg, der hang 2,6 m over ham, faldt ned og ramte ham blandt andet i hovedet. Ulykken skete som følge af en fejl begået af en af Top Toys ansatte. Top Toys forsikringsselskab har anerkendt at være erstatningspligtig. V A/S anmeldte arbejdsulykken til Arbejdsskadestyrelsen ved anmeldelsesblanket udfyldt den 3. juli Efter hospitalsindlæggelse var A gennem et genoptræningsforløb. Det fremgår af statusattest af 2. oktober 2003 fra A's egen læge blandt andet, at A fortsat gik til fysioterapi med henblik på genoptræning af højre arm, som fortsat var delvis lammet. Lægen vurderede, at det var tvivlsomt, om A kunne vende tilbage til sit oprindelige arbejde som elektromekaniker, og han måtte forventes at være sygemeldt 3-6 måneder mere. Ved afgørelse af 18. august 2003 anerkendte Arbejdsskadestyrelsen ulykkestilfældet som en arbejdsskade efter arbejdsskadelovgivningen. Neurolog Dorte Rasmussen har i en lægejournal vedrørende A den 9. januar 2004 blandt andet skrevet, at»det må være rimeligt nu, selvom patienten stadig kan forvente fremgang at få lavet en neurofysiologisk status.«i Sygehus Vestsjællands journal vedrørende A er der den 29. marts 2004 blandt andet skrevet, at forløbet på sygehuset afsluttedes, og det spontane forløb måtte afventes. Det blev foreslået, at A skulle omskoles til arbejde, der ikke kræver tungere løft. Speciallæge Lars Helleberg skrev i erklæring af 15. juli 2004 til Arbejdsskadestyrelsen blandt andet, at A's skader i skulderen forhindrede ham i at genoptage sit vante arbejde eller andet arbejde, der kræver, at højre overarm holdes ud fra kroppen, og at der ikke var yderligere behandling, hvorfor A havde såvel varigt mén som varigt nedsat funktionsevne. A har den 3. august 2004 udfyldt et spørgeskema fra Arbejdsskadestyrelsen. Om sine fremtidsplaner med hensyn til beskæftigelse skrev A blandt andet, at det ikke så godt ud, da lægerne havde oplyst, at man ikke kunne gøre mere ved skaderne. I et brev af samme dag til Arbejdsskadestyrelsen oplyste A blandt andet, at han ikke havde kunnet mærke nogen fremgang med skaderne det sidste halve år. I en ressourceprofil af 9. december 2004 udarbejdet af Højby Kommune blev det indstillet, at A med virkning fra den 1. februar 2005 skulle tilkendes førtidspension. Det bemærkedes, at A efter at have været i arbejdsprøvning vurderedes ikke at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, ligesom revalideringsmuligheder og arbejde på særlige vilkår skønnedes urealistiske. Situationen vurderedes at være stationær. Ved afgørelse af 5. januar 2005 tilkendte Højby Kommune A førtidspension med virkning fra den 1. februar Som begrundelse for afgørelsen blev anført, at hans arbejdsevne var varigt nedsat, og at nedsættelsen var af et sådant omfang, at han uanset mulighederne for støtte efter den sociale eller anden lovgivning, herunder beskæftigelse i fleksjob, ikke ville være i stand til at blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde. Arbejdsskadestyrelsen traf den 9. marts 2005 foreløbig afgørelse om A's varige mén, som blev fastsat til 15 %. Den 29. juni 2005 traf Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om A's tab af erhvervsevne. Styrelsen fastsatte erhvervsevnetabet til 80 % og tilkendte erstatning fra den 1. februar Den første udbetaling af den fremtidige løbende ydelse ville ske den 1. august Ved afgørelse af 6. december 2005 traf Arbejdsskadestyrelsen endelig afgørelse om A's mén, som blev fastsat til 25 %. Nærværende sag blev oprindeligt anlagt med en påstand om betaling af ,21 kr. med tillæg af renter. Sagsøgerens endelige påstand Copyright 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 1

2 er nedsat med ,40 kr. i forhold hertil som følge af Top Toys betaling under sagsforberedelsen af ,40 kr. 140 navnlig vedrørende erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, erstatning for mistede arbejdsgiverpensionsbidrag samt godtgørelse for svie og smerte i perioden fra den 30. juni 2003 til den 31. marts Sagsøgers endelige påstand vedrører erstatning for tabt arbejdsfortjeneste m.v., mistede arbejdsgiverbidrag og godtgørelse for svie og smerte for perioden 1/ til 1/ Sagsøgte har bestridt, at sagsøger har krav på yderligere godtgørelse for svie og smerte. Parterne er imidlertid enige om, at A's erstatningskrav for perioden fra den 1. april 2004 til den 1. februar 2005 beløbsmæssigt skal opgøres