Børnelitteratur. - I den pædagogiske praksis

Transkript

1 Børnelitteratur - I den pædagogiske praksis

2 Indholdsfortegnelse: Indledning... 3 Problemformulering... 3 Afgrænsning og metode... 4 Børnelitteraturens definition og kendetegn... 5 Derfor valgte jeg Pippi Langstrømpe... 5 Nu og datidens børnelitteratur... 6 Pippi Langstrømpes udgivelse... 7 Debat om nyere børnelitteratur... 8 Børnesyn og litteraturvalg... 9 Inden højtlæsningen... 9 Mine overvejelser omkring fortællerrummet Mit forløb med Pippi Langstrømpe Konklusion Perspektivering Litteraturliste

3 Indledning: Rødhætte trodsede sin moders råd. Robin Hood var en tyveknægt. Tarzan løb nøgen rundt i skoven. Anders And bankede sine nevøer. Snehvide boede med 7 små mænd. Pinocchio løj. Emil drak sig fuld. Mens Pippi gjorde grin med autoriteter og blev jagtet af myndighederne. Disse var mine rollemodeller da jeg voksede op. I dag stiller jeg mig selv det spørgsmål; Hvorfor i alverden læser vi sådan nogle historier for vores børn? Men der må jo være en årsag til at disse fortællinger er blevet et kæmpe hit og gennemfortalt adskillige gange verden over? Der har altid været debat om hvorvidt fortælling er godt eller dårligt for børn. Nogle anså det for værende en virkelighedsflugt, mens andre så dem som værende identitetsdannende. Hvert barn bruger litteraturen til noget forskelligt alt efter hvilket udviklingstrin de befinder sig på herunder både hvor de befinder sig personligt, men også hvor de befinder sig socialt, sprogligt og kulturelt. Børn elsker at få fortalt historier. Derfor bør pædagogerne dyrke det i daginstitutionerne og gøre noget mere ud af selve akten. Indtil nu har jeg ofte set pædagoger bruge bøgerne som en flugtvej til ro eller til at holde samling på en flok børn. Men der findes et hav af muligheder i litteraturen. For at skabe de mest optimale fortællingstimer i institutionen skal man først og fremmeste have nogle pædagoger, der virkelig har lysten og som tør at fortælle historier. Og dernæst skal man have et rum til formålet, så historierne kan komme til virkelighed. Jeg har selv arbejdet med dette, dog på begynderniveau i min praktik, og det er sværere end man lige regner med. I begyndelsen var det nærværet jeg hæftede mig ved, men det gik hurtigt op for mig, hvor meget litteraturen kan give børnene. På baggrund af ovenstående har jeg følgende problemformulering for opgaven: Problemformulering: o Hvad kendetegner børnelitteratur og hvordan kan jeg, som kommende pædagog, bruge det som et pædagogisk redskab? 3

4 Afgrænsning og metode: Jeg har valgt at fokusere på litteraturpædagogik for de 3-6-årige. Dette skyldes, at denne aldersgruppe har min største interesse, samt det er i den alder hvor historierne virkelig begynder at få interesse og give forståelse for barnet. Jeg vil finde ud af hvad der kendetegner børnelitteratur, og debattere hvad litteraturen gør ved børn samt om alt børnelitteratur bør læses højt. Jeg vil tage udgangspunkt i Pippi Langstrømpe, som jeg selv har beskæftiget mig med i praksis. Jeg vil ved brug af egen praksis og teori komme ind på hvordan en oplæsning kunne forgå. Jeg har valgt at opbygge min opgave således, at teori og praksis bliver løbende forbundet. Min praksis omhandler historielæsning med fem førskolepiger. Et forløb som varede seks uger specifikt med Pippi Langstrømpe bøgerne. Jeg er klar over at ungdomslitteratur også falder ind under børnelitteratur, men belyser ikke denne målgruppe. Ligeledes vælger jeg at udelukke fagbøgerne og kun fokusere på skønlitteraturen, idet min opgave bearbejder fortællingen om Pippi Langstrømpe. 4

