Sensitivitet - et problem eller en gave?

Transkript

1 Sensitivitet - et problem eller en gave? af Transformationskinesiolog og Livscoach Helle Bøving Mange mennesker - både voksne og børn - har nu til dags svært ved at trives i sammenhænge, Det betyder i praksis, at de hvor de er sammen med mange andre, hvor der stilles mange krav til dem på forskellig vis, hvor de skal opholde sig bestemte steder hvor der er et højt tempo, mange lyde, mange aktiviteter på én gang og lignende. undlader at deltage i arrangementer reagerer voldsomt udadtil finder et andet job skifter skole går i specialklasser holder sig hjemme og meget andet. Man kan forestille sig, at sensitive mennesker kan føle sig lidt mærkelige, sære, unormale, underlige osv. Ikke mindst fordi omgivelserne kan have svært ved at forstå, hvad der sker, og måske endda synes, at 'folk kan jo bare tage sig sammen' eller at 'folk er jo også så sarte' osv. Heldigvis er der i disse år stor opmærksomhed mod den efterhånden ret store gruppe mennesker, som man kalder 'særligt sensitive'. Det er efterhånden klart, at et stadigt voksende antal mennesker har et meget fintfølende sanseapparat, som gør, at de har brug for særligt tøj, særlig mad og særlige sammenhænge og omgivelser i det hele taget. En del læger ordinerer medicin til personer, der reagerer på omgivelserne på grund af deres sensitivitet. 'Sensitivitet' bliver således nærmest en diagnose, som bliver behandlet som sygdom, en slags defekt eller ikke-normalitet. Sensitive mennesker sættes dermed i bås med prædikater og diagnoser 'i panden', der uvilkårligt - og formentligt imod hensigten - gør dem til særtilfælde og stempler dem som ikke-normale i stedet for at anerkende dem og forstå deres reaktioner som sunde og værd at tage i betragtning. I hele denne sammenhæng er der brug for en anden, mere tidssvarende opfattelse af, hvad der foregår, så vi kan ændre vores måde at håndtere vores medmennesker på, når de reagerer uventet og forskelligt fra det, man selv er vant til og forventer. Et spørgsmål om udvikling At være sensitiv er faktisk en gave. Det bør ikke ses som en sygdom eller en 'fejl'. At være sensitiv er et særligt talent, at have en speciel evne - en ekstra fintfølende sans. Menneskenes sanser bliver stadigt mere forfinede, og vi udvikler os til stadighed, især på de subtile planer. Børn fødes med finere sanser end deres forældre, hvilket blot er et led i hele menneskehedens udvikling, og som derfor bør tages til efterretning ved at lære af det og fremme disse børns talenter i stedet for være

