Prædikative possessive konstruktioner på Ayacucho Quechua og deres udvikling

Transkript

1 1

2 Prædikative possessive konstruktioner på Ayacucho Quechua og deres udvikling Karin Helene Pagter Duparc Sommereksamen 2006 Modul I Vejleder: Michael Fortescue Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab Københavns Universitet

3 Indholdsfortegnelse Liste over forkortelser Introduktion Possession: En bred grammatisk kategori Den traditionelle definition Possession: En sammensat størrelse Attributiv og prædikativ possession Have og Tilhøre Grammatikalisering og andre processer Grammatikalisering Reanalyse Possession og grammatikalisering Possession på Ayacucho Quechua Attributiv possession Prædikativ possession Udvikling af de forskellige prædikative konstruktioner Den genitive konstruktion Tilhøre-konstruktionen yuq-konstruktionen Transitive konstruktioner: Verberne hapi-, hatalli- og waqaycha Den lokative konstruktion Den benefaktive possessive konstruktion Diskussion

4 5.1 Om de forskellige typer possession udtrykt på Ayacucho Quechua Om udviklingen fra Heines kildeskemaer til possession Om grammatikalisering af possessive udtryk Konklusion Litteratur

5 Liste over forkortelser 1o 1. person objekt 1p 1. person possessiv 1pi 1. person pluralis, inklusiv modtageren 1pip 1. person pluralis, inklusiv modtageren, possessiv 1s 1. person singularis subjekt 2o 2. person singularis objekt 2p 2. person singularis possessiv 2s 2. person singularis subjekt 3 3. person singularis subjekt 3p 3. person singularis possessiv ak akkusativ ben benefaktiv bnk benefaktiv kasus en ejernominalsuffiks eu eufonisk element fut futurum gen genitiv ins instrumentalis lok lokativ neg negation p possessiv pl pluralis pn præteritumnominalisering pr præteritum prg progressiv TOP topik val validation 3

6 Introduktion Ayacucho Quechua er en Quechua dialekt, der tales i det centrale Peru i departementerne Ayacucho, Huancavelica og i det vestlige Apurímac. Sproget er agglutinerende. Denne opgave handler om, hvordan prædikativ possession udtrykkes på Ayacucho Quechua. Vi vil se på forskellige konstruktioner, der kan bruges til at udtrykke prædikativ possession. Hvilke typer possession kan de udtrykke? Er det muligt at sige noget om, hvilken udvikling de har gennemgået? Jeg vil begynde med at se på, hvordan possession kan anskues og defineres. Jeg vil sammenligne den traditionelle definition med andre tilgange, som vil være nyttige i forhold til at beskrive de pågældende konstruktioner på Ayacucho Quechua. I den anden del af opgaven vil jeg se på grammatikaliseringsteorien og dens grundlæggende træk. Med udgangspunkt i Heine (1997) vil jeg diskutere, hvordan grammatikaliseringsprocesser kan føre til possessive prædikative konstruktioner. Til sidst vil jeg se på de forskellige konstruktioner, som findes på Quechua, og deres udvikling. Er grammatikalisering den eneste proces, der har fundet sted, eller har andre faktorer været med til at forme de forskellige konstruktioners udvikling? Da vi ikke har materiale om tidligere former for Quechua, er diskussionen baseret på eksempler fra moderne Ayacucho Quechua. Som materiale har jeg blandt andet brugt teksterne Kimsa wawqikuna og Kunturqa pasñawan (Berrocal, Macera og Andazabal, uden årstal). Enkelte eksempler er fra Parker (1969). De fleste eksempler er dog konstrueret med hjælp fra informanten Salvador Palomino Flores, som har Ayacucho Quechua som modersmål. 1 Possession: En bred grammatisk kategori 1.1 Den traditionelle definition Possession betegner et specifikt forhold mellem to entiteter og bruges i mange forskellige situationer. De fleste mennesker ved, i hvilke situationer man kan bruge en possessiv konstruktion, og de kan komme med eksempler på sådanne situationer. Alligevel er det svært at komme med en definition, som både er præcis og tilstrækkelig dækkende, over, hvad possession egentlig udtrykker. Slår man op i en ordbog, vil sproglige elementer, der er knyttet til possession (såsom possessive pronominer, genitiv kasus osv.), defineres som udtryksmidler for et ejendoms- og samhørighedsforhold mellem to entiteter (Politikens Nudansk Ordbog, 1999). Og selve ordet possession kommer fra det latinske substantiv possessio ejendom, som selv er afledt af verbet possidere at eje, besidde. Man taler også om en possessor for den, der ejer, og om et possessum, det, der er ejet. Forholdet mellem possessor og possessum kan dog ikke beskrives så enkelt som et ejendoms- eller samhørighedsforhold. Man vil kun kunne beskrive visse tilfælde af possession som et ejendomsforhold, såsom Jens har et hus, men for eksempel Jeg har to brødre vil ikke passe til denne definition. Så ejendoms- 4

7 forhold er for snærvert til at betegne alle typer possession. På den anden side, hvis man definerer possession som et samhørighedsforhold, vil man måske have alle former for possession dækket med denne beskrivelse, men den dækker til gengæld over mere end blot possession. For eksempel kan og i potte og pande også defineres som et udtryk for samhørighed, selvom det ikke har noget med possession at gøre. På trods af at begrebet possession svært lader sig definere, findes der for alle sprog en konventionaliseret måde at udtrykke possessive forhold på (Heine 1997:1). 1.2 Possession: En sammensat størrelse I stedet for at forsøge at beskrive possession med en enkel definition vælger Taylor (1989) en helt anden tilgang til problemet. Han betragter possession som en kategori, der bedst beskrives ved hjælp af flere egenskaber, som kendetegner den prototypiske possession for engelsk: (a) possessoren er et specifikt menneske (b) possessum er en specifik konkret ting eller en samling af specifikke konkrete ting (c) forholdet er eksklusivt: Kun en possessor for hvert possessum (d) possessoren har retten til at bruge possessum (e) possessoren har fået retten over possessum gennem en transaktion (f) possessoren er ansvarlig for possessum (g) possessoren og possessum er i rummelig nærhed i forhold til hinanden (h) possessionsforholdet er langvarigt. (Taylor 1989:202) Den possessive genitive konstruktion på engelsk vil blive brugt, når alle disse egenskaber er til stede, for eksempel i John s car. Men konstruktionen kan også bruges til forhold mellem to entiteter, som ikke deler alle disse træk. Forholdet kan variere mere eller mindre fra det prototypiske, dvs. det kan have færre eller flere af de ovennævnte egenskaber. Disse variationer betragter Taylor som udvidelser af kategorien possession. At definere possession som en prototype giver plads til de ikke-prototypiske former for possession. Derudover viser denne tilgang den kompleksitet, som kendetegner possession. Possessive udtryk kan således beskrives ved hjælp af disse egenskaber og kan karakteriseres som mere eller mindre prototypiske tilfælde af possession. Taylors liste over den prototypiske possessions egenskaber giver også et mere præcist billede af forholdet mellem possessor og possessum. De to entiteter er som regel ikke lige; possessoren rangerer typisk højere i besjælethedshierarkiet end possessum. Dette kan have indflydelse på, hvordan possessive konstruktioner af den prædikative type er opbygget. Forskellen mellem attributiv og prædikativ possession ser vi på i næste afsnit. I forlængelse af Taylors prototypeteori fremsætter Heine (1997:33-35) forskellige typer possession: 5

