VERDENSFREDENS SKABELSE

Transkript

1 VERDENSFREDENS SKABELSE

2 MARTINUS VERDENSFREDENS SKABELSE FORLAGET KOSMOS KØBENHAVN 1966

3 Copyright by Martinus 1962 Logos-Tryk

4 1. KAPITEL Menneskehedens kosmiske uvidenhed Menneskeheden befinder sig i en alvorlig krise. En overordentlig stor del af dens individer eksisterer i dag uden nogen som helst lndelig førelse og har slledes ikke noget virkeligt lndeligt fundament. De har derfor ingen id~ om den umldeligt hlrfine verdensorden eller guddommelige verdensstyrelse, alt liv bide i mikrokosmos, makrokosmos og mellemkosmos er underkastet. De tror, at alt er skabt af tiuældighed, og at deres eget liv og skæbne, deres lykke og ulykke ligeledes er skabt af tiuældigheder De forstir s!iedes ikke, at alt er underkastet evige, fuldkomne love, der ligger til grund for en hvilken som helst af naturens skabelsesprocesser, ganske ligegyl- 5

5 digt hvor store eller sm~ disse skabelsesprocesser s~ end m~tte være. 2. KAPITEL Naturens skabelsesprocesser er i deres slutfacitter til glæde og velsignelse for levende væsener At disse skabelsesprocesser er logiske blivertilkendsgerning gennem enhver virkelig tilbundsg~ende logisk undersøgelse. Er ikke selve vor egen organisme et genialt mesterværk i logisk skabelse? Hundreder af funktioner finder sted i et automatisk samarbejde, der betinger vor organismes opretholdeise, s~ vi dermed kan skabe og opleve vor fysiske tilværelse. Vi kan spise og drikke, og organismens automatiske funktioner befordrer fordøjelse eller omdannelse af føden til de materialer, organismen kræver for sin opretholdelse eller eksistens. Endvidere har vi øjne at se med og øren at høre med, ligesom vi i kraft af organismen har de andre sanser, ved hvilke vi kan opleve. 6

6 Hvordan kan kaos og tilfældighed skabe et sl1 genialt mesterværk? Er det ikke ligesl1 med dyrenes organismer? Er de ikke alle skabt hundrede procent logiske til det forml1l, de skal opfylde i deres ophavs særlige livs- eller leveform? Hvordan med alle arter afplanter? Er de ikke lige sl1logiske og fuldkomne i deres skabelse? Hvis de var skabt af tilfældighed i stedet for efter en logisk plan, hvordan kan de da stadigt udvikle sig i permanente former I1r efter I1r? For den udviklede forsker er det for længst blevet en kend s gerning, at alle naturens skabelsesprocesser er absolut logiske. At de er logiske vil sige, at de alle uden undtagelse i deres slutfacit er til glæde og velsignelse for levende væsener. Kan en skabelse udvise et mere logisk resultat? Hvilket højere forml11 kan en skabelsesproces have? 7

7 3. KAPITEL Menneskenes fejlagtige bedømmelse af naturens skabelsesprocesser Det er rigtigt, at der er overordentligt mange skabelsesprocesser i naturen, der absolut ikke ser ud til at være til glæde og velsignelse for levende væsener. Men der, hvor det ser således ud, udgør de absolut ikke deres slutfacit. Skabelsen her er mere eller mindre ufærdig. Og det er på disse ufærdige tilstande, at menneskene i en meget stor udstrækning bedømmer tilværelsen, livet eller den pågældende skabelsesproces Og menneskene får da her en meget trist og frygtindgydende opfattelse af de pågældende objekter. 8

8 4. KAPITEL De ufærdige og de færdige stadier i naturens skabelsesprocesser Og hvilke er så de objekter, der ikke er færdige og derfor endnu ikke er til velsignelse og glæde for levende væsener? Hvad mener man f. eks. om det sure æble? Kan man bedømme dette som færdigskabt? Og hvad mener man om det friske, modne og velsmagende æble? Er det ikke let her at se, at æblets færdigskabelse er til glæde og velsignelse for de levende væsener? Er det ikke således med alle andre spiselige frugter? Har de ikke netop det sure og det færdige stadium? Hvad mener man om selve dyrenes væremåde? Er den ikke i mange tilfælde livsfarlig for deres omgivelser? Må de ikke netop dræbe andre dyr for at kunne leve? Hvad med de meget primitive mennesker? Er de ikke også dræbende eller livsfarlige for deres omgivelser? Og hvad med kulturmenneskene? Er de ikke netop genier i at dræbe? Findes der en højere d~abbmetode end netop den, hvormed de i løbet af sekunder ikke blot kan udslette 9

9 millionbyer med deres befolkninger og skabte goder og kulturværdier, men ogsl dermed ligefrem skaber attentat eller mordforsøg pi den klode, uden hvilken de umuligt kunne opretholde deres fysiske liv? Er ikke alle disse nævnte skabelsesformer udtryk for det ufærdige stadium, analogt med de umodne frugters stadium? 5. KAPITEL Hverken planter, dyr eller jordmennesker er færdigskabte livsformer Vi har altsl for os to slags skabelsesmetoder : en dræbende og ulykkebringende og en livgivende og velbehagsbefordrende. Da de færdige skabelsesresultater alle uden undtagelse er til glæde og velsignelse for levende væsener, gør dette det til kendsgerning, at det er dette stadium, der er formllet med al skabp.lse. Og da de udviser, at de netop har passeret et ufærdigt stadium, hvor de ikke kunne være direkte til glæde og velsignelse for levende væsener, har vi absolut ikke no- 10

10 get som helst logisk grundlag for at kunne opfatte alle de stadier, der i dag tilsyneladende ikke er til glæde og velsignelse for levende væsener, for færdige. Der er derimod absolut al mulig grundlag for at opfatte disse som ufærdige. Planter, dyr og mennesker af i dagp! jorden er sl1.1edes ufærdige livsformer eller væsener. Under kosmisk forskning viser det sig, at planterne udvikler sig igennem!rtusinder til dyr. I den kødædende plante ser man den begyndende udvikling af de organer, der hos dyrene udgør disses mave og fordøjelsesorganermedmere. Dyrene udvikler sig igennem Guddommens skabelse videre og bliver de første mennesker, en slags primitive abemennesker Disse udvikler sig videre og bliver til de kendte arter af nutidens naturmennesker, af hvilke de højest udviklede kulturmennesker af i dag er udg!et. Og er disse kulturmennesker færdige? Nej, deres indbyrdes _kolde- og _varme- krige, deres atomeller kernev!ben og deres evne til at kunne nænne at myrde og dræbe i si stor stil, som tilfældet er, gør det til en uomstødeligkendsning for den udviklede forsker, at de ikke er færdigskabte. 11

