ET SIKKERT EUROPA I EN BEDRE VERDEN

Transkript

1 ET SIKKERT EUROPA I EN BEDRE VERDEN JAVIER SOLANA, GENERALSEKRETÆR FOR DEN EUROPÆISKE UNION, HØJTSTÅENDE REPRÆSENTANT FOR DEN FÆLLES UDENRIGS- OG SIKKERHEDSPOLITIK DET EUROPÆISKE RÅD Thessaloniki, 20/06/2003 FOR FURTHER DETAILS: Cristina Gallach - Spokesperson of the Secretary General, High Representative for CFSP +32 (2) / 8239 / 5150 / (0) internet: presse.cabinet@consilium.eu.int

2 Indledning ET SIKKERT EUROPA I EN BEDRE VERDEN Europa har aldrig været så velstående, så sikkert og så frit som nu. Volden i første halvdel af det 20. århundrede er blevet afløst af en periode med fred og stabilitet, som aldrig er oplevet før i europæisk historie. Oprettelsen af Den Europæiske Union har spillet en central rolle i denne udvikling. Den har ændret de indbyrdes forbindelser mellem vores stater og tilværelsen for vores borgere. De europæiske lande har forpligtet sig til at løse uoverensstemmelser på fredelig vis og til at samarbejde gennem fælles institutioner. I løbet af denne periode er autoritære styrer blevet til sikre, stabile og dynamiske demokratier. De successive udvidelser er med til at virkeliggøre visionen om et forenet og fredeligt kontinent. Som en union med 25 stater med over 450 mio. indbyggere og en produktion, der svarer til en fjerdedel af verdens bruttonationalindkomst (BNI), er Den Europæiske Union en aktør på verdensplan; den bør være rede til at påtage sig en del af ansvaret for sikkerheden i verden. USA har spillet en afgørende rolle i denne succes gennem sin støtte til europæisk integration og sin sikkerhedsmæssige forpligtelse over for Europa gennem NATO. Afslutningen af den kolde krig har ikke betydet, at der ikke længere er sikkerhedstrusler og -udfordringer for de europæiske lande. Udbruddet af konflikten i Balkanregionen var en påmindelse om, at krig ikke er forsvundet fra vores kontinent. 1

3 I det seneste årti er der ikke noget område i verden, der ikke har været berørt af en konflikt. De fleste af disse konflikter har fundet sted inden for og ikke mellem stater. I denne periode er der blevet udsendt europæiske styrker oftere end i noget tidligere årti, bl.a. til steder så langt væk som Afghanistan, Congo og Østtimor. Intet enkelt land er i stand til at løse nutidens komplicerede problemer helt på egen hånd. Afslutningen af den kolde krig har givet USA en dominerende stilling som militær aktør; intet andet land eller gruppe af lande har tilnærmelsesvis samme kapacitet. Ikke desto mindre er der ikke noget enkelt land, der er i stand til at løse nutidens komplicerede problemer helt på egen hånd. Som en union med 25 stater med over 450 mio. indbyggere og en produktion, der svarer til en fjerdedel af verdens bruttonationalindkomst (BNI), er Den Europæiske Union, uanset om man kan lide det eller ej, en aktør på verdensplan; den bør være rede til at påtage sig en del af ansvaret for sikkerheden i verden. I. NYE TRUSLER I ET NYT SIKKERHEDSMILJØ Det nye sikkerhedsmiljø Efter den kolde krig er grænserne blevet mere og mere åbne. Handels- og investeringsstrømme, udvikling af teknologi og udbredelse af demokratiet har betydet stadig større frihed og velstand for mange mennesker. Denne udvikling har givet ikke-statslige grupper større mulighed for at spille en rolle på internationalt plan. Trods disse opmuntrende tendenser er der fortsat mange uløste problemer, og nogle er blevet større. Regionale konflikter skaber fortsat ustabilitet, afbryder økonomiske aktiviteter og begrænser de berørte menneskers muligheder. Problemer som dem i Kashmir og på Den Koreanske Halvø indvirker 2

