KAPITEL 49 DE BEBOEDE VERDNER

Transkript

1 KAPITEL 49 DE BEBOEDE VERDNER ALLE verdner som bebos af dødelige er evolutionære i deres oprindelse og i deres natur. Disse sfærer udgør grobunden, de evolutionære vugger, for de dødelige racer i tid og rum. Hver enhed indenfor opstigningslivet er en virkelig øvelsesskole for det stadium i tilværelsen som ligger lige foran, og dette gælder hvert stadium i menneskenes trinvise opstigning til Paradiset; dette er lige sandt i den dødeliges første erfaring på en evolutionær planet som i Melkisedekernes sidste skoler i universets hovedkvarter, en skole som de opstigende dødelige ikke går på førend kort før deres overføring til superuniversets regime og opnåelse af første gradens åndetilværelse. Alle beboede verdner er grundlæggende grupperet for den himmelske forvaltning i lokalsystemer, og hvert lokalsystem er begrænset til at omfatte omkring et tusinde evolutionære verdner. Denne begrænsning er bestemt af Dagenes Ældste, og den gælder virkelig for evolutionære planeter hvor der bor dødelige med overlevelsesstatus. Hverken verdner som afslutningsvis er etableret i lys og liv eller de planeter som befinder sig i det stadium af livets udvikling som går forud for mennesker, regnes med i denne gruppe. Selve Satania er et ufuldendt system som kun består af 619 beboede verdner. Sådanne planeter er serienummereret efter deres registrering som beboede verdner, verdner beboede af viljevæsener. Således fik Urantia numret 606:te verden i hvilken den lange evolutionære livsproces kulminerede i menneskevæseners fremkomst. Der er seksogtredive ubeboede planter som nærmer sig det livsbetinget stadium, og flere er nu under forberedelse for Livsbærerne. Der findes nærmest to hundred sfærer under udvikling som vil være klar til at modtage liv indenfor nogle få millioner år. Alle planeter er ikke egnet til at huse liv. Små planeter med en høj rotationshastighed er helt uanvendelig som hjemsted for liv. I flere af de fysiske systemer i Satania er de planeter som rotere omkring en sol i centrum alt for store til beboelse, idet deres store masse forårsager en trykkende gravitation. Mange af disse enorme sfærer har satellitter, nogle gange et halv dusin eller flere, og disse måner er ofte omtrent ligeså store som Urantia og derfor næsten ideelle for beboelse. Den ældste beboet verden i Satania, verden nummer et, er Anova, en af de fireogfyrre satellitter som kredser omkring en enorm mørk planet, men udsat for lys fra tre nærliggende sole. Anova befinder sig i et avanceret stadium af progressiv civilisation. 1. DET PLANETARISKE LIV

2 Tidens og rummets universer udvikles gradvis; livets udvikling den jordiske eller den himmelske er hverken vilkårlig eller magisk. Den kosmiske evolution er måske ikke altid forståelig (forudsigelig), men den er definitivt ikke tilfældig. Det materielle livs biologiske enhed er protoplasmacellen, en kombination af kemiske, elektriske og andre baseenergier. De kemiske formler er forskellige i hvert system, og de levende cellers reproduktionsforhold er lidt forskellig i hvert lokalunivers, men Livsbærerne er altid de levende katalysatorer som initierer det materielle liv urtids reaktioner; de er anstiftere af energistrømkredsene i levende materie. Alle verdner i et lokalsystem udviser et umiskendeligt fysisk slægtskab; trods det har hver planet sin egen variation af liv, så at der ikke findes to verdner med nøjagtigt samme flora og fauna. Disse planetariske variationer i systemets livstyper er et resultat af Livsbærernes afgørelser. Disse væsener er dog hverken lunefulde eller uberegnelig; universerne styres i overensstemmelse med lov og orden. Nebadons love er de guddommelige påbud fra Salvington, og den evolutionære ordning for livet i Satania står i samklang med det evolutionære mønster i Nebadon. Evolutionen er reglen for menneskers udvikling, men selve processen varierer i høj grad i forskellige verdner. Livet initieres nogle gange i et center, nogle gange i tre som på Urantia. I de atmosfæriske verdner har det sædvanligvis en maritim oprindelse, men ikke altid, meget beror på planetens fysiske status. Livsbærernes har stor handlefrihed i deres opgave med at sætte livet igang. I det planetariske livs udvikling er dyrelivet altid efterfulgt af vækstlivet som er helt fuldt udviklet inden dyremønstret skiller sig ud. Alle dyretyper udvikles fra grundmønstret i livet i det forudgående vækstrige; de organiseres ikke særskilt. De tidlige stadier i livets evolution stemmer ikke helt overens med jeres nuværende opfattelser. Det dødelige menneske er ikke en evolutionær tilfældighed. Der findes et nøjagtig system, en universel lov, som bestemmer den planetariske livsplans udbredelse på rummets sfærer. Tiden og frembringelse af et stort antal af en art er ikke de afgørende faktorer. Mus reproducerer sig meget hurtigere end elefanter, men elefanterne udvikler sig dog hurtigere end mus. Den planetariske evolutions proces sker ordnet og under overvågning. Højere organismers udvikling fra lavere grupperinger af liv er ikke tilfældigt. Nogen gange forsinkes den evolutionære fremadskridelse midlertidigt af at visse gunstige anlæg i en udvalgt arts livsmasse ødelægges. Det fordre ofte tidsaldre efter tidsaldre at erstatte den skade som forårsages af tabet af et eneste højere arveanlæg som hører til menneskets evolution. Disse udsøgte og højere arveanlæg i den levende protoplasma burde overvåges og med indsigt beskyttes så snart de optræder. I de fleste beboede verdner værdsættes disse livets højere potentialer meget højere end på Urantia. 2. DE PLANETARISKE FYSISKE TYPER Vækst- og dyrelivet har et standard- og grundmønster i hvert system. Men Livsbærerne står ofte overfor nødvendigheden af at måtte modificere disse grundmønstre for at tilpasse dem til de varierende fysiske forhold som møder dem i de talrige verdner i rummet. De holder sig til en almindelig systemtype af dødelige væsener, men der findes syv særskilte fysiske typer samt tusinde og atter tusinde mindre varianter af disse syv klart fremtrædende variationer:

