Anders Otte Stensager. Holocaustarkæologi. en arkæologisk funktionsanalyse af udryddelseslejrene i Polen Del I.

Transkript

1 Anders Otte Stensager Holocaustarkæologi en arkæologisk funktionsanalyse af udryddelseslejrene i Polen Del I. Københavns Universitet Saxo-Instituttet, afd. for Forhistorisk Arkæologi Vejleder docent dr. phil. Ulla Lund Hansen København, marts 2007.

2 Anders Otte Stensager Holocaustarkæologi en arkæologisk funktionsanalyse af udryddelseslejrene i Polen Del I. Københavns Universitet Saxo-Instituttet, afd. for Forhistorisk Arkæologi Vejleder docent dr. phil. Ulla Lund Hansen København, marts

3 INDHOLDSFORTEGNELSE Forord 3 1. Indledning Kildematerialet Forskningshistorie 7 2. Funktionsanalyse Udryddelseslejrenes definition, typologi og datering Udryddelseslejrenes kronologiske udvikling Bygningsarkæologisk analyse og forsøg på typologisering Indledning Indhegning Vagttårne Barakker Krematorier og ligbål Gaskamre Gaskamrene i Majdanek Dørene i gaskamrene Søjlerne i Birkenaus krematorium II og III Massegrave Genstande Analysens resultater Holocaustarkæologi formål og anvendelsesfomer Status og målsætninger Erindringskulturelle betragtninger Holocaustarkæologi og revisionisme Afslutning 59 Zusammenfassung 61 Ordforklaring 63 Litteratur 65 2

4 FORORD Jeg er en lang række personer og institutioner tak skyldig for, at det foreliggende speciale kunne gennemføres. For korrekturlæsning og opbakning skal jeg først og fremmest takke cand. mag. i forhistorisk arkæologi Benny Staal samt cand. mag. i litteraturvidenskab Silvia Goldbaum Tarabini, der har ydet en uvurderlig støtte og ikke mindst har lagt øre til mange mærkværdige spørgsmål på stort set alle tidspunkter af døgnet. Dernæst en stor tak til forfatteren Peter Langwithz Smith, der har besvaret mine mange spørgsmål omkring Auschwitz. Cand. mag. i historie og museumsinspektør Jens Andersen ved Museumscenter Hanstholm takkes for at sine synspunkter og vurderinger om de tyske bunkers- og gaskammerdøre. Bygningskonstruktør og arkitekt Klaus Stensager takkes for sine mange byggetekniske kommentarer særligt i forbindelse med anlæggene i Majdanek, der gav anledning til mange og lange overvejelser. For oplysninger om de arkæologiske udgravninger af Dachau og Herbertshausen takkes Dr. Wolfgang David M.A., Institut für Vor- und Frühgeschichtliche Archäologie und Provinzialrömische Archäologie der Ludwig-Maximilians Universität München. Dr. Claudia Theune-Voght, Lehrstuhl für Ur- und Frühgeschichte, Humboldt Universität zu Berlin takkes for at delagtiggøre mig i de arkæologiske forskningsprojekter, der knytter sig til Sachsenhausen. En lignende tak skal rettes til Matthias Antkowiak M.A., Brandenburgischen Landesamtes für Denkmalpflege und archäologischen Landesmuseum, for oplysninger om de arkæologiske projekter i Ravensbrück og Uckermark. For yderliggere oplysninger og kommentarer til udgravningerne i Chelmno takkes Lucja Pawlicka-Nowak, Museum Director, District Museum in Konin. Desuden takkes Auschwitz State Museum og særligt Teresa Swiebocka, Museum Deputy Director, Senior Curator for tilladelse til at gennemgå udvalgte arkivalier. En lignende tak skal også rettes til Majdanek State Museum og personalet ved The Museum of Fighting and Martyrdom in Treblinka, der velvilligt fremviste de fund, som gennem årene er indleveret til museet. For oversættelse af resumeet til tysk takkes cand. theol. Reinhold Sahner. Endelig takkes Svend G. Fiedler & Hustrus Legat for økonomisk støtte i form af en studierejse til Polen uden hvilken projektet ikke var blevet til. København, marts Den, der lukker øjnene for fortiden, bliver blind for nutiden. (Richard von Weizsäcker). 3

5 1. INDLEDNING Hensigten med det foreliggende specialeprojekt er en præsentation af et helt nyt arkæologisk satsningsområde, som her betegnes Holocaustarkæologi. En betegnelse som rettelig hører under det forskningsfelt, der i Tyskland kaldes for KZ-Archäologie eller undertiden Archäologie der Zwangsarbeit, og således i arkæologisk henseende klassificeres som en del af den historiske arkæologi. Benævnelsen Holocaustarkæologi er valgt, idet der i ordet ligger en klarere præcisering og periodeafgrænsning end KZ-Archäologie eller Archäologie der Zwangsarbeit, der gerne anvendes som overordnede betegnelser for den arkæologiske forskning, der generelt relaterer sig til alle typer af NS-tidens koncentrationslejre i tidsrummet Dog er langt fra alle KZ-lejre at betragte som udryddelseslejre, uagtet de umenneskelige forhold fangerne overalt måtte leve i. Dernæst etableredes de første KZ-lejre allerede i 1933 med Dachau som den første, der var tiltænkt som genopdragelse og internering af systemets fjender, mens udryddelseslejrene, dvs. de lejre der etableredes med gaskamre og krematorier, først oprettedes med begyndelsen af 1941 og egentlig var en udløber af det såkaldte eutanasiprogram, der lanceredes tilbage i I modsætning til de egentlige KZ- og arbejdslejre var udryddelseslejrenes væsentligste formål, hvis man overhovedet kan tale om et sådant, først og fremmest tiltænkt den systematiske likvidering og udryddelse af de europæiske jøder, men også andre uønskede elementer eller mindreværdige som sigøjnere, sindslidende, sociale afvigere, homoseksuelle m.fl. Hertil vil kritikkerne måske hævde, at ordet Holocaust ikke er en passende betegnelse, men i ordet ligger ikke en etymologisk entydig definition, der udelukkende relaterer sig til jøderne eller et unikt folkemord i sig selv. I forståelsen af et unikt folkemord ligger, at det ikke kan gentages og får samtidigt et næsten sakralt eller ligefrem bibelsk islæt. 2 I dag udfordres den traditionelle opfattelse af ordet Holocaust og flere hælder til brugen af det hebraiske ord shoah i betydningen en forfærdelig eller uforudset hændelse særligt i forbindelse med nazisternes jødeforfølgelser. Dertil kommer, at betegnelsen Holocaust, anvendt i sin bredeste betydning, også vil kunne benyttes om andre folkemord og massakre som eksempelvis Stalintidens udrensninger i Sovjetunionen, de etniske udrensninger i Screbrenica og Vukovar, folkedrabene på tutsierne i Rwanda og Saddam Hussein styrets overgreb på de kurdiske mindretal i det nordlige Irak. 3 Kort sagt dækker ordet Holocaust ikke over en bestemt befolkningsgruppe eller race. I så fald burde de engelsksprogede betegnelser genocide respektive democide anvendes. Imidlertid betragtes ordet Holocaust i det foreliggende ud fra sin bredeste betydning, der således ikke kun omfatter udryddelsen af jøder. Dernæst er specialet et forsøg på med udgangspunkt i en behandling af de seks udryddelseslejre i Polen - Auschwitz, Belzec, Chelmno, Majdanek, Sobibor og Treblinka - at definere og opstille en funktionsanalyse af NS-tidens udryddelseslejre ved at inddrage den traditionelle arkæologiske metode og disciplin på et især for dansk arkæologi helt uopdyrket og utraditionelt materiale, der oftest har været forbeholdt historievidenskaben. Grundlæggende arkæologisk metodologi som typologi, seriationer og komparative analyser af materialet, specielt af bygningsarkæologisk relevans har i det foreliggende med stort udbytte kunne anvendes selvom meget materiale stadig afventer analyser af lignende karakter. Det er derfor vigtigt at understrege, at formålet med specialet ikke er at præsentere en samlet undersøgelse og i arkæologisk forstand traditionel anlægs- og 1 Götze 2003, s ; Isenberg 1995, s ; Kunow 1996, s Ordet Holocaust er en bibelsk translitteration fra græsk til latin i betydningen et helt brandoffer. Siden 1960 erne er H. blevet en accepteret international betegnelse på udryddelsen af de europæiske jøder under den anden verdenskrig og er den betegnelse, de fleste er bekendt med i dag. Populariseringen af ordet skyldes ikke mindst den amerikanske filmindustri med film som Holocaust fra 1978 og Schindlers List fra 1993 (Benz 2002, s. 100f; Brudholm 2004, s & ; Charny 1999, s. 40ff; Finkelstein 2001; Hahn 2005, s. 73ff; Lagueur 2001, s. 279ff). 3 En betydning af ordet Holocaust i denne brede anvendelsesform kommer bl.a. til udtryk i antologien af Thomas Brudholm. Heri citeres bl.a. tidligere overrabbiner Bent Melchior for at sige: Det [Holocaust] dækker i virkeligheden alle former for massemord (Brudholm 2004, s. 20). 4