11 6. KAPITEL De levende væseners udviklingsproces er vanskelig at forst~ for de mennesker, der ikke har f~et oplysninger om reinkarnationen Det kan ikke nægtes, at det er en meget stærkt voksende kendsgerning, at denne udvikling finder sted b~de hos planter, dyr og mennesker. De er alts~ underlagt en skabelsesproces. Dette er naturligvis vanskeligt at forst~ for de mennesker, der gennem deres religion eller ~delige førelse endnu ikke har f~et nogen viden om reinkarnation eller genfødelse. Men det forandrer ikke den kendsgerning, at de ~ndelige førelser eller religioner, der ikke lærer menneskene om reinkarnation, ikke p~ nogen som helst m~de udgør den endelige førelse af menneskene til den totale fuldkommenhed. De er kun beregnede som ~delig førelse af menneskene, s~ længe disse endnu ikke er intellektuelle nok til at kunne forstl de intelligensmæssige eller virkeligt videnskabelige analyser af selve verdensaltet og dermed af dets guddommelige love. de love hvis opfyl- 12

12 delse fører ethvert levende væsen til det førnævnte guddommelige slutfacit: at være hundrede procent til glæde og velsignelse for levende væsener. 7. KAPITEL Sandhedens åbenbaring for menneskene p! de primitive udviklingstrin Menneskenes første religiøse epoke befordres netop ikke af deres intelligens, men i kraft af deres medfødte, religiøse instinkt. Det vil alts! sige: den samme evne, som netop befordrer det meste af dyrenes levevis. Et meget omfattende omr!de af dyrenes levevis er derfor i høj grad automatisk. SIledes har menneskene ogs! et medfødt religiøst instinkt, der bevirker, at alle eksisterende naturmennesker tror p! højere magters eksistens bag den fysiske verdens store skabelsesprocesser At disse magter i absolut forstand repræsenterede ~n eneste absolut og sand kærlig Guddom, hvis orga- 13

13 nisme er selve verdensaltet, kunne disse væsener naturligvis ikke begribe, og at de selv havde et evigt liv og atter og atter blev genfødt pi det fysiske tilværelsesplan, var absolut ligeledes umuligt for dem at forsti. Disse højeste sandheder kunne naturligvis kun forklares dem i ord og lignelser. der var i kontakt med det, der var deres egne førende erfaringer om liv og væremide Disse erfaringer gik jo ud pi, at der eksisterede bide venner og fjender. Disse højere magter mitte siledes ogsl bestl af væsener, der var venner og fjender, væsener der førte krig ligesom de selv. Gennem datidens lndelige førere blev disse højere magter skildret som guder og "djævle, der levede i krig med hverandre. Det gjaldt si om at være i kontakt med de stærkeste af disse magter. hvilket vil sige guderne. Man kunne dafl disses hjælp til at overvinde eller beskytte sig imod de onde magters eller djævlenes indflydelse. Disse højere magter. guder sivel som djævle. var naturligvis af lndelig art og derfor menneskene overlegne. 14

14 8. KAPITEL Religionernes affolkning pi grund af menneskenes int elli gens ud vikling Igennem disse primitive religioner eller religiøse førelser bragtes menneskene sl1- ledes til at være indstillet pil højere lndelige magter, akkurat ligesom de i dag bliver det igennem de overleverede verdensreligioner Men ser vi pil disse verdensreligioner, er de beregnet pi at føre menneskene ind pi en langt mere human og kærlig væremilde end de I1ndelige førelser, der skulle vejlede menneskene pil de meget primitive naturtrin. Hvorfor er de forandret i denne humane retning? Er det ikke netop synligt her, at den lndelige førelse. der passede for fortidige og endnu mindre udviklede mennesker, absolut ikke ville kunne pilvirke de fremskredne kulturmennesker? Hvorfor kan man ikke byde det nuværende kulturmenneske en neanderthalmands eller en buskmands religiøse livsopfattelse? Er det ikke netop her synligt, at menneskene er underkastet den udvikling, jeg nævnte før, 15

15 som alt, både planter, dyr og mennesker er underkastet? Ja, det er endog blevet en urokkelig kendsgerning, at de overleverede verdensreligioner, såvel buddhisme, islam og kristendommen og andre forkyndelser mere og mere bliver affolket. Millioner af mennesker har forladt troen på religionernes dogmer. Hvorfor? Fordi deres religiøse instinkt er degenereret og bliver mere og mere afløst af intelligens evnen, der efterhånden har udviklet sig til stor kapacitet, ja er næsten blevet en altbeherskende faktor i disse væseners daglige liv. Disse mennesker kan kun acceptere kendsgerninger. De tror ikke på religionernes dogmer, idet de ikke er begrundet i logiske tankerækker, synlige for intelligens. De religiøse facitter eller dogmer, som har været åndeligt brød for millioner af mennesker, er i dag kun stene for brød for disse intelligensbetonede mennesker. Efterhånden som intelligensevnenhar udviklet sig hos nævnte mennesker, har den til en vis grad overtaget beherskelsen af disse menneskers væremåde. 16

16 9. KAPITEL Det der gør religionerne uacceptable for humane, intellektuelle mennesker Nu vil man muligvis her indvende, at det ganske vist er rigtigt, at man kan se, at menneskene står på forskellige udviklingstrin, lige nede fra nutidens primitive naturmennesker og op til meget fremragende, humane og intellektuelle kulturmennesker, men da de kun har det ene fysiske jordliv, kan nutidens intellektuelle mennesker da aldrig have haft en fortid, i hvilken de kan have været primitive stenaldermennesker, neanderthalere eller af en endnu mere primitiv natur, har været en slags abemennesker. Svaret må her blive, at det netop er denne indstilling eller kosmiske uvidenhed om de levende væseners evige eksistens, der i dag gør verdensreligionerne forældede og uacceptable for humane, intellektuelle mennesker. 17

17 10. KAPITEL Hvis reinkarnationen ikke eksisterede, er den daglige tilværelse uden retfærdighed Hvis ikke reinkarnationen eksisterede, hvis menneskene ikke gennemgik en række fysiske inkarnationer eller genfødelser og s~.le.. des fortsatte deres erfaringsdannelse og evneudvikling fra liv til liv, hvordan skulle s~ udvikling finde sted? Hvis ikke reinkarnationen eksisterede, ville tilværelsen, som den viser sig i ~t jordliv, være totalt uden retfærdighed. Hvordan kan det være retfærdigt, at et lille barn fødes sygt, ja er invalid fra fødslen og et helt liv igennem? Hvordan kan det være retfærdigt, at et lille barn fødes hos primitive, forbryderiske forældre og opdrages til at være på kant med samfundets love, bliver stemplet som forbryder og sidder i fængsel det meste af sit jordliv? Hvordan kan det være retfærdigt, at et andet barn fødes hos kærlige forældre, f~r den bedst mulige uddannelse, bliver kvalificeret til en ærefuld stilling, bliver højagtet af samfundet? Hvordan kan det være retfær- 18

