Publiceret i: Puls - Team Danmark, årg. 2 (1991), 2, s TRÆNERRÅDGIVNING - Et koncept til strategisk problemløsning. af Reinhard Stelter

Transkript

1 Publiceret i: Puls - Team Danmark, årg. 2 (1991), 2, s TRÆNERRÅDGIVNING - Et koncept til strategisk problemløsning. af Reinhard Stelter I eliteidrætten kan jeg iagttage en tendens til at individualisere opstående problemer i træning og konkurrence: Enkelte personer, d.v.s. hhv. træneren og atleten bliver gjort ansvarlig eller til syndebuk for dårlige resultater. Når en klub kommer i vanskeligheder og successen udebliver, anvendes følgende to foranstaltninger som de mest udbredte "problemløsningsstrategier": Afskedigelsen af træneren og ansættelse af en ny træner, som skal føre klubben til en ny succes. Mærkning eller stigmatisering af en bestemt spiller/idrætsudøver som "problematlet", der skal sælges eller skifte klub. Denne individorienterede holdning spejler sig også i den danske idrætspsykologiske litteratur. Her fokusere hovedsagligt a) på en psykoregulativ selvstyring i forhold til angst eller et for højt/lavt spændingsniveau, b) på en problemrelaterende selvinstruktion ("bliv roligt", "se på bolden") eller c) på en ændring i forhold til ens (irrationale) indstilling og forventning. Der mangler dermed et koncept, der fokuserer stærkere på samspillet og den gensidige påvirkning af alle involverede parter og mindre på den enkelte med dennes muligheder til forandring. A. Hvad er udgangspunktet? 1. Træneren har en stor praktisk erfaring i sin idræt og kan anvende mere eller mindre bevidst nogle psykologiske metoder (såkaldte "naive" teorier) i planlægning, gennemførelse og evaluering af trænings- og konkurrencesituationer. I samarbejde med en idrætspsykologisk rådgiver er det dermed af afgørende betydning at inddrage træneren som ekspert uden at reducere hans autoritet og ansvar i forhold til spillerne/idrætsudøverne. Træneren indgår som ligeværdig og ligeberettiget partner i den strategiske pro- 1

2 blemløsningsproces. 2. I et idrætspsykologisk arbejde er det specielt vigtigt ikke at patologisere, d.v.s. at gøre træneren eller atleten til et behandlingsprojekt. Alle involverede parter prøver at gøre deres bedste og i forhold til deres opfattelse af situationen det mest hensigsmæssige. Denne indstilling kan være med til at reducere det eksisterende forbehold, som både trænere og idrætsudøvere stadigvæk har til idrætspsykologien. 3. Samspillet blandt mennesker og mellem mennesker og deres omverden kan ikke beskrives og forklares lineært og som simpel sammenhæng af årsag og virkning. Strategisk problemløsning baseres dermed på et helhedssyn under inddragelse af mange forskellige indfaldsvinkler. 4. En idrætspsykologisk rådgiver er en person, der tilkaldes i en bestemt situation. Han er en ekstern person, som ser samspillet mellem de involverede parter på sin måde og kan dermed belyse situationen fra en hidtil ikke anskuet indfaldsvinkel. Dermed kan han bidrage med en nyfortolkning og i samarbejde med træneren udvikle en problemløsningsstrategi. Men til sidst skal det være træneren, der selvstændigt omsætter strategien til den konkrete intervention i træningsprocessen eller konkurrencesituationen. B. Teorien bag ved rådgivningskonceptet Gennem min problemstilling "hvordan kan træneren rådgives i nogle vanskelige situationer?" stødte jeg på den såkaldte systemiske analysemetode, en ny og stimulerende metode, der ikke sigter mod det symptombærende medlem af en gruppe, men som inddrager hele gruppen/systemet i et løsningsforsøg. Denne metode prøver jeg at overføre til en idrætslig sammenhæng. I det følgende fremlægges et teoretisk fundament ved hjælp af nogle basisantagelser. Basisantagelser: 1. Træneren og spillerne/atleten danner et kernesystem i et større socialt system omkring træning og konkurrence. Et socialt system er kendetegnet gennem relationerne blandt dets medlemmer. Overført på f.eks. et boldspilhold betyder det: Hver spiller indgår sammen med træneren, som en del af et samspillende system, og der eksisterer således en gensidig 2