3 1. Atmosfæriske typer. 2. Elementtyper. 3. Gravitationstyper. 4. Temperaturtyper. 5. Elektriske typer. 6. Energiindtagningstyper. 7. Unavngivne typer. I systemet Satania forekommer alle disse typer og talrige mellemliggende grupper, selvom visse af dem er meget sparsomt forekommende. 1. De atmosfæriske typer. De fysiske forskelle mellem de verdner som bebos af dødelige bestemmes i hovedsagen af atmosfærens art; de andre indflydelser som bidrager til livets planetariske forskelle er relativt ubetydelige. Den atmosfæriske situation som for nuværende råder på Urantia er næsten ideel for den type af mennesker som ånder, men mennesketyper kan ligeledes modificeres så de kan leve både på superatmosfæriske og subatmosfæriske planeter. Disse modifikationer omfatter også dyrelivet, som er meget forskellig på de forskellige beboede sfærer. Der findes meget større modifikationer indenfor dyreriget både i de sub- og superatmosfæriske verdner. Af de atmosfæriske typer i Satania er omkring to og en halv procent nogle som subånder, omkring fem procent er superånder og over enoghalvfems procent hører til den mellemste form af dem som ånder, tilsammen svarer disse typer til otteoghalvfems og en halv procent af verdnerne i Satania. Sådanne væsener som menneskeracerne på Urantia består af klassificeres som den mellemste form af dem som ånder; i repræsenterer den gennemsnitlige eller typiske form af ånding i de dødeliges tilværelse. Hvis der eksisterende intelligente væsener på en planet med en atmosfære lignende den som jeres nære nabo, Venus har, ville de høre til gruppen som superånder, mens de som beboede en planet med en så tung atmosfære som jeres ydre nabo Mars har ville være de som subånder. Hvis der boede dødelige på en planet uden luft, ligesom jeres måne, ville de høre til den særskilte klasse af dem som ikke ånder. Denne type repræsenterer en radikal eller ekstrem tilpasning til de planetariske omgivelser og behandles adskilt. De som ikke ånder svarer for den tilbageværende en og en halv procent af verdnerne i Satania. 2. Elementtyper. Disse variationer har at gøre med de dødeliges forhold til vand, luft og land, og der findes fire særskilte arter af intelligent liv når det gælder forholdet til disse naturmiljøer. Urantianerne hører til den landbaseret klasse. Det er helt umuligt for jer at forestille jer de naturforhold som råder i en del verdner under de første tider. Disse usædvanlige forhold gør det nødvendigt for det udviklende dyreliv at forblive i deres maritime barnekammer under lange tider end på de planeter som meget tidligt tilvejebringer gæstfrie omgivelser til lands og i atmosfæren. Omvendt er det blandt andet fordelagtigt i visse verdner beboet af dem

4 som superånder, hvis verdenen ikke er alt for stor, at frembringe en dødelig type som kan klare atmosfæriske passage. Disse navigatører i luften fremtræder ofte mellem vand- og landgrupperne, og de lever altid delvis på terrænet og bliver til sidst landbaseret i deres evolution. Men i en del verdner fortsætter de med at flyve i mange tidsaldre efter at være blevet landvæsener. Det er både forbløffende og underholdende at iagttage en primitiv race af menneskevæseners tidlige civilisation tage form, i et tilfælde i luften og trætoppene, i et andet i lavvandet i beskyttende tropiske bassiner samt på bunden, siderne og strandene af de tidlige racers maritime opvækst i specielle verdner. Selv på Urantia var der en lang tidsalder hvorunder det primitive menneske holdt sig i live og førte sin primitive civilisation fremad ved for det meste at leve i trætoppene ligesom sine tidligere træbundne forfædre. På Urantia har i stadig en gruppe af små pattedyr (flagermusfamilien) som navigere i luften, og jeres sæler og hvaler hjemmehørende i havet hører også med til pattedyrenes klasse. Af elementtyperne i Satania er syv procent vandtyper, ti procent lufttyper, halvfjerds procent landtyper og tretten procent kombinerede land- og lufttyper. Disse tidlige modifikationer af intelligente væsener er imidlertid hverken menneskefisk eller menneskefugle. De er mennesketyper og før-mennesketyper, hverken superfisk eller forherligede fugle men klart og tydelig dødelige. 