Bachelorprojekt: Konflikthåndtering i vuggestuen Indholdsfortegnelse. Indledning Problemformulering Metode Empiri...

Transkript

1 Indholdsfortegnelse Indledning... 3 Problemformulering... 3 Metode... 4 Empiri... 6 Teori... 7 Anerkendelse... 7 Forståelse og indlevelse... 8 Bekræftelse... 9 Åbenhed Selvreflektion og afgrænsethed Definitionsmagt Rummelige og trange mønstre Konflikthåndtering Kommunikation Kommunikationstrekanten Diskussion Anerkendelse Forståelse og indlevelse Bekræftelse Åbenhed Selvreflektion og afgrænsethed Definitionsmagt Rummelige og trange mønstre

2 Konflikthåndtering Kommunikation Konklusion Perspektivering Litteraturliste:

3 Indledning Alle mennesker er forskellige og unikke på hver deres måde med egne meninger, holdninger og værdier. Men selvom vi er forskellige, skal vi lære at være sammen med andre mennesker i forskellige fællesskaber og miljøer. Det er en betingelse for det at være et menneske. Når vi er sociale og befinder os i fællesskab med andre mennesker, kan denne interaktion skabe glæde og ny indsigt. Dog kan der af forskellige årsager også opstå uenigheder, splid og konflikter. Derfor kan man sige, at konflikter er en del af vores liv og en betingelse i den menneskelige verden. Konflikter bliver ofte sat i forbindelse med noget, der er negativt og noget vi bør undgå. Men gennem min tredje praktik i en vuggestue har jeg erfaret, at konflikter i en vuggestue sammenhæng også kan bruges til noget positivt, der kan bidrage til, at vi lære at omgås med andre mennesker og skabe muligheder for udvikling hos den enkelte. Jeg anser derfor konflikter som værende betydningsfulde og relevante samt uundgåelige for det pædagogiske arbejde, fordi børnenes socialisering i vuggestuen er betinget af nærvær med andre individer. Siden jeg påbegyndte min uddannelse i 2010, har jeg haft en vision om at jeg gerne vil hjælpe andre mennesker. Under min uddannelse er jeg blevet præsenteret for de forskellige brugergrupper i det pædagogiske felt senest vuggestuen. Igennem tilegnelse af teoretisk viden samt gennem min tredje praktik har jeg stiftet bekendtskab med de forskellige udfordringer, der kan ligge i det daglige arbejde med vuggestuebørn. Jeg har blandt andet oplevet, at der dagligt sker rigtig mange konflikter blandt vuggestuebørn. Det er pædagogers ansvar at bistå vuggestuebørn med at løse disse konflikter. Derfor er jeg blevet meget optaget af at opnå en større viden inden for, hvordan man kan arbejde med konflikter hos vuggestuebørn, og hvad man bør have fokus på. I løbet af mit liv har jeg tilegnet mig viden om, hvordan jeg skal håndtere mine egne konflikter, men hvis jeg skal håndtere konflikter for andre og især for vuggestuebørnene, kan det straks blive mere kompliceret. Derfor har jeg valgt at fordybe mig i, hvordan man kan arbejde med vuggestuebørn, når de er i en konfliktsituation med hinanden, hvilket har ført mig frem til følgende problemformulering: Problemformulering Hvordan kan man i den pædagogisk praksis håndtere konflikter, der opstår mellem børn i en vuggestue? 3

4 Metode Som det fremgår i problemformuleringen, er mit mål med opgaven at undersøge den pædagogiske praksis, for at opnå en større viden inden for konflikthåndtering og måder man kan håndtere konflikter på. Der vil derfor i min opgave blive lagt mere vægt på at analysere praksis ud fra en teoretisk ramme frem for teoretiske diskussioner. Det vil sige, at empirien, som omfatter en case fra min tredje praktik samt to kvalitative interviews af to pædagoger i en vuggestue, får en afgørende rolle i opgaven, da den vil danne det primære grundlag for min, hvad jeg kan konkludere. Jeg vil i starten af opgaven præsentere en case som omhandler en situation, der fandt sted i min tredje praktik. Casen tager udgangspunkt i den kvalitative observationsmetode, som har: ( )fokus på at indsamle informationer, der beskriver helheder, opfattelser og logikker i den pædagogiske praksis. ( ) Målet er at forstå børns og pædagogers motiver for og hensigt med, at handle som de gør, i forskellige situationer i dagtilbudskonteksten. 1 Min case er blevet skabt ud fra en observation mens jeg var aktiv deltagende i en konflikt mellem tre børn i vuggestuen. Da jeg ikke på forhånd havde besluttet mig for at observere på deltagerniveauet ud fra et bestemt pædagogisk blik, vil jeg kalde observationen, som danner grundlag for casen, for en usystematisk tilgang. 2 For at svare på min problemformulering vil jeg i opgaven allerførst benytte mig af teorien om anerkendelse fra Berit Bae. Berit Bae er en norsk forsker som er født i Bae er uddannet pædagog og har en Ph.d. i relationsteori mellem voksen og barn. Bae er inspireret af den norske psykolog Anne-Lise Schibbyes teorier og forståelse af anerkendelsesbegrebet. Jeg har valgt at anvende Baes anerkendelsesteori på baggrund af, at hun beskæftiger sig med relationen mellem pædagoger og børn samt, at hendes teori kommer helt tæt på relationsarbejde gennem empirisk forskning i det pædagogiske felt. Jeg anvender anerkendelsesteorien i min opgave med henblik på at analysere om pædagogen i casen udfører sin pædagogik på en anerkendende måde i konfliktsituationen. Det efterfølgende afsnit vil handle om konflikthåndtering. I dette afsnit vil jeg kort præsentere, hvad en konflikt er. Dette gøres med henblik på, at jeg i opgaven får en større forståelse for børns konflikter. Jeg har valgt at anvende bogen: Konflikt og kontakt om at forstå og håndtere konflikter til dette formål. Endvidere vil jeg med Grethe Kragh-Müllers forståelse af konflikthåndtering, samt 1 Nielsen 2013 s Nielsen 2013 s

