Naturhold. Naturen som rum for fysioterapi. Vejlefjord Neurorehabilitering. Projektrapport Nina Schriver & Hanne Nielsen

Transkript

1 Naturhold Naturen som rum for fysioterapi Vejlefjord Neurorehabilitering Projektrapport 2007 Nina Schriver & Hanne Nielsen

2 - 1 - Rapport, Projekt Naturhold Forord Denne rapport drejer sig om projektet Naturhold, som foregik i fysioterapien på Vejlefjord i efteråret Projektet drejede sig om at undersøge, hvilken betydning det at arbejde med genoptræning i naturen har for personer med erhvervet hjerneskade. Derudover havde projektet det sigte, at fysioterapeuterne arbejdede med egen praksis som læringsarena. Nina Schriver, ph.d. og fysioterapeut var ansvarlig for at igangsætte og gennemføre træningsforløb for 7 personer sammen med fysioterapeuterne Hanne Nielsen og Dorthe Hansen. Nina Schriver har fra tidligere forløb erfaring med at arbejde i naturen som rum for genoptræning og har blandt andet skrevet om dette i sit ph.d. projekt Fysioterapi og læring. Betydning af rettethed, relationer, rum og refleksion og i Når læring bevæger, og fysioterapeuterne på Vejlefjord ønskede at undersøge om den måde at arbejde på gav mening for personer med hjerneskade, for på baggrund af dette at kunne vurdere, om denne form for træningspraksis skal være en del af det fysioterapeutiske kendetegn og tilbud på Vejlefjord. Som det kan læses i rapporten, har projektets resultater fået konkret betydning for fremtidig praksis i fysioterapien på Vejlefjord. Naturhold er blevet et fast tilbud og det at bruge den frie natur omkring Vejlefjord og de lærings- og erfaringsmuligheder der ligger i det, er dermed et kendetegn for den fysioterapi, deltagerne nu tilbydes. Ligeledes er arbejdsformen med at anvende egen praksis som læringsarena blevet videreført. Konkret betyder det, at Hanne Nielsen nu er ansvarlig for at inddrage andre af fysioterapeuterne i denne praksisform. Således udvikler de sammen med hende kompetence til at være i naturen med deltagerne, og de medudvikler den praksisform videre som et kendetegn for fysioterapi på Vejlefjord. Et sådant projekt er ikke muligt uden økonomisk støtte. Vi takker således Vejlefjord for at de prioriterede at give støtte til dette projekt. Også en tak til sekretær Elsebeth Jensen for udskrivning af interviews samt korrekturlæsning af rapporten. Ligeledes en stor tak til de 7 personer, der valgte at deltage i projekt Naturhold uden hvem projektet ikke var blevet en realitet. Såfremt du som læser denne rapport har spørgsmål eller ønsker uddybende kommentarer og refleksioner, er du meget velkommen til at kontakte enten fysioterapeut Hanne Nielsen, Vejlefjord eller fysioterapeut, ph.d. Nina Schriver. Sidstnævnte kan træffes på ns@movementor.dk Vi håber, at rapporten vil være til inspiration for andre, der er interesserede i omgivelsernes betydning i forhold til læring og erfaringsdannelse i genoptræning. God læselyst Hanne Nielsen og Nina Schriver, Vejle Fjord april 2007

3 - 2 - Rapport, Projekt Naturhold INDHOLDSFORTEGNELSE Indledning... 3 Formål:... 5 Målgruppe:... 5 Forløb:... 6 Projektets design og materiale... 6 Første del af projektet:... 8 Rammerne for praksis i et teoretisk perspektiv... 8 Rammerne for praksis i et handlingsperspektiv Rammer for praksis Udforskning af naturens muligheder som rum for træning Brug af logbog som refleksionsform Forskellige karakterer af roller Læringsforståelse Betydning af at være i naturen Erindring At erfare om sig selv sammen med andre At lære at se naturen Naturen som en udfordrende træningsomgivelse Erfaringer med at skrive logbog Anden del af projektet: Social læring Praksisfællesskabets udvikling og forløb Grænsepraksis Praksisfællesskab Gensidigt engagement Fælles virksomhed Fælles repertoire Identitet Konklusion Perspektivering Referencer Bilag... 34

4 - 3 - Rapport, Projekt Naturhold Rapport projekt Naturhold august oktober 2006 Projektansvarlig: Ekstern: Nina Schriver, ph.d, seniorforsker og fysioterapeut. Intern: Hanne Nielsen, fysioterapeut, MLP. INDLEDNING Projektet består af to dele. Den ene del drejede sig om at belyse betydningen af at være i naturen for deltagernes læring af bevægelse og erfaringsdannelse. Den anden del drejede sig om at belyse betydningen for fysioterapeuter af at bruge egen praksis som læringsarena. Projekt Naturhold tog udgangspunkt i Nina Schrivers (Schriver 2003) ph.d. afhandling, hvori hun viser, hvorledes skoven betragtet som et rum for rehabilitering har stor betydning for patienters læreprocesser og for deres involvering i egen genoptræning. I rehabiliteringen af hjerneskaderamte personer på Vejlefjord, har fysioterapeuterne gennem flere år trænet med deltagerne i naturen omkring Vejlefjord, bl.a. cykling, stavgang, løb, gåture og via forskellige udendørs idrætsaktiviteter. Flere af fysioterapeuterne på Vejlefjord har de sidste år været på kursus hos Nina Schriver for at lære mere om at bruge naturen som rum for genoptræning. I forlængelse heraf er der hos fysioterapeuterne opstået ønske om at udvikle et tilbud om træning i naturen mere kvalitativt, og det blev udgangspunktet for dette projekt. Projektet bygger på den viden der er, og i høj grad udvikles i tiden, i forhold til naturens betydning i et sundhedsperspektiv (Kaplan & Kaplan 1989, MacNagten P. og Urry J 2000, Alnarpcentret 2001, Schriver 2003, Hansen og Nielsen 2005, Pretty, J, Peacock J, et al. 2005). Schrivers fund belyser, hvorledes patienterne udtrykker, at de udfordres mere i skoven og dermed kommer i kontakt med aspekter af deres manglende mod til eller fysiske kapacitet til bevægelse, som de ikke kan finde indendørs. I skoven har patienterne ikke samme grad af forventninger til, at fysioterapeuten på forhånd ved, hvad de forskellige redskaber skal bruges til, og de finder derfor lettere stor inspiration i naturen i stedet for at afvente instruktion fra fysioterapeuten. Deres brug af fysioterapeuten forandrer sig således, at de begynder at arbejde mere selvstændigt i skoven og dermed bliver mere aktive i valg af indhold og form på det, de har brug for at arbejde med i genoptræningen. Ligeledes lærer patienterne af hinanden, når de arbejder selvstændigt i skoven.

