Jysk børneforsorg Fredehjem. Årsskrift 2014

Transkript

1 Jysk børneforsorg Fredehjem Årsskrift 2014

2 Årsskrift 2014 Foreningen Jysk børneforsorg/fredehjem Redaktion Marie Nyegaard (ansv. redaktør) Lars Bundgaard Fotos Marie Nyegaard Anne Sofie Christiansen Mette Ebbesen Siv Lerche Frederiksen Cabrina Jensen Søren Jensen Private udlån Produktion Dimenzions.dk Jyskbørneforsorg/Fredehjem Jysk børneforsorg/fredehjem har som formål at udøve pædagogisk og støttende arbejde for svagtstillede børn, unge og familier på et folkekirkeligt og folkeligt grundlag. Formålet realiseres gennem drift af mere end 20 tilknyttede institutioner, der samarbejder med offentlige myndigheder. Derudover oprettes og drives en række socialpædagogiske alternativer og projekter med inddragelse af frivillige. Jysk børneforsorg/fredehjem er, som navnet antyder, en sammenslutning af to foreninger: Jysk børneforsorg, der er grundlagt i 1906 af Ellen Schepelern under navnet Kvindehjælpen og Fredehjem oprettet samme år af pastor Jørgen Chr. Berthelsen. Sekretariat Ellengården Bethesdavej Aarhus N Tlf mail@jyskborneforsorg.dk Følg os på Facebook: Jysk børneforsorg/fredehjem Indhold Når 1+1 bliver til mere end 2 3 Frugter kan uspået komme 4-5 Borgmesterbakken - et godt sted at være 6-7 Alle har villet, at det skulle lykkes 8-9 Borgmesterbakkens historie Ude-Bo - et springbræt til voksenlivet At føre et menneske hen til et bestemt sted Here2Stay! Men hvordan er det gået dem? Ingen Rema, ingen Pia Enten er kronen for stærk, eller Egon for svag 20 Glimt fra Jysk børneforsorg/fredehjem - sekretariat og hovedbestyrelse 26 Institutionsfortegnelse 27

3 Hovedbestyrelsens formand Når 1+1 bliver til mere end 2 Nye samarbejdsformer: I tiden op til afslutning af et år ser vi sædvanligvis tilbage på, hvad det år har bragt med sig både af svære og gode oplevelser. Hvad er det, der især har kendetegnet året, der er ved at rinde ud? Det er Horsens, der i år er fokuspunkt i Jysk børneforsorg/fredehjems årsskrift, og det er det, fordi der er indledt et nyt og særligt samarbejde mellem foreningen og Horsens Kommune. Af Jette Hansen, formand for hovedbestyrelsen Det hele begyndte med, at Horsens Kommune i 2013 rettede henvendelse til Jysk børneforsorg/fredehjem for at drøfte muligheden af, at vi overtog driften af døgninstitutionen Borgmesterbakken. Bygningen ejede vi i forvejen og havde gennem mange år drevet børnehjemmet Borgmesterbakken, indtil Vejle Amt opsagde driftsoverenskomsten i På det tidspunkt blev der indgået aftale med Horsens Kommune om, at kommunen selv med leje af bygningen skulle stå for driften af det nødvendige tilbud om akut døgnstøtte til børn og unge. I 2013 ønskede Horsens Kommune så en ændring, og efter forhandlinger blev der indgået en aftale om et partnerskab, hvor Jysk børneforsorg/fredehjem overtog driften, og Horsens Kommune garanterede som en del af aftalen at købe 9 af de 11 pladser. Med denne aftale startede en ny samarbejdsform mellem en kommune og foreningen uden den traditionelle driftsoverenskomst har vist, at det er blevet en lykkelig start på et samarbejde, der dels har ført mere med sig, men også vist sig at have fordele for begge parter. Det er livgivende at samarbejde om at skabe gode udviklingsmuligheder for børn og unge udvikling af projektet Move. Projekt Move skal motivere sårbare børn og unge i Horsens til en mere aktiv fritid i fællesskab med andre og skal udvikles i et tæt samarbejde med Horsens Kommune, lokale foreninger og frivillige. Foreningen har også i 2014 fået en opfordring fra Horsens Kommune til at undersøge muligheden for at oprette startboliger for sårbare unge. Det førte til en ansøgning til By- og Boligministeriet og senest en bevilling, så vi nu kan komme i gang med udvikling af startboliger, der i Horsens skal etableres i den bestående boligmasse. En boligforening har lovet at afgive 10 ungdomsboliger til projektet. En af gevinsterne ved startboliger er, at der indgår en social vicevært, som støtter de unge og på den måde gør dem selvhjulpne og klar til at leve et selvstændigt liv i det bestående samfund. Glæden ved at samarbejde For foreningen er det utroligt spændende på den beskrevne måde at løse opgaver sammen med en kommune. Vi udnytter hinandens potentialer og styrker og er fælles om at tilbyde en så gedigen støtte som muligt i respekt for mennesker, der har brug for noget særligt. Som samarbejdspartnere respekterer vi hinanden og de arbejdsbetingelser, vi hver især har. Det er livgivende at samarbejde om den fælles sag at skabe gode udviklingsmuligheder for børn og unge, så de kan vokse op og blomstre og gøre sig klar til sidenhen at kunne få et godt voksenliv. Det vil være spændende, tænker jeg, hvis et tilsvarende samarbejde kan udvikles med en anden kommune, og vi dermed kan indhøste endnu mere erfaring med den nye samarbejdsform. Andre nye projekter I løbet af 2014 har Horsens Kommune og foreningen således aftalt samarbejde på andre nye fronter. TrygFonden har givet en donation til Det er dejligt at kunne skabe udvikling sammen med andre. Som mennesker og samfundsborgere har vi alle et socialt ansvar, og ofte er det sådan, at 1+1 bliver til mere end 2. 3

4 Partnerskab 4 Frugter kan uspået komme Overskriften er hentet fra Thorkild Bjørnvigs november digt, og dels er vi i skrivende stund i november, men nok så relevant er det, at foreningen Jysk børneforsorg/fredehjem i november sidste år færdiggjorde en aftale med Horsens Kommune, der har indebåret nogle resultater, som vi ikke kunne forudse dengang. Af Lars Bundgaard En ad hoc løsning Vi stod i efteråret 2013 med et ønske fra ledelsen i Horsens Kommune om, at foreningen igen skulle overtage børnehjemmet Borgmesterbakken og skulle på kort tid finde en aftaleform, som kunne løse mange tekniske og praktiske problemer, og aftalen skulle effektueres allerede til nytår. I stedet for de traditionelle måder foreningen plejer at arbejde sammen med kommuner på, udviklede vi en såkaldt pladsaftale i stedet for den sædvanlige overenskomstmodel eller det mere markedsorienterede salg af pladser. Så blev vi partnere! Det viste sig, at denne model blev indledningen til en helt ny måde for en civilsamfundsorganisation og en kommune at samarbejde på, og vi blev først efterfølgende gjort opmærksomme på, at vi ved denne aftaleform havde etableret noget, der godt kunne ligne det, teoretikerne kalder en partnerskabsmodel. Kort fortalt går partnerskabsmodellen ud på, at kommunen og civilsamfundsorganisationen Noget vi ikke havde forudset i november 2013 var, at netop denne samarbejdsform førte mere med sig end den oprindelige aftale sætter sig sammen med udgangspunkt i en fælles opgave og finder en fælles løsning ved at bruge hver parts særlige styrkesider. Denne form for samarbejde forudsætter stor tillid mellem de to parter. Samarbejdet i praksis Det blev blandt andet aftalt, at man på ledelsesniveau i socialforvaltningen i Horsens Kommune og Jysk børneforsorg/fredehjem mødes jævnligt og drøfter dels det eksisterende samarbejde, men nok så meget sætter fokus på de eksisterende udfordringer i arbejdet med udsatte børn, unge og familier i Horsens og drøfter, hvordan vi hver især kan bidrage til løsning af udfordringerne. Ud over samarbejdet omkring akutanbragte børn på Borgmesterbakken er samarbejdet nu også udvidet til at omfatte unge såvel over som under 18 år, og foreningens to ungetilbud i Horsens: Ude-Bo og Bo- og Jobuddannelsen er nu på en anden måde end tidligere med i dialogen omkring løsning af de eksisterende udfordringer. Uspåede frugter Noget vi ikke havde forudset i november 2013 var, at netop denne samarbejdsform førte mere med sig end den oprindelige aftale. Samarbejdsformen har vist sig overordentlig brugbar, når vi taler om tværgående udviklingstiltag, og Horsens Kommune og Jysk børneforsorg/fredehjem står lige nu med bevilling af to sådanne tværgående og nyskabende udviklingstiltag på området for sårbare børn og unge projekter, der er udviklet i fællesskab. Det ene er Projekt Move, der med økonomisk støtte fra TrygFonden handler om at sætte

