Forældresamarbejde i vuggestuen

Transkript

1 Forældresamarbejde i vuggestuen Bachelorprojekt Professionshøjskolen UCC, Nordsjælland Pædagoguddannelsen Julie Marie Hansen nor13063 Agnete Kappelgaard Vingum nor13057 Martina Simon Kuhlmann nor13031 Vejleder: Lone Zacho Dato: Antal anslag:

2 Indholdsfortegnelse Indledning og problemfelt... 4 Problemformulering... 5 Læseguide hvad kan læseren forvente?... 6 Metodeovervejelser... 8 Præsentation af inddraget teori Giddens det senmoderne samfund Lars Dencik Dobbeltsocialisering Broström tilknytningspersoner Habermas Forvaltningsteori De 3 P er Lis Møller Bourdieu habitus Diskurser Præsentation af bearbejdet empirisk materiale Primær empiri Interview med GP (BILAG 3) Interview med KP (BILAG 4) Interview med EP (BILAG 5) Praksisfortælling fra Vuggestue Sekundær empiri Daginstitutionens betydning for børns udvikling, forskningsrapport (Link 1) Succes afhænger af jer selv, artikel fra Børn og unge, BUPL (Link 2) Analyse til belysning af problemstillingen Forældresamarbejde i samfundsperspektiv Barndommens gade i institutionen Ansvar, opdragelse og udvikling Tilknytningspersoner De 3 P er; personlig, professionel og privat Habitus i praksis Diskursers påvirkning Barnet videre frem Side 2 af 58

3 pædagogisk handlen og professionsudøvelse i relation til problemformuleringen Det senmoderne samfund Lovgivning dagtilbudsloven Fra familieliv til institutionsliv Pædagogens professionelle rolle Vigtigheden i den gode tone i samarbejdet med forældrene Barnets udvikling, trivsel og læring Konklusion Referenceliste Bøger Links Link Link Link Link Bilag BILAG 1 Serviceloven 4 og 8 stk BILAG 2 interviewguide BILAG 3 Transskriberet interview med pædagog fra Græsted BILAG 4 Transskriberet interview med pædagog fra Kvistgård BILAG 5 Transskriberet interview med pædagog fra Espergærde Side 3 af 58

4 Indledning og problemfelt Daginstitution og forældre har begge et ansvar, for at skabe et konstruktivt og ansvarsfuldt samarbejde omkring barnets trivsel, udvikling og læring, men hvad indebærer dette og hvilke faktorer spiller ind på forældresamarbejdet? I det senmoderne samfund, har vi som pædagoger et større ansvar, for at socialisere børnene ind i samfundets normer og værdier, da børn i dag bliver dobbeltsocialiserede. Dette skyldes, at kvinderne igennem de sidste fem årtier, har gjort deres indtog på arbejdsmarkedet. Udviklingen har medført, at barndommens gade, det sted barnet tilbringer størstedelen af sin barndom, som førhen blev betragtet som gården, gaden og hjemmet, i dag er rykket ind i institutionerne. Samfundet har dermed overtaget en række af de funktioner, der tidligere lå i familien. Danmarks Statistik udkom i 2011, med en statistik der viste at 86 % af børnene i Danmark i 2010, startede i institution som 1årige (Link 3). Ydermere brugte et gennemsnitligt barn i 1990 erne ca timer i daginstitutioner og skoler, hvorimod det i 1950 erne var timer. Dette er en tredobling i løbet af 40 år (Schou, mfl., red., 2012:52). Dette viser, at flere børn tilbringer størstedelen af dagligdagen i daginstitution. Så hvilken betydning har pasning i vuggestuen egentlig for børns udvikling og trivsel og hvor meget ansvar ligger på pædagogen i forhold til opdragelse og udvikling? Da barndommens gade er rykket ind i institutionerne, bliver pædagogerne en af barnets tilknytningspersoner. Dermed skal pædagogen i institutionen, sørge for at skabe trivsel, udvikling og læring for barnet, i et socialt samspil med forældrene. I takt med, at samfundet har udviklet sig og flere børn bliver passet i daginstitutioner, er der ligeledes sket en ændring i lovgivningen. Daginstitutionerne er gået fra, at være underlagt serviceloven fra 1998 (BILAG 1) til i 2007 at være underlagt dagtilbudsloven, som blandt andet nævner forældresamarbejde. I dagtilbudsloven paragraf 7 og paragraf 7 stk. 2 står beskrevet at: 7: Børn i dagtilbud skal have et fysisk, psykisk og æstetisk børnemiljø, som fremmer deres trivsel, sundhed, udvikling og læring (Link 4). 7, stk. 2: Dagtilbud skal i samarbejde med forældrene give børn omsorg og understøtte det enkelte barns alsidige udvikling og selvværd samt bidrage til, at børn får en god og tryg opvækst (Link 4). Dermed er der, med dagtilbudsloven, kommet et større fokus på forældresamarbejde. Det er nu et krav fra samfundets side, at pædagogerne i daginstitutionerne, skal arbejde med dette. Dagtilbudsloven henvender sig til de almene dagtilbud, herunder vuggestuer, hvorimod serviceloven fra 1998, henvendte sig til en mere bred målgruppe. Dermed er opmærksomheden på det pædagogiske arbejde i vuggestuen, kommet i fokus og dagtilbudsloven er derfor et positivt element, frem for serviceloven fra Hvilke krav stiller dette så til pædagogens daglige praksis og hvordan kan vi som pædagoger opnå et godt Side 4 af 58

5 forældresamarbejde? I dag kan forældrene, i samarbejdet med pædagogerne, både være kritiske og spørgende. Samtidig kan de stille krav til pædagogerne og deres daglige praksis. Dette medfører, at der kommer nogle andre krav til samarbejdet og til pædagogens faglighed, samt det at kunne indgå i dialog omkring barnet. Det er vigtigt, at man har en god dialog, pædagog og forældre imellem, da det er med til at skabe en fælles forståelse. Så hvilken betydning har dialogen i samarbejdet for barnets trivsel i vuggestuen? Opgaven tager afsæt i forældresamarbejdet i vuggestuen, da det er her forældrene og barnet møder institutionen for første gang. Det er ligeledes også her, at der skabes grobund for de videre relationer, barnet og forældre møder i det videre institutionsliv. Man skal, som pædagog, forholde sig til det enkelte barn i det pædagogiske arbejde. Så skal man dermed også forholde sig til den enkelte familie? For hvis det er vigtigt at forholde sig til barnets baggrund, skal man så ikke også forholde sig til forældrenes baggrund? Det er vigtigt, at pædagogerne giver udtryk for at de har brug for forældrene, for at give barnet de bedste muligheder for et godt institutionsliv. Men afhænger barnets trivsel af et godt samarbejde? Pædagogerne har, som professionelle, en viden om børn generelt, hvor forældrene har en ekspertviden om deres eget barn. Derfor er forældresamarbejdet et felt, hvor vi tilsammen skaber de bedste præmisser for barnets udvikling, trivsel og læring. Så hvad er dilemmaet i interaktionen mellem pædagog og forældre, og hvilken indflydelse har det på barnet? Vi er interesserede i, hvad vi som pædagoger kan gøre for at afdække hvilke faktorer, der spiller ind på dilemmaet pædagog og forældre imellem samt hvilken indflydelse det har på barnet. Problemformulering Hvilke faktorer har indflydelse på forældresamarbejdet i vuggestuen og hvilken betydning har det for barnets trivsel, udvikling og læring? Side 5 af 58

6 Læseguide hvad kan læseren forvente? Læseren kan forvente et omfangsrigt metodeafsnit, hvor vi forsøger at klargøre og afdække vores teoretiske og metodiske valg. Herefter kan læseren forvente et teoriafsnit, hvor der redegøres for 7 forskellige teorier, som vi benytter til at analysere vores empiri i analyseafsnittet. Ydermere kan læseren forvente at møde et empiriafsnit, som er opdelt i henholdsvis et primært- og sekundært afsnit. Det primære empiriafsnit indeholder præsentation af 3 interviews samt en praksisfortælling. Det sekundære empiriafsnit indeholder en præsentation af en forskningsrapport samt en artikel fra Børn og Unge BUPL. Efterfølgende vil læseren møde en analyse af de problemstillinger, der ligger bag ved problemformuleringen. Vi har valgt at opdele vores analyseafsnit i 8 mindre dele, med forskellige problemstillinger, som vi vil lave delkonklusioner på: Forældresamarbejde i samfundsperspektiv Vi vil i dette afsnit undersøge, hvordan den danske lovgivning har forandret sig i løbet af de sidste 10 år i forhold til forældresamarbejdet. Barndommens gade i institutionen Vi vil i dette afsnit undersøge, hvilken betydning det har at barndommens gade er rykket ind i institutionerne. Ansvar, opdragelse og udvikling I forbindelse med at barndommens gade er rykket ind i institutionerne, vil vi i dette afsnit undersøge, hvilket ansvar der ligger på pædagogen i forhold til forældresamarbejde samt opdragelse og udvikling. Tilknytningspersoner Vi vil med udgangspunkt i Stig Broströms påvisning om, at det er vigtigt med en tilknytningsperson, undersøge hvordan pædagogen forholder sig til det i praksis. De 3 P er; personlig, professionel og privat Vi vil i dette afsnit undersøge, hvordan man som pædagog navigerer imellem de 3 P er (personlig, professionel, privat) og hvilken betydning det har for pædagogens professionelle rolle i samarbejdet med forældrene. Habitus i praksis Vi vil i dette afsnit undersøge, hvilken betydning pædagogens habitus har for egen praksis. Diskursers påvirkning I dette afsnit vil vi undersøge hvilken indflydelse diskurser kan have på forældresamarbejdet og hvilken påvirkning det har på barnet. Side 6 af 58

7 Barnet videre frem I dette afsnit vil vi diskutere, hvordan barnets trivsel, udvikling og læring påvirkes af forældresamarbejdet på kort og på lang sigt. Efter analysen kan læseren forvente et afsnit om pædagogisk handlen og professionsudøvelse i forhold til problemformuleringen. Afsnittet udspringer af analysen og de delkonklusioner, vi er nået frem til. Afslutningsvis vil læseren møde en konklusion, som opsummerer opgavens centrale elementer og delkonklusioner. Side 7 af 58