5 - 4 - Rapport, Projekt Naturhold På Alnarp Rehabiliteringsträdgård (Alnarp 2001) ved Malmø behandles personer med depression og udbrændthed gennem at være i naturen. Patienterne laver havearbejde, går på opdagelse i haven, får terapi forskellige steder i haven, hvor der er skabt rum med forskellige farver blomster, og arbejder med at fokusere på at mærke og se naturens dufte, farver og overflader og disses betydning for patienterne hver især. Skov og landskab har i en ny rapport vist, hvorledes naturen har stor betydning for menneskers oplevelse af sundhed (Hansen and Nielsen 2005). Kaplan (Kaplan 1989) har ligeledes vist, at naturen har betydning for patienters erfaringsdannelse og egeninvolvering i sundhedspraksis. Endvidere beskriver Liisa Tyrväinen fra Finnish Forest Research Institute i The importance of nature to Finns and the relationship between use of green areas on perceived health and restorative experiences, hvorledes det at opholde sig i grønne områder har betydning for personernes oplevede sundhed. MacNagten og Urry (2005) og Pretty, J, Peacock J, et al. (2005) viser, hvorledes det at være i naturen har betydning i forhold til stress-oplevelser og følelser. På Vejlefjord Centret findes allerede en forhindringsbane i skoven. Projekt Naturhold adskiller sig fra brug af forhindringsbanen ved at bruge den ikke kultiverede natur og de på forhånd organiserede steder til bestemte bevægelser. Dette er i tråd med, hvad Schriver viser i sin afhandling, at patienterne lægger vægt på, at fysioterapeuten ikke har været der på forhånd med sin planlægning og forberedelse af redskaber for bevægelse. Den anden del af projektet tager sit afsæt i to ting. For det første at fysioterapeuterne på Vejlefjord ønskede at styrke deres kompetence til at være i naturen med patienterne. Dette gjorde, at de ønskede at arbejde med den slags praksis sammen med Nina Schriver og lære af og med hende gennem at være i skoven med patienterne. For det andet, at der sundhedspolitisk i tiden eksisterer en stærk intention om at udvikle videnskabelig kundskab om og for sundhedsprofessionernes grundlag. Forskningsbaseret praksis og kompetenceløft hos praktikere, evidens og brugerinvolvering er tematikker, som praktikere og forskere indenfor sundhedsprofessionerne forventes at arbejde med og definere indholdsmæssigt. Dette gjorde, at selve projektet med at fysioterapeuterne arbejdede sammen med Nina Schriver også blev gjort til genstand for mere systematiseret erfaringsopsamling. Således blev den arbejdsform med at bruge egen praksis som læringsarena også grundlag for at beskrive en grundlagstænkning og betydningen af denne arbejdsform som en del af at dokumentere egen praksis i fysioterapi. Opsamlende kan således siges, at projektet bidrager med viden, der er baseret i et udviklingsarbejde. Rapporten indeholder en beskrivelse af forløbet overordnet, en beskrivelse af de

6 - 5 - Rapport, Projekt Naturhold forskellige træningsgange (findes i bilag 2) og præsentation af erfaringer og resultater baseret på interviews med både patienter og fysioterapeuter samt på begge parters logbøger. FORMÅL: Formålet med projektet var at belyse betydningen af at arbejde med deltagernes læring af bevægelse i naturen som rum Betydning vurderes i forhold til: deltagernes kompetence til bevægelse generelt deltagernes mod og lyst til bevægelse deltagernes initiativer i f. t. egen bevægelse deltagernes involvering i øvrige aktiviteter i hverdagen at belyse betydningen af at anvende egen praksis som læringsarena i en praksisændring Ideen med træningen med patienterne var at sætte fokus på deltagernes oplevelser, opmærksomhed og erfaringsdannelser med bevægelse i samspil med naturen. Videre at sætte fokus på deltagernes relationer med hinanden og fysioterapeuten og dermed på de ressourcer, der kan findes i disse relationer ud fra en forståelse af, at deltagerne både kan lære af og med hinanden og fysioterapeuten. MÅLGRUPPE: Deltagerne på naturholdet er på et 11 ugers rehabiliteringsforløb på Vejlefjord. De bor på Vejlefjord under forløbet og indgår i forskellige dele af den samlede, tværfaglige rehabilitering. Det er personer med behov for fysisk træning, og som kunne deltage i 1½ times fysisk træning i naturen. Dvs. primært deltagere med lette balanceproblemer, let hemiparese, sensoriske deficits og/eller nedsat kondition/udholdenhed. Endvidere skulle deltagerne kunne skrive og tale lidt. Målgruppen blev i første omgang udvalgt af de fysioterapeuter, der trænede med deltagerne. Ud fra fysioterapeutens vurdering af den enkeltes funktionsniveau og træningsbehov blev de udvalgte deltagere spurgt om interesse for at deltage, lige som informeret samtykke om indgåelse i projektet blev givet. Det aktuelle hold bestod af 7 personer, uddybende beskrivelse af deltagerne kan ses i bilag 1.

