Uenighed om frit valg i Venstres bagland

Transkript

1 Uenighed om frit valg i Venstres bagland Venstres forslag om frit valg på det kommunale område adskiller sig ikke voldsomt fra det nuværende r egelsæt - Alligevel kan ændringerne føre til betydelige merudgifter, hvis de bliver en succes blandt borgerne - I Venstres kommunale bagland er der betydelig uenighed om konsekvenserne af frit valg af daginstitution, plejehjem og hjemmehjælp - Partiets to kommunale topfolk, Ejgil W. Rasmussen og Erik Fabrin, har vidt forskellige opfattelser Venstres forslag om frit valg på en række kommunale serviceområder vil enten være en illusion eller få de kommunale udgifter til at vokse: Forslagene om frit valg af plejehjem, daginstitutioner og hjemmehjælp adskiller sig ikke voldsomt fra det nuværende regelsæt, men risikerer ikke desto mindre at sætte kommunerne under yderligere pres for at øge serviceniveauet. Den store ubekendte er, hvor mange der vil benytte sig af udvidede muligheder for frit valg. Hidtil har regeringens anstrengelser på området ikke ført til de store adfærdsændringer i befolkningen. Det viser Ugebrevets analyse, der baserer sig på en række undersøgelser på området og samtaler med centrale aktører. Også i Venstres eget kommunale bagland er der stor usikkerhed om, hvordan det lidt friere valg vil virke i praksis. Venstres to topfolk i KL, Ejgil W. Rasmussen og Erik Fabrin, borgmestre i hhv. Gedved og Søllerød, er således ret uenige i deres vurdering. Mens Ejgil W. Rasmussen hælder til det synspunkt, at det næppe vil betyde det helt store, fordi det friere valg ikke vil blive benyttet af ret mange, er Erik Fabrin af den modsatte opfattelse. Han oplever, at borgerne har et næsten uudtømmeligt ønske om at kunne vælge uden begrænsninger, og frygter, at frit valg på tværs af kommunegrænserne på daginstitutions- og plejehjemsområdet vil presse de kommunale udgifter i vejret, fordi et reelt friere valg forudsætter en kapacitetsudbygning. Og derfor ønsker han, at kommunerne - i hvert fald i en overgangsperiode - får ret til at afvise udenbys ansøgere, hvis ventelisterne for kommunens egne borgere bliver for lange. Det mener Ejgil W. Rasmussen ikke bliver nødvendigt: Selvom mange vil være glade for det frie valg, vil der kun være få, der bruger det. Måske fordi de er tilfredse med det nuværende tilbud, men også fordi de fleste - både på daginstitutions- og plejehjemsområdet - helst vil forblive i deres nærområde. Nogle steder vil det måske kunne forkorte ventelisterne til børneinstitutioner, men jeg tror ikke, at det får den helt store virkning. Når det gælder forslaget om at give tilskud til forældre, der ønsker at passe deres egne børn, er det Fabrin, der er mest positiv: I Søllerød Kommune har vi i hvert fald regnet ud, at det vil være en økonomisk fordel, siger han og fremhæver, at det vil gøre det muligt at stoppe udbygningen på daginstitutionsområdet. Ejgil W. Rasmussen er mere forbeholden og påpeger, at en udvidelse af tilskudsordningen kan få ventelisterne - og dermed presset på kommunerne - til at vokse. Endelig er de to Venstre-topfolk på det principielle plan helt uenige om, hvorvidt forslaget om friere valg på hjemmehjælpsområdet er et angreb på det kommunale selvstyre. Fabrin mener, at det skal være op til kommunerne selv at beslutte, om en del af hjemmehjælpen skal udliciteres, mens Ejgil W. Rasmussen mener, at det er i orden, at Folketinget blander sig i det spørgsmål. Ny V-strategi i kampen mod system-danmark Når valgkampen i løbet af det næste halve års tid for alvor går i gang, kan man roligt regne med, at Venstre vil gøre spørgsmålet om frit valg til et af valgets hovedspørgsmål. Frit valg har en god klang i langt de fleste danskeres ører - og det kan være svært at se, hvordan man overhovedet kan være imod. Det er helt åbenlyst også et område, hvor det er lykkedes at bringe regeringen i defensiven, fordi den ikke har fundet ud af, hvilket ben den skal stå på: Skal man fremstille forslagene som udtryk for, at Venstre har en skjult dagsorden om at indføre en forsikringsbaseret