således: Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste m.v. Erstatning for mistede arbejdsgiverpensionsbidrag Godtgørelse for svie og smerte I alt ,15 kr ,44 kr ,00 kr ,59 kr. Hertil kommer procesrente fra den 22. juli Beløbet på kr. vedrørende godtgørelse for svie og smerte svarer til den resterende godtgørelse, der maksimalt kan kræves, jf. erstatningsansvarslovens 3, henset til den godtgørelse, som Top Toy allerede har betalt A vedrørende perioden indtil den 1. april Kravet vedrørende svie og smerte under nærværende sag er således opgjort som godtgørelse fra den 1. april 2004 til den 21. juli Procedure Sagsøgeren har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 21. februar 2007, hvori det er gjort gældende,» at sagsøger er berettiget til erstatning efter erstatningsansvarslovens 2 for tabt arbejdsfortjeneste, herunder feriepenge, søgne- helligdagsbetaling og mistede arbejdsgiverbidrag til sagsøgers pensionsordninger, i anledning af den ham den 30. juni 2003 overgående arbejdsulykke fra den 1. april 2004 at regne og principalt indtil den 1. august 2005, på hvilket tidspunkt den faktiske udbetaling af erstatning for erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven fandt sted, subsidiært indtil den 29. juni 2005, svarende til datoen for Arbejdsskadestyrelsens afgørelse efter arbejdsskadesikringsloven om erhvervsevnetabserstatning til sagsøger, mere subsidiært indtil den 1. februar 2005, fra hvilket tidspunkt sagsøgers erhvervsevnetabserstatning ifølge Arbejdsskadestyrelsens afgørelse skulle løbe, og mest subsidiært til et af Landsretten fastsat tidligere tidspunkt end den 1. februar 2005, at sagsøger er berettiget til godtgørelse for svie og smerte efter erstatningsansvarslovens 3 principalt for samme periode som den, for hvilken erstatning for tabt arbejdsfortjeneste kan kræves, subsidiært indtil der er udbetalt erstatning for varigt mén i henhold til en endelig - mest subsidiært midlertidig - afgørelse efter arbejdsskadesikringsloven herom, og at sagsøger derfor er berettiget til erstatning fra sagsøgte principalt som påstævnet, subsidiært et af Landsretten fastsat lavere beløb end påstævnet. I tilknytning hertil bemærkes, at sagsøgers erstatningskrav skal opgøres efter erstatningsansvarsloven, således som den er ændret ved lov nr. 463 af 7. juni 2001 med virkning for personskader, der er indtrådt efter den 30. juni 2002, at der efter den indtil da gældende erstatningsansvarslov i de alvorligste skadetilfælde, hvor den skadelidte var berettiget til såvel erstatning for tabt arbejdsfortjeneste som erhvervsevnetabserstatning, som regel - og i tilfælde, der tillige var omfattet af arbejdsskadesikringsloven i praksis altid - ville opstå en periode, hvor den skadelidte ikke faktisk fik nogen erstatning overhovedet, nemlig i tiden fra erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophørte, hvilket skete, når den skadelidtes tilstand var stationær, og indtil erstatning for erhvervsevnetab på et senere tidspunkt blev udbetalt, at det derfor var et hovedelement i kommissoriet til den af Justitsministeriet nedsatte arbejdsgruppe, der har afgivet betænkning nr om revision af erstatningsansvarsloven m. v. (»betænkning IV«), som ligger til grund for ændringen af loven, at opstille regler, der ville eliminere dette erstatningsvakuum, jf. for eksempel betænkningen, side 117 og 245, jf. side , at 2, stk. 1, i den gældende erstatningsansvarslov skal fortolkes i overensstemmelse hermed, at dette fortolkningsresultat udtrykkeligt fremgår hos Jens Møller m.fl.: Erstatningsansvarsloven med kommentarer, 6. udgave, side 81-84, hvorved bemærkes, at Jens Møller var formand for den arbejdsgruppe, der afgav betænkningen, at sagsøger derfor har krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste m.v. indtil det tidspunkt, den 1. august 2005, da den faktiske udbetaling af erstatning for erhvervsevnetab skete, idet det nævnte erstatningsvakuum kun derved bliver elimineret, at sagsøger under alle omstændigheder har krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste m.v., indtil Arbejdsskadestyrelsen den 29. juni 2005 traf afgørelse om erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven, at dette resultat også følger af 59 i den da gældende arbejdsskadesikringslov, som indebærer, at kravet om erstatning for erhvervsevnetab efter erstatningsansvarsloven slet ikke opstår, før der er truffet afgørelse 141 om erstatning for erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven, jf. Jens Møller m.fl.: Erstatningsansvarsloven med kommentarer, 6. udgave, side 84, at det derfor er uden nogen betydning for den tidsmæssige afgrænsning af sagsøgers krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste m.v., hvornår det på grundlag af lægelige oplysninger eller på andet grundlag måtte antages at have været muligt at skønne over, om sagsøger ville få et erhvervsevnetab, at det således også er uden nogen betydning, om det antages, at Arbejdsskadestyrelsen kunne eller burde have truffet afgørelse om erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven på et tidligere tidspunkt, end det skete, at den tid, der er medgået ved den administrative behandling af sagen efter arbejdsskadesikringsloven, under alle omstændigheder ikke bør lægges sagsøger til last, og at et eventuelt synspunkt om, at sagsøger vil blive overkompenseret ved at få krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste også for tiden efter den 1. februar 2005, fra hvilket tidspunkt erstatningen for erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven ifølge Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 29. juni 2005 skulle løbe, må afvises, fordi sidstnævnte ydelser er indgået ved opgørelsen af sagsøgers krav om såkaldt diffe- Copyright 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 2

3 renceerstatning for erhvervsevnetab efter erstatningsansvarsloven, hvorved bemærkes, at denne opgørelse er godkendt af sagsøgte og erstatning udbetalt uden indsigelser. Ved fastsættelsen af sagens omkostninger bør der tages udgangspunkt i, at sagen er anlagt for et beløb på ,21, og at sagsøgte først efterfølgende har betalt kr ,40 heraf. Sagsøger bør derfor anses for allerede på dette grundlag at have fået medhold for så vidt angår knap en tredjedel af det oprindeligt påstævnede beløb. «Top Toy har i det væsentligste procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 22. februar 2007, hvori det er anført,» at sagsøger, jf. EAL 2, kun har krav på tabt arbejdsfortjeneste frem til det tidspunkt, hvor det var muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over hans tab af erhvervsevne, jf. EAL 2, at sagsøger bærer risikoen for at Arbejdsskadestyrelsen (ASK) ikke træffer rettidig eller rigtig afgørelse i henhold til ASL, at det meget tidligt i forløbet og senest i marts 2004 stod klart, at sagsøger var påført et varigt tab af erhvervsevne, hvilket understøttes af det ovenfor fremlagte materiale og at det således i marts 2004 var muligt at vurdere, at sagsøger var påført et varigt tab af erhvervsevne og at dette ville være mindst 15%. I konsekvens heraf gøres det gældende, at sagsøgers erhvervsevnetab - i hvert fald midlertidigt - kunne bedømmes på et langt tidligere tidspunkt end det de facto skete i sagsøgers ASL sag, og at den omstændighed, at Arbejdsskadestyrelsen først meget og for sent træffer afgørelse ikke kan føre til noget andet resultat, da det allerede i marts 2004 var muligt at foretage en EAL vurdering og det i øvrigt også på daværende tidspunkt havde været muligt at foretage en ASL 17, stk. 3 vurdering. I konsekvens heraf gøres det gældende, at det senest med udgangen af marts 2004 var muligt, at vurdere sagsøgers mindste tab af erhvervsevne, hvorfor sagsøger ikke har krav på tabt arbejdsfortjeneste efter dette tidspunkt og at sagsøgte er villig til at erstatte tabt arbejdsfortjeneste frem til dette tidspunkt. Det gøres gældende, at det af ordlyden af EAL 2 fremgår, at selve retten til tabt arbejdsfortjeneste hører op når det er muligt midlertidigt eller endeligt at vurdere sagsøgers tab af erhvervsevne eller der træffes afgørelse i henhold til arbejdsskadesikringsloven, at det ikke kan lægges til grund, at det er det seneste af disse to tidspunkter, der danner grundlag for periodiseringen af tabt arbejdsfortjeneste, at det hverken af lovteksten til EAL 2 eller af forarbejderne dertil kan udledes, at sagsøger skulle være berettiget til at oppebære tabt arbejdsfortjeneste for en periode, hvor dennes tab af erhvervsevne er realiseret / kunne bedømmes med den fornødne sikkerhed og i princippet kunne fordres betalt, jf. reglerne om forfald og forretning i EAL 15-16, at tabt arbejdsfortjeneste i henhold til EAL 2 alene tjener til at kompensere sagsøger for indtægtstab i den midlertidige periode, hvor det er uvist om sagsøger som følge af