7 - 6 - Rapport, Projekt Naturhold FORLØB: Træningen fandt sted 2 gange ugentligt à 1½ times varighed, i en periode på 10 uger i efteråret Varigheden på 1½ time inkluderede transport til og fra det eller de områder i naturen, hvor træningen foregik. Transporten blev ofte brugt som opvarmning, således at alle var klar til fysisk aktivitet, når vi nåede frem til det aftalte sted. Før vi gik ud, tog vi som regel en indledende runde, hvor den enkelte deltager fik lejlighed til at overveje og give udtryk for, hvilket fokus der var væsentlig for dagens træning. Efter et par ganges træning blev det tydeligt, at vi for at støtte logbogsskrivningen måtte afsætte de sidste minutter til at skrive logbog og til en efterfølgende refleksionsrunde. Gruppen fandt en fælles rytme i denne tid til eftertanke, hvor hver enkelt arbejdede med sine korte refleksioner. Nina Schriver (NS) medvirkede til træningen mandag sammen med Hanne Nielsen (HN) og Dorthe Hansen (DH), om torsdagen varetog de to sidstnævnte træningen selv. Efter afsluttet træning læste vi deltagernes logbog og lavede sammen journalnotater for træningen. Dette skabte samtidigt fælles fokuspunkter ift. hvad der var væsentligt at tage med i den videre træning. Inden træningen om mandagen mødtes Nina Schriver med Hanne Nielsen og Dorthe Hansen. Rammen om disse mandagsmøder var vores personlige logbogsnotater. Om mandagen informerede Hanne og Dorthe om, hvorledes torsdagens træning var forløbet. Vi samlede op på væsentlige temaer fra den forrige uge, som var vigtige at holde fast i i mandagens træning. Denne dialog var udgangspunkt for dagens bevægelsesarbejde i naturen. PROJEKTETS DESIGN OG MATERIALE Projektet var et aktionsforskningsprojekt. Det betyder, at projektet drejede sig om at eksperimentere med en ny praksisform og at udvikle kundskab på baggrund af den empiri, der udvikles. En forandring som retter sig mod, at fysioterapeuten, deltagerne og omgivelserne betragtes om indbyrdes afhængige. Aktionsforskning fokuserer på involvering af deltagerne i en forandringsproces. Deres idealer, mål, erfaringer og intentioner indgår i den fælles vidensdannelse. To væsentlige videnskabsteoretiske aspekter er grundlag for udvikling af den viden, som projekt Naturhold bidrager med. Det ene er, at det er forskning at udvikle en eksperimentel praksis og at udvikle videnskabelig viden på baggrund af den empiri, der udvikles i denne praksis. Det andet er, at forskeren også kan være praktikeren og i denne funktion forske i egen praksis.

8 - 7 - Rapport, Projekt Naturhold Intentionen var at involvere deltagerne med deres forståelse af, hvad der har værdi for dem og med deres refleksion om egen læring. Videre at udvikle genoptræningens form og indhold i en dialog mellem fysioterapeutens faglige ekspertise, patientens erfaring og teorier om bevægelse. Genoptræning med bestemte rammer for erfaringsdannelse og læring var i fokus, og deltagernes læring og erfaringsdannelse ved træning i skoven var i centrum for de efterfølgende analyser og refleksioner i. Både deltagere og fysioterapeuter førte logbog efter hver træningsseance. Ved afslutning af træningsforløbet udførtes fokusgruppeinterviews med: deltagerne i 2 smågrupper de deltagende fysioterapeuter Alle interview er transskriberet. Analysen af materialet tog udgangspunkt i hovedtemaerne fra interviewguiden, som var en semistruktureret guide med åbne spørgsmål. Spørgeområderne var: Hvis du skulle beskrive naturholdet med et enkelt ord, hvad ville det så være? Deltagernes tanker om at arbejde med bevægelse i naturen? Gerne set i relation til at være inde. Deres væsentligste oplevelser og erfaringer fra bevægelse i naturen Hvordan har denne træning haft betydning for dem? i deres dagligdag?, ift. fremtidig træning, ift. erfaring med hvad de kan og ikke kan? Betydning af at der er flere terapeuter tilstede Er arbejdet i naturen noget, de tror, de kan gøre brug af fremover? Hvordan? Betydning for deres lyst og mod til at turde bevæge/udfordre sig selv i naturen og i det hele taget? Hvis du skulle fortælle din ægtefælle/kæreste/barn om holdet, hvad vil du så fortælle? Hvad har været svært/underligt/overraskende/skidt? er der noget der har gjort at du har følt dig utilpas? Betydning af at skrive logbog. At sidde en stund efter vi kommer hjem og derefter kort tale om dagens forløb.

9 - 8 - Rapport, Projekt Naturhold Interviewsituation Vi valgte at interviewe patienterne i to grupper, som vi opdelte. Dette skete efter, hvem vi vurderede var trygge ved at tale sammen, og ved at skille de, som altid hang ud sammen og hurtigt overtog seancen og fokus. Argumenterne for dette var, at det formentlig gav mere plads og tid til den enkelte til at få sagt noget. Inden interviewet havde vi sædvanlig træning i naturen. Interviewet indledtes med at se den video, vi havde optaget undervejs i forløbet. Begrundelse for dette var, at det måske kunne hjælpe deltagerne til at huske mere om betydning af at være i naturen, når de lige havde været der og set videoen med klip fra situationer de havde været i undervejs. Tanken var, at de oplevede så meget i løbet af en uge og kunne være fyldt af alt andet, når vi mødtes med dem til interview, så det at se videoen måske kunne støtte deres refleksioner over temaet. Et modargument kan være, at vi sporede dem ind, og at deres svar kan ses som en reproduktion af det, de lige har set, og det, de tror vi gerne vil høre. Erfaringen fra interviewene er, at deltagerne fokuserede meget på det, de så på videoen, og brugte dette til videre refleksion over forløbet, de havde deltaget i. Endvidere gjorde det stort indtryk på flere af dem at se sig selv, hvor dårlige de så ud, når de bevægede sig. Dette gik vi ikke videre ind i, men det gav os grund til at tænke på, om det fremover kunne være en ide løbende at se noget af videooptagelserne, for på den måde at støtte patienternes arbejde med at forstå og se egen situation, herunder deres bevægelsesstrategier. FØRSTE DEL AF PROJEKTET: Betydningen af at være i naturen for deltagernes læring af bevægelse og erfaringsdannelse. RAMMERNE FOR PRAKSIS I ET TEORETISK PERSPEKTIV Denne del af projektet er inspireret af Nina Schrivers ph.d. afhandling Fysioterapi og læring. Betydning af rettethed, relationer, rum og refleksion ii og dermed et udsnit af de teorier der anvendes i denne. Kendetegnende for teorierne er, at de er beskrivende for subjektive og relationelle forhold. De har alle en grundlæggende forståelse af en forbundethed mellem person og omgivelser - både menneskelige og ikke menneskelige.

