Polarfronten. Internationalt iskerneprojekt i støbeskeen, læs s. 12. Jagten på den gamle is, læs s. 14

Transkript

1 UDGIVET AF DANSK POLARCENTER NR. 2/JUNI 2004 PRIS 35 kr. Polarfronten Internationalt iskerneprojekt i støbeskeen, læs s. 12 Jagten på den gamle is, læs s. 14

2 INDHOLD Dansk grønlandsforskning i fortsat fald Dansk grønlandsforskning er fortsat i tilbagegang, mens forskningsinstitutioner i Grønland oplever fremgang. I orkanens øje Ekspeditioner i Grønland er ikke uden risiko. En slovensk ekspedition måtte bøje sig for elementernes rasen. Trikiner i traditionel kost En ung, grønlandsk forsker vil forsøge at kortlægge sundhedsrisikoen fra trikiner i den grønlandske mad. Metan i kæret Sammensætningen af planter afgør, hvor mange drivhusgasser tundraen afgiver. Nye strømninger i arktisk arkæologi Eksperter fra hele verden havde fundet vej til stor arkæologikonference i København. Internationalt iskerneprojekt i polaråret Projekter i Arktis og Antarktis i det internationale polarår Jagten på den gamle is Forberedelserne til en ny iskerneboring på Indlandsisen er i gang, og forskerne mener, de har fundet det rigtige sted at bore. Rugekassen i Zackenberg Seks ph.d.-studerende er for øjeblikket tilknyttet forskningsstationen i Zackenberg. Klæder skaber folk Den grønlandske nationaldragt bliver ofte set som noget af det mest grønlandske, men... Dansk Polarcenter er en institution under Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling og har til opgave at støtte og koordinere dansk polarforskning. Polarfronten udgives af: Dansk Polarcenter Strandgade 100H 1401 København K Tlf.: Fax: polarfronten@dpc.dk Internet: Udkommer 4 gange årligt Oplag: 5000 Deadline for bidrag til næste nr. 20. august Abonnement koster 125 kr. for et år og tegnes gennem Dansk Polarcenter. Redaktionen: Hanne Petersen ansvarshavende redaktør Poul-Erik Philbert, redaktør, DJ Irene Seiten, layout, DJ Kirsten Caning Henrik Elling Jens Jørgen Kjærgaard, DJ Jane Tolstrup Gabrielle Stockmann Henning Thing Produktion og tryk: Datagraf Auning AS Forsidefoto: Iskerneskive fra Antarktis. British Antarctic Survey Artikler i Polarfronten giver ikke nødvendigvis udtryk for Dansk Polarcenters holdning. Eftertryk er tilladt i uddrag med kildeangivelse.

3 Foto: Magnus Elander Dansk grønlandsforskning i fortsat fald Den samlede grønlandsforskning i Grønland og Danmark har oplevet en lille fremgang fra 2000 til Fremgangen dækker imidlertid over en fremgang for forskningsinstitutionerne i Grønland og en tilbagegang i Danmark. Fra 2000 til 2002 er de grønlandske institutioners andel steget med 20 mio. kr., hvilket svarer til en 40 % stigning. I samme periode er grønlandsforskningen ved de danske universiteter og forskningsinstitutioner i øvrigt gået tilbage med 13 mio. kr., et fald på 12 %. Den samlede forskning er steget fra 137 mio. kr. i 1995 til 168 mio. kr. i 2002, og i samme periode er de grønlandske institutioners andel af den samlede forskning steget fra 15 til 42 %, mens de danske institutioners forskning, der fysisk finder sted i Grønland, er blevet halveret. Der er siden 1995 sket en betydelig forskydning mellem forskningsområderne. Naturvidenskaberne udgjorde 83 procent af forskningsaktiviteterne i 1995, men stagnerende bevillinger betyder, at de kun udgør 66 procent i Derimod er forskningen på det humanistiske område og i de tekniske videnskaber blevet kraftigt forøget, sidstnævnte på grund af oprettelsen af Center for Arktisk Teknologi i Sisimiut. Disse forskydninger har betydet et fald i omfanget af grundforskningen, så den i 2002 blev mindre end den anvendte forskning. Finansieringen af den grønlandsrelaterede forskning har i 2002 i højere grad været afhængig af institutionernes egne midler. Samtidig har fordelingen af de eksterne midler ændret sig, sådan at midler fra offentlige danske kilder er stagneret siden 1995 og nu udgør 63 procent af de eksterne midler mod 78 procent i Detaljerede oplysninger om den grønlandrelaterede forskning er publiceret på Dansk Center for Forskningsanalyses hjemmeside Yderligere oplysninger fås hos afdelingsleder, dr. merc. Peter S. Mortensen tlf.: , psm@cfa.au.dk GLETSCHER SPALTEN Isbjørnens pels Alle kender en isbjørn. Dens flødefarvede, flotte pels er varemærket for dette prægtige rovdyr, hvis hjem er de isfyldte farvande højt mod nord. Isbjørnen er skabt til et liv i kulde og is. Dens pels består af et lag fine, krøllede uldhår inderst og et lag stive, skinnende dækhår yderst. Begge hårlag er tilsammen kun ca. 5 cm dybt. Alle hårene er farveløse, men pelsens hvidlige farve skyldes, at de luftfyldte hår reflekterer lyset. Lang tids stærkt sollys kan efterhånden påvirke hårene kemisk, så de får en gullig farve. Isbjørnen har en god opdrift i vand på grund af de luftfyldte hår, som i øvrigt er fedtede og vandafvisende og ikke klasker sammen, når pelsen er våd. Efter en svømmetur i isvand kan isbjørnen blot ryste sig, for så forsvinder vand og is straks fra pelsen. Det overrasker de fleste, at isbjørnen under pelsen faktisk har en sort hud. Den mørke farve gør, at det sollys, der trænger gennem pelsens hårlag ind til huden, opsuges som varmestråling. De luftfyldte hår virker også isolerende, men den bedste isolering af kroppens organer kommer dog fra det indtil 10 cm tykke spæklag, som isbjørnen har lige under huden. Isbjørnen er ikke alene om at bruge sin pels. I Grønlands fangerdistrikter er bjørneskindsbukser stadigvæk uovertrufne som personligt udstyr til jagtturene. Kanter af isbjørneskind er ligeledes eftertragtet øverst på inderkamikkerne og på skindvanterne. Rigtig mange fluefiskere jorden rundt køber små totter isbjørnehår, for med en lille tot kan man binde en uimodståelig lækker flue, der er sikker på at tiltrække enhver laks med god smag. Her ligger måske kimen til en ny eksportartikel fra Grønland: Et gennemsnitligt isbjørneskind kan skæres op i 1000 stk. på hver 5 x 5 cm, hvorpå der sidder de eftertragtede hvide fluehår. Med den nuværende markedsværdi på 2 kr. pr. cm 2 skulle bamsens pels kunne omsættes for i alt kr., hvis den bliver solgt i små stykker til fluebinding! Det kan man da kalde det hvide guld. 3

4 I orkan Ekspeditioner i Grønland er ikke uden risiko. En slovensk ekspedition, som ville krydse Indlandsisen, måtte give op og flyves i sikkerhed. Det viser nødvendigheden af de sikkerhedsforanstaltninger, som findes omkring sportsekspeditioner i Grønland. Hver år tager drager mere end 50 sportsekspeditioner til Grønland. Eventyrlystne fra mange lande krydser Indlandsisen, bestiger de højeste tinder og tager på fantasifulde måder livtag med den mægtige grønlandske natur og det lunefulde klima. Alle med erfaring fra ekspeditioner i Grønland ved, at det kan være risikabelt at bevæge sig rundt i landet langt fra de spredte by- og bygdeområder. Derfor skal alle sportsekspeditioner i de øde egne af Grønland søge om tilladelse til at gennemføre deres forehavende og dokumentere, at en række krævede sikkerhedsforanstaltninger er opfyldt. Det er Dansk Polarcenter, der i samarbejde med Grønlands Hjemmestyre udsteder de nødvendige tilladelser, som sikrer, at kravene er opfyldt. Centret modtager, når ekspeditionerne er afsluttet, en rapport om forløbet, og i langt de fleste tilfælde er alt gået uden uheld eller livstruende oplevelser. Men med mellemrum lander der en rapport på vores bord, som viser, at kravene til sikkerhed ikke er et resultat af bureaukratisk tankespind, men ultimativt kan være et spørgsmål om liv eller død. Det skete for en slovensk ekspedition, som netop har rapporteret tilbage om deres fejlslagne krydsning af Indlandsisen sidste år. Fotos: Slovene Greenland Expedition På kanten af en katastrofe Slovene Greenland Expedition forlod Kangerlussuaq den 8. april. Der var tale om en velforberedt og veludrustet ekspedition. Deltagerne havde mange erfaringer fra andre ekspeditioner i Grønland og fra Patagonien, Antarktis og Nordpolen. Og én på holdet, Stane Klemenc, havde med undtagelse af Mount Everest besteget de højeste tinder på Jordens kontinenter. I løbet af den første uge tilbagelagde ekspeditionen 150 km i dårligt vejr. Den anden uge løb man ind i en orkan med vinde på km/t og med vindstød helt op til 210 km/t og nåede kun samlet 25 kilometer Polarfronten 2/04

