Så skaber religionen et helvede på jorden. ---

Transkript

1 Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 17. oktober 2010 kl søndag efter trinitatis Mattæus 21, Salmer: Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Jeg vil synge en sang om min ven, min elskedes sang om hans vingård. Min ven havde en vingård på en frugtbar skråning. Han gravede den, rensede den for sten og plantede den til med vinstokke. Han byggede et vagttårn i den og udhuggede også en perse. Han ventede, at den ville give vindruer, men den gav vilddruer. Og nu, Jerusalems indbyggere, Judas mænd, døm mellem mig og min vingård: Hvad var der mere at gøre ved min vingård, som jeg ikke har gjort? Når jeg ventede, at den ville give vindruer, hvorfor gav den så vilddruer? Men nu vil jeg lade jer vide, hvad jeg vil gøre ved min vingård. Jeg vil fjerne hegnet om den, så den bliver afgnavet, nedrive gærdet om den, så den bliver trampet ned. Jeg lader den forfalde, den bliver hverken beskåret eller hakket, så den gror til med tjørn og tidsel, og jeg forbyder skyerne at give den regn. For Hærskarers Herres vingård er Israels hus, og Judas mænd er hans yndlingsplante. Han ventede ret, men der kom retsløshed. Han ventede retfærdighed, men der kom nødskrig. Es 5,1-7 * Epistlen skriver apostlen Paulus til romerne: Brødre, for at I ikke skal stole på jeres egen klogskab, vil jeg have, at I skal kende denne hemmelighed: Der hviler forhærdelse over en del af Israel, indtil hedningerne fuldtalligt kommer ind; så skal hele Israel frelses som der står skrevet:»befrieren skal komme fra Zion, han fjerner ugudelighed fra Jakob. Dette er min pagt med dem, når jeg tager deres synder bort.«i forhold til evangeliet er de fjender, og det er de for jeres skyld; men i forhold til udvælgelsen er de elskede, og det er de for fædrenes skyld. For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke. For ligesom I engang var ulydige mod Gud, men nu har fundet barmhjertighed som følge af deres ulydighed, sådan er de nu også blevet ulydige som følge af den barmhjertighed, som er vist jer, for at også de kan finde barmhjertighed. For Gud har indesluttet alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed. Rom 11,25-32 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde:»men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?«de svarede:»den første.«jesus sagde til dem:»sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham. Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og 1

2 få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?«de svarede ham:»et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.«jesus sagde til dem:»har I aldrig læst i Skrifterne: Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne? Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.«matt 21,28-44 Hellige bøger kan være livsfarlige og så er det ikke så afgørende om, det er taleban, al Quaida eller Hitler, der udlægger teksten. Når jeg tænker på, hvad de tekster, der hører til denne ellers så smukke oktobersøndag, i tidens løb er blevet misbrugt til, så er det med en vis gysen, jeg tager disse ord i munden. Den røde for ikke at sige bloddryppende røde tråd i dagens læsninger hos Esajas, Paulus og Mattæus er nemlig, at Guds udvalgte folk, det jødiske folk ikke ville tro og tage imod, da Gud sendte sin egen søn til verden, og derfor vil Gud straffe dem. Millioner og millioner af jøder har mistet livet som følge af den bibelsk retfærdiggjorte vrede, der er udsprunget af disse tekster. Først var det Esajas ord om Guds udvalgte folk, jøderne, der ikke bar den frugt, vingårdsejeren, dvs. Gud, havde håbet på. Derfor fjerner han hegnet omkring vingården, så den ligger ubeskyttet hen, afgnavet, nedtrampet, forfalden, tilgroet med tjørn og tidsel, udtørret af tørke det er den retfærdige straf vingårdsejeren, dvs. Gud, lader ramme det, der ellers var hans yndlingsplante, det jødiske folk. Forhærdede og ulydige. Den, som har siddet i synagogen og dukket nakken under Esajas gamle strenge domsprofetier, den, som har siddet på torvet omkring år 33 og hørt Jesu lignelser og konklusionen: landsforrædere og ludere skal gå ind i Guds rige før jer. De har ikke været i tvivl. Og de som langfredag, ser Jesus, da han hænger tornekronet og pisket og plaget og pint, og husker Jesu egen lignelse om de onde vingårdsbønder, der ikke blot greb vingårdsejerens tjenere og pryglede og dræbte og stenede dem, men som også koldt og kynisk dræbte vingårdsejerens egen søn, da han kom for at få sin høst ja, de står så at sige i første parket som øjenvidner til at lignelsens ord bliver til virkelighed nu korsfæster de vingårdsejerens søn. Og de kristne som levede længe nok til at opleve Jerusalems fald da romerne som straf for et oprør år 70 smadrer byen og ødelægger templet de ser det som Guds retfærdige straf over sit eget folk for deres forhærdelse og manglende tro. Sådan er denne søndags historier blevet tydet og tolket og brugt og misbrugt op gennem historien. 2

