Jysk børneforsorg/ Fredehjem

Transkript

1 Jysk børneforsorg/fredehjem Årsskrift 2007

2 ÅRSSKRIFT 2007: Foreningen Jysk børne for sorg/fredehjem REDAKTION: Esben Kullberg (ansv.) Lars Bundgaard Susanne Nielsen Rikke Olesen Titel: "Når stilhed har den stærkeste stemme" Rikke udtaler: "Jeg vil kalde billedet: 'Når stilhed har den stærkeste stemme'. Synes det siger noget, som jeg tror mange af pigerne er enige med mig i, at selvom man er stille, kan man godt udtrykke sig stærkt på andre måder. En anden stemme der taler..." Se artikel "Stille Piger - Silent Power" (side 22-23). FOR- OG BAGSIDEFOTOS: Forside: Maske Bagside: Anderledes selvportrætter Fra projektet "Stille Piger Silent Power" Jysk børneforsorg/ Fredehjem Jysk børneforsorg/fredehjem er en sammenslutning af Jysk børneforsorg, der under navnet»kvindehjælpen«blev påbegyndt i Århus i 1906 af Ellen Schepelern, og»fredehjem«, der blev påbegyndt samme år af pastor Jørgen Chr. Berthelsen i Harboøre. Jysk børneforsorg/fredehjem har som formål som en del af folkekirkens diakoni at udøve pædagogisk og støttende arbejde for svagt stillede børn, unge og familier. Formålet søges realiseret gennem driften af en række tilknyttede institutioner, der samarbejder med offentlige myndigheder, og gennem oprettelse og drift af socialpædagogiske alternativer. Sekretariat: Ellengården, Bethesdavej 81, 8200 Århus N. Tlf , fax Mail: mail@jyskborneforsorg.dk Indhold: 3 At fortælle sin historie 4 Overgange 7 "10 skarpe" 8 Store mænd med store hjerter 10 Foreningen og kirken 12 Leder med solidt teoretisk fundament 14 Da Jysk børneforsorg/fredehjem inviterede til en snak 16 Med fingeren på pulsen og med i felten 17 Med øje for mangfoldighed 18 Nye medarbejderrepræsentanter i hovedbestyrelsen 19 Forstanderrepræsentant Alice Andersen 20 Da skæbnen vendte 22 Stille Piger Silent Power 24 Fra pionérprojekt til moderne institution 2 ØVRIGE FOTOS: Mogens Gregersen og privat udlån PRODUKTION: Arosco Grafik 8250 Egå

3 At fortælle sin historie Identitet og fællesskab Jeg tror, vi alle kender den fornøjelse, det er at få lov til at tale om sig selv, mens nogen lytter interesseret. Det er dejligt, når andre viser én den form for opmærksomhed, og det kan så sandelig også være udbytterigt. Ofte forholder det sig jo nemlig sådan, at man først helt forstår, hvad man selv mener og tænker, når man får det sagt til nogen. Man kan opleve, at tingene først rigtigt falder på plads og giver mening, når man fortæller det til en anden. Når vi fortæller vores historier, bliver vi bevidste om os selv samtidig med, at vi deler os selv med andre. Igennem vores fortællinger bevidner de mennesker, vi taler med, vores liv med deres anerkendelse. Med vores historier skaber vi fællesskab, og vi skaber vores egen identitet. Men det er ikke bare som enkelte mennesker, vi har behov for at fortælle vores historie. En organisation har også behov for at fortælle sine historier for at blive bevidst om sin identitet. Fortællinger i organisationer er på en måde en livsnerve i det daglige arbejde. Vi fortæller alle historier om det, vi går og laver eller om det, vi har set andre gøre. Mange af historierne slipper vi hurtigt igen, men nogle historier fanger os og bliver hængende i vores bevidsthed. Det kan være historier, som rummer et indhold, der på en eller anden måde fortæller noget centralt om organisationen. Det er ikke sikkert, historien handler om noget særligt vigtigt eller skelsættende, men et eller andet i netop dén historie formår alligevel at gribe om noget særligt grundlæggende, værdifuldt eller alvorligt og får vist det, som ofte kan være så svært at forklare. Årsskriftet er et forsøg på at videregive nogle af de historier, som kan være med til at bære ånden i Jysk børneforsorg/fredehjem. Gennem skriftets små fortællevinduer og portrætter håber vi på at kunne formidle noget af det særlige, foreningen står for. Vi håber, at nogle af de værdier, vi taler så meget om for tiden, titter frem mellem linierne, at det store engagement, som lever blandt medarbejdere og forstandere, kan mærkes, og at det livsmod og den livslyst, der næres af foreningens mange projekter, fornemmes. God fornøjelse. Esben Kullberg Esben Kullberg 3

4 Overgange Jette Hansen Nogle gange vælger vi selv, andre gange har vi ingen indflydelse, skriver formanden, socialrådgiver Jette Hansen Traditionen tro udsendes Jysk børneforsorg/fredehjems årsskrift i forbindelse med julen, i begyndelsen af det nye kirkeår og ved kalenderårets afslutning. Det er ved overgangen fra et år til et andet, men også i en overgangstid på andre områder blev året med mange nye overgange alene på grund af de mange nye samarbejdspartnere, strukturreformen har stået fadder til. Vi har i foreningen forsøgt at finde vore ben i det nye, der blandt andet har betydet ændring af overenskomstpartner for en række af vore tilbud eller ny godkendende myndighed for andre. Glimt fra året En overgang har det også været for Ellengårdens Børnehus og Den integrerede institution Riisvangen, der har fusioneret med hinanden og er blevet til Dagtilbuddet Riisvangen med Thorkild Hjøllund som leder. Der har også i 2007 været arbejdet på en anden fusion, nemlig mellem foreningens Lejlighedsprojekt og Ellengårdens Familiepension. De to tilbud er nu slået sammen til én enhed under Familiepensionen. Det skete hurtigere, end vi havde tænkt, fordi Lejlighedsprojektet kom til at stå uden personale på grund af to med- Det kan være svært at fatte, men snart står vores nye bosted klar her 4