3. Gravitationstyper. Gennem modificering af skabelsesplanen konstrueres intelligente væsener på en sådan måde at de uden besværligheder kan fungere både på sfærer som er større og mindre end Urantia, og således tilpasses de indenfor visse grænser til gravitationen på de planeter som ikke er ideelle i størrelse og tæthed. De forskellige planetariske typer af dødelige varierer i højde, og gennemsnittet i Nebadon er en anelse over to meter. En del af de større verdner befolkes af væsener som kun er omtrent femoghalvfjerds centimeter i højde. De dødeliges størrelse varierer fra dette op, gennem den gennemsnitlige højde på planeter af middelmådig størrelse, til omkring tre meter på de beboede mindre sfærer. I Satania findes der kun en race hvis højde er under hundredogtyve centimeter. Tyve procent af de beboede verdner i Satania er befolket af de modificerede gravitationstyper af dødelige som lever på de større og mindre planeter. 4. Temperaturtyper. Det er muligt at skabe levende væsener som kan udholde både meget højere og meget lavere temperaturer end dem indenfor hvilken menneskeracerne på Urantia lever. Der findes fem særskilte grupper af væsener som er klassificerede efter deres varmereguleringsmekanisme. Urantiaracerne er nummer tre på denne skala. Tredive procent af Satanias verdner befolkes af racer som hører til de modificerede temperaturtyper. Tolv procent hører til det højere temperaturområde, atten til det lavere sammenlignet med urantianerne som fungerer i den mellemste temperaturgruppe. 5. Elektriske typer. Verdnernes elektriske, magnetiske og elektroniske opførsel varierer meget. For de dødeliges liv findes der ti modeller som på forskellig måde er udtænkt til at modstå sfærernes uensartede energier. Disse ti varianter reagerer også en anelse forskellig på de kemiske stråler i almindeligt sollys. Disse små fysiske variationer indvirker ikke på nogen måde på det intellektuelle eller åndelige liv. Af de elektriske gruppeinddelinger som gælder dødeliges liv hører næsten treogtyve procent til klasse nummer fire, urantiatypen af tilværelse. Disse typer

5 fordeler sig efter følgende: nummer 1 en procent, nummer 2 to procent, nummer 3 fem procent, nummer 4 treogtyve procent, nummer 5 syvogtyve procent, nummer 6 fireogtyve procent, nummer 7 otte procent, nummer 8 fem procent, nummer 9 tre procent, nummer 10 to procent angivet i hele procenttal. 6. Energiindtagningstyper. Alle verdner er ikke ens når det gælder væseners indtagelse af energi. Alle beboede verdner har ikke et sådan atmosfærisk ocean som egner sig til en udveksling af gasser gennem ånding, således som Urantia har. Under de tidligere og de senere stadier på mange planeter, ville væsener af jeres nuværende klasse ikke kunne eksistere; og når åndingsfaktorerne på en planet er meget høje eller meget lave men alle andre forudsætninger for intelligent liv er tilstrækkelig etablerer Livsbærerne ofte i sådanne verdner en modificeret form af dødelig eksistens, væsener som er kompetente til direkte at påvirke åndeomsætningen af deres livsprocesser ved hjælp af lysenergi og de Ledende Fysiske Overvågers direkte omdannelse af styrke. Der findes seks forskellige typer af næringstilførsel hos dyr og dødelige: De som subånder anvender den første type af næringstilførsel, de som lever i vandet den anden type, de som ånder efter den mellemste gruppe har den tredje type, som på Urantia. De som superånder udnytter den fjerde type af energiindtagelse, mens de som ikke ånder anvender den femte type af nærings- og energitilførsel. Den sjette fremgangsmåde af energiindtagelse er begrænset til mellemvæsenerne. 7. Unavngivne typer. Der findes yderligere talrige fysiske variationer i det planetariske liv, men alle disse forskelligheder er helt og holdent et spørgsmål om anatomiske modifikationer, fysiologiske differentieringer og elektrokemiske tilpasninger.sådanne forskelle berører ikke det intellektuelle eller åndelige liv. 3. VERDNERNE FOR DEM SOM IKKE ÅNDER Flertallet af beboede planeter befolkes af den type af intelligente væsener som ånder. men der findes også klasser af dødelige som kan leve i verdner med lidt eller ingen luft. Af de beboede verdner i Orvonton udgør denne type mindre end syv procent. I Nebadon er denne procent mindre end tre. I hele Satania findes der kun ni sådanne verdner. Der findes så få beboede verdner i Satania med dem som ikke ånder fordi der i denne ganske nylige organiserede sektion af Norlatiadek endnu findes mange meteorer, og verdner som mangler en beskyttende friktions atmosfære er udsat for det uophørlige bombardement fra disse vandrere. Selv en del kometer består af meteorsværme, men i reglen består de af sprængte mindre materiedele. Millioner og atter millioner meteoritter kommer daglig ind i Urantias atmosfære med en hastighed på cirka trehundredogtyve kilometer i sekundet. I verdnerne for dem som ikke ånder må de avancerede racer gøre meget for at beskytte sig mod meteorernes skadevirkninger ved at lave elektriske installationer som fortærer eller får meteorerne til at skifte retning. De udsætter sig for stor fare når de bevæger sig udenfor disse beskyttende zoner. Disse verdner er også udsat for alt ødelæggende elektriske storme af en art som er ukendt på Urantia. Under sådanne tider med enorm energifluktuation må indbyggerne søge beskyttelse i deres specielle konstruktioner med beskyttende isolering. Livet i verdnerne for dem som ikke ånder er radikalt anderledes end på Urantia. De som ikke ånder spiser ikke mad og drikker ikke vand ligesom menneskeracerne på Urantia. Disse specialiserede folks nervesystemsreaktioner,