5 ns øje længere frem. På et tidspunkt fik orkanen ekspeditionens splinternye telt til at bryde totalt sammen. Det blevet revet i to stykker, og selvom det lykkedes at reparere det nødtørftigt og forankre det med de tilbageblevne teltpæle, ekspeditionens ski og slæde, stod det klart, at det ikke ville kunne klare endnu en orkan. Slovenerne modtog regelmæssige vejrudsigter over deres satellittelefon, og da alt tydede på, at det dårlige vejr ville fortsætte de næste 10 dage, var der ikke andet at gøre, end at give op og komme i sikkerhed. Ekspeditionen tilkaldte hjælp, og blev, da vejrsituationen lettede, bragt væk fra Indlandsisen. Den 25. april var de atter tilbage i Kangerlussuaq efter at have tilbagelagt 175 af de 550 kilometer over Indlandsisen. Sikkerhed afgørende I dag kan ekspeditionsdeltagerne prise sig lykkelige for, at de havde nødudstyret og forsikringerne i orden. Det reddede sandsynligvis deres liv og holdt under alle omstændigheder en kæmperegning til redningsaktionen fra døren. Strømmen af eventyrlystne grønlandsfarere fortsætter. Foreløbig har Dansk Polarcenter modtaget 59 ansøgninger i Sandsynligvis vil nogle af dem løbe ind i vanskeligheder. Men forhåbentlig vil de krævede sikkerhedsforanstaltninger sikre, at ingen kommer til at betale for eventyrlysten med deres liv. Gennem de seneste 10 år har kun tre personer mistet livet på sportsekspeditioner i Grønland. Poul-Erik Philbert Bogdan Kladnik, , zaklad.bk@siol.net 5

6 Trikiner i traditionel kost Foto: Thomas Hjuler, SSI De små orme findes i stort omfang i traditionelle fangstdyr som sæler og hvalrosser og udgør en sundhedsrisiko for den grønlandske befolkning. En ung, grønlandsk forsker vil med sit ph.d- projekt forsøge at kortlægge smitten. - Jeg kunne ikke gå, så de bar mig op og ned ad bakkerne i Maniitsoq og over til sygehuset. Vi havde fået en ordentlig klump hvalroskød fra Sisimiut, og hele byen spiste af kødet. Det var i 1948, og jeg var 12 år gammel. Et par dage efter at jeg havde spist, hævede mine led, og jeg blev meget syg. Jeg lå bevidstløs på hospitalet i tre u- ger. Heldigvis blev jeg reddet af en læge, der var på gennemrejse, men det varede lang tid, før jeg blev helt rask. Den dramatiske beretning kommer fra Helene Risager, som de mange år til trods ikke har besvær med at huske, hvordan infektionen med trikiner nær havde taget livet af hende. Sygdommen rumsterer stadig i familien, men dog med knap så megen dramatik. Hendes niece Lone Nukâraq Møller er biolog og forsker i sygdommen på Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole. Hun vil bl.a. forsøge at finde svaret på, hvor udbredt sygdommen er, og hvor grønlænderne får infektionen fra. Afslappet holdning - Man ser ikke så mange udbrud i dag, som op gennem 1940 erne og 1950 erne, og de er mildere. Det er helt klart, at det er de ændrede kostvaner mod en mere vestlig livsstil, der her har haft en afgørende betydning. Sidst vi så et udbrud var i 2001, hvor seks personer i Aasiaat havde spist hvalroskød, og hvor de fire af dem viste sig at være blevet smittet. Men generelt tager grønlænderne det rimeligt afslappet. Mange ved selv, om de har haft sygdommen, og det er ikke noget, de u- middelbart har været til læge med, siger Lone Møller. Trikiner er små orme, der kan leve i musklerne hos stort set alle dyr. Mennesker bliver smittet fra kød, som er råt eller utilstrækkelig tilberedt. Når man bliver smittet med trikiner, får man sygdommen trichinellose, og alt efter hvor mange trikiner man har spist, kan man få sygdommen i forskellige grader. Foreløbige undersøgelser viser, at omkring 20% af den grønlandske befolkning i traditionelle fangerdistrikter har været udsat for smitte med trikiner. Forskere mener, at 11 millioner mennesker på globalt plan er ramt af trichinellose, heraf halvdelen alene i Kina. I Danmark er der ikke fundet trikiner i fødevarer de sidste 70 år, fordi der er en nøje kødkontrol. Et paradoks Det er heldigvis langt fra alle smittede, der bliver lige så hårdt ramt som Helene Risager. Symptomerne varierer fra milde med lidt diarré og opkastninger til væskeansamlinger i ansigtet, muskelsmerter og bevidstløshed. Det sidste er heldigvis yderst sjældent i Grønland. Ormen kommer fra isbjørne, hvalrosser og sæler. Lone Møllers undersøgelse har vist, at smittede sæler har færre trikiner pr. gram kød end f.eks. hvalrosser. Det er måske derfor, at så få af de forholdsvis mange inficerede grønlændere får symptomer. De kan have dannet en form for resistens ved at spise let inficeret sælkød. Noget tyder nemlig på, at antistoffer fra den første smitte giver en delvis beskyttelse mod efterfølgende smitte. Det paradoksale er, at de traditionelle fødevarer både udgør en risiko og en mulighed for opbygning af resistens i befolkningen. En af Lone Møllers arbejdshypoteser er, at fordi grønlænderne i stigende grad omlægger deres kostvaner i en mere vestlig retning, så er de også dårligere rustet til at modstå de sygdomme, der forekommer i den traditionelle Befolkningsundersøgelsen i Ammassalik kommune, hvor indbyggerne blev opfordret til at deltage i undersøgelsen. Polarfronten 2/04

7 Hans Petersen det mest almindelige grønlandske navn Foto: Lars Thue Christiansen, Nuuk Brættet i Nuuk, hvorfra de lokale fangere sælger deres fangst. Måske kan et nyt projekt om trikiner i maden føre til en forbedret kødkontrol. mad. En storbybo, der første gang besøger venner og familie i en fangerkultur, vil være ubeskyttet, fordi vedkommende ikke har dannet antistoffer fra en tidligere smitte. Forebyggelse og kontrol Lone Møller bruger i sit ph.d.-projekt bl.a. blodprøver fra det meste af Grønland. En del af blodprøverne stammer fra befolkningsundersøgelser i 1980 erne og erne, men hun har også selv været rundt på østkysten for at tappe blod og dele spørgeskemaer ud. Om hendes håb og mål med projektet, der skal afsluttes i 2005, siger hun: - Den lovgivning, der er i Grønland, fungerer med få undtagelser ikke godt nok. Min undersøgelse skal demonstrere, hvor Foto: Christian Kapel, KVL i Grønland der er størst risiko for at blive smittet med trikiner, hvilken adfærd der er forbundet med risiko for smitte, og hvordan infektionen påvirker de smittedes dagligdag. Målet er at kunne vurdere mulighederne for at forebygge smitte og få indført en kødkontrol, der passer bedre til de grønlandske forhold. Lone Møllers ph.d-projekt udføres i samarbejde med Statens Serum Institut, Grønlands Naturinstitut og Center for Arktisk Miljømedicin, men har også forskningssamarbejde med The Canadian Food Agency. Projektet støttes af Grønlands Hjemmestyre og Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland. Uffe Wilken Kontakt: Lone Nukâraq Møller, lnm@kvl.dk De mest anvendte fornavne i Grønland er Hans og Ane. Det viser en ny opgørelse fra Grønlands Statistik lyder navnet Hans, et par hundrede mere end Jens og Karl, og 759 reagerer på Ane, betydeligt mere end for de næstmest populære navne, som er Marie og Karen. En oversigt over de populæreste navne siden 1950 viser et iøjnefaldende stabilt mønster frem til Hans og Ane har i alle disse år været de populæreste navne, og også på de efterfølgende pladser finder man stort set de samme navne. For mændenes vedkommende har Hans, Jens og Karl således besat de tre første pladser gennem hele perioden. Fra 1990 begynder der at ske noget nyt. De mere grønlandske navne som Ivalu, Najannguaq, Uiloq, Paninnguaq og Pipaluk for pigernes vedkommende og Aputsiaq, Malik, Nuka, Inuk for drengenes vedkommende begynder at dukke op på topti. På førstepladsen i perioden finder vi henholdsvis Malik og Paninnguaq og Pipaluk. Blandt efternavnene er det danskklingende Petersen det mest udbredte. Ikke mindre end 1944 grønlændere bærer dette navn, som efterfølges af Olsen, Jensen, Nielsen og Hansen. Mere spredning er der, hvis man gør det op regionalt. Selvom navnet Broberg kun er nr. 32 på den samlede liste, er der flest med dette efternavn i Qeqertarsuaq, og i Qasigiannguit, Ammassalik og Illoqqortoormiut er det mest anvendte efternavn henholdsvis Grønvold, Ignatius og Arke, selvom ingen af dem er blandt de 50 mest brugte i Grønland. Hele undersøgelsen kan læses i publikationen Navnestatistik for Grønland 2004, som kan bestilles hos Grønlands Statistik eller hentes på hjemmesiden: Trikin: Ormen lever som indkapslet larve i muskelvævet. 7