velfærdsmodel? Eller skal man slå på, at regeringen i sine godt otte år ved magten uden sammenligning har gennemført flere frit valg-ordninger, end der blev indført i ti år under Schlüter. Under valgkampen i 1998 blev det klart, at bl.a. frit valg-strategien havde slået benene væk under Socialdemokratiet, som den daværende Venstre-formand, Uffe Ellemann- Jensen, udtrykte det umiddelbart før valget. Hvor Venstre tidligere havde været et nemt offer for Socialdemokratiet i sine forsøg på at øge borgernes valgfrihed ved at skære ned på de offentlige udgifter og skatter, var den nye strategi - hvor friere valg skulle betales med offent- Nr juni

2 Figur 1: På intet område er tilslutningen til frit valg under 50 pct., og den gennemsnitlige til-slutning ligger på over 70 pct. Størst tilslutning er der på sygehus- og børnehaveområdet, mens der ikke er spurgt om plejehjem. lige tilskud - langt sværere at skyde ned. Borgernes holdning til frit valg af kommunal sagsbehandler... af konkret hjemmehjælper... af folkeskole også uden for kommunen... mellem privat og offentlig hjemmehjælp... mellem privat og offentlig børnepasning... af læge uanset geografisk afstand... af børnehave... af sygehus Pct For frit valg Imod frit valg Ved ikke Kilde: Finansministeriet: Borgerne og den offentlige sektor, I begge tilfælde var det - set med Venstrebriller - system-danmark, der blev undergravet. Men ligesom på sygehusområdet (se Ugebrevet nr. 21, 2001) er det tvivlsomt, om Venstre kan tage patent på det frie valg. På den ene side har Nyrupregeringerne gennemført en række reformer på området - og i KL er der heller ingen som helst tvivl om, i hvilken retning udviklingen går. På den anden side har Venstre - under indtryk af det kommunale baglands store skepsis - gennem årene måttet moderere sine forslag. Det indebærer, at der er blevet indbygget en række stopklodser, der gør det tvivlsomt overhovedet at tale om et frit valg. Når partiet således lancerer sin frit valg-politik under den overskrift, at pengene skal følge børnene, patienterne etc., er det i hvert fald kun en halv sandhed: Selvom pengene i princippet følger borgerne, er det ikke sikkert, at de får lov til at bruge dem. Forslagene sikrer nemlig ikke, at kapaciteten er stor nok til, at der er tale om mere end et valg mellem forskellige ventelister. Derfor kan de alligevel have en psykologisk pointe: En række undersøgelser tyder på, at borgernes tilfredshed med offentlige serviceydelser er større, når der findes valgfrihed. Se figur 1. Retten til frit valg synes at blive betragtet som et gode i sig selv - også selvom borgerne ikke har større kendskab til de forskellige leverandører. Kamp om det kommunale selvstyre Ser man på Venstres konkrete forslag, har partiet en tilbøjelighed til at oversælge sit budskab. På hjemmehjælpsområdet er der f.eks. allerede i dag frit valg under to former. For det første kan en modtager af praktisk hjælp vælge en personlig hjælper til at udføre denne service, hvis den pågældende godkendes af kommunen. For det andet står det kommunerne frit for at udlicitere hjemmehjælpen helt eller delvist. Den første ordning har kun meget lille udbredelse. Og i 1999 havde kun 18 kommuner gennemført en delvis udlicitering af hjemmehjælpsområdet. Venstres forslag går i realiteten ud på at tvinge samtlige 275 kommuner til at foretage en delvis udlicitering på området og dermed prioritere frit valg højere end det kommunale selvstyre. Dette vil næppe medføre et øget udgiftspres. For som det fremgår af rapporten om Friere valg på de kommunale serviceområder, har dette ikke hidtil været tilfældet, fordi udliciteringen har ført til et væsentligt fald i sygefraværet i den kommunale hjemmepleje - og fordi kommunerne i forbindelse med udliciteringen har gennemført effektiviseringer. Når kommunerne alligevel vægrer sig mod et sådant forslag, skyldes det dog ikke bare principiel modvilje mod at afgive magt til de centrale myndigheder, men især bekymring for en unødig bureaukratisering. Søllerød Kommune var den første, der udliciterede hjemmehjælpen, så derfor er det ikke