skaden har lidt et varigt indtægtstab, at tabt arbejdsfortjeneste i henhold til EAL 2 ikke tjener til at kompensere sagsøger for indtægtstab i en periode, hvor det er sikkert, at sagsøger som følge af skaden har lidt et varigt tab af erhvervsevne, at det for periodiseringen af tabt arbejdsfortjeneste er uden betydning hvornår bedømmelsen af tab af erhvervsevne de facto finder sted, idet denne også kan finde sted retrospektivt, at det for periodiseringen af tabt arbejdsfortjeneste er uden betydning hvornår erstatning for tab af erhvervsevne udbetales i henhold til EAL og / eller ASL, idet manglende EAL betaling kompenseres gennem morarente og 142 at det for periodiseringen af tabt arbejdsfortjeneste må være uden betydning, hvornår Arbejdsskadestyrelsens afgørelse foreligger, da det i modsat fald ville føre til, at ophørstidspunkter såfremt fremkomsten af en ASL afgørelse var afgørende for periodiseringen, blev helt vilkårligt og det hverken af lovteksten eller forarbejder dertil fremgår, at en sådan vilkårlighed var tiltænkt/ønsket. «Subsidiært har Top Toy gjort gældende, at det allerede i juli 2004 var muligt at vurdere A's mindste tab af erhvervsevne, hvorfor han ikke har krav på tabt arbejdsfortjeneste efter dette tidspunkt. Tilsvarende er anført vedrørende august 2004 og december Mere subsidiært er det gjort gældende, at det ikke er tidspunktet for Arbejdsskadestyrelsens afgørelses virkningstidspunkt, der danner grundlag for skillelinjen mellem tabt arbejdsfortjeneste og erstatning for tab af erhvervsevne, og at det senest pr. 1. februar 2005 var muligt at vurdere A mindste tab af erhvervsevne, hvorfor han ikke har krav på tabt arbejdsfortjeneste efter dette tidspunkt. Top Toy har vedrørende påstanden om godtgørelse for svie og smerte anført, at A's helbredsmæssige tilstand allerede inden den 1. april 2004 var således fastslået, at der ikke er grundlag for godtgørelse i tiden herefter. Landsrettens begrundelse og resultat: Erstatningsansvarslovens 2, stk. 1, 2. pkt., må i overensstemmelse med sin ordlyd og formålet med ændringen af loven ved lov nr. 463 af 7. juni 2001 forstås således, at der skal ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste indtil det tidspunkt, hvor skadelidtes forhold er afklaret på en sådan måde, at det er muligt med den fornødne sikkerhed at skønne over hans fremtidige erhvervsevne. Landsretten finder, at der ikke på baggrund af statusattest af 2. oktober 2003 fra A's egen læge, Sygehus Vestsjællands journaltilførsel den 29. marts 2004 og neurolog Dorte Rasmussens journaltilførsel den 9. januar 2004 eller i øvrigt var tilstrækkeligt grundlag for at skønne over A's fremtidige erhvervsevne med udgangen af marts måned Tilsvarende finder landsretten, at heller ikke erklæring af 15. juli 2004 fra speciallæge Lars Helleberg, A's besvarelse af 3. august 2004 af spørgeskema fra Arbejdsskadestyrelsen og hans brev af samme dag til styrelsen gav grundlag for at skønne over hans fremtidige erhvervsevne med udgangen af juni eller juli måned Det samme gør sig gældende for perioden frem til december måned 2004, idet der ikke er oplysninger om væsentlige forhold i den mellemliggende periode. Højby Kommunes afgørelse af 5. januar 2005 om at tilkende A førtidspension blev blandt andet truffet på grundlag af ressourceprofilen af 9. december 2004, hvori det vurderedes, at A ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet, ligesom revalideringsmuligheder og arbejde på særlige vilkår skønnedes urealistiske. Landsretten finder, at der på dette grundlag kunne skønnes over A's fremtidige erhvervsevne. Førtidspensionen blev tilkendt med virkning fra den 1. februar 2005, fra hvilket tidspunkt også Arbejdsskadestyrelsen tillagde sin afgørelse om erhvervsevnetab virkning. Som følge heraf tages sagsøgerens påstand vedrørende perioden fra den 1. april 2004 til den 1. februar 2005 om erstatning på ,15 kr. for tabt arbejdsfortjeneste og ,44 kr. som erstatning for mistede arbejdsgiverpensionsbidrag til følge. Landsretten finder, at det ikke ved statusattest af 2. oktober 2003 fra A's egen læge, neurolog Dorte Rasmussens journaltilførsel den 9. januar 2004, Sygehus Vestsjællands journaltilførsel den 29. marts 2004 og erklæring af 15. juli 2004 fra speciallæge Lars Helleberg eller i øvrigt Copyright 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 3

