Prædiken Juleaften Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 24. december 2017 Lukas 2,1-14 Salmer: En af mine venner lavede

Transkript

1 Prædiken Juleaften Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 24. december 2017 Lukas 2,1-14 Salmer: En af mine venner lavede forleden en facebookopdatering i anledning af sin fødselsdag. Han skriver: Jeg har nu levet i dage, timer, minutter, sekunder I samme periode har universet udvidet sig med ca km., hvis vi skal tro, hvad videnskaben siger. I det svimlende perspektiv er det dybt ironisk, at vi er mange, som kan finde på at tage bilen bare for at køre i Netto og spare to minutter. Når jeg begynder her, skyldes det en bog om videnskab og tro, jeg lige har læst. En bog skrevet af en af Danmarks dygtigste evolutionsbiologer, Eske Willerslev, som igen og igen slår fast, at trods alverdens viden og intelligens, så ved vi stadig næsten ingenting. Ja, hvis

2 man kun skal tage dét seriøst i verdens, som vi kan beskrive videnskabeligt, så vil verden blive meget tom og tynd og lille For vi ved slet ikke, hvordan livet opstod og heller ikke, hvordan vores bevidsthed opstod. Hvad er det for en livskraft, der får græsset til at blive ved med at gro, uanset hvor tit vi slår det. Og jo vi ved selvfølgelig godt, at vand og sol og fotosyntese skal der til, men hvad er det i selve livet, der vil, at det vil leves hvordan kom vi fra den døde granitsten til livskraften i mælkebøtten, der bryder gennem asfalten for slet ikke at tale om et lille barn, som falder tusind gange og alligevel rejser sig og erobrer verden skridt for skridt. Videnskabsmanden Eske Willerslev argumenterer for, at verden må forstås både åndeligt og videnskabeligt, alt andet vil være en reduktion. Og nej, jeg er ikke ude på at bevise noget som helst og slet ikke Guds eksistens. Tro har intet med beviser at bestille. Men Big Bang og Darwinisme forklarer kun det, der sker bagefter selve livets skabelse forbliver guddommelig. Men det er, som om fronterne i disse år trækkes op og ikke kun når skolebørn ikke må komme til julegudstjeneste i Græsted. Og i parentes bemærket, så virker det ikke, som om det er muslimerne, der træder på bremsen for mig at se, er det snarere mere og mere militante ateister, der igen og igen gør tro

3 og religion suspekt og fremstiller alle troende som potentielle fundamentalister, der kan finde på hvad som helst, eller dysfunktionelle stakler, der er ramt af en sygdom eller vildfarelse, vi helst skal helbredes for hurtigst muligt af de ateister, der ikke er så bundløst naive, at de falder for slige Juletilbud, som Guds søn i en stald for slet ikke at tale om på et kors. Som om det at bekende sig til big bang eller Darwin betyder, at så er alt sagt. Og tro nu ikke, at jeg mener, I skal parkere jeres sunde fornuft udenfor Slotskirken. Jeg er som gammel matematisk fysisk student kæmpestor tilhænger af både videnskab og sund kritik men jeg er samtidig uendelig træt af, når man i videnskabens navn fra starten har bestemt, at Gud kun kan være en menneskelig opfindelse, som vi selv har konstrueret som en mentalhygiejnisk sutteklud, fordi vi ikke kan holde ud at tænke på, at vi skal dø; jeg er dødtræt af, når man i videnskabens navn på forhånd udelukker muligheden af, at Gud virkelig eksisterer og lever og kan vise sig i et spædbarn i en stald i en krybbe i Betlehem. Og så er jeg fløjtende ligeglad med, om Gud er han- eller hunkøn, eller noget meget større og endnu mere ubegribeligt end hen.