18 digt, at et barn fødes åndssvagt, medens et andet barn fødes med en kolossal begavelse? Hvordan kan det være retfærdigt, at nogle mennesker fødes i armod, nød og elendighed, medens andre mennesker fødes i rigdom og overflod? Hvorfor må nogle mennesker leve i ulykkelige tilstande og andre i meget lykkelige, hele livet? Hvem er skyld i al denne mærkelige skæbnefordeling? Hvem eller hvad bestemmer de levende væseners skæbne? Er det udelukkende en Guddom, der bestemmer denne skæbne? Hvorfor får de da ikke alle de samme betingelser i livet, når de kun har det ene fysiske jordliv? Lærer ikke religionerne, at man skal lære at elske sin næste, ligesom man elsker sig selv, og ligeledes elske Gud over alle ting? Hvad kan inspirere det syge, vansirede, uskønne og ulykkelige menneske, der er født invalid, til at elske Gud og sin næste og til at blive elsket af sin næste? Er ikke det fra fødslen smukke og velskabte ogmed stor human og kærlig begavelse skabte menneske langt bedre udstyret til at blive elsket af sin næste og derved få meget lettere ved selv at elske denne næste end det nævnte syge, invalide menneske? Hvordan kan en kærlig Gud- 19

19 dom nænne at gøre en så stor forskel på to levende væseners livsoplevelsestilstand? Hvordan kan han lade det ene væsens jordliv blive et lysende paradis, medens det andet væsens liver et permanent, smertende helvede? 11. KAPITEL Intelligensen og dogmet om Guddommens alvisdom, alkærlighed og almagt Kristendommen lærer, at Guddommen er alvidende, almægtig og alkærlig. Det skal man altså tro på samtidig med, at mandagligt oplever et ocean af disse ulige fordelte skæbner. Men hvordan skal man kunne tro på dette, hvis man tænker logisk og ikke mere bliver ført ved den guddommelige religiøse tro eller magi, som det religiøse instinkt automatisk befordrer i form af den urokkelige religiøse autoritetstro? For dette væsener det ikke hverken det logiske eller videnskabelige, der spørges om, men ude- 20

20 lukkende hvem har sagt det eller det. Er det en anerkendt autoritet, der har sagt det eller det, s~ tror man p~ dette, ligegyldigt hvor meningsløst og uvirkeligt det s~ end m~tte se ud. Det er naturligvis nødvendigt at tro p~ autoriteter for de væsener, der endnu ikke selv kan tænke og endnu ikke er udviklet i religiøs logik eller videnskab. Men den intellektuelle religiøse forsker, som alts~ har mistet evnen til at tro, kan. ikke føres ved de overleverede dogmer. Den religiøse magi har ikke mere nogen magt over ham. Han kan ikke bøje sig for blot ogbar autoritet. Han kan kun acceptere kendsgerningernes logik. Derfor bliver et s~dant væsen i første instans materialist eller gudløs i sin tankegang. Hvis han kaster sin intelligens eller analyseringsevne p~ førnævnte alkærlige Guddom for at bedømme hans værem~de, m~ han da sige til sig selv: hvis denne Guddom, som kristendommen udtrykker som menneskets skaber, er alvidende, så ved han i forvejen, at det eller det lille barn i moders liv vil ende i en ulykkelig skæbne, ja, endog efter døden vil ende i et helvede. Men n~r han ved det, hvorfor standser han så ikke sin skabelse 21

21 af dette lille barn? Det var da kærligere, at det aldrigblev skabt. Hvis han ikke ved, at dette lille barn vil f! denne nævnte ulykkelige skæbne, er han ikke alvidende. Og hvis han ved det og ikke vil forhindre dette lille barn i at f! den nævnte grusomme skæbne, er han ikke alkærlig. Og hvis han ikke kan forhindre, at barnet f!r denne skæbne, er han ikke almægtig. Intelligensen kan s! ledes pille dette religiøse dogme i stykker, men den kan i realiteten ikke fjerne Guddommen. Det den har pillet i stykker, er s!ledes en særlig opfattelse af Guddommen, men ikke selve Guddommens eksistens. Intelligensen kan vise, at denne nævnte opfattelse af Guddommen er forkert. Det udviser nemlig, at Guddommen hverken er alvis, alkærlig eller almægtig, hvilket vil sige det modsatte af t hvad det i virkeligheden skulle sige. Alle naturens skabelsesprocesser viser, som før nævnt, at de i deres slutfacit er til glæde og velsignelse for levende væsener, hvilket for den humane, intelligente forsker efterh1nden gør det til kendsgerning, at Guddommen, hvis væremåde netop manifesteres igennem alle livets skabelsesprocesser, betinger, at alle skabelsesproces - 22

22 ser uundg!eligt udløser sig i de nævnte kærlige slutfacitter, og at Guddommen s!ledes absolut er almægtig, alvis og alkærlig. 12. KAPITEL Menneskenes autoritetstro eller religiøse suggestion Det religiøse dogme, der udtrykker, at Guddommen er alkærlig, alvis og almægtig, er s!ledes absolut ikke forkert. Det er bare ikke beregnet for intelligensen. Det er kun beregnet som en magisk formel for det herfor modtagelige menneskes religiøse, men uintellektuelle tros evne. N!r denne evne s!ledes er uintellektuel, og dens ophavs religiøse føring derfor ikke kan føres ved intellektuelle tankerækker eller videnskab, men kun ved et religiøst instinkt, m! s!danne væsener f hvis mentalitet eller bevidsthed, kosmisk set, endnu kun er en religiøs barnebevidsthed, føres ved tro p! autoriteter, ligesom barnet instinktmæssigt tror p! forældrenes autoritet og m! føres ved denne. 23

23 Instinktet udløser ikke begæret efter intellektuelle forklaringer. Det befordrer derimod blind tro p~ autoriteter, hvis vejledning man derfor blindt tror p~, ligegyldigt om denne er logisk eller ulogisk. Dette at kunne tro p~ noget, uafhængigt af intellektuel begrundelse, men udelukkende kun p~ grund af et andet væsens autoritet, er det samme som at være suggereret. Men suggestion er igen det samme som magi. Det religiøse instinkt betinger alts~, at menneskets religiøsitet i sin første spæde, primitive epoke føres ved en guddommelig magi. Hvordan skulle dette væsens medfødte religiøsitet kunne befordres uden denne magi? Denne magi bliver derfor at betragte som " hvid magi". Og det var netop denne magis særlige hemmeligheder, der var opbevaret i templernes allerhelligste, og som kun de indviede ypperstepræster havde adgang til. At hemmelighederne alligevel senere sivede ud til almenheden, som jo var ganske umoden til denne viden, gjorde den straks til "sort magi tt, der uundg~eligt m~tte føre meget mørke ind i menneskenes tilværelse. Men efterh~nden voksede menneskenes intelligens, som i en tilsvarende grad gjorde 24