8 fysisk: Possessoren og possessum er fysisk forbundet med hinanden, som hvis én spørger på gaden Har du en mobiltelefon?, hvis der for eksempel er sket en ulykke og ambulancen skal tilkaldes. midlertidig: Forholdet mellem possessoren og possessum er begrænset i tiden, og possessoren ejer ikke possessum, som i Jeg har Peters bil i weekenden. permanent: Possessoren ejer possessum som i Emma har et stort hus, som hun lejer ud. inalienabel: Possessum kan ikke adskilles fra possessor som i Jeg har tre søstre/blå øjne. abstrakt: Possessum er ikke nogen håndgribelig størrelse som i Jeg har en idé. ubesjælet inalienabel: Possessoren er ubesjælet, og possessor og possessum er uadskillellige som i Huset har mange indgange. ubesjælet alienabel: Possessoren er ubesjælet, og possessum kan adskilles fra possessoren som i Vindueskarmen har mange potteplanter. Den mest prototypiske slags possession er den permanente. Fysisk, midlertidig og inalienabel possession er mindre prototypiske, og abstrakt og besjælet possession er dem, der er mindst prototypiske (Heine 1997:40). 1.3 Attributiv og prædikativ possession På det syntaktiske plan kan man dele possessive konstruktioner i to hovedtyper: Den attributive possession (min hund) og den prædikative possession (jeg har en hund). De to konstruktioner udtrykker det samme forhold mellem possessor og possessum. Begge kan beskrives ved hjælp af de egenskaber, Taylor (1989:202) fremlægger. Men der er også forskelle, ikke blot på det syntaktiske plan, men også på det semantiske plan. Af interesse her er forskellen i, hvor meget hver slags possession præsupponerer. I en attributiv konstruktion er det possessive forhold mellem possessor og possessum præsupponeret, som i Min hund gøede ad naboen 1. Den prædikative konstruktion vil til gengæld assertere det possessive forhold (hvis fokus altså falder indenfor prædikationen, hvilket er den umarkeret fokusstruktur ifølge Lambrecht (1994)). 1.4 Have og Tilhøre Der er to grundlæggende forskellige måder at udtrykke prædikativ possession på. Forskellen mellem de to typer possession er pragmatisk motiveret: I havekonstruktioner er det possessoren, som er topik, mens i tilhøre-konstruktioner 1 Der findes også tilfælde, hvor en attributiv possessiv konstruktion er asserteret, som i Det er min hund. Det ser dog ud til, at disse tilfælde er begrænset til konstruktioner, hvor det possessive udtryk kommer i fokus. 6

9 er det possessum, som er topik. Derudover tillader have-konstruktioner ofte i højere grad afvigelser fra den prototypiske form for possession. For eksempel kan man godt sige Jens har to døtre, mens den tilsvarende tilhøre-konstruktion ikke er acceptabel: *De to døtre tilhører Jens. 2 Grammatikalisering og andre processer 2.1 Grammatikalisering Begrebet grammatikalisering betegner udviklingen af et udtryk fra at være leksikalsk til grammatisk, og fra grammatisk til endnu mere grammatisk. Med andre ord vil udtrykket udvikle en abstrakt, mere grammatisk betydning ved siden af den oprindelige, mere konkrete betydning. Den konkrete betydning kan forsvinde gradvist og vige pladsen for den nye abstrakte betydning, eller den kan fortsætte med at eksistere side om side med den nye betydning, hvilket vil resultere i polysemi (Harris og Campbell 1995:93). Grammatikalisering indgår i den overordnede funktionalistiske synsvinkel på sprog (Harris og Campbell 1995:45). Sprogforandringer skyldes, at sprog skal opfylde visse diskurs- og kommunikationsfunktioner, og derfor konstant presses til at udvikle nye udtryksmidler. Grammatikalisering kan anskues som en strategi, hvor man bruger udtryk for konkrete ting eller situationer til at udtrykke mere abstrakte begreber. Grammatikalisering er et meget udbredt fænomen, som kan manifesteres i så forskellige kategorier som tempus- og aspektmarkører, præpositioner, kasus eller modalverber. Derudover afspejler grammatikalisering noget universelt, da det udspringer fra menneskets måde at anskue verden på. Da den menneskelige tankegang ofte afspejles i sproget, vil man mange steder finde spor af denne sammenligning af konkrete ting og abstrakte begreber. Forholdet mellem den konkrete og den abstrakte verden er ofte blevet beskrevet som værende metaforisk. Der er tale om et spring eller en overgang fra et konkret domæne til et abstrakt domæne, som muliggøres af, at de to domæner deler en fælles struktur (der er en form for parallelisme mellem de to domæner). Heine, Claudi og Hünnemeyer (1991) skelner mellem to slags metaforer: Den kreative metafor og den opdukkende (emerging) metafor. Den kreative metafor er den, som involverer et helt nyt udtryk, der bevidst overtræder de semantiske eller begrebsmæssige regler. Der er som regel tale om et spring mellem de to domæner, som kan ligge langt fra hinanden begrebsmæssigt, som for eksempel i et hjerte af sten. Opdukkende metaforer involverer til gengæld en glidende overgang mellem to domæner, og denne overgang sker ved udvidelser af den oprindelige betydning ved at bruge eksisterende udtryk i nye kontekster (Heine, Claudi og Hünnemeyer (1991:60-61)). Det kan være svært at sætte en klar grænse mellem de to typer metaforer, men i grammatikaliseringsteorien er det den opdukkende metafor, der spiller en rolle. Motivationen for opdukkende metaforer er pragmatisk, og de er, som kognitiv proces, tæt knyttet til metonymi. 7

