Diversificering af økonomierne.

Transkript

1 ANALYSE Juni 2009 Diversificering af økonomierne. Hvor er Golflandene på vej hen? Martin Hvidt Staterne i Mellemøsten og ikke mindst Golf-staterne er kendt for at have en meget betydelig statslig dominans i økonomien. En ofte citeret grund hertil er, at de mellemøstlige stater kom sent i gang med deres udvikling, og at det derfor blev statens opgave, som det skete i så mange andre nyligt afkoloniserede stater, at mobilisere menneskelige og økonomiske ressourcer i forsøget på at trække landene ud af tilbageståenheden, bygge en diversificeret økonomi, sørge for en samfundsmæssig fordeling af indkomster og rigdom og ikke mindst, at mindske forskellen mellem dem og den industrialiserede verden. Denne artikel tager et nærmere kig på de foreliggende udviklingsplaner for de seks Golf-lande: Bahrain, Kuwait, Oman, Qatar, Saudi Arabien og UAE for at se, hvordan de forhold sig til spørgsmålet om statens engagement i økonomierne.

2 Martin Hvidt: Diversificering af økonomierne. Hvor er Golf-landene på vej hen? 2 Det blev altså staten og ikke markedet eller den private sektor der blev den væsentligste drivkraft i landenes udvikling. Og fordi det var staten, der foretog de væsentligste investeringer i de produktive erhverv, så kom de med tiden også til at stå med kontrollen over væsentlige dele af produktionsapparatet. I Golf-landene er billedet typisk det, at den private sektor virker inden for handels- og servicefagene, mens staten ejer og driver industrier samt alle større produktive virksomheder. En yderligere grund til at staten fortsat spiller en så betydelig rolle i Golflandene er den neo-patrimoniale styreform. Traditionelt var samfundene karakteriseret af patron klient-forhold, dvs. forhold, hvor folk med status eller penge (patronen) hjalp klienten (fx beduinen eller bonden) med at dække større udgifter til fx bryllupper, begravelser eller hospitalsindlæggelser. Modydelsen fra klientens side var udover tilbagebetaling af lånet også ubetinget loyalitet mod patronen. Disse patrimoniale bånd blev forstærket med oliens fremkomst. Hermed fik sheikerne med et slag råderum over enorme summer. Sheikerne kunne nu fordele midler i samfundet ved at stille arbejdspladser til rådighed i den offentlige sektor, give de store handelshuse kontrakter på alt fra maling af paladserne til bygning af lufthavne, uddele jordbesiddelser osv. Denne ruling barganing betød, at sheiken eller staten sørgede for at statsborgerne klarede sig økonomisk gennem fordeling af oliepengene. Borgerne derimod holdt sig i al væsentlighed fra at kræve indflydelse på samfundsmæssige beslutninger. Bl.a. af disse grunde hævder Richard og Waterbury (2008:180), at der i Mellemøsten er an acceptance of a high concentration of power economic, administrative, and military and as such the legitimacy of an interventionist state has long been widely accepted in the Middle East. Alt i alt betød det, at den offentlige sektor ved indgangen til dette årtusind, fortsat dominerede de fleste økonomier i den mellemøstlige region betydeligt mere end i andre lav- og mellemindkomst lande i verden (Henry og Springborg, 2001:6)