8 Metodeovervejelser Vi har i denne opgave valgt følgende fremgangsmåde, til at besvare ovenstående problemformulering: Grundet vores fælles interesse for vuggestuebørn og deres trivsel, udvikling og læring har vi valgt, at fokusere på forældresamarbejdet i vuggestuen, i det senmoderne samfund. Hvilket skyldes, at forældresamarbejdet spiller en stor rolle, for at give barnet de bedste betingelser for at skabe trivsel, udvikling og læring. Derfor finder vi det relevant, at se nærmere på, hvilke faktorer der kan gøre sig gældende for forældresamarbejde i den pædagogiske praksis i vuggestuen. Grundet overgangen til det senmoderne samfund, har vi i vores indledning og problemfelt valgt, at redegøre for det politiske i forbindelse med forældresamarbejde i daginstitutionen. Ydermere har vi valgt, at inddrage sekundære kvantitative undersøgelser, i form af statistikker fra Danmarks statistik, for at belyse stigningen af antallet af børn i institutionerne. Endvidere har vi i opgaven valgt, at inddrage primær kvalitativ empiri i form af interviews og en praksisfortælling. Vi har foretaget 3 interviews, hvor interviewpersonerne alle er uddannede pædagoger. Hertil er de ansat i vuggestuer inden for normalområdet, med børn i alderen 0-3 år. Vores interviews udspringer af den samme interviewguide (BILAG 2), men da vi har valgt at lave semi-strukturerede interviews, vil der kunne forekomme forskelle i interviewene undervejs. Grunden til, at vi valgte, at foretage semi-strukturerede interviews, skyldes at vi ønsker at interviewet skal forløbe som en samtale. Her vil vi have mulighed for, at ændre på spørgsmålene undervejs, samt tilføje nye eller ændre på rækkefølgen, hvis vi bliver inspireret til dette af interviewpersonen. Vi er opmærksomme på, at vi er medskabere af svarene, idet vi har forberedt nogle spørgsmål, som vi forventer svar på. Hertil vil interviewene gøre opgaven mere virkelighedsreflekterende frem for virkelighedskonstaterende (Kvale, 1997: ). Vi har valgt, at foretage kvalitative interviews inspireret af den fænomenologisk videnskabsteoretiske position. Dette skyldes, at man inden for den fænomenologisk videnskabsteoretiske position, sætter fokus på individet subjektivt oplevede livsverden, som ofte tager udgangspunkt i hverdagen. Dermed vil det påvirke opgavens vinkel og udfald, da det giver et pædagogisk syn på forældresamarbejdet og de faktorer, der spiller ind. Ydermere giver interviewene opgaven en høj intern validitet, da det giver mulighed for at gå i dybden. Hertil er vi opmærksomme på, at interviewene giver opgaven en lav ekstern validitet, da vi ikke kan generalisere ud fra disse. Da interviewene giver opgaven en lav ekstern validitet, har vi valgt at inddrage sekundær kvantitativ empiri i form af statistikker samt en forskningsrapport fra SFI (Daginstitutionens betydning for børns udvikling). Hvilket er med til at højne opgavens eksterne validitet og generaliserbarhed. Dette peger opgaven i retning Side 8 af 58

9 af en positivistisk videnskabsteoretisk position, da denne position giver et objektivt billede af et givent emne. Ved inddragelse af henholdsvis både kvalitativt og kvantitativt empirisk materiale, ligger opgaven ikke længere inden for den fænomenologiske eller positivistiske videnskabsteoretiske position. Hvilket har været et bevidst valg, da vi ønsker at opgaven skal lægge sig op ad den hermeneutiske videnskabsteoretiske position. Dette skyldes, at man inden for den hermeneutiske videnskabsteoretiske position har fokus på, at fortolke subjektets oplevelse af dens livsverden, ved at sammenholde det med samtidens historie. Dette medfører, at man skal se individets forståelse i en større kontekst, hvor man fortolker delelementerne ved hjælp af helheden og omvendt. Dette er med til, at gøre den hermeneutiske videnskabsteoretiske position relevant for vores problemformulering, da vi ønsker at se på delelementernes (faktorernes betydning) for helheden (forældresamarbejdet i vuggestuen). Vores sekundære empiriafsnit indeholder forskningsrapporten Daginstitutionens betydning for børns udvikling (Link 1). Denne rapport har i vores opgave til formål, at belyse nogle forskellige faktorer, som er med til at fremme børnenes udvikling, trivsel og læring på kort og lang sigt, herunder blandt andet forældresamarbejdet. Hertil har vi valgt at inddrage artiklen Succes afhænger af jer selv fra Børn og Unge BUPL (Link 2). Denne artikel er i vores opgave med til at belyse, hvordan nogle eksperter (Charlotte Højholt, Iben Jensen, Dorthe Kousholt og Lisbeths Lenchler-Hübertz) forholder sig til forældresamarbejde. Ydermere vil vi sammenholde denne artikel med vores primære empiri, da vi finder det interessant at se på forskelle og/eller ligheder mellem praktiker og teoretiker. Problemformuleringen besvares ved, at analysere vores empiri ved hjælp af Anthony Giddens teori om det senmoderne samfund, Lars Denciks teori om dobbeltsocialisering, Stig Broströms teori om tilknytningspersoner, Jürgen Habermas forvaltningsteori, Lis Møllers teori om de 3 P er, Pierre Bourdieus teori om habitus samt teori om diskurser. Anthony Giddens er britisk professor i sociologi og ophavsmand til det senmoderne samfund. Denne teori vil vi benytte, til at belyse overgangen fra det traditionelle samfund til det senmoderne samfund, da samfundets udvikling har en betydning for pædagogiks praksis samt forældresamarbejdet. Den svenske professor i socialpsykologi Lars Dencik skriver om dobbeltsocialisering. Dette ønsker vi at benytte i opgaven, for at tydeliggøre de forskellige arenaer, barnet befinder sig i. Dette gør vi, for at understrege vigtigheden i, at der samarbejdes arenaerne imellem, for bedst muligt at understøtte barnets udvikling. Stig Broström er professor ved Institut for uddannelse og pædagogik (DPU) og vi har i denne opgave valgt at benytte hans teori om tilknytningspersoner. Dette skyldes, at tilknytningspersonen skaber grobund for Side 9 af 58

10 barnets tryghed, som åbner mulighed for trivsel, læring og udvikling. Den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas forvaltningsteori, skal i denne opgave belyse pædagogens rolle som forvalter af henholdsvis staten og barnet. Denne teori har vi valgt, at inddrage for at få et virkelighedsperspektiv på pædagogens praksis som forvalter af stat og barn. Man skal som pædagog være opmærksom på, at ens arbejde ikke udelukkende tager udgangspunkt i det ene eller det andet. Lis Møller er Cand. Mag. og uddannet i konfliktmægling, marte meo og psykoterapi. Vi har valgt, at inddrage hendes teori omkring de 3 P er, personlig, privat og professionel. Det gør vi, for at undersøge pædagogens bevidsthed om de forskellige roller i praksis. Dette skyldes, at man, som pædagog, skal være opmærksom på sin ageren i forhold til sin professionalitet, da det påvirker de omgivelser man befinder sig i. Hertil har vi valgt at benytte en model, som viser en oversigt over de 3 P er. Denne model er udarbejdet af Erik Jappe. Den franske sociolog og filosof Pierre Bourdieu skriver om habitus. Vi ønsker, at benytte begrebet om habitus, til at belyse hvilken betydning det har for henholdsvis pædagogens, forældrenes og barnets handlemåder og muligheder. Grunden til at vi har valgt, at inddrage denne teori, skyldes at habitus gør mennesket i stand til at orientere sig i dets omverden, samt at habitus kommer til udtryk gennem individets ageren. Vi har valgt, at inddrage teorien om diskurser, for at tydeliggøre måden, at vi som individer håndterer tilværelsen på sprogligt. Dette skyldes, at vi som pædagoger skal være opmærksomme på, at diskurser påvirker dine omgivelser, herunder også børn og forældre. Vi har i denne opgave benyttet os af den deduktive metode. Dette skyldes,at vi ud fra et genstandsfelt (forældresamarbejde i vuggestuen) har valgt teori, som kan belyse vores indsamlede empiri og derved komme frem til en konklusion, der kan besvare vores problemformulering. I forbindelse med vores opgave, har vi været begrænsede af tid og ressourcer. Hertil er vi opmærksomme på at det kunne have været gavnligt at have uddybende spørgeskemaundersøgelser, flere interviews, observationer eller selv have været ude og foretage et feltarbejde. Vi har afgrænset vores opgaves fokus i forhold til, at vi tager udgangspunkt i pædagogens rolle i forældresamarbejdet. Det kunne have været til fordel, at have forældres synspunkt med i opgaven, for at få en bredere forståelse og vi er opmærksomme på at dette kunne have forandret opgavens udfald. Ydermere er vi opmærksomme på, at vi igennem vores opgave kun tager udgangspunkt i et udpluk af de faktorer, som kan have betydning for forældresamarbejdet. Dette skyldes, at forældresamarbejdet i vuggestuen spænder vidt og dermed breder sig over mange forskellige begreber og handlemuligheder. Havde dette været muligt, ville det have været med til at højne opgaven og dens validitet. Side 10 af 58