5 hendes bud på konflikthåndtering i vuggestuen, analyserer empirien med henblik på at vurdere hvorvidt pædagogens handlemåde i casen, i hendes optik, er ønskværdig. Grethe Kragh-Müller er en dansk psykolog og specialist i børnepsykologi. Hun har forsket i børns liv og er forfatter til bogen Ka selv vil selv. Baggrunden for mit valg af denne bog er, at hun beskriver vuggestuebørns institutionsliv og deres konflikter. Hun har skrevet bogen på baggrund af observationer af vuggestuebørns praksis i nogle af de danske daginstitutioner. Det sidste afsnit i teorien handler om kommunikation. I dette afsnit vil jeg beskæftige mig med sociologen Benedicte Madsens (født 1943) teori om kommunikation og kommunikationstrekanten. Det gør jeg, fordi at jeg gerne vil undersøge, hvad der i børnenes måde at kommunikere på giver anledning til konflikt. Da min opgave tager udgangspunkt i konflikthåndtering i den pædagogiske praksis, kunne jeg ikke se andre muligheder end at opsøge pædagoger som i hverdagen befinder sig i den pædagogiske praksis. Derfor har jeg valgt at interviewe to pædagoger for at få indblik i dette. I mine interviews med pædagogerne har jeg stillet spørgsmål til netop deres praksis med konflikthåndtering børn imellem samt, hvordan de bistår børnene under konflikter. Med andre ord har jeg spurgt ind til, hvordan de handler i praksis. Dog må jeg holde mig det for øje, at der er en chance for, at de udtalelser de er kommet med under interviewet, ikke er repræsentative for deres virkelige praksis. Men måske bunder i antagelser om, hvad de tror jeg ville høre samt deres egne antagelser om, hvad god praksis i vuggestuen er. Jeg kan ikke direkte antage, at de to pædagoger i interviewene handler i overensstemmelse med, hvad teorierne siger i den daglige praksis, da teori og praksis ikke nødvendigvis stemmer overens med hinanden. Når man anvender interviews til at indsamle empirisk materiale, skal man være opmærksom på, at man ikke stiller for mange ledende spørgsmål. Dette kan medføre, at interviewerens egne meninger ikke kommer frem, men derimod de svar som de ledende spørgsmål leder dem til at svare. Dog kan man ikke undgå, at de interviews man laver er ledende for de interviewede grundet, at intervieweren under selve interviewet stiller interviewpersonerne spørgsmål, som skal lede dem til at tale om de valgte temaer. Derudover skal man også passe på ikke at være for subjektiv, da en anden person kan få en helt anden tolkning af svarene fra interviewene end det intervieweren selv tolker, da intervieweren kan på forhånd have dannet viden og forståelse inden for temaet. 5

6 Interviewene som jeg har produceret er optaget som lydfiler med en mobiltelefon, og jeg har derfor valgt ikke at skrive mine interviews ind i empiriafsnittet, men har derimod brugt essensen af brudstykker af interviewet i diskussionen under relevante temaer. I diskussion/analyse vil jeg anvende de valgte teorier til at analysere og diskutere det empiriske materiale. Empiri Empirien er en case som jeg har fra min tredje praktikperiode. Alle de børn der er med i casen er to år gamle. Efter morgensamlingen var der fri leg inde på stuen. To børn fandt den store dukkeseng meget interessant, og de begyndte at lege, at de var babyer, der skulle sove i sengen. Mens de legede fik en pige pludselig øje på dem og ville lege med. Hun kravlede straks op i dukkesengen uden at tage hensyn til de to andre og begyndte at skubbe til dem så hun også kunne være der. Den voksne iagttog hele episoden og valgte at sige til pigen, at hun skulle holde op med at kravle op i sengen, da det var de andres tur og at hun skulle vente til det blev hendes tur. Pigen ignorerede den voksne og forsatte med at kravle op og lagde sig i sengen. De to børn, som legede med sengen blev meget utilfredse. De prøvede at skubbe pigen ned fra sengen, men pigen ville ikke ned og begyndte at forsvare sig, hvorefter den voksne valgte at gribe ind og stoppe affæren. Den voksne tog en snak med børnene om, at de ikke må slå eller skubbe hinanden, og hvis tur det var. Efter pigen havde hørt på den voksne, gik hun hen og legede med noget andet. Der kan være forskellige grunde til, hvorfor pigen vælger at kravle op i sengen. Pigens intentioner kan fx have været, at hun opdager de to børn, som har en sjov leg kørende, og ønsker derfor at være med i den. Hun vælger sin egen måde at håndtere situationen på. Hun vælger, at kravle op i dukkesengen, i stedet for at spørge de to børn om hun må være med. Hun prøver at hoppe direkte ind i legen uden at få de to andre børns accept. Den voksne i situationen kan have misforstået eller slet ikke forstået hendes intentioner, hvilket påvirker den voksnes valg og måde at håndtere konflikten på. 6

7 Teori Anerkendelse I det følgende afsnit handler det om Berit Baes definition og forståelse for begrebet anerkendelse. Anerkendelse kommer til udtryk gennem den måde, man har relation med andre på. For at en relation kan blive anerkendende, forudsætter det, at den ene part skal se sig selv som ligeværdig i forhold til den anden. Hverken mere eller mindre værd end den anden. 3 Berit Baes teori er skrevet ud fra en psykologisk tilgang. Hun påpeger, at vi fra psykologiens side ved, at børns relation til de vigtige voksne, danner grundlaget for børnenes udvikling af selvtillid, selvrespekt og respekt. Med betegnelsen de vigtige voksne mener Bae, at det f.eks. kan være børnenes forældre og nærmeste omsorgspersoner som pædagoger. Det der ifølge Bae er afgørende for, om børnene kan danne grundlaget for udvikling af selvtillid, selvrespekt og respekt for andre, er kvaliteten i relationen mellem børnene og dets vigtige voksne. 4 Bae arbejder ud fra en dialektisk relationsteori. Teorien bygger på en grundlæggende tankegang, hvor vi kun bliver bevidst om os selv og selvstændige ved at blive anerkendt af en anden. Der forekommer et paradoks i teorien. Essensen i dialektisk relationsteori er, at der er gensidig afhængighed af hinanden mellem mennesker. Man er afhængig af at blive anerkendt af andre, for selv at kunne anerkende og gøre sig selvstændig. 5 Anerkendelse bygger på: ( )En grundlæggende holdning af ligeværd og respekt, som kan udtrykkes på vældig mange forskellige måder, og som ikke kan reduceres til en metode.( ) fordi det har sammenhæng med værdier som må være integreret i hele personligheden. 6 Med dette citat mener Bae, at indenfor anerkendelse ligger der en grundlæggende holdning, som udspringer af ligeværd og respekt. Denne holdning er ikke en bestemt metode eller et redskab, som pædagoger kan hive frem og benytte sig af i nogle bestemte situationer, men en værdi i sig selv. En 3 Bae 1996 s. 8 4 Bae 1996 s. 6 5 Bae 1996 s. 7 6 Bae 1996 s. 8 linje og

