Guide til FAMILIEKASSEN

Transkript

1 Guide til FAMILIEKASSEN Guide til sundhedspædagogiske værktøjer [ 1 ]

2 Guide til FAMILIEKASSEN Udarbejdet og redigeret af: Tue Helms Andersen, Dan Grabowski, Christine Ommundsen, Matilde Hovgaard Vested og Jeanette Andresen. Anvendelse: Uddrag og kopiering af modeller og materialer tilladt med kildeangivelse. Udgiver: Diabetesforeningen, Region Hovedstaden, Region Syddanmark og Steno Diabetes Center Copenhagen. Layout: Rie Lynggaard Topp (forside af Fati E. Ghasemi) Tryk: Frederiksberg Bogtrykkeri A/S København, februar Alle værktøjerne i Familiekassen kan downloades fra de fire parters hjemmesider: [ 2 ] Guide til sundhedspædagogiske værktøjer

3 [ Indholdsfortegnelse ] 5 Introduktion 9 Baggrund 13 Sundhedspædagogisk tilgang 14 Sundhedspædagogiske principper 14 Et bredt og positivt sundhedsbegreb 14 Deltagelse og dialog 14 Handling og handlekompetence 15 Sundhed skal ses i et settingperspektiv 15 Lighed i sundhed 17 Anbefalinger til fysiske- og strukturelle rammer for patientuddannelse 19 Fysiske rammer 19 Forberedelse af undervisningen samt mulighed for en god dialog 19 Udveksling af erfaringsbaseret viden mellem deltagerne 19 Samarbejde på tværs af sektorer 21 Viden om familier, behov, dynamikker og barrierer 23 Seks centrale problemområder i familier med type 2-diabetes 23 1 Mangel på viden 23 2 Uhensigtsmæssig kommunikation 24 3 Rolleforvirring 24 4 Hverdagslogistik 25 5 Misforstået støtte 25 6 Gensidige bekymringer 27 Relationelle barrierer for forebyggelse og tidlig opsporing 29 1 Type 2-diabetes ses som personens eget ansvar og bliver kun sjældent integreret i kollektive processer 29 2 Kommunikation om sundhed og type 2-diabetes blokkeres af forskellige risikoopfattelser internt i de enkelte familier 30 3 Type 2-diabetes ses ikke som et vigtigt emne, og ingen i familien forventer, at de andre bekymrer sig om sygdommen 33 Underviserens rolle 35 Underviserens erfaringer 35 Sundhedsproffecionelles autenticitet 36 Kompetenceudvikling for underviseren 37 Udfordringer for underviseren 39 Guide og generelle anbefalinger til brug af Familiekassens sundhedspædagogiske værktøjer 41 Oversigt over værktøjerne 41 Deltagere 41 Introduktion af værktøjerne 42 Refleksion 42 Fleksibilitet 43 Gruppeinddeling 43 Viden 45 Beskrivelse af værktøjerne 47 Familiespejlet 50 Familiebogen 51 Familieplanen 51 Familielinen 61 Referencer: Guide til sundhedspædagogiske værktøjer [ 3 ]

4 [ 4 ] Guide til sundhedspædagogiske værktøjer

5 [ Introduktion ] Guide til sundhedspædagogiske værktøjer [ 5 ]

7 [ Introduktion ] Denne guide beskriver de fire sundhedspædagogiske værktøjer i Familiekassen, som er udviklet til at involvere hele familien i patientuddannelsesforløb og generel kommunikation om type 2-diabetes. Målet med værktøjerne er at støtte både familien som helhed og det enkelte familiemedlem, uafhængigt af om personen har type 2-diabetes eller ej. Værktøjerne er derfor udviklet til at styrke gensidig involvering af hele familien. Begrebet familie er i dag meget komplekst, og den moderne familie har mange forskellige sammensætningsmuligheder. I denne guide og de medfølgende værktøjer har det ikke været tilfredsstillende at definere familien udelukkende ud fra slægtskab eller bopæl. Vi arbejder derfor også med, at familien kan defineres som et socialt kriterium, der henviser til aktiviteter og roller, der besiddes af forskellige personer i et familienetværk f.eks. omsorg og tilhørsforhold (Ottosen et al., 2011). Den udvidede definition benyttes blandt andet for at give plads til de sårbare personer med lille eller ingen familie, der i stedet har en ven eller bekendt som nærmeste pårørende. De værktøjer og metoder, der er præsenteret her i guiden er udviklet i tæt samarbejde med personer med type 2-diabetes, deres familier samt sundhedsprofessionelle, der i det daglige er i kontakt med familier, der har sygdommen inde på livet. Værktøjerne skal understøtte undervisernes arbejde med at inddrage og støtte familier, hvor minimum én person har type 2-diabetes derunder at skabe mulighed for at forebygge type 2-diabetes i den resterende del af familien. Værktøjerne kan bruges i en hvilken som helst eksisterende form for patientuddannelse, hvor deltagerne tager familiemedlemmer med til undervisningen. Helt optimalt anbefaler vi at oprette særlige familiehold, hvor personer med type 2-diabetes kan deltage sammen med familien over flere gange. Værktøjerne er udviklet med afsæt i og inspiration fra den sundhedspædagogiske værktøjskasse I balance med kronisk sygdom (Steno Diabetes Center, 2012) også kaldet NEED (NExt EDucation), Sundhedspædagogiske værktøjer til undervisning af sårbare personer med kronisk sygdom (Sårbare Kassen) (Varming et al., 2015; Torenholt et al., 2015) og modellerne Det balancerende menneske (Hansen et al., 2014) og Den sundhedspædagogiske jonglør (Engelund et al., 2014). Udviklingen af værktøjerne og formuleringerne i denne guide er desuden fokuseret af fem sundhedspædagogiske kernebegreber: Handlekompetence Deltagelse og dialog Lighed i sundhed Et bredt og positivt sundhedsbegreb Sundhed i et settingperspektiv Guiden indeholder sundhedspædagogiske grundprincipper og overvejelser samt en grundig gennemgang af den viden PIFT-projektets behovsafdækning har produceret om hvad familier, hvor minimum én person har type 2-diabetes, har af udfordringer, behov og ønsker. Endelig indeholder denne guide en grundig gennemgang af værktøjerne samt en række anbefalinger til arbejdet med familier. Guiden er således en væsentlig del af Familiekassen, og i arbejdet med værktøjerne er det derfor en stor fordel at kende til den baggrund og teori, som guiden beskriver. God fornøjelse! Guide til sundhedspædagogiske værktøjer [ 7 ]

9 [ Baggrund ] Guide til sundhedspædagogiske værktøjer [ 9 ]

11 [ Baggrund ] Det er veldokumenteret, at type 2-diabetes i Danmark og på verdensplan er stærkt stigende (Sortsø et al., 2015; International Diabetes Federation, 2015). Det har alvorlige konsekvenser for den enkelte med type 2-diabetes, men også for dennes familie. Familiemedlemmer til personer med type 2-diabetes har blandt andet en signifikant højere risiko for selv at udvikle type 2-diabetes (Kahn, 2003; Köbberling et al., 1982; Pierce et al., 1995), og den forhøjede risiko berører også ægtefæller. Et nyere studie peger på, at ægtefæller til personer med type 2-diabetes har 26 % forhøjet risiko for selv at udvikle type 2-diabetes (Leong et al., 2014). Undersøgelser viser, at den rette familiære støtte er vigtig, hvis man vil opnå forandring i hverdagen (Stephens et al., 2013). Det er bredt anerkendt, at familieinvolvering er vigtig i diabetesbehandlingen (Torenholt et al., 2014), og at den har potentiale til at øge den enkeltes handlekompetence. Imidlertid er mange familiemedlemmer i tvivl om, hvordan de skal støtte, hvilket betyder at positiv og negativ støtte ofte opstår i samme situationer (Mayberry & Osborn, 2014). På trods af flere studier, er der stadig mangel på samlet viden om, hvordan familien involveres med et positivt resultat endvidere metoder til at gøre dette. Det er baggrunden for, at Diabetesforeningen, Steno Diabetes Center Copenhagen, Region Syddanmark og Region Hovedstaden i slutningen af 2014 besluttede at arbejde målrettet med at udvikle metoder, der kunne støtte op om familieinvolvering. Det blev til det 3-årige projekt: PIFT PårørendeInddragelse, Forebyggelse og Tidlig opsporing i familier med type 2-diabetes. Formålet er at udstyre sundhedsprofessionelle, der i det daglige arbejder med undervisning af personer med type 2-diabetes, med relevant viden og konkrete metoder til at inddrage hele familien. Sundheds- og Ældreministeriet har støttet projektet med fire millioner kroner, og derudover har parterne selv bidraget med i alt knap to millioner. Guide til sundhedspædagogiske værktøjer [ 11 ]

13 [ Sundhedspædagogisk tilgang ] Guide til sundhedspædagogiske værktøjer [ 13 ]

