Grafisk facilitering som design for organisatorisk læring

Transkript

1 Grafisk facilitering som design for organisatorisk læring - Hvordan har grafisk facilitering bidraget til organisatorisk læring i en større dansk virksomhed? 1

2 Grafisk facilitering som design for organisatorisk læring - Hvordan har grafisk facilitering bidraget til organisatorisk læring i en større dansk virksomhed? Anslag: = 29,94 sider 8. semester, organisatorisk læring, juni 2011 Institut for Læring, Uddannelse og Filosofi Det Humanistiske Fakultet Aalborg Universitet Rapporten er skrevet af Stina Thorsvang Studienummer: Vejleder Hanne Westh Nicolajsen 2

3 De, der kan forstå læringens uformelle og dog strukturerede, oplevelsesorienterede og dog sociale karakter og kan omsætte deres indsigt i design i læringens tjeneste bliver vores fremtids arkitekter (Wenger, 2004, s. 255) 3

4 Indhold Indledning... 6 Problemdomæne... 6 Problemformulering... 7 Begrebsafklaring... 8 Case Narrativ casefortælling Der var engang Konferencen og det store billede Hjemme igen Metode Socialkonstruktivisme som videnskabsteoretisk ståsted Empiriske metodeovervejelser Singlecasestudiet Validitet Præsentation af teorivalg Organisatorisk læring med udgangspunkt i Wengers teori om praksisfællesskaber Teori om narrativer Praksisfællesskaber og læring Meningsforhandling gennem deltagelse og tingsliggørelse Meningsforhandling Deltagelse Tingsliggørelse Dualiteten mellem deltagelse og tingsliggørelse Narrativer Den klassiske position inden for den narrative forskning Folkefortællinger og narrativer Den postmoderne position inden for den narrative forskning Antenarrativer De to tilgange Analyse Meningsforhandling gennem deltagelse og tingsliggørelse Deltagelse

5 Tingsliggørelse Meningsforhandling Samspillet mellem deltagelse og tingsliggørelse På konferencen På Kvartalsmødet Kaffekøkkenet - Povl og Pia Design Delkonklusion Antenarrativer og Narrativer Den store fortælling - antenarrativ og narrativ Det store billede, første del, antenarrativet Det store billede anden del og hjemme igen, narrativet Delkonklusion Diskussion Meningsforhandling Narrativer Konklusion Perspektivering Litteraturliste Bøger Hjemmesider Bilags oversigt Bilag 1 Grafisk Facilitering via et visuelt sprog Bilag 2, 3 og 4 Transskribering af interviews er fortrolige og uploades ikke

6 Indledning En undersøgelse fra Nordisk Kommunikation i 2005 omhandlende intern kommunikation viste, at der er en signifikant sammenhæng mellem intern kommunikation og tilfredshed med arbejdet. De medarbejdere, der var tilfredse med den interne kommunikation, havde en højere grad af stolthed over arbejdspladsen, og en større jobtilfredshed. Stolthed og jobtilfredshed er vigtige parametre for virksomhederne, når arbejdsmarkedet er præget af rekrutteringsproblemer, og der er fokus på fastholdelse af de værdifulde medarbejdere. (1) I forhold til intern kommunikation handler det først og fremmest om at skabe mening, fremgår det af en artikel, Jan Molin 1 er blevet interviewet til. I artiklen Når intern kommunikation skaber mening, uddybes vigtigheden af, at ledelsen bruger sin energi på at fremme rammer, der muliggør meningsskabende sniksnak ved kaffemaskinen, i kantinen, i kontorlandskabet og på gangene. (2) Grafisk facilitering er én metode, den baserer sig på en kombination af et visuelt sprog og dialog. Det visuelle kunne være at tegne processen undervejs, eller tegne symboler og bruge dem som udgangspunkt for dialog. Grafisk facilitering kan bruges i mange forskellige processer, blandt andet intern kommunikation. Problemdomæne Jeg synes, det er interessant at de ofte komplekse problemstillinger omhandlende for eksempel strategi, gøres konkrete og håndgribelige og indbyder til dialog. Min nysgerrighed og undren er i den sammenhæng, hvordan grafisk facilitering kan bidrage til organisatorisk læring, og hvilke metoder og tilgange der anvendes til at skabe rammer for organisatorisk læring. For at kunne undersøge hvordan grafisk facilitering kan bidrage som design for organisatorisk læring, tages der i nærværende opgaves udgangspunkt i et projekt gennemført i en større dansk virksomhed, hvor metoden var grafisk facilitering. Formålet med projektet var at få kommunikeret virksomhedens globale strategi ud til alle medarbejdere, på en mere involverende måde og inspirerende måde, så medarbejderne vidste, hvad strategien 1 Jan Molin er Cand. psyk., dr. merc. Professor ved Institut for Organisation og Arbejdssociologi, CBS. Molin har blandt andet forsket i kommunikationsprocesserne omkring forandringsledelse, virksomhedskultur og sociale relationer (2) 6

7 indeholdt. Det skulle udvikle medarbejdernes muligheder for at forstå, på hvilket grundlag beslutninger blev truffet. Grafisk facilitering som design for organisatorisk læring belyses med udgangspunk i en social læringsforståelse. De teorier der inddrages er om narrativer - skabelse af en fælles fortælling i organisationen, samt om læring i praksisfællesskaber gennem meningsforhandling via deltagelse og tingsliggørelse. Med udgangspunkt i casen og teorierne vil jeg analysere, hvordan grafisk facilitering som design kan bidrage til organisatorisk læring. Ud fra ovennævnte overvejelser er følgende problemformulering udarbejdet. Problemformulering - Hvordan har grafisk facilitering bidraget til organisatorisk læring i ROSS 2 danske afdeling? Hvordan skaber grafisk facilitering som design for læring mulighed for meningsforhandling gennem tingsliggørelse og deltagelse, og hvordan bidrager det til organisatorisk læring? Hvordan skaber grafisk facilitering som design for læring mulighed for skabelse af et antenarrativ og et narrativ, og hvordan kan de bidrage til organisatorisk læring? 2 ROSS er et fiktivt navn for den store danske virksomhed, hvis rigtige navn ønskes anonymiseret i denne opgave. 7

8 Begrebsafklaring Praksisfællesskaber: kan ikke designes, men opstår spontant når deltagere i et fællesskab oplever gensidigt engagement, en fælles virksomhed og et fællesrepertoire. (Wenger, 2004, s. 177 og 259). Praksis: defineres som en proces, hvorigennem vi kan opleve verden og vores engagement deri som meningsfuld (Wenger, 2004, s. 65). Praksis er altid en social praksis, og engagement omhandler hele personen, både handling og viden, eller praksis og teori. (Wenger, 2004, s. 62). Grafisk Facilitering: inspireres af Bigger Pictures 3 måde at bruge begrebet på hvilket dækker, en metode der bygger på: visualisering, systemisk tænkning, virkningsfulde spørgsmål og gode facilitatorer. (3) Mere konkret er min definition, efter at have arbejdet med feltet: En metode, hvor der i processen tages udgangspunkt i et visuelt sprog der skabes på dagen og interaktion gennem dialog. Der er altid et visuelt produkt efter en proces med grafisk facilitering. Produktet kunne være en to gange tre meter lang tegning. (Se bilag for nærmere forklaring) Dualitet: Wenger bruger dualitet bland andet i forbindelse med relationen mellem tingsliggørelse og deltagelse. Begrebet bruges som Wenger definerer det: en enkelt begrebsenhed, der består af to uløseligt forbundne og gensidigt konstituerende elementer, hvis iboende spænding og komplementaritet giver begrebet rigdom og dynamik. (Wenger, 2004, s. 82). Narativer: oversættes på dansk til fortællinger Story/stories: I nærværende opgave afgrænses der fra at diskutere stories op mod antenarrativer. Story eksisterer som begreb før antenarrativer, som minder om stories. Forskellen på de to er at en historie præsenterer hændelserne kronologisk, hvilket de ikke gør i et antenarrativ. (Boje, 2001, s. 8). 3 Bigger Picture er en dansk virksomhed der arbejder med grafisk facilitering, den har eksisteret siden Ole Qvist- Sørensen er en af ejerne af Bigger Picture, og arbejder som grafisk facilitator. Qvist-Sørensen er uddannet cand.mag.i virksomhedsstudier og pædagogik, samt kaospilot. Qvist-Sørensen har bidraget med et interview til opgaven, sparring samt kontakt til feltet. 8

9 Organisatorisk læring: er funderet i Wengers optik. Wenger antager at læring er et fundamentalt socialt fænomen, en del af den menneskelige natur, menneskets evne til indsigt. Wenger argumenterer for at, læring skabes i sammenhæng med vores levede erfaringer. Wenger definerer læring som social deltagelse, hvor deltagelse rummer både at være aktiv i fællesskabers praksisser og det at konstruere identiteter i relation til fællesskaberne. Ydermere opfattes den sociale deltagelse som en lærings- og erkendelsesproces, (Wenger, 2004, s. 14f). Figur 1. En social teori om læring skal jf. Wenger omfatte ovenstående. (Wenger, 2004, s. 15). Da læring er et socialt fænomen, giver det ikke nogen mening at se isoleret på organisatorisk læring som begreb. Wengers læringsbegreb rummer organisatorisk læring. I denne opgave er fokus på meningsforhandling i praksisfællesskaberne, via deltagelse og tingsliggørelse. Wenger bruger i sin teori begrebet læring, om organisatorisk læring, i denne opgave skives også læring i forståelsen af organisatorisk læring, til tider skrives også organisatorisk læring, for at hjælpe læseren ift. forståelse. 9