24 dem uimodtagelige for visse omr!der af den religiøse suggestion eller magi. Det bliver igennem dette til kendsgerning, at de ikke mere kan tro p! ulogiske eller ubegrundede p!stande. 13. KAPITEL Hvorfor menneskene ikke med intelligensen kan opleve det!ndelige eller psykiske omr!de Men hvordan nu med disse mennesker, hvis religiøsitet ikke mere kan føres ved autoritetstro eller suggestion? N!r disse mennesker ikke mere kan føres åndeligt i kraft af autoritetstro, men kun er modtagelige for logiske eller videnskabeligt begrundede p!stande, fordi deres intelligens evne er blevet den førende evne i deres opfattelse og levevis eller værem!de i stedet for deres instinktevne, kan de alts! kun føres ved videnskab eller virkelige kendsgerningers analyse. Men hvor kan de finde disse!ndelige kendsgerninger? Hvor kan disse menne- 25

25 sker udforske med intelligensen, om det er rigtigt, at der eksisterer en Guddom? Hvor kan de udforske, at de eksisterede i tidligere liv? Hvor kan de opleve den virkelige lrsag til deres skæbne som kendsgerning? Hvor kan de som kendsgerning opleve, om det er rigtigt eller forkert dette, at man skal elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv? Hvordan kan man ligeledes opleve som kendsgerning, at man ikke skal føre krig, myrde eller dræbe og ikke skal lyve eller bedrage? Hvor kan man som videnskab opleve, om der eksisterer en!ndelig verden bag den fysiske? Her vil svaret urokkeligt være, at de mennesker, hvis religiøse instinkt er degenereret, siledes at de kun har intelligensen som fundament for deres fors~ ning, er ganske afsklret fra at kunne udforske eller tilegne sig kendsgerninger pi lndelige omrlder. Det er ikke med intelligensen, at man sanser de kosmiske omrlder, ligesom det ikke er med intelligensen, at man hører eller ser, lugter eller smager eller andre former for sansning. Intelligensen er kun en evne, ved hvilken man kan analysere det, man oplever, og derved kan tilegne sig forstielse af. Men der, hvor 26

26 man ikke kan opleve og ikke har nogen erfaringer, er der ikke noget at analysere. Der er der ikke nogen brug for intelligensen. Hvis man absolut aldrig nogen sinde har kunnet høre, er der ingenhøre-erfaringer at analysere. Hvis man aldrig nogen sinde har kunnet se, har man heller ingen syns-erfaringer, man med intelligensen kan analysere. Som man her kan forstå, er intelligensen en evne. i kraft af hvilken man kan gøre sig det oplevede begribeligt. Da intelligens evnen således er en evne, ved hvilken man kan analysere det sansede, kræves der altså for at få brug for denne, at der foreligger en forudgående sansning. Da menneskene har både fysiske høre-, syns-, lugte-. smags- og følesanser, kommer deres bevidsthed til at bestå af erfaringsfelter for hvert af disse sanseområder De har således her et stort område af erfaringsfelter, de med intelligensen kan gøre sig begribelige. Medens menneskene således har højt udviklede fysiske sanser, igennem hvilke de har tilegnet sig store fysiske erfaringsfelter, som de med intelligensen kan gøre sig begribelige, har de ikke tilsvarende erfaringsfelter på det åndelige område, ef- 27

27 tersom dette omr~de kun kan opleves med ~ndelige sanser og ikke med de fysiske. Men ligesom de fysiske sanser igennem en lang, fjern, fortidig epoke har udviklet sig, s~ledes er menneskenes ~ndelige sansning ogs~ under udvikling og vil i en kommende epoke blive lige s~ fuldkommen som de fysiske sanser. Igennem disse ~ndelige sanser vil menneskene komme til at opleve den ~ndelige verden med alle dens guddommelige detaljer, ligesom de i dag oplever den fysiske verden med dennes store skabelsesdetaljer I dag har menneskene nok intelligens, ja den viser sig ligefrem at være genial, men da de kun har meget elementære, ~ndelige sanser og derfor ikke har nogen særlige ~ndelige erfaringsfelter, er der ikke noget her for intelligensen at arbejde med. Menneskene kan derfor ikke med intelligensen gøre sig den ~ndelige eller psykiske verden begribelig. 28

28 14. KAPITEL Verdensgenløsningen og menneskenes åndelige førelse Før intelligensen blev så fremragende udviklet, som den er i dag t blev menneskene t som tidligere nævnt, åndeligt ført ved deres instinkt eller evne til at tro. Ligesom børn instinktmæssigt lader sig føre af forældrenes autoritet t således lod menneskene sig også instinktmæssigt føre af autoriteter såsom verdensgenløsere, profeter, ypperstepræster J præster og andre åndelige personligheder, som de betragtede som autorite - ter. Instinktet gav dem evne til at ane, at der eksisterede højere åndelige magter J men igennem de nævnte autoriteter fik de i form af symbolske forklaringer næring for deres anelse. Disse autoriteter udformede sandheden om de åndelige magter og kræfter i lignelser og billeder J der kunne understøtte de pågældende væseners anelser. Og således ændredes disse lignelser og billeder af de åndelige magter mere og mere i human retning J alt eftersom væsenerne udviklede sig og fik evne til at ane i en høje- 29

29 re og højere humanistisk retning. Verdensgenløsningens princip fulgte efter. Verdensgenløsere fødtes og udformede billeder og lignelser af de højere ~ndelige sandheder i harmoni hermed. Og s~.ledes nlede jordens mennesker frem til de anelsesevner, hvorved de kunne modtage de endnu gældende store humane verdens religioner 15. KAPITEL Hvorfor den materialistiske videnskab ikke kan erkende Indsvidenskaben Forkyndelsen af humanitet eller næstekærlighed og begrebet den absolutte ene sande Gud blev verdensgenløsningsprincippets sidste udformning til støtte for menneskenes begyndende udvikling af humanitet og de heraf følgende højere anelser om næstekærlighed. Igennem lrtusinder er menneskenes humane anelser eller religiøse instinkt blevet stimuleret og understøttet med de religiøse dogmer om Guddommen og næstekær- 30

30 ligheden. Alene kristendommens forskrifter eller dogmer har nu i ca. to tusinde!r været fundamentet for Vestens folks anelsesevne eller religiøse tro. Men alt eftersom denne religiøse anelses - eller tros evne forsvinder hos menneskene, og intelligensen har udviklet sig, har menneskene kun de materielle erfaringer at søge livsmysteriets løsning i. Men de materielle erfaringer er jo kun, hvad de har kunnet opn! igennem de fysiske sanser. De kan derfor ikke med deres intelligens i dette materiale finde eller opleve de!ndelige realiteters analyser. Her m! der!ndelige erfaringer til. Men da det nu er blevet en overordentlig stor del af jordens mennesker, der ikke mere kan lade sig føre ved autoritetstroen eller anelsesevnen, ogde ikke har de sanser eller evner udviklet, der kan give dem!ndelige erfaringer, har de foreløbig kun det fysiske erfaringsmateriale at holde sigtil. Dade endnu ikke har noget realistisk,!ndeligt erfaringsmateriale, alts! erfaringsmateriale om udødelighed - reinkarnation - skæbnedannelse og lignende, at holde sig til, har de således ikke noget materiale, de med intelligensen kan analysere. De kan derfor 31