5 Partnerskab fokus på bevægelse, sundhed og fællesskab for de mest udsatte børn og unge i Horsens. Det andet med titlen Step1 er et såkaldt startboligprojekt, hvor tredjeparten er Horsens Andelsboligforening. Med støtte fra By- og Boligministeriet bliver der nu etableret 10 ungdomsboliger, hvor sårbare unge skal støttes og hjælpes til at blive inkluderet i et ungdomsboligmiljø i Horsens. En udfordring til foreningen Den beskrevne udviklingstendens rummer imidlertid også en udfordring for en forening som Jysk børneforsorg/fredehjem. Forudsætningen for samarbejdet i den beskrevne form er nødvendigvis, at foreningen har et bagland i civilsamfundet i Horsens. I første omgang har det nu medført, at foreningen har fået skabt langt bedre kontakt med andre foreninger og organisationer i den frivillige verden i Horsens, men næste skridt bliver, at foreningen skal styrke sin synlighed som frivillighedsorganisation og sin tilstedeværelse som forening. Jo, frugter kan uspået komme! 5

6 Borgmesterbakken 6 Borgmesterbakken - et godt sted at være Rikke på 12 år er et af de 11 børn, som i øjeblikket bor på Borgmesterbakken. Hun går i 6. klasse på Søndermarkskolen, og i sin fritid går hun til ridning. Rikke har været på Borgmesterbakken i ca. et år, og hun synes, det har været hyggeligt og dejligt at bo på opholdsstedet. Da hun bliver spurgt, om de voksne er søde, svarer hun lidt drillende: Ja, nogen af dem og beroliger straks Henrik Pedersen med, at han hører til i den gode ende. Et besøg på Rikkes værelse viser, at hun er faldet til på Borgmesterbakken. Det ligner enhver anden teenagers værelse med plakater på væggene, og man kan se, at hun bor her. Noget af det Rikke vil tage med sig videre fra sit ophold på Borgmesterbakken er en bog, hun har lavet sammen med en medarbejder. Bogen hedder Borgmesterbakkens minder og er fyldt med billeder, hvortil der er skrevet en lille historie, som fortæller om Rikkes tid på Borgmesterbakken. Af Mette Ebbesen Borgmesterbakken skal være et sted, hvor børnene føler sig set, hørt og forstået af omverdenen, mener forstander Henrik Pedersen At føle sig hjemme og høre til På Borgmesterbakken arbejder det pædagogiske personale på at skabe en ganske almindelig hverdag for de børn, der bor på opholdsstedet. De har et stort fokus på at indrette rare værelser, så børnene føler sig hjemme, føler at de hører til. Borgmesterbakken skal ifølge forstander Henrik Pedersen være et sted, hvor pædagogerne giver god omsorg, nærvær og samvær. Det er vigtigt med en atmosfære, hvor børnene føler, at her må man gerne være - også med sine vanskeligheder. Det vigtigste succeskriterie for Henrik Pedersen og pædagogerne på Borgmesterbakken er, at børnene kommer i god trivsel. At de håndterer eget liv sammen med pædagogerne, at de oplever at mestre deres skolegang, og at de oplever at mestre de sociale sammenhænge, de kommer i. At de ikke føler sig for meget marginaliseret ud i forhold til andre børn. At også disse børn kommer til at føle, at de har venner og bekendte, nogen der holder af dem, siger Henrik Pedersen og fortsætter. Det kan være børn, vi hjælper med at tabe sig eller børn, vi hjælper med at komme ud i fritidsaktiviteter. Borgmesterbakken skal være et sted, hvor børnene føler sig set, hørt og forstået af omverdenen, mener Henrik Pedersen. Et boost på selvtilliden Louise på 18 år har også boet på Borgmesterbakken i et års tid, men er netop flyttet i egen lejlighed. Hun har dog stadig sit gamle værelse på Borgmesterbakken, indtil hun falder helt på plads i sit nye hjem. Om tiden på Borgmesterbakken fortæller hun, at de voksne har taget sig af hende. Når hun har været ked af det, har de hjulpet med at finde en løsning på hendes problemer. Louise mener, at opholdet på Borgmesterbakken har betydet, at hun har fået mere selvtillid, og at hun har fået det bedre med sig selv og det sociale. Ordentlige voksne Oven på en velgennemført opstartsfase glæder Henrik Pedersen sig over, at der på Borgmesterbakken er en god personalegruppe, der er fagligt stolte og glade for at være pædagoger. De har efter hans mening en god ansvarsfølelse, tager deres arbejde seriøst og er ordentlige voksne. At være en ordentlig voksen er en af de vigtigste værdier, som Henrik Pedersen arbejder ud fra på Borgmesterbakken. For ham er det vigtigt, at de voksne engagerer sig i børnenes liv, at de er til at stole på og holder, hvad de lover. På den måde kan de skabe nærhed og gode relationer til

7 Borgmesterbakken børnene. Den gode relation er vigtig for at kunne hjælpe børnene godt på vej, og personalet forsøger at hjælpe børnene så godt på vej videre i tilværelsen, som de overhovedet kan. De gør for eksempel alt, hvad de kan, for at børnene har kontakt til deres forældre og pårørende. Forældre og pårørende kommer på besøg hos børnene på Borgmesterbakken, og børnene bliver bragt og hentet, når de skal på besøg derhjemme. Henrik Pedersen fortæller, at de også har en vigtig opgave i f.eks. at finde den rette plejefamilie og lave et godt udslusningsforløb for det enkelte barn. FAKTA Den 1. januar 2014 overgik driften af Borgmesterbakken til Jysk børneforsorg/fredehjem, efter at opholdsstedet havde været under Horsens Kommune de sidste fire år. En stabil organisation Henrik Pedersen så det som en god og stor udfordring, da han blev tilbudt stillingen som forstander på Borgmesterbakken, men følte sig også rustet til opgaven. Det har for ham været vigtigt at skabe stabilitet på Borgmesterbakken, da det efter hans mening er gennem stabiliteten, der bliver skabt tryghed og gode rammer for de børn, som skal bo på Borgmesterbakken. Der har ifølge Henrik Pedersen været en god opstartsfase på opholdstedet. Personalegruppen har været klar til at ændre arbejdsgangen, hvilket har givet mere ro og stabilitet for børnene. Han glæder sig nu over, at Borgmesterbakken er blevet et sted, hvor børn og voksne er i trivsel, hvor der er en god atmosfære, et godt arbejdsmiljø og et godt klima at udvikle sig i. Fra Christian IX til Borgmesterbakken Henrik Pedersen troede oprindeligt, at han skulle være skolelærer, men efter et vikarjob som pædagogmedhjælper på Chr. IX s børnehjem i Aarhus ændrede han mening og valgte i stedet at uddanne sig til pædagog. Henrik Pedersen har ikke mange pædagogiske arbejdspladser i bagagen. Han begyndte på Chr. IX s børnehjem og kom derfra videre til Himmelbjerggården i Ry, hvor han har været afdelingsleder i 9 år. I begyndelsen af januar 2014 kom han til Borgmesterbakken og var med fra den første dag, Jysk børneforsorg/fredehjem overtog driften af opholdsstedet. I opstartsfasen har det været Finn Bonnichsen, som har haft forstanderkasketten på, men den 1. september overgik ansvaret til Henrik Pedersen. Det at løbe noget nyt i gang var hårdt i starten, fortæller Henrik Pedersen, men han glæder sig nu over, at Borgmesterbakken er et rart sted at arbejde med gode betingelser, og at de første ni måneder bærer en god historie med sig i forhold til at hjælpe og støtte børnene. 7