2 passive og forvente, at alle til stadighed kan tilpasse sig de eksisterende rammer og forhold. På trods af generelle hensigtserklæringer om 'inklusion', er de givne fysiske rammer i alle institutioner og sammenhænge ofte ikke-egnede til sensitive mennesker. Så man bliver nødt til at visitere 'de sarte' ind i særlige ordninger, hvor de kan være, så flertallet kan komme videre. I virkeligheden er det rammen og omstændighederne for flertallet, der er uhensigtsmæssige. Den sensitive person reagerer sundt og viser faktisk blot, at 'der er noget galt i Danmark...'. At se med andre øjne Vi kan alle lære af sensitive menneskers reaktioner. De reagerer sundere end os andre, fordi de netop ikke filtrerer så meget fra. De er med andre ord ikke 'bedøvede' og tilpassede. Deres sanseapparat er yderst veludviklet og forfinet og opfanger alt i omverdenen - også andres dybe smerte eller indre frustrationer. Når et sensitivt menneske mistrives i en sammenhæng, er det ikke vedkommende, der er 'noget galt med'. Det er 'sammenhængen', som er betænkelig (det være sig en skoleklasse, en daginstitution, et arrangement, et job eller andre ting), og det er 'sammenhængen', der bør kigges efter i sømmene og evt. rettes til, så der er plads til alle slags mennesker. Når en sensitiv person reagerer, kan det være et udtryk for, at nogen eller noget omkring dem ikke er i balance. Det er almindeligt, at et sensitivt barn i fx 1. klasse slet ikke kan modtage undervisning, fordi han eller hun bliver forstyrret af, at så mange af de andre børn måske ikke trives. Opmærksomheden går altså fra undervisningen over imod en kammerat eller andet, der synes vigtigere, for hvem kan sidde andres smerte eller tristhed overhørig? Ikke det sensitive barn! Vi har altså at gøre med mennesker, der har en særlig evne og ikke en manglende evne, men derimod stor empati og en skærpet sans for helheden. Deres sansesystem opfatter de finere vibrationer mennesker imellem, så de vil fornemme den mindste irritation, misstemning eller ubalance - og dermed er der selvsagt tusindvis af indtryk, som andre måske ikke opfatter eller måske helt spontant ignorerer, men som et sensitivt menneske sanser og uvægerligt 'tager ind'. Vi bør forstå og respektere dette talent og lade det være en gave for hele flokken! Forfinelse på alle planer At mennesker bliver stadigt mere sensitive er således et faktum, som vi må anerkende og forstå. Vi må forstå, at alt i Universet forandrer sig og bliver finere og finere i strukturen og energien. Tænk på udviklingen af nanoteknologi, mikrofibre, mikrochips, IT, internet osv. Al den forskning og udvikling, der foregår på de finere og mere subtile planer, er til gavn for alle de øvrige planer - og menneskets udvikling er på samme måde. Ser vi hundrede år tilbage, var hverdagen i sig selv af en meget grovere struktur. Der blev arbejdet hårdt for blot at få brød på bordet, livet var en daglig kamp, og der var ikke plads til finere sansestrukturer. Kunne man ikke 'tåle mosten', klarede man det simpelthen ikke. Dødeligheden var høj, og kun de stærkeste kom igennem. Nu til dags har vi - i hvert fald på vore breddegrader - en helt anden hverdag, hvor der er plads til de finere sanser og strukturer. Der er mad nok, der er varme og tag over hovedet. Livet er ikke så barskt, og det er muligt at overleve, selvom man ikke er fysisk stor og stærk. De basale behov er stort set opfyldt, så der er

3 mulighed for og plads til opmærksomhed imod de finere strukturer og de finere sanser. Derfor kommer disse temaer frem, og derfor må vi tage os af dem. Livet er som en skoledag. Man kan sammenligne livet som sådant med en almindelig skoledag for et barn i de yngste klasser. Mindre børn kan som bekendt ikke koncentrere sig alt for længe ad gangen, så en skoledag må nødvendigvis, for at give barnet og læringen de bedste vilkår, rumme en masse forskellige parametre, faktisk lige som livet selv - lidt forenklet sagt. Mange lærere i de yngste skoleklasser fortæller netop om hverdagens udfordringer med mange børn på forholdsvis lidt plads, hvor der selvfølgelig både skal foregå læring, socialisering, leg, stimulering samtidig med, at hver enkelt elevs naturlige, sunde behov for at blive set, anerkendt og forstået skal imødekommes. Ligesom i menneskelivet som det nu er. Og der er både i skoleklassen og i menneskelivet brug for opfyldelse af bestemte parametre for at opnå en god kvalitet: Såvel de fysiske, praktiske rammer som de mennesker, der udfylder dem, må give plads til, at... der er en tid til at tie - en tid til at tale der er en tid til at tage ind (lytte) - en tid til at sende ud (handle) der er en tid til at være i ro - en tid til bevægelse der er en tid til at se - en tid til at blive set der er en tid til fordybelse - en tid til fuld fart der er en tid til at hvile - en tid til at være vågen. Mennesker - både børn og voksne, unge og gamle - fungerer bedst, hvis der er plads, tid og rum i vores liv til alle disse forskellige sider af tilværelsen - altså begge søjler. Vi har med tiden dog fået for vane at opdele, hvor noget skal foregå, og hvor ikke. I mange samfundsstrukturer (skoler, arbejdspladser, institutioner), som vi i bedste mening og ud fra bedste evne har opbygget, har vi glemt den ovenstående 'venstre søjle'. Eller man kan sige, vi har henlagt den til 'derhjemme'. Vi har altså vænnet os til, at vi ude blandt andre mennesker skal være udfarende, tale, gøre, handle osv. hele tiden, og at 'den venstre søjle' ikke hører til dér. Men det er en misforståelse og en vildfarelse, og her kommer 'det sensitive menneske' ind på scenen med en yderst berettiget og velplaceret reaktion: Dette er for meget! Her mangler noget! - og hvor har de ret! Energiudveksling og flow. Når mennesker trives i en sammenhæng, 'falder de i hak' med omgivelserne og finder en tilpas blanding af ro, inspiration og plads til udfoldelse og kreativitet, deres nysgerrighed pirres, og de både giver og tager imod. Med andre ord indgår de energimæssigt i et flow med andre og udveksler på alle planer, både positivt og negativt. Igennem denne energiudveksling vokser og udvikles alle parter sansemæssigt, bevidstheds- og erfaringsmæssigt, og vi kan tale om trivsel på alle måder. Når vi ikke trives, kan det skyldes, at det omtalte energiflow ikke findes. Et flow forudsætter nemlig både