10 Fig. 1: Selvet og dets selvsubjekter fra J.T. Hansen Rapport, Projekt Naturhold Selv-selvsubjektteori giver konkrete bud på at forstå fysioterapeutens og patientens forskellige måder at indgå i relationer på. Den viser, at mennesker lever i selv-selvsubjektforhold hele livet og har behov for det, hvilket således også må være tilfældet, når patienter er i genoptræningsforløb. Muligheden for at udvikle sig og lære er forbundet med, hvordan omgivelserne indgår i forskellige relationer som selvsubjekter, og af hvordan den enkelte lever i de forskellige former for rettethed. Teorien om selvet indeholder fire former for rettethed: rettethed mod spejling af selvfremstilling og selvhævdelse rettethed mod betydningsbærende andet og andre rettethed mod samhørighed og fællesskab med ligesindede rettethed mod mestring og kompetenceudvikling. Ved rettethed forstås en hensigt og en opmærksomhed med sig selv, med andre og andet, som både kan være bevidst og ubevidst. I rettethed er der noget på spil, og meningsdimensionen for den enkelte er central. Centralt er, at rettethed sker i et forhold mellem mennesker og mellem mennesker og omgivelser, og dermed, at rettethed ikke eksisterer i sig selv iii. Grundformerne for rettethed er motiverende for menneskers måde at søge mening og udvikles på i livet. De tilhørende selvobjekter (-subjekter i min udlægning) kaldes: empatisk spejlende selvsubjekter betydningsbærende selvsubjekter samhørighedsskabende selvsubjekter udfordrende selvsubjekter Ved selvsubjekter forstås andre personer eller andet i omgivelserne, som er mulighedsbetingelser for selvets rettethed. Selv og selvsubjekter er relationelt forbundne. Sammenhængen mellem de fire former for rettethed og de tilhørende selvsubjekter vises i nedenstående figur. Fig. 1: Selvet og dets selvsubjekter fra J.T. Hansen i Selvet som rettethed s. 157

11 Rapport, Projekt Naturhold Udfordrende selvsubjekter Empatisk spejlende selvsubjekter Mestringshenførende rettethed Rettethed mod mestring og styrket kompetence Selvhenførende rettethed Rettethed mod selvfremstilling Andenhenførende rettethed Rettethed mod betydningsbærende andet og andre Fællesskabshenførende rettethed Rettethed mod samhørighed og fællesskab med ligesindede Betydningsbærende selvsubjekter Samhørighedsskabende selvsubjekter Fig. 1: Selvet og dets selvsubjekter fra Når læring bevæger 1 Centralt er, at selvet er relateret til andre eller andet end sig selv, og at selvet oplever sig selv som en bestemt nogen, og må forstås netop i den relationelle forbundethed. Selv-selvsubjektteori hjælper til at belyse aspekter af relationer mellem patienter og fysioterapeut og mellem patienter indbyrdes og med at forstå grundlæggende behov for rettethed, som den enkelte har, og som kan støtte en frigørelse fra afhængighed af fysioterapeuten som eksperten under træningsforløbet. Teorien bidrager herved som grundlag for at indholdsbestemme temaer som meningsfulde handlinger for den enkelte patient og patienten som medskabende af egen genoptræning. Det centrale er, at den understreger, at mennesket har behov for at kunne være i alle fire former for rettethed i relation med andre, og at denne kompleksitet i former for rettethed og karakter af relationer er væsentlig for den enkeltes læring og udvikling. Teoriens perspektiver kan hjælpe til at skabe genoptræningsforløb, hvor patienterne er medskabende og medreflekterende i deres egen genoptræning i dialog med fysioterapeutens

12 Rapport, Projekt Naturhold professionelle ekspertise. Hermed bidrager teorien til udvikling af en ramme for patientens læreproces, hvor rettethed, relationer, rum og refleksion indgår som væsentlige aspekter. Latours iv aktør-netværks teori giver mulighed for at betragte skoven og dens træer, sten, stier etc. som non human aktører, sammen med hvilke patienterne og fysioterapeuten som human aktører skaber handlinger og forskellige former for relationer. Gibson v anvendes til at forstå forholdet mellem subjekt og omgivelser. Hans begreb affordances komplimenterer Latours teori om non human aktører, fordi det med affordances er muligt at karakterisere forskellige dele af skoven, som eventuelt spiller en rolle for de relationer, der udvikles og skovens muligheder set i relation til deltagernes perceptuelle opmærksomhed. Hermed er det muligt at forstå, hvordan forskellige aspekter af naturen som omgivelse bliver betydningsfulde steder for den enkelte eller gruppen som helhed. Patienterne taler i det empiriske materiale fra ph.d. projektet vi om glæde, lyst, leg og frihed i relation til at være i skoven. Disse begreber udtrykker den rekreative og helende funktion ved naturen. Menneskets forhold til naturen og til sig selv som en del af naturen er et komplekst og omfattende tema, som især er behandlet inden for litterære og æstetiske humanistiske opdragelsestraditioner. Her findes perspektiver, der kan belyse menneskets forhold til naturen, og hvor dette er behandlet på mange niveauer. Richter-Reichenbach vii tematiserer med begrebet Lebensganzheit en livsverdenshelhed. Mennesket er en del af den helhed og kommer i kontakt med helheden i naturoplevelsen som æstetisk oplevelse. Med Richter-Reichenbachs ord er mennesket således også naturbestemt. Derfor reagerer vi følelsesmæssigt på naturens mange aspekter viii. RAMMERNE FOR PRAKSIS I ET HANDLINGSPERSPEKTIV De temaer og interventionsformer, der arbejdes med, kan samles i følgende punkter: Rammer for praksis. Naturen som rum for træning. Brug af logbog som refleksions- og kommunikationsformer. Terapeuten og deltagerne indgår med forskellige typer af roller i genoptræningen.

13 Rapport, Projekt Naturhold Rammer for praksis Genoptræningens forløb og indhold planlægges ikke på forhånd. Den udvikles og besluttes sammen med deltagerne gennem situationer i praksis, deltagernes refleksioner og logbøger, ud fra terapeutens praktiske erfaring, faglige viden og intuition, deltagernes erfaring med bevægelse, hvad deltagerne i de enkelte træningsseancer trækker frem som væsentligt, samt ud fra, hvad terapeuten undervejs i dagens træning opfanger som noget, der kan være væsentligt at arbejde videre med. I bevægelsesarbejdet indgår forskellige grundtræningsformer og forskellige bevægelsesaktiviteter og samtaler. De vælges og udformes på baggrund af deltagernes og terapeutens forståelse af, hvilke behov og ressourcer deltagerne har i forhold til bevægelse. Deltagerne arbejder primært med at løse bevægelsesopgaver eller bevægelsesaktiviteter ud fra personlige løsninger frem for at følge en terapeut, der viser øvelserne. Udforskning af naturens muligheder som rum for træning Naturen bruges aktivt som et selvstændigt sted for træning og ikke blot som en afveksling, hvis det f.eks. er for varmt indendørs. Ideen er, at skabe rammer for praksis, hvor der er mere plads til at udfolde sig, og hvor der findes forskellige ting, der kan bruges som redskaber i genoptræningen. Der arbejdes med at skabe opmærksomhed mod de muligheder og udfordringer, der er i naturen, og styrke deltagernes og terapeutens kompetence til at se og bruge naturens forskellige og uforudsigelige indhold til træning. Kort sagt at inddrage naturens potentiale i deltagernes læreprocesser. At være sammen i naturen er en mulighed for deltagerne for at være i en rettethed mod samhørighed med ligestillede, mod medspillende modspillere, mod mestring og mod betydningsbærende andre på andre måder end indendørs. Naturen kan betragtes som en mulig medspillende og eventuelt modspillende modspiller i kraft af de udfordringer, den rummer med sin størrelse, ujævnheder og uforudsigelighed. Brug af logbog som refleksionsform Logbog er en arbejdsmåde til at få belyst personlige sider af praksiserfaringer. Den er en læringsramme for at give deltagerne mulighed for at reflektere og kommunikere med sig selv og kommunikere med terapeuten gennem det skrevne. Det er en form, som kan støtte beskrivelse, fortolkning, refleksioner og evalueringer for såvel underviser som elev ix. Der er en logbog både

