Hermann Schmitz nye fænomenologi

Transkript

1 JAKOB WOLF KROP OG ATMOSFÆRER Hermann Schmitz nye fænomenologi EKSISTENSEN

2 En e-bog fra EKSISTENSEN Se flere titler på Denne e-bog indeholder et digitalt vandmærk. Der er ved dit køb indlejret et digital mærke, som kan vise tilbage til dig som køber. Du skal derfor passe på, at andre personer ikke får adgang til en kopi af din fil, da du i givet fald vil stå som ansvarlig.

3 Jakob Wolf Krop og atmosfærer Hermann Schmitz nye fænomenologi Eksistensen København

4 Krop og atmosfærer Krop og atmosfærer Hermann Schmitz nye fænomenologi Jakob Wolf Forfatteren og Eksistensen, 2017 Bogen er sat med Adobe Garamond Pro på Eksistensen ISBN: Omslag: Eksistensen Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C Tlf At være en krop er at kunne forskrækkes Følelser er ikke mere subjektive end landeveje, kun vanskeligere at fiksere Hermann Schmitz 4

5 Indhold Indledning... 7 Den fænomenologiske analyse Primitivt og udfoldet nærvær...21 Kroppen...35 Følelserne...67 Situationen...89 Personen Den religiøse erfaring Den religiøse erfaring Religionsfænomenologi og religionsvidenskab Forudsætningerne for den fænomenologiske analyse Fænomenologiens metode Den homeriske tradition Den platonske tradition Afslutning Litteratur Navneregister

6 Krop og atmosfærer 6

7 Indledning Indledning Jeg ser. Det er ikke mine øjne, der ser. Det er mig, der ser og ikke mine øjne, de fysiologiske organer, der ser. Mine åbne øjne lader mig se. De er medium for det sete, hvilket muliggør, at jeg ser. Hvis vi får synsforstyrrelser og f.eks. ser pletter eller lysglimt, som migrænepatienten gør det, så ændrer det sig. Så sker der det, at vi ser øjet i stedet for verden. Øjet er så ikke længere fuldstændigt gennemsigtigt, men gør sig selv bemærket fremfor, som det er tilfældet med det raske øje, at være et ubemærket medium for det sete. Det forstyrrer naturligvis adgangen til verden, hvilket enhver, der har fået noget i øjet, ved. Som øjet på den måde er et usynligt medium for det sete, er vores andre sanseorganer medier for andre aspekter af vores tilgang til verden. Hele vores krop er et følende og sansende medium for virkeligheden og vores væren i verden. Det er i kraft af den, vi er i direkte kontakt med virkeligheden. Kroppen er ligesom øjet medium på den særlige måde, at den formidler mellem os og virkeligheden uden at skabe afstand mellem os og virkeligheden. Vi kan ikke sanse verden uden vores krop; det er i den, vi erfarer, at vi er til, og uden den kan vi slet intet gøre. Det er på én gang indlysende ligetil og en opfattelse, der er næsten helt fortrængt fra den fælles bevidsthed. Man kan ikke sige, at vi i dag lever i en kropsfornægtende kultur. Vi er som aldrig før optaget af kroppen. Ethvert ugeblad, nyhedsmagasin eller livsstilsprogram henleder opmærksomheden på vores optagethed af det kropslige. Men det, vi er optaget af, er kroppen som en fysisk og kemisk maskine. Det er træningspas, løbeteknik, kosttilskud, aldringsprocesser og knoglers kalkindhold. Det, der sker, er, at vores opmærksomhed omkring kroppen samler sig om den som et fremmed objekt. Som objekt er kroppen noget andet end os, og kroppen er ikke det, der sætter os i forbindelse med virkeligheden. 7