8 Foto: Magnus Elander Metan i kæret Sammensætningen af plantearterne er afgørende for, hvor mange drivhusgasser tundraen afgiver. Det er en vigtig viden, hvis man på længere sigt skal beregne samspillet mellem klimaændringer og metanudslip mere præcist. De arktiske vådområder er en vigtig brik i den globale klimaforskning. Tundraen bidrager nemlig mærkbart til de drivhusgasser, som forskerne mener er i gang med at udløse langsigtede klimaændringer på Jorden. Det er derfor vigtigt at få et overblik over, hvor meget metan tundraen vil afgive i fremtiden, hvis man skal forfine klimaprognoserne. Fra Rylekæret til Lund Torben Røjle Christensen fra Lunds Universitet er i dag en af veteranerne inden for denne gren af klimaforskningen. Han bygger sin forskning på data fra flere lokaliteter i det nordlige område, men har udført en stor del af sit eget feltarbejde på Forskningsstationen Zackenberg i Nordøstgrønland. Det er også herfra inspirationen til de seneste års banebrydende grundforskning er kommet. Og en væsentlig del af æren for dette gennembrud tilskriver Torben Røjle Christensen gerne en af sine ph.d.-studerende. - Anna Ekberg arbejdede i i Zackenberg og gjorde her den interessante iagttagelse, at der er meget store forskelle på, hvor meget metan de enkelte planter i vådområderne afgiver til atmosfæren. Det resulterede i første omgang i en artikel i det meget velanskrevne tidsskrift, Global Change Biology, men har i virkeligheden også været styrende for vores forskning de seneste 5-6 år. Anna Ekbergs arbejde i Zackenberg er ligesom Torben Røjle Christensens foregået i Rylekæret, som er et vådområde domineret af nogle få, forskellige arter af bl.a. kæruld. Men de seneste år er analysearbejdet flyttet indendørs i laboratorierne på Institut för Naturgeografi och Ekosystemanalys på Lunds Universitet, hvor forskerne har opstillet glasmontre med små stykker tundra fra Centralsibirien, over Nordsverige og Nordfinland til det ekstremt oceaniske på Island og helt op til den ekstreme temperaturmæssige højarktis i Zackenberg. I laboratoriernes velordnede omgivelser har man i ro og mag kunnet gennemføre et væld af kontrollerede forsøg med samspillet mellem planterne og metanproduktion i de forskellige områder. Analyserne har bl.a. vist, at de tre dominerende planter i kæret fra Zackenberg påvirker metanudslippet meget forskelligt. Det sker grundlæggende på to måder. Forskellen ligger først og fremmest gemt i planternes rødder, som ikke blot ser meget forskellige ud, men påvirker udslippet af metan til atmosfæren meget forskelligt. Det har således vist sig, at den mindst udbredte art polarkæruld udsondrer et organisk materiale fra sine rødder, som aktivt stimulerer de bakterier, der producerer metan. Omvendt påvirker en anden art, glat tundragræs, som er mest udbredt i Zackenbergkæret, metanproduktionen meget lidt. Polarfronten 2/04

9 Planterne påvirker også metanudslippet, fordi de fungerer som små skorstene, der lader gasserne sive op igennem planten og ud i atmosfæren. Denne funktion er med til at begrænse omdannelsen af metan til CO 2, som især sker i de øverste jordlag. Skorstensfunktionen kan oven i købet fungere den anden vej, fordi nogle planter - for at beskytte deres rødder - aktivt pumper frisk luft ned til rødderne. Det gør, at der kommer mere ilt ned i den ellers iltfattige del af jorden, og det nedsætter produktionen af metan. Samspillet mellem de enkelte planter og metanproduktionen er altså afgørende for, hvor meget gas der slipper ud i atmosfæren: - Der er simpelthen en direkte sammenhæng mellem hvor meget metan, der kommer ud af mosen, og biodiversiteten, dvs. mængden af de enkelte arter, siger Torben Røjle Christensen. Så det spændende er, at hvis der bare sker en mindre ændring i artssammensætningen i kæret, så kan det resultere i en væsentlig ændring i metanudslippet. Det var Anna Ekbergs arbejde i Rylekæret i Zackenberg i , som satte gang i forskningen i plantearternes betydning for tundraens drivhusgasser. Foto: Gabrielle Stockmann/Polar Photos Et bidrag til klimamodellerne Torben Røjle Christensen og hans medarbejdere har med deres EU-finansierede projekt tegnet nye perspektiver i udforskningen af metanudslip og dets betydning for klimaændringerne. Der er forsket i tundraens metanudslip i mange år, men det er første gang, at et forskningsprojekt i detaljer har beskrevet, hvordan metan bliver omsat i vådområderne, og har vist, at udslippet formodentlig i meget høj grad er styret af arternes sammensætning. - Mange andre forskergrupper har de seneste 4-5 år fanget idéen bag vores forskning, fordi den overordnet kobler hele området omkring biodiversitet sammen med klimaforandringer, fortæller Torben Røjle Christensen. Det har i høj grad global interesse, fordi de nordlige vådområder stadig er den største naturlige kilde til atmosfærens indhold af metan, og det derfor er afgørende at forstå, hvordan udslippene er styret. I sidste ende kan en sådan forskning give et mere nuanceret billede af, hvordan naturen og vådområderne i tundraen vil påvirke klimaet i fremtiden. I dag anvender man nogle meget simple klimamodeller, hvor man blot skruer op for temperaturerne for at se, hvordan fremtidige klimaændringerne vil påvirke økosystemet. - Men vores påstand er, at temperaturændringerne ikke kan ses isoleret fra alt mulig andet. Der vil være nogle såkaldte feed-backmekanismer, som bl.a. det forhold, at de enkelte plantearters indbyrdes fordeling vil blive ændret, hvis klimaet skifter. Derfor er det vigtigt at indarbejde i klimamodellerne, hvordan arternes sammensætning ændres som et resultat af en temperaturstigning, hvis man vil beregne det fremtidige metanudslip. Så langt er forskningen i metanudslip ikke kommet endnu. Men Torben Røjle Christensen er for øjeblikket i gang med at søge penge til et projekt, hvor man vil sammenligne nogle af arterne i det højarktiske Zackenberg med de tilsvarende arter i henholdsvis det tempererede Sydsverige og det lavarktiske Nordsverige. Håbet er, at en sådan undersøgelse vil kunne vise et mønster i, hvordan planterne påvirker metanudslippet under forskellige klimatiske forhold, og at man dermed vil få et fingerpeg om, hvordan samspillet mellem planter og metanproduktion vil ændre sig i forbindelse med de globale klimaændringer. Poul-Erik Philbert Kontakt: Torben Røjle Christensen, Lunds Universitet, tlf , torben.christensen@nateko.lu.se Metan en vigtig drivhusgas Vådområderne er interessante i en klimasammenhæng, fordi de udgør den største, naturlige kilde til atmosfærens indhold af metan, der er en af de drivhusgasser, som klimaforskerne mistænker for at skabe global opvarmning. Samtidig er vådområderne centralt placeret i diskussionen om drivhuseffekten, fordi de ligger i det høje nord, hvor forskerne forventer, at klimaændringerne vil slå stærkest igennem. Det naturlige udslip fra vådområderne står for 25% af det totale metanudslip, mens den menneskeskabte metan fra risproduktion, kødproduktion, biomasseafbrænding og energisektoren dækker resten. Metanmængden i luften udgør kun nogle få milliontedele, men den står alligevel for mere end 10% af den drivhusgaseffekt, som mennesket kan påvirke. Samtidig er metan en af de gasser, som øger kraftigst. Mens der er sket en stigning på 31% i koncentrationen af CO 2 siden den førindustrielle æra (ca. 1750), har der for metan været tale om en forøgelse på mere end 150%, og metan har i dag den højeste koncentration de seneste år 9