8 værdi, som pædagoger skal stræbe efter at mestre og tilegnes i personligheden. Bae anser anerkendelse som en proces, der med tiden forandrer sig og varierer fra situation til situation. 7 Bae definerer anerkendelse som et stort og mangetydigt fænomen. Det der er essensen i begrebet anerkendelse, er ifølge Bae en grundlæggende holdning, som bygger på, at man ser den anden som et andet individ med rettigheder over egne oplevelser. Det vil sige, at pædagogen må give plads til, at børnene får deres egne oplevelser af en situation, og lader børnene selv tage kontrol over og genfortælle, hvad børnene oplever i situationen. Det er gennem en empatisk indlevelse hos børnene, at pædagogen kan anerkende børnenes oplevelse og synspunkter. 8 Berit Baes anerkendelse dækker over fire termer: Forståelse, åbenhed, bekræftelse og selvrefleksion og afgrænsethed, der alle vil blive præsenteret i de følgende afsnit. Forståelse og indlevelse Anerkendelse forudsætter, at man har en forståelse af det der skal anerkendes. I dette ligger der en forståelse, der er baseret på empatisk indlevelse hos den anden. For at kunne opnå denne forståelse, er man nødt til at kunne sætte sig ind i den andens egne perspektiver. Man skal derfor kunne træde ind i den andens oplevelsesverden og prøve at se, hvordan tingene opleves og ser ud fra den andens perspektiv, hvilket så vil medføre at man opnår en forståelse af den andens meninger og intentioner. Dette forudsætter at man er lydhør overfor den anden. Det vil sige, at man forsøger at være åben for den anden, og hører mere end kun de ord, der bliver sagt. 9 Som pædagog må man forsøge at være iagttagende og lyttende, og ikke kun fokusere på den ydre handling hos børnene. Pædagogen skal også være opmærksom på de signaler som børnene formidler nonverbalt, f.eks. ens blik, toneleje osv. Dermed indebærer anerkendelse en rummelighed fra pædagogens side. Pædagogen må være rummelig over for børnene, og rumme hele måden som tingene bliver formidlet på. Denne rummelighed kan ifølge Bae være vanskelig at opnå, da man kan have en tendens til at høre det der passer til ens behov. 10 Bae mener, at børn er meningsskabende allerede fra fødslen, da de gennem deres handlinger skaber omgivelserne og sig selv. Deres handling giver en form forudsigelighed og mening for omgivelserne og børnene selv. De handlinger hos børnene, som ser betydningsløse ud for 7 Bae 1996 s. 8 8 Bae 1996 s. 8 9 Bae 1996 s Bae 1996 s

9 pædagogen, kan have en anden mening hos børnene. For, at forstå meningen skal pædagogen forsøge ikke at låse sig fast ved børnenes ydre handling, men se og forstå meningen bag deres handlinger. 11 Bae taler om, at pædagoger må tolke børnenes budskab ud fra det verbale og nonverbale kommunikation. Når en tolkning der er baseret på den verbale og nonverbale kommunikation fra børnene, kan pædagoger få informationer til intentionen og meningen i børnenes budskab, dermed forstå børnene ud af deres eget perspektiv. 12 For at kunne lytte rigtigt til børnene, kræver det, at pædagogen afgiver kontrollen og styringen over kommunikationen. Man skal være mere modtagelig over for det budskab som børnene har, selvom budskabet kan få os til at føle ubehag eller ikke passer til vores behov. 13 Bekræftelse Baes forståelse af bekræftelse er, at give kraft til den andens oplevelse 14. Børnene kan opleve, at de har ret til egne oplevelser, tanker og følelser gennem bekræftende kommunikation baseret på forståelse og lydhørhed. Det skaber tryghed for børnene, når pædagogen, gennem verbal og nonverbal kommunikation, viser forståelse for børnenes interesse. Under et tryghedsforhold som dette, kan børnene få mere frihed til at handle, føle og tænke ud fra dem selv. 15 Når pædagogen skal være bekræftende over for børnene, skal pædagogen være opmærksom på, at det ikke bliver forvekslet med umiddelbar og øjeblikkelig tilfredsstillelse. Pædagogen kan have en forståelse af børnenes behov og vise indlevelse, men uden at tilfredsstille behovene øjeblikkeligt. Bekræftende kommunikation hjælper børnene til at opnå indsigt i, hvad der er børnenes egne perspektiver uafhængig af pædagogens perspektiv. Bae skriver videre, at bekræftende kommunikation heller ikke er det samme som positiv feedback eller ros. Hun begrunder med, at der indeholder en vurdering i positiv feedback og ros. En vurdering der udspringer af pædagogens subjektive holdning, og børnene bliver vurderet ud fra hvad pædagogen synes er godt og vigtigt. Det medfører, at fokusset er rettet imod, hvad pædagogens synes er godt frem for børnenes egne interesser. Denne vurderende kommunikation medfører, at børnenes egne definitioner af egne handling bliver undermineret, og samtidig fremhæver pædagogens magtposition Bae 1996 s Bae 1996 s Bae 1996 s Bae 1996 s. 12 linje Bae 1996 s Bae 1996 s. 12 9

10 Bae hævder, at der er en vurderende og evaluerende atmosfære, som præger det pædagogiske arbejde. Hvilket medfører, at pædagoger let kan komme til at svare tilbage på børnenes signaler med en vurderende kommentar. Til det forslår Bae, at pædagoger kan gentage eller spejle børnene udtalelser, og samtidig formidle forståelse gennem nonverbale kommunikation. Pædagoger kan gennem åbenhed i kommunikationen, ved blandt andet at stille undrende spørgsmål, få børnene til, selv at forholde sig til det de udtrykker, hvilket får dem til at reflektere over deres egne udtalelser og handlinger i stedet for at pædagogerne gør det for dem. 17 Åbenhed For at kunne få en forståelse af et andet menneske, er man nødt til at have en åben tilgang til den andens interesse. Denne åbne tilgang indbefatter, at man opgiver kontrollen over det den anden ønsker at snakke om. Bae skriver, at hvis en pædagog udfører et samspil med børnene, der er præget af en kontrollerende væremåde kan det begrænse, hvad der kommer frem fra både pædagogen og børnene. Det kan være med til at skabe en situation, hvor både pædagogen og børnene lukker af for den videre kommunikation, hvilket betyder, at børnene ikke føler sig forstået ud fra deres egne præmisser. For at kunne opnå en forståelse af børnene skal pædagogen ifølge Bae ikke være definerende og vurderende over for det, som børnene kommer og gerne vil fortælle om eller børnenes intentioner. Men gennem en åben og undrende kommunikation give plads til i samtalen at lade børnene selv definere det de gerne vil fortælle om, for derved også bestemme det videre forløb af samtalen. 18 Ifølge Bae er der en anden måde pædagogen kan være åben over for børnene på som er, at pædagogen lader børnenes leg foregår på børnenes egne præmisser. Dette indebærer, at pædagogen skal kunne lade børnene bestemme hvilken rolle pædagogen har i legen. Som følge heraf kræver det, at pædagogen skal kunne afgive noget af den kontrol som pædagogen ellers har over børnene. På den måde lader pædagogen børnene selv styre deres egen leg på deres egne præmisser. 19 Selvreflektion og afgrænsethed Forudsætningen for at kunne forholde sig bekræftende og åben over for en andens oplevelsesverden kræver, at pædagogen anvender evnen til selvreflektion. Selvreflektion handler om at få et 17 Bae 1996 s Bae 1996 s Bae 1996 s

