Indsatsen på børneområdet skal være sammenhængende og forebyggende

Transkript

1 Side 1 af 5 Indsatsen på børneområdet skal være sammenhængende og forebyggende En grundlæggende omlægning Dansk Socialrådgiverforening (DS) har i en arbejdsgruppe i 2014 arbejdet med, hvordan børneområdet bør udvikles, så børnene og familierne får en tidligere og bedre hjælp, og så forebyggelsen løftes op til et nyt niveau. Dette notat opsummerer nogle af de centrale konklusioner på gruppens arbejde. Kommunerne er i færd med en grundlæggende omlægning af arbejdet på børneog ungeområdet for at ændre og styrke det forebyggende arbejde. Omlægningen rummer faglig nytænkning og udviklingsarbejde, som skal integrere den sociale indsats med almenområdet. Nogle af de centrale overskrifter er et tæt samarbejde mellem børn- og ungesocialrådgivere og skoler og daginstitutioner en udvikling, DS har arbejdet for i flere år. Traditionelt er der lighedstegn mellem udsatte børn og foranstaltninger efter 52. Det udfordres af indsatser, der skal hjælpe børn og familier i deres normale livsarenaer. Samtidig drejes fokus til dels fra sociale og familiære problemstillinger til indsatser relateret til skolegang, læring og integration i civilsamfundet. Inddragelsen af forældrene og børnene ændres også i denne proces. Samtidig er børne- og ungeforvaltningerne underlagt et urimeligt stort sagspres og en stram økonomistyring, der både giver problemer med at fastholde kvaliteten i indsatsen og udtalte arbejdsmiljøproblemer. Dertil kommer et tiltagende bureaukrati på grund af usammenhængende kommunale systemer og en satsning på tunge administrative systemer. Der er behov for at se på børnearbejdet, hvis der skal være en kvalificeret udvikling af indsatsen og af det forebyggende arbejde. Det bør ses ud fra en investeringsstrategi, hvor der investeres for at effektivisere og kvalificere indsatsen og for at udvikle nye organisations- og arbejdsformer. Vilkårene for arbejdet skal være i orden Arbejdet med børnesagerne må omfatte et troværdigt samarbejde med såvel de voksne som børnene i sagerne. Det er afgørende, at der er mulighed for at tale med børnene i alle faser af arbejdet. Det skal prioriteres tidsmæssigt, også ud over de minimumskrav, lovgivningen stiller. Der skal så vidt muligt skabes konti-

2 Side 2 af 5 nuitet for børnene, og at arbejdet hænger sammen med gennemgående sagsbehandlere, så børn og forældre ikke hele tiden møder forskellige mennesker. Det forudsætter et sagstal, der gør det muligt at arbejde kvalificeret med sagerne. Der skal eksperimenteres med modeller for arbejdet med børnesagerne, der indebærer et lavt sagstal, for at sikre en forpligtende dialog med de mennesker, det drejer sig om. Færre sager giver mulighed for at komme ind tidligere og for at kunne sætte fleksibelt ind med andre og ofte mindre omfattende indsatser. Det kan også styrke opfølgningen i sagerne og sikre progressionen for familien og barnet og dermed mindske antallet af skift, sammenbrud og drop outs. Tættere opfølgning gør det også muligt løbende at tjekke iværksatte foranstaltninger, så man kan justere indsatsen løbende. Indførelsen af modeller, der er inspireret af den svenske Borås-model, er en radikal måde at lægge om til en mere intensiv og fleksibel indsats. Det giver helt andre muligheder for at være tæt på familierne og børnene og for at følge op på indsatsen løbende. Det giver dermed også mulighed for at arbejde med kortere tidsrammer, fordi der er så tæt kontakt, at man kan handle, så snart der er behov for det. Tværsektoriel sammenhæng Der skal være et tværgående samarbejde i børnesagerne. Mange fagpersoner og instanser kan i dag arbejde sideløbende med en familie eller et barn uden tilstrækkelig koordinering. Der bør arbejdes tværfagligt i teams i forvaltningen, og samarbejdet med skoler, daginstitutioner og normalområdet skal udbygges generelt. Der bør kunne udpeges en koordinerende sagsbehandler i de tunge børnesager til at koordinere med andre forvaltninger, der arbejder med familien jobcenter, sundhedscenter, psykiatrien osv. I stedet for at se på snitflader skal man koncentrere sig om koordinering og samarbejde mellem forvaltninger og aktører. Fremskudt arbejde, tidligere og mere fleksibel indsats Socialrådgiverne bør i højere grad arbejde fremskudt, hvor forældrene, børnene og samarbejdspartnerne er. Arbejdet bør bl.a. foregå i familien, i daginstitutioner og i skoler, så man kan komme tidligere ind og hjælpe. Det åbner for en meget tidligere indsats, mens problemerne er små, og hvor løsningerne i højere grad kan udvikles og etableres der, hvor børnene lever i hverdagen. Dermed kan der også skabes fleksible indsatser, der kan kombinere muligheder fra socialsektoren, skolerne og daginstitutionerne. Skolesocialrådgivere og myndighedssocialrådgivere ude på skolerne skal arbejde helhedsorienteret og tværfagligt sammen med de faggrupper, der møder børnene i hverdagen. De kan tilbyde viden om et systematisk helhedsarbejde ift. barnet, 2

