KAOS PÅ KANTEN AF. Dette er en redigeret udgave. Speciale i Kommunikation foråret Mette Julie Lindhardtsen Stine Mølgaard Sørensen

Transkript

1 PÅ KANTEN AF KAOS Speciale i Kommunikation foråret 2010 Mette Julie Lindhardtsen Stine Mølgaard Sørensen Vejleder: Jørgen Lerche Nielsen Dette er en redigeret udgave

2

3 ABSTRACT This master thesis examines how a focus on social interaction can be useful when dealing with project management under nonlinear conditions. It explores the general discrepancies between planning and Another issue that this study addresses is the resource-based view of knowledge. It challenges the resource-based view of knowledge by discussing Ralph D. Staceys approach to knowledge. Stacey argues that knowledge is a phenomenon, which emerges from interaction between humans in the living present. This approach deals with the way social interaction contributes to the creation of knowledge and the evolving of projects. have been examined by using qualitative case studies and an abductive research methodology. Six interviews were conducted with two project teams consisting of both leaders and members. The obtained empirical data shows different situations where a focus on the social interaction is needed. The closing analysis of this thesis discusses which competences are useful when focusing on the social interaction. The conclusion indicates that focusing on social interaction when dealing with project management under nonlinear conditions can be effective in order to understand how knowledge arises and how and discuss contradicting opinions and an ability to combine previous experiences with potential new chaos, creating knowledge and evolving projects.

4 I afhandlingen er reglerne for det grammatiske komma anvendt. Specialet udgør i alt trykenheder.

5 FORORD Nærværende kandidatafhandling er udarbejdet som afsluttende projekt på cand.comm. studiet ved Roskilde Universitet. Afhandlingen er påbegyndt i efteråret 2009 og afsluttet i foråret 2010, og er kulminationen på fem års studier. Bag afhandlingen ligger en tidskrævende og intens proces, som for os begge har været en erkendelsesrejse, der har medført både personlige og faglige udfordringer og udvikling. Vores vandring i erkendelsens univers ville ikke have været mulig for os at foretage alene, hvorfor vi ønsker at takke følgende personer for deres provokation, inspiration og hjælp på rejsen: En stor tak skal lyde til vores vejleder Jørgen Lerche Nielsen. Tak for yderst inspirerende samtaler, din intellektuelle gavmildhed og din evne til at se, hvad vi mener, før det er gået op for os selv. Det har været en stor fornøjelse. Tak til Sanne Rossen for analytiske kommentarer, og gennemlæsning af afhandlingen, til Jeppe Kuld for til Bente Halkier og Sanne Knudsen for et velstruktureret og yderst inspirerende specialekursus! En speciel tak skal endvidere lyde til de personer, vi har interviewet i forbindelse med afhandlingen. Tak for jeres tid og tanker. Mette Julie Lindhardtsen Stine Mølgaard Sørensen 5

6 Indholdsfortegnelse FORORD...5 KAPITEL 1 INDLEDNING OG PROBLEMSTILLING KAPITEL 2 METODE CASESTUDIER KAPITEL 3 SOCIAL INTERAKTION OG VIDENSDANNELSE

7 KAPITEL 4: ANALYSE 1. DEL TID RUM KAPITEL 5 ANALYSE 2. DEL SAMTALER

8 KAPITEL 6 KONKLUSION KAPITEL 7 AFSLUTTENDE BEMÆRKNINGER KAPITEL 8 LITTERATUR...71 KAPITEL 9 BILAG

9 KAPITEL INDLEDNING OG PROBLEMSTILLING 1 Vi tror derfor, at det er nødvendigt at rette opmærksomheden mod de vilkår som projekter praktiseres under, og ikke mindst kigge nærmere på de reflekterende mennesker, der tager del i projekterne. 9

10 1.1 LÆSEVEJLEDNING I specialet udgør hvert kapitel en lille del af en større helhed. Derfor vil vi gerne opfordre læseren til at starte med at læse konklusionen, da denne netop udgør en væsentlig del af specialets delhelhedsorientering. Selvom vi tilstræber et holistisk billede, er vi nødt til at dele specialet op i kapitler og afsnit, men dette tjener udelukkende et formidlende og pædagogisk formål, og derfor har vi valgt at strukturere vores speciale på følgende måde: Kapitel 1 problemformulering. Denne tager sit udspring inden for rammerne af social interaktion, projektudvikling og vidensdannelse under nonlineære vilkår. Kapitel 2 endvidere præsentere afhandlingens analysestrategiske opbygning. Kapitel 3 - danner rammen om afhandlingens teoriafsnit, hvor vi præsenterer vores vidensanskuelse og ser nærmere på viden som et fænomen, der skabes i den sociale interaktion. Kapitel 4 bør fokuseres på i den sociale interaktion i forhold til udviklingen af projekter. Kapitel 5 dannelsen af viden under nonlineære vilkår. Kapitel 6 - udgør afhandlingens konklusion og dermed svaret på problemformuleringen. Kapitel INDLEDNING Da vi i sommeren 2009 begyndte at diskutere emnet for nærværende speciale, var et gennemgående tema i vores samtaler, at projekter altid ændrer sig undervejs, og derfor sjældent forløber som planlagt. Denne problematik er ikke kun kendetegnende for vores projekter på RUC. Når vi talte med projektdeltagere fra både store og små - private såvel som offentlige - organisationer, kunne de alle nikke genkendende til, at der altid opstår uforudsigeligheder, som resulterer i en evaluering og genforhandling af de foreløbige planer. Vi undrede os derfor over, om der var en diskrepans mellem planlægningen og udførelse, eller om der lå andre faktorer til grund for, at projekter bare aldrig forløber som planlagt - ej heller dette speciale. I vores søgen efter svar stødte vi på den amerikanske teoretiker Ralph D. Stacey, som introducerede os til en ny At specialet handler om viden, kommunikation og udvikling af projekter ligger i en naturlig forlængelse af vores tid på RUC. Vi har begge en baggrund fra den Samfundsvidenskabelige Basisuddannelse, men valgte efterfølgende to forskellige overbygningsfag foruden Kommunikation. Stine har således læst Virksomhedsstudier og har beskæftiget sig med ledelse og organisering. Mette derimod har læst 10