5 arbejderes overgang til andre jobs, og idet lederen ønskede at fratræde. På Gødvad efterskole må vi igen i år fortælle om en ny overgang fra én forstander til en anden. Morten Budde, der er vokset op med efterskoleværdierne på Vandel efterskole, har nu valgt selv at prøve kræfter som forstander, og vi byder ham velkommen til Gødvad efterskole. Morten Buddes tiltræden hænger sammen med, at Peder Kloppenborg har forladt forstanderposten i løbet af indeværende år. En tur til Hejredalsvej i Brabrand vil frembringe et helt andet syn end det vanligt kendte. Den nye afdeling, Birkedalen, skyder mere og mere op og tager sin plads i haven ved Birkebakken. Nogen vil begræde, at den parklignende have nu fremover må nøjes med en plads i erindringerne. I stedet får vi et nyt veludstyret hus, som Skovbakkevejs beboere flytter ind i og tager i besiddelse. Forhåbentlig bliver det rammen for udfoldelse af liv med glæder og sorger, overgange som livet byder på. Besøg på Elmelund I september måned holdt vi hovedbestyrelsesmøde i Thisted. Vi besøgte både Basen og Elmelund, og på Basen fik vi hilst på den nye leder, Helle Odder. Det var hyggeligt i forbindelse med mødet at spise frokost på Elmelund sammen med de unge, men også at opleve, at de unge, der var flyttet fra Elmelund og i egen bolig, var kommet hjem på besøg. Jeg var så heldig at sidde i nærheden af tre unge, der glade fortalte om deres jobs, hvordan de tog ansvar for livet. En af de unge fortalte om sin erkendelse af, at det var svært for ham at styre alkohol, og at han derfor tog antabus for at kunne beholde sit chaufførjob. På Elmelund blev det også et møde med unge, der tog ansvar for overgangen til en ny fase i livet. Medarbejderstævne I oktober måned holdt vi medarbejderstævne på Rødding Højskole med 160 deltagere i det mest vidunderlige efterårsvejr. Vildvinen på bygningerne præsenterede sig for os i de smukkeste røde, gyldne og brune nuancer. Solen var på himlen, og dens stråler satte ekstra spil i farverne og lunede samtidig vore solhungrende kroppe. Her mærkede vi overgangen til efteråret. Det blev et døgn med megen intensitet. Omkring 160 mødte der op for aktivt at være en del af fællesskabet i foreningen. Det var godt både at møde nye og kendte ansigter og få lejlighed til at Rejsegilde på det nye bosted, Birkedalen den 15. november snakke. Jeg bliver glad for det gode samvær på sådanne dage, hvor vi koncentrerer os om det, der er betydningsfuldt for mennesker og koncentrerer os om noget andet end det, der ellers er tidens trend: kontrol i forskellige udformninger. Livshistorier var temaet for medarbejderstævnet. Vi fik to stærke beretninger fra Aggi Jensen og Lorentz Lindemann, der begge selv har anbringelser i deres personlige bagage. De fortalte om møder med voksne, der viste oprigtig interesse og omsorg for dem under deres anbringelser, og 5

6 Erik Sommer holdt sangtime ved medarbejderstævnet på Rødding Højskole. Billedet er fra Seniorhøjskolen i Nørre Nissum, hvor Erik Sommer er forstander det blev betydningsfuldt for deres liv. Jeg hæftede mig også ved begrebet ligegyldighed i forhold til, at ingen reagerede på nogle børns helt uacceptable livsbetingelser. Ligegyldigheden florerer i samfundet, alle kan gribe i egen barm, tror jeg. Når vi arbejder inden for det sociale område, har vi en skærpet forpligtigelse til at reagere, når noget ikke er ok. Inden for det sociale arbejdsfelt skal vi gerne arbejde med overgange til noget bedre. Erik Lindsø kom som programmedarbejder og forfatter. Han kunne ud over sine egne fornøjelige, private historier fortælle os om mere generelle betragtninger i forhold til at være historiefortæller. I fortællingerne har vi en urørlighedszone, der også betyder, at vi aldrig kan afkræve fortælleren, at historien skal have en fuldkommen sandhedsværdi, men der er altid noget helende ved at fortælle sin historie. Det kan måske også være med til at gøre overgangen til et nyt livsafsnit lettere. Sangtimen med Erik Sommer gav livsglæde. Vi stiftede bekendtskab med en af hans egne flot klingende melodier. Ind imellem sangene causerede Erik Sommer også over Johannes Møllehave og hans beslutning om hver morgen at ville glæde sig over noget for den ventende dag. Vores liv er fyldt med overgange nogle gange vælger vi selv, andre gange har vi ingen indflydelse. I 2007 har vi i Jysk børneforsorg/fredehjem arbejdet med værdier. Ude omkring på foreningens arbejdssteder har der været gode debatter om, hvilke værdier der skal være i højsæde. Værdierne skal vi have med som pejlemærker for arbejdet for dermed bedre at kunne lette overgange for de mennesker, vi har valgt at hjælpe og samarbejde med. Vi vil alle sammen gerne være i det felt, hvor overgange bliver til noget bedre, noget hvor vi finder livsværdier og glæde. For at det kan lykkes, kræves der også en åbenhed hos os selv. Jette Hansen 6

7 "10 skarpe" Et anderledes portræt af Aksel Holst Nielsen Hvor længe har du siddet i Jysk børneforsorg/fredehjems hovedbestyrelse? - Så vidt jeg husker, kom jeg ind i Fredehjems bestyrelse omkring Jeg var med til at lave fusionen med Jysk Børneforsorg i I den forbindelse var jeg et af de tre bestyrelsesmedlemmer, der ved den lejlighed indtrådte i den fusionerede forening, Jysk børneforsorg/fredehjem. Hvad bragte dig ind i arbejdet i foreningen? - Jeg fik en opfordring via tidligere statsautoriserede revisor Johannes Nørager, der i mange år var medlem af Fredehjems bestyrelse. Hvad er din bedste oplevelse i din tid i hovedbestyrelsen? - Jeg vil tillade mig at svare i flertal. Mine bedste oplevelser i min tid i hovedbestyrelsen har været og er, når det lykkes at starte nye gode projekter. Som f.eks. da vi startede Havredal Praktiske Landbrugsskole. I øvrigt er samarbejdet i hovedbestyrelsen altid en god oplevelse der er plads til og respekt for forskellige holdninger og tilgange til arbejdet, men alligevel er der en fælles vilje til at gøre en indsats over for børn og unge med behov for en hånd i ryggen eller mere end det. Hvilken hovedbestyrelsesopgave ser du som den vigtigste de kommende 5 år? - Udadtil mener jeg, det er vigtigt at få et godt og tillidsfuldt samarbejde med de nye kommuner og regioner med fuld bevidsthed om og accept af Jysk børneforsorg/fredehjems værdigrundlag. Indadtil mener jeg, det er vigtigt at få en god dialog med alle vore engagerede med arbejdere om foreningen og dens vær dier. Hvad ville du have brugt din tid til, hvis du ikke sad i hovedbestyrelsen? - Når man som jeg har en dejlig hustru, 5 børn, 4 svigerbørn og 9 børnebørn, hvoraf den yngste er født , foruden hus og sommerhus samt endnu en betydelig rejselyst, ja så giver svaret på spørgsmålet vist sig selv! Hvad betyder det for dig, at Jysk børneforsorg/fredehjem er funderet på et folkekirkeligt grundlag? - Det kristne menneskesyn er utrolig vigtigt for mig. At alle mennesker er skabt i Guds Billede, giver hver eneste person en uendelig værdi, helt uafhængig af intellektuel udrustning og livsvilkår. Dette ud - gangspunkt tror jeg er særdeles betydningsfuldt for alt socialt og diakonalt arbejde. Er du nogensinde faldet i søvn under et bestyrelsesmøde? - Nej. Aldrig. Hvor meget tror du, du trækker gennemsnitsalderen ned i hovedbestyrelsen? - Ikke så meget, at det er værd at skrive om. Hvad irriterer dig mest ved Jysk børneforsorg/fredehjem? - Det melder jeg pas på. Jeg kan faktisk ikke finde på noget. Hvis du skal finde en metafor for Jysk børneforsorg/fredehjem, hvilken ville så være mest dækkende og hvorfor? - Du har vist gemt det sværeste spørgsmål til sidst! Jeg vover alligevel et improviseret svar: Kreativ forening med mening. Når jeg vælger den formulering, er det fordi jeg ser, at vi har en forening med ildsjæle i den administrative ledelse, der gang på gang har fundet frem til løsninger på påtrængende sociale problemer af forskellig art i situationer, hvor de offentlige institutioner ikke har haft mulighed for at gøre noget. Og samtidig forsøger vi nok med skiftende held at lade arbejdet få præg af Jysk børneforsorg/fredehjems værdi grundlag. Esben Kullberg Aksel Holst Nielsen Advokat og hovedbestyrelsesmedlem 7