10 Metafor og metonymi beskrives traditionelt som to forskellige processer. Hvor metafor beror på lighed mellem to domæner, bygger metonymi på nærhed eller berøring (som kan være fysisk, men også tids- eller årsagsmæssigt). Begge processer er dog involveret i grammatikalisering, hævder Heine, Claudi og Hünnemeyer (1991:70-76). Metonymien er involveret i dannelsen af en ny, mere grammatisk betydning ved siden af den oprindelige betydning. Heine, Claudi og Hünnemeyer kalder det context induced reinterpretation (1991:71), dvs. en genfortolkning af et udtryk, som er medført af konteksten. Udtrykket vil få en ekstra betydning i en bestemt kontekst, hvor der så kan opstå tvivl, om der er tale om den oprindelige eller den nye betydning. Udtrykket vil derefter kunne bruges i andre situationer (generalisering), hvor kun den nye betydning vil træde i kraft, og denne nye betydning vil så blive konventionaliseret, således at udtrykket bliver polysemisk. De to betydninger, den oprindelige og den nye, kan ses både som resultatet af denne metonymiske proces, der er motiveret af konteksten, men også som tilhørende to domæner, der forbindes metaforisk (Heine, Claudi og Hünnemeyer 1991:70-76). Der hersker uenighed blandt lingvister om, hvor stor en rolle metafor spiller i grammatikalisering. Bybee, Pagliuca og Perkins (1994:24-26) mener for eksempel ikke, at metafor er en nødvendig mekanisme i grammatikalisering, men lægger mere vægt på inferens (som svarer til context induced reinterpretation), altså en metonymisk proces, der beror på betydningsnærhed medført af specifikke kontekster. Det kan sommetider være svært at afgøre, om en grammatikalisering er metaforisk eller metonymisk motiveret. Ofte kan man, i noget der umiddelbart ligner en metaforisk udvikling, finde noget, der også kunne tyde på, at udviklingen er metonymisk. For eksempel med udvikling fra lokativ til possessiv (som Heine (1997: ) beskriver for det afrikanske sprog Ewe; Heine (1997) beskriver grammatikalisering først og fremmest som en metaforisk proces) kan man sige, at udviklingen er metaforisk motiveret, hvis man finder ligheder mellem på den ene side forholdet mellem en possessor og sit possessum, og på den anden side et sted og en ting, der befinder sig der. Men man kan også betragte udviklingen som metonymisk motiveret, hvis man associerer possessor med sted, fordi det possessive forhold ofte indebærer rummelig nærhed mellem possessor og possessum. Vi vil ikke gå i detaljer med denne diskussion her, men vi vil tage udgangspunkt i Heine (1997) og se på, om udviklingen af possessive konstruktioner kan beskrives som en grammatikalisering, dvs. en udvikling fra mindre til mere grammatisk. 2.2 Reanalyse Reanalyse er et fænomen, som ofte knyttes til grammatikalisering. Når for eksempel et morfem grammatikaliseres, kan det få konsekvenser for de omkringliggende elementer i sætningen, således at deres underliggende struktur ændres, uden dog at der umiddelbart sker nogle ændringer på overfladen. Reanalyse er 8

11 således en omstruktureringsproces, som ikke skal forveksles med grammatikalisering, selvom de to processer tit følges ad. En væsentlig forskel angår ensrettetheden af udviklingen. En grammatikaliseringsproces kan kun have én retning, fra mindre grammatisk til mere grammatisk. Konstruktioner generaliseres til at have en bredere og mere abstrakt betydning, men den omvendte proces forekommer ikke. På det syntaktiske plan kan selvstændige ord udvikle sig til mere bundne former som klitikker og affikser, men den omvendte udvikling er usandsynlig. Og når et element mister noget af sin fonologiske substans, vil det ikke få det tilbage (Bybee, Perkins og Pagliuca, 1994:12-14). Dette ensrettethedsprincip kendetegner grammatikalisering. Reanalyse er, i modsætning til grammatikalisering, ikke bundet af ensrettehedsprincippet. En udvikling, der er sket gennem reanalyse, kan i princippet også gå den anden vej (Heine, Claudi og Hünnemeyer 1991: ). Reanalyse er hovedsageligt en strukturel ændring, mens grammatikalisering er en begrebsmæssig ændring. Det kan være svært at skelne mellem de to processer, dels fordi en ændring i et morfems betydning ofte medfører morfosyntaktiske ændringer, og derved kan strukturen i en konstruktion ændres, og dels fordi en reanalyse også kan bevirke, at den omstrukturerede konstruktion opfattes på en anden måde og får en anden betydning. 2.3 Possession og grammatikalisering Som vi har set i afsnit 2 er possession et flygtigt begreb, som i visse tilfælde kan udtrykke noget ret abstrakt. Det er derfor nærliggende at tænke, at possessive udtryk er blevet udviklet fra noget mere konkret. Heine (1997) beskriver de forskellige kildedomæner, som kan være ophav til prædikativ possession. Han skelner mellem seks forskellige kildeskemaer : Handling (Action), Lokation (Location), Ledsager (Companion), Eksistens (Existence), Kilde (Source) og Ligning (Equation). Eksistensskemaet dækker over tre subskemaer: Det genitive skema, Mål (Goal) og Topik. Ligningsskemaet skiller sig ad fra de andre ved udelukkende at kunne udvikle sig til en tilhøre -konstruktion, og ikke til en have -konstruktion, som de andre skemaer i de fleste tilfælde forbindes med (Heine 1997:46-67). Hvis man ser generelt på skemaerne, kan men dele dem i to grupper (Heine 1997:91): dem, der har possessoren kodet som subjekt (Handling og Ledsager); dem, der har possessum kodet som subjekt (Lokation, Eksistens og Ligning). Dette kan give en idé, om konstruktionen vil være transitiv eller intransitiv. Er possessum kodet som subjekt vil konstruktionen sandsynligvis være intransitiv. Dog kan transitivering forekomme (Heine 1997:98, ). En anden vigtig forskel er mellem Handling og alle andre skemaer. Handling har et prædikat, 9