5 Børnelitteraturens definition og kendetegn: Torben Weinreich, tidligere leder af Center for Børnelitteratur, skriver sig frem til følgende definition: Børnelitteratur er litteratur, som er skrevet og udgivet for børn. Dvs. både den litteratur, som er skrevet til børn, og den, som oprindeligt er skrevet til voksne, men er blevet bearbejdet med henblik på børn. 1 Weinreich definerer også børnelitteratur som værende bøger, der har et barn som den indskrevne læser. Den indskrevne læser kaldes også for den implicitte læser, da denne læser ofte er usynlig 2. Den implicitte læser siger derfor noget om forfatterens eventuelle formål for historien. Fx skal barnet påvirkes eller beskyttes? Eller er den indskrevne læser et kompetent barn, som forfatteren regner med kan tåle lidt af hvert og som selv er medskabende i læsningen? Et andet kendetegn for børnelitteratur er helt sikkert også de mange illustrationer. Der er simple billedbøger som Hvor er Plet? uden så meget tekst. Men da jeg fokuser på litteraturpædagogikken for de 3-6-årige, er det typisk billeder der beskriver handlingen og som måske tilføjer ekstra viden til verbaltekstens udsagn. 3 Derfor valgte jeg Pippi Langstrømpe: Jeg har beskæftiget mig med Astrid Lindgrens historie om Pippi Langstrømpe i min praktik. Jeg arbejdede med førskolebørn og temaet Sverige, så derfor mente jeg, at denne bog ville være alderssvarende. Sproget er nemt og forståeligt, og samtidig valgte jeg bevidst en billedbog med både tekst og få illustrationer grundet min aldersgruppe. Billederne er symmetriske, da teksten og billederne udtrykker det samme. Jeg valgte også Pippi på baggrund af selve hendes personlighed. Den bomstærke Pippilotta Viktualia Rullegardinia Krusemynta Efraimsdatter Langstrømpe har fregner, strittende 1 Historien om børnelitteratur side 11 2 Dansk, kultur og kommunikation side Pædagogens grundbog om børnelitteratur side 59 5

6 gulerodsfarvede fletninger og hjemmesyet spraglet tøj. Selvom Pippi kun er 9 år og bor alene med en abe og en hest, så har hun en enorm stor livsappetit. Hun har en god fantasi og fortælleevne. Hun er gavmild. Samtidig ønsker hun, at alt skal være sjovt og være en leg. Intet skal gøres på den kedelige måde. Sproget, billederne og hovedpersonen var nogle af de overvejelser jeg havde, da jeg skulle vælge hvilken historie, som jeg ville læse højt for en gruppe piger. Jeg havde det ønske at pigerne måske kunne identificere sig selv med Pippi, samtidig også give refleksion og debat om hvad der er rigtigt og forkert. Nu og datidens børnelitteratur: Når voksne, forældre og pædagoger, skal vælge børnelitteratur, foregår det meget varsomt. De fortrækker at barnet, gennem mødet med bøgerne, lærer hvad der er rigtigt og forkert og lærer hvordan man bør begå sig i samfundet. Allerede i 1800-tallet blev eventyrerne en meget populær genre. Når voksne vælger denne type litteratur er det på baggrund af den opfattelse, at barnet gennem litteraturen kan møde genkendelse og identifikation. Sigmund Freud opererer her med et begreb som hedder katarsiseffekten. Den handler om at barnet gennem leg gennemlever kriser fra det virkelige liv. Dog er der i legen byttet om på rollerne, således at det er barnet selv, der styrer slagets gang. 4 Ligeledes har Bruno Bettelheim sat tydelige spor i eventyrgenren. Hans tese er, at barnelæseren identificerer sig med barnet i eventyret ud fra den livssituation, som barnet selv kan genkende 5. Denne renselseseffekt og identifikation kan vi også se i andre litteraturgenre, sågar i historien om Pippi Langstrømpe. Mens ældre børnelitteratur primært omhandler barnets hverdag, er der ingen grænser for hvad den nyere børnelitteratur kan handle om. Med nyere litteratur mener jeg her bøger fra 1990 og frem. Den nye børnelitteratur er meget mere eksperimenterende både i form af sprog og temaer. Og 4 Pædagogens grundbog om børnelitteratur side 20 5 Eventyrets fortryllelse side