4 direkte eller indirekte på europæiske interesser, og det samme gør konflikter tættere på Europa, især konflikten i Mellemøsten. Næsten 3 mia. mennesker, dvs. halvdelen af jordens befolkning, lever af mindre end 2 EUR om dagen. 45 mio. mennesker dør fortsat hvert år af sult og underernæring. Afrika syd for Sahara er fattigere nu end for 10 år siden. I mange tilfælde har manglen på økonomisk vækst været knyttet til politiske problemer og voldelige konflikter. I nogle dele af verden, især Afrika syd for Sahara, har der udviklet sig en tilbagevendende tilstand af usikkerhed. Siden 1990 er næsten 4 mio. mennesker døde i krige, og 90% af dem har været civile. Over 18 mio. mennesker i verden har forladt deres hjem eller deres land på grund af konflikter. Dårlig regeringsførelse er ofte hovedårsagen til disse problemer. Korruption, magtmisbrug, svage institutioner og manglende ansvarlighed svækker staterne indefra og bidrager til regional Tre store verdensomspændende infektionssygdomme - AIDS, tuberkulose og malaria - var skyld i over 6 mio. menneskers død i 2002, og langt de fleste var i Afrika. usikkerhed. Sikkerhed er en forudsætning for udvikling. Konflikter ødelægger ikke kun infrastrukturerne, bl.a. de sociale infrastrukturer, men de fremmer også kriminalitet, medfører, at der ikke foretages investeringer, og gør normale økonomiske aktiviteter umulige. En række lande og regioner risikerer at blive fanget i en nedadgående konflikt-, usikkerheds- og fattigdomsspiral. Selv om den temperaturstigning, der forudses af de fleste videnskabsmænd i de nærmeste årtier, ikke er en trussel i normal strategisk betydning, er det meget sandsynligt, at den vil skabe yderligere uro og migrationsstrømme i en række regioner i verden. Energiafhængighed er også et problem. Europa er verdens største importør af olie og gas. Importen udgør ca. 50% af energiforbruget i dag. Det vil vokse til 70% i Størstedelen af den importerede energi kommer fra Golfen, Rusland og Nordafrika. 3

5 Nye trusler Angreb på en medlemsstat i større målestok er nu usandsynlig. I stedet står Europa over for nye trusler, som er mere forskelligartede, mindre synlige og mindre forudsigelige. Europa er især konfronteret med tre hovedtrusler. Terrorisme: International terrorisme er en strategisk trussel. Den bringer liv i fare; den betyder store udgifter; den truer åbenheden og tolerancen i vores samfund. Den nye terrorisme adskiller sig fra de organisationer, som vi kender. Den er international, benytter sig af elektroniske net og har mange midler til rådighed, og Hvad frygter EU-borgerne? JA NEJ international terrorisme organiseret kriminalitet spredning af masseødelæggelses atomkraftulykke etnisk konflikt i Europa affyring af et atommissil ved et uheld en verdenskrig sygdomme atomkonflikt i Europa konventionel krig i Europa Kilde: Eurobarometer, undersøgelse nr. 58.1, okt./nov dertil kommer, at den ikke er begrænset i sin udfoldelse på samme måde som traditionelle terrororganisationer. Disse ønsker sædvanligvis at opnå politisk støtte og holder sig derfor i en vis grad tilbage; i sidste instans vil de måske være rede til at give afkald på vold til fordel for forhandlinger. De nye terrorbevægelser forekommer at være parat til at gøre brug af ubegrænset vold og forårsage enorme tab. Tanken om at få fat i masseødelæggelsesvåben virker derfor tillokkende for dem; det gør det ikke for traditionelle terrororganisationer. Europa er både et mål og en base for sådanne terrorister. Logistiske baser for Al Qaeda-grupper er blevet afsløret i Det Forenede 4

