KONFLIKTRÅD SOM KRIMINALITETSFOREBYGGELSE

Transkript

1 KONFLIKTRÅD SOM KRIMINALITETSFOREBYGGELSE Interviews med gerningsmænd Afslutningsopgave Diplomuddannelse i Kriminologi Maj 2014 Kaj Schmidt LJF tegn Må offentliggøres

2 Indholdsfortegnelse. Emne Side Indholdsfortegnelse 2 Indledning 3 Problemformulering 4 Litteratursøgning 5 Undersøgelsesdesign 14 - Forundersøgelsen 14 De kvalitative forskningsinterview 16 - Fravalg og afgrænsninger 16 - Forståelse af årsagssammenhænge 17 - Kritik af interview 19 - Gaven 20 Analyse 21 Diskussion 27 Konklusion 30 Anbefaling 32 Summary 34 Litteraturfortegnelse 36 Bilag 1 - Interviewguide 2

3 Indledning Tænkningen om retfærdighed, domfældelse, straf og erstatning udkrystaliseret som et statsligt retssystem som vi kender det i Danmark, er substantielt stort set ens over hele verden. Der er retssale, dommere, advokater og anklagere alle vegne - i Azerbaijan, Iran og Malaysia har man som Danmark, en højesteret som højeste retlige instans, hvor endelige afgørelser træffes med retsvirkning for de involverede parter, og hvor sagen/ stridspunktet - konflikten - er procederet og bedømt af sagkyndige og veluddannede eksperter. Blandt naturfolk i bl.a. Canada og New Zealand, har en alternativ tilgang til normbrydende adfærd, konflikter og kriminalitet været anvendt i en stræben efter fredelig sameksistens og retfærdige forlig. Tanker og praksis med genoprettende retfærdighed kan ses tilbage til vore kulturers vugge tusindvis af år tilbage og både FN og Europarådet har manifester om tiltag med genoprettende retfærdighed. Den grundliggende filosofi er, at de involverede parter, deres nærmeste og lokalsamfundet er de mest kompetente til at finde en retfærdig løsning; parterne er i centrum - eksperterne i periferien af den ramme som lokalsamfundet sætter for parternes genoprettende proces med afsæt i konflikten, der ikke alene har betydning for parterne, men hele samfundet. Det er et erklæret mål, at den forvoldte skade genoprettes retfærdigt og at parterne - også når der er tale om offer og gerningsmand - genopbygget kan leve deres tilværelse i lokalsamfundet. Gerningsmanden forventes ikke blot at reparere, sone og beklage sin handling; det er også meningen, at han skal ville stræbe efter at gøre det bedre fremover. Forskning i initiativer med genoprettende retfærdighed, har vist ikke blot mindre samfundsomkostninger og større tilfredshed hos ofre for kriminalitet, men også mindre tendens til recidiv hos gerningsmanden (Sherman og Strang, 2007). Den danske model med "konfliktråd" er en variant af konceptet "Victim - Offender Mediation" (herefter VOM). Ordningen er inspireret af genoprettende retfærdighed og har primært været motiveret i hensyn til offerets behov, men der er også indeholdt intentioner om kriminalpræventivt udbytte hos gerningsmanden. 3

4 Potentialet for færre menneskelige og samfundsmæssige omkostninger i genoprettende retfærdighed har givet mig lyst til at undersøge om konfliktrådet gør en forskel for gerningsmanden fremadrettet. Set i dette perspektiv - filosofien, værdigrundlaget og forskning om genoprettende retfærdighed, den danske konfliktrådsmodel og psykologisk forskning - vil jeg gennem publiceret forskning og litteratur, registrerede data og gennemførte interviews se på, om netop konfliktrådet gør en forskel for gerningsmandens fremtidige adfærd og tilbøjelighed til kriminalitet. Afslutningsopgaven tager teori og videnskabelige resultater med ind i et mikrounivers bestående af beretninger og iagttagelser fra interview med syv gerningsmænd fra Midt- og Vestsjælland. Problemformulering Påvirker oplevelserne i forbindelse med konfliktråd den deltagende gerningsmands adfærd i en sådan grad, at der sker en ændring i hans adfærdsstrategier, som kan spores i hans fremtidige tilbøjelighed til normbrydende adfærd? Min hypotese er, at den beskrevne ændring kan spores og vil fremgå ved interview af gerningsmænd. Det, at offeret fremstår som skinbarligt menneske med sine oplevelser af i en styret ramme "konfliktråd", hvor gerningsmandens stemme også tillægges betydning, tror jeg vil skabe nye repræsentationer i gerningsmandens bevidsthed, som på bundlinjen viser sig som ingen eller mindre hyppigt forekommende og i så fald, til mindre alvorlig kriminalitet. Modhypotesen er, at ingen blivende og identificerbar ændring i adfærdsstrategier kan forventes at vise sig hos gerningsmanden på baggrund af et relativt kort møde i tydelige rammer, når gerningsmandens habitus er formet gennem hele hans liv og der i øvrigt ikke sker banebrydende ændringer for ham. Dertil kommer, at begge parter i konfliktrådet kan vælge at forblive i position "på armslængde" og ikke oprigtigt interagere, hvorfor konfliktrådet næppe fører til forandring hos gerningsmanden. 4