14 [ Sundhedspædagogisk tilgang ] Sundhedspædagogiske principper Værdigrundlaget for Familiekassens værktøjer og metoder bygger på fem sundhedspædagogiske principper, som både beskriver hvordan sundhed tænkes samt den pædagogiske tilgang, som værktøjerne er baseret på. I det nedenstående beskrives først det sundhedspædagogiske princip, dernæst hvordan det enkelte princip er tænkt ind i Familiekassen. De fem sundhedspædagogiske principper er beskrevet i publikationen Når sundheden skal frem Fem principper, der sætter fokus for Sundhedsfremmeforskningen på Steno Diabetes Center (Bruun Jensen et al., 2015). Et bredt og positivt sundhedsbegreb Sundhed er et fuldstændigt stadium af fysisk, mentalt og socialt velvære og ikke blot fravær af sygdom eller svaghed (WHO, 1947). Et sundt liv er således et aspekt af velvære i flere af livets dimensioner, og således velbefindende i tilværelsen, hvorfor denne definition af sundhed anses som det positive sundhedsbegreb. Det negative sundhedsbegreb betegner blot fraværet af sygdom, og inddrager således ikke det generelle velvære, som det positive sundhedsbegreb beskriver. Det brede sundhedsbegreb indebærer samtidig den grundlæggende anskuelse, at mennesket er afhængig af den sociale, kulturelle og økonomiske sammenhæng, vi indgår i. Et menneskes livsstil må derfor anskues i sammenhæng med vedkommendes levevilkår, og en intervention bør derfor både rette sig mod livsstil og levevilkår (Bruun Jensen al., 2015). I PIFT-projektet og i Familiekassen adresseres både emner som fysisk-, socialt- og mentalt velvære og velbefindende eller mangel på samme, i relation til livet med type 2-diabetes eller livet med en nær relation, der har type 2-diabetes. Fokus er at hjælpe deltagerne til en større tilfredshed med håndteringen af diabetes i familien, idet deltagernes frustrationer, bekymringer og udfordringer bliver italesat såvel de sociale som de fysiske. Samtidig fokuserer Familiekassen på muligheder for livsstilsændringer ud fra de forudsætninger, deltagerne har. Deltagelse og dialog Deltagelse og involvering er måske det mest centrale af de sundhedspædagogiske principper, idet varig sundhedsfremmende forandring hos mange målgrupper kun kan lade sig gøre, hvis de har mulighed for at udvikle ejerskab (Bruun Jensen et al., 2015). Deltagerne skal føle, at de har medbestemmelse og indflydelse på forløbet, hvilket gør indholdet relevant for dem. Dette øger sandsynligheden for sundhedsfremmende forandring, fordi den enkelte deltager har været med til at beslutte, hvordan forandringen skal finde sted. I Familiekassen er netop deltagerinvolvering et centralt element. Værktøjerne er udviklet med henblik på, at deltagerne selv bringer emner op, som optager og interesserer dem og som de har mulighed for at diskutere i forskellige sammenhænge. Den sundhedsprofessionelle har samtidig mulighed for at lade deltagerne arbejde videre med de problemstillinger, der interesserer dem og dermed hjælpe familien med at finde en løsning eller få svar på netop de spørgsmål, der optager dem i deres families hverdag. Handling og handlekompetence Handlekompetence indebærer fem komponenter, der udgør graden af handlekompetence hos et individ; indsigt, engagement, visioner, handleerfaringer og kritisk sans. En sundhedspædagogisk tilgang, der har til formål at øge deltagerens handlekompetence, bør tage udgangspunkt i deltagernes egne erfaringer, og give deltagerne mulighed for at reflektere over de konsekvenser, handlingerne fører til. Det er vigtigt at have for øje, at handling og handlekompetence ikke er det samme. En person kan besidde handlekompetence, men er ikke i stand til at udføre handlingen pga. øvrige forhold. Der skal være handlerum, for at handlingen kan udføres. Den sundhedsprofessionelle skal forsøge at åbne op for dette handlerum og støtte deltageren i vedkommendes handlekompetence ved at finde metoder, hvorpå handlingen kan gøres mulig (Bruun Jensen et al., 2015). En deltager kan eksempelvis være glad for at dyrke holdtræning, men vedkommendes hidtidige træningshold er nedlagt. Den sundhedsprofessionelle kan forsøge at engagere de øvrige deltagere i at komme med idéer til, hvor deltageren kan tilmelde sig træning, og således forsøge at åbne deltagerens handlerum. Værktøjerne i Familiekassen lægger op til at øge deltagerens handlekompetencer ved konkret at pege på, [ 14 ] Guide til sundhedspædagogiske værktøjer

15 [ Sundhedspædagogisk tilgang ] hvilke handlinger deltagerne ønsker at udføre samt konkrete idéer til, hvordan disse kan udføres. Således er der mulighed for, at deltagerens handlerum bliver åbnet, idét ønsker og idéer bliver konkretiseret for deltageren. Sundhed skal ses i et settingperspektiv De rammer og den kontekst man lever i, arbejder og bor under, påvirker de valgmuligheder, man har for at leve sundt (Bruun Jensen et al., 2015). I forebyggelse og patientuddannelse er det vigtigt at tænke på, hvilke rammer deltagerne lever i i deres dagligdag. Sundhed og sundhedsfremme kan aldrig anskues løsrevet fra konteksten, og det er vigtigt at være bevidst om, at en indsats, der virker godt i en bestemt setting, formentlig vil være svær at få til at virke ligeså godt i en anden setting. Det er derfor vigtigt at fokusere på fleksibilitet og formbarhed, når man udvikler sundhedspædagogiske værktøjer og metoder. Den sundhedsprofessionelle bør tænke på, hvilke fysiske- og sociale rammer deltagerne har for at leve sundt i deres hverdag, når livsstilsændringer skal adresseres. derfor have fokus på, hvordan undervisningen kan målrettes deltagerne, således at alle deltagere motiveres og involveres effektfuldt uanset social baggrund. I et forsøg på at mindske den sociale ulighed i sundhed, bør deltagernes forskellige sociale vilkår tænkes ind i de ovennævnte sundhedspædagogiske principper, således at også sårbare grupper oplever en gavn af interventionen (Bruun Jensen et al., 2015). I Familiekassen er der blevet fokuseret på at gøre værktøjerne så fleksible, at de kan målrettes forskellige familietyper og personer fra forskellige sociale klasser. I Familiekassen er der således taget højde for forskellige læringsstile den auditive, den taktile, den visuelle og den kinæstetiske. Samtidig er det relevant for den sundhedsprofessionelle at tænke på, hvilke rammer der opstilles i et sundhedspædagogisk forløb (Bruun Jensen et al., 2015). Hvordan kan borde og stole for eksempel opstilles, således at deltagerne har gode muligheder for at tale med hinanden uden at overhøre hinandens samtaler. Hvilke rammer kan skabe en god stemning i lokalet, så deltagerne føler sig tilpasse og trygge i omgivelserne. Disse overvejelser har været helt centrale i udviklingen af Familiekassen. Lighed i sundhed Alle har ikke de samme muligheder for at leve sundt og for at ændre vaner og praksis. De pædagogiske tilgange og andre interventioner må tage højde for disse forskelle (Bruun Jensen et al., 2015). Det er et faktum, at risikoen for at udvikle type 2-diabetes rammer socialt skævt, således at folk i de lavere sociale klasser har en større risiko for at udvikle sygdommen end folk i højere sociale klasser. Samtidig er det et velkendt fænomen, at metoder inden for patientuddannelse og forebyggelse af sygdom har mindre effekt hos de personer, der har færre ressourcer og er mere sårbare end gennemsnittet. Den sundhedsprofessionelle bør Guide til sundhedspædagogiske værktøjer [ 15 ]

17 [Anbefalinger til fysiske- og strukturelle rammer for patientuddannelse ] Guide til sundhedspædagogiske værktøjer [ 17 ]

19 [ Anbefalinger til fysiske- og strukturelle rammer for patientuddannelse ] Muligheden for at skabe lighed i forebyggelse og behandling er påvirket af de rammer, der er for patientuddannelse. I dette afsnit gives anbefalinger til, hvordan fysiske og strukturelle rammer kan understøtte anvendelse af de sundhedspædagogiske værktøjer til familier med type 2-diabetes. Som tidligere nævnt er det vigtigt, at deltagerne oplever en følelse af tryghed og tillid til den sundhedsprofessionelle. Især familiemedlemmer, der muligvis ikke er vant til at deltage på en patientuddannelse, kan være utrygge ved situationen, da de ikke ved, hvad de skal forvente af oplevelsen, eller hvad der forventes af dem. Tryghed skabes på flere niveauer og ved forskellige tiltag både i form af de fysiske rammer, tilrettelæggelse af undervisningen, atmosfæren, forplejningen og i dialogen med deltagerne. For at give flest mulige familiemedlemmer mulighed for at deltage, bør det i øvrigt tilstræbes at lægge sessionerne om eftermiddagen/tidlig aften. Fysiske rammer Det er vigtigt, at deltagerne føler sig velkomne, og at de fysiske rammer og atmosfæren lægger op til et trygt miljø. Det kan gøres ved, at underviseren f.eks. overvejer indretning af lokalet, så deltagerne kommer til at sidde, så de kan se hinanden. Som tidligere nævnt kan borde og stole indrettes således, at familier har mulighed for at tale sammen indbyrdes uden følelsen af, at andre kan høre deres samtale, samtidig med at de har mulighed for at komme rundt og tale med andre familier. Underviseren kan med fordel forberede undervisningen så meget som muligt, f.eks. ved at lægge ark og kort frem og gøre andet undervisningsmateriale klar, inden undervisningen begynder. Forplejning kan virke fremmende for en tryg og ankerkendende atmosfære, f.eks. kan kaffe/ te/vand gøre en positiv forskel. Forberedelse af undervisningen samt mulighed for en god dialog Underviseren kan så vidt muligt indhente oplysninger om deltagerne, så undervisningen kan tilrettelægges efter deltagernes behov. Det er vigtigt at anerkende deltagernes forskellighed f.eks. deres behov for tid til grundig introduktion og tid til at gennemføre en øvelse samt behov for, at underviseren kan svare på spørgsmål undervejs. Det er også vigtigt, at underviseren er forberedt på, at deltagerne kan være kede af det, blive berørte og have forskellige reaktioner under øvelserne. F.eks. kan der komme følelser og emner frem under øvelsen Familiespejlet, som er nye i familien og kan give anledning til vrede, frustrationer, bekymring eller sorg blandt familiemedlemmerne. Dette kan bevirke, at der er særlig behov for, at patientunderviseren afsætter tid til støtte og omsorg. Det skal patientunderviseren kunne rumme, da denne erkendelse kan åbne for nye muligheder for ændring af uhensigtsmæssige familiemønstre. Det kan med fordel vurderes, om der skal afsættes ressourcer til at være to patientundervisere tilknyttet det enkelte hold. Således kan de supplere hinanden og splitte op, hvis en familie har brug for ekstra opmærksomhed og støtte. Øvelserne understøtter forandring og sætter fokus på svære emner, som underviseren kan håndtere med anerkendelse og accept. Det er vigtigt at understrege, at den sundhedsprofessionelle ikke skal påtage sig opgaven at løse alle de eventuelle udfordringer eller konflikter, der opstår i familien, men at de skal kunne rumme, at de dukker op. Udveksling af erfaringsbaseret viden mellem deltagerne Erfaringsviden er vigtig. Det anbefales derfor, at underviseren giver tid til, at deltagerne taler sammen og udveksler erfaringer. Dette kan gøres ved at give tid til pauser, samt tid til at deltagerne taler sammen to og to. Samtaler to og to kan foregå som walk and talk eller ved et bord. Det anbefales at inkludere fællesspisning i sessionerne, da det giver rum for en god snak deltagerne imellem. Patientuddannelsen er et sted, hvor familier med diabetes møder hinanden og har mulighed for at skabe et netværk på baggrund af fælles interesser og fælles udfordringer. Flere af øvelserne giver mulighed for, på en struktureret måde, at arbejde med erfaringsbaseret viden på tværs af familier. Samarbejde på tværs af sektorer Borgere med diabetes og deres familiemedlemmer Guide til sundhedspædagogiske værktøjer [ 19 ]

