Efterlysning Af Anna M. Szulc Hvor er religionspsykologien 10 Nr

Transkript

1 Efterlysning Af Anna M. Szulc Hvor er religionspsykologien 10 Nr

2 blevet af i Danmark? Allerede Religionspsykologien er et felt under stadig udvikling i udlandet. Hvad er det, der gør, at dette felt stort set ikke eksisterer i Danmark? tidligt i min studietid blev religionspsykologien som felt genstand for min store interesse. Det var dog ikke uproblematisk at uddybe sit kendskab på området. For selv om religionspsykologi som fag er anerkendt og til dels udbredt i de fleste af de lande, vi ellers sammenligner os med i Skandinavien, i Europa, for slet ikke at tale om USA har det, særlig i de sidste 20 år været et stort set ukendt fænomen i Danmark, og er det stadig væk. Således figurerer det da hverken på pensumlisten på studiet eller andetsteds som et felt, man regner med til psykologiens fagfelt. Først efter at jeg er kommet til Norge, har det været mulig at stifte bekendtskab med denne del af psykologien i praksis. Jeg har i den sammenhæng gjort mig nogle overvejelser, som jeg her gerne vil dele. Jeg har nu i snart et år været ansat ved Modum Bads Nervesanatorium i Norge. Jeg er tilknyttet VITA et behandlingstilbud, som eksplicit arbejder med fokus på eksistentielle og religiøse problemstillinger under faglig ledelse af psykolog Gry Stålsett Follesø. Dette indebærer, at det at forholde sig til troen på Gud ud fra en undersøgende, psykologisk vinkel, er en naturlig og selvfølgelig del af behandlingen. Fordi det er centralt for vore patienter. Og fordi det er nødvendig at integrere dette i behandlingen, hvis vi skal kunne behandle deres problematik i sin helhed. Religionspsykologien er et felt under stadig udvikling, baseret på grundig forskning. Et felt, vi har meget at lære af. Og så er det, at jeg som dansk psykolog og medlem af Dansk Psykolog Forening ofte sidder med en dyb undren: Hvad er det, der gør, at religionspsykologien er et stort set ikke eksisterende felt i Danmark? Berøringsangst Men hvad er egentlig religionspsykologi? Det kan defineres som: Studiet av religiøse opplevelser (eller overbevisning min tilføjelse) med sikte på å beskrive, forstå og forklare deres psykologiske forutsetninger og funksjoner. Herunder kan inddrages studiet av den religiøse utviklingen hos barn og ungdom, og forholdet mellem religion og sjelelig helse eller sindslidelser altså den kliniske religionspsykologi. [1] Jeg antager, at jeg ikke er den eneste danske psykolog, som finder dette område interessant. Men af en eller anden grund er det altså ikke noget, man åbenlyst beskæftiger sig med i Danmark. For slet ikke at nævne, at reelle behandlingstilbud med dette som fokus mig bekendt ikke findes. For mig at se må forklaringen ligge i nogen af følgende opfattelser: Der er ikke tilstrækkelig efterspørgsel. Dette opfattes sådan, at det aktivt troende/praktiserende menneske i ordets mere traditionelle forstand er en næsten uddød race. (Her medregnes ikke den udbredte åbenhed over for det spirituelle/åndelige univers bredt forstået, men forekomsten af mennesker aktivt engagerede i de etablerede trossamfund). Det religiøse og troen på Gud hører ikke hjemme i det terapeutiske rum. Det komplicerer behandlingen Jeg skal som terapeut ikke påvirke klienten med mit værdigrundlag. Derfor bør tingene ikke blandes. Eller sagt på en anden måde: Vores egen berøringsangst med et felt, som kan være vanskeligt at håndtere terapeutisk, eller som vi er usikre på, hæmmer os. Jeg har igennem de sidste år gjort mig overvejelser om disse antagelser, Nr