6 genstandsanalyse af hver af de seks lokaliteters materiale, som var der tale om sluttede fund. For det første vil en sådan ikke kunne gennemføres, idet der til dags dato ikke eksisterer en samlet registrering af det forhåndenværende materiale i de respektive lejres museumsarkivalier eller tilknyttede forskningsinstitutter. Hertil er materialet ganske enkelt for omfangsrigt og kræver dernæst, at der defineres specialiserede forskningsprojekter med fokus på en eller nogle få emnegrupper. For det andet er mange af de anlæg, der er fundet eller konstateret på lejrenes områder og undertiden fjernet ofte ikke forsynet med tilstrækkelige funddata eller beskrivelser, hvorved potentielle efterundersøgelser vanskeliggøres. Lignende forhold gælder i øvrigt også mange af de genstande, som igennem årtier er indleveret af lokale til de forskellige lejrmuseer eller tilfældigt fremgravet under udbedrings- og anlægsarbejder. For det tredje er der i bygningsarkæologisk henseende ikke efterladt tilstrækkelige oplysninger eller bevaringsrapporter, der beretter om evt. nedrivninger, renoveringer eller ligefrem ombygninger af de eksisterende anlæg, hvilket ikke mindst er tilfældet med bade- og desinfektionsanlægget i Majdanek. Netop dette eksempel er med til at påpege den potentielle værdi af en relativ simpel arkæologisk overfladesøgning evt. kombineret med prøveboringer, som meget vel kunne dokumentere anlæggets fysiske afgrænsning som helhed (jf. diskussionen i afsnit ). Endelig ligger der implicit i Holocaustarkæologien og på linie med den generelle nazismeforskning en erindringskulturel debat, der vedrører vores europæiske kulturarv. Spørgsmål som hvilken historisk betydning udryddelseslejrene har i dag for vores perception af folkemord som helhed og kan disse gerningssteder danne grobund for en politisk forståelse for at forhindre fremtidige folkedrab? Andre vil formentlig hævde, at lejrene blot præsenterer regulære mindeparker. Holocaustarkæologien har med andre ord til hensigt i samarbejde med historikerne og gennem de traditionelle arkæologiske discipliner som udgravninger, materialeanalyse m.m. dels at afdække og rekonstruere fortidens individuelle handlingsmønstre, begivenhedsforløb og kausale sammenhænge i de af naziregimet etablerede udryddelseslejre i perioden fra 1941 til Dels at undersøge på hvilken måde både de fysiske levninger og vor erindring eller forestilling om vor nærmeste fortid er relevant for nutiden. Det vil med andre ord sige, at denne Holocaustarkæologi gennem basale arkæologiske metoder, der længe har været forbeholdt den traditionelle videnskabelige forhistoriske arkæologi, udtrykker et ønske om at være en del af den erindringskultur eller memory studies, som historievidenskaben i de senere år har båret præg af, men som tydeligvis inviterer til et interdisciplinært samarbejde. Betydningen af Holocaustarkæologien har derfor ikke kun relevans for den generelle historiske nazismeforskning, men har til hensigt også at påvirke de traditionelle arkæologiske forskningsmiljøer og defineringen af fremtidens arkæologiske faggrænser. Specialet er opdelt i to dele: en hoveddel og en bilagsdel, respektive del I og II. Den første del eller hoveddelen indeholder fire afsnit, hvoraf det første præsenterer en kort forskningshistorik og de kildemæssige omstændigheder, som danner baggrund for bilagsdelens mere detaljerede gennemgang af selve det arkæologisk-historiske materiale. Et materiale som er opdelt alfabetisk efter de seks lokaliteters stednavne. Det anbefales derfor læseren med begrænset eller ingen viden om de seks udryddelseslejres historik og arkæologisk-historiske kildemateriale at gennemlæse bilagsdelen efter hoveddelens første afsnit og før dennes afsnit to. Herved skabes en større forståelse for de efterfølgende diskussioner, der tages op i hoveddelens afsnit to til fire. Læseren der allerede er kendt med dette materiale har derimod mulighed for at gå direkte til hoveddelens øvrige afsnit. I den forbindelse skal der gøres opmærksom på, at litteraturlisterne placeret bagest i hhv. del I og II er identiske. Læserne har derved mulighed for uafhængigt af hvilken del der ønskes gennemgået at søge andre relevante kilder til videre læsning. 5

7 I hoveddelens andet afsnit findes et af specialets centrale temaer, der diskuterer udryddelseslejrenes definition, funktion og kronologiske udvikling. Dette følges i tredje afsnit op af et forsøg på en typologisering af de væsentligste bygningsanlæg og de problemstillinger, der særligt knytter sig hertil og de konklusioner, det er muligt at foretage på nuværende tidspunkt med det foreliggende kildemateriale. Især har det været væsentligt at fremhæve de problemstillinger, der relaterer sig til funktionen af gaskamrene og særligt disses dørkonstruktioner, samt de omdiskuterede nedkastningshuller og søjler til gaskamrene i Birkenaus krematorium II og III (jf. afsnit og ). Som påpeget tidligere er der på det foreliggende grundlag og indenfor nærværende rammer ikke muligt at behandle genstandsmaterialet i samme grad, hvorfor fokuseringen i afsnit tre i højere grad fremhæver de bygningsarkæologiske perspektiver og typologiseringer. Denne skævhed viser med tydelighed emnets generelt omfattende karakter og at Holocaustarkæologien som helhed fortsat savner forskningsprojekter, der udelukkende fokuserer på genstandsmaterialet. En opgave der for arkæologerne rummer mangeårrige perspektiver, men også en nødvendig faglig holdningsændring til arbejdet med et utraditionelt arkæologisk kildemateriale. Fjerde og sidste afsnit diskuterer Holocaustarkæologiens formål og anvendelsesformer herunder også et forsøg på at opstille en art formålsparagraffer for den fremtidige arkæologiske udforskning af udryddelseslejrene og i det hele taget forståelsen af perioden som en del af vor fælleseuropæiske erindringskultur. Endelig diskuteres også Holocaustbenægternes seneste forsøg på at inddrage den arkæologiske forskning på området i den generelle revisionistiske debat. 1.1 Kildematerialet Kildematerialet til belysning af det foreliggende emne består grundlæggende af to typer: et historisk og et arkæologisk. Det historiske kildemateriale og litteraturen herom er særdeles righoldig, men også temmelig broget ikke mindst præget af efterkrigstidens moraliserende og emotionelle holdning til netop denne periode. Foruden et stort antal øjenvidneskildringer og beretninger, der hovedsageligt beskriver forholdene i lejrene, men også i mindre omfang deres opbygning og struktur, findes der stadig bevaret et relativt stort fotografisk materiale, som ikke mindst afslører flere bygningsmæssige detaljer. Dette gælder især for Auschwitz og Majdanek. Af samtidige skriftelige kilder, der dokumenterer lejrenes opbygning m.m., findes kun et begrænset udvalg, der hovedsageligt stammer fra Auschwitz og i nogen grad også Majdanek, hvorimod de mindre udryddelseslejre som Belzec, Chelmno, Sobibor og Treblinka er så godt som ukendte. Et aspekt der tydeligvis er en følge af gerningsmændenes generelle ønske om at hemmeligholde disse lokaliteter og deres reelle funktion. Det arkæologiske kildemateriale giver derimod endnu kun spredte oplysninger om lejrenes historik selvom flere videnskabelige udgravninger har fundet sted i både Belzec og Chelmno. Dette hænger naturligt sammen med den generelle forskningsmæssige tradition og emnets status som et relativt nyt arkæologisk satsningsområde. Dernæst er problemet, at ingen lejre hverken KZ- eller udryddelseslejre er totaludgravede eller arkæologisk tilstrækkeligt videnskabeligt undersøgt og publiceret og dermed er af mere eller mindre repræsentativ værdi. En problematik som bl.a. afspejles i undersøgelsesresultaterne fra Belzec og Chelmno, men som også præger billedet af tilsvarende om end mindre arkæologiske undersøgelser i Tyskland, så som udgravningerne i Bergen Belsen, Neuengamme og Ravensbrück (jf. afsnit 1.2). 4 Af den grund har det været nødvendigt for gennemførelsen af nærværende projekt, at besøge en række tidligere KZ- og udryddelseslejre i Tyskland og Polen for derigennem at vurdere de udvalgte lokaliteternes sluttethed, sammenhænge og frem for alt deres fysiske efterladenskaber først og fremmest i et bygningsarkæologisk 4 Eneste undtagelse er totaludgravningen af nakkeskudsanlægget Herbertshausen ved Dachau, men mangler komparative analyser med andre lignende anlæg (David 2001). 6