11 perspektiv på sig selv og et forhold til egne oplevelser. Et perspektiv på sig selv og et forhold til egne oplevelser kan ifølge Bae være med til at skelne mellem pædagogens og børns oplevelser. 20 Afgrænsethed er evnen til at skelne mellem pædagogens og børns oplevelser. Det kan medføre, at pædagogen får et bedre perspektiv på sig selv og egne oplevelser. Bae mener, at reflektion og afgrænsethed er afhængige af hinanden. 21 I interaktion kan der opstå misforståelser parterne imellem. Misforståelserne henviser til, at de voksne ved første øjekast mistolker børns handlinger og væremåde i situationen. Bae hævder, at essensen ligger i den voksnes måde at tænke på, når det gælder om at fortolke børns intention og væremåde. Den voksnes tankegang skal kunne rumme børns handlinger og væremåde samt sin egen handling og væremåde i situationen. Alle perspektiver bliver herved inddraget i fortolkningen af børns handling og væremåde. Med andre ord handler selvreflektion og afgrænsethed også om at have blik for forskellige faktorer, der kan spille ind i børns væremåde. 22 Jo mere pædagogen reflekterer over situationen, des bedre bliver pædagogen til at kunne skelne mellem egne og børns oplevelser af samme handling. Man kan sige, at jo bedre pædagogen er til at skelne mellem egne og børns oplevelser, des bedre bliver pædagogen i stand til at afgrænse eget perspektiv fra børns perspektiv. Giver pædagogen derimod ikke plads til, at der kan være to forskellige perspektiver af en oplevelse giver pædagogen heller ikke plads til andres perspektiver og meninger udover sine egne, hvilket ifølge Bae ikke er selvreflekterende og afgrænsende. 23 For at være selvreflekterende og afgrænset må man stille sig selv det spørgsmål om, hvorvidt ens handlingsmåde påvirker eller har indflydelse på børns reaktioner. At være selvreflekterende betyder, at man tænker over, hvordan ens handlinger ses og opleves af børn samt at være i stand til at se tingene fra børns synspunkt. 24 Anvender pædagogen ikke selvreflektion og afgrænsethed, kan man komme til at præge børnenes selvdefinition af oplevelsen. Udtryk for egen definition af oplevelsen kan præge børnenes definition 20 Bae 1996 s Bae 1996 s Bae 1996 s Bae 1996 s Bae 1996 s

12 af den samme oplevelse. Bae mener, at på denne måde, kan børn risikere ikke at kunne blive eksperter i egne oplevelser. 25 Definitionsmagt Definitionsmagt er ifølge Berit Bae, at voksne er grundlæggende i en autoritær position i forhold til børnene, når det handler om børnenes oplevelse af sig selv. Heri ligger en udfordring for pædagoger at forholde sig anerkendende og ligeværdig over for børnene. Børn er afhængige af pædagogers reaktioner, for at kunne få indsigt i dem selv, at skabe sig selv og få en følelse af selvværd. Definitionsmagten ligger i måden pædagoger svarer på børnenes kommunikation, altså måden pædagoger sætter ord på børnenes handlinger og oplevelser. 26 Pædagoger har magten til at definere og vurdere børnenes handlinger og oplevelser ud fra et subjektivt perspektiv. Når pædagoger fortolker børnenes handlinger ud fra subjektiv forforståelse uden at være nysgerrig omkring børnenes intentioner, kan det være med til at skabe en asymmetrisk relation til børnene. På trods af det magtforhold, der ligger i relation til børnene, er det pædagogers ansvar at skabe ligeværdighed i relationen med børnene. 27 Der ligger et paradoks i definitionsmagten. På den ene side kan magtposition fremme børnenes selvstændighed og troen på sig selv og egne evner. På den anden side kan magtposition underminerer børnenes selvstændighed og selvtillid. 28 Bae hævder, at der er brug for en bevidstgørelse af brugen af definitionsmagten, da Bae anser vores samfund som værende meget lidt ligeværdig. Definitionsmagten bliver ikke brugt til at fremme den andens selvtillid og selvstændighed. For at opnå denne bevidstgørelse, kræver det ifølge Bae, at man reflekterer over, hvad en anerkendende relation indebærer, for derigennem at få en forståelse af, hvordan man kan bruge definitionsmagten til at skabe bedre forudsætning for børnenes selvstændighed og selvtillid Bae 1996 s Bae 1996 s Bae 1996 s Bae 1996 s Bae 1996 s

13 Rummelige og trange mønstre Berit Bae beskæftiger sig med to forskellige kommunikations mønstre: Det rummelige og det trange mønster. Det rummelige mønster: I det rummelige mønster bliver børnene sat i fokus. Børnene får mulighed for at udtrykke og dele deres oplevelser. Børnene bliver mødt som subjekter idet pædagogen skaber rum for, at børnene selv forholder sig til deres handlinger, deres oplevelser og deres tanker. Det vil sige, at pædagogen giver plads til, at pædagogen og børnene kan have forskellige intentioner. Pædagogen er aktivt lyttende og tager udgangspunkt i børnenes tale, således bliver det børnene, der styrer kommunikationen. 30 Ifølge Bae kan der opstå nogle misforståelser i kommunikationen mellem pædagogen og børnene, som gør, at børnene bliver usikre og nervøse. Her er det vigtigt, at pædagogen henter sig selv ind igen. Der er tale om anvendelse af afgrænsning. Pædagogen trækker sig og giver børnene en ny chance for at genoptage kommunikationen ved at give børnene god tid og indstille sig i forhold til børnenes oplevelsesmæssige signaler. 31 Det trange mønster: I det trange mønster er der mindre plads til, at pædagogen og børnene kan have forskellige intentioner i samspillet. Det indeholder mindre mulighed for, at børnene får mulighed for at udtrykke sig og danne et forhold til egne tænker og følelser. Der er tale om mangelfuld afgrænsning. Det er pædagogen og pædagogens egne oplevelser, der er det dominerende i samspillet med børnene. 32 Baes tolkning af det trange mønster er, at børnenes oplevelser bliver defineret af pædagogens eget perspektiv, og bliver dermed forurenet, således, at børnene bliver mere i tvivl om deres egne oplevelser og om deres intentioner er gyldige. Deres ret til at være herre over egne oplevelser krænkes, på grund af pædagogens manglende evne til at skelne mellem sit eget og børnenes 30 Bae 2003 s Bae 2003 s Bae 2003 s