31 her ikke med intelligensen skabe nogen åndelig videnskab, således som de med intelligensen kan skabe fysisk videnskab. Derfor kan den autoritative fysiske videnskab naturligvis ikke acceptere åndsvidenskaben, der jo udelukkende er baseret på et erfaringsmateriale, som nævnte videnskabs forskere ikke med intelligensen kan tilegne sig og derfor ikke har forudsætninger for at kunne erkende. 16. KAPITEL Hvad der gør mennesket til et kristusvæsen eller "mennesket i Guds billede efter hans lignelse" Som før nævnt udgør det åndelige erfaringsmateriale det, der er oplevet med andre sanser end instinkt- og følelseserfaringerne. Hovedsansen for åndelig oplevelse er intuitionen. Med den kan man opleve hele livsrnysteriets løsning. Det er i kraft af denne oplevelsesevne, at Guddommen og den åndelige verden med dens detaljer, liv 32

32 og sfærer bliver til virkelighed og kendsgerninger. Det er denne evne, der gør mennesket til et kristusvæsen, hvilket vil sige: et væsen der er suveræn i :1ndelig viden, idet det ved egne sanser kan selvopleve livets store sandheder. Det har sin intuition under viljens kontrol p:1 samme m:1de, som det almindelige menneske har sine fysiske sanser under viljens kontrol. Men for at opn:1 denne fuldkommenhed i intuitionssans - ning m:1 mennesket først blive meget humant udviklet, hvilket vil sige: være n:1et frem til at have næstekærligheden lige s:1 udviklet, som videnskaben i dag har intelligensevnenudviklet. Næstekærlighedsevnen er jo den evne, der betinger graden af, hvad man kan nænne at gøre af gene eller ubehag imod sin næste, hvilket vil sige: imod andre levende væsener. Mennesker, der endnu er meget lidt udviklet i næstekærlighed, har alts:1 endnu mindre eller slet ingen som helst intuition. 33

33 17. KAPITEL Hvorfor mennesket bliver materialist eller gudløs Hvis mennesket endnu har sit religiøse instinkt, kan det, som før nævnt, tro på autoriteters udsagn om åndelige erfaringer eller oplysninger om livets store sandheder, hvis disse autoriteter kan reducere dem til at blive i kontakt med, hvad det pågældende væsen igennem nævnte religiøse instinkt kan ane angående nævnte sandheder. Men hvis det er så langt fremme i udvikling, at det religiøse instinkt er degenereret, og dets intelligens har overtaget føringen af væsenets opfattelser, kan det således kun acceptere, hvad det med sin intelligens kan opfatte som logisk. Da de religiøse dogmer ikke er beregnede på at skulle opfattes med intelligensen, men derimod med det religiøse instinkt, der ikke afføder begæret efter eller spørgsmålet om logik eller kendsgerninger, kan det pågældende væsen slet ikke acceptere disse dogmer. Det accepterer derfor kun kendsgerninger. Da det s~.1edes på grund af den nævnte særlige evne struktur ikke kan 34

34 acceptere Inde lige oplysninger, bliver det materialist. Og jo mere inhuman det er, desto mere gudløst eller lndeligt immun vil det være over for alt, hvad der ligger uden for det, det med sin intelligens kan analysere. Nlr et sldant menneske ikke kan tro pi autoriteter og ikke er i stand til at tilegne sig lndelig viden, ml det selvfølgelig blive materialist, hvilket vil sige, at det er gudløst. Med dets intelligens kan det jo kun forske det materiale, det er i besiddelse af, hvilket vil sige: erfaringer vedrørende alle skabte foreteelser, hvilket igen vil sige: alt hvad der kommer ind under begrebet tid og rum. 18. KAPITEL Mere eller mindre materialistiske eller gudløse mennesker regerer verden Da det er det lndelige erfaringsmateriale, der afføder oplysninger om den virkelige i 35

35 kontakt med den guddommelige verdensplan gældende moral, er det givet, at de materialistiske mennesker ikke har noget virkeligt åndeligt fundament for deres moral og værem~de. Disse materialistiske mennesker er efterhånden blevet til en meget stor gruppe, ja så stor, at det faktisk er deme gruppe, der er den mest bestemmende faktor i nationernes eller staternes regeringer. Dette vil igen sige, at menneskeheden bliver regeret af væsener, at hvilke en stor part er gudløse, og hvis værem~de ikke er funderet i nogen af verdensreligionerne, og naturligvis slet ikke i nogen åndelig videnskab, da de ikke har forudsætninger for at forståden. N~r s~datme mennesker har kunnet blive statsoverhoveder, storpolitikere og lignende, er det naturligvis kun, fordi flertallet af menneskene, ligeledes åndeligt set, hverken er kristne, buddhister eller muhamedanere, selvom de er det af navn, ligesom de heller ikke har nogen åndsvidenskab og derfor er gudløse. 36

36 19. KAPITEL N!r gudløshed og materialisme behersker menneskeheden Hvordan er det giet med s!danne folkeførere og deres tilhængere? Har vi ikke netop set, at de er havnet i forfærdelige livsnedbrydende og kulturødelæggende krige? Men var det ikke netop dette, der for længst er blevet bebudet af de virkelige vise? Bebudede Kristus ikke netop, at der ville komme en dommedag", et "ragnarok" over menneskene, hvor "djævelen" ville rase i al sin vælde? Sp!ede ikke nogle af de bibelske profeter, at der ville komme en tid, hvor ild og svovl ville regne ned fra himlen? Forudsagde de ikke ligeledes uhyrer, der vil spy ild og død omkring sig? Hvad er det, bombeflyverne udfører? Er det ikke netop den forudsagte dræbende ild fra himlen, kulminerende i atombomberne? Hvad er det, de pi larvefødder krybende tanks udretter? Er disse ikke ligeledes uhyrlige? Udspyr disse ikke uhyggelig ild, rædsel, død og undergang over bide mennesker, dyr, planter og kulturgoder? Kan man tænke sig en større livs- 37