3 som jeg vil vende tilbage til. Først vil jeg dog redegøre for arbejdet i VITA og dermed illustrere, hvordan vi forholder os til ovenstående. Et behandlingstilbud Behandlingstilbuddet i VITA indebærer 12 ugers indlæggelse på nervesanatoriet i praksis et psykiatrisk sygehus for patienter med ikke-psykotiske sindslidelser, dvs. den såkaldte lettere psykiatri. VITA-behandlingen er dog samtidig en såkaldt internatmodel, dvs. at patienterne bor sammen i eget hus på sygehusområdet, uden døgnbemanding eller miljøpersonale. I nødstilfælde kan patienterne uden for behandlingstiden kontakte et af døgnafsnittene på sygehuset, men vi lægger vægt på, at dette ikke skal bruges som en måde at lette det indre tryk på eller som lindring mod smerten. Målet er derimod at anerkende og styrke patientens modne mestringsstrategier og ressourcer og evne til at håndtere vanskelige følelser på egen hånd. Patienterne er her i lukkede grupper, otte ad gangen, jævnt fordelt både køns- og aldersmæssigt. Behandlingen består primært af intensiv gruppeterapi i forskellige settings. Behandlingskonceptet er baseret på en integration af elementer fra den psykodynamiske, den eksistentielle og den narrative tradition og giver derfor rum for at arbejde med vekslende foci. Centrale dele af behandlingen er således en narrativ gruppe med fokus på livs -fortællinger, den psykodynamiske gruppeterapi med fokus på her-og-nu og gruppeprocessen samt billedterapien, hvor patienterne på skift tegner eller maler sig selv, deres forældre og deres indre billede af Gud (forstået som det indre psykologiske billede de har af Gud ). Patienternes symptombelastning varierer meget i såvel art som omfang. Det gælder dog for alle, at lidelsestrykket er så højt og funktionsniveauet så lavt, at distriktspsykiatrisk behandling ikke er tilstrækkelig. Noget af formålet med behandlingen er at hjælpe patienterne til at se sammenhængene mellem eget selvbillede, forældre-billederne 12 Nr

4 og gudsbilledet. Dette er vigtigt, da mange af patienterne netop kæmper med lavt selvværd og identitetsforvirring og med et indre gudsbillede, som er problematisk for dem. Samtidig betragter mange af dem sig som troende mennesker, og det at forholde sig til Gud er en helt central del af deres liv og deres problematik. Og netop set i dette lys er en klinisk religionspsykologisk tilnærmelse af stor betydning. Kundskab om dannelse af den indre psykologiske gudsrepræsentation og udforskningen af patienternes religiøse oplevelser og overbevisning bidrager i høj grad til forståelsen af deres problematik og giver en direkte tilgang til kerneområder i deres personlighedsstruktur og til deres mestringsstrategier. Hvem søger behandling? De fleste af de patienter, som bliver henvist til VITA, har haft en relativt streng opvækst, ofte påvirket af en streng og tung forkyndelse, som har præget dem stærkt. Samtidig opfatter de fleste af dem sig selv som troende og ønsker således ikke at blive hjulpet af med troen, men at få hjælp til at udvikle en sundere tro og bearbejde Noter [1] Citeret og oversat fra Aschehoug og Gyldendals STORE NORSKE leksikon, bind 12. [2] Bergin, A.E. (1991). Values and religious issues in psychotherapy and mental health. American Psychologist, 46, [3] Wampold, B.E. (2001). The great psychotherapy debate: Models, methods and findings. Mahwah, New Jersey: Lawrence Erlbaum. [4] Der henvises særlig til Ana Maria Rizzuto: The Birth of the Living God, som er et psykoanalytisk studie i et større antal klienters gudsbillede, og dets sammenhæng med selvbillede og forældrebilleder, som A-M. Rizzuto udgav i det, som de oplever som problematisk. For flere af dem er der mange ressourcer forbundet med netop deres tro og religiøse identitet. Samtidig er der også patienter, som så at sige har afviklet deres tro og bare ønsker hjælp til at komme videre. Også for dem består noget af bearbejdningen i at tegne deres indre psykologiske gudsbillede, som de ønsker at tage afsked med med den medfølgende sorgbearbejdning, dette kan indebære. Således er der altså ikke tale om en behandling kun for troende mennesker, men for alle, som oplever et behov for at inddrage deres religiøsitet og forhold til Gud i behandlingen. Møde med religiøs erfaring Det er imidlertid ikke udelukkende et norsk fænomen, at patienter kan have behov for at bringe deres tro ind i terapiens rum. I den sammenhæng havde man til det årlige Modum Seminar her på Modum Bad inviteret den amerikanske professor i psykologi Edvard Shafranske til at komme og dele sine erfaringer på dette felt. Et af de temaer, han bragte på bane, var betydningen af at hjælpe klienten til at finde og skabe mening i sit liv. Denne tænkning er jo ikke ukendt i Danmark. Men måske bliver den til tider lidt væk i bearbejdningen af klientens konflikter eller i fokuseringen på problemskabende kognitive strukturer. Så kan det være godt en Nr

