DANSK I INDSKOLINGEN. Børnestavning bygger på anerkendende pædagogik

Transkript

1 DANSK I INDSKOLINGEN I indskolingen underviser vi børnene i børnestavning. Det indebærer at vi anerkender børns staveforsøg, ud fra de lyde de selv kan høre. På denne måde anerkender vi børnenes individuelle staveudvikling som fuldt ud gyldig, brugbar og umiddelbart anvendelig. Børnestavning bygger på anerkendende pædagogik Reglerne er enkle og klare: barnet skriver de lyde, det selv kan høre der er ikke noget, der hedder stavefejl man retter ikke på hinanden Børnestavning er midlet til at nå to mål: retstavning barnets skrivelyst

2 I det følgende kan du læse mere om pædagogikken og om de teorierne der ligger bag. Lydarbejde Når vi lærer børn at læse og stave, består den grundlæggende indsats i, at arbejde med bogstavernes lyde. Lydarbejdet fylder derfor meget i den daglige undervisning via øvelser i sproglig opmærksomhed, og læsning og stavning. Vi taler om lydrette og ikkelydrette ord. De lydrette er de ord, hvor der er overensstemmelse mellem ordlyd og bogstavlyd, f.eks. smil. De ikke-lydrette er de ord, der i ordlyd afviger fra bogstavernes lyde, f.eks. dukke, som ifølge alfabetets lyde og børnestavning kunne staves: dågge (med en anden e- lyd vel at mærke) eller dåggø (med en tilnærmet ø-lyd). Vi har i alfabetet kun ni vokaler, men i det danske sprog mange flere vokallyde. Derudover har vi mange undtagelser for brug af vokaler og visse konsonanter. Derfor forventer vi ikke retstavning i indskolingen lige med det samme, men stiler mod det via stavesnakke. Stavesnakke Stavesnakke er samtaler og refleksioner over staveregler og stavemåder i forhold til lydene. På denne måde beskæftiger vi os også med retstavning, som vi kalder voksenstavning. Voksenstavning er således dét vi arbejder frem mod, men ikke noget vi forventer på én gang. Udgangspunktet er det enkelte barns aktuelle stavefærdighed. Alle børn gennemgår stort set de samme trin i en staveudvikling. Som lærere lægger vi undervisningen tilrette, så staveprocessen igangsættes og udvikles. Løbende hermed iagtager, observerer og vurderer vi eleven. Hvornår næste udviklingstrin indtræder, er individuelt og baseret på kognitive processer og kan derfor ikke forceres. Derfor ville det være meningsløst, konsekvent at forvente korrekt stavede ord af et barn i indskolingen. Heraf følger, at vi anerkender børns stavning svarende til det trin, de naturligt befinder på, og ikke i forhold til retstavning. Spilleregler for børnestavning Inden skrivningen igangsættes, aftaler vi spillereglerne for børnestavning med børnene og deres forældre: at børnene ikke skal tænke på, at de skal stave rigtigt som voksne at børnene med det samme kan skrive alt, hvad de har lyst til at der ikke findes noget der hedder stavefejl at børnene bare skal skrive de lyde de kan høre at børnene også har frihed til at skrive et givet ord voksenstavet, hvis de kender det i forvejen

