Personificering af politikere i de danske medier

Transkript

1 Personificering af politikere i de danske medier Personification of politicians in the Danish media Gruppe 19 Anders Bjerregaard Nielsen Jesper Krogh Heitmann Mads Klint Hee Newsha Dalman Søren Peter Thygesen Hertz Roskilde Universitet Den Samfundsvidenskabelige Bacheloruddannelse Vejleder: Leif Emil Hansen Hus

2 Abstract This project deals with the personification of top politicians in the Danish mass media. It is queried in the report, whether personification of top politicians occurs and if it does what the reasoning behind it is. This is exemplified by the analysis of two articles and an expert interview with Ph.D. in Media Science Stig Hjarvard. Our empirical data consists of an expert interview with Stig Hjarvard and two articles from Politiken. We analyse the articles from Politiken to illuminate the phenomenon personification, and demonstrate that the articles and hereby the media itself are aware that this occurs in Danish politics. In addition, we utilize the articles to pinpoint a sequence of topics and core cases addressing personification. For the theoretical part of the analysis we utilize the theorists John B. Thompson and Anthony Giddens. We utilize Giddens theories to illuminate how politicians seek to foster a profile through various media, and how the relationship between the politicians and the electors may have been altered. Moreover, we utilize John B. Thompson s theories to illuminate how the media have evolved and how they affect the political scene. We compare these theories to the things Hjarvard says in our interview to point out similarities and differences. The project shows that a personification of top politicians occurs in the media, and that the reasoning for this can be explained by Giddens and Thompson s theories. 2

3 Resume Dette projekt omhandler personificering af toppolitikere i danske massemedier. Det problematiseres i opgaven, hvorvidt personificering af politikere finder sted og hvorfor. Dette besvares ved at analysere to artikler og et ekspertinterview med medieforskeren Stig Hjarvard. Vores empiri består af et ekspertinterview med Stig Hjarvard og to artikler fra Politiken. Vi benytter artiklerne fra Politiken til at belyse fænomenet personificering, og påvise at artiklerne og derved medierne selv mener, det finder sted i dansk politik. Vi bruger desuden artiklerne til at påpege en række temaer og kernesager vedrørende personificering. Til den teoretiske del af analysen benytter vi teoretikerne John B. Thompson og Anthony Giddens. Vi anvender Giddens teorier til at belyse, hvordan politikerne forsøger at skabe en profil via forskellige medier, og hvordan forholdet mellem politikeren og vælgeren kan have ændret sig. Desuden anvendes John B. Thompsons teorier til at belyse, hvorledes medierne har udviklet sig, og hvordan det påvirker den politiske scene. Vi holder disse teorier op imod Stig Hjarvards udtalelser, som vi har indsamlet i vores ekspertinterview og finder ligheder og forskelle. Projektets konklusion er, at der foregår en personificering af de danske toppolitikere i massemedierne, og hvorfor dette finder sted kan forklares ud fra Giddens og Thompsons teorier. 3

4 Indhold 1. Forord.7 2. Begrebsforklaring Demokrati Individualisering Krise Medialisering Personificering Præmoderne, moderne og senmoderne samfund Selviscenesættelse Sociale medier, massemedier og trykte medier Symbolsk magt Toppolitikere Indledning og problemfelt Problemformulering Arbejdsspørgsmål Emnefelt Afgrænsningsafsnit Metode Artikel tilgang Introduktion til artiklerne Fremgangsmåde Hvad har vi fået ud af det Hvorfor har vi valgt artiklerne Fejlkilder Inddragelse af videnskabelige artikler Interview Introduktion til interviewet Generel teori Hvorfor vi har lavet et interview Fremgangsmåde Forskningsetik..19 4

5 7.2.6 Fejlkilder og ulemper ved interviewet Hvad har vi fået ud af det Transskription Analyse tilgang Teori Introduktion til teori af Anthony Giddens Modernitetsteori Adskillelse af tid og rum Udlejringsmekanismer Refleksivitet Aftraditionalisering Relationer Introduktion til teori af John B. Thompson Ansigt til ansigt interaktion Medieret interaktion Medieret kvasi-interaktion Medierne og det moderne samfunds udvikling Medieret offentlighed Mediernes kontrol Thompsons fire hændelsestyper Political Scandal Ny arena Konsekvenser af politiske skandaler Analyse Analyse af Den politiske mislyd Delkonklusion Analyse for Derfor handler politik om personer Delkonklusion Analyse af Stig Hjarvards udtalelser og Anthony Giddens Aftraditionalisering Adskillelse af tid og rum Udlejringsmekanismer Refleksivitet..43 5

6 9.3.5 Delkonklusion Giddens og Hjarvard Analyse af Stig Hjarvard og John B. Thompson Mediernes kommunikationsformer Mediernes udvikling Personificering Mediernes rolle i det moderne samfund Konsekvenser af politiske skandaler Delkonklusion Thompson og Hjarvard Konklusion Perspektivering Diskussion af resultater Alternative besvarelser på problemformuleringen Diskussion af fremtidige udviklingstendenser indenfor området Personificerings indflydels på det danske demokrati og krise Litteraturliste Bilag Bilag 1- Studieforløbsbeskrivelse Bilag 2 Interview med Stig Hjarvard Bilag 3 Den Politiske Mislyd Bilag 4 - Derfor handler politik om personer 88 6

7 1. Forord Individualisering og medialisering er blevet nøglebegreber indenfor politik i det senmoderne samfund. I Danmark ser vi, at de sociale klasser er blevet udlignet. Politikerne skal derfor ikke længere repræsentere en social klasse, men må i højere grad appellere til vælgernes identitet. Det er i dag vigtigt for borgerne at kunne identificere sig med de ledende politikere. Øget medie-opmærksomhed på politikerens person- og privatliv har skabt yderligere fokus på politikernes optræden i mediebilledet. 7

8 2. Begrebsforklaring 2.1 Demokrati Vi opererer med begrebet demokrati som værende det danske repræsentative demokrati. Vi forstår det repræsentative demokrati som en demokratiform, hvor magten ligger hos folkevalgte repræsentanter. I et sådant demokrati er der regelmæssige valg, hvor partierne konkurrerer om befolkningens stemmer. (Link 1) 2.2 Individualisering Vi forstår individualisering som at adskille sig selv fra en større sammenhæng. Man fokuserer på sine egne behov og uafhængighed, og definerer sig selv fremfor at lade sig definere af sine tilhørsforhold. Vi forstår dette som en proces i samfundet, hvor individer fokuserer på egne personlige behov og selvstændige opfattelser af samfundet. (Link 2) 2.3 Krise Vores opfattelse af begrebet krise lyder: Krise er en forandring eller omstilling, der ikke nødvendigvis skal kategoriseres som negativt eller positivt. Vi anser ikke krise som værende en faretruende tilstand men snarere et forandrende fænomen. Der er et gammelt kinesisk ordsprog, der lyder: I storm bygger nogle læhegn, andre vindmøller. 2.4 Medialisering Vi benytter begrebet medialisering i den forstand, at medierne spiller en voksende rolle i vores samfund. Vi ser en generel medialisering, da borgerne benytter sig af medierne i en højere grad end tidligere. Vi anvender specielt medialisering i forhold til politik, hvor politikere og deres liv i højere grad optræder i diverse medier. (Hjarvard, 2008:65) 8

9 2.5 Personificering Rahat & Sheafer forstår personalisering/personificering som værende: a change in the presentation of politics in the media, as expressed in a heightened focus on individual politicians and a diminished focus on parties, organizations and institutions. (Rahat & Sheafer:2011). 2.6 Præmoderne, moderne og senmoderne samfund Præmoderne: Når vi i vores opgave benytter begrebet præmoderne, henviser vi til tiden før slutningen af 1800-tallet. I denne tid var institutioner som kirken vigtige, og der lå i langt højere grad fokus på lokalsamfundet og den umiddelbare nærhed. (link 3) Moderne: Vi henviser til tiden fra slutningen af 1800-tallet til cirka 1970'erne. Kendetegnet ved denne periode er det industrielle gennembrud. Individet var præget af sit ideologiske og klassemæssige tilhørsforhold. (link 3) Senmoderne: Vi lever i det senmoderne samfund. Denne tid er karakteriseret ved nøglebegreber som refleksivitet og tillid. Tidsregningen starter fra cirka og frem. Klassesamfundet er blevet udjævnet, og man er ikke præget af sit sociale tilhørsforhold. I vores opgave er det vigtigt i forhold til, at man politisk ikke længere stemmer på baggrund af sit sociale tilhørsforhold. (link 3) 2.7 Selviscenesættelse Vi definerer selviscenesættelse som værende; det enkelte individs bevidste måde at iscenesætte sig selv. Dette sker ud fra individets handlinger og optræden i det private såvel som det offentlige. Man projekterer den person, som man ønsker andre skal opfatte en som. 9

10 2.8 Sociale medier, massemedier og trykte medier Sociale medier: Vi definerer sociale medier som værende Facebook, Facebook og blogs. Massemedier: Massemedierne ser vi som værende aviser, blade, radio, tv og internet. Kort sagt kommunikation der er tilgængelig for den bredere befolkning. (link 4) Trykte medier: Trykte medier forstår vi som journalistiske publicerede artikler/kronikker som findes i aviser. I vores opgaver behandler vi journalistiske artikler fra Politiken. 2.9 Symbolsk magt Symbolsk magt er en af de fire standard former for magt. Det referer til at blande sig i et hændelsesforløb og ændre dets udkom. Udøvelsen af symbolsk magt afhænger af forskellige ressourcer. Thompson kalder de ressourcer for symbolsk kapital, dette kan for eksempel være et rygte (Thompson, 2000:246) Toppolitikere I følgende opgave skal toppolitikere forstås som værende aktive folketingsmedlemmer, som er fremtrædende personer for deres pågældende parti. Som fremtrædende politikere deltager de aktivt i det politiske billede og i massemedierne. 10

11 3. Indledning og problemfelt Vi vil i følgende opgave undersøge, hvorvidt mediernes fokus har indflydelse på den politiske kommunikation, og om en stigende personificering af politikere påvirker dansk politik. Vi finder det interessant at undersøge, hvorvidt den politiske scene omformes igennem medierne. Vi vil undersøge, hvorvidt mediernes dækning af politik i højere grad er blevet underholdning, og at politikerne derfor må følge denne udvikling, hvis de vil nå ud til de danske vælgere/seere. Et stigende mediefokus på politikeres privatperson har ændret den politiske dagsorden og skabt en ny politisk platform. Politikerne må forholde sig til denne udvikling, hvis de vil have succes i dansk politik. Denne udvikling skal forstås ud fra den individualisering som blandt andet Anthony Giddens belyser i sin analyse af det senmoderne samfund. Samfundsklasserne er i højere grad blevet udvisket. Hvor politikere før repræsenterede en bestemt klasse, skal de nu sørge for at identificere sig med deres vælgere og kunne appellere til dem på et mere personligt plan. Politikerne er derfor afhængige af, at medierne fremstiller dem som både politisk og personligt troværdige. En politikers privatperson er i højere grad blevet mere fremtrædende i mediebilledet. Det er derfor nærliggende at undersøge, hvorvidt politikerne bliver personificeret i medierne, og om hvorvidt dette tager fokus fra politiske budskaber. Dette fænomen finder vi interessant at gå i dybden med. Vi vil derfor belyse om denne personificering finder sted i medierne, hvorfor der er kommet så stor en fokus på politikerens privatliv og vores behov for at kunne identificere os med dem. Vi analyserer to journalistiske artikler fra Politiken for at bevise, at personificeringen af toppolitikere finder sted i de danske massemedier. Vi redegør for deres indhold og sammenligner deres konklusioner med to videnskabelige artiklers, der er nået til samme konklusion. Vi gør dette for at verificere vores journalistiske artiklers validitet. 11

12 Vi ser denne problemstilling som aktuelt i det senmoderne samfund. Relevant i forhold til problematikken er individualiseringen som har medført, at vi afspejler os i vores omgivelser fremfor vores traditioner. Anthony Giddens har udformet en teori om dette fænomen, som vi vil inddrage for at analysere vores problemstilling. Thompson beskæftiger sig i høj grad med interaktionen mellem medierne, politikerne og borgerne. Vi bruger hans teorier til at forklare, hvordan interaktionen mellem de tre parter finder sted. Dette sættes i relation til Hjarvards udtalelser. Thompsons teorier indeholder desuden flere syn på konsekvenserne af politiske skandaler. Vi benytter disse teorier med henblik på at belyse den personificering af toppolitikere, der finder sted i de danske massemedier og senere til at reflektere over personificeringens konsekvenser for det danske demokrati. Derudover vil vi ud fra et interview med Stig Hjarvard, en samtidig medieforsker, kunne sammenligne hans synspunkt med vores påståede problemstilling, i forhold til Anthony Giddens og Thompson. Dette leder os til vores problemformulering. Den lyder således: Er der tale om personificering af toppolitikere i danske medier, og i givet fald hvorfor? Vi antager ikke, at fænomenet personificering eksisterer. Vi undersøger om det finder sted, og hvis det gør, hvad årsagen er. Vi afdækker dette ved at redegøre for eksistensen af personificering ud fra to artikler. Dernæst forklarer vi begrebet personificering og dets konsekvenser ud fra interviewet med Stig Hjarvard samt vores to teoretikere Giddens og Thompson, og til sidst reflekterer vi over dets betydning. 12

13 4. Problemformulering Er der tale om personificering af toppolitikere i danske medier, og i givet fald hvorfor? 4.1 Arbejdsspørgsmål Redegør for tilstedeværelsen af personificering i danske medier ved brug af artiklerne Den politiske mislyd og Derfor handler politik om personer Analyser og sammenlign Stig Hjarvards udtalelser om personificering og de danske medier med teorier af Anthony Giddens og John B. Thompson. 5. Emnefelt Følgende opgave har til formål at undersøge personificering af politiske personligheder i danske massemedier. Vi vil undersøge, hvorvidt massemediernes dækning af toppolitikere har udviklet sig i det senmoderne samfund. Vi vil desuden undersøge, hvorfor denne personificering stadig finder sted i nutidens Danmark. Vi vil reflektere over personificeringen af politikere, og om hvorvidt dette har indvirkning på det danske demokrati. Vi har som hustema fået tildelt emnet Krise. Vi kigger på konceptet på to måder i vores opgave. Vi anskuer krise som udvikling i samfundet som et led i vores analyse, og derudover reflekterer vi over personificeringens indvirkning på det danske demokrati, og hvorvidt dette er en krise. Vi definerer krise yderligere i vores begrebsliste. 13

14 6. Afgrænsningsafsnit Vi beskæftiger os i denne opgave med massemediernes personificering af danske toppolitikere. Vi undersøger, hvorvidt der sker en personificering af politikere, og hvis dette er sandt, hvorfor dette finder sted. Vi opfatter personificering som en udvikling i det senmoderne samfund, derfor finder vi det relevant at belyse ud fra en sociologisk indfaldsvinkel. Vi arbejder med personificering af danske toppolitikere. I denne sammenhæng kunne det være relevant at inddrage en politologisk vinkel. Det ville give anledning til en undersøgelse om, hvorvidt personificering er grundet en ændring hos partierne og ikke på grund af medierne. Man kunne belyse, hvorvidt befolkningen stemmer på baggrund af enkeltsager frem for en ideologi, og hvordan en personificering af politikere har indflydelse på dette. Dette kan også undersøges ved at vurdere, hvorvidt partierne i højere grad søger ind mod midten. Hvis partiernes politiske programmer minder om hinandens, må de tiltrække et større vælgersegment på anden vis ved for eksempel at personliggøre deres politikere. Vi har valgt ikke at tage udgangspunkt i en politologisk vinkel, da vi vil belyse, hvorvidt der sker en personificering, og ikke hvilken effekt det har på valgprocenter eller lignende. Derfor har vi valgt at afgrænse os fra en mere politologisk vinkel og arbejde ud fra en sociologisk tilgang. I projektet beskæftiger vi os udelukkende med personificering i dansk kontekst. Vi vælger at se på personificering nationalt og ikke internationalt. Vi har en større forståelse for dansk politik og medier, og det er mere relevant for os at undersøge. Det er svært at konkludere bredt om medierne på verdensplan, da forskellige lande har forskellige omstændigheder i forhold til medier og politik. Vi har valgt ikke at bruge meningsmålinger til at påvise en sammenhæng mellem en mediebegivenhed og fald i meningsmålinger. Der ville være for mange fejlkilder til, at det ville være videnskabeligt forsvarligt. Vi har valgt at afgrænse os til et enkelt ekspertinterview og gå i dybden med det, fremfor at interviewe flere eksperter. Vi vil have fyldestgørende besvarelser i forhold til vores problemstillinger i sammenhæng med en sammenligning af Giddens, Thompson og Hjarvard. 14

15 7. Metode 7.1 Artikel tilgang Introduktion til artiklerne Vi redegør for indholdet af artiklerne Den politiske mislyd af Kim Brinckmann samt Derfor handler politik om personer af Christian Elmelund-Præstekær. Begge artikler er trykt i Politiken. Vi benytter artiklerne til at belyse fænomenet personificering og påvise, at artiklerne og derved medierne selv mener, det finder sted i dansk politik. Vi bruger desuden artiklerne til at påpege en række temaer og kernesager vedrørende personificering. Kim Brinckmann har en masteruddannelse indenfor statskundskab ved Københavns Universitet. Han er kontorchef for Tværgående og International Forskningspolitik i Uddannelsesministeriet. Christian Elmelund-Præstekær er Ph.d. i statskundskab ved Syddansk Universitet. Han er lektor ved Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet Fremgangsmåde Vi starter med at opsummere, hvem der havde skrevet artiklen, hvornår den var fra, og hvor den var blevet trykt. Vi har derefter skrevet resume af artiklen og kort opridset de centrale pointer. Vi fremhæver dernæst hovedpointer relevante for vores problemstillinger i artiklen med henblik på at kunne påvise, at personificering finder sted i de danske medier. Vi har dernæst konkluderet, hvad vi har fundet frem til i artiklen Hvad har vi fået ud af det Vi bruger redegørelsen fra artiklerne til at påvise, at personificering optræder i den trykte presse og derved de danske medier. 15

16 7.1.4 Hvorfor har vi valgt artiklerne Vi har valgt artiklerne, da de er relevante i forhold til vores problemstilling. De er skrevet i et anerkendt trykt medie af forfattere med relevante akademiske baggrunde Fejlkilder Fejlkilder ved artiklerne er, at de er skrevet ud fra en subjektiv synsvinkel. Vi er opmærksomme på, at en redaktør eller journalists fremstilling af en given politikers privatliv ikke nødvendigvis er objektiv. Yderligere kan journalisten eller redaktøren have et personligt anliggende og derved ønske at nedrakke eller ophøje den gældende politiker. En anden fejlkilde vedrørende redegørelsen af artiklen kan være, at vi ubevidst søger mod udtalelser og problemstillinger i artiklerne, der passer til vores overordnede problemformulering. Dette kan medføre en fejlfortolkning af artiklerne og en farvet redegørelse. Vi bruger to artikler til at svare på vores arbejdsspørgsmål, og vi er opmærksomme på, at vi kunne have brugt flere artikler. Vi mener, at to artikler er nok til at påvise en sammenhæng og redegøre for, at personificering er et aktuelt fænomen. De to artikler er trykt i anerkendte danske medier, og vi er af den overbevisning at flere artikler blot ville have understøttet vores hypotese om eksistensen af personificering Inddragelse af videnskabelige artikler De to artikler, den politiske mislyd og derfor handler politik om personer, er begge journalistiske artikler publiceret i danske aviser. Begge artikler opererer med begrebet personificering af politikere. Artiklerne giver ingen videnskabelig verificering af, om personificering af danske toppolitikere i de danske massemedier finder sted, da de for eksempel ikke har gennemgået et videnskabeligt peer review. 16