14 perspektiv. Dermed skaber pædagogen ikke rum for, at de kan have forskellige oplevelser af den samme situation, og viser samtidig manglende forståelse for børnene. 33 Anerkendelse indebærer, at man er åben og har forståelse for, at en anden har en anden oplevelse og forståelse af en situation end den man selv har. Ved at opnå anerkendelse skal man anvende bekræftelse og evnen til selvreflektion. Anerkendelse indeholder også en definitionsmagt, hvor den voksne kan definere og vurdere børns handling og oplevelse af en situation. De fire termer indenfor anerkendelse og definitionsmagt kan påvirke kommunikation med børn, så der kan skabes det som Berit Bae kalder rummelige eller trange mønstre. Konflikthåndtering I dette afsnit kommer der en kort redegørelse over hvad en konflikt er, derefter vil Grethe Kragh- Müllers forståelse af konflikthåndtering blive præsenteret. Der findes rigtig mange definitioner af begrebet konflikt, men jeg vil anvende Center for konfliktløsnings definition fra bogen: Konflikt og kontakt om at forstå og håndtere konflikter. En konflikt er uoverensstemmelser, der indebærer spændinger i og mellem mennesker. 34 Uoverensstemmelser er selve essensen af det man kæmper for. Spændinger henviser til relationen mellem parterne og deres uenighed om sagen. Det ville sige, at der indgår to elementer i alle konflikter: sag og relation. 35 For at finde en løsning til en konflikt hævder bogen, at parterne i konfliktsituationen skal gøre noget ved begge elementer. Det vil sige, hvis parterne kun ændre enten på sagen eller relationen, vil håndtering af konflikten ikke være holdbar og problemer vil genopstå. F.eks. hvis parterne i konfliktsituationen ændre på de følelser der er på spil, men får ikke afklaret eller blevet enig om en løsning på det konkrete problem, eller omvendt hvis parterne får afklaret det konkrete problem, men får ikke ændret på fjendtligheden mellem hinanden. Derfor vil det være vigtigt at hjælpe børnene i en konfliktsituation med at løse det konkrete problem samtid at ændre på den fjendtlighed, der opstår i deres relation Bae 2003 s Hammerich og Frydensberg 2012 s Hammerich og Frydensberg 2012 s Hammerich og Frydensberg 2012 s

15 Grethe Kragh-Müller ser konflikter som værende udviklingsskabende hos den enkelte, hvis man kan løse konflikterne på en god måde. Ifølge Kragh-Müller er vigtige forudsætninger for at løse konflikter på den gode måde, at man føler sig lyttet til og forstået. På denne måde kan begge parter trække sig ud af konflikten med deres værdighed i behold. Under en konfliktsituation er det vigtigt, at man vælger de ord man bruger med omhu. Ord som altid og aldrig skal man undgå, da de kan føre til, at konflikten ikke kommer videre. Kragh-Müller hævder, at børn ikke er i stand til at have en så generaliserende tankegang. Det er især mindre børn, der ikke kan forstå sammenhængen i den generaliserende tankegang, fordi de kun tænker i konkrete episoder eller det man kalder herog-nu-situationer. 37 Kragh-Müller mener, at der i en konflikt næsten altid vil være følelser involveret. Konflikter handler om interesser, der indebærer noget man enten gerne vil eller ikke vil. Der kan opstå frustration, hvis man bliver tvunget til at gøre noget man ikke vil, eller hvis man ikke kan komme til det man gerne vil. Aggression kommer efter frustration. I mellemhjernen sidder de følelsesmæssige centre, der aktiveres under konflikt, så der pumpes adrenalin rundt i kroppen. Adrenalinen er med til at aktivere vores fighter-instinkt, deraf aggressionen. 38 Der findes ikke en bestemt måde at løse konflikter på. Hvis måden man løser konflikter på virker hos et barn, behøver det ikke at virke hos et andet. Ifølge Kragh-Müller er der grundlæggende to forskellige måder man kan løse en konflikt på. Den første måde er ved hjælp af magt, hvor den ene part bestemmer over den anden, ved f.eks. at sige.: Det bestemmer jeg, så det skal du.. På den måde lære børnene, at relationer handler om magt, og hvem, der bestemmer. Børnene kan altså blive mere optaget af, hvem der bestemmer. Det sker især i de konflikter, hvor et barn forsøger at opnå magten ved at bestemme over et andet. Konflikter mellem pædagoger og børn er ofte præget af magtkampe, f.eks. under bleskift, spisning osv. Den anden måde er, at rette ens fokus på indholdet af de forskellige synspunkter og de omstændigheder konflikten indebærer. Man skal forsøge at forstå børnenes synspunkter ved at lytte og give børnenes synspunkter indflydelse. På den måde kan man inddrage børnene i konfliktløsningen, som dermed ikke længere er baseret på pædagogers subjektive synspunkter alene Kragh-Müller 2003 s Kragh-Müller 2003 s Kragh-Müller 2003 s

16 Kragh-Müller ligger op til, at det er en god ide at lægge vægt på ligeværdighed i konflikthåndteringen frem for at håndtere konflikter ved hjælp af magt. Det skal forstås som, at begge parters synspunkter i en konfliktsituation er ligeværdige, og dermed lige meget værd at lytte til, og bliver forstået, uanset hvem de er, og hvilken situation det drejer sig om. 40 Grethe Kragh-Müller har følgende forslag til konflikthåndtering 41 : 1. Lyt til barnet: Lyt og vis forståelse for, hvad barnet gerne vil eller ikke vil. Genfortæl højt for barnet, hvad barnets ønsker er. På den måde kan barnet høre, at man har forstået barnets ønske. Man giver herved barnet mulighed for at rette en, hvis man har misforstået det. 2. Overvej før du siger nej: Reflekter over det, der kan være i vejen for, at barnet får opfyldt det, det gerne vil. Barnet vil herved lettere kunne acceptere et nej i nogle situationer, hvis det har fået oplevelsen af, at det nogle gange kan lade sig gøre. Et barn, der har en følelse af at være forstået og imødekommet, vil være tilbøjelig til bedre at kunne være forstående og imødekommende overfor andre. 3. Andre handlemåder: Hvis barnets ønske ikke kan lade sig gøre, er det muligt at anvende andre handlemåder i stedet for det oprindelige ønske. Det skal ikke forstås som afledning, men snarere vise overfor barnet, at der finde andre veje og muligheder. Det er vigtigt, at barnet får plads til selv at finde sin egen måde at klare situationen på. På denne måde bliver det ikke konstant den voksnes ansvar at klare situationen for barnet. 4. Vær ikke bange for at sige nej: Der vil være situationer, hvor et nej er eneste mulighed. Man skal dog huske på, at det ikke altid ender med et nej. Man skal ikke være bange for at sige nej til barnet, men huske at sige ja en gang i mellem. Barnet skal lære at håndtere situationer, hvor det ikke kan lade sig gøre at få det barnet vil have. 40 Kragh-Müller 2003 s Kragh-Müller 2003 s