overraskende, at Erik Fabrin generelt synes, at det er en god idé. Men han er imod at gøre det obligatorisk: Der kan være kommuner i landet, hvor der ikke er kvalificerede private udbydere. Og hvad skal en kommunalbestyrelse stille op med et påbud, som den ikke er i stand til at opfylde? Lad dog den enkelte kommune selv bestemme, hvad den vil eller ikke vil. Det er det, Folketinget skal hjælpe os med - i stedet for at gå over i den grøft, hvor valgfrihed er noget, der skal tvinges igennem, siger han. Ejgil W. Rasmussen ser til gengæld overraskende afslappet på et tvangspålæg - selvom Gedved ikke selv har udliciteret på området: De forsøg, der allerede er gjort, viser jo, at det ikke giver problemer. Og skulle der komme en lovregel, som pålægger kommunerne, at der skal være en valgmulighed, så for min skyld ingen alarm. Det må dog forudsættes, at der overhovedet er en privat udbyder i den pågældende kommune, siger han. 2 Nr juni 2001

3 Figur 2: Venstre har en tilbøjelighed til at oversælge budskabet om frit valg på det kommunale område. Nyrup-regeringerne har allerede indført en række ordninger, der giver borgerne et friere valg. Han tilføjer, at staten til gengæld burde give kommunerne lov til at udlicitere hjemmesygeplejen. Når Gedved Kommune ikke selv har udliciteret den praktiske hjemmehjælp skyldes det, at det ikke har været overvejet, fordi man har været optaget af at få den kommunale hjemmepleje til at fungere godt og effektivt. Og det er lykkedes, mener han. Begrænset succes for frit plejehjemsvalg På plejehjemsområdet er der større forskel mellem Venstres forslag og de muligheder, der allerede foreligger i dag. Men spørgsmålet er, hvor stor praktisk betydning det vil have at give ældre mennesker frit valg til ethvert plejehjem i Danmark. I forvejen eksisterer der mulighed for at flytte til en plejehjemsbolig i en anden kommune, hvis den ældre ønsker at bevare tæt kontakt til en nær pårørende - ikke nødvendigvis et familiemedlem - der bor i en anden kommune. I 1999 benyttede kun personer sig af tilbuddet. Der føres ingen statistik over, hvor mange, der flytter på plejehjem om året, men landets kommuner har godt plejeboliger, som de visiterer til. Det friere valg har altså ikke ligefrem ført til nogen folkevandring. selvom der procentvis er tale om en pæn stigning fra 1993, hvor 956 personer benyttede sig af muligheden. Om en udvidet frit valg-ordning vil øge dette tal betydeligt, kan man i sagens natur ikke vide noget om. Men hvilke andre motiver der skulle få ofte svagelige ældre mennesker til i stort tal at flytte væk fra, hvor de i forvejen bor, er svære at få øje på. Dertil kommer, at det er en klar forudsætning i Venstres forslag, at den pågældende - både i hjem- og plejehjemskommunen - skal være visiteret til en plads. Da praksis er forskellig fra kommune til kommune, kan dette vise sig at være en betydelig barriere. Hvis ordningen blev en succes, og den øgede efterspørgsel rettede sig mod kommuner og institutioner med et særligt høj serviceniveau, ville det til gengæld føre til et øget udgiftspres på begge typer af kommuner. Ikke bare fra de borgere i modtagerkommunerne, som vil komme til at døje med længere ventelister. Men også fra borgerne i afsenderkommunerne, der vil kræve samme standard som i nabokommunen. Område Hjemmehjælp Hovedpunkterne i Venstres forslag til friere valg Gældende regler for friere valg Visiterede kan selv finde en personlig hjælper, som skal godkendes af kommunen. Kommuner kan udlicitere hjemmehjælpen helt eller delvis. Venstres forslag Visiterede skal have et frit valg, der også omfatter et privat firma. Børnepasning Kommuner kan give tilladelse til, at visiterede forældre får tilskud til en privat pasningsordning. Kommuner opfordres til - på frivillig basis - at indgå lokale aftaler om, at børn skal kunne få pasning i nærheden af forældrenes arbejde. Forældre, der får anvist en plads af kommunen, skal have frit valg i alle kommuner, og der skal også kunne gives tilskud til forældre, som selv vil passe deres børn. Plejehjem Visiterede kan søge plejehjem i en anden kommune, hvis en nær pårørende bor dér, eller hvis andre særlige forhold gør sig gældende. Visiterede skal have lov til at vælge frit i alle kommuner. Kilde: Ugebrevet Mandag Morgen. Socialministeriet har konstrueret et regneeksempel baseret på, at ca vil benytte sig af frit valg-ordningen. Hvis det i 10 pct. af tilfældene ville indebære uacceptabelt lange ventelister, ville det føre til ekstra anlægsudgifter på 170 millioner kr. Skulle det friere valg ikke øge længden af ventelisterne på én eneste institution, ville merudgiften snarere blive en lille Nr juni