20 kan opleve udfordringer, der gør, at kommunikationen på tværs af sektorer er særlig vigtig. Diabetespatienter kan have særlig behov for kontakt til egen læge, sygehuset eller en anden behandler (f.eks. fodterapeut, øjenlæge, sygeplejerske, psykolog). Familiemedlemmer kan ligeledes have et ønske om kontakt til f.eks. en psykolog eller en diætist på familiens vegne. Her kan den sundhedsprofessionelle med fordel give besked om deltagernes muligheder for øvrig kontakt med sundhedsvæsenet. Evt. kan den sundhedsprofessionelle henvise til steder, hvor diabetespatienten modtager behandling og allerede er i kontakt med sundhedsvæsenet. Den sundhedsprofessionelle kan også med fordel oplyse, at familien ofte er velkomne til at deltage ved konsultationer, og på den måde støtte personen med diabetes i at navigere rundt i og kommunikere med sundhedssystemet, så de ikke føler, at de står alene med denne udfordring. [ 20 ] Guide til sundhedspædagogiske værktøjer

21 [ Viden om familier, behov, dynamikker og barrierer ] Guide til sundhedspædagogiske værktøjer [ 21 ]

23 [ Viden om familier, behov, dynamikker og barrierer ] PIFT-projektet har udviklet sundhedspædagogiske værktøjer og kvalitativ forskningsviden sideløbende. Gennem en lang række workshops med både familier og sundhedsprofessionelle i forskellige faser af en omfattende samskabelsesproces, har vi indsamlet viden om mange forskellige aspekter af familielivet med type 2-diabetes. Familien er et system med komplekse mønstre for de enkelte relationer, ligesom familiesystemet er komplekst indlejret i og hele tiden skal forholde sig til samfundets større systemer og familiens egne subsystemer. Når type 2-diabetes kommer ind i billedet, skaber det markante forstyrrelser i familiesystemet, og det er vigtigt at huske på, at sundhedsprofessionelle også selv bliver medskaber af nye forstyrrelser, når man intervenerer. Når sundhedsprofessionelle arbejder med familien med henblik på at skabe livsstilsforandringer, vil fleksibiliteten ligge i leddene i systemet altså i alle de enkelte relationer (Johansen & Mose, 2013; White et al., 2015). I nærværende projekt bruger vi begrebet familie i stedet for begrebet pårørende. Det gør vi for at gøre opmærksom på de mange muligheder, der ligger i at anskue udfordringerne omkring type 2-diabetes som en social udfordring. Ikke alene som patientens eller den pårørendes problem men som en samlet udfordring for hele familien. Vi ønsker ikke, at værktøjerne i udgangspunktet skal differentiere mellem familiemedlemmerne og dermed definere bekymringer og roller i forbindelse med sygdomsmønstre. Familiekassen skal derimod ses som en hjælp til den sundhedsprofessionelles arbejde med at støtte hele familiens håndtering af livet med type 2-diabetes, såvel som en mulighed for at forebygge at flere familiemedlemmer udvikler sygdommen. I dette afsnit vil vi præsentere de vigtigste resultater fra de to første analyser af det omfattende datamateriale fra både behovsafdækning, idégenerering og tests af tidlige versioner af værktøjerne. Til sidst vil vi desuden præsentere en evidensbaseret autenticitetstilgang, designet for at sundhedsprofessionelle på en overskuelig måde kan fokusere på at fremstå autentiske og troværdige med henblik på at adressere familiernes behov og problemer på bedst mulig måde. SEKS CENTRALE PROBLEM- OMRÅDER I FAMILIER MED TYPE 2-DIABETES Af den indledende behovsafdækkende analyse forud for udviklingen af Familiekassen, fremkom viden om seks centrale områder, hvor familierne ofte møder udfordringer og problemer, og hvor der derfor er behov for øget opmærksomhed i de sundhedsprofessionelles praksis. Områderne er ofte overlappende og gensidigt forstærkende. Alle nedenstående citater stammer fra behovsafdækning udført forud for udvikling af Familiekassen. 1 Mangel på viden De fleste familier har oplevet frustrationer og udfordringer vedrørende viden om type 2-diabetes. Mange af disse omhandler forskellige vidensbehov og forvirring omkring vidensdelingen internt i familien. Der, hvor jeg oplever, at der er en forskel familiemæssigt set, er, at mine børn lægger mere vægt på mine hjerteproblemer end på min diabetes. Dét mener de jo, at jeg kan dø af. Det kan jeg jo også af det andet, men det ved de jo ikke. Jeg kunne ønske mig, at de ville få et mere realistisk billede af forløbet ved at få noget fakta men det kræver selvfølgelig, at de har interesse for at få fakta. Det skal gøres interessant. De forstår ikke alvoren. (Mand med diabetes) Mangel på viden om, hvor alvorlig type 2-diabetes er, er et tilbagevendende tema. Når der i den enkelte familie er forskelle på, hvor alvorligt en risiko opfattes, har det konsekvenser for, hvordan viden spredes i familien og for hvordan viden opsøges. Sundhedsprofessionelle fortæller ofte, at der i familierne især er en mangel på viden om risici vedrørende arvelighed og tidlig opsporing, og at man derfor ofte ignorerer risikosignaler og negativ sundhedsadfærd internt i familierne. 2 Uhensigtsmæssig kommunikation Vidensdeling er tæt forbundet med kommunikative strukturer og dynamikker i familien. Det er ofte svært at finde en naturlig balance i, hvor meget man kom- Guide til sundhedspædagogiske værktøjer [ 23 ]

24 [ Viden om familier, behov, dynamikker og barrierer ] munikerer om diabetes i familien. I nogle familier er det et problem, at man ikke taler nok om det: Vi taler egentlig slet ikke om det! Hun tager bare sit stik i låret eller i maven, og så er det dét! Vi taler faktisk slet ikke mere. Vi har ikke noget forhold i den forstand. Selvom vi har været gift i så mange år, så er det lidt som om, at det er ved at løbe ud i sandet nu. (Mand til kvinde med diabetes) I andre familier har man det modsatte problem, hvor diabetesrelateret kommunikation ender med at fylde for meget: Nogle gange synes jeg, at det har været for meget og har sagt til hende, at det her må du altså snakke med nogen andre om. Du må huske, at jeg er din datter. Det fylder jo rigtig meget i hendes liv, og det fylder nogen gange så meget, at hun ikke snakker om andet. Og så er jeg nødt til at sige, at jeg er altså ikke kommet hjem for at besøge dig, for at vi kun skal snakke om diabetes. (Datter til kvinde med diabetes) Familiers kommunikative strukturer og dynamikker, samt de forventninger og sociale forestillinger der følger med, er komplekse og når der kommer en kronisk sygdom ind i billedet, bliver kompleksiteterne ofte helt uoverskuelige og meget svære at forstå og navigere i. Sundhedsprofessionelle oplever ofte, at familiers kommunikation bryder helt sammen, og at det er meget svært at skabe motivation i familier, hvor kommunikationen skal genopbygges fra bunden. 3 Rolleforvirring Roller og især den indbyrdes forståelse af roller er grund til meget forvirring og mange frustrationer i familierne. For personen med type 2-diabetes er det ofte svært at acceptere rollen som en person med en kronisk livsstilssygdom: Det vi hader som pesten, når familien er samlet, det er at komme til at snakke sygdom. Jeg er fandeme ikke syg. Ikke i det daglige. Jeg har den skide diabetes og en dårlig ryg. Men ellers er jeg ikke syg! Hvis man hører om det hele tiden, så bliver man træt af det. (Mand med diabetes) På samme måde finder de øvrige familiemedlemmer det tilsvarende svært at udfylde rollen som pårørende, med hvad dertil hører af tvivl om, hvordan man bedst støtter og hjælper. Sundhedsprofessionelle beskriver, at de roller, der bliver uforståelige og belastende når et familiemedlem diagnosticeres med type 2-diabetes, faktisk er de selvsamme roller, der eksisterede før, og som er blevet defineret og forhandlet på plads over tid. Disse roller passer dårligt ind i den nye hverdag, hvor de skaber forvirring og usikkerhed i en situation, hvor familiemedlemmerne forsøger at holde fast i velkendte roller uden at kunne få rollerne til at give mening i den nye kontekst. 4 Hverdagslogistik Når type 2-diabetes bliver en del af familiens hverdag, bliver der ofte vendt op og ned på daglige rutiner. I en del familier kommer dette til udtryk som en lang række uhensigtsmæssige forsøg på at fastholde en form for normalitet som eksempelvis denne kvinde, som forsøger at leve sundere, samtidig med at hun forsøger at fastholde resten af familiens normalitet: Nogle gange er jeg faktisk nødt til at lave tre retter mad. Og nogle gange er det jo lidt trælst, for jeg kunne jo godt tænke mig at spise den lidt fede mad. Men den er ikke god for mig. Og hvis jeg spiser den fede mad, så kan jeg mærke det. Så bliver jeg uoplagt og træt. (Kvinde med diabetes) Det er et tilbagevendende tema for familierne, at diabetes ikke må overtage hverdagen fuldstændigt, og ofte udvikler det sig til en kamp for at fastholde elementer af hverdagen, som den så ud før diagnosen. Ofte fastholdes resten af familien derved i en uhensigtsmæssig sundhedsadfærd, der forøger risici for diabetes-arvelighed. Mange sundhedsprofessionelle er opmærksomme på vigtigheden af at få indblik i hverdagen i familien: I sundhedsvæsenet ser vi kun ganske bitte små fragmenter af det liv, der bliver levet. Men de pårørende er sammen med vores patienter hele tiden og ser mange flere facetter og oplever både det gode og det [ 24 ] Guide til sundhedspædagogiske værktøjer