8 perspektiv og ud fra de foreliggende historiske oplysninger. 5 Observationer som med stort udbytte indgår i analyserne i afsnit 3 og 4. Geografisk er lokaliteterne udelukkende henlagt til Polen, idet det fra projektets start blev antaget, at periodens udryddelseslejre udelukkende måtte klassificeres på linie med Auschwitz og dermed også repræsenterede et østligt og overvejende polsk fænomen. Under udarbejdelsen af projektet viste det sig imidlertid hurtigt, at der var et udtalt behov for en klar definering af termen udryddelseslejr, hvilket medførte defineringen i afsnit 2.1, som snart viste, at den her benyttede klassificering udryddelseslejr med gasnings- og kremeringsfacilitet langt fra er et geografisk isoleret fænomen, men også kan tilskrives lejre indenfor både Tyskland, Østrig og Hvideruslands grænser. Alligevel er det valgt ikke at udvide projektet til også at omfatte analyser af udryddelseslejre udenfor Polen, idet en sådan undersøgelse ligger udenfor rammerne og omfanget af nærværende projekt. Dog har gennemgangen af de her seks behandlede lejre vist, at de kan tjene som typeeksempler for andre ikke klart definerede lejre i både Vest- og Østeuropa eller lejre, der traditionelt betegnes som KZ-lejre og dermed ikke udryddelseslejre. Det foreliggende materiale er derfor som helhed repræsentativt for defineringen og funktionen af en nationalsocialistisk udryddelseslejr med gasnings- og kremeringsfacilitet (jf. afsnit 2.1). Det skal dog understreges, at det arkæologiske materiale og de her opstillede typologiseringer som helhed nok dokumenterer eksistensen af enkeltanlæg og artefakter, der generelt relaterer sig til NS-tidens KZ- og udryddelseslejre, men ikke i sig selv forklarer funktionen af lejrene (jf. afsnit 3). Det er her det interdisciplinære samarbejde med historievidenskaben på området spiller afgørende ind og gør, at KZ-arkæologien og dermed også Holocaustarkæologien bliver en del af den historiske arkæologi. Endelig viser især det historiske og i nogen grad også det arkæologiske kildemateriale en jævn tidsfordeling mellem de respektive lokaliteter (jf. afsnit 2.2), der tydeligvis alle er henlagt til perioden mellem sidste halvdel af 1941 frem til begyndelsen af Dette gælder ikke kun de her seks behandlede udryddelseslejre, men også de lejre udenfor Polen, som det har været muligt at kategorisere i den foreliggende definering af en udryddelseslejr. 1.2 Forskningshistorie Hidtil har udforskningen af de nazistiske udryddelseslejre i perioden hovedsageligt taget sit udgangspunkt i nazismeforskningens overvældende historiske kildemateriale og vidneudsagn, mens de fysiske levninger og artefakter først for nylig er begyndt at give sig til kende. Kontrasten mellem det overdådige skriftlige kildemateriale, hvor strømmen af pædagogiserende og moraliserende skrifter igennem årtier har præget vores tilgang og opfattelse af det nazistiske folkedrab, og det indtil videre beskedne arkæologiske bidrag fra en håndfuld lokaliteter viser nu mere end 60 år efter kun alt for tydeligt problematikken i at dokumentere og rekonstruere lejrenes fysiske anlæg og dermed også de daværende forhold. Betydningen af arkæologiske undersøgelser og vigtigheden for deres gennemførelse burde derfor være evident selvom begivenhederne synes behandlet fra alle synsvinkler, af flere generationer og på enhver tænkelig baggrund. Til trods for det omfattende historisk materiale har den til tider noget ensidige fremstilling af kildematerialet kun i begrænset omfang formået, at påvirke Holocaustforskerne til at beskrive de respektive lokaliteter og anlæg gennem deres fysiske karakteristika og ofrenes efterladenskaber som en (kultur)historisk enhed. Et om end fåtallige forsøg herpå er Teresa Swiebockas monografi Architectur des verbrechens. Das Gebäude der Zentralen Sauna im Konzentrationslager Auschwitz II fra Publikationer af denne art er længe ventet, men afspejler imidlertid også den forskningsmæssige skævhed og formidling, der stadig hersker på området, og ikke mindst har bibragt Auschwitz et næsten sakralt 5 Følgende lejre er besøgt: Auschwitz, Majdanek, Plaszow, Ravensbrück, Sachsenhausen og Treblinka i tidsrummet maj-august

9 eftermæle som det eneste sted, hvor det nazistiske folkemord på jøder og andre uønskede gennemførtes. Set i et bredere perspektiv har erindringen om nazisternes virke generelt spillet en central rolle i det nye Tysklands identitet, hvilket ikke mindst kom til udtryk i 1996, da den daværende tyske præsident Roman Herzog udpegede den 27. januar som mindedag for nazisternes ofre eller Auschwitz-mindedag, som det herhjemme fra 2000 også blev kaldt. Samtidigt udtrykte ministerpræsident Johannes Raub, at der var et klart behov for at bevare KZ-lejrenes fysiske tilstedeværelse som mindesmærker aus Stein und Stacheldraht 6 til de kommende generationer. I kølvandet af denne nye tyske identitetsforståelse og erindringsbevidsthed, der voksede frem i begyndelsen af 1990 erne, er det reelt lykkedes en ny generation af Holocaustforskere, at distancere sig eller ligefrem aflægge sig årtiers moraliserende tydning af begivenhederne og skabe en analytisk tilgang, der forsøger at forklare og ikke blive stående ved forargelsen eller skammen. Sagt med andre ord er den moralske besættelse eller det konsensushistoriske synspunkt afløst af en bred videnskabelig diskussion, hvor fordybelse har afløst efterkrigstidens generelle ønske om at lade historiens ofre og tabere vederfares retfærdighed. Et brud der bl.a. kommer til udtryk i udgivelsen af afhandlingerne Ordinary Men af Christopher Browning og Daniel Goldhagens meget omtalte Hitler s Willing Executioners, der begge er en undersøgelse af, hvad der fik almindelige tyskere til at begå folkemord. En forskningsretning som også siden er blevet kaldt Täterforschung. Spørgsmål som hvem var gerningsmændene og hvilke motiver havde de for at begå massemord på især jøderne blev nu stillet. Siden har adskillige publikationer og særudstillinger med samme tematik set dagens lys som eksempelvis Christian Hartmanns Verbrechen der Wehrmacht, Jochen Böhler Auftakt zum Vernichtungskrieg. Die Wehrmacht in Polen 1939 og Hamburger Institut für Sozialforschungs udstilling Verbrechen der Wehrmacht. Dimensionen des Vernichtungskrieges fra En forskningsretning der tydeligvis retter det negative og fordømmende fokus væk fra gerningsmændene og i stedet søger at tilnærme sig en mere grundlæggende kausal og sociopsykologisk indfaldsvinkel. Nærmest som en naturlig konsekvens af dette fornyede pust ses der i disse år ligeligedes en tendens til i nazismeforskningen, at en slags Prozessforschung er ved at etablere sig, hvis primære formål er at genskrive historien om de enkelte anklageprocesser mod gerningsmændene. Her er Auschwitzprocesserne atter kommet i søgelyset med værker som Christian Dirks Die Verbrechen der anderen. Auschwitz und der Auschwitz-Process der DDR og Devin Pendas The Frankfurt Auschwitz Trial, Genocide, History, and the Limits of the Law. 8 Samtidigt er der sket en erkendelse af, at behovet for mere dækkende og fyldestgørende oversigts- og opslagsværker også er nødvendige værktøjer for nazismeforskningen som helhed og for udforskningen af koncentrations- og udryddelseslejrene i særdeleshed. Foruden det store antal deskriptive monografier over enkelte lejre, der i særligt i disse år ser dagens lys, som eksempelvis Günter Morsch Mord und Massenmord im Konzentrationslager Sachsenhausen , Barbara Schwindt Das Konzentrations- und Vernichtungslager Majdanek og Bernhard Strebel Das KZ Ravensbrück. Geschichte eines Lagerkomplexes skal især fremhæves oversigtsværkerne af Karin Orth Das System der nationalsozialistischen Konzentrationslager og det i skrivende stund endnu uafsluttede syvbindsværk af Holocausthistorikerne Wolfgang Benz og Barbara Distel Der Ort des Terrors. Geschichte der nationalsozialistischen Konzentrationslager. 9 Sidstnævnte forskningsprojekt fokuserer primært på en historiske gennemgang af lejrene inklusive udekommandoer og samler op på de senere års forskning på området, men til trods for et stort 6 Lichtenstein 1995, s Browning 2001; Böhler 2006; Goldhagen 1996; Hartmann 2005; Jureit Dirks 2006; Pendas For andre retsprocesser se bl.a. Angrick 2003, s Benz (ed.) a-b; Morsch 2005a; Orth 1999; Schwindt 2005; Strebel

