en blindgyde? Psykolog i Grønland

Transkript

1 7 Psykolog i Grønland en blindgyde? DEBATARTIKEL Af Lene Marr Spore og Lars Albertsen Specielle arbejdsbetingelser, store afstande, ringe udviklingsmuligheder. Psykologerne i Grønland råber vagt i gevær. At være psykolog i Grønland, enten man er ansat kommunalt eller under Grønlands Hjemmestyre, betyder, at man stilles over for meget forskellige, tunge og komplicerede opgaver adfærdsproblemer, indlæring, samliv, familie, incest, anorexi, fødselspsykose, selvmord, større ulykker, sorg- og krisearbejde. Det indebærer en meget alsidig, udfordrende, barsk On the Job Training, hvor kompetencen undertiden mest beror på, at der ikke er andre mere kvalificerede samarbejdspartnere at støtte sig til eller til at tage over. I det daglige arbejde er der få eller ingen muligheder for faglig vejledning eller kollegialt fællesskab. Denne situation ville være usædvanlig i Danmark, idet man i den type psykologstillinger sjældent ville arbejde alene uden fagfæller, og hvis man gjorde, så ville man få fast

2 8 eller systematisk supervision af en autoriseret psykolog eller eventuelt sidde i gruppesupervision. En psykolog i Danmark ville på den måde læne sig op ad andre psykologer og have en direkte og umiddelbar mulighed for at udveksle erfaringer med andre psykologkolleger. Desuden ligger der en naturlig og indforstået forventning om, at man holder sig ajour med sit fagområdes udvikling. Man skal interessere sig for og deltage i kurser eller efteruddannelser, der virker befordrende eller udviklende for ens arbejde som psykolog. Uheldig situation Virkeligheden heroppe er, at der er ansat 17 psykologer i Grønland. Man skulle umiddelbart mene, at det er mange psykologer i forhold til et indbyggertal på Men man skal tænke på, at vi er spredt ud over et areal, der er 20 gange større end Danmark, hvilket umuliggør en kontakt, der går dybere end telefonmøder og skriftlig forbindelse. Hovedstaden Nuuk har den største koncentration med ti psykologer. Resten er fordelt med tre i Qaqortoq, tre i Ilulissat og en i Sisimiut. Ud af samtlige psykologer i Grønland er to ifølge Dansk Psykolog Forening registreret som autoriserede psykologer. De er begge bosiddende i Nuuk. Begge har fået deres autorisation i Danmark. Det vil sige, efter Dansk Psykolog Forenings regler er det kun disse to, der har mulighed for at efteruddanne sig. Med andre ord: som det ser ud aktuelt, er psykologer ansat i Grønland på det nærmeste afskåret fra supervision, systematisk efteruddannelse og autorisation. En grund til dette er foreningens krav om, at supervision og efteruddannelse følger Psykolognævnets retningslinjer. I praksis er disse ikke gennemførlige i Grønland. Denne situation er uheldig, fordi Grønland risikerer en betjening af psykologer, der især støtter sig til deres viden og erfaring fra Danmark, som måske ikke er helt relevant eller tidssvarende, eller hvor de faglige forudsætninger simpelt hen er utilstrækkelige eller umulige at overføre til det grønlandske samfund. Grønlandske psykologer Desuden bør man være opmærksom på det stigende antal nye grønlandske psykologer, der er blevet ansat de senere år. Deres opvækst i Grønland og deres grønlandskkundskaber giver dem bestemt en ballast i forhold

3 9 til det arbejde, de skal bestride som psykologer her. Dog kan det være svært at indfri befolkningens forventninger om kulturel og sproglig ligeværdighed samt egne forventninger som fagligt kvalificerede psykologer, ved at følge en fortløbende faglig kompetenceudviklingsbane. Hvis man har et begrænset erfaringsgrundlag fra Danmark, er det svært at overføre og omforme sin viden til grønlandske forhold. Ligeledes kan det være vanskeligt at skulle samarbejde med ældre og mere garvede psykologer på et fagligt plan, hvis ens eneste forudsætning bliver gjort til at mestre sproget og dét at have en kulturel identitet i Grønland. Her er det fx en bydende nødvendighed, at de nye grønlandske psykologer kan udbygge et samarbejde på tværs af faggrænser og bygrænser. Mulighederne forringes Hertil kommer, at en ansættelse i Grønland for den enkelte kan få alvorlige, begrænsende konsekvenser. Personlig og faglig kompetenceudvikling, uddannelses- og karriereplanlægning og ikke mindst kvalifikationsløn kædes i stigende grad sammen med systematiseret, formel videreuddannelse (jf. Nyt lønsystem 98). Det giver tiltagende risiko for, at psykologer, der senere ønsker at arbejde i Danmark, erfarer, at jobbet i Grønland har været krævende og alsidigt, men ikke har fastholdt, endsige forbedret deres ansættelses- og lønmuligheder snarere tværtimod, fordi andre i samme periode i Danmark har kunnet skaffe sig dokumenteret efteruddannelse og autorisation. På flere måder kan det at være psykolog i Grønland blive en blindgade, uanset hvor personligt givende det end er at bo og arbejde heroppe. Efter vores opfattelse er der tale om en problematik, som det er relevant for Dansk Psykolog Forening at tage op. En faglig organisation kan ikke være tjent med, at dens medlemmer ansættes i stillinger, hvor deres faglige udvikling stagnerer og deres kompetence udhules. Selv om 17 psykologer ud af foreningens nu mere end medlemmer ikke er mange, så mener vi, at vores kontingentbetaling er lige så vigtig som alle andres. Vores faglige velbefindende må også have betydning for vores faglige organisation, selv om vi geografisk befinder os langt væk fra den daglige administration i DP. Det bør sikres... Vi foreslår, at Dansk Psykolog For-