8 Borgmesterbakken Alle har villet, at det skulle lykkes Det er helt fantastisk, hvad der er nået på seks måneder, fortæller Finn Bonnichsen om opstartsprocessen på Borgmesterbakken. Det er samspillet mellem de tre parter: Horsens Kommune, medarbejderne på Borgmesterbakken og Jysk børneforsorg/fredehjem, som har betydet, at overdragelsen af Borgmesterbakken er forløbet så godt. Ifølge Finn Bonnichsen har det haft afgørende betydning, at Horsens Kommune har tillid til foreningen, at medarbejderne har villet det, og at administrationen hos foreningen har bakket op, når der har været brug for det. At alle parter har villet, at det skulle lykkes, har betydet, at det kunne lykkes så hurtigt, mener Finn Bonnichsen. Af Mette Ebbesen Det, at man vil hinanden, gør forskellen Finn Bonnichsen, der har fungeret som forstander i opstartsfasen, synes det har været rigtigt spændende at være med fra begyndelsen, da Jysk børneforsorg/fredehjem overtog Borgmesterbakken. Der er lavet en god aftale med Horsens Kommune, hvor der har været goodwill fra begge sider i forhold til at kunne nå hinanden. Når sådan en aftale skal på plads, er det utroligt vigtigt, at parterne respekterer og anerkender hinanden og hinandens vilkår. Det har de forstået i Horsens Kommune, mener Finn Bonnichsen. Det er efter hans mening meget positivt, at der er tænkt ud af boksen i den partnerskabsaftale, der er lavet mellem Jysk børneforsorg/fredehjem og Horsens Kommune, og han mener, det kunne være en spændende vej for flere kommuner at gå i fremtiden. Finn Bonnichsens arbejde har altid haft skæve familier eller børn som omdrejningspunkt, og derudover har han selv haft plejebørn gennem 35 år Den rigtige cocktail I opstartsfasen har Finn Bonnichsen arbejdet tæt sammen med Henrik Pedersen, som fra starten af januar 2014 blev ansat som afdelingsleder. Det har været et samarbejde præget af god kemi, hvor de har kunnet supplere hinanden godt. De har været enige om, hvilken retning Borgmesterbakken skulle føres i og enige om, hvilke værdier der skal være de centrale på Borgmesterbakken, fortæller Finn Bonnichsen. Der har været en klar rollefordeling mellem dem, hvor Finn Bonnichsen har taget sig af det overordnede, mens Henrik Pedersen har fokuseret på den daglige personaleledelse. Det har været vigtigt for dem at være troværdige, at både medarbejdere og samarbejdspartnere har oplevet, at der har været ledelsesmæssigt styr på tingene. I forhold til medarbejderne har de stået til rådighed døgnet rundt for at kunne give ledelsesmæssig sparring og opbakning. Ifølge Finn Bonnichsen har han og Henrik Pedersen udgjort den rigtige kombination på det rigtige tidspunkt. Det vi siger, er det vi gør Finn Bonnichsen føler, at medarbejderne har haft glæde af hans og Henrik Pedersens ledelsesstil. Det har været vigtigt, at medarbejderne har oplevet, at det vi siger, er det vi gør, siger Finn Bonnichsen. Målet har været, at medarbejderne oplevede, at de fik ledelse, at de fik anerkendelse, at de fik mere indflydelse og mere uddannelse. Det er alt sammen grundlaget i den nye kultur, de ønsker at skabe på Borgmesterbakken. Finn Bonnichsen har den opfattelse, at medarbejderne er glade for at være på Borgmesterbakken, og han synes, der er opstået en god energi i personalegruppen. Ledelsen har forsøgt at tænke højt i forhold til medarbejderne. De har hørt på, hvad medarbejderne har haft at byde ind med og mødt dem, hvor det har kunnet lade sig gøre. Det har været vigtigt at have fokus på at få skabt en god arbejdsplads med et godt renommé og med fokus på børnene. 8

9 Borgmesterbakken Overgang til Jysk børneforsorg/fredehjem Finn Bonnichsen er overbevist om, at medarbejderne har oplevet det som noget meget positivt at være blevet en del af foreningen Jysk børneforsorg/fredehjem. De oplever sig taget godt imod og anerkendt som værende en del af et fællesskab. Finn Bonnichsen fortæller, at medarbejderne har læst meget i foreningens værdigrundlag for at kunne spejle sig i værdierne og for at kunne afstemme deres forventninger til at blive en del af foreningen. Overgangen til Jysk børneforsorg/fredehjem har betydet, at der er kommet en større fleksibilitet i forhold til, hvad pædagogerne kan lave af aktiviteter med børnene på Borgmesterbakken. De har nu mulighed for at tage børnene med på ture med overnatning, og børnene kan benytte sig af de fritidsaktiviteter, der tilbydes i Horsens. At Borgmesterbakken er blevet en del af Jysk børneforsorg/fredehjem har også betydet, at der skulle oprettes en bestyrelse for opholdsstedet. Finn Bonnichsen fortæller, at der er kommet en fantastisk bestyrelse på Borgmesterbakken. Dens medlemmer er yderst kompetente med en god faglig baggrund, og den nye bestyrelse har også taget ejerskab for, at overgangsfasen er blevet så vellykket. FAKTA På Borgmesterbakken blev der i stedet for en driftsoverenskomst indgået en såkaldt partnerskabsaftale. Partnerskabsaftalen er baseret på en pladsaftale mellem Horsens Kommune og Jysk børneforsorg/fredehjem og går ud på, at Horsens Kommune på forhånd køber 9 af de 11 døgnpladser, Borgmesterbakken har til rådighed. At overlade ansvaret Den 1. september 2014 overlod Finn Bonnichsen ansvaret for Borgmesterbakken til Henrik Pedersen, som nu tiltrådte som forstander for Borgmesterbakken. Finn Bonnichsen fortæller, at Henrik Pedersen hurtigt har taget ejerskab og følt Borgmesterbakken som sit sted. Finn Bonnichsen har haft det fint med at overlade det fulde ansvar for Borgmesterbakken til Henrik Pedersen. Det var dog ikke nogen helt nem beslutning, for han havde udviklet en kærlighed til stedet og de personer, der var der og syntes, der var en så god energi på Borgmesterbakken, at det var blevet et godt sted at være. Men da han begyndte at blive savnet på Nørresø Børnepension, hvor han er forstander til daglig, var han nødt til at bestemme sig for at trække sig noget mere. Nu mødes han med Henrik Pedersen hver 14. dag, hvis der er behov for sparring. Ifølge Finn Bonnichsen bliver en af Henrik Pedersens vigtigste opgaver at holde fast i den gode relation til Horsens Kommune. Man er ikke noget, hvis ikke man holder fast i en god relation og er en god samarbejdspartner for Horsens Kommune, siger Finn Bonnichsen. Den gode relation er vigtig, da det efter Finn Bonnichsens opfattelse er Horsens Kommunes behov, som får indflydelse på fremtiden for Borgmesterbakken. En vellykket opstartsfase Det første år efter Jysk børneforsorg/fredehjems overtagelse af driften af Borgmesterbakken fra Horsens Kommune er efterhånden gået. Man er stort set igennem opstartsperioden, og de største forandringer på opholdsstedet er gennemført. Det har været en god opstartsfase, hvor mange ting er faldet i hak, så det har været nemt at være tropsfører, siger Finn Bonnichsen. At alle parter har villet forandringen er grunden til, at det er gået så godt, mener Finn Bonnichsen. 9