8 Store mænd med store hjerter - En fortælling fra værdidebatten om det at se lidt dybere Liza Riis Lange Jeg er i god tid i dag. Jeg er på vej ud til en af Jysk børneforsorg/fredehjems institutioner for at tale om etik og værdier. I dag skal jeg til Hinge for at mødes med de ansatte på Holmstrupgårds projektafdeling. Hvad mon venter mig? Jeg svinger væk fra Viborgvej. Kører ind over marker og kommer nu til et fantastisk smukt område med søer, skove og høj himmel. Jeg bliver rørt af den vidunderlige natur. Nu er jeg her alligevel ikke meget før tid - Viborgvej er en upålidelig tidsrøver. Jeg parkerer uden for en stor port, hvor jeg bagved kan skimte flagstang og stor terrasse. Jeg går ind ad porten og kommer op til indgangen her dufter af friskbrygget kaffe og nybagte snegle. Jeg lister mig ind, for jeg kan høre, at de ansatte sidder midt i et personalemøde. Da jeg træder ind i lokalet, får jeg mildest talt et chok. Her sidder rundt om et bord dækket med rugbrød og rullepølse 15 store veltrænede mænd med store muskler og tatoveringer og en enkelt kvinde, der umiddelbart signalerer samme styrke. Jeg får indledt værdidebatten, og efterhånden som værdierne kommer i spil, kan jeg mærke, at det her sted er unikt. Det går op for mig, at jeg står over for en herlighed af forskelligheder og mangfoldige livshistorier. Her er tale om et helt specielt tilbud til unge, der er kørt alvorligt surt i livet, eller som har en psykisk lidelse. Det er anderledes end, hvad jeg har set før. Jeg er nysgerrig det her sted rører noget i mig, og de ansatte giver mig lyst til at vide mere om dem. Jeg inviterer derfor en af de ansatte til at mødes med mig efter dagens værdidebat. Det er Michael Bach Thomsen, 38 år, der har været så venlig at imødekomme min nysgerrighed. Han har været ansat i Holmstrupgårds regi i fire år. Michael er lige kommet tilbage fra barsel med barn nr. 2 en lille dreng på nu tre måneder. Det, jeg savnede mest på min barsel, var den tætte kontakt til mine kolleger og til de unge. Jeg savnede at komme ned og se de unge, at følge med i deres liv og trivsel. Jeg passer på ikke at tage mit arbejde med hjem, men jeg gør det nok alligevel i et vist omfang måske er de gode relationer bare noget, der altid følger en. Jeg giver Michael ret og fortæller ham, at jeg blev meget overrasket over at se så store mænd tale om omsorg og nærvær på den måde, de gør i projektafdelingen. Jeg møder rigtig mange fordomme, når jeg bevæger mig rundt i den pædagogiske verden. Nogle af disse går på, at vi er store mænd med store muskler, der bare sætter sig oven på de unge, når de ikke makker ret. Det er virkelig trist, at nogle tænker sådan om os. For bag de store kroppe gemmer der sig faktisk et stort omsorgsgen og en stærk vilje til at ville de unge. Det vigtigste for mig i mit arbejde er, at de unge kan mærke, at jeg kan lide dem. De skal vide, at jeg er her for dem. Ikke at jeg er stor og stærk, men at jeg har et stort hjerte og vil dem på godt og ondt. Jeg tror også, at mange af de her fordomme grunder i vores manglende pædagogiske uddannelse. Mine kolleger og jeg selv kommer med forskellige baggrunde. En har været politimand, en har været kok, en har været fisker osv. Men vi har det til fælles, at vi alle har mærket livet på godt og ondt. Mange af os har været derude, hvor livet ikke just byder på successer og fremgang, og derfor var tanken om en længerevarende pædagoguddannelse ikke et naturligt valg. Men på trods af det er interessen for det pædagogiske felt bestemt til stede, og vi brænder for det her område på samme måde, som mange uddannede pædagoger gør. Vores problem som ufaglærte er det store dokumenta tionsarbejde og det at skulle udtrykke sig korrekt i faglige termer. Vores leder siger ofte, at vi har en 8

9 masse tavs viden, og at vores store udfordring er at få den tavse viden frem i lyset. Og det har vi heldigvis både pædagoger, socialrådgivere og et psykologteam til at hjælpe os med. Michael, jeg fornemmer, at naturen betyder rigtig meget for jer er det rigtigt? Ja, den spiller en stor rolle i vores hverdag. Vi tror på, at vores unge får det bedre af at være i naturen. Vi starter altid dagen med en gåtur rundt i vores naturskønne nærmiljø på 2 3 km. Her får vi talt om alt det, der fylder lige nu. Jeg oplever, at det er meget nemmere at tale, når vi laver noget fysisk. Det er som om, vores snak er mere fremadrettet, når vi går, end hvis vi bare sætter os i en stol over for hinanden. Vi forsøger at få de unge til at opleve en naturlig fysisk træthed med røde kinder og trætte muskler. Det opnår vi bl.a. ved at gå en tur i skoven for at hugge brænde, ved at gå i haven med en hakke, og der er en af de unge, der har arbejdet på en nærliggende gård. På den måde får de unge ro i hovedet og det har de brug for. Det er helt klart troværdighed. Det at vi gør det, vi siger, vi gør. Vi er til at stole på. Man kan regne med os. I forhold til mine kolleger betyder det, at vi er opmærksomme i forholdet til hinanden. Vi bakker hinanden op, og vi er til stede for hinanden. En god kollega er en, jeg kan støtte mig til, når lokumet brænder. Vi er gode til at tale sammen og gode til sammen at finde de rigtige løsninger i hverdagens problematikker. Jeg vil gerne takke Holmstrupgård og projektafdelingen, fordi I har ladet mig få et blik ind bag de store muskelmasser. I har udvidet min horisont og mindet mig om, at store mænd ofte har store hjerter. Liza Riis Lange Michael Bach Thomsen Som afslutning på vores snak spørger jeg Michael, hvad den vigtigste værdi er for ham i hans arbejde på Hinge? 9