5 Begrebet "gerningsmand" anvendes her i han-køn og omtales som "han" - selv om mænd ikke har eneret på rollen som krænker, indbrudstyv eller hærværksmand. Jeg anvender begrebet "offer" generelt om den forurettede part, om end der er stor forskel på at være offer for drabsforsøg eller graffiti. Litteratursøgning Jeg har søgt litteratur via Det kongelige Biblioteks samling og søgt forskning på internettet vha. Google Scholar og en kaskade-metode, hvor litteraturhenvisningerne i en forskningsrapport, førte videre til andres forskning og andre teorier, der også havde litteraturlister, osv. Dertil kommer materialer, links, egne noter og eksamensopgaver, samt litteratur, forelæsninger og henvisninger fra studieforløbet på denne diplomuddannelse. På de følgende sider, vil jeg sætte nogle pejlemærker for begrebet "genoprettende retfærdighed", det teoretiske fundament, praksis med nationale ordninger og resultater fra forskningen. I det lovforberedende arbejde (Betænkning 1501/2008) om konfliktråd i Danmark, slår udvalget fast bl.a. med henvisning til Vindeløv (2004), at der ikke er en klar, generel definition at finde på begreberne konfliktmægling, mægling og mediation, hvorfor en nøje afklaring heraf må findes i konteksten af den enkelte models teori og praksis. Konfliktråd i Danmark administreres af politiet og udføres ved eksterne mæglere som et møde mellem offer og gerningsmand. Det er frivilligt for begge personer at deltage i mødet, der finder sted på et neutralt sted - ofte et mødelokale på et bibliotek. Incitamentet til den danske forsøgsordning (i 1994) med konfliktråd og den følgende vedtagne lov om konfliktråd som permanent, landsdækkende ordning (2010), har været et ønske om at støtte ofre for kriminalitet ved at offeret fik mulighed for at løse op for angst og frustrationer og at konfrontere gerningsmanden med følgerne af hans handling. Gerningsmanden fik i samme ramme en mulighed for at påtage sig sit ansvar overfor offeret - og måske derved måske ikke begå ny kriminalitet. 5