6 Kongerige, Italien, Tyskland, Spanien og Belgien. Al Qaeda har nævnt europæiske lande som potentielle mål. Større angreb på vores territorium er blevet planlagt, men gudskelov afværget. Den seneste terrorbølge er knyttet til voldelig religiøs fundamentalisme. Årsagerne hertil er komplekse, bl.a. moderniseringspres, kulturelle, sociale og politiske kriser og fremmedgørelse af unge, der lever i fremmede samfund. Dette fænomen er også en del af vores eget samfund. Spredning af masseødelæggelsesvåben er den absolut vigtigste trussel mod fred og sikkerhed i forholdet mellem nationer. De internationale traktatsystemer og eksportkontrolordninger har bremset spredningen af masseødelæggelsesvåben og fremføringsmidler. Nu er vi imidlertid på vej ind i en ny og farlig periode, hvor der er risiko for et masseødelæggelsesvåbenkapløb, især i Mellemøsten. Spredningen af missilteknologi medvirker yderligere til ustabilitet og vil betyde større fare for Europa. Det mest uhyggelige scenario er en situation, hvor terrorgrupper kommer i besiddelse af masseødelæggelsesvåben. Jo mere disse våben spredes, jo større vil denne risiko blive. Hvis det sker, vil en lille gruppe være i stand til at påføre skade i en målestok, der hidtil kun har været mulig for stater og hære. Den seneste brug af masseødelæggelsesvåben skete, da terrorsekten Aum anvendte saringas i Tokyos metro i Der var 12 døde og flere tusinde tilskadekomne. To år tidligere havde Aum-sekten spredt miltbrandsporer i en gade i Tokyo, men da var det kun fugle og dyr, der døde. I sådanne tilfælde vil afskrækkelse ikke have nogen virkning. Fremskridt inden for de biologiske videnskaber vil kunne øge kraften af biologiske våben i de kommende år; angreb med kemiske og radiologiske materialer er også en alvorlig risiko. 5

7 Sammenbrudsstater og organiseret kriminalitet: I mange dele af verden har dårlig regeringsførelse, civile konflikter og let adgang til håndvåben ført til en svækkelse af staten og de sociale strukturer. I visse tilfælde har dette medført noget i retning af de statslige institutioners sammenbrud. Somalia, Liberia og Afghanistan er de bedst kendte eksempler fra den seneste tid. En stats svaghed udnyttes ofte af kriminelle elementer (der i nogle tilfælde også er årsagen hertil). Indtægter fra narkotika har været drivkraften bag svækkelsen af de statslige strukturer i flere narkotikaproducerende lande: i Afghanistan holdt narkotikaindtægter Taleban og flere private hære ved magten. Når staterne svigter, tager den organiserede kriminalitet over. Kriminelle aktiviteter i sådanne stater berører den europæiske sikkerhed. Store ulovlige strømme af narkotika og migranter kommer til Europa via Balkan, Østeuropa og Centralasien. Hvis alle disse forskellige elementer lægges sammen - terrorisme begået med maksimal anvendelse af vold, tilstedeværelsen af masseødelæggelsesvåben og statslige systemers sammenbrud - kan vi komme til at stå over for en yderst radikal trussel. II. STRATEGISKE MÅL Denne nye verden åbner både perspektiver, der er lysere for menneskeheden end nogensinde før, og giver samtidig udsigt til en mere skræmmende fremtid. Om det bliver det ene eller det andet, vil til dels afhænge af vores indsats. I dette dokument foreslås tre strategiske mål for Den Europæiske Union. For det første kan vi yde et særligt bidrag til stabilitet og god regeringsførelse i vore umiddelbare nærområder. For det Vi må opbygge en international orden baseret på effektiv multilateralisme. andet må vi mere generelt opbygge en international orden baseret på effektiv multilateralisme. Endelig må vi imødegå truslerne, både de nye og de gamle. 6