17 For at bekræfte vores journalistiske artiklers validitet har vi valgt at inddrage to videnskabelige artikler ved navn politiske skandaler i danske medier og The personalization of mediated political communication: A review of concepts, operationalizations and key findings. Begge disse videnskabelige artikler opererer også med personificering af politikere. Vi går ud fra, at de ikke ville bruge dette begreb, hvis personificering af politikere ikke var et anerkendt videnskabeligt fænomen. 7.2 Interview Introduktion til interviewet Vi har valgt at udføre et ekspertinterview med Stig Hjarvard, der er professor i Journalistik og Medievidenskab ved Københavns Universitet. Hjarvard er en samtidig forsker og teoretiker, der er forfatter bag en række bøger om politik og medier. Vi fandt det derfor relevant at interviewe Hjarvard, og høre hans idéer, meninger og teorier om vores problemstillinger vedrørende politikeres interaktion med medierne og dernæst bruge disse udtalelser som primær førstehåndsempiri. Vi interviewede onsdag den 14. november 2012 Stig Hjarvard. Interviewet foregik på hans kontor på Københavns Universitets humanistiske fakultet i København. Vi var tre gruppemedlemmer til stede. Interviewet tog lige under 40 minutter. Da vi agter at bruge Hjarvards udtalelser som direkte førstehåndsempiri, har vi gjort meget ud af at lave et korrekt ekspertinterview og transskribering. Vi forstår et ekspertinterview som en indsamling af data med så lidt bias eller fordomme fra interviewerens side. Det har til formål at frembringe fakta vedrørende et emne. Informanten har som regel en form for højere stilling end intervieweren, og en mere dybdegående viden indenfor det emne personen er ekspert i. 17

18 7.2.2 Generel teori Interviewprocessen er baseret på Steinar Kvales teorier om det kvalitative forskningsinterview, hvilket er fundet i En introduktion til det kvalitative forskningsinterview (Kvale, 1997). Det er med Kvales teorier om fejlkilder og styrker, at vi har udført forarbejdet til selve interviewet. Vores overordnede fremgangsmetode var inspireret af Kvales syv metodestadier. De syv metodestadier er tematisering/begrebsliggørelse, design af undersøgelsen, interviewet i sig selv, transskribering, analyse, verifikation og rapportering (Kvale, 1997:26ff) Hvorfor vi har lavet et interview Vores motivation til at foretage dette ekspertinterview er grundet i at få præcise og klare svar på vores problemstillinger og dernæst anvende Hjarvards udtalelser som empiri til resten af opgaven. Ved at analysere Hjarvards udtalelser i relation til andre samfundsvidenskabelige teoretikere, og holde hans udtalelser og teorier op imod Giddens og Thompsons, vil vi påvise hvorvidt interviewet skabte brugbar og solid kvalitativ empiri Fremgangsmåde Vi har været meget varsomme med at stille ledende spørgsmål, og har prøvet at finde den gode balance mellem et kort og præcist spørgsmål og et bredt og ledende spørgsmål, som Kvale opfordrer til i sin bog (Kvale, 1997:176ff). Det har været vores hensigt at skabe et forum, hvor Hjarvard kunne drage på sin viden og teorier og ikke føle sig begrænset af for ledende spørgsmål. Vi har derfor stilet imod det halv-strukturerede interview (Kvale, 1997:129ff). Det er karakteriseret ved at interviewpersonen kan besvare spørgsmålene direkte, men at han også får muligheden for at udfolde sig, dele relevant viden og historier. Vi ønskede 18

19 hverken at lede eller forhindre Hjarvard i at udfolde sig, eller at Hjarvard skulle lede interviewet og selv finde på emner. Vi prøvede at finde den gyldne mellemvej, hvor Hjarvard fik lov til at tale som han ville indenfor rammer, som vi havde fastlagt ved hjælp af spørgsmålene. Vi forsøgte at stille opklarende og uddybende spørgsmål efter længere udtalelser fra Hjarvard. Vi valgte kun at lade et enkelt gruppemedlem udforme alle spørgsmålene for at sikre et fælles udgangspunkt og vinkling i spørgsmålene Forskningsetik Et af de vigtigste elementer af interviewets forberedelse og udførelse har været etikken. Vi har lagt stort fokus på en korrekt og videnskabelig udførelse af interviewet. Da vi kontaktede Hjarvard, sørgede vi for at inkludere en kort opsummering af vores opgave, så han kunne tage stilling og forberede sig før interviewet. Vi følte, at det kun var retfærdigt overfor Hjarvard, at han fik tid til at læse op på eventuelt relevante teorier eller deslige. Vi gav desuden Hjarvard en liste med præmisser og forbehold vedrørende rammerne for interviewet, herunder hans ret til at få ændret i transskriptionen, omformulere en udtalelse, nægte at svare på et spørgsmål med mere. Dette gjorde vi udelukket for at sikre god interviewetik, samt for at Hjarvard følte sig så tilpas som mulig med interviewet. Under selve interviewet var vi meget opmærksomme på ikke at afbryde, virke uinteresserede eller uoplagte, da det er almindelig god pli og god interviewetik Fejlkilder og ulemper ved interviewet Interviewet er benyttet med det kvalitatives forskningsinterviews fejl og mangler in mente. Vi er opmærksomme på de fejlkilder, der findes, når man udfører og benytter sig af et kvalitativt interview. Der er mange forskellige fejlkilder, herunder indflydelse på 19

20 interviewpersonen af omgivelser og location, interviewpersonens humør, upræcise eller ledende spørgsmål, interviewpersonens troværdighed og deslige (Kvale, 1997:176ff). Vi mener ikke, at overstående fejlkilder havde nogen bemærkelsesværdig indvirkning på vores empiri. Vi har dog stadig taget forbehold mod Hjarvards troværdighed ved at holde hans mening op mod andre samfundsvidenskabelige forskere. Mange af disse fejlkilder og ulemper ved forskningsinterviewet kan undgås med gode spørgsmål og præcise rammer. Vi har haft en velovervejet og grundig udarbejdet fremgangsmåde, som vi nøje har fulgt, for at eliminere så mange fejlkilder som muligt. Dette er sket på baggrund af Kvales syv metodestadier. Der er visse fundamentale svagheder og ulemper ved et kvalitativt interview. Det kvalitative interview er langt mere tilbøjeligt til at indeholde personlige meninger, subjektivitet og en lang række problemer der opstår ved at indsamle data på et personligt plan. Dette kan skyldes interviewerens indflydelse på interviewpersonen, omgivelsernes indflydelse, måden spørgsmålet bliver læst op på. Selvom Hjarvard er en anerkendt forsker, har vi taget forbehold mod at tage hans ord for lov, da dette ikke ville være forsvarligt på et videnskabeligt plan. Vi er klar over, at hans teorier og holdninger blot er en vinkel på en bredere problemstilling. Vi har derfor valgt at se hans udtalelser i kontekst med andre teoretikeres for at bekræfte eller afkræfte hans udtalelser. Vi har været varsomme med at fortolke transskriptionen. Størstedelen af interviewet er direkte forklaringer af hans egne erfaringer og teorier, så vi mener ikke, at fejlfortolkning af hans udtalelser er en omfattende fejlkilde Hvad har vi fået ud af det Dette interview er en grundlæggende og bærende del af vores empiri. Vi benytter os hyppigt og aktivt af interviewet. Da vi ikke mener, at der forsvarligt udelukkende benytte os af Hjarvards udtalelser, har vi valgt at sætte dem op imod Giddens og Thompsons teorier for at understrege vigtige pointer og vurdere vægten af Hjarvards 20

21 udtalelser. Interviewets indhold har desuden været med til at præcisere, hvilke aspekter af opgaven vi har valgt at gå i dybden med. Megen af den information fra interviewet, som vi ikke har brugt til analysen, har lagt grund for vores perspektivering. Vi har flyttet politikernes egne brug af medierne fra vores analyse til vores perspektivering samt flyttet de dybere filosofiske overvejelser om personificeringens indvirkning på demokratiet til perspektiveringen Transskription Transskriptionen af interviewet blev foretaget af et medlem fra projektgruppen. Alt hvad der blev sagt i interviewet blev transskriberet direkte og uden nogen former for rettelser. Der er ikke beskrevet pauser eller lignende i transskriptionen. I nogle tilfælde var talen ikke klar nok til at få transskriberet klart ned. Alt dette blev udført med Stig Hjarvards fulde konsensus. 7.3 Analyse tilgang Vi har valgt at analysere interviewet med Stig Hjarvard ved at bruge teoretikerne Giddens og Thompson. Vi gør dette ved at sammenligne Hjarvards udtalelser med teorier fra Giddens og Thompson for at finde ligheder og uoverensstemmelser. Vi gør dette for at analysere, underbygge og bekræfte Hjarvards udtalelser om de danske medier og deres sammenspil med politikere og borgere. Hans holdninger kommer i sammenspil med Giddens og Thompsons teorier. Vi samler dernæst de tre teoretikeres tanker og drager delkonklusioner baseret på vores resultater af analysen. 21

22 8. Teori 8.1 Introduktion til teori af Anthony Giddens Vi har valgt at benytte den engelske sociolog og samfundsteoretiker Anthony Giddens. Hans teorier om moderniteten beskriver blandt andet, hvorledes moderniteten har været med til at skabe en individualisering i politik men også vælgernes forhold til politikerne. Giddens har udarbejdet teorier om refleksivitet, individets dannelse, adskillelse af tid og rum og udlejringen af sociale relationer. Disse teorier kan bruges til at beskrive, hvordan politikerne forsøger at skabe en profil via forskellige medier, og hvordan forholdet mellem politikeren og vælgeren kan have ændret sig Modernitetsteori Vi vil i følgende afsnit beskæftige os med Anthony Giddens modernitetsteori. Giddens påpeger med sin modernitetsteori af det senmoderne samfund er underlagt en udvikling som på flere niveauer har indflydelse på individet. Traditionelle sociale relationer er udskiftet på både det ekstentionelle plan (ekstensionelle forandringer beskriver forandringsprocesser, der primært angår de overordnede institutioner samt forandringernes geografiske omfang, (Giddens, 1996:9)), såvel som det intensionelle plan (intensionelle forandringer beskriver intensiteten i forandringsprocesserne med særligt henblik på de ændringer, der har konsekvenser for vores hverdagsliv, personlighed, identitet og intime relationer, (Giddens, 1996:9)). De forandringer, der præger moderniteten, er i begge aspekter større og mere dybdegående end de fleste af de forandringer, der kendetegner tidligere epoker. Forandringsprocessen peger på samspil mellem de faktorer, og dette er helt unikt og ikke set ved tidligere epoker. Den moderne verden er en løbsk verden : Ikke alene er den sociale forandrings hastighed langt højere, dens omfang og den dybde, hvormed den påvirker tidligere eksisterende sociale praksisser og adfærdsformer, er også langt større. (Giddens, 1996:27) 22

23 Han sammenfatter forklaringen på disse helt særlige dynamiske karaktertræk i moderniteten ved tre elementer: 1. Adskillelse af tid og rum 2. Udlejringsmekanismer 3. Refleksivitet (Giddens, 1996:32) Adskillelse af tid og rum Den første dynamik Giddens omtaler er adskillelsen af tid og rum. Tid og rum havde under præmoderniteten et meget begrænset spillerum. Tidsregningen i det præmoderne samfund blev kendetegnet ved et rum af fysisk størrelse. Den sociale interaktion fandt sted indenfor individets absolutte nærhed, det vil sige i hjemmet, lokalsamfundet - rummet. Tid og rum var et endimensionelt begreb, og rummet hang uløseligt sammen med en tilstedeværelse (Giddens, 1996:40). Med modernitetens indtræden blev der, ifølge Giddens, stillet nye krav til, hvordan individet skulle forholde sig til tid og rum, fordi de to størrelser blev adskilt. Giddens beskriver det som tidens- og rummets tømning. Tiden er i dag blevet standardiseret og globaliseret. Dette betyder mennesker over hele verden, uanset lokalitets forskelle og tidszoner, kan interagere med hinanden uden problemer. Uforudsigelighed er blevet en del af det enkelte individs hverdag. Ingen aspekter af vores aktiviteter følger et forudbestemt forløb, og alle vore handlinger er på den måde åbne for tilfældige hændelser. Livet har altid været et risikabelt foretagende, fyldt med fare, men med globaliseringen er der kommet nye risici til i form af blandt andet atomkrig, miljøkatastrofer, økonomiske sammenbrud, AIDS og kræft. Mange af det senmoderne samfunds risici er af samme art som i det præmoderne, men i dag er mange af disse risici verdensomspændende, menneskeskabte, og med konsekvenser der ikke kan forudses. 23

24 Tid og rum udstrækningen har altså ikke blot medført nye muligheder for mennesket, men har også medført nye risici (Giddens, 1996:47) Udlejringsmekanismer Den anden dynamik Giddens beskæftiger sig med, kalder han udlejringsmekanismer. Dette er et følge af adskillelse af tid og rum (Giddens, 1996:30). Hvor sociale handlinger og relationer i det præmoderne samfund var henvist til individets umiddelbare nærhed som familie og lokalsamfund, har adskillelsen af tid og rum udvidet og dermed udlejret handlings- og relationsrummet. (...) sociale relationer løftes ud af lokale sammenhænge og reartikuleres på tværs af uafgrænsede tid-rum-områder (Giddens, 1996:30). De to mekanismer som styrer denne udlejringsproces, og dermed hvad der blandt andet er afgørende for udviklingen af det moderne samfund, er henholdsvis symbolske tegn og ekspertsystemer (Giddens 1996:30). Tilsammen udgør de, hvad Giddens betegner som abstrakte systemer. Symbolske tegn skal forstås som udvekslingsmedier, hvilket for eksempel kan være penge. Ekspertsystemer er de sociale systemer, som vi er i kontakt med dagligt gennem systemernes repræsentanter eksperterne. Ekspertsystemerne henviser ikke kun til teknologisk ekspertise, men også til lægen, psykologen, advokaten med flere. Vi stoler på systemernes ekspertviden, hvilket i følge Giddens er nødvendigt for, at det senmoderne menneske overhovedet kan fungere i samfundet (Giddens, 1996:30). Ekspertsystemerne er udlejringsmekanismer, fordi de ligesom symbolske tegn fjerner sociale relationer fra den umiddelbare nærhed i konteksten. (Giddens 1996:31) Refleksivitet Den tredje dynamik Giddens nævner er refleksivitet. Det senmoderne samfund er et informationssamfund, præget af viden og oplysning. Giddens mener, at der i det 24

25 præmoderne samfund kom viden fra den lærde elite og hertil satte kun få spørgsmålstegn. Uventede begivenheder og omvæltninger blev tillagt skæbnen, Gud eller naturens luner (Giddens, 1996:32). Refleksivitet var begrænset til fortolkning af traditioner, som blev reproduceret via faste rutiner og vaner. Det senmoderne samfund er derimod et refleksivt samfund, hvor individet reflekterer over selve refleksionen. Senmoderniteten er i langt højre grad end tidligere præget af tilfældigheder og en åbenhed, som skyldes den udbredte viden dels omkring os selv som individer og vores handlinger og dels omkring vores materielle omgivelser. Vi bliver i dag bombaderet med viden fra medierne, det være sig selvhjælps bøger, film og talkshows som informer os om mulige livsstile. Informationer der stiller krav til den enkelte om at være refleksiv. Viden og information, fra blandt andet medierne, afspejler ikke blot den sociale verden men bidrager også til dens form og er herved central for senmoderne individers refleksivitet (Giddens, 1996:46). Giddens påpeger, at vi ikke kan undgå at reflektere, idet refleksionen foregår per refleks, hvorfor Giddens også kalder det senmoderne samfund for det refleksive samfund (Giddens, 1996:42). Modsat tidligere perioder reflekterer individet i det senmoderne samfund over selve senmoderniteten. Der eksisterer mange muligheder for refleksion over refleksiviteten under modernitetens betingelser (Kilde: Anders). Den udbredte og komplekse viden er til konstant revision, og uanset hvor lovprist en videnskabelig læresætning er, er der risiko for at den forkastes i lysets af nye ideer eller resultater. Refleksiviteten i det moderne samfund består i, at sociale praksisser konstant undersøges og omformes i lyset af indstrømmende information om de samme praksisser, og at deres karakter således ændres grundlæggende (Giddens, 1996:33). Giddens mener at den udbredte viden, de mange valgmuligheder og den konstante forandring der kendetegner senmoderniteten, bevirker at individet aldrig kan vide sig sikker på, om det træffer de rigtige valg. Tvivlen er dermed et gennemgående træk hos det senmoderne menneske. Giddens siger, at åbningen af valgmuligheder har givet individet i senmoderniteten personlig frihed i vid udstrækning. Man kan i højere grad forme sin egen livsstil og er ikke definitivt bundet til nogen autoritet eller livsforståelse. Dette kan indebære, at individet føler sig fortabt, da der ikke er én bestemt vej, men uoverskueligt mange, at vælge. I vores søgen efter tryghed og sikkerhed kommer 25

26 ekspertsystemerne til at spille en stor rolle. I tidligere epoker blev den ontologiske sikkerhed opretholdt af traditioner, og tilliden til de traditionelle systemer var baseret på ansigt til ansigt relationer. Men i et samfund hvor traditionerne er blevet opløst, og hvor tid-rum udstrækningen og udlejringsmekanismer præger den enkeltes hverdag, må individet nødvendigvis have tillid til abstrakte systemer - systemer det ofte aldrig er i direkte kontakt med Aftraditionalisering Samfundet har ifølge Giddens gennemgået en aftraditionalisering. I det præmoderne samfund orienterede man sig mod fortiden for at begå sig i nutiden (Giddens, 1996:63). Traditionerne blev overleveret fra generation til generation og gav individet specifikke normer og regler, som var med til at strukturere den enkeltes liv. Traditionerne var baseret på den kollektive hukommelse. Rutiner var bestemt af traditioner, og individet havde dermed noget at forholde sig til. Traditionerne skabte et grundlag for opretholdelsen af ontologisk sikkerhed, da der var en sikkerhed i at vide, at en tradition var blevet nedarvet i hundredvis af år (Giddens, 1996:63). Ifølge Giddens har traditionerne i det senmoderne samfund fået en ny betydning. De er blevet modificeret og har ikke længere samme indflydelse i den enkeltes liv. Traditionerne er ikke længere definitive af karakter, da individet, grundet det senmoderne samfunds dynamiske karakter og de mange valgmuligheder, selv vælger hvilke traditioner det vil tillægge betydning og være en del af. Det er forskel på de rutiner og vaner, der eksisterede i det traditionelle samfund, og dem der eksisterer i det senmoderne samfund. Forskellen er, at de vaner det senmoderne menneske tilegner sig bærer præg af at være tomme, idet de ikke er tilknyttet bestemte traditioner. Individet i det senmoderne samfund skal selv, i skabelsen af identitet og opretholdelsen af ontologisk sikkerhed, i langt højere grad end tidligere fylde indhold i rutinerne. Livsstilen, ligesom traditionerne i tidligere perioder, er med til at strukturere tilværelsen indenfor relativt fastlagte rammer. Modsat præmoderniteten er de rutiner, der følges i det senmoderne samfund, refleksivt åbne for forandring. Alle de 26

27 beslutninger en person træffer i hverdagen bidrager til disse rutiner, ligesom disse valg er med til at skabe individets selvidentitet Relationer Som tidligere nævnt er det nødvendigt, at individet har tillid til de sociale systemer for at opretholde den ontologiske sikkerhed. Ligeledes har individet brug for kontakt og tillid til andre mennesker på det personlige plan. I det senmoderne samfund har relationer ikke den samme betydning for individet, som det har haft i tidligere perioder. Dette er grundet, at de samfundsmæssige strukturer i højre grad var bundet op på traditioner. I takt med at aftraditionaliseringen har medført en mangfoldighed af valgmuligheder, er vi i det senmoderne samfund nødt til at reflektere over vores valg, vores handlinger og vores selvidentitet. Parforholdet, såvel som andre relationer, er på den måde blevet en refleksiv handling, da traditionerne ikke længere navigerer individet i en bestemt livsbane. I præmoderniteten var for eksempel ægteskabet stærkt påvirket af tradition og religion. Man giftede sig i højere grad på grund af en praktisk bevidsthed og ikke af kærlighed til hinanden. Grundlaget for ægteskabet var som regel økonomisk betingede. Forholdet har ændret sig i takt med moderniteten. Relationer mellem senmoderne individer baseres på gensidig tillid. En tillid der ikke er givet på forhånd, men som der må arbejdes med. Idealet for forholdet mellem senmoderne mennesker kalder Giddens for "det rene forhold" (Giddens, 1996:63). Det rene forhold", som både omhandler venskaber, kæresterelationer og ægteskab, er et utopisk forhold. Det indebærer, at to mennesker går sammen i et forhold, med det formål at begge parter får lige meget ud af relationen. Forholdet indgås kun for forholdets skyld og består af to selvstændige individer. Dette er forskelligt fra præmoderne samfund, hvor der som regel blev indgået ægteskaber på grund af økonomiske omstændigheder og for at reproducere slægten. Det henviser til en situation hvor to personer indgår i et socialt forhold for dets egen skyld, for hvad de pågældende hver især kan få ud af varig forbindelser med hinanden, 27