6 Ved opfølgende evalueringer af forsøgsordningen - Casa (2003) og Rambøll (2006) - blev det bemærket, at der er et udviklingspotentiale i ordningen ved at inddrage et styrket kriminalpræventivt sigte gennem resocialisering og genoprettelse af social orden via gerningsmandens rolle. Antagelser om en kriminalpræventiv effekt hos gerningsmanden ses bl.a. i betænkningen (1501/2008) om Konfliktråd (side 10): "Samtidig indebærer konfliktråd, at gerningsmanden i direkte kontakt med forurettede må påtage sig ansvar for handlingen, og konfliktråd kan således medvirke til at øge gerningsmandens ansvarlighed for fremtidige handlinger." Forsøget med konfliktråd i Danmark blev gjort permanent og implementeret som landsdækkende ordning ved Lov om Konfliktråd i samtidig indførtes måltal for produktionen af gennemførte konfliktråd i politikredsene, hvilket førte til en markant stigning på 74% (Casa 2012) i antal gennemførte konfliktråd for årene 2010 til Konfliktrådsordningen blev i 2012 udvidet til at omfatte konflikter ved bortvisnings- og tilholdssager, samt nabostridigheder. Evalueringerne (ibid) viser, at langt de fleste (både offer og gerningsmand) oplever konfliktrådet som positivt omend af forskellige grunde, ligesom motiverne er forskellige. Fællesnævneren er behovet for at mødes og at mødet opleves forløsende for både offer og gerningsmanden. Overordnet betragtet, er det - med enkelte lokale variationer (Casa 2012: 59) - politikredsenes konfliktrådskoordinatorer, som visiterer politisagerne for egnethed til konfliktråd. Er der fare for forværring af en konflikt, uhensigtsmæssig påvirkning af bevisførelsen i en kommende retssag, fare for reviktimisering af offeret under et konfliktråd eller forhold i en eller begge parters mentale habitus, som taler mod gennemførelse, kan koordinatoren beslutte at afstå fra konfliktråd. Koordinatoren markedsfører ordningen internt i politikredsen og udfører resultatopfølgning, samt i de konkrete sager forestår kontakten til politiets sagsbehandler, sagsbehandlende jurist i anklagemyndigheden, mæglerne og parterne. Alle typer opklarede straffesager, hvor der er et identificerbart offer, kan behandles i et konfliktråd. 6

7 Gerningsmanden skal i det væsentlige have tilstået og konfliktrådet kan gennemføres både før og efter sagen har været i retten. Parter under 18 år, kan ikke deltage uden forældre/værges tilladelse. Asmussen (2013:159) bemærker den setting, som det danske konfliktråd gennemføres i, hvor der qua mæglerens rolle som mødeleder, allerede er sket en forskydning af magt. Dermed er konflikten alligevel ikke helt parternes. Der er gjort meget for at pointere at konfliktrådet ikke er et retsmøde - der skal ikke træffes afgørelse eller forlig - og at mægler alene faciliterer processen, hvor parterne får delt synspunkter og oplevelser. Asmussen bemærker i sin ph.d.-afhandling om offerets og gerningsmandens positioner i konfliktrådet, at ordningen fremstår neoliberalt styret (ibid:190ff) med begreber som resultatmål og referencer til salg og formidling af budskab. Hun øjner i rekruttering, uddannelse og den daglige praksis med konfliktrådsmæglere en risiko for "at værdier og sandhedsforestillinger reproduceres inden for en forholdsvis lukket kreds". Egnethedsvurderingen - og hele administrationen af ordningen - placeret hos politiet, har betydning for forankring og udvikling af konfliktrådsordningen. Der er både styrker og svagheder derved, fx vedr. koordinering af mål, strategi og metode - men set i et "Christieperspektiv", er der mange eksperter, styring og filtre mellem borgerne og deres konflikt. Jeg har googlet og fundet modeller og koncepter, der praktiseres rundt omkring i verden og alle er inspireret af teorier om genoprettende retfærdighed. Der er store forskelle i praksis, lovgivningen og hvorvidt det er frivillige, lokale kræfter eller professionelle i ansættelsesforhold, der gennemfører konfliktråd og administrerer ordningen. Jeg fandt modeller, med stærk lokal forankring omkring kirkelige menigheder og frivilliges sociale arbejde. For at illustrere volumen af den danske konfliktrådsordning, har jeg herunder indsat tabel med opgørelse for de senere år. 7