11 været med til at præge og inspirere os. Undervejs er vi trods forskellige fagretninger, projekter og erfaringer gentagne gange stødt på fænomenet viden. Et fænomen, der er centralt og allestedsnærværende, men det følgende vil favne. Men der har ikke været tvivl om, at viden skulle være omdrejningspunktet for vores afhandling MÅLGRUPPE men også at skabe debat om, hvorledes viden som et fænomen i det hele taget kan opfattes som en genstand for inspiration, fremdrift og udvikling. I forhold til formidlingen af dette vil selve specialet udelukkende være henvendt til censor og vejleder, mens vores artikel Ser du muligheder i misforståelser vil være henvendt til den praktiserende målgruppe. 1.3 PROBLEMFELT og et svar på, hvorfor projekter aldrig forløber som planlagt, støder vi på en verden hvor turbulens, uforudsigelighed og kaos hersker. Disse særlige kendetegn mener vi, dækker over de vilkår, hvorunder udviklingen af projekter og dannelsen af viden skal praktiseres. Alligevel mener vi ikke, at det er svært planlægning, beregninger, kontrol og dokumentation. Alt sammen noget, vi mener er et levn fra organisationsstrukturer, der går meget langt tilbage i tiden, hvor arbejdsmetoderne var præget af lineære tilgange. Det tyder derfor på, at der i forsøget på at kortlægge projektorganisering og de menneskelige ressourcer ligger en indbygget forventning om, at optimering af de forretningsmæssige resultater til stadighed kan ske ved at reducere usikkerheden og med en standardisering af viden. Disse metodiske tilgange kan være en solid hjælp, og de er meget brugbare i situationer, hvor sammenhængen mellem årsag og virkning er tydelig. Men derimod kommer de ofte til kort, når disse sammenhænge er udviskede, netop under nonlineære vilkår. nonlineære vilkår gør, at morgendagen er svær at forudsige, og derfor kan man heller aldrig garantere, at Vi tror derfor, at det er nødvendigt at rette opmærksomheden mod de vilkår som projekter praktiseres mennesker, men også kræver viden. At viden er noget vi efterspørger, er heller ikke nyt, det er noget vi alle mener at gøre brug af. Interessen for viden og ikke mindst information i økonomiske og sociale processer er sammenfattet i begrebet videnssamfundet, som dækker over, at samfundet skal basere sin 11

12 fremgang og udvikling på viden. Dette er imidlertid ikke uproblematisk, da vi mener, at viden ikke lader sig indfange og ej heller er noget, der opfører sig særlig homogent. Men hvorledes får vi så adgang til den det er nødvendigt at se på, hvilke muligheder for udvikling af projekter og dannelse af viden, der ligger i den sociale interaktion. Derfor lyder vores problemformulering som følger: 1.4 PROBLEMFORMULERING Hvorledes kan fokus på den sociale interaktion bidrage til udviklingen af projekter og dannelse af viden under nonlineære vilkår? FORSKNINGSSPØRGSMÅL BEGREBSAFKLARING I det følgende afsnit vil vi forklare de begreber, vi har brugt i specialet, nemlig social interaktion, projekter, viden og nonlineære vilkår. Vi nærer ingen forhåbninger om at kunne give en objektiv udlægning af begreberne, men med hjælp fra socialkonstruktivistiske overvejelser forsøger vi at give et bud på en indgangsvinkel til den valgte problemstilling. Social interaktion Vi opfatter social interaktion som en udveksling af gestus-respons mønstre, hvor mening skabes og forhandles igennem handlinger og med symboler i det levende nu. Samtidig mener vi, at social interaktion social interaktion kontinuerligt produceres og potentielt transformeres i den fortløbende proces mellem mennesker, kan de sociale interaktionsmønstre ikke indfanges og lagres (Stacey, 2001: 175). Projekter Vel vidende, at projekter er et begreb, der spænder inden for et bredt felt, vælger vi at se på projekter udført i forhold til vidensintensivt arbejde. Vi ser vidensintensive organisationer som højteknologiske vi et vidensintensivt arbejde som et, der efterspørger effektive problemløsere, som selvstændigt og værende: projektorganisering 12

13 til at være den omkringliggende organisering i og omkring et projekt, og projektorganisering udgør således både styring og ledelse af et projekt. I projektorganiseringen indgår projektmedarbejdere, der er personer med direkte relation til projektet, og som i samlet betegnelse vil udgøre selve projektgruppen, der vil være ledet af en projektleder. Med udvikling af projekter mener vi succesfuldt at bevæge sig Viden sociale interaktion imellem mennesker (Stacey, 2001: 98). Viden dannes i den lokale, detaljerede hverdagsinteraktion som en fortløbende proces af reproduktion og potentiel transformation på en og samme tid (Stacey, 2007, 413). Nonlineære vilkår B, er en nonlineær proces et forløb uden slutning og uden en bestemt orden i forløbets rækkefølge. I nonlineære processer er der dermed heller ikke nogen umiddelbar sammenhæng mellem årsag og dem bliver fjern eller endda helt forsvinder (Stacey, 2007: 13-14). 13

14 14

15 KAPITEL METODE 2 (...) have you ever met a painter who began her Bruno Latour 15

16 2.1 INDLEDNING Vi vil i dette kapitel redegøre for vores videnskabsteoretiske ståsted, vores metodiske overvejelser samt vores undersøgelsesdesign. Vi er inspireret af den socialkonstruktivistiske tilgang, hvilket både har medført kvalitative casestudier og et abduktivt undersøgelsesdesign. vilkår. Vilkår, der peger i retning mod nonlinearitet, hvilket afviger fra de lineære og traditionelle metoder, projektorganisering ellers har en tendens til at gøre brug af. I arbejdet med anomalier fokuserer vi på at fremstille mere indsigtsfulde og begrundede perspektiver til besvarelsen af problemformuleringen dialektisk proces, hvor den teoretiske konstruktion, de videnskabsteoretiske betragtninger samt de metodiske greb alle har betydning for de konklusioner vi tilvejebringer. 2.2 VIDENSKABSTEORETISK UDGANGSPUNKT Vi er hovedsageligt inspireret af den erkendelsesteoretiske socialkonstruktivisme, som bygger på, at virkeligheden formes af erkendelsen af den. Her er det centralt, at samfundets forskellige fænomener er dannet gennem historiske og sociale processer (Rasborg, 2004: 351ff). Det ontologiske afsæt vil vores viden opnås - er endvidere subjektiv (Larsen, 2005: 140). Hermed repræsenterer vores afhandling ikke virkeligheden selv, men derimod virkeligheden, som den er fremtrådt for og konstrueret af os, og det genstandsfelt, vi har iagttaget (Larsen, 2005: 129). Dette speciale er derfor et udtryk for vores iagttagelser af den sociale interaktion, projektudvikling og vidensdannelse i forhold til nonlineære vilkår. Vores konklusioner er som følge heraf et udtryk for vores sprogliggørelse af den måde, hvorpå den sociale interaktion bidrager til udviklingen af projekter og dannelsen af viden under nonlineære vilkår. Vores problemstilling er således en konstruktion udviklet af os som iagttagere. Konstruktionen kunne være valgt anderledes, og vores iagttagelser er derfor ikke udtryk for en objektiv og universel sandhed, men udelukkende en sprogliggørelse af vores tilvejebragte studier, formet af vores situerethed og på at gengive et objektivt sandt billede af verden, men derimod skal den udelukkende opfattes som en begrebsliggørelse af, hvorledes det, vi har set og hørt, konstituerer mening for os. Vi er bevidste om, at den iagttagelse, vi har gjort, ikke er foretaget fra et archimedisk iagttagelsespunkt, hvor alle iagttagelser kan holdes op mod hinanden, hvorefter sandheden vil stå frem. Dette fordi vi som iagttagere er bevidste om, at vi ikke kan se, hvad vi ikke kan se, hvorfor vi aldrig vil kunne forstå verden til bunds. Vi er kastet ind i en verden, hvor den sociale virkelighed er skabt i interaktion, forhandling og udveksling af symboler med andre, hvorfor afhandlingen kun kan sprogliggøre det, som er stået frem for os (Kirkeby, 1994). Vi har derfor intet ønske om at tale med ekspertens stemme for til sidst at ende ud med lineære kausale løsninger, forklaringsmodeller, konklusioner og værktøjer, der skal kunne skabe orden og udsige noget objektivt sandt om social interaktion, projektorganisering og vidensdannelse. Derimod ønskes det blot at problematisere de observationer, vi har gjort os, og at give disse observationer plads til at udfolde sig og fortælle noget om, hvordan projektorganiseringens udfordringer kan imødekommes inden for vores valgte rum og kontekst. 16