14 Rapport, Projekt Naturhold for terapeut og for deltager. Logbogsnotaterne anvendes som afsæt for indhold og fokus i træningen. Spørgsmålene i logbogen var de samme hver gang, og de blev udleveret på et stykke papir ved hver skrivning, så deltagerne lettere kunne huske dem. Spørgsmål i logbogen: Beskriv en væsentlig erfaring/oplevelse fra træningen i dag Beskriv hvorfor den var væsentlig for dig og din træning Deltagerne gives mulighed for at kunne være rettet mod selvfremstilling både over for sig selv og over for terapeuten. At kunne vælge og kunne beskrive et forløb eller en aktivitet, der er betydningsfuldt for én selv, er væsentligt i arbejdet med selvvurderingskompetence. Arbejdsformen har endvidere til hensigt at støtte deltagernes bevægelseskompetence, fordi de arbejder med at udvikle forståelse for, hvordan og hvorfor de udfører bestemte bevægelser eller bevægelsesaktiviteter. Indflydelses- og deltagelseskompetencen bliver inddraget, fordi intentionen er, at deltagerne kan anvende logbogen som en måde at få indflydelse på form og indhold i praksis, gennem det de skriver. Teoretisk begrundes arbejdsformen ud fra selv-selvobjektteori med, at deltagerne får mulighed for at være rettet mod selvfremstilling, og at terapeuten får mulighed for at være empatisk lyttende i kraft af, at hun læser logbogen, og dermed være spejlende selvsubjekt for patienten. Forskellige karakterer af roller Et andet eksempel er, at en deltager arbejder alene ud fra en ramme givet af terapeuten eller af patienten selv. Forskellige sider af rollen som terapeut vægtes, f.eks. at udføre lærerstyret undervisning, at arbejde med processer i bevægelsesarbejdet eller være konsulent og vejleder for deltagerne, når de arbejder på egen hånd. Ideen er, at styrke deltagernes kompetence til at medskabe indhold og form i genoptræningen således at praksis form og indhold udvikles i en dialog mellem deltagerne og terapeuten. Med baggrund i selv-selvobjektteori begrundes arbejdsformen med, at deltager og terapeut får mulighed for at indgå i roller med karakter af de fire former for rettethed og de fire former for selvsubjekter.

15 Rapport, Projekt Naturhold LÆRINGSFORSTÅELSE Læring forstås som en proces, der er påvirket og afhængig af den enkeltes opmærksomhed, ønsker og behov samt den sociale og rumlige kontekst og sammenhæng. Konteksten betragtes både som andre deltagere, som rummet og som de rammer der er for læring f.eks. refleksion som arbejdsform. Hensigten er at tilgodese den enkelte deltagers forudsætninger for at lære bevægelse, dennes mål og værdier, erfaringer og oplevelser samt individuelle arbejdsmåde med bevægelseslæring. Dermed at tage udgangspunkt i deltagerens forforståelse og forståelser af de situationer og erfaringer, der udvikles. Praksis udvikles afhængig af tid, sted, deltagernes forudsætninger, tilfældigheder, der sker undervejs, og oplevelser, deltagerne har udenfor selve træningen, og tager således hensyn til såvel deltagernes erfaringsdannelser og forståelser som til fysioterapeutens faglige kundskab og erfaring. Læringsrammerne er således mulighedsskabende fælles betingelser, der kan aktualiseres og videreudvikles af deltagerne og terapeuten i fællesskab. Deltagernes og terapeutens måder at indgå i genoptræningen på er på en gang skabt af og medskabende for den enkelte patients erfaringsdannelse og læring. BETYDNING AF AT VÆRE I NATUREN I dette afsnit præsenteres fem forskellige temaer, som er karakteristiske for deltagernes udsagn om betydning af at deltage på Naturhold. Temaerne er erindring, at erfare om sig selv sammen med andre, at lære at se naturen, naturen som en udfordrende træningsomgivelse, heldhedsoplevelse. Erindring Når deltagerne taler om erindring drejer det sig både om at blive mindet om, hvad man ikke kan og om erindring ift. glæde ved at være i naturen. Når deltagerne ser sig selv på video, bliver de mindet om det, de ikke kan. Samtidig ser de også det, de gjorde trods alt, og det, de fik til at lykkes. De siger f.eks.: Men der er jo ingenting du ikke kan, overhovedet ikke, for du gør det jo alligevel Du kan se, det der med den træstamme, den kommer du op at kravle på. Bent, som det handler om, har lige forinden sagt, at se video minder ham hele

16 Rapport, Projekt Naturhold tiden om det, han ikke kan. I samme sætning siger han juhuu. Det at se sig selv på video gav ham samtidig følelsen af: vi gjorde det!. En anden siger: Man tror, man kan det hele ligesom de andre, og så ser man det, hold da op, det ser mærkeligt ud. Stift. At se sig selv på video kan på den ene måde ses som en mulighed for læring. At se og blive mere opmærksom på hvordan man bevæger sig. På den anden side sagde deltagerne, at hvis de havde set sig selv løbende, så ville de måske have fokuseret for meget på, at nu er der kamera på og på den måde have låst deres lyst til bevægelse. At være i naturen giver deltagerne en oplevelse af glæde og stilhed, som blandt andet udtrykkes sådan: Det er stilheden jeg ved den er der man kan bare kigge efter den den er i nærheden. Dette kan forstås sådan, at personen erindrer stilheden i skoven og genfinder den, når vi er derude. Også selvom de andre deltagere er der. At erfare om sig selv sammen med andre I starten var nogle af deltagerne utrygge ved at være i skoven, fordi de var bange for at blive sat af af de andre. Jeg er nok mere tryg nu frem for i starten, hvor jeg tænkte, at hvis jeg ikke kan, så vil jeg i hvert tilfælde ikke vise det nu er det os, det er alle de her sten, som vi har sådan her, nu tør vi det hele jeg tør noget, som jeg ellers ikke har gjort vi hjælpes jo ad. I starten vidste vi ikke, om vi blev sat af et eller andet sted. Citatet belyser, at der undervejs opstår en følelse af vi-hed blandt andet gennem det at have gjort fælles erfaringer i naturen. Oplevelsen af relationen mellem deltagerne ændrer sig fra, at man føler sig alene i gruppen, til at der tales om vi, der hjælper hinanden. Det kan forstås sådan at gennem at undersøge naturens muligheder sammen, styrkes fællesskabsfølelsen. Alle ved, hvordan det er at finde balancen på stenene ved stranden etc. Deltagerne sætter pris på at være flere sammen det, at vi er flere, skaber en anden atmosfære, som jeg sætter pris på. At lære at se naturen Man lærer at bruge naturen er en sætning, der går igen. Under dette er der to centrale tematikker. Det ene er, at naturen for nogen er et fremmed sted. Et sted man ikke er vant til at komme, fordi