11 Præsentation af inddraget teori Giddens det senmoderne samfund Giddens er ophavsmand til det senmoderne samfund. Det moderne samfund har en dynamisk karakter i modsætning til det traditionelle samfund. Alle individer handlede på baggrund af traditionerne i det traditionelle samfund og individets identitet og fremtid blev skabt på baggrund af traditionernes historie. Han skriver, at aftraditionalisering og individualisering er kendetegnet ved det senmoderne samfund. En del af de opgaver, der traditionelt lå i familien, pasning af børn dels også opdragelse, er nu overtaget af velfærdsstaten (Thorndal, 2004:56-57). Giddens er optaget af de ændringer, der er sket i forhold til det enkelte individs måder at tænke på. I det traditionelle samfund, var der en række traditioner, normer samt værdier, som var med til at styre individets forståelse af verdens og dets handlemuligheder. Ifølge Giddens hænger aftraditionaliseringen sammen med individualiseringen og dermed er traditionerne ikke længere bundne i det senmoderne samfund (Thorndal, 2004:62-63). Lars Dencik Dobbeltsocialisering Der er sket en udvikling i børnenes liv i forhold til, hvor de tilbringer størstedelen af deres tid. Denne udvikling har fundet sted fra 60 erne til nu, hvorfor den primære socialisering nu også finder sted i både institutionen og hjemmet og ikke kun i hjemmet som tidligere. Socialisering er en proces, der forløber gennem hele opvæksten, hvor barnet lærer at begå sig i det samfund, det vokser op i. Den primære socialisering skete i hjemmet, hvor familien stod for at lære barnet en række normer og værdier. I 1960 erne søgte kvinderne ud på arbejdsmarkedet, hvilket medførte et akut behov for børnepasning og i takt med at flere børn blev passet ude, kom der også flere institutioner til. Som vi kan se på vores førnævnte statistikker, er der sket et markant boom af børn i institutioner, hvilket markerer udviklingen. (Schou, red., 2012:42-43) Den sekundære socialisering fandt før 60 erne kun sted i skolen, men efter at kvinderne kom på arbejdsmarkedet, rykkede den langsomt mere og mere ind i institutionerne. Gennem børnenes sekundære socialisering, er de blot én blandt mange, og må derfor lære at indordne sig under institutionens regler, normer og værdier. (Schou, red., 2012:43) Dencik har beskrevet disse socialiseringsbegreber som en dobbeltsocialisering, hvor barnet opdrages og socialiseres i en kryds-socialisering. Familien står på den ene side og H1 = Barnet, H1f = Barnets far, H1m = Barnets mor, H2..n = Børnene I institutionen, P1..n = Personalet i institutionen Side 11 af 58

12 institutionen på den anden, som det ses i figur 3 (Schou, red., 2012:42). Barnet skaber en arena indenfor begge socialiseringer og disse arenaer betragter barnet forskelligt. I familien, hvor barnet er i centrum, ses barnet som unikt og uerstatteligt, og det opdrages derfor herefter. Modsat dette, er barnet i institutionen blot én blandt mange og barnet må derfor indrette sig herefter. I begge arenaer forekommer der en læring hos barnet (Schou, red., 2012:44-45). Broström tilknytningspersoner Barnets behov for tilknytning beskrives, ifølge Broström, som et grundlæggende behov for at indgå i følelsesmæssige relationer og være knyttet til én eller flere tryghedsskabende personer. Behovet opstår, både når barnet føler sig trygt og utrygt. Disse følelsesmæssige bånd, knyttes først og fremmest til forældrene, senere til pædagoger og så til en partner i voksenlivet (Broström, 2010:14). Ifølge Broström danner disse bånd et grundlæggende træk ved en sund, personlig og psykisk udvikling. Ydermere har alle individer et behov for en tilknytningsperson, da det giver tryghed og tilfredshed. Omvendt når denne tilknytningsperson ikke er til stede, vil det skabe usikkerhed og utryghed hos barnet (Broström, 2010:14-15). Et sådant billede genkender enhver pædagog (dagligt) i vuggestuen, hvilket bliver besvaret med, at pædagogen træder i de primære tilknytningspersoners sted og lader barnet møde den omsorg, der skal til for at dæmpe dets utryghed (Broström, 2010:15). Dermed skal tilknytningspersonen forsøge at skabe en tryghed og sikkerhed for barnet, uanset hvor det befinder sig, om det er i hjemmet, vuggestuen eller andre steder. Dette skyldes, at barnet derved opnår overskud, til at udforske den omgivende verden og Jo tryggere grundlag, jo mere "sikker base", der er udviklet, jo mere overskud har barnet til at involvere sig i udviklende aktiviteter væk fra mor og pædagog (Broström, 2010:15). Habermas Forvaltningsteori Habermas forvaltningsteori tager udgangspunkt i Max Webers forvaltningsteori. En forvaltning er, ifølge Weber: [ ]en offentlig institution, hvorigennem der udøves et rationelt herredømme over nogle bestemte mennesker med reference til loven som den højeste instans (Larsen i Aabro, 2009:206). Habermas opererer med system- og livsverden, da han ser forvaltningssystemet i forhold til livsverdenen. Livsverdenen beskrives, ifølge Habermas, som der, hvor individet lever sit liv. Det er her, individet udtrykker og udlever sine livsønsker og sine livsbehov (Larsen i Aabro, 2009:208). Ydermere forstås begrebet, som individets umiddelbare perspektiv på livet. Dette perspektiv er præget af sociale relationer i de institutioner, som individet befinder sig i. Dette betyder, at individet både befinder sig i sin livsverden, når det er i familien samt når det er i daginstitution (Larsen i Aabro, 2009:208). Side 12 af 58

13 Livsverdenen struktureres, ifølge Habermas, i højere grad af systemverdenen. Systemverdenen betegner han som det forvaltningsmæssige herredømme og de økonomiske vilkår, som finder sted i sociale relationer og institutioner. Ydermere skal man være opmærksom på, at systemverdenen ikke overtager livsverdenen. Habermas mener, at: Det umiddelbare liv kan blive et forvaltet liv frem for et levet liv (Larsen i Aabro, 2009:209). Hertil mener han, at man bør have for øje, at det forvaltningsmæssige skal være til stede, for at bevare det umiddelbare liv. Systemverdenen og livsverdenen er tilsammen med til at udgøre den pædagogiske praksis (Larsen i Aabro, 2009: 209). Han mener dertil, at det er op til pædagogen at formidle det forvaltningsmæssige videre til individet, så der opstår en balanceret vekselvirkning mellem livsverdenen og systemverdenen (Larsen i Aabro, 2009: ). De 3 P er Lis Møller Man skal, ifølge Lis Møller, ikke blande det private og det professionelle, men i praksis er dette forhold komplekst, da det er det samme menneske, der er tale om (Møller, 2014:187). Følelser er vigtige i den pædagogiske praksis, men følelserne må ikke blive private og ukontrollable. Gør de det, bliver barnet skræmt af at se den voksne ude af kontrol og dette kan medføre en oplevelse, der skaber utryghed hos barnet. At kunne kontrollere sine følelser, sker ikke bare af sig selv, det er noget der kan trænes og udvikles, som en del af den professionelles fagpersonlige identitet og udvikling. Når man forsøger, at adskille det professionelle og det private, bliver det ofte meget sort/hvidt, og der er ikke meget plads til nuancer og det situationsbestemte (Møller, 2014: ). Ifølge Lis Møller er det vigtigt, at vi kan være til stede, hvor vi er og forholde os til vores indre tilstande, da vi som mennesker, bliver berørte af andre menneskers liv. Udover at kunne forholde sig til sit indre, skal man samtidig være i stand til at rette opmærksomheden mod barnet (Møller, 2014:190). Det vigtigste i arbejdet med det professionelle og det private er, ifølge Lars Heslet, at være bevidst om, at den professionelle relation er asymmetrisk og at man har en opgave. Hertil mener han at det er den enes (barnets) behov og oplevelsesverden, der skal være centrum for begge parters opmærksomhed (Møller, 2014:190). At kunne adskille det professionelle og det private, handler oftest om adskillelse af faglighed og etik. For når man udelukkende handler som professionel, handler man primært ikke efter eget skøn eller holdninger, men i henhold til faglige anerkendende normer og standarder. Det personlige aspekt er en måde at få det menneskelige med i det professionelle arbejde. For at forstå begrebet person og personlighed, har vi enten en teoretisk- eller praksisforståelse. Dette tager vi med i det professionelle liv og herigennem forsøger vi, at forstå egen og andres professionelle praksis. Ydermere træder personlighed og empati frem her (Møller, 2014: ). Side 13 af 58

14 En måde at tydeliggøre betydningen af de 3 P er, er ved at tage udgangspunkt i denne model (Jappe, 2010:181): Bourdieu habitus Ifølge Bourdieu rummer en agent eller en gruppe af agenter forskellige kompetencer og ressourcer, som af deres omgivelser, anses for at være betydningsfulde. Kompetencerne og ressourcerne udtrykkes via agentens symbolske kapital, som indebærer summen af menneskets sociale, kulturelle og økonomiske kapital. Ydermere beskriver Bourdieu den symbolske kapital som værende kropsliggjort, da den udtrykkes gennem agentens habitus (Olesen, 2005:146). Betegnelsen for de kropsligt lagrede dispositioner, beskriver Bourdieu som habitusbegrebet, da det gør mennesket i stand til at orientere sig i dets omverden. Dette skyldes, at dispositionerne bygger på det levede liv samt de sociale erfaringer, som individet har gjort sig. Dispositionerne udtrykkes gennem de opfattelser og holdninger individet har om sig selv og omverdenen (Olesen, 2005:146). Kroppen udgør det sociale livs hukommelse og individets historie, som bygger på individets erfaringer, som det har gjort sig gennem dets ageren. Dette kommer til udtryk, som en indlejring i kroppen i form af reaktionsmønstre, følelser samt holdninger og meninger (Schou og Pedersen, red., 2012:91). Diskurser Diskurser er måder at håndtere verden og tilværelsen på sprogligt. Det er måden tingene bliver italesat på, de sandheder vi ofte indordner os under, uden egentlig at lægge mærke til det (Hansen, 2012:837). Måden pædagogen placerer individet i en bestemt rolle, gennem handlinger eller ord, har en effekt på individet. Dette skyldes, at dét vil påtage sig disse handlinger og ord (diskurser) og måske handle ud fra dem. Hvis pædagogen ikke reflekterer over egen praksis og dermed er opmærksom på sine egne handlinger, kan denne (diskurs) føre til en uønsket og negativ adfærd hos individet (Hansen, 2012:837). Side 14 af 58