8 Krop og atmosfærer Øjet er ikke længere et gennemsigtigt organ, men en hornhinde, en linse, et glaslegeme etc. Det er en opfattelse, der reducerer kroppen og dermed virkeligheden til at være objekter, der eksisterer uafhængigt af hinanden og ikke som dynamisk sansende og uadskilleligt forbundne. Denne objektiverende opfattelse af kroppen relaterer ikke så meget til den raske krop som til den syge. Optagetheden retter sig mod forebyggelse og fejlfinding. Det hænger naturligt sammen med, at det netop er, når kroppen bliver syg, at den bliver et objekt for os, som tilfældet er, når vi får noget i øjet. Den sunde krop er tavs og gør sig ikke bemærket, men viser væk fra sig selv og hen til den virkelighed, den er medium for. Kroppen reduceres altså til en potentielt syg krop, og det grundlæggende motiv for at opfatte og undersøge kroppen som et objekt er at forhindre og bekæmpe sygdomme. Det er i sig selv fine formål, men de er udtryk for en problematisk reduktion af mennesket, når de bliver enerådende. Vi ser kun den fysiske krop i stedet for at se kroppen som en sansende og følende tilgang til verden. Hvis kroppen på den måde reduceres til at være en fysisk og kemisk maskine, overser vi vores enhed med kroppen, som er en forudsætning for, at vi kan hvile i den og føle os hjemme i den og i verden og være i kontakt med virkeligheden. Når den umiddelbare erfaring af den sansende og følende krop i den grad er kommet i, hvad man kunne kalde miskredit, selvom der måske snarere er tale om forglemmelse og forførelse, hænger det i høj grad sammen med naturvidenskaben og de store naturvidenskabelige erkendelser, vi har oplevet gennem de sidste 200 år. Naturvidenskaben bygger på en filosofi, hvor verden er delt op i en sjæl og et legeme, som er fremmede for hinanden. I denne filosofi forsvinder den sansende og følende krop og det forhold, at den er medium for virkeligheden, i den spalte, der åbner sig ved subjektets adskillelse fra objektet. I kraft af naturvidenskabens succes og dens udbredelse gennem populærvidenskaben er denne filosofi i dag blevet den alment gældende livsanskuelse. Det har bevirket, at vi har fået et problematisk fremmedgjort forhold til vores egen krop og til naturen i øvrigt. Kroppen reduceres til en potentielt syg krop, og naturen reduceres til materiale for udnyttelse. Det kan vi ikke være tjent med. 8

9 Indledning Der er altså sket det, at vores umiddelbare, selvfølgelige livsverden, den vi kender med vores sansende og følende krop, med denne subjekt/ objekt-filosofi er blevet suppleret med en anden verden. Vi lever i dag i to verdener. En verden, hvor subjekt og objekt er en uadskillelig enhed og en verden, hvor de er adskilt. I naturvidenskaben og subjekt/objekt-filosofien spalter man sansningen op i den sansende og det sansede, og man ser dem som et forhold mellem adskilte størrelser og som årsag og virkning. Man beskriver sansningen som det, at et subjekt modtager sanseimpulser fra et objekt, og subjektet danner så et indre billede af det sansede i bevidstheden. Denne beskrivelse dækker bare ikke det, vi umiddelbart erfarer i sansningen. Ingen erfarer det sansede som et billede inde i hjernen. Sanserne bringer os ikke i kontakt med det sansede igennem et formidlende billede. I sanserne er vi tværtimod i direkte kontakt med det sansede. At vi lever med begge disse opfattelser ville ikke være et problem, hvis vi havde formået at fastholde bevidstheden om begge verdener og havde evnet at holde fast i, at den sansede tilgang til verden går forud for den objektiverende adgang. Men det har vi ikke. Den objektiverende tilgang til verden har i dag en overvældende dominans, som tilsidesætter bevidstheden om den umiddelbart sansede verden. Der ligger for mig at se en filosofisk opgave i at genoprette bevidstheden om og tilliden til den verden, jeg sanser, til det jeg sanser, til den krop, der sanser og til den umiddelbare og uadskillelige forbindelse mellem disse størrelser. Grundlæggende er vores forhold til verden ikke, at vi er et subjekt, der står over for et objekt, men at vi er en krop, der umiddelbart gribes af sansninger, følelser og atmosfærer. Filosofien skal skabe en frugtbar balance og sammenhæng mellem de to verdener. Den filosofi, der især arbejder med at afdække og klargøre den verden, som mennesket umiddelbart lever i, er fænomenologien. Fænomenologien er optaget af fænomenerne, som de fremtræder for det sansende og følende menneske. Den er en videnskab om selvfølgeligheder. Herhjemme har K.E. Løgstrup klargjort, hvad der fænomenologisk ligger i sansningen, der med hans ord er afstandsløs; men fænomenologien som sådan har haft meget svært ved at frigøre sig helt fra subjekt/ objekt-tænkningen, hvilket forplumrer dens bestræbelse på at afdække den verden, vi umiddelbart og uvilkårligt lever i. 9