7 samtidig er den indskrevne læser ofte et yderst kompetent barn, der formår at begå sig i verdenen og forholde sig til livets store problemstillinger. 6 Pija Lindenbaums bog; Da Åges mor glemte alt fra 2006 er et eksempel på et barn i en stresset hverdag. Kim Fupz Aakesons bog; En historie om vokseværk fra 2006 omhandler et barn, der rejser væk fra en far der slår. Der findes ufatteligt mange nyere børnebøger, som omhandler tabuer. Fx børn der vokser op i alkoholiserede familier, om død, svigt eller om seksuelle emner. Pædagoger må, for forældrene, helst ikke læse Irene Pedersens billedbog; Sgu, fanden og for helvede fra 2004 omhandlende en pige, der er meget vred. Forældrene ønsker ikke at deres børn skal lære sådanne ord. Vi tilpasser derfor al børnelitteratur når vi udvælger hvilken litteratur barnet skal præsenteres for. Denne form for adaptation kaldes for purifikation 7. Pippi Langstrømpes udgivelse: Astrid Lindgrens; Pippi Långstrump er den første af i alt tolv bøger. Da Pippi udkom i 1945 var det med blandede modtagelser. Det første forlag afviste helt at udgive bogen og blev selvfølgelig senere hen forlaget største fejltagelse. Der var markante skæringslinjer mellem Tommy og Annika og Pippi Langstrømpe. Tommy og Annika var prototyper på datidens børneideal. De talte og opførte sig pænt og de var glade for skolen. De var som sagt; drømmebørn set med voksne øjne. Pippi Langstrømpe satte spørgsmål ved grænser og fastlåste forestillinger. I Sveriges krigsår havde man meget strikse regler om børneopdragelse, såsom disciplin, orden og faste normer. Den franske udgave af Pippi Langstrømpe var sågar strengt censureret helt frem til Franskmændene havde den holdning, at Pippi var for anarkistisk og provokerende 8. De purifikarede derfor i historien alt efter hvad de mente, at de franske børn kunne tåle at høre. Det er sjovt at tænke på at bøgerne om Pippi Langstrømpe i 2005 kom på UNESCO s liste over de mest bevaringsværdige, kulturelle værker. 9 6 Dansk, kultur og kommunikation side Pædagogens grundbog om børnelitteratur side

8 Debat om nyere børnelitteratur: Nutidens børnelitteratur kan jeg godt forbinde med Pippi Langstrømpes udgivelse. Der udkommer hele tiden børnebøger, hvorefter der opstår diskussion om hvorvidt børn kan tåle at høre den form for virkelighed eller ej. Ifølge Anne Petersens undersøgelse fravælges nye billedbogsklassikere af fx Dorte Karrebæk, Cato Thau-Jensen og Pia Thaulov i børnehaverne. 10 Og hvorfor fravælger pædagoger nogen værker? Børnelitteratur anser jeg for værende en vigtig kilde til børns udvikling, oplevelse, fantasi og læring. Dog skal den udvælges og formidles med sigte. Anne Petersens undersøgelse; Den tilsidesatte bog, omhandler brugen af børnelitteraturen i dagtilbuddene. Her konkluderes det bl.a. at børnelitteraturen er et tilsidesat fagligt område, der ikke diskuteres eller reflekteres. Jeg anser det for værende et problem, at pædagoger ikke tør bruge den nyere børnelitteratur, da den nye litteratur tager fat i emner, som børn måske har et behov for at få viden om. Hvem har ikke fået stillet spørgsmålene; Hvad sker der når jeg dør? og Hvordan kommer babyer til verden? af nysgerrige børn. Jeg har selv stukket dem en hvid løgn eller undladt at svare, fordi jeg ikke kunne berøre sådanne følsomme eller pinlige emner. I sådanne tilfælde ville børnelitteraturen jo være mig en stor hjælp til at give børnene nogle svar. Det vigtigste er, at børn overhovedet får nogle oplevelser. Ud fra det kan man godt sige, at det ikke betyder så meget, hvad man vælger. Men rigdommen i børns liv kommer af variationen i deres kulturoplevelser. 11 Disse ord er af lektor Beth Juncker fra Danmarks Biblioteksskole, der arbejder med børn og kultur. Hun fastslår at børnelitteratur går ind i nogle dybe, følelsesmæssige og eksistentielle lag. Det ved man, det er bare svært at dokumentere, forklarer hun. Jeg vil give hende medhold når hun siger, at børnene ikke skal presses til læsning eller historiefortælling. Ikke noget med Hvad kan vi så lære af denne historie?, men i stedet prøve at skabe en fælles undren over Hov, hvad skete der lige her?. Vi som pædagoger, skal derfor variere billedbøger og hermed give børnene nogle forskellige oplevelser. Vi vil så gerne give børn nogle korrekte svar, når de stiller de store spørgsmål, og helst også med nogle lykkelige svar. Men børn skal også have mulighed for at få oplevelser, som understreger, at livet ikke altid er så let 12. Og det vil jeg mene at det er den nyere børnelitteratur rigtig god til. 10 Den tilsidesatte bog side