10 anlagt projekt inddrager værket kun i begrænset omfang detailbeskrivelser af enkeltanlæg og savner generelt komparative analyser af lejrenes fysiske struktur og arkitektur. For udryddelseslejrenes vedkommende og særligt dem i Polen med undtagelse af Auschwitz mangler der fortsat konkrete oversigts- og opslagsværker, der på tilsvarende måde som de mange enkeltmonografier over lejrene i Tyskland beskriver lokaliteterne og deres karakteristika med en præsentation og behandling af det tilgængelige materiale og mindre fokusering på ofrenes egne fortællinger. Seneste forsøg herpå er den polske historiker Witold Chrostowskis Extermination Camp Treblinka fra 2004, men savner en diskussion om de problemstillinger, der relaterer sig til lejrens fysiske arkitektur og udstrækning. 10 Tilsvarende analoge beskrivelser og oversigter savnes ligeledes for de mange ghettoer, som oprettedes overalt i de besatte dele af Østeuropa samt de utallige og undertiden oftest helt oversete Mordstätten eller steder for massenedskydninger overvejende af jøder, der kendes til ikke mindst i Ukraine og de baltiske lande. Beskrivelser og dokumentationsindsamling eller bare registreringer af disse lokaliteter i lighed med Henning Langenheims fotodokumentariske værk Mordfelder - Orte der Vernichtung im Krieg gegen die Sowjetunion burde være genstand for større opmærksomhed ikke blot hos de lokale myndighederne og befolkningerne, som desværre oftest er svære at nå med budskaber af denne karakter, men i høj grad også blandt Holocaustforskerne, såfremt disse steder ikke helt forgår og dermed forsvinder ud af erindringen. 11 Hertil bør rettelig også rejses spørgsmålet, om Holocaust som helhed anses for at være en del af især de østeuropæiske landes identitetshistorie eller i højere grad opfattes som en del af jødisk historie og identitet og derfor i mindre grad et nationalt anliggende. I modsætning hertil har udviklingen i Tyskland specielt efter genforeningen i 1990 sat en helt anden dagsorden, hvor det erindringskulturelle billede har præget den generelle nationale identitetsforståelse og dermed også påvirket nazismeforskningen som helhed. Berlin blev både ny hovedstad og samtidig et politisk og kulturelt centrum, men også et erindringssted for statslige forbrydelser, hvilket ikke mindst spores i de mange Holocaust-Denkmäler, der i dag præger bybilledet, og som fortsat er under planlægning. Etableringen af Daniel Liebeskinds meget omtalte og omdiskuterede monumentale mindesmærke ved Brandenburger Tor er en tydelig manifestation af den moderne tyske hovedstads holdning til sin fortid. I kølvandet heraf er siden fulgt en lind strøm af lokale mere eller mindre populærvidenskabelige erindringskulturelle udgivelser, som bl.a. Johannes Heesch og Ulrike Brauns Orte erinnern Spuren des NS-Terrors in Berlin og i turistgenren bøger som Maik Koplecks Berlin Pastfinder Stadtführer zu den Spuren der Vergangenheit. 12 I etablerede historikerfora og forskningsmiljøer er samme erindringskulturelle tematik også kommet på dagsorden og særligt indenfor det seneste tiår er fremkommet betydelige værker og årbøger som Dachauer Hefte, der ofte bringer erindringstematiske artikler, Haraold Marcuses Legacies of Dachau. The Uses and Abuses of a Concentration Camp, , Jonathan Hueners Auschwitz, Poland, and the Politics of Commemoration og senest Bertrand Perz Die KZ- Gedenkstätte Mauthausen 1945 bis zur Gegenwart, der alle beskriver de pågældende lejres omskiftelige tilværelse og museale udviklingsstruktur fra 1945 og betydningen af lejrenes erindringspolitiske og samfundskulturelle værdigrundlag. 13 Vender vi blikket mod indholdet af de arkæologiske forskningsprojekter indenfor samme periode kan der ikke mindst i Tyskland, men også i Polen konstateres en mærkbar og stadigt stigende vækst i antallet af gravninger og fundgrupper, der generelt relaterer sig til NS-tiden og i særdeleshed i udforskningen af KZ-og udryddelseslejrene. Et satsningsområde som tydeligvis er 10 Chrostowski Langenheim Heesch (ed.) 2003; Kopleck Huener 2003; Marcuse 2001; Perz Dachauer Hefte udgives af KZ-Gedenkstätte Dachau, München og er udkommet hvert år siden

11 stimuleret af historikernes nazismeforskning særligt efter den tyske genforening i 1990 og samtidigt udtrykker et ønske om at være en del af den erindringskultur, som historievidenskaben i de senere år har båret præg af. Der er med andre ord skabt et helt nyt arkæologisk arbejdsforum, hvor fagets ofte smalle og ikke så sjældent konservative faggrænser søges udvidet i retning af mere debatskabende og dagsaktuelle temaer til trods for emnets og dermed KZ-arkæologiens generelt mere emotionelle karakter. 14 Et nyt arkæologisk satsningsområde, som vel at mærke stadig befinder sig i en formativ fase, men hvis faglige referenceramme ligger indenfor den historiske arkæologi og naturligt må forventes at inddrage de kilder og metoder, der nu engang knytter sig til emnet. Den arkæologiske forskningshistorie, der knytter sig til KZ- og Holocaustarkæologien og dermed nærværende projekt, er således ikke lang og synes først rigtig at udvikle sig i tiden omkring den tyske genforening. I skemaet fig. 1 er gengivet en alfabetisk optegnelse over de af forfatteren kendte arkæologiske undersøgelser og udgravninger, der er foretaget i både KZ- og udryddelseslejrene i både Polen, Tyskland og Østrig mellem 1944 og Af oversigten fremgår det, at den første egentlige videnskabelige arkæologiske undersøgelse af en tidligere udryddelseslejr påbegyndtes i 1986 med udgravningen af Chelmno vest for Warszawa, og som siden er fortsat med periodevise afbrydelser helt frem til Samme år udkom den første engelsksprogede monografi Chelmno Witnesses Speak, der indeholder en kort samlet fremstilling af de i alt tre gravekampagner, der blev holdt på stedet. 15 Publikationen giver et overordnet billede af udgravningernes omfang og typen af fundgrupper, men mangler generelt uddybende analyser af materialet og særligt det omfattende genstandsmateriale. Af skemaet fremgår også, at den i arkæologisk henseende første erkendte videnskabelige undersøgelse af en koncentrationslager, når her ses bort fra de undersøgelseskommissioner, der nedsattes efter befrielsen af bl.a. Auschwitz og Majdanek, hvor sporadiske og simple udgravninger iværksattes, blev foretaget i Bergen Belsen i 1991 med afdækningen af lejrens vandcisterner og i 1993 i kvindelejren Ravensbrück, hvor barakfundamenter lokaliseredes. Herefter ses en generel stigning i de arkæologiske undersøgelser af KZ-lejre i Tyskland som udekommandoen til Neuengamme Kaltenkirchen, hvor selve lejrkomplekset lokaliseredes første gang i 1995 og i Buchenwald i perioden med udgravninger omkring lejrens hal II. 16 Først i 1997 ses atter en storstilet polsk undersøgelse af en udryddelseslejr denne gang af Belzec sydøst for Lublin. Udgravningerne her måler sig i størrelse og omfang med undersøgelserne i Chelmno, men den eneste engelsksprogede publicering af fundene og gravekampagnerne Belzec - The Nazi Camp for Jews in the Light of Archaeological Sources af Andrzej Kola savner som helhed uddybende analyser og efterbehandling. 17 Især er det endnu engang genstandsmaterialet, der kun efterlader et sporadisk indtryk af fundtyperne og deres kontekstuelle sammenhænge med de lokaliserede anlæg. Omtrent på samme tid som udgravningerne af Belzec påbegyndtes en af flere mindre udgravningskampagner i Mädchenkonzentrationslager Uckermark ved Ravnesbrück ca. 90 km. nord for Berlin. Her lokaliseredes og afdækkedes der i perioden mellem størsteparten af de fundamentsrester, der hørte til lejren, og som i 2005 publiceredes i antologien Das Mädchenkonzentrationslager Uckermark. 18 I perioden fra 2000 og frem til i dag synes de arkæologiske udgravninger udelukkende henlagt til KZ-lejre i Tyskland, mens tilsvarende undersøgelser i Polen er yderst fåtallige og primært bærer 14 Det emotionelle aspekt er især fremhævet af formanden for den tyske Landesarchäologie Jürgen Kunow i et interview med TV-stationen ZDF den om begrundelsen for at foretage udgravninger i tidligere KZ-lejre ( Wissen und Entdecken). 15 Pawlicka-Nowak Hirte 1999; Limbächer 2005, s. 263; Margry 1995, s. 7; 17 Kola Limbächer (ed.) 2005, s

12 præg af forundersøgelser. Således blev der i 2001 foretaget nogle få arkæologiske undersøgelser af udryddelseslejren Sobibor tæt ved den polsk-ukrainske grænse, der angiveligt skal bane vejen for flere omfangsrige gravninger i lighed med både Belzec og Chelmno. I Tyskland derimod ses flere undersøgelser, som i Sachsenhausen ved Oranienburg, hvor der i 2004 afdækkedes resterne af den tidligere Station Z, hvor krematoriet og gaskammeret etableredes, men som engang i 1950 erne bortsprængtes af DDR-styret. I 2000 undersøgtes en affaldsgruppe i Dachau ved München og i forbindelse med 60-årsdagen for verdenskrigens udbrud og angrebet på Sovjetunionen den 22. juni 1941 blev der i 2001 taget initiativ til at foretage en totaludgravning af skydebaneanlægget Herbertshausen ved Dachau, hvor hen ved 6000 russiske krigsfanger blev henrettet. 19 I 2003 og igen i 2005 udgravedes og undersøgtes flere tidligere barakanlæg og latriner i Neuengamme og i Sachsenhausen blev der i 2004 udgravet en stor affaldsgruppe, som i skrivende stund registreres med henblik på publicering af de enkelte fundtyper. 20 Variationen af de arkæologiske undersøgelser er således meget afvekslende, men med en klar overvægt af undersøgelser foretaget i Tyskland, mens tilsvarende polske stadig lader meget tilbage. En af forklaringerne skal utvivlsomt søges i omfanget og tilgængeligheden af fornødne ressourcer, men også spørgsmålet om, hvorvidt undersøgelser af denne karakter i virkeligheden appellerer til polsk identitetshistorie. Imidlertid er det kendetegnende for de arkæologiske undersøgelser af KZog udryddelseslejre i både Tyskland og Polen, at der generelt ikke er tale om store fladedækkende udgravninger med undtagelse af gravningerne i Belzec og Chelmno. Oftest er der tale om mindre udgravninger, der har til hensigt at lokalisere eller registrere formodede anlæg eller ligefrem forundersøgelser, som dem i Sobibor. Det er således tydeligt, at både spredningen og omfanget af udgravningerne afspejler, at KZ-arkæologien som helhed og dermed også Holocaustarkæologien befinder sig i en formativ fase, men også, at dette forskningsfelt er ved at udvikle sin egen karakter og er i gang med at formulere en selvstændig forskningsidentitet og grundlæggende behov. 2. FUNKTIONSANALYSE 2.1 Udryddelseslejrenes definition, typologi og datering Forsøg på at definere og typologisere de enkelte lejre indenfor KZ-systemet har først sent vundet indpas blandt Holocaustforskere, hvilket hænger sammen med, at behovet for at kategorisere og udskille enkeltfaser af lejrenes historik ikke har været en del af den traditionelle forskning på området. Bygningsanlæg, fragmenter eller genstande fra de arkæologiske undersøgelser af udryddelseslejrene er således heller ikke forsøgt inddraget i et forsøg på at definere funktionen af lejrene. Imidlertid mangler der fortsat mere gennemgribende forskningsprojekter, der sætter fokus på de enkelte lokaliteters historik og særpræg alene ud fra de bevarede fysiske efterladenskaber og i mindre grad på baggrund af vidneudsagnene. Hertil er der som udgangspunkt først og fremmest brug for at foretage nogle basale defineringer af de enkelte KZ- og udryddelseslejre. Behovet er bl.a. opstået på baggrund af KZ-lejrenes historiekulturelle værdi, som i lighed med udryddelseslejrene oftest har været formet af øjenvidnernes individuelle erindringer og særligt i årene umiddelbart efter krigsafslutningen opnået autoritativ status både historisk og politisk, men også i offentlighedens perception. En position som nærmest har virket som en skabelon for fremtidens forståelse af det nazistiske folkemord, der anerkender Holocaust som moralsk grundlæggelsesmyte for den moderne vestlige liberale samfundsorden. En argumentationsform som også genfindes i den nyere tids politiske filosofi hos bl.a. Hannah Arendt og Giorgio Agamben, der 19 David 2001; ibid. 2003; Morsch 2005a, s. 30 og Gaertner 2005, s. 50f; Meddelt forfatteren af Dr. Claudia Theune-Vogt, Humboldt Universität zu Berlin, marts