6 varmereguleringsmekanisme og stofskifte er radikalt anderledes end tilsvarende funktioner hos de dødelige på Urantia. Næsten enhver livshandling bortset fra reproduktion afviger og selv metoderne med at avle efterkommere er noget anderledes. I verdnerne for dem som ikke ånder er dyrearterne radikalt forskellig fra dem man finder på de planeter som har atmosfære. Livsplanen for dem som ikke ånder afviger fra måden at eksistere på i en verden med atmosfære, selv når det gælder overlevelse afviger disse folk, for disse mennesker er kandidater for fusion med Ånden. Trods dette har disse væsener glæde af livet og udfører aktiviteterne i deres rige med samme relative prøvelser og fornøjelser som de dødelige erfare som lever i atmosfæriske verdner. I sind og karakter adskiller de sig ikke fra andre dødelige typer. I ville sandelig være mere end interesserede i disse typer af dødeliges planetariske adfærd da en sådan væsen-race bebor en sfære ret nær Urantia. 4. DE EVOLUTIONÆRE VILJEVÆSENER Der findes store forskelligheder mellem de dødelige i de forskellige verdner, selv mellem dem som hører til samme intellektuelle og fysiske typer, men alle dødelige som anses som viljevæsener er opretstående dyr, tobenet. Der findes seks evolutionære grundracer, tre primære den røde, den gule og den blå, og tre sekundære den orangefarvede, den grønne og den indigofarvede. I de fleste beboede verdner findes alle disse racer, men på mange af de trehjernedes planeter findes kun de tre primære typer. I nogle lokalsystemer er der også kun disse tre racer. Menneskevæsener er gennemsnitlig udstyret med tolv specielle fysiske sind, selvom de trehjernedes specielle sind har en noget større rækkevidde end tilsvarende hos de en- og tohjernede typer; de kan se og høre betydeligt mere end racerne på Urantia. Børn fødes sædvanligvis et ad gangen, så fødsler som omfatter flere børn er undtagelse, og familielivet er ganske ens på alle typer af planeter. Ligestilling mellem kønnene råder i alle avancerede verdner; manden og kvinden er lige i sindsudrustning og åndelig status. Vi anser ikke en planet for at have hævet sig over barbarisme så længe det ene køn søger at tyrannisere den andet. Der sker altid en betydelig forbedring hvad angår dette særtræk i væsenernes liv efter ankomsten af en Materiel Søn og Datter. Årstider og temperaturforandringer forekommer på alle solbelyste og solopvarmede planeter. Jordbrug er almindeligt i alle verdner som har atmosfære; at dyrke jorden er den beskæftigelse som er fælles for de avancerede racer på alle sådanne planeter. Under de tidligere tider har alle dødelige samme almindelige kampe, som i nu oplever på Urantia, mod de mikroskopiske små fjender, dog ikke i samme omfang. Livslængden varierer på de forskellige planeter mellem femogtyve år i de primitive verdner til nær femhundred år på de mere avancerede og ældre sfærer. Menneskevæsnerne er alle flokvæsener, både som stammer og racer. Disse inddelinger i grupper er en naturlig del af deres oprindelse og temperament. Sådanne tendenser kan kun modificeres af en avancerede civilisation og en gradvis foråndeliggørelse. de sociale, økonomiske og forvaltningsmæssige problemer i de

7 beboede verdner varierer i overensstemmelse med planeternes alder og i det omfang i hvilken de er blevet påvirket af de guddommelige Sønners gentagende besøg. Sindet er den Uendelige Ånds overdragelse, og det fungerer helt ens i forskellige omgivelser. De dødeliges sind er beslægtet, uden hensyn til visse strukturelle og kemiske forskelle hvilket kendetegner viljevæsenernes fysiske natur i lokalsystemet. Uanset personlige eller fysiske planetariske forskelle er det mentale liv hos alle disse forskellige klasser af dødelige meget ensartet, og deres umiddelbare livsforløb efter døden er meget ens. Uden den udødelige ånd kan det dødelige sind imidlertid ikke overleve. Menneskenes sind er dødeligt; kun den overdraget ånd er udødelig. Overlevelse er afhængig af foråndeliggørelse som følge af Retterens virksomhed afhængig af at en udødelig sjæl fødes og udvikles; i det mindste må der ikke have udviklet sig en antagonisme mod Retternes mission med at påvirke en åndelig forvandling af det materielle sind. 5. DE PLANETARISKE SERIER AF DØDELIGE Det er på en vis måde svært at fremføre en fyldestgørende beskrivelse af de planetariske serier af dødelige da i ved så lidt om dem, og da der findes så mange variationer. De dødelige væsener kan imidlertid studeres fra talrige udgangspunkter, blandt dem følgende: 1. Tilpasning til planetarisk omgivelse. 2. Efter hjernetype, forskellige serier. 3. Efter åndemodtagelse, forskellige serier. 4. De planetariske dødeliges epoker. 5. Efter væsenslægtskab, forskellige serier. 6. Efter fusion med Retteren, forskellige serier. 7. Fremgangsmåder for frigørelse fra jordelivet. De beboede sfærer i de syv superuniverser befolkes af dødelige som samtidig kan klassificeres i en eller flere kategorier blandt disse syv almindelige klasser af evolutionært væsenliv. Ikke en af disse almindelige klassifikationer indeholder imidlertid sådanne væsener som midsoniter eller visse andre former af intelligent liv. De beboede verdner er således som de er præsenteret i disse beretninger befolket af evolutionære dødelige væsener, men der findes også andre livsformer. 1. Tilpasning til planetarisk omgivelse. Der findes tre almindelige grupper af beboede verdner om væsenlivets tilpasning til den planetariske omgivelse der tages som udgangspunkt : den normale tilpasningsgruppe, den radikale tilpasningsgruppe og den eksperimentelle gruppe.