3 Side 3 af 5 juridisk indsigt og rutine med myndighedsarbejde samt erfaring med at være tovholder i komplicerede sager. Dertil komme fortrolighed med at arbejde med udsatte børn, når der er konflikter i sagerne. Socialrådgivere har erfaring for, hvornår og hvordan der bør underrettes til forvaltningen. Det vil kunne give bedre og tidligere underretninger, som vil kunne udarbejdes i samarbejde med lærere og pædagoger. Det vil også kunne gøre lette lærernes og pædagogernes samarbejde med forældrene lettere. Tilstedeværelsen på skolen vil gøre det hurtigere at få udtalelser fra skolen om børn man behøver ikke at vente på en skriftlig udtalelse, man kan tale om det direkte og tage referat af samtalen eller et foto af en planche med hovedpunkter. Inddragelsen af socialrådgivere i skoler og daginstitutioner gør det muligt at skabe en flerstrenget støtte til udsatte børn og unge, så de kan deltage bedre i undervisningen. Skolernes og institutionernes tilbud skal suppleres med sociale tilbud, der kan støtte børnene og familierne. Fx i form af morgenvækning, støtte i hjemmet, økonomisk støtte, forældre- og familiekurser, lektiehjælp, børnehuse m.v. Der er ikke i dag forpligtende bestemmelser i lovgivningen om samarbejdet mellem socialforvaltning, skole og daginstitution. En del kommuner udvikler samarbejdet alligevel, men der er behov for at slå forpligtelsen til dette samarbejde fast, så alle kommuner kommer med. Der bør derfor gennemføres en lovændring, der kan sikre det også i kommuner, der ikke har taget handsken op. Indførelsen af SOS indebærer også væsentlige ændringer i rammerne for arbejdet med familierne. Det rykkes i højere grad ud i familierne, hvor der kan arbejdes løsningsfokuseret med direkte udredning og indsatser i den konkrete situation. Det kan dermed som i Borås-modellen medføre en hurtigere udvikling i arbejdet med en tættere opfølgning og kortere tidshorisonter for de enkelte skridt. De vedtagne ændringer i 11 giver bedre muligheder for at sætte ind med forebyggende tiltag. Det giver mulighed for at skabe kontakt mellem forældre og kommunen og for at iværksætte mindre omfattende indsatser, som man kan trappe op med en 50-undersøgelse og foranstaltninger efter 52, hvis der er behov for det. Indsatser efter 11 bør kunne forlægges ud til skoler og daginstitutioner, og man bør eksperimentere med at flytte økonomi og myndighed med ud, så det bliver så let som muligt at handle i de arenaer, hvor børnene og forældrene lever. Et fremskudt socialt arbejde begrænses ikke til skoler og institutioner. Der er også et stort behov for at udvikle en forstærket indsats ift. civilsamfundet og den frivillige sektor. I boligområder med sociale problemer, ift. foreninger og idrætsklubber og overfor arbejdsgivere, som kan hjælpe med at skaffe praktikpladser og job til unge. Hele denne side af det fremskudte, forebyggende arbejde bør udbygges meget, fordi det rummer store muligheder. Det er en central udfordring i den kommende tid at gøre det til en del af det forebyggende arbejde for børn og unge. 3