25 [ Viden om familier, behov, dynamikker og barrierer ] dårlige. Og de vil altid kunne fortælle historien rundt om, som giver os indblik i hverdagslivet. (Sundhedsprofessionel fra workshop) Det er derfor vigtigt at få en forståelse af familiernes hverdag for at kunne hjælpe familierne med at skabe en positiv og konstruktiv gensidig involvering. 5 Misforstået støtte Mange pårørende er usikre på, hvordan de bedst støtter personen med diabetes. De giver udtryk for, at de er bange for at være for kontrollerende eller for invaderende. Meget tvivl er især forbundet med en manglende føling med, hvornår der skal støttes aktivt, og hvornår der ikke skal støttes. Ofte opstår der misforståelser, når mangel på støtte opfattes som mangel på kærlighed: Hvis der ikke kom nogen reaktion, så ville man jo ikke kunne se, at de holder af én! At de så holder af én på en pisseirriterende måde, det er jo en anden side af sagen. (Mand med diabetes) Mange familier fortæller om tilfælde, hvor konflikter relateret til støtte har resulteret i, at støtten er blevet opgivet helt: Jeg har prøvet at blande mig i, hvad jeg synes, han gør forkert. Men det er ikke faldet ud til min fordel, og siden har jeg ikke blandet mig. Han klarer sig selv, og det er fint nok. (Kone til mand med diabetes) Udfordringer relateret til støtte er tæt forbundet med rolleforvirring og kommunikation, og der er mange eksempler på, hvordan en kontinuerlig række af misforståelser relateret til støtte kommer til udtryk som en ond cirkel, hvor kommunikationen bliver dårligere og dårligere, i takt med at forvirringen bliver mere og mere udtalt. Viden om, hvordan man støtter bedst, er en mangelvare i de fleste familier. handler om, hvorvidt yngre generationer også er i farezonen for at udvikle type 2-diabetes: Det er jo os, der har opdraget dem, så de har jo fået nogle dårlige vaner. Det er jo næsten altid mig, der har stået for kosten. Så det er min skyld sådan er det bare. (Kone til mand med diabetes) Generelt giver familierne udtryk for, at de ikke taler nok om hinandens bekymringer. Især de pårørendes bekymringer bliver ofte negligeret, da de, af de pårørende selv, vurderes som mindre vigtige i en diabetessammenhæng. Ifølge de sundhedsprofessionelle, er det dog helt centralt at lytte til de pårørendes bekymringer, da de pårørende ofte har helt andre og ofte alvorligere bekymringer end personen med diabetes, hvis bekymringer oftere adresseres af sundhedssystemet. Ofte bliver familiemedlemmerne faktisk overraskede over, at de rent faktisk bekymrer sig om hinanden. Det tyder altså på, at det vil være centralt for sundhedsprofessionelle at få familierne til at sætte ord på disse bekymringer, for derigennem at få åbnet op for en højere grad af gensidig involvering og dermed skabe yderligere positiv kommunikation: Kvinde med diabetes: Jeg tror ikke, at han har nogen bekymringer om det med mig. Hendes mand: Jo, det har jeg. Det, der bekymrer mig meget, er, at du ikke vil høre efter, hvad jeg siger. Hver gang jeg siger noget, siger du bare, at det kan være lige meget Men jeg ved jo, at det er rigtigt, det jeg siger. Det får hun også at vide på Riget og andre steder. Og så siger jeg, hvad sagde jeg ( ) Jeg vil gerne hjælpe hende, men jeg tror, at Karen misforstår mig mange gange, når vi snakker om tingene. Det er for hendes skyld! Lad være med at købe alle de kager. Det er jo for hendes egen skyld. Jeg bekymrer mig for dig. Det går jo ad helvede til rent ud sagt. 6 Gensidige bekymringer Som illustreret af de fem første temaer, er der grobund for mange forskellige slags bekymringer i forbindelse med de mange aspekter af familielivet med type 2-diabetes. En af de ofte forekommende bekymringer Guide til sundhedspædagogiske værktøjer [ 25 ]

27 [ Relationelle barrierer for forebyggelse og tidlig opsporing ] Guide til sundhedspædagogiske værktøjer [ 27 ]

29 [ Relationelle barrierer for forebyggelse og tidlig opsporing ] For at styrke projektets fokus på intra-familiær forebyggelse og tidlig opsporing, analyserede vi data igen med henblik på at afdække, hvilke konkrete barrierer der trådte frem i familiernes beskrivelser af hverdagen med type 2-diabetes. 1 Type 2-diabetes ses som personens eget ansvar og bliver kun sjældent integreret i kollektive processer En signifikant barriere for såvel forebyggelse som tidlig opsporing i familier er, at personen med type 2-diabetes ikke ønsker at være en byrde for resten af familien og derfor ser sygdommen og sygdomshåndteringen som sit eget ansvar og ingen andres. Når det er tilfældet, bliver sygdomsrelaterede emner sjældent diskuteret, og viden om forebyggelse og tidlige sygdomssymptomer bliver ikke delt eller opsøgt. Familier opbygger over tid ret fasttømrede kollektive opfattelser af, hvad der er relevant for hele familien, og hvad der ikke er og her falder type 2-diabetes altså ofte i kategorien ikke relevant for andre end personen selv. Dette gøres endnu mere udtalt af, at det er hele familien (inklusiv personen med diabetes), der er enige om denne kategorisering. En anden ofte rapporteret barriere er, når en pårørende på et tidspunkt har forsøgt at integrere en diabetes-relateret ændring i de daglige rutiner uden succes. I disse tilfælde holder de pårørende ofte helt op med at forsøge at involvere sig, og situationen udvikler sig i flere tilfælde til en ond cirkel med mindre og mindre involvering og mindre og mindre kommunikation. At være den direkte årsag til hverdagsbøvl, og hvad der ofte opfattes som ødelæggelse af normalitet, er noget mange personer med type 2-diabetes frygter og forsøger at undgå ved at skabe uhensigtsmæssige rutiner for sig selv. Et eksempel på dette er kvinden, der lavede tre retter mad for ikke at være skyld i fravær af normalitet (se afsnittet Hverdagslogistik ). Der er altså tale om en kollektiv praksis med fokus på ikke at lade diabetes påvirke en selvopfattet tilstand af normalitet. Familiens selvforståelse og sociale forestillinger om at passe ind i en virkelighed beboet af normale familier gør det svært at få håndteringen af type 2-diabetes passet ind i hverdagen og sygdommen bliver derfor i høj grad ignoreret af alle andre end personen med diabetes som endda selv ignorerer, at diabetes kunne være et relevant emne for andre. I andre familier opstår den næsten modsatte situation, hvor personen med diabetes får lov til at lade sygdommen fylde det hele på betingelse af, at personen selv står for alle aktiviteter og beslutninger med relevans for diabetes. Denne tilgang er effektiv med henblik på at undgå konflikter, men den er ikke særlig involverende eller effektiv med hensyn til at sprede viden om diabetes, diabetes-forebyggelse eller tidlig opsporing af sygdommen: Det er min mand, der har diabetes, og det er ham, der laver mad, og ham, der handler ind, så det styrer han sådan set selv, hvis han har en dårlig dag. Jeg spiser bare det, han laver, så det er helt fint. Og jeg gider ikke løfte pegefingrene, for han er en voksen mand, og sådan må det også være. (Kone til mand med diabetes) Motivationen for aktiv og konstruktiv diabetes-håndtering er ofte stærkere, når personen med diabetes oplever, at sygdommen på den ene eller den anden måde påvirker resten af familien. Hvis familien ikke får indblik i eller adgang til frustrationerne og problemerne forbundet med hverdagen med diabetes, er det usandsynligt, at de på nogen måde vil blive påvirket. I de tilfælde er diabetes simpelthen ikke en del af de pårørendes meningshorisont, ligesom personen med diabetes heller ikke synes, at diabetes er relevant for resten af familien: Da jeg havde diabetes, da jeg var gravid, tænkte jeg meget på, at det ikke skulle skade barnet. Men nu, hvor det bare er mig selv, jeg skal tænke på, så fylder det ikke på samme måde i dag er det kun mig selv, det går ud over. (Kvinde med diabetes) Når resten af familien ikke deltager i livet med type 2-diabetes, mindskes muligheden for at skabe den konstruktive gensidige involvering, som er helt afgørende for at forebygge og opspore diabetes i familien. Guide til sundhedspædagogiske værktøjer [ 29 ]

30 [ Relationelle barrierer for forebyggelse og tidlig opsporing ] 2 Kommunikation om sundhed og type 2-diabetes blokkeres af forskellige risikoopfattelser internt i de enkelte familier Det er velkendt, at unge menneskers manglende motivation eller manglende evne til at relatere aktuel sundhedsadfærd til fremtidig usundhed og/eller livsstilssygdomme ofte sætter en stopper for både forebyggelse og tidlig opsporing af risikofaktorer. De yngre generationers ubekymrede og ofte usunde adfærd bekymrer forældrene i familier, som allerede har stiftet bekendtskab med type 2-diabetes: Jeg tænker på, at jeg da vil blive ked af det, hvis mine børn får det. For de to af dem er ret buttede. Men de vil ikke høre, og så må de jo føle. Men jeg kan godt grue lidt for, at de også får det. (Kvinde med diabetes) Det er et tilbagevende tema, at forældre erkender, at det er umuligt at få de yngre generationer til at ændre adfærd, hvilket i rigtig mange tilfælde afføder holdningen om, at børnene selv er ude om det, og at de må føle konsekvenserne, når de nu ikke gider høre efter. Selvom familierne altså er bevidste om arvelighedsrisici, indtræder der en magtesløshed, der forplanter sig som en reel barriere for generel sundhedskommunikation og dermed også for forebyggelse og tidlig opsporing: Unge mennesker, som har svært ved at se ind i fremtiden, de har det sådan lidt, at de løser problemerne, når de er opstået. Man kan ikke sige til dem, at hvis du spiser det dér, så bliver du tyk om tre år. (Mand med diabetes) Relationen mellem forældre og børn er, i spørgsmål om sundhedsadfærd, i høj grad præget af skyld: Når jeg tænker tilbage på min familie i forhold til at håndtere og forebygge diabetes, så synes jeg, at jeg manglede at få kommunikeret til dem, at det også kan gå galt for dem. Det var ligesom om, at det ikke havde noget med dem at gøre. Mine børn er adopterede, så de har ikke arvet fra mig genetisk, men de skal jo alligevel bevæge sig og leve sundt. (Kvinde med diabetes) En anden slags skyld er, når forældre føler, at de, ved at påføre den yngre generation kostændringer, begrænser børnenes ret til at indtage usund mad sammen med deres kammerater og dermed begrænser deres sociale rum: Det er synd for børnene, hvis de ikke får slik, for det får alle deres kammerater. Men så må Birgit ikke spise det, og hvis vi bare kunne få noget slik til diabetikere, så ville det løse problemerne. Og frugt må hun heller ikke spise mere, fordi hendes tal er så dårlige. (Mand til kvinde med diabetes) At forældre på denne måde er tilbøjelige til at prioritere børnenes ret til usund mad højere end fremtidige sundhedsrisici og forebyggelse af, at børnene selv udvikler type 2-diabetes, synes at være en ret udbredt barriere for kommunikation om sundhed generelt og om risikoen for type 2-diabetes i særdeleshed. 3 Type 2-diabetes ses ikke som et vigtigt emne, og ingen i familien forventer, at de andre bekymrer sig om sygdommen En særdeles udbredt barriere er, at man ikke taler om type 2-diabetes overhovedet. Familierne giver mange forskellige grunde til dette, men det gennemgående budskab er ofte, at emnet simpelthen ikke opfattes som vigtigt nok: Det er jo en sygdom, som man ikke kan se. Så for os har det heller aldrig rigtigt virket som om jo min mor var træt, det var det. Og det syntes jeg var pisseirriterende. Men det har aldrig rigtig virket til, at hun var rigtig syg. For man kan jo ikke se noget. Vi kunne godt have brugt at snakke om diabetes dengang. Jeg har også en lillebror, jeg tror nærmest ikke, at han ved, min mor har diabetes. Han er 18 nu. Det eneste vi vidste, var, at hun stak sig med en nål, inden vi skulle spise. (Datter til kvinde med diabetes) Det er ikke kun personen med diabetes, der ikke finder emnet vigtigt. I mange tilfælde er deres børn og familien i det hele taget ligeså uinteresserede i at tale om sygdommen: [ 30 ] Guide til sundhedspædagogiske værktøjer