3 For lige siden har det jødiske folk været på evig flugt fra forfærdelige pogromer og umenneskelige forfølgelser og massakrer Hitlers holocaust var ikke det første og bliver næppe det sidste tilfælde, hvor kristne med bibelen i hånden har hævnet sig mod det folk, der generation efter generation efter generation fik skyld for at have kollektivt ansvar for korsfæstelsen af Jesus. Og alt sammen er det sket i Guds navn. Jeg har lige læst romanen: Havets katedral, der udspiller sig i 1300-tallets Barcelona på et tidspunkt ved påske bliver folkemasserne hidset op til at angribe det jødiske kvarter. Årsagen er, at jøderne beskyldes for at have vanhelliget den hellige nadver. Det var ikke nok for dem at dræbe Jesus Kristus nu anklages de for ved påsketid at have bortført et kristent barn for at korsfæste det og spise dets hjerte. Anklagen er grebet ud af den blå luft, men folket kræver syndebukke, og som straf spærres alle Barcelonas 5000 jøder inde i synagogen uden mad og drikke. Jeg skal spare jer for de grusomme detaljer men før de slipper ud, må de bøde med umådelige summer, og som om det ikke er nok, så kræver byen, at tre jødiske mænd udleveres til at blive brændt levende. Men det er jo bare en roman. Nej desværre, virkeligheden er meget værre. Se, når jeg trækker denne lidelseshistorie frem i lyset, er det ikke for at ødelægge den gode dåbsfest eller stemning, men for at minde om hvor livsfarlig en cocktail det er, når ordet hellig sættes sammen med ord som krig eller hævn. Hvis du møder mennesker optændt af hellig vrede, fordi de er overbevist om, at netop de udfører Guds vilje, er det for alvor tid at besinde og forsvare den, som vreden rettes imod. For hvem kan værge sig mod den, der kan henvise til Guds vilje. Og så er det lige meget, om man er kristen, muslim, hindu eller noget helt syvende. Vi ser det den dag i dag, når fanatisme og fundamentalisme henter brændstof i de hellige skrifter, så er alle ingredienser til et sandt ragnarok til stede. Men det står der jo billederne lignelserne dommen straffen de har jo ret de hellige krigere vi har jo lige hørt det med egne ører, så hvad stiller vi op med den bog, vi kalder Guds ord? Hvad stiller vi op, når gode kristne mennesker som dig og mig får Jesu lignelser og billeder til at handle om de andre, som de så mener dem i deres gode ret til at pege fingre af, fordømme eller i værste fald pine og plage livet af i et tortureller gaskammer. Så skaber religionen et helvede på jorden. 3

4 Måske er første skridt at minde hinanden om, at Guds ord altid er Guds ord i menneskemund og menneskehænder. Farvet af sin tids kultur og konflikter. Måske er første skridt at prøve at huske, Jesus taler aldrig om de andre. Hvis du tænker, dér fik den og det godt nok en velfortjent en med krabasken, så betyder det, at du ikke har hørt eller forstået noget som helst. Spørgsmålet er aldrig: Hvem mon Jesus havde i tankerne, da han fortalte sine lignelser. Nej spørgsmålet er, hvilken rolle indtager du i historien. Og skulle der være bare en enkelt historie, hvor det skulle vise sig, at du har dit på det tørre ikke sandsynligt, men lad os nu bare holde den teoretiske mulighed åben ja, så skal du bare glæde dig over det, i stedet for straks at kaste dig ud i en frådende forfølgelse af dem, som i dine øjne ikke har lige så rent mel i posen. HVIS og jeg siger udtrykkeligt HVIS, det skulle blive nødvendigt at fælde nådesløst hårde domme så kan vi trygt overlade det til vingårdsejeren selv os tilkommer det i hvert fald ikke. OG det er virkelig et HVIS for spørgsmålet er, om den Gud, som er kærlighed, overhovedet vil eller kan være så nådesløs, som vi mennesker nogen gange er det. I hvert fald mener Paulus at vide, at nok er jøderne forhærdede, og nok afviser de blankt, at Jesus virkelig kan være Guds søn, men siger Paulus: Sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke at Guds udvalgte folk er ude i kulden, det er kun for en tid, siger Paulus for engang, når alle hedningerne er kommet til tro så skal hele Israel frelses. Måske er det præcis her, vi skal begynde ved hovedhjørne-stenen: Sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke for er det ikke også dit og mit eneste håb. Jeg mener, hvis Guds kærlighed er afhængig af, at du og jeg altid BÅDE siger ja, det skal jeg nok, OG bagefter gør det, vi har lovet at gøre fra det mindste til det største, som Guds betroede tjenere. Hvem af os kan da med god samvittighed uden at rødme stille os frem for alle her i kirken og sige, ja, det er lige mig. Hvis ikke det står til troende, at Gud er en Gud, der ikke fortryder sine nådegaver. Hvis det er dig og mig, der er forpagtere i Guds vingård, og det hele ene og alene kommer an på, at vi betaler vores forpagtningsafgift, af alt det vi har fået betroet, til tiden. Hvis spørgsmålet er: - om jeg hele livet har brugt min tid rigtigt - om jeg har brugt mine evner og kræfter til gavn for den svage, - om jeg har været rundhåndet nok i forhold til den rigdom, der tilfældigt er havnet i min turban 4

5 - om jeg har delt af al den kærlighed, som jeg ufortjent har fået fra alle dem, der elsker mig kort sagt, hvis spørgsmålet er, om mit livs selvangivelse eller slutopgørelse har nogen røde tal på bundlinjen ja, så tror jeg, vi alle ved, at så er der kun eet at håbe på, og det er, at Gud er en Gud, der ikke fortryder sine nådegaver. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke skal gøre alt, hvad vi kan og evner og magter. Men det betyder, at selv om jeg igen og igen og igen kommer til kort og falder i selv om jeg igen og igen og igen må erkende, at de gode intentioner og fortsætter holdt ikke. Så må jeg tro, at Gud er en Gud, der ikke fortryder sine nådegaver. Indtræffer dén selverkendelse så tror jeg også, der bliver tre skridt længere til at kaste den første sten eller kaste sig ud i nogen som helst former for hellig krig. For budskabet er ikke, at jeg skal kaste den første sten, men at hovedhjørnestenen, det urokkelige fundament, det er, at Gud er en Gud, der ikke fortryder sine nådegaver. Amen. 5