12 som har et leksikalsk indhold, mens for de andre er prædikatet leksikalsk meget afbleget. Som vi har set i starten, er der forskellige slags possession, nogle mere prototypiske end andre. Der er formodentlig en korrelation mellem, hvor langt en konstruktion er kommet i grammatikaliseringsprocessen, og de typer possession, som den kan udtrykke. En konstruktion, der for eksempel kun kan udtrykke permanent possession, vil være mindre grammatikaliseret end en konstruktion, som også kan udtrykke midlertidig possession. Man skal dog ikke forvente en klar grænse mellem de forskellige typer possession. I mange konstruktioner vil forskellen mellem visse typer possession være irrelevant. Derudover kan udviklingen af en konstruktion på visse punkter afvige fra dette prototype-hierarki, specielt hvad angår de mest prototypiske slags possession. Man kan næppe forvente en udvikling, der går fra abstrakt til fysisk possession, men, som vi vil se senere, er en udvikling fra fysisk til permanent possession mulig, selvom fysisk possession er mindre prototypisk end permanent possession. 3 Possession på Ayacucho Quechua 3.1 Attributiv possession Selvom opgaven først og fremmest handler om prædikativ possession, vil vi se på attributiv possession til at begynde med, da det i mange tilfælde danner grundlag for prædikativ possession på Ayacucho Quechua. Den konstruktion, der bruges til at udtrykke attributiv possession på Ayacucho Quechua bliver kaldt den attributive genitive konstruktion. Den genitive konstruktion udtrykkes ved at markere både possessoren (med genitiv kasus) og possessum (med et possessivt pronomen, der refererer til possessoren). Possessoren er det genitive led, og possessoren er hovedet: (1) Maria-pa wasi-n Maria-gen hus-3p Marias hus Hovedet kan selvfølgelig optræde alene, uden det genitive led: wasi-n hendes/hans hus. Denne possessive konstruktion, som vi vil kalde den genitive konstruktion, er et eksempel på, hvad Nichols (1986) kalder dobbelt markering. Den genitive konstruktion kan også bruges til mindre prototypiske former for possession (det eufoniske suffiks -ni indsættes, når en rod ender på en konsonant, og det efterfølgende suffiks begynder med en halvvokal, eller omvendt): (2) Juan-pa warmi-n Juan-gen kone-3p Juans kone (3) Juan-pa tiempo-n Juan-gen tid-3p Juans tid 10

13 (4) Juan-pa llamkay-ni-n Juan-gen arbejde-eu-3p Juans arbejde (5) qaqa-pa chawpi-n-pi hule-gen midte-3p-lok midt i hulen (egt. i hulens midte ) (fra Berrocal, Macera og Andazabal, uden årstal:38) Konstruktionen kan også bruges til underordnede sætninger, hvor verbet næsten altid er nominaliseret. Subjektet er således udtrykt med et possessivt suffiks på det nominaliserede verbum og eventuelt som et genitivt led, der lægger sig attributivt til verbalsubstantivet (det nominaliserende suffiks -sqa udtrykker også præteritum; pn står for præteritum-nominalisering): (6) Ñuqa pusa-sa-yki wawa-yki-pa ka-sqa-n-man jeg lede-fut-1s2o barn-2p-gen være-pn-3p-all Jeg vil lede dig til [det sted, hvor] dit barn var. (fra Berrocal, Macera og Andazabal, uden årstal:41) I de fleste tilfælde bærer subjektet dog ikke det genitive kasussuffiks, men står blot i nominativ (som er umarkeret på Ayacucho Quechua). 3.2 Prædikativ possession Have-konstruktioner Der findes mange måder at udtrykke prædikativ possession på. En af de mest almindelige konstruktioner, den prædikative genitive konstruktion, er baseret på den attributive genitive konstruktion, som vi lige har gennemgået. Den prædikative genitive konstruktion er en intransitiv konstruktion, hvor prædikatet er det eksistentielle verbum ka- at være. Subjektet for ka- er en NP, der består af den attributive genitive konstruktion, dvs. et substantiv med et possessivt suffiks, som kan være ledsaget af et genitivt led. I (7) har vi et eksempel uden genitivt led, mens i (8) er det genitive led til stede: (7) Huk misi-y ka-n en kat-1p være-3 Jeg har en kat. (8) Maria-pa huk misi-n ka-n Maria-gen en kat-3p være-3 Maria har en kat. Ofte er ordstillingen dog anderledes, hvis possessoren er udtrykt med en fuld NP. I teksten Kimsa wawqikuna (Berrocal, Macera og Andazabal, uden årstal:13, 18) har de to eneste possessive sætninger, hvor possessoren er udtrykt med fuld NP, ordstillingen possessor - eksistentielt verbum - possessum: 11

14 (9) Kamachikuq-ni-nchik-pa-m ka-chka-n huk warmi churi-n herre-eu-1pip-gen-val være-prg-3 en kvinde barn-3p Vores herre har en datter. (10) Kamachikuq-ni-nchik-pa-m ka-chka-n iskay hiktarya tiriwu-n herre-eu-1pip-gen-val være-prg-3 to hektar hvede-3p Vores herre har to hektar hvede. Som man også kan se, kan verbet ka- få andre former og for eksempel bære det progressive morfem -chka. Det er dog usikkert, om andre bøjninger end 3. person singularis af det eksistentielle verbum ka- er tilladt. Det er af gode grunde svært at finde sætninger, hvor possessum ikke er 3. person. Hvis possessum er 3. person pluralis, vil verbet som regel ikke bære pluralissuffikset (som ikke er obligatorisk). Hvis pluralissuffikset bruges, ændres ordstillingen, og der er ikke længere tale om en prædikativ possessiv konstruktion, men snarere en sætning, hvor subjektet indeholder et genitivt led: (11) Maria-pa-qa ka-n-mi iskay turi-n-kuna Maria-gen-TOP være-3-val to bror-3p-pl Maria har to brødre. (12) *Maria-pa-m ka-n-ku iskay turi-n-kuna Maria-gen-val være-3-pl to bror-3p-pl Maria har to brødre. (13) Iskay-mi ka-n-ku Maria-pa turi-n-kuna-qa to-val være-3-pl Maria-gen bror-3p-pl-top Marias brødre er to. Prædikativ possession kan også udtrykkes med suffikset -yuq. Det er et derivativt nominalsuffiks, som sættes på et substantiv og henviser til possessoren af dette substantivs referent (Parker 1969:58). Det bliver kaldt for ejernominalsuffiks (en i gloseringen). I denne konstruktion er possessor subjektet, mens possessum (som bærer -yuq) fungerer som prædikat. Derudover bærer subjektet altid topikklitikket -qa, og det prædikative led bærer validationsklitikket -mi (som, udover at angive at informationskilden er direkte og ikke opnået gennem hörensagen eller gisning, ofte markerer det led, som fokuseres på). 2 Konstruktionen har ikke noget verbum i præsens (undtagen i progressivt aspekt), ellers bruges det eksistentielle verbum ka-. 2 Ayacucho Quechua har tre evidentielle klitikker, som angiver, hvor talerens information kommer fra. Hvis informationskilden er direkte, dvs. hvis taleren har informationen fra sin egne erfaring, for eksempel hvis han selv har været vidne til en begivenhed, så bruges validationsklitikket -mi. Hvis informationen stammer fra en anden person end taleren selv, bruges hörensagenklitikket -si. Og hvis informationen stammer fra talerens formodninger, gætterier eller ræsonnement, bruges gisningsklitikket -chi. De tre klitikker sættes ofte på det led, der bærer fokus (Parker 1969:82-83). 12

