som verden aldrig har set mage til. Sten på sten lagt af skælvende mennesker så Gud sikrer velstand og fred.

Transkript

1 Vi er en uge før pinse, hvor Guds Ånd sendes ind i verden. Derfor skal der ifølge det gamle testamente bygges et tempel til Gud, så hans Ånd kan bo i templet, når den kommer. Og det skal bygges så himlen, jorden og folkene skælver af skræk og folkene derfor kommer med deres skatte til Guds tempel. Gud bliver ejer af sølvet og guldet, og templet bliver større end det tidligere. Her vil Gud give fred til folkene. Sølv og guld. Folk som skælver. Now we are talking! Magt og rigdom indenfor rækkevidde. Fred fordi Herren bor i vores tempel. Mennesker har til alle tider forstået den plan. Her hvor sølvet og guldet og Guds Ånd er, her er også konge og pavemagten. For hvis man har Gud i baghånden og guld og sølv, så er magten lettere at styre. Ypperstepræsterne bygger det jødiske Salomons tempel. Muslimerne bygger templet i Mekka rundt om Kabaen, den oldgamle hellige firkant. Og paverne går i gang og bygger katedraler. Først de byzantinske romanske katedraler fra øst med deres gyldne lofter som i Ravenna og Konstantinopel. Senere himmelstræbere som La Notre Dame de Paris og magtmonopoler som Sct. Pietro i Rom. Paven stjæler guld, og skælvende folk testamenterer deres rigdomme til kirken. Sådan så kan der bygges. Bygningsværker som verden aldrig har set mage til. Sten på sten lagt af skælvende mennesker så Gud sikrer velstand og fred. Kirkerne er Axis Mundi, verdens centrum, som holder balancen mellem himmel og jord, mellem forfædre og fremtid. En forankring og sikring af menneskers verden mod ulykker og ødelæggelser. Her møder den hellige Gud det jordiske menneske i sin Ånd. Det giver en tryg og sikker indretning af verden, i Guds bolig er han åndeligt til stede. Her giver jeg fred, siger Herren. Sådan er det vel også nu i Danmark, eller hvad?. Hvert sogn har sit lille axis mundi, sin kirke. Her synes trygt at være, når vi kommer med vores glæde, sorg og håb. Det dyrebareste vi har, børn, bryllupper, teenagere og vore døde bæres frem, og vi samles om den nyfødte Gud. Det synes trygt, nogle gange så trygt at vi ikke ser, at vores helligsted, kirken, faktisk har svært ved at være axis mundi, og kan blive en forstenet sovepude for de troende uden kontakt udenfor murene, ja eller en kulisse for andre. Ja, eller kirken som den fjerne kirke i landskabet, en silhuet i horisonten, som nærmest kan forsvinde uden vi opdager det. Hvordan det? Spørgsmålet er, om disse gamle axis mundi, om vi ikke på én måde har mistet vores tiltro til

2 deres kultiske betydning. Vi kommer i katedralerne som turister og ser med undren på middelaldermenneskets drøm om at stræbe helt op til Gud. For os er det vel mere verdens børser og parlamenter, der er verdens omdrejningspunkter. Måske sammen med de gigantiske netmedier, der er porte til verden ja og vore hære og militære alliancer som giver os fred. Ja, eller de højhuse i Mellemøsten og Asien som konkurrerer om at være verdens højeste. Et sted i os tænker vi, babelstårne. Og dog samtidig: er det ikke disse børser og parlamenter, alliancer, mediegiganter og højhuse, som bestemmer verdens omdrejning? Eller tænker vi i Danmark- vi har jo kirkerne i landskabet med Dannebrog i vinden og de gamle diger. Så længe det står og ikke er alt for udfordret, så er vi nok på en måde rolige. Alligevel føler mange at vi står med ryggen op imod kirkemuren og er truet af fremmede religioner som ikke deler vores axis mundi. Kan kirken måske hjælpe os, når vi godt ved, klimaforandringerne ikke bliver styret eller afværget af Gud? Kan kirken hjælpe os med at holde freden i verden, når der er så mange trosretninger og andre værdier end vores? Kan kirken følge med? Eller er den ved at blive et med landskabet og kan blive til ruiner. Symbolsk som Notre Dame, der var ved at brænde ned, mens hele det moderne Paris kortvarigt følte at deres bys hjerte er denne gamle katedral. Svaret er i første omgang: nej. Vores kirke er ikke i gammel forstand axis mundi. Den hvide kirke på bakketoppen med flaget i vinden og Helligånden skåret i træ som gylden due. Vi elsker den og den fremhæves af politikerne som bærer af danske værdier. Men kirkebygningen kan alligevel ikke rigtig bære at være axis mundi. Hvorfor? Fordi det er ikke i gammel forstand sådan for os at Gud i sit tempel holder sammen på freden og naturen. Derfor er det også så befriende at Jesus faktisk ikke gav os besked om at dyrke Gud i katedraler og templer. Hans axis mundi er helt anderledes. De første af Jesus tilhørere blev, som vi hører i dagens tekst, smidt ud af de jødiske synagoger som vranglærere, ja nogle af de første kristne blev endda forfulgt for at komme med falsk religion. Jesus gjorde netop op med at dyrke moseloven ved alteret som garanten for verdens orden. Jesus siger, at Livet ikke skal overholde loven for lovens skyld, loven skal være til for livets skyld. Vi skal ikke i ærefrygt og skælven give