8 Udvidelse af sikkerhedszonen omkring Europa Selv i en periode præget af globalisering er geografien fortsat vigtig. Det er i Europas interesse, at landene ved vore grænser har god regeringsførelse. Nabolande, der er inddraget i voldelige konflikter, svage stater, hvor organiseret kriminalitet trives, samfund, der fungerer dårligt, eller tilgrænsende lande med en eksploderende befolkningsvækst er faktorer, der alle skaber problemer for Europa. Europas genforening og integrationen af de tiltrædende lande vil øge vores sikkerhed, men vil også bringe Europa nærmere til urolige områder. Vores opgave er at arbejde for en ring af lande med god regeringsførelse øst for Den Europæiske Union og ved Middelhavet, som vi kan pleje tætte forbindelser og samarbejde med. Vigtigheden af dette ses bedst i Balkanregionen, hvor Den Europæiske Union sammen med NATO og andre partnere har forpligtet sig til at opnå stabilitet, god regeringsførelse og den tættest mulige integration af denne region i Europa. Disse bestræbelser vil skulle fortsætte i de kommende år. På baggrund af de forskellige sammenbrud i halvfemserne har Den Europæiske Union i de seneste år i betragtelig grad styrket sit engagement i det stadig svage vestlige Balkan. Den har bidraget til at stabilisere situationen i det sydlige Serbien og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien og har lettet de forfatningsmæssige arrangementer mellem Serbien og Montenegro. Den Europæiske Union har overtaget politimissionen i Bosnien-Hercegovina fra FN og den militære operation i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien fra NATO. Med stabiliserings- og associeringsprocessen har Den Europæiske Union skabt en effektiv ramme for reformer og for fremskridt i retning af Europa. Vi har ikke interesse i, at udvidelsen skaber nye skillelinjer i Europa. Vi er nødt til at lade fordelene ved det økonomiske og politiske 7

9 samarbejde omfatte vore fremtidige naboer i øst - Ukraine, Moldova og Belarus - samtidig med at vi løser politiske problemer der. Vi bør interessere os mere aktivt for problemerne i Sydkaukasus, der på et tidspunkt også vil blive en naboregion. Løsningen af den arabisk-israelske konflikt er en strategisk prioritet for Europa. Uden en sådan løsning vil der være ringe udsigter til at løse de øvrige problemer i Mellemøsten. Den Europæiske Union har været involveret i dette spørgsmål i over tyve år. Der er fortsat tale om en væsentlig interesse, der nu varetages gennem deltagelse i kvartetten. Generelt har Middelhavsområdet fortsat alvorlige problemer i form af økonomisk stagnation, social uro og uløste konflikter. Den Europæiske Unions interesser ligger i et fortsat engagement over for partnerne i Middelhavsområdet gennem et mere effektivt økonomisk, sikkerhedsmæssigt og kulturelt samarbejde inden for rammerne af Barcelona-processen. Styrkelse af den internationale orden I en verden med globale trusler, globale markeder og globale medier afhænger vores sikkerhed og velfærd af et effektivt multilateralt system. Udvikling af et stærkere internationalt samfund, velfungerende internationale institutioner og en regelbaseret international orden skal være vores mål. Det må hilses velkommen, at centrale institutioner i det internationale system, f.eks. Verdenshandelsorganisationen (WTO) og de internationale finansielle institutioner, har udvidet deres medlemskreds siden afslutningen af den kolde krig. Kina har tilsluttet sig WTO, og Rusland har ansøgt om medlemskab. Det bør være et mål for os, at sådanne institutioner får flere medlemmer, samtidig med at de opretholder deres høje standard. 8