8 Tabel 1: Antal gennemførte konfliktråd pr. år for hele Danmark og for Midt- og Vestsjællands politikreds Midt- og Danmark Vestsjælland Kilde: Midt- og Vestsjællands politi Det fremgår af CASA-evalueringens spørgeskemaundersøgelse (Hansen, 2012:74ff), at en tredjedel af de sager, der er skønnet egnet til konfliktråd og hvor gerningsmanden ønsker at deltage, afslår offeret. Grundene hertil er bl.a. at offeret er bekymret for at møde gerningsmanden, der er grunde som henføres til retsmødet og at sagen er forligt eller man har lagt sagen bag sig. Vi ser dog også, at gerningsmanden ikke reagerer på kontakt, eller udebliver fra aftaler - trods tilsagn om at deltage. I forhold til en kriminalpræventiv effekt af konfliktråd for offeret, fremhæver jeg at Balvig (2006) undersøgte sammenhængen mellem unge, som enten offer eller gerningsmand i en dansk kontekst blandt unge i Midtjylland. Undersøgelsen påviste statistisk signifikant sammenhæng mellem rollen som offer og rollen som gerningsmand; der var et overlap mellem de, der agerede som offer og som gerningsmand. Her viser det sig, at 37 % af de, der har begået vold, selv har været udsat for vold. En hypotese herom kunne være, at offeret ændrer konstitution mht. sin egen tilbøjelighed til at begå vold efter at have været udsat for vold - eller at en vis mængde af populationen veksler mellem at spille begge roller. Samme fænomen ses hos Libak Pedersen og Lindstad (2011), der har undersøgt forhold omkring tilgangen til rocker-bandemiljøet. Konfliktråd som alternativ til konventionelle straffe i Norge, tilskrives især Nils Christie (1977), der har en dyb tro på, at mennesker er kompetente aktører i deres egen sameksistens med andre - og at konflikter bedst håndteres gennem lokale, systemiske processer, hvor parterne og deres nærmeste er aktive, mens eksperters betydning for proces og resultat søges elimineret. Han ønsker indflydelsen fra eksperter, der kun har professionel interesse i borgernes forhold, og eksperternes monopoliserende sprogbrug, der 8

9 kan afskære ikke-akademikere fra den offentlige debat, begrænset. Han søger selv - som professor og kriminolog - med sin egen formidlingsform, at bruge små ord for store spørgsmål. I 1981 indledtes forarbejder til forsøgsprojekt med konfliktråd, hvor tiltaleundladelse i visse sager mod unge lovovertrædere, kunne finde sted, når en aftale herom var indgået med offeret og gerningsmanden i øvrigt havde opført sig ordentligt. Rigsadvokaten i Norge udvidede ordningen i 1989 til også at gælde gerningsmænd over 18 år, og kravet om førstegangsforseelse blev også lempet, dog ikke sager der indebar påstand om ubetinget frihedsstraf. Lov om mægling i konfliktråd blev vedtaget i 1991 med efterfølgende tilpasninger af administrative forskrifter til 1993, hvorved Norge blev det første land i verden til at lovfæste en offentlig konfliktrådsordning, som alternativ til konventionel ret. I de efterfølgende år udvikles praksis med ordningen og i 2011fik genoprettende retfærdighed en særlig rolle i forhold til unge lovovertrædere, da man konstaterede et fælles politisk mål om, at børn ikke skal i fængsel. Det seneste lovforslag Proposisjon 57L ( ) lægger op til yderligere styrkelse af genoprettende tiltag ved "ungdomsopfølgning" og "opfølgning i konfliktråd", samt mulighed for genoprettende proces på hvilket som helst tidspunkt i en straffeproces og afsoning. Forslaget indeholder også mulighed for indirekte mægling og mægling i offerløse forbrydelser (forudsat nogen er påvirket) og sikrer at Kriminalforsorgen tager hensyn til aftaler indgået ved konfliktråd, samt skærpelser omkring ophør af virket og vandel for mæglere. Der blev i Norge gennemført 7256 konfliktråd i 2013 ( metoden har - som det fremgår - en helt anden volumen, variation og bredde end i Danmark. Internationalt toneangivende på feltet er også Howard Zehr (2008), som er inspireret af kristen tilgivelse, næstekærlighed og Jesus bjergprædiken. Hans fokus er på offeret, skaden og årsager, samt at gerningsmanden tager - eller pålægges - ansvar for sine handlinger. Mæglingsprocessens eventuelle gavnlige virkning på gerningsmandens tilbøjelighed til at begå ny kriminalitet, er sekundær i forhold til offerets behov. Gerningsmandens udbytte af mæglingen kunne være hjælp og støtte til at få helet traumer fra opvæksten, som har ført til kriminel adfærd, samt støtte til at blive kompetenceudviklet og til at blive integreret i samfundet. 9