8 Den normale tilpasning til planetariske forhold følger de almindelige fysiske mønstre som tidligere er behandlet. Verdnerne for dem som ikke ånder er typiske eksempler på radikal eller ekstrem tilpasning, men også andre typer hører til denne gruppe. De eksperimentelle verdner er sædvanligvis ideelle for de typiske livsformer og på disse decimalplaneter forsøger Livsbærerne at frembringe velegnede variationer af livets standardformer. Da jeres verden er en eksperimental planet adskiller den sig væsentlig fra sine søstersfærer i Satania; mange former af liv som ikke findes andetsteds er fremkommet på Urantia; ligeledes mangler mange almindelige arter på jeres planet. I Nebadons univers er alle verdner hvor livet er modificeret sammenkædet til en serie, og udgør et specielt område af universanliggender som støttes af dertil udsendte administratorer; og alle disse eksperimentelle verdner inspiceres periodevis af et korps af universets vejledere hvis leder er den veteranfinalit som i Satania er kendt som Tabamantia. 2. Efter hjernetype, forskellige serier. De dødelige fysisk ensartethed når det gælder hjerne og nervesystem; trods dette findes der tre grundtyper af organisation vedrørende hjernemekanismen; de en-, to- og trehjernede typer. Urantianerne hører til den tohjernede type og er noget mere fantasirige, eventyrlystne og filosofiske end de enhjernede dødelige, men noget mindre åndelige, etiske og gudsdyrkende end de trehjernede klasser. Disse forskelligheder hvad angår hjernen kendetegner allerede de dyreeksistenser som forekom før mennesket. På basis af den type af to hjernehalvdele som hjernebarken består af hos urantianerne kan i analogisk forstå noget noget om den enhjernede type. Den tredje hjerne hos de trehjernede klasser kan bedst forstås som en udvikling af den lavere eller rudimentære form af hjerne, som er udviklet til det punkt hvor den hovedsaglig styre de fysiske aktiviteter og lader de to højerestående hjerner frie for højere opgaver; den ene for intellektuelle funktioner og den anden for Tankeretterens aktiviteter som formålet med at bygge åndelige genparter. Selvom de enhjernede racers jordiske bedrifter er noget begrænsede i sammenligning med de tohjernede klasser fremviser den trehjernede gruppes ældre planeter civilisationer som ville forbløffe urantianerne og som ved sammenligning i en vis grad ville vanære jeres civilisation. Hvad angår mekanisk udvikling og materiel civilisation, ja selv når det gælder intellektuelle fremskridt, kan de tohjernede dødelige verdner måle sig med de trehjernedes sfærer. Men når det gælder den højere sindskontrol og udvikling af intellektuel og åndelig gensidighed er i noget underlegne. Alle sådanne sammenlignende vurderinger af den intellektuelle fremadskridelse eller den åndelige opnåelse indenfor nogen verden eller gruppe af verdner bør retfærdigvis anerkende planetens alder; meget, rigtig meget, beror på alderen, hjælpen fra de biologiske opløftere og de senere besøg af de forskellige klasser af guddommelige Sønner. Selvom de trehjernede folk har formået at opnå en noget højere planetarisk evolution end de en- eller tohjernede klasser, så har alle samme type af livsplasma, og driver deres planetariske virksomhed på tilsvarende måde, stort set så som menneskerne på Urantia. Disse tre typer af dødelige findes udbredt overalt i verdnerne i lokalsystemet. I de fleste tilfælde har de planetariske forhold meget lidt indvirken på Livsbærernes beslutning om at lade disse varierede klasser af dødelige fremkomme på de forskellige verdner; Livsbærerne har privilegiet til på denne måde at planlægge og udføre.