15 (14) Pasña-qa libro-yuq-mi pige-top bog-en-val Pigen har en bog. (15) Allqu-qa hatun chupa-yuq-mi ka-rqa hund-topstor hale-en-val være-pr Hunden havde en lang hale. Der findes også andre, mere perifære måder at udtrykke prædikativ possession på. Jeg har fundet fem, hvoraf tre er transitive konstruktioner, mens de to sidste er intransitive konstruktioner. Den første konstruktion bruger verbet hapi- at gribe, fange, holde. (16) Pasña-qa hapi-chka-n huk libro-ta-m pige-top gribe-prg-3 en bog-ak-val Pigen holder en bog. Den anden bruger verbet hatalli at eje, holde, bevare : (17) Pasña-qa hatalli-chka-n huk libro-ta-m pige-top bevare-prg-3 en bog-ak-val Pigen har/bevarer en bog. Den tredje konstruktion bruger verbet waqaycha- at bevogte, passe, holde, pleje. (18) Pasña-qa waqaycha-chka-n huk libro-ta-m pige-top bevogte-prg-3 en bog-ak-val Pigen har/passer en bog. Den fjerde konstruktion er intransitiv og bruger det eksistentielle verbum kakombineret med et lokativt adverbielt led, som ordret betyder i possessorens hånd : (19) Libro-m pasña-pa maki-n-pi-qa ka-chka-n bog-val pige-gen hånd-3p-lok-top være-prg-3 Pigen har bogen. I den sidste konstruktion sættes det benefaktive derivationssuffiks -pu på verbet ka-, således at man får verbet kapu-, som betyder at eksistere for. (20) Lapis-ni-y ka-pu-wa-n. blyant-eu-1p være-ben-1o-3 Jeg har en blyant. (Parker 1969:71) I (20) er possessoren kodet med objektsuffikset -wa, da det er 1. person. 1. og 2. person (singularis og pluralis) vil som regel blive kodet med et objektsuffiks på verbet, hvis de er i akkusativ, allativ og benefaktiv kasus (Parker 1969:26-27, 41, 71). Her er det possessor, som objektsuffikset refererer til. Med 3. person er der ikke noget objektsuffiks. 13

16 Tilhøre-konstruktionen I tilhøre-konstruktionen på Ayacucho Quechua er possessum subjektet og topik, mens possessoren, der bærer det genitive kasus, udgør eller er en del af prædikatet. I præsens udelades verbet ka-. (21) Lapis-qa Cristina-pa-m blyant-top Cristina-gen-val Blyanten tilhører Cristina. (22) Kay wasi-qa mama-y-pa-m ka-rqa Dette hus-top mor-1p-gen-val være-pr Dette hus tilhørte min mor. 4 Udvikling af de forskellige prædikative konstruktioner Ifølge Heine (1997) er possessive konstruktioner gennem en grammatikaliseringsproces udviklet fra nogle konstruktioner, der blev brugt til at udtrykke mere konkrete begreber end possession til at begynde med. Vi vil i dette afsnit se på, om de forskellige prædikative possessive konstruktioners udvikling kan beskrives som en grammatikalisering. 4.1 Den genitive konstruktion Den prædikative genitive konstruktion på Ayacucho Quechua hører under Heines genitive skema (1997, 58-59). Denne konstruktion bruger en allerede eksisterende konstruktion, nemlig den attributive genitive konstruktion, samt det eksistentielle verbum. Hvor den attributive genitive konstruktion stammer fra er dog uklart. I Heine er skemaets struktur gengivet således: X s Y exists > X has Y (1997:58), hvor X er possessor og Y er possessum. Man kan sætte spørgsmålstegn ved, om der er tale om grammatikalisering med hensyn til dette skema og den pågældende konstruktion. Heine (1997) taler om en overgang fra kildeskemaet til possession, som kan beskrives som en metaforisk eller metonymisk udvidelse, der fører til, at noget konkret kan bruges i mere abstrakte kontekster og derved få en mere abstrakt, possessiv betydning. Problemet med det genitive skema er, at der ikke ser ud til at være nogen overførsel fra noget konkret til noget mere abstrakt. Det genitive skema er i forvejen abstrakt, faktisk lige så abstrakt som målet, da både kilden og målet bruges til at udtrykke possession. Det genitive skema hører under det mere generelle Eksistensskema. Eksistens er et basalt element i den menneskelige erfaring, ligesom Handling, Lokation eller Ledsagelse, hævder Heine (1997:223). Man kan godt være enig i det, men Eksistens synes ikke at kunne udvikle sig til possession, i modsætning til de andre skemaer. Med Handling kan visse verber udvikle sig til possessive verber; 14

17 med Lokation kan lokative verber eller partikler komme til at udtrykke possession, osv... Men med Eksistens er det ikke det eksistentielle verbum, der i sig selv bidrager til konstruktionen med en possessiv betydning. Denne possessive betydning er der i forvejen, nemlig takket være det genitive kasussuffiks -pa i NP en og de possessive suffikser på NP ens hovedledet. Det ser snarere ud til, at eksistenselementet i konstruktionen (verbet ka-) kun bruges til at gøre en attributiv konstruktion til en prædikativ konstruktion. Hvis der er sket en grammatikalisering, er det sket indenfor den attributive konstruktion, hvor genitivsuffikset har udviklet sig fra noget mere konkret som Lokation, Kilde, Mål, Ledsager eller Topik (se Heine 1997:144, og Heine og Kuteva 2001:8-9 om kilderne til attributiv possession). Vi vil se på udviklingen af genitiv i afsnittet Grammatikalisering af genitiv senere. Brugen af den attributive konstruktion med det eksistentielle verbum kasynes at have medført en reanalyse af NP en. Når NP en indgår i den attributive konstruktion, er den en samlet størrelse, hvor possessoren er syntaktisk underordnet possessum. Men når den indgår i den prædikative konstruktion, påvirkes den af pragmatiske faktorer, således at den ene del kan være præsupponeret, mens den anden del kan være asserteret. Det medfører, at den ikke nødvendigvis opfattes som en samlet størrelse længere, hvor det genitive led lægger sig attributivt til hovedet; det genitive led anvendes nu som selvstændigt sætningsled og er ikke længere en del af subjektet. Denne reanalyse kan have været lettet af, at der er dobbelt markering i den genitive konstruktion, hvor possessoren bærer det genitive suffiks, mens possessum bærer et possessivt suffiks. Det genitive led kan udelades, da possessoren allerede refereres til ved hjælp af det possessive suffiks på possessum. Da det genitive led ikke er strengt taget nødvendigt, kan den opfattes som en slags adverbielt led, som ikke udfylder nogen argumentrolle eller lægger sig til et nominalt hoved. Konsekvensen af denne reanalyse er, at den oprindelige NP s to led, udover at kunne forekomme adskilt fra hinanden, også kan optræde som forskellige typer informationer, for eksempel præsupposition og assertion. Klitikkerne -qa (topik) og -mi (validation) (eller -si og -chi, se fodnote 1) spiller en afgørende rolle i, hvordan sætningen skal fortolkes. Sætningen kan have ingen af klitikkerne, som i eksemplerne (7) og (8). Klitikket -mi kan sættes på et led, der ønskes at bære fokus, som i (9) og (10). Hvis et led fremhæves som topik, skal validationsklitikket obligatorisk sættes på et andet led i sætningen, som i (11) eller i (23) (med andre ord kan man ikke have -qa uden også at have -mi (eller -si eller -chi), men man kan godt have -mi uden at have -qa). Det mest almindelige er, når possessoren bærer -qa, mens possessum eller verbet bærer -mi. I denne slags konstruktion er possessoren det præsupponerede, mens possessum er en del af det asserterede og af prædikatet. (23) Hatun chupa-n-mi ka-n allqu-pa-qa stor hale-3p-val være-3 hund-gen-top Hunden har en lang hale. Man bør lægge mærke til brugen af verbet ka-. I den prædikative genitive 15