15 Præsentation af bearbejdet empirisk materiale Primær empiri I dette afsnit, vil vi præsentere vores indsamlede empiri, som indebærer 3 interviews samt en praksisfortælling. De 3 interviewpersoner er uddannede pædagoger, og kommer fra integrerede institutioner i Nordsjælland. Pædagogen fra Græsted omtales som GP (BILAG 3), ligeledes omtales pædagogen fra Kvistgård som KP (BILAG 4) og pædagogen fra Espergærde som EP (BILAG 5). Praksisfortællingen tager udgangspunkt i en episode fra et praktikforløb. Grunden til, at vi har inddraget dette materiale, skyldes at vi ønsker at få et virkelighedsperspektiv på pædagogens rolle, i forhold til forældresamarbejdet i vuggestuen. Interview med GP (BILAG 3) GP fortæller, at hun har været uddannet siden Hun har hertil været ansat i vuggestuen i ca. 3 år. Hun mener, at der ligger en del af ansvaret på pædagogens skuldre i forbindelse med opdragelse og udvikling af børnene. Dette skyldes, at børnene tilbringer mange timer i institutionen. Ydermere mener hun, at det overordnede ansvar for opdragelse, ligger hos forældrene. GP udtaler, at det er vigtigt, at barnet har en primær tilknytningsperson, når det starter i vuggestuen. Ydermere mener hun, at barnet selv, når det er blevet trygt, bevæger sig over til andre pædagoger. Hertil fortæller hun, at det er en fælles opgave for alle at være tilknytningsperson for barnet. GP mener dog, at det er forældrenes opgave at være den primære tilknytningsperson i barnets liv, da institutionen altid vil være den sekundære. Grundet det senmoderne samfund, tilbringer børnene flere timer i institutionen. GP udtaler, at dette medfører flere krav til pædagogerne, da det ikke længere bare er pasning. Ifølge GP, har det altid været vigtigt, at have fokus på forældresamarbejdet, men hun mener dog ikke, at der er sket en ændring fra serviceloven, til da dagtilbudsloven trådte i kraft. Hertil mener hun, at det er noget af det allervigtigste, for hvis forældrene ikke føler sig trygge, gør barnet det heller ikke. For at opretholde det gode forældresamarbejde, mener GP, at der skal være fokus på den daglige dialog og hertil påpeger hun, at de typiske vanskeligheder ved forældresamarbejdet opstår ved den svære samtale. GP fortæller, at hvis forældrene trives og er trygge, så vil barnet have større forudsætning for at være tryg og dermed også udvikle sig og lære. Hun tilføjer hertil, at jo bedre barnet har det, jo bedre kan det tage imod og lære, så dermed har det meget at sige i forhold til indlæring. I vuggestuen er de meget opmærksomme på, at tale positivt om forældrene. Ydermere udtaler GP, at når der er nogle ting, som skal drøftes, om og med forældrene, bliver det altid gjort i en god tone. Ifølge GP, er det vigtigt, at kunne adskille det private og det professionelle. Hertil mener hun, at personligheden kommer til udtryk begge steder. Derudover mener hun, at ens habitus er med til at påvirke Side 15 af 58

16 den måde man agerer på i dagligdagen, både privat og professionelt. Men at man samtidig er nødt til at følge de regler, normer og værdier, der er i huset. Interview med KP (BILAG 4) KP blev uddannet pædagog for 30 år siden og har arbejdet i institutionen i ca. 10 år. Ifølge KP, er forældrene den allervigtigste samarbejdspartner, da de er eksperterne i barnets liv. KP fortæller, at der tildeles en primærpædagog til barnet og dets forældre, men at det ikke nødvendigvis er denne pædagog, der bliver den primære tilknytnings- og omsorgsperson, da det afhænger af kemien. Hertil udtaler KP, at nogle børn har mere behov for en tilknytningsperson i hverdagen end andre. KP mener, at der er kommet mange tiltag og krav til det pædagogiske arbejde i daginstitutionerne, i takt med ændringerne i det senmoderne samfund. Ydermere mener hun, at institutionerne er et serviceorgan, som forældrene vælger at benytte sig af, ud fra de værdier og den pædagogik, som de vægter højest. Hertil mener hun, at der er sket en ændring, fra serviceloven til dagtilbudsloven, da der er kommet flere skal-ting. KP giver udtryk for glæden ved forældresamarbejdet. Hun mener, at man skal være nysgerrig på, og møde hver enkelt familie med respekt og forståelse. KP fortæller, at forældresamarbejdet har en afgørende betydning, for barnets udvikling, trivsel og læring. Dette begrunder hun med, at barnets liv i institutionen skal sammenkædes med deres liv i hjemmet. Dette mener KP, kan gøres ved at omtale henholdsvis forældrene og institutionen i en god tone. Dette mener hun, skal gøres af begge parter. Ifølge KP, er dialogen det vigtigste redskab til et godt forældresamarbejde. Ydermere mener hun, at barnets trivsel i institutionen også påvirkes af forældrene, for hvis der er en negativ udvekslingstone giver det dårlige vibrationer og vil smitte af på barnet. Hertil udtaler KP, at man altid skal tale positivt om og til forældre, da hun mener, at ord giver virkelighed. For KP er det vigtigt, at tænke faglighed fra det øjeblik, hun træder ind ad døren i institutionen. Men samtidig er hun også en person, der lægger meget personlighed i sit arbejde. Hertil mener hun, at det private kun hører til i hjemmet. Ydermere mener KP, at man skal have øje for de normer, værdier og regelsæt, der hersker i institutionen, men at det kommer til udtryk gennem ens egen personlighed og habitus. Interview med EP (BILAG 5) EP blev uddannet pædagog i 1999 og har været ansat i vuggestuen i ca. 3 år. EP mener, at der ligger et stort ansvar på pædagogerne i forbindelse med opdragelse og udvikling af børnene, da de tilbringer mange af deres vågne timer i institionen. EP udtaler, at barnet ikke kun skal have én tilknytningsperson i institutionen, da man ikke kan være til stede hele tiden. Hertil påpeger hun, at det dog er vigtigt med en primærpædagog i starten, så indkøringen bliver Side 16 af 58

17 så tryg som mulig for barnet. Ifølge EP, har det senmorderne samfund en stor indflydelse, da man kan se at folk arbejder mere og mere. Institutioner bliver lukket rundt omkring og der kommer flere og flere børn. Derfor mener EP, at det kan blive burhønse-agtigt og dermed påvirke den nære relation til barnet. EP mener, at der på papiret er kommet et større fokus på forældresamarbejdet, i takt med skiftet fra serviceloven til dagtilbudsloven, men udtaler samtidig, at hun ikke kan mærke den store forskel, da de altid har haft stort fokus på forældresamarbejdet. Dette skyldes, ifølge EP, at det lige så meget er forældrene, der starter i institutionen, som børnene. EP fortæller, at det kan være vanskeligt i forbindelse med den svære samtale, at opretholde det gode forældresamarbejde. Ydermere mener hun, at forældresamarbejdet kan have en kæmpestor indflydelse på barnets trivsel, udvikling og læring. Hertil udtaler hun, at man som samarbejdspartnere skal støtte op om barnets udvikling. Dette skyldes, ifølge EP, at forældrenes trivsel og tryghed afspejler sig i barnets trivsel og tryghed i institionen. EP gør opmærksom på vigtigheden i, at der ikke tales grimt om forældrene, da børn også kan høre, tale og fortælle. Hun understeger hertil, at der i personalegruppen bliver talt i en positiv tone om forældrene. I forbindelse med dette, mener EP, at hvis der, rent hypotetisk, var en negativ tone omkring nogle forældre, ville det kunne sprede sig til resten af personalegruppen. Ifølge EP, skal man bevare den professionelle rolle overfor forældrene, da man ikke er venner/veninder med dem. Hertil udtaler hun, at man derimod, personalet imellem, godt må have kendskab til hinandens privatliv, da det gør, at man får en forståelse for hinanden som personer. Ydermere mener EP, at man ikke kan lade det personlige ligge derhjemme, da man er den man er. I forbindelse med dette, mener hun, at man indeholder lidt at alle 3 dele, da det er det, der gør én til den man er. Side 17 af 58

18 Praksisfortælling fra Vuggestue I Børnehuset Sommerfuglen, er Ludvig gennem en periode på næsten to uger, blevet bidt af Benjamin gentagne gange. Ludvigs mor og far er skilt og har Ludvig en uge ad gangen. Den første uge var Ludvig hos sin mor. Ludvigs mor udtrykte en bekymring for biddene, men håbede at det ville gå i sig selv den følgende uge, hvor Ludvig skulle være hos far. Tidlig mandag morgen kommer mor i institutionen med Ludvig, efter ugen hos far. Hun går igennem institutionen over til Påfuglestuen med Ludvig på armen. Pædagogen Anne, som er primærpædagog for Ludvig, møder dem med et godmorgen, og mor vrisser godmorgen tilbage. Anne spørger om weekenden har været god og mor siger: Ja, indtil jeg opdagede et nyt bid på Ludvigs inderlår. Han er jo fuldstændig blå! Jeg troede, at der ville komme styr på bidderiet. Jeg synes det er for meget, at jeg skal komme her med mit barn og være bange for at han bliver bidt, igen. Pædagogen Anne anerkender Ludvigs mors følelser og siger: Jeg kan godt forstå, at du er utryg ved situationen, og vi vil selvfølgelig være ekstra opmærksomme på Ludvig. Anne prøver, at berolige Ludvigs mor ved at give udtryk for, at de er opmærksomme på børnene hele tiden og at det er uheldigt, at det er Ludvig, der bliver bidt, næsten hver gang. Mor virker stadig utilfreds med situationen og siger vredt: Det håber jeg! Ellers må jeg jo gå til ledelsen med det!. Ludvigs mor vælger at afslutte samtalen ved at give Ludvig til Anne. Ludvig begynder at græde og vil ikke over til hende. Mor siger til Ludvig: Så Ludvig, nu skal mor på arbejde og vi ses jo senere!, Ludvig græder højere og smider armene over mod mor, men mor vælger at vinke til ham og forlade institutionen. Ludvig er ked af det den næste halve time, selvom Anne prøver at opmuntre ham. Pædagogen Birgit kommer ind på stuen og Ludvig løber hen til Birgit og det lykkedes hende at trøste ham efter 10 minutters tid. Ludvig er stadig mut i løbet af dagen og sover dårligt til middag. Da mor kommer for at hente, begynder Ludvig at græde højlydt og mor tager Ludvig op på armen, siger farvel og forlader institutionen. Side 18 af 58

