Sandhed og løgn, Gud og djævel og midt i dette stærkt polariserede felt: dansen om guldkalven.

Transkript

1 Prædiken Frederiksborg Slotskirke Ida Secher 11. marts 2012 kl søndag i fasten 2. Mos. 32,7-10;30-32 og Joh. 8,42-51 Salmer: * Denne hellige lektie skrives i Anden Mosebog: Da sagde Herren til Moses:»Skynd dig ned! Dit folk, som du førte op fra Egypten, har handlet slet. De er allerede veget fra den vej, jeg pålagde dem at følge. De har støbt sig et billede af en tyrekalv; de har tilbedt den og ofret til den, og de har sagt: Her er din Gud, Israel, som førte dig op fra Egypten.«Og Herren sagde til Moses:»Nu har jeg set, at dette folk er et stivnakket folk; lad mig bare tilintetgøre dem i min vrede! Men dig vil jeg gøre til et stort folk.«dagen efter sagde Moses til folket:»i har begået en stor synd. Nu vil jeg gå op til Herren; måske kan jeg skaffe soning for jeres synd.«så vendte Moses tilbage til Herren og sagde:»ak, dette folk har begået en stor synd; de har lavet sig en gud af guld. Gid du dog vil tilgive dem deres synd! Men hvis ikke, så slet mig af den bog, du fører.«2 Mos 32, Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Så sagde Jesus til de jøder der var begyndt at tro på ham: Hvis I holder jer til det jeg har sagt, er I for alvor mine tilhængere. I vil lære sandheden at kende, og sandheden vil gøre jer fri. Gøre os fri? svarede de. Hvad mener du? Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig nogensinde været slaver for nogen. Hør nu her, svarede Jesus. Den der gør noget forkert er slave af synden. En slave bliver ikke i familien altid, men det gør sønnen. Hvis sønnen gør jer fri, så vil I virkelig blive frie. Jeg ved godt I er Abrahams efterkommere, men I er ude på at slå mig ihjel fordi I ikke kan acceptere det jeg har sagt. Jeg taler om det jeg har set hos min far, mens I gør det I har hørt fra jeres far. Det er Abraham der er vores far, svarede de. Hvis I var Abrahams efterkommere, ville I gøre det samme som Abraham, svarede Jesus. Men i stedet vil I slå mig ihjel, selv om jeg har sagt sandheden til jer, som jeg har hørt fra Gud. Sådan ville Abraham aldrig gøre. Nej I er ligesom jeres far, sagde Jesus. Så svarede de: Vi er ikke uægte børn. Vi har én far, og det er Gud. Jesus svarede:»hvis Gud havde været jeres fader, så ville I have elsket mig, for jeg kommer fra Gud, og det er derfor jeg er her. Jeg er ikke kommet af mig selv, det er Gud, der har sendt mig. Når I ikke forstår hvad jeg siger, er det fordi I ikke er i stand til det. Det er Djævelen der er jeres far, og I vælger at følge hans lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, han har aldrig været til at stole på, og sandheden ved han ikke hvad er. Når han lyver, er det helt naturligt for ham. Han er en løgner, ja, al løgn kommer fra ham. Og det er derfor I ikke tror på mig. Jeg siger nemlig sandheden. Hvem af jer kan pege på noget forkert jeg har gjort? spurgte Jesus. Hvorfor tror I så ikke på mig når jeg fortæller jer sandheden? De der tilhører Gud, hører hvad han siger. Men I hører ikke efter, for I tihører ham ikke.«vi har jo fuldstændig ret når vi siger at du er lige så slem som en samaritaner og besat af en dæmon,«svarede de jødiske ledere.»jeg er ikke besat, svarede Jesus. Jeg viser min far respekt, men I foragter mig. Jeg forsøger ikke selv at opnå respekt; det er der en anden, der sørger for, og han er dommer. Hør nu her, fortsatte Jesus, enhver der gør hvad jeg siger, vil aldrig nogensinde dø.«joh 8,31-51 (efter: Den Nye Aftale Det Nye Testamente på nudansk ). 1