17 Socialkonstruktivismen tror på evig foranderlighed, en overbevisning, som vi mener har en central betydning, da vores genstandsfelt, i form af projektorganisering og dets mangfoldige deltagere, i højere grad skal søge at anerkende den diskontinuitet, som præger vilkårene for projektarbejdet. I socialkonstruktivismen opfattes viden som konstrueret af de mennesker, der indgår i bestemte sociale sammenhænge (Rasborg, 2004: 351). Dette syn på viden placerer sig parallelt med den vidensopfattelse, vi tillægger os gennem Ralph D. Stacey (Jf. side: 13). I og med at socialkonstruktivismen både er antiessentialistisk og anti-realistisk, anerkender vi en verden, der er et produkt af sociale processer, og der ligeledes et essentielt begreb i socialkonstruktivismen, der arbejder med det dialektiske forhold mellem personlighedsstrukturer og sociale strukturer som grundlæggende for netop social interaktion (Rasborg, 2004: 352). Der hersker mange forskellige videnskabsteoretiske paradigmer, hvoraf socialkonstruktivismen er et af dem. Der vil derfor altid være andre opfattelser af, hvad viden er, men vores er altså funderet i den socialkonstruktivistiske forståelseshorisont, og set ud fra den pragmatiske betragtning, at vi undersøger social interaktion i projektorganisering under nonlineære vilkår. 2.3 CASESTUDIER fordel kan fokusere på, i udviklingen i projektorganiseringen. Senere i dette afsnit vil vi præsentere vores to cases, men først vil vi argumentere for valget af casestudier som metode. Vi har valgt at anvende casestudier, da vi mener, at denne metode gør det muligt at dykke ned i en mere lokal forståelse af verden. Vi kan således få et indblik i, hvordan projektorganisering udfoldes i praksis, og hvordan enkelte de to cases at udlede universelle sandheder om social interaktion, projektudvikling og vidensdannelse. Derimod ønsker vi blot at bruge de to cases som udgangspunkt for at kunne pege på mulige Vores konklusioner skal derfor kun ses som en subjektiv indsigt i social interaktion, projektudvikling og vidensdannelse inden for den kontekst og det rum, hvori vores valgte cases optræder indebærer den antagelse, at vi ser nonlineære vilkår og projektorganisering som eksisterende kulturelle ontologiske eksistens af begreberne. I stedet ønsker vi at problematisere, hvordan der i de valgte cases bevirker, at vores blik er rettet imod genstandsfeltet på en sådan måde, at afhandlingen ikke kan favne og problematisere selve eksistensen af de fænomener, vi undersøger. Derimod bliver afhandlingen et udtryk for, hvordan meningen og betydningen af social interaktion for udvikling af projekter og vidensdannelse er fremtrådt for os i de to valgte cases. 17

18 2.3.1 PRAKSISFELT Tidligt i forløbet af dette speciale ønskede vi at undersøge vores praksisfelt nærmere. Vi foretog derfor tre korte pilotinterviews (Bilag 2-4), med ledere i forskellige virksomheder. Dette gjorde vi for at få et indblik i, hvilke udfordringer de forbandt med projektarbejde. Disse interviews havde primært til formål, at hjælpe direkte i specialet, dog drager vi dem kort i spil, i konstruktionen af vores interviewguide. I forbindelse med vores udvælgelse af cases gjorde vi os overvejelser både i forhold til antal og af projekter under nonlineære vilkår, mente vi, at det var relevant at inddrage to forskellige projekter, da multiple cases kan give mere variation og præcision af den undersøgte problemstilling (Neergaard, 2001: 21). Da vi undersøger selve projektprocessen, var indholdet af projektet ikke et udvælgelseskriterium. Vi mente dog, at det kunne være interessant at se på forskellige typer af projekter, eller forskellige typer af PRÆSENTATION AF CASES Vi valgte at inddrage to cases af meget forskellige karakterer i vores empiriske undersøgelse. Vi vil her kort præsentere de to organisationer samt de projekter, vi har fået indblik igennem vores interviews. Case 1 Organisation X [ Dette er fjernet på grund af fortrolighed ] 18

19 Case 2 Organisation Y [ Dette er fjernet på grund af fortrolighed ] INTERVIEWGUIDE Vores empiri består således af kvalitative interviews af projektledere og deltagere fra to forskellige virksomheder. Udgangspunktet for det empiriske casestudie af projektorganisering var, at lade empirien tale. Derfor er afhandlingen ikke blevet til før efter vores samtaler med udvalgte aktører i projektet, for som Latour siger: Dog havde vi inden mødet med projektdeltagerne arbejdet meget med den teoretiske del af social interaktion og vidensdannelse, og de heraf konstruerede problemstillinger, hvorfor dette lå i baghovedet, da vi talte med projektdeltagerne fra de to cases. I overensstemmelse med vores inspiration fra det socialkonstruktivistiske paradigme fandt disse samtaler sted i form af semi-strukturerede kvalitative interviews, hvor meningen bliver skabt i de sociale processer mellem intervieweren og den interviewede (Larsen, 2005: 136). I det følgende vil vi redegøre for vores overvejelser i forbindelse med undersøgelsen. Vi har ladet os inspirere af Steinar Kvale s syv trin 1 i tematiseringen af vores interviewundersøgelse (Kvale, 2005: 95), da disse på fornuftig vis hjælper os med at tillægge interviewene en åben ramme uden at miste fokus projektorganisering italesættes og udføres i spændingsfeltet mellem det, vi indledningsvist antager, og 1 gennemgår (Kvale, 2005: 94) 19