17 Rapport, Projekt Naturhold man er bymenneske. Det kræver tilvænning at have lyst til at være i naturen. der er nogle ting, der skal overvindes. Man skal blive ved og ved så kan man nyde naturen. Over tid og ved at være der hver uge bliver naturen et inspirerende sted at være og de siger videre: Det ligger nok i vores natur, jeg mener det der med mere og mere at kunne bevæge sig i naturen. Deltagerne lægger også vægt på naturen som mere end træningsredskab f.eks.: hvor utroligt det er, når lyset kommer ned gennem sådan en skov, utrolig smukt. eller: Det, jeg synes er smukt er, når bladene er ved at falde, når det så lyser ned, så ser det meget romantisk ud, eller den er fantastisk, stilheden og roen og luften omkring mig giver en mere fri fornemmelse og lyst til bevægelse får nogle klarere tanker. Det var mørket i skoven, på de mørke dage, så var det en fantastisk kontrast at komme ned på stranden og hør fjordens brusen, så var det jo muligt at flytte derned andre dage kunne vi finde en lysning i skoven og stå der og lave øvelser sammen Med Richter-Reichenbachs begreb Lebenganzheit kan disse udsagn forstås sådan, at personerne kommer i kontakt med sig selv som en del af naturen. Naturen bliver over tid ikke længere fremmed at være i. Lyset, naturens forfald, en oplevelse af ro og lyst til bevægelse oplever deltagerne derude, og dette indgår dermed som en del af helheden ved at være i naturen. Naturen opleves som andet end et træningsredskab. Dermed bliver det at arbejde med genoptræning en helhed, hvor deltagerne både træner balance, styrke, kondition etc. og også finder tilbage til gode oplevelser ved at være i naturen, som måske kan være drivkraft for dem videre frem i deres rehabilitering. Det andet er, at deltagerne oplever, at de gennem træningen og det fokus, der er på skoven og strandens muligheder, lærer at se naturen på nye måder. Dens træer, der er væltede, skovbunden der er våd, glat eller fyldt med blade, en skrænt og sandet: Sand er jo ikke bare sand, fordi når man så er ude i det hårde sand, så er det noget helt andet, når du går i det bløde sand. Eller Første gang du prøver, tænker du, hvad er det her for noget. Men jeg synes, det er utroligt, det er lækkert, når du går herned, og vi går og laver alt et der. Eller nede i det bløde sand gav det pludselig en masse problemer og andre udfordringer. Man lærer en masse om sig selv. alle de elementer du kan bruge i naturen, du har aldrig prøvet det før - at stå på ski i sandet! Deltagerne erfarer, at det også drejer sig om at fordybe sig i naturens muligheder og siger blandt andet Vi får mere, end vi selv er klar over, idet du er på opdagelse ude i skoven ja det er en opgave i sig selv.

18 Rapport, Projekt Naturhold Det giver dem også en oplevelse af at arbejde med hele kroppen, når de kravler på stammerne eller slappe af, når de er derude. Med brug af Gibsons begreb affordance kan træer, skovbund, sandet og skrænten forstås som mulige affordances, der bliver meningsfulde i og med deltagerne er i naturen med en særlig hensigt: at styrke deres bevægelseskompetence og mod til bevægelse. Træer, sand etc. er ikke meningsfulde i sig selv, men bliver det, når der rettes opmærksomhed mod de muligheder, disse ting kan have for for eksempel balancetræning, styrke, kondition og udfordring af mod. Deltagerne lærer at se naturen og det har også betydning for at de får inspiration til at se efter lignende steder hjemme. Får åbnet øjnene for at gode natursteder kan være betydningsfulde for dem. Hvor har jeg sådan et sted derhjemme, hvor jeg kan gøre det samme? Det behøver jo ikke kun være her? Og hvem kan jeg lokke med ud? Konen? Oplevelsen ved træning i naturen på Vejlefjord gør, at deltagerne åbner for at tænke anderledes om træningsmuligheder, hvor de bor. Der kan således siges at være tale om en overførselsværdi til andre kontekster, som er kendetegnet ved at begynde at lede nysgerrigt efter gode steder derhjemme. Naturen som en udfordrende træningsomgivelse Træning i naturen udfordrer deltagerne. Både ift. puls og træthed i kroppen og ift. at turde bevæge sig i naturen. De siger f.eks. : Det var hårdt i starten, men nu føler man, man har mere energi, eller Vi kommer ud og bevæger os derude og bliver pumpet igennem, og så har du det rigtig godt, når du kommer hjem, og du har brugt kroppen. En anden siger: jeg får brændt en masse krudt af, som jeg går og bygger op, og det er herligt. Over tid ændrer deltagerne deres oplevelse af, hvad de kan fra nej det gør jeg ikke til Nu suser vi jo bare op, for vi ved vi kan det der Nu har du det sådan, at jo flere gange vi har været ude og kravle og gå i skoven, har du vænnet dig til mere, og nu siger du det kan du også, det gør vi bare. Det har betydning at være i skoven og arbejde i og med den og opleve sin egen uro ved bevægelsesarbejdet over tid. Det giver en erfaring med at det kan vi bare, og skoven med sin uforudsigelighed støtter denne oplevelse. Ligeledes giver det erfaring med, hvor meget man kan holde til uden at ødelægge sig selv for meget. Netop det at rummet er stort, uden vægge med masser af plads, er en udfordring at styre for nogle af deltagerne. De gav den fuld gas i starten af