2 Sandhed og løgn, Gud og djævel og midt i dette stærkt polariserede felt: dansen om guldkalven. Hvad er der dog på færde? Prædikenen i dag har tre afsnit, det første har jeg kaldt Bedraget, det andet Ved du, hvem du er? og det tredje Masken falder. Bedraget Når de gamle græske guder og gudinder skulle på besøg i menneskenes verden, forvandlede de sig. Den store dameven Zeus optrådte både som svane, tyr og regn. Og guderne var slet ikke interesseret i at blive opdaget, ikke før det var for sent i hvert fald, selve bedraget, løgnen var vigtig for at de kunne få udbytte af besøget. Og drivkraften bag var underholdende menneskelig, om det var at skaffe sig oplysninger, hævne sig på en, man havde set sig gal på eller i lystig forventning om et erotisk eventyr. Men så let går det ikke, når man er Gud i virkeligheden, som den eneste sande Gud er det ikke en spøg at optræde blandt mennesker. Fordi Gud er Gud, står Gud nemlig med et dilemma: han kan ikke lade mennesker, som han elsker, i stikken, men han kan heller ikke være dem nær i al sin magt og vælde begge dele ville være lige ødelæggende. Herren må bære over med mig, når jeg i mangel af bedre billede må forestille mig ham som den store, stærke men retarderede Lennie i hvis kærlige hænder en lille mus ikke overlever længe scenen kendes fra Steinbecks roman Mus og Mænd. Guds visdom og barmhjertighed kender heldigvis ingen grænser, og derfor udtænker han et rolleskift. Gud vil give sig selv hen i rollen som musen, som kommer i menneskehænder på bibelsprog lyder det: for således elskede Gud verden, at han gav sin eneste søn, for at enhver, som tror på ham ikke skal fortabes, men have evigt liv. Gud er den, som alene har skabt og opretholder verden, en verden han elsker. Gud er værnet mod alle livsødelæggende kræfter. Sandhed, kærlighed og liv er derfor et og det samme i Gud, og derfor er løgn og bedrag en umulighed bedrag og løgn er Guds modsætning eller ligefrem modstander. Derfor kan Gud ikke blot forklæde sig som mus eller mand, han må blive en mand, et menneske, SAMTIDIG MED, at han må give sig til kende som Gud. En mus, et menneske i al sin afmagt, skal fortælle verden, at han er Gud søn. 2

3 Ved du, hvem du er? På DR1 eller 2 har der netop været vist seks udsendelser med den fælles titel Ved du, hvem du er?. Seks kendte danskere er her blevet præsenteret for deres rødder gennem slægtsforskning og dygtige historikere og arkivarers arbejde. Og fortællingerne er blevet bredt ud, så de samtidig er blevet en del af alle danskeres historie, fra tørvegraverne til Valdemar den store, fra kvndesagskvinder til dem, der rejste til Amerika, fra forbrydere til handelsfolk. Men det mest slående er, hvordan de seks, som får fortalt deres slægts historie, indarbejder deres forfædre i deres identitet. Det gælder både personligstræk, men også selve livshistorien, det faktiske levede liv opleves som et spor i deres eget liv og i deres egen individualitet den enkelte henter selv-bevidsthed ud af det kollektiv, som forfædrene og formødrene, som slægten udgør. Sådan var det naturligvis også for de jøder, som Jesus skændtes med. Deres identitet som Guds udvalgte folk var det første og vigtigste for dem. De var Abrahams efterkommere, og deres tip-tip-tip-osv.-oldeforældre blev af Moses ført ud af slaveriet i Ægypten til friheden i det forjættede land. Her, i det forjættede land, havde andre forfædre bygget Templet i Jerusalem, Guds hus i Guds by, for det var gennem pagten med Ham, Gud Herren, at folket levede. Hans lov, Moseloven, beskyttede folket mod alle livsødelæggende magter. Hør, Israel, Herren er vor Gud, Herren er én! der er ingen anden end ham, lød det hver dag fra Templet. Den skepsis, som møder Jesus fra hans eget folk er til at forstå. De hører ham tale med stor autoritet, de ser de undere, han gør og de spørger hinanden, hvem er den mand? Men de fleste bryder sig bestemt ikke om svaret, Guds søn. De kan strække sig til, at han måske er en profet, men allerede her sætter tvivlen ind for hvem har hørt om en profet, som skal komme fra Nazaret i Galilæa? Ingen! Og den spirende tro består mest af tvivl, som hurtigt fører til afvisning Jesus kan umuligt være den, han udgiver sig for. Der er ikke meget guddommelig herlighed over hans fremtræden, en langhåret, skægget yngre fyr, uægte søn af en tømrer og med et slæng af diverse eksistenser sikkert arbejdssky omkring sig. Ikke just troværdigt. Og de har jo ret! Jesu identitet som Guds søn KAN ikke erkendes umiddelbart dertil udgør hans fremtræden som menneske en for stor barriere. Og så er der kun den mulighed tilbage, at han er en løgner og bedrager, og dermed hører med i kategorien falske guder eller dæmon, og som jøder forsvarer de vrede jøder deres tro, som Herren selv har påbudt dem at gøre for der er intet som falske guder og profeter, det skulle lige være det dæmoniske, 3