19 Sekundær empiri I dette afsnit vil vi præsentere vores sekundære empiri, som består af uddrag fra en forskningsrapport samt en artikel fra BUPL. Forskningsrapporten, Daginstitutionens betydning for børns udvikling, (Link 1) stammer fra SFI og er inddraget i vores opgave for at diskutere, hvilken virkning daginstitutionen har på barnets udvikling, trivsel og læring. Artiklen, Succes afhænger af jer selv (Link 2), har vi valgt at inddrage, for at få nogle eksperters synsvinkler på forældresamarbejdet i daginstitutionen. Daginstitutionens betydning for børns udvikling, forskningsrapport (Link 1) Formålet med denne forskningsrapport er, at undersøge og beskrive vuggestuens og børnehavens betydning for børns udvikling, ud fra en række forskningsresultater. I undersøgelserne viste det, at børn der fik mulighed for offentligt pasning, fik bedre uddannelsesmæssige resultater, arbejdsmarkedsdeltagelse, indtjening samt mulighed for at stifte familie. Interaktionen mellem barn og voksen i daginstitutionen, er den mest betydningsfulde faktor for barnets intellektuelle udvikling. Dette skyldes, at interaktionen kan være med til at styrke barnets følelsesmæssige, sociale og kognitive færdigheder. Ydermere viste rapporten, at forældrenes involvering i daginstitutionen, var med til at forstærke den positive effekt på barnet. Dette betød også, at de lærerige lege i daginstitutionen, havde mulighed for at blive videreudviklet i hjemmet, ved hjælp af pædagogen. Ifølge rapporten, tyder det på, at jo bedre kontakt der er mellem forældre og institutionen, dvs. pædagogerne, jo bedre forudsætninger er der for at forstå barnet og dets udvikling. Dette skaber mulighed for, at støtte barnet optimalt. Rapporten konkluderer at barnet, med støtte fra pædagogen, gennem deres leg med jævnaldrende, afprøver de sociale roller og regler. Hvilket er med til, at socialisere barnet og gøre det parat, til at kunne indgå i samfundets sociale sammenhænge. Daginstitutionen er en oplagt arena for denne socialiseringsproces. Rapporten pointerer, at man ikke kan antage, at daginstitutioner pr. definition er et udviklingsrum, der understøtter barnets trivsel, udvikling og læring bedre end den pasning, barnet ellers ville modtage. I undersøgelser fandt man dog ud af, at erfaring ikke kan erstatte en grunduddannelse, idet uddannet personale er bedre til, at udføre pædagogisk praksis af høj kvalitet, hvori barnet kan udvikle sig, socialt og kognitivt. Dermed er daginstitutionen med til at udgøre en arena, som understøtter og fremmer barnets udvikling. Side 19 af 58

20 Succes afhænger af jer selv, artikel fra Børn og unge, BUPL (Link 2) Artiklen er skrevet af Vibeke Bye Jensen, som tager udgangspunkt i fire eksperter: Charlotte Højholt, Iben Jensen, Dorte Kousholt og Lisbeth Lenchler-Hübertz, som alle har beskæftiget sig med forældresamarbejde i daginstitutioner. Der er fælles enighed om, at det er op til pædagogen om forældresamarbejdet lykkes eller ej. Hertil er det også op til pædagogen, at være tydelig i det pædagogiske arbejde og i formidlingen af dette. Ydermere mener eksperterne, at pædagogerne skal inddrage forældrene som samarbejdspartnere. Ifølge Lenchler-Hübertz afhænger barnets trivsel, af et godt forældresamarbejde og man skal derfor lave en forældreindkøring, ligesom man gør med barnet. Derudover beskriver hun pædagogen, som værende den professionelle, med en generel faglig viden om børns udvikling, men peger på forældrene som eksperter i deres barn. Højholt mener, at der er blevet skabt et system i dagens Danmark, hvor forældrene kontrollerer pædagogerne og stiller højere krav til pædagogens faglighed. Hertil tilføjer Kousholt, at der, i denne forbindelse, kan opstå vanskeligheder, da forældre og pædagoger oplever børnene i forskellige situationer og med forskellige udgangspunkter. Lenchler-Hübertz udtaler, at pædagogen som den professionelle, ikke nødvendigvis, behøver at have en løsning parat og understreger vigtigheden i, at man skal samarbejde med forældrene om at finde svaret. Side 20 af 58

21 Analyse til belysning af problemstillingen Forældresamarbejde i samfundsperspektiv Vi vil i dette afsnit undersøge, hvordan den danske lovgivning har forandret sig, i løbet af de sidste 10 år, i forhold til forældresamarbejdet. For 10 år siden, var danske dagtilbud underlagt Serviceloven fra Dette betyder, at der var en række love omkring samarbejdet med forældrene. I Serviceloven 4, stod beskrevet at: Kommunen og amtskommunen sørger for, at de opgaver og tilbud, der omfatter børn, unge og deres familier, udføres i samarbejde med forældrene og på en sådan måde, at det fremmer børns og unges udvikling, trivsel og selvstændighed [ ] (BILAG 1) Dette betød, at kommunerne skulle sørge for at videreformidle denne viden til deres institutioner, sådan at det pædagogiske arbejde blev udført i samarbejde med forældrene. Ydermere beskrev Serviceloven i 8 stk. 2, hvad formålet med forældresamarbejdet var: Dagtilbuddene skal i samarbejde med forældrene give børn omsorg og støtte det enkelte barns tilegnelse og udvikling af sociale og almene færdigheder med henblik på at styrke det enkelte barns alsidige udvikling og selvværd og at bidrage til, at børn får en god og tryg opvækst. (BILAG 1) Pædagogerne var hermed, ifølge lovgivningen, underlagt at samarbejde med forældrene, for at fremme børnenes alsidige udvikling. Vi er, i dagens Danmark, ikke længere underlagt Serviceloven. Dette skyldes, at der i 2007 trådte en ny lov i kraft, i form af Dagtilbudsloven. Så hvilken indflydelse har dette haft på pædagogens samarbejde med forældre? I dagtilbudslovens 7 og 7 stk. 2 står skrevet at: 7: Børn i dagtilbud skal have et fysisk, psykisk og æstetisk børnemiljø, som fremmer deres trivsel, sundhed, udvikling og læring. (Link 4) 7 stk. 2: Dagtilbud skal i samarbejde med forældrene give børn omsorg og understøtte det enkelte barns alsidige udvikling og selvværd samt bidrage til, at børn får en god og tryg opvækst (Link 4) Lovgivningsmæssigt kan man hermed se, at der ikke er sket yderlige tiltag eller store forandringer, i forhold til pædagogens samarbejde med forældre. Ifølge Dagtilbudsloven, skal man stadig give børn omsorg og støtte det enkelte barns alsidige udvikling. Dette tyder også på, at være tilfældet i praksis, EP udtaler: Det kan da godt være på papiret. Jeg tror ikke det har forandret sig ret meget, fra før i tiden (BILAG 5, Side 21 af 58

22 spørgsmål 6). Det tyder dog på, at der er kommet større fokus på og krav om, at samarbejdet bliver udført korrekt. Ifølge KP, skal vi være skarpere på, at italesætte os selv og vores værdier, da: Der er flere skalting, ting der skal dokumenteres, man skal dokumentere overfor forældrene på en anden måde, forældrene skal vide, hvad det er for et produkt de får (BILAG 4, spørgsmål 4). Det tyder på, at overgangen fra Serviceloven til Dagtilbudsloven ikke har haft den store indflydelse på selve kernen i forældresamarbejdet i praksis, men der hvor man kan se en forskel, er på den faglige del, da vi i dag skal dokumentere alt pædagogisk arbejde. Det har altid været og er stadig institutionernes opgave og ansvar, at arbejde med forældresamarbejde for, at sikre børnenes trivsel, udvikling og læring. Det tyder på, at der ikke er sket den store forandring, hverken lovmæssigt eller praktisk, da de 2 love har det samme udgangspunkt, de søger at rette fokus mod. Der hvor det kunne tyde på, at der er sket en ændring, er i forbindelse med Dagtilbudslovens indtræden, i form af flere krav om skriftlig dokumentation. Barndommens gade i institutionen Vi vil i dette afsnit undersøge, hvilken betydning det har, at barndommens gade er rykket ind i institutionerne. Ifølge Giddens, er aftraditionaliseringen og individualiseringen, kendetegnet ved det senmoderne samfund. Dette har blandt andet medført, at mange af de opgaver, der traditionelt lå i familien, nu er blevet overtaget af velfærdsstaten. Hertil er der blandt andet tale om pasning af børn samt opdragelse. I takt med, at der er kommet flere børn i daginstitution (jf. statistikker i indledningen), er der kommet et større fokus på den pædagogiske praksis. Dette skyldes, at det er den pædagogiske institution, der har fået til opgave, at overtage familiens opgave om opdragelse og pasning af barnet. Det tyder på, at der er en sammenhæng mellem dette og den pædagogiske praksis, da det ifølge GP [ ] kræver mere af os som pædagoger i forhold til at lave et pædagogisk stykke arbejde med børnene, på flere områder end bare pasning i vuggestuen (BILAG 3, spørgsmål 5). Barndommens gade er rykket ind i institutionerne og det betyder, at den primære socialisering, som tidligere kun lå hos familien, nu også finder sted i daginstitutionerne. Dette betyder, at børn i dag bliver dobbeltsocialiseret, hvilket er med til, at forældrene, ifølge Lisbeth Lenchler-Hübertz fra artiklen Succes afhænger af jer selv : [ ]meget gerne (vil) have formidlet, hvad der sker med deres barn i fællesskabet i institutionen (Link 2). Dette kan være fordi, at barnet tilbringer så mange timer i daginstitutionen, væk fra familien, som det gør. Ifølge statistikkerne (jf. statistikker i indledningen), starter flere og flere børn i institution som 1årige, men er dette hensigtsmæssigt? For er det ikke bedre for barnet at blive i familien, hvor det er i centrum og ses som unikt og uerstatteligt, frem for at være én blandt mange i institutionen? Side 22 af 58