20 det, vi observerer i og om den sociale interaktion. Derfor har vi opstillet nogle iagttagelsesfelter for vores interviewguide, og disse illustreres nedenfor. (Jensen et al., 2005: 219). Vi mener, at vi ved at spørge ind (Bilag 2-4) som inspiration til vores interviewguide (Bilag 5). Idet vi beskæftiger os med nonlinearitet og foranderlighed, udviklede vi vores spørgsmål og tematiserede disse til en åben interviewguide. Interviewguiden giver os en struktur, som udelukkende tjener et pædagogisk formål, da den hjælper os med at huske på de iagttagelsesfelter, vi gerne vil have belyst under interviewet. Samtidig åbner den op for muligheden for den enkelte projektdeltagers italesættelse og mening omkring projektorganisering i opstå undervejs i interviewet. I skemaet herunder redegør vi for iagttagelsesfelterne og uddyber den indsigt og de erfaringer, vi forventede at tilegne os gennem vores interviews med projektdeltagerne. Den fulde interviewguide er altså udarbejdet på baggrund af de overvejelser, vi redegør for i dette skema Iagttagelsesfelt Undersøgelsesområde Formål Aktiviteternes struktur Aktiviteternes tidslige organisering Aktiviteternes rumlige organisering Artefakter og dokumenter Deltagelsesmønstre Hvilken type opgaver udføres, benyttes projektplaner, milestones, delmål, forretningsgange. Tidsstyring, deadlines, ressourcer. hvor, mødelokaler, afstand, sociokulturelle rum. Vidensdelingsværktøj, projektstyringsværktøj, intranet, nyhedsbrev, opslagstavle, Teamroom. Interaktionsmønstre, forhandling, symboler, evaluering, dialog, magt misforståelser, kompromisser, kollationer, relationer, fysisk nærvær og fællesskab. At undersøge, hvordan projektet styres og ledes. At undersøge, hvordan den tiden. At undersøge de fysiske rammer for interaktionen, og hvilken sociale interaktion. At undersøge tilgangen og brugen af forskellige værktøjer i processen. At undersøge, hvordan projektdeltagerne indgår i den sociale interaktion i forhold til, hvad der kan påvirke samarbejdet. Skema KONSTRUKTION AF INTERVIEWGUIDE Vi ville gerne fremstå interesserede og imødekommende overfor interviewpersonerne, deres erfaringer og holdninger. Dette indebar blandt andet, at vi havde et ønske om at få den interviewede til at slappe om, hvem vi var, og hvad vores afhandling gik ud på. Herefter oplyste vi om interviewets fortrolighed, og om, at materialet fra interviewet kun ville blive tilgængeligt for os, vejleder og censor. Endvidere sørgede vi for, at der var plads til lidt hyggelig small talk i starten, inden vi begyndte at optage samtalen. Efter 20

21 interviewet talte vi kort med den interviewede, således at vedkommende havde mulighed for at stille spørgsmål til os, og ligeledes for at runde interviewet af på en god måde. Samtlige tiltag blev gjort med henblik på at skabe fortrolighed og åbenhed imellem os og den interviewede, så denne i mindre grad skulle overveje sine svar. eksakte problemfelt. Under interviewene spurgte vi ikke direkte ind til den enkeltes fortolkning af social interaktion og vidensdannelse, og derfor indgik begreberne ikke eksplicit i vores interviewguide. Dette fordi snævert formulerede spørgsmål kun levner ringe mulighed for en samtale indenfor de interviewedes referenceramme, hvorfor vi i stedet spurgte indenfor nogle rum og emnefelter, i hvilke interviewpersonen selv kunne være med til at fastlægge dagsordenen. Vi forsøgte dermed at få skabt en så åben dialog som muligt, da dette ville hjælpe os til at bevare en større sensitivitet overfor det undersøgte genstandsfelt (Silverman, 2004: 156). 2.4 VORES ROLLE SOM FORSKERE Vores strategiske overvejelser vedrørende det at interviewe tager udgangspunkt i Margretha Järvinen, der, i denne sammenhæng, at vi som forskere selv er del af meningsproduktionen (Järvinen, 2005). Det er vigtigt at understrege, at vi ikke benytter den interaktionistiske forståelse af, at formålet med det kvalitative interview er at analysere vores egen rolle som deltagere i den sociale interaktion, hvor viden skabes. Derimod inddrager vi blot dette perspektiv for at understrege vores bevidsthed om vores indvirkning på den tilvejebragte empiri. Vores rolle i forbindelse med interviewene af projektledere og projektdeltagere kan anskues således, nogle forventninger til, hvad vi forventer af dem, og vil derfor forsøge at leve op til disse forestillede ikke var sikker på, at han kunne bidrage med noget i forhold til vores studie af projektorganisering (Bilag 8, minut: 15.00). Dette kunne være et udtryk for, at han ikke mente, at hans erfaringer og rolle i projektet var tilstrækkeligt, og at han dermed ikke var i stand til at svare fyldestgørende på vores spørgsmål. Med henblik på at få det bedste ud af interviewsituationen, er vi som specialestuderende også indstillede over vores tilgang til feltet. I det interaktionistiske perspektiv på interviewundersøgelser er det en vigtig pointe, at mennesker skaber mening omkring omverdenen i den social interaktion (Järvinen, 2005: 29). Interviewproduktet bliver i sidste ende et resultat af socialt situerede aktiviteter, hvor både interviewerne og interviewpersonerne medvirker til interviewets udformning. Vores empiri er således tilvejebragt i samspillet mellem os og interviewpersonen, og dynamikken i denne interaktion vil altså påvirke vores data. 2.5 ABDUKTION I nærværende afhandling har vi valgt at arbejde abduktivt. Vi har således taget afsæt i vores pilotinterviews og den empiriske undren, vi havde til at begynde med, og som vi præsenterede i 21