31 [ Relationelle barrierer for forebyggelse og tidlig opsporing ] Da min far fik konstateret sukkersyge for en år siden, fik vi det bare at vide og så var det bare sådan: nå, okay og så blev der ikke snakket mere om det i mange år men hvis jeg ville vide noget om det, jeg kunne jo egentlig bare spørge mere ind til det. Både hos mine forældre og hos lægen. (Datter til mand med diabetes) Hvis ingen taler om type 2-diabetes, er det vanskeligt eller måske umuligt at udvikle nogen form for kollektiv praksis omkring hverdagen med sygdommen og tilsvarende umuligt at udvikle en kollektiv bevidsthed om, hvad det vil sige at være en familie med type 2-diabetes. Kommunikation med den bredere familie om type 2-diabetes forekommer måske logisk nok i endnu sjældnere grad: I forhold til den brede familie er det ikke noget, jeg har meldt ud. Altså, de ved godt, at jeg har sukkersyge, men den generelle holdning har nok været, at så kan man bare hurtigt tabe sig, og så er det godt igen. Men det er altså ikke noget, jeg melder voldsomt ud, for indtil for kort tid siden har jeg jo ikke været voldsomt påvirket af min diabetes. (Mand med diabetes) Selv om man ofte deler sundhedsadfærd og livsstil med den brede familie, er der altså her tale om en endnu mindre grad af involvering. Det betyder, at disse familiemedlemmer ofte mangler den viden, som kunne hjælpe dem til at forebygge og opspore type 2-diabetes i deres egen nære familie. Guide til sundhedspædagogiske værktøjer [ 31 ]

33 [ Underviserens rolle ] Guide til sundhedspædagogiske værktøjer [ 33 ]

35 [ Underviserens rolle ] Som det tydeligt fremgår af de ovenstående analyseresultater, er familiernes udfordringer både omfattende og komplekse og derfor også komplekse at adressere for de sundhedsprofessionelle. Underviserens erfaringer Undervisningen kan med fordel varetages af erfarne patientundervisere, idet deres evne til at skabe dialog og deltagelse, samt at involvere alle deltagere, er afgørende for, om målgruppen profiterer af undervisningen. Det er en svær opgave, som kræver overblik over hele gruppen og dens dynamik, ligesom det kræver erfaring at kunne jonglere med de forskellige muligheder for håndtering af vanskelige og udfordrende situationer i en gruppe, hvor deltagerne har forskellige behov og interesser. Mindre erfarne undervisere kan selvfølgelig også anvende Familiekassen, men det vil ofte kræve mere forberedelse i form af sparring med kolleger og støtte til anvendelse. Det kan være en god idé at afprøve metoderne og værktøjerne på hinanden undervisere imellem. Det giver en sikkerhed i anvendelsen, at der er ro til at fokusere på deltagerne og deres udbytte, når værktøjerne bruges i praksis. Ud over den generelle erfaring med undervisning af personer med type 2-diabetes, vil undervisere i brugen af Familiekassen få en ny rolle med systematisk at involvere hele familien en opgave som muligvis ikke har haft så høj prioritering tidligere. Det er ikke et krav eller en forventning, at underviserne har erfaring med undervisning af familier inden de benytter Familiekassen. Særlige udfordringer relateret til undervisning af familier, er beskrevet i afsnittet Kompetenceudvikling for undervisere. Sundhedsprofessionelles autenticitet For at imødekomme de omfattende og komplekse udfordringer underviseren vil møde, har vi valgt at uddybe, hvilke autenticitetsformer der er i spil i relationen mellem familier og sundhedsprofessionelle for derigennem at kunne fokusere på muligheder for at forme indsatsen på en måde, der opfattes som værende autentisk af den enkelte familie. På baggrund af vores analyser har vi identificeret følgende fire dominerende autenticitetskategorier: Tabel 1. De fire dominerende autenticitetskategorier Autentisk relation Autentisk faglighed Autentisk form Autentisk indhold Ærlig forbindelse Ægte omsorg Faglig autoritet Sammenhæng med menneskelig troværdighed Er aktiviteterne meningsfulde? Er settingen konstruktiv? Er indholdet anvendeligt? Kan det relateres til selvforståelse og identitet? Denne opstilling præsenterer de fire mest almindelige autenticitetsformer. Familierne tillægger meget ofte relationen til sundhedsprofessionelle stor betydning, i forhold til om de kan relatere et forløb eller en konsultation til deres selvforståelse og hverdagssituation. Er relationen ærlig og ægte, og får familien opfattelsen af, at omsorgen er ægte snarere end påtaget og rutinepræget professionel? Hvad angår den faglige autenticitet, er der en tendens til, at den altid vurderes i sammenhæng med en menneskelig autenticitet. Det tilskrives stor vigtighed, at den sundhedsprofessionelle fremstår som en faglig (videns) autoritet, men denne har kun værdi, hvis den hænger sammen med, at personen bag fremstår autentisk og ærlig. Mange familier har oplevet, at form og indhold ikke altid hænger sammen. Selve formen (altså de konkrete øvelser eller delelementer i et uddannelsesforløb) betyder meget for, om familierne finder det meningsfuldt at deltage. Hvis elementerne fremstår som værende ude af kontekst eller usammenhængende, mister familierne hurtigt interessen og føler, at de spilder deres tid. Det samme gør sig gældende for indholdet. Hvis ikke familierne kan relatere indholdet til deres dagligdag, selvforståelse og identitet, mister de hurtigt interes- Guide til sundhedspædagogiske værktøjer [ 35 ]

36 [ Underviserens rolle ] sen. Meget tyder også på, at netop sammenhængen mellem form og indhold er afgørende for, om indsatsen opfattes som autentisk. Alle værktøjerne i Familiekassen er udviklet med henblik på at gøre et familiepatientuddannelses-forløb, eller den generelle kommunikation med familier, autentisk og sammenhængende. Værktøjerne er i sagens natur mest fokuserede omkring autentisk form og indhold, men de giver også hver især den sundhedsprofessionelle gode muligheder for at skabe autentiske relationer og for at fremstå fagligt autentisk. Kompetenceudvikling for underviseren Det kræver specifikke kompetencer at adressere alle de ovennævnte behov, problemer og barrierer i undervisningen af familier. Autenticitetskategorierne kan med fordel suppleres med modellen Den sundhedspædagogiske jonglør (Engelund et al., 2014), som grundlæggende beskriver opgaver, udfordringer og behov for kompetenceudvikling relateret til arbejdet som underviser i patientuddannelse. Modellen identificerer fire roller, som underviseren skal kunne jonglere med i undervisningen: Favneren Favnerens rolle er at binde gruppen sammen og skabe et tillidsvækkende miljø. Favneren skaber dette fortrolige miljø, fordi hun med sit nærvær indgyder tillid og tryghed. Favneren er åben og rummelig og viser deltagerne, at alle er interessante. Igangsætteren Igangsætterens rolle er at motivere til handling og forandring. Igangsætteren er kendetegnet ved at igangsætte en forandringsproces hos deltageren, ved at sætte tanker i gang og åbne deres øjne for eventuelle problemer. Igangsætteren hjælper deltagerne til selv at arbejde med at finde en løsning (Engelund et al. 2014, s ). Figur 1. Den sundhedspædagogiske jonglør FAVNER Den empatiske underviser Den sundhedspædagogiske jonglør FASILITATOR Den styrende underviser Facilitatoren Facilitatoren hjælper til at skabe klarhed over deltagernes udfordringer ved at un-- derstøtte en konstruktiv dialog og refleksion. Facilitatoren leder undervisningen og må derfor have overblik over gruppen og dialogen samt integritet og mod til at styre. Facilitatoren er lyttende og stiller relevante spørgsmål og skaber derved en konstruktiv dialog, hvor deltagerne kan få luft for deres problemer. Oversætteren Oversætterens rolle er at oversætte sundhedsfaglig viden til meningsfuld brug i forhold til deltagernes behov. Oversætteren er kendetegnet ved at fremstå (fagligt) kompetent, ved at tage udgangspunkt i deltageren og vejlede samt dække vidensbehovet hos den enkelte deltager. IGANGSÆTTER Den inspirerende underviser OVERSÆTTER Den faglige underviser [ 36 ] Guide til sundhedspædagogiske værktøjer

37 [ Underviserens rolle ] Udfordringer for underviseren I undervisning baseret på Den sundhedspædagogiske jonglør er det væsentligt at være opmærksom på en række udfordringer. Det kan være svært at inkludere diabetesspecifik viden i undervisningen, ligesom undervisere oplever, at facilitatorrollen er svær at udføre i praksis (Helms Andersen et al., 2014). Ved undervisning af hele familien er behovet for viden blandt familiemedlemmerne stadig stort, og facilitatorrollen kan være endnu mere udfordret af den blandede deltagergruppe med forskelligt vidensniveau. Disse og andre udfordringer, som er blevet identificeret i nærværende projekt, er, ligesom anbefalinger til at håndtere udfordringerne, beskrevet i dette afsnit. Figur 2. Udfordringer i relation til den sundhedspædagogiske jonglør At motivere deltagere med forskellige udgangspunkter At facilitere en blandet deltagergruppe med forskellige relationer til personen med diabetes Særlige udfordringer i relation til undervisning af familier At formidle viden til deltagere med forskelligt vidensniveau Udfordringer i relation til den sundhedspædagogiske jonglør At facilitere en blandet deltagergruppe med forskellige relationer til personen med diabetes I sundhedspædagogisk arbejde med familier kan underviseren opleve, at der er forskel på, hvilke familiemedlemmer personen med diabetes vælger at inkludere i undervisningen. Enkelte vil måske samle hele familien i undervisningen, mens andre vil have kernefamilien med, og andre igen udelukkende vil have deres partner eller et voksent barn med. For den faciliterende underviser kan det derfor være en udfordring at få familierne til at arbejde i samme tempo og dermed styre undervisningen i den retning, som passer til deltagerne. Øvelserne, der præsenteres i denne guide, giver imidlertid mulighed for at tilføje elementer til de grupper, der arbejder hurtigt (eller er færre familiemedlemmer), og på den måde styre processen. Vi anbefaler derfor, at man på forhånd forbereder en række tilføjelser til øvelserne (det kan f.eks. være ekstra hjælpespørgsmål), som kan gives til de grupper, der arbejder hurtigst. At formidle viden til deltagere med forskelligt vidensniveau At formidle den rette viden på det rette tidspunkt kan i sig selv være vanskeligt, og i forbindelse med familieundervisning kan det forvirre yderligere, at deltagerne ikke altid har behov for den samme viden. Personen med diabetes vil måske ønske viden om sygdommen, mens dennes partner ønsker viden om forebyggelse af sygdommen eller eventuelle følgesygdomme. I den forbindelse er det vigtigt at være åben over for de interesser, der er i gruppen og ikke låse sig fast på et emne på forhånd. Samtidig kan det være, at man undervejs skal være opmærksom på, om gruppens behov for viden overlapper, og at der derfor med fordel kan samles op på viden i plenum i løbet af undervisningen. Det kan også være relevant undervejs at samle grupper, der i relation til personen med diabetes minder om hinanden. Det kan f.eks. være ægtefælder for sig, børn for sig og personer med diabetes for sig. At motivere deltagere med forskellige udgangspunkter Underviseren skal være opmærksom på, at der kan være mange forskellige grunde til at familiemedlemmer deltager i undervisningen. Nogen er måske bekymret for deres pårørende med diabetes, andre er bekymret for dem selv eller deres børn, mens nogle måske i første omgang slet ikke ønsker at være til stede. Det er her vigtigt, at der gives plads til de forskellige deltagere og vise, at det ikke nødvendigvis er personen med diabetes, der vil være i centrum for undervisningen. Vi anbefaler derfor, at underviseren grundigt overvejer, hvordan forløbet og selve undervisningen skal præsenteres for at give familiemedlemmer en forståelse af, at de ikke udelukkende er der for at støtte op om personen med diabetes, men også for deres egen skyld. Guide til sundhedspædagogiske værktøjer [ 37 ]