9 Børnesyn og litteraturvalg: Da jeg valgte at beskæftige mig med oplæsning af børnelitteratur, valgte jeg også at blive børnenes kulturformidler. Gennem mit valg af historie og måden jeg fortæller på, videregiver jeg nogle værdier til børnene. Børn er forskellige og skal derfor også håndteres på forskellige måde. Den børnelitteratur jeg videreformidler, har jeg valgt ud fra mit syn på barnet og selve dets barndom. Der er tre måder at anskue barnet på og de lyder således: 1. Barnet som den ufuldstændige voksne, som pædagogen skal opdrage og påfylde viden. 2. Barnet som et særligt væsen, der skal skærmes og plejes af pædagogen. 3. Barnets som det kompetente barn, der skal udfordres af pædagogen. 13 Jeg anser børn for værende kompetente. De skal derfor udfordres i børnelitteraturen såvel som de skal udfordres i dagligdagen, således at deres kompetencer og evner styrkes. Og det kan den nye børnelitteratur virkelig bruges til. Den tør nemlig gå ind i kroge og afkroge, som mange voksne stadigvæk ikke har erkendt at en barndom kan rumme. Samtidig kan den omsætte sin fortælling til billeder og figurer. Det giver børn mulighed for at møde billeder af de ofte konfliktfyldte oplevelser, som de selv befinder sig i. Men igen, så skal pædagogen se på det enkelte barn. Der er tilfælde hvor børn skal skærmes. Det kan være i forbindelse med at barnet har oplevet død i familien eller at forældrene er blevet skilt. Det barn, som elles plejer at kunne klare ekstra udfordringer, har i perioder måske brug for at blive ekstra skærmet for den slags litteratur. Her er det min opgave som pædagog, at støtte og hjælpe barnet igennem dets indre konflikter. Inden højtlæsning: Når pædagogen skal foretage sit valg af børnelitteratur, er det vigtigt at pædagogen tager stilling til hvilket børnesyn han/hun har. Samtidig skal pædagogen vurdere bogen: Hvad skal bogen bruges til, og hvem skal den bruges til? Dette kaldes for pædagogens didaktiske overvejelser Pædagogens grundbog om børnelitteratur side 19 9

10 Mange institutioner læner sig op af litteraturkanoner. Kanon betyder målestok eller rettesnor. 15 I den officielle litteraturkanon findes der bøger, der er vurderet som værende gode for børnehavebørn. I personalegruppen kunne man også sagtens lave sin egen uofficielle kanon. På de måde bliver pædagogerne også nødt til at reflektere over, hvilke bøger de har valgt og hvorfor. Ligeledes ser jeg også ideen som god for forældrene, således de kunne bruge samme litteratur i hjemmet. Inden højtlæsningen skal pædagogen også have gjort sig nogle forestillinger om rammerne for selve forløbet. Pædagogen skal tage stilling til fortællerrummet; hvor skal der læses op henne og skal der bruges nogle rekvisitter? Pædagogen skal gøre sig klar over hvilke børn der skal bruges. Dernæst skal der også tages stilling til om historielæsningen skal foregå som en lyttende oplæsning eller om den skal foregå som en dialogisk oplæsning. Disse rammer kan selvfølgelig ændres og tilpasses undervejs, men det er vigtigt for alle parter, at vide hvilke krav der stilles i netop dette forum. Mine overvejelser omkring fortællerrummet: I min praktik fandtes der ikke denne form for overvejelser forinden historielæsning. Historielæsningen på mit forrige praktiksted understøtter undersøgelsen i Den tilsidesatte bog. Her havde højtlæsningen en tendens til at blive en afledningsmanøvre i at skabe ro og orden. Børnelitteraturen mistede hermed sin funktion som værende et udviklende pædagogisk redskab og blev i stedet anvendt som en brugsgenstand frem for et kulturprodukt. 16 Det anså jeg som en stor skam, da litteraturen har store udviklingsmuligheder, hvis den blot bliver anvendt korrekt. Efter mine overvejelser, omkring hele mit Pippi Langstrømpe tema, besluttede jeg at der skulle skabes et stille rum. Institutionen havde et lille kammer, hvori vi kunne gemme os fra dagligdagens aktiviteter. Dette blev vores fysiske fortællerrum 17, hvor vi sad mig og 5 piger. Vi sad rigtig tæt og der lyste en svag lampe i loftet, så luften i det lille rum blev meget varm. Det var pigernes ide at vi også skulle have puder og tæpper, fordi det forbandt de med rigtig hygge og oplæsning. Disse ritualer havde vi hver uge i det lille kammer. 14 Pædagogens grundbog om børnelitteratur side Pædagogens grundbog om børnelitteratur side Dansk, kultur og kommunikation side Fortæl! Fortæl! side