10 Case Denne case er udarbejdet på baggrund af interviews med Rita Walsh 4 og Peter Svanehøj fra virksomheden ROSS 5. De har begge været en del af samme proces 6 i virksomheden, hvor Grafisk Facilitering blev anvendt som metode, hvor målet var at få udviklet et kommunikationsværktøj, der kunne hjælpe med at kommunikere den globale strategi ud til medarbejderne. Casen er sammensat af fragmenter fra de to interviews, og der er herudover tilføjet en hovedperson, et plot og der er skabt en sammenhæng. Casen er ikke fuldt dækkende for den virkelige proces, den er forenklet for at gøre handlingen nemmere at følge, for eksempel strækker processen hos ROSS sig over to dage, men i casen bare en. Fortællingen er med for at skabe et billede af, hvordan processen med grafisk facilitering er forløbet i dette projekt, hvilke elementer grafisk facilitering bygger på, og hvordan det bruges til at skabe organisatorisk læring i ROSS. Tillægsordene og fakta i casen stammer fra de to interviews 7. Fortællingen er søgt skabt med størst mulig reference til det virkelige forløb, men da casen er fortalt som et narrativ, ligger heri en fortællers mulighed for at give plads til et poetisk sprog, det følelsesmæssige og symbolske i livet. En fortæller har altid ret til at pynte på historien med effekten for øje (Jacobsen, s. 130). De konkrete eksempler er fiktive, men inspireret af de to interviews. Niels som hovedperson er fiktiv, men bygger på udtalelser fra interviewpersonerne. Niels repræsenterer skeptikeren, han er ikke en specifik deltager på konferencen, men han kunne have været med, eller måske var han med? 4 Rita er et fiktivt navn, af hensyn til interviewpersonen er navnet anonymiseret. Det samme gælder for Peter. 5 ROSS er et fiktivt navn for en større dansk virksomhed, der ønsker at være anonym. 6 Den overordnede proces hos ROSS, bestod af fire sideløbende processer. I denne case er der fokus på én af de fire, for at overskueliggøre hvad der skete undervejs. Det gør dog, da tre af processerne udelades, at hele processen ikke præsenteres fyldestgørende. At det blev nærværende proces der blev udvalgt, skyldes hensynet til kriterierne om, at den skulle indeholde så mange elementer fra Grafisk Facilitering som muligt, jf. min definition af grafisk facilitering.. 7 Der er efter de to interviews stillet uddybende spørgsmål til Ole Qvist-Sørensen, for at få uddybet hvordan processen med gruppearbejdet og skabelsen af det store billede foregik på dagen. 10

11 Narrativ casefortælling Der var engang Det var en onsdag morgen i maj måned Invitationerne til den internationale konference om virksomhedens globale strategi blev sendt af sted for en måned siden. I alt var 80 ledere fra hovedkontoret og datterselskaberne i ROSS inviteret. Den globale strategi kunne læses af medarbejderne i et 20 siders word dokument, det var bare ikke alle, der fik læst den eller vidste hvad den indeholdt, og det var udfordringen. Hos ROSS, ville de øverste chefer gerne prøve nye måder at gøre medarbejderne involveret i strategien på, så medarbejderne vidste hvad strategien indeholdt, så de kunne forstå det, forstå hvorfor beslutninger blev truffet. Lykkedes det, involverede det godt 700 ansatte på globalt plan. Grafisk facilitering blev valgt som metode til skabelse af en inspirerende kommunikations form. Niels, en af de 80 inviterede, var noget skeptisk, han havde hørt noget med at tegne. Tegne, det havde han ikke gjort siden børnehaven, hvad skulle det at tegne nu kunne hjælpe, nej Niels troede ikke rigtig på det, det virkede ikke seriøst. De 79 og Niels havde efterhånden alle sammen fundet vej til lokalet øverst i bygningen i den store virksomhed. Det var meningen, at de efter konferencen skulle hjem til deres virksomhed og kommunikere den globale strategi videre til deres medarbejdere. Konferencen varede en dag, og på denne dag skulle de 80 skabe et fælles billede af den globale strategi. Konferencen og det store billede Konferencen startede med forskellige øvelser, der handlede om at byde deltagere velkommen og præsentere dem for hinanden. Som næste punkt på konferencen skulle den globale strategi tegnes på en stor planche. Der var rullet en tre gange to meter planche op på væggen, og der var tegnet en del på den i forvejen. Planchen viste ledelsens valg i forhold til, hvordan noget af strategien skulle se ud. Der var to store tomme pladser på planchen, og deltagerne skulle gennem diskussion, input, til- og fravalg, finde de symboler, der skulle udfylde de tomme pladser i det store billede. Deltagerne blev delt i otte grupper. Niels var stadig skeptisk, der lå syv tegninger med symboler ved hans gruppe, hvad skulle de dog med dem. Grupperne havde fået som opgave at vælge hvilke tre af de syv symboler, de syntes skulle op at hænge på det store billede. Niels gruppe bestod af fire fra Danmark, ham selv inklusive, tre fra Kina og tre 11

12 fra Japan. Selvom han ikke kendte dem fra Kina og Japan, følte han alligevel en form for tilknytning, de arbejdede jo for samme organisation. Gruppen så på symbolerne, og de fik en dialog om, hvad symbolerne betød, og hvorfor de så ud, som de gjorde. Sammen skabte de forskellige historier om symbolerne. Det var ved at være frokosttid, der havde været en god dialog om, hvad de forskellige billeder symboliserede i strategien. Efter frokost var gruppen igen samlet, de skulle nu udvælge de tre af de syv tegninger, de syntes fortjente en plads på det store billede. I Niels gruppe havde de en ret forskellig opfattelse af den globale strategi. Nogle symboler gav mere mening end andre, sådan følte Niels det i hvert fald. Strategien var noget abstrakt at forholde sig til. Mens de diskuterede for og imod de forskellige symboler, blev argumenterne stærkere og stærkere, om hvorfor netop et symbol skulle vælges frem for et andet, de havde hver deres favoritter. Niels havde efterhånden fået en god forståelse af hvordan gruppen opfattede symbolernes betydning og en større klarhed i forhold til, hvad strategien handlede om. Gruppens valg af tre symboler skulle fremlægges for de syv andre grupper i plenum, og alle forslag kom op at hænge på det store billede. Det var en dynamisk proces at få udvalgt de tre symboler. Alle tog lidt og gav lidt, og sådan gik processen fremad. Niels gruppe skulle snart fremlægge deres valg af symboler. Han syntes, de havde skabt nogle gode historier om symbolerne, han var spændt på, om de andres historier var lige så gode. Da alle otte grupper havde argumenteret for, hvorfor de havde valgt netop de tegninger, og hvad de symboliserede, hang nu 24 tegninger på det store billede. Det så noget rodet ud syntes Niels, der var ikke rigtig nogen sammenhæng. Ud af de 24 tegninger skulle de 80 deltagere i fællesskab udvælge hvilke de syntes passede bedst til at kommunikere hvad strategien gik ud på. De skulle ende med 12 symboler. Leo styrede debatten, så alle kunne komme til orde - der argumenteredes for og imod symbolerne. Nogle af dem fra datterselskaberne, der plejede at være mere tilbageholdende, fik mod til at sige noget, nu formen var mere deltagende, det var meget mere uformelt end det sædvanligvis var. Efterhånden som dagen skred frem, blev de tomme felter fyldt med deltagernes valg af symboler. Der var nu 12 tilbage, dem tegnede Leo ind i det store billede. Leo kaldte det for en skitse, men det så færdigt ud. Dagen var gået, og Niels var egentlig godt tilfreds. Det fælles billede, det havde han været med til at skabe, og nu havde han fået en god forståelse af strategien, det store billede var ret illustrativt med pile og trapper. Han forstod logikken i strategien og kunne se, hvor virksomhedens chef var begyndt og hvor de nu var på vej hen. På 12

13 det store billede kunne han også se flere af de symboler, han selv havde valgt ud, han var faktisk lidt stolt det havde han været med til at lave. Han syntes også, der havde været en god dialog, og hans kollegaer havde været aktive, engagerede og havde involveret sig og bidraget til at få udfyldt de tomme huller i tegningen. Sammen havde de skabt et fælles billede. Konferencen var slut. Det store billede blev scannet ind og trykt i mindre format, 60 gange 90. Alle 80 deltagere fik tilsendt et eksemplar, så de kunne hænge det op i deres virksomhed i deres eget land, og kommunikere det videre til deres medarbejdere. Ved at hænge tegningen op, kunne alle se det og blive nysgerrige på strategien. De fik også tilsendt det store billede elektronisk, som PDF. Hjemme igen I Danmark, hos Niels, var dagen kommet hvor deltagerne fra konferencen skulle fortælle deres kollegaer om virksomhedens globale strategi. De var ekstra heldige i Danmark, her var originaltegningerne blevet tilbage. Virksomhedens globale strategi blev præsenteret til et kvartalsmøde. Et møde der normalt blev afholdt i et auditorium, hvor alle sad ned, men til dette møde var det anderledes. Det blev holdt i en stor sal, så alle 300 medarbejdere kunne gå rundt. Det to gange tre meter store billede var hængt op og blev anvendt ved fortællingen om strategien. Medarbejderne blev delt i fire grupper, hvorefter de en gruppe ad gangen fik de en gennemgang af den globale strategi i sit visuelle udtryk. Niels og nogle af de andre, der havde været med til at udvikle det store billede, og forklarede hvorfor og hvordan billedet var blevet lavet, hvad der skete på det og hvad symbolerne illustrerede. Det tog cirka 15 minutter at præsentere billedet for gruppen. På godt en times tid var de nået rundt om alle de emner, der blev dækket på konferencen, og på denne måde var alle 300 medarbejdere visuelt blevet introduceret til den globale strategi. Herefter blev den globale strategi i visuel form hængt op i et fælles køkken i afdelingen, hvor den gode kaffemaskine stod. Det inspirerede til samtale. En dag over en kop kaffe hørte Niels, Pia og Povl stå og snakke om nogle af de symboler der havde relevans for netop det, de sad og arbejdede med. De havde copy pasted nogle af symbolerne fra PDF en over i en præsentation, de brugte i et projekt, de arbejdede med, og på den måde brugte de den store tegning aktivt. Virksomhedens globale strategi blev således nemmere at kommunikere og mere håndgribelig. Niels syntes, det havde været en interessant konference, det havde været udviklende for ham at få sat nogle nye vinkler på tingene, selv om han havde været noget skeptisk i starten. Ja, han 13