10 Foreningen og kirken Cand.theol og projektmedarbejder Marie Louise Nyegaard stiller skarpt på kirkelige muligheder og begrænsninger Marie Louise Nyegaard 10 Der tales meget om Ånd. Det er den mest gennemgående tendens, når man spørger medarbejdere og pårørende inden for Jysk børneforsorg/fredehjem om det særlige ved netop deres institution. Pårørende og medarbejdere nævner igen og igen den særlige udefinérbare Ånd, der møder dem, når de træder ind ad døren til den institution, hvor de færdes. Denne helt særlige stemning beskrives med ord som næstekærlighed, rummelighed og omsorg. Som en ånd, der udspringer af kristelige værdier. Derudover er fortællingerne om kristelige tanker og om samarbejdet med sognets kirke - vidt forskellige. Ligesom der hersker forskellige indstillinger til kirkegang og det at være en del af en kristen menighed i ethvert hjem, er der lige så mange forskellige holdninger til kirken, som der er beboere, pårørende, medarbejdere, bestyrelsesmedlemmer og forstandere i Jysk børneforsorg/fredehjem. Salmesang, netværk og julehjælp På opholdsstedet Fjorden ved Lemvig er den kristne tro en helt naturlig del af hverdagslivet. Børn og voksne kommer gerne i den lokale kirke, alle kender præsten og hans familie, børnene synger i kirkens kor, går til spejder eller andre fritidsaktiviteter i kirken. Børnene har på denne måde fået udbygget deres netværk og synes, det er rart, når præsten og andre fra menigheden hilser på dem, hvis de møder dem inde i Lemvig. På Ellengårdens Familiepension i Århus deltager sognepræsten i den ugentlige morgenandagt. Han er et kendt ansigt, særligt blandt medarbejderne. Her er det nemlig svært at opbygge konkrete netværk for beboerne, fordi de opholder sig på Familiepensionen i kortere perioder. Til gengæld har beboere i udsatte livssituationer fra tid til anden modtaget julehjælp eller anden konkret hjælp fra sognets kirke. Der har hidtil ikke været tradition for et kirkeligt samarbejde på Havredal Praktiske Landbrugsskole. Her kunne man i fremtiden forestille sig at bruge kirken til at udbygge de unges netværk i lokalmiljøet, men endnu er disse tanker kun på tegnebrættet. Der er en nytiltrådt præst i sognet, som har vist sig at være ivrig efter at inddrage skolens unge i menigheds og landsbylivet. For Birkebakkens børn og unge har det i mange år været en del af årets gang at være med til gudstjenester i Gellerup Kirke. Det at deltage i ritualerne, høre orgelet spille, genkende salmerne og i det hele taget være til stede i kirkerummet har været en stor glæde for mange af børnene. I den seneste tid har samarbejdet ikke været så aktivt, fordi der har været et par udskiftninger blandt præsterne. Viljen til igen at udbygge relationen er dog til stede hos begge parter.»glæden ved ritualerne kunne være overstrømmende Tidligere sognepræst i Gellerup Kirke, korshærspræst Jørgen Lasgaard fortæller om sine oplevelser og erfaringer med Birkebakkens beboere:»glæden ved ritualerne kunne være overstrømmende. Der var en pige, der kom i kirken hver søndag. Hun var så ivrig, at hun altid var en lille smule foran alle andre, når vi bad fadervor. Det er en smuk tanke, at netop denne pige bad for ved gudstjenesten. For Jørgen var en af årets største højtider konfirmationsgudstjenesten for børn fra Birkebakken og Stensagerskolen. Der var ofte mere end tre hundrede i kirke, og underetagen måtte tages i brug med storskærm og videooptagelse for at få plads til alle. Det var til stor glæde for Jørgen selv at opleve mangfoldigheden og at fornemme, at gudstjenesten var mindst lige

11 Børn og voksne fra Opholdsstedet Fjorden kommer gerne i kirken. Børnene synger i kirkens kor, eller som billedet viser, går til spejder så højtidelig som ved enhver anden konfirmation. Godt nok måtte der tages flere individuelle hensyn end normalt, som da han engang konfirmerede en dreng, der insisterede på at sidde under kirkens flygel. I det hele taget lærte Jørgen meget af disse børn. Han fik en større ro i sit arbejde med de normale børn og unge. En erfaring med, at alting ikke behøver at være helt perfekt, og at en gudstjeneste kan lykkes, selv om alt ikke går lige efter ritualbogen. Han er bevidst om, at relationen mellem institution og kirke er særdeles præstebåren. Det kræver, at institutionens medarbejdere, beboere og eventuelt pårørende møder kirken i form af en velkendt person. Der skal være en præst, som er synlig, respekterer beboerne og interesserer sig for stedet. Muligheder og udfordringer Et kirkeligt samarbejde rummer mange muligheder, men tilsvarende mange udfordringer. Opstår der en levende relation mellem kirke og institution, åbnes der mulighed for at trække på ressourcestærke personer i lokalområdet, en mulighed for at blive en del af et fællesskab uden for institutionens rammer. Oplevelsen af ritualer kan give ro for nogle beboere, mens nye netværk kan skabe udvikling for andre. Det er dog ofte svært at sætte ord på tanker omkring tro og kirkelighed. Hvornår er tilknytningen for meget, og hvornår er den for lidt? Ligesom der tales meget om ånd blandt medarbejdere, bestyrelsesmedlemmer og pårørende, tales der også om, at der skal være plads til forskellighed, og at grænser skal respekteres. Man skal føle sig velkommen og tillidsfuld for at have lyst til at deltage i det kirkelige fællesskab. Sådan har det eksempelvis været for Birkebakkens beboere og personale, der er blevet taget imod med stor rummelighed i Gellerup kirke. Både rent praktisk, fordi kirken er handicapvenligt indrettet, men også mentalt. Som Jørgen Lasgaard udtrykker det med et varmt smil:»de var ikke de eneste, der var lidt alternative i den menighed«. Marie Louise Nyegaard 11