10 Foto: Annika Egilsdottir Hansen/PolarPhotos 140 forskere fra 12 lande fulgte i fem dage en lang række foredrag om arktisk og nordatlantisk arkæologi. Konferencen foregik på Nationalmuseet (billedet) og på Nordatlantens Brygge og Dansk Polarcenter. Nye strømninger i arktisk arkæologi Eksperter fra hele verden havde fundet vej til en stor konference for arktisk og nordatlantisk arkæologi i København i maj. På konferencen blev ud over de nyeste resultater også præsenteret en række nye metoder og synsvinkler inden for arkæologien. København er for alvor tilbage på den nordatlantiske arkæologis verdenskort. Det blev slået fast med en nylig afholdt konference, hvor i alt 140 forskere fra 12 forskellige lande satte hinanden stævne for at dele ud af den nyeste viden om fortidens menneskers liv i de arktiske og nordatlantiske områder. Initiativtagere til det storslåede arrangement - der afholdtes i historiemættede omgivelser på Nordatlantens Brygge, Nationalmuseet og Dansk Polarcenter i dagene maj - var Nationalmuseets Center for Grønlandsforskning, SILA, og forskernetværket NABO. Fortidig dynamik Netop SILA har igennem de senere år været primus motor i bestræbelserne på at bringe Danmark tilbage i front inden for grønlandsk og nordatlantisk, arkæologisk forskning. At det i vid udstrækning er lykkedes, viser den store interesse, som konferencen nød fra forskere i toneangivende, internationale forskningsmiljøer verden over. Og det er langt fra små landvindinger, der er gjort inden for de forskellige arkæologiske discipliner de senere år. Som titlen Dynamics of Northern Societies antyder, var konferencens omdrejningspunkt først og fremmest den forskydning, der er sket i arkæologernes måde at arbejde på. - Hvor man før i tiden interesserede sig for at kortlægge afgrænsede kulturer ud fra fundne genstande, fokuserer man i dag i højere grad på at afdække samspillet mellem de forskellige kulturer og samfund i de arktiske og nordatlantiske regioner, siger seniorforsker ved SILA, Bjarne Grønnow. Nye metoder og landvindinger - Netop fortidens dynamiske forhold blev konferencen igennem belyst med mange forskellige indlæg, som forskerne præsenterede på i alt otte sessioner, fortsætter Bjarne Grønnow. En af sessionerne handlede om, hvordan nye metoder til at analysere stenredskaber har ført til, at man bedre kan sige noget om genstandenes lange vej fra den første bearbejdning til den endelige kassering den såkaldte operative kæde, som særligt en af SILA s ph.d.-studerende Mikkel Sørensen har udforsket. Inden for dette felt har også Sheila Coulson fra Oslo Universitet vakt opsigt med en i arktisk sammenhæng ny metode kaldet refitting. Den går ud på at genskabe redskaber via affald fra produktionen af dem. Herved er det muligt at sige noget om cirkulationen af redskaberne og således få bedre indsigt i, hvordan fortidens mennesker har kommunikeret og fordelt arbejdet imellem sig på bopladserne. En anden af sessionerne handlede om boligen som kilde til fortidens samfund. Her har især Susan Rowley fra Vancouver markeret sig ved at påvise, hvorledes bopladsstrukturerne ændrer sig over tid. Baggrunden er undersøgelser af en kyststrækning på Igloolik Island, hvor de skiftende generationers bopladser ligger på en trappe indlejret i landskabet som hævede strandterasser, der strækker sig fra de tidlige palæo-eskimoers bopladser i 50 meters højde og til de yngste bopladser fra 1900-tallet nederst. Som noget forholdsvis nyt er forskerne dog ikke længere nødsaget til at tegne og fortælle, når de skal formidle viden om historiens mange boligtyper. Med hjælp fra IT-teknologien er det blevet muligt at lave 3D-animationer af boliger og således invitere interesserede indenfor i et virtuelt forhistorisk rum. Inden for dette område har bl.a. Peter Dawson fra Calgary arbejdet med visualisering af inuit-arkitektur, der fortæller noget om de forskellige samfunds sociale organisering. En af konferencens helt store sessioner omhandlede nye landvindinger inden for samarbejdet mellem arkæologi og naturvidenskabelige fag som botanik, biologi og geologi, hvor man studerer samspillet mellem fortidens mennesker og naturen. Polarfronten 2/04

11 For eksempel afslører pollenanalyser og studier af jordbundsprofiler, at den kraftige erosion, der præger det islandske landskab i dag, er begyndt ganske få generationer efter landnamsfasen og udløst af en overudnyttelse af de marginale områder. Vikingetidens boliger har også været genstand for en ny slags naturvidenskabelige undersøgelser. Den engelske forsker Karen Milek har studeret støv, der er indkapslet i gulvlagene og bevaret gennem et årtusinde. Dette mikroaffald, der f.eks. kan bestå af mel, uldtråde, savsmuld og hår, er spor efter dagliglivets aktiviteter i boligen, og på den måde kan rummenes funktion og deres ændringer gennem gårdens historie belyses. Model eller menneskelig erfaring? Også det meget aktuelle emne om klimaforandringer og disses påvirkning af de arktiske og nordatlantiske kulturer blev berørt undervejs på konferencen. Faktisk var en af de inviterede hovedtalere den amerikanske forsker Igor Krupnik, der netop har udgivet en bog om, hvordan Inuit oplever forandringer i miljøet som følge af de aktuelle klimaforandringer. - Problemstillingen er interessant, fordi det er meget komplekst at sammenholde de videnskabeligt udarbejdede klimamodeller med de forskellige arktiske og nordatlantiske folks erfaringer i deres eget nærmiljø, siger Bjarne Grønnow. Krupniks bog Watching Ice and Weather Our Way behandler et meget vanskeligt emne og sætter fokus på den store opgave, det er at sammenholde naturvidenskabelige modeller med den konkrete miljømæssige virkelighed, som forandringerne indvirker på. Vinlandskortet igen-igen Selv om konferencen først og fremmest var for forskere, blev der dog plads til enkelte offentlige foredrag af mere populærvidenskabeligt tilsnit i det stramme program. Især et af disse trak mange mennesker nemlig det afsluttende aftenseminar om det berømte og berygtede Vinlandskort (se tidligere artikel i Polarfronten nr. 4/02). Alt i alt udtrykker Bjarne Grønnow stor tilfredshed med konferencens forløb og betragter den store interesse som et tegn på, at København med SILA atter har et forskningsmiljø, der kan matche de fordums højt anerkendte miljøer fra 30 erne og 40 erne. Og med det frie forskningsråds uddeling af midler til forskningscentre er der grund til optimisme hvad angår muligheden for at fortsætte det gode arbejde mange år ud i fremtiden. Jane Tolstrup Kontakt: Bjarne Grønnow, SILA, tlf.: , bjarne.gronnow@natmus.dk Konferencen afspejlede de forskydninger, der er sket i arkæologernes måde at arbejde på. Hvor man før forsøgte at kortlægge afgrænsede kulturer ud fra de fundne genstande, prøver man i dag i højere grad at forstå samspillet mellem de forskellige kulturer og samfund. Foto: Sila 11