4 ind- og udadrettet bevægelse og energistrøm. Er der for meget den ene vej, forsvinder energibevægelsen og balancen, og der bliver en ophobning, en ubalance, enten for lidt eller for meget. Der røg den trivsel! Man kan levende forestille sig, at et sensitivt menneske uvilkårligt bombarderes af sanseindtryk, så snart han eller hun træder ind på arbejdspladsen eller i skolen. Og ikke mindre når de bliver mødt af - om end velmenende - forventninger, spørgsmål, beskeder eller kommentarer fra omgivelserne. Fra en energimæssig synsvinkel er det en overvældende mængde sanseindtryk, der vælder frem imod denne persons energisystem, hvilket stiller store krav til vedkommendes integritet og robusthed. Og skolekammeraterne og kollegerne er jo som oftest velmenende og positive, så det er ikke dem, der i og for sig gør noget 'galt'. Men svært er det, når man er sensitiv. Der er forskel på børn og voksne i denne sammenhæng. De voksne har (en vis) råderet over deres eget liv og kan principielt vælge fra og vælge til. Vi kan finde et andet job, en anden klub, en anden skole, så snart vi ikke trives. Vi kan jo blive væk. Men børnene har ikke samme mulighed. De må rette ind og prøve at tilpasse sig, både af hensyn til skolen eller institutionen og til far og mor, for hvad ellers? Med det resultat, at de på kort tid føler sig som tabere, som 'forkerte' og som alt for sensible børn, der er mærkelige. Desværre kan disse børn kun slippe væk fra 'den store sammenhæng' igennem en diagnose (ADHD, 'oversensitiv' osv.), hvilket derfor ofte er en meget velkommen ting for både forældre, barnet og pædagogerne. Lad os lære... Mange lærere og pædagoger arbejder med disse sensitive børn, der er 'sluppet ud' til en anden og mere human sammenhæng, og fortæller, at børnene er præcis ligeså dygtige, kreative, kloge og sunde som andre børn, når først de er landet et sted, hvor begge 'søjler' er repræsenteret, og hvor de ikke føler sig under energimæssigt bombardement hele tiden. Når der findes tid til at være stille, tid til at fordybe sig, tid til at reflektere osv., og man ikke hele tiden bliver presset og overvældet af indtryk, vokser børnene, udvikles og opdager sider af sig selv, som før var gemt godt væk - bare for at overleve. Lad os lære af de sensitive mennesker, for vi trives jo alle sammen bedst i sammenhænge, hvor hele vores potentiale kommer i spil, og hele vores energisystem er i flow, fordi der er plads, tid og rum til både indtryk og udtryk, stilhed og larm, ro og bevægelse - men hver ting til sin tid! Helle Bøving, september 2014

5 Det er væsentligt for mig at behandle hele emnet med stor respekt og indlevelse. Jeg er sikker på, at alle disse mange fintfølende mennesker har noget at lære alle andre på jorden. Vi må lære af hinanden og forsøge at følge udviklingen med gensidig respekt og Dette er et forsøg på at dæmme op for den manglende forståelse for udviklingen af menneskeracen. Det er en nødvendig forfinelse, der sker af menneskenes sanser og følsomhed.