10 I den vestlige verdens 1970 ere, antager filosofien om restorative justice form som en sociologisk bevægelse via en konkret sag i Canada (op.cit). Facilitatoren af genoprettende tiltag i en sag, formåede to gerningsmænd, der stod bag en række ejendomsforbrydelser, til at ringe på døren hos ofrene og forinden blev gerningsmændene instrueret om, at de skulle præsentere sig netop som sådan for beboerne. Metoden var grovkornet, men oplevedes succesfuld af alle parter og omtalen inspirerede til fortsat udvikling af utallige varianter af genoprettede metoder, som vi bl.a. i dag kender som "stormøde", VOM og "konfliktråd". Zehr lægger også vægt på forbundethed mellem mennesker og at gerningsmandens skadeforvoldelse, medfører en pligt for gerningsmanden, men også de berørte fællesskaber og samfundet i bred forstand til at genoprette skaden. Han understreger, at der er en magtforskel mellem den offensive gerningsmand og det sagesløse offer, som adskiller sig fra det mere jævnbyrdige partsbegreb som fx ved mediation. Han ser ikke en konkurrenceforhold mellem konventionel ret og genoprettende retfærdighed, men styrker og svagheder ved begge konstruktioner - og derved også, at disse ikke eliminerer, men snarere supplerer hinanden. Den svenske konfliktrådsordning, som blev lovfæstet i 2002, er effektevalueret for kriminalpræventiv virkning. Blandt unge i de svenske kommuner Hudiksvall og Örnsköldsvik (eksperimentalgrupperne), gennemførte Sehlin (2009) et kontrolleret stikprøveforsøg, hvor han sammenlignede med øvrige unge fra de to län, som byerne er beliggende i, Gävleborgs Län og Västernorrlands Län (kontrolgrupperne) for at undersøge virkningen af "medling" (herefter mægling). Sehlin fandt statistisk signifikante resultater på ***niveau - altså mindre end 1 promilles chance for, at resultatet skyldes tilfældigheder. 28 % af de, der havde gennemført mægling begik ny kriminalitet - overfor kontrolgruppen, hvor 43% recidiverer. Det fremgår af Krantz og Lindsten (2005) - den svenske Kriminalvårdsstyrelse som Sehlin citerer - at gennemsnitligt 40% af domfældte inden for 3 år efter dommen, dømmes for ny kriminalitet. Unge domfældte (25 år og yngre) har stor risiko for recidiv - især unge, som har siddet i fængsel, idømt middellang straf (2 måneder til 2 år) for berigelsesforbrydelser; af disse unge recidiverer 85%. Den danske kriminalforsorgs recidivstatistik (Kriminalforsorgen 2013) viser at godt 31% af de under 25-årige dømte atter dømmes inden for 2 år (opgørelsen sondrer ikke for deltagelse i konfliktråd). Sehlin tager afsæt i teorien om reintegrative shaming (Braithwaite 1989), hvor man går målrettet efter at fjerne 10

11 kriminalitetens stigma fra gerningsmanden og optage ham i vidtforgrenede sociale netværksstrukturer, hvor man hjælpes ad og nærer interesse for hinanden. Grundfølelsen "at skamme sig" anvendes som tilgang til en re-integrerende proces af gerningsmanden. Sherman og Strang (2007) konstaterer i deres metaanalyse af resultater og praksis med genoprettende retfærdighed tiltag at det virker forskelligt på mennesker og anbefaler at en generel praksis implementeres på et fundament af evidens, der kan målrette forskellige metoder til forskellige mennesker og kriminalitetsformer. Med hensyn til offeret, reduceres risikoen for post traumatisk stress syndrom efter deltagelse i genoprettende proces med gerningsmanden. Undersøgelsen peger endvidere på, at genoprettende tiltag har større kriminalpræventiv effekt ved alvorligere snarere end ved trivial kriminalitet, hvor der er direkte kontakt mellem offer og gerningsmand. Forskellene i effekt, har vist sig at være afhængig af målgruppe/-person; forskelligheden ses også ved konventionel ret, hvor straf har forskellig afskrækkende effekt blandt beskæftigede i forhold til ledige - fx ved værtshusuorden og vold i hjemmet. Frem for at søge at forebygge kriminalitet gennem antagelser om gerningsmandens frygt for at komme i fængsel, ser Sherman og Strang et kriminalpræventivt potentiale i at lære effektivt at udnytte de følelser af vrede, skam, skyldfølelse og fortrydelse som er så tæt knyttet til kriminalitet. Da gerningsmandens erkendelse af forbrydelsen i den enkelte sag er en forudsætning for at genoprettende retfærdighedsproces kan indledes - og en erkendelse i juridisk forstand har konsekvenser i forhold til konventionel ret - anvendte man i 5 kontrollerede forsøg i USA og Canada en strafferetlig vending at "afstå fra at nægte sig skyldig" som åbning for at søge sagen afgjort gennem mæglingstiltag. Metaundersøgelsen refererer til Shermans "defiance theory" (1993), der beskriver en teori om vaneforbryderens rationaler for en overbevisning af sig selv om, at hans handlinger ikke er amoralske. Kernebegreberne i teorien er (magtens)legitimitet, sociale relationer(mellem magthaver og borger), skam og stolthed, som kan føre til trodsig attitude hos gerningsmanden. Gerningsmandens oplevelse af at blive uskyldigt dømt, at en strafferetlig sanktion er uretfærdig og unødigt hård, indgår i en selvforstærkende proces, hvor gerningsmanden 11

12 ekskluderes fra og selv fravælger normalsamfundet. Begreberne skam og stolthed interagerer i rationalet, så den gerningsmand, der oplever sig uretfærdigt behandlet, frem for at bøje hovedet i skam, løfter panden og gennem trodsighed finder stolthed. I forhold til processer med genoprettende retfærdighed ud fra denne tilgang, vil arbejdet med gerningsmanden handle om at få ham til at redefinere sig selv - at skabe en nyt narrativ om sig selv og at finde en ny rolle at spille i tilværelsen. Fokus er på overtalelse og ny erkendelse, frem for afstraffelse. Her bruges skyld og skam som løftestang i processen med gerningsmanden, hvis handlinger forkastes, men ikke hans person, og han tilbydes mulige veje til genoptagelse - reintegration - i samfundet. Et 3-årigt studie af unge i USA med både konventionel straf og genoprettende retfærdighed, har vist at af de, hvis afgørelse indeholder tiltag med genoprettende ret, er der færre der begår ny kriminalitet og de, der gør det, begår færre og mindre alvorlige overtrædelser, ligesom der går længere tid fra retssystemet slipper dem indtil de recidiverer, sammenlignet med de, der får konventionel reaktion (Bergseth, K. og Bouffard, J (2007). En anden metaundersøgelse af genoprettende retfærdighed i fire stater i USA ved Umbreit og Coates (1993) konstaterer at ofrenes primære forventning til VOM er at drøfte erstatning og et ønske om at hjælpe gerningsmanden. Gerningsmændene forventer ved VOM at få mulighed for "at gøre det godt igen" (efterfulgt af forventninger af at få sagt undskyld og at få lagt den kriminelle handling bag sig). Der er en meget høj grad af tilfredshed med processen hos både offer og gerningsmand, ligesom det scores højt hos respondenterne, at processen oplevedes fair og retfærdig. Det var betragteligt færre gerningsmænd, som et år efter VOM begik ny kriminalitet (end kontrolgruppen) og da til mindre alvorlig kriminalitet. Imidlertid er resultaterne ikke statistisk signifikante og der nævnes undersøgelser, hvor der ikke spores positiv effekt - og endda også negativ virkning. Forskerne kommenterer til de, der måtte blive skuffet af resultaterne, at det kan virke lidt naivt, at forvente grundlæggende forandringer i gerningsmandens personlige konstitution og adfærd på baggrund af et personligt møde af få timers varighed, når man betragter de (uændrede) faktorer i hans liv, som har medvirket til at han begik en kriminel handling. 12