39 [ Guide og generelle anbefalinger til brug af Familiekassens sundhedspædagogiske værktøjer ] Guide til sundhedspædagogiske værktøjer [ 39 ]

41 [ Guide og generelle anbefalinger til brug af Familiekassens sundhedspædagogiske værktøjer ] Oversigt over værktøjerne Tabellen nedenfor giver et overblik over de fire værktøjer i Familiekassen. Fælles for værktøjerne er, at de er udviklet på baggrund af den indsamlede data om behov, problemer og barrierer. Tabel 2. De fire værktøjer i Familiekassen Værktøj Formål At deltagerne skal bygge en figur af sig selv og et familiemedlem ved brug af kort med billeder og citater omhandlende: støtte, hverdag, bekymringer, roller, kommunikation og viden, relateret til livet med type 2-diabetes. Dette skal hjælpe deltagerne til at reflektere over og diskutere udfordringer og muligheder i familien. At lægge op til interaktiv refleksion omkring forskellige aspekter af familiens dagligdag samtidig med, at deltagerne får konkret viden og information om type 2-diabetes. Bogen kan læses i hjemmet eller bruges som dialogværktøj i forbindelse med patientuddannelsesforløb/workshops for familier. At familien identificerer udfordringer og løsninger i relation til type 2-diabetes, og på den baggrund får konkrete mål og planer for, hvordan de vil forbedre eller positivt fastholde vigtige elementer i dagligdagen. At familiemedlemmerne viser hinanden, hvor meget diabetes fylder for dem, og hvor meget diabetes burde fylde, hvilket kan åbne op for dialog omkring type 2-diabetes i dagligdagen. Familiespejlet Familiebogen Familieplanen Familielinen Deltagere Det anbefales, at så mange familiemedlemmer som muligt deltager. Der kan være store forskelle i den enkelte familie i relation til, hvordan man forholder sig til diabetes, hvilket kan være vigtigt at få adresseret med henblik på forebyggelse og tidlig opsporing blandt alle i familien. Ydermere anbefales det, at flere familier deltager sammen, så familierne kan udveksle refleksioner og erfaringer. Værktøjerne i Familiekassen er udviklet til at minimum to familiemedlemmer en person med diabetes og et familiemedlem til denne person deltager. Som udgangspunkt skal deltagerne være minimum 15 år, da følsomme emner kan blive bragt op ved brug af værktøjerne. Aldersgrænsen må imidlertid vurderes i det enkelte tilfælde i forhold til barnets modenhed og forældrenes ønske om at involvere deres barn i sygdommen. Optimalt set skal der være mere end én sundhedsprofessionel/underviser til stede, såfremt deltagerantallet overskrider 10 så deltagerne kan få den nødvendige vejledning og opmærksomhed undervejs. Værktøjerne vil også kunne anvendes til grupper af patienter uden deltagende pårørende. I sådanne tilfælde vil der være tale om peer-to-peer udveksling af erfaringer og tanker om barrierer, potentialer, problemstillinger og frustrationer relateret til familieinvolvering. Det skal dog understreges, at værktøjerne ikke er udviklet og testet i sådanne grupper. Introduktion til værktøjerne Som underviser har man ofte sat sig godt ind i de sundhedspædagogiske værktøjer, man planlægger Guide til sundhedspædagogiske værktøjer [ 41 ]

42 [ Guide og generelle anbefalinger til brug af Familiekassens sundhedspædagogiske værktøjer ] at anvende, og den måde man vil bruge dem på. Det kan derfor føles naturligt at kaste sig direkte ud i en øvelse og lade denne tale for sig selv. Deltagerne vil imidlertid have meget forskellige behov i forhold til undervisningsform; mens nogle deltagere vil være utålmodige efter at komme i gang og have det fint med at blive kastet ud i aktiviteter, de ikke helt ved, hvad går ud på, så vil andre føle sig utrygge, være forvirrede, have umiddelbar modstand og/eller manglende engagement. For ikke at tabe sidstnævnte deltagere er det vigtigt, at man giver en præcis introduktion til formålet med øvelsen. Hele øvelsen skal på dette tidspunkt ikke præsenteres detaljeret, men der skal snarere gives et kort overblik, hvor det understreges, at øvelsens forskellige trin løbende forklares og instrueres. Efter den overordnede introduktion er det vigtigt, at hvert af øvelsens trin forklares grundigt. Supplér gerne med at fremvise det materiale, som skal bruges i øvelsen. For at undgå at deltagerne får for meget information på én gang, anbefales det at forklare få trin ad gangen. Det er ligeledes vigtigt, at introduktionen, såvel som gennemgangen af øvelsens trin, giver deltagerne lejlighed til (kort) at reflektere over øvelsen og stille spørgsmål, inden øvelsen påbegyndes. Refleksion At fremme og give plads til refleksion hos deltagerne er et vigtigt element ved brug af værktøjerne. Der skal være tid og rum til at fordøje og evt. sætte ord på det, som er foregået. Refleksion kan ske enkeltvis, i par, i grupper eller i plenum, og kan iværksættes på mange forskellige tidspunkter og faser i undervisningen og i forskellige rammer, f.eks. siddende eller gående. Det kan ske i relation til et emne, der er undervist i, eller som afslutning på en øvelse, hvor både processen og udbyttet af denne kan være genstand for refleksion. Refleksion giver mulighed for at sætte emnet og indholdet i relation til ens egen situation og perspektiv, og processen kan herved understøtte tilegnelse og indlæring af ny viden, underbygge nye indsigter og erkendelser, samt motivere til nye handlemuligheder. Refleksion over selve processen kan foregå ved at undersøge, hvad fordelene og ulemperne er ved at arbejde på denne måde. Dette kan være med til at give luft for de personer, der føler sig utilpas ved denne måde, eller generelt nye måder at arbejde på, samt give mulighed for at andre deltagere byder ind med deres indsigter. Refleksioner kan støtte diskussion og erkendelse af forskellige måder at lære på. Det kan hjælpe deltagerne med at opdage deres egne præferencer for, hvordan de lærer bedst og opbygge respekt og forståelse for hinandens forskellighed. Det kan opleves abstrakt at blive bedt om at skulle reflektere over en oplevelse eller erfaring fra undervisningen. Det er derfor af stor betydning, hvordan underviseren formulerer sig. Man kan f.eks. bede deltagerne om at reflektere ved at sige: Prøv at tænke på den øvelse du lige har været igennem. Hvordan oplevede du, at? Fleksibilitet Det er hensigten, at værktøjerne kan anvendes fleksibelt, så de passer bedst muligt til den enkelte familie, den enkelte gruppe af familier, den enkelte underviser og den givne situation. Endvidere kan værktøjerne både benyttes enkeltvis og kombineres med hinanden. Det anbefales, at værktøjerne anvendes i et forløb med flere gange, da en stor del af refleksionerne i relation til værktøjerne foregår hjemme i familien fra gang til gang. I forhold til trin for trin beskrivelserne under hvert værktøj er disse blot forslag til, hvordan værktøjerne kan bruges. For nogle undervisere har det vist sig at være en god måde at lære værktøjerne at kende på, hvis man i starten nøje følger de foreslåede trin for trin; for senere at bruge dem mere frit. Derimod kan andre føle sig låst af trin for trin beskrivelserne og foretrække at bruge værktøjet på anden vis. Andre igen kan blive inspireret af trin for trin og bruge dem delvist, men med ændringer, så det passer bedre til den givne undervisning. Det kan f.eks. være, at man kun gennemfører en del af trinnene i trin for trin, eller at man slutter af på en anden måde. Det kan også være ved at variere antallet af spørgsmål og kort undervejs, eller introducere nye spørgsmål og kort i den givne øvelse. Af samme grund er tidsangivelsen ved de fire øvelser baseret på erfaringer fra udviklingen af værktøjerne, men arbejdet med værktøjerne skal selvfølgelig altid tilpasses virkeligheden, hvorfor [ 42 ] Guide til sundhedspædagogiske værktøjer