13 begge har arbejdet intenst med generelle sociopolitiske definitioner af KZ- og udryddelseslejrene, som en naturlig følge af modernitetens sammenkobling af ny teknologi og staten. En modernitet hvor individet er overflødiggjort og reduceret til retsløse eksistenser. 21 Set i lyset af denne tradition har efterkrigstidens historiske Holocaustforskning ikke været tilstrækkelig bevidst om at tydeliggøre det nazistiske folkemords differentiering og dermed skabe mere varige defineringer herunder også af de enkelte lejrtyper, hvilket klart genspejles i de utallige opslagsværker, der er skrevet om Holocaust, og som næsten konsekvent udelader en deskriptiv analyse eller definition på en KZ- eller udryddelseslejr. Benævnelser som eksempelvis Death Camp, Extermination Camp, Killing Centers, Orte des Todes, Todesfabrikken, Knochenmühle og Vernichtungslager anvendes side om side om både KZ-lejre og egentlige udryddelseslejre uden videre skelen til ordenes etymologi og de enkelte lokaliteters særegne historik endsige deres fællestræk og funktion. 22 Oftest tages disse betegnelser for givet og efterlader det indtryk, at samtlige KZ-lejre rangerer på linie med de regulære udryddelseslejre som eksempelvis Auschwitz. At et mindre antal KZ-lejre i Tyskland og Østrig også fik installeret gaskamre er et faktum, men afviger dog på et punkt, idet de enkelte henrettelsesfaciliteter ikke bevidst forsøgtes hemmeligholdt i modsætning til udryddelseslejrene i Polen, hvor sporene af ugerningerne bevidst destrueredes mest muligt. Væsentlig i forsøget på at definere betegnelsen udryddelseslejr er imidlertid, at termerne klart adskilles. Anvendelsen af ordet Death Camp siger således kun meget lidt om funktionen af både KZ- og udryddelseslejre, idet stort set alle eksisterende lejre uanset funktion må betragtes som Death Camps eftersom et stort antal fanger døde som følge af sult, sygdomme og hårdt fysisk arbejde. Samme må siges også at gælde for betegnelserne Killing Centers, Orte des Todes og Todesfabrikken, mens Knochenmühlen, som Eugen Kogon anvender i sit klassiske værk Der SS- Staat, snarere udtrykker en emotionel stemning med reference til de udryddelseslejre, hvor såkaldte knogleknusere eller knoglemøller anvendtes til at knuse asken fra de kremerede. 23 Betegnelsen Knochenmühlen er derfor meget lidt deskriptiv for en udryddelseslejr. Derimod synes anvendelsen af betegnelser som Vernichtungslager respektive Extermination Camp og udryddelseslejr i højere grad at definere lejrenes helt afgørende funktion, som organiserede lokaliteter for menneskeudryddelse. 24 Betegnelser som gennem de senere år har vundet større indpas særligt i den tyske Holocaustlitteratur, hvor de første mere systematiske forsøg på at kategorisere de enkelte lejre også er foretaget. Eksempelvis kan nævnes Barbara Distel og Wolfgang Benz, der begge senest har arbejdet med en typologisering af det nationalsocialistiske lejrsystem i syv kategorier. 25 Selvom det ligger udenfor det foreliggende arbejde at indgå i en videre diskussion om de respektive kategoriseringer, hvis udskillelse grundlæggende tager udgangspunkt i lejrenes tiltænkte funktion, skal nogle få betragtninger dog påpeges når det gælder kategoriseringen af udryddelseslejrene. Distel ser korrekt udryddelseslejrene som funktionelt helt isolerede typer af lejre, som ganske enkelt klassificeres som Vernichtungslager dog uden at fremkomme med en dybere definering heraf. Benz derimod forsøger at skabe en bredere historisk ramme for sin definering, idet han både henregner såkaldte Mordstätten og ghettoerne som en del af udryddelseslejrenes historik. 26 Henrettelserne ved Babij Yar i forstanden til Kiev, hvor mere end ukrainske jøder i dagene mellem 29. og 30. september 1941 blev skudt, indgår eksempelvis i hans kategorisering af en udryddelseslejre. Den urationelle henrettelsesmetode og ikke mindst den 21 Laustsen 2002, s. 33, 55f og s Se bl.a. Charny 1999, s. 152f; Gerlach 2000, s. 772; Hillberg 1985b, s. 221ff; Kogon 2004, s. 64; Laqueur 2001, s. 174ff; Marcuse 2001, s. 40; Niewyk 2000 og Orth 1999, s. 198f. 23 Hillberg 1985b, s. 221; Kogon 2004, s Benz 2002, s. 242f; ibid. 2005, s ; Orth 1999, s. 198f. 25 Benz 2005, s ; Distel 2005, s En lignende holdning antydes også af Königseder (2005, s. 280). 12

14 psykiske belastning var imidlertid medvirkende årsag til, at arkitekterne bag die Endlösung blev tvunget til at finde mere effektive og moderne metoder til massehenrettelser. Erfaringerne fra eutanasiprogrammet, hvor gasbiler benyttedes, blev derfor afgørende i den endelige udformning af udryddelseslejrens systematiserede massemord. Dernæst ser Benz etableringen af de mange ghettoer som endnu et forstadie til oprettelsen af regulære udryddelseslejre. Ved etableringen af ghettoerne effektiviseredes udryddelsesprogrammet betydeligt, idet ofrene nu kunne samles på få steder og oftest med direkte forbindelse til en af udryddelseslejrene. 27 Imidlertid er typologiseringer af den art som Benz arbejder med ikke uden problemer, idet der ikke indgår et tydeligt kronologisk forløb. Defineringen af kategorien udryddelseslejr bliver hurtigt forvandlet til en uigennemskuelig sammenblanding af flere kausale historiske begivenheder, der både skal lede frem til en klar fremstilling af udryddelseslejrenes opståen og deres funktion. Anvendelsen af så brede typologiseringer skaber nok mulighed for at inddrage større mængder historiske fakta ved at sidestille så mange forskelligartede typer af nationalsocialistiske udryddelsessystemer under en hovedgruppe, men distancerer sig omvendt fra en nuanceret definering og funktionsbestemmelse af betegnelsen udryddelseslejr, ghettoer, mordsteder m.m. Det er således ikke gennemskueligt, om eksempelvis kvindelejren Ravensbrück, der hovedsageligt fungerede som arbejdslejr for bl.a. industrivirksomheden Siemens, men også mod krigens slutning fik installeret et gaskammer tæt ved lejrens krematorium, skal kategoriseres som udryddelseslejr eller arbejdslejr med adgang til udryddelsesfacilitet. Ud fra ovenstående betragtninger er det nødvendigt først og fremmest at opsætte en passende bred definition på en udryddelseslejr, der tager udgangspunkt i lejrenes centrale funktioner og ikke de kausale historiske begivenheder, der leder frem til etableringen af disse lejre eller er en følgevirkning heraf. Dernæst skal der fokuseres på en typologi, der netop inddrager udryddelseslejrenes helt afgørende funktion, og som er i stand til at klassificere de enkelte udryddelseslejre i en række undertyper samlet under hovedkategorien udryddelseslejr. Herved, som det senere vil blive diskuteret, bliver det endvidere muligt også at inddrage den ofte oversete gruppe af vestlige lejre, der i løbet af krigsårene også fik installeret stationære eller provisoriske gaskamre, og som traditionelt i den tilgængelige litteratur ikke defineres eller omtales indenfor et kortere eller længere tidsrum som udryddelseslejre. En revidering på dette punkt synes nødvendig, idet de typologisk og indenfor et kronologisk afgrænset tidsrum også bør placeres på linie med de her behandlede udryddelseslejre i øst, der bedst kan karakteriseres som udryddelseslejre med gasningsog kremeringsfacilitet (jf. defineringspunkterne side 14). I modsætning hertil står de lejre, der meget vel også kan kategoriseres som udryddelseslejre, men hvis primære udryddelsesfacilitet udelukkende består af nakkeskudsanlæg eller anlæg til massenedskydninger og derfor i modsætning til udryddelseslejre med gasningsfaciliteter i stedet bør kategoriseres som udryddelseslejre til massenedskydninger. 28 Senere i dette afsnit vil de enkelte kategorier og typer blive diskuteret, men i den forbindelse bør det ikke glemmes, at også andre henrettelsesmetoder fandt sted i de her berørte udryddelseslejre i øst såvel i vest så som bl.a. dødelige injektioner med fenol, hvilket eksempelvis fandt sted i både Auschwitz og Mauthausen ved Linz i Østrig. En henrettelsesmetode som imidlertid snarere må betragtes som sekundær. 27 I ghettoen i Warszawa anlagdes eksempelvis en såkaldt Umschlagplatz eller samlingsplads umiddelbart nord for ghettoen, hvorfra grupper af jøder blev samlet indenfor et aflukket område og med godsvogne kørt direkte til Treblinka. 28 I det foreliggende skelnes der således mellem to hovedkategorier af udryddelseslejre: en med gasningsfacilitet og en til massenedskydninger. Det ligger udenfor rammerne af nærværende projekt også at behandle sidstnævnte kategori, men det skal påpeges, at der generelt er behov for langt mere omfattende analyser af særligt de vestlige lejres stilling indenfor udryddelsesprogrammet. 13