4 er godtgjort, at A's varige mén kunne fastslås inden den 21. juli A var derfor berettiget til den maksimale godtgørelse for svie og smerte, jf. erstatningsansvarslovens 3. Sagsøgerens påstand om betaling af kr. i godtgørelse for svie og smerte tages derfor til følge. Under hensyn til sagens udfald, værdi og omfang, samt at sagsøgeren har nedsat sin påstand med ,40 kr. efter Top Toys betaling af dette beløb under sagsforberedelsen, skal Top Toy betale sagsøgeren kr. i sagsomkostninger, hvori er indeholdt udgifter til advokatbistand, retsafgift, ekstrakt og materialesamling. Thi kendes for ret: Sagsøgte, Top Toy A/S, skal betale A ,59 kr. med procesrente fra den 22. juli I sagsomkostninger skal Top Toy A/S inden 14 dage betale kr. til sagsøgeren, Dansk Metalarbejderforbund som mandater for A. Højesterets dom. I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 12. afdeling den 29. marts I pådømmelsen har deltaget syv dommere: Torben Melchior, Per Sørensen, Lene Pagter Kristensen, Poul Søgaard, Thomas Rørdam, Poul Dahl Jensen og Henrik Waaben. Påstande Appellanten, Top Toy A/S, har over for indstævnte, Dansk Metalarbejderforbund som mandatar for A, taget bekræftende til genmæle over for kravet om betaling af 143 erstatning for tabt arbejdsfortjeneste som fastslået i landsrettens dom, dvs. indtil den 1. februar Top Toy har i øvrigt påstået frifindelse. Dansk Metalarbejderforbund som mandatar for A har påstået Top Toy tilpligtet at betale ,22 kr., subsidiært ,15 kr. og mest subsidiært kr., alt med procesrente fra nærmere angivne datoer. For Højesteret drejer sagen sig herefter om, hvorvidt A har krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden fra den 1. februar 2005 til den 1. august 2005, subsidiært til den 29. juni 2005, og om han har krav på godtgørelse for svie og smerte med kr. for perioden fra den 1. april 2004 til den 21. juli 2004, på hvilket tidspunkt den maksimale godtgørelse for svie og smerte efter erstatningsansvarslovens 3 blev nået. Anbringender Top Toy har navnlig gjort gældende, at A i henhold til Arbejdsskadestyrelsens afgørelse har modtaget erstatning for erhvervsevnetab fra det tidspunkt, hvor tabet er påvist, nemlig den 1. februar Dette var i overensstemmelse med den dagældende praksis, jf. nu arbejdsskadesikringslovens 17, stk. 7 og 8, som på dette punkt er udtryk for en kodificering af hidtidig praksis. Det følger herefter af erstatningsansvarslovens 2, stk. 1, 2. pkt., sammenholdt med arbejdsskadesikringslovens 31 og 32, stk. 6, nu 17, stk. 7 og 8, at det er virkningstidspunktet for Arbejdsskadestyrelsens afgørelse vedrørende erhvervsevnetabet og ikke datoen for afgørelsen eller for den efterfølgende faktiske udbetaling, der danner skillelinjen mellem erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erstatning for erhvervsevnetab. Der kan således ikke ske overlapning mellem de to erstatningsposter, jf. herved også forarbejderne til erstatningsansvarslovens 2, stk. 1. For så vidt angår godtgørelse for svie og smerte har Top Toy navnlig anført, at begrebet syg i erstatningsansvarslovens 3 skal forstås i overensstemmelse med hidtidig praksis, dvs. at det i almindelighed er en betingelse, at skadelidte er sygemeldt og undergivet en vis lægelig eller anden behandling, herunder f.eks. genoptræning, der kan føre til en væsentlig bedring af helbredstilstanden. Retten til godtgørelse for svie og smerte hører op, når det varige mén kan/kunne vurderes, også selv om dette er udtryk for en retrospektiv vurdering. I den foreliggende sag hørte A's ret til godtgørelse for svie og smerte op ved udgangen af marts 2004, idet det på dette tidspunkt var muligt at konstatere, at han havde pådraget sig et varigt mén. A har fastholdt, at han har krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste indtil tidspunktet for den faktiske udbetaling af erstatningen for mistet erhvervsevne, dvs. til den 1. august 2005, eller i hvert fald til den 29. juni 2005, da Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse i arbejdsskadesagen om erhvervsevnetab. Ændringen af erstatningsansvarslovens 2 i 2001 havde til formål at sikre, at der ikke opstår et»hul«i den løbende økonomiske sikring af skadelidte. Det er af væsentlig betydning for skadelidtes likviditet, at der ikke opstår et sådant hul. Han vil ikke herved blive overkompenseret, idet parterne har aftalt efterfølgende at foretage de eventuelle reguleringer i hans samlede erstatningskrav, som måtte blive en følge af Højesterets dom. Overordnet gælder således, at førtidspension og erhvervsevnetabserstatning vil blive modregnet i erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste. A har med hensyn til kravet om godtgørelse for svie og smerte navnlig gjort gældende, at skadelidte i sager, der også er omfattet af arbejdsskadesikringsloven, har krav på betaling af godtgørelsen, indtil der foreligger en afgørelse om varigt mén efter arbejdsskadesikringsloven, og kravet ifølge denne kan kræves betalt - subsidiært indtil afgørelsen foreligger - medmindre maksimum for godtgørelsen forinden er nået. Retsgrundlaget Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. I forarbejderne til erstatningsansvarsloven hedder det om afgrænsningen af, hvor længe der kan ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, bl.a. (Folketingstidende , tillæg A, side ):»Ud over, at det i nogle tilfælde kan volde problemer at fastsætte stationærtidspunktet, har der navnlig været rejst kritik af anvendelsen af stationærtidspunktet som skillelinie mellem de midlertidige og de varige ydelser efter erstatningsansvarsloven. Udgangspunktet er, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fra stationærtidspunktet afløses af erstatning for tab af erhvervsevne, hvis der er lidt et varigt erhvervsevnetab, men det har vist sig, at der i praksis kan opstå»huller«i dækningen, hvor skadelidte kan lide et betydeligt indtægtstab, som ikke erstattes på grund af reglen om, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste kun ydes frem til stationærtidspunktet. Det drejer sig bl.a. om tilfælde, hvor skadelidte afslutter en vellykket revalidering eller omskoling efter stationærtidspunktet. Ofte vil den skadelidte have et indtægtstab under revalideringen, indtil skadelidte bliver ansat i et andet job. Da indtægtstab efter stationærtidspunktet ikke kan erstattes som tabt arbejdsfortjeneste, hvis skaden har medført en varig nedsættelse af erhvervsevnen, og da indtægtstabet efter praksis heller ikke erstattes som»andet tab«efter 1, stk. 1, kan dette indtægtstab ikke kræves dækket. Har den skadelidte efter revalideringen et erhvervsevnetab på under 15 procent, kan der endda slet ikke kræves nogen erstatning for erhvervsevnetab, jf. lovens 5, stk. 3. Som eksempel kan nævnes, at en håndværker ved en ulykke mister»arbejdsarmen«. Her vil helbredstilstanden ofte være stationær umiddelbart efter skaden, og der 144 kan derfor ikke ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste under revalidering. Tilsvarende problemer opstår ved de såkaldte piskesmældskader, hvor helbredstilstanden ligeledes ofte er stationær meget tidligt. Arbejdsgruppen foreslår på den anførte baggrund, at stationærbegrebet helt udgår som afgrænsning af, hvor længe der kan ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. 2 foreslås ændret således, at der ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, indtil det er muligt midlertidigt eller varigt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne. Det foreslås i sammenhæng hermed at ændre lovens 5, således at endelig fastlæg- Copyright 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 4

5 gelse af erhvervsevnetabet må afvente eventuel revalidering og omskoling. Som en følge heraf foreslår arbejdsgruppen tillige at ændre lovens 10 således, at sagens parter i særlige tilfælde skal kunne anmode Arbejdsskadestyrelsen om midlertidige udtalelser om fastsættelsen af erhvervsevnetabet, hvis den erhvervsmæssige situation ikke er afklaret. Styrelsen afgiver i dag tilsvarende udtalelser efter arbejdsskadesikringsloven. Det sidstnævnte forslag indebærer, at der kan fastsættes en foreløbig erhvervsevnetabserstatning, når der foreligger en midlertidig udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen. Arbejdsgruppen foreslår, at Arbejdsskadestyrelsens udtalelser om méngrad og erhvervsevnetabsprocent skal afgives så vidt muligt inden 1 år og senest 2 år efter, at styrelsen er blevet anmodet om udtalelsen. Det svarer til reglerne i arbejdsskadesikringsloven, hvorefter styrelsens afgørelse skal foreligge så vidt muligt inden 1 år og senest 2 år efter, at arbejdsskaden er blevet anmeldt. En foreløbig erhvervsevnetabserstatning skal anses for at være en á conto-udbetaling af den endelige erstatning og ikke en erstatning for tabt arbejdsfortjeneste eller andet midlertidigt tab. Arbejdsgruppen foreslår endvidere, at retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ikke skal ophøre, hvis Arbejdsskadestyrelsens midlertidige udtalelse fastsætter erhvervsevnetabsprocenten til under 15, således at der ikke udløses en erhvervsevnetabserstatning. I givet fald ville der fortsat kunne opstå et»hul«mellem erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste og en senere erhvervsevnetabserstatning. Arbejdsgruppen anfører, at det vil kunne forekomme, at der på grundlag af en midlertidig udtalelse ydes en foreløbig erhvervsevnetabserstatning, selv om det senere viser sig, at der rent faktisk ikke lides et varigt erhvervsevnetab, som kan danne grundlag for erhvervsevnetabserstatning. Arbejdsgruppen foreslår, at sådanne beløb ikke skal kunne kræves tilbagebetalt, men peger på, at oplysninger om Arbejdsskadestyrelsens sagsbehandlingstider viser, at langt de fleste sager om erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven er endeligt afgjort inden for 2 år. Problemet vil på den baggrund formentlig kun blive aktuelt i ganske få sager. I praksis vil der således normalt blive ydet erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, indtil det er muligt varigt at skønne over skadelidtes erhvervsevne. Der henvises til betænkningen side 51 ff. Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens overvejelser og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, Det kan tilføjes, at Arbejdsskadestyrelsen efter forslaget kun bør fastsætte en midlertidig erhvervsevnetabsprocent, hvis der er en begrundet formodning om, at skadelidte rent faktisk vil lide et varigt erhvervsevnetab. Lovforslaget indebærer, at det vil blive den praktiske hovedregel, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste normalt højst udbetales i ca. 2 år (afhængigt af, hvor lang tid der går, før Arbejdsskadestyrelsen anmodes om en udtalelse), hvorefter der - hvis der må antages at være lidt et varigt erhvervsevnetab - ydes en foreløbig eller varig erhvervsevnetabserstatning.«videre hedder det i bemærkningerne til erstatningsansvarslovens 2 om tabt arbejdsfortjeneste (a.st. side 3527):»I de såkaldte differencesager, hvor skaden både er omfattet af arbejdsskadesikringsloven og af erstatningsansvarsloven, og hvor skadelidte kræver et overskydende beløb efter erstatningsansvarsloven, kan skadelidte i medfør af arbejdsskadesikringslovens 59, 2. pkt., først kræve det overskydende beløb betalt, når arbejdsskadesagen er afsluttet. Det foreslås derfor, at den skadelidtes krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste også skal ophøre, når der træffes afgørelse om erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringslovens 31, idet en afgørelse efter denne bestemmelse har betydning for, hvor længe der eventuelt kan kræves tabt arbejdsfortjeneste som et differencekrav.«under behandlingen af lovforslaget besvarede justitsministeren bl.a. følgende spørgsmål således (Retsudvalgets spørgsmål nr. 19):»Spørgsmål nr. 19:»Ministeren bedes på en overskuelig måde illustrere sammenhængen mellem de foreslåede ændringer af erstatningsansvarslovens 2, 5 og 10. På hvilket tidspunkt i en skadessag går de hver især»i gang«og indtil hvornår? Hvornår overlapper bestemmelserne hinanden og med hvilken betydning? Hvor er der risiko for, at der opstår»huller«, og hvorledes tages der højde for det?«svar: Som det fremgår af det, der er anført ovenfor, er der sammenfald mellem det tidspunkt, hvor retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste (lovens 2) bortfalder, og det tidspunkt, hvor der i stedet kan kræves erstatning for tab af erhvervsevne i form af en foreløbig eller 145 endelig erstatning (lovens 5). Der er således ingen»overlapning«mellem de to erstatningsposter. Der vil heller ikke opstå»huller«mellem de to erstatningsposter. Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslagets 1, nr. 2, bortfalder retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste nemlig kun, hvis det må antages, at den skadelidte vil lide et varigt erhvervsevnetab på mindst 15 procent, således at der er grundlag for at udbetale en erhvervsevnetabserstatning, jf. lovens 5, stk. 3. Hvis Arbejdsskadestyrelsens midlertidige udtalelse vurderer erhvervsevnetabet til mindre end 15 procent, vil der således fortsat kunne kræves erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. I modsat fald ville der kunne opstå et»hul«mellem erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste og en senere erhvervsevnetabserstatning, hvis det viste sig, at erhvervsevnetabet alligevel var på 15 procent eller mere.«godtgørelse for svie og smerte. I forarbejderne til erstatningsansvarslovens 3 (Folketingstidende , tillæg A, side og side ) hedder det:»arbejdsgruppen foreslår, at stationærbegrebet udgår af lovens 3, således at godtgørelse for svie og smerte skal ydes, så længe den skadelidte er syg, og med mulighed for i særlige tilfælde at tilkende godtgørelse, selv om den skadelidte ikke er syg. Med ophævelsen af stationærtidspunktet præciseres det, at der også kan ydes godtgørelse for svie og smerte i tilfælde, hvor helbredstilstanden er stationær straks på skadestidspunktet. Justitsministeriet kan tilslutte sig arbejdsgruppens synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Der henvises til lovforslagets 1, nr. 3 (ændring af lovens 3), og bemærkningerne hertil. Det foreslås, at godtgørelse for svie og smerte skal ydes, så længe den skadelidte er syg, uanset hvornår helbredstilstanden er stationær. Kriteriet»er syg«skal forstås på samme måde som hidtil, dvs. at skadelidte er sygemeldt og undergivet en vis form for behandling, enten ved læge eller på anden måde, f.eks. ved genoptræning. Sygdommen skal kunne dokumenteres ved lægeerklæring eller lignende. Hvis skaden har haft varige følger, vil der som udgangspunkt kun kunne ydes godtgørelse for svie og smerte indtil det tidspunkt, hvor skadelidtes méngrad kan fastsættes. På dette tidspunkt træder krav på méngodtgørelse i stedet for krav på godtgørelse for svie og smerte. Der vil dog som hidtil også kunne ydes en vis godtgørelse for svie og smerte i tilfælde, hvor det varige mén kan vurderes straks på ulykkestidspunktet, f.eks. hvis en håndværker mister»arbejdsarmen«.«højesterets begrundelse og resultat Efter erstatningsansvarslovens 2, stk. 1, skal der, når det må antages, at skadelidte vil lide et varigt erhvervsevnetab, ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste indtil det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne, jf. bl.a. 31 i lov om sikring mod følger af arbejdsskade (nu lovens 17). Copyright 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 5

6 I medfør af arbejdsskadesikringslovens 31 og 32 fastsatte Arbejdsskadestyrelsen i sin afgørelse af 29. juni 2005 A's erhvervsevnetab til 80 % og tilkendte ham erstatning herfor fra den 1. februar Med virkning fra samme tidspunkt var han ved Trundholm Kommunes afgørelse af 5. januar 2005 blevet tilkendt førtidspension på grund af følgerne af arbejdsulykken. Det er ikke bestridt, at det er med rette, at Arbejdsskadestyrelsen ved afgørelsen af 29. juni 2005 har tilkendt erstatning for erhvervsevnetab med virkning fra den 1. februar Efter ordlyden af erstatningsansvarslovens 2, stk. 1, 2. pkt., og dens forarbejder må bestemmelsen forstås således, at der skal være sammenfald mellem det tidspunkt, hvor retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører, og det tidspunkt, hvor retten til erstatning for erhvervsevnetab indtræder, således at der ved erstatningsdækningen hverken opstår»overlapning«eller»huller«mellem de to erstatningsposter. På denne baggrund må skæringstidspunktet mellem A's erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og hans erstatning for mistet erhvervsevne fastsættes til den 1. februar Højesteret tiltræder derfor, at der ikke er grundlag for at pålægge Top Toy A/S at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for tiden efter denne dato. Højesteret lægger til grund, at A fortsat var syg, da den maksimale godtgørelse for svie og smerte blev nået den 21. juli På det tidspunkt havde Arbejdsskadestyrelsen endnu ikke truffet afgørelse om at tilkende ham méngodtgørelse. Højesteret tiltræder på denne baggrund, at A's krav om betaling af godtgørelse for svie og smerte frem til den 21. juli 2004 er taget til følge. Højesteret stadfæster herefter dommen. Thi kendes for ret: Landsrettens dom stadfæstes. Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part. 1. U H, U H, U H, U H, bet. 1383/2000, s. 12, 31f., 42f., 48-52, 59, 108 og 113, FT 2000/2001, till. A, s. 3512f. og 3527, Jens Møller m.fl.: Kommenteret erstatningsansvarslov 6. udg. (2002), s. 83f. og 96ff., og Friis og Behn v/mikael Kielberg: Kommenteret arbejdsskadessikringslov (2004), s Copyright 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 6