4 milliard, lyder Socialministeriets vurdering. I 2000 stod godt personer på venteliste, og den gennemsnitlige ventetid i de ca. 100 kommuner, hvor den var opgjort, lå på ca. 2 måneder. Det er denne udgiftsdynamik, der gør Erik Fabrin betænkelig - også fordi han i Søllerød oplever en klar tendens: Det er ordninger, der blive mere og mere efterspurgt. Borgernes krav om valgfrihed er stigende og uudtømmeligt, fordi en fuldstændig valgfrihed vil kræve en betydelig overkapacitet i alle vores institutioner, siger han - bl.a. med henvisning til børneinstitutionsområdet, hvor forældrekravene har udvidet sig fra spørgsmålet om generel pasningsgaranti i kommunen til ønsket om at få placeret sit barn på en bestemt institution i kommunen. Derfor mener han, at den enkelte kommune - i hvert fald i en overgangsperiode - skal have lov til at sige stop for andre kommuners ansøgere: Ellers ville man risikere, at kapaciteten skulle udbygges i de mest efterspurgte kommuner. Og selv med beskeden brug af en frit valg-ordning kan dét blive en dyr affære. En plejehjemsplads koster i Søllerød kr., og derfor prøver vi hele tiden at være meget præcise i vores planlægning. Det kan man ikke bare regulere ved at udvide ventelisten, for der er meget snævre grænser for, hvor lang den kan være, før det bliver uacceptabelt. Derfor vil selv små ændringer kunne give store udslag for den kommunale økonomi, siger han. Også på det punkt ser Ejgil W. Rasmussen mere afslappet på forslagets konsekvenser: Muligheden for frit valg er der jo allerede nu, og det viser sig, at der er ganske få, der benytter sig af den. Derfor ser jeg ikke noget problem i at udvide den en smule, siger Gedved-borgmesteren. Han mener heller ikke, at forskellen mellem kommunernes service er så stor, at det i praksis vil give problemer - hverken i forhold til hjemkommunens betaling eller visitationen. Indrømmelser til kommunale bagland Problemstillingen er den samme på daginstitutionsområdet, hvor Venstre også går ind for friere valg på tværs af kommunegrænserne. Men også her er forudsætningen for overhovedet at få lov at vælge, at kommunen har anvist en plads. Dette krav om visitation er en indrømmelse til det kommunale bagland, fordi det i hvert fald i teorien giver kommunen hånd i hanke med, hvor mange institutionspladser, den vil oprette. Det er en ret afgørende pointe for kommunerne, fordi selve livsnerven i det kommunale selvstyre er, at den enkelte kommune - med ansvar over for sine borgere - har ret til selv at fastlægge sit skatte- og udgiftsniveau. Valgte borgerne helt frit, kunne man i teorien forestille sig, at de valgte at betale skat i de billige kommuner og benytte servicefaciliteterne i de dyre. Det er også derfor, Venstre fastslår, at det er hjemkommunen, der skal betale gildet, hvis en borger ønsker at trække på faciliteterne i en anden kommune. Hvem der skal betale en eventuel prisforskel, har partiet ikke taget stilling til, men svaret er tilsyneladende ikke øget brugerbetaling: Da KL for et par år siden fremlagde den idé for at få mere styr på det friere valg, blev forslaget skudt ned af Venstre, fordi det blev anset for at være en skat ad bagvejen og stride mod partiets løfte om et skattestop. Et udvidet frit valg for daginstitutioner vil næppe i sig selv give større udgiftspres. Det fremgår indirekte af, at der allerede i dag er betydelige valgmuligheder, som kun udnyttes beskedent. F.eks. kan kommunerne give forældre med børn mellem 24 uger og 5 år mulighed for at vælge