11 Mit forløb med Pippi: Jeg læste for fem meget snaksalige piger, der snart skulle begynde i skole. De første par gange jeg læste for dem, lykkes det mig ikke at bevare roen indtil historien var slut. Jeg besluttede mig herefter for en dialogisk oplæsning. Dialogisk oplæsning er udviklet af den amerikanske forsker G. J. Whitehurst m.fl.. 18 I dialogisk oplæsning inddrages børnene aktivt i selve oplæsningen via genfortælling, arbejde med udvalgte ord og samtaler om deres oplevelser med bogen. Denne form for oplæsning passede perfekt til disse skoleklare piger, der elskede at få ordet. Inden oplæsningen begyndte Da vi havde sat os til rette i det lille rum, gennemgik vi først forsiden og bagsiden på bogen. Jeg fortalte om Astrid Lindgren, om Sverige og de fortalte mig om deres kendskab til Pippi Langstrømpe. Dette gjorde vi ikke hver gang vi skulle læse en ny Pippi bog. I stedet refererede vi til de forrige bøger vi havde læst. Jeg læste altid min bog inden jeg skulle læse op for børnene i børnehaven. På den måde fik jeg selv øvet mig i sætningerne, men samtidig fik jeg også sat små krydser hvor jeg ville gøre stop. Jeg stoppede gerne op i forbindelse med et billede, således at et barn kunne få lov til at genfortælle handlingen ud fra billedet. Under læsningen Dialogisk oplæsning bruges meget i dag med fokus på sprogtilegnelse. Disse skoleklare piger var meget stærkt sproglige, men undervejs i oplæsningen, havde jeg alligevel stor fokus på ordtilegnelsen hos hver enkelte. Da pigerne havde så stort et mod på sproget, kunne de godt lide når jeg undervejs stoppede op og spurgte dem hvad forskellige ord betød. Disse ord tog vi op fra gang til gang. 18 Dialogisk oplæsning 0-6 år af Jette Løntoft. 11

12 Både inden og under selve læsningen, havde jeg altid stort fokus på mig selv som formidleren. Jeg ønskede at udstråle glæde og engagement for mit forløb. Jeg fortalte altid pigerne om morgenen når de blev afleveret, at i dag skulle de have den fedeste historie, som de nogensinde havde hørt, fortalt. På den måde gearede jeg mig selv og børnene op. I starten var det enormt svært at have rollen som fortælleren, hvor alle de smås øjne var rettet på mig. Men med tiden blev det nemmere. Jo mere jeg selv gav slip, lavede mimik og stemmer, jo federe synes pigerne det var at få fortalt historie. Efter læsningen Da bogen blev klappet sammen, blev det tid til personlige spørgsmål. Jeg fandt meget hurtigt ud af, at pigerne elskede at få stillet spørgsmål og derfor benyttede jeg temaerne i Pippi Langstrømpe historierne. Dette kunne blandt andet være spørgsmål om; deres venskaber, hvordan de skulle opføre sig til selskaber, hvad de kunne lide ved de forskellige karakterer, om det at være anderledes, deres husdyr og livretter osv. Da vi kom ud på stuen igen forsatte vi altid Pippi Langstrømpe forløbet med at tegne forskellige elementer fra historien og vi sang også gerne Pippi Langstrømpes sang. Nogle gange legede pigerne også efterfølgende historien for dem selv. Efter seks uger med et forløb kun med Pippi Langstrømpe, var det min hensigt at stoppe min oplæsning, da jeg havde opnået mit mål. Men pigerne ønskede at forsætte denne ugentlige komsammen i kammeret. Jeg forsatte derfor med forskellige temaer. Fremover blev kammeret i institutionen ofte brugt af pigerne, som forsat tog puder og tæpper med derind. De begyndte alene at tage bøger med og lavede deres egne fortælletimer. Dette gjorde jeg meget glad, da jeg følte at jeg havde åbnet litteraturens univers op for børnene og at de efterfølgende selv opsøgte fortællingerne. 12