9 Disse tre klasser er ligestillet hvad angår opstigningsforløbet. Alle må gå igennem samme intellektuelle udviklingsskala, og hver og en må klare de samme tester vedrørende åndelig fremgang. Systemadministrationen og konstellationsovervågningen af disse verdner er ensartet uden diskriminering; selv Planetprinsernes regimer er identiske. 3. Efter åndemodtagelse, forskellige serier. Der findes tre grupper af sindskonstruktion når det gælder kontakt med åndeanliggender. Denne klassificering henviser ikke til de en-, to- eller trehjernede klasser af dødelige; den henviser primært til kirtelkemi, nærmere bestemt opbyggelsen af visse kirtler som kan sammenlignes med hjernehypofyser. Racerne i visse verdner har en kirtel, i andre verdner to som hos urantianerne, mens der findes andre sfærer hvor menneskeracerne har tre af disse unikke organer. Den medfødte forestillingsevne og åndelige modtagelighed påvirkes definitivt af denne forskelligartet kemiske udrustning. Af åndemodtagelsestyperne hører femogtreds procent til den anden gruppe ligesom menneskeracerne på Urantia. Tolv procent hører til den første type som naturligt er mindre modtagelig, mens treogtyve procent er mere åndelig anlagt under deres jordiske liv. Men disse adskillelser overlever ikke den naturlige død; alle disse raceforskelle gælder kun for det kødelige liv. 4. De planetariske dødeliges epoker. Denne klassificering henviser til de efter hinanden følgende tidsepokers domsperioder således som de påvirker menneskenes status på jorden og deres modtagelse af himmelsk pleje. Livet initieres på planeterne af Livsbærerne som våger over dets udvikling indtil noget tid efter menneskers evolutionære fremkomst. Inden Livsbærerne forlader planeten installerer de på behørigt måde en Planetprins som hersker over verdenen. Med han ankommer også en fuld tildeling af underordnede hjælpetropper og plejende medhjælpere, og den første dom over levende og døde sker samtidig med hans ankomst. Når menneskene begynder at gruppere sig ankommer denne Planetprins for at lægge grunden til menneskenes civilisation og målrette menneskesamfundet. Jeres forvirrede verden er ikke kriterium på de første tider af planetprinsernes styre, for det var nær begyndelsen af en sådan administration på Urantia at jeres Planetprins Caligastia knyttede sin skæbne til Systemherskeren Lucifers oprør. Jeres planet har fulgt en stormfuld kurs lige siden. I en normal evolutionær verden opnår den racemæssige udvikling sin naturlige biologiske højdepunkt under Planetprinsens regime, og kort derefter sender Systemherskeren en Materiel Søn og Datter til planeten. Disse importerede væsener fungerer som biologiske opløftere; deres forsømmelse på Urantia komplicerede yderligere jeres planetariske historie. Når en menneskeraces intellektuelle og etiske fremgang har nået grænserne for den evolutionære udvikling kommer en Avonalsøn fra Paradiset på en administrativ opgave; og senere når en sådan verdens åndelige status nærmer sig grænsen for det som kan opnås på naturlig måde besøges planeten af en Paradisets Overdragelsessøn. Den væsentligste opgave for en Overdragelsessøn er at befæste planetens status, at udløse Sandhedens Ånd til at virke på planeten og dermed afstedkomme Tankeretternes universelle ankomst. Her igen afviger Urantia: der har aldrig været en administrativ mission til jeres verden, og ej heller hører en Overdragelsessøn til Avonal klassen; jeres planet havde

10 den specielle ære at blive den jordiske hjemplanet for Herskersønnen, Mikael af Nebadon. Som et resultat af alle de efter hinanden følgende guddommelige Sønners virksomhed begynder de beboede verdner og deres avancerede racer at nærme sig højdepunktet i den planetariske udvikling. Disse verdner bliver nu modne for den kulminerende mission, ankomsten af Treenighedens Undervisende Sønner. De Undervisende Sønners epoke er indgangen til den afsluttende planetariske tidsalder den evolutionære utopi lysets og livets tidsalder. Denne klassificering af mennesker får speciel opmærksomhed i et efterfølgende kapitel. 5. Efter væsenslægtskab, forskellige serier. Planeterne er ikke kun organiserede vertikalt i systemer, konstellationer og så videre, men universets administration foreskriver også muligheden for horisontale grupperinger efter type, serie og andre fællestræk. Denne universets laterale administration angår i særdeleshed koordineringen af aktiviteter af beslægtet natur som selvstændigt er fremdyrket på forskellige sfærer. Disse beslægtede klasser af universvæsener inspiceres fra tid til anden af visse sammensatte korps af høje personligheder som ledes af finalitter med lang erfaring. Disse slægtskabsfaktorer optræder på alle niveauer, for beslægtede serier eksisterer blandt ikke-menneskelige personligheder lige så vel som blandt dødelige væsener ja selv mellem mennesker- og overmenneskeklaser. Intelligente væsener er vertikalt beslægtede i tolv store grupper med syv større afdelinger i hver. Koordineringen af disse unikt beslægtede grupper af levende væsener er formodentlig fremkommet gennem en eller anden ikke helt forstået fremgangsmåde af det Højeste Væsen. 