17 5. Omsorg og ansvar: I en konfliktsituation må man tage ansvaret for, at barnet ikke får sat andre og sig selv i en ubehagelig og farlig situation. På grund af sit udviklingsniveau kan barnet ikke overskue konsekvenserne af sit ønske, valg eller handling. Barnet har brug for den voksnes omsorg i konflikter, og man må passe på barnet, hvis barnet har svært ved at håndtere situationen eller et nej. 6. Lad ord og handling følges ad: Det vil være en god ide, at man handler mens man siger, hvad man gerne vil have eller ikke vil have, at barnet gør. Ved at handle mens man kommunikere verbalt får barnet implementeret en erfaring der med vedvarende gentagelser lærer barnet at kunne sætte ord og handling sammen. 7. Begrund og forklar: Ved påbud eller forbud er det altid en god ide at komme med en begrundelse og en forklaring for beslutningen. Man skal dog undgå at komme med for mange og for lange forklaringer. Det kan komme til at manipulere børn og få dem til at synes det samme som den voksne. Børn kan blive nødt til at acceptere et nej, men det behøver trods alt ikke være sådan, at barnet føler det er i orden. 8. At kunne rumme følelser: Ved frustration kommer følelser også til udtryk, først vrede og senere sorg. Som barnets voksne er det vigtigt, at den voksne kan rumme disse følelser. Den voksne skal være i stand til at holde følelsen hos barnet ud, og ikke sende barnet væk. Ved at den voksne holder følelsen ud viser det barnet, at følelsen er i orden. Mangelfuld rummelighed fra den voksne kan gøre, at barnet ikke kan rumme følelsen, og derved får sværere ved at håndtere situationen. Anerkend og sæt ord på følelsen, fordi følelser mindskes, hvis de accepteres. På den måde kommer man også hurtigere af med adrenalinen, der forstærker følelsen. 17

18 9. Skelne følelser og handling: Voksne og børn har ret til at føle og opleve lige hvad de vil. På trods af retten til at føle, hvad man vil, er det ikke ensbetydende med, at man må handle ud fra følelsen. Man kan f.eks. ved handling under affektion komme til at skade sig selv eller andre. Det er vigtigt at kunne hjælpe børn til at håndtere sine handlinger under følelsesmæssig affekt. Det kan evt. være ved at holde barnet fast, så det i vrede ikke gør skade på andre. Eller man kan være i nærheden så barnet føler, at der er opmærksomhed på følelsen. 10. At formulere sig positivt: Det er altid en god ide at formulere sig positivt over for barnet, hvis man ønsker, at barnet skal gøre eller lade være med at gøre en bestemt handling. 11. At blive vred/skælde ud: Det nytter ikke at skælde barnet ud. Det er i orden, at den voksne bliver vred. Gennem den voksnes håndtering af sin vrede kan barnet se, hvordan man kan have med sin vrede at gøre. Men man skal ikke lade det gå for vildt for sig. Den voksne er barnets rollemodel, og barnet vil tit og ofte prøve at efterligne den voksne med henblik på at udtrykke sine følelser. 12. At forsones: Det hænder, at man bliver uvenner. Her er det den voksnes ansvar at sørge for forsoningen. Man skal sætte ord på selve konflikten, hvor man genfortæller forløbet og slutter af med at spørge ind til, om barnet stadig har samme følelse. Her er det en god ide at tage sig efter et skænderi, da begge parter får tid til at reflektere over situationen og dampe af. Herefter kan man forhandle videre eller fastholde sit krav overfor barnet. Konflikter kan blive defineret som to parter, der er i uoverensstemmelse med hinanden, hvilket skaber spændinger i deres relation. Der er forskellige måder at håndtere en konflikt på, men det essentielle i konflikthåndtering er, at man gør noget ved den konkrete sag og de spændinger i relationen, som konflikten har skabt. Konflikter kan være udviklingsskabende for det enkelte menneske, så længe konflikterne er blevet håndteret på en god måde. 18

19 Kommunikation I dette afsnit vil Benedicte Madsens teori om kommunikation og kommunikationstrekanten blive belyst. Benedicte Madsen mener, at kommunikation handler om samvær, samtale og samarbejde. Kommunikation er en nødvendighed når vi leger og når vi håndterer opgaver og problemer sammen med andre. Madsen skriver, at det er gennem kommunikation, at sociale relationer opbygges, opretholdes og nedbrydes. Dermed er kommunikation et uundværligt redskab i relationer med andre menneske samt en nødvendighed i vores liv. 42 Madsen definerer kommunikation som udveksling af budskaber. Et budskab er en meningsbærende enhed, hvilket vil sige, at der kan relateres til budskabet. Selve budskabet kan komme som verbal, nonverbal eller illustrativ kommunikation f.eks. som i reklameskilte eller logoer. Sproglige budskaber handler om at opnå meningen ved udtryk ud fra kulturel skik. Her menes, at man først lærer et sprog, for derefter at kunne forstå budskabet indenfor det respektive sprog. 43 Der findes også analoge budskaber, som bl.a. er tonefald og mimik. Man kan ikke fuldt ud kontrollere sin kommunikation, da meget af ens kommunikation sker ubevidst. Samtidig spiller omgivelserne ind i meningen af udtrykket, fordi der i visse situationer kan give forskellige tolkninger af et bestemt udtryk. Det kommer an på modtageren. Et budskab skal tolkes af nogen. 44 Der er risiko for, at begge parter i kommunikationen ikke har samme tolkning. Det vil sige, at de forholder sig ud fra hver deres perspektiv til budskabet. Der er ingen personuafhængige svar. Meningen findes i spændingsfeltet mellem det afsendte budskab, det modtagne budskab og konteksten. 45 Man kan ikke ikke-kommunikere. Adfærd og budskab hænger sammen, fordi adfærd sender et budskab til modtageren. Budskabet kan samtidig påvirke modtagerens adfærd, da modtageren tolker og reagere på budskabet. 42 Madsen 2002 s Madsen 2002 s Madsen 2002 s Madsen 2002 s