5 gang imellem at hæve sig lidt op og netop se tingene fra fulgeperspektiv : Hvad er de grundlæggende eksistentielle temaer i denne klients liv? Hvor finder klienten mening i sit liv? Hvad er da mere naturligt og terapeutisk hensigtsmæssigt end netop at gøre plads til troen og Gud i det terapeutiske rum, der hvor dette er af betydning for patienten? Denne tankegang er en central del af fundamentet for vort arbejde i VITA. Et andet interessant perspektiv var den kendsgerning, at der, i hvert fald i USA, er en påfaldende forskel mellem psykologers eventuelle religiøse orientering set i forhold til befolkningen i øvrigt. Mens antallet af psykologer, som bekender sig til en religiøs orientering, er mærkbart lavt, er tallet for den øvrige befolkning, herunder klienter, der ønsker religiøse problemstillinger som tema i behandlingen, nok så højt. [2] Dette er tankevækkende, når det samtidig i psykoterapiforskningen [3] kan konstateres, at et vist samsvar mellem terapeutens og klientens værdigrundlag kan have stor betydning for klientens udbytte af terapien. Her kan vi nok tænke os, at situationen er en lidt anden i Danmark, idet antallet af erklærede og praktiserende troende tilknyttet de etablerede trossamfund nok er lavere. Men mon ikke vi stadig ville kunne se samme tendens? Vi vil nok også i Danmark finde langt flere religiøst engagerede mennesker i den brede befolkning end inden for psykologstanden. Nu er det selvfølgelig ikke sådan, at god terapi forudsætter, at terapeut og klient deler samme trosmæssige overbevisning, hvilket heller ikke var Shafranskes budskab. Men god terapi forudsætter, at terapeuten kan møde klienten, præcis der hvor han er, og tale om det, som er vigtigt for klienten. Også når det gælder dennes behov for at inddrage sin tro i terapien. Eksistensberettigelse? Lad mig i forlængelse heraf vende tilbage til mine indledende opfattelser og overveje dem nærmere, med tanke på religionspsykologiens berettigelse i en dansk kontekst Manglende efterspørgsel hvordan skal den forstås? Situationen i Danmark er på mange måder noget anderledes end i Norge. I Danmark står vi ikke i samme grad over for problemer med udspring i den nok så strenge religiøsitet, som tidligere var mere udbredt. Og tilslutningen til de etablerede trossamfund er mærkbart mindre. Men selv om troende mennesker i den mere traditionelle forstand er en minoritet i Danmark, er dette ikke ensbetydende med, at vi ikke har et reelt behov for religionspsykologiske behandlingstilbud. Hvis vi ikke mærker efterspørgslen, skyldes det ikke et manglende behov, men enten at vi ganske enkelt har lært folk ude i samfundet, at religiøsitet og terapi ikke hører sammen, eller at troende mennesker i værste fald ikke tør henvende sig til psykologer af angst for, at troen vil blive taget fra dem. Jeg ved af egen erfaring i mødet med mennesker, at behovet er der. Uanset om vi åbner for det eller ej. Hører religiøsitet hjemme i det terapeutiske rum? Det er af afgørende betydning at huske, at terapi har sit felt, sine muligheder og begrænsninger. Terapeuten er ikke præst, og skal af gode grunde ikke være det. Men når det er sagt, må der peges på det omfattende forskningsarbejde, som er udført på området, og som viser, at menneskers psykologiske gudsbillede har stor indvirkning på deres selvbillede, identitet og syn på livet. Samtidig er et menneskes gudsbillede i vidt omfang præget af deres forældrebilleder og er således ofte gennem livet med til at fastholde den enkelte i problematikker, der har sin oprindelse i opvæksten og relationen til forældrene. Derfor er det særdeles meningsfuldt at studere og prøve at forstå menneskers religiøsitet ud fra en psykologisk indfaldsvinkel. Dette kan samtidig give vigtige bidrag til forståelsen af den enkeltes personlighed og problematik. Ana-Maria Rizzuto [4], som Shafranske også henviste til, er en af de psykoanalytikere, der har beskæftiget sig mest systematisk med dette, og hun har stået for en omfattende forskning på feltet i nyere tid. Hun forholder sig til Gud ud fra en objekt-relationsorienteret tilgang og 14 Nr