10 Et centralt element i det internationale system er de transatlantiske forbindelser. Der er her ikke kun tale om vores bilaterale interesse, idet disse forbindelser styrker det internationale samfund som helhed. NATO er et vigtigt udtryk for disse forbindelser. Regionale organisationer styrker også den globale governance. OSCE's og Europarådets styrke og effektivitet er af særlig betydning for Den Europæiske Union. Andre regionale organisationer som ASEAN, Mercosur og Den Afrikanske Union er vigtige partnere. Den grundlæggende ramme for de internationale forbindelser er De Forenede Nationers pagt. Det må være en europæisk prioritet at styr ke FN og gøre det i stand til at leve op til sit ansvar og handle effektivt. Hvis vi ønsker, at internationale organisationer, arrangementer og traktater skal være effektive i bekæmpelsen af trusler mod international fred og sikkerhed, må vi være parat til at handle, når deres regler overtrædes. Den grundlæggende ramme for de internationale forbindelser er De Forenede Nationers pagt. Det er en betingelse for en regelbaseret international orden, at lovene udvikler sig som reaktion på nye forhold som f.eks. spredning af våben, terrorisme og global opvarmning. Vi har interesse i at videreudvikle eksisterende institutioner som Verdenshandelsorganisationen og støtte nye institutioner som Den Internationale Straffedomstol. Kvaliteten af det internationale samfund afhænger af kvaliteten af de regeringer, der er dets grundlag. Den bedste beskyttelse af vores sikkerhed er en verden bestående af demokratiske stater med god regeringsførelse. At udbrede god regeringsførelse, bekæmpe korruption og magtmisbrug, etablere retsstatsprincippet og beskytte menneskerettighederne er det bedste middel til at styrke den internationale orden. 9

11 Handels- og udviklingspolitikker kan være magtfulde redskaber til at fremme reformer. Som verdens største yder af offentlig udviklingsbistand har Den Europæiske Union og dens medlemsstater gode muligheder for at forfølge disse mål. At bidrage til bedre regeringsførelse gennem bistandsprogrammer, konditionalitet og målrettede handelsforanstaltninger bør være et vigtigt element i en EU-sikkerhedsstrategi. En verden, hvor der er en opfattelse af, at der er retfærdighed og muligheder for alle, vil være mere sikker for Den Europæiske Union og dens borgere. En forebyggende indsats kan afværge alvorligere problemer i fremtiden. En række lande har sat sig uden for det internationale samfund. Nogle har søgt isolation; andre overtræder konsekvent de internationale normer for national En verden, hvor der er en opfattelse af, at der er retfærdighed og muligheder for alle, vil være mere sikker. En forebyggende indsats kan afværge alvorligere problemer i fremtiden. regeringsførelse eller international optræden. Det er ønskeligt, at disse lande på ny tilslutter sig det internationale samfund. De, der er uvillige hertil, må forstå, at det har sin pris, herunder i deres forbindelser med Den Europæiske Union. Imødegåelse af trusler Den Europæiske Union har været aktiv i imødegåelsen af de trusler, der er forbundet med terrorisme, våbenspredning og sammenbrudsstater/organiseret kriminalitet. H EU reagerede på den 11. september med en pakke, der omfattede indførelse af en europæisk arrestordre, foranstaltninger til bekæmpelse af finansiering af terrorisme og en aftale om gensidig retshjælp med USA. Truslerne er i dag mere fjerne, mere dynamiske og mere komplekse. 10

12 H EU har ført en ikke-spredningspolitik i mange år. Det har netop vedtaget endnu et handlingsprogram, der indeholder foranstaltninger til styrkelse af Den Internationale Atomenergiorganisation og til skærpet eksportkontrol og bekæmpelse af ulovlige sendinger og ulovlige indkøb. H Den Europæiske Union og medlemsstaterne har grebet ind for at hjælpe sammenbrudsstater på benene igen, bl.a. i Balkan, Afghanistan, Østtimor og Afrika (senest i Congo). Det er værd at understrege nogle fællestræk ved disse trusler og den måde, hvorpå de skal håndteres. Truslerne i den nye æra er ofte fjerne. I en tid med globalisering kan fjerne trusler give anledning til lige så stor bekymring som dem, der er tæt på. Nuklear virksomhed i Nordkorea, nukleare risici i Sydasien og våbenspredning i Mellemøsten giver alle anledning til bekymring i Europa. Terrorister kan nu operere over hele verden, og deres aktiviteter i Central- eller Sydøstasien kan være en trussel mod europæiske lande eller deres borgere. Samtidig betyder den globale kommunikation, at de humanitære tragedier i sammenbrudsstater overalt i verden kan give anledning til akut bekymring i den europæiske offentlighed. Med de nye trusler vil den første forsvarslinje ofte være i udlandet. Vores selvforsvar har traditionelt - til og med den kolde krig - været baseret på truslen om invasion. Med de nye trusler vil den første forsvarslinje ofte være i udlandet. De nye trusler er dynamiske. Hvis der ikke gøres noget ved dem, bliver de farligere. Spredningsrisikoen vokser med tiden, og hvis man lader terrornetværk være i fred, bliver de stadig farligere (vi skulle have tacklet Al Qaeda meget tidligere). Staters sammenbrud 11