4 For i mine øjne, så er dét, at Gud engang skal have sagt, der skal blive lys, eller dét at Gud kommer til verden som Marias lille dreng, dét er i virkeligheden ikke spor mere utroligt, end at det big bang, der lød for ca. 15. mia. år siden, har fået universet til at blive ca km større bare i min vens korte liv. Det er på tide, at videnskaben selv indrømmer og erkender, at den kun er en teori eller tro, der bygger på de hidtil tilgængelige rådata. Og nej, jeg har ikke glemt julen og Marias barn i krybben jeg har ikke glemt englenes himmelske lovsang og hyrdernes undren. Jeg prøver blot at skabe lidt plads til, at vi lader underet, livskraften, det guddommelige og åndelige få plads i vores liv med hinanden. At vi ikke falder for ateistisk selskabs platte latterliggørelse af at tro på Gud, lille Messias eller flyvende spaghettimonstre. Det står selvfølgelig enhver frit for at melde sig ud af folkekirken, og sjovt nok er det især mænd mellem 20 og 40, der vælger den løsning. Men uanset om vi nu er store stærke kloge mænd, der ved bedre, eller vi er noget helt andet og bedre så skylder vi os selv og hinanden at holde døren åben for, at det med Gud og os rummer en sandhed, som overgår al anden viden, verden kender.

5 -- Vi skylder os selv og hinanden at overveje, hvad det er, dette lille spædbarn i krybben vil minde os om i en verden, der på nogen måder synes stadigt hårdere, mere brutal og mørk en verden, hvor vi er nogen, der bliver rigere og rigere, og alligevel synes det som om, vi bliver fattigere og fattigere på medmenneskelighed. Jeg mener, et land der har råd til at spare så meget på skat, at vi uden at blinke lader os bedrage for 12 mia. plus det løse, men som ikke har råd til at leve op til vores FN-forpligtelser og tage imod 500 kvoteflygtninge. --- Jeg tror, vi skylder os selv og hinanden at række hånden ud for at tage Marias lille sårbare spædbarn i armene for at mærke efter, hvad det er, Gud og livet vil os. Give plads til det guddommelige i livet det åndelige, det som ikke kan måles eller vejes eller købes. Den livskraft, som vi ikke forstår og ikke ved, hvorfra kommer, men som vi må falde på knæ for i taknemmelighed og ærefrygt sammen med fattige tomhændede hyrder og vise mænd med kostbare gaver. --- Tankevækkende er det, at selv om årets to julekalendere Tinkas Juleventyr og Snefald vel ikke kan påstås at være specielt religiøse.

6 Bortset fra, at det er en julestjerne, Lasse og Tinka fisker op af krateret i søen ved Ensomhedens tårn, så har jeg ikke opdaget nogen specielt kristne tråde i de to historier. Det interessante er imidlertid, at begge julekalendere ubesværet opererer med, at der findes en anden virkelighed end den, vi ser og tror, vi kender ud og ind. Et knækket spejl og en mystisk tunnel åbner i begge julekalendere til en anden skjult dimension i livet. -- I den kristne tro er Betlehemsbarnet Guds port til vores verden og vores port til Guds himmelske virkelighed. I barnet forener det himmelske og guddommelige sig med vores jordiske menneskeliv julenat bliver vi mindet om, at livet er helligt, fordi det er skænket os af Gud selv akkurat som når en lille nyfødt for første gang bliver lagt i vores små skrøbelige arme. Julenat bliver vi mindet om alt det, Gud har betroet os at tage vare på I den forstand er julen en km. - kæmpe horisontudvidelse en mental kæberasler til alle os, der tror, vi ved og har styr på det hele. Julenat minder Gud os om, at mister vi sansen for det underfulde og guddommelige i tilværelsen, så bliver verden alt for flad og lille og mørk,

7 Kan være de store, stærke og kloge vil ryste medlidende på hovedet og mumle: stakler, at tænke sig at hoppe på den slags fake news. Til det kan jeg kun svare, for mig er det ikke fake, men verdens bedste news. For mig er det uendeligt befriende, at det hele ikke afhænger alene af mig, og hvad jeg selv ved og kan med mine egene kræfter og evner for mig er det uendeligt befriende, at det hele begynder og ender med Gud barnet i krybben og manden på korset er den ene og samme Gud, der minder os om, at det ender godt fordi vi er i Guds gode hænder i både liv og død. Men rækkefølgen er givet rækkefølgen er afgørende, det begynder ikke med mig, men med Gud: Fordi du er elsket, skal du elske. Fordi Gud selv har givet dig livet, fordi du selv er båret af Gud, skal du leve hvert dyrebart sekund, som om du bar et barn varsomt på armen. Glædelig jul. Amen