15 Følgende fem punkter, der er udarbejdet på baggrund af materialegennemgangen i bilagsdelen II, definerer tilsammen en nationalsocialistisk udryddelseslejr med gasnings- og kremeringsfacilitet etableret og sat i drift i perioden mellem 1941 og 1945: 1. geografisk placering ved en i forvejen etableret infrastruktur som vejnet eller jernbanelinier, der kan udbygges eller omdirigeres 2. lejrens fysiske afgrænsning er markeret i form af en indhegning evt. kombineret med anden form for afskærmning som naturlig bevoksning, plankeværk, anvendelsen af spanske ryttere eller minering og indenfor hvilken der opererer en af de i pkt. 3 nævnte gasningsfaciliteter 3. tilstedeværelsen af minimum en stationær, midlertidig eller mobil gasningsfacilitet enten i form af: a. en gaskammerbygning eller en dertil indrettet bygning/lokale og/eller b. en eller flere fast tilknyttede gasbiler, der opererer med udgangspunkt fra den pågældende lejr (jf. pkt. 2) til en kremeringsfacilitet (jf. pkt. 4), der kan være placeret eksternt fra hovedlejren. For begge faciliteter gælder, at der anvendes giftgas enten som kulmonoxid (kulilte) eller hydrogencyanid (zyklon B) 4. konstruering af en eller flere kremeringsfaciliteter som et: a. stationært krematorium, b. provisorisk krematorium eller c. konstruerede ligbål opført af jernbaneskinner, undervogne el. lign. eller brændende gruber 5. bevidst destruering eller afmontering af de i pkt. 3 eller 4 nævnte faciliteter, dvs. gasningsanlæg og/eller kremeringsanlæg. Endvidere også af ofrene selv i form af opgravning og kremering af lig med henblik på at skjule spor af gerningerne, hvorefter asken spredes, nedgraves eller genanvendes som gødning eller vejbelægning. De fem punkter der her definerer en nationalsocialistisk udryddelseslejr med gasnings- og kremeringsfacilitet indeholder grundlæggende de elementer, der kendetegner de seks udryddelseslejre som beskrevet i bilagsdelen II. Centralt i defineringen står de mest essentielle og vitale funktioner, der fysisk beskriver en udryddelseslejr konstrueret til at virkeliggøre et folkedrab begået af NS-systemet i perioden fra Det vil med andre ord sige eksistensen af dels et gasningsanlæg og dels en kremeringsfacilitet, der giver mulighed for en systematisk afskaffelse af ofrene selv. Samtlige af de her gennemgåede seks udryddelseslejre har alle haft et eller flere gaskamre stationære som mobile, hvilket har udgjort en fundamental grundpille i lejrenes funktion. Masseeksekutioner ved nedskydninger var mindst lige så hyppig en henrettelsesmetode selv indenfor de etablerede udryddelseslejre i øst, som bl.a. Auschwitz, Majdanek og Treblinka, som eksempelvis i Dachau, hvor et regulært nakkeskudsanlæg etableredes ved det nærliggende skydebaneanlæg Herbertshausen, hvor primært russiske krigsfanger blev henrettet. 29 Sekundært i defineringen står de topografiske forhold eftersom gode transportforbindelser var afgørende for gennemførelsen af udryddelsesprogrammet og dermed også for lejrens primære funktion. For Auschwitz og Majdaneks vedkommende også i egne, hvor en storindustri kunne etableres. For Auschwitz særligt buna eller udviklingen af syntetisk gummi og Majdanek en omfattende læder- og skræddervirksomhed. De ressourcestærke områder var imidlertid ikke afgørende for placeringen af de resterende udryddelseslejre som Chelmno og de tre Aktion Reinhard lejre. Valget af placering var først og fremmest betinget af at skjule lejrenes funktion. Hertil valgtes generelt øde og isolerede lokaliteter gerne skjult i tæt bevoksede områder og hvor evt. mindre lokale befolkningsgrupper uden større vanskeligheder kunne evakueres, som eksempelvis i både Chelmno og Treblinka. En placering i øde og tyndt befolkede områder med en klar isolation vidner dels om, at der var tale om højt prioriterede lokaliteter og dels, at lejrene måtte betragtes som 29 For en rekonstruktion af nakkeskudsanlægget se Marcuse 2001, fig

16 midlertidige foranstaltninger beregnet på kortvarig brug. Forhold som ikke mindst afspejles i disse lejres hastigt opførte og relativt simple anlæg, men også begrænsede størrelse. Heri ligger også en klar understregning af deres primære funktion, som steder for masseudryddelse i modsætning til både Auschwitz og Majdanek, der fra starten var tiltænkt en funktion som egentlige KZ-lejre med et forgrenet netværk af Nebenlager. For udryddelseslejrene i øst gælder endvidere, at de demografiske forhold også spillede afgørende ind, idet placeringen af lejrene bevidst etableredes i regioner, hvor koncentrationen af jødiske befolkningsgrupper i forvejen var høj. Kerneområdet for de østlige udryddelseslejre var Polen og specielt de øst-sydøstlige dele af landet, hvor nogle af de største koncentrationer af Europas jødiske befolkningsgrupper var samlet før krigsudbruddet. Det anslås, at hen ved 2,4 millioner jøder befandt sig i Polen i september 1939, hvoraf godt 1,1 million befandt sig indenfor det tyske Generalguvernement, mens de øvrige 1,3 millioner var underlagt den sovjetbesatte del af landet. Ved overfaldet på Sovjetunionen i juni 1941 indlemmedes de store jødiske befolkningsgrupper længst mod øst, hvorved Generalguvernementet kom til at grænse op til den ukrainske grænse i øst eller Reichskommissariat Ukraine og Bialystok regionen i nordøst. 30 Det er da også indenfor Generalguvernementet, at hele fire ud af de her beskrevne seks udryddelseslejre etableredes på nær Chelmno i vest, der lå i Warthegau, og Auschwitz i sydvest eller Øvre Schlesien, begge placeret umiddelbart udenfor Generalguvernementet. Ovenfor er antydet, at udryddelseslejrene ikke kun var begrænset til de østbesatte dele og navnlig Polen. Anvendes defineringen over et større geografisk område bliver det hurtigt klart, at flere lejre i øst, men i særdeleshed også i vest kan kategoriseres som udryddelseslejre med gasnings- og kremeringsfacilitet i et kortere eller længere tidsrum (jf. kortet fig. 3 og skemaet fig. 4). Til de østlige lejre hører foruden de her seks beskrevne også Maly Trostinez, der oprettedes i november 1941 bare 12 km sydøst for Minsk og tjente som udryddelseslejr primært for jøderne i den hviderussiske hovedstad. Henrettelserne skete overvejende ved massenedskydninger i den nærliggende Blagowshtchina skov ca. 5 km fra lejren, men også vha. gasbiler, som kørte fra selve lejren til Minsk og tilbage igen hver gang lastet med ofre, der kremeredes på store åbne ligbål i hovedlejren. 31 Hele lejren afbrændtes i slutningen af juni 1944 umiddelbart før Den Røde Hær nåede frem. Hvorvidt gasbilerne afmonteredes eller destrueredes ved lejrens opløsning vides ikke, men virker mest sandsynligt set i lyset af besættelsesmagtens klare ønsker om at skaffe sig af med beviser, der kunne sættes i forbindelse med massemord. 32 Endnu en udryddelseslejr forsøgtes etableret i arbejdslejren ved byen Mogilew, der også lå i den hvidrussiske region ca. 200 km. øst for Minsk. I september 1941 var der udført en prøvegasning ved et sindsygehospital i byen ved hjælp af en aflagt personbil. Næsten samtidigt med denne prøvegasning blev der bestilt et krematorieanlæg bestående af fire ovne fra firmaet Topf & Söhne i Erfurt, der leveredes til Mogilew i december samme år, men lejren kom tilsyneladende ikke til at fungere som udryddelseslejr med gasnings- og kremeringsfacilitet, som det var hensigten. De logistiske problemer med at transportere jøder så langt østpå besværliggjordes ikke mindst pga. den 30 Se Gilbert 2002, kort 28 og 33 for en nærmere demografisk præcisering og spredning af de jødiske befolkningsgrupper i Polen. 31 Hvornår likvideringer med gas blev taget i brug i Trostinez er uvist, men de første dokumenterede henrettelser fandt sted i maj Tilsvarende hersker der usikkerhed om gasningerne fortsatte helt frem til befrielsen af lejren i juni Før anden dokumentation foreligger sættes starttidspunktet for gasningerne i nærværende til maj 1942 (for en nærmere diskussion herom se Gerlach 2000, s. 768ff). 32 Benz 2002, s. 148f; Langenheim 1999, s , s. 117f; Samme forhold må ligeledes antages at gælde for Chelmno. 15