4 10 ening tager initiativ til en kontakt med Grønlands Hjemmestyre og Kanukoka (Grønlandske Kommuners Forening) for at medvirke til at sikre: At ansættelsesmyndigheden anerkender, at behovet for vedvarende efteruddannelse, supervision og autorisation også er en arbejdsgiverinteresse. At der i lønudgiften skal være afsat midler til faglig videreuddannelse. At arbejdsgiver og ansat har fælles personalepolitisk ansvar for formaliseret at planlægge jobudviklingen, så den bliver fagligt målrettet, relevant og forpligtende og ikke vilkårligt beror på den enkelte psykologs initiativ og gennemslagskraft. At Dansk Psykolog Forening under hensyntagen til de særlige forhold heroppe, afstandene og det begrænsede antal autoriserede psykologer anerkender muligheden og præciserer betingelser for særlige grønlandske efteruddannelsesforløb, så autorisationsreglerne tillader fx telefonisk supervision og fjernkurser. Man kunne eksempel- vis benytte sig af den moderne informationsteknologi, som jo er et område, hvor Grønland er ved at være veludbygget. Eller man kunne udbyde efteruddannelseskurserne i Grønland. Hvis ikke den anførte problematik løses, kan det på lidt længere sigt begrænse søgningen til stillinger i Grønland, ligesom der ligger en fare for, at der vil ske en udmatning af de eksisterende psykologer, fordi de ikke får kompetenceudviklingsmuligheder. Dette, selv om der er god brug for psykologisk indsats og der både i hjemmestyre og kommunalt regi er et behov samt en voksende interesse for at få oprettet nye psykologstillinger i Grønland. De andre får Ovenstående vilkår kan sammenlignes med, hvad der gælder for to andre store akademiske grupper i Grønland: lægerne og juristerne. Her ser vi, at der er 67 medlemmer i Lægekredsforeningen i Grønland, hvoraf man regner med, at der er 44 aktive læger. For lægerne er det muligt at efteruddanne sig eller følge videreudviklingskurser i Grønland, ligesom man som læge sagtens kan tage sin turnusordning i Grønland. Alting tæller, ligesom det ville gøre i Danmark. (Kilde: Lægeforeningen i Danmark). I Grønland er der 69 offentligt ansatte jurister. De har de samme muligheder for efteruddannelse og kompetenceudvikling som i Danmark. Ligesom de syv advokatfuldmægtige i Grønland sagtens kan tage deres advokatbestalling hos et advokatfirma i Grønland. (Kilde: DJØF). Umiddelbart virker det, som om de andre akademiske grupper i Grønland har en fordel ved, at de har så stærke og indflydelsesrige fagforeninger i ryggen. Disse har åbenbart ressourcer til at varetage deres medlemmers interesser, uagtet de bor km væk! Lene Marr Spore er psykolog i Qaqortoq Kommune, Lars Albertsen er ledende skolepsykolog ved PPR-syd, Qaqortoq

5 11 GRØNLAND JOHANNE BRATBO FOTO: NINA LEMVIGH-MÜLLER Åben for forandringer - Det er indlysende, at psykologerne i Grønland har en pointe, når de konstaterer, at langt større organisationer som Lægeforeningen og DJØF har flere ressourcer, end vi har i DP, og jo i øvrigt også flere medlemmer ansat i Grønland. Men der er alligevel et langt stykke vej til, at vi ikke skulle kunne varetage deres interesser ordentligt, sådan som det antydes, siger DP s formand Johanne Bratbo som reaktion på Lene Marr Spore og Lars Albertsens artikel. - Vi har i forretningsudvalget netop haft lejlighed til at drøfte de spørgsmål, artiklen rejser. Og der var her enighed om, at der for DP s Løn- og Stillingsstrukturudvalg ligger en opgave i at forbedre betingelserne for psykologernes arbejde i Grønland. - Der er imidlertid nogle vilkår, som vi er nødt til at gøre os klart også ud over de geografiske, arbejdsmæssige og kulturelle, som artiklen så glimrende redegør for. Et af dem er, at Psykologloven ikke gælder for Grønland. Som konsekvens af det bør man måske overveje at stille krav om, at psykologerne skal være autoriseret i Danmark, inden de tager til Grønland ikke mindst i lyset af det ofte meget vanskelige klientarbejde, der venter dem. - Forretningsudvalget deler helt opfattelsen af arbejdsgivernes ansvar for at sikre, at psykologerne får den nødvendige efter- og videreuddannelse, herunder supervision, ligesom i det hele taget den løbende vedligeholdelse af psykologernes kvalifikationer. De store afstande kan vi selvfølgelig ikke lave om på, men vi vil meget gerne drøfte forslag til, at supervisionen kan udføres på andre måder. - Argumentet om kontingentbetalingen kunne vi måske godt have været foruden. Psykologerne i Grønland modtager Psykolog Nyt, regionen får et tilskud på kroner, og DP har forhandlet overenskomster i Grønland det er jo da ikke en ringere betjening, end andre medlemmer får. Principielt bør de ved arbejdsgiverbetaling have mulighed for at benytte DP s kursusudbud. Men som de selv skriver, vil det altid have konsekvenser at bo i en anden del af verden. - Jeg tror, at et styrket AC-samarbejde i Grønland kan være vejen frem, hvis der skal ske afgørende fremskridt. Andre akademikergrupper peger jo på problemer, der ligner psykologernes. Men vi vil blandt andet benytte anledningen til at drøfte psykologernes situation, når den grønlandske ACsammensluning AS-G besøger AC i Danmark samt organisationerne i oktober 1998, udtaler Johanne Bratbo.