10 Borgmesterbakkens historie Borgmesterbakkens historie En tidligere forstander fortæller Hvis man kommer kørende mod Horsens fra øst, syd eller vest, kan man på bakkekammen i den nordlige del af byen se et rødt hus med valmet tag. Det er Borgmesterbakken 24. Af Peter Rabjerg De første beboere flyttede ind i januar 1928, og siden har huset været beboet af børn og unge fra hjem, der ikke har kunnet give dem trygge rammer at vokse op i. Men det var ikke her, det begyndte. Børnehjemmet, som det jo er, startede i Vimmelskaftet den 18. januar Initiativtagerne var Stefansforeningen i Horsens. Søster Elisabeth var den første plejemor på hjemmet, der havde til huse i Stefansforeningens bygning, som også fungerede som foreningens missionshus. Stefansforeningen byggede huset på Borgmesterbakken 24, og det var klar til indflytning på 30-årsdagen for børnehjemmets grundlæggelse. Gennem årene har der boet mange hundrede børn på hjemmet. Børnehjemmet har forandret indholdet i takt med samfundsudviklingen i området. De første mange år boede børnene på børnehjemmet hele deres barndom, indtil de skulle ud at klare sig selv. Plejemor og de øvrige børn på hjemmet blev for mange den fremtidige hjemkontakt. Det var her, de kom, når de havde glæder eller sorger, de ville dele med deres nærmeste. Lederen på børnehjemmet gik som antydet under navnet Plejemor. Fra grundlæggelsen i 1898 og frem til 1980 var forstanderne diakonissesøstre. Den sidste i rækken var Søster Anne Lise. På en generalforsamling i 1970 blev det besluttet at nedlægge Stefansforeningen. Opgaven med at drive børnehjemmet blev nu overtaget af Jysk børneforsorg/fredehjem. Jul på Borgmesterbakken, hvor Peter Rabjerg var forstander fra Skriften på væggen Den første mandlige forstander for Borgmesterbakken tiltrådte den 1. maj 1980 og var undertegnede. Det var trange tider for børnehjem/døgninstitutioner i disse år. Der blev nedlagt en del, og man vidste, at flere ville følge efter. Nedlæggelserne kom som en følge af bistandslovens indførelse i 1976, hvor ansvaret for driften af døgninstitutioner blev rykket fra staten til amterne. De enkelte amter skulle så have deres antal af døgninstitutioner tilpasset det, der var brug for i amtet, suppleret med de pladser, der forventedes at kunne sælges til andre amter. De første par år i 1980 erne blev der nedlagt fem døgninstitutioner for børn og unge i det daværende Vejle Amt, og Borgmesterbakken var også i fare - og vel ikke uden grund. Borgmesterbakken var i 1980 et børnehjem med plads til 17 børn og unge. Der var dog kun 9 anbragte, og institutionen fremstod som et sted, der trængte til fornyelse. Forholdet til Horsens Kommune var kørt skævt, så skævt at der stort set kun kom akutte anbringelser via rådighedsvagten. En venlig forstanderkollega sagde til mig: Kan du ikke læse skriften på væggen?! Turbulens og nytænkning Samtidig opstod en ny trend eller forandring i tiden omkring nærhed og begrebet nærmiljøinstitution. Et begreb, der skulle blive værdifuldt for Borgmesterbakken. Nu skulle børn fra Horsens om muligt anbringes i nærheden af familien, og familien skulle fortsat være en del af barnets liv på trods af anbringelsen. De sociale myndigheder og fagfolk fra Horsens Kommune blev inviteret indenfor på Bakken, hvor de var med til at sætte dagsordenen for institutionens indhold og fik lejlighed til at se den nye leder an. Det betød, at Horsens Kommune fik en form for mentalt ejerforhold til Borgmesterbakken, og det blev et udviklende samarbejde gennem årene. 10

11 Borgmesterbakkens historie Liv i de gamle stuer De første år i firserne var præget af mange korte anbringelser og mange genanbringelser af børn, som havde svingdørsophold på Bakken. Vi tog f.eks. imod børn, som ikke var blevet hentet af deres forældre i daginstitutionen. Blandt disse oplevede vi børnehavebørn, der blev anbragt på Bakken syv gange. Der kunne være tale om søskendeflokke på 3-4 børn. Det var ikke en ønskværdig situation for disse børn, men nogle af gengangerne nød opholdet og agerede, som om de var på ferie. Her var ordnede forhold, mad, legetøj, nogle fik nyt tøj, og på et tidspunkt skulle de hjem igen. Det var før, der fandtes krisecentre for voldsramte kvinder. Det resulterede i mange og meget korte anbringelser af kvinder med børn, nogle kom videre, andre tog hjem igen! En opgørelse over anbringelser fra 1981 (nok det mest turbulente år) viser 90 indskrivninger. En afspejling af den hverdag, der var på Borgmesterbakken, ses i vores julehilsen fra 1981: JULEHILSEN FRA 1981 På Borgmesterbakken der står et hus der er liv i de gamle stuer, her leves livet i sus og dus det er noget, som børnene huer Her bor 17 unger, deromkring, sådan er det de fleste dage, til daglig da går det i store spring, men vi skal skam ikke klage. De voksnes pædagogiske idé, en plan for hvert barn her i huset er ikke altid så let at se, det sker den er sunket i gruset. De planer, der lægges den ene dag, kan ændres igen i morgen, for ankomst og afrejse er en sag, der forandrer livet på borgen. Ja, hvad er planen for fremtiden så, for det liv der leves på borgen? Vi satse vil, så godt vi formår, at børnenes dag er i morgen. Vi gør det! En anden forandring, der bankede på, var opdeling efter alder. Børnehjem var ikke et godt navn, når man var 14 år. Børne- og Ungdomspension var langt bedre. At bo på ungdomspension var næsten statusgivende for nogle unge, og sådan blev det en periode. Det gamle hus blev opdelt, og der blev mere ro om børnene og et friere liv for de unge. Indimellem lidt for frit. Borgmesterbakken var blevet antaget som en del af det sociale netværk i Horsens Kommune, og nye tanker i kommunen blev realiseret via Jysk børneforsorg/fredehjem og med Borgmesterbakken som entreprenør. Jysk børneforsorg/fredehjem købte et hus til vores første ungeprojekt Jydebo, og vi drev det som ungdomsboliger til anbragte unge. Det fungerede godt et par år, men vi måtte nødlukke det på grund af for mange fester og for lidt kontrol med ungegruppen. Men Jydebo var forløberen til Ude-Bo, som kom nogle år senere. Familieværksted var et andet af projekterne. En lidt smart journalist skrev i en artikel: Nu er det ikke kun gamle biler, der kan komme på værksted. Nu laver Borgmesterbakken et værksted for familier! Det resulterede i, at Borgmesterbakken startede et familiecenter, men indholdet var til forveksling det samme som på datidens familieværksteder. Det startede op i det nedlagte Jydebo og flyttede senere til Nørrebrogade 9, som i dag huser Bo- og Jobuddannelsen i Horsens. Der har været mange småprojekter i gang, som opstod af et behov, og som afvikledes, når behovet ikke var der mere. Vi havde en personalegruppe, der var meget entreprenørorienteret, og som turde sige: vi gør det! Vores bagland i Jysk børneforsorg/fredehjem gav også mulighed for at investere i at træde nye stier. Fortsat var det Børne- og Ungdomspensionen, der var kerneopgaven, efterhånden med børnepensionen på Borgmesterbakken 24 og ungdomspensionen i Nørrebrogade 9. Fra amt til kommune I begyndelsen af det nye årtusinde var en ny forandring i ansvarsfordeling på vej. Nedlæggelse af amterne blev en politisk beslutning, og kommuner som Horsens måtte overveje de økonomiske konsekvenser af at skulle betale 100% af udgiften til anbringelse af børn og unge. På den baggrund skete et anbringelsesstop fra Horsens Kommune, og der kom en klar udmelding om, at anbringelse skulle afløses af interne tiltag i kommunen. For Borgmesterbakken fik dette den uheldige konsekvens, at anbringelsestallet faldt så drastisk, at Vejle Amt måtte lukke Børne- og Ungdomspensionen Borgmesterbakken. Der sidder en lille stander, han mærker systemets pres, måske i det stille han bander, han plages til tider af stress, for alt er så kompliceret, det er svært at være så klog på, hvad det er at være leder, som man var, da man var pædagog Lukningen af Borgmesterbakken blev en realitet i efteråret Sidenhen blev Borgmesterbakken en del af Horsens Kommunes børne- og ungetilbud. Ude-Bo fortsatte sit virke og måtte nu køre Ånden fra Bakken videre i Horsens området! 11