22 (Riis, 2001), og den metode mener vi er hensigtsmæssig, når vi taler om dannelsen af viden. I forhold til vores vidensopfattelse kan viden ikke være noget i sig selv og kan derfor hverken hentes ud af en bog eller indsamles i den fysiske verden. Når vi i vores abduktive tilgang kombinerer teori og praksis, mener vi, at vi danner nye kombinationer af det kendte og det ukendte, og dermed har vi potentiale til at skabe omgange har været i felten, og i mellemtiden er vendt tilbage til de anvendte teorier for netop at opnå en dualistisk forståelse af genstandsfeltet. Vi startede som sagt ud med meget tidligt i forløbet at foretage nogle korte pilotinterviews, hvorefter vi gennem teorien læste os ind på feltet og de bagvedliggende ideer omkring social interaktion, viden og projektorganisering. Derefter har vi som ekspliciteret nedenfor været i kontakt med vores interviewpersoner af to omgange. Alt sammen i et forsøg på at danne os en nuanceret forståelse af vores genstandsfelt TILBAGE TIL FELTET At vende tilbage til feltet gentagne gange betegner Bourdieu som dobbelt objektivering, hvilket øger 2004: 252). Denne metode blev dog ikke valgt for at få en mere sand empiri, da vi som før nævnt har en socialkonstruktivistisk tilgang. Derfor er det ikke relevant at skelne mellem sandt og falsk, idet sandheden er vores subjektive konstruktion, som udledes gennem analysens forskellige faser (Collin, 2003). Derimod skal den valgte metodiske fremgangsmåde udelukkende ses som en måde, hvorpå det blev muligt for os at udvide vores forståelse af, hvordan social interaktion bidrager til projektudvikling og vidensdannelse under nonlineære vilkår. Helt konkret betød det, at vi i vores anden interviewrunde fokuserede på at spørge ind til uddybelser, vi havde behov for i forhold til ting, som blev taget op i det første interview. Vi fokuserede på, hvorledes processen var forløbet siden sidst og ikke mindst hvilke tanker projektlederen havde gjort sig i den forbindelse. Hermed opnåede vi en uddybende indsigt i de meget komplekse MENINGSKONDENSERING Efter vi havde afsluttet interviewene valgte vi at foretage en meningskondensering (Bilag 6-9, 11, 13). Vi hørte interviewene igennem og noterede relevante udtalelser og emner, mens interviewene stadig var friske i vores erindring. Vi har ikke transskriberet alle vores interviews ord for ord, derimod har vi lavet grundige referater baseret på citater fra interviewene 2. Dog er vi bevidste om, at dette materiale, ikke er et udtryk for andet end en dekontekstualiseret samtale, altså en samtale taget ud af sin kontekst, hvor kun ordet er gengivet i overensstemmelse med interviewpersonernes udsagn (Kvale, 2001: 68). I den proces er vi derfor stødt på de begrænsninger, der ligger i en transformation fra tale til skrift. Dette 2 Når vi efter et citat refererer til et bilag, henviser vi til bilagets nummer samt ca. minuttallet for det sagte. Dette minuttal henviser endvidere til den 22

23 fordi vores nedskrevne materiale ikke kan opfange det kropslige niveau, altså de tegn, der er forskellen mellem det talte og det nedskrevne sprog. Når det nedskrives og genlæses, kan det derfor være svært respondenterne kommunikerede i øjeblikket (Kvale, 2001). Dette har vi både anvendt til skabe overblik og indsigt i det omfattende materiale, og ikke mindst til at navigere i interviewet, når vi gerne ville høre det igen for at sikre indhold og forståelsen heraf. Ligeledes gjorde vi det, da vi i vores anden runde af interviews tog nogle uklarheder og uddybninger op igen, for på den måde at sikre, at vi havde fortolket indholdet i overensstemmelse med interviewpersonens mening og intention. 2.6 ANALYSESTRATEGISKE OVERVEJELSER Vi ønsker med dette afsnit at gøre rede for de analysestrategiske rammer for analysen. Vi mener nemlig, at vores metodologiske og analysestrategiske overvejelser har betydning for, hvad det er, vi kan undersøge, samt hvad undersøgelsen i nærværende speciale, egentligt kan sige noget om. I stedet for at benytte prædeterminerede kategorier til at undersøge vores problemstilling, lægger vores metodiske overvejelser i højere grad op til, at vi fokuserer på de for os fremtrådte kategorier (Andersen, 1999). Denne dekonstruktion, mener vi, kan hjælpe os til at forholde os kritisk og analyserende til et felt, vi gennem vores interviewpersoner selv er blevet en del af. Den analysestrategiske fremgangsmåde lægger i særlig grad op til den kritiske tilgang, som giver os mulighed for at bevæge os ud over det givne og åbenlyse i de fortællinger, der trådte frem i interviewene. Ved hjælp af denne arbejdsmetode kan vi både undersøge, hvad der foregår i en bestemt situation, samt hvordan situationen bliver skabt mellem projektdeltagerne i den lokale og detaljerede sociale interaktion (Heede, 2003) FREMGANGSMÅDE FOR ANALYSEN Efter vi havde foretaget vores meningskondensering, kategoriserede vi det sagte efter de iagttagelsesfelter, vi havde udarbejdet på baggrund af vores anvendte teori. Samtidig var vores måde, hvorpå vi kan analysere enkelte situationer i de to cases, og derved opnå en forståelse for den sociale interaktion i projekterne. Samtidig mener vi, som tidligere nævnt, at den abduktive tilgang tjener vores analyse det formål at adskille helheden i enkelte dele og undersøge deres indbyrdes relationer til hinanden (Andersen, 2003: 237). Vi har valgt at opdele vores analyse i to. I første del gør vi brug af fokusere på, i forhold til udviklingen af projekter. I anden del af analysen udfolder vi disse områder i den sociale interaktion og viser, hvorledes at vi mener, at et fokus herpå kan bidrage til udviklingen af projekter og dannelsen af viden under nonlineære vilkår. 2.7 AFGRÆNSNING I vores bestræbelser på at imødekomme vores spændende problemformulering, beskæftiger vi os med projektorganisering, social interaktion og viden. Vi er af den overbevisning, at disse fænomener 23

24 betragtninger udelades på denne bekostning, har vi valgt kun at studere en lille del af den sociale interaktion i forhold til projektorganisering. I vores analyse af de to cases har vi som nævnt fokus på den sociale interaktion, men i denne forbindelse afgrænser vi os fra at gå i dybden med en analyse af hvordan samværet og projektorganisering påvirker den enkelte. Samtidig er det ikke vores hensigt at se på, hvordan bestemte meninger dannes og, hvad der ligger til grund for bestemte diskurser i projektgrupperne. Vi har således hverken inddraget diskursanalyse og ej heller psykologiske perspektiver i dette speciale. I arbejdet med Stacey har vi erfaret, at han anvender megen plads i sine værker på at tage skarp afstand fra den systemteoretiske tradition. I nærværende afhandling har vi imidlertid fundet inspiration iforskellige systemiske teoretikere. Dette mener vi at kunne retfærdiggøre, da de inddragede teoretikere interagerer. Vi mener således, at de bidrager med perspektiver på vores praksisfelt og hjælper os med at forstå, hvordan den sociale interaktion kan have betydning for projektorganisering. Det har således betydet, at vi har brugt litteratur, der af og til bryder med vores anvendte vidensteori, da de inddragede teoretikere tilkender sig en anden vidensopfattelse. Dog har vi ikke ladet os afskrække af denne disharmoni, idet teoretikerne har budt på andre begavede betragtninger i forhold til vores problemstilling. Derved har det nærmere gjort diskussionen mere indholdsrig og nuanceret frem for fordummende. Vi er således bevidste om denne nuance, og vi vil bestræbe os på at forholde os ekspliciterende hertil undervejs i afhandlingen. 24