3 feedback og påvirkning mellem samtlige involverede. Efterhånden som holdet udvikler sig, giver og modtager hver spiller samt træner fortsat feedback om hans og andres adfærd. Dette gensidige feedback påvirker holdets samspil således, at der dannes et mønster med en vis følelsesmæssig afstand mellem spillere samt trænere. Holdets struktur kan efter denne opfattelse siges at bero mere på holdmedlemmernes (spillere og træner) indbyrdes forhold end på de enkeltes iboende egenskaber. 2. Forskellige subsystemer står i relation til kernesystemet, såsom bestyrelse, sportsdirektør, læge, fysioterapeut, familie, ledsager, sponsorer, tilskuere, journalister etc.. Disse subsystemer støtter normalt kernesystemet i dets bestræbelser, og har alle en stor indflydelse på kernesystemets funktionsdygtighed. I første omgang er det afgørende, at der dannes et godt "team" omkring holdet eller atleterne, som mindst involverer klubledelse, læge og fysioteapeut. Alle parter har brug for nogle velafgrænsede ansvarsog kompetenceområder. For atletens velvære er det som regel meget betydningsfuldt at få opbakning hjemmefra. Samtidig kan der opstå uoverensstemmelse mellem træneren og familiens ambitioner, især i forhold til yngre idrætsudøvere. Et andet system er selve konkurrencesituationen. I forhold til træning opstår tit noget uforudsigeligt. Netop dette gør trænerens virksomhed så svær og til tider uoverskuelig. 3. Systemer er hele tiden under forandring. Hvis en del af systemet forandrer sig, kan det forandre hele systemet. Grau et. al. (1990, 32) beskriver denne struktur ved hjælp af en uro. Trådene og pindene symboliserer ofte komplekse relationer mellem systemets forskellige medlemmer. Blæser man i uroen et sted, så kommer det hele i bevægelse, og det er umuligt at forudse virkemåden. Systemet er simpelthen for komplekst til at overskue. Selvom stabilitet er en illusion, stræber systemet der efter. Hvert medlem i et socialt system tilpasser sin adfærd på baggrund af de påvirkninger han/hun er udsat for. Dermed er - systematisk set - al adfærd ud fra den enkeltes syn hensigtsmæssig. Udviklingens uforudsigelighed ved indvirkning på systemet giver anledning til følgende konklusioner: en målrettet indgriben kan føre til ikke intenderede relationer, en såkaldt paradoksreaktion. Patentopskrifter efter mottoet "Sådan har jeg altid gjort" er farlige. Det er en illusion at tro, at den samme handling hver gang fører til den samme påvirkning. 3