14 syntes det havde været en meget powerfuld proces med at skabe den visuelle fortælling. En proces med god energi, engagement, diskussion og deltagelse, og så havde han været med til at skabe det store billede, der nu hang i virksomhedens køkken med den gode kaffe. Metode I det følgende vil jeg redegøre for de metodiske overvejelser, jeg har gjort mig i forbindelse med nærværende opgave, ligesom jeg vil redegøre for mit videnskabsteoretiske ståsted. Slutteligt vil jeg præsentere de teorier, jeg efterfølgende bringer i spil. Socialkonstruktivisme som videnskabsteoretisk ståsted Videnskabsteori Mit videnskabsteoretiske ståsted er socialkonstruktivisme. Socialkonstruktivismen betoner, at virkeligheden på afgørende vis præges, eller formes, af vores erkendelse af den. (Rasborg, 2009, s. 349) Det vil sige, at menneskelig erkendelse er socialt konstrueret og former virkeligheden. Socialkonstruktivismen rummer et forandringsperspektiv, da den hævder, at samfundsmæssige fænomener er socialt eller historisk skabte, det vil sige skabt af mennesker. Når samfundsmæssige fænomener er skabt af mennesker, kan mennesker også forandre de samfundsmæssige fænomener. (Rasborg, 2009, s. 349) Et eksempel på et samfundsmæssigt fænomen, eller et organisatorisk fænomen, kunne være mobning på arbejdspladsen, det er skabt af mennesker og kan forandres af mennesker. Læring i et socialkonstruktivistisk perspektiv er social, det konstrueres i samspil mellem mennesker. Mennesker reproducerer viden gennem interaktion med andre mennesker, og på den måde skabes nye forståelser for, hvad der for eksempel er socialt acceptabelt, og hvad der ikke er. (Rasborg, 2009, s. 349) Det er på baggrund af mit socialkonstruktivistiske ståsted, jeg forstår læring i organisationen. Jeg vælger at se processen med Grafisk Facilitering, som en række af sociale konstruktioner, fortællinger, meninger, organisatorisk læring, der konstrueres i interaktion mellem mennesker. 14

15 Da jeg ønsker at se på de sociale konstruktioner, der sker i samfundet, eller mere konkret de sociale konstruktioner, der skaber rammer for organisatorisk læring, er det den samfundsmæssige virkelighed, der er mit ståsted. Jeg mener, at jeg selv indgår i samfundet og dermed er med til at skabe den. viden er sammenvævet med praksis og menneskers praksisser Man kunne ikke beskrive visse givne, sociale hændelser som en gudstjeneste med mindre deltagerne, eller flertallet af dem opfattede det, de var i gang med og bevidst opførte sig i overensstemmelse med de normer der følger heraf. (Rasborg, 2009, s. 354) I eksemplet her er det, de almindelige aktørers viden og praksis, der konstruerer den sociale virkelighed. (Rasborg, 2009, s. 354)(Rasborg, 2009, s. 353f)I casen er det de 80 ledere der konstruerer den sociale virkelighed i processen om at få kommunikeret den globale strategi ud til medarbejderne, og i processen hjælpes en nyskabelse af sociale konstruktioner på vej ved hjælp af grafisk facilitering som metode, fortællinger, meninger og organisatorisk læring. Jeg vil tilstræber at bibringe en større forståelse af de sociale fænomener, fortællinger, mening og organisatorisk læring. Under hele processen vil jeg desuden være bevidst om min rolle og den videnskab, jeg bedriver, for kritisk at forholde mig til, hvorvidt også jeg skaber sociale fænomener. Empiriske metodeovervejelser I dette afsnit vil jeg præsentere mine overvejelser i forhold til de valgte empiriske metoder. Gennem min adgang til feltet har det ikke været muligt at observere et forløb med grafisk facilitering, hvilket havde været ønskeligt eftersom det der undersøges er hvordan en proces med grafisk facilitering kan bidrage til organisatorisk læring. Jeg har fået mulighed for at lave tre kvalitative interviews og det er disse tre interviews der inddrages som opgavens empiriske materiale. To interviews danner baggrund for casebeskrivelsen, og et interview med Ole Qvist Sørensen (Bilag 2) danner baggrund for forståelsen af grafisk facilitering som metode. Virksomheden der danner baggrund for casen, ønsker anonymitet og af den grund præsenteres denne ikke, andet end det er en større dansk virksomhed der i denne opgave kaldes ROSS. Af samme årsag præsenteres respondenterne til de to interviews der danner baggrund for casen, heller ikke, andet end at de begge har været med til at planlægge forløbet. Respondenterne kaldes Rita og Peter. Rita har deltaget på konferencen, og Peter har deltaget på konferencen, kvartalsmødet og arbejdet i virksomheden efterfølgende. Grafisk Facilitering 15

16 er blevet brugt som metode ved de indledende designmøder og på konferencen. I implementeringsdelen var det op til de enkelte afdelinger hvordan de ville gøre. Idet jeg ønsker at belyse hvordan grafisk facilitering har bidraget til organisatorisk læring i ROSS, er fokus i interviewene at prøve at forstå processerne med grafisk facilitering som metode. Metoden jeg anvender til dette er fænomenologisk: Jeg vil gerne forstå verden fra dit synspunkt. Jeg vil gerne vide, hvad du ved, på samme måde som du ved det. Jeg vil gerne forstå betydningen af dine oplevelser, være i dine sko, føle tingene, ligesom du føler dem, forklare tingene, ligesom du forklarer dem. Vil du være min lærer og hjælpe mig med at forstå? (Kvale, 1997, s. 129f) Interviewene er halvstrukturerede, og nogle emner var vigtige at få spurgt ind til, så jeg fik en forståelse af processen de spørgsmål var strukturerede. Samtidig skulle der i interviewene være mulighed for spontane fortællinger. Spørgsmålstypen var primært deskriptiv, hvad og hvordan spørgsmål. De deskriptive spørgsmål åbner op for spontane beskrivelser frem for spekulative forklaringer. (Kvale, 1997, s. 136) Det er min intention at være tro mod de to interviews i casefortællingen, som den fænomenologiske metode foreskriver det: Objektivitet opnås i fænomenologisk filosofi gennem intentionelle bevidsthedsakter og er udtryk for troskab overfor de undersøgte fænomener (Kvale, 1997, s. 62) Metoden til interviewanalysen er det Kvale beskriver som Ad Hoc, hvor mening blandt andet skabes gennem helhedsindtryk, vigtige passager, begreber ol. I transskriberingen af interviewene (bilag, 3, 4) er der indsat kommentarer ved de passager, udsagn, begreber, tillægsord, der er relevante i forhold til en casefortællingen af processen. På samme måde er der dannet et helhedsindtryk, der inspirerer og bidrager til de fiktive personer og konkrete eksempler i casefortællingen. Singlecasestudiet Jeg har været nødsaget til at opsætte nogle afgrænsende rammer for projektet, herunder tids- og omfangsmæssige begrænsninger. Dette ser jeg ikke som noget negativt, da det bidrager til at fastholde fokus for opgaven. Jeg har valgt at samle fragmenter fra de to interviews i en casefortælling, for på denne måde at gøre empirien mere fokuseret og mere sammenhængende. Jeg mener, at jeg på den måde er i stand til at komme dybere ned i materialet. Som følge af mit valg om at fokusere på ét konkret forløb, er valget af et singlecasestudie givet på forhånd, idet den enkeltstående case er eneste mulighed for at undersøge det specifikke forandringsforløb.(ramian, 2007, s. 84) Jeg har desuden valgt et 16

17 indlejret casestudie, hvilket gør, at jeg vil undersøge særlige fænomener knyttet til casen (Ramian, 2007, s. 81) i dette tilfælde fortællinger, meningsforhandling og organisatorisk læring. Dette valg udspringer til dels af ovennævnte faktorer som tids- og omfangsmæssige begrænsninger, men også, og nok i endnu højere grad, af mine interesser og den undren, som de nævnte aspekter vakte hos mig, efter jeg havde stiftet bekendtskab med grafisk facilitering som metode. Validitet I forhold til casen ser jeg nogle forbehold, som jeg må holde mig for øje i forbindelse med validitet. At casen ikke er selverfaret, kan resultere i en manglende forståelse af hele processen 8, og generelle misforståelser. Da casen er konstrueret til nærværende opgave, på baggrund af interviews, er jeg bevidst om, at svarene fra interviewene i en vis grad er farvet af den interviewedes egne holdninger til processen og grafisk facilitering, såvel som casebeskrivelsen kan være konstrueret med et bestemt formål for øje. Som nævnt tidligere forsøger jeg at være tro mod interviewene i casen. Præsentation af teorivalg Organisatorisk læring med udgangspunkt i Wengers teori om praksisfællesskaber Wengers teori om praksisfællesskaber 9 inddrages i nærværende opgave, for at belyse hvordan design for læring rummer muligheder for meningsforhandling gennem tingsliggørelse og deltagelse som kan fremme organisatorisk læring. Wenger argumenterer for at læring, først og fremmest er evnen til at forhandle nye meninger: den implicerer hele vores person i et dynamisk samspil mellem deltagelse og tingsliggørelse (Wenger, 2004, s. 256) 8 d. 31. maj 2011, har jeg fået flere oplysninger, om hvordan processen forløb på konferencen. Hele processen med symbolerne var noget andet end beskrevet i casen. Processen involverede løsning af opgaver gennem tegning og skrivning på templates, så reelt en noget mere dynamisk proces end gengivet i casen. 9 I nærværende opgave er forforståelsen, at der opstår et praksisfællesskab mellem deltagerne i konferencen med grafisk facilitering. Herudover at deltagerne hver især tilhører mindst et praksisfællesskab i organisationen, hvor de skal tilbage og involvere de andre medlemmer i praksisfællesskabet, i den nye viden den enkelte har tillært sig. 17

18 Wenger argumenterer for at læring ikke kan designes men at der kan designes for læring. Dette ved at skabe sociale infrastrukturer og rammer der understøtter læring. Wengers teori om praksisfællesskaber sættes i analysedelen i spil for at kunne analysere om hvorvidt der er designet for læring i den grafiske faciliteringsproces hos ROSS. Om der er skabt sociale infrastrukturer der understøtter, meningsforhandling gennem tingsliggørelse og deltagelse, og derved fremmer organisatorisk læring. Teori om narrativer Teorierne om narrativer bringes i spil for at forstå hvad det er narrativer eller historier kan bidrage med i organisationer. Der tages udgangspunkt i to forskellige tilgange til narrativer. Den klassiske tilgang og den postmodernistiske. Den klassiske tilgang anser narrativer som den eneste ægte fortælling, altså den form der giver værdi til organisationen. Ægte fortællinger er stærke fortællinger, de genfortælles og genoptages som del af traditionerne i virksomheden. På denne måde bliver de ægte fortællinger til læring i organisationen. (Gabriel, 2000, s. 24) Den anden tilgang der beskrives er den postmodernistiske. Her tilføjer D.M. Boje et nyt begreb til narratologien: antenarrativer, der rummer det fragmenterede, flerstemmige, uden sammenhæng og uden slutning. De to begreber rummer noget forskelligt, og kan bruges til forskelligt. Dette er interessant i forhold til organisatorisk læring, at virksomhederne kan opsamle historierne fra de mange stemmer, eller opsamle en enstemmig fortælling, der kan fortælles igen og igen i virksomheden, og blive en fortælling i virksomheden, noget af virksomhedens identitet. Teorierne om narrativer bringes i spil i analysen for at supplere hinanden og for at undersøge om selve processen med grafisk facilitering, kan siges at være et antenarrativ. Samtidig undersøges om det store billede, en to gange tre meter planche med virksomhedens visuelle globale strategi, kan forstås som et antenarrativ der er tilført plot og sammenhæng og dermed blevet til et ægte narrativ. Praksisfællesskaber og læring Etienne Wenger tager i sin teori om praksisfællesskaber udgangspunkt i, at læring er et socialt fænomen, der sker i konstruktion med andre, hele tiden, hver dag, hele livet. På den måde er læring ikke kun noget der sker som del af en uddannelse, men i lige så høj grad på 18

19 arbejdspladsen og uden for arbejdspladsen (Wenger, 2004, s. 13ff). Det er vigtigt jf. Wenger at være opmærksom på, hvordan man opfatter læring, da det vil smitte af på den måde man designer til eller for læring. Wenger udtrykker, at ved design til læring opfattes læring som noget der kan designes, at ved at designe roller, designes identiteter. Hvis der derimod designes for læring, opfattes læring ikke som noget der kan designes. Der kan designes roller, men ikke identiteter. Ved design for læring kan der ikke designes en praksis der følger designet, der kan designes, så det fremmer eller modarbejder læringen (Wenger, 2004, s. 259). Wenger argumenterer for at læring ikke kan designes 10, men at det er muligt at designe for læring. At designe for læring fordrer sociale infrastrukturer, der kan være med til at fremme læring. Wenger beskriver 12 principper om læring. (Wenger, 2004, s. 255ff). I nærværende opgave fokuseres på ét af de tolv principper. Princippet omhandler meningsforhandling: Læring er først og fremmest evnen til at forhandle nye meninger: den implicerer hele vores person i et dynamisk samspil mellem deltagelse og tingsliggørelse. (Wenger, 2004, s. 256). Meningsforhandling gennem deltagelse og tingsliggørelse Mening skabes ifølge Wenger i en proces, han kalder meningsforhandling. Meningsforhandling skabes i et samspil af deltagelse og tingsliggørelse, og deltagelse og tingsliggørelse i samspil skaber praksisfællesskabets medlemmers oplevelse af mening. (Wenger, 2004, s. 66). På den baggrund er det interessant at undersøge, hvordan meningsforhandling på baggrund af deltagelse og tingsliggørelse kan fremme læring i praksisfællesskabet. 10 Wenger forstår design på denne måde: en systematisk, planlagt og gennemtænkt kolonisering af tid og rum i et foretagendes tjeneste (Wenger, 2004, s. 258) 19

20 Figur 2: Hvordan deltagelse og tingsliggørelse i samspil, skaber praksisfællesskabernes medlemmers oplevelse af mening, en mening der kontinuerlig genforhandles. Figur 2, fortolkning af meningsforhandling ud fra Wengers teori (egen produktion, Stina Thorsvang 2011) Meningsforhandling Som skrevet tidligere involverer meningsforhandling samspil mellem tingsliggørelse og deltagelse. Meningsforhandling er den proces, hvorigennem vi oplever verden og vores engagement som meningsfuld. (Wenger, 2004, s. 67). Meninger skabes hele livet, om det er rutineopgaver, der gennem genkendelse giver mening, eller om det er nye spændende oplevelser der skaber ny mening, så skabes mening hele tiden, og mening forhandles i interaktion med de mennesker man omgives med. I praksisfællesskabet kan der forhandles mening om arbejdsopgavernes udførelse. Når ny viden kommer ind i praksisfællesskabet, skal der genforhandles en fælles virkelighed. Skal arbejdsopgaverne løses på samme måde som hidtil, eller skal de løses på en ny måde, skal meningen genforhandles. Begrebet meningsforhandlinger er ikke begrænset til en forståelse af, at der forhandles til enighed, det 20

21 rummer også en tilpasning. Det gør meningsforhandlingen dynamisk, og gør at mening skabes i en vekselvirkning mellem at påvirke og blive påvirket. (Wenger, 2004, s. 66f). Den meningsfuldhed, der karakteriserer vores engagement i verden, er ikke en tingenes tilstand, men en kontinuerlig genforhandlingsproces. (Wenger, 2004, s. 68). Mening er på baggrund af dette skabt i forhandling og eksisterer ikke i den enkelte men i den dynamiske forhandlingsproces. (Wenger, 2004, s. 68). Nedenstående afsnit udfolder deltagelse og tingsliggørelse som begreb, og belyser hvordan de er befordrende for meningsskabelse for medlemmerne i praksisfællesskabet. Deltagelse Deltagelse er en kompleks proces, der kombinerer handling, samtale, tænkning, følelse og tilhørsforhold. (Wenger, 2004, s. 70). Deltagelse vedrører de medlemmer, der er i sociale fællesskaber, og anerkender ikke at ting kan være deltagere. En deltager skal kunne genkende sig selv i for eksempel en samtale og forholde sig til de ting, der bliver talt om. Det at deltageren kan genkende sig selv i samtalen, at der er en gensidighed, gør, at der kan forhandles mening. Gensidigheden er med til at skabe en fælles identitet, en følelse af at høre sammen. (Wenger, 2004, s. 70f). Deltagelse består i sociale fællesskaber altid som to vejs kommunikation, deltagelse påvirker fællesskabet, såvel som fællesskabet påvirker deltageren. Deltagelse er mere end engagement udvist i praksisfællesskabet. Man kan ikke slukke for deltagelse og deltagelse er ikke begrænset til den kontekst den er skabt i. De påvirkninger man har fået med sig fra deltagelse i praksisfællesskabet, tager man med sig ud fra praksisfællesskabet og bruger i meningsforhandlinger i andre praksisfællesskaber. (Wenger, 2004, s. 70f). På denne måde kommer der nye påvirkninger til andre praksisfællesskaber, ligesom praksisfællesskabet kan påvirkes udefra. Tingsliggørelse Vi projicerer vores meninger ud i verden, og derpå opfatter vi dem som noget, der eksisterer i verden, noget, der har en virkelighed i sig selv. (Wenger, 2004, s. 73). Ved at sætte ord på vores meninger, eller tegne virksomhedens strategi, bliver det et objekt, der eksisterer i vores verden. Men ordene, eller tegningen er ikke selve strategien, strategien er noget andet. Ved at tingsliggøre strategien bliver den genvej til kommunikation, det kan virke befordrende at 21

22 forhandle mening på baggrund af noget konkret, vi kan konstruere meninger baseret på det konkrete. Det er menneskelig erfaring og praksis stivnet i faste former og har fået objekt status. (Wenger, 2004, s. 74). Tingsliggørelse kan skabes uden for praksisfællesskabet, men bruges inden for fællesskabet, dog skal tingsliggørelsen altid gøres til praksisfællesskabets egen for at blive meningsfuld. En standardblanket til udfyldelse som del af arbejdet, er skabt uden for praksisfællesskabet, men skal bruges inden for. Tingsliggørelse kan have mange former, fra en tegning, personalehåndbogen, til lang tavshed. Fælles for dem alle er, at de symboliserer en lille del af noget større. Personalehåndbogen kan referere til kulturen i virksomheden, virksomhedens menneskesyn og værdier, og det er igennem processen med at få kommunikeret personalehåndbogen ud til medarbejderne, at det integreres i praksis og skaber grundlag for meningsforhandling. (Wenger, 2004, s. 75f). Af denne grund skaber tingsliggørelsen, i form af personalehåndbogen i samspil med kommunikation, for eksempel en samtale, grundlag for meningsforhandling. Et godt værktøj tingsliggør en aktivitet, så dens virkninger forstærkes, samtidig med at aktiviteten bliver ubesværet. (Wenger, 2004, 76). Værktøjet er vigtigt i forhold til de virkninger, der er formålet med tingsliggørelsen, en god tingsliggørelse kan forstærke resultatet, ligesom det kan give et godt overblik i forhold til meningsforhandling. Tingsliggørelsen giver subjektet en objektiv form, og det kan der være fordele og ulemper ved, alt efter hvordan man bruger den. Tingsliggørelsens styrke, at den konkretiserer et emne, gør det fysisk, kan også være dens svaghed. Når personalehåndbogen bliver statisk, og virksomhedens værdier forbliver tekst frem for værdier; afstedkommer det holdning uden handling. Virksomhedens værdier er mere diffust og uhåndgribelige end beskrevet i personale håndbogen. Tingsliggørelsen kan være befordrende for meningsforhandling, såvel som det kan misbruges i diskussioner, være en illusion der aldrig bliver til andet. Så tingsliggørelse kan være potentielt både berigende og vildledende, og det kan blive en ironisk erstatning af det, det skulle afspejle, hvis virksomhedens værdier ikke er funderet andre steder end i personalehåndbogen. (Wenger, 2004, s. 76f). 22