37 sabotage end disse helvedesmanifestationer, som disse gudløse mennesker har udviklet sig til at præstere? Findes der noget som helst større udtryk for vanvid end netop disse menneskehedens djævlemanifestationer? En menneskehed, der er si udviklet, at den med sin intelligens har kunnet tilegne sig herredømmet over materien, kan beherske millioner og atter millioner hestekræfter fra naturens store kraftkilde, kan veje og mlle bide sole og planeter, og med apparater og instrumenter kan se hundrede tusinde lyslr ud i verdensrummet, ligesom de med apparater kan se ned i mikrokosmiske dybder, mennesker, der kan lade sig bære af naturens kræfter hen over jorden. hen over kontinenter og have i kolossale hastigheder, hvorved afstande pi jorden er for intet at regne, mennesker, der snart pi alle mider kan lade maskiner arbejde for sig. en menneskehed, der med denne sin overordentligt store fysiske magt kunne gøre jorden til et guddommeligt paradis for alle dens mennesker, bruger umldelige kræfter og kapital til at sabotere og ødelægge alle deres guddommelige livsmuligheder med. 38

38 20. KAPITEL Menneskeheden i skabelsens sure eller bitre stadium Og hvis ikke det guddommelige Forsyn i en nær fremtid netop standsede menneskenes atomsprængninger, ville de ødelægge selve kloden. Men s! vidt kommer det ikke til at g!. Det er ikke Guddommens mening, at menneskenes genialitet til at sabotere og ødelægge livet for levende væsener skal være slutfacittet pi jordmenneskehedens udvikling. Ingen af Guddommens, hvilket vil sige naturens, skabelsesprocssser fir lov til at ophøre, uden at deres slutfacitter, som før nævnt, er til glæde og velsignelse for levende væsener. Derfor er det ogsl synligt, at menneskehedens nuværende ragnarokstilværelse ikke er slutfacittet p! dens nuværende udviklingsepoke. Nævnte epoke er det sure og bitre stadium, som enhver skabelsesproces m! gennemg! før det modne. Hvilke velsmagende, spiselige frugter har ikke et forudg!ende surt og bittert stadium før dets modne og velsmagende tilstand? Hvorfor skal det være slledes? 39

39 Enhver ting, der skabes, kan umuligt være fuldkommen og opfylde sit form Il, før den er færdigskabt Men før den er færdigskabt, ml den s!ledes nødvendigvis have et ufærdigt stadium, men alle ufærdige stadier ml derfor absolut være en kontrast til de færdige stadier. Et hus, der ikke er færdigbygget, og i hvilket der endnu mangler vinduer og døre o. s. v., vil jo være højst uhyggeligt som bolig, indtil det nh det færdige stadium. Et surt æble er jo ogs! en modsætning til æblets søde og velsmagende stadium. 21. KAPITEL Uden menneskenes indbyrdes, gensidige tilgivelse af hverandres ufærdige sider vil en absolut eller virkelig fred i verden være en umulighed Menneskene er alts! underkastet en stor skabelsesproces Mllet er, at de skal blive absolut fuldkomne. Men hvordan skulle de 40

40 blive fuldkomne uden netop igennem skabelse? Og hvordan skulle en skabelse kunne finde sted uden at have en passage gennem ufærdige stadier? Hvordan skulle det totalt fuldkomne menneske i "Guds billede efter hans lignelse" blive fuldkomment uden at have gennemgået alle ufærdige stadier til det færdige stadium? Dette må menneskene slledes absolut vænne sig til at erkende og forst!. Uden denne forståelse vil de ikke kunne fl noget som helst logisk grundlag for at kunne tilgive sin næste den gene eller ubehagelighed, han kan have p! ført dem. Og uden denne tilgivelse vil de absolut ikke kunne skabe fred i verden. Den der ikke kan tilgive sin næste, lever altså i krig med denne næste. Selvom denne krig ikke giver sig fysiske udslag, er det altså alligevel en krig i mentaliteten eller sjælen. Hvis der var tilgivelse i verden mellem stater, sivel som mand og mand imellem, var krigen en total umulighed.

41 22. KAPITEL Beskyttelse imod vor næstes vrede eller bitterhed imod os skal ikke være ved straf, vrede eller krig Men tilgivelse af sin næste betyder naturligvis ikke, at man ml finde sig i alle hans eventuelle grovheder eller i ubehageligheder imod en. Man ml naturligvis beskytte sig imod hans dyriske eller mere eller mindre livsfarlige side, men denne beskyttelse skal selvfølgelig ikke være i form af vrede, hævn, mord og drab. Kan man ikke beskytte sig ved at tale kærligt og fornuftigt med sin næste, ml man beskyttes af øvrigheden. Den er jo til for det samme, selvom den endnu heller ikke er fuldkommen. Nlr alle ubehageligheder, uvenlighed og gene fra vor næstes side skyldes dette, at han er ufærdig og tror at handle rigtigt ved at lade had og vrede gi ud over en, ved han i virkeligheden ikke, hvad han gør. En viden han ikke har, kan han umuligt handle efter. At straffe ham for det er naturligvis ganske uretfærdigt. Derfor vil ogsl retsvæsenet efterhlnden 42

42 blive forandret og afskaffe straffen. Beskyttelse imod et menneskes livsfarlige, dyriske væremlde behøver ikke at være.straf", vrede eller had. Man vil finde humane veje, i kraft af hvilke denne beskyttelse kan befordres. 23. KAPITEL Det er menneskenes fejlagtige værem~de imod deres næste, der bevirker, at dommedagen eksisterer En anden og meget vægtig grund til at tilgive sin næste er denne, at reinkarnationen viser, at vi kun kan opleve den skæbne, vi selv har skabt lrsagerne til. Alle de ubehageligheder, vi eventuelt kan komme ud for, er altsl virkningerne af de ubehageligheder, vi selv har p~ført vor næste i en nærmere eller fjernere fortid, eventuelt i tidligere liv. Åndsvidenskaben piviser siledes, at al skæbne er virkninger af vore egne handlinger i fortiden. Vi er selv vor 43

43 skæbnes skaber. Menneskene hævner og straffer deres næste for virkninger af deres egen handlem~de. Det er ikke s~ mærkeligt, at der m~tte komme en dommedagsepoke. Hvordan skal menneskene ellers komme bort fra deres fejlagtige værem~de? Og det er netop for at få menneskene frigjort fra den dyriske, hævnende og krigsbefordrende væremåde, som de alle mere eller mindre er med til at udløse med deres daglige ufærdige forhold til deres næste eller omgivelser, at dommedags epoken nu er dominerende. 24. KAPITEL Menneskenes væremåde og de guddommelige forskrifter Hvis ikke menneskene fik kendskab til virkningerne af den større eller mindre ufuldkomne eller s~aldte "onde" væremåde, de eventuelt har udløst over for deres næste, ville deres omskabelse til fuldkomne mennesker være totalt umulig. Men hvordan 44