19 Rapport, Projekt Naturhold forløbet og blev meget trætte bagefter. Over tid øvede de sig i at undersøge, hvad de kunne klare i balancen mellem at blive trænet og udfordret og ikke blive for træt bagefter. Det er situationer for læring at arbejde med denne indsigt i egne ressourcer og brug af dem. Bevægelse i skoven opleves ikke som motion i sig selv for motionens skyld, fordi de ikke tænker over, at de motionerer. Naturen har betydning for at det ikke er motion der i fokus, men bevægelse i natur og frisk luft. ERFARINGER MED AT SKRIVE LOGBOG Deltagerne havde generelt brug for en huskeliste med de spørgsmål, de blev bedt om at forholde sig til. I starten af forløbet, sluttede vi blot 5 minutter før tid og bad dem skrive dagens vigtigste erfaring hver især. Det viste sig at være for kort tid. Alle havde brug for støtte fra fysioterapeuten enten til at huske, til at formulere sig eller til at koncentrere sig om det, der skulle skrives. Nogle valgte at tage logbogen med på værelset og så skrive til næste gang. Vi valgte derfor at bruge 15 minutter i slutningen af hver træningsseance, som vi kaldte en stund til eftertanke. Der kom dejlig ro over gruppen, når vi sad sammen inde og skrev. En af dem oplevede at logbogen blev væsentlig som et sted at udtrykke sig, fordi hun har vanskeligt ved at formulere sig. Hun siger: Jeg har brugt det meget, jeg er ikke så god til at snakke om det, når jeg skriver, får jeg mere med, for jeg får jo aldrig sagt det jeg gerne vil Jeg får tænkt over noget af det jeg gerne ville have sagt. Andre af deltagerne reflekterer over, at de primært beskrev en øvelse og ikke så meget hvad den betød for dem. Det var vanskeligt, eller de fik det ikke gjort, og det ville kræve mere tid til skrivning. Det virker, som om selve det at skrive er ret krævende for deltagerne, men også, at det at skrive er en læreproces for dem på den måde, at de får tænkt over dagens træning og valgt nogle ting ud fra dens helhed, som var særligt betydningsfulde.

20 Rapport, Projekt Naturhold ANDEN DEL AF PROJEKTET: Betydningen for fysioterapeuter af at bruge egen praksis som læringsarena. I denne del af projektet danner Etienne Wengers teori om praksisfællesskaber og social læring det teoretiske grundlag for at belyse egen praksis som læringsarena. SOCIAL LÆRING I Etienne Wenger s teori om sociale læringssystemer indgår fire grundlæggende hovedkomponenter: fællesskab, praksis, mening og identitet. Disse komponenter er ligeværdige og integrerede i hinanden. (se fig. 2). Modellen bygger på antagelser om, at mennesket fundamentalt set er et socialt væsen med evne til at skabe indsigt og mening via deltagelse i sociale fællesskaber og aktiviteter. Læring er således en del af menneskets natur og forandrer menneskets identitet. (Wenger 2004:14). Læring som udførelse praksis fællesskab Læring Læring som tilhørsforhold identitet Læring som erfaring mening Læring som tilblivelse Fig. 2: Komponenter i en social teori om læring fra E. Wenger i Praksisfællesskaber. Læring, mening og identitet. Wenger definerer læring som et dynamisk samspil mellem praksisfællesskabets sociale kompetencer og medlemmernes personlige erfaringer. Kompetence skal ses i sammenhæng med det sociale system, som et praksisfællesskab er, idet kompetence forhandles i fællesskabet, og derfor ikke er en veldefineret størrelse. For at læring kan finde sted, må der være en tilpas spænding mellem erfaring og kompetence. Erfaringen kan styre kompetencen og omvendt, eksempelvis vil fællesskabets kompetence medvirke til at styre nyankomnes erfaringer, mhp. tilegnelse af disse kompetencer.

21 Rapport, Projekt Naturhold Wenger fokuserer på to aspekter ved læring som social praksis. På den ene side anser han læring som et kendetegn ved praksis, på den anden side læring som identitetsdannelse. Læring karakteriseres således ikke kun som forandring af færdigheder og vaner, men lige så væsentligt som udvikling af identitet og evne til at forhandle mening, en forhandling, der foregår verbalt, gennem handling og ved at deltage i de sociale fællesskaber. PRAKSISFÆLLESSKABETS UDVIKLING OG FORLØB Idet fysioterapeuterne på Vejlefjord inviterede Nina Schriver (herefter NS) til at deltage i deres praksis lagdes samtidigt grundlaget for et praksisfællesskab. Interessefællesskabet blev tidligt klart, allerede ved NS s artikel i Danske Fysioterapeuters fagblad, og blev yderligere uddybet ved uformelle kontakter og deltagelse i NS s kursus. Herefter kom fasen med den formelle kontakt, med udarbejdelse af projektbeskrivelse og aftale om ansættelsesforhold for NS, inden selve projektet tog sin begyndelse i juli Projektperioden forløb i ca. 11 uger, her var engagementet på sit højeste, og den fælles praksis udvikledes. Den efterfølgende periode med analyse og rapportskrivning rummer en mindre grad af engagement, inden det aktuelle praksisfællesskab mister betydning med mulighed for, at nye relationer og fællesskaber opstår. (se fig. 3) Stages of Development Potential People face similar situations without the benefit of a shared practice Finding each other, discovering commonalities Coalescing Members come together and recognize their potential Exploring connectedness, defining joint enterprise, negotiating community Active Members engage in developing a practice Typical Activities Engaging in joint activities, creating artifacts, adapting to changing circumstances, renewing interest, commitment, and relationships Dispersed Members no longer engage very intensely, but the community is still alive as a force and a center of knowledge Staying in touch, communicating, holding reunions, calling for advice Memorable The community is no longer central, but people still remember it as a significant part of their identities Telling stories, preserving artifacts, collecting memorabilia time Fig.3: Fra E.Wenger (1998): Communities of Practice: Learning as Social System. Grænsepraksis