25 KAPITEL SOCIAL INTERAKTION OG VIDENSDANNELSE 3 Knowledge creation is then understood as an active process of communication between humans. It follows that knowledge is not stored, but perpetually constructed. Ralph Stacey 25

26 3.1 INDLEDNING én af mange vigtige ingredienser i succesfuld projektorganisering, herunder udvikling af projekter. I opstår i den kontinuerlige interaktion mellem mennesker. Derfor er vi blandt andet optaget af den sociale interaktion, som vil være i fokus både i nærværende kapitel, men også senere i vores analyse, hvor vi vil se nærmere på social interaktion i forhold til udvikling af projekter. Inden vi når så langt vil vi, som lovet, fordybe os i spørgsmålet om, hvorledes viden dannes, og hvorledes man kan omtale dette som et fænomen. I fordybelsen ønsker vi først at indlede med et klassisk 3 syn på viden, som har været til stor inspiration for feltet (Jensen et al., 2005: 58). Det gør vi ved hjælp af to japanske organisationsforskere, Ikujiro Nonaka og Hikotaka Takeuchi, som er optaget af, hvordan personlig viden kan gøres til eksplicit organisatorisk viden. Vi mener, at de er relevante at inddrage, fordi de blandt andet illustrerer den frugtbare udvikling, der er sket inden for vidensteorien. Det er efterfulgt af Ralph D. Stacey, som forholder sig kritisk til den 445), hvor Stacey argumenterer for, at dannelse af viden skal forstås som et fænomen, der kun kan opstå i den fysiske sociale interaktion mellem mennesker. Som et led til dette præsenterer vi først hans teori om komplekse responsive processer, efterfulgt af teleologierne, og afslutter med en indføring i hans brug af symboler, alt sammen med det formål at forklare vidensdannelse. 3.2 NØGLEN TIL FREMTIDEN Viden har længe været og er stadig genstand for megen undren og forskning, og en stor del af den klassiske videnslitteratur, vi har studeret, har oftest haft et udgangspunkt i organisationsteorien, blandt andet artikuleret gennem læringsteori og organisatorisk udvikling (Jensen et al., 2005: 37). og ledelsesteoretikere, og på den måde kan det spores, hvor interessen for viden i det senmoderne samfund blandt andet har sit ophav. I et større samfundsmæssigt perspektiv er den øgede interesse for, hvad viden er, og hvorledes det skabes, også vedkommende. Som sagt hersker der konsensus omkring, at industrialiseringen er et historisk fænomen, og at vi i Vesten bevæger os mod en æra, hvor viden har fået en central placering i det, vi kalder videnssamfundet (Wenger 2004, Tsoukas 2005, Stacey 2001). decentralisering betyder, at vidensmedarbejderen skal dygtiggøres til at agere problemløser under disse nonlineære vilkår (Stacey, 2001: 1). Men før vi vil diskutere disse nonlineære vilkår nærmere mener vi, 3 udviklingen inden for vidensforskningen, og de betragtes ligeledes som nogle af grundlæggerne af feltet. Vi mener dog, at der sket meget på 26

27 3.3 VIDEN SOM RESSOURCE I denne diskussion er et par, som man ikke bør gå udenom Nonaka og Takeuchi. Deres bog: The Knowledge Creating Company Set fra dette perspektiv er organisatorisk vidensdannelse en kontinuerlig dynamisk proces mellem tavs forenklet sagt tilføjer et dialektisk perspektiv imellem tavs og eksplicit viden. I den dialektiske proces er det derved muligt at omdanne den personlige tavse viden til eksplicit og, vigtigst af alt, anvendelig viden. Ifølge Nonaka og Takeuchi er dannelsen af viden i organisationer medvirkende til at gøre en organisation konkurrencedygtig. Hermed udtrykker de et behov for, at data, information og viden skal have den egenskab at kunne overføres fra ét individ til et andet. I den dialektiske transition mener de, at det er muligt at gøre tavs viden eksplicit. Transitionen sker gennem sproget, og dermed er viden placeret i et 60). Det centrale for blandt andre Nonaka og Takeuchi 4, og andre indenfor feltet, er en opfattelse af viden, som noget, der tager form som en ressource og kan eksistere i sig selv med mulighed for tilpasning. Et kritikpunkt, der især knytter sig til denne rationelle opfattelse af viden, er manglende konkretisering af, hvad begrebet tavs viden egentlig indeholder, da det netop er forudsætningen for at kunne gøre det eksplicit (Jensen et al., 2005: 44) VIDENSDELING Skal man anskue denne klassiske vidensopfattelse i et organisatorisk perspektiv, handler det om er det muligt at gøre viden tilgængelig for alle, der måtte have brug for det. Et forsøg på at gøre netop dette er udviklingen af vidensdelingsværktøjer. Et eksempel herpå kan være en Wiki, en intern platform, der er inspireret af Wikipidia. Her kan alle medarbejdere tilføje information til det fælles elektroniske opslagsværk. Disse værktøjer har til opgave at indsamle og dokumentere viden. Mange projektstyringsværktøjer bygger efter vores opfattelse også på ideer om, at viden kan gøres eksplicit 5 foreligger der helt konkrete metoder for, hvorledes alle tænkelige situationer skal håndteres, dokumenteres og afrapporteres, således at intet på, hvordan Nonaka og Takeuchis vidensforståelse bliver anvendt og praktiseret, idet alle erfaringer og hændelser gøres tilgængelige for andre deltagere i projektet. Dermed ikke sagt, at tavs viden er gjort eksplicit, men forsøget er gjort. Et andet interessant aspekt af det anvendte projektstyringsværktøj er