4 4. Systemets tilstand er en subjektiv rekonstruktion af hver enkelt iagttager. "Al erfaring er subjektiv" (Bateson 1979, 31). Den systemiske tænkning anser virkligheden som relativ og afhængig af den enkelte iagttagers synsvinkel. Gennem en udspørgen af alle systemets parter, kan virkeligheden rekonstrueres, men det er aldrig selve virkeligheden. Hvert system, f.eks. et boldspilhold, har et fælles syn på tingene, som forklarer og styrer den måde, spilleren og træneren opfører sig på. De forholder sig til hinanden efter holdets "uskrevne regler". Mens den enkletes indstilling ændres med tiden, kan holdets uskrevne regler blive de samme. Hvis denne proces fortsætter tilstrækkelig langt, vil afstanden mellem hver enkelt spiller vokse. Dermed er det så vigtigt at have "fingeren på pulsen", have en fornemmelse over, hvor hver enkelt atlet befinder sig, hvordan han/hun ændrer sig. Det er afgørende for en dynamisk udvikling at holde sig fra vanetænkning. 5. Interventionen kan give en impuls til systemet, hvis den "passer" til systemets øjeblikkelige tilstand. Grundlag for en rigtig timende intervention er en grundig forståelse af problemet gennem interview. Gode former for intervention skabes som regel på baggrund af et interview, hvor man har fået en klar opfattelse af problemet (Burnham 1989, 162). Allerede for det sædvanlige trænerarbejde er det vigtigt at fremhæve: En træner står aldrig to gange over for den samme atlet. En atlet er ikke altid lige modtagelig for en bestemt intervention eller forslag fra trænerens side. Dette hænger sammen med atletens involvering og kontakt til forskellige systemer. En træner, der f.eks. udelukkende fokuserer på, hvad der foregår på banen, kan ikke få øje på, at atleten har problemer derhjemme. Det er vigtigt at være sensibel for systemets, subsystemernes og den enkeltes øjeblikkelige tilstand for at øge sandsynligheden for en virkningsfuld intervention i den ønskede retning. Til sidst er det systemet, der bestemmer, hvordan interventionen optages og bearbejdes. Hvordan det sker, giver dermed samtidig oplysning om og en feedback over systemets øjeblikkelige tilstand. Et eksempel, som skal gøre den antagelse tydelig: Træneren beslutter at sætte en stamspiller med et par dårlige kamppræstationer på reservebænken. Det kan føre til to vidt forskellige reaktioner: Spilleren bliver totalt skuffet over trænerens beslutning, begynder at sløse med sin træning, og hans præstation bliver endnu dårligere. 4

5 Spilleren vågner op og siger til sig selv: "Nu skal træneren bare se hvad jeg kan". Han pepper sig rigtigt op. Træneren opdager hans kampevne og giver ham en ny chance - med succes. Kun en træner med godt kendskab til et stort antal faktorer, som påvirker spilleren og systemet, tør handle sådan. Det samme gælder for en rådgivningssituation. Klarhed over systemets tilstand og dets sandsynlige reaktioner på forandringen er basis for enhver intervention. C. Principper og teknikker i rådgivning af træneren 1. Rådgiverens neutralitet Burnham (1989, 186) definerer neutralitet som rådgiverens evne " til at tage parti for alle og dermed ikke for nogen bestemt." Som rådgiver skal man være i stand til: a) at undgå alliancer med enkelte personer (f.eks. den af gruppen udpegede syndebuk), b) at undgå moralsk fordømmelse (se punkt A.2), og c) at undgå at blive fanget i en lineær årsag/virkning tankegang (se punkt A.3). Målet for interviewet mellem træneren og rådgiveren er at samle informationer, som kan be- eller afkræfte hypoteser og udforske denne forestillingsverden, som ligger bagved holdets eller atletens adfærd. Rådgiverens opgave er, at være med til at kvalificere træneren til at igangsætte forandringer, så holdet eller nogle enkelte atleter kan forandre sig selv. 5