12 Ude-Bo springbræt til voksenlivet 12 Ude-Bo - springbræt til voksenlivet Udviklende samarbejde med Horsens Kommune er ikke nyt i Ude-Bo. Det har været en arbejdsform længe og til gavn for begge parter. Allermest til stor gavn for de sårbare unge, der får støtte til at komme godt i gang med voksenlivet gennem Ude-Bo. Af Marie Nyegaard Da Ude-Bo blev oprettet som en del af Borgmesterbakken i 1993, var der tilknyttet 15 unge. I dag modtager 40 unge et tilbud i Ude-Bo, og seks unge har stået på venteliste i mere end et halvt år. Når kommunens nye politik på psykiatriområdet skal drøftes, er Ude-Bo inviteret med om bordet, hvilket er en stor anerkendelse af den ekspertise og faglighed, der er opbygget på institutionen gennem årene. Ude-Bo spiller en vigtig rolle for de socialt- og psykisk sårbare unge i Horsens Kommune. Dette skyldes ifølge forstander Britta Schmidt, at institutionen gennem mange år har leveret god kvalitet i et tæt samarbejde med Horsens Kommune. Samtidig har man formået at tilpasse sig behov og tendenser omkring de unge og de krav, der stilles f.eks. på beskæftigelsesområdet. Det har været et gensidigt samarbejde, hvor den kommunale del også har lyttet til, hvad medarbejderne i Ude-Bo oplever som udfordringer i arbejdet med at hjælpe de unge til en positiv udvikling. Britta Schmidt er uddannet socialpædagog og har været ansat i Ude- Bo siden Ude-Bo var oprindelig en afdeling under Borgmesterbakken, men blev en selvstændig institution fra 2004, hvor Borgmesterbakken blev nedlagt. I den forbindelse blev Britta Schmidt ansat som forstander for Ude-Bo. Den gode vej til uddannelse og job I 2007 fik Ude-Bo EU midler til at udvikle og afprøve et nyt tilbud med interne erhvervsguider. Projektet gjorde det muligt at skille erhvervsvejledningen fra bostøtten og dermed gøre begge dele mere målrettede og tydelige. En anden bevæggrund for projektet var, at Jobcentrets virksomhedskonsulenter havde for få ressourcer til de sårbare unge. Det var derfor ikke muligt at tilbyde den nødvendige tætte opfølgning, når de unge kom i gang med en uddannelse eller i praktik på en arbejdsplads. Vores erhvervsguider kunne følge de unge helt tæt fra dag ét i deres uddannelsesforløb eller praktik, fortæller Britta Schmidt. Efter to års projektperiode blev erhvervsguiderne et fast tilbud i Ude-Bo, så der i dag er tre erhvervsguider ansat. Horsens Kommune har taget godt imod ordningen og har også udviklet Jobcentrets ungeindsats, således at man i dag har et særligt Ungecenter. Når de unge guides frem mod et godt ungdoms- og voksenliv, sætter Ude-Bo altid uddannelse før beskæftigelse. Det er vigtigt, at vi altid nævner uddannelse før beskæftigelse, siger Britta Schmidt og fortsætter: Uddannelse er jo det, der skal til i vores samfund i dag. Ude-Bo er et tilbud til socialt- og psykisk sårbare unge i alderen år, hvor der ydes bostøtte, socialtræning og uddannelses- og beskæftigelsesvejledning. Kendetegnende for Ude-Bos unge er, at de har mange forskellige udfordringer i deres tilværelse, hvilket gør det nødvendigt med en indsats, der rummer det hele menneske. De kan have svært ved at følge et ordinært uddannelsesforløb på grund af en diagnose eller manglende sociale færdigheder. De kan komme fra en opvækst præget af sociale vanskeligheder. Eller de kan have et misbrug. De

13 Ude-Bo springbræt til voksenlivet sidste to år har medarbejderne i Ude-Bo oplevet, at der er sket en markant forandring i den gruppe unge, der får tilbudt støtte, så stort set alle i dag har en psykiatrisk diagnose eller personlighedsforstyrrelse. Som i alt socialt arbejde er den tætte relation til de unge også her det helt afgørende grundlag for at støtte dem i en positiv udvikling. På baggrund af den trygge relation får de unge støtte i at anerkende og forstå deres egne problemstillinger, så de kan lære at tackle deres udfordringer uden at føle sig stigmatiserede på grund af en diagnose eller særlig vanskelighed. Øvebane for sociale færdigheder Den sociale træning anser Britta Schmidt for at være kerneydelsen i Ude-Bo. Hvis du ikke kan begå dig socialt, så er det altså også rigtig vanskeligt på uddannelsesinstitutionerne og på arbejdspladserne, understreger Britta Schmidt. Den sociale træning foregår gennem fastlagte aktiviteter, hvor de unge øver sig i at være sammen med en gruppe af andre unge, hvis selskab de ikke selv har valgt. De unge er selv med i planlægning af aktiviteter gennem deres eget ungeudvalg. Der er mange faste traditioner i Ude-Bo. En fast tradition er kaffemik hver fredag, hvor unge og medarbejdere samles og hygger sig med at skabe en god begyndelse på weekenden. Ude-Bos ungeråd arrangerer jævnligt temaaftener, hvor en gæst, der selv har rejst sig fra et svært udgangspunkt i livet, kommer og deler sin historie. En gang om året drager Ude-Bos unge og medarbejdere på dannelsesrejse. Her er der virkelig mulighed for at arbejde med den sociale træning. Bare det at spise sammen med andre kan være en kæmpe udfordring for mange af de her unge på grund af social angst, siger Britta Schmidt. I det hele taget er det at opholde sig i et fremmed land og samtidig skulle begå sig i et fællesskab med andre en hel uge en utrolig lærerig og dannende oplevelse for de unge, hvor mange også får modet til at springe ud i nye udfordringer. En del af et større fællesskab Ifølge Britta Schmidt har foreningen Jysk børneforsorg/fredehjem stor betydning for de unge i Ude-Bo. De unge er bevidste om, at det er en forening - et fællesskab med nogle værdier, der er baglandet for deres tilbud. Mange har gennem en omtumlet barndom udviklet et særligt syn på kommunen og orker ikke flere kommune-damer, som de selv formulerer det. På den anden side er det også betryggende, at det ikke er en virksomhed, der skal skabe profit. Det er de unge meget bevidste om. Med seks unge på venteliste er det en besnærende tanke at udvide projekt Ude-Bo endnu en gang. Det seneste år har været præget af vækst, der er kommet flere unge og flere medarbejdere. Det kræver noget af alle at indoptage alt det nye. Lige nu vendes blikket mod fremtiden, hvor balancen som altid skal findes mellem at opfylde de unges behov og forsat udvikle tilbuddet i samarbejde med kommunen til alles bedste. At overvinde sig selv og få succesoplevelser sammen med andre er nøglen til et godt voksenliv. Det kan man lære på en dannelsesrejse i Tyrkiet 13

14 Bo- og Jobuddannelsen 14 At føre et menneske hen til et bestemt sted At man, naar det i Sandhed skal lykkes en at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der. En plakat med det berømte Søren Kierkegaard citat er det første, der fanger blikket, når man besøger Bo- og Jobuddannelsen i Horsens. Ifølge Søren Kierkegaard er det at hjælpe et andet menneske at møde den anden, hvor han eller hun er. Men for at møde et andet menneske, hvor det er, skal der grundlægges en bærende relation. En begyndelse. En relation, der er baseret på ligeværd og respekt. Det er alle medarbejderne i Bo- og Jobuddannelsen i Horsens rigtig dygtige til. Mange unge er her blevet mødt der, hvor de er, og er gennem relationsarbejde hjulpet videre til en god tilværelse. Af Anne Sophia Christiansen Fra nederlag til succeshistorie Forstander Jeanette Hjarsbæk er i daglig kontakt med de unge i Bo- og Jobuddannelsen. Samtidig har hun det overordnede pædagogisk faglige ansvar for de unges udvikling. Bo- og Jobuddannelsen er et helhedsorienteret tilbud for unge mellem 18 og 29 år, der har generelle indlæringsvanskeligheder. Fælles for de unge er, at de har behov for at styrke deres sociale og individuelle kompetencer gennem pædagogisk støtte. Det overordnede mål er, at de unge bliver selvhjulpne i egen bolig med støtte og får tilknytning til arbejdsmarkedet. Ud over forstanderen er der ansat seks pædagogiske medarbejdere i Bo- og Jobuddannelsen. Desuden er Mark Nielsen ansat som erhvervskonsulent og arbejder med at etablere kontakt til virksomheder om praktikforløb: De fleste unge har ikke en 9. klasses eksamen, de har oplevet mange nederlag i skolen og vil bare gerne have et arbejde, fortæller Jeanette Hjarsbæk. Erhvervsafklaringen sker gennem længerevarende praktikker. I en praktik på en arbejdsplads, hvor de unge blomstrer og har nogle ressourcer, bliver de oftest også ansat i fleksjob. De unge tilknyttet Bo- og Jobuddannelsen kan blive attraktive medarbejdere,,en arbejdsplads, FAKTA Bo- og Jobuddannelsen udspringer oprindeligt fra Bo/Skole/Job i Silkeborg, men blev i 2009 selvejende. 95 % af de unge, der flytter fra Bofællesskaberne, får efterfølgende hjemmevejledning i egen bolig. Herudover ydes der hjemmevejledning til cirka 20 eksterne unge i egen bolig i Horsens. Læs mere på: da de fleste er meget mødestabile. Faktisk har vi lige nu ingen unge, der ikke efterfølgende er blevet ansat i fleksjob. Det er en succeshistorie, fortæller Jeanette Hjarsbæk. Relationen, tilliden og det genkendelige I botræningen får de unge blandt andet støtte til tøjvask og madlavning, men for at de kan udvikle og styrke færdigheder, er det nødvendigt, at der skabes en relation mellem den unge og botræneren. Når relationen er skabt, kan botræneren og den unge sammen arbejde med at styrke og udvikle den unges individuelle og sociale kompetencer. Når relationen så er etableret, så higer og søger de unge efter den, siger Jeanette Hjarsbæk. De fleste botrænere og hjemmevejledere har været ansat i Bo- og Jobuddannelsen i mange år, og genkendeligheden skaber tryghed og ro for de unge. Medarbejderne skal derfor skabe en balance, der både udfordrer de unge og samtidig sikrer en stabil, genkendelig og støttende ramme. Vi deles sommetider internt om kontakten og vejledningen af de unge, da vi oplever, det er positivt for de unges personlige udvikling at blive mødt med forskellige perspektiver og dermed nye løsningsforslag til en given udfordring i de unges liv. Samtidig betyder dette, at alle botrænerne får opbygget en relation, en personlig indsigt og et praktisk kendskab til den unge, fortæller Jeanette Hjarsbæk og fortsætter: Det helt unikke er, at det liv og miljø, vi har skabt her, giver plads til, at de unge kan deltage på mange måder. Et liv uden alt for meget vat Vores unge kan langt hen ad vejen opfattes som forholdsvis sædvanlige unge. Dette kan både være godt og skidt. Det bliver nogle gange svært i mødet med mennesker uden for Bo- og Jobuddannelsen. De unge søger normaliteten. Alt det, som alle andre har og gør. Familie, bil og et godt job,

15 Bo- og Jobuddannelsen fortæller Jeanette Hjarsbæk. Det kan derfor være rigtig hårdt for de unge, når de flytter i egen bolig og først i en sen alder opdager, at de ikke er helt sædvanlige. Nogle reagerer ved at takke nej til videre hjælp fra systemet, da de tror, de selv kan klare alting på egen hånd. Når de så falder igennem og skal samles op igen, så kan der være rigtig langt op, siger Jeanette Hjarbæk. Erkendelsen og det urealistiske selvbillede kan være meget svært for de unge at håndtere: Specielt, hvis den unge i mange år har boet i et af bofællesskaberne, hvor de er seks unge om at deles om alt. Nu står den unge så selv med al madlavning, rengøring og tøjvask, siger Jeanette Hjarsbæk. Botrænerne gør derfor en særlig indsats i forhold til både at prioritere udviklingen af de unges sociale kompetencer samtidig med, at den enkelte unge har fast kontakt med en botræner, som ser den enkelte unge, og som kender til den unges udviklingsmuligheder. De unge bliver så vidt muligt udfordret på dette og derved mere selvhjulpne og rustet til et liv uden alt for meget vat. Mark Nielsen er erhvervskonsulent i Bo- og Jobuddannelsen. Et arbejde skaber mere livskvalitet Bo- og Jobuddannelsen har indgået en aftale med Horsens Kommune om at lave et særligt 26 ugers praktikforløb for deres målgruppe af unge, da det ordinære kommunale 26 ugers forløb for ledige fleksjobbere ikke virkede. Vores unge anede ikke, hvad der foregik og blev simpelthen koblet af. De blev frustrerede og kede af det, fortæller Jeanette. Erhvervskonsulenten etablerede i stedet praktikker, hvor de unge kom i mesterlære. Alle, der har været på dette forløb, har efterfølgende fået fastansættelser og et liv med mere livskvalitet. Karina Kjær på 25 år er efter et 3-årigt ophold i Bofællesskabet på Fabrikvej netop flyttet i egen lejlighed. Karina har tidligere gået på Gødvad Efterskole i Silkeborg i 2 år og dernæst på husholdningsskole. Især kan hun bruge det, hun lærte på husholdningsskolen i forbindelse med selv at stå for madlavning. Jeg synes selv, jeg er kommet mere frem i det, siger Karina Kjær. Med støtte laver hun lasagne, boller i karry og tarteletter. Karina fortæller, at hun nu næsten kan alt selv. Vennerne fra tiden i Bofællesskabet holder stadig sammen, de ses rigtig ofte, og de er gode til at lave aftaler. Karina blev i september ansat i Rema 1000 i Horsens, hvor hun sætter varer på plads i butikken. Hun er blevet en del af et sammenhold og fællesskab, og Karina er rigtig glad for jobbet. Karina er optimistisk omkring sin fremtid og godt i gang med at finde sig selv i egen lejlighed. Karina er et rigtig godt eksempel på, når den helhedsorienterede indsats lykkes. Karinas forløb er også en succeshistorie, afslutter Jeanette Hjarsbæk. Jeanette Hjarsbæk er forstander i Bo- og Jobuddannelsen, men har i flere år forinden arbejdet som hjemmevejleder og botræner i Bo- og Jobuddannelsen. Beboer i Bofællesskabet på Fabrikvej, Morten Nordstrøm og forstander i Bo- og Jobuddannelsen, Jeanette Hjarsbæk. Morten Nordstrøm er beboer i Bofællesskabet, og Christian Lauersen er tidligere beboer. Karina Kjær har boet i Bofællesskabet på Fabrikvej, men er netop flyttet i egen lejlighed. 15