et økonomisk tilskud til en privat pasningsordning - i stedet for at benytte en plads i dagpleje eller daginstitution. Tilskuddet udgør 70 pct. af forældrenes udgifter - dog maksimalt 85 pct. af det billigste tilskud til en daginstitutionsplads. Selvom 178 kommuner har givet grønt lys for ordningen, benyttes den kun af godt børn - svarende til 0,01 pct. af aldersgruppen i hele landet. Dertil kommer, at KL og regeringen allerede under forhandlingerne for to år siden var enige om at opfordre kommunerne til - på frivilligt grundlag - at give mulighed for pasning på tværs af kommunegrænserne, hvis f.eks. forældrene ønskede at få deres barn i institution i nærheden af deres arbejdsplads. Den slags forhold gør, at Ejgil W. Rasmussen ikke er spor bekymret: Når det kommer til stykket, foretrækker langt de fleste forældre at sende deres børn i institution i nærområdet, så de kommer sammen med de kammerater, som de leger med hjemme på vejen, og som de senere skal gå i skole med, siger han. Erik Fabrin mener også på dette område, at kommunerne i hvert fald i en overgangsperiode bør have en mulighed for at sige stop. Tilskud til pasning af egne børn vil presse kommunerne Det ideologisk banebrydende i Venstres forslag er, at tilskudsordningen udvides til forældre, der passer deres egne børn, hvis de er anvist en plads i en kommunal godkendt pasningsord- 4 Nr juni 2001

5 ning. Det vil givetvis indebære, at de godt børn, der i dag befinder sig uden for det offentlige pasningssystem, bliver skrevet op på ventelisterne - der så igen vil begynde at vokse. Om kommunalbestyrelserne vil kunne holde til dét pres, kan man naturligvis ikke vide med sikkerhed. Men sandsynligheden taler for, at de ville blive bløde i knæene og hurtigst muligt ville få de børn, der skulle passes af deres forældre, væk fra ventelisterne. Skal samtlige børn have tilskud, vil det ifølge Socialministeriet koste ca. 1,6 milliarder kr. Beløbet ville dog blive mindre, hvis Venstre, som i sit forslag om øget barselsorlov, afskaffer forældreorloven. Begge Venstre-borgmestre understreger, at de er tilhængere af forslaget, men dér hører enigheden også op. Ejgil W. Rasmussen er ikke i tvivl om, at forslaget vil koste penge: Udvider man kredsen, der kan få støtte, er jeg ret sikker på, at KL ville møde op med et krav til regeringen om kompensation, siger han. Denne del af forslaget er Erik Fabrin til gengæld en varm tilhænger af. Det er ikke vældig overraskende: Netop Søllerød Kommune har truet staten med en retssag, hvis den ikke - under nuværende lovgivning - får lov at give tilskud til forældre, der vil blive hjemme og passe deres egne børn. Baggrunden er, at Søllerød på grund af det faldende børnetal gerne vil stoppe udbygningen af daginstitutioner og ser forældretilskuddet som et middel hertil: Derfor ville det være en god ordning for Søllerød, siger Fabrin, der dog ikke er sikker på, at det samme ville gælde for kommunerne som helhed: Det er vigtigt ikke at presse generelle ordninger ned over kommunerne, men tage hensyn til de løsninger, der passer lokalt. Om frit valg-forslagene samlet set vil føre til merudgifter, ønsker han ikke at udtale sig definitivt om: Jeg er enig i, at der er tale om vigtige politiske mål, men jeg går ikke op i partiets regnestykker. Jeg stoler trygt på, at Anders (Fogh Rasmussen, red.) vil stå ved sit ord om, at det er en forudsætning for skattestoppet, at kommunerne får kompensation for enhver merudgift, de bliver pålagt af regeringen og Folketinget. Det vil i sidste ende blive afgjort af forhandlingerne mellem KL og regeringen. Poul Albret pal@mm.dk REFERENCER - Kommunernes Landsforening, Finansministeriet m.fl.: Friere valg på de kommunale serviceområder, Finansministeriet: Budgetredegørelse 98 - Finansministeriet: Borgerne og den offentlige sektor, Kommunernes Landsforening: Bedre velfærd - flere valg, Socialministeriet: Notat om frit valg på børne- og ældreområdet, Venstre: Et bedre Danmark - oplæg til forhandlinger om finanslov Venstre: Tid til forandring - et oplæg om mere velfærd og valgfrihed i Danmark, Nr juni