28 og som kun fortsætter for så vidt som begge parter anser det for at tilfredsstille dem tilstrækkelig til at blive i det. (Giddens, 1996:16) Det rene forhold er mellem ligemænd, hvor hver part har lige rettigheder og forpligtelser. Det er en slags kontrakt mellem to ligeværdige, der forudsætter at de involverede kan vise intimitet. På denne måde er der sket en demokratisering af forholdet, og Giddens taler i denne forbindelse om følelsernes demokrati, hvor de grundlæggende værdier er tillid og respekt. 8.2 Introduktion til teori af John B. Thompson John Brookshire Thompson er lektor i sociologi ved University of Cambridge. Thompson leder sammen med sociologen Anthony Giddens Polity Press. Thompson er mediesociolog og har især arbejdet med konsekvenserne af mediernes forandring i forhold til tid og rum, samt dennes betydning og påvirkning på den sociale interaktion, den moderne kultur, medieindustrien og informationsteknologien. Thompson er forfatter til bogen Medierne og moderniteten (2001), som er bogen vi tager udgangspunkt i for at forstå politikeres interaktion via medierne og medialiseringen. Thompson skelner mellem tre former for interaktion, der gør sig gældende i forhold til kommunikationsmedierne med hver sin beskaffenhed; ansigt-til-ansigt, medieret interaktion og medieret kvasi-interaktion (Thompson 2001:94) Ansigt til ansigt interaktion Denne form for interaktion forekommer, når deltagerne direkte fysisk er til stede og er fælles om et system af referencer til tid og rum. Det har også karakter af dialog, altså at der er en informations- og kommunikationsstrøm i begge retninger (Thompson 2001:95). 28

29 8.2.2 Medieret interaktion Denne form for interaktion kan sættes over for medieret interaktion. Dette kan for eksempel være telefonsamtaler og breve (Thompson, 2001:96). Deltagerne kan ikke fortolke hinandens mimik eller gestik, og skal derfor altid overveje hvor meget information, der skal inddrages i udvekslingen (Thompson, 2001:96) Medieret kvasi-interaktion Den sidste form for interaktion er medieret kvasi-interaktion. Denne tilhører de sociale relationer etableret af massemedierne (Thompson, 2001:97). Medieret kvasiinteraktion er ligesom medieret interaktion udstrakt i tid og rum. Den afviger dog fra medieret interaktion og ansigt-til-ansigt interaktion på to måder: Ved ansigt til ansigtog medieret interaktion, henvender deltagerne sig til bestemte individer. Medieret kvasiinteraktion henvender sig derimod til en større mængde individer, hvor dialogen imellem bliver besværliggjort. Det er nærmere en afsender og en modtager, hvor der ikke nødvendigvis er en direkte respons (Thompson, 2001:97). Medieret kvasiinteraktion skaber dog stadig en intim sfære, i og med modtagerne bliver knyttet sammen i en kommunikationsproces og symbolsk udvekslingsproces (Thompson, 2001:97). Selvom de ikke kan svare, kan de stadig føle sammenhørighed, loyalitet eller venskab (Thompson, 2001:97) Medierne og det moderne samfunds udvikling Thompson argumenterer for, at samfundets udvikling har medvirket til, at mange traditionelle fremgangsmåder bliver overskygget af nye konventioner og former for forbindelser (Thompson, 2001:55). Thompson mener ikke, at ændringerne i samfundet skyldes forandringer i værdier, holdninger eller forestillinger. Han mener det snarere er grundet symbolske former og måden hvor på de bliver fremstillet og distribueret i det sociale liv (Thompson, 2001:55). Det skyldes en række tekniske nyskabelser, som medvirker til en kulturel forandring. Thompson mener desuden, at det moderne industrisamfunds udvikling er sammenhængende med en nedgang i religiøse 29

30 overbevisningers betydning og relevans. Thompson gør det herved klart, at det ikke udelukkende er en teknologisk udvikling eller en værdiforandring men snarere en blanding. Dette gør det svært at generalisere om forandringer af værdier og forestillinger (Thompson, 2001:57). Denne udvikling af medieorganisationerne kalder Thompson for kulturens medialisering (Thompson, 2001:57) Medieret offentlighed Mediernes udvikling har skabt nye former for medieret offentlighed. De nye massekommunikationsmedier, som bliver mere og mere udbredte, ændrer på den traditionelle form for offentlighed. De traditionelle former for offentlighed er dog stadig en del af samfundet. Der er stadig ansigt-til-ansigt situationer til offentlige møder, demonstrationer og debatter. I takt med at kommunikationsmedierne bliver mere udbredte, begynder nye former for offentlighed at supplere og ændre på den traditionelle form for offentlighed (Thompson, 2001:141) Mediernes kontrol Nye kommunikationsmedier har skabt nye muligheder for kontrol af synlighed. De politiske ledere er i stand til at stå frem for deres befolkning på en måde, der ikke er set før. Den medieskabte synlighed kan derved skabe en form for skrøbelighed. Da der ikke længere er samme kontrol i medierne, kan de meddelelser politiske ledere frembringer, forstås og modtages på måder, der ikke direkte kan overvåges eller kontrolleres. Den manglende mulighed for at kontrollere synlighedsfænomenet kan være en kilde til bekymring for de politiske ledere. De skal konstant være på vagt i forhold til deres handlinger og ytringer. Dette kan skabe vanskeligheder for politikeren, da de i højere grad kan blive konfronteret for en malplaceret bemærkning eller handling (Thompson, 2001:157). 30

31 8.2.7 Thompsons fire hændelsestyper Thompson nævner fire former for hændelsestyper: Bommerten/udbruddet, den fejlslagne medieoptræden, lækagen og skandalen (Thompson, 2001:156). Bommerten/udbruddet er den mest almindelige kilde til besvær for politiske ledere. Bommerter viser, at den pågældende ikke er i stand til at styre sin adfærd. Vedkommende ikke er herre over situationen eller sine egne følelser, handlinger eller ytringer. Det forekommer hyppigt i hverdagssituationer med social interaktion (Thompson, 2001:157ff). Den fejlslagne medieoptræden er kendetegnet ved, at en given person har fuld kontrol over sin adfærd. Problemet er en fejlbedømmelse hos tilskuerne, der iagttager personen. Medieoptrædenen kan derved have negativ effekt og give bagslag for vedkommende. Lækagen og skandalen kan forstås som et sammenbrud i forholdet mellem adfærden i den offentlige sfære og i den private sfære. Skjulte aktiviteter eller privat adfærd bliver lagt ud og synliggjort i det offentlige rum. Lækager og skandaler bliver derfor som regel fulgt af forsvarstræk og damage control (Thompson, 2001:159). Når en begivenhed ikke længere kan holdes skjult, sker der et sammenbrud i kontrollen af synlighed. Dette sammenbrud kaldes en afsløring, og er en politisk skandale (Thompson, 2001:160). Man kan anvende disse hændelsestyper til at belyse, hvordan man kan miste kontrollen over sin synlighed i medierne. Dette skyldes desuden mediernes teknologi. Der er kommet mange midler, der kan frembringe og sende medierede meddelelser i den moderne verden. Dette leder til Thompsons teori, hvor han undersøger mediernes effekt på traditionernes natur og rolle. Han argumenterer for at traditionernes forandring grundlæggende er forbundet med kommunikationsmediernes udvikling (Thompson, 2001:207). Thompson tager udgangspunkt i David Lerners argumenter i bogen The Passing of Traditional Society (1965) (Thompson, 2001:207). Han mener, at medierne medvirker til den enkeltes empati og forestillingsevne forøges. De traditionelle livsformers stivhed begynder at blive nedbrudt efterhånden som folk bliver konfronteret med alternativer som kan ikke tidligere kunne forestille sig. Det sociale liv 31

32 forekommer mere usikkert når mennesker begynder at spekulere på hvad der nu vil ske, i stedet for at antage at fremtiden vil ligne fortiden som den altid har gjort. (Thompson, 2001:209) Political Scandal Thompson nævner i sin bog Political Scandal (2000), at for nyhedsmedier og journalister, der lægger vægt på underholdningselementet, blev skandaler et brugbart emne. Dette tillod journalister at skrive farverige reportager om hemmeligheder og amoralske historier om politiske figurer og deres omgangskreds (Thompson, 2000:82). Journalister begyndte at opfatte sig selv ikke udelukkende som rapporterende journalister, hvis formål var at undersøge sager og levere sandheden om disse. De blev sociale aktører, der ville skabe den politiske dagsorden ved at fremprovokere en moralsk forargelse hos deres læsere og seere (Thompson, 2000:82). De politiske skandaler skaber ofte en kanal mellem læsere/seere, og den skandalen handler om. Vi kan som læsere relatere til og menneskeliggøre denne figur. På den anden side kan den tillid, man har til den figur, også falme, hvis den ikke lever op til vores forventninger Ny arena Som medierne har udviklet sig, kommunikerer politikerne i langt højre grad gennem medieret kvasi relationer - altså igennem pressen og fjernsyn (Thompson, 2000:100). Medierne bliver til den arena, hvori relationer mellem politikerne og befolkningen bliver skabt. Increasingly the media become the key arena in which the relations between politicians and non-professionals in the broader political field are created, sustained and, on occasion, destroyed (Thompson, 2001:100) Han anser derudover politiske skandaler for at være medieret politiske skandaler. Skandalen opstår i det politiske felt, den bliver dernæst overtaget af medierne og gjort til en bred politisk skandale. Dette sker da medierne er aktive og udenfor politisk magt i 32

33 den vestlige verden. most political scandals in liberal democratic societies today are mediated political scandals: they arise in the region where the political field and subfield overlap with the media. (Thompson, 2000:103). Da politikerne skal vedligeholde et godt rygte i både vælgernes og kollegaernes øjne, er politiske skandaler blevet en symbolsk kamp om magt i den medieret arena af moderne politik (Thompson, 2000:105). Videregivelsen af overtrædelser af politiske personer kan underminere deres magt og ødelægge de symbolske ressourcer, de har akkumuleret. Medierne bliver den arena, hvori symbolske magtkampe udspilles (Thompson, 2000:105) Konsekvenser af politiske skandaler Thompson opstiller fire teorier vedrørende politiske skandaler og deres konsekvenser. Dette er en direkte kobling mellem personificering og politiske skandaler. Det er i dag en mediedækket skandale, når det viser sig, at en dansk toppolitikers mand muligvis er homoseksuel. Personificering af politikere kommer derved til udtryk gennem moderne politiske skandaler. Der er mange former for politiske skandaler som Thompson definerer yderligere i Political Scandal (2000), herunder finansielle skandaler, sexskandaler, magt-skandaler med mere. Vi har valgt at inddrage politiske skandaler, da vi mener det er en essentiel del og direkte koblet til personificeringen. Politiske skandaler er ikke en nyt fænomen, men de har skiftet natur. Politiske skandaler er også fundamentale, når man overvejer mediernes rolle i samfundet. (1) Den første teori kalder han no-consequence theory (Thompson, 2000:234). I den anses skandalen som værende en flygtig begivenhed, der fremstilles i medierne og har ringe eller ingen indflydelse på de faktorer og processer, der former det politiske og sociale liv (Thompson, 2000:234). Han mener endvidere, at disse skandaler står i ledtog med den mediekultur, der beskæftiger sig med personligheder og berømtheder. Mediekulturen har integreret sensationen som en fast form for journalistik. Oplysningerne fra denne slags journalistik er underholdende og pirrende for læserne. Thompson mener dog, at det kan være svært at argumentere for denne teori, da det generelt ikke kan benægtes, at skandalen har en signifikant påvirkning på det sociale og 33

34 politiske liv. Han påstår, at det er på grund af den symbolske kapitals betydning i det moderne samfund, hvor et skadet rygte kan lede til en skadet karriere og et forværret liv (Thompson, 2000:235). (2) Den anden teori hedder functionalist theory of scandal (Thompson, 2000:235), hvor man anerkender, at skandalen kan have vigtige konsekvenser. Man fastholder, at disse konsekvenser i sidste ende er med til at styrke offentlighedens tiltro til samfundet. Ved at skandalen bliver opdaget og bearbejdet i offentligheden og medierne, bliver det endelige resultat renere. Thompson sammenligner skandalen med at synde. Det er forkert at synde, men når man har gjort op med sine brister, er man i sidste ende et stærkere menneske. Ligeledes er samfundet stærkere, når skandalen er fundet og bearbejdet (Thompson, 2000:235). (3) Den tredje teori, trivialization theory, understreger den potentielle skadelige indvirkning, skandaler kan have på den offentlige diskurs og debat. Når medierne fokuserer på skandaler, underminerer de kvaliteten af den offentlige debat og diskurs. Offentlighedens opmærksomhed bliver fokuseret på relativt trivielle sager, mens de vigtige sager og spørgsmål bliver skubbet til kanten af det offentlige rum (Thompson, 2000:238). Denne teori afspejler den måde, hvorpå mange opfatter skandalen og dens indvirkning (Thompson 2000:238). Svagheden ved denne teori er, at man med trivialization theory lægger vægt på skumle sager om offentlige personers privatliv. Der tages ikke højde for, at der er mere på spil i en skandale end kommerciel udnyttelse. Da skandaler også rejser seriøse spørgsmål vedrørende magt, rygte, tillid, og om de måder, hvorpå de der har magten gøres synlige og ansvarlige overfor offentligheden. (4) Den fjerde teori bliver kaldt for the subversion theory of scandal. I stedet for at skandaler nedværdigerer kvaliteten af politiske debatter, beriger den dem ved at sætte spørgsmålstegn ved de dominante normer i journalistik og afslører de magtfulde og privilegerede (Thompson, 2000:241). Thompson mener til gengæld ikke, at teorien direkte kan påpeges og verificeres, men man kan associere den til en postmoderne tilgang til populær kultur. Der bliver lagt vægt på sensationelle nyheder, og det at kunne underholde læserne/seerne. 34

35 Det er dog vigtigt at skelne mellem de forskellige typer nyheder. Thompson tager udgangspunkt i John Fiskes adskillelse af populære og officielle nyheder (Thompson, 2000:243). De populære nyheder har tendens til at afvise en klar afgrænsning mellem fakta, fiktion samt grænsen mellem offentligt og privat liv. Dette gøres ved at konfrontere offentlige personer med hændelser, som de helst vil holde skjult. Disse problemer kan ligge i den private sfære for eksempel hjemmet. Stilen er irrelevant og sensationel. Den søger at provokere og forstyrre. De officielle nyheder opererer indenfor nogle normer om objektivitet, sandhed og god rapportering. Det kan ses som de mere ærlige nyheder, hvor en begivenhed bliver belyst fra en neutral vinkel og uden bias. Her prøver man for eksempel ikke at beskylde en politiker, men blot rapportere om begivenhederne uden at tage side. 35

36 9. Analyse 9.1 Analyse af Den politiske mislyd Kronikken Debat: Den politiske mislyd er skrevet af Kim Brinckmann den 19. maj 2008 og er optrykt i Politiken. Artiklen omhandler mediebilledet i nutidens Danmark. Der er et fokus på de politiske kommentatorer, og hvorledes de fremstiller politikere i medierne. Artiklen kritiserer det øgede fokus på politikerens privatliv, og de farvede kommentarer der sværmer omkring dem. Yderligere mener Kim Brinckmann, at de politiske kommentatorer er ødelæggende for den politiske scene, ( ) så er de politiske kommentatorers fremmarch i værste fald ødelæggende for dansk politik, og anser det som et problem. Dansk politik har efter hans mening mistet essens og substans, og det beskylder han kommentatorerne for. De politiske kommentatorer bærer selv på skammen og skylden men samtidig er de også bare triste pejlemærker i en tid, hvor dansk politik i foruroligende grad har mistet både essens og substans. Han påpeger, at de politiske kommentatorer fremstiller det politiske billede som et magtspil. De politiske kommentatorer har pillet indholdet ud af dansk politik, der ensidigt i medierne fremstilles som et magtspil, hvor udspekulerede politikere dyrker egeninteressen hvis de ikke ligger på lur for at bluffe eller score vælgerne. Medierne prøver ifølge ham at skabe et scenarie ved konstant at analysere og postulere omkring politikernes adfærd. Dette påpeger han i følgende uddrag: Så når statsministeren drager til møde udenlands, så er det ikke et udtryk for, at han blot passer sit arbejde i det store internationale politiske maskineri. Niks, så er det ifølge de politiske kommentatorer endnu et taktisk træk, der enten skal holde ham på sikker afstand af dansk politik i nogle dage eller også sikre ham en international toppost. Han omtaler kommentatorernes fokus på politikerens person som værende en dæmper på de rendyrkede politiske historier. Al den fokus på politikernes person og privatliv svækker, hvad han mener, er god journalistik. Det er blevet et spil for kommentatorerne, som desuden ikke er troværdige, da de består af blandt andet tidligere spindoktorer og fallerede politikere med alvorlige ridser i lakken. 36

37 Endvidere finder han det ironisk at man i mange år havde den opfattelse at brugen af politiske embedsmænd og spindoktorer ville volde problemer for det danske demokrati. Det har efter hans mening vist sig, at de ikke er et problem, når de fungerer som spindoktorer. Det er først når de forlader posten og begynder at sælge historier til politiske kommentatorer. Hvad ingen forudset var, at spindoktorerne først bliver til et politisk problem, når de ikke er spindoktorer længere, fordi de bedste sælger sig selv til den politiske kommentatorbranche. Han påstår, at medierne har ansvaret for fokusset på politikernes person og privatliv. Dette mener han også er på grund af mediernes fravalg af universitetsforskere som politiske kommentatorer. Den uheldige udvikling har medierne et stort medansvar for. De tilbeder forenklingen og reducere alt for ofte journalistikken til ukritisk mikrofonholderi mikset med et overforbrug af politiske kommentatorer, hvis fortid og politiske engagement i øvrigt alt for sjældent bliver nævnt. Det er efter hans mening en udvikling, som ikke ser ud til at ændre sig. Dette skyldes mediernes efterspørgsel og politikernes medløberi. Dette medfører efter hans mening et fald i kvaliteten af det politiske indhold. Og dermed er der også lagt op til, at det politiske indhold taber endnu mere opmærksomhed til det politiske spil, personfiksering og det smarte spin Delkonklusion Artiklen ser mediernes fokus på personificering som en tilbagegang på den politiske scene. Der er ikke fokus på politisk substans, men snarere på hvordan politikerne fremstilles. Han anser endvidere de politiske kommentatorer som en del af medierne. Så kort sagt har de politiske kommentatorer en del af ansvaret, af hvad han mener, er en ødelæggelse af dansk politik. Han mener, de politiske kommentatorer ødelægger god journalistisk. Han ser ikke nogen foreløbig ændring i denne tilstand, og mener at den tværtimod forværres. Derved anerkender han, at der sker en personificering af danske politikere, og det er et problem for det danske demokrati. 37

38 9.2 Analyse for Derfor handler politik om personer Artiklen Derfor handler politik om personer er skrevet af Christian Elmelund- Præstekær (Ph.d og Lektor i statskunstskab v. Syddansk universitet) og er publiceret i Politiken den 19. august I artiklen redegør han for, hvorledes den politiske scene i Danmark præges af de politiske personligheders privatliv. Han påviser, at man i moderne dansk politik ikke længere udelukkende kan give medierne skylden for den øgede interesse for politikernes privatliv. Dette sker i kraft af, at politikerne selv lader journalisterne ind i den private sfære. Artiklens udgangspunkt er, hvordan politikere under valgkampe selv vælger at lade sig interviewe i såkaldte soft news -programmer. For eksempel TV 2s Go aften Danmark / Go morgen Danmark, hvor politikere glædeligt beretter om livet udenfor det politiske liv. Programmerne tager udgangspunkt i muntre historier om blandt andet familielivet, parforholdet og andre personlige aspekter, som ligger uden for de politiske rammer. Han stiller spørgsmålstegn ved, hvordan det kan undre nogen at journalister snuser i politikernes person- og privatliv, nu hvor de selv åbent fortæller om dette. Til dette lyder hans argument, at politiske personligheder er godt mediestof og: ( ) når nu journalisterne er blevet lukket ind ad fordøren for at rapportere om fest og glade dage, er der vel ikke noget at sige til, at de af og til drister sig til at lure over hækken for at kunne udstille også det beskidte tøj i baghaven? Journalister er jo trods alt uddannede vagthunde ikke skødehunde. Med artiklen tydeliggør Christian Elmelund-Præstekær, at borgernes stigende interesse for de danske politikeres privatperson afspejler sig i mediebilledet såvel som i politiske magtkampe. Politikerne er klar over, at den ideologiske kamp ikke har samme slagskraft som tidligere, da alle partier, ifølge Christian Elmelund-Præstekjær, har søgt mod midten og i højere grad end tidligere er blevet enige om tunge politiske emner. Han eksemplificerer dette ved, at de borgerligere partier har accepteret velfærdsmodellen og SF, der tidligere var imod EU, har accepteret samarbejdet med det. 38

39 Dette betyder, at politikerne i dag er klar over, at der kan indfanges et bredt vælgersegment ved at kunne appellere til borgerne på et personligt plan Delkonklusion Artiklen påpeger, at politikerne selv til dels er skyld i det øgede fokus på deres privatliv i mediebilledet. Yderligere mener han, dette finder sted ved, at politikerne indvier pressen i deres private sfære, når de deltager i soft journalism programmer og eksponerer deres privatliv. Han argumenterer desuden for, at politikerne er klar over interessen, der er opstået for deres privatliv. Han mener, at dette blandt andet skyldes, at den ideologiske kamp tilsyneladende er ophørt, da partierne i højere grad søger mod midten. Politikerne appellerer, efter hans mening, med fuldt overlæg til borgerne på et personligt plan. 39

40 9.3 Analyse af Stig Hjarvards udtalelser og Anthony Giddens I følgende afsnit vil vi analysere vores interview med Stig Hjarvard. Vi vil i analysen finde lighedspunkter og forskelle på Hjarvards udtalelser og Anthony Giddens teori om moderniteten og selvet. Videre skal dette bidrage til at afdække, i hvilken grad personificering af danske toppolitikere finder sted og hvorfor. Analysen er lavet ud fra en sociologisk indfaldsvinkel. Vi har opdelt vores analyse i tre hovedbegreber - adskillelsen af tid og rum, udlejringsmekanismer og refleksivitet. Dette er de 3 dynamiske faktorer bag modernitetens udvikling ifølge Giddens. Begreberne skal dog ses i forhold til eller i forlængelse af hinanden, da de alle er en del af Giddens modernitetsteori. Vi har valgt at gøre dette, for at gøre beskrive og kategorisere de temaer, som er gennemgående i interviewet med Stig Hjarvard i henhold til Anthony Giddens modernitetsteori Aftraditionalisering Vi starter med at begrebsliggøre aftraditionalisering, da dette begreb danner grundlag for forståelsen af de tre dynamiske faktorer. Hjarvard beskriver, hvordan de sociale klasser er blevet udjævnet, men de er ikke forsvundet. Folks livstil er på en række punkter kommet til at minde mere om hinanden. Hjarvard taler om, hvordan Danmark førhen var et tydeligt klassesamfund, hvor der ikke alene var klare sociale skel mellem de forskellige grupper, men folk forstod sig i kraft af deres erhverv. Alle politiske interesser var på sin vis organiseret. Det gjorde, at man i højere grad kunne lade sig repræsentere af politikere, der i social forstand var ligesom en selv. Hjarvard forklarer, at man i nutidens Danmark kan skabe opbakning til sin politiske personlighed, ved at appellere til hvad han kalder almene livserfaringer fremfor socialt specifikke livserfaringer. Den samme udvikling beskriver Giddens også med sit begreb aftraditionalisering. Han beskriver også udviklingen af, at man førhen var bundet til traditionerne. Folk forstod sig selv i kraft af deres traditioner. I det senmoderne samfund, har traditionerne derimod fået en ny betydning. De mange valmuligheder har lagt grund for, at individet selv vælger, hvilken betydning de tillægger traditionerne, og hvad de vil være en del af. 40

41 Giddens taler om, hvordan man førhen skabte sin ontologiske sikkerhed via sit tilhørsforhold til traditionerne. Dette gælder ikke mere, da individet selv vælger hvilke traditionerne, det vil være en del af. Selvet skal selv skabe en identitet den er ikke givet på forhånd. En af måderne hvorpå man kan skabe denne identitet er igennem valget af livsstil. Og det er netop denne, politikerne kan og vil henvende sig til Adskillelse af tid og rum Hjarvard påpeger, at nyhedsmedierne i det moderne samfund har mange forskellige funktioner. De skal være en form for kanal for den politiske diskussion, en være en neutral transmissionskanal der udveksler information mellem borger og politiker og vice versa. Dette kan relateres til Giddens begreb adskillelse af tid og rum, som vi forstår i et dansk nationalt perspektiv. Med modernitetens indtræden skete der en adskillelse af tid og rum. Han refererer til dette som tidens og rummets udtømning. Tiden er i dag blevet standardiseret og globaliseret, hvilket betyder at mennesker, uanset hvor de er, kan interagere med hinanden uden problemer. Dette skyldes den teknologiske udvikling. Det vil sige, at nyhedsmedierne nu sørger for, at borgerne hele tiden kan følge politikeren uden at være fysisk tilstede eller i kontakt med politikeren. Det samme gælder for politikeren i forhold til at følge borgerne og samfundet. De kan holde sig opdateret og følge hinanden på tværs af tid om rum. En anden funktion Hjarvard pointerer, er at politikerne bruger medierne til at markedsføre sig selv. Før i tiden havde partier og politikere begrænsede muligheder for at markedsføre sig selv. Nu kan de uden fysisk tilstedeværelse føre kampagner og markedsføre sig selv. Dette stemmer overens med Giddens begreb adskillelse af tid og rum, da politikeren kan være til stede uden fysisk tilstedeværelse. I det traditionelle samfund foregik relationerne ansigt til ansigt, og i moderniteten kan disse foregå på tværs af tid og rum igennem medierne. 41

42 9.3.3 Udlejringsmekanismer Hjarvard taler om, at medierne skal være en form for modspiller i forhold til politik. Journalistik skal være en selvstændig profession, der har evne til at yde politikerne modspil. De fungerer som fjerde statsmagt, dem der tjekker, at politikerne ikke går over stregen og agerer forkert. De holder magthaverne i ørene. På baggrund af politikkens kompleksitet er det nødvendigt at nogen professionelt, dag ud og dag ind, yder modspil til det politiske establishment. Relationen i forhold til Giddens er et begreb, som han referer til som ekspertsystem. I denne situation er ekspertsystemerne journalistikken og det politiske system. Det politiske system er blevet så komplekst og omfattende, at borgerne har mistet overblikket. Derfor har borgerne brug for eksperter, som i dette tilfælde er journalistikken. På samme måde er toppolitikerne repræsentanter for ekspertsystemet - det politiske system. Medierne er blevet et ekspertsystem, som vi stoler på kontrollerer vores andet ekspertsystem, nemlig politik, og sørger for at de gør, som der forventes. Hjarvard forklarer, at nyhedsmedier havde fået større indflydelse. Han ser derimod de sociale medier som værende supplerende og have mindre formål, de er en kanal blandt flere. Rent praktisk beskriver han deres rolle, som for eksempel, at være en kanal til baglandet, hvori politikeren og borgeren kan ytre sig og kommunikere med hinanden. Dette værende på en personlig måde og ikke mindst uden om de journalistiske mediers indblanding. I og med at det er uden om de journalistiske mediers indblanding, fjernes det filter, som han tidligere omtaler som de journalistiske gatekeepere. Kommunikationen mellem borgere og politikere er altså mere direkte og personlig i de sociale medier. Der skabes en relation mellem borger og politiker i de sociale medier, da kommunikationen ikke længere filtreres af medierne. De sociale medier er blevet en platform for udveksling af meninger og information, hvori borgere og politikere kan interagere med hinanden. Den samme udvikling argumenterer Giddens for også har fundet sted. I det præmoderne samfund foregik relationerne, ifølge Giddens, ansigt til ansigt mellem individerne. I det 42

43 senmoderne samfund kan de sociale relationer været udlejret i de sociale medier grundet den mulige adskillelse af tid og rum. ( ) sociale relationer løftes ud af lokale sammenhænge og reartikuleres på tværs af uafgrænsede tid-rum-områder. (Giddens, 1996:30) Her kan borgere og politikere udveksle meninger uden nogen form for filter, når de interagerer. Filtre der normalt optræder i massemedierne i form af journalister eller normative begrænsninger. De kan i de sociale medier tillade sig at være mere personlige, og på sin vis fejle eller træde ved siden af uden det får fatale konsekvenser for deres videre karriere. Når en politikers bevidst optræder som privatperson i medierne, på tværs af tid og rum, skabes der en relation mellem borgere og politikere. Denne relation vil politikeren skabe for at styrke borgerenes tillid til ekspertsystemet men også borgerens tiltro til politikeren Refleksivitet Hjarvard taler om, at der er sket en forandring i de politikske partier. Medlemstallet i de store partier, organisationer og bevægelser er blevet mindre. I denne forbindelse mener Hjarvard, at personliggørelsen er et led i den bredere udvikling. De politiske partier er i højere grad blevet kampagneorganisationer, og skal derfor sælge politik på en anden måde. Hjarvard påpeger, at politik har ændret sig til at være en servicevirksomhed, hvori forskellige partier udbyder deres partiprogram. Tidligere har vi skrevet, at toppolitikerne er blevet frontfigurer i partierne, dermed er de også en form for førende eksperter i deres partier. I og med partierne er blevet en form for servicevirksomhed, der skal sælge deres produkt på anden vis, skal de reflektere over, hvad borgerne egentlig vil have. Dette er i modsætning til forhenværende traditioner, hvor partierne havde specifikke vælgersegmenter i form af sociale klasser. Den form for reflektering kan relateres til det begreb, Giddens kalder refleksivitet. Denne reflektering er tovejs. Politikerne skal vide, hvad borgerne vil have. Borgerne skal desuden selv reflektere over, hvad de vil have fra deres politikere. Traditionerne er i højere grad udvisket, og ideologiske tilhørsforhold 43

44 og sociale klasser har ikke længere samme indvirkning på individets meningsdannelse. Hermed bliver det vigtigt for toppolitikeren, hvilket produkt de har at sælge til borgerne. I denne forbindelse bliver det vigtigt, hvordan de sælger det. De skal hele tiden reflektere over, hvad de gør, og hvilken effekt det har. Aftraditionaliseringen og individualiseringen har åbnet for nye muligheder. Vi er blevet rigere og i sammenhæng med dette, har samfundet skabt muligheder for selvrealisering igennem uddannelse og lige rettigheder for alle. Denne udvikling har skabt en lang række valgmuligheder. Bagsiden ved de mange valg er, at det er usikkert, hvorvidt de rigtige valg træffes. Giddens omtaler også denne usikkerhed i moderniteten med sit refleksivitetsbegreb. Hjarvard kommer ind på, at de politiske partier tilbyder forskellige pakker, man som politisk forbruger kan vælge. Dette kan ses i relation til Giddens tese om de mange valg i moderniteten. Personificeringen i politik har medført, at toppolitikerne nu er frontfigurer for de pakker, som partierne tilbyder. Dette forhold mellem borger og valg af politisk pakke kan relateres til Giddens begreb om det rene forhold. Borgerne vælger den pakke, som giver maksimalt udbytte for dem. Politikerne udbyder denne pakke og får til gengæld magt i form af tilslutning. Man kan se denne interaktion, som et eksempel på det rene forhold. Dette forhold bibeholdes kun, hvis begge parter får det optimale udbytte ud af det. Det er et skrøbeligt forhold, og er endnu en faktor til usikkerheden i moderniteten. Det er ifølge Hjarvard denne usikkerhed, som politikerne prøver at fjerne eller komprimere ved at gøre sin figur autentisk og troværdig igennem deltagelse i ikke-politiske udsendelser Delkonklusion Giddens og Hjarvard Den udvikling personificering har gennemgået er ifølge Giddens modernitets teori en del af aftraditionaliseringen og individualiseringen af samfundet. Aftraditionaliseringen ligger til grund for udlejringen af relationer til ekspertsystemer. Politik er blevet en for kompleks størrelse til, at vælgerne kan overskue det. Der er for mange valg og for lidt 44

45 tid til, at vi kan prioritere politik højest. Der er sket en udvikling. Politikernes legemliggørelse af klasser var tidligere vigtig, men det er nu politikerne personlighed, der er essentiel. Klasserne er blevet udvisket. Danmark var førhen et tydeligt klassesamfund, hvor der ikke alene var klare sociale skel mellem de forskellige grupper, men folk forstod sig også i kraft af deres erhverv. Alle politiske interesser var på sin vis organiseret. Der er i den sammenhæng sket en udvikling, og de sociale klasser delvist er udjævnet. Måden hvorpå politikere i nutidens Danmark kan skabe opbakning om deres politiske personlighed, er ved at appellere til almene og ikke socialt specifikke - livserfaringer. Toppolitikerne har altid været ansigterne for deres parti, men igennem personificeringen er de blevet deres parti. De er symbolet på det rene forhold mellem vælger og politik. 9.4 Analyse af Stig Hjarvard og John B. Thompson Vi vil i dette afsnit udarbejde en analyse af interviewet med Hjarvard og Thompsons teorier. Vi har benyttet os af Thompsons teorier om interaktion, medierne og social udvikling, medieret offentlighed, mediernes kontrol, Thompsons fire hændelsestyper, nye arenaer samt konsekvenser af politiske skandaler. Vi holder disse teorier op imod Hjarvards udtalelser, som vi har indsamlet i vores ekspertinterview, hvor vi finder ligheder og forskelle Mediernes kommunikationsformer Stig Hjarvard pointerer, at der er sket en forandring i forhold til, hvordan politiske aktører markedsfører og kommunikerer ud ad til. Hvor de før i tiden fysisk var til stede og uddelte foldere og plakater, bruger de nu webmedierne og er dermed fysisk distanceret. Dette mener Hjarvard medfører et fokus på kommunikationsaspektet af politik, og der derved er sket en forandring i de politiske organisationer. De skal i langt højere grad overveje deres aktioner og har langt flere eksperter til at vejlede dem. Dette kan ses i sammenhæng med Thompsons teori om medieret interaktion, altså hvordan massemedierne har skabt nye interaktionssituationer, og hvordan teknologien 45

46 har muliggjort en distanceret kommunikationsform via medierne. Så politikerne er gået fra at have en ansigt-til-ansigt interaktion til en mere medieret kvasi-interaktion, som er den type interaktion politikerne oftest bruger. Som Hjarvard nævner, er der ikke den samme intime form for interaktion (ansigt-til-ansigt) mellem de politiske aktører og befolkningen. Det er i langt højere grad medieret kvasi-interaktion og medieret interaktion, som vi oplever. Denne følelse af sammenhørighed mener Thompson stadig eksisterer i medieret kvasi interaktion, modtageren er stadig en del af den intime sfære, dette pointerer Hjarvard også. Hjarvard nævner, at de sociale netværksmedier har skabt nye kanaler, hvor politikere kan kommunikere med deres bagland, og politikerne kan tillade sig at være mere personlige. De kan for eksempel skrive en status og forskellige statements i et socialt medie, hvor modtageren kan være med i debatten og få en følelse af sammenhørighed. Denne kommunikationsproces, hvor der bliver udvekslet meninger og diskussioner, medvirker til en følelse af loyalitet og fællesskab. Dette sker selvom modtageren ikke kan få en direkte respons som ved for eksempel en live debat. Thompsons teser om det moderne samfunds udvikling kan relateres til Hjarvards udtalelser om, at vi i det moderne samfund lægger vægt på nogle mere personlige aspekter af de politiske personligheder. Hjarvard nævner, at der før i tiden var fokus på de sociale aspekter af politikernes liv, men nu er fokus på de private aspekter af politikerens liv. Dette stemmer overens med, hvad Thompson siger vedrørende de ændringer i samfundet, at det både er en teknologisk forandring og en værdi forandring. I denne sammenhæng nævner Hjarvard, at politikerne bruger de nye kommunikationsmedier til at fremme deres personlige historie, ved for eksempel at deltage i bløde diskussionsprogrammer som Go morgen Danmark.. Thompsons nævner at de ændringer der er kommet i forhold til den medierede offentlighed ændrer på de traditionelle former, altså at vi netop er gået fra ansigt-tilansigt interaktioner til medierede kvasi-interaktioner. Han mener, at kommunikationsmedierne og derved også massemedierne bliver mere udbredte. De tilføjer til de nye former for offentlighed og ændrer på de traditionelle former. Dette påpeger Hjarvard også i forhold til det ændrede fokus på, hvad der er offentligt og hvad der er privat i den pågældende politikers liv. 46

47 9.4.2 Mediernes udvikling Thompsons teorier om mediernes kontrol og offentlighed fokuserer på, at der er kommet nye redskaber i kommunikationsmediernes verden. De ændrer de traditionelle former for offentlighed og giver ny mulighed for synlighed i medierne. Dette nævner Hjarvard er gældende i forhold til for eksempel Facebook, som han mener, er en naturlig udvikling i takt med teknologien. Omkring det her med at de er på Facebook eksempelvis, jamen, der tror jeg bare, at jeg pragmatisk vil sige, at det er en kommunikations kanal blandt andre, som politikere har, og det ville jo være underligt hvis de ikke også brugte den( ) (Bilag 2:4). I denne sammenhæng kan politikerne nå udenom journalisterne, og komme med statements, provokerende indlæg og skabe deres persona når de vil. Der er ikke den samme barriere af redaktører og journalister som de før i tiden skulle håndtere. De gør derved op med de traditionelle journalistiske gatekeepers. Thompson mener at denne nye platform som webmedier har kreeret, kan bidrage til den skrøbelighed medierne har skabt. De meddelelser politikerne kommer med kan ikke overvåges eller kontrolleres, og de har lettere ved at blive taget i en malplaceret bemærkning eller handling. Hjarvard nævner også at webmedierne er et sted, hvor politikerne kan være personlige og skabe opmærksomhed om sig selv. Dette leder os til Thompsons fire hændelsestyper, som skal forstås i forlængelse af den nye synlighed medierne har skabt. Hjarvard påpeger: ( ) medierne er blevet en integreret del af det politiske aktørs egen virksomhed( ) (Bilag 2:4). Thompson adskiller de fire former for hændelsestyper til henholdsvis bommerten og udbruddet, den fejlslagne medieoptræden, lækagen og skandalen. Her argumenterer han for, at disse former for skandaler påviser, at kontrollen af synligheden i medierne er blevet langt sværere at styre. Dette anser han som værende en del af den teknologiske udvikling og kommunikationsmediernes udvikling. 47

48 9.4.3 Personificering Hjarvard nævner, at fokusset på politikerens privatliv er en del af en bredere udvikling, hvor det politiske billede også har ændret karakter. Der er tale om en værdi forandring, som Thompson også nævner er en del af det moderne samfunds udvikling. Hjarvard uddyber og forklarer, at politik er blevet til en servicevirksomhed, hvor der i højere grad bliver stemt på baggrund af enkeltsager (issue voting). Den teknologiske udvikling som Thompson nævner, giver mulighed for at politikerne selv bliver mere synliggjorte i medierne. Dette fremmer fokus på den enkelte politiker fremfor på deres partis overordnet ideologiske standpunkt. Dette stemmer overens med Hjarvards udtalelser vedrørende ophøret af de ideologiske tilhørsforhold. Hjarvard argumenterer først og fremmest for, at personificering af politikere ikke er en ny opfindelse. Man personificerede også politikerne for 50 eller 100 år siden, dette foregik bare på en anden måde. Hjarvard fortæller om et skift fra at fokusere på politikernes sociale aspekter til deres private aspekter. Han mener, at mediernes nye rolle på den politiske scene er en naturlig udvikling. Medierne har samme mængde af indflydelse, den fremgår blot på en anden måde. Dette stemmer ikke direkte overens med Thompsons teorier om mediernes udvikling. Thompson ser lidt mere firkantet på det. Medierne har nu muligheden for at skrive om politiske skandaler på grund af teknologiske udviklinger og lignende. Det er en given selvfølge, at de benytter sig af denne mulighed. Han anerkender, at der er sket et skift i de sidste årtier. Hjarvard mener, at medierne skriver om politiske skandaler, fordi det er det læserne vil have. Thompson mener derimod, at medierne skriver om politiske skandaler, da de nu har muligheden for det. De to påstande modsiger ikke nødvendigvis hinanden; Hjarvard peger på en samfundsmæssig udvikling og en udvikling blandt læserne, hvorimod Thompson peger på en udvikling i medierne. Thompson kommer dog med andre forklaringer under konsekvenser af politiske skandaler. Her redegør han for forskellige synspunkter, der modsiger hinanden. Hjarvard peger også på, at personliggørelsen af politikere er et led i en større samfundsudvikling. Det politiske billede har skiftet karakter, da de store politiske 48

49 partiers organisation og bevægelser ikke længere eksisterer i samme omfang. Dette mener han har ledt til, at partier bliver en form for kampagneorganisationer. De bliver nødt til at sælge deres politik, da vi ikke er ligeså bundne i et tilhørsforhold til en politisk organisation. ( ) hvis man kan sætte det på spidsen, har politik udviklet sig til en service virksomhed som forskellige politiske partier udbyder til vælgerne. (Bilag 2:8) Dette er svært at se i relation til Thompsons teorier. Han påpeger i højere grad, at det er udviklingen af kvasi-relationer gennem ny teknologi, der lægger til grund for ændringen af dynamikken mellem borgere, politikere og medier. Det ene udelukker igen ikke det andet, men Hjarvard og Thompson peger på forskellige forklaringer Mediernes rolle i det moderne samfund En af de mest essentielle dele af både Hjarvards udtalelser og Thompsons teorier er mediernes rolle i det moderne samfund. Hjarvard understreger, at han opererer med en skillelinje mellem nyhedsmedier som respektable aviser og dagblade som Se og Hør. Nyhedsmedierne har i dag en tvetydig rolle. De er en neutral transmissionskanal for politiske nyheder, men også en kanal hvor politikerne kan se, hvad offentligheden mener. På den anden side skal de også operere som en fjerde statsmagt, der holder politikerne ved nakken og sørger for, at de ikke går over stregen eller misbruger deres embede. Thompson fremlægger ikke ét specifikt syn på mediernes rolle, men han opererer med fire forskellige opfattelser i hans teorier om konsekvenser af politiske skandaler. Dette vil blive uddybet under konsekvenser af politiske skandaler Konsekvenser af politiske skandaler Thompson fremlægger fire teorier om konsekvenserne af politiske skandaler. Selvom de konsekvenser som Hjarvard ser stemmer mere eller mindre overens med Thompsons teorier, så breder Hjarvard sig over alle fire teorier. Vi er af den overbevisning, at 49

50 Hjarvard ville være størst tilhænger af enten Thompsons no-consequence theory eller subversion theory of scandal. (1) Thompson argumenterer gennem sin no-consequence theory for, at fokusset på politiske skandaler er en naturlig udvikling af mediekulturen. Det er altså seernes/læsernes interesser, der lægger op til personificeringen. Det er det, læserne/seerne vil have af medierne. Der er tale om en generel samfundsudvikling, hvilket har skabt dette skift i interesse. Thompson tager ikke stilling til, hvorvidt dette er en god eller dårlig udvikling. Hjarvard kommer også frem til de samme konklusioner. Han påpeger selv mediernes rolleskift, og han argumenterer som sagt for, at de politiske partier i dag bliver nødt til at sælge deres parti for at få vælgere. Her påpeger Thompson, at konsekvenserne af dette er overvejende positive, da læserne vil have populære nyheder, hvilket de får. (2) Hjarvard forklarer om medierne som en fjerde statsmagt, der skal holde politikerne ved nakken. De skal bringe embedsmisbrug og lignende til offentligheden, så borgerne ved, hvordan politikerne egentlig agerer. Thompsons functionalist theory of scandal beskriver, hvordan skandaler er en form for fornyelsesmekanisme, hvor vi som nation kan bearbejde et problem og derved blive stærkere. Politiske skandaler kan altså forstås som noget positivt, hvilket Hjarvard er enig i. Thompson sammenligner denne fornyelse med at synde. Man synder, dernæst erkender man sine fejl og skrifter i kirken, og man bliver derved et stærkere menneske. Den samme proces sker i forhold til skandaler og det politiske billede. En politisk skandale opstår, og den bliver bearbejdet i mediebilledet. Det endelige resultat bliver, at demokratiet står stærkere efter at have fundet og bearbejdet synden. (3) Hjarvard siger: ( )Altså det da klart at det jo ikke frugtbart for den offentlige politiske diskussion hvis der er, hvis den politiske substans forsvinder (Bilag 2:1) samt ( ) Det er sådan noget man omtaler som celebritisering af det politiske liv ikke, ja det jo klart det kan være med til at skabe støj om det politiske indhold, det er der ingen tvivl 50

51 om det kan. (Bilag 2:5). Dette stemmer overens med Thompsons trivialization theory, der netop handler om, at politiske skandaler forværrer den offentlige debat ved at diskutere ligegyldige eller trivielle emner. Den politiske diskurs bliver forværret af ligegyldige eller trivielle sager, og indeholder ikke ligeså meget politisk substans. (4) Til sidst kigger vi på Thompsons subversion theory of scandal. Den minder umiddelbart om no-consequence theory, og den egentlige forskel mellem de to teorier er, hvordan udviklingen indenfor litteraturen har fundet sted. Vi vil underholdes, også selvom vi ved, at man skal tage de politiske skandalenyheder med et gran salt. Dette kan ikke direkte sættes i relation til noget Hjarvard siger. Hjarvard er ikke nødvendigvis uenig, han anskuer bare ikke problemstillingen fra denne vinkel i vores interview Delkonklusion Thompson og Hjarvard Ud fra en analyse af interviewet med Hjarvard og Thompsons teorier, kan vi konkludere at Hjarvard og Thompson overordnet set er enige, men at de peger på forskellige forklaringer. Det kommer dog an på, hvilken af Thompsons konsekvensteorier man tager udgangspunkt i. Hjarvard og Thompson ser begge udviklingen i mediernes rolle i samfundet som en naturlig udvikling. Hjarvard ser dog udviklingen som værende grundet skiftende interesse fra borgernes side. De vil have politiske skandaler, hvilket medierne blandt andet giver dem ved at personificere politikerne. Det er mere ligetil at skrive en skandalesag om en politiker fremfor et helt politisk parti, da en politiker har et privatliv, hvor de ikke altid agerer eksemplarisk. Thompson ser derimod også udviklingen som værende grundet teknologiske fremskridt. Nu kan medierne skrive og sende skandaler om politikere, så derfor gør de det. 51

52 10. Konklusion I dette projekt har vi undersøgt, om personificering af danske toppolitikere finder sted i massemedierne og i givet fald hvorfor. Vi har ud fra analysen af vores artikler påvist, at personificering finder sted i de danske massemedier. Ved at anvende Giddens og Thompsons teorier i relation til vores empiri, har vi fået et indblik i flere af de mekanismer og faktorer, som vi mener gør sig gældende ved personificering af danske toppolitikere. Denne personificering er ikke et nyt fænomen. Der er sket et skift i personificeringen i det senmoderne samfund. Skiftet ligger i, at personificeringens fokus er gået fra at være på politikernes sociale klasser og tilhørsforhold til mere at omhandle politikernes private liv. Denne udvikling kan forklares ud fra vores to teoretikere. De peger på forskellige, men ikke modsigende, parametre for fokusskiftet. Giddens argumenterer for, at der er sket en samfundsudvikling, som har indflydelse på individet. Med aftraditionaliseringen og overgangen til det senmoderne samfund er der sket en udviskning af klassesamfundet. Borgerne i samfundet er ikke længere i samme grad bundet af deres sociale klasser, men må i højere grad selv træffe deres valg af tilhørsforhold. Politikerne skal nu skabe opbakning om deres politik ved at appellere til borgernes almene livserfaringer. Borgerne skal nu kunne se øje til øje med politikerne, før de vil give deres opbakning. Dette har medført, at politikerne nu må skabe tilslutning til deres politik igennem deres personlighed. Thompson peger hovedsageligt på den teknologiske udvikling som værende den primære grund til udviklingen i personificeringen. Han skriver, at personificering altid har fundet sted, men grundet den teknologiske udvikling kan medierne nu i højere grad dække politikernes privatliv. Thompson postulerer, at det er borgerne selv, der efterspørger en personificering af politikerne. De vil læse om de politiske skandaler, hvilket medierne nu har teknologien til at tilbyde. 52

53 Vi kan på baggrund af vores forskning konkludere, at der foregår en personificering af de danske toppolitikere i medierne, og hvorfor dette finder sted kan forklares ud fra Giddens og Thompsons teorier. 53

54 11. Perspektivering 11.1 Diskussion af resultater Det har været en central problematik at indsnævre vores opgave. Der er mange måder at besvare vores problemstillinger på, hvilket vi belyser længere nede i afsnittet. Vores afgrænsning har ledt til én måde at besvare problemstillingerne på, hvilket har lagt grund for et specifikt sæt resultater. Hvis vi havde afgrænset os anderledes, for eksempel ved at inddrage andre teoretikere, ville vores resultater muligvis have set anderledes ud. Vi havde en forforståelse for, at personificering fandt sted i danske massemedier. Vi fandt dernæst empiri og teoretikere, der understøttede denne forforståelse. Vi sætter derfor spørgsmålstegn ved validiteten af vores resultater. Vores empiriske grundlag, herunder artiklerne og interviewet, er relativt begrænset. Der må antages, at der eksisterer artikler og teoretikere der peger på, at personificeringen slet ikke finder sted. Dette har vi ikke taget højde for i vores opgave. Vi har i vores forskning benyttet os af en sociologisk vinkling, men problemstillingen ville også være relevant i en politologisk kontekst. Vi mener, at trods disse kritikpunkter kan man bruge vores resultater til videre forskning. Man bliver dog nødt til at belyse problemstillingerne fra flere vinkler, før de kan besvares endegyldigt Alternative besvarelser på problemformuleringen Vi har undervejs i udformningen af projektet haft andre idéer til teorier og analyser, som skulle bruges til at besvare vores problemformulering. Projektets største ændring har været, at vi gik fra at analysere hvilke konsekvenser personificeringen af danske toppolitikere i danske massemedier har for samfundet, til i stedet at analysere hvorvidt og hvorfor vi ser en personificering i de danske massemedier. 54

55 Ved at forske i konsekvenser, fremfor baggrunden for personificering, ville vi med vores projekts analyser udarbejde en form for samfundsdiagnose. Dette skulle udføres på baggrund af en tese om, at massemediers personificering af danske toppolitikere ændrer den politiske platform. Vi havde i denne analyse tænkt os at tage udgangspunkt i Heywood, der opstiller teorier for mediernes rolle i samfundet. Heywoods teorier kan bruges til at vise måder, hvorpå massemediet kan og bør styrke den politiske platform. Sideløbende kunne vi analysere, hvorvidt politisk irrelevant mediedækning kan være med til at skabe støj i den demokratiske samtale. I sin teori om den frie presses opgave i et demokratisk samfund, har massemedierne som udgangspunkt følgende hovedopgaver, som skal fremme den demokratiske samtale: By fostering public debates and political engagement (Heywood, 2007:235) Massemediet skal sætte rammer for et offentligt forum for politisk debat. Derfor skal massemediet fungere som talerør for regerings- såvel som oppositionspartier, hvor de overfor befolkningen kan redegøre for politiske problemstillinger, løsninger og mål. Ved at give deres befolkning mulighed for indsigt i politiske processer og forandringer, giver medierne mulighed for politisk dannelse i befolkningen (Heywood, 2007:236). Herunder kunne vi have undersøgt, hvorvidt udvidelsen af massemedierne har fremmet den demokratiske samtale. Heywood påpeger, at internettet har været med til at åbne op for den demokratiske samtale. Argumentationen for denne påstand er, at minoritetsgrupper har fået mulighed for at ytre og organisere sig uden et stort økonomisk grundlag (Heywood, 2007:237). By acting as a public watchtdog to check abuses of power (Heywood, 2007:235) Medierne er som aktør i samfundet udenfor politisk indflydelse og kan derfor fungere som en udefra-observatør. De har til opgave at oplyse borgerne, hvis politiske beslutninger og processer ikke er i overensstemmelse med de demokratiske spilleregler (Heywood, 2007:236). 55

56 Heywood giver et bud, på hvilke samfundsmæssige konsekvenser der er ved en ikkefyldestgørende dækning af den politiske scene. Dette gør han ved hjælp af andre medieog samfundskritikere. Kritikken omhandler, hvordan den politiske debat har ændret sig gennem medierne og tager udgangspunkt i toppolitikernes privatpersoner fremfor politiske problemstillinger (Heywood, 2007:238). Dette har medført at den politiske platform har ændret sig. Toppolitikernes personligheder og privatliv kommer til at overskygge den egentlige politiske debat. Dette fænomen er opstået i takt med, at massemediet i højere grad skal forstås som en forretning, hvis hovedformål er at indfange flest mulige af samfundets nyhedsforbrugere (Heywood, 2007:239ff). Vi ville ud fra denne teoretiske baggrund kunne analysere, hvorvidt den øgede personificering i massemedierne, har ændret den politiske platform og eventuelt vores forståelse af det repræsentative demokrati Diskussion af fremtidige udviklingstendenser indenfor området Der er plads til megen videre forskning indenfor vores problemfelt. Man kan forske videre på vores resultater eller bearbejde vores problemstillinger og materiale fra andre tilgangsvinkler. Vi har kun berørt emnet, og der er mange aspekter af vores opgave, man ville kunne gå i dybden med i senere undersøgelser. Vi har fundet frem til, at personificering af politikere i medierne ikke nødvendigvis er en dårlig udvikling. Dette har vi gjort ved hjælp af teoretikere som Thompson og Giddens. Man kunne videre belyse vores problemstilling med flere teoretikere, som ville have andre relevante vinklinger og tanker i forhold til personificering af toppolitikere. Med denne tilgang kunne man enten få af- eller bekræftet vores konklusion, alt efter hvorvidt teoretikerne var enige eller uenige. Der er ganske enkelt for mange parametre, der spiller ind til, at man kan drage en endegyldig konklusion. Man kunne i sidste ende opstille for og imod personificering ud fra en lang række teoretikere, hvilket nok ville lede til en gylden mellemvejs konklusion. Denne nye konklusion kunne lyde, at der er både fordele og ulemper ved personificering af toppolitikere i de danske massemedier. Denne konklusion ville minde meget om vores egen blot baseret på et mere solidt teoretisk grundlag. 56

57 Man kunne analysere problemstillingen med flere interviews som empiri, hvilket ville give et helt andet grundlag for resten af opgaven. Hvis man tog udgangspunkt i interviews med en politiker og en redaktør, kunne man få belyst problemstillingerne to forskellige vinkler. Dette ville lede til mere forskelligartede men måske også mere farvede resultater fra interviewsne. Man kunne dernæst diskutere validiteten af interviewsne, da man kunne forestille sig, at politikeren eller redaktøren måske ikke ville forholde sig neutralt og objektivt. For at opsummere ville man både kunne gribe vores problemstilling an på andre måder, men man ville også kunne forske videre på vores nuværende resultater. Vi har valgt at belyse en specifik vinkling på personificeringskonceptet. Det ville være ligeså relevant at belyse det fra andre vinkler eller bevæge sig videre med vores resultater som grundlag. Hvis vi skulle arbejde videre med vores nuværende problemstilling, ville vores fokus ligge på personificeringens indflydelse på de danske vælgere. Man kunne påvise dette ved hjælp af meningsmålinger, opinionsmålinger, spørgeskemaundersøgelser, målgruppeinterviews og deslige set i relation til en medieret skandale med en toppolitiker i fokus Hvilken indflydelse har personificering på det danske demokrati, og er dette en krise for Danmark? Vi har under hele opgaven overvejet, hvordan personificering af danske toppolitikere i massemedierne har indflydelse på det danske demokrati i det store hele. Vi er af den overbevisning, at personificeringen har en klar indflydelse på vælgerne. Hvis der kommer en skandalesag om en politiker, der står til valg, kan det have drastisk indflydelse på politikerens partis vælgertilslutning. Ligeledes mener vi, at en positiv artikel eller medieret hændelse kan betyde flere vælgere til politikerens parti. Hvis dette ikke var sandt, var der ingen grund til, at politikerne optrådte mere end nødvendigt i massemedierne. Medierne har en enorm indflydelse i forhold til borgernes opfattelse af den politiske scene. De balancerer på en fin linje, når de skal informere borgerne om politiske 57

58 hændelser. Hvis de ikke er objektive, kan de have en direkte indflydelse på en politiker eller et partis vælgertilslutning. På den anden side er det også mediernes rolle at holde politikerne i nakken og sørge for, at de holder deres løfter og ikke misbruger deres embede. Den ændrede personificering er ikke kun grundet mediernes interesser, men er i mindst ligeså stor stil grundet politikernes ønske om at kunne appellere til vælgerne på et mere personligt plan. Vi ser det som værende essentielt, at medierne ikke misbruger den magt, de besidder. Det betyder, at der for eksempel ikke skal føres hetz mod politikere grundet journalistens personlige anlæggende, men at journalisten må forholde sig objektivt, når der rapporteres til offentligheden. Kort sagt har medierne et ansvar, som de skal leve op til. Det er derfor vigtigt, at ligesom medierne holder politikerne i nakken, så holder borgerne også styr på medierne, så de bliver ved med at have en oplysende effekt på den politiske scene. Hvorvidt dette er en krise for det danske demokrati er en helt anden sag. Vi har i opgaven konkluderet, at personificeringen af politikere har fundet sted i gennem hele det moderne samfund, men at fokus i høj grad har skiftet fra den sociale sfære til den private sfære. Dette ser vi, ligesom vores teoretikere, som en helt naturlig udvikling af vores demokrati og mediernes rolle deri. Vi tror ikke, at der er tale om en decideret negativ krise, der er snarere tale om en naturlig udvikling. Skiftet i mediernes fremstilling af politikerne har ændret noget fundamentalt i vores opfattelse af og interaktion med den politiske scene, men dette ser vi ikke som en negativ udvikling. Så længe medierne lever op til det ansvar, de har om at oplyse befolkningen, vil de være en kritisk del af den politiske diskurs. 58

59 12. Litteraturliste Bøger Giddens, Anthony (1996), Modernitet og selvidentitet: Selvet og samfundet under senmoderniteten, 1. udgave, 3. oplag, Hans Reitzels Forlag, pp Heywood, Andrew (2007), Politics, third edition, Palgrave Macmillan pp Hjarvard, Stig (2008), En verden af medier, første udgave, Samfundslitteratur, pp. 65 Kvale, Steinar, (1997), Interview En introduktion til det kvalitative interview, første udgave, Hans Reitzels Forlag pp Karvonen, Lauri (2009), Personalisation of politics a study of parliamentary democracies, first publishment, ECPR Press, pp Kaspersen Lars Bo (2007), Andersen Heine & Lars Bo Kaspersen (red.), Klassisk og Moderne Samfundsteori, 4. udgave., 5. oplag, Hans Reitzels Forlag, pp Thompson, John B. (2000), Political Scandal, 1. Oplag, 1. Udgave, Polity Press, pp Thompson, John B. (2001), Medierne og Moderniteten en samfundsteori om medierne, 1. udgave, 1. oplag, Hans Reitzels Forlag, pp Artikler og tidsskrifter Sheafer Tamir, Van Aelst Peter, Stanyer James (2007), The personalization of mediated political communication: A review of concepts, operationalizations and key findings, Journalism 13(2) , SAGE 2011 Ørsten Mark (2011), Politiske skandaler i danske medier , Tidsskriftet Politik, DJØF Forlag 59

60 Hjemmesider Link 1 Den Store Danske konstitutionelt_monarki/demokrati Besøgt Link 2 Den Store Danske sering?highlight=individualisering Besøgt Link 3 Definition af det præmoderne, moderne og senmoderne samfund. temid=3511 Besøgt den Link 4 Den Store Danske Besøgt den