20 Kommunikationstrekanten Madsen beskriver kommunikationstrekanten som ( )den figur, som dannes mellem den ene, den anden og det fællestredje. 46 Det fællestredje er en foranderlig størrelse, som nogle gange kan være bredt afgrænset og andre gange være specifikt og konkret. Når to personer fører en dialog med hinanden, forholder de sig, som nævnt i kommunkationsafsnittet foroven, perspektivisk til det fællestredje. Perspektiverne er blevet dannet gennem livet og ens kulturelle og psykiske baggrund. Madsen hævder, at hvis en udveksling mellem mennesker skal være meningsfuldt, forudsætter det, at man er i stand til at tage hinandens perspektiv. Man bliver hermed nødt til at se ud over sit egocentriske syn og prøve at være alter-centrisk. Det vil sige, at man skal kunne sætte sig ind i andres perspektiv. 47 Børn har endnu ikke færdigudviklet sin alter-centrisk sans, da den udvikles løbende gennem livet. Hos den voksne kan det dog hænde, at den umodne egocentriske sans kan træde i karakter. Det kommer an på, hvilken situation og personlige variabler, der spiller ind. Personlige variabler kan f.eks. være stress eller konflikt. 48 Menneskets evne til empati danner et grundlag for alter-centrisk sans for en andens perspektiver. Empati indebærer emner som: indføling, indlevelse, imitation, identifikation og symbiose. 49 Man kan sige, at det er i empatien man møder hinanden uden at sætte sig imod hinanden. 46 Madsen 2002 s Madsen 2002 s Madsen 2002 s Madsen 2002 s

21 At kunne sætte sig ind i den andens perspektiv samt at være empatisk overfor den anden lykkes ikke hver gang. Grundet egne perspektiver og det, at man gerne sætter sig selv først i visse tilfælde, kan det i sidste ende danne gnidninger i kommunikationen. Her er der tale om det at tale forbi hinanden. Dog gælder det i lange de fleste tilfælde at men ende med at forstå hinanden og hinandens perspektiver. 50 Kommunikation er en nødvendighed i vores liv da det er igennem kommunikation med andre mennesker, at man kan formidle ens budskab og intention. Budskaberne som man formidler under kommunikationen bliver fortolket individuelt, og der kan derfor være risiko for, at budskaberne bliver mistolket af de andre. En meningsfuld udveksling finder sted, hvis man er i stand til at se ud over sit egocentriske syn, og sætte sig ind i den andens perspektiv. 51 Diskussion Anerkendelse Teorien om anerkendelse handler om at være åben for gensidig kommunikation under en konflikt, som pointeret tidliger. Man prøver at være i dialog med børnene, ikke en envejsdialog men du lytter for at finde ud af hvad de vil og hvor de er. 52 Dette indebærer at være spørgende, lyttende og forstående for den andens syn på konflikten og følelse af situationen. Ved at opfylde disse segmenter kan man være anerkendende overfor modparten. Disse segmenter er også vigtige, hvis der er en konflikt mellem to børn og pædagogen kommer ind udefra for at være en kommunikator. Taget ud fra casen i empirien har pædagogen enten ikke forstået eller misforstået pigens intentioner. Pædagogen anvender ikke den anerkendende tilgang til at håndtere konflikten på, der netop går ud på at være spørgende, lyttende og forstående. Her er det vigtigt, at begge børn føler sig lyttet til og forstået af pædagogen. Det væsentligste man skal have fokus på er at begge parter bliver tilgodeset. 53 Pædagogen giver ikke plads til, at børnene i situationen må have deres egne version af situationen. Pædagogen må afgive den kontrol, som pædagogen har over børnene i situationen, og lade børnene selv have kontrollen over og genfortælle, hvad de oplever i situationen. Pædagogen spurgte hverken 50 Madsen 2002 s Madsen 2002 s Interview med pæd.2 - (22:30min.) 53 Interview med pæd.1 - (4:05min.) 21

22 ind til pigen eller de to andre børn, og hvad de oplever i situationen, men derimod definerede pædagogen selv, hvad og hvordan børnene oplevede situationen. Pædagogen skulle ifølge teorien om anerkendelse, have benyttet sig af sin empatiske indlevelsesevne til at anerkende børnenes oplevelse og synspunkter. På denne måde havde pædagogen tilgodeset både pigen og de to andre børn i situationen. Rent principielt bør man anvende anerkendelse i hver konflikt, men som skrevet står, er det ikke en realitet hver gang. Det kommer an på situationen, da det kan forekomme, at man bliver nødt til ikke at være anerkendende. Det kan f.eks. være med et barn, der ofte kommer i konflikt med andre. Der er måske ikke lige ressourcer til at være anerkendende ved hver konflikt. De bliver anerkendt begge to. Det er ikke altid man kan det, men i princippet burde det være sådan. 54. Et eksempel på mangel af ressourcer kan være, hvor der opstår en konflikt mellem to børn, imens pædagogen er i gang med at løse en konflikt mellem to andre børn. Forståelse og indlevelse Når en pædagog arbejder anerkendende med børnene i en konfliktsituation, skal pædagogen ifølge teorien om forståelse forsøge at være lydhør og opnå en forståelse af børnene. Taget ud fra casen formåede pædagogen ikke at være lydhør og forstående over for pigen. For at opnå en forståelse af pigen, må pædagogen også prøve at se tingene fra pigens perspektiv, være iagttagende og lyttende over for pigen. Pædagogen kunne forsøge sig med at iagttage pigens nonverbale sprog. Pigens nonverbale sprog som f.eks. ansigtsmimik, kan give nogle informationer, der kan bidrage til pædagogens måde at håndtere konfliktsituationen på. Pigens nonverbale sprog kan fortælle pædagogen, hvad hendes ønsker og intentioner er, og det kan lette pædagogens konflikthåndteringsarbejde. Det kan være med til at finde den bedst mulige måde at imødekomme pigens ønsker på. Pædagogen skal ikke kun fokusere på de ting pigen siger eller gør. Der skal prøves at se igennem det og forstå pigens intentioner ud fra pigens eget perspektiv. Ved at prøve at træde ind i pigens oplevelsesverden kan pædagogen se, hvordan situationen opleves og ser ud fra pigens perspektiv. Dette kan bidrage til, at pigen bliver sat mere i centrum, og samtidig håndterer pædagogen konfliktsituationen ud fra alle hendes præmisser og perspektiv. 54 Interview med pæd.1 - (4:30min.) 22