23 Dualiteten mellem deltagelse og tingsliggørelse Deltagelse og tingsliggørelse supplerer hinanden, det er i samspillet mellem dem, der er mulighed for forskellige meningsforhandlinger. De skal betragtes som en dualitet, de komplementerer hinanden, og de gør op med hinandens mangler, og det er samspillet mellem de to, der er befordrende for meningsforhandling. Tingsliggørelse uden deltagelse svarer til at hænge en tegning over virksomhedens strategi op på væggen uden at præsentere den. Tingsliggørelse med deltagelse fordrer deltagelse når tegningen hænges op, at der inviteres til dialog om strategien, hvad ser de forskellige, hvilket giver mulighed for berigelse af fortolkningerne. (Wenger, 2004, s ). Tingsliggørelse er befordrende for nogle af de begrænsninger deltagelse har. Ved at tegne strategien gøres det muligt at præsentere den for de kollegaer der ikke deltog. Et halvt år efter kan den minde medlemmerne om tidligere processer eller beslutninger. I henhold til at producere mening er det vigtigt med en balanceret brug af tingsliggørelse og deltagelse, hvis den ene dominerer, bliver det på bekostning af den anden og på bekostning af meningskontinuiteten. En fokusering på tingsliggørelse kan underminere den fælles oplevelse og forhandling mellem mennesker. En fokusering på deltagelse kan underminere materialet til at forankre at beslutninger og afdækningen af de forskellige synspunkter, der er tilstede. (Wenger, 2004, s. 80f). Ved at designe for læring kan der med udgangspunkt i tingsliggørelse og deltagelse skabes rammer, der fremmer læring. Af denne grund skal tingsliggørelse og deltagelse som dualitet, begge tænkes ind i design for læring. I forhold til tingsliggørelse sikres dette ved at de artefakter, der ønskes at gøre brug af, er til stede ved en konference, og at der ligeledes er mennesker, der kan skabe artefakterne, så tingsliggørelse muliggøres. I forhold til deltagelse kan der skabes rammer for læring, ved at de rigtige mennesker er på det rigtige sted, så der er mulighed for interaktion og reaktioner. (Wenger, 2004, s. 263). Design for praksis er altid fordelt mellem deltagelse og tingsliggørelse og dets virkeliggørelse afhænger af, hvordan disse to sider passer sammen. (Wenger, 2004, s. 264). Narrativer stories make experience meaningful, stories connect us with one another; stories make the characters come alive; stories provide an opportunity for a renewed sense of organizational community. (Gabriel, 2000, s. 18). 23

24 Begreberne antenarrativer og narrativer udfoldes i de kommende afsnit. Samtidig sættes narrativer, antenarrativer op over for hinanden, så ligheder og forskelligheder tydeliggøres. Den klassiske position inden for den narrative forskning Folkefortællinger og narrativer Den klassiske position inden for den narrative forskning er i denne opgave repræsenteret ved Yannis Gabriels teori om narrativer. Gabriel tager i sin teori udgangspunkt i de gamle folkefortællinger, der gik fra mund til mund. Folkefortællingerne, hvis primære formål var at underholde, men som også gav mulighed for moraluddannelse, kunne bruges til at retfærdiggøre og forklare oplevelser. Det der kendetegner folkefortællingerne er, at de har en begyndelse, en midte og en slutning, der er altid et plot, en sammenhængende historie, ofte udfordringer på vejen, og gerne morale. I narrativet er der én hovedperson, helten, og en fortløbende historie. (Gabriel, 2000, s. 11ff) Narrativet står ikke alene, fortælleren spiller en vigtig rolle, eftersom fortællingen kan blive enten en succes eller en fiasko, alt efter hvordan den fortælles. Kvaliteten af fortællingen ligger i plottet og hos fortælleren, og gode fortællinger er ifølge Gabriel, når prinsen får prinsessen, når udfordringen løses. Dårlige fortællinger kan være resultatet af en dårlig fortæller, eller hvis historien ikke giver mening inden for den diskurs, hvor den er fortalt. (Gabriel, 2000, s. 11ff). Fortællinger giver plads til et poetisk sprog, det følelsesmæssige og symbolske i livet. En fortæller har altid ret til at pynte på historien med effekten for øje. (Jacobsen, 2005, s. 130). Fortællingen fortolkes af en person, fortælleren, men hver gang et narrativ fortælles, fortælles den for potentielle kommende fortællere (Gabriel, 2000, s. 13) I forhold til narrativer i organisationer tager Gabriel udgangspunkt i folkefortællingerne men lader sig også inspirere. I Gabriels snævre fortolkning af, hvad der kan være en ægte fortælling skal rumme et plot, nogle personer, de klassiske træk ved narrativer, udfordringer, og så er formålet, at det skal bruges til at underholde, overtale eller vinde over, dette inspireret af folkefortællingerne. Fra den postmoderne tilgang til narrativer bruger Gabriel det, at plottet og personerne ikke kommer fra den eventyrlige verden, men fra organisationer, fra individers personlige erfaringer. (Gabriel, 2000, s. 22) 24

25 Gabriel refererer til fortællinger i organisationer som fortællinger, der er nedskrevet, en del af kulturen, herudover indeholder de mange symboler, er ikke fremstillet, men opstået spontant under uformelle rammer, og så er der tale om vedvarende fortællinger, som bliver genfortalt og genoptaget som en del af traditionerne i virksomheden. (Gabriel, 2000, s. 24) Det er denne fortælling, både poetisk og symbolsk, med sammenhæng og plot, der giver stærke fortællinger. Den relaterer sig til følelserne. Når en fortælling er stærk, vil den blive genfortalt i virksomheden og på denne måde blive til læring i organisationen. Den postmoderne position inden for den narrative forskning Den postmoderne position inden for den narrative forskning, bliver i nærværende opgave repræsenteret af D.M. Boje med særligt fokus på Bojes tilføjede begreb antenarrativer. I den postmoderne tilgang inden for den narrative forskning opfattes historier som et oplagt redskab til meningsskabelse. Der findes historier overalt, historier bliver til gennem erfaring, erfaring bliver til gennem historier, og mennesker skaber mening gennem historier, næsten alt kan fortælle en historie: Virtually any piece of text, any sign, any object that has drawn a gaze unto itself, tells a story (Gabriel 2000, s. 17). Med denne tilgang til historier adskiller den postmoderne tilgang sig fra den klassiske, hvor der er en mere snæver forståelse for hvad der er en ægte historie. Antenarrativer Boje beskriver antenarrativer som en fragmenteret historie uden sammenhæng, den er kollektivt skabt, og hver enkelt bidrager med brudstykker, deraf fragmenteringen, den har ikke noget plot og kan opfattes som en spekulativ før-fortælling. Antenarrativer har en dobbelttydighed i at være en før fortælling, og et spekulativt et bud. Før fortællingen, antenarrativet kan blive til et narrativ ved at tilføje et plot og en sammenhæng i historien samt de andre kendetegn ved narrativer. Det andet element i dobbelttydigheden er det spekulative, noget man satser på, da man ikke kan se sammenhængen, en kaotisk suppe der ikke er blevet samlet i suppeterrinen endnu. (Boje, 2001, s. 1). Boje argumenterer for, at der er brug for et nyt begreb inden for den narrative forskning: Stories in organization are self-dekonstructing, flowing, emerging and networking, not at all static (Boje, 2001, s. 1). Det der sker i virksomhederne, de historier der skabes, er ikke statiske, de er dekonstruerende, flydende, under udvikling og skabes mellem mennesker. 25

26 Historierne kan på denne måde, ifølge Boje, ikke rummes i begrebet narrativer, eller historier, der er mere statiske, skabt af en person, med en start og en slutning, og ikke spor flydende. Der er derfor ifølge Boje brug for antenarrativer som supplement til narrativerne. (Boje, 2001, s. 1) Antenarrativer kan beskrives ud fra tre dimensioner: Med sin før fortælling rummer antenarrativet noget narrativer ikke rummer, dermed supplerer det narrativerne. Herudover fokuserer antenarrativer på det spekulative, og forholder sig til hvad sker der her. Hvor narrativer fokuserer på det retrospektive, så fokuserer antenarrativer på oplevelserne levet her og nu. Der er fokus på flowet i historierne, forkortede, afbrudte historier der er flerstemmige. Det er dynamiske historier, co-createt af medarbejderne i organisationen. Herudover kan antenarrativer ses som virksomhedernes kollektive hukommelse, inden før fortællingen bliver til et narrativ, med plot. Som antenarrativ er fortællingen uden slutning, og medarbejderne, der stadig søger efter nye historier udfordrer dem, der allerede er. (Boje, 2001, s. 3-5) Antenarrative is never final; it is improper (Boje, 2001, s. 2) De to tilgange For at søge en forståelse af skismaet mellem til to former for fortælling, er nedenstående skema lavet med udgangspunkt i Boje og Gabriels teorier. I figur 3 er fortællingerne opdelt efter deres karakteristika. Narrativer/fortællinger Enstemmig Start, midte, slutning Sammenhæng i fortællingen Kronologisk Plot Snævert fortællingsbegreb. Enstemmig fortolkning af fortælleren Fortælleren har en vigtig rolle Retrospektiv meningsdannelse Rekonstruktion Antenarrativer Polyfonisk fortolkning Ingen slutning Fragmenteret, ingen sammenhæng Ikke kronologisk Intet plot Alt kan fortælle en historie Flerstemmig fortolkning Flowet fra den levede erfaring Dekonstruktion 26