44 skulle de f! kendskab til nævnte virkninger uden at f! lov til selv at opleve dem? Og det er netop det, der er grund!rsagen til den nuværende verdenssituations mørke eller dommedagstilstand. Vi ser, hvorledes hele menneskehedens daglige tilværelse ligefrem former sig som en psykologisk undervisning. Et kolossalt omr!de af menneskenes daglige liver netop virkninger af manglende næstekærlighed. Foruden de to store verdenskrige, der har kulmineret i dette!rhundrede, foregår der hver dag mord, drab og hævnakter, røveri, plyndringer og bedrageri, bagtalelse, udskejelser, lystmord, lystfiskeri og lyst j agt, altså mord på dyr bare for fornøjelsens skyld. Alkohol og tobaksnydelse og andre giftstoffers daglige indtagelse i organismen viser også menneskenes afsporing eller ufærdige tilstand. Hertil kommer menneskenes voldsomme appetit på animalsk føde, der passer mere til rovdyr end til mennesker. Tror man alle disse tilstande er slutfacitter på menneskenes udvikling af væremåde? Har ikke flere meget store humane verdensreligioner i årtusinder forkyndt menneskene en væremåde, over for hvilken den nuværende almengæl- 45

45 dende væremåde er skrigende unaturlig? Er der ikke fortalt menneskene, at de måtte stikke deres sværd i skeden, thi hver den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd? Har man ikke fortalt dem, at salig er de rene af hjertet, thi de skulle se Gud, hvilket vil sige, at de vil få.kosmisk bevidsthed". Er det ikke forkyndt dem, at det et menneske sår, skal det høste? Har de ikke ligeledes fået at vide, at det man vil, at andre skal gøre imod os, det må vi gøre imod dem? Og er det ikke ogs! sagt til menneskene, at man ikke blot skal tilgive sin næste syv gange dagligt, men man m! tilgive indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange dagligt? Dette vil altså i virkeligheden sige det samme som, at man skal tilgive ham i alle situationer. Det mangler således ikke på guddommelige henvisninger til menneskene om, hvad de ikke skal gøre, og hvad de bør gøre for at undgå krig eller ragnarok. 46

46 25. KAPITEL Lidelseserfaringernes nødvendighed i skabelsenaf "mennesket i Guds billede efter hans lignelse" Hvorfor lever menneskene ikke efter disse leveregler J men udvikler sig til i en stedse stigende grad at leve helt modsat? Bliver det ikke her en kendsgerning, at ord og tale ikke er nok til at føre menneskene ud af mørket og frem i lyset? Men n~r, som vi her har set som kendsgerning, ord ikke er nok J ja de har i virkeligheden s~ lille en virkning, at menneskene ligefrem ignorerer dem, ja, undertiden h~er dem, hvordan skal menneskene da komme ud af det mørke, som de i deres uvidenhed s~ højt dyrker og priser eller tilbeder? Er det ikke her synligt, at der absolut ikke er anden vej end erfaringens vej til menneskets skabelse i,. Guds billede"? 47

47 26. KAPITEL Lidelsesepoken og næstekærligheden Menneskene her på jorden skejer altså ud på en masse livsfarlige områder, men regner ikke med, at de er livsfarlige. Og da de heller ikke tror på, hvad andre har erfaret, måde selv opleve eller erfare virkningerne af deres unaturlige levevis. Og derfor har vi blandt andet haft de to verdenskrige, og derfor har vi den såkaldte "kolde krig" J der når som helst kan bryde ud i en grusom eller altødelæggende varm krig. Er ikke alle hospitaler for små til at rumme alle de syge og elendige, som trænger til lægehjælp, skønt nævnte hospitaler udgør hele byer i byerne? Og man kan simpelt hen ikke udvide disse så stærkt, som det kræves. Tror man, alle disse sygdomme kommer af, at man overholder det femte bud: du skal ikke dræbe? Tror man, de kommer af, at man elsker sin næste som sig selv? Tror man, de kommer af, at man lever et liv, der virkelig er logisk med hensyn til sundhed og væremåde? Disse lidelsesvirkninger har 48

48 den egenskab, at de udvikler den humane evne hos væsenerne, alt eftersom de kommer igennem de mere eller mindre svære lidelser, der udgør virkningerne af en tilsvarende mere eller mindre forudgående fejlagtig væremåde. Evnen til ikke at kunne nænne at gøre levende væsener fortræd, hvilket altså vil sige: næstekærlighedsevnen, affødes således af virkningerne af en forudgående primitiv og mere eller mindre ukærlig væremåde. 27. KAPITEL Det er ikke den teoretiske viden uden næstekærlighed, der bevirker, at menneskene ikke kan nænne at gøre det onde Det er rigtigt, at menneskene ikke kan huske deres tidligere liv og derfor heller ikke kan huske den væremåde eller de handlinger, de tidligere har udvist, og som er skyld i deres mere eller mindre ulykkelige skæbne 49

49 af i dag. Men det er jo kun en kærlig foranstaltning i Guddommens skabelse af mennesket. Det ville ikke være ligefrem lysende eller oplivende erindringer for de p~gældende mennesker at opleve. De ville derfor ikke være noget godt supplement til de eventuelle mørke erindringer, de samme væsener har i forvejen. De ville ganske vist give deres ophav en viden om deres fortidige handlinger, men en teoretisk viden afholder ikke mennesket fra at gøre det onde. Menneskene ved udmærket, at de ikke skal hade, myrde og bedrage. Men er ikke alle politiog retsmyndigheder overlæssede med arbejde? Menneskene ved udmærket godt, at det er usundt og ganske unaturligt at nyde alkohol og tobak og mange andre skadelige produkter, som i værste tilfælde kan skabe det normale menneske om til et subjekt, med dette afholder dem ikke fra at fortsætte den skadelige nydelse. De befordrer således dermed et langsomt virkende selvmord eller deres nuværende livs undergang og en svækkelse af fremtidige liv til abnormitet. Det er ikke den blotte teoretiske viden, der får mennesket til ikke at kunne nænne at gøre den eller den onde handling. Det er derimod 50

50 selve medlidenheds - eller næstekærligheds - evnens tilstedeværelse i det pågældende væsen. 28. KAPITEL Hvis ikke menneskenes skæbne udelukkende var virkningerne af deres egen væremåde, ville kærligheden umuligt kunne udvikles i dem Næstekærligheden bliver mere ogmere forfinet, jo mere mennesket kommer igennem sin lidelsesskæbne. Dommedagen er således en stor proces, hvor menneskene igennem virkningerne af deres mørke handlinger får udviklet kærlighedsevnen. Uden denne evne absolut ingen fred på jorden. Hvis ikke menneskenes skæbne udelukkende var virkningerne af deres egen væremåde, ville dommedagen eller krigstilstanden evigt blive ved med at fortsætte. Og der ville aldrig nogen sinde opstå den guddommelige realitet, vi kender som absolut og virkelig "kærlighed". Og livet ville være et evigt helve- 51