12 Foto: British Antarctic Survey Internationalt iskerneprojekt i polaråret Iskerneforskere verden over kommer med et samlet udspil om et internationalt iskerneprojekt i Antarktis og Grønland. Forslaget lanceres som en del af det internationale polarår Foto: British Antarctic Survey I marts måned var mange af verdens iskerneforskere samlet til møde i Washington. Formålet var at undersøge, om man kunne blive enige om et langsigtet, internationalt samarbejde på iskerneområdet, og mødet viste, at der var en overvældende interesse for at indlede et konkret samarbejde både i Antarktis og i Grønland. Resultatet var et fælles oplæg til et kommende projekt, International Partnerships in Ice Core Sciences (IPICS), som man forestiller sig skal løbe af stablen i forbindelse med det internationale polarår To lange og nogle korte Iskerneforskerne foreslår i deres oplæg en dybdeboring i henholdsvis Antarktis og Grønland og en række lokale boringer langs kysten i begge områder. I Antarktis er den seneste iskerne nået omkring år tilbage, og iskerneforskerne vil nu forsøge, om de med en endnu længere boring kan nå mere end 1 mio. år tilbage i klimahistorien. Det videnskabelige mål er at kaste lys over, hvorfor istidscyklerne på et tidspunkt skiftede fra år til år. Der er meget store områder i Antarktis, hvor man ikke kender nedbøren og istykkelsen, så IPICS-forskerne forudser, at aktiviteterne i det internationale polarår skal koncentreres om at lokalisere et sted i Antarktis, hvor det er muligt at bore en kerne med meget gammel is. I Grønland har danske iskerneforskere allerede udpeget et par boresteder (se side 14), så her lægger IPICS-forslaget op til at starte boringen allerede i det internationale polarår. Den seneste boring går år tilbage, men dækker ikke hele den forrige mellemistid (se s. 14). Målet er derfor at bore en kerne, som indeholder mindst år gammel is. Det vil give værdifuld viden om den forrige mellemistid og om de koblinger mellem nord og syd, som forskerne mener udfolder sig i forbindelse med de grundlæggende klimaskift mellem istider og mellemistider. Som den tredje aktivitet foreslår IPICS at bore mindre iskerner i randområderne både i Antarktis og i Grønland. De lavtliggende områder giver mere lokale oplysninger om især de seneste år, og det er et vigtigt supplement til de lange kerner. Forskerne foreslår, at man bruger polaråret til overfladeundersøgelser for at finde de steder, hvor man gerne vil bore, og at der muligvis kan bores et par stykker af dem. Danmark skal med Professor Dorthe Dahl-Jensen, som var dansk repræsentant på mødet i Washington, mener, at det er afgørende, at Danmark deltager i de storstilede projekter, som vil finde sted i det internationale polarår. Men hun peger på, at grønlandsforskningen har det hårdt i disse år, fordi projekterne er logistisk krævende og dyre. - Hvis vi skal konkurrere på lige fod med andre projekter, kunne man gøre som f.eks. i Sverige og USA, hvor forskningsrådene tager stilling til det videnskabelige indhold, hvorefter pengene til logistikken bliver givet fra en anden kasse. En anden måde at sikre Danmarks deltagelse i det internationale polarår kunne ifølge Dorthe Dahl-Jensen være, at Det Strategiske Forskningsråd går ind og sætter penge af til en ny dybdeboring i Grønland og til polaråret generelt. Foto: Jørgen Peder Steffensen Poul-Erik Philbert Analyser af fortidens is. Iskernerne giver detaljeret viden om fortidens klima og kan derigennem bidrage til en forståelse af vores eget klima. Polarfronten 2/04

13 Verdens længste iskerne En iskerneboring i Antarktis er nået ned til år gammel is, og det gør det muligt at undersøge de seneste otte istider. De foreløbige analyser får bl.a. forskerne til at tro, at vores egen mellemistid vil vare endnu år. Iskerneprojekterne i det internationale polarår satser både i Grønland og i Antarktis på at bore kerner, som når ned til endnu ældre is, end det hidtil er lykkedes at bore op. Kontakt: Dorthe Dahl-Jensen, Geofysisk Afdeling, tlf , ddj@gfy.ku.dk Arbejdet i felten i Antarktis er både en videnskabelig og fysisk udfordring. Ved Dome C, hvor EPICA-boreprojektet foregår, er den årlige gennemsnitstemperatur under 54 o C, og om sommeren er temperaturer på -40 o C ikke ualmindelige. Rejsen til og fra lejren foregår ofte med traktortog hen over tusindvis af kilometer flad, hvid ødemark, hvor snestorme ikke hører til sjældenhederne. Forskerne i EPICA-projektet kan i deres 3000 meter lange iskerne fra Dome C på plateauet i Østantarktis tælle otte istider med tilhørende mellemistider tilbage i klimahistorien år i alt, hvor den gamle is gemmer på oplysninger om, hvordan temperaturerne og atmosfærens indhold af gasser og partikler har varieret gennem tiden. Endnu år Foreløbig har interessen samlet sig om mellemistiden for år siden, både fordi den med sine år var exceptionel lang, og fordi den har mange træk fælles med vores nuværende mellemistid. Det sidste har fået forskerne til at konkludere, at vi kan forvente, at vores nuværende varmeperiode, som foreløbig har varet år, uden menneskeskabte påvirkninger vil vare yderligere år. Iskerneforskerne kan også se, at varmeperioderne i de sidste år har været nogenlunde som i dag, men at de før den tid ikke var så varme og varede længere. Til gengæld skiftede istidsperioderne fra kun at vare år til de år, som har været det normale for de seneste istider. De foreløbige undersøgelser viser, at der er en god overensstemmelse mellem iskernerne og de sedimentkerner, som er boret i havbunden. Det bekræfter de store træk i klimahistorien og gør det muligt at udnytte de langt mere detaljerede oplysninger, det er muligt at trække ud af iskernerne. Det næste trin i undersøgelserne består i at analysere den gamle atmosfæriske luft, som er indespærret i små bobler i isen for at finde ud af, hvorledes atmosfærens sammensætning har varieret. Foreløbige målinger viser, at atmosfærens nuværende indhold af kuldioxid er det højeste i de sidste år. Klimaforskerne håber, at en større forståelse af, hvad der har styret tidligere tiders klimaændringer, vil kunne forbedre forudsigelserne af den fremtidige klimaudvikling. Kobling mellem nord og syd EPICA-iskernen er blevet udboret under et 8-årigt projekt af videnskabsfolk og teknikere fra ti europæiske lande. Heriblandt også danske forskere fra Geofysisk Afdeling på Niels Bohr Institutet. Jørgen Peder Steffensen, som har været en fast del af boringerne på Indlandsisen i Grønland i mange år, er især interesseret i den kobling, som øjensynligt findes mellem den nordlige og den sydlige halvkugle. Det har nemlig vist sig, at man kan finde de samme voldsomme, klimatiske op- og nedture både i Arktis og i Antarktis. Blot tidsmæssigt forskudte. Klimakurverne fra EPICA-boringen og fra de grønlandske boringer viser, at når Grønland varmes op, så begynder Antarktis at køles ned, og når Grønland bliver koldere, så bliver Antarktis varmere. - Man kan tale om en bipolær vippe, som sandsynligvis drives af, at der bliver tændt og slukket for de varme havstrømme på den nordlige halvkugle, siger Jørgen Peder Steffensen. Den varme, som ikke bliver sendt nordpå med havstrømmene, får den sydlige halvkugle som ekstra varme. Og i samme øjeblik, der bliver lukket op for varmen i nord, så afkøles Antarktis. Men forskerne arbejder videre med deres analyser, og i det barske antarktiske klima, hvor sommertemperaturer ned til 40 C ikke er usædvanligt, fortsætter EPI- CA-holdet boringen i december Der er nu kun 100 meter tilbage at bore, og hvis alt går vel, vil holdet ved bunden nå ned til is, som er over år gammel. Kontakt: Jørgen Peder Steffensen, tlf.: , jps@gfy.ku.dk Poul-Erik Philbert 13