10 Krop og atmosfærer Gennem de senere år har den tyske fænomenolog Hermann Schmitz (f. 1928) gjort sig bemærket med nogle højst originale bidrag til filosofien. Det originale ved hans bidrag består i høj grad i, at han i sine fænomenologiske beskrivelser og analyser af den sansende og følende krop radikalt har frigjort sig fra subjekt/objekt-filosofien. Hans forfatterskab er for mig at se et af de mest nødvendige og frugtbare bidrag til den filosofiske debat i dag. Schmitz har fremlagt sin fænomenologi i hovedværket System der Philosophie, udgivet i ti bind mellem 1964 og Dertil kommer en række bøger, der korrigerer og supplerer hovedværket. Der er ikke noget af det, der er let læst, men det er umagen værd. Det følgende skal ses som en introduktion til Schmitz nye fænomenologi. 1 Schmitz kalder selv sin fænomenologi for den nye fænomenologi. Han vil dermed angive, at hans fænomenologi ikke blot er et opgør med den traditionelle subjekt/objekt-filosofi, men også med den traditionelle fænomenologi. Fænomenologien opstod i slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede som en opposition mod den akademiske filosofi, der hovedsagelig byggede på subjekt/ objekt-filosofien og den fremstormende naturvidenskabs metode og resultater. Problemet ved den akademiske filosofi var, at den var kommet for langt væk fra den umiddelbare og uvilkårlige livserfaring. Den byggede udelukkende på konstruerede abstrakte begreber, der havde mistet enhver forbindelse til livserfaringen. Det var først og fremmest Edmund Husserl, der genindførte den umiddelbare erfaring i filosofien. Normalt siger man, at hans værk Logische Untersuchungen fra år 1900 er begyndelsen til den moderne fænomenologiske filosofi. På trods af dette meget væsentlige nybrud, der fandt sted med Husserls fænomenologi, så lykkedes det imidlertid ikke Husserl fuldstændigt at frigøre sig fra den akademiske filosofis paradigme. Han blev på væsentlige punkter hængende i det. Bl.a. bestemmer han fortsat subjektet uafhængigt af, at det er indlejret i en situation, der omfatter det. Det samme gælder hans mest berømte elev Martin Heidegger. Selv om der findes meget væsentlige bidrag til opklaringen af den før- 1. Der findes en enkelt introduktion til Schmitz filosofi på tysk (Soentgen 1998) og en introducerende artikel på engelsk (Owen/Slaby 2011). To af Schmitz bøger er oversat til dansk: Kort indføring i den nye fænomenologi (oversat af Sune Frølund) og Kroppen (oversat af Malthe Strandby-Nielsen). 10