6 Patienternes symptombelastning varierer meget i såvel art som omfang. Det gælder dog for alle, at lidelsestrykket er så højt og funktionsniveauet så lavt, at distriktspsykiatrisk behandling ikke er tilstrækkelig. påpeger, at Gud kan betragtes som en indre objektrepræsentation på linje med andre vigtige objektrepræsentationer, som objektrepræsentationen af mor. Hun påpeger, at nok alle mennesker i vort vestlige samfund har et indre billede af Gud, om end dette kan være nok så naivt. For mennesker med en religiøs forankring er Gud som objektrepræsentation af vital betydning. Dette indebærer, at vi både kan og bør give rum til, at patienten kan bringe denne objektrelation og dens betydning ind i det terapeutiske rum. Vi må kunne inddrage den og forholde os til den på en undersøgende og reflekterende måde, som alt andet vigtigt materiale klienten kommer med. Vores erfaring i VI- TA er, at dette kan lade sig gøre på en helt naturlig og selvfølgelig måde, uden at man dermed går ud over terapiens mandat og bevæger sig ind i et sjælesørgerisk univers. Spørgsmålet om påvirkning af patienten eller terapeutens egen berøringsangst. Det er vel efterhånden en udbredt erkendelse, at vi som terapeuter ikke kan undgå at påvirke vore klienters terapi ganske enkelt ved at vi er den, vi er, og derfor har vor egen måde at indgå i den terapeutiske relation på. Dette kan ikke være anderledes; hvis vi skal være autentiske som terapeuter, må vi nødvendigvis kunne have os selv med i måden, vi arbejder på. Dette betyder naturligvis ikke at vi skal pådutte vore klienter vort eget livssyn og værdigrundlag. Tværtimod må vi være yderst varsomme, hvad dette angår. Men på samme måde som det alligevel er muligt for os at tale med klienten om andre eksistentielle spørgsmål, som vi har en mening om, uden at tvinge dette ned over hovedet på klienten, må det være mulig for os at tale med vore klienter om Gud og troen, og undersøge, hvad dette betyder for klienten uden at der bliver tale om en reel påvirkning eller overføring af vore egne holdninger til klienten. Her gælder ikke mindre end på alle andre områder det terapeutiske abstinens-princip. Tiden er inde Gennem mit arbejde i VITA er jeg blevet stadig mere overbevist om, at det religionspsykologiske felt i allerhøjeste grad har sin berettigelse og har meget at bidrage med. Behandlingskonceptet VITA har nu eksisteret i godt fire år, først som fagudviklingsprojekt og siden som reelt behandlingstilbud. Efterundersøgelserne, som alle patienter indkaldes til efter et år, viser klart, at udbyttet af behandlin- gen i langt de fleste tilfælde lever op til alle forventninger. Der er ikke bare tale om symptombedring, men om øget livskvalitet i bred forstand. Et konkret udtryk for dette er den for de flestes vedkomne genvundne evne til at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Ud af de første 24 patienter, som kom til efterundersøgelse et år efter udskrivelse, havde 17 været langtidssygemeldt inden behandlingen. 21 ud af de 24 var ved efterundersøgelsen tilbage i job. Det er sørgeligt, at religionspsykologien, i en tid hvor eksistentielle spørgsmål til stadighed trænger sig på, er så ukendt og nedprioriteret i Danmark både på psykologisstudiet, hvor det stort set ikke omtales, og ude i praksis, hvor fænomenet er nærmest ukendt. Tiden er inde til, at vi må turde tage et nyt skridt. Vi må lade den fagkundskab, som religionspsykologien rummer, blive repræsenteret og tilgængelig, også under uddannelsesforløbet. Og vi må overvinde vor egen blufærdighed og vove at forholde os til menneskers religiøsitet og turde tale om Gud og troen med klienten, hvis denne ønsker og behøver det. Ellers forstærker vi klientens oplevelse af ensomhed på et for nogen mennesker afgørende område i deres liv. Og så svigter vi det, der er vor primære opgave. At møde klienten, hvor han er, og give rum og mulighed for at arbejde med det, der er af eksistentiel betydning. Derfor har vi også brug for religionspsykologien, dens forskning og øvrige bidrag. Anna M. Szulc er cand.psych. og ansat på Modum Bad Nervesanatorium,Vikersund i Norge Nr