HØJESTERETS KENDELSE afsagt fredag den 3. juli 2015

Transkript

1 HØJESTERETS KENDELSE afsagt fredag den 3. juli 2015 Sag 228/2014 3F som mandatar for A m.fl. (advokat Jesper Schäfer Munk) mod DI som mandatar for Brande Buslinier ApS (advokat Annette Fæster Petersen) Appellanterne, 3F som mandatar for A m.fl., har under forberedelsen af denne sag anmodet om, at der stilles præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen. Indstævnte, DI som mandatar for Brande Buslinier ApS, har protesteret herimod. I påkendelsen har deltaget tre dommere: Poul Dahl Jensen, Jens Peter Christensen og Hanne Schmidt. Den foreliggende sag Skjern Bilen, der ved dekret af 10. januar 2012 blev taget under konkursbehandling, drev frem til den 27. december 2011 busrute 53 mellem Viborg og Herning, som selskabet havde fået i licitation fra Midttrafik. I efteråret 2011 blev busruten genudbudt, og Brande Buslinier ApS erhvervede driften af busruten med virkning fra den 27. december Både Skjern Bilen og Brande Buslinier ApS anvendte leasede busser til ruten, men Brande Buslinier ApS overtog ikke de af Skjern Bilen leasede busser. I stedet leasede Brande Buslinier ApS selv nogle andre busser til at udføre driften af busruten. Appellanterne var ansat hos Skjern Bilen og har bl.a. lønkrav for december Lønmodtagernes Garantifond har afvist at dække lønkravene med henvisning til, at der er sket virksomhedsoverdragelse.

2 - 2-3F som mandatar for A m.fl. har anført, at det følger af udbudsaftalen mellem Midttrafik og Brande Buslinier, at virksomhedsoverdragelsesloven finder anvendelse, samt at virksomhedsoverdragelsesloven under alle omstændigheder finder anvendelse på grund af de overdragne aktiver/elementer, herunder overførslen af driften af busruten. Brande Buslinier har afvist at dække kravene under henvisning til, at overdragelsen ikke er omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven, fordi der ikke er identitet mellem Skjern Bilen og Brande Busliniers virksomhed, samt at det ikke er en forudsætning i udbudsvilkårene, at medarbejderne under alle omstændigheder skal stilles, som om overdragelsen er omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven. Ved dom af 21. oktober 2014 frifandt Vestre Landsret Brande Buslinier. Det hedder i landsrettens begrundelse bl.a.: Det fremgår af EF-domstolens dom af 25. januar 2001 i Liikenne-sagen, at rådets direktiv 77/187/EØF af 14. februar 1977 (virksomhedsoverdragelsesdirektivet) ikke finder anvendelse i en situation, hvor driften af en busrute efter et udbud overgår fra en kontraktspart til en anden, hvis der ikke sker overførsel af væsentlige fysiske elementer mellem de to enheder. Dommen må forstås således, at det i en sådan situation er afgørende for bedømmelsen af, om virksomheden har bevaret sin identitet, hvis hverken ejerskabet eller rådigheden over busserne eller over andre væsentlige fysiske elementer overføres fra den gamle til den nye kontraktspart. Skjern Bilen har ikke overdraget busser eller rådigheden herover til Brande Buslinier. Skjern Bilen har heller ikke overdraget andre væsentlige fysiske elementer til Brande Buslinier, idet der alene er overdraget aktiver i form af billetborde, chaufførtasker, møntborde og byttepenge til en samlet værdi af ca kr., hvoraf værdien af byttepenge udgjorde kr. Det forhold, at Skjern Bilen benyttede leasede busser ved driften af busruten, og at også Brande Buslinier benytter leasede busser, kan ikke føre til, at busserne ikke anses som væsentlige fysiske elementer i forbindelse med udførelsen af driften af busruten. Da der således ikke er sket overførsel af væsentlige fysiske elementer fra Skjern Bilen til Brande Buslinier, har virksomheden ikke bevaret sin identitet, og Brande Busliniers overtagelse af buslinjen er derfor ikke omfattet af virksomhedsoverdragelsesdirektivet og dermed heller ikke af virksomhedsoverdragelsesloven.