43 [ Guide og generelle anbefalinger til brug af Familiekassens sundhedspædagogiske værktøjer ] tidsestimeringerne skal ses som et skøn. Afhængigt af det specifikke formål og den enkelte situation kan forskellige øvelser inddrages fra andre tidligere udviklede sundhedspædagogiske værktøjskasser (f.eks. NEED og Sårbare kassen) i kombination med de nyudviklede værktøjer. Gældende for alle værktøjer er, at måden de bruges på, skal målrettes familierne; og at man er opmærksom på familiemedlemmernes individuelle ressourcer, f.eks. ved at underviseren tænker på, og overvejer sit sprog og ordvalg, så det bliver så konkret som muligt, så alle kan være med. givne situation tages stilling til, hvorvidt der er tid til at gå i dybden med spørgsmål og kommentarer til forskellige videnselementer, og/eller om der skal henvises til en anden sundhedsprofessionel (diætist, fodterapeut eller andre). Er der planlagt et sammenhængende forløb af flere sessioner, er det oplagt at tage et til flere videnselementer op fra gang til gang. Gruppeinddeling Der findes uendeligt mange forskellige familieformationer, og hvilke der er de mest betydningsfulde relationer kan variere markant fra familie til familie. Det er derfor meget forskelligt, hvem personen med type 2-diabetes tager med til undervisningen. For at optimere undervisningen er det vigtigt at have styr på deltagersammensætningen og gjort sig nogle indledende tanker om inddelingsmuligheder i god tid inden undervisningen. Vigtige inddelingskriterier kunne f.eks. være familierelation, alder, køn og sprogkundskaber. Det anbefales, at man i løbet af en undervisning skifter gruppeformationer, så deltagerne får mulighed for at erfaringsudveksle med så mange forskellige som muligt. De fleste værktøjer tager naturligt udgangspunkt i den enkelte familie, men efter de indledende refleksioner og øvelser, vil det i de fleste tilfælde være frugtbart at sparre med andre familiers familiemedlemmer døtre, sønner, søskende, venner, mænd eller koner. Omstillingsparathed hos underviseren er her også en kernekompetence, hvis man eksempelvis i starten af et forløb fornemmer, at det vil være bedst med en anden inddeling eller at droppe grupper, man oprindeligt havde planlagt, f.eks. ved afbud. Viden Ved brug af værktøjerne skal underviseren være opmærksom på, hvilken viden der efterspørges og derefter adressere disse på de mest hensigtsmæssige tidspunkter i løbet af undervisningen. Der må i den Guide til sundhedspædagogiske værktøjer [ 43 ]

45 [ Beskrivelse af værktøjerne ] Guide til sundhedspædagogiske værktøjer [ 45 ]

47 [ Beskrivelse af værktøjerne ] FAMILIESPEJLET Idéen med værktøjet Familiespejlet giver deltagerne mulighed for at synliggøre, hvordan diabetes i familien påvirker det enkelte familiemedlems liv. Hvert familiemedlem får en tom figur, der skal repræsentere dem selv, og får en stak kort med citater og billeder. Hvert familiemedlem skal udvælge de kort, der bedst udtrykker, hvordan vedkommende har det med type 2-diabetes. De udvalgte kort lægges herefter på figuren. Når stakken af kort er set igennem, og de relevante kort er lagt på figuren, er der mulighed for at gentage øvelsen med de resterende kort. Denne gang vælger deltageren en figur, der skal repræsentere ét af sine familiemedlemmer. De resterende kort ses igennem, og de kort, der repræsenterer hvilke følelser deltageren tror, at ens familiemedlem har omkring diabetes, lægges på figuren. Når alle deltagere er færdige med at lægge kort på figurerne, præsenteres og forklares figurerne internt i familien. Udvælgelsen af kort og den efterfølgende præsentation af figuren danner grundlag for refleksion og diskussion dels med egne familiemedlemmer, dels med andre familier. Forberedelse Placér bordene så hver familie kan sidde sammen ved et bord med god plads Læg de forskellige figurer og kortstakke i hver deres bunke på et bord (hvor der ikke sidder familier), så du nemt kan fremvise figurer og kort, når du skal introducere Familiespejlet. Hvis det vurderes, at det i den konkrete setting eller gruppesammensætning af en eller anden grund ikke er en god idé at præsentere deltagerne for alle 81 kort, kan stakken reduceres. Underviseren vurderer selv, hvilke kort der er mest oplagt at anvende. Tidsramme for øvelsen Tidsrammen for øvelsen kan variere fra 40 minutter til 2 timer afhængigt af antal deltagere, antal sundhedsprofessionelle og af, hvor mange af nedenstående trin der inkluderes i øvelsen. Det skal pointeres, at det er vigtigt, at der sættes god tid af til Familiespejlet dels for at øge deltagernes refleksioner Navnet Familiespejlet illustrerer, at deltagerne, ved at lave en figur af sig selv og et familiemedlem, får mulighed for at se på sig selv og sin familie fra en anden vinkel at kigge på figuren er som at kigge i et spejl. Figurerne kan således skabe klarhed og dialog om familiemedlemmernes udfordringer såvel som muligheder relateret til type 2-diabetes. Materiale: Et sæt kort til hver deltager. Hvert sæt består af 81 kort, der alle har samme baggrundsfarve. Hvert sæt består af 21 billedkort og 60 nummererede citatkort. I Familiekassen er 10 sæt kort. Det er muligt at hente og printe kortene online (hjemmesiderne findes forrest i guiden). A3 figurer af hhv. en kvinde eller en mand. Hver figur har en lille fold, hvor kortene kan samles i, hvis deltageren efter en øvelse skal flytte plads. Guide til sundhedspædagogiske værktøjer [ 47 ]

48 [ Beskrivelse af værktøjerne ] ved udvælgelsen af kort, dels for at give deltagerne mulighed for efterfølgende at udveksle tanker og oplevelser og få svar på de spørgsmål, der kan opstå undervejs. Hvis der er tale om et stort hold, kan det være en god idé at sætte en begrænsning på antallet af kort den enkelte deltager skal vælge, f.eks. maksimum 5 kort. Her skal det dog samtidig nævnes, at en sådan begrænsning kan gøre udvælgelsen af kortene sværere og dermed mere tidskrævende. Trin for trin kort beskrivelse af brug af Familiespejlet 1) Formålet med Familiespejlet præsenteres. 2) Hver deltager henter en stak kort og en figur, der repræsenterer dem selv og sætter sig over for deres pårørende. 3) Deltagerne laver en figur af sig selv. 4) Deltagerne udfylder en ny figur af deres pårørende. 5) Figurerne præsenteres internt i familien. Deltagerne fortæller, hvilke kort de har valgt og hvorfor. 6) Familierne udveksler refleksioner og erfaringer med hinanden. TRIN FOR TRIN DETALJERET BESKRIVELSE AF BRUG AF FAMILIESPEJLET 1 Præsenter formålet med Familiespejlet: Den øvelse vi skal i gang med nu, handler om, hvordan I hver især har det med diabetes i familien (Jf. beskrivelse under Idéen med Familiespejlet ) 2 Præsenter øvelsen: Bed deltagerne om at rejse sig og tage én figur, der repræsenterer dem selv, og en stak kort. OBS: Deltagere fra samme familie skal helst sidde overfor hinanden for at undgå, at de holder øje med, hvilke kort den anden vælger. I vælger en figur, der skal forestille jer selv. Dernæst får I hver en stak kort bortset fra baggrundsfarven på kortene, er hver stak ens. Kortene indeholder citater og billeder, der siger noget om, hvordan man har det med diabetes i familien. Læs et til to eksempler på citater højt og vis et billedkort. Understreg gerne, at billedkortene er til fri fortolkning: Nu læser jeg et eksempel på et citatkort op ( ) Der er både færdige citater og citater, hvor I selv kan færdiggøre sætningen med de tanker, I har. I må ikke skrive på kortene, men blot mundtligt fortælle, hvordan I har tænkt jer at færdiggøre sætningen. I forhold til billedkortene er det op til jer selv at fortolke dem der er ikke et rigtigt eller forkert svar på, hvad billedet forestiller (Vær opmærksom på, at det er deltagernes associationer ud fra kortene, som er vigtige). 3 Sæt øvelsen i gang: I skal nu hver især kigge jeres kortstak igennem og udvælge de kort, som bedst udtrykker, hvordan I selv har det med diabetes i jeres familie. I kan både vælge citat- og billedkort, hvilke kort I vælger, er helt op til jer. I skal dog kun udvælge de kort, der er relevante for jer. Derefter skal I placere de udvalgte kort på hver jeres figur. I får x antal minutter til se kortene igennem og lægge dem på jeres figur. Det er en god idé at understrege, at alle skal lave en figur af sig selv og dermed forholde sig til, hvordan de selv har det med diabetes, (pårørende kan fristes til at tro, at de skal forholde sig til, hvordan personen med diabetes har det). Deltagerne behøver ikke fylde hele figuren ud med kort de skal kun udvælge de kort, der bedst beskriver, hvordan de har det med diabetes. Deltagerne bestemmer helt selv, hvordan de sammensætter kortene der er ikke noget krav om, at der skal vælges både billedkort og citatkort. Såfremt en familie deltager med mere end to familiemedlemmer, kan du overveje at sætte en begrænsning for, hvor mange kort de må vælge, da det ellers kan tage lang tid at gennemgå figurerne efterfølgende. Det er meget individuelt, hvor lang tid processen med at udvælge kort varer, så fortæl gerne hvor lang tid de har, så de kan indstille sig på det fra starten. Giv gerne meldinger undervejs om, hvor lang tid de har tilbage. Mens deltagerne bygger deres figur af sig selv, kan det være en god idé at være opmærksom på, om der er spørgsmål blandt deltagerne. Læg mærke til, hvilke problemstillinger og vidensbehov der opstår under processen, så de senere kan adresseres (jf. afsnit om viden, under Guide og generelle anbefalinger til brug af Familiekassens sundhedspædagogiske værktøjer ). [ 48 ] Guide til sundhedspædagogiske værktøjer

49 [ Beskrivelse af værktøjerne ] 4 Deltagerne skal nu lave en figur af et af deres deltagende familiemedlemmer. Forklar dette med et eksempel: Nu skal du vælge en figur, der forestiller din partner/ mor/far/ven/barn mv., og så skal du, ud fra de resterende kort, udvælge de kort, som du tror din partner/mor/ far/ven/barn mv. ville have valgt. Med andre ord skal du sætte dig i dit familiemedlems sted. Hvis I gerne vil bruge et kort, som I allerede har lagt på jeres egen figur, nævner I blot dette ved præsentationen. I må ikke flytte kortet. I får x antal minutter til at se kortene igennem og lægge dem på figuren. Hvis der er flere familiemedlemmer med til én person med diabetes, laver deltagerne figuren for den person, der sidder til højre for dem (OBS: alle skal kun lave én figur udover deres egen). Hver deltager har kun et sæt kort og skal derfor i denne omgang vælge blandt de resterende kort. Hvis en deltager gerne vil bruge samme kort på begge figurer, skal deltageren blot huske at nævne kortet ved præsentation af den anden figur, da kortet skal blive liggende på deltagerens egen figur. 5 Familierne skal nu internt i familien præsentere deres figurer for hinanden: Nu har I udfyldt to figurer, som I skal præsenterer for hinanden. I præsentationen fortæller I, hvilke kort I har valgt og hvorfor. Start med at gennemgå den ene person og derefter den anden. Undervejs kan I stille spørgsmål til hinandens valg af kort. Deltagerne skal gennemgå én person ad gangen. Ved eksempel med et ægtepar præsenterer partneren først figuren af sig selv ved at fortælle, hvorfor han/hun har valgt de givne kort, og derefter præsenterer personen med diabetes den figur, som han/hun har lavet af partneren. Derefter præsenterer personen med diabetes sig selv, og partneren præsenterer figuren af personen med diabetes. Uanset hvilken rækkefølge der vælges/lægges op til, skal alle figurer præsenteres med dertilhørende associationer. Deltagerne skal opfordres til at stille spørgsmål til hinandens valg af kort og bidrage med eget perspektiv. Det er vigtigt at lægge vægt på, at de valgte kort forklares og underbygges man får sjældent noget ud af en ren oplæsning. Hvis famili erne går i stå eller blot læser citater op og bliver hurtigt færdige med præsentationen, kan du hjælpe dem på vej med spørgsmål som: Hvor var der forskelle og ligheder mellem figurerne? Hvad overraskede jer? Hvad var det vigtigste at tale om ud fra figuren? osv. 6 Såfremt der er flere familier til stede, kan familierne nu udveksle refleksioner og erfaringer familierne imellem. Grupperne kan deles op på forskellige måder (jf. afsnit om gruppeinddeling under Guide og generelle anbefalinger til brug af Familiekassens sundhedspædagogiske værktøjer ). Sæt deltagerne (enten i plenum eller gruppeinddelt afhængigt af antal deltagere og sundhedsprofessionelle til stede) i gang med at diskutere, hvordan det var at bygge sig selv og dele det med familien. Stil uddybende spørgsmål til de emner, der bliver taget op, hvis deltagerne ikke selv stiller spørgsmål til hinanden her kan du hente inspiration fra hjælpespørgsmålene. Hjælpespørgsmål: 1 Hvad overraskede jer? 2 Hvad var det, I lagde mest mærke til? 3 Hvordan var det at tale med hinanden om figuren? 4 4) Hvordan kan figuren bruges fremadrettet? 5 Fik I sagt noget, som I ikke har fået sagt før? 6 Er der noget, I helst ikke vil dele med jeres pårørende? 7 Hvilken støtte vil I gerne have fra jeres pårørende? Guide til sundhedspædagogiske værktøjer [ 49 ]