6. Efter fusion med Retteren, forskellige serier. Den åndelige klassificering eller gruppering af alle dødelige under deres liv før fusionen bestemmes helt af personlighedens status i forhold til den iboende Mysterieledsager. Næsten halvfems procent af de beboede verdner i Nebadon befolkes af dødelige som fusionerer med Retteren i modsætning til et nærtliggende univers hvor knap mere end halvdelen af verdnerne huser væsener som er af Retteren beboede kandidater for evig fusion. 7. Fremgangsmåder for frigørelse fra jordelivet. Der findes i grunden kun en måde på hvilken et enkelt menneskeliv kan få sin begyndelse i de beboede verdner, og det sker gennem væseners forplantning og naturlig fødsel, men der findes talrige forhold gennem hvilken mennesket frigører sig fra sin status på jorden og opnår adgang til den indadgående strøm af opstigende på vej til Paradiset. 6. FRIGØRELSEN FRA JORDELIVET Alle de forskellige fysiske typer og planetariske serier af dødelige nyder på samme måde Tankeretternes, skytsenglenes og de forskellige klasser af den Uendelige Ånds budbringerskarers pleje. Alle befries de på samme måde fra de kødelige bånd gennem den frigørelse som den naturlige død indebærer, og på samme måde farer alle derefter til morontiaverdnerne for åndelig evolution og sindsfremgang. På initiativ af de planetariske myndigheder eller systemherskerne forrettes fra tid til anden specielle opstandelser for de sovende overlevende. Sådanne opstandelser indtræffer i det mindste hvert tusinde år efter planetens tid, når ikke alle men mange

11 af dem som sover i jorden skal vækkes op. Disse specielle opstandelser giver anledning til mobilisering af specielle grupper af opstigende for specieltjeneste efter lokaluniversets plan for de dødeliges opstigning. Der findes både praktiske årsager og følelsesmæssige sammenhænge forbundet med disse specielle opstandelser. Under de tidligere tidsaldre i en beboet verden kaldes mange til mansoniasfærerne ved de specielle opstandelser og tusindeårsopstandelserne, men de fleste overlevende personaliseres på ny ved indvielsen af en ny domsperiode i forbindelse med ankomsten af en guddommelig Søn for planetarisk tjeneste. 1. De dødelige som hører til den domsperiodeomfattende eller gruppemæssige overlevelsesklasse. Når den første Retter ankommer til en beboet verden fremtræder også serafvogterne; de er uundværlige for frigørelsen fra jordelivet. Under hele tiden for de sovende overlevendes livsafbrydelse holdes de åndelige værdier og evige realiteter i deres nylige udviklede og udødelige sjæl i hellig forvaring af de personlige eller gruppemæssige serafvogtere. Gruppevogterne som er forordnet til de sovende overlevende fungerer altid sammen med de dømmende Sønner når disse ankommer til den omhandlende verden. Og han skal sende ud sine engle, og de skal forsamle hans udvalgte fra de fire verdenshjørner. Sammen med hver seraf som er forordnet til at genpersonalisere en sovende dødelig fungerer den tilbagevendte Retter, samme udødelige Faderfragment som boede i den dødelige under dennes kødelige liv, og på denne måde genindsættes identiteten og personligheden genopstår. Mens disse ventede Retters menneskepartner sover tjener de i Divington; de tager aldrig i et andet dødeligt sind under denne mellemtid. Mens de ældre verdner i den dødelige tilværelse huser højt udviklede og udsøgte foråndeliggørende mennesketyper, som praktisk taget er befriet fra morontialivet, kendetegnes de tidligere tidsaldres racer med oprindelse i dyreriget af primitive dødelige som er så umodne at fusion med deres Rettere er umulig. Genopvækkelsen af disse dødelige udføres af serafvogterne i samarbejde med en individualiseret del af den Tredje Kildes og Centers udødelige ånd. På denne måde personaliseres de sovende overlevende fra en planetarisk tidsalder påny ved de domsperiodeomfattende navneopråb. Når det gælder de personligheder i en verden som ikke kan reddes så vil der ikke være nogen udødelig ånd tilstede for at fungere sammen med de gruppemæssige skæbnevogtere, og dette indebærer at væsenets eksistens ophører. Selvom disse hændelser i en del af jeres optegnelser er beskrevet som indtræffende på de planeter hvor de dødelige er døde så foregår de i alle i virkeligheden i mansoniaverdnerne. 2. De dødelige som hører til de individuelle opstigningsklasser. Menneskers individuelle fremskridt måles efter hvorledes de successivt opnår og gennemgår (behersker) de syv kosmiske cirkler. De dødeliges fremskridtscirkler er niveauer af associerede intellektuelle, sociale og åndelige værdier samt den kosmiske indsigts værdi. Med begyndelse i den syvende cirkel stræber de dødelige efter at nå den første, og alle som har nået den tredje cirkel får straks personlige skæbnevogtere forordnet til sig. Disse dødelige kan genpersonaliseres til morontialivet uafhængig af domsperiodeomfattelserne eller andre domstolsbehandlinger. Under de tidligere tidsaldre i en evolutionær verden går få dødelige til doms på den tredje dag. Men som tidsaldrenes forløber forordnes der flere personlige skæbnevogtere til de avancerede dødelige, og således genpersonaliseres disse evolutionære væsener i stigende antal i den første mansoniaverden på tredje dagen