13 Da denne afslutningsopgave undersøger adfærdsændring, må vi også se på teorier om hvordan vi mennesker formes og får hver vores personlige stil og adfærd. Berger og Luckman beskriver barnets socialisering gennem betydningsfulde andre - det er oftest forældrene, men ikke altid. Menneskets evne til - ad reflektionens vej, fx via oplevelser og overvejelser knyttet til deltagelse i konfliktråd - at ændre sine strategier og adfærd er ikke medfødt, men tillært i opvæksten og gennem livserfaringer. Evnen til at handle gennemtænkt og se sig selv i den anden og at affektregulere, har mentaliseringsforskerne Allen og Fonagy (2006) sammenfattet i mentaliseringsteorien. Teorien tager afsæt i tilknytningsteorien (Bowlby i Gleitmann: ) om typer af tilknytning i formningen af personlighed og identitet. Evnen til mentalisering læres og forfines i interaktion med andre, der spejler ens udtryk passende og rettidigt - helt fra spædbarnet i moderens favn og videre gennem livets utallige sociale relationer. Allen og Fonagy forklarer mentaliseringsevnen med det, at kunne finde sig selv i den anden og det at kunne tænke om sin tænkning. Mentaliseringsteoriens effekt i praksis, har Twemlow og Fonagy et al. (2001) undersøgt i et kontrolleret forsøg med volds- og mobningsbekæmpelse på to sammenlignelige skoler i Topeka, Kansas for børn i grade, svarende til mellem 8 og 11 år. Man målte på antal disciplinære reaktioner og elevernes score i færdighedstests. Der viste sig signifikante resultater og stor effekt, der talte for interventionen; antallet af voldelige hændelser faldt og præstationerne i færdighedstests blev bedre i eksperimentalgruppen. Forsøget var ikke randomiseret og det kan også diskuteres, om det var netop interventionens fundament i mentaliseringsteorien, eller interventionen som sådan, der gjorde forskellen. Her - i denne afslutningsopgave - ser vi på mentaliseringsevnens mulige betydning for (ikke offerets, men det kunne det godt have været) gerningsmandens udbytte af konfliktrådet. Det ligger fast, at der ikke kan peges på en almengyldig metode for genoprettende retfærdighed, som er effektiv i enhver situation. Forskningen viser, at de forskellige modeller og metoder, har forskellig virkning afhængig af forbrydelsens art, kulturelle baggrund og den nationale kontekst. Det er vigtigt, at gerningsmanden tager ansvar for sine handlinger, og erkender forbrydelsen (i modsætning til den retlige betydning af nægtelse, som gælder i konventionel ret) og at han gør det ikke bare godt igen - men lover at gøre det bedre fremover. Det dækkende engelske begreb "to make amend", savnes i det danske sprog. 13

14 Det har kriminalpræventiv betydning, at gerningsmanden føler skam (og ikke trods) og at gerningsmanden gennem konfliktrådet får helet sin selvopfattelse (fjernelse af stigma), at han re-integreres i sit lokalsamfund og at gerningsmanden gennem den reflekterende proces, som han gennemgår før, under og efter konfliktrådet er blevet mere kompetent. Disse komplekse årsagssammenhænge fra litteraturen herover, vil jeg bringe med ind i mine interviews og bruge som pejlemærker i afslutningsopgavens kommende afsnit. Undersøgelsesdesign Forundersøgelsen. Problemformuleringen beskriver min nysgerrighed på betydningen af konfliktrådet for gerningsmanden i et kriminalpræventivt perspektiv. Det kvalitative forskningsinterview er grundstammen i denne afslutningsopgave. I den indledende fase af undersøgelsen gennemførte jeg (med tilladelse dertil) en registersøgning i politiets sagsstyringssystem (POLSAS) i Midt- og Vestsjællands politikreds for at finde respondenter til interview. Som datakilde vedr. forbrydelser kan POLSAS ikke stå alene, da langt fra alle konfliktfyldte hændelser og straffesager kommer til politiets kendskab; fx for voldssager viser Offerundersøgelsen (2013), at 43% af voldstilfælde kommer til politiets kendskab, men her - i forhold til problemformuleringen og afgrænsningen til gennemførte konfliktråd i Midtog Vestsjællands politikreds i årene 2011 og er datagrundlaget dækkende, dog er der et frafald, som der redegøres for. Det overraskede mig så få gerningsmænd - potentielle respondenter - jeg kunne finde, som efter konfliktråd ikke efterfølgende blev registreret i POLSAS (landsdækkende) med ny normbrydende adfærd; det førte til en struktureret dataopgørelse - forundersøgelsen - af gennemførte konfliktråd i årene 2011 og 2012 i Midt- og Vestsjællands politikreds, opgjort efter gerningsmandens køn, alder, sagskategori, tid i måneder efter konfliktråd til evt. ny normbrydende adfærd i strafferetlig forstand (og sagskategori heraf). 14

15 Når jeg her ikke har anvendt begrebet "recidiverer" er det for at holde klar adskillelse til national og international forskning, hvor begrebet anvendes om ny domfældelse (fx Kriminalforsorgens recidivstatistik 2013); i forundersøgelsen analyserer jeg tilbøjelighed til at overholde gældende lovgivning som et sæt normer, der kan anmeldes og noteres hos politiet. Set ud fra et retssikkerhedssynspunkt og hensyn til gyldighed af resultaterne, er tilbagefaldet i min forundersøgelse altså ikke udtrykt ved en endelig retlig afgørelse, men notat hos politiet af en eller flere begivenheder, som udtrykker fortsat normbrydende adfærd, fx sigtelser og deltagelse i gadeuorden eller rocker-banderelaterede hændelser, som politiet rykker ud til og registrerer antrufne parter, der har lavet uorden, men ikke nødvendigvis sigtes. Et konkret eksempel fra forundersøgelsen handler om en 35-årig mand, der gennemførte konfliktråd efter at han mistede besindelsen over for en flok drenge, som larmede og irriterede ham. Efter voldssagens konfliktråd, begik han forskellige færdselsforseelser, som han blev sigtet for - og som i opgørelsen tælles som normbrydende adfærd. Man kan modargumentere med, at færdselsforseelser, som fører til formel sigtelse er så alment udbredt, at det godt nok er udtryk for en lovovertrædelse (af den formelle norm), men den praktiserede normaladfærd - doxa - er noget mere nuanceret. Samme problemstilling har jeg drøftet med medstuderende og kollegaer, fx om ulovlig besiddelse af en mobiltelefon eller hash under varetægtsfængsling var at medregne som normbrydende adfærd. Jeg har sorteret data ud fra problemformuleringens hypotese om generaliseret adfærdsændring hos gerningsmanden efter konfliktrådet, hvorfor begrebet "normbrydende adfærd" her fortolkes ret kategorisk. Forundersøgelsen omfatter 85 gerningsmænd, der gennemførte konfliktråd, heraf er der 8 kvinder. Differencen mellem indberettede tal til Rigspolitiet om antal gennemførte konfliktråd og forundersøgelsens population skyldes, at visse ungemæglinger (uden straffesag) foretaget ved mægleruddannede SSP-medarbejdere fra kommunerne af og til tælles med nationalt som gennemført konfliktråd (men er fravalgt her), ligesom jeg har fravalgt konflikter uden forbrydelser - fx nabostridigheder og husspektakler, der ikke indeholder en straffesag og ikke mindst, at nogle gerningsmænd gennemfører flere konfliktråd i samme sagskompleks. 15

16 Tabel 2: Normbrydende adfærd efter konfliktråd. Antal gerningsmænd i konfliktråd og antal heraf, der i de følgende 12 måneder efter konfliktrådet begik normbrud og andelen af normbryderne, der begik normbrud inden der er gået 3 måneder efter konfliktrådet konfl.råd 2011 normbrud 2012 konfl.råd 2012 normbrud 2011 og 2012 normbrud i alt normbrud indenfor 3 mdr. Mænd (45%) 16 (46%) Kvinder (25%) 2 (100%) Total (44%) 18 (49%) n = 85 Gennemsnitligt gik der 7 måneder til ny normbrydende adfærd. Kilde: POLSAS Beregningen for kvinderne må tillægges begrænset betydning, da afvigelsen mellem 2011 og 2012 er relativt stor og må bero på tilfældigheder - men det har jeg ikke undersøgt årsager til. Imidlertid er kvindernes andel relativt lille. Forundersøgelsen viser at 44 % på ny begår normbrydende adfærd i året efter at have været i konfliktråd og at 49 % heraf begår normbrydende adfærd inden der er gået tre måneder siden konfliktrådet. De kvalitative forskningsinterview Fravalg - Afgrænsninger Undersøgelsen er geografisk afgrænset til gerningsmænd fra konfliktråd afholdt med baggrund i sager med gerningssted i Midt- og Vestsjællands politikreds og respondenterne er søgt blandt gerningsmændene i 105 gennemførte konfliktråd i 2011 og Således er der på tidspunktet for interview (marts-april 2014) gået mere end 1 år fra konfliktrådet til interview. Undersøgelsen angår sager, hvor der er foretaget en uobserverbar subjektiv egnethedsvurdering (hos politikredsens konfliktrådskoordinator) i forhold til, om den konkrete sag skønnes egnet til konfliktråd og der er sket både bevidst, tilfældig og strukturel udvælgelse af respondenter. 16