13 og organiseret kriminalitet breder sig, hvis de ignoreres - som vi har set det i Vestafrika. Dette indebærer, at vi skal være klar til at handle, før en krise opstår. Konfliktforebyggelse og trusselsforebyggelse kan ikke påbegyndes for tidligt. I modsætning til den massive, synlige trussel under den kolde krig kan ingen af de nye trusler klares med rent militære midler. I modsætning til den massive, synlige trussel under den kolde krig er ingen af de nye trusler rent militære, og de kan ikke klares med rent militære midler. De kræver hver især en blanding af flere instrumenter. Våbenspredning kan bremses ved hjælp af eksportkontrol og angribes med politisk, økonomisk og andre former for pres, samtidig med at de underliggende politiske årsager også skal tackles. Terrorismebekæmpelse kan kræve en kombination af efterretningsvirksomhed og politiske, militære og andre midler. I sammenbrudsstater kan der være behov for militære instrumenter for at genoprette ro og orden og humanitære midler for at klare den umiddelbare krise. Økonomiske instrumenter bidrager til genopbygning, og civil krisestyring er med til at genetablere en civil regering. Den Europæiske Union er særlig godt rustet til at klare de mange facetter af sådanne situationer. III. POLITISKE KONSEKVENSER FOR EUROPA Den Europæiske Union har gjort fremskridt med at udvikle en sammenhængende udenrigspolitik og en effektiv krisestyring i de seneste år. Vi har indført instrumenter, der kan anvendes effektivt, som vi har demonstreret det i Balkan (og nu også andre steder). Men hvis vi skal yde et bidrag, der svarer til vores potentiale, skal vi være mere aktive, mere konsekvente og være i stand til at udrette mere. 12

14 Mere aktive i forfølgelsen af alle vore strategiske mål. Navnlig er der brug for mere aktive politikker til bekæmpelse af de nye, dynamiske trusler. Som et EU med 25 medlemsstater, der tilsammen giver 160 mia. EUR ud på forsvar, bør vi om nødvendigt kunne gennemføre flere operationer samtidig. Vi skal udvikle en strategisk kultur, der fremmer en tidlig, hurtig og om nødvendigt håndfast intervention. Vi bør især overveje operationer, der omfatter både militære og civile kapaciteter. Dette er et område, hvor vi vil kunne bidrage med noget særligt. Et EU, der er mere aktivt, er et EU, der har større politisk vægt i alle situationer, også når der ikke overvejes militær eller civil intervention. Vi skal udvikle en strategisk kultur, der fremmer en tidlig, hurtig og om nødvendigt håndfast intervention Mere konsekvent. Idéen med den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik er, at vi er stærkere, når vi står sammen. I de senere år har vi oprettet en række forskellige instrumenter med hver sin struktur og målsætning. Udfordringen er nu at samle de forskellige instrumenter og kapaciteter: europæiske bistandsprogrammer, militære og civile kapaciteter fra medlemsstaterne og andre instrumenter såsom Den Europæiske Udviklingsfond. Alle disse instrumenter kan have indvirkning på vores egen og tredjelandes sikkerhed. Sikkerhed er den første forudsætning for udvikling. Vores mål skal være at skabe synergi ved hjælp af en mere sammenhængende og overordnet tilgang. Den diplomatiske indsats og udviklings-, handels- og miljøpolitikkerne bør følge samme dagsorden. I en krise er der ikke noget, der kan måle sig med at have en fælles kommando. 13