14 Jagten på den gamle is Forberedelserne til en ny iskerneboring på Indlandsisen er i gang. I første omgang drejer det sig om at finde det helt rigtige borested, som kan fravriste isen helt nye informationer om især den forrige mellemistid for år siden. Sidste sommer nåede det dansk ledede iskerneprojekt NordGrip Indlandsisens bund i 3085 meters dybde. Alligevel vender et borehold denne sommer tilbage til borestedet for at hente 45 meter genfrosset bundvand op fra bunden af borerøret. Vandet er steget op fra de varme sedimenter under isen og er interessant, fordi det kan indeholde to millioner år gammelt biologisk materiale og måske også afsløre, hvorfor der er så varmt under isen. Viden om Eem-tiden Mens den egentlige boring synger på sidste vers, er forberedelserne til en ny boring i fuld gang. Et omfattende, internationalt samarbejde er ved at blive stablet på benene (se s. 12), og professor Dorthe Dahl-Jensen, som står i spidsen for den danske iskerneforskning, har på sit kontor på Geofysisk Afdeling på Niels Bohr Instituttet samlet et detaljeret materiale om den næste boring. Men før Dorthe Dahl-Jensen går over til at afsløre, hvor iskerneboret sandsynligvis skal sættes i isen i 2007, giver hun sig tid til at forklare, hvorfor det er nødvendigt at bore endnu en iskerne: - Alle vores store iskerner, har givet helt ny, overraskende viden, som vi slet ikke drømte om, vi kunne få fra isen. Så vi har endnu slet ikke nået mætningspunktet, hvor vi kan sige, at nu har iskernerne fortalt, hvad de ved om fortidens klima. Øverst på Dorthe Dahl-Jensens ønskeseddel står en iskerne, som dækker hele den forrige mellemistid Eem-tiden. Nord- Grip-iskernen dækker overgangen fra mellemistiden til sidste istid for år siden, men indeholder kun halvdelen af Eem-tiden, fordi bunden var smeltet væk. Det var en alvorlig streg i regningen for iskerneforskerne, som havde regnet med at finde is fra hele den forrige mellemistid. - Vi befinder os netop nu i en mellemistid og diskuterer, hvornår vi får en ny istid. Det er svært at svare på, men en større indsigt i den forrige mellemistids klima kan bestemt bidrage til forståelsen af vores eget klima, siger Dorthe Dahl-Jensen. Det helt rigtige sted Når iskerneforskerne derfor systematisk søger efter et egnet borested på Indlandsisen, er det afgørende kriterium for succes, at de kan hente en iskerne op, som går mindst år tilbage og indeholder is fra hele Eem-tiden. Men før jagten på den gamle is overhovedet er gået ind, har helt andre overvejelser indsnævret valget til Nordgrønland. Iskerneforskerne opstiller deres serier o- ver klimaudviklingen ved at analysere de iltisotoper, som er fanget i isens hulrum, da sneen faldt, og erfaringerne fra de tidligere boringer har vist, at man får det klareste klimasignal fra isen i nord, hvor Baffin Bugt-klimasystemet giver nedbøren. I Syd- og Midtgrønland bliver klimasignalet forplumret af, at områderne er underlagt lavtrykssystemer fra både Island og Baffin Bugt, og at forholdet mellem de to kilder skifter med ændringer i klimaet. For at kunne vælge det rigtige borested er iskerneforskerne nødt til så at sige at kunne se igennem den 2,5-3 kilometer tykke is for at kunne danne sig et indtryk af, hvordan iskappen ser ud fra top til bund. Det gør de ved hjælp af systematiske radioekkomålinger fra fly, som giver et billede af isens interne lag og bundens beskaffenhed. Det er en uvurderlig viden, for erfaringerne fra de foregående boringer har Foto: NordGrip Borehallen ved NordGrip-boringen. Når iskerneforskerne næste gang sætter boret i Indlandsisen, er det vigtigt, at det sker et sted, hvor den 2,5-3 kilometer tykke is er uforstyrret og dermed indeholder regelmæssige islag, der går helt tilbage til overgangen til forrige mellemistid for år siden. Polarfronten 2/04

15 gjort det klart, at man skal finde et sted, hvor bunden er så flad som mulig, hvor der er så få bølgebevægelser i isens interne lag som mulig, og hvor der ikke foregår smeltning i bunden. Ved GRIP-boringen fra viste det sig, at den del af kernen, som var ældre end år, var så forstyrret, at klimasignalet blev usikkert, og det har man senere forklaret med, at bunden var meget ujævn (se figur). Til den efterfølgende NordGrip-boring fra havde man derfor valgt et borested med en flad bund, men det viste sig til eksperterenes store overraskelse, at isen smeltede 1 cm om året ved bunden. Set i bakspejlet kan forskerne nu se, at kombinationen af bølgelag i isen og en flad bund må afspejle, at der sker en ujævn afsmeltning fra bunden. - Så ud fra vores hidtidige erfaringer, skal vi finde et sted, hvor bunden er så flad, at vi ikke får foldning af isen som ved GRIP, og hvor der samtidig ikke er bundsmeltning som ved NordGrip, konkluderer Dorthe Dahl-Jensen. Hvis det lykkes, er vi rimeligt sikre på, at vi vil finde is fra hele Eem-tiden. To muligheder Det foreløbige valg er faldet på to lokaliteter, Neem 1 og Neem 2 (Northeemian), som ligger nogle få hundrede kilometer øst for Thule Basen. Dorthe Dahl-Jensen mener, at begge steder ser lovende ud, men hælder dog mest til Neem 1, som har en jævn bund. - Desuden har Neem 1 ingen bånd og bevægelser i den del af isen i bunden, som er mere end år gammel. Det tyder på, at der ikke har været nogle skarpe, klimatiske overgange i bundisen, og det passer perfekt med, at det kan være Eem-tiden, som er en mellemistid uden de store klimatiske udsving. Beregningerne viser, at årlagene i Neem 1 er 7 mm tykke, hvilket er lidt mindre end lagene fra NordGrip-boringen, som var 1 cm tykke. Men det vil Dorthe Dahl-Jensen være fuldt tilfreds med. Det afgørende er, at iskernen kan give informationer om hele den forrige mellemistid. Poul-Erik Philbert Figuren viser et tværsnit af indlandsisen, som er baseret på radioekkomålinger fra fly. GRIP og NordGrip er allerede gennemførte iskerneboringer, mens Neem 1 og Neem 2 er de foreløbige forslag til kommende boresteder. Ved GRIP-boringen var den is, der var ældre end år, så forstyrret af den ujævne bund, at klimasignalet blev meget usikkert. Ved NordGrip-boringen valgte man et sted med flad bund, men opdagede, at isen smeltede fra bunden, så den ældste is var væk. Set i bakspejlet kan iskerneforskerne nu se, at NordGrips kombination af bølgelag i isen og en flad bund må afspejle, at der sker en ujævn afsmeltning fra bunden. De to nye boresteder tager højde for dette. Forskerne mener, at lagene fra Eem-perioden (de grønne) ligger relativt højt både i Neem 1 og 2. Især Neem 1 er i kikkerten, fordi der er flad bund, og fordi der ikke er interne bølgebevægelser i isen. Neem 2 har en lidt mere ujævn bund, og man kan ane en bølgebevægelse, som tyder på, at isen er mere forstyrret her. Iskerner Iskerner er cylindre af is med 10 cm diameter, som bliver udboret i iskapper og hentet op i 3 meter lange stykker ad gangen. Isen er sammenpresset sne. Under snefaldene har sneen samlet partikler op fra atmosfæren, og under sammenpresningen fra sne til is er atmosfærisk luft mellem snepartiklerne blevet indespærret i bobler i isen. Analyse af iskernens kemiske sammensætning og fysiske egenskaber samt den gamle atmosfæriske luft viser, hvordan Jordens klima har varieret tilbage i tiden. Kontakt: Dorthe Dahl-Jensen, Geofysisk Afdeling, tlf , ddj@gfy.ku.dk 15