12 Leder med solidt teoretisk fundament Trine Hounsgaard Pfeiffer lærte at håndtere Pressen på den hårde måde Var det nemt at finde? spørger Trine, da hun smilende tager imod mig i den gamle Brugsforening i Hadbjerg ved Hadsten. Ja, ja siger jeg og dækker dermed over min ikke altid fantastiske evne til at finde vej, og over at jeg faktisk var kørt forbi i den tanke, at her kunne der da ikke være en institution med over 120 ansatte. Jeg er taget til Hadbjerg for at snakke med det nye hovedbestyrelsesmedlem, Trine Hounsgaard Pfeiffer, der er leder af opholdsstedet Kanonen. Måske ser hun, at jeg kigger mig lidt forvirret omkring, idet hun fortæller, at den gamle Brugs kun er rammen omkring den administrative del af Fonden Kanonen. Selve institutionen Kanonen er fordelt over en række opholdssteder i området omkring Hadsten, Voldum og Løgten. Vi har omkring 40 pladser til unge fordelt på 12 afdelinger, så vi hører til blandt de større. Lidt uforskammet tænker jeg ved mig selv, at det gør Trine ikke selv altså hører til de større. Men som vores samtale udvikler sig, finder jeg ud af, hvor meget udseende kan snyde. I den 35-årige spinkle statur viser der sig at være en leder, som både har pondus og karakter. Meget ledelse handler jo mest om sund fornuft. Jeg tror meget på inddragelse og åbenhed, men jeg kan såmænd godt bestemme og sætte foden i gulvet, hvis det er nødvendigt siger den venligt smilende leder. Siden jeg var socialrådgiver, har jeg vidst, at jeg gerne ville være leder en dag, men at det skulle gå så hurtigt, og at det skulle være så stort et sted som Kanonen, havde jeg nu ikke forestillet mig dengang. Trine Hounsgaard Pfeiffer har da også forberedt sig på sit lederjob, siden hun arbejdede som socialrådgiver. Hun har taget en HD i Organisation og Ledelse og kan nu også snart skrive Den Sociale Kandidatuddannelse på sit CV. Men selvom hun har sit teoretiske fundament for sit arbejde i orden, fornemmer jeg på vores samtale, at de seneste 2 år i Hadbjerg nok er dem, der har lært hende mest om ledelse, kommunikation og administration. I den første tid jeg var her, kæmpede vi med nogle grimme avisoverskrifter. Det lærte mig noget om at håndtere pressen, og hvor meget information betyder for roen på en stor arbejdsplads som vores fortæller Trine. Når rygterne opstår, er det vigtigt, at man som leder er klar og tydelig i sin information, så medarbejderne Trine Hounsgaard Pfeiffer Hovedbestyrelsesmedlem 12

13 hurtigt ved, hvad der er op, og hvad der er ned på de historier, de læser i pressen siger Trine, mens hun mindes den første tid i lederstolen. Samtidig er det vigtigt, at man som leder kan profilere sin institution. De, der skal købe pladserne, skal vide, hvad vi står for, og hvad de får for pengene. På spørgsmålet om hvad der har fået hende til at sige ja til at træde ind i Jysk børneforsorg/fredehjems hovedbestyrelse, siger hun: Jeg synes, jeg har en ret stor indsigt i den socialfaglige verden på mange niveauer, og Jysk børneforsorg er noget helt særligt i det landskab. Jeg tror, det er noget med, at man i Jysk børneforsorg er så gode til at sætte det menneskelige før rammerne og økonomien. Jeg synes, at rammerne og økonomien betyder mere og mere i de sociale institutioners hverdag. Og i den sammenhæng er Jysk børneforsorgs evne til at fastholde fokus på mennesket og opgaven med at hjælpe udsatte noget helt unikt, ja næsten uvirkeligt og dejligt at opleve siger Trine med en næsten begejstret stemme. Også i den forbindelse er kommunikation vigtig. Faren er, at man vænner sig til den særlige ånd i organisationen og glemmer det unikke. Derfor er det vigtigt, at vi hele tiden gør hinanden opmærksomme på, hvad vi gør, og hvorfor vi gør det på den måde, som vi gør. Det kirkelige er et godt grundlag for foreningen. Det bærer det særlige menneskesyn, som lever i Jysk børneforsorg. Jeg vil gerne være med til at fastholde de værdier, jeg ser i foreningen. Jeg er stolt over at være i Jysk børneforsorgs hovedbestyrelse, men jeg vil også gerne tage min del af ansvaret for at være med til at præge de fremtidige rammer for foreningens mange medarbejdere. Måske er det noget af det, jeg kan bidrage med i bestyrelsesarbejdet, at jeg i kraft af min placering i det samme felt, som Jysk børneforsorg arbejder i, kan se det unikke i foreningen samtidig med, at jeg kan være med til at se udviklingen på det socialfaglige område og dermed være med til at sørge for, at Jysk børneforsorg følger med udviklingen. For selvom værdierne og menneskesynet er vigtigt, er det helt afgørende, at man som forening og institution formår at forny sig og hele tiden tilpasse sig de hurtigt skiftende behov. Esben Kullberg 13

14 Da Jysk børneforsorg/fredehjem inviterede til en snak Thorkild Hjøllund er nu efter en fusion leder af Dagtilbuddet Riisvangen Det er tidlig morgen og mørkt og efterårskoldt udenfor, da jeg ankommer til det, som engang var daginstitutionen Ellengårdens Børnehus, men i dag er den ene halvdel af Dagtilbuddet Riisvangen. Indenfor sidder dagtilbuddets leder, Thorkild Hjøllund og et par medarbejdere over morgenmaden og den varme kaffe sammen med første barn, der er mødt. Thorkild er leder i den nye institution, der er skabt gennem fusionen mellem Ellengårdens Børnehus og Den Integrerede Institution Riisvangen. Lidt uhøfligt kan man sige, at Thorkild fulgte med i fusionen. Han var i hvert fald leder af Riisvangen inden sammenlægningen. Riisvangen har altid været en selvejende institution. Det var en af de institutioner, som Børnenes Kontor startede i 1950 erne. Vi ville gerne fortsætte den tradition, men da vi i forbindelse med de store besparelser i Århus Kommune kunne se, at vi ikke kunne fortsætte alene, og Børnenes Kontor ikke længere var interesseret i at drive daginstitutioner, ja, så måtte vi se os om efter nye muligheder. Da så Jysk børneforsorg inviterede os til en snak, så var én time nok til, at vi kunne se en fremtid for os begge. Riisvangens Børnehus Oprettet i 1950 af Børnenes Kontor som 60 børns børnehave. I 1987 omstruktureret til en integreret institution til 32 børn i alderen 0-6 år. I 2006 trækker Børnenes Kontor sig ud af driften. Riisvangens Børnehus fortsætter som selvejende institution indtil fusionen i 2007 med Jysk børneforsorg/fredehjem. Er i dag den ene afdeling af Dagtilbuddet Riisvangen og har 8 ansatte. Den nye institution Dagtilbuddet Riisvangen rummer i dag 80 børn fordelt på to huse. Et dagtilbud af den størrelse kræver en del administration, og Thorkild Hjøllund medgiver da også, at det administrative arbejde fylder meget i hans dagligdag. Han er dog alligevel meget glad for, at det blev ham, der blev valgt til at stå i spidsen for den nye institution. "Der er rigtig mange værdier i selvejertanken. Noget af det bedste ved at arbejde i en selvejende institution er, at der er så mange ildsjæle. De selvejende er jo opstået ud fra et ønske om at gøre tingene bedre end den måde, systemet gør det. Sådan er det stadig. Vi skal bruge den frihed, der ligger i selv at kunne bestemme, til at tage os af de svageste. At det nu er blevet Jysk børneforsorg/fredehjem, Thorkild har i ryggen, er i hans øjne en gevinst. "Jeg ser Jysk børneforsorg som en organisation med substans. Den måde, vi er blevet taget imod, har været rigtig god. Det var helt nyt for os fra Riisvangen at deltage i medarbejderstævnet. Introdagen, hvor vi blev samlet på Ellengården og fik et indblik i, hvad foreningen står for, var en god måde at vise os opmærksomhed og med til at få os "nye" til at føle os velkomne." Thorkild Ellengårdens Børnehus Oprettet i 1988 af Jysk børneforsorg/ Fredehjem. Fungerer som vuggestue indtil 1996, hvor institutionen udvides med tilbygning til børnehavegruppe og bliver dermed en integreret institution til 47 børn. I 2003 får institutionen status som handicapinstitution med plads til 4-6 handicappede børn. Er i dag den anden afdeling af Dagtilbuddet Riisvangen og har 16 ansatte. 14