6 2. Vægt på en fælles forståelse gennem cirkulær udspørgen. Udgangspunktet for selve rådgivningen er en belysning af personernes subsystemers opfattelse af hinanden og deres indbyrdes relationer, indstillinger og holdninger. Den centrale metode i denne proces er en cirkulær udspørgen. Den canadiske familieterapeut K. Tomm (se: Marner 1987, 64-72) inddeler teknikken i tre forskellige spørgsmålstyper: a. Spørgsmål om forskelle m.h.t. personer, situationer og tidspunkter (fortid, nutid, fremtid) Eksempler: - "Hvem kan A bedst lide at spille sammen med?" - "Når B møder sin angstmodstander, hvad sker der så? - hvad gør du så?" - "Hvis C nu ikke havde fået sin skade, ville det være mere eller mindre sandsynligt, at han kunne fungere på holdet?" - "Hvem af medspillerne kan give D den bedste opbakning?" b)spørgsmål om sammenhænge Her drejer det sig om, at rådgiveren hjælper med sine spørgsmål til klarlæggelse, fortolkning og vurdering af sammenhænge, set ud fra de forskellige involverede personers øjne. Eksempel: "Hvad ville A sige, hvis du kom på reservebænken? Hvad ville de tidligere reservespillere B og henholdsvis C gøre ud af situationen?" c) Anden form for udspørgen, såsom problemdefinerende spørgsmål (hvem, hvad, hvor, hvorledes, hvor meget) og situationsvurderende spørgsmål (f.eks.: "Når A føler sig presset, hvad gør han så?"). Træneren prøver at besvare alle spørgsmål og er dermed med til at rekonstruere situationen ud fra hver deltagers indfaldsvinkel. I nogle tilfælde kan et rollespil være et nyttigt hjælpemiddel til en klarlæggelse af de enkeltes relationer og opfattelser. Rollespillet gør det lettere at leve sig ind i nogle bestemte personers situation. 3. Hypotesedannelse, omfortolkning, reframing Hypotesen anvendes i den systemiske analyse som redskab til udforskning og forståelse af situationer, handlinger, relationer og opfattelser. Det sker ud fra den antagelse, at der ikke findes én sandhed, og at sammenhænge ikke kan opfattes i et simpelt forhold af årsag og virkning. En hypotese er hverken sand eller falsk i sig selv, men mere eller 6

7 mindre brugbar. Den skal anvendes både som middel til rekonstruktion af "virkeligheden" og udgangspunkt til en omfortolkning af den samme. Omfortolkning og den følgende reframing af problemet er nøglen til interventionen. Grau et. al. (1986, ) beskriver fremgangsmåden således: "Subsystemet X's adfærd ses under nye mulige perspektiver, så man tilskriver dets adfærd en anden funktion. Her anvendes den positive omfortolkning som teknik, d.v.s. at adfærdens funktion vurderes positiv, selvom selve adfærden kan betragtes som uhensigtsmæssig. Træneren bestemmer, hvilken positive omfortolkninger der bedst "passer" ham som del af kernesystemet... Den tilskrevne positive omfortolkede funktion, sætter subsystemets adfærd i en ny ramme = reframing." Gennem reframing giver man systemet en ny og ukendt impuls, som ved en tilsvarende modtagelse fører til den ønskede forandring. Eksempel for en positiv omfortolkning efter reframing-princippet: Skiftende præstation uberegnelighed for af flere spillere >>>> modstanderen Vundet med Beskyttelse i forhold nød og næppe >>>> til overlegenhed Utilfredshed viser stærk vilje blandt reservespillerne >>>> til at komme på banen Topspiller bliver chance for de skadet >>>> unge, uerfarne Eksemplerne skal vise, hvordan den nye ramme er med til at ændre den enkelte atlets eller holdets opfattelse og oplevelse af situationen. Dette kan være forudsætningen for en adfærdsmæssige og/eller følelsesmæssig forandring. Trænerrådgivning foregår som et selvstændigt forløb ved siden af træning eller konkurrence. Det bliver trænerens opgave at gennemføre den konkrete intervention i forhold til udøveren eller holdet. Litteratur: 7

8 -Bateson, G.: Mind and Nature: An necessary Unit, New York: Bantam Books Burnham, J.B.: Familieterapi - en introduktion til systemisk teori og praksis, København: Hans Reitzels Forlag Grau, U./J. Möller/N. Rohweder: Erfolgreiche Strategien zur Problemlösung im Sport, Münster: Philippka Marner, T.: Familieterapi - Milano metoden, København: Hans Reitzels Forlag Stelter, R.: Trænerrollen: Hvordan gør man det umulige muligt? I: Fodboldtræning 34 (1990) 5, s