16 Foto: Magnus Elander Grønlandsk kost under lup Det er gammelkendt viden, at traditionel grønlandsk kost er sund og nærende. Nu bekræfter en ny undersøgelse udarbejdet af Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) imidlertid, hvad forskere igennem længere tid har advaret om. Nemlig at det også kan være sundhedsskadeligt at spise sig alt for mæt i de arktiske delikatesser. Alt godt fra havet - næsten Siden 1999 har forskere fra DMU indsamlet prøver fra de mest udbredte grønlandske kostemner og analyseret dem for tungmetallerne cadmium, kviksølv og selen. Også mængden af vanskeligt nedbrydelige stoffer som chlordan, DDT, PCB og dieldrin er blevet undersøgt. Stofferne har længe været under mistanke for at forurene de arktiske kostemner i en grad, der langt overstiger de internationale grænseværdier for, hvor meget et menneske bør indtage igennem den daglige kost. Undersøgelsen viser ikke overraskende, at mens mængden af forurenende stoffer generelt er meget lav i landdyr som moskusokse, rensdyr og hare, er indholdet af tungmetaller væsentlig højere i havdyr (sæler, fisk, hvaler og havfugle). Her er det dog værd at bemærke, at indholdet af stofferne i kød er lavt, mens der typisk ophobes store mængder vanskeligt nedbrydelige stoffer i spæk fra sæler og hvaler. Også lever fra havfugle samt lever og nyrer fra især sæler og hvaler viser sig at indeholde store mængder af tungmetaller. Kostliste Men betyder alt dette, at de traditionelle råvarer fremover i højere grad må vige pladsen for industri-forarbejdede fødevarer på det grønlandske middagsbord? Ingenlunde, mener forskerne, der på baggrund af resultaterne har udfærdiget en liste over, hvad man bør undgå eller helt fravælge, hvis man ønsker at nedsætte indtaget af forurenende stoffer. Således anbefales det at spise mindre spæk, sællever og tørret spæk. Samtidig forsikrer forskerne, at man fortsat roligt kan nyde kød fra sæler, hvaler og havfugle. I udarbejdelsen af listen har forskerne gjort brug af oplysninger om hvilke former for traditionel kost, der er mest udbredt i den grønlandske befolkning. Herved er det blevet muligt at give mere præcise anvisninger, som kan komme flest mulige til gavn. Forureningskilder fra fjerne egne Uanset det høje indhold af forurenende stoffer i det arktiske havmiljø er de polare områder generelt mindre forurenede end industrialiserede områder i f.eks. Europa. Stofferne der er det negative udkomme af industri, landbrug og husholdning overalt i verden - transporteres hovedsageligt til Arktis i atmosfæren og mod havstrømmene. Samtidig findes der dog naturlige forekomster af tungmetaller i Grønland, som stammer fra de lokale bjergarter. Når DMU undersøger tungmetallers og vanskeligt nedbrydelige stoffers negative indvirkning på befolkningens sundhed i Grønland, skyldes det altså først og fremmest, at kosten her i modsætning til de fleste andre steder på kloden stadig i vid udstrækning udgøres af råvarer fra havets dybder. Jane Tolstrup Polarfronten 2/04

17 Kommentar: Foto: Jette Bang / Arktisk Institut Nunafonden støtter Jette Bang samlingen Arktisk Institut har fået kr. fra Nunafonden til et to-årigt projekt, som skal gennemgå og beskrive instituttets store samling af fotografen Jette Bangs historiske billeder. Billederne stammer dels fra 1930 erne, dels fra perioden efter Anden Verdenskrig og dokumenterer en meget vigtig del af Grønlands historie: overgangen til det nye Grønland, som førte frem til Hjemmestyrets indførelse. Det er eskimologen Leise Johnsen, som skal stå for arbejdet, og hun vil sammenholde billederne med de oprindelige notater fra Jette Bangs egen hånd. I dette arbejde har hun sikret sig en støtte i Jette Bangs datter, fotografen Anna Bang, der fra sin barndom kender og husker sin mors billeder, som de lå spredt ud på gulvet i hjemmet på Christianshavn. Billederne vil blive tilgængelige for alle, idet de vil blive lagt ud på Arktisk Instituts hjemmeside, efterhånden som scannings- og registreringsarbejdet skrider frem. Projektet vil blive afsluttet med en vandreudstilling, der vil blive tilbudt de grønlandske egnsmuseer, og det er håbet, at det vil give mange spændende kommentarer og tilføjelser fra besøgende, som genkender motiver og personer. Henriette Rasmussen, Landsstyremedlem for forskning, Grønlands hjemmestyre. 25 år med grønlandsk forskning i Grønland. Landsstyremedlem for forskning, Henriette Rasmussen, gør status over forskningens udvikling under Hjemmestyret. Hun glæder sig over, at den grønlandske del er vokset, men er til gengæld bekymret over, at den danske forskningsindsats i Grønland er i tilbagegang. Hjemmestyret har siden oprettelsen for 25 år siden lagt stor vægt på at fremme forskningen i Grønland. Dette er sket bl.a. ved at etablere forskningsinstitutioner som Grønlands Universitet, Grønlands Naturinstitut, Grønlands Nationalmuseum og Arkiv og Grønlands Statistik. Men også Asiaq, Grønlands Forundersøgelser, og Inerisaavik, Pædagogisk Center, udfører forskning, ligesom der er en lang tradition for sundhedsvidenskabelig forskning, især på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk. Senest er oprettet Center for Arktisk Teknologi i et samarbejde mellem Danmarks Tekniske Universitet og Bygge- og Anlægsskolen i Sisimiut. Forskningen i Grønland udføres imidlertid ikke alene af grønlandske forskningsinstitutioner, men også af danske, hvilket er i overensstemmelse med, at forskningen er et fællesområde, hvor både Danmark og Grønland har opgaver. De grønlandske forskningsinstitutioner har de seneste år øget deres indsats, mens den danske forskning i Grønland er aftagende. De grønlandske institutioners andel af den samlede forskning er steget fra 18% til 42% fra 1995 til Omvendt er den del af de danske institutioners forskning, der finder sted i Grønland, blevet halveret siden Det er tilfredsstillende, at den grønlandske del af forskningen vokser, og at den humanistiske og tekniske forskning øges. Det er til gengæld bekymrende, at den danske forskningsandel falder, da en stor del af den danske forskning er til gavn for Grønland. Den geologiske forskning er eksempelvis en forudsætning for en udvikling på råstofområdet. Grønland er i færd med at revidere sin forskningspolitik. Det er bl.a. vigtigt, at forskningen på det sociale område styrkes, især med henblik på børn og unges forhold. Et af de vigtigste tiltag er imidlertid det kommende uddannelses- og forskningscener Ilimmarfik i Nuuk, som vil styrke forskningen gennem øget samarbejde mellem de grønlandske forskningsmiljøer. Ilimmarfik skal i første fase rumme Grønlands Universitet, Socialrådgiveruddannelsen, Journalistuddannelsen, Inerisaavik/Pædagogisk Center, Groenlandica/Nationalbiblioteket, Landsarkivet, Grønlands Statistik og Sprogsekretariatet. Ilimmarfik vil medvirke til at skabe et fælles forskningsmiljø og blive et center for den humanistiske og samfundsvidenskabelige forskning i Grønland. Forskningen vil dermed i højere grad kunne skabe basis for de beslutninger, som træffes af politikerne, erhvervslivet m.fl., af betydning for samfundsudviklingen Det er et udtrykt politisk mål, at forskningen skal bidrage til samfundets udvikling, hvilket skal forstås i bred forstand. Man må således forvente, at forskningen i Grønland også i fremtiden udvikler sig i et samarbejde mellem grønlandske, danske og internationale forskningsinstitutioner. 17