23 Ifølge forskningsrapporten Daginstitutionens betydning for børns udvikling (Link 1), peger forskning på at pasning i vuggestue [ ] har en gavnlig effekt på børns udvikling og trivsel og at tidlig start i dagpasning kan påvirke barnet i en positiv retning både sprogligt, kognitivt, adfærdsmæssigt og følelsesmæssigt (Link 1). Så det kunne tyde på, at det ikke nødvendigvis er negativt, at være én blandt mange, da det kan have en positiv effekt på barnets udvikling. Ifølge Dencik, forekommer der en læring i begge arenaer og denne læring, kan være med til at give barnet nogle redskaber, til at kunne indgå i samfundet senere hen. Grundet dobbeltsocialiseringen, er det vigtigt, at hjemmet og daginstitutionen samarbejder om barnet og dets udvikling, da forskning viser, at indsatsen i institutionen er bedst, hvis der støttes op om hele barnets miljø (Link 1). Dermed skal forældrene inddrages, da det ifølge EP: [ ] lige så vel (er) forældrene der starter i vuggestuen, som det er børnene (BILAG 5, spørgsmål 7). Hertil kan det tyde på, at det gode forældresamarbejde, kan have en betydning for barnets udvikling. Ifølge KP, er vuggestuen: [ ] et serviceorgan fordi der er nogle forældre der har valgt os (BILAG 4, spørgsmål 4). Dette skyldes, ifølge Giddens, at daginstitutionerne er et produkt af velfærdsstaten, da barndommens gade, ifølge Dencik, er rykket ind i institutionerne og børnene i dag bliver dobbeltsocialiseret. Dermed skal pædagogerne, ifølge Habermas, forholde sig til systemverden og barnets livsverden på én og samme tid. Dette er, ifølge Habermas, fordi at barnet både befinder sig i sin livsverden, når det er i hjemmet, såvel som når det er i institution. Ydermere udtaler KP: Anvisninger vi får fra kommunen, dem skal vi leve op til og så skal vi få det ind på en måde hvor det er spiseligt for børnene [ ] (BILAG 4, spørgsmål 3). Hertil mener Habermas, at de to verdener tilsammen udgør den pædagogiske praksis og som KP siger, så skal man gøre det spiseligt for børnene. Dermed skal man, som pædagog, formidle det forvaltningsmæssige videre til barnet. Dette skal, ifølge Habermas, gøres på en måde, hvor der opnås en balanceret vekselvirkning mellem systemverdenen og livsverdenen. At barndommens gade er rykket ind i institutionerne, har betydet, at der er kommet flere børn i daginstitutionerne, hvilket har medført, at pædagogen har fået flere opgaver og nye tiltag, der skal forvaltes. Daginstitutionen er blevet et serviceorgan i velfærdsstaten, som forældre kan vælge at benytte sig af. Det er dermed pædagogens rolle og ansvar, at forvalte systemverdenen samt barnets livsverden, på én og samme tid. Ydermere kan det tyde på, at det har haft den betydning, at børnene i dag bliver dobbeltsocialiseret og derfor er det vigtigt at man, som pædagog, er opmærksom på, at forældresamarbejdet er en vigtig faktor for det gode institutionsliv. Side 23 af 58

24 Ansvar, opdragelse og udvikling I forbindelse med, at barndommens gade er rykket ind i institutionerne, vil vi i dette afsnit undersøge, hvilket ansvar, der ligger på pædagogen i forhold til forældresamarbejde samt opdragelse og udvikling. Da barndommens gade, er rykket ind i institutionerne og børnene bliver dobbeltsocialiserede, tyder det igennem forskning på, at det er vigtigt for kvaliteten i daginstitutioner, at pædagoger kan udvise en støttende adfærd overfor børnene (Link 1). Men hvorfor er den støttende adfærd pædagogens ansvar? I det senmoderne samfund, tilbringer børnene mange timer i daginstitution (Link 3), fra de er helt små, dermed skal pædagogerne være med til, at støtte op om barnets trivsel, udvikling og læring. Dette skyldes, at velfærdsstaten, ifølge Giddens, har overtaget en del af familiens opgaver, såsom pasning af børn samt opdragelse. Men hvor stor en del af disse opgavers ansvar, ligger så hos pædagogen? Ifølge GP, er der en klar linje, hvor det overordnede ansvar ligger: Det er klart at man har børnene rigtig mange timer, så der vil være en del af det som ligger på pædagogens skulder, men det er stadigvæk forældrenes overordnede ansvar at opdrage deres børn (BILAG 3, spørgsmål 2). Selvom det, ifølge GP, er forældrenes overordnede ansvar, at opdrage børnene, kan pædagogen bidrage til barnets udvikling, trivsel og læring, da man som pædagog, har en faglig viden om børns udvikling generelt. Dette er eksperten Lisbeth Lenchler-Hübertz enig i. Hun udtaler i artiklen: Succes afhænger af jer selv : Pædagogerne skal sige til forældrene, at som professionelle ved de noget om børn generelt og om deres udvikling, men lige præcis det enkelte barn ved forældrene mest om. Pædagogerne skal give udtryk for, at de har brug for forældrene for at give barnet et godt institutionsliv (Link 2). Det tyder hermed på, at pædagogen har et ansvar, for at skabe et godt forældresamarbejde, da forskning viser at: Er der en god kontakt med forældrene, vil personalet desuden have bedre forudsætninger for at forstå barnet og dets udvikling og således støtte barnet optimalt (Link 1). Så her kan det tyde på, at pædagogen har et ansvar for barnets udvikling, trivsel og læring, og jo bedre forældresamarbejdet er, jo bedre forudsætninger for et trygt og udviklende institutionsliv, vil barnet opleve. Der hvor der kan opstå gnidninger i forældresamarbejdet er, ifølge Iben Jensen i artiklen Succes afhænger af jer selv : [ ]når institutionen ikke har gjort sig klart, hvad den vil med samarbejdet. Og fordi forældre og pædagoger ofte er uklare omkring, hvilke skrevne og uskrevne regler de følger og forventer, at den anden part følger (Link 2). Hertil mener Iben Jensen, at pædagoger og forældre skal blive bedre til at forklare, hvorfor det, er de gerne vil have deres krav og forventninger opfyldt, da det vil give parterne bedre forudsætninger for at indgå i en reel dialog (Link 2). Side 24 af 58

25 Det er pædagogens ansvar, at få det bedste samarbejde ud af den givne kontekst, da institutionerne er et serviceorgan, som forældrene har valgt at benytte sig af. Det tyder på, at der ligger et medansvar hos pædagogen, i forhold til barnets opdragelse og udvikling. Dette skyldes, at barnet, i det senmoderne samfund, bliver dobbeltsocialiseret og tilbringer størstedelen af sine vågne timer i institutionen. Hertil tyder det dog på, at det er forældrenes overordnede ansvar, at opdrage på barnet, da pædagogerne ikke er eksperter i det enkelte barn, men har en generel faglig viden om børn. Ydermere tyder det på, at det gode forældresamarbejde afhænger af pædagogen. Hertil er forældresamarbejdet en vigtig faktor for, at pædagogen kan udvise en støttende adfærd overfor barnet, samt støtte op om dets trivsel, udvikling og læring. Tilknytningspersoner Vi vil med udgangspunkt i Stig Broströms påvisning om, at det er vigtigt med en tilknytningsperson, undersøge hvordan pædagogen forholder sig til det i praksis. Da den primære socialisering, er rykket ind i institutionerne og barnet i det senmoderne samfund bliver dobbeltsocialiseret, træder pædagogen, ifølge Broström, i de primære tilknytningspersoners sted og giver barnet den omsorg det har behov for, for at skabe tryghed og trivsel. Ifølge Broström, vil barnet med en tilknytningsperson kunne opnå overskud til, at udforske verden. Ydermere mener han, at jo mere sikker base barnet befinder sig i, jo mere overskud oplever barnet, til at involvere sig i aktiviteter, der er udviklende. Derudover tyder forskning på, at: [ ]kvaliteten af interaktionen mellem barn og voksen er den mest betydningsfulde enkeltfaktor i daginstitutionen (Link 1). I praksisfortællingen om Ludvig, tyder det på, at interaktionen mellem mor og Anne, afspejler sig på Ludvig, da interaktionen har et negativt udtryk. Dette tyder på, at det skaber utryghed hos Ludvig, da han ved afleveringen bliver rigtig ked af det og ikke ønsker at komme over til Anne: Ludvig græder højere og smider armene over mod mor (jf. praksisfortællingen). Ifølge Broström, er det vigtigt med en tilknytningsperson, for at barnet føler sig trygt i institutionen. I og med at interaktionen mellem mor og Anne har et negativt udtryk, udviser mor en utryghed, som afspejler sig i Ludvig. Dette skyldes, ifølge Lisbeth Lenchler-Hübertz, i artiklen Succes afhænger af jer selv, at: [ ]barnets trivsel afhænger af et godt samarbejde (Link 2). Dermed tyder det på, at trygheden ved en tilknytningsperson i vuggestuen, er yderst vigtig for barnet og at denne tryghed er meget sårbar, da alle parter, herunder forældrene, også skal udvise en tryghed ved tilknytningspersonen. Ifølge Broström er det vigtigt, at barnet har én tilknytningsperson i vuggestuen. Det tyder dog på, at det i praksis forholder sig en smule anderledes. EP udtaler: Jeg synes at børnene ikke kun skal knytte sig til én person, men til alle (BILAG 5, spørgsmål 3). Men kan dette ikke være med til at skabe utryghed hos barnet? Side 25 af 58