27 Figur 3 Antenarrativer og narrativer, opdelt efter karakteristika (Udarbejdet af Stina Thorsvang 2011, på baggrund af Boje, 2001, s. 1ff og Gabriel 2000, s. 11ff) Analyse I det følgende analyseres casen på baggrund af de beskrevne teorier. Casen beskriver et forløb, hvor formålet var at få skabt et kommunikationsværktøj, der kunne bruges til at få kommunikeret virksomhedens globale strategi ud til hele organisationen. Meningsforhandling gennem deltagelse og tingsliggørelse Deltagelse I processen med grafisk facilitering er der mulighed for deltagelse, i casen kommer det til udtryk som samtale, deltagerne skulle gennem diskussion, input, til- og fravalg, finde de symboler, der skulle udfylde de tomme pladser i det store billede. (Case, s. 11). Under gruppearbejdet er det muligt for følelserne at træde frem på det niveau, at der skal udvælges nogle symboler frem for andre. Nogle symboler gav mere mening end andre, sådan følte Niels det i hvert fald. (Case, s. 12). Der skal argumenteres for symbolernes værdi, hvilket kan sætte følelserne i spil, for de havde hver deres favoritter. (Case, s. 12). Der er mulighed for at skabe et tilhørsforhold gruppen imellem, de har fået en opgave de skal løse sammen, de skal vælge tre ud af syv symboler, deres tre symboler. Niels synes, hans gruppe har skabt nogle gode historier om symbolerne, han var spændt på, om de andres historier var lige så gode.(case, s. 12). Det at alle deltagerne kommer fra samme organisation og skal diskutere virksomhedens globale strategi betyder, at selv om Niels ikke har set dem fra Japan og Kina før, føler han en form for tilknytning, de arbejdede jo for samme organisation. (Case, s. 12). Han kan genkende sig selv i form af tilhørsforhold, den gensidighed muliggør meningsforhandling jf. Wenger. Der er på denne måde skabt rammer for deltagelse der jf. Wenger er en kombination af handling, samtale, tænkning, følelse og tilhørsforhold. Det praksisfællesskab, der er skabt på konferencen, opløses efterfølgende, og medlemmerne tager hjem i deres andre praksisfællesskaber hvor de videregiver informationerne om den globale strategi. Alle 80 deltagere fik tilsendt et eksemplar, så de kunne hænge det op i deres virksomhed i deres eget land og kommunikere det videre til deres medarbejdere (og alle 27

28 kunne)se det og blive nysgerrige på strategien (Case s. 13). Deltagelse i sociale fællesskaber rækker på den måde ud over nærværende praksisfællesskab og ind i andre, og skaber en tovejskommunikation. Det er som Wenger beskriver det, at de påvirkninger man har fået med sig fra deltagelse i praksisfællesskabet, tager man med sig ud fra praksisfællesskabet, og bruger i meningsforhandlinger i andre praksisfællesskaber. Tingsliggørelse Virksomhedens strategi er oprindeligt et word dokument på 20 sider, efter konferencen eksisterer der også en visuel udgave. Der er projiceret ud som noget, der eksisterer i verden, noget der har en virkelighed i sig selv, jf. Wenger. Tingsliggørelsens styrker ligger i at gøre noget subjektivt til noget objektivt, noget abstrakt til noget konkret. Strategien var noget abstrakt at forholde sig til (Case, s. 12). Strategien tingsliggjort som stort billede gør det mere konkret at forholde sig til, det store billede var ret illustrativt med pile og trapper.(case, s. 12). Wenger argumenterer for at et godt værktøj tingsliggør en aktivitet, så dens virkninger forstærkes, samtidig med at aktiviteten bliver ubesværet. På den måde kan der argumenteres for at det store billede gør strategien håndgribelig, samtidig med at budskabet forstærkes. Word dokumentet er også en tingsliggørelse af strategien, det var bare ikke alle, der fik læst den eller vidste hvad den indeholdt (Case, s. 11), word dokumentet er ikke et godt værktøj. Billedet er et godt værktøj, det forstærker aktiviteten og forstærker resultatet, Det inspirerede til samtale (Case, s. 13). Billedet giver et godt overblik. Han forstod logikken i strategien og kunne se, hvor virksomhedens chef var begyndt og hvor de nu var på vej hen (Case, s. 12), det gode overblik som tingsliggørelsen af billedet giver, kan anvendes i forbindelse med meningsforhandling. Tingsliggørelse symboliserer jf. Wenger en lille del af noget større. Symbolerne såvel som det store billede, er begge en lille del af noget større. Symbolerne er en lille del af det store billede, og det store billede er en del af virksomheden, strategien tingsliggjort. Tingsliggørelsens styrke kan, som tidligere beskrevet, også være dens svaghed, hvis tegningen af strategien bliver en ironisk erstatning for selve strategien, eller for det at forstå strategien. Hvis den tingsliggørelse ikke bliver kombineret med deltagelse, er der ikke mulighed for meningsforhandling jf. Wenger. 28

29 I casen kombineres tingsliggørelse og deltagelse både på konferencen, på kvartalsmødet er det ikke så tydeligt, og i køkkenet kombineres det også. Hvordan det kommer til udtryk analyseres i nedenstående afsnit. Meningsforhandling Samspillet mellem deltagelse og tingsliggørelse På konferencen Under arbejdet i grupper var tingsliggørelsen nærværende i form af tegninger, af de symboler grupperne får udleveret. På baggrund af tegningerne fik grupperne en dialog om hvad symbolerne betød. Deltagelse i samspil med tingsliggørelse muliggør meningsforhandling, og de diskuterer for og imod de forskellige symboler, de påvirker og lader sig påvirke, som den dynamiske proces meningsforhandling foreskriver det. Jf. Wenger, forhandles mening i samspil med de mennesker man omgives med. Begrebet meningsforhandlinger rummer dynamik, enighed, tilpasning og genforhandling. Mening er skabt i forhandling og eksisterer ikke i den enkelte, men i den dynamiske forhandlingsproces. I plenum forhandles der når 24 skal blive til 12, deltagerne deltog, stillede sig op og sagde noget, nu formen var mere deltagende. Begge processer er dynamiske, med enighed og tilpasning og mulighed for genforhandlinger. De mange forhandlinger og argumenter hvorfor det ene symbol skal vælges frem for det andet, giver mulighed for berigelse af fortolkningerne, hvilket også er en af styrkerne ved dualiteten. På Kvartalsmødet På kvartalsmødet bliver det store billede hængt op, og brugt ved fortællingen om strategien. Den visuelle strategi er tingsliggørelsen. Med den visuelle strategi udarbejdet på konferencen kommer Niels og de andre med ny viden, jf. Wengers teori skal der genforhandles en fælles virkelighed. Denne meningsforhandling sker i samspil mellem tingsliggørelse, det store billede, deltagelse, og præsentation af billedet. Casen giver ikke et entydigt billede af, om der er mulighed for deltagelse i form af en kombination af samtale, handling, tænkning, følelse og tilhørsforhold. I casen og interviewmaterialet bruges udtrykkene gennemgang og forklare, hvilket tyder på en envejs kommunikation, uden mulighed for deltagelse. Modsat er der gjort meget ud af andre rammer, det holdes i en stor sal frem for et auditorium, så deltagerne kan gå rundt, hvilket tyder på et ønske om deltagelse. 29

30 Kaffekøkkenet - Povl og Pia Strategien i sin visuelle form er skabt uden for Pia og Povls praksisfællesskab og den visuelle strategi skal gøres til deres praksisfællesskabs egen for at blive meningsfuld jf. Wenger. I køkkenet diskuterer Pia og Povl nogle af symbolerne, de snakker om nogle af de symboler der har relevans for netop deres arbejde. På denne måde har Povl og Pia gjort symbolerne i det store billede til deres eget, de bruger det i deres arbejde, som Wenger argumenterer for tingsliggørelsen skal gøres til praksisfællesskabets egen for at blive meningsfuld. Pia og Povl har integreret symbolerne fra den visuelle strategi i deres arbejde, De havde copy pasted nogle af symbolerne fra PDF en over i en præsentation, de brugte i et projekt, de arbejdede med (case, s. 13). De har integreret strategien i praksis, det at det integreres i praksis skaber grundlag for meningsforhandling, jf. Wenger. Design Ved design for læring, kan der jf. Wenger skabes sociale infrastrukturer der fremmer læring. Med udgangspunkt i meningsforhandling skal der tænkes tingsliggørelse og deltagelse ind i rammen. På Konferencen er der i forhold til tingsliggørelse skabt rammer i form af præfabrikerede tegninger med symboler, der lå klar til deltagerne, syv tegninger af symboler ved hver gruppe. Der er skabt en tre gange to meter lang planche, som skal færdiggøres i løbet af konferencen. Der er en grafisk facilitator til at styre processen og til at tegne symbolerne ind i det store billede. Efter konferencen er der lavet kopier af det store billede til alle, og også en elektronisk udgave af det. I forhold til deltagelse er der ledere fra organisationens hovedkontor og datterselskaber, 80 ledere af i alt 700 medarbejdere, Wenger argumenterer for at der kan skabes rammer for læring ved at de rigtige mennesker er på det rigtige sted. Delkonklusion På konferencen ses dualiteten ofte i samspil, både ved arbejdet i grupper og ved forsamlingen i plenum. På kvartalsmødet er det jf. casen mindre synligt, om der sker meningsforhandling i samspil mellem tingsliggørelse og deltagelse. I køkkenet opleves både deltagelse, tingsliggørelse, og meningsforhandling. Tingsliggørelsen i form af billedet og PDF en, deltagelse som handling, ses ved integreringen af materiale i eget arbejde, tilhørs forhold, de kan bruge strategien i deres arbejde, det har relation til dem, og de samtaler om symbolerne i strategien. I forhold til design er der indtænkt både deltagelse og tingsliggørelse, nogle steder 30

