3. søndag i fasten 28. februar 2016

Transkript

1 Kl Burkal Kirke Tema: Hvem er vores far? Salmer: 336, 390, 604; 481, 266 Evangelium: Joh. 8,42-51 Vi har her hørt et brudstykke af en lang diskussion mellem Jesus og hans landsmænd. I den lange stridssamtale advarer Jesus de jøder der var kommet til tro på ham om at de skal dø i deres synder, hvis de ikke tror han er den han er. Derfor spørger de ham lige ud: "Hvem er du?" (Joh. 8,25) Det var meget vigtigt for dem at finde ud af hvem Jesus var. Og det er også meget vigtigt for os at vi finder ud af hvem Jesus egentlig er! 1

2 Det er det spørgsmål hele Johannes-evangeliet handler om. Det er årsagen til at det blev skrevet. I slutningen af sit evangelium siger Johannes det rent ud: "Dette er skrevet for at I skal tro at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn." (Joh. 20,31) Det var det de fleste jøder på Jesu tid ikke ville tro på. Jesu ord nåede aldrig ind til dem. Jesus gjorde alt hvad han kunne for at overbevise dem om at han ikke kom i egen kraft eller på egne vegne. Igen og igen sagde han til dem at han ikke kom af sig selv, men at han var udsendt af Gud. Og hvis de ikke kunne forstå eller acceptere det, så var det fordi de havde Djævelen til far. Jesus forudså at jøderne ville ham til livs. Det ser vi tydeligere og tydeligere i løbet af Johannes-evangeliet. Allerede i kap. 5 hører vi om hvordan jøderne var opsat på at slå Jesus ihjel. Det var efter at han havde helbredt den lamme mand der havde ligget næsten hele sit liv ved Bethesda Dam og ventet på at nogle ville forbarme sig over ham og bære ham ned til det helbredende vand. Da Jesus en dag fik øje på ham, gjorde han ham rask, selv om det var på en sabbat, altså på den jødiske hviledag, hvor det var strengt forbudt at arbejde. Senere står der at jøderne ville gribe Jesus, men der var ingen der fik lagt hånd på ham, fordi hans time endnu ikke var kommet. (7,30) Og så kan vi i kapitel 8 læse om en kvinde der var grebet i hor, og som jøderne bragte hen til Jesus for at stille ham på prøve, så de kunne få noget at anklage ham for. Lige meget hvad Jesus svarede, så ville han komme i fedtefadet. Hvis han skånede hende, kunne de anklage ham for at bryde Guds lov. Hvis Jesus omvendt sagde at hun skulle stenes til døde, sådan som det var påbudt i Mose-loven, så ville det være et brud på hans accept af toldere og syndere, og det ville også bringe Jesus på kollisionskurs med romerne, for det var kun dem der havde ret til at fælde en dødsdom. Jesus valgte at tie og skrive i sandet. Derefter sagde han: "Den af jer der er uden synd, skal kaste den første sten på hende." Dermed frakendte Jesus de skriftkloge retten til at dømme andre. Bevidstheden om deres egen skyld burde afholde dem fra at optræde som anklagere. Jesus sagde til kvinden at han kunne have fordømt hende, men nu frikender han hende. De skriftkloge ville fordømme og straffe, men Jesus ville tilgive og benåde. De skriftkloge kunne ikke acceptere at Jesus tilgav mennesker deres synd. For de vidste at det kun var Gud der kunne tilgive synder. Så når Jesus tilgav synder, optrådte han som om han var Gud. Efter de skriftkloges mening 2