61 13. Bilag 13.1 Bilag 1- Studieforløbsbeskrivelse Læring og refleksion Problemorienteret projektarbejde Vores forventninger til hvad vi ville lære i projektarbejdet på første semester var at arbejde problemorienteret fremfor emneorienteret. Vi forventede at finde en korrekt akademisk tilgangsvinkel til denne arbejdsform og så øve os i at arbejde med denne indstilling. Vi har lært, at det er vigtigt at have et præcist formuleret udgangspunkt. Vi kunne altid ændre vores problemstillinger. Det ville dog give en skæv indfaldsvinkel, hvis gruppen ikke var på samme udgangspunkt fra starten. Vi har erfaret, at det er vigtigt ikke at have en forforståelse, når man arbejder problemorienteret. Det er godt at have en hypotese, men man skal passe på med at have for mange forventninger til, hvordan det endelig produkt kommer til at se ud. Ellers kan ens resultater ende med at være søgt i empirien og teorien. Problemformuleringen og problemstillinger Problemformuleringen er essentiel i forhold til udformningen af opgaven. Vi erfarede, at det er vigtigt løbende at revidere vores problemformulering. For det første kan gruppemedlemmerne ende med at arbejde i forskellige retninger, hvis problemformuleringen ikke er præcis nok. For det andet bliver man som regel løbende klogere på sit emne i løbet af opgaven. Dette åbner op for nye muligheder og afgrænsninger indenfor emnet. Vi har revideret vores problemformulering og arbejdsspørgsmål løbende i lyset af ny viden. Når man prøver at arbejde med en del af emnet eller en metode i praksis, kan man hurtigt erfare, hvorvidt denne del af emnet eller metode faktisk kan bruges. Vi opfatter det som en naturlig del af arbejdsprocessen, 61

62 at man får ny viden og derfor reviderer sine tidligere antagelser og hypoteser og herigennem stiller spørgsmålstegn ved ens overordnede problemformulering. Afgræsning Vi startede med et for bredt udgangspunkt. Det var først relativt sent i processen, vi fandt ud af, at vi var nødt til at ekskludere dele af den først tænkte opgave. Det brede udgangspunkt i starten gjorde desuden, at vi havde svært ved at koordinere arbejdsopgaver og holde overblik over opgaven. Der blev trukket i for mange retninger, hvilket resulterede i, at vi ikke kom nogen vegne. Vi var ikke sikre på, hvad vores kerneproblem var, da vi havde bredt os over for mange problemstillinger. Vores emne var kort sagt for stort. Efter vi havde skåret vores projekt til, var det langt mere ligetil at arbejde med opgaven. Med en fælles forståelse for hvor opgaven skulle hen, skred arbejdet hurtigere frem. For at opsummere har vi fundet ud af, at afgrænsning er en fundamental del af problemorienteret projektarbejde. Det er medvirkende til at holde den røde tråd og giver indhold til en god perspektivering. Indsamling og brug af empiri Vi har lært at have en ordentlig litteratursøgningsfase. Vi har lært meget om at lede de rigtige steder ved at bruge specifikke hjemmesider og søgemaskiner. Vi havde i løbet af projektet booket en bibliotekar, der satte os ind at bruge blandt andet SUMMON og bibliotek.dks søgemaskine. Dette var en stor hjælp for vores litteratursøgning, og det havde været en klar fordel at dette møde havde ligget i starten af projektet. Vi undervurderede klart, hvor meget arbejde der ligger i at finde relevant empiri og teori. Vi endte med løbende at være nødt til at finde anden empiri og andre teoretikere. Dette hænger også sammen med det fælles udgangspunkt. Hvis vi alle havde vidst, hvor vi skulle starte, havde det været nemmere at overskue litteratursøgningen og uddelegere opgaver. Vores litteratursøgningsmetode sammen med resten af huset var meget 62

63 informerende. Dette kunne vi dog ikke se, før vi selv havde prøvet kræfter med at finde litteratur. Hen af vejen blev vi mere og mere opmærksomme på, hvor vores kilder kom fra. Vi endte med at have en klar forståelse for, hvor vigtigt det for eksempel er at adskille journalistiske og videnskabelige artikler. Generelt set er vi blevet mere kildekritiske, og vi sætter os mere ind i, hvem forfatteren er, og hvor materialet kommer fra. Vi har lært at lave et kvalitativt forskningsinterview ud fra Steinar Kvales teorier om dette. Det var en lærerig oplevelse specielt med henblik på metoden. Vi havde en seriøs tilgang til interviewet, hvilket vi i retrospekt er glade for. Vi havde en række indtryk af, hvordan interviewet ville forløbe, og hvad vi ville få ud af det, men det var først efter vi begyndte at bearbejde materialet fra interviewet, at det egentlig gik op for os, hvor givende interviewet havde været. Teorier i praksis Det er en given selvfølge, at vi har lært en masse om Giddens og Thompsons teorier. Det var i starten svært at se teorierne i relation til vores opgave og empiri, men da vi først gik i dybden med analysen, gav det hele mening. Det var langt hen af vejen de samme problemstillinger vi stødte ind i, som da vi indsamlede empiri. Man hører om det til forelæsninger og metodeundervisning, men man lærer det først, når man bruger det i praksis. Da vi gik i gang med analysedelen af opgaven, var det nemt at se koblingen mellem teori og empiri. Vores teori gav lang mere mening efter at have arbejdet med det i praksis. Vi løb et par gange ind i, at vores læste teori ikke kunne sættes i relation til vores empiri. Vi arbejdede dels uden om dette ved at slette afsnittene, og dels ved at forklare hvorfor de to ikke kunne sættes i relation til hinanden. 63

64 Forelæsninger og pensum De eneste elementer vi har taget fra vores forelæsninger og pensum er information/viden om Anthony Giddens og Andrew Heywood. Dette har været en bevidst tilgang til vores opgave. Vi har alle ville indsamle ny viden, da vi alle finder emnet interessant. Pensum kunne godt sættes i relation til vores opgave, men det ville ikke passe fuldstændigt. Vi har derfor valgt at finde anden teori, der passede bedre til vores opgave. Opgave struktur og design Opgaven er langt mere overskuelig, hvis man laver et ordenligt projektdesign. Det kan være svært at finde ud af, hvad der skal laves, hvis alle ikke er enige i, hvad opgaven skal indeholde. Et projektdesign er desuden godt til at disponere arbejdsopgaver og sørge for, at arbejdsområder ikke overlapper. Vi er blevet klogere på, hvad en opgave formelt set skal indeholde af afsnit. I starten havde vi ikke en forståelse for, hvad et perspektiveringsafsnit i en universitetsopgave skulle indeholde. Efter at have arbejdet med det i praksis, forstår vi, hvad de forskellige afsnit betyder. Vi føler, at vi har fået en dybere forståelse for, hvor lang tid de forskellige afsnit tager at lave. Dette tror vi bliver vigtigt i fremtidige projekter. Arbejde i gruppe Overordnet oplevelse med gruppen Vi er alle klart enige om, at den overordnerede oplevelse i gruppen har været enormt positiv. Vi har haft en velfungerende gruppe både fagligt og socialt. Vi var under hele projektforløbet opmærksomme på at supplere hinandens kompetencer fremfor at prøve at dominere med vores egne. 64

65 Forventninger til gruppen og forventningsafstemninger Vi har stiftet bekendtskab med fænomenet forventningsafstemning. Da vi lavede vores forventningsafstemning i slutningen af gruppedannelsen, vidste vi ikke præcist, hvordan man gjorde. Vi har erfaret, at forventningsafstemninger skal tages løbende, og opdateres når der er nye omstændigheder. Vi er nu klogere på, hvordan en sådan afstemning finder sted, og hvad man kan bruge den til i disponeringen af projektarbejdet. Vi havde alle lignende forventninger til projektet. Vi så fra starten at problematikken ved at arbejde fem individer i en gruppe, herunder blandt andet problemstillinger som mødedatoer, hvor ofte man kunne/skulle ses, personligheder. Overordnet arbejdsstruktur i gruppen Vi prioriterede forelæsninger langt højere end projektarbejdet i starten af semesteret. Vi mødtes næsten ikke, mens vi stadig havde vores forelæsninger. Det var først efter GKeksamen, at vi for alvor kom i gang med projektet. Vi har ikke været gode til at arbejde intensivt mellem gruppemøderne. Vi har på den anden side været gode til at arbejde intensivt og fokuseret i løbet af gruppemøderne. Et møde har gennemsnitteligt varet omkring 5-6 timer, og vi har fået produceret klart størstedelen af vores projekt til disse møder. Arbejdsfordeling og disposition Vi havde ikke nogen problemer med at uddelegere arbejdet i gruppen. Alle bød aktivt ind med, hvad de gerne ville skrive, hvor meget de ville skrive, og hvor langt tid det cirka ville tage. Vi benyttede os af hyppige deadlines, for at holde hinanden op på det de havde budt ind. I forhold til arbejdsbyrden var det en personlig vurdering af, vores meget arbejde man havde tid til at nå inden næste møde. Dette fungerede fint i praksis, da alle havde lyst til at arbejde, og alle var gode til at vurdere deres egne evner. 65

66 I retrospekt burde vi have været skrivende konstant under hele semesteret. Der var specielt to faktorer, der gjorde, at vi ikke var dette: På den ene side prioriterede vi som sagt vores forelæsninger langt højere end vores projekt. Dette gjorde, at vores lektier derhjemme næsten altid var at læse op til de næste forelæsninger fremfor at læse på projektet. For det andet overlappede vores læse- og skrivefase for projektet, da vores læsefase nu var kortere end forventet. Roller i gruppen Vi har ikke benyttet os specielt meget af rollefordeling. Vi benyttede os slet ikke af for eksempel ordstyrere, læsere og skribenter eller noget i den dur. Vi har dog gjort brug af skiftende referenter til de første par møder, men vi fandt ud af, at det ikke var nødvendigt i vores gruppe. Fremfor at have en referent valgte vi under mødet løbende at opdatere vores fælles Facebook-gruppe med relevante punkter og tanker. Sværeste dele og hvordan vi tacklede det De sværeste dele af projektet var ikke noget fagligt. Det var tværtimod koordinering af fem individers tid, så vi kunne finde overlappende fridage til gruppearbejde. Det var grundet denne problemstilling at vores projekt først begyndte at tage form, efter vi var færdige med vores forelæsninger. Vi tacklede dette ved at oprette en online kalender, hvor alle kunne fylde deres aftaler ind. Vores andet store problem har været afgrænsning. Det har været svært at få hele gruppen på samme side i forhold til retning af projektet. I starten endte vi igen og igen med at arbejde i forskellige retninger, hvilket gjorde, at vi var nødt til at skrotte nogle skrevne afsnit, da de ikke passede ind i den endegyldige opgave. Tacklingen af afgræsningen kom egentlig ret naturligt. Det skete på baggrund af at mødes oftere, samt at vi konsekvent begyndte at skære fedtet af grisen i projektet. 66

67 Samarbejde med vejleder Set i bakspejlet skulle vi have benyttet os mere aktivt af vores vejleder. Vi har ikke været gode til løbende at korrespondere med ham og holde ham opdateret, selvom han opfordrede til det til vores møder. Samarbejdet med vejleder har generelt set været enorm givende, bare ikke i ligeså stor grad som det havde potentiale til. Leif var enormt god til at inspirere os i idéfasen. Han støttede vores egne idéer, og hjalp os med hvordan man kunne udføre dem i praksis. Herunder er interviewet meget relevant at nævne. En af gruppens medlemmer foreslog Stig Hjarvard som interviewperson, og Leif var meget behjælpsom med at få det til at ske. Vi har allerede nævnt, at der var visse problemer i samarbejdet med vejlederen. Disse problemer var hovedsageligt grundet i, at vi var dårlige til at sende vores eget skrevne materiale til Leif før vores vejledermøder. Han havde derfor ikke nogen mulighed for at forberede sig, og han var nødt til at læse op på vores materiale under møderne. Vi fik til metodeundervisning at vide, at jo bedre vi er til at bruge vejlederen, jo bedre er vejlederen til at vejlede. Vi ved nu, at vi aktivt skal bruge vores vejleder løbende igennem hele projektet. Opsummering af vores erfaringer Alt i alt kan vi konkludere, at det har været en svær men lærerig proces. Vi er af den overbevisning, at vi har tilegnet os de kompetencer, som har været formålet fra starten af projektet. Vi kan arbejde problemorienteret, vi kan afgrænse et emne, vi kan finde relevant materiale, vi kan anvende teorier, vi kan arbejde fokuseret i en gruppe, vi kan sætte forventninger og dernæst forventningsafstemme, vi kan uddelegere arbejdsopgaver og give os selv lektier for derhjemme, vi kan samarbejde med en vejleder og forhåbentligt maksimere udbyttet af interaktionen. Vi føler os meget bedre klædt på til at håndtere problemorienteret projektarbejde i et gruppemiljø i fremtiden. 67

68 13.2 Bilag 2 Interview med Stig Hjarvard Gruppe: G Stig Hjarvard: S G:Hvad synes du om massemediernes, herunder trykte mediers fremstilling af top politikere? synes du det er god journalistisk at lægge fokus på personen frem for deres politik? Den definition af personificering vi bruger i vores opgave er at, det er skiftet fra deres politik t il deres personlige mediebillede. Vi har tænkt os at transskribere hele interviewet, så hvis der er noget du vil have slettet siger du bare til. S: Det var jo et ledende spørgsmål øøøh. Jeg tror måske jeg vil vende spørgsmålet, lidt, om og sige, hvis man ser på hvordan politik historisk har fungeret, så har der altid været fokus på den politiske person. Og hvis man går 100 år tilbage i dansk politiks historie så har politiske personligheder, altid spillet en vigtig rolle. Og de har efter min vurdering ikke spillet en mindre rolle dengang sammenlignet med nu. Men det jeg tror er sket det er at, øh, det vi forstår ved personligheden har ændret karakter. Hvor, hvis man går 100 eller 50 år tilbage, så er det tydeligt at det som politikere skulle med deres person, det var et legemliggøre en social interesse og social karakter, altså for eksempel for nu at gøre det meget forenklet, at socialdemokratiets aktører, altså dem der var ledende politikere, jamen de blev rekrutteret fra nogle specielle sociale miljøer fra arbejderklassen og fagbevægelser osv. Og de skulle legemliggøre den kultur og de interesser og de organisationer de kom fra. Og det samme galt også det konservative folkeparti, de skulle legemliggøre de interesser der var dér, som var ligesom de højere tjenestemænd; officer korpset, og hvem man ellers kunne sige, handelsfolk osv. ikke desto mindre kunne man sige, at personens øhm egenskab, var bestemt ved personens sociale tilhørsforhold. Og det der i dag er tilfældet det er, at det der i højere grad lægges vægt på når vi snakker om det personlige, det er hvad man kunne kalde det privatpersonlige; altså det der tilhører ens personlige liv som enkelt individ. Altså hvad ens smagspræferencer er: hvordan man klæder sig, hvilken partner man vælger, hvordan ens livsførelse og livsstil i det hele taget er. Så der er sket et fokus skifte, så det er mere for at understrege at for mig at se er det ikke sådan at har flere politiske personligheder i 68

69 dag, nej, vi har fået fokus på personernes private dimension. Og så tilbage til dit spørgsmål om det nu, det lå lidt i kortene om det nu var godt eller skidt. Øhm altså,det da klart at det jo ikke frugtbart for den offentlige politiske diskussion hvis der er, øhm, hvis den politiske substans forsvinder. Det jo indlysende, så lider den demokratiske samtale under det. Men, samtidig tror jeg også det er vigtigt at forstå at politik jo ikke kun er, så at sige, og bør efter min mening ikke kun være, kun en objektiv saglig diskussion, øh, af sådan mere teknisk karakter. Politik handler jo om at vi alle skal være engagerede om at diskutere hvordan samfundet skal indrettes, hvordan det gode samfund er. Det er også en interesse kamp, øhm, så derfor er det uundgåeligt, at der også er følelser investeret i det, at der også er interesser investeret i det, og der også er, hvad man kunne kalde, en form for, hehe, professionel engagement i det, som ikke kan reduceret til sådan saglig delegation om politiske forhold. Så for mig at se er det lidt en balancegang, ikke?, og vi har også brug for personligheder til at legemliggørepolitik, til at være dem der vækker interesse hos folk. Men det er nødvendigvis ikke det samme som et, efter min mening, usagligt interesse i, om hvis vi nu eksempelvis skal tage noget aktuelt, om en ministers mand evt. er bøsse eller biseksuel, som efter min mening er et forstyrrende element i forhold til en saglig politisk debat. Øhm, og der kunne være andre eksempler, men nu er det det der er aktuelt i forbindelse med skattesagen ikke. Så for mig at se, handler det mere om at finde den rigtig balance, end om at sige der er noget der slet ikke noget der hører til det politiske felt. Øh, og det har selvfølgelig også noget at gøre med, nu ved jeg ikke om hvor politisk aktive i er, men man skal ikke kende meget til politiske ungdomsorganisationer til at kende noget til den måde de rekruttere og gør politik interessant og (mumler) at der er andre ting end de striktlige saglige debatter, der er vigtige for at få folk engageret i det, og det skal man ikke, og dermed ikke sagt, at vi så skal forvandle politik til fest og farver, men vi skal passe på vi ikke laver nogle idealer om politik, som ikke tager udgangspunkt i hvordan politik har vist sig på en frugtbar måde også fungere. Ja jeg ved ikke om jeg kan komme det meget nærmere. G: Det var også et skide godt svar. Øhm. Du har lidt svaret på noget efterfølgende her men, øhm, vi har diskutere meget om mediernes rolle i politik, det har været et rimelig centralt begreb, vi har selvfølgelig nogle forskellige meninger alle sammen. Må vi høre din input på i forhold til politik, hvad mediernes egentlige rolle er. For eksempel om de 69

70 skal holde politikerne ved nakken i forhold til deres løfter, om de blot skal oplyse objektiv eller noget helt tredje. S: Jeg tror, en vigtig skelnen vil jo være, at skelne mellem nyhedsmedier på den ene side, også andre former for medier, for efterhånden spiller medier jo en rolle på flere forskellige niveauer i det politiske liv. Men hvis vi nu til en start holder os til nyhedsmedierne. G: Ja S: Jamen så vil jeg jo sige at, øhm, at nyhedsmedierne tjener mange forskellige funktioner. De skal jo både være en form for kanal, for politisk diskussion, altså i den forstand skal de bare være en neutral transmissionkanal, der sikrer vi får noget af vide om hvad der foregår i de politiske fora men også sikre, at politikerne kan bruge medierne til at vide hvad befolkningen går rundt og mener om forskellige ting, og hvad der sker i samfundet. Så i den forstand skal de være en kanal, men medierne skal også være en form for modspiller, i den forstand at journalistik også skal være en selvstændig profession, der har evne til at yde politikerne noget modspil og i den forstand fungere som en fjerde statsmagt. Altså dem der tjekker, at politikerne ikke, så at sige, gå over stregen, at de ikke forvalter penge på en forkert måde, at de tager fra kassen, men også at de så at sige yder modspil, og det har selvfølgelig også noget at gøre med at, magthaver altid har haft godt af at blive holdt i øerne. Øh, det har også noget at gøre med at politik er blevet så kompleks en størrelse, så man kan ikke forvente, at den menige borger kan have et overblik over politik, så selv alene af grund af politikkens kompleksitet er det nødvendigt at der er nogen, der så at sige, professionelt dag ud og dag ind yder modspil til det politiske establishment. Og ikke kun til det politiske establishment, i øvrigt, for man kan sige at vi i stigende grad har fået en form for, for, det man kalder network governance, hvor det ikke bare er en regering, men vi har rent faktisk et system hvor rigtig mange interesser prøver at gøre deres politiske indflydelse gældende og som følger deraf så handler det også om at journalister skal være opmærksomme på, at kunne informere befolkningen om hvor mange aktører der rent faktisk prøver på at få andel i magten. Hvad end der er i private virksomheder eller frivillige organisationer, så for mig at se skal de både være sådan en kanal, og så skal de være en eller anden form for kritisk modspiller, eller vagthund, eller hvad man nu skal 70

