Prædiken sidste søndag i kirkeåret 22. november 2015

Transkript

1 Kl Ravsted Kirke Kl Burkal Kirke Tema: Barmhjertighed og dom Salmer: 263, 483; 370, , 332, 483; 370, 431 Evangelium: Matt. 25,31-46 Der var engang en gammel, fattig skomager, som boede i en kælder. I hans stue var der kun et eneste vindue, og det sad så højt oppe, at skomageren kun kunne se fødderne af de mennesker, som gik forbi. Hans kone og hans eneste barn var begge døde, og han måtte arbejde hårdt for at tjene til huslejen, maden og lidt brændsel. Hele dagen havde han travlt med at lappe sko, men om aftenen holdt han af at sætte sig hen foran sin lille kakkelovn og læse i den eneste bog, han ejede. Den bog var hans kones bibel, og i den læste han om dengang, da Jesus gik omkring og talte til folk i Galilæa. En aften sagde han til sig selv: Hvis blot jeg dog kunne få ham at se, så ville det være let for mig at gøre det rette. 1

2 Samme aften, da den gamle mand var gået i seng, hørte han sit navn blive kaldt af en mild stemme, som fortsatte: "I morgen kommer jeg ned til dig, Adjevitch." Skomageren sprang op af sengen og svarede: "Herre, hvornår kommer du?" Men der var ikke en lyd at høre i den lille stue; alt var stille, og skomageren troede, at han havde drømt. Den næste morgen, da han vågnede, tænkte han igen på stemmen og sagde til sig selv: "Hvor ville det dog være vidunderligt om Herren ville komme ned til mig." Men det var naturligvis blot en drøm. Han stod op og lavede den stærke, mørke te, som russerne holder så meget af. Netop som han var færdig med sin morgenmad, hørte han en vældig trampen ude på fortovet. Han kiggede ud ad vinduet og så fødderne af den gamle mand, som skovlede sne. Adjevitch forstod, at den gamle måtte være gennemfrossen; derfor gik han ud i døren og bad ham komme indenfor og varme sig. Bagefter gav Adjevitch ham noget te og noget groft brød. Den gamle mand takkede og strakte sine hænder frem imod ilden, og lidt efter gik han igen, og Adjevitch satte sig til at lappe sko. Han arbejdede flittigt lige til middagsstunden. Så hørte han et barn græde og så ud ad vinduet. Han så fødderne af en kvinde, som gik forbi, og lige bag ved hende sås fødderne af et lille barn. Den lilles sko var hullede, og han frøs, så han græd. Adjevitch gik ud i døren og bad kvinden komme ind og varme sig. Hun fortalte ham, at hendes mand var soldat, og at han var blevet forflyttet til en anden by. Og da hun ikke havde nogen penge, kunne hun ikke køre med toget, så nu måtte hun og barnet gå hele den lange vej. Adjevitch lagde mærke til, hvor tyndt påklædt hun var. Han tænkte: Marie ville sikkert synes, at hun skulle have sjalet. Han gik hen til den kiste, hvor han opbevarede sine få ejendele, og tog sin kones sjal frem og gav det til kvinden. Han tog også et par fine, små, røde sko frem. De var færdige, på nær et par enkelte sting, og de var akkurat i den rigtige størrelse til den lille dreng. Adjevitch tænkte på sin egen søn, som var blevet syg og var død, lige inden de nye sko var færdige. Han var lidt ked af at skille sig af med dem, men han kunne jo se, at dette barn her trængte til dem; derfor satte Adjevitch sig på sin bænk og gjorde dem på et øjeblik færdige til den lille dreng. Barnet blev henrykt over den smukke, muntre farve på de nye sko. Han hoppede rundt og jublede: Jeg bliver helt varm om fødderne af de røde sko. 2