3 at børnene ikke må rette hinanden at det er i orden, at man ikke bagefter selv kan læse hvad der står, men fortælle og berette om, hvad man har skrevet at den voksne derfor ikke beder barnet om at læse, hvad det har skrevet, men fortælle og berette om det at den voksne ikke altid kan kan læse hvad der står, men derimod skal helheds- eller mumlelæse med efterfølgende anerkendende kommentar Børnenes frie skrivning Denne frihed til at skrive kombineret med den altafgørende stemning, som er beskrevet nedenfor, skaber børnenes frie skrivning og skriveglæde. Erfaringer med børnestavning viser, at børns motivation for at skrive, bliver mærkbart stærkere og skriveblokeringer forsvinder eller opstår slet ikke. Helt konkret resulterer det i et blomstrende skrivemiljø, hvor børnene gensidigt inspirerer hinanden, og hvor samtaler og fælles skriveuniverser på klassen skaber grobund for skrivelysten og drivkraften. Læsning Vi vægter læsning ligeså højt som skrivning. I skolens dagligdag vil skrivning sandsynligvis fylde mere end læsning. Der er en fast læselektie med læsning i minutter dagligt, som er lagt hen til hjemmet. Til at begynde med, er det vigtige, ikke at læse et vist antal sider hver dag, men at læse et vist antal minutter hver dag. Barnet skal kunne magte det og bevare motivationen og modet. Derudover læses der selvfølgelig også i timerne først og fremmest fra vores fælles læsebog og andre læsebøger. Men der læses også fra tavlen, opgavebeskrivelser fra arbejdsbøger, der læses fra computeren, sange vi synger, spil vi spiller, andre fag, fødselsdagsinvitationer, skolebladet...og meget andet. Læsning = afkodning + forståelse Grundlaget for læsning er ligesom for skrivning lydene. Til at begynde med lyderer barnet sig frem og bruger meget energi på selve afkodningen.samtidig prøver barnet at få en mening ud af det læste, dvs forståelse. Efterhånden vil barnet udvikle en læsefærdighed, hvor det genkender visse ord og efterhånden de fleste af dem. Dette gavner læsehastigheden og dermed hele formålet med at læse: at forstå indholdet i det der læses - at kunne modtage budskaber. Ud fra en sådan læsefærdighed kan læselysten og forhåbentlig læsehungeren, give barnet en rigdom af fordybelse i litteraturens og sprogets univers. Hinandens forudsætninger: læsning og skrivning Når man skal læse noget, bevæger man sig fra lyd til ord. Med skrivning er det lige omvendt, hvor man bevæger sig fra ord til lyd. Derfor er begge dele lige vigtige, og kan betragtes som hinandens fødselshjælpere. Man taler om, at man kan skrive sig ind i læsningen. De processer der sker i hjernen, når

4 barnet aktivt forholder sig til dét, at skabe skriftsprog, lige fra ord til lyd, og til sætningsdannelse, kridter også banen op for den omvendte syntese, altså læsningen. Læsning har den ekstra dimension over sig, at den den konstant sort på hvidt viser, hvordan ord staves korrekt. Hver gang barnet læser, gentages og bekræftes den rette stavemåde. Det er den mest smertefrie og direkte måde at lære retstavning på. Derfor tror vi på børnestavning som et sikkert fundament, også til senere retstavning. Grundtanker bag børnestavningen: Læringssynet Hjerneforsker Kjeld Fredens definerer fire kernekompetencer, som børn har brug for at lære: Læringskompetence Forandringskompetence Relationskompetence Meningskompetence Kompetence er noget man har, fordi man ved noget, kan noget og gør noget. Læring tales der altså om, når en erhvervet viden anvendes i nye situationer. Ved børnestavning forsøger den voksne ikke at overføre den rigtige stavning til barnet. Her bliver barnets egen lyd - og sprogforståelse i stedet hele udgangspunktet for barnets læring og staveudvikling. Barnet dur, og det barnet kommer med dur uanset niveau. Barnet skal selv tænke og derefter handle, og på den måde lærer og tilegner barnet sig stavningen. De bedste rammer for effektive læringsprocesser skabes, når undervisningen veksler mellem det instruktionsbaserede, hvor viden overføres fra lærer til elev og det konstruktionsbaserede, hvor eleven selv aktivt forholder sig til det, der skal læres og selv skal tænke i løsninger frem for at kopiere andres. I en undervisningssituation kan læreren påtage sig mange forskellige funktioner, fx konsulent, instruktør, igangsætter, kontrollør, inspirator osv. Valget af lærerrollen er afgørende for den undervisningsform, der reelt skabes i situationen. Læreren må derfor bevidst vælge de organisationsformer og den lærerrolle, der bedst fremmer de opstillede mål for undervisningen. Kjeld Fredens påpeger, at læring er en kompleks og mangfoldig proces. Læring begynder ikke med den genstand, tekst eller situation, der skal læres. Den begynder med stemningen og den stemthed, der er i situationen. Dette er med til at bestemme, hvordan og hvor godt man husker det, man har tilegnet sig.

5 Stemningen Stemningen er fundamentet for al læring og er afgørende for, hvad barnet lærer og videre tager med sig. Filosof Jørgen Husted har foreslået, at der over døren til hver skole skal hænge et skilt med ordene: Træd varsomt, her bliver mennesker til Det er et rammende udtryk for, at voksne i samværet med børn i høj grad er med til at sætte dagsordenen og forme den virkelighed, der danner små nye personligheder. Skolen og den enkelte medarbejder må være bevidst om, hvilke værdier man grundlæggende styres af, og hvilke forhold man bevidst eller ubevidst fremmer eller hæmmer i samværet med børnene. Klassen består af enkeltindivider, der skal tilgodeses fagligt og personligt. Samtidig skal der opbygges en stærk fællesidentitet som ramme om klassens liv, så børnene ikke udvikler sig til små egoister, men til små individualister med et tilhørsforhold. Klassen skal kunne rumme børnenes stærke og svage faglige og sociale sider uden fordømmende jantelov eller følelser af underlegenhed. Nøgleordene er udvikling, selvværd, lærelyst, varme og gerne masser af godt humør! De voksne må sætte dagsordenen og skabe en fast og tryg ramme omkring klasen. Der må aldrig være tvivl om, hvem der i sidste ende bestemmer. De voksne må selv gå foran, selv praktisere en positiv, nærværende og anerkendende holdning og guide og opmuntre eleverne til det samme. Relationspædagogikken Når læring skal lykkes, er det afgørende at kunne skabe en positiv grundstemning og samhørighed mellem barnet og den voksne. Relationen og relationens kvalitet, dvs. den følelsesmæssige kommunikation, formidlingen og tilknytningen til barnet bliver sat i centrum. Den voksnes involvering og tilknytning til det enkelte barn skaber et levende læringsrum, hvor barnet oplever sig anerkendt og elskværdigt. Sådan et læringsrum er et fristed til både forandring og vækst. Jesper Juul definerer pædagogisk relationskompetence således: Evnen til at se den enkelte på dennes egne præmisser og afstemme sin adfærd derefter uden dermed at fralægge sig lederskabet samt evnen til at være autentisk i kontakten. Desuden påpeger han, at det er den voksne, der må påtage sig det fulde ansvar for relationens kvalitet. Det der er kendetegnende for relationen, skaber altså forudsætninger for, hvad barnet lærer både om fagstof og om sig selv. Anerkendelse som grundlag Rummelighed er ikke noget, man beslutter. Det er noget, der skabes, når vi begynder at arbejde bevidst med relationspædagogik og en ændret faglighed. En anerkendende pædagogik som fællesnævner for undervisning og det sociale samspil giver alle børn mulighed for at få faglige og personlige udfordringer og succeser. Dybest set er det gennem sejre og succeser, at et menneske udvikler sig. I et rummeligt undervisningsmiljø arbejdes der ikke ud fra en traditionel tankegang om en fælles faglig stige for alle børn i en klasse. I stedet er tankegangen, at der skal være lige så mange stiger, som der er børn. Lærerens opgave bliver at støtte og stimulere alle børn til at klatre op ad deres personlige og faglige udviklingsstige.

6 Anerkendelsens ingredienser er at: Lytte (Lydhørhed, åbenhed, opmærksomhed) Forstå (Man kan ikke forstå, hvis man ikke har lyttet. At se den andens perspektiv uden at redigere i det) Acceptere og tolerere (Fordomsfrihed) Bekræfte (Bevidne, forudsætningen for at kunne skifte perspektiv, rolle eller adfærd er, at man er blevet bekræftet i sine oplevelser) at man, når det i sandhed skal lykkes én at føre et menneske hen til et bestemt sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er, og begynde der. Dette er hemmeligheden i al hjælpekunst. Kirkegaard 1859 Materialer: Vores læsebogssystem fra bh. kl. -2. kl. Sproglig Opmærksomhed og Den første læsning af Ina Borstrøm og Dorte Klint Pedersen er bygget omkring sproglig opmærksomhed og lydbevidsthed. Læseteksterne har en indbygget progression og indeholder derfor mange lydrette ord, småord og gentagelser af ord. Børnestavningspædagogikken er udviklet i årene omkring år 2000 af Anne Marie Bjerre og Jesper Friis. Pædagogikken bag børnestavning bygger på sprogforsker Jørgen Frosts teorier om børns staveudvikling og hjerneforsker Kjeld Fredens teorier om læring.