18 konstruktion skal ka- være til stede, på trods af at det i andre typer sætninger ofte undværes i præsens. Det kunne tænkes, at ka- skal være til stede for at kunne skelne mellem den attributive og den prædikative konstruktion. Men i mange tilfælde kan man jo se, om en possessiv konstruktion er attributiv eller prædikativ, ved hjælp af klitikkerne, som kun findes i den prædikative konstruktion. Spørgsmålet er, hvorfor ka- er obligatorisk i disse tilfælde. Lad os se på sætninger, hvor der indgår genitive konstruktioner, men hvor ka- er udeladt i præsens: (24) wasi-y-mi hus-1p-val Det er mit hus. (25) Maria-pa-qa misi-n-mi Maria-gen-TOP kat-3p-val Hos Maria er det hendes kat. Sætningen (25) ville bruges i en situation, hvor en for eksempel spurgte Hvem har et sort dyr, og hvilket dyr er det? og en anden ville svare, at hos Maria er det hendes kat, hos Juana er det hendes hest, osv. (26) Iskay-mi Maria-pa turi-n-kuna-qa to-val Maria-gen bror-3p-pl-top Marias brødre er to. Verbet ka- har flere funktioner. Det kan udtrykke eksistens, angive identitet eller fungere som kopula. I (24) og (25) er det identitetbetydningen, som er til stede. Man forbinder huset og katten med hhv. et bestemt hus og et sort dyr. I (26) er det kopulabetydningen, der er involveret. Verbet ka- kan åbenbart kun undværes, når der er tale om en kopularelation mellem to elementer i en sætning, eller en identitetsrelation mellem to ord eller mellem et ord og dets referent. Vil man udtrykke eksistens, skal ka- være til stede. Det er eksistens, som er involveret i den possessive konstruktion, og derfor kan verbet ikke udelades. Grammatikalisering af genitiv Det genitive suffiks stammer fra det benefaktive kasussuffiks -paq. På Imbabura Quechua (en dialekt talt i Ecuador og beskrevet af Cole 1985) har genitivsuffikset bevaret den oprindelige form -paj, som er den samme som for det benefaktive kasus, og som er en kognat til -paq på Ayacucho Quechua. I (27) og (28) har vi hhv. den benefaktive brug og den genitive brug af -paj. Imbabura Quechua (Cole 1985:113, 115) (27) wasi-ta rura-rka-ni ñuka churi-paj hus-ak lave-pr-1s min søn-bnk Jeg byggede et hus for min søn. (28) Juzi-paj warmi 16

19 Juzi-gen kone Juzis kone På Ayacucho Quechua opfattes benefaktiv og genitiv nu som to forskellige kasus, da de hver især har sin form, og de ikke kan byttes. (29) Huk wasi-m ka-n Maria-paq en hus-val være-3 Maria-bnk Der er/findes et hus for Maria. (for eksempel i en arvesag) *Maria har et hus. Så det genitive suffiks har udviklet sig fra Heines Målsskema for attributiv possession (Heine 1997: ). Ifølge ham er dette skema en sædvanlig kilde til prædikativ possession, men ikke til attributiv possession. Spørgsmålet er nemlig, om -paq har udviklet en genitiv betydning i den attributive eller i den prædikative konstruktion. Det er mest sandsynligt, at udviklingen fra benefaktiv til genitiv er sket i den attributive konstruktion, da den prædikative konstruktion består af den attributive konstruktion og det eksistentielle verbum 3. Udviklingen har nok fundet sted i kontekster, hvor possessoren har været 3. person, og hvor man derved måske har haft brug for at præcisere, hvem det drejede sig om (med 1. eller 2. person ved man som regel altid, hvem der tales om; man må huske, at attributiv possession først og fremmest udtrykkes ved hjælp af de possessive suffikser, som sættes på possessum). Hvis man har villet udtrykke possessoren leksikalsk, har man kunnet kode den som benefaktoren, som på det semantiske plan kan være ret tæt på en possessor (valget af netop det benefaktive kasussuffiks til at kode possessoren kan være metaforisk motiveret: Man betragter possessoren som en, der har gavn af det, han/hun ejer og derfor finder man ligheder med en benefaktor; motivationen kan også anskues som metonymisk, hvis man forbinder det at være possessor med at have gavn af possessum, og derfor med at være en slags benefaktor). Man kunne også forestille sig, at udviklingen havde fundet sted i kontekster, som den man kan se i eksempel (27), der betyder jeg byggede et hus for min søn. I sådanne kontekster kunne benefaktoren nemt associeres med possessoren af huset. Problemet med denne hypotese er, at det er svært at finde sådanne kontekster, hvor der også er det possessive suffiks på possessum, hvilket er obligatorisk i såvel den prædikative som i den attributive genitive konstruktion på Ayacucho Quechua (på Imbabura Quechua har man mistet de possessive suffikser, jf. eksemplerne (27) og (28) (Cole 1985:6)). Så det er ikke sandsynligt, at benefaktiv har fået sin genitive betydning i sådanne kontekster. Omvendt har man snarere brugt benefaktiv kasus til at markere possessoren i kontekster, hvor en possessiv konstruktion (en NP markeret med et possessivt suffiks) har været til stede, og derved er benefaktivsuffikset blevet reanalyseret som et genitivt suffiks. 3 Det kunne også tænkes, at udviklingen fra -paq til -pa er sket i den prædikative konstruktion, og at det genitive led derefter blev brugt som adled i den attributive konstruktion; det ville dog være mærkeligt, hvis det benefaktive led havde udviklet sig til genitiv i netop denne konstruktion. Den attributive konstruktion kan nemlig optræde i langt flere kontekster, og derfor er der større sandsynlighed for, at udviklingen er sket i den attributive konstruktion. 17