22 Rapport, Projekt Naturhold I Wengers terminologi er der ved samarbejdet mellem NS, som udefrakommende forsker og ekspert, og fysioterapeuterne på Vejlefjord, Dorthe Hansen og Hanne Nielsen (DH+HN), som deltagende aktører i egen praksis etableret en grænsepraksis. En grænsepraksis er karakteriseret ved et vedvarende og gensidigt engagement på tværs af andre praksisfællesskabers grænser. Det er i grænseområderne, der skabes mulighed for, at flere praksisfællesskaber kan mødes, og ny praksis udvikles. Man kan sige, at fysioterapien på Vejlefjord har åbnet sin praksis for legitim perifer deltagelse for NS, og har givet perifer adgang til fællesskabet uden at kræve fuldt medlemskab. Der er herved skabt et praksisfællesskab mellem forskerpraksis og en etableret fysioterapipraksis. Et praksisfællesskabs læringshistorier afhænger af hvem, der har deltaget i praksisfællesskabet og hvem, der ikke har. Da enhver tilhører flere praksisfællesskaber, har alle forskellige historier, som de bringer med sig derfra til det aktuelle praksisfællesskab, hvilket medfører en vis diskontinuitet, som er en vigtig faktor for at praksis udvikles. Afhængig af, om man befinder sig i praksisfællesskabets kerne eller i periferien, er der forskellige typer af engagement. Dynamikken og samspillet mellem kerne og periferi er essentielle læringsmuligheder. I dette projekt er NS s position perifer ift. Vejlefjords kerneområde, hjerneskaderehabilitering og praksis her. Omvendt er både DH og HN i en perifer position ift. NS s ekspertviden og kompetence inde for brug af naturen i genoptræningen. Begge parter er således både kerne og periferi i det samme praksisfællesskab, engagementet og dynamikken er stor - til gavn for udviklingen af den fælles praksis. Praksisfællesskab Sammenkædningen af de to begreber praksis og fællesskab definerer en speciel form for fællesskab, nemlig det, der er knyttet til en given praksis i modsætning til fx et familiært fællesskab eller en kultur. (Wenger 2004:89). Praksis er ikke blot handling i sig selv, det er handling i en historisk og social kontekst, der giver det, vi gør, struktur og mening. Praksisfællesskaber udvikles over tid, og for at medlemmerne sammen kan lære noget, kræver det et tilstrækkeligt stort gensidigt engagement for at opretholde praksisfællesskabet. Dette betyder, at fællesskabet efterhånden opbygger fælles historier om dets eksistens og praksis, hvorfor Wenger sidestiller praksisfællesskab med læringshistorier.

23 Rapport, Projekt Naturhold Læring i praksis involverer tre processer, gensidigt engagement, fælles virksomhed og fælles repertoire (se fig.). Disse begreber indgår i tæt samspil i den fælles meningsforhandling, der konstituerer praksisfællesskabet, idet der sker en udvikling og nuancering af disse i en konstant vekselvirkning. De indgår i varierende omfang, og ikke nødvendigvis som eksplicitte forhandlingsparametre. Dette betegner praksisfællesskabets emergente struktur. Selve arbejdet med projekt Naturhold kan karakteriseres som udvikling af et sådant praksisfællesskab ud fra de tre begreber, der konstituerer et sådant. Interview med fysioterapeuterne samt disses logbøger analyseres ud fra disse tre begreber. Gensidig ansvarlighed Opgaver Projekter Lokal del af større organisation Fælles ejerskab Fortolkninger Fælles virksomhed Gensidigt engagement Fælles repertoire Engagere sig forskelligt Relationer Del af fællesskabet At gøre ting sammen Harmoni Disharmoni Opretholde fællesskabet Historier Handlinger Sprog Værktøjer Begreber Artefakter Måder at gøre ting på Begivenheder Fig. Praksisdimensioner som egenskab ved et fællesskab. Gensidigt engagement Gensidigt engagement er det, der definerer praksisfællesskabet. Det vil sige, at aktørerne i en given praksis engagerer sig i de handlinger, de udfører, og indgår i relationer til hinanden om meningsforhandling i forhold hertil. Man er således en del af det, der betyder noget for fællesskabets praksis, og bidrager selv til betydningen. Forudsætningerne for dette er dels, at aktørerne kommunikerer og interagerer med hinanden, dels at aktørerne arbejder på at opretholde fællesskabet. Gensidigt engagement er ikke ensbetydende med, at fællesskabets forudsætninger eller mål er homogenitet og konsensus. Et praksisfællesskab konstitueres over tid og indebærer derfor også modsætninger og spændinger i kraft af det personlige engagement.

24 Rapport, Projekt Naturhold Under selve forløbet med Naturholdet er det gensidige engagement mellem de 3 fysioterapeuter stærkt knyttet til ønsket om at udvikle en ny praksis, hvor naturen inddrages i rehabiliteringen af hjerneskaderamte på en anden måde end tidligere. Det primære omdrejningspunkt er at gøre noget sammen med deltagerne på holdet og at udvikle dette noget undervejs i samspil med hinanden og med deltagerne. NS og DH/HN engagerer sig forskelligt heri afh. af, hvor i forløbet vi befinder os. I starten af forløbet, fortæller DH og HN, at de begge har været lidt afventende og iagttagende ift. at se, hvorledes NS greb træningen an på baggrund af sin viden og kompetence om naturen. NS var på dette tidspunkt den mest styrende og igangsættende i træningen. Det, at DH og HN fra starten af, selv skulle stå for træningen den ene gang om ugen, har betydet, at de blev tvunget til at engagere sig yderligere i opgaven og finde frem til, hvordan denne kunne foregå. Efterhånden har samspillet mellem de 3 fysioterapeuter udviklet sig til en fælles forståelse af opgaven og af arbejdet med denne. Samtidigt har NS været sin perifere deltagelse bevidst, jeg blev inviteret meget indenfor, men jeg er jo også gæst, og jeg skal væk igen. Og hun fortsætter: jeg kan [over tid] mærke en fornemmelse af, at jeg har trukket mig sådan at det egentlig er jeres bane mere og mere. Variationen i fysioterapeuternes engagementsformer skal ses i sammenhæng med de to nedennævnte begreber, der er med virkende til at konstituere et praksisfællesskab. Fælles virksomhed Den fælles virksomhed er den eller de opgaver, som medlemmerne i et praksisfællesskab er fælles om at udføre. Virksomhed skal i denne sammenhæng forstås som instrumentelle, personlige og interpersonelle aspekter af vores liv. Den fælles virksomhed forhandles i fællesskabet. Dette foregår i forbindelse med, at medlemmerne engagerer sig i og udfører den fælles praksis. De finder således frem til, hvordan de skal gøre det, der skal gøres. Herved oparbejdes dels et ejerskab til deres fælles praksis, dels en gensidig ansvarlighed, og dermed en fælles forståelse af bl.a., hvad der er vigtigt og hvorfor, hvornår handlinger er gode nok, og hvornår de bør forbedres. De forhandlinger, der finder sted, foregår ikke kun verbalt, men også via de handlinger og aktiviteter der finder sted, samt måder at engagere sig på og i den givne praksis. Forhandlingsprocesserne er både med til at styre praksis og er med til at udvikle praksis.