15 Thorkild Hjøllund i vante græske omgivelser Hjøllund har denne tidlige morgen efterhånden talt sig varm, mens han fortæller om tankerne omkring at blive en del af foreningen. I starten var der nok nogen, der spekulerede på, om det folkekirkelige betød, at vi nu skulle til at synge salmer og bede bordbøn. I dag tror jeg, de fleste oplever, at det folkekirkelige i Jysk børneforsorg betyder rummelighed. Her er der et menneskesyn, der giver plads til alle. Det er vigtigt i en institution som vores, fordi den også har handicappede børn. Personligt synes jeg også, det er positivt, at en forening som Jysk børneforsorg kan ansætte muslimer og på den måde give plads til det tværkulturelle." Thorkild Hjøllund ved godt, at fusionen af de to institutioner ikke kommer af sig selv. Det kræver arbejde at komme til at føle sig som én institution: "Der udvikles jo en særlig ånd i en gammel institution. Derfor tager det også tid at opbygge en ny fælles kultur ud af de to gamle institutioner. Der må ikke være tale om ensretning. Vi skal passe på vores egenart. Men vi skal også indadtil opleve os selv som én institution. Vores skal være fælles. Det er blandt andet min opgave som leder at være med til at skabe det fælles grundlag. Vi skal udnytte de forskellige kompetencer, der er i de to huse og hele tiden have øjnene åbne for de muligheder, der ligger i forskellighed, så arbejdet i Dagtilbuddet Riisvangen kan være berigende og udviklende både fagligt og personligt" slutter Thorkild Hjøllund, inden han igen vender sin opmærksomhed mod arbejdet som leder i Dagtilbuddet Riisvangen. Esben Kullberg Thorkild Hjøllund Født Uddannet Fritidspædagog fra Ikast Seminarium. Pædagogisk Diplomuddannelse (PD) i Pædagogisk ledelse og organisation (DPU). Ansat som pædagog i Riisvangens Børnehus i Ansættes i 1996 som leder samme sted indtil fusionen med Ellengårdens Børnehus i Fra 2007 leder af det nye fusionerede Dagtilbuddet Riisvangen. Inkarneret Grækenlands rejsende med indtil flere årlige rejser til det græske fastland og øhav. 15

16 Med fingeren på pulsen og med i felten Morten Budde er rykket ind på Gødvad Efterskole Ellen Østergaard Skolen har haft vokseværk, der er nu 92 elever på Gødvad Efterskole. Derfor er der brug for en meget kompetent forstander til at samle alle trådene. Han er nu fundet, og hans navn er Morten Budde. Morten kender om nogen til efterskolelivet, da han er opvokset på Vandel Efterskole, hvor forældrene var forstanderpar. For Morten er det derfor også altafgørende at bo på skolen - helst midt i den sydende gryde. Bestyrelsen er derfor nu ved at sætte en bolig i stand, så Morten, Dorthe og de tre I mine øjne er en forstanders vigtigste job at have fingeren på pulsen i forbindelse med ansatte, elever og skolens generelle kort- og langsigtede udvikling. Og så i øvrigt have det overordnede økonomiske ansvar. For at kunne være den forstander jeg ønsker at være, kræver det, at jeg ofte opholder mig i felten. Deltager i undervisning, vagter og samvær med eleverne. Den type forstander, der mere eller mindre passer sit job fra kontoret alene, bliver jeg aldrig. Morten Budde døtre kan blive en del af skolens daglige liv. Både Morten og Dorthe sætter pris på, at arbejde og privatliv flyder sammen på en positiv og konstruktiv måde. Hvorfor tror bestyrelsen på, at en ung mand på kun 34 år kan magte forstanderjobbet på Gødvad Efterskole? Det gør vi i bestyrelsen, fordi Morten med sin varme personlige udstråling, sit brændende engagement, sprudlende veltalenhed og med et CV, der er i orden, virker særdeles kompetent til arbejdet. Morten er HF-student fra Vejle og læreruddannet fra Den Frie Lærerskole i Ollerup. I de seneste år har Morten været lærer på Thorsgård Efterskole i Hobro. Han underviste i dansk, engelsk, friluftsliv, fælles idræt og diverse valgfag og var medarbejderrepræsentant i Thorsgård Efterskoles bestyrelse. Han er et friluftsmenneske med interesse for vandring, langrend, kajak og sejlads. Desuden er han god i et køkken. Bestyrelsen tror, at Morten er den forstander, der med fingeren på pulsen i forbindelse med ansatte, elever, forældre og bestyrelse sikkert vil manøvrere Gødvad Efterskole i både farligt og smult farvand. Et stort og hjerteligt velkommen i Jysk børneforsorg/fredehjem og på Gødvad Ef- terskole til Morten, Dorthe og de tre døtre Asta Marie, Mille og Amalie. Ellen Østergaard Morten Budde klar til udfordringerne på Gødvad Efterskole 16