15 Der er behov for større konsekvens, ikke kun i EU-instrumenterne, men også i relation til de enkelte medlemsstaters eksterne aktiviteter. EU's bistand til tredjelande beløber sig til ca. 7 mia. EUR om året; medlemsstaterne yder omkring ti gange så meget. Udrette mere. Et Europa, som er i stand til at udrette mere, er inden for rækkevidde, omend det vil tage tid at realisere vort fulde potentiale. Vi skal navnlig se på følgende: H Flere midler til forsvar. Hvis vi mener det alvorligt, at der er nye trusler, og at der skal oprettes mere fleksible mobile styrker, må vi øge midlerne til forsvar. H Der er meget overlapning mellem forsvarsaktiverne i Den Europæiske Union. Systematisk brug af fælles samlede aktiver ville reducere udgifterne og på mellemlang sigt øge kapaciteten. H Øget kapacitet til at bidrage med civile midler i krise- og postkrisesituationer. Vi bør især overveje stærkere ordninger for støtte til civil planlægning og civile missioner. I næsten alle større interventioner er militær effektivitet blevet efterfulgt af civilt kaos. H Stærkere diplomatisk kapacitet. Dette er lige så vigtigt som civil og militær kapacitet, hvis vi skal få størst muligt politisk udbytte af andre ressourcer. De trusler, vi står over for, er fjernere og mere fremmede end under den kolde krig. Der er behov for en større indsigt i fremmede lande. Vi har over diplomater. Her ville det også øge kapaciteten at trække på fælles ressourcer. Vi skal udvikle et system, der kombinerer medlemsstaternes ressourcer med EU-institutionernes. H Større udveksling af efterretninger mellem medlemsstaterne og deres partnere. En fælles trusselsvurdering er det bedste grundlag for fælles optræden. 14

16 H Efterhånden som vi øger kapaciteten på de forskellige områder, bør vi overveje et bredere spektrum af opgaver. Foruden Petersberg-opgaverne kunne dette omfatte fælles afvæbningsoperationer, støtte til tredjelandes terrorismebekæmpelse og reform af sikkerhedssektoren. Sidstnævnte skulle indgå i en mere generel institutionsopbygning. Samarbejde med partnere. Der er ikke mange problemer, om nogen overhovedet, som vi kan klare alene. De trusler, der er beskrevet ovenfor, er fælles trusler, som også berører alle vores nærmeste partnere. Et internationalt samarbejde er nødvendigt. Vi skal forfølge vores mål både gennem et multilateralt samarbejde i internationale organisationer og gennem partnerskaber med andre nøgleaktører eller -regioner. Sammen kan EU og USA udrette overordentlig meget til gavn for verden. Blandt sidstnævnte er de transatlantiske forbindelser uundværlige. Sammen kan EU og USA udrette overordentlig meget til gavn for verden. Hvis vi opbygger kapaciteter og skaber større sammenhæng, vil vi blive en mere troværdig aktør og en mere indflydelsesrig partner. Vi bør fortsat øge evnen til at samarbejde med andre nøgleaktører. Den Europæiske Union har forbindelser over hele verden, men i de kommende år bør vi især fokusere på at udvikle strategiske partnerskaber med Rusland, Japan, Kina, Canada og Indien. Disse partnere spiller en stadig vigtigere rolle i og uden for deres respektive regioner. Ingen af vores forbindelser bliver eksklusive. Vi er villige til at udvikle aktive partnerskaber med alle lande, der deler vores mål og værdier, og er rede til at støtte dem. 15

17 Konklusion Vi lever i en verden, hvor der er nye farer, men også nye muligheder. Hvis Den Europæiske Union kan blive en fuldt effektiv aktør, har den potentiale til at yde et vigtigt bidrag, både til imødegåelsen af truslerne og til realiseringen af mulighederne. Et aktivt EU med den fornødne kapacitet vil have gennemslagskraft på globalt plan. Dermed vil det kunne bidrage til et effektivt multilateralt system, der fører til en mere retfærdig og sikker verden. 16