28 titlen i sig selv, som beskriver projektorganisering i kontrollerede omgivelser. Allerede efter vores første interview kunne vi fastslå, at dette projekt langtfra tog afsæt i kontrollerede omgivelser. Eksempelvis udtaler projektlederen at: [ Dette er fjernet på grund af fortrolighed ] Dette må betragtes som en indikation på alt andet end kontrollerede omgivelser. Som allerede antydet vælger vi at forholde os kritisk til den klassiske rationalistiske opfattelse af viden som en ressource, der kan gøres tilgængelig, delbar og eksplicit. Dermed forholder vi os også kritisk til de ledelsesmetoder, og de dertilhørende metoder til projektorganisering, som er knyttet hertil. Det gør vi, fordi vi mener, at de vilkår, som projektorganisering skal eksekveres under, ikke kan håndteres med statiske og endimensionelle værktøjer. Derimod mener vi, at de vilkår kræver, at viden ikke sidestilles med information af interaktionsmønstre mellem mennesker i nuet. 3.4 KOMPLEKSE RESPONSIVE PROCESSER Hvis ikke viden skal opfattes som en enkeltstående ressource, som kan deles, foreslår Stacey, at man responsive processer - egen oversættelse): Relating between diverse people in their local situation is understood as the process in which knowledge is reproduced and potentially transformed (Stacey, 2001: 6). Stacey bruger denne teori om komplekse responsive processer til at anskue individer og grupper, og til at forklare, hvorledes viden opstår, nemlig i komplekse responsive processer mellem mennesker. I disse processer er indlejret en fortløbende gengivelse og potentiel forandring af mening, som netop er opstået i den sociale handlen mellem mennesker. Det er dels i gengivelsen og dels i forandringen af mening, at al social interaktion bliver til komplekse responsive processer. I teorien om komplekse responsive processer vælger vi især at fremhæve to ting, der er med til at forklare, hvordan viden kan karakteriseres som social interaktion, og hvorfor verden kan betragtes som systemteoretiske syn på viden. Endvidere vil vi gerne se nærmere på hans arbejde med symboler, som giver en dybere forståelse af menneskets komplekse interaktionsmønstre, og men som også forklarer, hvorfor nonlineære vilkår er et vilkår for projektorganisering MENNESKET I ORGANISATIONEN Stacey er først og fremmest optaget af de processer, som eksisterer i organisationerne, og det faktum, at planlagte aktiviteter altid udvikler sig anderledes end planlagt. Som sagt mener vi, at vilkårene for projektorganisering i organisationer kan karakteriseres som nonlineære og dynamiske. I denne karakteristik udgør menneskets adfærd og tilstedeværelse i organisationer en central rolle. Stacey hævder, at: An organisation is the process of communicative interaction and power relating between people (Stacey, 2001: 337). 28

29 Det essentielle er her, at den menneskelige interaktion og magtrelationerne er det, der udgør en organisation. Denne betragtning er væsentlig, da viden ligeledes opstår i den sociale interaktion, og således er både grundlag for selve organisationen, men også for vidensdannelse. Det betyder, at organisatorisk forandring, læring og vidensdannelse er det samme som forandring i den sociale interaktion (Stacey, 2001: 189). Derfor mener vi, at det er afgørende at have fokus på selvsamme interaktion. I teorien om de komplekse responsive processer henter Stacey inspiration fra kompleksitetsforskningen. Her anskues viden som et fænomen, der bryder frem i menneskers samvær og danner komplekse interaktion processer, som samfundet, organisationen og individet er indlejret i. Men det er altså i Knowledge creation is then understood as an active process of communication between humans. It follows that knowledge is not stored, but perpetually constructed (Stacey, 2001: 6). Dermed gør Staceys vidensforståelse op med idéen om, at viden kan være noget i sig selv. Derimod er viden bundet til den sociale interaktion mellem mennesker. Når viden ikke kan være noget i sig selv, har det også den betydning, at artefakter som bøger, databaser, manualer og så videre kun udgør repræsentationer af viden. Det afgørende er her, at viden opfattes som et fænomen, der opstår i nuet og optik må vi nødvendigvis rette fokus mod fænomenerne. 3.5 TELEOLOGIER Til at forklare fænomener anvender Stacey tre former for teleologier. Teleologier betegner, hvad der ligger til grund for fænomener (Stacey, 2001: 163). Stacey introducerer tre kategorier af teleologier, nemlig den rationalistiske, den formative og den transformative. Det gør han med det formål at forklare, hvordan og under hvilke vilkår nyt skabes (Jensen et al., 2005, 59). Samtidig er Staceys udlægning af teleologierne også et opgør med den systemteoretiske opfattelse af viden. Stacey kritiserer det, han kalder mainstreamlitteratur 6 for ikke at kunne forklare, hvordan viden opstår (Stacey, 2001: 14). Han af viden, er der ikke tale om dannelse af viden. Mainstreamlitteraturen taler om, hvordan vi som mennesker lærer, og hvordan viden for individet opstår, men ifølge Stacey er dette ikke dannelsen af viden i sig selv, da det kun er dannelsen af viden for den eller dem, der ikke kendte det tidligere: It [mainstream literature] can only explain how already enfolded knowledge becomes unfolded by the system. Within its own terms this systems view does not, indeed cannot, explain how completely novel knowledge arises (Stacey, 2001: 28). Staceys hovedkritikpunkt går på, at alle mainstreamteorierne bygger på en grundlæggende disse teorier er altså i højere grad på, hvilken prioritet det sociale har overfor det individuelle, en slags: 6 Stacey forsøger at samle den kritiske masse, han gør op med i begrebet mainstreamlitteratur. En masse som blandt andet består af disse omtaler vidensdannelse på. Alle repræsenterer forskellige traditioner, men fælles er, at de ikke med egne termer kan forklare, hvorledes viden dannes (Stacey, 2001: 14). 29

30 niveaudeling mellem det individuelle og det sociale ikke er muligt: Agency is, thus neither located in an individual, nor in the collective, nor in both. Instead it is patterning process, simultaneously individual and social (Stacey, 2001: 98). Vores handlen tager således ikke udelukkende udspring i enten det sociale eller det individuelle, men er en gensidig og kontinuerlig interaktion mellem individer. Som sagt bruger Stacey teleologierne til at udfolde denne adskillelse RATIONALISTISKE, FORMATIVE OG TRANSFORMATIVE TELEOLOGIER De tre overordnede kategorier for teleologierne er den rationalistiske, den formative og den transformative. Det er ikke hensigten at udfolde disse med alle deres nuancer, men mere at nå frem til en dybere forståelse af den helhed, som vidensskabelse og foranderlighed indgår i, hvor især den den samhørighed, det individuelle og det sociale skaber. Vores inddragelse af Staceys teleologier skal lægges til grund for den vidensopfattelse, vi tilkender os. Dermed er teleologierne ikke noget, som vil blive anvendt direkte i vores analyse, men vi mener dog, at denne noget abstrakte udlægning er en forudsætning for forståelsen af, at viden kun kan karakteriseres som værende betinget af den sociale interaktion. Både den rationalistiske og den formative teleologi repræsenterer, ifølge Stacey, den opfattelse, systemteorien har af viden. Den rationalistiske og den formative teleologi bygger på ideer taget der fokuserer på naturen og menneskelig handling. Disse to systemer kan ikke observeres ud fra ensartede forudsætninger, da naturen er underlagt nogle helt andre vilkår mennesket, som har en sjæl den rationalistiske teleologi, hvor motivation er grundlaget for al menneskelig aktivitet, som er drevet af menneskets selvstændige og rationelle beslutninger. Den rationalistiske teleologis tankegods om 7 repræsenterer i form af erkendelsen bygger sit teoriapparat på. Den formative teleologi henter inspiration fra formteorien og biologien, og er den anden part af den dualitet, som Kant arbejder med. Den formative teleologi er baseret på en idé om, at systemer har et iboende potentiale, de ikke kan løsrives fra. Eksempelvis vil genetikken kunne karakteriseres som formativ, da studiet af vores arvemasse handler om at afkode vores DNA, og på den måde bestemme DNA en et iboende potentiale (Jensen et al. 2005: 65). Den formative teleologi bygger på en lineær kausalitet, og på, at tingene er formgivet på forhånd. Det åbner imidlertid ikke op for en indføring i, hvorledes viden dannes, men forklarer kun, at potentiel eksisterende viden har mulighed for en 7 genstand for nogle faktorer, som har indvirkning på individets holdning til arbejdet. Han skelner mellem to slags faktorer: Motivationsfaktorer og vedligeholdelsesfaktorer. Motivationsfaktorerne indeholder blandt andet ansvar, anerkendelse og personlige udviklingsmuligheder, hvor 30