20 Gennem inferens fra konteksten har det benefaktive kasussuffiks fået en ekstra, genitiv betydning, og med denne nye betydning er benefaktoren/possessoren sandsynligvis blevet reanalyseret til at være et modificerende led underordnet possessum. Denne reanalyse har resulteret i en mere fast ordstilling med rækkefølgen possessor-paq possessum-possessivt suffiks. Det har bevirket, at der er sket en erosion, hvor morfemet har mistet sin udlyd og har fået sin nuværende form. På dette tidspunkt i udviklingen er det genitive suffiks blevet et selvstændigt morfem, både i betydning og i form. Det kan synes mærkværdigt, at possessoren har gennemgået en udvikling, hvor det først har udviklet sig fra at være et adverbielt led til at blive et underordnet led, og senere fra et underordnet led til et selvstændigt led. Men man skal adskille de kontekster, hvori de to udviklinger er foregået. Den første udvikling er med til at skabe den attributive konstruktion, mens den anden udvikling først træder i kraft, når den attributive konstruktion bruges i kombination med verbet ka-, altså i den prædikative possessive konstruktion. Derudover er den type udvikling foregået ved reanalyse, som netop ikke behøver være ensrettet. Den prædikative genitive konstruktion bruges til at udtrykke mange forskellige typer possession. Den kan ikke bruges til ubesjælet, alienabel possession. Her er eksempler på de typer possession, konstruktionen kan udtrykke. (30) Laura-pa ka-n reloj-ni-n Laura-gen være-3 ur-eu-3p Laura har et ur. (fysisk possession) (31) Maria-pa wasi-n ka-n Maria-gen hus-3p være-3 Maria har et hus. (Permanent possession) (32) Huk libro-y ka-n en bog-1p være-3 Jeg har en bog. (Kan siges, selvom bogen er lånt på biblioteket; midlertidig possession) (33) Juan-pa ka-n yana ñawi-n Juan-gen være-3 sort øje-3p Juan har sorte øjne. (Inalienabel possession) (34) Juan-pa mana-m tiempo-n ka-n-chu Juan-gen ikke-val tid-3p være-3p-neg Juan har ikke tid. (abstrakt possession) (35) Cuarto-y-pa-qa ka-n-mi iskay ventana Værelse-1p-gen-TOP være-3-val to vindue Mit værelse har to vinduer. (Ubesjælet, inalienabel possession) Inalienabel possession kan være både kropsdele som i (33) og slægtninge som i (9) og (11). At den prædikative genitive konstruktion kan bruges til så mange 18

21 typer possession gør den til en af de vigtigste udtryksmidler til prædikativ possession. Dens brede anvendelsesmuligheder stammer fra den attributive konstruktion, som kan bruges til meget andet end blot prototypisk possession, som vi har set i afsnit 4.1. Den synkrone anvendelse af det genitive suffiks (og de possessive suffikser på hovedledet) afspejler en udvikling, hvor brugen af genitiv bredte sig til andre konstekster end blot dem, hvor der var tale om prototypisk possession. Figur 1 viser, hvordan genitiv har udviklet sig fra benefaktiv, og hvordan de forskellige, nutidige anvendelser er relateret til hinanden, samt i hvilken rækkefølge de er opstået. benefaktiv/mål fysisk abstrakt subjekt i permanent possession underordnede midlertidig sætninger (besjælet) inalienabel inalienabel besjælet ubesjælet possession possession Figur 1: Udvikling af det genitive kasussuffiks Inalienabel possession er ret prototypisk, hvis possessoren er besjælet; derfra har inalienabel possession med ubesjælet possessor kunnet udvikle sig. Udviklingen fra den prototypiske possessive brug til at markere subjektet i underordnede sætninger følger en anden vej, og går sandsynligvis igennem abstrakt possession, da subjektet selv er en meget abstrakt form for possessor (hvor possessum er en situation eller en handling). Man skal være opmærksom på, at man taler her om det genitive kasussuffiks og de possessive suffikser, og ikke om hele den prædikative konstruktion. Som sagt tidligere er den prædikative konstruktion baseret på den attributive konstruktion på den ene side og på det eksistentielle verbum på den anden side. Grammatikalisering skal derfor findes i brugen af det genitive kasussuffiks og de possessive suffikser i den attributive konstruktion (som så kan indgå i en prædikativ konstruktion og blive reanalyseret). Metafor som grammatikaliseringsmekanisme synes at have spillet en rolle i udviklingen af de betydninger, der kan knyttes til genitiv. Man kan se to retninger i udviklingen, en mod abstrakt possession og en mod ubesjælet possession. Udviklingen fra konkret til abstrakt ses bedst som en metaforisk udvidelse, da et possessum enten er fysisk håndgribeligt eller ikke, og derfor tilhører det et af to klart adskilte domæner. At man på et tidspunkt kan bruge genitiv til et possessivt forhold mellem en possessor og et abstrakt possessum er medført af, at sprogbrugeren har fundet ligheder mellem dette forhold og det mere prototypiske forhold, som en possessor har til et fysisk, konkret possessum. Metonymi og inferens fra konteksten synes ikke at have spillet en rolle her, fordi det abstrakte ikke medføres af konteksten. Udviklingen fra fysisk, permanent eller midlertidig possession til inalienabel possession er sandsynligvis metaforisk baseret. Sprogbrugeren kan have fundet 19