26 Ifølge Broström, har alle individer behov for en tilknytningsperson, da det skaber usikkerhed hos barnet, hvis ikke denne person er til stede. Men man kan som pædagog ikke være til stede hele tiden, og EP mener derfor, at der skal være mere end én tilknytningsperson, som kan tage imod barnet, når man ikke selv er til stede (BILAG 5, spørgsmål 3). Ifølge KP er det vigtigt, at barnet har en tilknytningsperson, når det starter i vuggestuen. Hertil mener hun, at denne tilknytningsperson, er tilknyttet forældrene og vil være det gennem hele barnets institutionsliv i vuggestuen. Dette er, ifølge KP, med til at opretholde det gode forældresamarbejde, da forældrene skal have en, de føler sig trygge ved. Dette er dog ikke tilfældet i forhold til barnets tilknytningsperson, da det ifølge KP er: [ ]barnet der selv vælger deres primære tilknytningsperson, når de er startet her og man ser hvilken kemi de har (BILAG 4, spørgsmål 2) endvidere siger hun: [ ]den primære omsorgsperson det kan godt blive en anden, som barnet søger trøst hos og det tager vi seriøst (BILAG 4, spørgsmål 2). Dette kan man se i praksisfortællingen, da Ludvig søger trøst hos en anden pædagog end sin primærpædagog, nemlig Birgit, lige så snart hun kommer ind på stuen. Det tyder på, at det i praksis er vigtigt, at barnet selv vælger sin tilknytningsperson, for at få den optimale støtte og tryghed, da trygheden, ifølge Broström, er en vigtig faktor for barnets udvikling. Det er, ifølge Broström og vores interviewpersoner, vigtigt at barnet har en tilknytningsperson i vuggestuen, da det er med til at skabe tryghed, som skaber grobund for barnets udvikling, trivsel og læring. Der er dog delte meninger om, hvor mange tilknytningspersoner et barn har behov for, men i bund og grund handler det vel egentlig om, at barnet er tilknyttet én eller flere personer, som er med til at opretholde trygheden og trivslen hos barnet. De 3 P er; personlig, professionel og privat Vi vil i dette afsnit undersøge, hvordan man som pædagog navigerer imellem de 3 P er (personlig, professionel, privat) og hvilken betydning det har, for pædagogens professionelle rolle i samarbejdet med forældrene. Ifølge Møller, bør man ikke blande det professionelle og private og hun understreger, at følelser dog er vigtige i den pædagogiske praksis, så længe de ikke bliver private og ukontrollable. Men hvor går grænsen? Hvornår skal man være professionel og hvornår skal man være privat? Ifølge EP, skal man være professionel i sit samarbejde med forældrene, hertil udtaler hun: Jeg er som sagt ikke venner/veninder med nogen, så det behøver de i realiteten ikke vide noget om hvad jeg går og laver i privaten (BILAG 5, spørgsmål 19). Når man adskiller det professionelle og private, bliver det, ifølge Møller, ofte meget sort/hvidt i det pædagogiske arbejde. Så bør det kun være det ene eller det andet? Kan man i den pædagogiske praksis udelukkende handle professionelt? Dette mener KP ikke, hun udtaler: Jeg tænker faglighed fra det øjeblik jeg træder ind ad døren. Men samtidig så er jeg også en person, der giver meget af min personlighed Side 26 af 58

27 (BILAG 4, spørgsmål 17). Hvis man ud fra KP s udtalelse kigger på 3 P-modellen, kan vi se, at hun navigerer mellem den professionelle og personlige i hendes pædagogiske arbejde. Med udgangspunkt i 3 P-modellen, kan vi se, at man ved den private, bygger sin viden på egne erfaringer og at ens handlinger er præget af følelsesladethed og egne behov. Det tyder i denne forbindelse på, at KP, GP og EP er opmærksomme på dette, da de i interviewet giver udtryk for, at de lader det private ligge derhjemme, i forhold til forældresamarbejdet i vuggestuen. EP mener dog, at man godt kan give lidt af den private til personalet, da hun mener, at det er vigtigt, at man i den pædagogiske praksis kender hinanden lidt, kollegaer imellem. Hertil mener hun, at man bliver påvirket af både den personlige, private og professionelle rolle: Jeg kan ikke lade det personlige ligge derhjemme, sådan er jeg ikke som person. Jeg er den jeg er, og jeg tror man indeholder noget af alle tre dele, og det er det der gør mig til den jeg er (BILAG 5, spørgsmål 19). I modsætning til dette, mener KP, at man på ingen måde skal tage det private med på arbejde, men derimod mener hun, at man i det pædagogiske arbejde, skal bruge sin personlighed og hertil tilføjer hun: [ ]jeg tænker at man kan give sit professionelle hjerte til familien [ ] (BILAG 4, spørgsmål 17). Dette er, ifølge Møller, en måde at få det menneskelige med i det professionelle arbejde. I praksisfortællingen tyder det på, at pædagogen Anne forsøger at bevare sin professionelle rolle, da Ludvigs mor angriber hende, ved afleveringen om morgenen: Jeg kan godt forstå at du er utryg ved situationen, og vi vil selvfølgelig være ekstra opmærksomme på Ludvig. Ifølge Lars Heslet, er det vigtigt, at være bevidst om, at relationen mellem pædagog og forældre er asymmetrisk og at man som pædagog har en opgave. Derfor kunne det tyde på, at man i det pædagogiske arbejde, ligesom Anne (jf. praksisfortællingen) skal bevare den professionelle rolle i samarbejdet med forældrene. Dette kan vi se, da Anne hele tiden fokuserer på, at holde Ludvigs mors behov som centrum for hendes opmærksomhed og tilsidesætter sine egne behov. Det tyder på, at der er en bred enighed mellem KP, GP og EP omkring, hvordan man skal navigere mellem de 3 P er. Det private bør blive i privaten, det professionelle hører til på arbejdet og det personlige kan man ikke undgå at have med, både i privaten og i det pædagogiske arbejde, da det er med til at gøre os til dem vi er. Det kunne endvidere tyde på, at det i forældresamarbejdet er vigtigt, at være opmærksom på, at være professionel, men samtidig give noget af sin personlighed, da det kan være med til at skabe tryghed og trivsel for forældrene. Side 27 af 58

28 Habitus i praksis Vi vil i dette afsnit undersøge, hvilken betydning pædagogens habitus har for egen praksis. Ifølge Giddens, har det senmoderne samfund medført, at vi som individer ikke længere er bundet af familiens traditioner, normer og værdier, da individet i det senmoderne samfund, er blevet sat i centrum. Men betyder det så, at man ikke længere bliver påvirket af de traditioner, normer og værdier, som hersker i hjemmet? Ifølge Bourdieu, er individet påvirket af sin habitus, som betegner det sociale livs hukommelse og individet historie. Dette bygger, ifølge Bourdieu, på individets erfaringer og kommer til udtryk gennem reaktionsmønstre, holdninger og meninger samt følelser. Hertil mener GP, at man bliver påvirket af sin habitus i det pædagogiske arbejde, da man er den man er. Ydermere mener hun, at man samtidig er: [ ]nødt til at følge de regler, normer og værdier som er i huset (BILAG 3, spørgsmål 17). Dette er KP enig i, men tilføjer: Jeg er hele tiden bevidst om at min faglighed er i orden [ ], men det bliver jo præsenteret med min habitus (BILAG 4, spørgsmål 17). Dermed kunne det tyde på, at man i den pædagogiske praksis er påvirket af sin habitus, men samtidig også er påvirket af de normer, regler og værdier, som hersker i institutionen. Men man er som person, ifølge Bourdieu, påvirket af sin habitus og det kommer til udtryk gennem blandt andet holdninger og meninger. Men pædagogen skal ifølge artiklen Succes afhænger fra jer selv, passe på ikke at have fordomme og ideer om hvad forældre skal gøre: Man kan sagtens få udtrykt det, hvis man er bekymret for et barn, uden at kommentere forældrenes måde at leve på (Link 2). KP understøtter dette og udtaler endvidere, at man skal sætte sig ind i den enkelte familie og: [ ]møde forældrene ud fra det og vise dem respekt og forståelse overfor deres værdier (BILAG 4, spørgsmål 5). Ydermere fortæller KP, at fagligheden er hendes sikkerhedsnet i institutionen og dermed er det vigtigt at vise, at man er på forældrenes side og fortæller dem, at man står sammen om det her, institutionen og familie imellem, da de skal vide, at de kan stole på én og at man er ærlig overfor dem. Det kan tyde på, at habitus er med til at påvirke den personlige del, i forhold til de tre P er, da habitus kommer til udtryk gennem intuition, indfølingsevne samt situationsfornemmelse, som hører ind under det pædagogiske arbejde. Man skal samtidig, ifølge KP, give sit professionelle hjerte til forældrene og kan dermed ikke komme uden om, at inddrage det personlige aspekt, da det også omhandler samarbejdsvilje og evnen til at se andres behov og indgå i forældresamarbejdet. Det tyder på, at pædagogens egen habitus kommer til udtryk via personligheden i det pædagogiske arbejde og at man som pædagog, skal kunne se ud over egne meninger, holdninger og behov for at kunne møde forældrene og deres værdier med forståelse. Ydermere tyder det på, at det er med til at give en bedre forståelse for barnet og være en afgørende faktor i det gode forældresamarbejde. Side 28 af 58