23 Pædagogen kunne også prøve at spørge ind til pigens intentioner, og samtidig snakke med pigen om, hvordan hendes handlinger bliver modtaget af de to andre børn. På denne måde opnår pædagogen en forståelse af pigen, og pigen opnår samtidig en forståelse af de to børns syn og perspektiv på situationen. Hvis pædagogen forsøger i situationen at opnå en forståelse af pigen, og benytter denne lejlighed til at støtte pigen i at opnå en forståelse for og se tingene fra de to andre børns perspektiv på situationen, kan det medføre, at de andre to børn i situationen kan føle, at de bliver forstået. Dette vil ifølge Grethe Kragh-Müller være en sund konflikt, der kan skabe udvikling hos både pigen og de to børn. Bekræftelse Bekræftende kommunikation går ud på at give børnene frihed til at have deres egne oplevelser, tanker og følelser. Respekterer et barn som et andet menneske. 55. Børene er også mennesker, og som et menneske har man ret til at have egne oplevelser, tanker og følelser. For at skabe rum for dette i en konfliktsituation, må pædagoger ifølge teorien vise forståelse gennem sin kommunikation og være lydhør over for børnene. Taget ud fra casen havde pædagogen ikke givet pigen ret til sin egen oplevelse, tanker og følelser. Idet pædagogen ikke fik vist forståelse og lydhørhed over for pigen, og fik ikke vist forståelse for pigens interesse gennem sin verbale kommunikation. Dermed fik pædagogen ikke skabt en tryghedsramme for pigen, hvor det er acceptabelt, at handle, føle og tænke ud fra egen oplevelse af situationen. Pædagogen vurderede pigens handling ud fra sin egen subjektive forståelse og holdning, hvilket medførte den vurdering, at pigens handling var forstyrrende. Som følge heraf begyndte pædagogen at standse pigen i sin handling, frem for at finde frem til pigens ønsker og intentioner. Gennem sin kommunikation med pigen, fik pædagogen fremhævet sin magtposition ved at fortælle pigen, at hun skulle holde op med at kravle op i sengen, dermed bliver pigen undermineret i situationen. Pædagogen må forsøge at være lydhør, åben og forstående over for pigen, for at give plads til pigen til at selv tænke og vurdere hendes egen handling i situationen. Pædagogen fik vist forståelse over for de to andre børn, idet pædagogen fortalte pigen, at det var de to andre børns tur og hun må vente til det bliver hendes egen, men fik ikke vist forståelse over for pigen. For at bekræfte pigen, må pædagogen forstå pigens behov i situationen, men det gjorde 55 Interview med pæd.2 - (20:07min.) 23

24 pædagogen ikke, og fik derfor heller ikke imødekommet pigens behov i situationen. Som det står i teorien, kan pædagoger godt bekræfte børnenes behov, men behøver ikke nødvendigvis at tilfredsstillelse behovene øjeblikkeligt. Dette skal forstås som, at pædagogen må til at starte med forstå pigens ønsker, og derefter vurdere om pigens behov kan realiseres i situationen. Det er tydeligt at pædagogen ikke forstår pigens behov, og derfor bliver det også svært for pædagogen at imødekomme pigens behov. Når pigen i casen ikke selv fortæller hvad hendes behov er, må pædagogen forsøge at fortolke pigens behov ud fra pigens handlinger. Pædagogens definitionsmagt kan komme til udtryk gennem pædagogens fortolkning af pigens behov ud fra pigens handlinger. Jeg er klar over jeg har en definitionsmagt i forhold til barnet, så det gælder om at holde det nede og det bliver ikke for meget kommando. 56. Når pædagogen anvender sin definitionsmagt til at vurdere om pigens behov kan realiseres i situationen, er det vigtig, at pædagogen ikke prøver at anvende sin definitionsmagt til at definere, hvordan virkeligheden hænger sammen, og dermed underminerer pigens frihed til at erhverve sin egen oplevelse, tanker og følelser. Derimod må pædagogen forsøge at anvende sin definitionsmagt til at forstå pigens behov. Dette kan gøres ved, at pædagogen iagttager pigens handlinger og prøver at forstå, hvad pigens behov er, ved at fortolke hendes handlinger. Samtidig skal pædagogen huske på, at det er en fortolkning, og at den fortolkning ikke nødvendigvis afspejler pigens behov i situationen. Åbenhed Når pædagogen forsøger at forstå børnene som et andet menneske forudsætter det, at der er en åbenhed i pædagogens væremåde. En åbenhed som går ud på at opgive kontrollen over det børnene kommer med. Ved at opgive kontrollen føler børnene sig forstået ud fra egne præmisser. For at kunne opnå en opgivelse af kontrol over det børnene kommer med, må man hverken være definerende eller vurderende i sin væremåde over for børnene. Man skal i stedet forsøge sig med åben kommunikation i samtalen med børnene, for at give dem mulighed for selv at få lov til at definere det de fortæller, og hvad de selv har lyst til at fortælle videre om. I casen valgte pædagogen at håndtere konflikten, ved at fortælle pigen, som i pædagogen øjne forstyrrede de andre børns leg, at hun skulle stoppe med at kravle op i dukkesengen. Her viser 56 Interview med pæd.2 - (20:20min.) 24

25 pædagogen gennem sin kommunikation og væremåde ikke en åbenhed over pigen, og forstod således heller ikke pigens intention bag handlingen. Som det er beskrevet i teorien skal man ikke definere eller vurdere det som børnene fortæller. Det forudsætter dog, at børnene har et verbalt sprog som kan kommunikeres med. I en vuggestue sammenhæng, kan pædagoger komme ud for et barn, som ikke har udviklet et verbalt sprog endnu. I sådan en situation er det det nonverbale sprog hos børnene, som pædagoger skal have en åbenhed over for. Pædagogen i casen definerede pigens nonverbale handling som værende forstyrrende for de andre børn, og vurderede, at det ville være bedst for alle parter i situationen, at pigen holdte op med at kravle op i dukkesengen. På den måde havde pædagogen kontrollen over det som pigen kommer med gennem det nonverbale sprog. Når pædagogen gennem denne måde har kontrollen over pigen, kan det være med til, at pigen lukker af for det videre kommunikation. Dette kommer til udtryk i det at pigen ignorerede pædagogen og forsat lagde sig i sengen, og hun bliver dermed ikke forstået på egne præmisser. Pædagogen i casen bør ifølge teorien om åbenhed være mere lyttende over for pigen, og opgive kontrollen over det pigen kommer med. Det kan imidlertid være svært, når pigen ikke har et verbalt sprog, som kan kommunikeres med, hvilket gør, at pædagogen derfor må prøve at forstå pigens intentioner gennem iagttagelse af pigen. Selvreflektion og afgrænsethed Evnen til at se ud over børns handlinger og væremåde er god at have i kommunikationen med dem. Det er vigtigt at kunne se indad før man kan sætte sig ind i børns behov. Man skal kunne afgrænse sig fra sin egen definition af situationen, for bedre at kunne forstå børnenes behov og definition af situationen. I casen bør pædagogen reflektere over sin egen handling og væremåde, da pædagogens handlinger og væremåde kan have resulteret i, at pigen ignorerede pædagogen. Pædagogen må prøve at sætte sig ind i pigens synspunkt og have blik for, at hun kan opleve noget andet. Havde pædagogen været bedre til at sætte sig ind i pigens synspunkt, ville der højst sandsynligt have været et andet resultat. Pigen kunne på bedste vis prøve fortælle om og vise sin side af sagen og sine intentioner. Selvreflektion og afgrænsethed handler om at have blik for forskellige faktorer, der kan spille ind i hendes væremåde. 25