18 Rugekassen i Zackenberg For øjeblikket er seks ph.d.-studerende tilknyttet forskningsstationen i Zackenberg. De er alle blevet tiltrukket af de mange data, som siden 1995 er indsamlet under stationens moniteringsprogram. Foto: Henning Thing /Polar Photos Der er på alle måder meget langt fra et forårsbristende Rådvad nord for København til Zackenberg Forskningsstation i Nordøstgrønland. Men netop i Rådvad fangede Polarfronten de seks ph.d.-studerende, som har lagt deres uddannelse i tilknytning til Zackenberg Forskningsstation, og som denne forårslørdag deltog i en workshop sammen med et halvt hundrede af de forskere, der har arbejdet på stationen gennem de sidste 9 år. Lange dataserier Det bliver hurtigt klart, at dette nye kuld polarforskere slet ikke opfatter sig selv som polarforskere i traditionel forstand. Det er ikke det arktiske område i sig selv, som har tiltrukket dem, men derimod de exceptionelle muligheder for at forske i et i klimatisk og økologisk sammenhæng uberørt laboratorium. Samtidig er der stor enighed om, at der er en stor fordel ved at gennemføre en forskeruddannelse i tilknytning til Zackenberg, fordi området er velbeskrevet både gennem tidligere forskning og gennem de mange klimatologiske, biologiske og geovidenskabelige data, der er indsamlet under stationens miljøovervågningsprogram Zackenberg Basic gennem de seneste år: - Basisprogrammets data giver rigtig gode muligheder for at studere samspillet mellem de forskellige komponenter i naturen, siger Louise Grøndahl, som studerer kulstofbalance i det højarktiske økosystem. Der findes simpelthen i dag ikke systematiske data for større områder i Danmark, som så godt dækker alle komponenter i økosystemet, som det er tilfældet ved Zackenberg. Man står som ph.d.-studerende i Zackenberg på skuldrene af mange års feltarbejde, som en anden formulerer det. Et af minusserne ved at være ph.d. i Zackenberg er, at det er dyrt at komme derop og at opholde sig på stationen. - Jo, det er selvfølgelig dyrt at udføre feltarbejde i Nordøstgrønland, lyder det fra Toke Thomas Høye, som undersøger samspillet mellem dyreliv og klima, men til gengæld er det ikke særlig dyrt udstyrsmæssigt, fordi vi har adgang til de mange data og ikke selv behøver at starte fra bunden. Et stærkt netværk De fleste i gruppen har planlagt at tage én eller to feltsæsoner i Zackenberg, men er det overhovedet nødvendigt at tage den lange tur derop, når man frit kan hente de mange data på internettet? - I princippet kunne man måske godt i nogle tilfælde gennemføre arbejdet uden at komme til Zackenberg, men jeg mener alligevel, at det er afgørende at komme til stedet selv, lyder det med overbevisning fra Jørgen Hinkler, som studerer snedække og har været i Zackenberg flere gange som assistent. - Man møder de mennesker, der har indsamlet basisprogrammets data, og får et indblik i f.eks. indsamlingsmetode, måleudstyr, opsætning, klima mm. De tre, som hidtil har opholdt sig på stationen, fremhæver også, at Zackenberg giver gode muligheder for at opbygge et stærkt fagligt netværk. - Man er sammen med personer, som kender til at arbejde under ekstreme forhold, og som ved, at man er nødt til at hjælpe hinanden. Det skaber en uformel omgangsform, som gør det nemmere at få og holde kontakt til kolleger, siger Niels Martin Schmidt Poul-Erik Philbert På vej. Toke Thomas Høye, Susanne König, Louise Grøndahl, Sebastian Haugaard Mernild, Niels Martin Schmidt og Jørgen Hinkler er klar til at drage på feltarbejde til Zackenberg-stationen i Nordøstgrønland, som er det fælles udgangspunkt for deres ph.d.-arbejde. Polarfronten 2/04

19 Air Greenland - arktisk specialist Taxi-flyvning Medicinske evakueringer Efterforskning support til videnskabelige efterforskningsprojekter Redningsoperationer Specielle transporter herunder flyvning med underhængende last (slingflyvning) Fly- og helikopterflåde: 1 Airbus Boeing De Havilland DASH 7 2 De Havilland (Twin Otter) 1 Beech Super King Air Sikorsky S-61N 4 Bell AS 350 B2 De usynlige grønlændere Air Greenland Charter & Cargo P.O.Box Nuuk Charter: Telefon Fax glcharter@airgreenland.gl Cargo: Telefon Fax gohfb@airgreenland.gl består af 15 personlige samtaler, som Iben Mondrup har ført med unge grønlændere, der hver især har sprogproblematikken i Grønland inde på lives. Det er en samling kritiske med samtidig positive og optimistiske fortællinger om sprog og kultur, skiftevis lette, tunge og muntre, alle videregivet med et glimt i øjet. Bogen er en vendebog, som kan læses på dansk fra den ene ende - på grønlandsk fra den anden ende. (bogen kan bestilles hos enhver dansk boghandler) Isbn: ,00 kr. Forlaget Atuagkat

20 Nye bøger Ellen Forchhammer: Kære Knud. Kredsen om den unge Knud Rasmussen. Breve og erindringer udvalgt og redigeret af Bergit Forchhammer. Forlaget Atuagkat udgave (første gang udkommet 7. juni 1979 på forlaget Wøldike). 123 sider, 198 kr. En dagbog, en pakke falmede breve og nogle gulnede fotografier danner baggrund for denne skildring af livet omkring den berømte grønlandsfarer Knud Rasmussen. Dagbogens forfatter er Knud Rasmussen, brevenes Ellen Forchhammer. Else Østergård: Som syet til jorden. Tekstilfund fra det norrøne Grønland. Aarhus Universitetsforlag sider, 438 kr. Nordboerne har efterladt en smuk kulturarv i den grønlandske jord. Bogen præsenterer et fuldstændigt katalog over de norrøne tekstilfund fra 28 lokaliteter udgravet af danske arkæologer igennem de sidste par hundrede år. Vivi Lynge Petrussen: I voldens magt. Forlaget Atuagkat sider, 198 kr. I 2001 udkom bogen Naalliutsitaanerup pissaanerani, som bragte den første skildring af det at leve i et voldeligt forhold. Nu foreligger bogen endelig på dansk oversat af forfatteren selv. Selv om handlingen udspiller sig i Grønland, er temaet genkendeligt overalt, hvor mennesker møder voldelig overmagt. Karsten Secher: Det hvide guld og det ægte guld minedrift og råstoffer i Grønlands 20. århundrede. GEUS 2004, illustreret. 64 sider, 200 kr. Med denne bog markeres de seneste 25 års stigende indflydelse på udnyttelsen af mineralske råstoffer i Grønlands undergrund. Bogen viser, hvordan geologisk viden skabt for mange generationer siden stadig har betydning for mineralefterforskningen. Endvidere giver den et indblik i, hvorledes velkendte mineralforekomster til stadighed underkastes nye undersøgelser som følge af nye idéer og metoder. Kurt L. Frederiksen: Spor over isen. En fortælling om Den danske litterære Grønlands-ekspedition. Forlaget Borgen sider, indbundet, 399 kr. I 1902 drog fire danske kulturpersonligheder Knud Rasmussen, Ludvig Mylius- Erichsen, Harald Moltke og Alfred Bertelsen - ud på en farefuld Grønlands-ekspedition, som skulle vise sig at sætte varige spor for både dem selv og befolkningen i Grønland. Forfatteren fortæller historien om ekspeditionen med afsæt i de fires dagbøger, historikernes observationer og mere subjektive forestillinger om, hvordan hændelsesforløbet og skærmydslerne de fire imellem udspandt sig. Viking Polar Cruise Series. Blå Kortserie. Saga Maps Fra 88,- til 476 kr. Kortsamlingen dækker Grønlands vestkyst fra Kap Farvel til Upernavik. Landkortene fås i mange formater, f.eks. som enkeltkort, plastbelagt, plano, skriveunderlag eller i sæt pakket i nyt omslag. Natur i Nord: Naturskydd i Norden under 1900-tallet. Nordisk Ministerråd sider, 350 kr. Bestilles hos Svensk-norsk Bogimport, , Natur i Nord præsenterer et udvalg af forskellige nordiske naturtyper fra vest til øst, nord til syd. Bogen er fyldt med flotte illustrationer af landskaber og dyr, som igennem tiderne har sat deres præg på den nordiske natur. Assit Nuummeersut - Nuuk Billeder. Udgivelse i forbindelse med Nuuks 275 års jubilæum. Redigeret af Jesper Hansen. Nuuk Kommune sider. Nuuk har de seneste årtier udviklet sig fra at være Grønlands administrative centrum til en arktisk metropol. Bogen fortæller ved hjælp af en lang række fotografier Nuuks 275-årige historie med vægt på de seneste 25 år. Fotografierne har tidligere været udstillet på Grønlands Nationalmuseum i forbindelse med byens 275-års jubilæum. DPC-udgivelser Morten Meldgaard: Ancient Harp Seal Hunters of Disko Bay: Subsistence and Settlement at the Saqqaq Culture Site Qeqertasussuk ( BC), West Greenland. Meddelelser om Grønland, Man & Society sider, 298 kr. Palæozoologen Morten Meldgaard viser den årlige økonomiske cyklus på en Saqqaq-boplads, som i 1983 blev fundet i hjørnet af Diskobugten. Rige fund i den frosne jord af køkkenmøddingrester, som endnu lugter, når de tør op, giver sammen med arkæologiske og klimatologiske facts et levende billede af, hvordan Saqqaq-folkene levede. 21