31 åbenbaring i systemet (Stacey, 2001: 26-28). I forhold til vores videnskabsteoretiske udgangspunkt stedfæstede vi tidligere, at vi mener at virkeligheden formes af erkendelsen af den, og at vi dermed ikke Den rationalistiske og formative teleologi er overordnet set et udtryk for en opdeling af det individuelle og sociale, som Stacey opponerer kraftigt imod. Det er altså ikke muligt, ifølge Stacey, at frembringe noget nyt i den dualitet, som den rationalistiske og formative teleologi repræsenterer. Dette skyldes, at der fokuseres på iboende potentialer og kausalitet, og at der skelnes mellem det individuelle og det sociale, når det kommer til vidensdannelse i organisationer (Stacey, 2001: 39). Til at gøre op med denne dualitet anvender Stacey det, han kalder for den transformative teleologi, og som skal erstatte de to foregående teleologier. Essensen er, at viden som fænomen i stedet skal behandles ud fra et perspektiv, hvori relationen mellem det individuelle og det sociale er betinget af evig afhængighed, og hvor det ikke er muligt at skelne individet fra det sociale (Stacey, 2001: 93). Hvis man skal forstå, hvordan viden dannes, skal man se det som et fænomen, der er under evig dannelse uden et determineret bestemmelsessted. Dannelsen sker med en blanding af det kendte og det ukendte, og det er denne evige variation, som skaber noget, der ikke har eksisteret før (Stacey, 2001: 163). I forhold til menneskers interaktion Interaktionsmønstret mellem mennesker er dermed under evig transformation, idet der ikke skelnes mellem et individuelt eller socialt niveau, men det er en bevægelse i sig selv, hvor mening dannes i nuet (Stacey, 2001: 60). Viden skabes i nuet i den sociale interaktion imellem mennesker, og netop derfor er viden ikke noget, der kan eksistere i sig selv. Det kan ej heller lagres, ledes eller akkumuleres. Men derimod handler det om at se et potentiale i den sociale interaktion, og udvikle den måde, hvorpå man indgår i relationer med andre individer. 3.6 SYMBOLER optik er mediet i den kropslige sociale interaktion. Mennesket kommunikerer altså med hinanden i mediet af symboler, og symbolerne er den responsive kropslige interaktion (Stacey, 2001: 116). En del af de komplekse responsive processer er kommunikativ handlen, der som sagt består af symboler. Til at 8, og Stacey kategoriserer symboler i henholdsvis abonnerer på det materielle, med blandt andet skriften som værktøj (Stacey, 2000: 341). Disse aktive symboler er til sammen genstand for mening og viden. I det følgende vil vi forklare de tre slags symboler nærmere PROTOSYMBOLER Symboler er kropslige interaktioner, og indgår i et relationelt mønster af gestus og respons, hvor følelserne er indholdet i den udveksling, der foregår. Når en gestus udtrykkes, fremkalder den oftest en 8 31

32 respons og en følelse i den anden som for eksempel et smil eller andre ansigtsudtryk. Karakteristikken af protosymbolerne er blandt andet, at det trækker på betydningen af proto, som på latin kan oversættes være kontekstafhængige, og det vil sige, at faktorer som den menneskelige interaktion, tiden, stedet og at disse gestus-responsmønstre produceres i interaktionen mellem mennesker, og at de derfor ikke er genstand for forudsigelighed, da man i kraft af blandt andet magtrelationer og evalueringer ikke kan responsmønster af protosymboler opstår noget fuldstændig nyt hvert øjeblik. Men det tager afsæt i konteksten, og de erfaringer, man som individ har med menneskelig interaktion (Stacey, 2001: ) SIGNIFIKANTE SYMBOLER kan også fremkalde en respons hos en selv. Det betyder, at man som individ bliver bevidst om andres eksistens, og den bevidsthed skaber et grundlag for interaktion. Den talende gestus er her væsentlig, sin gestus og respons efter situationen, og på den måde arbejde aktivt med den respons, det måtte fremkalde i de andre projektmedarbejdere. Det kunne være en gestus i form af et smil, frygt, eller andre følelsesmæssige tilstande, men også en sproglig reaktion kan fremkaldes. Endnu en gang er konteksten afgørende, og interaktion er her igen en udveksling af gestus-responsmønstre, hvor mening skabes og forhandles igennem symboler i det levende nu (Stacey, 2001: 107). Netop forhandling er ganske interessant, da dette er en stor del af menneskelig interaktion. Bevidst eller ubevidst forhandles der i den om interaktionen mellem mennesker, og derved bliver dette til et medie for viden. væsentlige, og her kan man placere forståelsen og betydningen af symboler i forlængelse af den transformative teleologi, som netop vægter den evige afhængighed af hinanden og det sociale, og hvor (Stacey, 2001: 116). Som tidligere nævnt refererer det til, at viden og social interaktion er betinget af hinanden. I kraft af denne dialektik kan viden ikke isoleres til et objekt og være noget i sig selv, derimod er det et fænomen, der skabes i nuet. Hermed er vi fremme ved den tredje og sidste symboltype, som er REIFIEREDE SYMBOLER medie, og udfoldes på papiret samt i databaser og dokumenter, og de kan tilmed lagres og gemmes. Skriften henviser til andre symboler i det talte og skrevne sprog, og derved skaber det en kontekst, som er løsrevet fra kroppen. Derfor er det en repræsentation af viden, men ikke viden i sig selv. Det 32