17 Med øje for mangfoldighed Helle Odder leder overgangen fra EU-projekt til selvejende institution Første januar 2007 fik Basen i Thisted ny forstander. Helle Odder kommer med en meget alsidig baggrund, som rummer erfaringer fra arbejde som daginstitutionsleder, selvstændig erhvervsdrivende og alternativ behandler. Helle Odder Uddannet børnehavepædagog, zoneterapeut, akupunktør og hypnotisør. Arbejdet som leder i SFO og børnehaver, lokalpolitiker og selvstændig erhvervsdrivende. Nuværende forstander for Basen, Thisted. Fritiden bliver brugt til løbeture og økologisk honningproduktion i fællesskab med sin mand. Jeg synes, jeg bruger af alle mine erfaringer. Men det vigtigste, jeg har med fra mine tidligere jobs, er nok rummeligheden, siger Helle. Jeg bliver mere og mere optaget af mangfoldigheden. Jeg tror, det er vigtigt, at vi passer på den. At vi ikke alle sammen er ens er med til, at vi provokeres til at se nye sider af os selv. Det er jo det, der udvikler os som mennesker. Basen er et dagtilbud for unge med ADHD. Oprindeligt blev projektet startet for EUmidler. Helles opgave på Basen bliver blandt andet at udvikle det oprindelige EU-projekt til en selvejende institution. I starten var der mest fokus på den erhvervsafklarende del af arbejdet med de unge. I det fremtidige projekt vil vi prioritere den personlige støtte noget højere. Vores erfaringer er nemlig, at hvis de unge ikke magter den personlige og sociale side af deres liv, så vælter den erhvervsrettede indsats også. Så fremover kommer vi til at videreudvikle den personlige støtte og botræningen også efter normal fyraften siger Helle og fortæller, at det blandt andet er vigtigt for de unge at få hjælp til at definere, hvad det vil sige at blive voksen. De unge bruger ofte os mere, end de bruger deres forældre, når det drejer sig om de mere personlige sider af deres liv. Derfor er det vigtigt, at de oplever, at de kan snakke med os om hvad som helst, tillidsforholdet er helt afgørende for, at vi kan gøre vores arbejde godt. Som leder ser Helle sig selv som den, der tegner Basen udadtil. Ud over vores praktikansvarlige medarbejder, så er jeg nok den, der har de fleste kontakter ud af huset. Det er også min opgave at sikre det fælles grundlag. Men det er også vigtigt for mig, at medarbejderne har frihed til at handle på deres særlige måde i forhold til de unge. Det er jo vores institution, ikke min. Vi er sammen om at lave et godt tilbud til de unge mennesker, der har behov for den hånd i ryggen, som vi gerne vil være, slutter Helle Odder. Esben Kullberg Helle Odder Forstander 17

18 Nye medarbejderrepræsentanter i hovedbestyrelsen Ruth Hindhede og Rolf Kjelgaard er nyvalgte repræsentanter i hovedbestyrelsen for Jysk børneforsorg/fredehjems ca. 700 medarbejdere Ruth Hindhede Medarbejderrepræsentant Medarbejderne i Jysk børneforsorg/fredehjem fik i maj måned to nye repræsentanter i hovedbestyrelsen. Blandt de 6 opstillede kandidater blev Rolf Kjelgaard og Ruth Hindhede valgt til at være bindeled mellem hovedbestyrelsen og foreningens ansatte. Det er selvfølgelig et ekstra arbejde, man påtager sig siger Ruth Hindhede fra Bo/Skole/Job i Silkeborg, men jeg synes, der er rigtig mange gode ting ved Jysk børneforsorg, og det er en god forening at have i ryggen. Det er det, der giver én lyst til at gøre noget ekstra. Rolf Kjelgaard arbejder på Havmågen i Løkken. Også han mener, at foreningen er værd at arbejde for. Samtidig fortæller han om et at de fokusområder, han ser for sit eget arbejde i hovedbestyrelsen: Personlig og faglig udvikling er nøgleord for mig. Jeg tror, det er vigtigt, at foreningen altid har fokus rettet mod medarbejdernes mulighed for udvikling og indflydelse. Når man arbejder med mennesker, der er så udsatte og svage, kan det ikke undgås, at det gør noget ved én. En arbejdsdag kan være meget uforudsigelig. Og fasttømrede meninger og holdninger fungerer ikke ret godt. Derfor kræver vores arbejde ofte meget arbejde med sig selv, hvis man skal kunne blive ved. Ruth og Rolf deler interessen for det arbejde med værdier, som er i gang i foreningen. Jeg mener, at det kristne grundlag er et godt fundament for det pædagogiske arbejde. Det skal selvfølgelig ikke være Rolf Kjelgaard Medarbejderrepræsentant en gang sødsuppe. Der skal altid være en pædagogisk professionalisme, men pædagogisk faglighed og kristne værdier udelukker bestemt ikke hinanden, siger Ruth. Om det folkekirkelige siger Rolf: Når det går højt, kommer jeg vel i kirke et par gange om året. Og jeg mener heller ikke, at det kristne grundlag er nogen garanti for det pædagogiske arbejde. Men samtidig tror jeg, at de kristne værdier i Jysk børneforsorg er med til at synliggøre det særlige menneskesyn, som jeg finder meget vigtigt i det pædagogiske arbejde. Begge medarbejderrepræsentanter glæder sig til arbejdet i foreningens hovedbestyrelse. Som medarbejder kan hovedbestyrelsen måske godt føles lidt langt væk fra dagligdagen. Rolf og jeg er talerør i hovedbestyrelsen, derfor tror jeg, det er vigtigt, at vi bliver synlige, så vores kolleger ved, hvor vi er og kan bruge os, hvis de har behov for det. Esben Kullberg 18

19 Forstanderrepræsentant Alice Andersen For Alice er forholdet til Jysk børneforsorg/fredehjem ikke bare et tilfældigt medlemskab, men et tilhørsforhold Job- og boprojektet Elmelund og Alice Andersen er både langt væk og tæt på foreningen Jysk børneforsorg/fredehjem på en og samme tid. Geografisk kan det føles som lang afstand mellem Thisted og Århus, men når man taler med Alice Andersen, får man en stærk fornemmelse af, at de personlige relationer til gengæld er tætte og varme. Og netop det gode og tætte forhold til foreningen er en af grundene til, at Alice har sagt ja til at træde ind i hovedbestyrelsen som forstanderrepræsentant. "Det er selvfølgelig et ekstra arbejde, man påtager sig", indrømmer Alice, "men vi har i årenes løb fået så meget gennem foreningen. For os i Elmelund har det været meget positivt og vigtigt, at vi altid har følt, at vi har hørt til et sted. Og det tilhørsforhold giver lyst til at investere tid og energi i baglandet." Hvad Alice går ind til, ved hun dog ikke præcist. "Rollen som forstanderrepræsentant er ikke særlig klart defineret. Jeg kan for eksempel ikke tale på alle forstandernes vegne, sådan som en traditionel tillidsrepræsentant vil kunne. På den ene side repræsenterer jeg jo kun mig selv, på den anden side er jeg som forstanderrepræsentant også et tilbud til kollegerne om at være et talerør, som kan formidle forstandersynspunkter i hovedbestyrelsen. Om sine egne synspunkter siger Alice: Jeg er meget interesseret i at arbejde for, at foreningen fortsat er i udvikling. Jeg mener, det er vigtigt, at vi har en organisation, der er moderne og bliver ved med at udvikle nye tilbud til dem, der har mest behov for støtte, og en organisation, som samtidig indadtil har fokus på udvikling og uddannelse af både medarbejdere og forstandere." Alice ser den igangværende værdiproces som en meget vigtig udviklingsproces. "Værdiprocessen har været en stor oplevelse. Det har været rigtig godt for os som arbejdsplads at arbejde med vores værdier. Det er vigtigt, at vi arbejder med vores grundlag som institution. Men det er også vigtigt, at vi tænker over, hvad vores tilhørsforhold til foreningen indebærer, hvis vi vil være medarbejdere og kolleger i den samme organisation og ikke bare tilfældigvis medlemmer af den samme forening, siger Alice. "Når jeg hører vores nye medarbejdere komme hjem og fortælle, efter de har været med på den årlige Introdag, så er jeg ikke i tvivl om, Alice Andersen Forstander at foreningen fylder rigtig meget. Det er en stor oplevelse for dem at blive taget så godt imod, og det giver dem noget helt særligt, at de på den måde kommer til at føle sig som en del af noget, der er større end bare deres arbejdsplads. Esben Kullberg 19