4 der kan korrumpere den sande tro. Jøderne husker alt for godt den guddommelige vrede, som dansen omkring guldkalven fremkaldte. På selve templets hellige grund står de omkring Jesus, for det er her denne scene udspiller sig. Og her i deres ping-pong Ved du hvem du er? og Ved I, hvem I er? siger Jesus de ord, som sammenfatter det, der besegler hans skæbne. I er ikke Abrahams børn men løgnens, djævelens, morderens børn. Han tager Moses og Abraham fra dem han tager deres identitet fra dem, mens han fremlægger sin egen, som den sande efterkommer, det sande menneske, Guds udtrykkelige billede. Og de menneskehænder, han er faldet i, bliver snart hårde, og vil om ikke længe nagle ham fast til et kors. Masken falder Vi er allerede i udgangspunktet ringere stillet end de mennesker der oplevede Jesus live, og ikke engang de, ikke en eneste af dem nåede fra troens og tvivlens forskellige stadier til en sand erkendelse af, en fuldstændig overbevisning om, at Jesus er Guds søn. Ikke dem, der så og hørte ham, ikke dem, han helbredte, ikke engang hans nærmeste disciple. De der kom tættest på, var dem, der indså deres egen utilstrækkelighed, dem der havde et realistisk, eller skal vi sige sandt billede af sig selv. Men selv for dem var deres bekendelse du er Guds søn en uforpligtende tilkendegivelse den kostede ikke noget. Springet fra Gud til menneske er for stort, at sammenholde Gud og menneske i et og en er simpelt hen ikke menneskeligt muligt. Historiens gang var givet på forhånd, den kunne kun gå over verdens afvisning, gennem svigt og forræderi til døden på korset. Hvorfor udsætter Gud sig selv og sit menneskebarn Jesus for det? Fordi den ultimative kærlighed er at give sit liv for dem, man elsker. Først i døden fanger bordet. Alle andre tilkendegivelser, nok så kærlige ment, kan aldrig måle sig med den at udslette sig selv af livets bog. Som repræsentanter for den samlede menneskehed, udførte jøder og romere den handling, som demaskerede menneskeheden som sådan: At vi ikke kan hævde at kunne kende forskel på sandhed og løgn. At vi ikke genkender Gud og hans kærlighed, om vi så står direkte over for den. Jesus kom ikke for at nedbryde moseloven men for at opfylde den, fuldende den, som kun Gud selv kan. Hans mission er fuldkommen grandios den gælder evigheden dødens magt må brydes og de livsødelæggende kræfter forvises til en plads, hvor de er til at leve med. For at fuldføre missionen, var det altafgørende, at han til sidst kunne genkendes som både menneske OG gud. Masken skulle falde. Og det skete påskedag. Men den historie har vi til gode nogle uger endnu. 4

5 Men vi har jo hørt den før, som den første af alle historier om Gud, som blev menneske. Og i det er vi langt bedre stillede end Jesu samtidige. Vi kan leve vores ufuldkomne liv i vores ufuldkomne tro, i en konstant tilbagevenden til den identitet, som er grundlæggende for os: at vi er Guds børn. Dette er det evige liv at vi kender dig, Gud, ikke fuldt ud, men som den, du har valgt at vise dig som. Vi gentager dine ord og gerninger, og kommer med vores uforpligtende tilkendegivelse til dig, at du er Herren, og tror når det går højt -, at du gennem din forpligtende tilkendegivelse til os, din død og opstandelse og vores dåb, for vores skyld og på vores vegne har gjort, hvad vi aldrig kunne, aldrig kunne opnå på egen hånd: en plads hos dig i din evighed, både nu og her - og altid, både i vores liv og i vores død. Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. 5