17 generelle forsyningskrise til tropperne i denne region, hvorfor projektet helt blev opgivet. Ikke desto mindre fungerede arbejdslejren helt frem til september 1943, hvor den opløstes. 33 Den ottende og sidste østlejr, der falder ind under kategorien udryddelseslejre med gasnings- og kremeringsfacilitet, er Stutthof øst for Danzig, der etableredes ved krigsudbruddet og siden 1941 fungerede som arbejdslejr. Imidlertid er det uvist, hvornår Stutthof fik sit gaskammer, der bestod af et ombygget desinfektionsrum, men den første påviselige gasning fandt sted i juni 1944, hvor der benyttedes zyklon B. Gasningerne indstilledes i begyndelsen af november 1944, hvor hen ved 250 jødinder blev ombragt. Herefter nedlagdes gaskammeret. 34 Ser vi dernæst nærmere på de lejre i vest, der fik installeret stationære eller provisoriske gaskamre eller benyttede sig af gasbiler, er den geografiske spredning primært henlagt til Tyskland og især de nordlige egne samt to i Østrig. Disse lejre var i lighed med både Auschwitz og Majdanek fra starten af ikke tiltænkt en funktion som udryddelseslejre, hvilket typologisk sidestiller disse lejre, men var hovedsageligt arbejdslejre eller interneringslejre for politiske fjender af NS-systemet. Imidlertid anvendte følgende lejre udenfor de østbesatte områder foruden massenedskydninger også likvideringer vha. gas i perioden 1941 til 1945: Neuengamme ved Hamburg, Sachsenhausen ved Oranienburg, Ravensbrück ved Fürstenberg, Mauthausen og Gusen I ved Linz i Østrig. Arbejdslejren Natzweiler-Struthof i Elsass i Frankrig er ikke medtaget, selvom lejren siden august 1943 havde adgang til et provisorisk gaskammer indrettet i et tidligere kølehus til det tidligere hotel Le Struthof blot 500 m fra hovedlejren. Gaskammeret blev tilsyneladende kun taget i brug to gange i august 1943 i forbindelse med anlæggelsen af en jødisk skeletsamling ved det anatomiske institut ved universitetet i Strassburg. Under ledelse af den tyske læge og Ahnenerbeforsker August Hirt blev 86 jøder særligt udvalgt fra Auschwitz, hvis anatomi opfyldte kravet om at repræsentere et bredt udsnit af den jødiske race i Europa og derfor egnet til at indgå i skeletsamlingen. Siden de to gasninger i 1943 syntes gaskammeret ikke at være taget i brug igen. Lejren betragtes i det foreliggende derfor ikke som en udryddelseslejre på linie med de øvrige her omtalte, hvorfor funktionen af det provisoriske gaskammer udelukkende skal ses i lyset af etableringen af en samling patologiske præparater. 35 Ligeledes indgår koncentrationslejren Dachau ved München ikke i ovenstående definering af udryddelseslejre, idet det aldrig er påvist, om lejrens gaskammer eller Baracke X blev sat i funktion. Eugen Kogon påpeger, at etableringen af gaskammeret i Dachau formentlig er en udløber af den såkaldte Aktion 14f13 som indebar, at sindslidende og åndssvage skulle deporteres til særbehandling (Sonderbehandlung) i koncentrationslejre som bl.a. Bergen-Belsen, Buchenwald og Dachau for her at ombringes. Dachau modtog i den forbindelse flere invalidetransporter, som de også benævntes, men så vidt vides blev ingen henrettet med gas. 36 Lignende transporter afgik også fra eutanasianstalten Schloss Hartheim i Østrig til arbejdslejren Mauthausen ved Linz. Her blev der i perioden fra senest marts 1942 til april 1945 udført adskillige gasninger både med zyklon B i et stationært gaskammer indrettet i et afklædningsrum uden vinduer og med gasbiler, der kørte på den 5 km lange strækning mellem lejren og Gusen I i perioden I begge lejre etableredes desuden krematoriebygninger opført af Topf & Söhne fra Erfurt. I Gusen indrettedes senest i marts 33 Gerlach 2000, s. 572ff; Schwarzenberger 2001, s. [18]; 34 Benz 2002, s. 230; Kogon 1989, s ; Niewyk 2000, s Stutthof opløstes i begyndelsen af 1945, men generelt mangler der stadig tilbundsgående studier af Stutthof s historiske og bygningsarkæologiske udvikling. 35 Benz 2002, s. 157; Kogon 1989, s ; Steegmann 2005, s. 36f. Lignende samlinger forsøgtes også anlagt med materiale fra Auschwitz af andre medlemmer af Ahnenerbe som Bruno Berger og Wolfram Sievers (Klee 2004b, s. 368ff og s. 371ff; Pringle 2006, s ; Spitz 2005, s ; 36 Benz 2002, s. 45ff; Kogon 1989, s. 277ff; Marcuse 2001, fig. 52; Niewyk 2000, s. 198f. 16

18 1942 et provisorisk gaskammer i blok 16, men hvor mange gasninger der gennemførtes her med zyklon B er uklart. 37 I arbejdslejren Sachsenhausen nord for Berlin blev der i efteråret 1941 udført en serie prøvegasninger vha. af gasbiler på en gruppe sovjetiske krigsfanger og fra efteråret 1943 opførtes et stationært gaskammer i Station Z. Anlægget var en direkte tilbygning til selve hovedlejren og husede både et krematorium med hhv. stationære og mobile ovne, et nakkeskudsanlæg og et lille muret gaskammer. Gaskammeret var i funktion helt frem til februar Et provisorisk gaskammer blev installeret i en såkaldt Bunker i Neuengamme ved Hamburg i september 1942, der fungerede frem til november samme år. I den periode er der kendskab til mindst to gasningsaktioner på hen ved 450 sovjetiske krigsfanger, der ombragtes med zyklon B. Endvidere blev ca. 80 fanger i forbindelse med Aktion 14f13 sendt til gasning i eutanasianstalten Bernburg ved Saale i sensommeren Gasningerne i selve lejren indstilledes umiddelbart før årsskiftet , hvorefter man gik over til regulære massenedskydninger af især sovjetiske krigsfanger, mens internerede jøder deporteredes til Auschwitz. Først fra 1942 fik Neuengamme sit eget krematorium, men inden da benyttedes et provisorisk krematorium i nærheden af kirkegården Ohlsdorfer. 39 Den sidste koncentrationslejr i vest, der ligeledes kan kategoriseres som udryddelseslejr med gasnings- og kremeringsfacilitet er Ravenbrück ca. 90 km nord for Berlin. I foråret 1942 blev ca fanger sendt til gasning i eutanasianstalten Bernburg, som en konsekvens af den tidligere omtalte Aktion 14f13, men i begyndelsen af januar 1945 oprettedes et provisorisk gaskammer i en tidligere materielbarak af træ også kaldet Neuen Wäscherei tæt ved lejrens krematorium, hvor sammenlagt op til 5000 fanger, primært syge og invalide blev gasset. Gaskammeret var i anvendelse helt frem til april 1945, hvor det bortsprængtes umiddelbart før Den Røde Hær befriede lejren. Muligvis var der også knyttet gasbiler til lejren, men er ikke dokumenteret med nøjagtighed. 40 På baggrund af de tidligere beskrevne fem defineringspunkter er det muligt at foretage en grundlæggende typologisering af kategorien udryddelseslejre med gasnings- og kremeringsfacilitet. Udgangspunktet for den valgte typologisering er en kronologisk seriation, der fokuserer på relevante kausale historiske begivenheder og lejrenes fysiske udviklingsstruktur. Heri ligger også, at udryddelseslejrene skal opfattes som en afgrænset og isoleret epoke indenfor den samlede nationalsocialistiske KZ-historik. Med udgangspunkt i det foreliggende materiale og definering er der derfor valgt en opdeling af udryddelseslejre med gasnings- og kremeringsfacilitet i tre typer ordnet kronologisk: 1. Auschwitztypen 2. Eutanasitypen 3. Reinhardtypen Den første type udryddelseslejre med gasnings- og kremeringsfacilitet er ubestridt den største gruppe. Typen benævnes Auschwitztypen eller A-typen og er grundlæggende karakteriseret af, at disse lejre fra starten fungerede som arbejdslejre og oprindeligt ikke tiltænkt en funktion i det teknisk industrialiserede udryddelsesmaskineri. Udryddelseslejre af A-typen fik alle installeret 37 Benz 2002, s. 149f; Kogon 1989, s Det anslås, at hen ved 5000 fanger omkom i Mauthausens gaskammer dertil et ukendt antal i de tilhørende gasbiler. Forhold som stadig er utilstrækkeligt belyst. De første gasninger med zyklon B i Mauthausen startede senest engang i marts 1942 og formentlig allerede i efteråret 1941, hvor opførelsen af gaskammeret påbegyndtes, mens de tilsvarende i Gusen I startede 2. marts Hvor længe gasningerne med zyklon B i Gusen fortsatte vides ikke. Lejren befriedes i maj 1945 (Benz 2006b, s s. 373; Perz 2006, s. 16). 38 Benz 2006a, s. 64f; Dederichs 2006, s. 114; Kogon 1989, s. 254ff; 2005a, s ; Pressac 1993, dokument Benz 2002, s. 158f; Garbe 2005, s. 93f; Kogon 1989, s. 266ff. 40 Benz 2002, s. 191; Benz 2006b, s. 510; Kogon 1989, s. 259; Plewe 2001, s. 88f; Strebel 2003, s. 476ff. 17