31 i processen mere tydeligt end andre. Ligesom deltagelse i det sociale fællesskab rækker ud over nærværende praksisfællesskab og ind i andre. Antenarrativer og Narrativer I denne del af opgaven analyseres casen på baggrund af teorierne om narrativer, med henblik på at søge en klarhed over, om det der sker i første del af processen kan opfattes som skabelsen af et antenarrativ. Efterfølgende bringes teorierne i spil for at analysere om casens anden del kan opfattes som skabelsen af et narrativ. Den store fortælling - antenarrativ og narrativ Det store billede, første del, antenarrativet. I processen med at få skabt det store billede, gives der plads til de 80 deltageres flerstemmige fortolkninger af strategiens symboler. Sammen skabte de forskellige historier om symbolerne. (Case, s. 12). Historierne om hvilke symboler der er vigtige, og hvorfor de er vigtige, skabes af deltagerne, så historien om strategien bliver co-created, som Boje ville udtrykke det. Antenarrativer fordrer søgen efter nye historier og udfordrer dem, der allerede er. de diskuterede for og imod de forskellige symboler (Case, s. 12), hver deltager kan bidrage med sit bud på en historie til symbolet og udfordre de historier, der allerede er og skabe nye. Antenarrativer er historier om det, der opleves her og nu, og processen i casen opleves her og nu. Historierne om symbolerne, deltagelsen og stemmerne ender på det store billede, det skabes, diskuteres og fortælles om i nuet og meninger skabes. Historier er, jf. den postmoderne tilgang til narrativ forskning, et oplagt redskab til meningsdannelse. Når der bliver fortalt en historie om et symbol, kan det skabe en mening hos de andre deltagere, der enten mener det samme eller noget andet. I grupperne og i plenum er det en dynamisk proces, i vekselvirkning mellem at lytte og fortælle. Alle tog lidt og gav lidt (Case, s. 12). Deltagernes forskellige bidrag kan opfattes som fragmenter eller brudstykker af historier til den fælles historie, små dele af virksomhedens kollektive hukommelse. I grupperne sidder de med hver deres lille bid af det store billede, men også ude i grupperne sidder hver enkelt person med sin egen historie om hvorfor netop det ene symbol er mere sigende end det andet. Senere i casen hænger 24 symboler på det store billede, alle otte grupper har bidraget med deres valg af symboler. Som det hænger der, så Det (så) noget rodet ud syntes Niels, der var 31

32 ikke rigtig nogen sammenhæng. (Case, s. 12). Fragmenterede historier uden sammenhæng, en kaotisk suppe. Ifølge Boje er antenarrativer ikke statiske, de er dekonstruerende, flydende, under udvikling og skabes mellem mennesker. De 24 historier om symbolerne kan virke flydende som de hænger der uden sammenhæng, men i og med at der argumenteres for deres værdi på det store billede, udvikles de som historier. Ved bordene bliver de første historier om symbolerne dekonstrueret, de udslettes på den måde, at de ikke er valgt blandt de tre symboler, der skal præsenteres for de andre. Men også da de 24 symboler hænger ved siden af hinanden udslettes 12 af dem. Historier om de 24 og 12 symboler skabes i interaktionen mellem deltagerne. Historier uden slutning er et andet kendetegn for antenarrativerne. Der er ikke nogen slutning på historien som de 24 symboler hænger på tegningen. Der skal først vælges 12 ud, som giver mening i det store billede, de 80 deltagere(skulle) i fællesskab udvælge hvilke de syntes passede bedst til at kommunikere hvad strategien gik ud på. (Case, s. 12). Det store billede med 24 symboler er uden slutning, it is improper (Boje, 2001, s. 2) Det store billede anden del og hjemme igen, narrativet. Da de 12 symboler er valgt ud, begynder historien at skifte form. Fra at være en polyfonisk, fragmenteret og ustruktureret historie, bliver der skabt en sammenhæng og en slutning, et plot, og så bliver fortællingen enstemmig, hvilket jf. Gabriel er nogle af kendetegnene ved et narrativ. Med blot 12 symboler på tegningen kommer der større sammenhæng i billedet, Der var nu 12 tilbage, dem tegnede Leo ind i det store billede (Case, s. 12). På den måde er billedet, som det hænger der, bygget kronologisk op, med sammenhæng og slutning. Fra at være et fællesbillede, kan det efter konferencen tolkes som enstemmigt, fra på konferencen at være deltagernes fælles billede, fremstår det nu med virksomheden som afsender, det er virksomhedens globale strategi i visuel form. Når der er den globale strategi i visuel form der skal fremlægges er der én afsender, virksomheden, som det kendetegnes ved et narrativ, selv om der oprindeligt var flere til at skabe fortællingen. Plottet kan tolkes som den udfordring, der er baggrunden for at lave strategien visuel, og som strategien i visuel form skal klare for at nå målet, et mål om at få gjort medarbejderne engageret i strategien, få den kommunikeret ud i organisationen, at få skabt kendskab og forståelse til indholdet. Narrativet står ikke alene i den forbindelse, fortælleren er også vigtig i den sammenhæng. Gabriel fremhæver vigtigheden 32

33 af kvaliteten af fortællingen der ligger i plottet og hos fortælleren. Således kan dårlige fortællinger være resultatet af en dårlig fortæller, eller hvis historien ikke giver mening inden for den diskurs, hvor den er fortalt. De fortællinger der er skabt af deltagerne på konferencen, kan bruge når de skal fortælle om strategien, og på den måde er der en god mulighed for at det bliver gode fortællinger. Ved kvartalsmødet i virksomheden fortælles om den visuelle globale strategi, mens kollegaerne står og kigger med. Kollegaerne er potentielle fortællere af narrativet, eftersom hver gang et narrativ fortælles, fortælles den for potentielle kommende fortællere jf. Gabriel. En stærk fortælling, et narrativ bliver genfortalt og genopdaget, som en del af traditionerne i virksomheden påpeger Gabriel. Pia og Povl genfortæller og genoptager fortællingen i køkkenet, de snakker om nogle af de symboler der havde relevans for netop det, de sad og arbejdede med.(case, s. 13). Delkonklusion På baggrund af analysen, kan argumenteres for at den grafiske faciliteringsproces hos ROSS, starter som et antenarrativ for herefter at blive til et narrativ. På konferencen er fortællingen et antenarrativ, skabt gennem aktiv deltagelse. En kollektiv skabt fortælling, polyfonisk, fragmenteret, en fortælling skabt i nuet, gennem dialog og diskussion, som skaber nye historier og udfordrer dem der allerede er. I forbindelse med argumentations- og udvælgelsesprocessen af symbolerne, er mulighed for konstruering af identitet. Wenger definerer læring som social deltagelse, der rummer aktivitet i fællesskabers praksisser og konstruktion af identitet i praksisfællesskabet, i skabelsen af antenarrativet, er både aktivitet og skabelse af identitet. Ved konferencens slutning er antenarrativet tilføjet en sammenhæng, et plot og en start, en midte og en slutning. Det fælles billede opfattes som en enstemmig fortælling, da den fortælles som virksomhedens globale strategi og ikke som fælles historie. Fortællerelementet er med i form af de 80 deltagere, der hver repræsenterer en fortæller, der skal hjem i sin organisation og genfortælle historien. 33

34 Diskussion Meningsforhandling På konferencen og i køkkenet er der i design for læring både indtænkt tingsliggørelse og deltagelse. Tingsliggørelse i form af det store billede og PDF en af billedet og deltagelse i form af kombinationen af handling, følelse, samtale, tænkning og tilhørsforhold, på denne måde er der mulighed for meningsforhandling og læring. Tingsliggørelse i form af de tegnede symboler, kan både fremme og hæmme læring gennem meningsforhandlingen. Det kan hæmme hvis deltagerne ikke kan se en mening i symbolerne. Meningsfuldhed er den kontinuerlige genforhandlingsproces, der afspejler vores engagement i verden. Uden mening, ingen engagement, på trods af både tingsliggørelse og deltagelse. Hvis symbolerne giver mening for deltagerne, så er det fremmende for læring, gennem meningsforhandling. På kvartalsmødet er det lidt mindre tydeligt, om der er mulighed for meningsforhandling. Hvis der mulighed for deltagelse, kan der skabes mening i processen, Wenger argumenterer for at mening skabes i forhandlingen, og eksisterer ikke i den enkelte, men i den dynamiske forhandlingsproces. Hvis der ikke er mulighed for deltagelse, er der ikke mulighed for meningsforhandling, og dermed ikke for læring. I henhold til at skabe rammer for læring på kvartalsmødet er det jf. Wengers teori nødvendigt af at tænke deltagelse ind i designet. Fokus på tingsliggørelse uden deltagelse, underminerer muligheden for en fælles oplevelse og forhandling mellem mennesker. I designet skal medtænkes muligheden for tilhørsforhold til strategien i visuel form, at kunne samtale om den, lade følelser få indpas, have mulighed for at handle undervejs i processen. Ved at tænke deltagelse ind i design som dualitet med tingsliggørelse, skabes der mulighed for meningsforhandling, og mulighed for læring. I forhold til deltagelse på konferencen er det svært at vurdere, om det er de rigtige mennesker, der er på det rigtige sted, som Wenger foreskriver det, for at det er muligt at skabe interaktion og reaktioner. Der er flere eksempler på interaktion i casen, så deltagelsen skaber interaktion. Deltagerne er 80 personer fra hovedkontoret og datterselskabet, så ledelsen er bredt repræsenteret. Hvilken proces det havde været, og hvilket resultat det havde givet, hvis der havde været medarbejdere fra andre niveauer end lederniveauer, kunne være interessant at belyse, men det ligger uden for denne opgaves fokus og undersøges ikke nærmere. 34