3 handlede Jesus således med en myndighed der ikke tilkom noget menneske. Men Jesus siger et andet sted (Mark. 2,10) at han har myndighed til at tilgive synder på jorden. Jesu største forbrydelse, som i jødernes øjne var helt utilgivelig, var netop at han regnede sig selv for at være Gud. Det var jo også det han til sidst blev fældet på. Det var lige præcis det som gjorde det klart for de jødiske ledere at Jesus var en gudsbespotter, der ifølge Moseloven skulle henrettes. Det var efter tilfangetagelsen i Getsemane Have at Jesus blev ført til ypperstepræstens gård, og Kajfas sagde direkte til ham: "Jeg besværger dig ved den levende Gud: Sig os er du Kristus, Guds søn?" Da svarede Jesus ham: "Du sagde det selv." (Matt. 26,63-64) Jøderne ville hellere skille sig af med Jesus end bøje sig for hans autoritet. For på Jesu tid var der voldsom uenighed om hvem han var. Prædiketeksten til i dag er det mest bitre sammenstød mellem Jesus og jøderne. Jesus har to gange forud for den tekst vi har læst sagt til jøderne at de ville slå ham ihjel, fordi han havde sagt dem sandheden. (Joh. 8,37.40) Og hele samtalen når sit højdepunkt, da Jesus til sidst siger: "Jeg er, før Abraham blev født." Da tog jøderne sten op for at slå ham ihjel, fordi han havde vanhelliget Guds navn. I husker jo nok historien fra 2. Mosebog om hvordan Gud viste sig for Moses ude i Sinai-ørkenen i en brændende tornebusk. Gud gav Moses befaling om at befri det israelitiske folk fra slaveriet i Egypten og føre dem til det forjættede land, der flød med mælk og honning. Moses spurgte så hvad Guds navn var, og han fik det gådefulde svar at Gud er den han er. Gud sagde til Moses at han skulle sige til israelitterne: "Jeg Er har sendt mig til jer." Ved at sige "Jeg er" bruger Jesus Guds hellige navn om sig selv, og dermed spotter han i jødernes øjne Gud. Det var jo det navn som jøderne altid havde æret i den grad at de ikke engang turde sige det højt. I stedet for at læse det som det stod, så sagde de blot "Navnet" eller "Herren". Jøderne påstod at Jesus var besat af en ond ånd. Til gengæld sagde Jesus til dem: "I har Djævelen til fader". Frygtelige ord at sige til andre mennesker. Og så sagde Jesus det oven i købet til mennesker, som i allerhøjeste grad lagde vægt på at leve efter Guds vilje. Farisæerne og de skriftkloge lagde stor vægt på at overholde alle Guds bud, både forbud og påbud, i alt 613. De satte en ære i at kunne kalde sig selv for "Abrahams børn". "Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen", sagde de, da Jesus fortalte dem om 3

4 den frihed han var kommet for at give dem. Mange af dem havde ellers lyttet til Jesus og var begyndt at tro på ham. Alligevel siger Jesus disse hårde ord til dem: "I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre hvad jeres fader lyster." Her går I rundt og bilder jer selv og andre ind at I er Guds børn. Det er I jo slet ikke, når det kommer til stykket! For I hører jo ikke hvad jeg siger til jer, og de gerninger som I gør afslører jer! Hvis Gud virkelig var jeres far, ville I elske mig og tage imod det jeg har til jer. Når vi i dag hører disse alvorlige ord, kan vi let komme til at tænke at det bare var noget som Jesus sagde til jøderne dengang. Vi er ikke jøder, så det er ikke noget der vedkommer os. Vi er jo døbt, og vi er da Guds børn, ikke sandt? Det kan der da ikke sættes spørgsmålstegn ved! Ja, det er jo så spørgsmålet. Meningen med fastetiden er at det skal være en tid hvor vi tænker alvorligt over tingene. Derfor må jeg også i dag stille mig selv det spørgsmål: Er jeg virkelig et Guds barn, når det kommer til stykket? Eller er det bare noget jeg går rundt og tror, og som så en dag vil blive afsløret som et kæmpemæssigt bedrag? Måske først den dag hvor det er uigenkaldeligt for sent, og hvor dommeren vil sige til mig: Hvem er du? Gå bort! Jeg har aldrig kendt dig! Hvad ville vi sige til Jesu anklage, hvis den blev vendt mod os i Burkal Kirke i dag? Hvis han ville sige det samme til os, som han sagde til jøderne dengang: "I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre hvad jeres fader lyster." (V. 44) Ville vi så gå i rette med ham og spørge: "Hvor kan du komme og sige den slags til os, Jesus? Har du da ikke lagt mærke til at vi faktisk gør temmelig meget ud af vores kristne tro? Vi går i kirke om søndagen. Vi går til alters. Vi får vores børn døbt og konfirmeret. Vi giver også en hel del af vores penge til dem der lider nød og til missionen. Hvorfor siger du så til os at vi ikke er Guds børn, men at vi har Djævelen til far? "Jo", siger han, "jeg har det imod dig at du har svigtet din første kærlighed." Det var Herrens ord til menigheden i Efesus, ifølge Johannes' Åbenbaring, som vi hørte i dagens anden læsning. Menigheden i Efesus, Lilleasiens hovedstad, det var en stærk og livskraftig menighed, hvor man ikke så gennem fingre med det onde, og hvor man virkelig lagde vægt på at det var den rene lære som blev forkyndt fra prædikestolen. Det var en menighed som heller ikke var bange for at lide ondt for Jesu navns skyld. Modstand og forfølgelse havde de døjet uden at blive trætte. Alligevel lyder den knusende dom: "Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed. Husk derfor på, 4