16 Here2Stay Here2Stay! Men hvordan er det gået dem? Børn er vel børn. Når man er født og opvokset i Danmark, kan den tanke synes banal. Men samtidig er den en drøm for de fleste uledsagede mindreårige, der flygter fra verdens brændpunkter i håbet om at finde sikkerhed og nye muligheder for en positiv fremtid. I perioden har Jysk børneforsorg/fredehjem og Nørresø Børnepension drevet integrationsprojektet Here2Stay for 24 unge uledsagede afghanske drenge, der har måttet flygte fra uroligheder og krig i hjemlandet. Af Jonas Schneider Høgholm I juni 2014 flyttede de sidste drenge fra Here2Stay mod nye kapitler i tilværelsen. Men hvordan er det gået dem efter udflytningen? Et møde med Ismail Vi har besøgt den tidligere Here2Stay beboer Ismail på Det ny Havredal, hvor han nu bor og er godt i gang med at uddanne sig inden for gartnerfaget. Jeg møder ham i spisesalen. Klokken er ganske tæt på middag, og elever og lærere flokkes til den daglige fælles frokost. Ismail ankommer i ivrig snak med en flok drenge og piger, alle iklædt arbejdstøj med Det ny Havredals logo. Jakker og arbejdssko henslænges i garderoben, vi hilser på hinanden og sætter os til frokostbordet. Strandet uden familien Ismail er i dag 19 år gammel og har boet i Danmark, siden han som 14- årig endte en lang og barsk flugt fra Afghanistan på en rasteplads i Sønderjylland. Dengang vidste jeg ikke engang, hvilket land vi befandt os i. Chaufføren fortalte os bare, at vi skulle vente, imens han kørte efter benzin, men han kom aldrig tilbage efter os. Det lykkedes mig at stoppe en bil med en mand, som fortalte mig, at det her var Danmark. Han pegede mig i retning af den nærmeste by med en politistation. Her fortalte jeg hele min historie, siger Ismail. Ismail flygtede fra uroligheder i den afghanske hovedstad Kabul i Dette foregik oprindeligt sammen med hans mor og mindre søskende. Vi solgte vores hus for at skaffe penge til I dag er Ismael i gang med en uddannelse på Det ny Havredal. rejsen. Det er meget dyrt at komme til Europa. Vi havde kun tre dage til at skaffe penge, så vi måtte sælge til en meget billig pris, husker jeg. Derefter rejste vi fra Afghanistan, gennem Pakistan og videre til Iran, fortæller Ismail. På grænsen mellem Iran og Tyrkiet blev mænd og store drenge separeret fra kvinder og børn. Der var en bil til kvinder og små børn, og vi andre skulle gå den lange vej over grænsen. Vi skulle alle mødes igen i Tyrkiet. Vi ventede i en lille by på den anden side, og hver dag spurgte jeg de mænd, der hjalp os, om bilen med kvinder og børn. De blev ved at sige, at den nok skulle komme. Men efter en uge uden de var kommet, var vi tvunget til at rejse videre. Ismail mistede kontakten til moderen og de mindre søskende ved denne grænseovergang og måtte klare flugten videre på egen hånd. Først til Grækenland, videre til Italien og til sidst gemt bag i en lastbil uden at kende til den endelige destination hele vejen til det land, han senere fandt ud af var Danmark. I dag seks år senere er det stadig uvist for Ismail, hvilken skæbne der overgik hans familie. Efter den tumultprægede ankomst søgte Ismail om asyl som uledsaget mindreårig og boede derefter ni måneder på forskellige danske asylcentre, hvorefter han fik tildelt opholdstilladelse. Siden har projekt Here2Stay været hans faste base med en to-årig afstikker i form af et efterskoleophold, hvor bofællesskabet i Viborg primært var bopæl i weekender og ferier. 16

17 Here2Stay Ud over rampen Tilbage i spisesalen på Det ny Havredal er frokosten ved at være overstået, og elever og lærere spredes til eftermiddagens program. Vi sætter os på et kontor til en snak om Ismails egne oplevelser med at bo i Here2Stay og med tiden i Danmark i det hele taget: Det bedste ved Here2Stay var fællesskabet. Jeg har faktisk været glad for at bo der. Nu, hvor jeg er flyttet derfra, savner jeg det tit. Selvom vi boede i forskellige lejligheder, var det alligevel et sted, hvor vi kunne samles, og det var godt at bo sammen med andre unge, som stod i den samme situation som jeg selv, fortæller han. Under opholdet i Here2Stay føler Ismail, at han har haft gode forudsætninger for at integrere sig i Viborgs lokalmiljø. Her fremhæver han personalets støtte, lejlighedernes centrale placering i midtbyen og sit eget gåpåmod: Det betyder rigtig meget, at man har muligheden for at gå ud og opleve noget andet, hvis man er træt af at være derhjemme. Der sker meget i byen, og det er nødvendigt at deltage for at blive en del af kulturen, synes jeg. Det er vigtigt også at møde mennesker, som ikke har noget med projektet at gøre. Here2Stay var placeret meget bedre end asylcentrene, som altid ligger langt væk fra alt. Han har ud over sin skolegang været i erhvervspraktikker i en børnehave og i Føtex samt fulgt flere lokale fritidsaktiviteter. Sproget er afgørende Ismail husker tilbage på sin skolegang sammen med de andre af projektets beboere i modtageklassen på en viborgensisk folkeskole som noget overvejende positivt. Men det er ikke nemt, når der er så mange afghanske drenge samlet i samme klasse, vurderer han. Når man sidder en masse afghanere sammen, så er man næsten nødt til at snakke afghansk, fordi der måske er nogen, der har svært ved at tale dansk. Ellers kan de ikke være med i snakken. På den måde lærer vi jo ikke dansk. Ismails ønske var, at sprogundervisningen i modtageklassen i stedet havde været kombineret med undervisning sammen med skolens andre elever. Dette ønske gik i opfyldelse, da han senere kom på efterskole. Her var dansk det eneste undervisningssprog, og det var ikke muligt at kommunikere med de andre elever på afghansk. Ismail beskriver selv efterskoleopholdet som den vigtigste katalysator for de glimrende danskkundskaber, han besidder i dag. Når Ismail tænker over, hvordan tiden i Here2Stay har rustet ham til hans nuværende tilværelse, så lægger han særlig vægt på, at projektet har støttet ham til selvstændighed: Vi havde et rigtig godt fællesskab, men jeg lærte også at være selvstændig. Det er det, jeg har lært. Nu har jeg mange kammerater her på skolen, og nogle af dem kan have lidt svært ved at lave mad eller andre praktiske ting. Jeg kan sagtens lave mad. Jeg har jo haft min egen lejlighed. Personalet i Here2Stay hjalp os selvfølgelig, men vi blev trænet i at bo selv. Derfor er jeg måske lidt mere selvstændig end andre på min alder, som lige er flyttet hjemmefra. Mission: Gartner Hvad angår fremtiden, så er Ismail ikke i tvivl: Han vil forfølge gartnerfaget, og efter uddannelsen på Det Ny Havredal er ambitionen at blive anlægsgartner. Efter interviewet følger Ismail mig over den store gårdsplads, da han gerne vil vise mig noget på vejen ud. Vi kommer forbi et lille stykke jord, som for øjeblikket ligger brak langs en af skolens bygninger. Her har jeg fået lov til at anlægge mit eget bed til foråret, forklarer han og peger ned. Måske tror de, at det bare bliver små blomster og den slags, men tro mig - det bliver meget større end det, lover han med et stort grin. Vi tager afsked, og jeg fornemmer, at Ismails ambitioner om at drive sine gøremål til mere, end der forventes af ham, langt overskrider det bed, han netop har vist mig. FAKTA Projekt Here2Stay havde til huse i Viborg og var bemandet med pædagogisk personale, som støttede de unge i dagligdagen. Projektets formål var ud fra kerneværdierne integration, tryghed og rummelighed at skabe rammen for drengenes udvikling og integration i det danske samfund. Dette blev gennemført med faste kontaktpersoner og arrangementer som fællesspisning, husmøder og dannelsesture rundt i landet for at give de unge en idé om dansk kulturarv. Samtidig blev kulturelle og religiøse traditioner fra oprindelseslandet holdt i hævd, så drengenes tilknytning til deres baggrund ikke smuldrede helt. Jysk børneforsorg/fredehjem indledte i september 2014 en evalueringsundersøgelse med særligt fokus på de 24 tidligere beboeres nuværende situation, deres opfattelse af projektet samt planer og ambitioner for fremtiden. 17