11 Indledning videnskabelige livsverden i hans fænomenologi, så underbetoner han det træk ved mennesket, at det er et sansende levevæsen på linje med dyret. Han overbetoner, at mennesket er en eksistens, og det vil sige, at det i modsætning til dyret er et væsen, der skal forholde sig til sig selv. Dermed fastholder han en eksistens/natur-dualisme, der i sidste ende er en variation af sjæl/legeme-dualismen. Disse svagheder ved den gamle fænomenologi overvindes ikke af Husserls og Heideggers nærmeste elever. Tværtimod sker der det i løbet af det 20. århundrede, at de ironisk nok bliver genstand for en steril skolastik, der ikke mere er erfaringsnær. Hvis fænomenologien skal komme ud af den blindgyde, den har bevæget sig ind i, så er det ifølge Schmitz nødvendigt med et så grundigt opgør med den gamle fænomenologi, at han vælger at kalde sin fænomenologi for den nye fænomenologi. Ud fra min analyse af fænomenologiens udvikling i det 20. århundrede, vil jeg hævde, at den er præget af det brud på traditionen, som 2. Verdenskrig betød. Før 2. Verdenskrig var fænomenologien i virkeligheden bestemt af to traditioner. Den ene tradition var den platonskekierkegaardske tradition, der blev videreført af Husserl og Heidegger. I denne tradition er den platonske sjæl/legeme-dualisme og adskillelsen af subjekt og objekt ikke fuldstændig overvundet. Den anden tradition var den homeriske-goetheske tradition, der blev videreført af fænomenologer som f.eks. Rudolf Otto, Hans Lipps og Ludwig Klages, og herhjemme af Løgstrup. 2 Her er sjæl/legeme-dualismen fuldstændig overvundet. Goethe var en stor fænomenolog, hvilket ofte er overset, fordi man normalt anser Husserl for at være fænomenologiens fader. Det er især i Goethes såkaldt naturvidenskabelige skrifter, der fylder lige så meget som hans skønlitterære værker i hans samlede produktion, at hans fænomenologi udfoldes. At overskriften for hans fænomenologi er, at verden ikke er adskilt i et subjekt og et objekt, fremgår af indledningen til Farvelæren, hvor det slås fast, at øjet og lyset udgør en uadskillelig enhed. Lyset er kun lys som set, og øjet kan kun se i kraft af lyset. Med 2. Verdenskrig går den goetheske tradition tabt i Tyskland. Den underskov af Goethe-inspirerede fænomenologer, der var aktive i Tyskland før krigen, blev glemt, og den platonske-kierkegaardske tradition 2. Jf. Wolf 1990 og Wolf f. 11

12 Krop og atmosfærer bliver enerådende inden for fænomenologien godt hjulpet på vej af, at eksistentialismen bliver en dominerende modefilosofi i Europa efter krigen. Betydningen af Schmitz fænomenologi er, at den homeriske-goetheske tradition i fænomenologien her genopstår i en ny fyldig skikkelse. Schmitz indledte sin akademiske karriere med at skrive doktorafhandling om Goethe (Schmitz 1955). Den sansende og følende krops betydning for den menneskelige tilværelses egenart betones igen på en overbevisende måde. Filosofiens forbindelse til den umiddelbare og uvilkårlige erfaring genoprettes, så filosofien igen bliver erfaringsnær og kommer bag om subjekt/objekt-filosofiens konstruerede abstrakte begreber. Schmitz fører fænomenologien ud af den blindgyde, den er styret ind i, og bringer den videre på afgørende punkter. For mig at se ligger Schmitz og Løgstrups fænomenologi på linje med hinanden uden at være identiske, fordi de begge ligger i forlængelse af den goetheske tradition i fænomenologien. Hos begge filosoffer finder vi en betoning af sansningen og en radikal overvindelse af subjekt/objekt-filosofien. Schmitz har ikke kendskab til Løgstrups fænomenologi, og Løgstrup kendte heller ikke til Schmitz, men man kan sige, at Schmitz fænomenologiske beskrivelser og analyser er et fyldigt supplement til et fænomenologisk menneskesyn, hvor det forhold, at mennesket ikke kun er en eksistens, men også et sansende levevæsen spiller en afgørende rolle. Teologisk set ligger den store betydning af Schmitz fænomenologi i, at den nye fænomenologi også er en religionsfænomenologi. Religionsfænomenologien er i den nye fænomenologi ikke blot et supplement eller et perspektiv i fænomenologien; den er en integreret del af den. Den fænomenologiske beskrivelse og analyse af følelserne leder kontinuerligt, uden brud, over i religionsfænomenologien, idet det guddommelige manifesterer sig i den autoritet med ubetinget alvor en følelse kan have i forhold til et menneske. Det religiøse fænomen får her en erfaringsnærhed, som er af den allerstørste betydning for teologien. Med den nye fænomenologi kan man også uden videre afvise religionskritikkens og religionsvidenskabens påstand om, at religionen i virkeligheden handler om mennesket og ikke om det guddommelige. Påstanden er her, at den religiøse erfaring er en illusion, men denne påstand beror på et erfaringsbegreb, som religionskritikken og religi- 12