51 de, en pinefuld mørkets sfære. Kærligheden er således fredens lys. 29. KAPITEL Menneskeheden er at inddele i to kategorier, den ene med en fremragende udviklet og den anden med en meget minimalt udviklet næstekærlighed Hvor findes da dette fredens lys, som Guddommen igennem sin store skabelsesproces er ved at gøre til virkelighed i jordmenneskehedens psyke og væremåde? Den udviklede og sandhedskærlige iagttager kan ikke undgå at se dette begyndende fredens lys, der altså er det samme som den begyndende næstekærlighed. Alle mennesker har naturligvis næstekærlighed, men hos nogle væsener er den meget stærkt fremtrædende, medens den hos andre er meget minimal og kun giver små udslag i væremåden. Vikommer derved til at se, at menneskene kan inddeles i to grupper. Den ene gruppe har 52

52 s! megen næstekærlighed, at den er ved at blive den førende i vedkommende menneskes mentalitet og værem!de, medens den anden gruppe har s! ringe en næstekærlighed, at egoisme, inhumanitet og brutalitet i tilsvarende grad er fundamentet for denne gruppes mennesker. Da denne gruppe forekommer i et overordentligt stort flertal, er det den, der i en overvejende grad behersker og regerer menneskeheden. 30. KAPITEL Den regerende kategoris ufærdige tilstand som!rsag til domm ed ags epoken Denne foran nævnte regerende gruppe tror p! krigen som det rette forsvar og den rette vej til freden. Den hylder m agtudfoldels e, diktatur og undertrykkelse af andre mennesker. Den hylder dødsstraf og henrettelser. Den udløser arbejdskampe, ulovlige strejker, lockouter og sabotage i form af arbejdskonflikter. Uærlighed og bedrageri forekom- 53

53 mer naturligvis også hos disse mennesker, hvor næstekærligheden endnu er meget rin.. ge, og i særdeleshed da denne gruppe mennesker hovedsageligt har forladt religionen og er blevet materialister og gudlose. De lever i høj grad kun for at tjene penge og undertiden pi andres bekostning. I forretning er denne gruppe menneskers højeste ideal undertiden ogsl dette, at få den højest mulige pris for en vare, man selv har flet for næsten ingen ting. Princippet er her i stor udstrækning dette, at enhver er sig selv nærmest. Da denne gruppe, som før nævnt. udgør et stort flertal, udgør den den herskende magt. Og med dette dens endnu mangelfulde næstekærlighed i værem~.den befordrer den dommedagsepoken. Manglende næstekærlighed hos flertalsgruppen af jordens mennesker er altsllrsag til krigen ogufreden. Den udgør den gruppe mennesker, som Kristus i sin udtalelse om dommedagen eller de sidste tider udtrykte som "bukkene". Han udtalte ikke, at disse væsener skulle skabe fred p! jorden. Tværtimod udtalte han, at lidelserne ville blive deres skæbne. Hvorfor skulle denne gruppe mennesker komme ud for lidelser? Det skulle den netop, fordi lidel- 54

54 serne udelukkende er virkningerne af deres egen ufærdige væremåde eller af de lidelser, de har påført andre væsener. Men det er jo netop oplevelsen af disse lidelser, der afføder den humane evne, hvilket vil sige næstekærlighedsevnen. Med denne evnes udvikling vokser den store gruppes væsener frem til at blive ligesom væsenerne i mindretalsgruppen. Derved vokser denne gruppe mere ogmere, medens flertals gruppen i tilsvarende grad skrumper ind,for til sidst, når alle dens væsener igennem lidelserne har fået næstekærlighed en udviklet, ikke mere at eksistere. 31. KAPITEL Freden kan kun skabes ved det ufærdige menneskes færdigskabelse eller færdigudvikling Men denne lidelses befordrende og lidende gruppe er endnu i et overvældende flertal og er derfor den herskende. Den lader sig ikke ændre ved nogen teoretisk forklaring 55

55 om dens ufærdige tilstand. Den forst&r ikke, at dens tro p& krigen som midlet til fredens skabelse er en urokkelig illusion. Krigen kan kun skabe undertrykkelse og v&benstilstand, men den kan umuligt skabe freden. Kun fred kan skabe fred. Da den sande fred kun kan være identisk med en hundrede procent virkelig guddommelig "menneskelig" værem&de, kan den kun skabes ved at gøre det ufærdige menneske færdigt. Og det er denne skabelse, der sker for vore øjne. Menneskene bliver omdannede ved at opleve virkningerne af de ukærlige handlinger, de beg&r imod deres næste, alts& imod mennesker ogdyr og dermed imod Guddommen. Disse lidelser skaber den humane evne i væsenet, hvad enten det kan huske eller ikke huske, at det selv har udløst &rsagen til disse. Lidelser bringer absolut uu,.ndg&eligt væsenet til at blive et kærlighedsvæsen. Hvordan skulle det ellers komme til at fremtræde i "Guds billede efter hans lignelse"? Den nøgterne og energiske &ndelige forsker vil s&ledes kunne iagttage, at denne Guds skabelse af mennesket foreg&r lige for vore øjne. 56

56 32. KAPITEL I mindretals gruppens mentalitet og væremåde ser vi den begyndende verdensfred Vi ser mange steder den lille gruppes væsener. Disse væsener er altså kommet så meget igennem deres lidelsesepoke, at humanitet eller næstekærlighed begynder at vise sig i deres væremåde. De vil ikke føre krig eller være med i krig. De vil hellere finde sig i en fornærmelse, end de vil være uvenner med nogen. De er med til at befordre alle uselviske hjælpekilder. De er med til at skabe fredsbevægelser, fredsligaer, Røde Kors-bevægelser, de er med til at skabe hjælp til fattige og ubemidlede i samfundet. De mest fremskredne nænner heller ikke at dræbe dyr. De spiser kun vegetarisk føde, mere af kærlighed til dyrene end for deres egen sundhed. De nyder heller ikke hverken tobak eller alkohol eller andre unaturlige og uhyggelige giftstoffer. Mange af disse mennesker begynder at blive interesseret i åndsvidenskaben og begynder at forstå, at der er en Gud eller et Forsyn til. Deres 57

57 begyndende humane eller næstekærlige indstilling og deres antipati mod uvenskab gør dem således til fredens bærere. De udgør tilsammen den begyndende virkelige verdensfred. Det er denne gruppe mennesker, Kristus i sin tale om fremtiden udtrykte som "fårene" og bebudede, at deres skæbne var lyset. 33. KAPITEL Næstekærligheden er et ud v ik l i n g s s p ø r g s m ål Vi har således her for os Guds skabelse af mennesket. Vi ser, hvorledes mennesker efterhånden overgår fra" bukkenes" gruppe eller de endnu krigsbetonede menneskers kategori til "fårenes" gruppe eller fredens gruppe, alt efter som de har gennemgået et vist antal af virkninger af de lidelser, de har påført deres næste. Idet menneskene i lidelsesgruppen således forvandles til fredsmennesker, hvilket vil sige: til de begyndende bærere af den kommende ny verdens- 58