29 Diskursers påvirkning I dette afsnit vil vi undersøge, hvilken indflydelse diskurser kan have på forældresamarbejdet og hvilken påvirkning det har på barnet. Diskurser er måden man taler om og forstår verden på. Mennesket konstruerer sin verdensforståelse ud fra diskurser, dermed er denne bygget op af sprog, kommunikation og fortællinger. Dette understøtter KP, hun udtaler: Ord giver virkelighed (BILAG 4, spørgsmål 15). Derfor er det vigtigt, at have kommunikationen for øje, både pædagoger imellem og pædagog og forældre imellem. For ikke at skabe en negativ diskurs, er det vigtigt, ifølge Lisbeth Lenchler-Hübertz fra artiklen Succes afhænger af jer selv, at: Når pædagoger taler med forældre, skal de holde sig til det, de ser og oplever. De skal blive på deres egen banehalvdel. Og det kan man, hvis man har sin faglighed med sig (Link 2). Dette skyldes, ifølge KP, at: [ ]det skal være den ordentlige tone, så det hemmelige øre kan høre med (BILAG 4, spørgsmål 15). Det tyder på, at der i praksis er en bred enighed omkring, hvordan man omgås og taler om og med forældrene. GP udtaler hertil: Vi taler altid positivt. Og så er der selvfølgelig nogle ting der skal drøftes ind imellem. Men især sammen med børnene, der taler vi altid positivt. Og de ting der skal drøftes, er altid med en god tone. Vi nedtaler ikke, eller nedgør ikke forældrene (BILAG 3, spørgsmål 15). EP tilføjer, i denne forbindelse, at hvis der var en negativ tone omkring forældrene, så tror hun helt sikkert, at det ville kunne sprede sig til resten af personalegruppen (BILAG 5, spørgsmål 17). Ydermere udtaler KP at: Hvis man sidder og taler om det negativt, så bliver alting også bare negativt (BILAG 4, spørgsmål 15). Det kan være med til, at påvirke såvel forældre som barn, da man, igennem handlinger og ord, kan blive placeret i bestemte roller. At blive placeret i disse roller, kan påvirke individets handlinger, da dét vil påtage sig disse handlinger og ord, dvs. diskurser. Det kan tyde på, at hvis man har fagligheden med sig og fokus på den gode dialog, bidrager man til et godt forældresamarbejde, da KP mener: Det er dit ansvar, den gode dialog og at de føler sig godt tilpas lige meget hvad de kommer med (BILAG 4, spørgsmål 14). Ydermere kan det tyde på, at ord giver virkelighed, også i en negativ forstand. Dermed skal man, som pædagog, have for øje, at man i samarbejde med hinanden og med forældrene, bevarer den gode tone, da en negativ diskurs kan påvirke forældresamarbejdet negativt. Diskurser kan derved både have en positiv og negativ indflydelse på forældresamarbejdet. Hertil mener GP, at den gode tone, omkring forældrene, er med til at påvirke det gode forældresamarbejde og hermed også barnet. Hun nævner et eksempel på, hvordan en positiv diskurs, påvirker barnet: [ ] det at have det lidt sjovt, og have lidt ping pong med forældrene, det lærer børnene jo også af. At det er hyggeligt og rart når Side 29 af 58

30 mor og far snakker med de voksne hernede (BILAG 3, spørgsmål 12). Ydermere kunne det tyde på, at det, grundet dobbeltsocialisering, er vigtigt at sammenkæde barnets institutionsliv med livet derhjemme: Jeg tror det er afgørende, at de kan se at der er en sammenhæng, at vi kan gå i dialog sammen, at vi kan lide at møde hinanden og at der er en god tone når man møder hinanden [ ]. Derudover mener KP, at dette er en fælles opgave: Hele tiden sammenkæder vores liv med forældrenes liv, og prøver at italesætte overfor forældrene at det er noget vi lægger vægt på og at vi altid omtaler hinanden i en god tone og at de også har et ansvar for at omtale daginstitutionen i en god tone (BILAG 4, spørgsmål 9). På denne måde, kan det tyde på, at den påvirkning diskurser, positive såvel som negative, har på forældresamarbejdet, også kan påvirke barnet. Det kan tyde på, at diskurser har en indflydelse på forældresamarbejdet i vuggestuen. Ord giver virkelighed, så derfor er det vigtigt, at opretholde den gode tone. Dette skyldes, at en negativ tone, kan skabe negative diskurser, som kan føre til, at den/dem/det der er en negativ diskurs omkring, kan blive påvirket af dette, på en måde, hvor det afspejler sig i adfærd og handlinger. Hertil kan det tyde på, at det er vigtigt, at man som pædagog, er opmærksom på, at det er éns ansvar at opretholde det gode forældresamarbejde og den gode tone. Så succesen omkring forældresamarbejdet, afhænger af pædagogen selv. Ydermere tyder det dog på, at det er en fælles opgave, at bevare den gode tone om hinanden, da det kan have en indvirkning på barnets opfattelse af institutionslivet. Barnet videre frem I dette afsnit vil vi diskutere, hvordan barnets trivsel, udvikling og læring påvirkes af forældresamarbejdet på kort og på lang sigt. Ifølge forskningsrapporten, Daginstitutionens betydning for børns udvikling har børn, der har gået i daginstitution, bedre forudsætninger for at klare sig i skolen, frem for de børn, som ikke har gået i daginstitution. Ydermere peger generel forskning, ifølge denne rapport, på: at pasning i vuggestue og børnehave har en gavnlig effekt på børns udvikling og trivsel, og at tidlig start i dagpasning kan påvirke barnet i en positiv retning både sprogligt, kognitivt, adfærdsmæssigt og følelsesmæssigt (Link 1). Men udgør daginstitutionen pr. definition, så et udviklingsrum, der understøtter barnets udvikling, trivsel og læring, bedre end den pasning, familien ville kunne give? Familien er den primære opdragelsesinstans, og det er forældrene, der er eksperterne i deres barns liv. Pædagogen kan hertil bidrage med sin generelle faglige viden om børn. Dermed er, samarbejdet mellem pædagog og forældre, en vigtig faktor for barnets trivsel, udvikling og læring, da det er med til at skabe tryghed og tilfredshed. Dette vil, ifølge Broström, give barnet en sikker base, der er med til at skabe overskud til, at barnet deltager i udviklende aktiviteter. Dette Side 30 af 58

31 vil, på længere sigt, kunne give barnet nogle strategier og redskaber til at indgå i sociale sammenhænge. Dermed vil barnet have bedre forudsætninger for at indgå i samfundet senere hen, på lige fod med alle andre. Men hvorfor har forældresamarbejdet en indflydelse på barnets trivsel, udvikling og læring? Det kan tyde på, at forældresamarbejdet har en indflydelse på barnets trivsel, udvikling og læring i vuggestuen, da et dårligt forældresamarbejde, Ifølge KP, vil påvirke barnets trivsel: [ ]jeg kan godt forstå at et barn ikke trives, hvis det kan fornemme at forældrene ikke kan lide at komme i institutionen eller hvis der er noget de er utilfredse med (BILAG 4, spørgsmål 12). Det kan her tyde på, at forældrene ikke er trygge ved at komme i institutionen, hvilket kan smitte af på barnet. Hvis barnet ikke er trygt, så er barnet heller ikke lige så modtagelig overfor læring, hvilket vil påvirke barnets udvikling. I praksisfortællingen kan det tyde på, at Ludvigs mor er utryg og utilfreds ved at komme i institutionen. Denne adfærd smitter af på Ludvig, som tydeligvis ikke er tryg ved at blive overladt til pædagogen Anne (jf. praksisfortællingen). Hertil kan vi se, at Ludvigs adfærd bliver påvirket videre frem i løbet af dagen: Ludvig er stadig mut i løbet af dagen og sover dårligt til middag (jf. praksisfortællingen). Dermed kan man antage, at Ludvig ikke har været så deltagende i løbet af dagen og dermed ikke har været lige så modtagelig overfor læring. Man kan så diskutere, hvad der vil ske, hvis det negative samarbejde mellem Anne og Ludvigs mor, ikke bliver bedre. Ludvig er blevet påvirket i en negativ retning af konflikten mellem Anne og mor og dette afspejler sig i hans adfærd. Bliver konflikten ikke løst, kan det måske afspejle sig i Ludvigs senere relationer, til eventuelle tilknytningspersoner, da det vil være sværere at opnå tryghed. Og hvis trygheden ikke er til stede, vil Ludvig, som sagt have sværere ved at trives og dermed også lære og udvikle sig. Det tyder på, at forældrenes relation til pædagogerne, er en afgørende faktor for barnets trivsel, udvikling og læring, både på kort og på lang sigt. Det tyder ydermere på, at barnet påvirkes af den interaktion, der finder sted mellem institution og familie. En negativ interaktion, kan i givet fald, give barnet udfordringer senere hen. Dette skyldes, at barnet i mindre grad, ikke vil få de strategier og redskaber, til at kunne indgå i sociale fællesskaber, herunder også de institutioner barnet senere vil møde. Herudover skyldes det, at barnets tryghed og adfærd, påvirkes af forældrenes adfærd og handlinger. Dermed vil barnet også blive påvirket i en positiv retning, hvis forældresamarbejdet er godt. Forældrene er eksperter i deres barn, pædagogen er ekspert i børn generelt, og tilsammen kan de skabe de bedste forudsætninger for at give barnet et godt institutionsliv samt de bedste forudsætninger, for at indgå i samfundet senere hen. Side 31 af 58

32 pædagogisk handlen og professionsudøvelse i relation til problemformuleringen Ud fra analysen har vi valgt, at lave en model, som kan give et helhedsbillede og en bredere forståelse af de forskellige faktorer, der spiller ind på pædagogens professionsudøvelse i forhold til forældresamarbejde. I 2007 trådte dagtilbudsloven i kraft, her fremgik det, at man som pædagog i det almene dagtilbud, skal samarbejde med forældrene, for at bidrage til, at børnene får en god og tryg opvækst. Det er samfundet, der i sidste ende sætter dagsordenen, via lovgivningen, hvilket er med til at sætte dagsordenen i det pædagogiske arbejde i institutionerne. Her skal pædagogen være bevidst om sit ansvar, for at kunne forvalte det videre til forældrene og barnet. Modellen viser nogle af de faktorer, pædagogen skal være opmærksom på og handle ud fra i praksis. I midten står pædagogen, og cirklerne omkring viser faktorerne: Det senmoderne samfund Barnets trivsel, udvikling og læring Lovgivning Dagtilbudsloven Vigtigheden i 'den gode tone' i samarbejdet med forældrene Fra familieliv til institutionliv Pædagogens professionelle rolle Side 32 af 58