50 [ Beskrivelse af værktøjerne ] FAMILIEBOGEN Familiebogen kan læses i hjemmet eller bruges i forbindelse med et undervisningsforløb og skal danne grundlag for diskussion, refleksion og meningsudveksling i forskellige gruppeformationer. Er der planlagt et sammenhængende undervisningsforløb, kan du høre, hvilket tema deltagerne er interesserede i at tage op næste gang. Du kan i den forbindelse overveje at give deltagerne familiebogen med hjem (evt. med besked om, hvilket tema eller opslag der vil blive taget op næste gang). Nedenstående ses et eksempel på et opslag fra Familiebogen med opfordring til interaktion Materiale I Familiekassen findes bogen i ét eksemplar. Ønsker man at arbejde med bogen i bogformat, skal man selv hente og printe eksemplarer til deltagerne. Familiebogen kan læses og hentes på parternes hjemmeside (se forrest i guiden). Idéen med værktøjet I Familiebogen adresseres en række barrierer for familiær forebyggelse og tidlig opsporing. Bogen er derfor velegnet til at sætte fokus på det forebyggende arbejde i familien ved brug af emneopslag, der dels indeholder konkret viden og information, og dels inkluderer interaktive øvelser, quizzer og spørgsmål til brug for refleksion og diskussion omkring emner relateret til dagligdagen med type 2-diabetes i familien. I kassen findes 19 A3-eksemplarer af opslagene fra bogen. Ønsker man flere eksemplarer af enkelte opslag, skal man printe selv, ved at hente filerne fra parternes hjemmeside. Papir og skriveredskaber: Til flere af de interaktive øvelser/quizzer/spørgsmål til diskussion, som bogen indeholder, er der brug for forskellige redskaber hovedsageligt papir og skriveredskaber. Som navnet antyder, er Familiebogen udviklet til brug for hele familien. Mens nogle opslag vil være relevante for alle familiemedlemmer, vil andre opslag henvende sig mere specifikt til personen med diabetes eller til specifikke familiemedlemmer/familierelationer f.eks. aspekter der er særligt centrale for ægtefæller eller børn af personer med diabetes. Således skal bogen ikke nødvendigvis læses fra ende til anden, men er designet til, at de enkelte opslag adresserer forskellige aspekter af familiedagligdagen og derfor kan læses enkeltvis. [ 50 ] Guide til sundhedspædagogiske værktøjer

51 [ Beskrivelse af værktøjerne ] Forberedelse I din forberedelse skal du bestemme dig for, hvordan du vil bruge bogen eller de enkelte opslag. Undersøg også hvorvidt der skal bruges ekstra materiale til de eventuelt udvalgte interaktive øvelser, så I ikke mangler redskaber eller materiale, når øvelsen gennemføres. I forlængelse heraf er det også en god idé at have gjort sig overvejelser om gruppeinddeling (jf. afsnit om gruppeinddeling under Guide og generelle anbefalinger til brug af Familiekassens sundhedspædagogiske værktøjer ). Tidsramme for øvelsen minutter Trin for trin kort beskrivelse af Familiebogen i undervisningsforløb 1 Familiebogen og/eller opslag præsenteres. 2 Introducer dagens tema/temaer. Sæt deltagerne i gang med at læse et eller flere opslag. 3 Deltagerne sættes sammen i mindre grupper og diskuterer spørgsmål og øvelser på opslagene. 4 Opsamling og spørgsmål i plenum. Trin for trin detaljeret beskrivelse af Familiebogen i undervisningsforløb Du vælger, hvilke af bogens opslag og temaer du finder relevante at tage fat på i undervisningen alt efter deltagernes alder, læsefærdigheder, indbyrdes relationer og behov, (som de eventuelt selv tidligere har givet udtryk for ved fremmøde til samtale eller undervisning). Familiebogen er et meget fleksibelt værktøj, som kan bruges på mange måder. Derfor den detaljerede trin for trin beskrivelse ikke er så konkret, som det f.eks. er tilfældet ved Familiespejlet. 1 Præsentér bogen. 2 Introducér dagens tema/temaer og sæt deltagerne i gang med at læse et eller flere opslag inden for dette tema. Er temaet f.eks. arvelighed, kan nogle deltagere læse opslagene om arvelighed. Du kan også vælge at dele forskellige temaer ud til deltagerne eller måske sprede A3-opslagene ud på et bord og lade deltagerne vælge selv 3 Deltagerne kan nu sættes sammen i mindre grupper og diskutere opslagene med brug af de øvelser og spørgsmål, som er tilknyttet opslagene. 4 Opsamling i plenum, hvor underviseren folder emnet ud og adresserer de spørgsmål, der måtte være opstået undervejs. Her har underviseren mulighed for at bringe sin egen faglighed i spil og give deltagerne relevant viden med hjem. Her kan du hente inspiration fra hjælpespørgsmålene. Hjælpespørgsmål: Hvad har I talt om? Har I spørgsmål eller kommentarer til opslaget/temaet? Hvordan var temaet relevant for jeres familie? Har I brug for mere viden om det tema, I har læst om? Hvordan kan I opsøge den viden? FAMILIEPLANEN Idéen med værktøjet Arbejdet med og i familien skulle gerne resultere i, at familien får konkrete mål og planer for, hvordan de forbedrer eller positivt fastholder vigtige elementer i dagligdagen med type 2-diabetes. Til det formål kan Familieplanen benyttes. Øvelsen indledes med individuel refleksion over udfordringer og mål til at klare udfordringerne i familien dette er med henblik på formulering af en fælles plan for at opnå et fælles mål. Efter, at familien sammen har udformet en plan, lægges der op til refleksion og dialog om potentialer og barrierer for, at planen kan føres ud i livet. Familieplanen kan sagtens benyttes uden sammenhæng med de øvrige værktøjer, men der er ingen tvivl om, at den virker bedst, når den følger umiddelbart efter en refleksionsøvelse som eksempelvis Familiespejlet. Familieplanen formår i sådanne situationer at samle trådene fra refleksionsøvelsen og gøre dem konkrete og handlingsrettede. Materiale Et udfordrings-/målkort til hver deltager. I Familiekassen findes et demo-eksemplar. På parternes hjemmesider, som findes forrest i Guide til sundhedspædagogiske værktøjer [ 51 ]

52 [ Beskrivelse af værktøjerne ] guiden, kan materialerne hentes og printes til brug i undervisningen. udfordringer, over for resten af familien, som sammen udfylder punkt 2. 4 Uddel målkort/vend udfordringskortene. Giv deltagerne 5 min. til at udfylde kortet individuelt. 5 Familiemedlemmerne præsenterer mål-forslagene for hinanden, og familien udfylder punkt 4 sammen. Et A3-ark med Familieplanen til hver familie. I Familiekassen findes en demo-eksemplar. På parternes hjemmesider, som findes forrest i guiden, kan materialerne hentes og printes til brug i undervisningen. Skriveredskaber 6 Familien udfylder punkt 5 sammen, hvor de konkretiserer, hvordan de vil løse udfordringen. 7 Familierne udveksler Familieplaner med hinanden i mindre grupper eller i plenum. 8 Familien udfylder bagsiden af Familieplanen. Denne kan tages op i plenum. Trin for trin detaljeret beskrivelse af brug af Familieplanen 1 Introducer formålet med Familieplanen: Den øvelse vi skal i gang med nu handler om at finde et fælles mål og plan for, hvordan I som familie kan forbedre eller fastholde en god hverdag med type 2-diabetes. Der veksles i denne øvelse mellem brug af kort, som I hver især skal udfylde på egen hånd de små kort, og brug af Familieplanen, som hver familie skal udfylde sammen den store plan (fremvis hhv. kort og plan). Forberedelse Placér bordene, så hver familie kan sidde sammen ved et bord med god plads. Tidsramme for øvelsen minutter Trin for trin kort beskrivelse af brug af Familieplanen 1 Formålet med Familieplanen præsenteres. 2 Uddel udfordringskort til deltagerne. Giv deltagerne 5 min. til at udfylde kortet individuelt. 3 Uddel Familieplanen. Hvert familiemedlem skal nu på skift præsentere deres individuelt valgte 2 Uddel udfordrings-/målkort til deltagerne. Siden med UDFORDRINGSKORT skal vende op ad: Det første I skal, er at udfylde dette udfordringskort. I skal hver især skrive, den vigtigste/de vigtigste udfordringer I synes, at I som familie har i hverdagen i relation til diabetes. Giv deltagerne ca. 5 minutter til at skrive udfordringer ned og hold øje med, om der er nogen, som har brug for vejledning. 3 Hver familie skal nu have udleveret A3-arket med Familieplanen og have besked om, at de skal udfylde punkt 2: I skal nu præsentere de udfordringer, I er kommet frem til for hinanden i familien (i egen familie). Derefter skal I sammen i jeres familie, finde frem til en fælles udfordring, som I synes er vigtig at arbejde [ 52 ] Guide til sundhedspædagogiske værktøjer

Vis mere