71 kalde det. Men de skal samtidig også være en platform synes jeg for politisk diskussion. Der kan man sige at, de skal også være et sted hvor vi andre kan komme til orde, det kan man så sige er en tredje funktion. G: Det lyder også meget godt i forhold til vores næste spørgsmål. Selvfølgelig bruger politikerne også selv medierne ret aktivt, der har altid været pressekonferencer osv. men hvad synes du om denne udvikling med at politikerne i stigende grad begynder at bruge ikke-nyhedskanaler, altså Facebook for eksempel til at udbringe meddelelser og deres idéer og tanker for at fremme deres politik. S: Ja altså måske vil jeg starte med, at i stedet for at mene noget om det og sige det er det der dette, så vil jeg karakterisere hvad der er sket. For mig at se er der på den ene side sket det, at de journalistiske nyhedsmedier har fået en betydelig magt i samfundet til at fungere som sådan et sted hvor i hvert fald den politiske dagsorden delvist fastlægges, som vi ser det i tv-avisen, nyhederne og i aviserne og på nettet, hvad nyhedsmedierne siger om dagsordnen, og det har en hvis indflydelse på hvad vi faktisk kommer til at mene ER dagsordnen. Øhm, men der er også sket, så at sige, en anden ting, nemlig at medierne er blevet en integreret del af det politiske aktørs egen virksomhed, både til deres interne kommunikation, altså de bruger jo også Facebook og andre medier til så at sige, kommunikere internt om organisationen, øh, men jo ikke mindst bruger de den til markedsføring, ud af til, tidligere der kunne de sætte plakater op, og rende rundt med foldere, og i de rigtig gamle dage havde de parti aviser. Men de er jo i en vis forstand forsvundet, og nu har de så fundet nogle andre medier, mens disse her net- og webmedier gør det muligt for dem, at til en hvis grad, at omgå de traditionelle journalistiske gatekeeper. Hvor de kan se at tidligere der skulle man ligesom gå igennem nogle journalister og redaktører for at komme til orde, næh nu kan vi sådan set sige hvad vi vil ikke?. Det er så ikke altid lige effektivt, i forhold til at fokusere på dagsordnen, men det er dog en platform som de udnytter, ikke?, og øh, og der kan man sige, det har bland andet den konsekvens, at i det politiske partier ser vi at man har flere personer ansat til at tage sig af medievirksomheden. Det betyder også at man i politiske partier i stigende grad er blevet mere opmærksomme på, hvad man kunne kalde for kommunikations aspektet af politikken, at man har flere professionelle folk indenfor, til at varetage den politiske diskussion end man havde tidligere. Det 71

72 betyder at de politiske organisationer også bliver lidt anderledes i deres overvejelser om hvordan de skal agere, fordi de på et meget tidligere tidspunkt har en masse professionelle folk til at sidde og vejlede dem i, hvad de skal gøre helt til det tidspunkt hvor de skal formulere det politiske indhold. Så det har nogle konsekvenser for, at man på et meget tidligt tidspunkt overvejer det politiske indhold. Omkring det her med at de er på Facebook eksempelvis, jamen, der tror jeg bare at jeg pragmatisk vil sige at det er en kommunikations kanal blandt andre som politikere har, og det ville jo være underligt hvis de ikke også brugte den. Det har jeg ikke i den forstand normative synspunkter på. øh, Jeg tror mere jeg, indtil videre, vil være lidt skeptisk overfor hvor meget det egentlig betyder for dem at være på Facebook, for eksempel. Jeg tror man ligesom valg efter valg i det sidste 3 gange, har man hele tiden sagt, nu kommer, i det næste valg, vil de sociale netværksmedier overskygge massemedierne, ikke? Det er hvert fald ikke sket endnu, det er helt tydeligt at det stadigvæk er de store massemedier som i meget høj grad fokusere dagsordnen og bestemmer hvad vi kommer til at mene noget om. Ikke at det kan være uvæsentligt, jeg ser bare de sociale netværksmedier som supplerende medier som der måske tjener nogle, hvad kan vi kalde det, mindre formål i retning af, eksempelvis, en vigtig funktion er at de enkelte politikere kan holde en kanal åben til deres bagland Så de løbende for dem der støtter dem, kan fortælle om hvad de gør. Og det er altid vigtigt i den politiske kampagne at kunne det, eksempelvis ville man kunne sige, at de så har nogle followers som går ind og siger I like til det hele ikke, men det er ikke i den forstand et diskussions forum så meget som det er et sted hvor man kan føle at man kan hænge på sin kandidat og kandidaten kan kommunikere med en. Og så er det også et sted hvor politikere kan formulere sig på nogle andre måde end de kan i de gense massemedier. Og de kan tillade sig at være mere personlige, og om man så og sige slå nogle skæverter, kan man sige, og derved skabe en opmærksomhed om sig selv, som så kan fanges op af de store massemedier. Sådan en som søren pind har været rigtig dygtig til det, til at komme med provokerende statement på den ene eller anden måde og så få skabt nogle, ikke særlige store historier, men alligevel sørge for at han er i spil hehe, i den bredere medieoffentlighed. Men der er Facebook så at sige ikke målet for kommunikationen, nej det er et middel for at nå en større omtale et andet sted. G: Nu nævner du selv søren pind, det er også andet del af det her spørgsmål, de vil jo også gerne have noget altså opmærksomhed fra andre steder, herunder for eksempel 72

73 ikke-politiske shows, søren pind var også med til noget Til Middag Hos og noget Vild Med Dans, hvad synes du om at politiker går under de scener? S: Jamen det er sådan noget man omtaler som celebritisering af det politiske liv ikke, ja det jo klart det kan være med til at skabe støj om det politiske indhold, det er der ingen tvivl om det kan. G: Synes du det er en del af den privatisering af politikerne, synes du det er en del af det? S: Ja, det synes jeg, det er. Ja det opfatter jeg som en del af det at man lægge vægt på nogle mere intime personlige aspekter af sin politiske personlighed. Og som har at gøre med, at man kan sige, jeg taler om det her skiftet fra man måske kan kalde det, tidligere var det de sociale aspekter af ens personlighed i dag er det mere så at sige det private aspekter af ens personlighed der er fremme. Og en moderne politiker, der er i stigende grad et krav om, at man skal give sine, man skal så at sige, gøre sin politiske figur autentisk ved at have en personlig historie at trække på. Der skal være noget der giver en personligt baggrund for at være involveret i politik. Og medvirkende i en række af de programmer er en måde på at, man kan bidrage til at tegne det personlige projekt og, undertiden i meget uskyldige former som når man valser hen over dansegulvet, eller hvad det nu er, men det kan jo også være 8 mere blødere diskussionsprogrammer som Go Morgen Danmark, og Go aften Danmark og Aftenshowet, hvor man netop oftere får mulighed for at tale om, de så at sige, personlige sider af ens politiske valg. Som er den af den soft journalism som skal aktualiseres, og hvor man netop ikke har lov til at side og være traditionel politiker der argumentere rationelt og ud fra økonomiske hensyn, men meget ofte bliver bedt om at gøre det personligt på en eller anden måde. (G: Ja.) Jeg har så nok en anelse pragmatisk hvis i skal have mit eget synspunkt på det som i spørges til, i den forstand at, øh jeg tror at politik har været og formentlig altid vil være, også, knyttet til hvad man kunne kalde de mere sociale og festlige sider af livet. Øhh, og, det gælder jo igennem alle årene, fra arbejdernes første maj arrangementer, det har jo ligeså meget været en kulturel begivenhed som det har været en politisk begivenhed. Og tilsvarende grundlovsmøder, som man kan sige den mere borgerlige lejr har jo, også haft et politisk indhold og man har fejret en politisk begivenhed, men det har også haft en kulturel dimension, det har også været en picnic. Og jeg tror man går 73

74 fejl af det politiske liv, hvis man ikke forstår den dobbelthed af kultur og politik der hele tiden knytter sig til det ikke. Og som for mange også er motivet til at være engagerede i det. G: Du fejrer jo igennem alle vores spørgsmål, det jo rigtig godt. Du besvarer dem uden at vide det, det rigtig godt. Vi har diskuteret meget at bruge hele den her Naser Khader sag der var for et par år siden, med ny alliance og sort arbejde. Hvis du nogenlunde kan huske hvad det drejer sig om. Ehm, han blev skadet ret meget af meningsmålingerne under hele det her forløb, hvad synes du om hele den situation? Er det okay at der kommer nogle nyheder af ham i medierne, som selvfølgelig er relevant for hans politiske karriere, og er det okay at det skader hans politiske figur. De var selvfølgelig også ude senere og undskylde for at slet ikke at have noget grund i det. Og det egentlig bare var varm luft. S: Ja det var vel egentlig først her, da det program man ser, hvad hedder det, hæng ud på dr1. Altså nu husker jeg ikke alle detaljer af den Naser Khader sag, men jeg tror nok at det, min vurdering var, at der gik ikke mindst Se og Hør overstregen, i den forstand at de skabte en sag på et meget afgørende tidspunkt, som havde stærkt skadelige virkninger på Naser Khader. Som jo viste ikke at være begrundet, på den måde synes jeg godt man kan sige at det var jo klart ikke acceptabelt. Men det kan man jo kun afgøre konkret, hvis nu manden er politiker, så skal han ikke gå derhjemme og fifle med sort arbejde, i den forstand kan man sige, at det er sådan noget man ikke kan afgøre generelt. Må de ikke sige noget om hans sorte arbejde, jo hvis de havde fundet ud af det på lige præcis det tidspunkt, og der var hold i sagen. Ja så skal de jo i en vis forstand ud med sagen ikke? Men man kan sige at det var en lidt besynderlig konstruktion, at det var en tidligere spindoktor som nu sad på et ugeblad, der ligesom bliver involveret i det, også på den måde havde det lidt af gøre med et personopgør. Øh, og øh ja, som klart, synes jeg ikke det bidrog til den politiske diskussion, så på den måde synes jeg det har været udmærket, at dr har kørt de her programmer hvor man har kunnet belyse, hvilke mekanismer der fandt sted. Men det jo klart, det hjælper jo ikke Naser Khader. G: Sket er sket, hehe. S: Ja ja, og det er i den forstand noget svineri kan man sige. Det er der ingen tvivl om. 74

75 G: Okay men det siger noget om hvert fald mediernes rolle, at der er nogle tvetydigheder i det, altså, nu skal man selvfølgelig ikke generalisere både Se og Hør og Politiken ned i samme skuffe. S: Nej der tror jeg så at min vurdering vil være her at, lige præcis den Naser Khader sag, er måske lidt atypisk ved at det er, ehm, at det er Se og Hør der ligesom bliver en vigtig faktor og deres redaktør ikke? Hvor jeg måske synes, den igangværende skandale vedrørende skattesagen med Helle Thorning er en meget mere principiel sag. Fordi det jo ligesom et rigtig nyhedsmedie som kører det i en bevidst kampagne, mod en top politiker lige op til en valgkamp. Den er mere en principiel diskussion frem for den anden, som jeg synes er en lille smule, den var klart vigtig for Naser Khader, men for mig at se, havde den også lidt karakter af at være, være præget af nogle meget bestemte personernes sympatier og antipatier. Og i den forstand, på en måde mere var sladderbladsagtig end den anden er. Som er mere en principiel politisk kampagne. G: Ja klart. Alt det her, hele vores projekt opgave leder tilbage til, at vi vil lave en form for konklusion om, hvorvidt hvilken effekt det her har på den generelle befolkning, altså hele denne her proces, med hvad dens endelige påvirkning har på det danske demokrati. Jeg ved godt at det er lidt vagt men den demokratiske proces, det er et meget åbent spørgsmål, men ehm, altså fremmer det det danske demokrati, eller er det en modvirkning de her forskellige situationer? Eller er det bare en naturlig udvikling? S: Hehe G: Man går fra at være, hvad er det, policy voting til at være issue voting. S: Ja, det er bare tidernes forfald. Det vil jeg så ikke sige at det bare er, det er jo en, det jo klart at denne personliggørelse er et led i den bredere udvikling hvor det politiske billede ændrer karakter. Som også har noget at gøre med at, de politiske partiers store forandring i meget store parti organisationer og bevægelser er forsvundet. Så de i højere grad er blevet kampagne organisationer og derfor skal sælge politik på en anden måde, og vi har på samme tid oplevet en anden type opfattelse af hvad politik overhovedet er, til mere at blive sådan en form for, ja som vi talte om, issue voting som et vigtigere aspekt. Som også har noget at gøre med at, politik i højere grad er blevet, hvis man kan 75

76 sætte det på spidsen, har politik udviklet sig til en service virksomhed som forskellige politiske partier udbyder til vælgerne. G: Kan du prøve at uddybe det? S: Ja man kan tale om at det vi ser er at, de politiske partier tilbyder, så at sige forskellige pakker, som vi så som politiske forbruger kan vælge os ind på. Forstået på den måde, at hvor man måske tidligere var båret af en mere permanent ideologisk tilhørsforhold, til nogle bestemte politiske overbevisninger og værdier. Så ser vi i stigende grad at folk vælger, ikke så meget efter ideologi, selvom det stadig spiller en hvis rolle, men i højere grad efter hvad for nogle typer, hvad kan vi kalde det, ydelser som man kan blive lovet. Og det er et spørgsmål om hvor meget de ældre så at sige, kan få hjælp ved at stemme på den ene eller anden. Hvor for eksempel DF jo er vældig dygtige til at tiltrække ældre stemmer, ved at love rigtig meget til de ældre. Øh men også på sundhedssektoren, er politikere i den forstand service leverandører, de skal yde så og så meget i service. Og ehm, så i den forstand er politik også blevet en service virksomhed ikke? Men i forhold til det med om det er demokratiet der har lidt skade, bom bom. Det var måske, måske er det for stort et spørgsmål. Ja tror jeg vil bryde det ned til at G: Måske sige fordele og ulemper? S: Ja, jeg tror jeg i højere grad vil bryde det ned i nogle mindre spørgsmål og sige, er det noget der fremmer for eksempel befolkningens interesse for at have engagement i politik? Er det noget der ændrer karakteren af den politiske samtale? Frem for at se på et helt overordnet plan, er det nu en god ide eller dårlige ide. Bommelum. Så heller bryde den ned og sige, lad os prøve at stille nogle mindre spørgsmål, som mere meningsfuld kan besvare sig. Så en måde at besvare det på kunne være at sige, hvad sker der med den demokratiske samtale som følger denne her personliggørelse af kommunikationen? Ehm, altså der kunne man måske sige at, et vigtig element i denne her personliggørelse af den politiske kommunikation, er det også at vi har fået en mere selskabelig og konverserende forståelse af politik. Vi i møder i stigende grad politikere i sammenhænge hvor de bliver vurderet ud fra hvorvidt de er i stand til at være interessante personligheder, der kan føre en interessant samtale. Det er så ikke helt 76

77 rigtig i den forstand, der er stadig ret mange venues hvor der også foregår genuin politisk debat. Men hvis vi nu lige for simplificeringens skyld trækker lidt hårdt op, så kunne man lave et skel mellem, nu ved jeg ikke om i har læst Michael Schotzon der laver sådan en distinktion mellem det han kalder demokratiske samtaler også selskabelige samtaler og hans argument er så at sige at, demokratiske, i hans betydning politiske samtaler. De er problemorienterede, de har at gøre med at vi skal løse problemer, som vi muligvis indbyrdes er uenige i og har helt forskellige interesser i. For eksempel sådan noget som fordeling af indkomst ikke? Det er jo en vis forstand en interessekamp, hvem skal have pengene og hvem skal have lønforhøjelserne og hvem skal ikke osv. Og skal de have noget over i Jylland eller skal vi have det her på sjælland osv. Den type samtaler kræver forudsætninger. Det kræver typisk delegation med autoritet og er ofte ubehagelige at deltage i. Alle der har deltaget i det politiske liv, ved at det ikke altid er lige sjov, for man kan aldrig stille alle tilfreds, der altid nogen der sviner en til bagefter, eller siger man har sviget eller noget i den stil. Så politiske demokratiske samtaler kan være ubehagelige, og kræver repræsentation, kræver indsigt, og forudsætninger for at være med. Også er der selskabelige samtaler, som er, sådan nogle, der typisk foregår på Facebook, eller i Go morgen Danmark eller andre steder. Hvor vi i højere grad møder politikere der konversere, snakker og fortæller om deres personlige erfaringer med noget. Men de er ikke politiske eller demokratiske, vil Michael Schotzon sige. De kan tjene mange fornuftige formål, det er slet ikke fordi den type samtaler ikke er gode, men de har det problem kan man sige, at de måske foregejler folk til at alle kan være med, og alles synspunkter er lige gode. Hvor argumentet med omkring demokratiske og politiske samtaler vil være at sige nej, alle argumenter er ikke lige gode, der er faktisk nogen argumenter der er bedre end andre og det er vigtigt at man i selve samtalen får anskuelig gjort, hvad der fornuftigt og hvad der ikke er fornuftigt. Og det kan de selskabelige samtaler i mindre grad gøre, og derfor kræver de rigtig politiske samtaler en form for moderation, en form for institutionel rammeværk, enten i form af der er en journalistisk institution der er moderator eller man har et parlament hvor der er en formand der styrer ordet, og der nogle regler for hvad man må sige og ikke må sige. Hvorimod i de andre steder, der er der måske i princippet en større åbenhed for at alle kan deltage og alles meninger er lige gode, men man kan måske komme til at forgejle folk til at få indflydelse på den politiske meningsdannelse, hvad 77

78 den type samtaler i udgangspunktet ikke har. Så man kan analytisk sige, at der er to typer samtaler, problemet er, at Schotzon sådan set ikke tager højde for er, at vores medie landskab, i stigende grad sammenblander de her to typer samtaler. Så de ikke er til at skelne fra hinanden, så vi ved aldrig helt hvornår at vi så at sige, har det hyggeligt og hvornår kan forvente et skænderi. Eller at vi aldrig helt kan vide hvor politikerne har i høj grad lært at illudere de selskabelige samtaler, så også når de sidder til vælgermøder er de meget lydhøre overfor hvad folk siger. Men i realiteten er det vi fører i sådanne nogle steder, det er sådan en form for strategisk, en hvis forstand manipuleret selskabelige samtale, for den tjener nogle bestemte politiske interesser der skal komme frem ikke? G: Vil gerne spørge indtil det første spørgsmål du svarede på, du siger at politikerne i stigende grad er blevet et personligt fænomen frem for et socialt fænomen, hvorfor tror du det er sket? S: Det har bland andet noget at gøre med hele den socialøkonomiske udvikling i samfundet, som gør at vi, det er en længere forklaring, meget simpelt kan man sige, at i de gode gamle dage for 100 år siden, der var Danmark tydeligt et klassesamfund. Dvs. at ikke alene var der klare sociale skel mellem de forskellige grupper, men folk forstod sig også selv i kraft af de enten var landarbejder, de var godsejere, de var arbejder, de var fabriksejere, meget firkantet sagt. De forstod sig i kraft af en social inddeling, de var organiseret i forhold til det. I den forstand var Danmark et gennemorganiseret samfund, hvor alle interesser var organiseret. Det gjorde at man i højere grad kunne ligesom tænke sig som en, der lod sig repræsentere af folk der var ligesom en selv i social forstand. Ikke nødvendigvis hvad de i øvrigt måtte have af interesser. Det var måske mindre væsentligt, men i en social forstand skulle de repræsentere en social klasse eller gruppe. I takt med at de sociale klasser er blevet, ikke er blevet forsvundet, men er blevet udjævnet, og at, man kunne kalde det, folks livsstil på en række punkter er kommet til at minde mere om hinanden. Der er dog stadig nogle tydelige livstidsmæssige forskelle, afgørende for hvor man bor i landet, så er en af de måder hvorpå man kan, så at sige skabe opbakning omkring ens politiske personlighed, jamen det er i højere grad ved at appellere til hvad man kunne kalde, almene livserfaringer, snarere nogen der er social specifikke. Så den fortælling man kan lave, den handler 78