3 Adjevitch bød kvinden noget af sin stærke te og sit grove brød, og hun takkede ham for alt, hvad han havde gjort for hende. Så snart hun var gået, satte Adjevitch sig igen til sit arbejde. Han lappede mange par sko, og til sidst blev det så mørkt, at han ikke kunne se at arbejde længere. Så lavede han sig igen noget te og belavede sig på at spise til aften. I det samme hørte han lyden af fødder, som skyndte sig forbi, og han hørte også ophidsede, vrede stemmer. Han gik ud i døren og så en dreng komme løbende, og bagefter ham kom æblekonen, som havde sin bod henne på hjørnet. Hun var frygtelig vred og råbte: Jeg tager dig med hen på politistationen, gør jeg. Drengen svarede: Så må du bare fange mig først. Adjevitch bød dem begge to indenfor. De slog sig ned ved ilden, og han delte sin te og sit sidste stykke brød med dem. Så sagde drengen: - Det var heller ikke rigtigt af mig at stjæle æblet fra dig, men jeg var så sulten. Jeg skal nok betale dig for det, så snart jeg kan tjene nogle penge. Og æblekonen svarede: - Du behøver ikke at betale for det. Jeg burde selv have givet dig et, da du bad mig om det; men jeg vidste ikke, at du var sulten. Nu talte Adjevitch lidt med drengen, og denne lovede, at han aldrig mere ville stjæle æbler. Da æblekonen og drengen var gået, slog Adjevitch sig ned foran kakkelovnen og gav sig på ny til at læse om dengang, da Jesus gik omkring og talte med folk i Galilæa. Og igen tænkte han: Hvis blot han også ville tale med mig, så ville det være lettere for mig at gøre det rette. Da sås pludselig et lysskær i den lille stue, og Adjevitch hørte en stemme sige: - Jeg har jo været hos dig i dag, Adjevitch. Adjevitch sprang op og svarede: - Herre, hvornår har du været her? Jeg har været så optaget af mit ringe arbejde, at jeg ikke har lagt mærke til dig. - Jeg var hos dig i morges med den gamle mand, som skovlede sne. Jeg var hos dig i middagsstunden med moderen og barnet. Jeg var hos dig her til aften med æblekonen og drengen. Jeg var sulten, og du delte det lidt, du havde, med mig. Jeg frøs, og du varmede mig med klæder, som var lunede af din kærlighed. Det, du gjorde for disse andre, Adjevitch, det gjorde du også for mig. 3

4 Jesu lignelse om verdensdommen, hvor han skiller fårene fra bukkene, er en af de mest alvorlige tekster i Det Nye Testamente. Vi bliver her stillet over for nogle alvorlige kendsgerninger om vores forhold til Vor Herre: Vi skal en dag stå til regnskab for vores liv. Vi bliver stillet til ansvar for hvordan vi har levet. Hver en tanke, hvert et ord og hver en handling. Det er en uhyggelig tanke, for hvordan mon dommen kommer til at lyde over os? Her er der intet menneske på jorden der går fri. Der er ikke nogen der får en mildere behandling end andre. Der gøres ikke forskel på folk. Jeg tænker på hvordan verdensdommen er skildret i mange kalkmalerier i gamle, danske kirker. Her ser man hvordan djævle med store treforke driver både en biskop og en pave ned i det flammende Helvedes dyb. Dén dag er der ingen undskyldninger der tages for gode varer. Ingen kan klage over en uretfærdig dom, for alle får en fair behandling. Her bliver vi skilt ad. Det er svært at tænke på, men det har altid været kristendommens anstødelige og ubehagelige påstand at der kun findes de to muligheder: frelse eller fortabelse. - Nogle føres ind i saligheden, i Himlens herlighed. Andre ender i fortabelsen, i den evige ild, der - som Jesus siger - er bestemt for Djævelen og hans engle. Det sker altså ikke med Guds gode vilje. Gud er ikke en vred tyran, der handler vilkårligt og ubarmhjertigt. Tænk på det som vi hørte at ilden var bestemt for djævelen og hans engle. Det har aldrig været Guds mening at ét eneste menneske der skulle ryge i Helvede. Tværtimod fremgår det klart af Bibelen at det er Guds vilje at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden. Det er det Paulus skriver i et brev til sin ven Timotheus (1. Tim. 2,4). Og det samme hører vi flere steder i Det Gamle Testamente. Fx siger profeten Ezekiel (18,32) siger det således: "Jeg ønsker ikke nogens død, siger Gud Herren. Vend om, så skal I leve!" Dommens dag bliver en dag med mange overraskelser. For mange vil der ske der lige det modsatte af hvad de havde regnet med. Mange som altid havde ment om sig selv at de var gode og fromme kristne, de vil til deres store gru høre Jesus sige til dem: "Jeg kender jer ikke. Gå bort fra mig til den evige ild!" Og dem som aldrig havde troet om sig selv at de havde nogen chance for at få et ordentligt forhold til Gud, de opdager til deres store overraskelse at de bliver budt velkommen i Guds rige! På dén dag skal det blive klart for alle og enhver at det eneste afgørende i verden er vores forhold til Jesus. Det skal vise sig hvordan vi har haft det med ham. Det fremgår af den måde vi har forholdt os til de fattige og trængende, som der altid er mange af. Hvis vi har levet i taknemlighed og i tro på Jesus som vores frelser, så vil vi 4