19 stationære eller provisoriske gaskamre, som opererede i perioden mellem Til denne gruppe hører Auschwitz (I-II), Gusen I, Majdanek, Mauthausen, Neuengamme, Ravensbrück, Sachsenhausen og Stutthof. Tidsmæssigt strækker typen sig over det længste tidsrum nemlig fra sommeren 1941, hvor de første prøvegasninger fandt sted i Auschwitz Stammlager og slutter først i april-maj 1945, hvor Mauthausen og Ravensbrück befriedes. Det er således typen af udryddelseslejre med den længste og mest kontinuerlige udryddelsespolitik. Udryddelseslejre af A-type kan imidlertid opdeles i to undertyper benævnt hhv. A1 og A2. Undertype A1 repræsenterer de udryddelseslejre, der fik installeret stationære gaskamre. I den foreliggende svarende til Auschwitz, Majdanek, Mauthausen og Sachsenhausen. Herefter følger type A2, der karakteriseres ved udryddelseslejre med provisoriske gaskamre. Til denne type hører Gusen I, Neuengamme, Ravensbrück og Stutthof, der tidsmæssigt fordeler sig over to perioder hhv. midten og sidste halvdel af 1942 og igen fra sidste halvår af 1944 frem til begyndelsen af 1945 (jf. skemaet fig. 4) Det kan imidlertid diskuteres hvornår Auschwitz kom til at fungere som egentlig udryddelseslejr og flere anerkendte forskere har da også givet deres bud herpå. Franciszek Piper har bl.a. peget på, at Auschwitz som udryddelsesfacilitet først egentlig blev realiseret i forbindelse med afgivelsen af Himmlers ordre fra juli 1942 om, at alle massegrave skulle opgraves og ligene kremeres (Aktion 1005). Pelt og Dworak indtager en lignende holdning og hælder samtidigt til den anskuelse, at den systematiske udryddelse af jøder og russiske krigsfanger indtil sommeren 1942 er at betragte som en sekundærfunktion, eftersom lejrens primærfunktion i selv samme periode var at forsyne tyske industriforetagende og interesser med tvangsarbejdere. 41 Anvendes imidlertid den her skitserede definering af en udryddelseslejr opnås en helt anden startdato. Centralt i defineringen står netop tilstedeværelsen af et gasningsanlæg. Overfører vi dette til Auschwitz stod krematorium I med tilhørende gaskammer allerede færdigt og funktionsdygtig i september 1941, men eksperimentalgasninger var allerede udført i kældrene på blok 10 og 11 i juli-august samme år. Der er derfor rimelig grund til at kategoriseres Auschwitz som udryddelseslejr allerede fra juli 1941 og fortsætter dermed uden afbrydelser helt frem til januar Efter A-typen følger udryddelseslejre af eutanasitypen eller E-typen, der har rod i de seks eutanasianstalter Grafeneck, Brandenburg, Bernburg, Hartheim, Sonnenstein og Hadamar, og som alle i perioden mellem udførte eksperimentalgasninger på sindslidende og psykiske afvigere oftest ved at anvende ombyggede post- eller fragtbiler, hvis udstødning med kulilte ledte direkte ind i lastrummet, hvor ofrene var samlet. Erfaringerne fra disse gasninger, der udførtes under ledelse af organisationen T4, blev direkte adopteret i både Chelmno og Maly Trostinez, hvortil både tidligere gasbiler og medlemmer af T4 også opererede. Karakteristisk for E-typen er således anvendelsen af mobile gaskamre i form af gasbiler indenfor de fysiske rammer af de respektive lejre. De første gasninger i udryddelseslejre af E-typen fandt sted i Chelmno, der blev sat i funktion fra efteråret 1941 og sandsynligvis først i maj måned 1942 i Maly Trostinez (jf. skemaet fig. 4). Udryddelseslejrene af E-typen omfatter således alene de to lejre Chelmno og Maly Trostinez, der sammenlagt fungerede i perioden mellem oktober-november 1941 til juni Dog blev Chelmnos Waldlager genåbnet i juni-juli måned 1944, hvor gasningerne fortsattes, men nedlagdes hurtigt igen pga. manglende effektivitet. Maly Trostinez nedlagdes først definitivt i juni 1944, men havde da formentlig også fungeret uafbrudt siden forsommeren Omtrent samtidigt med åbningen af udryddelseslejre af E-typen oprettedes de langt mere systematiserede lejre af Reinhardtypen eller R-typen, der egentlig er at betragte som en direkte videreudvikling af E-typen, idet både erfaringerne fra eutanasiprogrammet og 41 Guttenplan 2002, s. 140; Pelt & Dworak 1996, s ; Piper 1996, s

20 kremeringsproblematikken særligt fra Chelmno fandt sin endelige udformning her. R-typen er dermed den sidste, men mest effektiviserede type af udryddelseslejre med gasnings- og kremeringsfacilitet, der opførtes fra efteråret 1941 og indirekte prototypen på Auschwitz-Birkenaus systematiserede og kapacitetsforøgende udryddelsesmaskineri repræsenteret af krematorierne II-V, der stod færdige i første halvdel af Centralt for lejre af R-typen står netop den markant mere organiserede udryddelsessystematik formet ud fra en skabelon, der fokuserer på en høj udryddelseskapacitet vha. færrest mulige ressourcer. I praksis medførte det, at afviklingen af hver transport nøje planlagdes indenfor et tretrinssystem beregnet til ankomst, afklædning og likvidering. Et forløb som klart afspejles i lejrenes grundplaner, der er opdelt i tilsvarende sektorer. Til forskel for lejre af E-typen havde disse lejre stationære gaskamre, der anlagdes indenfor et efter forholdene lille fysisk afgrænset areal gerne skjult beliggende. Til R-typen hører følgelig de tre Aktion Reinhardlejre Belzec, Sobibor og Treblinka, der sammenlagt var i anvendelse fra november 1941 helt frem til oktober 1943, hvor Sobibor nedlagdes som den sidste. Treblinka åbnede først i maj 1942, men skal ses i lyset af opløsningen af ghettoen i Warszawa. Sammenfattende viser skemaet fig. 4, at udryddelseslejre med gasnings- og kremeringsfacilitet af type A er repræsenteret med hele otte lokaliteter og samtidigt har den længste funktionstid på ikke mindre end 47 måneder. Fire ud af de otte lejre havde stationære gaskamre, mens provisoriske gaskamre opererede i de resterende fire. Type E derimod repræsenteres af blot to lokaliteter med en samlet funktionstid på hele 34 måneder og endelig type R, repræsenteret af tre lejre, med en samlet anvendelsesperiode på bare 24 måneder. 42 Af skemaet fremgår desuden, at højdepunktet for antallet af udryddelseslejre nås i sidste halvår af 1942, hvor ikke færre end 11 ud af de omtalte 13 lejre er i funktion på samme tid. Herefter rationaliseres udryddelsesprocedurerne og koncentreres i højere grad i større komplekser eller centre som Birkenau, der i første halvår af 1943 udvidedes med fire større og langt mere rummelige gaskamre med tilhørende krematorier. Tilsvarende omlægninger fandt endvidere også sted i Majdanek om end i mindre målestok. Imidlertid skal etableringen af gaskamrene i Auschwitz, Sachsenhausen og Mauthausen så tidligt som i sommeren og efteråret 1941 ikke ses i lyset af den forestående Endlösung der Judenfrage, hvilket i første omgang blev overladt lejre af R-typen, men derimod håndteringen af bl.a. de mange sovjetiske krigsfanger, der bogstaveligt overfyldte de mange KZ- og arbejdslejre. Overbelægning og de generelt kummerlige levevilkår kombineret med den såkaldte Kommissarbefehl, der beordrede alle sovjetiske kommissærer dræbt, kostede et tusindtal stort antal fanger livet. Hertil behøvedes både en effektiv metode for at skaffe sig af med ligene, men også en henrettelsesmetode, hvor et større antal fanger kunne ombringes på en gang uden at involvere ressourcekrævende henrettelsespelotoner. De første eksperimentalgasninger i Auschwitz var forsøg i denne retning. Set i et bredere perspektiv udgjorde opførelsen af gaskamrene i lejre af type A1 en kapacitetsforøgelse og effektivisering der på lang sigt medførte, at udryddelseslejre af R-typen overflødiggjordes og helt afvikledes i efteråret 1943, hvor de store nye kombinerede gas- og krematoriebygninger i Birkenau var taget i brug. Lejre af R-typen kan derfor bedst betragtes som en art prototyper på Birkenaus krematorium II-V. En lignende afvikling blev også tilfældet for lejre af type E til fordel for lejre af type A1, hvilket bl.a. ses i opløsningen af Chelmno uagtet, at Maly Trostinez fortsatte med at være i brug formentlig frem til forsommeren De historiske fakta omkring Maly Trostinez og hvilken rolle lejren generelt spillede indenfor rammerne af de øvrige udryddelseslejre lader stadig meget tilbage, men mest sandsynligt er, at lejren har fungeret som endestation for et omfattende netværk af 42 Som anført hersker der uklarhed om gasningernes varighed i Maly Trostinez. Det samlede antal måneder for type E er derfor foretaget på baggrund af et skøn af de foreliggende historiske data og er derfor beheftet med nogen usikkerhed. 19