18 Jobkollegiet Ingen Rema, ingen Pia Arbejdsglæden er stor hos 28-årige udviklingshæmmede Pia Kock Simonsen, der er ansat i Rema 1000 i Brabrand. Og glæden er gensidig for købmand Asger Korgaard og kollegerne i butikken. Af Siv Lerce Frederiksen I det lille baglokale i Rema 1000 på Stenbækvej i Brabrand er der kage på bordet. Der er kage, der er prismærker, og så er der Pia. Hun sorterer priserne i bunker svarende til supermarkedets forskellige sortimenter: en til vin, en til frugt, en til konserves og ellers derudaf. Det er fast om fredagen: Ja, og det er altså noget, der tager tid. Det er ikke noget, man bare lige gør. Men Pia har styr på det, fortæller købmand Asger Korgaard. 28-årige Pia Kock Simonsen er udviklingshæmmet og ansat i skånejob tre dage om ugen i Rema 1000 i Brabrand. Udover at sortere prismærker sætter Pia pålæg på plads og står for salater, køkkenruller og toiletpapir. Hun er også god til at hjælpe kunderne: Pia er jo verdensberømt i Brabrand. Kunderne spørger efter hende. Jeg oplever faktisk tit, hvis kunderne spørger om noget, at det så er Pia, de spørger efter. De kigger lige igennem mig og vil have Pia til at hjælpe. Så hun er meget efterspurgt. Alle kender Pia. Hun er vores lokale maskot, fortæller Asger om Pia s rolle i butikken, og det passer hende helt fint: Det er ikke så tosset. Kunderne spørger kun efter mig, griner hun, og Asger giver igen med glimt i øjet: Ja, det er lidt belastende for os andre. Vi kan ikke få lov at hjælpe. Pia er jo verdensberømt i Brabrand. Kunderne spørger efter hende, fortæller købmand Asger Korsgaard. Fastansat Pia bor på Jobkollegiet i Brabrand, et bofællesskab, der tilbyder bostøtte og jobtræning til unge med særlige behov. Sammen med en pædagog fra Jobkollegiet gik Pia for tre år siden ind i Rema 1000 og spurgte, om hun kunne komme i praktik der: Det var bare stedet! Jeg skulle bare være hér. Der var ikke nogen tvivl, fortæller Pia begejstret, og heldigvis var den daværende købmand enig. Ifølge Asger Korgaard var han heldig at få Pia med i købet, da han overtog butikken i Brabrand i 2012: Pia var i praktik, men til en fest på Jobkollegiet blev vi enige med forstanderen, Sanne Thybo om, at nu skulle vi altså have Pia rigtigt ansat, så vi var sikre på, at hun ikke løb andre steder hen. Vi lavede en ansættelseskontrakt, så Pia er lige så fastansat som alle andre, forklarer han. Det er tydeligt, at både Asger og Pia er fuldt ud tilfredse med samarbejdet. Pia har som regel fri kl , men hvis det bliver til en halv times overarbejde, gør det ingenting, synes hun. Det er bare hyggeligt. Pia rejser sig og efterlader prismærkerne på bordet i baglokalet, for det er blevet tid til en rundvisning i butikken og tid til at få taget billeder. Hun tager fat i baglommen på Asgers bukser og holder godt fast hele vejen gennem lageret, ind i butikken og hen til pålægget. Så ved hun, hvor hun har ham - og hvor hun har sig selv. Og det er helt okay med Asger. At blive interviewet er derimod ikke noget, der hører den sædvanlige arbejdsrutine til: Det er altså ikke normalt det her, Asger!, udbryder hun, mens hun tager lidt pålæg ud og lægger det på plads igen til ære for fotografen. 18

19 Jobkollegiet Arbejdsglæde Det er fantastisk at have Pia som medarbejder, fortæller Asger og fortsætter de rosende ord: Hun møder altid glad, hun er glad, imens hun er her, og hun er glad, når hun går hjem. Også for Pia betyder arbejdet rigtig meget: Jeg kan ikke undvære det. Når jeg har fri, efter jeg har været her, så er jeg simpelthen så glad en hel dag. Jeg har altid en god dag her. De har prøvet sig frem med forskellige arbejdsopgaver og funktioner, indtil de er landet på de arbejdsopgaver, Pia synes er sjovest, og som hun føler sig mest tryg ved. Og de opgaver løser Pia glimrende, mener Asger: Pia er jo en del af det her, så vi skal bare give plads til hende. Sådan et sted som her har vi jo så mange forskellige opgaver, så her kan vi finde noget at lave til alle. Der er dog lige det med rengøringen: Det slipper jeg gerne for!, fortæller Pia, og Asger har godt lagt mærke til, at hun aldrig er til at finde, når der skal moppes kanter. Og så er der også det med tophylden. Det er det sværeste, synes Pia, for der kan hun ikke nå op. Men så ved hun, at hun skal bede om hjælp, og Pia og Asger er enige om arbejdsfordelingen hun tager de nederste hylder, og han tager de øverste. Efter rundvisningen vender Pia tilbage til baglokalet, de velkendte prismærker og en snak om sommerferie, for sådan en skal der også være plads til. Hun skal på Egmontkollegiet et par uger til sommer, så det skal hun have fri til, fortæller hun. Ja, det er rigtigt. Det er ikke så godt, svarer Asger og fortsætter det godmodige drilleri: Jeg sender bare de der (prismærkerne) med posten, så kan du lave dem og sende dem tilbage. Pia griner hjerteligt: Det kan du ikke! Du skal selv ordne dem. Men lige i dag er det Pias opgave, og det er hun glad for. For selvom hun gerne vil på sommerferie, er der ingen tvivl om, at arbejdet betyder meget for hende. Som hun selv siger: Ingen Rema, ingen Pia. FAKTA Jobkollegiet er et bofællesskab for unge mellem 18 og 30 år med særlige behov, hvor både bo og erhvervstræning indgår. Alle beboere har et arbejde, der er tilpasset deres evner. Læs mere på 19

20 Generalsektretæren mener Enten er kronen for stærk, eller Egon for svag Men egentlig kan Egon ikke betale sig Niels Hausgaard meste aldrig kan bruge kontrolgrupper. Der er således kun meget få indsatser, som man med nogenlunde sikkerhed kan kalde evidente, og mange af disse bygger på data fra andre kulturer og lande og kan ikke umiddelbart overføres til danske forhold. Niels Hausgaards vise Egon om en 21-årig ung nordjyde, der hverken er kommet i gang med uddannelse eller beskæftigelse og er parkeret på bistand, er en både underfundig og bidende kommentar til det moderne samfunds eksklusion. Den kan imidlertid også ses som et indspark i debatten om evidenskrav og krav om effektmåling af den sociale indsats, som er meget fremherskende i øjeblikket. Af Lars Bundgaard, generalsekretær Meningen er måske god nok, men Baggrunden for, at man i forvaltninger, på forskningsinstitutioner mv. taler så meget om evidensbaserede metoder, er den enkle, at den sociale indsats over for ikke mindst døgnanbragte børn og unge er en meget bekostelig affære, og derfor kan det jo godt være legitimt at sige, at så vil man også have beviselig effekt ud af pengene. Men ikke mindst fra en holdningsbåren organisation som Jysk børneforsorg/- Fredehjem skal vi gøre opmærksom på, at denne tendens har nogle meget klare begrænsninger og kan få nogle meget ubehagelige konsekvenser. Her skal tændes tre advarselslamper: Det er godt, at vi har plads til Egon, og at han på linje med alle andre er uendelig værdifuld. Hvad er en god effekt Mindst lige så problematisk er spørgsmålet, hvad man måler på. Der findes f.eks. målinger på, om en ung efter døgninstitutionsophold koster mere eller mindre for det offentlige efter sit attende år eller måling på, om man er kommet i beskæftigelse eller uddannelse. Det problematiske er, at man altid skal finde nogle hårde facts, hvis det skal gøres tilstrækkeligt videnskabeligt. Men sådanne effektmålinger rummer ikke det hele menneske og rummer faktisk slet ikke det vigtigste. Man kan ikke måle glimtet i barnets eller den unges øjne via objektive effektmålinger. Man kan ikke måle objektivt, om der via en anbringelse eller anden indsats er sket en reel tilknytning, der får afgørende betydning for den pågældendes voksenliv - den tilknytning, man har savnet hos den oprindelige familie. Man kan heller ikke måle, hvilken effekt det i givet fald får senere i livet. I det hele taget mangler man jo heldigvis den objektive målepæl for det gode liv. Det allerfarligste biprodukt er kravet om evidens og effektmåling af den, Niels Hausgaard synger om, nemlig at det kunne ende med, at der er nogen, det ikke kan betale sig at yde hjælp og en social indsats, fordi man på de objektive parametre ikke kan påvise en effekt heraf. Meget få beviser For det første gøres der opmærksom på, at den videnskabelige bevisførelse for forskellige indsatser er overordentlig begrænset og rummer rigtig mange forbehold. Måling af effekten af social indsats er ikke raketvidenskab. Der er tale om individuelle livsforløb, hvor man sjældent eller for det For Egon og ligesindede er det vigtigt, at der er nogle holdninger i samfundet, der siger fra over for denne form for værdiansættelse af mennesker. Det er godt, at vi i foreningen Jysk børneforsorg/fredehjem har plads til Egon, og at han på linje med alle andre mennesker er uendelig værdifuld. 20