3 - 3-3F som mandatar for A m.fl. har anmodet Højesteret om, at der stilles præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen om fortolkningen af artikel 1, stk. 1, i virksomhedsoverdragelsesdirektivet RDIR/23/EF af 12. marts F som mandatar for A m.fl. har formuleret følgende to spørgetemaer: Tema 1 EU-Domstolen lægger ved vurderingen af om en overdragelse falder inden eller udenfor direktiv 2001/23 EF bl.a. vægt på overdragelse af aktiver. Er driftsmateriel der er stillet til rådighed ved leasing hos et for kontraktens udførelse helt uafhængigt leasingselskab at betragte som et aktiv, der skal vurderes på lige fod med aktiver i andre sager om mulig overdragelse ved driftsmaterieltung virksomhed, uanset at dette driftsmateriel hverken ejes af overdrager, erhverver eller ordregiver. Tema 2 Med tema 2 ønskes en afklaring af, om artikel 1 i virksomhedsoverdragelsesdirektivet RDIR 2001/[23]/EF af 12. marts 2001 skal fortolkes således, at direktivet finder anvendelse i en situation, hvor en overdrager leasede busser til brug for servicering på en offentlig busrute udbudt af et offentligt trafikselskab, og hvor denne busrute og stort set alt andet, der vedrører serviceringen af busruten overgår til erhverver, men hvor erhverver leaser nogle andre busser til kørslen på busruten. Kan direktiv 2001/[23]/EF finde anvendelse inden for udbud af offentlig buskørsel, når ikke de driftsmidler (busserne), som erhverver anvendte til at udføre opgaven, er de samme som overdrager anvendte til at udføre opgaven, i det tilfælde hvor overdrager og erhverver får adgang til hver deres busser ved leasing hos nogle for udførelsen af buskørslen helt uafhængige leasingselskaber? Anbringender 3F som mandatar for A m.fl. har anført, at sagens problemstilling nødvendiggør en præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen bl.a. med henvisning til, at sagen indeholder principiel fortolkning af identitetsbegrebet i artikel 1, stk. 1, i virksomhedsoverdragelsesdirektivet og aktivbegrebet, som det er defineret i EU-Domstolens praksis. Der er hverken i retsforskrifterne, forarbejderne eller EU-Domstolens retspraksis taget stilling til den situation, at hverken ordregiver (Midttrafik), overdrager (Skjern Bilen) eller erhverver (indstævnte) har ejerskab over de aktiver, der ellers typisk udgør det væsentligste aktiv i den konkrete virksomhed eller i øvrigt i branchen. Det væsentligste aktiv udgøres af busserne, men ejerskabet til busserne både for så vidt angår overdrager og erhverver ligger hos forskellige leasingselskaber. 3F som mandatar for A m.fl. har endvidere anført, at den retspraksis, der gælder inden for busbranchen (renovationsbranchen), ikke finder direkte anvendelse i denne sag, idet der i

4 - 4 - de afgørelser, som indstævnte og landsretten henviser til, har været tale om ejerskab af driftsmidlerne (busserne/renovationsbilerne). DI som mandatar for Brande Buslinier ApS har protesteret mod anmodningen om præjudiciel forelæggelse bl.a. med henvisning til, at spørgsmålene i sagen allerede er blevet afgjort af både EU-Domstolen og de danske domstole. Supplerende om retsgrundlaget Virksomhedsoverdragelsesdirektivet og virksomhedsoverdragelsesloven EU-ret Rådets direktiv 2001/23/EF, virksomhedsoverdragelsesdirektivet, der er en sammenskrivning af det oprindelige virksomhedsoverdragelsesdirektiv, Rådets direktiv 77/187/EØF, og Rådets direktiv 98/50/EF, indeholder bl.a. følgende bestemmelser: Artikel 1, stk. 1. a) Dette direktiv finder anvendelse på overførsel af en virksomhed eller bedrift eller af en del af en virksomhed eller bedrift til en anden indehaver som følge af en overdragelse eller fusion. b) Som overførsel i henhold til dette direktiv anses overførsel af en økonomisk enhed, der bevarer sin identitet, forstået som en helhed af midler, der er organiseret med henblik på udøvelse af en økonomisk aktivitet, uanset om den er væsentlig eller accessorisk, jf. dog litra a) og de følgende bestemmelser i denne artikel. Det følger af EU-Domstolens faste praksis, at der stilles tre betingelser for, at direktivet finder anvendelse. Overførslen skal indebære, at der skiftes arbejdsgiver, overførslen skal vedrøre en virksomhed, en bedrift eller en del af en bedrift, og overførslen skal ske ved aftale ( overdragelse ), jf. f.eks. sag C-51/00, Temco Service Industries, præmis 21. Begrebet overførsel er nærmere fastlagt af EU-Domstolen i bl.a. sag C-24/85, Spijkers, der i præmis 11 og udtaler: 11. det afgørende ved vurderingen af, om der foreligger en overførsel i direktivets forstand, er, om den pågældende økonomiske enhed har bevaret sin identitet.