12 efter den naturlige død. Ved disse tilfælde angiver Retterens tilbagekomst menneskesjælens opvækkelse, og dette indebærer den dødes genpersonalisering præcis på samme måde som når masseopråbet af navne sker ved afslutningen af en domsperiode i de evolutionære verdner. Der findes tre grupper af individuelle opstigende. De mindre avancerede lander i den initiale eller første mansoniaverden. Den mere avancerede gruppe kan påbegynde deres morontiakarriere i nogle af de mellemliggende mansoniaverdner i overensstemmelse med deres tidligere planetariske fremskridt. Den mest avancerede af disse klasser påbegynder faktisk deres morontiaerfaring i den syvende mansoniaverden. 3. De dødelige som hører til opstigningsklasser med prøvetid. En Retters ankomst medfører identitet i universets øjne, og alle som bebos af Rettere er med ved navneopråbene indenfor retten. Men livet i tiden i de evolutionære verdner er usikkert, og mange dør i de unge år inden de har valgt et livsforløb som fører til Paradiset. Sådanne Rettere iboende børn og unge følger den forældre som har den mest avancerede åndelige status og farer således til systemets finalitverden (børnehjemmet for prøvetid), på tredje dagen, ved en speciel opstandelse eller ved de regulære tusindeårs- og domsperiodeomfattende navneopråb. De børn som dør så unge at de ikke har Tankerettere genpersonaliseres i systemets finalitverden i følge med enten den ene eller den anden af forældrenes ankomst til mansoniaverdnerne. Et barn får fysisk væsen når det fødes som dødelig, men når det gælder overlevelse regnes alle børn uden Rettere endnu som hørende til deres forældre. Når tiden er inde kommer Tankeretterne for at tage deres bolig i disse små samtidig mens den serafiske pleje for begge grupper i overlevelsesklasserne med prøvetid i almindelighed er den samme som for den mere avancerede forældre, eller den tilsvarende pleje som den forældre får ifald kun den ene overlever. De som når den tredje cirkel gives personlige vogtere uafhængig af deres forældres status. Lignende børnehjem med prøvetid opretholdes på finalitsfærerne i konstellationen og universets hovedkvarter for de børn uden Rettere som hører til første eller anden gradens modificerede opstigningsklasser. 4. De dødelige som hører til anden gradens modificerede opstigningsklasse. Disse er de progressive mennesker fra de evolutionære verdner som befinder sig i det mellemste stadie af evolution. Som regel er de ikke frie fra naturlig død, men de er befriede fra at gå igennem de syv mansoniaverdner. Den mindre fuldkomne gruppe vågner op i deres lokalsystems hovedkvarter og passerer kun forbi mansoniaverdnerne. Den mellemste gruppe farer til konstellationens træningsverdner; de passerer forbi hele morontiaregimet i lokalsystemet. Endnu længere fremme i de planetariske tidsaldre af åndelig stræben vågner mange overlevende op i konstellationshovedkvarteret og begynder her deres opstigning til Paradiset. Men inden nogen af disse gruppe kan gå videre må de vende tilbage som instruktører til de verdner som de gik glip af, og høste mange erfaringer som lærere i disse verdner som de passerede som studerende. Senere fortsætter de alle til Paradiset langs den foreskrevne rute for de dødeliges fremgang. 5. De dødelige som hører til første gradens modificerede opstigningsklasse. Disse dødelige hører til den type af evolutionært liv som er fusioneret med Retteren,

13 men de repræsenterer for det meste de sidste faser af menneskets udvikling i en udviklet verden. Disse forherligede væsener er befriede fra at gå gennem dødens porte; de undergår Søn-optagelse; de forvandles fra de levendes skare og fremtræder umiddelbart foran Herskersønnen i lokaluniversets hovedkvarter. Disse er de dødelige som fusionerer med deres Rettere under jordelivet, og sådanne med Retteren fusionerede personligheder færdes frit i rummet inden de iklædes deres morontiaskikkelse. Disse fusionerede sjæle farer med direkte overføring af Retteren til opstandelseshallerne i de højere morontiasfærer, hvor de modtager deres første morontiaindsættelse på samme måde som alle andre dødelige som ankommer fra de evolutionære verdner. Denne første gradens modificerede opstigningsordning for de dødelige kan gælde individer i hvilken som helst af de planetariske serier fra de laveste til de højeste stadier i de verdner hvor fusion med Retteren kan ske, men den fungerer oftere på de ældre af disse sfærer efter at de har haft modtaget glæden af talrige besøg af de guddommelige Sønner. Når det planetariske æra af lys og liv er etableret farer mange dødelige til universets morontiaverden efter første gradens modificerede forvandlingsordning. Længere fremme under de avancerede stadier i den stadfæstet tilværelse, når flertallet af dem som forlader en verden omfattes af denne klasse, anses planeten som hørende til denne serie. Den naturlige død bliver desto mere usædvanlig på disse sfærer som længe har været etableret i lys og liv. [Præsenteret af en Melkisedek fra Jerusems Skole for Planetarisk Administration.]