4 Side 4 af 5 Nye muligheder og roller Forældrene og børnene kan andet og mere, når de mødes i de rammer, de kender og færdes i i hverdagen. Det er en vigtig kvalitet ved at arbejde mere fremskudt. Både forældrene og børnene er mere på hjemmebane og kan få en anden rolle, hvor de mere er med til at afdække forholdene og til at finde løsninger, som er mindre stigmatiserende, end sociale indsatser kan være. Det bliver også muligt at sætte ind på tidspunkter, hvor alle parter er parate til at handle og motiverede for det. Når man flytter arbejdet op i forvaltningen og eventuelt må arbejde længe med undersøgelse og beslutning, så kan momentum forsvinde for de andre parter. Hurtig indsats i skole og daginstitution modvirker også, at forvaltningen opleves som træg og fjern. Hele udviklingen medfører en ændring af opgaver og roller for børnesocialrådgiverne. Forvaltningsarbejdet udvikler sig nogle steder med stigende krav til dokumentation og skriftlighed og med anvendelsen af korttids indsatser, som leveres af andre aktører. Samtidig kommer andre børnesocialrådgivere til at arbejde mere konsultativt eller direkte løsningsfokuseret sammen med familien. I et vist omfang væk fra kontoret og skærmen. Udviklingen skaber således et opbud i de traditionelle roller og forventninger for både myndighedssocialrådgiverne og for socialrådgivere i andre funktioner i børnearbejdet uden for forvaltningerne. Bureaukratiet bremser Det kommunale bureaukrati i børnesagerne bremser og besværliggør arbejdet med børnesagerne. Mange steder har kommunerne selv skabt et bureaukrati med uhensigtsmæssige organisationsformer, procedurer og kontrolforanstaltninger. Bureaukratiet må reduceres, så der bliver plads til et fagligt arbejde, hvor socialrådgiverne kan sikre kvalitet i sagerne ved at myndighedsudøvelse og beslutninger foregår i et tæt samspil med børn, forældre og netværk. Serviceloven og centralt besluttede initiativer øger også bureaukratiet. Fx kan man spørge, om de store tidsmæssige og økonomiske investeringer i ICS og DUBU giver en gevinst, der står mål med omkostningerne. Der er derfor behov for en national evaluering af, om DUBU har ført til reel aflastning i sagsbehandlingen eller om det medfører en overdreven skriftlighed og dokumentation. Udviklingen har medført, at myndighedssocialrådgiverne på børneområdet højst bruger 20 % af deres tid på kontakt til forældrene og børnene, mens mere end 80 % går til administration, interne møder mv. Dette forhold må ændres afgørende, så højst halvdelen af tiden går til administrativt arbejde, møder og andre opgaver, som ikke er rettet direkte mod forældrene og børnene, og så den anden halvdel kan frigøres til kontakt til dem. Opgaven ligger i høj grad i den enkelte kommune, der må fjerne murene mellem forvaltningerne og reducere egne reguleringer og proceskrav. Herunder tunge visitationsprocedurer, der skaber større krav om skriftlighed og mere omfattende undersøgelser, fordi det kan være en forudsætning for at få en indstilling gennem visitationen. 4

5 Side 5 af 5 I serviceloven må det overvejes, om man uden at sætte faglighed eller borgernes retssikkerhed over styr kan gå videre med forenklinger og justeringer i regelgrundlaget. Men bør således overveje, om det skal være muligt i nogle situationer at bevilge kontaktpersoner uden en forudgående 50-undersøgelse. Man kan også overveje, om omfanget af undersøgelserne skal gradueres ift. problemtyngden i de enkelte sager. Endelig kan man overveje at sætte en grænse for, hvor lange 50- undersøgelser skal være man kunne fx sætte en grænse på højst 10 sider. Uddannelse for børnesocialrådgiverne Børne- og ungeområdet stiller ikke eksplicitte uddannelseskrav til sagsbehandlerne. Der er et nogenlunde sammenhængende efter- og videreuddannelsessystem med kurser, diplom- og masteruddannelse, men det står kommunerne frit for at bruge det. Derfor er der mange steder en svag eller usystematisk uddannelsestradition, og det uddannelsesløft, som har været ambitionen, er slet ikke nået. De allerfleste kommuner har heller ikke en politik for, hvordan de skal nå dertil. Derfor er der behov for, at kommunerne forpligtes til at sikre efter- og videreuddannelse til børnesagsbehandlerne. Det bør ske ved, at de efter 2 år i jobbet får ret til at tage diplomuddannelsen på børne- og familieområdet. Samtidig skal uddannelsen udvikles med en arbejdspladsrettet model, så alle sagsbehandlere i en kommune kan tage hele uddannelsen eller moduler fra den i et sammenhængende forløb på arbejdspladsen. Det bør kombineres med systematisk jobrotation. 5