5 hvorfra du er faldet, og omvend dig, og gør de gerninger, du først gjorde; ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis ikke du omvender dig." (Åb. 2,4-5) "I har Djævelen til fader", siger Jesus. Tro endelig ikke at det er en selvfølge det med at være Guds børn! I blev jo født til verden som slaver! Trælle under synden, siger apostlen Paulus. Vi er pga. arvesynden bastet og bundet med lænker, som vi ikke selv kan befri os for. Løgnen og oprøret mod Gud ligger os hele tiden nærmest. Synden er vores naturlige element. Derfor var det nødvendigt for Gud at gribe ind og ofre sin egen søn. Han elskede os så højt at han gav sin søn, for at enhver som tror på ham ikke skal fortabes, men have evigt liv. Det er evangeliet i en nøddeskal. Og i dåben blev vi døbt til at være Guds børn. Mærket med korsets tegn, for at vi skulle leve med Gud og vandre med Jesus hele vores liv, fra vugge til grav. Men hvordan gik det så? Blev det ikke ofte et liv præget af sløvhed, ligegyldighed og svigt? Hvordan lever vi med hinanden? Kommer vi ikke ofte til at tage glæden og frimodigheden fra hinanden i stedet for at opmuntre? Bliver vores liv ikke en vandring som viser at vi har svigtet vores første kærlighed, kærligheden til Jesus, og kærligheden til Gud og til hans vilje? Jo, vi må bøje hovedet og give ham ret! Og meningen med fastetiden er jo netop at det virkelig skal gå op for mig at det bestemt ikke er nogen selvfølge at være et Guds barn, som er revet ud af Satans klør og sat over i Guds elskede søns rige. Vi må nok indrømme at vi ofte glemmer hvor ufattelig stort det er. Vi har det med at lulle os selv og andre i søvn og sige: Det går nok alt sammen! Her er fred og ingen fare! Men det er netop den indstilling som gør at der for alvor er fare på færde. Og da er det Gud viser sin kærlighed ved ikke at lade os være i fred! Lige som han heller ikke lod menigheden i Efesus være i fred, men gav dem ren besked, fordi han ville at de skulle vågne op, inden det var for sent: "Husk derfor på, hvorfra du er faldet, og omvend dig, og gør de gerninger, du først gjorde!" Det er virkelig alvorlige ord at lytte til. Men vi trænger også til vækkelse! Og vækkelse det er nu engang først og fremmest det at jeg selv vågner op og bliver klar over hvad det vil sige at være en synder over for Gud. At jeg så at sige bliver klædt af til skindet, så det virkelig går op for mig hvor vidunderligt det er at være iført Kristus og hans retfærdighed! At jeg har en frelser, som gik i døden for min skyld, for at jeg skal leve og ikke dø! Igen og igen trænger jeg til at blive vækket, så jeg kan høre dette vidunderlige budskab på 5

6 en sådan måde, at det fylder mig med taknemmelighed og glæde og kærlighed til Jesus. Sådan at jeg aldrig bliver færdig med at prise ham for den store gave det er at være et Guds barn! At jeg, som er født som træl under synden, født som et Djævelens barn, nu må få lov til at være et Guds barn, arving til det evige liv, for Jesu Kristi skyld! Derfor trænger vi til igen og igen at høre Guds ord. Og Guds ord stryger os ikke med hårene! Nej, Guds ord sårer og heler! Guds ord er både det skarpe, tveæggede sværd, som trænger lige ind i hjertet, og det er den salve, som er den eneste der kan helbrede. "Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden." Sådan siger Jesus. Og døden, det er jo alt det som Djævelen står for. Han ødelægger livet. Der er ganske vist dem der tror at livet mister sin glans, når det skal leves i troen på Jesus, men det er faktisk lige modsat. Tænk bare på hvad mennesker i vore dage kommer ud i, når de vender Gud ryggen: Narkotika, spiritusmisbrug, vold, mord og seksuelle udskejelser. Det er ikke for sjov at Jesus advarer os mod Djævelen. Alt det som er godt og meningsfuldt vil den Onde knuse. Lad os derfor forsage Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen! Lad os blive ved med at minde hinanden om vor vigtigt det er for os at vi holder fast ved Guds ord. "Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden." Nej, for så er døden overvundet af ham som er livets Herre, Jesus Kristus. Amen. 6