13 Konklusion: Begrebet børnelitteratur kan defineres på mange forskellige måder. Men overordnet set defineres børnelitteraturen, som værende litteratur der er skrevet og udgivet for børn. Dvs. alt fra barnets første pegebog til ungdomsromaner. Der er uendelig mange muligheder for at arbejde med børnelitteratur i det daglige pædagogiske arbejde. Det handler for pædagogerne om at se mulighederne og at turde kaste sig ud i det univers. Jeg er ked af når litteraturen bliver anvendt som en afledningsmanøvre, da der er så mange dannelsesmuligheder for barnet i mødet med børnelitteraturen. Her anvender jeg mig til barnets sociale, sproglige og kulturelle kompetencer, da litteraturen bl.a. kan skabe viden og forståelse, legerelationer og sprogtilegnelse. Ligeledes anvender jeg mig især til barnets alsidige personlige udvikling. Børn kan finde stor identifikation i litteraturen. Fx er det godt at læse om børn, der er bange for at falde i søvn, hvis barnet selv udtrykker denne angst. Pædagogerne har derfor mulighed for at målrette sin pædagogik og sit valg af materiale til barnet ud fra bestemte børnesyn. Som sagt, er der mange måder at skabe rum for fortælling på, og der findes ikke én bestemt vej. Derfor er der rigeligt med muligheder, så det handler bare om at kaste sig ud i dem. Børn er mere kompetente end vi tror. Perspektivering: Denne opgave har taget meget fat i den nyere børnelitteratur. En børnelitteratur ikke mange forældre eller pædagoger har kendskab til. Jeg har desværre ikke arbejdet med den nyere litteratur og til mit forsvar, så var der intet af det på hylderne i min praktiks institution. Jeg valgte at arbejde med fortællingerne om Pippi Langstrømpe på baggrund af den debat om, hvad børn kan tåle og høre. Men efter min undersøgelse og ny viden, ville jeg ønske at jeg i stedet havde brugt en nyere provokerende børnefortælling. De skræmmer mig ikke. Denne opgave har givet mig en bedre forståelse for anvendelse af børnelitteratur og hermed også givet mig nogle gode argumentationer både overfor min egen profession, men også til forældrene. I min næste praktik vil jeg arbejde videre med børnelitteratur. Og denne gang vil jeg arbejde med den nye. Findes den ikke i institutionen, vil jeg med glæde være den der introdocerer den, både for børnene, pædagogerne og for forældrene. 13

14 Litteraturliste: Bøger: Bettelheim, Bruno: Eventyrets fortryllelse. Bind udg. Clementstrykkeriet, Brok, Lene: Fortæl! Fortæl! En bog om fortællingens rum. 1. udg. Akademisk Forlag, Petersen, Anne: Den tilsidesatte bog. 1. udg. Forlaget Klim, Sehested, Caroline: Pædagogens grundbog om børnelitteratur. 1. udg. Høst & Søn, Sørensen, Mogens: Dansk, kultur og kommunikation. 1. udg. Akademisk Forlag, Weinreich, Torben: Historien om Børnelitteratur. 1. udg. Trykt hos Jørn Thomsen A/S, Hjemmesider: Alle hjemmesider er besøgt i oktober PDF-Fil: Dialogisk oplæsning 0-6 år af Jette Løntoft fra 2007 Billedet på forsiden: 14