3 Gud noget som det at overholde love for hans skyld, som var det sølvet og guldet, nej Jesus giver os kun lovbud som kan tjene livet. Loven er til for livets skyld. Da Jesus tilhængere bliver smidt ud af synagogerne, bliver vi bedt om at gå ud i verden, talsmanden, Guds Hellige Ånd, vil være med os. Vi får at vide at hvor 2 eller 3 er forsamlede i Jesus navn, der er Ånden til stede og der er kirken. Bruddet med synagogerne og jødedommen var virkelighed for de første kristne. Smidt ud af jødedommens hellige huse, kunne de kristne ikke lige finde deres plads i verden. En stor del af Paulus forfatterskab handler om at forstå sig selv på en ny måde som jøde og kristen i en verden med en del modstand. Derfor er de forudsigelser af forfølgelse af kristne skrevet ind i evangeliet. Så de kristne ikke skal blive for bange, så har Jesus forudsagt, det vil blive svært at etablere en kirke. Uden helligstedet, tempel og synagoge, og den gamle forankrede forbindelse mellem fortid og fremtid, himmel og jord, var de kristne lette at forfølge. Men de kristne klarede sig. Og det var netop fordi, de fik et andet slags axis mundi. Vi kan sige det med eet Grundtvigcitat: Kirken er bygget af levende stene. Det er det teksterne her op til pinse vil fortælle os: Guds Ånd vil komme og give tro på Guds kærlighed og kærligheden vil give os det mod der skal til at være i verden. Kristendommens tempel vores axis mundi skal være kærligheden mellem os, når to eller tre er forsamlede om Guds Ord. En kærlighed som strømmer fra Gud. Det er vores verdensorden mellem himmel og jord. Der er ikke længere nogen skælven. Derfor er budene også til for livets skyld. Gud elsker dig, du skal blive i min kærlighed og I skal elske hinanden. Det er mit bud, siger Jesus. Sådan ser Johannesevangeliet det. Det er klart at med sådan en forrykkelse af hvordan der bliver holdt sammen på verden, med mennesket selv som templer, der bliver Guds værter for axis mundi. Så bliver kristendommen til en helt særlig religion. Her er ikke længere brug for templer og billedet af Gud som verdens hersker. Men sådan gik det ikke. Vi formåede ikke at være axis mundi sammen 2 eller 3 om Guds ord. Kirken byggede som nævnt straks skønne huse at dyrke Gud og hans verdensorden i. Det var også først efter middelalderen, i renæssancen i slutningen af 1400 tallet, at mennesker overhovedet

4 begyndte at forstå mennesket som et individ med selverkendelse og en egentlig personlighed. Altså at mennesket som individ kunne tro, vi er i stand til at bære Guds Ånd frem. Mænd som Leonardo da Vinci og Rembrandt er tegn på at mennesket begyndte at se sig selv i højere grad som individer. Rembrandts billedkunst med udtryksfulde selvportrætter og Leonardos fantasifulde opfindelser, klækkede selvet frem, en proces som reformationen, humanisme og oplysningstid fortsatte. Understøttet af naturvidenskabens opdagelser af, at Gud ikke får solsystemet og himmel og jord til at hænge sammen. I vores tid er axis mundi derfor ikke kun religionens helligsteder men de steder, menneskeverdenen er afhængige af er blevet axis mundi. Pengenes steder, politikkens parlamenter, videnskabens indsigt. Derfor står den hvide bygning i horisonten og er kun delvis vores axis mundi. Jesus peger altså på det længe før vores tid. Men vi har stadig brug for mere sammenhæng i verden end vore egne sammenhænge. Vi bakser med værdier i samfundet, vi bakser med at finde en dybere betydning med os selv. Pengene, politikken, videnskaben, klimaet, krigene, lidelserne, glæderne, døden og håbet. Hvad skal vi tro og håbe? Vi ville på en måde ønske at axis mundi var en verdensorden, vi kunne bede frem i vores kirker og katedraler. Men vi kan ikke genskabe en sådan orden. Vi kan ikke knæle og bede og få besked fra love og regler og så skabe en ordnet verden efter det. Det forsøger andre religioner. Men den kristne verden kan ikke. Vi er sat fri til selv at finde vej. Axis mundi i kristendommen er blevet til når vi mødes 2-3 om Guds ord. Vi er de levende stene. Men det betyder også, at vi kan tage kristendommen med i alle de andre sammenhænge. Ikke med en lov på stentavler, men med en lov skrevet i hjertet, på kødtavler. Den lov kan give os kraft, tro og håb til at forandre verden. Ånden siger: du har værdi og betydning. Gud er til. Han elsker dig. Han elsker også dit medmenneske. Lyt til hans fortællinger, så ved du hvad det hele er værd og hvad du kan gøre. Så når vi sidder her i Seest kirke, så er det vores axis mundi. Men det er ikke dannet af de gamle marksten, selv om det er så helt vidunderligt at for 800 år siden slæbte bønderne skævlende af ærefrygt og glæde stenene sammen til kirken. Vores axis mundi er til når

5 Ånden giver os håb og tro på at vi har værdi og betydning. Når kærligheden føles til dåbsbarnet eller den døde, til de efterladte, til bryllupsgæsterne. Når Guds kærlighed føles til verden. Det vækkes mellem os når vi er sammen om Guds ord. amen