5 Ved afgørelsen af, om dette må anses for tilfældet, må der tages hensyn til samtlige omstændigheder omkring afhændelsen, herunder hvilken form for virksomhed eller bedrift der er tale om, hvorvidt der er sket en overtagelse af de fysiske aktiver som for eksempel bygninger og løsøre, værdien af de immaterielle aktiver på tidspunktet for overdragelsen, hvorvidt den nye indehaver overtager størstedelen af arbejdsstyrken, om kundekredsen overtages samt i hvor høj grad de økonomiske aktiviteter før og efter overdragelsen er de samme, og hvor længe virksomhedens drift eventuelt har været indstillet. Det bemærkes dog i denne forbindelse, at alle disse omstændigheder kun kan indgå som enkelte elementer i den samlede bedømmelse, der skal foretages, og at de derfor ikke kan vurderes isoleret. 14. Afgørelsen af, om der i lyset af de ovenfor angivne fortolkningsmomenter må antages at foreligge en overførsel i nævnte forstand, såvel som den i dette øjemed fornødne prøvelse af faktum, henhører under den nationale ret. 15. et forhold er omfattet af begrebet»overførsel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter til en anden indehaver«, såfremt den pågældende økonomiske enhed har bevaret sin identitet. Ved afgørelsen af, hvorvidt der foreligger en overførsel i nævnte forstand i et tilfælde som det i hovedsagen omhandlede, skal der foretages en vurdering af, om der henset til samtlige omstændigheder omkring afhændelsen er tale om en fortsat bestående økonomisk enhed, som overdrages, hvilket navnlig må lægges til grund, såfremt den nye indehaver rent faktisk fortsætter eller genoptager driften i form af de samme eller tilsvarende økonomiske aktiviteter. I sag C-13/95, Süzen, udtaler EU-Domstolen følgende: 15. den omstændighed, at den tjenesteydelse, som udføres af den gamle og den nye ordremodtager, er den samme, [er] ikke i sig selv tilstrækkelig til, at der er tale om overførsel af en økonomisk enhed. En enhed kan ikke begrænses til den aktivitet, den udfører. Dens identitet består også af andre forhold, som f.eks. det personale, der er ansat i enheden, dens ydre rammer, tilrettelæggelsen af dens arbejde, dens driftsmåde og i givet fald også de driftsmidler, enheden råder over. 16. Det forhold, at en virksomhed må afgive udførelsen af en tjenesteydelse til en konkurrent, er således ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at der i henhold til direktivet er tale om en overførsel. Selv om den virksomhed, som hidtil har udført tjenesteydelsen, mister en kunde, består den fortsat fuldt ud, og der er ikke grundlag for at antage, at en af virksomhedens bedrifter eller dele af bedrifter er overdraget til den nye ordremodtager. 17. Det bemærkes endvidere, at selv om overførsel af aktiver er et af de kriterier, den nationale domstol skal inddrage ved vurderingen af, om der er tale om en overførsel af en virksomhed, udelukker den omstændighed, at der ikke overføres aktiver, ikke nødvendigvis, at der foreligger en overførsel af en virksomhed 18. afvejningen af, hvilken vægt der skal tillægges de forskellige kriterier for, om der i henhold til direktivet er tale om en overførsel, afhænger [nødvendigvis] af, hvilken type aktivitet der udføres, og hvilke produktions- eller driftsmåder der anvendes i virksomheden, bedriften eller den pågældende del af bedriften. En økonomisk enhed kan

6 - 6 - således navnlig i visse brancher fungere uden væsentlige materielle eller immaterielle aktiver, og det kan i så fald ikke være afgørende for, om enheden opretholdes efter den pågældende transaktion, at der overdrages sådanne aktiver. 20. Det bemærkes i denne forbindelse, at der ved afgørelsen af, om der foreligger en overførsel, ud over, i hvor høj grad de økonomiske aktiviteter før og efter overførslen er de samme, og hvilken form for virksomhed eller bedrift der er tale om, bl.a. skal tages hensyn til, om den nye indehaver overtager størstedelen af arbejdsstyrken 21. I visse brancher, hvor arbejdskraften udgør den væsentligste del af aktiviteten, vil en gruppe af arbejdstagere, som i længere tid udfører en fælles aktivitet, kunne udgøre en økonomisk enhed, og en sådan enhed vil kunne opretholde sin identitet efter en overførsel, når den nye indehaver ikke blot viderefører den hidtidige aktivitet, men også overtager en efter antal og kvalifikationer betydelig del af den arbejdsstyrke, som hos forgængeren specielt udførte denne opgave. Med ordvalget i Rygaard-dommen, præmis 21, overtager den nye indehaver i så fald en organiseret helhed af elementer, der gør det muligt på stabil måde at fortsætte den overdragende virksomheds aktiviteter eller nogle af disse. I sag C-340/01, Abler/Sodexho, udtaler EU-Domstolen følgende: 35. Den nationale domstol skal ved vurderingen af de faktiske omstændigheder omkring overførslen tage hensyn til, hvilken form for virksomhed eller bedrift der er tale om. Heraf følger, at afvejningen af, hvilken vægt der skal tillægges de forskellige kriterier for, om der i henhold til direktiv 77/187 er tale om en overførsel, nødvendigvis afhænger af, hvilken type aktivitet der udføres, og hvilke produktions- eller driftsmåder der anvendes i virksomheden, bedriften eller den pågældende del af bedriften 36. Driften af storkøkkener kan imidlertid ikke anses for en aktivitet, hvor arbejdskraften udgør den væsentligste del af aktiviteten, for så vidt som driften kræver meget inventar. I hovedsagen er de fysiske aktiver, der er påkrævede for den omhandlede aktivitet dvs. lokalerne, vand og energi samt de nødvendige større og mindre maskiner (bl.a. det faste materiel, der er nødvendigt for tilberedelsen af måltider, samt opvaskemaskiner) som anført af Kommissionen, blevet overtaget af Sodexho. Endvidere er situationen den, at der består en udtrykkelig og væsentlig forpligtelse til at tilberede måltiderne i hospitalets køkken og således at overtage disse materielle aktiver. Overførslen af de lokaler og det udstyr, der stilles til rådighed af hospitalet, og som er nødvendige for tilberedelsen af maden og fordelingen af måltiderne til hospitalets patienter og personale, er under disse omstændigheder tilstrækkelig til, at der foreligger en overførsel af en økonomisk enhed. Det er desuden klart, at den virksomhed, der blev tildelt aftalen, nødvendigvis har overtaget størstedelen af sin forgængers kunder, da der er tale om en fast kundekreds. 37. Det følger heraf, at den omstændighed, at den nye erhvervsdrivende ikke overtager en efter antal og kvalifikationer betydelig del af den arbejdsstyrke, som hos forgængeren udførte de samme opgaver, ikke er tilstrækkeligt til at udelukke, at der foreligger en