22 ligheder mellem permanent possession, og for eksempel det at have blå øjne eller en bror. Hvad angår udviklingen fra besjælet til ubesjælet possessor, er den også metaforisk. Besjælethed (animacy) er et skalært begreb (Comrie 1981: ), hvor for eksempel mennesker ligger højere på besjælethedsskalaen end dyr, som ligger højere end planter og ting. Men at man tillader mindre besjælede possessorer skyldes igen, at man kan se lighed i forholdet mellem et menneske og dets bog, en hund og dens kødben og et træ og dets grene. Denne slags udvikling tilhører den generelle PERSON-til-OBJEKT-metafor (Heine 1997:88), hvor egenskaber, som normalt kendetegner mennesker, tildeles ting. Der er med vilje ikke tegnet nogen udvikling mellem fysisk, permanent og midlertidig possession i figur 1. Det er ikke så sandsynligt, at det benefaktive kasussuffiks skulle have udviklet sig til en specifik type possession først, og at de andre typer possession senere skulle være blevet udviklet deraf. Det benefaktive kasussuffiks -paq havde sandsynligvis allerede en forholdsvis generel betydning, med andre ord kunne benefaktoren få glæde af en ting både permanent eller midlertidigt. Derfor er det sandsynligt, at genitiv fra begyndelsen af også har haft en generel possessiv betydning, og at det har kunnet bruges til fysisk, permanent og midlertidig possession med det samme. 4.2 Tilhøre-konstruktionen Tilhøre-konstruktionen på Ayacucho Quechua minder lidt om den prædikative genitive konstruktion, idet der også indgår et led med genitivkasus i. En væsentlig forskel er dog, at possessum ikke markeres med det possessive suffiks, som det gør i den genitive konstruktion, og at verbet ka- udelades i præsens. (36) Juan-pa-m kay libro-qa eller Kay libro-qa Juan-pa-m Juan-gen-val denne bog-top Denne bog tilhører Juan. Denne konstruktion tilhører Heines Ligningsskema (1997:65-67). Skemaets struktur er gengivet som Y is X s (property) > Y belongs to X (Heine 1997:65). I modsætning til Eksistensskemaet (herunder det genitive skema), som har en et-argument struktur, har Ligningsskemaet en to-argument struktur. At verbet skal udelades i præsens indikerer, at der ikke er tale om den eksistentielle betydning. Det er kopulas forbinderfunktion, der er involveret her, og derfor kan verbet ka- undværes. Heine (1997) mener ikke, at grammatikalisering har fundet sted med dette skema: [This schema] does not involve conceptual shift, that is, its source meaning is essentially the same as its target meaning (Heine 1997:65). Der kan også tilføjes, at den possessive betydning, på samme måde som i det genitive skema, stammer fra den attributive genitive konstruktion (og ikke fra nogen ligningsbetydning ). Men i modsætning til den prædikative genitive konstruktion er der sandsynligvis ikke sket nogen reanalyse af den attributive genitive konstruktion. Possessum er ikke hovedet til det genitive led. Det genitive led står 20

23 tilsyneladende alene, uden sit syntaktiske hoved, men det er nok resultatet af, at hovedet er underforstået og derved udeladt yuq-konstruktionen Denne konstruktion tilhører ikke nogen af de skemaer, der blev nævnt i afsnit 3.3, og som repræsenterer de mest udbredte possessive konstruktionstyper. Heine (1997) nævner denne type konstruktion og beskriver det som kendetegnet ved brugen af et mere eller mindre grammatikaliseret element, der betyder ejer eller possessor (1997:70). Udviklingen af det derivative suffiks -yuq er uigennemskuelig, men det er sandsynligvis blevet grammatikaliseret ud fra et selvstændigt, leksikalsk element. Denne konstruktion er en af de mest anvendte til at udtrykke possession på Ayacucho Quechua, og den bruges til alle de typer possession, som Heine (1997:33-35) nævner (jf. afsnit 2.2). Det er derved den mest grammatikaliserede possessive konstruktion. (37) Ñuqa-qa reloj-ni-yuq-mi ka-chka-ni, Lukas-pa-wan jeg-top ur-eu-en-val være-prg-1s Lukas-gen-ins Jeg har Lukas ur. (midlertidig possession) (38) Maria-qa wasi-yuq-mi Maria-TOP hus-prg-val Maria har et hus. (permanent possession) (39) Yana ñawi-yuq-mi Juan-qa sort øje-en-val Juan-TOP Juan har sorte øjne. (inalienabel possession) (40) Juan-qa kalentura-yuq-mi Juan-TOP feber-en-val Juan har feber. (abstrakt possession) (41) Cuarto-y-qa iskay ventana-yuq-mi værelse-1p-top to vindue-en-val Mit værelse har to vinduer. (ubesjælet, inalienabel possession) (42) Sacha-qa achka pisqu-yuq-mi træ-top mange fugl-en-val Træet har mange fugle. (ubesjælet, alienabel possession) Fysisk possession kan man se i eksempel (14). Udviklingen af -yuq fra den prototypiske possession til andre former for possession ser ud på samme måde som for genitivsuffikset, bortset fra at den ikke stammer fra noget benefaktivt, at den ikke bruges til at markere subjektet (hvilket kan forklares med, at -yuq for det første ikke er nogen kasusmarkør, og at det for det andet sættes på possessum), og at den også kan udtrykke den ubesjælede, alienable possession. Denne type 21

24 possession har sandsynligvis udviklet sig fra den ubesjælede, inalienable possession, hvor forholdet mellem helheden og delen er blevet generaliseret til tilfælde, hvor delen har været løsere tilknyttet helheden. Udviklingen kan være sket gennem af metaforisk udvidelse, hvor man kan se ligheder mellem for eksempel et træ og dets grene og et træ og de fugle, der sidder i træet. Men udviklingen kan også have været baseret på metonymi, hvis udvidelsen er sket gradvis gennem et mere og mere alienabelt possessum (for eksempel fra træets grene til dets blade, som er delvis alienable, til fuglene, der sidder i træet og er fuldstændig alienable; alle har det til fælles, at de er i rummelig nærhed af træet). Inferens fra konteksten har næppe spillet en rolle her. permanent abstrakt possession midlertidig fysisk inalienabel possession ubesjælet inalienabel ubesjælet alienabel possession possession Figur 2: Udviklingen af derivationssuffikset -yuq Da man ikke ved, hvorfra morfemet -yuq stammer, er det derfor svært at vide, hvordan dets udvikling i de tidlige faser er foregået. Alt efter betydningen af det ord, som -yuq stammer fra, kan det have været den ene eller den anden type possession, som kan være blevet associeret med dette ord først. Af denne grund er der ikke tegnet nogen udvikling mellem permanent, midlertidig, fysisk og inalienabel possession. 4.4 Transitive konstruktioner: Verberne hapi-, hatalli- og waqaycha- De transitive verber hapi-, hatalli- og waqaycha- kan bruges som et possessivt verbum. De tilhører Heines Handlingsskema, hvis struktur er X takes Y > X has, owns Y (1997:47-50). På trods af navnet Handlingsskema behøver verbet ikke at være dynamisk. På Ayacucho Quechua er det faktisk kun hapi-, som er dynamisk. Derudover har de til fælles, at de kan udtrykke forholdsvis få typer possession sammenlignet med den genitive konstruktion eller -yuqkonstruktionen. Selvom deres udgangspunkter ligner hinanden (deres betydninger som handlingsverber er tætte på hinanden, jf. afsnit 4.2), er resultaterne af deres respektive udviklinger forskellige, hvad angår de typer possession, som de kan udtrykke. Verbet hapi- Hapi- kan bruges til at udtrykke fysisk, midlertidig og abstrakt possession. Fysisk possession har vi set i eksempel (16). 22