79 nødvendigvis om min vej fra at have kommet fra en fattig bondegård i Jylland, også komme ind på Christiansborg, nej den kommer snarer til at handle om hvordan jeg som person har foretaget nogle livs valg, og måske min tragiske historie med et handicappet barn eller hvad det nu kan være. Men et gestaltning af en personlig historie som er mere orienteret mod det personlige livs erfaring, snarer end den sociale gruppes erfaring. Det har selvfølgelig også noget at gøre med, nu gør jeg det primært til en socioøkonomisk udvikling, men har også noget at gøre med mediernes udvikling. I takt med at vi i stigende grad har fået nogle audiovisuelle medier, hvor personen i højere grad er til stede i den politiske kommunikation. Ja så er det blevet vanskeligere at skille det helt personligt private fra det politiske. Altså en meget spændende bog i den sammenhæng af Joshua Mayowitz der har skrevet en bog der hedder No Sense of Place, hvor han blandt andet peger på, at tv, men det vil nu gøre sig i højere grad gældende med sociale netværks medier, har bidraget til at nedbryde nogle skel mellem når man er offentlig og når man er privat. Han peger for eksempel på, jeg tror det var Eisenhower eller han har et eksempel med en amerikansk præsident, kan ikke lige huske hvem af dem det var, men jeg tror det var tilbage i 30 erne. Når han gav presse orientering, så gjorde han det tit mens han barberede sig, men det der stod i avisen, det handlede om det politiske indhold, som han nu var kommet i det her interview eller pressemeddelelse/briefing. Men i nutidens audiovisuelle medier kultur, ja der er det meget vanskeligt at lave det skel, for vi ville ikke kunne sortere det politiske fra det personlige her. Så folks evne til at fremtræde overfor os i den her form for illuderede selskabelighed, som det typisk er når man er på skærmen. Man ligesom skal se ud som om man sidder og fører en afslappet konversation, men selvfølgelig for at blive overhørt af nogle andre, i et bredere publikum. Ja der bliver ens gestik og mimik ens påklædning, ens umiddelbare personlighed, den er meget mere til rådighed for andres vurdering. Så derfor bliver det vigtigt for politikerne at lave det impression management som Goffman kalder det, overfor andre. For at tydeliggøre sit politiske budskab. Og man kan sige ens troværdighed bliver også vurderet til de personlige parametre, man kan have et nok så godt argument, men hvis man virker synligt nervøs eller på anden måde ikke fremstår, virker sjusket påklædt, eller bare ikke tilhører den gruppe man normalt ligesom har tillid til, jamen så er man ikke overbevisende politisk. Fordi det personlige i ens fremtræden strider mod ens overbevisning om at det er troværdigt. Det er en troværdig person der 79

80 taler. Også er der også nogle mediemæssige forklaringer på at vi i højere grad fokusere på det personlige og ikke kun på argumentet, og det sociale herkomst. G: Nogle afsluttende bemærkninger? S: Nej. G: Tak for interviewet. 80

81 13.3 Bilag 3 Den Politiske Mislyd Den politiske mislyd I mediernes medvind har en lille flok politiske kommentatorer taget overhånd og reduceret dansk politik til et kynisk spil, som vinder big time over det politiske indhold. Giv din kommentar til dagens kronik nederst på siden. AF Kim Brinckmann To fænomener præger tidens mediebillede: en flok glade sangtalenter, der for fuld musik er blevet verdensstjerner i Danmark, og så en lille håndfuld politiske kommentatorer, som har taget springet fra kommentatorboksen til hovedroller på den politiske scene. Begge forvandlinger er sket i raketfart, men derudover har Martin, Laura og alle de andre x-faktorer intet tilfælles med Niels Krause-Kjær, Michael Kristiansen, Peter Mogensen og det øvrige kommentatorslæng. Tværtom? for hvor det første fænomen i bedste fald er underholdende, så er de politiske kommentatorers fremmarch i værste fald ødelæggende for dansk politik. De politiske kommentatorer har pillet indholdet ud af dansk politik, der ensidigt i medierne fremstilles som et magtspil, hvor udspekulerede politikere dyrker egeninteressen? hvis de ikke ligger på lur for at bluffe eller score vælgerne. Så når statsministeren drager til møder udenlands, så er det ikke et udtryk for, at han blot passer sit arbejde i det store internationale politiske maskineri. Niks, så er det ifølge de politiske kommentatorer endnu et taktisk træk, der enten skal holde ham på sikker afstand af dansk politik i nogle dage eller også sikre ham en international toppost. Og når den samme statsminister lufter, at han gerne vil af med de danske EU-forbehold, så er det ikke, fordi det er et dybtfølt politisk ønske, han har næret siden Niks, så er også det et sikkert tegn på, at han virkelig vil topposten. Og når Socialdemokraterne fremkommer med en storstilet og længe efterspurgt 81

82 integrationsplan, så er det ikke en interessant politisk sag, som indholdsmæssigt fortjener en grundig behandling. Niks, i den politiske kommentatorkreds bliver det hurtigt til en taktisk affære, hvor en presset Helle ThorningSchmidt er nødt til at komme med... et eller andet udspil. Og så kører spillet ellers videre, videre og videre. I USA kaldes dyrkelsen af det politiske spil for horse race-journalism og har sit aktuelle udtryk i det kapløb som Barack Obama og Hillary Clinton udkæmper i disse måneder, hvor alt politisk indhold for længst er dampet af, og hvor det kun handler om at holde sig i sadlen, indsamle flere penge undervejs og så ellers undgå slips of the tongue på opløbsstrækningen. Så langt ud i de politiske absurditeter er vi ikke nået? men vi er godt på vej. For resultatet af en tæt alliance mellem energiske politiske kommentatorer og simplificerende journalister er et mediebillede, hvor det politiske persongalleri for længst har slået partierne af banen; så i dag er Helle Thorning-Schmidt Socialdemokraterne, Villy Søvndal er Socialistisk Folkeparti? og i dén medieskabte logik er problemet for Enhedslisten, at partiet var Pernille Rosenkrantz-Theil, og at mange konservative har mere end svært ved at kapere, at Bendt Bendtsen er personificeringen af deres parti. I det lys er det også oplagt, at politikernes gøren og laden er rendyrket kommentatorguf. Og derfor bliver det pludselig til både forsidehistorier og godt fjernsyn, når Villy Søvndal skifter sin bondeskjorte ud med en figursyet fra Giorgio Armani. Og derfor går samtlige politiske kommentatorer amok i en hysterisk medieverden, når Lars Løkke Rasmussen har røget cigaretter og set videofilm på statens regning, når Naser Khader måske har fået et sort stakit, og når Jeppe Kofod har haft sex med en pige, som næsten var mindreårig. Og derfor bliver det helt sikkert en stor dag i den politiske kommentatorkreds, hvis det kommer frem, at statsministeren toner sit hår. Det omsiggribende dyneløfteri har meget lidt relevans i den politiske sags tjeneste, men i det politiske spil er det konge. 82

83 Ud over spil- og personfikseringen er de politiske kommentatorer også skadevoldere på andre fronter. De går sjældent af vejen for et frejdigt politisk gætværk, hvor det tilsyneladende er bandlyst at tøve, nuancere eller nægte at svare på spørgsmål, som man ikke har velfunderede svar til. Og derfor er det også ærgerligt, at det ikke mere hyppigt er folk med forskerbaggrund, der bliver bedt om en politisk kommentar; for de er åbenlyst utilpassede i tidens mediebillede? ved for meget, kommer med for mange forbehold og evner ikke at fatte sig i ekstrem korthed. Dertil kommer, at de politiske kommentatorer med sikker sans for dramatik ofte forstærker de politiske tendenser? både i opad- og nedadgående retning. Så da Ny Alliance blev stiftet for et år siden og bragede gennem den politiske lydmur, var der ingen grænser for superlativerne fra de politiske kommentatorer. Henrik Qvortrup kronede Naser Khader som Danmarks bedste varemærke, og Nyhedsavisens David Trads fik svinget sig helt op til at kalde Khader for vor tids nye Kennedy. Det er glemt nu, helt glemt? hvor ingen kommentator holder sig tilbage fra lige at levere et sidste spark til Khader? der på rekordtid er blevet til en politisk letvægter af værste skuffe. Og da Socialdemokraterne i meningsmålingerne fra marts i år næsten blev overhalet af SF, så fik det omgående Politikens Peter Mogensen til at se partiet som en sten, der synker mod havets bund? og at kun omgående fyringer af Morten Bødskov og Henrik Sass Larsen kunne redde partiet fra nedsmeltning. Stærke ord i marts? specielt når det tages i betragtning, at SF måneden efter styrtdykkede i meningsmålingerne, og at det igen gik fremad for Socialdemokraterne. En vigtig kompetence i den politiske kommentatorverden er evnen til at pille en politiker ned fra den piedestal, som de selv har sat hende op på. Det trick kendte Connie Hedegaard, da hun blev miljøminister i 2004, hvor blandt andre de politiske kommentatorer fik skruet så højt op for Connieeffekten, at den nyudnævnte miljøminister selv måtte ud og nedjustere forventningerne. 83

84 Oven i alle disse fortrædeligheder kommer, at den politiske kommentatorflok, som vi betjener os af i Danmark, er suspekt? både hvad antal og troværdighed angår. I USA går kredsen af politiske kommentatorer, spinnere og analytikere under betegnelsen Club of 500. Det er en udskældt skare, som optræder i hinandens medier, skriver om og for hinanden? men som dog har en vis størrelse? og dermed mangfoldighed. En tilsvarende klub i Danmark? det politiske kommentarium? tæller højst en sjæle. Det er langtfra kritisk masse, og kombineret med den udvidede medietid forklarer det jo, hvorfor en meget fåtallig kommentatorkreds giver sit politiske besyv med igen og igen? og i øvrigt meget mere end selv fremtrædende politikere. Og oveni kommer så et alvorligt troværdighedsproblem. Med meget få undtagelser består det politiske kommentarium af tidligere spindoktorer og fallerede politikere med alvorlige ridser i lakken. I mange år troede politologer og andet godtfolk, at ministeriernes stigende brug af politiske embedsmænd, spindoktorerne? ville udgøre et alvorligt demokratisk problem, og derfor blev der udarbejdet rapporter, betænkninger og nedsat kommissioner, som satte rammer op for deres adfærd. Med få undtagelser har bekymringerne vist sig at være ubegrundede. I de store ministerielle systemer bliver spindoktorerne hurtigt enten marginaliserede til at passe ministerens valgkreds eller også institutionaliserede og kommer dermed til at ligne den store kreds af politisk tænkende embedsmænd, som i øvrigt omkranser ministeren. Hvad ingen havde forudset var, at spindoktorerne først bliver til et politisk problem, når de ikke er spindoktorer længere, fordi de bedste sælger sig selv til den politiske kommentatorbranche. Og uanset kommentatorernes erklæringer om det modsatte, kan nære relationer til en statsminister eller en anden toppolitiker ikke undgå at spille ind på deres politiske vurderinger og spådomme. Og derfor virker det da også både løjerligt og forkert, hver gang Michael Kristiansen 84

85 forsøger sig med et kritisk interview af Anders Fogh Rasmussen, hans arbejdsgiver gennem seks år. Ligesom det er umuligt at se bort fra, at Hans Engell og nu også Jens Christiansen, tidligere partisekretær i Socialdemokraterne, har været involveret i så mange beskidte og voldsomme politiske magtkampe, at det på livstid burde diskvalificere dem som politiske kommentatorer. Og ligesom det er helt umuligt at acceptere Ralf Pittelkow, der som politisk rådgiver ragede uklar med tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, som siden hen klart har markeret egne politiske standpunkter, og som oveni deler bord og seng med en fremtrædende minister. Kommentatorerne har ondt i den politiske habilitet? eller burde have det. Niels Krause- Kjær fremstår som renskuret kommentator, selv om han i den grad har tjent sine sporer i og omkring Det Konservative Folkeparti. Og selv om Thomas Larsen er den flinke dreng i det politiske kommentarium, så er det altså svært at se bort fra, at han i Berlingske Tidende har en klar tendens til at skrive politiske kommentarer, der går regeringens vej. Nu venter vi så blot på, at Rasmus Jønsson vender tilbage som politisk kommentator med friske erfaringer fra sit praktikophold hos Ny Alliance. Bananrepublik! er den dom over de politiske kommentatorer, som ingen i den danske medieverden selv kan finde frem til, men som Per Egil Hegge, en kendt norsk redaktør og kommentator, ikke desto mindre fældede efter at have iagttaget den danske valgkamp sidste år. De politiske kommentatorer bærer selv på skammen og skylden? men samtidig er de også bare triste pejlemærker i en tid, hvor dansk politik i foruroligende grad har mistet både essens og substans. 85

86 Den uheldige udvikling har medierne et stort medansvar for. De tilbeder forenklingen og reducerer alt for ofte journalistikken til ukritisk mikrofonholderi mikset med et overforbrug af politiske kommentatorer, hvis fortid og politiske engagement i øvrigt alt for sjældent bliver nævnt. Og udviklingen er tilsyneladende irreversibel: Ugebrevet A4 har netop via mediedatabasen Infomedia påvist, at mediernes brug af politiske kommentatorer, som ikke er universitetsforskere, vokser støt. Og det er klart, når eksempelvis TV 2/Nyhedernes politiske redaktør Anders Krab- Johansen er af den opfattelse, at kommentatorerne er en nødvendighed, fordi politikerne er blevet for gode til at fremstille sig selv i et positivt lys. Måske, men hvilken journalistisk fallit er vi så ikke vidne til. I stigende grad har medierne opgivet den indsigtsfulde dialog mellem journalist og politiker og stiller i stedet om til en snak mellem to politiske kommentatorer, der ikke taler om politik? men rundt om den. Og politikerne? De fremstår i mediebilledet som villige deltagere i en uskøn magtkamp, hvor de kun har tanke på politisk styling og forsimplede budskaber. Derfor oplever vi politikerlede i befolkningen? som i stigende grad tror, at dansk politik er lig med det politiske spil i?kongekabale? og?kongemordet? eller Troels Hartmanns og Poul Bremers beskidte magtkamp i?forbrydelsen?. Og derfor blev vi nærmest beklemte, da Jeppe Kofod efter sin politiske frifindelse bedyrede, at han ville tilbage i dansk politisk, fordi han fortsat ville ændre på samfundets udvikling; vi havde jo midt i mediehysteriet glemt, at det er det, som politik egentlig handler om. Og derfor har vi ikke siden Marianne Jelved mødt en politisk tørvetriller, der insisterer på at tale seriøst om det politiske indhold? også selv om der skal bruges lange ord og det vil komme til at gøre ondt? helt ned i detaljen. Og derfor er Anders Fogh Rasmussen et sindbillede på den nye tids politiker; en mand, som tilsyneladende ikke har trådt forkert, siden han drak sig fuld i gymnasietiden, men som så til gengæld kan tåle et nærgående medietjek? så der heller ikke på dette område 86

87 er noget at komme efter. Der er intet, som tyder på, at udviklingen vender? tværtom. På grund af mediernes efterspørgsel og politikernes medløberi vil de politiske kommentatorer kun få mere og mere plads og stigende betydning i dansk politik. Og dermed er der også lagt op til, at det politiske indhold taber endnu mere opmærksomhed til det politiske spil, personfikseringen og det smarte spin. Der findes et kodeks for offentlige topledere, der findes et etisk kodeks for sygeplejersker, der findes dogmeregler for filmmagere? og selv i USA har to politiske kommentatorer, John Harris og Jim VandeHai, udformet en blanding af et mea culpa og et manifest, hvor de dels undskylder deres fejlvurderinger og dels giver løfte om forbedringer. Pyt med undskyldningerne, men hvis de politiske kommentatorer i Danmark kan udarbejde et kodeks for egen adfærd... så får de min stemme næste gang. 87

88 13.4 Bilag 4 - Derfor handler politik om personer Derfor handler politik om Personer Helle Thorning-Schmidt og Lene Espersen ligger, som de har redt. Eller hvad? AF Christian Elmelund-Præstekær Hen over sommeren har Helle Thorning-Schmidts skatteforhold og Lene Espersens ferieplanlægning været genstand for megen medieomtale, ligesom pressen tidligere på året interesserede sig indgående for, hvilken type skole Mette Frederiksens barn skulle gå på. Personerne i politik har altid været godt mediestof, fordi det giver identifikation med politikerne, men også fordi deres fejltrin giver næring til forargelse over forhold, man måske kender fra sit eget liv, men som landets ledere burde være hævet over. I hvor høj grad vore politikere bør være en slags overmennesker kan naturligvis diskuteres, men hvorfor stilles der øjensynligt stadig større krav til politikerprivatlivets pletfrihed? LÆS OGSÅHver anden vælger: Thorning og Espersen er utroværdige Selv om man måske kunne fristes til at hævde, at det er mediernes skyld, er det langtfra hele sandheden. Også politikerne bærer en del af ansvaret. For det første ved man fra adskillige undersøgelser, at moderne partier generelt nedtoner deres klare ideologiske standpunkter for at kunne appellere til bredere vælgersegmenter. Således også i dansk politik, hvor bølgerne nok går højt i folketingsdebatter og debatspalter, men hvor eksempelvis SF har accepteret EU, og de borgerlige partier har accepteret velfærdsstaten. Når partierne således bliver mere enige om de politiske mål, kommer de politiske slagsmål i højere grad til at handle om, hvem der bedst kan realisere disse mål. Det medfører, at medier og vælgere ikke alene interesserer sig for politikernes holdninger, men også for deres evne til at føre holdningerne ud i 88

89 virkeligheden. For det andet byder politikerne velvilligt offentligheden indenfor i privaten. Vi er med på løbeture og cykelture. Vi ser politikere vinde danse-, synge- og gættekonkurrencer på tv. Og vi kan læse interview, reportager og selvbiografiske bøger om livet i og uden for politik. Vagthunde - ikke skødehunde En særlig genre er værd at se nærmere på i denne sammenhæng, nemlig hvad man i mangel af bedre ord kan kalde soft news. Altså en aktualitetsgenre, der behandler det politiske liv ud fra en blødere, mere menneskelig vinkel end traditionelle nyhedsmedier. På Syddansk Universitet har vi analyseret indholdet af 2007-valgkampens 42 udgaver af DR s Aftenshowet og TV 2 s Go morgen Danmark samt Go aften Danmark. I 52 indslag altså i mere end et indslag per udsendelse optrådte der politikere, og mere end halvdelen af indslagene blev kørt som udsendelsens tophistorie. Det interessante resultat i vores undersøgelse er, at politikerindslagene næsten aldrig handlede om et politisk emne, men meget ofte om den interviewede politikers person eller privatliv. Samtidig var indslagene næsten alle positivt vinklede i forhold til de deltagende politikere. Det hørte således til sjældenhederne, da værten på Go aften Danmark stillede kritiske spørgsmål til Naser Khader om hans påståede brug af sort arbejde. Langt mere udbredt var indslag som eksempelvis udspurgte Anders Fogh Rasmussen om sit første møde med sin hustru. Hvor Khader-indslaget blev en slags forsvarstale, gav Fogh-indslaget den siddende statsminister lejlighed til at fremhæve de mere følsomme sider af sig selv, han er blevet kritiseret for at skjule. Politikerne byder altså selv medierne indenfor, når det handler om at sætte fokus på personer frem for politik i en valgkamp. Og når nu journalisterne er blevet lukket ind ad fordøren for at rapportere om fest og glade dage, er der vel ikke noget at sige til, at de af 89

90 og til drister sig til at lure over hækken for at kunne udstille også det beskidte tøj i baghaven? Journalister er jo trods alt uddannede vagthunde ikke skødehunde. Sladder eller demokratisk folkeoplysning? Men er det alene politikernes egen skyld, at deres privatliv med jævne mellemrum bliver hængt til tørre i medierne? Nej, naturligvis ikke. Det er i denne forbindelse ganske interessant at drage en parallel til andre forskningsresultater: En omfattende analyse af partiernes egen kommunikation i traditionelle kampagnekanaler som læserbreve, avisannoncer og debatprogrammer gennem de seneste fem folketingsvalgkampe viser nemlig, at partierne yderst sjældent fører kampagne på personlige forhold hverken deres egne fortræffeligheder eller deres modstanderes utilstrækkelighed. Men samtidig er politikerne altså mere end villige til at tale privatliv i Go morgen Danmark ligesom de formentlig gør det i såkaldt sociale medier som Facebook og Facebook. Det indikerer, at vi gennem de senere år har fået nye medier, som ansporer politikerne til at føre valgkamp på en anden måde end i de traditionelle kampagnekanaler. Tilbage står så spørgsmålet, om det er kommet for vidt? Bør Helle Thornings skatteforhold og Lene Espersens ferieplaner granskes i og af offentligheden eller ej? Det kan man ikke give noget entydigt videnskabeligt svar på. Men man kan anføre, at en af mediernes fornemmeste opgaver er at orientere vælgerne om aktuelle samfundsmæssige forhold, som er væsentlige for deres vurdering af politikere og partier og i sidste ende for placeringen af deres kryds på valgdagen. Om den seneste tids personhistorier er på deres plads eller ej, er altså noget vælgerne afgør, hvorfor medierne bør sætte sig i publikums sted, når balancen mellem ligegyldigt sladder og demokratisk folkeoplysning skal findes. 90