20 Da skæbnen vendte Hvad Jysk børneforsorg/fredehjem kom til at betyde for Kenneth Kenneth Jensen Kenneth er en ung mand på 27 år, som nu bor i egen lejlighed og har et godt fleksjob i et større tømrerfirma, Skinnerup Tømrer- og Snedkerforretning, STS. Han har boet fire år i et af Jysk børneforsorg/fredehjems job- og boprojekter, Elmelund og er nu i udslusning. Forinden da boede Kenneth i egen lejlighed i en anden jysk by, hvor alt gik galt for ham, ingenting lykkedes. Han blev sendt fra det ene kommunale beskæftigelsesprojekt til det andet, havde ingen styr på sin økonomi, kom i dårligt selskab og blev småkriminel. På et tidspunkt kom han via kommunen i kontakt med Jysk børneforsorg/fredehjem, som hjalp ham til et ophold på en institution, hvorfra han kunne hjælpes i vej. Han var omkring flere af foreningens institutioner, før man fandt den, der passede bedst i forhold til geografisk beliggenhed og målgruppe. Kenneth ankom til Elmelund med nogle få møbler og med sit tøj og øvrige ejendele i to sorte plastiksække. Han er kraftigt bygget og 195 cm høj, men var på daværende tidspunkt radmager og skrutrygget, forhutlet, kronraget og i laset tøj. Havde det elendigt og så farlig ud i mere end én forstand, men var parat til at modtage den hjælp, han kunne få her. Der blev taget fat på alle punkter. Han fik rigelig med god og nærende mad, håret fik lov at gro, der blev taget hånd om hans økonomi, og der blev købt nyt tøj til ham. Kenneth kom ind i en hverdag med fast rytme og struktur i et fællesskab med andre ligestillede unge. Mindre end en uge efter indflytningen var han i praktik i et af de lokale, lidt større tømrerfirmaer, STS. I forhold til at han aldrig tidligere havde prøvet at passe et arbejde stabilt, gjorde han det så godt, at de hurtigt blev glade for ham i firmaet. På Elmelund kom han med på ferie og deltog i arrangementer og fik venner, han kunne regne med. Han kom sig, fik frisure og blev flot i tøjet - helt skikkelig at se på. Han udviklede sig godt på sit arbejde, blev mere og mere stabil og efterhånden en god hjælp. Kenneth rettede ryggen om end mest på opfordring i begyndelsen. Efter 8 måneders praktik blev han tilbudt ansættelse i et fleksjob med henblik på, 20

21 at han skulle tage et kørekort, så han ud over at gå til hånde kunne køre ud til byggepladserne med materialer samt rydde op og køre væk med affaldet. Det lykkedes ham også at tage kørekortet, og han fik efter en tid sin egen bil i firmaet. Siden har han endvidere erhvervet truckførerbevis og har været på stilladskursus. Mesteren bemærker, at det er gået fremad hele tiden. Kenneth udvikler sig stadig og kan betros stadig flere forskellige slags opgaver. Han er stabil og velintegreret i firmaet - en medarbejder, de regner med. Spørger man Kenneth, hvad der fik skæbnen til at vende for ham, siger han: Jeg har mange at takke, for at det er gået så godt. Og så remser han vilkårligt op: Medarbejderne på de forskellige institutioner i foreningen, hvor han har opholdt sig. Dog mest Elmelund, hvor han har haft en stabil tilværelse i fire år og i særlig grad hans kontaktperson, Gudrun, som er den, der har fået lov at komme tættest på ham og været i stand til at holde ham fast på kursen. Det er arbejdsgiverne, som har troet på ham, arbejdskollegerne, der har kunnet rumme ham, vennerne på og omkring Elmelund, som han har kunnet regne med En stolt chauffør i lastbilen, specielt indkøbt til ham og sammen med dem fritidsinteresserne fodbold og bowling. Det har virkelig hjulpet mig frem med fysisk aktivitet og glade stunder, siger Kenneth. Kenneth er nu flyttet i egen lejlighed, men er stadig fuldt indskrevet på Elmelund. Det vil sige, at en ansat fra Elmelund kommer hos ham og yder ham hjælp på samme niveau, som da han boede på Elmelund, ligesom han stadig indbydes til at deltage i alle arrangementer. Denne tilknytning fortsætter endnu et par år, hvorefter der tages stilling til, hvor meget mere, han kan og skal klare selv. Jens Knudsen 21

22 Stille Piger Silent Power Kunsten og kreativiteten viser vej til nye muligheder - ud af ensomheden og ind i et fællesskab Tid til udtryk og refleksion Cecilie holder pause under billedarbejdet Stille Piger Silent Power er et kunstterapiprojekt for piger mellem 15 og 23 år og har til huse i lokaler midt på gågaden i Århus. Jeg er blevet nysgerrig på projektet efter at have stiftet bekendtskab med det gennem Ungdomshjemmet Holmstrupgård. Det er da også i samarbejde med Holmstrupgård, at projektets leder, Lise Lotte Helm, og pædagogisk assistent, Kamilla Voss, har virkeliggjort tankerne om at lave noget for stille piger. Jeg har fået lov til at kigge forbi en tirsdag aften i oktober for at stille min nysgerrighed og for at få en snak med nogle af pigerne. Rikke Olesen er en af pigerne, jeg møder denne aften. Hun fortæller, hvordan hun kom ind i projektet: Det var min uddannelsesvejleder, der gjorde mig opmærksom på, at det måske var et godt sted for mig. Jeg havde sociale problemer i gymnasiet. Jeg holdt mig helt for mig selv. fortsætter Rikke. Det er svært for mig at være sammen med andre, så derfor siger jeg ofte nej, når nogen spørger, om jeg vil være med til noget. Til sidst spørger de ikke mere, fortæller Rikke og mindes sig selv, inden hun kom med i Stille Piger Silent Power. Katrine Christensen nikker og genkender Rikkes be- 22