5 også helt naturligt - helt af os selv - have vist den samme kærlighed mod andre mennesker, som Gud har vist os ved at tage os til sig. Kærligheden til Jesus og Gud Fader kan man ikke tage fejl af. Det er nemlig en helt praktisk og konkret kærlighed, der både kan ses og mærkes: når sultne får noget at spise, når tørstende får noget at drikke, om det så bare er et glas vand, når syge får besøg, når der bliver taget godt imod dem der flytter til sognet osv. Alle slags barmhjertighedsgerninger bliver dybest set vist mod Herren selv, fordi han solidariserer sig med den ringeste og svageste i vores samfund. Det fremgår tydeligt flere steder i det Gamle Testamente. Igen og igen bliver Israel mindet om at de skal tage sig godt af dem der ikke har nogen til at forsørge sig: faderløse, enker og fremmede. Der er heller ingen tvivl om at det er et stærkt vidnesbyrd for verdslige mennesker, når de ser de kristnes oprigtige kærlighed. Det er virkelig noget der bliver lagt mærke til! Tænk blot på hvor kendte de mennesker er blevet som ofrede sig selv for at hjælpe de nødlidende: Florence Nightingale, Albert Schweizer, Abbé Pierre i Frankrig eller Mother Theresa i Calcutta i Indien! Mange tror at det var lettere, hvis de blot kunne møde Jesus. Se ham og høre ham. Men Jesus er allerede kommet - skjult i dem der har brug for hjælp. Han er her, selv om vi ikke ser ham. Han går imellem os, og vi har hele tiden lejlighed til at gøre godt mod ham. Ved at hjælpe andre der har brug for os. Hvis vi ellers kan se det! Lige som vi hørte i historien om den russiske skomager. Vi har i Jesu lignelse et enestående eksempel på hvad sand kristen kærlighed er. Der findes kun denne ene test, denne ene lakmusprøve på om vi elsker Jesus: Hvordan behandler vi de fattige og svage? Hvordan ser vi på flygtningene der? Er vi ligeglade med dem? Eller hjælper vi dem? Det er af allerstørste vigtighed for os som borgere i Guds rige at vi altid er rede til at møde vores konge, når han kommer. Vi skal her i tiden, mellem Jesu 1. og 2. komme, holde os åndeligt vågne, rede til at møde ham når som helst. Vi skal bruge de evner og muligheder vi har til at hjælpe andre og derigennem afspejle den kærlighed som Gud har vist os først! Til indledning fortalte jeg en historie om en russisk skomager. Nu vil jeg slutte med at fortælle to legender om mennesker der gjorde noget særligt ved at hjælpe andre. 5

6 Den første handler om Frans af Assisi. Han var søn af en rig købmand i Norditalien. En dag var han ude at ride og mødte da en spedalsk tigger. Frans blev så bevæget ved at se dette stakkelse syge og handicappede menneske, at han steg af hesten og gik hen og omfavnede den spedalske. Da han gjorde det, blev den spedalskes ansigt forvandlet til Kristi ansigt! Den anden legende handler om Martin af Tours i Frankrig. Martin var en kristen romersk soldat. En iskold vinterdag kom en tigger hen til ham og bad om en almisse. Martin havde ingen penge, men da han så hvordan manden var blå af kulde, rev han sin soldaterkappe over i to dele og gav den ene del til tiggeren. Samme nat havde han en drøm. Han så Jesus i Himlen iført halvdelen af hans kappe, og han hørte en engel spørge: 'Mester, hvorfor går du med sådan en gammel og slidt kappe? Hvem har givet dig den?' Og Jesus svarede: 'Den har jeg fået af min tjener Martin.' Vi skal som Guds børn afspejle den kærlighed og barmhjertighed som Gud har vist os. Det skriver Grundtvig så fint om i salmen "Nåden hun er af kongeblod" (D.S. 695,6): Ligne vor Fader ejegod, som sig af hjertet forbarmer, som, når vi falder ham til fod, inderlig rørt os omarmer, det må vi alle i det små, det kan vi alle godt forstå, som har et menneskehjerte! 6