3 Martin Hvidt: Diversificering af økonomierne. Hvor er Golf-landene på vej hen? 3 Synet på staten og markedet Alle statslige udviklingsplaner afspejler de ideologier og den globale økonomiske situation, der gør sig gældende på det tidspunkt, planen skrives. På den vis er der ikke noget overraskende i, at alle de planer, de seks GCC lande har udarbejdet over de sidste år, udstråler en høj grad af økonomisk optimisme nemlig pga. de høje oliepriser, selv efter finanskrisen, og en stærk udviklingsorientering, dvs. et fokus på at anvende indtjente oliepenge til at skabe økonomisk indtægter i fremtiden. Endvidere afspejler planerne, at vi lever i en tidsalder, der er stærkt præget af neoliberalistisk ideologi og intensiveret globalisering. Der er dog betydelige forskelle mellem landenes udviklingsplaner. I forhold til synes på stat-marked-spørgsmålet vil jeg opdele landene i tre grupper. Bahrain og Oman Bahrain og Oman er eksplicitte i deres målsætninger om, at markedet og den private sektor skal overtage den ledende rolle i samfundenes økonomi. I Bahrains Vision 2030 skrives der bl.a. følgende: A considerable share of the country s growth over the last two decades was driven by the public sector. This model is running out of steam, as government finances become tighter and competition increases in a global economy. By 2030, the private sector should be able to drive economic growth in Bahrain independently (Govt. of Bahrain, 2008:10). For begge lande gælder det, at deres oliereserver har været små, og at de hastigt nærmer sig den dag, hvor de løber ud. Derfor er det altafgørende for disse lande at etablere en økonomi, der kan understøtte samfundene, når dette sker. Deres strategi er at diversificere økonomierne, dvs. at etablere en produktionsstruktur, der spreder indtægterne ud på en bred vifte af aktiviteter, fx service erhverv, turisme, transport, handel, havnedrift osv. Bahrain har fx gennem mere end 20 år arbejdet hårdt på at gøre sig til regionens finanscenter.

4 Martin Hvidt: Diversificering af økonomierne. Hvor er Golf-landene på vej hen? 4 Begge lande oplister endvidere det mål at gøre deres egne borgere til den foretrukne arbejdskraft. Det kan lyde lidt mærkelig, men skal forstås sådan, at bahrainier og omanier ikke i dag er den foretrukne arbejdskraft til de jobs, der eksisterer i landenes private sektor. Målet er at udvikle økonomien i en retning, hvor der skabes jobs, der er videnstunge, og som dermed afstedkommer en højere løn. I det nuværende lavtløns-arbejdsmarked, som præger den private sektor, hverken kan eller vil bahrainier eller omanier konkurrere med immigrantarbejdere fra fx Indien. Som en naturlig udløber af denne strategi, planlægge de to lande at satse stort på uddannelse og sundhed. Som nævnt satser disse to lande på en styrkelse af den private sektor for dermed at gøre dem til drivkraften i landenes økonomi i fremtiden. Statens rolle skal dermed b grænses i den forstand, at staten trækker sig ud af egentlig produktion. Oman planlægger som det eneste af de seks lande direkte at privatisere statslige virksomheder. Kuwait, Qatar og UAE Kuwait, Qatar og UAE signalerer i deres udviklingsplaner ingen hast med at diversificere og introducere markedsmekanismen. De tre lande besidder omfattende olie- og gasreserver og har derfor god tid til at diversificere deres produktion. Qatar, der har gasreserver til ca. 200 år vurderet i forhold til dets nuværende produktion, skriver direkte, at man ønsker en langsom diversificerings proces. Fokus lægges på en god styring af økonomien, så den hverken overophedes (og skaber inflation) eller nedkøles unødvendigt. Endvidere er deres højeste prioritet den bedst mulige forvaltning af olie- og gasreserverne. Saudi Arabien Saudi Arabien placerer sig midt i mellem de to grupper af lande. På den ene side råder landet over omkring 25 procent af verdens kendte oliereserver og er således sikret gode indtægter over de næste 100 år eller mere. På den anden side oplever landet med dets næsten 23 millioner statsborgere en desperat mangel på jobs. P.t. skal der skabes omkring jobs årligt for blot at følge