7 - 7 - overførsel af en enhed, hvis identitet i henhold til direktiv 77/187 er opretholdt, inden for en sådan branche som storkøkkendrift, hvor inventaret er af afgørende betydning for aktiviteten. 40. Sodexho har endelig gjort gældende, at den omstændighed, at hospitalet fortsat ejer arbejdslokalet og det nødvendige udstyr til udførelsen af aktiviteten, er til hinder for, at den blotte udskiftning af den virksomhed, der er blevet tildelt aftalen, anses for en overførsel af en økonomisk enhed. 41. Det fremgår imidlertid af selve ordlyden af artikel 1 i direktiv 77/187, at direktivets anvendelsesområde omfatter alle de tilfælde, hvor der som led i en aftale sker en udskiftning af den fysiske eller juridiske person, som er ansvarlig for virksomhedens drift, og som af den grund påtager sig en arbejdsgivers forpligtelser over for arbejdstagerne i virksomheden, og det har ingen betydning, om der er sket en overførsel af ejendomsretten til materielle aktiver 43. Den forelæggende rets spørgsmål skal således besvares med, at artikel 1 i direktiv 77/187 skal fortolkes således, at direktivet finder anvendelse i en situation, hvor en ordregiver, som ved aftale havde overdraget den fulde drift af et hospitalsstorkøkken til en erhvervsdrivende, opsiger aftalen og indgår en ny aftale med en anden erhvervsdrivende, som skal levere den samme ydelse, når det forholder sig således, at den anden erhvervsdrivende anvender væsentlige materielle aktiver, som tidligere blev anvendt af den første erhvervsdrivende, og som ordregiveren har stillet til deres rådighed i umiddelbar forlængelse af hinanden, selv om den anden erhvervsdrivende havde tilkendegivet ikke at ville overtage den første erhvervsdrivendes ansatte." I sag C-234/98, Allen m.fl, præmis 30, udtaler EU-Domstolen følgende: For så vidt angår hovedsagen kan anlæg af minegange ganske vist ikke betragtes som en aktivitet, der i det væsentligste er baseret på arbejdskraft, idet der kræves omfattende materiel og udstyr. Det fremgår imidlertid af forelæggelsesafgørelsen, at det i minebranchen er sædvane, at mineejeren stiller de væsentligste aktiver, der er nødvendige med henblik på udførelsen af anlægsarbejdet, til rådighed. AMS har således som underentreprenør kunnet råde over det udstyr, som RJB tidligere havde stillet til ACC's rådighed. Den omstændighed, at ejendomsretten til de aktiver, der er nødvendige for virksomhedens drift, ikke er overgået til den nye indehaver, er imidlertid ikke til hinder for, at der er tale om en overførseldet forhold, at der ikke har fundet en overdragelse af aktiver sted mellem ACC og AMS, er herefter ikke afgørende. I sag C-172/99, Liikenne, havde et selskab i 3 år drevet et antal busruter efter udbud for vedkommende myndighed. Da selskabet mistede opgaven, blev 45 buschauffører afskediget. Af disse blev alle, der ansøgte (33 chauffører), ansat af det selskab, der havde overtaget busdriften. Dette selskab ansatte herudover 18 andre chauffører. Overdragelsen af opgaven var ikke ledsaget af overdragelse af køretøjer eller andre aktiver, der havde forbindelse med driften af

8 - 8 - de pågældende busruter. Mens det nye selskab afventede leveringen af 22 nye busser, som selskabet havde bestilt, lejede det 2 af den tidligere virksomheds busser i 2 eller 3 måneder, og det nye selskab købte endvidere det tidligere selskabs uniformer, som nogle af chaufførerne havde anvendt hos sidstnævnte selskab. I præmis 33 og udtaler EU-Domstolen følgende: 33. Ved bedømmelsen af, om betingelserne for, at der er tale om overførsel af en enhed, er opfyldt, må der imidlertid tages hensyn til alle de faktiske omstændigheder omkring overførslen, herunder hvilken form for virksomhed eller bedrift der er tale om, hvorvidt der er sket en overførsel af de materielle aktiver som f.eks. bygninger og løsøre, værdien af de immaterielle aktiver på tidspunktet for overførslen, hvorvidt den nye indehaver har overtaget størstedelen af arbejdsstyrken, om kundekredsen overføres, samt i hvor høj grad aktiviteterne før og efter overførslen er de samme, og hvor længe disse eventuelt har været indstillet. Alle disse omstændigheder kan dog kun indgå som enkelte elementer i den samlede bedømmelse, der skal foretages, og de kan derfor ikke vurderes isoleret 39. Bustransport kan ganske vist ikke anses for en aktivitet, der i det væsentligste er baseret på arbejdskraft, idet der kræves omfattende materiel og anlæg Den manglende overførsel af materielle aktiver til drift af de pågældende busruter fra den gamle til den nye kontraktmodtager er en omstændighed, der skal tages i betragtning. 40. De i hovedsagen sagsøgtes advokat har under den mundtlige forhandling understreget den økonomiske værdi af den mellem den ordregivende myndighed YTV og Liikenne indgåede kontrakt ved at anføre, at det drejer sig om et betydeligt immaterielt aktiv. Denne værdi kan ikke bestrides; i tilfælde, hvor en kontrakt skal fornyes, bliver værdien af et sådant immaterielt aktiv ved udløbet af den gamle ordremodtagers kontrakt ganske vist i princippet nul, idet kontrakten netop udbydes. 41. Såfremt en udbudsprocedure som den i hovedsagen omhandlede forudsætter, at den nye kontraktpart overtager løbende kontrakter med kundekredsen, eller såfremt størstedelen af denne kan anses for bunden, må det ikke desto mindre antages, at der foreligger en overførsel af kundekredsen. 42. I en branche som regulær offentlig bustransport, hvor de fysiske elementer udgør et væsentligt element i virksomhedsdriften, kan den manglende overførsel fra den gamle kontraktpart til den nye af en væsentlig del af disse elementer, der er uundværlige for en tilfredsstillende drift af enheden, føre til, at enheden ikke kan anses for at have bevaret sin identitet. 43. Dette medfører således i en situation som den i hovedsagen omhandlede, at direktiv 77/187 ikke finder anvendelse, såfremt der ikke er overført væsentlige fysiske elementer mellem den gamle kontraktpart og den nye."

9 - 9 - I sag C-175/99, Mayeur, præmis 49, udtaler EU-Domstolen, at den omstændighed, at de aktiviteter, som udøves af den gamle og den nye arbejdsgiver, er de samme, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til, at der er tale om overførsel af en økonomisk enhed. Danske regler Det oprindelige virksomhedsoverdragelsesdirektiv blev implementeret ved lov nr. 111 af 21. marts Overdragelsesbegrebet findes i lovens 1, stk. 1, 1. pkt., der indholdsmæssigt svarer til den nugældende bestemmelse i virksomhedsoverdragelsesloven: 1. Loven finder anvendelse ved overdragelse af en virksomhed eller en del heraf der ligger inden for det område, hvor traktaten om oprettelse af Det europæiske økonomiske Fællesskab finder anvendelse. Af forarbejderne til 1 i lov nr. 111 af 21. marts 1979 fremgår det om overdragelsesbegrebet bl.a., jf. Folketingstidende , Tillæg A, spalte 2759: Iflg. artikel 1, stk. 1, finder direktivet anvendelse på overførsel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter til en anden indehaver som følge af overdragelse eller fusion. Direktivet vedrører således alene overførsel ved aftale, og i overensstemmelse hermed foreslås det i stk. 1, at loven finder anvendelse, hvor der sker overdragelse af en virksomhed eller en del af en virksomhed. Kerneområdet for overdragelsesbegrebet i forslaget er herefter køb - herunder køb af en virksomhed af et konkursbo - hvor der sker et egentligt ejerskifte, samt gaveoverdragelse, f. eks. i form af overdragelse af en virksomhed til en fond. Også fusion, der er en aftalemæssig disposition, falder ind under begrebet overdragelse. Direktivets hensyn kan også foreligge i andre tilfælde, f.eks. hvor en forpagter overtager en virksomhed i drift, og der opstår spørgsmål om overtagelse af eksisterende arbejdsaftaler. Endvidere kan der peges på de såkaldte leasingaftaler, der inden for visse områder udgør et reelt alternativ til køb. Det må i sådanne tilfælde afhænge af et konkret skøn, i hvilket omfang der faktisk er tale om, at forpagteren eller den, der indgår en leasingaftale, har en ejers stilling som arbejdsgiver i forhold til lønmodtagerne. Udtrykket»overdragelse«i lovforslaget udelukker ikke, at visse forpagtnings- eller leasingaftaler sidestilles hermed. Ved afgørelsen af om der sker overdragelse af en del af en virksomhed, skal der med udgangspunkt i lovforslagets hovedsigte om opretholdelse af lønmodtagernes retsstilling i tilfælde af virksomhedsoverdragelse henses til, om der er tilknyttet medarbejdere, og om det ud fra en helhedsvurdering vil være naturligt, at medarbejderne følger den del af virksomheden, der overdrages. Loven vil således typisk finde anvendelse i forbindelse med overdragelse af dele af virksomheder, der er afgrænset i teknisk, lokal eller

10 arbejdsmæssig henseende, og som er i drift. Det bemærkes herved, at det er uden betydning for lovens anvendelse, om den del af virksomheden, der overdrages, har selvstændig retlig og økonomisk eksistens. Højesterets begrundelse og resultat Der foreligger en omfattende praksis fra EU-Domstolen om de kriterier, som det påhviler de nationale domstole at anvende ved vurdering af, om en overdragelse er omfattet af virksomhedsoverdragelsesdirektivets anvendelsesområde. Det er Højesterets foreløbige vurdering, at der i lyset af EU-Domstolens hidtidige praksis ikke foreligger en sådan rimelig tvivl om forståelsen af den EU-ret, der har betydning for sagens afgørelse, at der er grundlag for at træffe bestemmelse om at forelægge spørgsmål for EU- Domstolen. Højesteret tager derfor ikke anmodningen om forelæggelse for EU-Domstolen til følge. Thi bestemmes: Anmodningen om forelæggelse af spørgsmål for EU-Domstolen tages ikke til følge.