35 Narrativer Jeg har analyseret mig frem til at processen i første del af konferencen kan sammenstilles med et antenarrativ. De er skabt i nuet, flerstemmigt, dynamisk, uden slutning, fragmenteret, under udvikling og skabt mellem mennesker. Man kan sætte spørgsmålstegn ved, om processen med at formulere nye spørgsmål og udfordre de eksisterende, tilgodeses. Da der er udleveret syv symboler, der skal vælges imellem, er der grænser for hvilke nye historier der kan søges efter, det skal være historier, der passer til de syv symboler. De syv symboler kan udfordres, men der skal vælges tre, så også i udfordringsprocessen kan jeg konstatere, at der er begrænsninger. Disse statiske rammer for historierne synes i konflikt med antenarrativernes ellers dynamiske udtryk. Det skal dog bemærkes, at der er så mange ligheder mellem processen og Bojes karakteristik af antenarrativer som eksemplerne i analysen viser, af denne grund mener jeg, der kan argumenteres for, at processen kan opfattes som et antenarrativ. Når der søges en forståelse for, hvordan der kan designes for læring, er det interessant at tage udgangs punkt i kendetegnene ved antenarrativer og søge at anvende dem, aktivitet og identitet, i designet for at opnå de rammer de giver for læring. Analysen viser ligeledes at processen i anden del af konferencen, samt processen ved kvartalsmødet og i køkkenet kan opfattes som et narrativ. En ægte fortælling, der bliver genfortalt og genopdaget som en del af traditionerne. Der bliver skabt en sammenhæng, et plot, en start, en midte og en slutning. Hvorvidt plottet kan karakteriseres som et godt plot, kan diskuteres. Det er noget søgt, da plottet ikke findes i selve fortællingen, men i det der omkranser fortællingen i udfordringen om at få kommunikeret strategien til alle medarbejdere. Det et det der formålet med fortællingen, men ikke indholdet i fortællingen, plottet findes i samspillet mellem fortællingen og fortælleren. Dette samspil giver fortælleren en vigtigt rolle. Ved kvartalsregnskabsmødet har fortællerne den rolle, at fortælle om den globale strategi med udgangspunkt i den visuelle fortælling, og tilhørerne er potentielle fortællere. I køkkenet viser Povl og Pia, at de er fortællere af narrativet, de genfortæller historien til hinanden ude i køkkenet. Når Gabriel refererer til narrativer i organisationer, refererer han til dem nedskrevne, men i hans fortolkning af hvad der kan være et narrativ, er det ikke specificeret, at det skal være 35

36 skriftligt. Jeg tolker i denne opgave, at et narrativ kan være visuelt såvel som nedskrevet. Det store billede kan på samme måde som et nedskrevet narrativ genopdages, genfortælles, det kan have et godt plot og en fortæller. Det store billede kan såvel som fortællingen være poetisk og symbolsk, og have en start en midte og en slutning. Konklusion Min analyse viser, at grafisk facilitering bidrager til organisatorisk læring i ROSS danske afdeling. De sociale infrastrukturer, der er skabt i praksisfællesskaberne, danner rammer, der fremmer læring. Grafisk Facilitering som design for læring bidrager til tingsliggørelse og deltagelse som dualitet til meningsforhandling. Tingsliggørelsen er anvendt i form af det store billede, de tegnede symboler og en PDF med det store billede. Deltagelsen kommer til udtryk ved mulighed for samtale, tilhørsforhold, handling, følelse og tænkning. Meningsforhandlingen muliggøres når tingsliggørelse og deltagelse er til stede i et balanceret forhold, og i samspil med hinanden. Læring fremmes i praksisfællesskabet ved at muliggøre evnen til at forhandle nye meninger. Det er gennem en kontinuerlig meningsforhandling at praksisfællesskabet oplever mening, en mening der genererer ny viden, nye fortællinger inden for praksisfællesskabet og i andre praksisfællesskaber. Grafisk Facilitering som design for læring bidrager til antenarrativer og narrativer. Antenarrativer som den proces der finder sted på konferencens første del, der indfanger oplevelsen i nuet, fragmenterne, virksomhedens hukommelse, det flerstemmige, i samspillet mellem mennesker, flydende, under udvikling og dekonstruerende. Antenarrativerne bidrager til organisatorisk læring i praksisfællesskabet på konferencen, gennem identitet og aktivitet. I sidste del af konferencen tilføjes antenarrativerne en sammenhæng, et plot og en slutning, og bliver til et narrativ. Den kaotiske suppe, som beskriver antenarrativerne, samles i suppeterrinen, narrativet. Narrativet er nemmere at tage med og dele i andre praksisfællesskabet efterfølgende. Fortællerrollen involverer deltagerne, og da tilhører er mulige nye fortællere, er der mulighed for at involvere mange nye fortællere i organisationen. I Danmark bliver det visuelle narrativ hængt op i et velbesøgt køkken, hvor det inspirerer til 36

37 dialog, og PDF en bliver integreret i medarbejdernes arbejde. Narrativet har mulighed for at blive genfortalt og genoptaget som del af traditionerne i virksomheden. Grafisk facilitering som ramme for skabelse af narrativer kan fremme læring ved at give mulighed for en stærk fortælling, en statisk fortælling, der bliver genfortalt og genopdaget. Således er der mulighed for organisatorisk læring i praksisfællesskabet på konferencen og organisatorisk læring i praksisfællesskaberne i virksomhederne efterfølgende. Perspektivering Grafisk facilitering og organisatorisk læring var omdrejningspunktet i denne opgave. Udgangspunktet var en case i virksomheden ROSS. I opgaven var der fokus på begge emner, men det kunne være givende at undersøge det visuelle udtryk nærmere med henblik på, hvad det kan bidrage med i forhold til læring. Ligeledes kunne det være interessant at undersøge begrebet visuelt sprog, for at se hvad det kan bidrage med i forhold til organisatorisk læring. Robert E. Horn betegner det visuelle sprog, som det 21. århundredes kommunikationsform. (Horn, 1998). Det har i nærværende opgave ikke været muligt at fokusere på dette. I samme genre, kunne det være interessant at undersøge, om virksomheder generelt prioriterer processer, der skaber rammer for organisatorisk læring. Om virksomhederne, når konsulenterne er taget hjem, formår at skabe de rammer, det kræver at få læringen fra dagen med konsulenten gjort til læring i organisationen. En undersøgelse fra kommunikationsbureauet Burson-Marsteller (4) viser, at ni ud af ti danske virksomheder har gennemgået mindst én større strategisk forandring de seneste fem år. Undersøgelsen viser også, at kun en fjerdedel af HR-cheferne i de pågældende virksomheder mener, at processen har været effektiv. Om det har noget at gøre med implementeringsprocessen, vides ikke, men det er et vigtigt perspektiv, om virksomhederne har de redskaber, der skal til for at skabe rammer for organisatorisk læring. Det kunne være interessant at undersøge, hvordan forskellige virksomheder arbejder med implementeringen, når konsulenterne er gået hjem. 37

38 Litteraturliste Bøger Boje, D.M. (2001). Narrative Methods for Organizational and Communication Research, Sage Pulications (pp 1-17). Gabriel, Y. (2000). Storrytelling in Organizations: Facts, Fictions and Fantasies. Oxford University. (pp 11-29). Horn, R.E. (1998). Visual Language. Global Communication for the 21 st Century. Portland, Xplane Press Jacobsen, A.J. (2005). Der var engang narrativer i organisationsforskningen (pp ). Kvale, S. (1997). Interview: En introduktion til det kvalitative forskningsinterview. (1. udgave). København, Hans Reitzels Forlag Ramian, K. (2007). Case studiet i praksis. Århus, Academica,. Rasborg, K. (2009). Socialkonstruktivismer i klassisk og moderne sociologi. pp I: Fugelsang, L og Olsen, P. B. Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne. (2. udgave). Roskilde Universitetsforlag. Wenger, E. (2004). Praksisfællesskaber (1. udgave). København, Hans Reitzels Forlag. Hjemmesider 1. Heilskov, T (2005, 21.juni). Intern Kommunikation er dødssyg. Kommunikationsforum. Lokaliseret d. 31. maj 2011 på 2. Due, B. (2006, december). Når intern kommunikation skaber mening. KOM Magasinet. Lokaliseret d. 31. maj 2011 på 277&type=10&MagasinId=206&articleId= Bigger Picture, 38

39 4. Burson Marsteller (2010). Virksomheder foretager forandringer i blinde. Lokaliseret d. 31. maj 2011 på Bilags oversigt Bilag 1 Grafisk Facilitering via et visuelt sprog Bilag 2, 3 og 4 Transskribering af interviews er fortrolige og up-loades ikke 39

40 Bilag 1 Grafisk Facilitering via et visuelt sprog Velkommen, fællesforståelse og fælles fortælling på Workshoppen Historien bliver fortalt i virksomheden Velkommen: Facilitatoren tegner og skriver essensen af deltagernes præsentation på en stor planche. Fælles forståelse: Deltagerne har en dialog om emnet og tegner løbende op på en stor tegning i grupper. De skaber en fælles forståelse i gruppen(den fælles forståelse og fortælling kan godt skabes i samme proces, derfor kan denne gruppe del godt udelades) Fælles fortælling: Der samles op i plenum, alle gruppers bidrager gennem dialog, og det tegnes op på en stor planche, resultatet repræsenterer en fælles fortælling. Historien bliver fortalt i virksomheden. Det fælles billede bliver fremlagt på et møde i virksomheden, hvor afdelingscheferne efterfølgende tager det med videre ud i afdelingerne, hvor det bruges som redskab til dialog. Denne proces, fortsætter, og fortællingen udvikler sig og skaber forandringer Visuelt sprog: I nærværende opgave tages udgangspunkt i den definition Robert E. Horn bruger, at et visuelt sprog 1: integrerer ord, billeder og figurer i en kommunikationsenhed, eller 2: brugen af ord og billeder i en kommunikationsenhed. (Horn, 1998, s. 8) 40

41 Bilag 2, 3 og 4 Transskribering af interviews er fortrolige og uploades ikke. 41