5 Martin Hvidt: Diversificering af økonomierne. Hvor er Golf-landene på vej hen? 5 med det antal unge, der kommer ud på arbejdsmarkedet. Endvidere kan den statslige sektor, som på Bahrain, ikke fortsætte med at ansætte de unge mennesker og har ikke råd til at holde et vidtforgrenet velfærdssamfund udspændt under hele befolkningen. Så derfor er Saudi Arabien tvunget til at diversificere og satse på den private sektor i forhold at skabe indtægter og lave jobs. De fire sidstnævnte lande satser alle betydelige ressourcer på at etablere infrastruktur og skabe world class uddannelses- og sundhedssystemer. Diversificering uden privatisering Endvidere er det bemærkelsesværdig, at disse lande fastholder, at udviklingen skal være statsstyret. Den private sektor skal selvfølgelig vokse og skabe arbejdspladser, men udviklingsplanerne lader ingen tvivl om, at staten fortsat ses som den ledende kraft i udviklingen. Man kan således tale om en særegen type udvikling, som man kunne kalde diversificering uden privatisering. Udfordringen for disse lande er således, hvordan man skaber den dynamik, som et privat ejerskab forventes at give, nemlig øget konkurrence, bedre produkter og indtjeningen? Svaret er at give de statsligt ejede selskaber en markedsorientering, hvilket er en model som Dubai har benyttet sig flittigt af. Her har staten givet statsejede selskaber et opstarts-beløb (ofte i mange-million-klassen) med derefter ladet dem bevise deres værd. På den vis fungerer selskaberne efter almindelige markedsprincipper, og ledelsen kan sidestilles med lederne i et aktieselskab. Men skal det virke, må det samtidigt betyde, at staten ikke griber ind med fx statslige tilskud, gældsafskrivninger osv. Afslutning Denne korte gennemgang af de nugældende udviklingsplane for de seks GCC lande har vist et interessant mønster, nemlig at den dominerende neoliberalistiske fritmarkedsdoktrin ikke ideologisk er slået igennem i Golf-landene. De olierige lande planlægger deres udvikling over de næste år med baggrund i et fortsat højt statsligt engagement i produktionen. Kun de to lande, der har

6 Martin Hvidt: Diversificering af økonomierne. Hvor er Golf-landene på vej hen? 6 meget begrænsede olie- og gasreserver nemlig Bahrain og Oman, satser hårdt på den private sektor. Der er med andre ord ikke udsigt til, at staten kommer til at varetage en mere tilbagetrukket rolle i Golf-landene. Referencer Bains, Elizabeth 2009a. Controlling Qatar's pace of change. Special Report Qatar. MEED. Thursday, 02 April 2009(http): Visited 27 April Bains, Elizabeth 2009b. Qatar implementing national vision. MEED. Wed, 09 Sep 2009(http): Visited 27 April Crystal, Jill (2007). Kuwait. In D.E. Long, B. Reich, and M. Gasiorowski (Eds.), The Government and politics of the Middle East and North Africa, Boulder Colo: Westview press Global Kuwait Develoment Plan: Kuwait approves US$125bn Development Plan. Global Investment House. 20 January 2010 ( Visited 17 May Govt. of Bahrain (2008). Our Vision. The Economic Vision 2030 for Bahrain. Manama: Bahrain Economic Development Board. Govt. of UAE (2010). UAE Vision 2021: United in Ambition and Determination. Abu Dhabi: Governement of United Arab Emirates, English.pdf. Downloaded 27. april GSDP (2008). Qatar National Vision Doha: General Secretariat For Development Planning. Hancock, Melissa Planning drives Oman's economic growth. MEED. Thu, 18 September 2008: Visited 27 April Henry, Clement M. and Robert Springborg (2001). Globalization and the Politics of Economic Development in the Middle East. Cambridge: Cambridge University Press.

7 Martin Hvidt: Diversificering af økonomierne. Hvor er Golf-landene på vej hen? 7 Hvidt, Martin The Dubai Model: An outline of key development-process elements in Dubai. International Journal of Middle East Studies. 41(3): Hvidt, Martin (2010). Economic Reforms in the Arab Gulf countries. Lip service or actual implementation? In M. Lengrenzi, and B. Momani (Eds.), Geoeconomics of the Arab Gulf Forthcoming. Hvidt, Martin Public - Private Ties and their Contribution to Development: The case of Dubai. Middle Eastern Studies. 43(4): Martin, Matthew Delivering Manama's economic vision. MEED. Thursday, 29 October 2009: Visited 27 April MONE Development Strategy: Second Long Term Development Strategy ( ). Sultanate of Oman. Ministry of National Economy. 6 May 2010). Niblock, Tim and Monica Malik (2007). The Political Economy of Saudi Arabia. London: Routledge. Owen, Roger and Sevket Pamuk (1998). A History of Middle East Economies in the Twentieth Century. Cambridge, Mass.: Harvard University Press. Richards, Alan and John Waterbury (2008). A Political Economy of the Middle East. Boulder. Colorado: Westview Press. Emneord: diversificering, Golfen, økonomi neoliberalisme Geografi: Golf landene Anslag: