Isumaginninnermut Naalakkersuisoqarfik Departementet for Sociale Anliggender

Transkript

1 Isumaginninnermut Naalakkersuisoqarfik Departementet for Sociale Anliggender Februar 2010

2 Vold er ikke løsningen rapport om konferencen om vold Februar 2010 Udgivet af: Departementet for Sociale Anliggender og Tusagassiivik, 2010 Layout: Naqitat A/S Grafisk produktion Fotos: Rosa Thorsen og Kathrine Kruse, Tusagassiivik Trykt hos: Naqitat A/S Grafisk produktion

3 Forord Vold og seksuelle overgreb i Grønland Krisecentre i Grønland Kommuneqarfik Sermersooqs krisecenter Dannerhuset i København Hvorfor går hun ikke bare? Vold set fra børnehøjde Stop familievold NU nul tolerance Kærestevold unge oplever også partnervold! Forebyggelse af og tiltag mod vold Samlivsrelateret vold og præventiv indsats for unge Samtale i stedet for vold Programmer for voldsudøvere Matu døgninstitution for drenge Dilemmaer og konflikter i tværfagligt og -sektorielt samarbejde Hvis du vil vide mere

4 Den november 2009 afholdtes konferencen Vold er ikke løsningen. Baggrunden for at afholde konferencen var de mange undersøgelser, der gennem det seneste årti har bekræftet, at vold i nærrelationer er et udbredt problem i vores samfund. Måske så udbredt, at vi er begyndt at betragte den som almindelig, ja, ligefrem som naturlig? Men vold er aldrig løsningen. Tværtimod. Den har en lang række negative konsekvenser både for offeret og udøveren. Det er det budskab, Naalakkersusisut gerne vil slå fast med konferencen, og vi mener, det er på tide, at vi som samfund gør op med vold i nærrelationer som tabu. Endvidere ønsker vi at sætte fokus på krisecentrene. I dag er der 7 krisecentre i Grønland for voldsramte kvinder. Disse centre udfører alle et stort stykke arbejde, men samtlige centre melder om mangel på pladser. Ydermere er de alle beliggende i Syd- og Vestgrønland, så mange voldsramte kvinder har i dag reelt ikke noget sted at gå hen. At gøre op med vold som tabu betyder også, at vi må gøre op med vores vante forestillinger om vold. Det er således ikke udelukkende kvinder, der er ofre for vold i nærrelationer. Vold i nærrelationer rammer også mænd, børn og unge. Og til disse grupper har vi endnu færre tilbud end til voldsramte kvinder. Et af konferencens helt centrale budskaber er, at vold ikke er en privat sag. Det er altså ikke naboens egen sag, om han slår sin kone, eller om konen slår ham for den sags skyld. Det er i højt grad et samfundsanliggende: Vi må som samfund gøre os klart, at vi ikke accepterer vold. Samtidig har vi alle et ansvar for at reagere, når vi møder volden, hvad enten det er gennem vores arbejde eller i vores opgang. For at sikre, at der bliver fulgt op på konferencen, er der allerede næste år afsat ekstra midler til krisecentrene. Endvidere vil der blive igangsat tiltag, der skal sætte fokus på og forebygge kærestevold. Denne rapport er udarbejdet på baggrund af konferencen. Rapporten skal dels give en kort introduktion til emnet vold i nærrelationer, dels give inspiration til, hvor man som læser finder yderligere oplysninger. God læselyst! Maliina Abelsen Medlem af Naalakkersuisut for Sociale Anliggender

5 Psykisk vold Psykisk vold kan udmønte sig i jalousi, kontrol og manipulation samt trusler og ydmygelser, herunder kritik af partnerens tanker, følelser og handlinger. En kritik, der ofte nedbryder partnerens selvfølel se, dømmekraft og realitetssans. Fysisk vold Fysisk vold kan f.eks. være fastholdelse, lussinger, rusken, slag, spark, kvælningsforsøg, brændemærkning og knivstik samt anden aggressiv anvendelse af genstande eller våben. I værste fald kan fysisk vold føre til drabsforsøg. Det kan også være manglende tilfredsstillelse af fysiske behov, f.eks. forhindring af tilstrækkelig søvn, mad m.m. Økonomisk vold Økonomisk vold kan komme til udtryk ved, at partneren forhindres i at have rådighed over sin egen økonomi. Vedkommende nægtes adgang til sin egen og en eventuel fælles bankkonto, eller forhindres i at have en indtægt, og presses derved ud i at skulle tigge om penge. Måske tvinges partneren også til at underskrive et lån, der gældsætter vedkommende. Konsekvensen er ofte økonomisk underdanighed og afhængighed. Kilde: Seksuel vold Seksuel vold er enhver seksuel handling uden partnerens samtykke. Den indebærer seksuelle krænkelser. Partneren nedgøres og mishandles seksuelt, tvinges til sex og former for sex, som vedkommende ikke ønsker og har lyst til. Materiel vold Materiel vold kan udmønte sig i, at indbo og personlige ejendele ødelægges eller fratages. Udøveren af volden kan f.eks. kaste med ting, ødelægge personlige ejendele, smadre møbler, klippe uerstattelige fotos i smådele, rive tøj i stykker og pifte partnerens cykel.

6 Af Bodil Karlshøj Poulsen, afdelingschef v. Paarisa, redigeret af Mads Byrialsen, Departementet for Sociale Anliggender Inuuneritta Folkesundhedsprogrammet har vold som indsatsområde. Målsætningerne for perioden 2007 til 2012 er: At vold og voldtægter skal begrænses At børne- og ungdomsliv skal være uden vold, voldtægter og seksuelle overgreb At skabe offentlig debat om voldens omfang, karakter og konsekvenser At styrke borgernes ansvarsfølelse og omsorgskompetence At sikre behandlings- og rådgivningstilbud for både offer og gerningsmand I folkesundheden arbejdes på tværs af faggrænser, derfor er et fælles sprog nødvendigt. Arbejdsgrupperne bag udformningen af Vold og sek suelle overgreb Idékatalog har diskuteret sig frem til nedenstående definitioner: Vold omfatter fysisk og psykisk vold. Fysisk vold er at krænke eller skade et andet menneske fysisk. Psykisk vold er at dominere et andet menneske, så det ændrer adfærd af frygt for konsekvenserne. Seksuel vold er alle former for seksuelle overgreb, hvor barnets tillid udnyttes til at tilfredsstille den voksnes seksuelle behov. I Vold og sek suelle overgreb Idékatalog fra Inuuneritt er også medtaget definitioner på vold og seksuelle overgreb fra Verdenssundhedsorganisationen WHO, fra Red Barnet og fra FN s Børnekonvention. Underretningspligt Lovgivningen tager klart afstand fra vold og placerer ansvaret for beskyttelse mod vold i alle former. Lovgivningen indeholder både tavshedspligt, under retningspligt og skærpet underretningspligt. Vi bør således alle kende til vores underretningspligt, der giver pligt til at underrette kommunen, når det erfares, eller der er mistanke om, at forældre eller voksne omkring barnet ikke lever op til deres forpligtigelser. Skærpet underretningspligt giver såvel private som offentligt ansatte i social-, skole- og sundhedssektoren pligt til at underrette kommunalbestyrelsen, hvis de er bekendte med, at et barn har behov for hjælp. I forbindelse med udformning af Vold og sek suelle overgreb Idékatalog for Inuuneritta blev indsamlet dokumentation for omfanget heraf. Disse tal er her suppleret med nyere data fra Politiets Virksomhedsberetning De fleste data herfra er landsdækkende, der gøres opmærksom på, at der er store geografiske forskelle. Det mest ultimative udtryk for vold er drab, som i de seneste 30 år har ligget på omkring 10 om året. I 2008 blev anmeldt 22 drabsforsøg, det er en stigning i forhold til 2007, hvor der blev anmeldt 17. Politimesterembedets opgørelser over

7 anmeldelser af vold viser en fordobling over en 15-årig periode: fra 419 anmeldelser i til 809 i Et naturligt spørgsmål er, hvorfor disse tal fortsat stiger. Politimesterembedet angiver, at befolkningens holdning til vold er ændret, således at man i forhold til tidligere er mere tilbøjelig til at anmelde voldsepisoder til politiet. Politiet er i dag mere opmærksomt på vold, men politimesteren skriver også, at det ikke kan afvises, at der er sket en reel stigning i forekomsten af vold. Politiet vurderer, at umådeholden indtagelse af alkohol er den primære faktor til voldskriminaliteten. I politimesterens årsberetning for 2008 står, at de voldelige forbrydelser begås erfaringsmæssigt næsten udelukkende af personer, der er påvirkede af alkohol eller andre rusmidler i gerningsøjeblikket, ligesom ofrene også tit er påvirkede. Rimer dette så med tallene for alkoholforbrug, som vises i Figur 1? Figuren viser, at i den seneste fireårs periode, hvor voldsanmeldelser steg fra 745 til 809, faldt alkoholforbruget markant. Figur 1 Indførsel af ren alkohol

8 Der er store geografiske forskelle på voldsanmeldelser. Den største hyppighed i forhold til indbyggertallet er registreret i Paamiut. Når landsgennemsnit angives med indeks 100, optræder Paamiut med indeks 218. Uummannaq, med indeks 84, og specielt Upernavik, med indeks 37, ligger langt under landsgennemsnittet. Politiets statistikker viser en støt stigende tendens i anmel delser af sædeligheds- og voldsforbrydelser. Det er vigtigt at holde sig for øje, at stigningen skal ses i sammenhæng med det øgede fore byg gel sesfokus fra både central og kommunal side samt det højere uddannelsesniveau og heraf større viden. Det formodes, at der blandt anmeldelserne er tale om en del overgreb, som er begået tidligere, eller som har stået på gennem lang tid, men først nu kommet for dagens lys. I 2008 modtog politiet 164 anmeldelser vedrør ende voldtægt og forsøg herpå. Tallene svinger fra år til år. I 2001 lå anmeldte voldtægter og voldtægtsforsøg på 191, herefter faldt det til 148 i Voldtægter og voldtægtsforsøg indgår i, hvad politiet definerer som sædelighedsforbrydelser. Dem var der i alt 391 anmeldelser af i Sædelighedsforbrydelser er altså summen af voldtægter og voldtægtsforsøg samt incest, kønsligt forhold til børn, blufærdighedskrænkelse og kønslig udnyttelse af psykisk abnormitet samt forførelse. Også her ser vi en stor geografisk spredning. Tasiilaq Politidistrikt tegner sig for et indeks på 218, hvor landsgennemsnit er indeks 100. Nuuk ligger på 55. Én ting er de hårde data fra politiet, men der er også en hel del viden at hente fra en række befolkningsundersøgelser, hvor mennesker selv udtaler sig enten i interviews eller gennem spørgeskemaer. Unges trivsel i Grønland 2004 er resultatet af en videnskabelig undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed i samarbejde med Paarisa. Det var en computerbaseret spørgeskemaundersøgelse blandt skoleelever i alderen år. Health Behaviour in School-Aged Children gennemføres i Grønland hvert 4. år. Rapporten fra 2006 fik navnet Sundhed på Toppen. Denne undersøgelse gentages i Inuusuttut Akisunnerat var et kombineret radio- og hjemmesideprojekt, hvor unge skrev til en brevkasse samt gik i dialog med hinanden. Statens Institut for Folkesundhed står bag store befolkningsundersøgelser, den første i 1993 og den seneste i I 2007 kom en undersøgelse fra Departementet for Familie og Sundhed og SFI om børns vilkår. Her blev mødre til børn mellem 0 og 14 år interviewet. Nedenfor følger data fra de nævnte rapporter. Først antal personer, som har været udsat for alvorlige trusler eller vold. I Inuuneritta s Vold og sek suelle overgreb Idékatalog, Figur 2, er en oversigt over, hvor mange personer, der i spørgeundersøgelser selv angiver at have været udsat for alvorlige trusler eller vold. Det fremgår, at 62 % af kvinderne har været udsat for trusler om vold, og det samme har 56 % af mændene. Inden for de seneste 12 måneder gælder det for 16 % og 13 %. Vi ved ikke, om de unge har været udsat for trusler igennem hele livet eller inden for de seneste 12

9 måneder, men søjlerne for unge er bemærkelsesværdigt høje i forhold til voksne. Figur 2 Antal af trussels- og voldstilfælde Ser vi ud fra befolkningsundersøgelserne på seksuelle overgreb, er det tydeligt, at seksuelle overgreb primært sker over for børn. Blandt de voksne angiver 9 % af kvinderne at have været udsat for seksuelle overgreb som voksne, 13 % har oplevet det som unge, men 21 % har været udsat for overgreb som børn. De unge taler selv gennem Unges Trivsel, her angiver 28 % af de unge kvinder at have været udsat for overgreb, og 13 % heraf som under 13-årige. Tallene for kvinder er høje, men vi må ikke glemme mændene, også her er det rigtig mange, der har oplevet seksuelle overgreb. De forskellige befolkningsundersøgelser har vist, at de, der har været udsat for voldelige eller seksuelle overgreb, også lider af en række helbredsproblemer såsom kroniske sygdomme og psykiske problemer. Vi ved ikke, hvorfor tallene for vold og seksuelle overgreb stiger, måske er der flere og flere overgreb. Det kan også skyldes, at der er kommet mere fokus på både vold og seksuelle overgreb i samfundsdebatten. I dag siges det højt, at seksuelle overgreb ikke er acceptabelt, og at offeret ikke selv er skyld i overgrebet. Vi ved, at et par lærere i Tasiilaq efter Paarisa-kampagnen i skolerne og på TV spurgte ind til emnet, og at en stor gruppe

10 børn derefter betroede sig til lærerne. Det førte til anmeldelser og heldigvis også til behandlingstilbud til disse børn. Paarisa driver to telefonrådgivninger, hvor alle gratis kan ringe og få råd fra professionelle. Børnog Ungetelefonen har nummer 134, denne telefonrådgivning blev i 2002 oprettet som led i forebyggelse af selvmord og seksuelt misbrug af børn. I årsrapporten for Børn- og Ungetelefonen 134 kan ses, hvilke problemer børn og unge søger hjælp til. For 2008 var hovedproblemerne: mobning 21 %, vold 14 %, skænderier 12 %, misbrug af rusmidler 10 % og børn, der er overladt til sig selv 10 %. Vold forekommer højt på listen, men børn har ikke kun ét problem. Dykkes ned bag tallene kan ses, at 40 % af dem, der har vold som hovedproblem, også oplever skænderier og/eller misbrug af rusmidler, 29 % nævner skilsmisse og 27 % har selvmord tæt på livet. I rådgivningssamtalerne for Børn- og Ungetelefonen 134 bliver det registreret, hvorvidt opkal deren havde oplevet seksuelt misbrug eller krænkelse. I 2008 angav 23 børn og unge at have sådanne oplevelser, deraf havde 43 % været udsat for voldtægt. Små tal? Ja, men det drejer sig om 10 levende børn. Telefonrådgivningen Attavik, med nummer 146, åbnede i Målgruppen er personer, der overvejer selvmord, eller som på anden måde er i en personlig krise. De fleste opringninger kommer fra byerne, kun 17 % fra bygder. De fleste henvendelser kommer fra kvinder. I årsrapporten kan ses, hvilke problemer der søges hjælp for. Paarisa må erkende, at registreringen er mangelfuld, idet der for knap 30 % af samtalerne ikke er registret årsag til henvendelsen. I 2008 angav 18 % af henvenderne ensomhed som årsag til at ringe, derefter kommer traumatisk begivenhed og psykisk sygdom. 9 personer var blevet voldtaget, og 3 havde voldtaget andre. Unge har på hjemmesiden Inuusuttut akisunnerat skrevet om vold. Unge mænd oplever sammenhæng mellem den vold, der udøves fra faderen, og den vold, de selv udøver. Unge kvinder oplever sammenhæng mellem deres oplevelse af vold og den vold, som deres mødre har oplevet. De unge kvinder føler, at de selv er ansvarlige for den vold, der bliver udøvet mod dem, samtidig med at de mener, volden er en kærlighedserklæring til dem. De unge kvinder skriver også, at deres børn er vidner til volden. Således er sikret, at volden kan fortsætte i næste generation!

11 Af Regine Enoksen, formand for Q.P.K De syv krisecentre, der er på Grønland i dag, findes i følgende byer: Narsaq, Qaqortoq, Paamiut, Nuuk, Sisimiut, Aasiaat samt Ilulissat. Krisecentrene på kysten køres på foreningsbasis, og driften af disse aftales med kommunalbestyrelserne. Krisecentrene er underlagt socialforvaltningerne, mens tilskud til driften bliver betalt af kommunerne og Selvstyret. Vi kan imidlertid ikke køre videre under de nuværende forhold, f.eks. er der vidt forskellige tilskudsformer i de 4 storkommuner. Krisecentre ne har behov for større tilskud for bl.a. at kunne forbedre vilkårene for medarbejderne. Formål med og arbejdet ved krisecentrene Grundlaget for oprettelsen af krisecentrene er at yde samtaler og anden service for voldsramte og truede kvinder samt deres børn. Dette foregår gennem rådgivning, vejledning, samtaler og andet. Gennem disse skal vi yde hjælp til selvhjælp, og derudover skal vi sørge for indkvartering af klienterne. Efter klienternes behov bliver sagerne videreført til eksempelvis politi, socialforvaltningerne, sundhedsvæsenet, præstegældet m.v. Organisationen Krisecentrenes forening stiftede den 27. september 1989 en organisation. Hvert 3. år afholdes der kongres, og i den valgte formands hjemby placeres sekretariatet. I 2007 blev sekretariatet placeret i Sisimiut, og efter genvalg af formanden i år i maj måned forblev sekretariatet i Sisimiut. Hvert år afholdes der kursus for personalet i kri se centrene, hvor kurserne bliver tilrettelagt af fagfolk. Kurserne plejer at indeholde: supervision/kontakter, vejledning, rådgivning, personlig udvikling, hjælp til seksuelt misbrugte m.v. Derudover indeholder kurserne vejledning om drift af foreninger samt udveksling af erfaringer. I 2008 blev der ansat en koordinator i sammenslutningen, som har været til stor gavn. Krisecentrenes personale I de fleste krisecentre på kysten plejer der kun at være ansat én person, og da henvendelserne foregår på vidt forskellige tidspunkter, er vi ansatte nødt til at stå til rådighed døgnet rundt. Den ansatte skal fungere som leder, administrator, socialrådgiver, rengøringsdame og meget andet. Hvis der kommer henvendelser eller bliver indleveret klienter om aftenen eller natten, er vi nødt til at tage på arbejde igen, og uanset hvor lidt søvn vi har

12 fået, er vi nødt til at møde på arbejde om morgenen, da der er behov for os. Om weekenden bliver der tilforordnet to ekstra medarbejder. Men problemet med mangel på vagter er voksende, og den største grund til dette er den meget lille løn, som medarbejderne får. Vi, der er ansat i krisecentrene, kan ikke undvære vagterne i weekenderne. Vagterne i weekenderne plejer at være folk, der har arbejde ved siden af eller pensionister samt førtidspensionister. Krisecentrenes forpligtelser Krisecentrene fungerer som hjem for mange kvinder og deres børn i kortere eller længere perioder. De fleste klienter er kvinder, der som børn har været med deres mødre i krisecentrene, eller kvinder, der kommer fra utrygge hjem og er opvokset i voldelige familier. Klienterne har efter omstændighederne behov for samtalepartnere, som kan forstå og hjælpe dem, derfor henviser vi disse kvinder til uddannede fagfolk, som har erfaringer med sådanne samtaler. Naturligvis deltager vi og støtter dem under denne proces. Børn, der kommer i krisecentrene sammen med deres mødre Set i forhold til befolkningstallet er der forholdsvis mange børn, der kommer med deres mødre i krisecentrene i Grønland. Når vi ser på statistikkerne fra krisecentrene og finder gennemsnitstallet for børn, der kommer i krisecentrene sammen med deres mødre, kan jeg med sikkerhed sige, at børnene beslaglægger mere end halvdelen af sengepladserne i krisecentrene. Derfor er antallet af børn, der har behov for hjælp, meget stort, og vi kan ikke blot lukke øjnene for disse forhold. Mødrene bliver oplært i familieforhold samt pligter som mødre, og mødrene føler først, at de har disse færdigheder, når de selv begynder at anvende dem i deres dagligdag. Vi ved, at kimen til at vælge en partner senere hen i livet allerede bliver lagt i barndommen. Hvis vi skal den fysiske og psykiske vold til livs, kan vi ikke komme uden om børnene. Vi kan bl.a. opleve disse stemninger blandt børn, der kommer i krisecentrene sammen med deres mødre: misstemning, sorg, bekymring, frygt, angst, muthed, tilbageholdenhed, skam, ensomhed samt opmærksomhedskrævende og grov opførsel. Når vi oplever, at børnenes opførsel og sindsstemning ikke er normal, indberetter vi dette til de social myndigheder, og i nogle tilfælde er vi nødt til at indberette børnene uden mødrenes samtykke på grund af vores underretningspligt.

13

14 Kvindelige brugere af krisecentrene Nogle af kvinderne henvender sig selv til krisecentrene eller bliver indleveret af politiet, socialforvaltningerne eller andre. De kvindelige brugere af krisecentrene er fra 18 år og til op over 70 år. Vi modtager også unge under 18 år, når de kommer med deres børn, og disse mindreårige klienter er vokset i antal de seneste år. Vi kan nævne et stort problem, som vi hører om oftere og oftere: omsorgssvigt af børn. Vi plejer at opfordre mindreårige mødre til at rette henvendelse til de sociale myndigheder og prøver så vidt muligt at støtte dem, så der kan blive sørget for dem. Det er disse mødre, der til sidst ikke har flere kræfter til deres børn, hvis de ikke bliver støttet, og konsekvensen bliver omsorgssvigt af børnene. Vi kan ikke give dem kræfter ved blot at sørge for en bolig samt underhold til disse. Vi skal ikke blot tænke på deres opretholdelse af livet. Det er af yderste vigtighed at støtte disse unge, hvis der skal ske forandringer og give dem kræfter til at komme videre i deres liv. Mandlige brugere af krisecentre De mandlige brugere af krisecentrene henvender sig mest for at få samtaler, men naturligvis er der også nogle, der henvender sig for at få natlogi. Men det er vi tilbageholdende med, da vi prioriterer kvinderne samt deres børn. Deres ønsker om samtale kan være begrundet i forskellige forhold, f.eks. tendens til vold, skilsmisse, en dårlig barndom, opdragelse i en voldsramt familie, seksuelle overgreb under barndommen eller fysisk og psykisk vold. Fremtidsvisioner At der bliver ansat børnepædagoger At der ansættes fastansat personale i de krisecentre, der ikke har fastansat personale At der oprettes krisecentre i de byer, hvor der ikke findes krisecentre At der samarbejdes om at oprette steder, hvor mænd kan henvende sig At der oprettes støttegrupper for voldsramte kvinder

15 Af Grethe Siegstad, socialrådgiver, krisecenteret Nuuk Kommuneqarfik Sermersooqs krisecenter er et midlertidigt opholdssted for kvinder, der har været udsat for psykisk eller fysisk vold eller trusler herom. Kvinderne kan medbringe deres børn. Krisecenteret er beliggende på Sipisaq Kujalleq 7A, 1. sal. Der er 5 1-værelseslejligheder samt et børne-/fælleslokale. I kælderen er der mulighed for at låne vaskemaskine samt tørretumbler. På Krisecenteret er beboeren selv ansvarlig for madlavning, rengøring af lejligheden samt tøjvask. Ved fraflytning skal lejligheden være ryddelig og rengjort. Ophold koster 115 kr. pr. døgn for voksne og 95 kr. pr. døgn pr. barn (2-14 år). Børn fra 0-2 år er gratis. Opholdsbetaling kan betales direkte til personalet i Børne- og Familieafdelingen eller til kommunens kasse på rådhuset. Ellers sender vi en regning, som bliver indkrævet via kommunens inkassokontor. Hvis man ikke kan betale for opholdet, skal man inden 2 dage efter indflytningen rette henvendelse til en sagsbehandler i socialforvaltningen for at søge om hjælp til betaling af opholdet. Såfremt socialforvaltningen giver afslag eller kun delvist bevilger beløbet, vil det resterende skyldige beløb blive opkrævet via kommunens inkassokontor. Personalet på krisecenteret har tavshedspligt og ingen notatpligt. Derudover kan kriseramte ved kortvarigt ophold vælge at være anonyme. Såfremt personalet får kendskab til, at et barn lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, skal de, ifølge lovgivningen, give socialforvaltningen besked om dette. Under opholdet på krisecenteret beder krisecenteret brugerne om ikke at viderebringe de oplysninger, man får om de andre beboere og deres forhold, således at de kvinder og børn, der har ophold på krisecenteret, kan være trygge og beskyttet. Den kriseramte og hendes børn bliver modtaget af personalet. Hvis henvendelsen sker i hverdage i dagtimerne mellem kl er det personalet fra krisecentret, der tager imod. Uden for dette tidsrum vil den vagthavende tage imod. Det påhviler personalet at sørge for, at den kriseramte og eventuelt medbragte børn får anvist et sted at sove samt bliver tilbudt mad. Det påhviler endvidere personalet at yde råd og vejledning, såfremt det vurderes, at der er et akut behov for dette. Personalet forlader først krisecenteret, når brugeren føler sig tryg og rolig. På krisecenteret er der et nødkaldeapparat, der sikrer direkte forbindelse til personalet i Børne- og Familieafdelingen, politiet og den vagthavende.

16 Når man flytter til krisecenteret, bliver man tilbudt krisesamtaler. Samtalerne omhandler situationen, samt hvorfor man er på krisecenteret. Ligeledes tilbydes deltagelse i selvhjælpsgrupper, som kører internt i krisecentret. Et længerevarende ophold forudsætter, at man og eventuelt familie ønsker at arbejde med at forbedre situationen. Personalet vil under opholdet også komme og tilse brugeren og eventuelle medbragte børn. Børn på Krisecenteret At tage ophold på krisecenteret er følelsesmæssigt en svær beslutning, som også påvirker børnene. Deres dagligdag bliver anderledes; de er væk fra deres vante omgivelser og de har måske oplevet skænderier, vold eller andre voldsomme episoder i hjemmet. Der er indrettet et børne-/ fælleslokale, hvor børnene kan være sammen med andre børn, lege og være børn. Krisecenteret tilbyder også mor-barn-samtaler, individuelle børnesamtaler (efter samtykke fra moderen) samt samtaler sammen med andre børn. Personalet står altid til rådighed med råd og vejledning i forhold til, hvordan man kan hjælpe børnene bedst muligt, men pasningen af børnene er brugernes eget ansvar. Ved fraflytning kan der afholdes en samtale. Her vil den fremtidige situation blive drøftet, og valget vil blive respekteret. Personalet gennemgår, om værelset er rengjort, ligesom det bliver tjekket, om der mangler ting, eller noget er gået i stykker. Hvorefter der så bliver lavet en samlet regning for opholdet.

17

18 Af Lene Johannesson, sekretariatslede, LOKK LOKK er en dansk landsdækkende nonprofit interesseorganisation, hvis formål er ud fra et kvindepolitisk grundlag og med et samfundsmæssigt perspektiv at synliggøre, forebygge og eliminere mænds vold mod kvinder og børn. LOKK repræsenterer 40 af Danmarks 42 kvindekrisecentre. Krisecentrene i Danmark er meget forskellige nogle har udelukkende professionelt personale, andre har 2 ansatte og måske 70 frivillige tilknyttet. Nogle er kommunale, andre er selvejende med eller uden driftsaftale med en kommune. LOKK udgiver hvert år en statistik, som beskriver forholdene omkring kvinderne alder, indkomst, voldens karakter, hvor de flytter hen m.v., og en børnestatistik, som tilsvarende beskriver, hvad børnene har været udsat for eller overværet af vold, hvilke hjælpeforanstaltninger der sættes ind med og lignende.

19 En rejse fra Grevindens stiftelse til moderne social- og ligestillingspolitisk aktør Af Dannerhuset Danner er en gammel dansk institution. Huset, som ligger i Nansensgade i København, er bygget af Grevinde Danner i 1876 med det mål at huse fruentimmere af de arbejderkår, hun selv var rundet af. I sine første 100 år var stiftelsen rammen for fattige kvinders alderdom i overensstemmelse med grevindens ønske. I 1979 skiftede Dannerhuset ejere og formål. Huset blev besat af rødstrømperne, og Danner blev en af tidens vigtige græsrodsorganisationer, som opbyggede et af landets første krisecentre. En af aktivisternes største sejre fra dengang var med stor dygtighed af få sat vold i hjemmet på dagsordenen. Gør det private politisk, lød parolen. Ekspertise og empowerment Danner er nu i sin 3. tidsregning. Sådan opfatter vi det i hvert fald. Vores arbejde er stadig først og fremmest målrettet kvinder. Vores mål er fortsat at stoppe vold mod kvinder og børn med afsæt i den ekspertise og empowerment-metode, som husets første græsrødder grundlagde. Den arv fra rødstrømperne har vi taget med os. Men verden er i dag en anden, og Danner har på de 30 år udviklet sig fra at være en græsrodsbevægelse til en moderne organisation. Vi er gået fra at være baseret på frivillige alene til i dag at være en organisation med 30 ansatte og 200 frivillige. Vi er gået fra et helt fladt basisdemokrati til en organisation, som ligner de fleste andre med klart defineret ledelse. Vi er gået fra at være et tilbud om tag over hovedet til i dag at være et sted med mange specialiserede tilbud til kvinder og børn, der har oplevet vold i deres nære relationer. Vi er gået fra en tid, hvor økonomien var særdeles sparsom til en situation, hvor økonomien stadig er trang, men med den væsentlige forskel, at kommunerne i dag er forpligtede til at betale for den ydelse, vi leverer. Vi er gået fra alene at være for kvinder til i dag at have et udbygget samarbejde med mænd. Værdierne har vi til gengæld ikke ændret meget ved. Solidaritet og empowerment ligger bag alt, hvad vi gør. Alt sammen fordi vi ønsker at fremme sagen bedst muligt og yde det bedste, vi kan for voldsramte kvinder og børn. Ligestilling Det moderne Danner arbejder i dag på 3 fronter: Vi hjælper kvinder og børn, som lever med vold i deres nære relationer, med råd og hjælp i vores krisecenter. Vi arbejder med vidensopsamling og metodeudvikling i vores nye videnscenter Danner- Viden. Og endelig arbejder vi med forebyggelse gennem vores netværk. Vi ved, der er en sammenhæng mellem omfanget af vold og udbredelsen

20 af ligestilling. Derfor ønsker vi at være til stede i ligestillingsdebatten og sammen med alle Danners frivillige og Danners venner at skabe fornyet debat om, hvordan vi hver især kan komme til at udfolde os som frie og ligeværdige individer på tværs af køn og på trods af kønsstereotyper. Myte 1: Vold i hjemmet er tilfældig! Fakta: Vold i hjemmet rammer altid den samme. Fakta: Vold i hjemmet sker hver dag. Fakta: Vold i hjemmet sker måske i fuldskab, men ikke på grund af fuldskab. Fakta: Vold i hjemmet sker uden vidner. Myte 2: Hun kan da bare gå! Fakta: Vold udvikles over tid den begynder i det små og udvikler sig langsomt over tid. Fakta: Samværet veksler mellem ømhed og vold, hvilket fører til uforudsigelighed i forholdet og øger forvirringen og usikkerheden hos den voldsramte. Fakta: Volden tiltager i grovhed og hyppighed den gror som en spiral og kan blive fatal.

21 Af Lene Johannesson, sekretariatsleder i LOKK Som landsorganisation for kvindekrisecentre (LOKK) i Danmark støder vi ofte på bemærkninger om hvorfor går hun ikke bare?. Det synes at være så let blot at gå, når man udsættes for vold fra sin ægtefælle eller samlever. Det voldelige forhold udvikles imidlertid typisk over tid, og volden tiltager i grovhed og hyppighed. Et voldeligt forhold kan stå på i længere tid, ofte i årevis, mens volden langsomt tiltager og bliver værre, i værste fald livsfarligt. Voldens cyklus Volden kan deles op i faser. Voldens cyklus kan beskrives som: Spændingsfasen optakten til voldsudbruddet: Manden opbygger en vrede, han bliver mere og mere utilfreds. Der er måske mindre voldsepiso der eller trusler. Kvinden forsøger at glatte ud og undgå konflikter. Voldsudbruddet: Spændingen kulminerer manden bliver voldelig. Oftest er forholdet fredeligt i begyndelsen, men udvikles efterhånden til at blive mere voldeligt. Jeg har mødt en godt begavet kvinde, som bestred en høj stilling. Hun havde mødt en mand via nettet. Han sat i fængsel, hvor han var dømt uden at have gjort noget som helst, forklarede han hende. Han havde blot stået i køkkenet med en kniv i hånden, og så var hans tidligere svigermor gået ind i den. Hun var bare så klodset. Kvinden troede på historien. Manden var det sødeste og mest belevne, hun kunne forestille sig. De fik hurtigt en dreng og en pige tvillinger. Alt var lykkeligt. Hun troede på hans historie lige indtil den dag, hvor hun sagde ham imod. Hun havde hentet børnene i vuggestuen og var ved at køre hjem. Han fulgte efter dem og blev ved med at køre op i hendes bil. Hun søgte tilflugt på en tankstation, hvor han kørte døren af, da hun åbnede den. Kvinden søgte tilflugt på et krisecenter med børnene, og først da gik det op for hende, at manden var voldelig. Kærlighed gør blind! Fortrydelsesfasen: Fasen efter voldsudbruddet, hvor voldsudøveren ofte fortryder sine handlinger og er bange for at miste sin partner.

22 Voldsspiralen Professor i sociologi Eva Lundgren fra Upsala Universitet i Sverige taler om voldsspiralen. En teori, vi kan genkende på krisecentrene. Teorien sætter fokus på volden i parforhold som en proces. I processen er der mange mekanismer, som hver for sig og i kombination gør volden til en aktiv og dynamisk proces med dybtgående konsekvenser for både voldsudøveren og den voldsudsatte kvinde. Voldsprocessen er kendetegnet ved, at volden normaliseres for begge parter. Volden opleves som en naturlig del af hverdagen. Jeg vil forsøge at beskrive, hvilke virkninger volden har for såvel manden som kvinden. Mandens strategier Det er vigtigt at sige, at man ikke kan se på manden, at han udøver vold mod sin kone. Det står ikke i panden på ham. Det ville være så let. Han ser helt almindelig ud. Nogle kan måske opfatte ham som utrolig sød og omgængelig og som enhver svigermors drøm. Det er også vigtigt at sige, at han ikke kun er den voldelige, men også den rare, omsorgsfulde mand og kærlige far. Den voldelige mand udøver kontrolleret vold over for kvinden. Han udvikler strategierne for at opnå magt over kvinden. Han udøver ikke volden, fordi han ikke kan styre sit temperament. Bl.a. slår og sparker manden oftest kun de steder, man ikke kan se, når kvinden har tøj på, og hvis han raserer hele hjemmet, går det ikke ud over hans egne ting. Volden forekommer ikke i det offentlige rum, men forekommer typisk i hjemmet uden andre tilskuere end f.eks. børnene i familien. Manden har således kontrol over, hvor hårdt han slår, og hvor meget han slår, samtidig med at han sikre sig, at der ikke er vidner Den anden strategi, isolation, udøves gennem overvågning eller afhøring. Han følger efter kvinden, han ringer til hende i tide og utide, han kontrollerer hendes mails og hendes telefon, hvem har hun ringet til, vil vide, hvornår hun kommer hjem f.eks. ved han lige nøjagtigt, at det tager kvinden 20 minutter at gå fra arbejdet til hjemmet nu har det taget hende 35 minutter. Hvor har hun været henne? Hvad har hun lavet? Har hun en anden? Den hyppigste strategi er veksling mellem ømhed og vold eller trusler. Det er en strategi, vi også kender fra torturofre. Isolationen af kvinden forstærker effekten, fordi kvinden bliver afhængig af manden. Manden er på en gang den, der krænker kvinden, og den, der giver hende trøst og omsorg. Resultatet er, at kvinden til sidst ikke kan skelne mellem vold og kærlighed og sætter ofte lighedstegn mellem disse. Alle disse strategier efterlader kvinden svag med manglende selvværd. Manden opretholder sin forestilling og et selvbillede om den rigtige mand en mand med overtag og styrke.

23

24 Kvindens overlevelsesstrategier Kvinder udvikler over tid en række overlevelsesstrategier eller tilpasningsstrategier for at forhindre volden i at opstå. Kvinden fortrænger eller undskylder årsagen til volden. Hun udtrykker, at det var et uheld, en ulykke. Hun kan retfærdiggøre volden ved at forklare, hvor svær en opvækst manden har haft det er synd for ham. Efterhånden slipper de brugbare undskyldninger op, og grænsen for, hvad hun vil finde sig i, bliver udvisket. Hun får sværere ved at skelne mellem, hvad der er normalt og hvad der er vold. Kvinden bliver skamfuld over at blive udsat for vold og ønsker ikke at blive konfronteret med andre mennesker. Måske har hun oplevet andres tavshed eller direkte fordømmelse af, at hun bliver hos ham. Det er derfor nemmere at isolere sig. Hun har derfor efterhånden kun manden at holde sig til. Ligesom man hører, at torturofre identificerer sig med bødlen, på samme måde begynder kvinden over tid at tilpasse sig manden og hans opfattelse af hans handlinger, hans adfærd og hans motiver for volden. Hun kan ikke længere vælge selv. Jeg har kendt en kvinde, stor og stærk, leder af en daginstitution. Hun var gift med en mand, alle kunne lide. Han havde et tillidserhverv i kommunen. Han havde ofte gæster, og hun vidste, at når gæsterne var gået, ville hun blive udsat for vold. Hun forsøgte at gøre alt, hvad han ønskede. Men alligevel gik det galt. Enten smilede hun for meget til gæsterne, eller hun smilede for lidt, hun serverede for mange bajere eller for få et eller andet ville gå galt. Når gæsterne var gået, stod hun til regnskab. Han gennemtævede hende. Han låste hende inde på et værelse eller bandt hende til en stol. Han ringede til hendes arbejde og sagde, at nu havde hun migræne igen. Det lykkedes hende en dag at slippe fri og at tage på krisecenter i den anden ende af landet, hvor hun ankom slemt forslået. Kommunen blev kontaktet, da kvinden ingen penge havde. Sagsbehandleren i kommunen troede ikke på, at kvinden havde været udsat for vold. Det kunne den pæne og rare mand, som alle kendte, ikke finde på. Kvinden måtte være fuld af løgn. Kvinden udvikler et lavt selvværd som følge af at være i et voldeligt forhold jo længere tid hun har været i forholdet, jo lavere er hendes selvværd. Kvinden begynder at se sig selv med mandens øjne. Og har en oplevelse af, at det er hendes egen skyld. Det kræver derfor en stærk kvinde at kunne forlade en voldelig mand.

25 Hvordan oplever børnene i familien volden Vi har i mange år talt om, at det lille barn, der gemmer sig i kosteskabet eller forsøger at gå imellem for at beskytte mor, overværer volden. Nej, barnet overværer ikke volden. Barnet udsættes for vold! Børn, der vokser op i en familie med vold, påvirkes negativt. Det har konsekvenser for deres trivsel og udvikling, og det er lige så skadeligt for et barn at se eller overhøre vold med en nærtstående voksen, f.eks. deres mor, som det er selv at blive udsat for vold! Forældre i familier med vold bruger ofte deres energi på at overleve og har derfor sjældent overskud til at se og høre børnene og give børnene den psykiske omsorg, de har behov for. Manglende åbenhed og kommunikation er en af de skadelige mekanismer, som bevirker, at den skadelige effekt af volden øges. Børn bliver angste. Nogle kan forsøge at reducere angsten ved at handle f.eks. ved at gå imellem far og mor eller hente hjælp hos naboerne eller selv ringe til politiet. Ved at børnene er i stand til at handle, kan de få en oplevelse af styrke og selvtillid. Andre børn bliver paralyseret, bliver skræmte og efterfølgende plager de sig selv med, hvad de burde have gjort. Børnene påtager sig ofte også skylden for, at far begynder at slå det kan være, de vælter et glas mælk, eller de støjer for meget hvilket mor bliver bebrejdet og derefter udsat for vold. Børnene kan udvikle følelsesmæssige og adfærdsmæssige vanskeligheder, som kan præge dem hele livet. De grusomheder, der udfolder sig i hjemmet, hvor børn skulle føle sig allermest trygge, gør hjemmet til en krigszone. Børnene ved aldrig, hvornår næste slag står. De er derfor i konstant alarmberedskab, og deres liv er uforudsigeligt. Børnene betaler prisen Det bevirker, at de let misforstår eller overreagerer også i andre situationer. Det kan udløse en aggressiv adfærd over for andre eller vendt mod dem selv. Uanset om der er en årsag til børnenes aggression, kan deres adfærd være uacceptabel for omgivelserne. De bliver derfor ofte mødt med afvisning og fordømmelse både fra voksne og deres jævnaldrende. Børnene får et negativt selvbillede og opfatter sig selv som uacceptable personer, som ingen kan lide. De har samtidig en opfattelse af, at de klare sig dårligt i skolen. Børnene bliver isoleret og har ofte ingen venner. Samtidig tør børnene ofte ikke tage venner med hjem, fordi de aldrig ved, hvordan situationen er derhjemme. Børnene var i mange år oversete på krisecentrene. De fulgte bare med mor. Det er der heldigvis rettet op på. På alle kvindekrisecentre i Danmark er der børnepædagoger, som taler med børnene.

26 Jeg ved, at krisecentrene i Grønland ligeledes har stor fokus på børnene. På krisecentrene ydes det, vi kan kalde psykisk førstehjælp. Det handler om at hjælpe børn til at håndtere situationen her og nu. Hjælpe og støtte dem til at sætte ord på de voldelige oplevelser for på den måde at kunne bearbejde dem. Ofte har børnene aldrig talt med nogen om volden tidligere. Eller i hvert fald har der ikke været en voksen, som har reageret på, hvad børnene har fortalt. Det kræver også sin mand at kunne rumme, når børn fortæller de tragiske historier fulde af tragiske og traumatiske oplevelser. Jeg har flere gange hørt børn fortælle, at de havde prøvet at sige til en lærer eller en pædagog, hvad der foregik derhjemme, men var blevet afbrudt med et det-taler-vi-om-senere. Alligevel var den voksne ikke vent tilbage. Så prøver man ikke igen, specielt ikke når man er barn. Stop volden bryd tavsheden Vi ved fra behandlingssteder for mænd, at over ¾ af de voldsudøvende mænd har oplevet vold i barndomshjemmet. Det er derfor vigtigt, at vi bryder tavsheden og taler om den vold, som vi ser, også når den foregår inden for hjemmets 4 vægge. Det er forebyggelse.

27

28 Af Naaja Hjelholt Nathanielsen, psykolog, på vegne af 8. marts-gruppen 1 Der er utroligt megen vold i Grønland faktisk er vold en del af så mange grønlænderes hverdag, at man kan få den tanke, at vold er en almindelig del af vores måde at omgås hinanden på. Volden er et tabu, der er svært at bryde. Jeg tror, at vi alle kender eller har kendt nogen, der bliver slået, og vi ved, hvor svært det er at konfrontere dem med problemet og for alvor gøre noget ved det. Derfor er det meget vigtigt, at vi lærer at tale om volden i familier, i vennekredsen og på arbejdspladsen. Konsekvenserne, hvis ikke volden stoppes, er dybt alvorlige og vil påvirke vores samfund meget negativt i de kommende år. Børn, der er vidne til vold i hjemmet, har øget risiko for også at skulle leve med volden som voksne, enten ved selv at udøve vold eller ved at blive voldsoffer i et voldeligt parforhold. Børn i familier med vold lever i en krigslignende situation fulde af angst for døden, uden tryghed og i konstant uvished. Børn, der ser forældre slås, lever i en evig frygt. De kan have tanker som: Hvornår sker det igen? Hvor slemt bliver det? Dør mor denne gang? Bliver jeg eller mine søskende slået? Vil der være nogen, der kan stoppe det? Vil jeg selv kunne stoppe det? Også helt små børn uden meget sprog vil have disse angstfulde tanker som en fornemmelse i kroppen. Forestil dig et øjeblik at være 3 år og se far slå mor forestil dig den rædsel og magtesløshed, der må fylde din krop. Ud over angsten for volden vil barnet føle et enormt svigt fra sine forældre. De mennesker, der skulle skabe tryghed, skaber i stedet angst og utryghed. Isbjørn i stuen Barnet føler sig alene, også selvom der er søskende i familien. Volden er som en kæmpestor truende isbjørn i stuen, som ingen taler om. Alle tænker: Hvis vi lader være med at tale om den, så forsvinder den nok. Efter volden er far måske ekstra sød over for mor og børnene, og mor har ikke travlt med at bringe volden på banen. Hun tænker måske, at det kunne være sidste gang, det sker. Både voldsoffer og voldsudøver er ramte af skyld og skamfølelser. De er dybt berørte af at være en del af denne voldsspiral. De skammer sig over, at deres børn ser det, og de er tynget af skyld. Børn fra voldsramte familier er derfor alene med deres viden og deres angst. Det er en sort hemmelighed, de bærer rundt på. Vrede er også en del af barnets reaktion på volden. Hvordan kan man fortælle sin omverden, at man lever i et helvede? Nogle reagerer indad og bliver stille og tilbageholdende, mens andre reagerer med 1) 8. marts-gruppen er en græsrodsbevægelse med fokus på ligestilling

29 vrede. De bliver vrede på forældrene, der svigter, og vrede på de andre voksne i deres liv, der ikke ser deres magtesløshed. Det er f.eks. naboer, familiemedlemmer, lærere og pædagoger. Barnet selvværd påvirkes Også barnets selvværd påvirkes dybt. Barnet lærer at tilsidesætte sig selv og sine behov til fordel for andre. Barnet lærer, at dets følelser ikke er lige så vigtige som de voksnes. sende ansvaret videre til de sociale myndigheder og til politiet. Vi er selv en del af løsningen, og vi må hver især tage et ansvar på os. Vi må forstå, at også den voldsramte kvinde er en del af os. Hun er en del af vores samfund og en del af vores fremtid, og hvis vi vil fremad, skal hun med. Og det samme gælder for hendes børn og voldsmanden. Vi må tro på, at det nytter at gøre en indsats. Børn fra familier med vold har nogle helt klare behov. Først og fremmest har de brug for tryghed. Man skal altså sikre sig, at barnet ikke længere skal være vidne til vold. I andre lande har man erfaring med at fjerne voldsudøveren fra hjemmet, også selvom lejligheden står i hans navn. Børn fra familier med vold har brug for, at tabuet brydes. Selvom de ikke selv er i stand til at tale om volden, har de brug for, at de voksne kan. De skal have mulighed for at deltage i grupper, hvor man taler om volden og om den måde, volden påvirker en familie. Børn fra familier med vold har fået påført et traume, og det skal de have mulighed for at bearbejde. Vi bliver nødt til at bearbejde de oplevelser, barnet har med vold, hvis vi for alvor vil bryde den onde cirkel. Det er ikke nok at stoppe volden fra at ske igen. Barnet skal have mulighed for at komme af med angsten og vreden og meget gerne samtidigt med, at forældrene også tilbydes hjælp og støtte. Som samfund er det vigtigt, at vi tager aktivt afstand fra volden. Mange er bange for at blande sig i andres forhold, og nogle er måske også bange for selv at blive udsat for vold. Men vi kan ikke bare

30 Af Ingrid Leth, lektor v. Institut for psykologi, Københavns Universitet, og Rosa Thorsen, Informationsmedarbejder, Landsstyreformandens Departement Hvordan kan man slå et menneske, som man elsker så højt? Fordi de mennesker, man er stærkest knyttet til, også er dem, der fremkalder de stærkeste følelser hos en selv. Er du selv opvokset med vold, har du lært at slå, og det kan være svært at lade være. I en familie er der stærke og svage medlemmer. Der må styring, ansvar og masser af kærlighed og overbærenhed til, for at en familie kan være velfungerende. Volden begynder ofte som en glidende overgang fra opdragelse til vold. Hvorfor er det en dårlig idé at slå børn? Fysisk afstraffelse skaber angst og usikkerhed Fysisk afstraffelse hæmmer indlæring Fysisk afstraffelse lærer børnene at blive aggressive Fysisk afstraffelse lærer børnene, at konflikter skal løses med vold Forældre fristes til at slå: Når de ikke kan komme igennem med, hvad de mener, er rimelige krav over for børnene Når de forgæves har prøvet flere løsninger Undertiden er forældre ikke i stand til at klare opdragelsen fornuftigt, fordi de er påvirket af: Impulsivitet Arbejdsløshed Økonomiske problemer At være enlig forsørger Opvækst i voldelige familier Psykisk sygdom Misbrug af stimulanser, alkohol eller stoffer Hver gang en mor eller en far løfter hånden for at slå eller ruske eller rive hårdt i deres barn, skal de tænke: NU har jeg brug for hjælp! Det her kan jeg ikke klare på egen hånd. Bed om hjælp! Find ud af, hvem i dit nærmiljø der kan hjælpe! Vold er ikke alene fysisk afstraffelse. Nedenfor ses en model, der beskriver de forskellige kategorier af vold, og hvordan de kan være aktive eller passive. Modellen kan gøre det lettere at identificere voldens mange aspekter:

31 Kategorier & dimensioner AKTIV PASSIV FYSISK VOLD Udsætte børn for fysisk vold, tilfældigt eller som fysisk afstraffelse Lade børn overvære vold i familien, såsom hustruvold PSYKISK VOLD OG PSYKISK FORSØMMELSE Verbalt/skælde ud, udsætte for ydmygende behandling, trusler, løgne og vrangforestillinger Forhindre børns skolegang eller fritidsinteresser, manglende stimulering af små børn VANRØGT, FYSISK FORSØMMELSE Yde fejlagtig omsorg, udsætte et barn for livsfare etc. Uden pasning eller fysisk omsorg, undlade vaccinationer og sundhedsplejerskebesøg SEKSUEL VOLD Seksuelle overgreb, seksuel udnyttelse af børn Vise pornografi for børn, lade børn overvære sex Her skal du lægge mærke til PSYKISK VOLD OG FORSØMMELSE Enhver form for vold rammer dig i hjertet, din personlighed og din selvagtelse, og den smerte tager længere tid at komme over end smerten efter den fysiske vold. Derfor er den psykisk vold hård ved børn, som skal opbygge en god selvfølelse. De kan ikke imødegå eller identificere psykisk vold, de bliver bare ofre for den. Psykisk vold Ledsager alle andre former for omsorgssvigt/ vold mod børn Er den eneste form for omsorgssvigt, som kan optræde alene Kan give de længstvarende konsekvenser set i et livsperspektiv Det er den hyppigst forekommende form for vold Udvikles i en tæt relation Eksempler på psykisk vold: Aktiv Verbal fjendtlighed og modvillige holdninger At kritisere, skælde voldsomt ud, true, latterliggøre, ydmyge, nedgøre og intimidere Passiv Glemme børnene, så de er uden pasning eller voksenovervågning Undlade fysisk omsorg og personlig hygiejne Undlade vaccinationer og lægebesøg

32 Grænsen for følelsesmæssigt omsorgssvigt nås, når denne adfærd bliver typisk for kontakten og samværet med barnet. ALLE forældre gør undertiden noget dumt og tanke løst over for andre familiemedlemmer, som man kan fortryde og gøre godt igen. Børn er gode til at tilgive. Den daglige omgang med børn skal rumme ros og kys og knus og masser af kærlighed. SEKSUEL VOLD MOD BØRN Forekomsten af seksuelle overgreb i Grønland er meget høj: 28 % piger og 9 % drenge (Unges trivsel i Grønland, 2004 ). Ung grønlænder: Jeg har oplevet at blive befølt og det var meget ubehageligt for mig. Jeg er nu begyndt at kunne snakke om det. I dag er jeg gladere. Jeg håber at børn som har oplevet at være misbrugt kan begynde at tale om det. SEKSUEL VOLD mod børn: Der er flere definitioner på seksuelle overgreb mod børn og unge, såsom: At inddrage børn og unge i seksuelle aktiviteter, som de ikke forstår, og som de ikke kan give informeret samtykke til, og som strider imod sociale tabuer omkring familiemedlemmernes indbyrdes roller (Schechter & Roberge, 1976). Der er mange former for seksuelle overgreb: Ekshibitionisme (en voksen, der blotter sine kønsdele foran barnet) Seksuel berøring af barnet (i straffeloven kaldt anden kønslig omgang) Forsøg på eller gennemført voldtægt Det er ikke alle børn, som er i fare for at blive udsat for seksuel vold: Forsømte og svigtede børn er mere tilbøjelige til at tage imod denne slags kontakttilbud end velstimulerede børn med gode sociale relationer. Børn anbragt uden for hjemmet Børn med handicaps Børn med dårlig begavelse Der er børn, som krænker andre børn seksuelt. Det kan være fordi, de selv har været udsat for seksuelt overskridende handlinger fra en voksen, eller fordi de ikke kan skelne mellem sociale kærtegn mellem mennesker og seksuelle handlinger. HUSK: Der er ikke noget, der hedder: Det er barnets egen skyld. Børn skal beskyttes, selvom de er nysgerrige og måske af nogen af de ovenstående grunde siger ja til seksuelle handlinger sammen med en voksen, er det forkert og strafbart, og det fritager ikke den voksne for ansvar. Børn kan ikke give samtykke: Seksuelle overgreb er de voksnes ansvar.

33 Hvad skal der gøres? Forebyggelse og tidlig opsporing: Sørg for et beredskab i hver skole, daginstitution eller døgninstitution og informer børnene om det. Uddannelse af alle relevante personalegrupper i tegn og signaler på seksuelle overgreb Ved tilfælde af seksuelle overgreb mod et barn: Behandling/intervention kan være: Rådgivning Psykoedukation af forældre Familiebehandling/-terapi Gruppebehandling af børn Individuel behandling Det allervigtigste er Åbenhed. Barnet skal i sikkerhed og beskyttes mod yderligere overgreb Barnet skal undersøges /vurderes for at afdække, om der er behandlingsbehov (heldigvis er det ikke alle børn, der har behov for langvarig psykologisk bistand)

34 Af Nina Maria Schütt, tidligere videnskabelig assistent v. Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet I mange år har man talt om partnervold, som var det et problem, der udelukkende ramte voksne, og hvis børn og unge oplevede det, var det som vidner, når det foregik i hjemmet. Men det er ikke kun voksne der oplever, at partneren kan udøve ekstrem kontrol eller ligefrem være voldelig. Unge er derimod i en hel særlig risikogruppe pga. deres begrænsede erfaringer med at danne kæresterelationer og manglende øvelse i at håndtere de voldsomme følelser, som ofte følger med den første kærlighed. Dette betyder, at mange unge er ekstra sårbare i forhold til ikke at kunne sætte grænser eller ligefrem kommer til at fejltolke kontrol og vold som kærlighed. I USA har man siden 1980 erne været opmærksom på, at partnervold ikke kun er et voksent problem, og man har i mange år arbejdet aktivt for at forebygge kærestevold ved bl.a. at lære unge om sunde forhold. I Danmark har man først for nyligt fået øjnene op for denne dimension af partnervold med rapporten Unge og kærestevold i Danmark, som udkom i Kærestevold kan ligesom partnervold blandt voksne tage mange former. Det kan eksempelvis være, at kæresten igennem kontrol og trusler vil bestemme, hvem man må se, og hvad man må have på. Det kan også være trusler om at gøre sig selv eller andre ondt eller ydmygende bemærkninger om, at man aldrig vil kunne finde en anden kæreste. Det kan ligeledes være fysisk, seksuel eller digital vold. Sidstnævnte er særlig udbredt blandt unge, hvilket kan hænge sammen med deres omfattende brug af digitale medier. Digital vold kan eksempelvis være overdreven brug af SMS til kontrol af ens færden, det kan være trusler eller ydmygelser skrevet på internetfællesskaber såsom Arto og Facebook, og det kan være distribution af intime billeder og film over MMS og på internettet. I lighed med partnervold blandt voksne har man fundet, at det at blive udsat for vold fra en person, man har haft tillid til og stærke følelser for, kan have store konsekvenser for ens trivsel også når man er ung. Unge, der udsætter for kærestevold, har således ofte en ringere trivsel end andre unge. De har bl.a. oftere psykiske problemer, og blandt unge, som er udsat for kærestevold, er der en øget risiko for at have forsøgt selvmord. Derudover udviser unge, som udsættes for eller selv udøver kærestevold, oftere risikoadfærd som eksempelvis at drikke alkohol, tage stoffer eller have haft en tidlig seksuel debut sammenlignet med andre unge. Kæreste- og partnervold blandt voksne har således mange ting til fælles. Dette kommer også til udtryk i den stærke sammenhæng, der er mellem at have oplevet kærestevold som ung og risikoen for også at opleve vold i parforhold som voksen.

35 Der er ligeledes en stærk sammenhæng mellem at være vidne til vold mellem ens forældre og selv at indgå i kæresteforhold præget af kontrol og vold som ung. Volden kan således gå i arv fra generation til generation, da forældre via deres måde at løse konflikter på bliver rollemodeller for de unge. Når unge oplever konflikter med deres kæreste, vil de i mange tilfælde anvende de handlemåder, som de har set deres forældre bruge. Det er dog heldigvis ikke alle unge, der har oplevet vold i familien, som tager det med sig ind i ungdomslivet, hvilket påpeger en vigtig mulighed for forebyggelse af ikke bare kærestevold, men også partnervold blandt voksne. Ved at lære unge om sunde forhold og hvordan man konstruktivt håndterer konflikter uden vold, kan man give unge forudsætninger for at kunne skabe sunde kæresteforhold ikke kun som ung men også som voksne. Erkendelsen af, at partnervold ikke kun er forbeholdt voksne, vil på længere sigt, hvis den tages alvorligt, og der gøres en aktiv forebyggende indsats, medvirke til, at færre voksne oplever vold i deres parforhold. Dette vil på sigt også betyde, at færre børn vokser op i familier med vold og dermed er i risiko for selv at tage volden med sig ind i ungdoms- og voksenlivet. Der er dog også forskelle mellem kærestevold blandt unge og partnervold blandt voksne, som er vigtige at tage højde for i forebyggelsesøjemed. I modsætning til vold i voksnes parforhold finder man blandt unge også relativt mange unge mænd, som udsættes for kontrol og vold fra deres kærester. Disse unge mænd rammes i lige så høj grad som unge kvinder af det tabu, der omgærer vold i unges kæresteforhold. Kombineret med det forhold, at partnervold i overvejende grad bliver anskuet, som noget kvinder udsættes for, og mænd udøver, er det endnu sværere for de unge mænd at erkende og forstå, at det de oplever, er forkert. Det er derfor vigtigt, at arbejdet med at forebygge kærestevold giver rum til unge kvinder såvel som unge mænd og deres oplevelser.

36 Af Morten Nielsen, vicepolitimester Politimesterembedet i Grønland er ofte den første instans, der kommer i kontakt med unge, der lever i voldelige parforhold. Fra politiets side har man erfaret, at det kan være vanskeligt at få de unge til at indgive en anmeldelse om kærestevold. Det kan der være mange grunde til, men det betyder ikke nødvendigvis, at politiet ikke kan gribe ind. Politiet efterforsker således af egen drift voldssager, når man eksempelvis i forbindelse med husspektakler bliver opmærksomme på, at der er synlige skader på den ene part. Fra politiets side er man generelt opmærksomme på mulighederne for at inddrage de sociale myndigheder tidligt, og man er særligt opmærksomme, når der er børn involveret, i og med en tidlig indsats giver de bedste muligheder for at forhindre unge i at havne i en voldsspiral, der kan skade deres børn og være svær at bryde ud af senere i livet. Politiet medvirker til at forebygge vold blandt unge gennem kurserne Samtale i stedet for vold, der finder sted på 8. klassetrin i flere folkeskoler i Grønland. Af Poul Hansen, formand for Grønlands ligestillingsråd Samtale i stedet for vold er et todageskursus tilpasset 8. klassetrin i folkeskolen. Poul Hansen, der er kriminalpræventiv medarbejder hos politiet i Nuuk, er underviser på kurset. Kurset har været en del af politiets kriminalpræventive indsat siden 1998 og har kørt i flere politidistrikter i Grønland. Konceptet bag Samtale i stedet for vold handler om forebyggelse og kommer oprindeligt fra Esbjerg Politikreds. Hovedtemaet på kurset er verbal kommunikation og konfliktløsning. Kurserne bliver afholdt i lokaler uden for skolens område, så eleverne får en følelse af at være på et rigtigt kursus. Under forløbet bliver eleverne informeret om deres rettigheder og de retslige konsekvenser af voldshandlinger. Underviseren tilskynder eleverne til at tale åbent sammen om volden og fremkomme med forslag til, hvordan volden kan begrænses. Til sidst udfærdiger eleverne et manuskript til et skue-/rollespil, som de skal fremføre og optage på video. Forældreinddragelse er et vigtigt aspekt i kurset, i og med forældrene er børnenes vigtigste ressource personer. Derfor bliver forældrene

37 inviteret til et fællesmøde om aftenen på kursets sidste dag, hvor resultater og konklusioner bliver diskuteret. Den grundlæggende ide med Samtale i stedet for vold er, at eleverne får nogle redskaber, der kan hjælpe dem til at håndtere konflikter på en ikkevoldelig måde. Af Inger Kreutzmann, forsorgsfuldmægtig v. Kriminalforsorgen Tal fra kriminalforsorgen viser, at langt hovedparten af de indsatte på anstalterne i dag er voldsudøvere. Retskommissionen har udarbejdet en række anbefalinger med særligt henblik på at forebygge de mange tilbagefald blandt tidligere indsatte. Kommissionens anbefalinger er behandlet og godkendt politisk i både Landstinget og Folketinget. I grønlandsk sammenhæng handler anbefalingerne bl.a. om, at forsorgsarbejdet i anstalterne skal udvikles, og at afsoningstiden i anstalterne skal indbefatte tidssvarende tilbud om behandling, så de domfældtes personlige og sociale færdigheder kan udvikles og komme samfundet til gode. Visitationer og handleplaner vil fremover blive retningsgivende for behandlingsforløb efter domsafsigelser. Det kan eksempelvis være forløb, hvor den domfældte bliver trænet i at sætte ord på følelser og problemer samt indgå i sociale relationer baseret på gensidig respekt og ligeværd. Kriminalforsorgen arbejder desuden på at udvikle tidssvarende behandlingstilbud i forhold til alkohol og hash (og muligvis ludomani) både på grønlandsk og dansk. Når reformen af retsvæsenet træder i kraft fra 2010, vil der blive åbnet op for at idømme kriminelle samfundstjeneste. Som følge heraf er Kriminalforsorgen i færd med at skabe kontakter til arbejdspladser, der kan tilbyde kriminelle samfundstjeneste. Særligt i forhold til unge vil man bestræbe sig på en anden foranstaltning end ophold i anstalten. Hvis samfundstjeneste ikke er en mulighed, ønsker man derfor som alternativ at oprette særafdelinger for unge (og kvinder), i og med de er en særligt udsat gruppe. Indsatte med psykiske problemer er ligeledes en udsat gruppe, der ofte influerer negativt på miljøet i anstalterne. De har vanskeligt ved at håndtere vrede og andre stærke følelser og er ofte ramt af sorg og depression. Derfor arbejdes der på at skabe et struktureret samarbejde mellem psykiatrien og anstalterne med henblik på tværfagligt samarbejde og udveksling.

38 Af Fie Hansen, forstander for Døgninstitutionen Angerlarsimaffik Matu er en døgninstitution for drenge med særlig aggressiv adfærd. Matu blev startet op på baggrund af en hændelse i døgninstitutionen Aja, hvor en dreng var ved at slå en medbeboer ihjel. Som følge deraf foreslog en medarbejder at skabe et målrettet tilbud til drenge med særlig aggressiv adfærd for at kunne rumme dem i institutionerne. Metoden i Matu har reguleret drengenes adfærd positivt, om end den ikke har givet dem evnen til empati. De fleste af drengene går i skole, og hver dag efter skoletid træner de med det formål at deltage i konkurrencer. Flere har påbegyndt uddannelser og klarer sig godt. Andre har desværre ikke stået distancen. Metoden i Matu er beskrevet i bogen: At fare vild sammen af Peter Berliner og Stephen Hackesberg. Drengene på Matu har været udsat for omsorgssvigt af en karakter, hvor de som forsvar har udviklet en krænkerpersonlighedsforstyrrelse. De møder generelt verden med vrede og mener, at alt er alle andres skyld. De bløde følelser har de gemt grundigt væk, og de vil ikke have hjælp. De er ikke selvmordstruede, men truer med at slå andre ihjel og signalerer: Bliv fra mig. Pædagogikken i Matu var i opstarten baseret på lange overlevelsesture. Drengene fungerede bedre ude i naturen, men pædagogikken havde ikke en langtidsvirkning, og drengene faldt hurtigt tilbage i deres gamle roller. Man måtte derfor skabe en metode, der inkluderede drengene i samfundet, hvorfor man indslusede dem i byens idrætsliv. På den måde ville man give drengene en oplevelse af at blive opfattet som gode og dygtige frem for farlige.

39 Af Tryggvi Kaldan, centerleder for Familiecenter Løvdal Alt for mange børn og deres familier er blevet ofret i de professionelles magt- og territoriekampe. Alt for mange børn og familier har måttet vente alt for længe på, at nogen tog ansvaret for at handle. Alt for mange børn kan som voksne sige: Hvorfor var der ikke nogen, der gjorde noget? Min interesse for og ønske om forandring af den måde det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde fungerer på i en kommune i Danmark har rod i oplevelser af udsatte børn og deres familier vilkår, og den måde det offentlige reagerer over for dem på. Først som lærer i Helsingør Kommune og senere som konsulent, hvor jeg kom til at arbejde med de professionelle (lærere, pædagoger, rådgivere, psykologer og sundhedsplejersker). Det, der blev tydeligt for mig, var: Jo mere udsat barnet er, des større er sandsynligheden for, at sagen falder ned mellem to stole. Dertil kom, at vi kunne registrere, at der var alt for få underretninger til de sociale myndigheder, og at de kom for sent i barnets liv. Også selvom alle kunne se, der var noget galt. Det er ligesom om, at alle havde en forventning om, at nogle andre skulle gøre noget. Der var især for få underretninger fra dagtilbuddene (vuggestuer og børnehaver). Skolerne var mere flinke til at underrette; men der var en tendens til at vente, til sagen var gået i hårknude. Og så var der en forventning om, at nu må nogle andre tage over. I første omgang blev det skolens psykolog. Når det havde kørt et stykke tid, typisk et år, og det ikke hjalp, så fik man taget sig sammen til at lave en underretning til de sociale myndigheder, i forventning om at miraklet lå lige om hjørnet. En forventning om at man på socialforvaltningen havde noget, der kunne løse problemet for skolen her og nu. Desto større blev skuffelsen, når det viste sig, at der ikke var nogen mirakler. At man ikke blev inddraget i arbejdet, fordi man ikke er part i sådan en sag. Det var der ikke forståelse for. Desuden tager en undersøgelse på baggrund af en underretning fra 3 måneder til ½ år. Og resultatet fortonede sig. Imens blev barnet mere og mere svigtet. Jeg kunne også konstatere, at rådgiverne havde en vis tendens til at monopolisere sagerne. De var eksperterne og rådede over de fornødne foranstaltninger. Ofte blev der iværksat handlinger eller foranstaltninger, som dagtilbud eller skole ikke var klar over. Der var altid den samme undskyldning: forvaltningsloven. Det er imidlertid sådan, at intet forbyder de professionelle, hvor de end befinder sig, i at indhente familiens samtykke i at indgå i et tværfagligt samarbejde til barnets bedste. Derudover overtrumfer hensynet til barnets trivsel og udvikling altid forvaltningsloven. De fagpersoner, der er tættest på barnet og ser barnets mistrivsel hver dag, skal handle adækvat. Det gør de til en vis grad også; men de venter for længe. I vuggestuen siger man: Nej, nu skal han snart i børnehave. Skal vi ikke se tiden an og give

40 ham en chance? Hvis det fortsætter, kan børnehaven tage over. Det samme sker i børnehaven og børnehaveklassen, fordi disse forløb er relativt korte. Man har en tendens til at vente, til der er et langt træk. Typisk i skolen. I mange dagtilbud råder man heller ikke i tilstrækkelig grad over specialister, man kan konsultere. Det gør man i skolen. I skolen råder man over en psykolog. Ofte er det bare sådan, at hvis ens eneste værktøj er en hammer, har alle problemer en tendens til at blive til søm! Alt for mange trivselsproblemer bliver angrebet på en psykologfaglig måde, hvor barnets mistrivsel bliver iboende, eller barnet/familien bliver sygeliggjort eller føler sig stigmatiserede. Der er brug for en meget mere løsningsfokuseret, handlende, praktisk og pædagogisk tilgang til hele problemkomplekset. Og der er brug for at inddrage familierne. Alt for mange behandlingsmøder har eksperter for bordenden, der er alt for meget ind over i sagen. Når man er gammel og svag og skal på hospitalet, har man brug for et familiemedlem, der kan holde snor i ens sag, ellers kører den ikke særlig godt, og i værste fald af sporet, med det resultat at patienten dør. Der er brug for empowerment af de personer, der er tæt på barnet og elsker det. Der er brug for empowerment, så familien selv kan holde snor i sagen. Det er af afgørende betydning for en sag, at alle de professionelle kender deres kompetenceområder, deres position og magt i hierarkiet. Altså at alle de tværfaglige aktører kender deres portefølje. Det er ligeledes helt afgørende, at kompetencen ligger så langt ude ved frontlinjemedarbejderne, at handling og forandring til barnet og familiens bedste bliver en realistisk mulighed. Det er selvsagt ligeså vigtigt, at familie og/eller barn oplever sig som styrmestre på deres egen udviklingsproces, væk fra omsorgssvigt, voldelige relationer og misbrug. Hvorfor er det så svært? I Danmark er lovgrundlaget vidt forskelligt for de fagpersoner, der er ansat til at passe, undervise og lære børn, og så de medarbejdere, der er ansat til at udøve myndighed. For den første gruppe er relationen barn-voksen. Det er svært at se på, at et barn bliver mere og mere marginaliseret. Man har barnet tæt på hver dag og følger med i dets liv og færden. For rådgiverne er relationen voksen-voksen, og man ser ikke tilværelsen gennem barnets perspektiv, men gennem klientens. Man har borgerens livssituation på professionel afstand. Man er del af et system, der er sat til at forvalte skatteborgernes penge ud fra et givet lovgrundlag. Morten Ejernæs udgav en undersøgelse om det tværfaglige samarbejde i En af hans hovedkonklusioner er, at der er en kolossal variation for den enkelte faggruppe mht. fagpersoners indgreb i en sag. Jo mere omfattende personligt indgribende indgrebet bliver, jo mindre bliver enigheden. Der er professionsforskelle; men generelt går varia tionen i svarene på tværs af faggrupperne. Ingen af de undersøgte sociale baggrundsfaktorer giver særlig forklaring på forskellige svar. Professionen betyder mere end køn, alder og kommune det er det eneste, man kan sige om professionens betydning. Hvis man spørger til fagpersoners ideelle forestillinger og faktiske forventninger er det sådan, at hvis vi som faggruppe er i mindretal, ved vi det ikke selv, vi forventer, at alle andre handler som os selv! Der er en myte om enighed medarbejderne har ofte urealistiske forventninger om

41 professionskonsensus. Generelt er der overdrevne forventninger om konsensus inden for egen faggruppe og andre faggrupper. Uenighed vil manifestere sig i tværfaglige fora, fordi det er der, man diskuterer de kontroversielle spørgsmål. Derfor er det vigtigt at etablere sådanne fora, så man kan arbejde med læring og evaluering. Det er sagsbehandlerne, der primært siger nej til det tværfaglige samarbejde; og det er dem, der sidder på pengekassen. De står i langt højere grad til ansvar for deres handlinger end de øvrige fagpersoner, og det kan ses direkte på kommunens udgifter. Der er stor uenighed om, hvordan sager skal drøftes og en uenighed om, hvilke faggrupper der skal deltage. Mht. forældredeltagelse er der lige mange, der er for og imod inddragelse. Der er meget forskellige holdninger til centrale spørgsmål, når man skal handle, og det skyldes sjældent professionsforskelle. Jeg mener, at transparens og forældredeltagelse er et must.

42 Hvad skal der så til? Har vi værktøjerne? Vi skal i langt højere grad koordinere mellem forvaltningsinstanserne. Der er brug for forbindelsespersoner, der har kompetence til at lægge en ensartet strategi mellem alle aktørerne i en børnesag. Det drejer sig om: sundhedsplejersker, pædagoger, børnehaveklasseledere, lærere, psykologer, socialrådgivere m.fl. Hvis samarbejdet skal lykkes, skal der etableres et forum for koordinering. Systemet skal ledelsesforankres på direktørplan og på politisk plan. Der må ikke være en profession, en faggruppe eller organisation, der regnes finere eller får tildelt mere magt end andre. Alle parter skal være ligeværdige OG ligestillede. Det er vigtigt at huske i denne forbindelse, at direktører og ledere har en særlig forpligtelse til at demonstrere samarbejdsevne- og vilje, idet de er rollemodeller for alle de medarbejdere, de repræsenter. Koordinering mellem projekter. Der er alt for mange løsrevne projekter og knopskydninger i systemet. Mange medarbejdere etablerer med stor ildhu små og store projekter inden for deres egen forvaltning. Det kan selvfølgelig være udmærket i sig selv, idet det giver arbejdsglæde, og det smitter. Men det er af afgørende betydning, at man alle steder i systemerne opfatter sig som en del af det store system og ikke udvikler en urealistisk selvopfattelse. Mange underentreprenører, især i små enheder, udvikler en selvopfattelse af, at de er de bedste, og de kunne lære hele systemet, hvordan de kunne gøre det hele meget bedre. Det er fint at være stolt af sit arbejde, men det er ikke fint ikke at respektere andres. Vi skal introducere fælles sprog, fælles referencerammer og fælles kontekster, sådan at vi faktisk kan kommunikere ud fra en fælles forståelsesramme. Kommunikationen på tværs af forvaltningsgrænser er ofte vanskeliggjort af et fagsprog, der kendetegner en specifik profession eller tradition. Det kan man komme til livs ved at etablere fælles uddannelse og kurser på tværs af enheder, forvaltninger og sektorer. En af de ting, vores medarbejdere i Helsingør Kommune var mest optaget af og glade for, var, at de havde fået ansigter på hinanden. Det er meget lettere at snakke sammen i telefon og på mail, når man har set hinanden, lært hinanden at kende og været på kursus sammen. Personkendskabet fremmer samarbejdet mere end noget andet. Man oplever, at andre faggrupper kan noget, har noget at byde på og at de ikke er så farlige. Socialrådgiverne er meget optaget af fællesskabet, de er altid i mindretal. Der er så mange af de andre faggrupper, at de let føler sig alene. De sidder også på en meget vigtig nøgleposition i samarbejdet og er derfor vigtige at have med. I den forbindelse er det afgørende, at de også kan deltage i kan-opgaver og ikke kun i skal-opgaver. Det har været meget betydningsfuldt for rådgiverne at stille deres faglighed til rådighed i sager, der ikke kræver myndighed. Altså at kunne deltage i det forebyggende og opsporende (sam)arbejde. En anden vigtig faktor er gæstfrihed og at give slip på pladsen ved bordenden. At slippe af med at stille krav til hinanden og i stedet for forholde sig til den konkrete sag med det, ens kompetence og faglighed kan byde ind med. På den måde får alle faggrupper en mulighed for at stille sig til rådighed med det ansvar, de nu engang har i forhold

43 til den konkrete sag. Ingen skal tage over, men i stedet melde ud med, hvad de kan tilbyde, eller hvad der er i ens butik. Det giver arbejdsglæde og synergi, og det er der meget ofte brug for i komplicerede børnesager. Det er vigtigt at huske, at det er professionelle, der skal være sammen med den konkrete sag hver dag. De skal tages alvorligt. Der skal ikke handles overilet; men med autoritet og professionalisme. Alle møder slutter med et beslutningsreferat, som skal sendes ud dagen efter mødet, sammen med en beslutning om, hvornår sagen skal evalueres. Alle referater og beslutninger sendes ligeledes til nærmeste leder. Evalueringen sker typisk efter 3 måneder. Hvis der ikke er grund til mindre bekymring for barnet, må deltagerne ændre indsatsen, så man kan opnå den ønskede forandring. Alle deltagere er forpligtet på de beslutninger og tidsfrister, der er aftalt. Det vil føre for vidt at komme ind på selve børnelinealen i denne artikel. Jeg vil blot fremhæve, at den ikke beskæftiger sig med diagnoser, men med barnets, forældrenes og netværkets signaler, og det er de signaler, vi som fagpersoner har en forpligtelse til at reagere tidligt og resolut på, til glæde og gavn for fremtidige generationer. Et spin off er, at statskassen måske også får det bedre. De børn, der har mest brug for nærhed, signalerer distance! Som fælles referenceramme har Helsingør Kommune valgt Børnelinealen (se side 44-45). Den er udviklet af socialrådgiver Lis Hillgård i samarbejde med Odense Kommune. Alle medarbejdere har pligt til at bruge denne referenceramme i samarbejdet med hinanden. Alle forholder sig til denne fælles model. Det fremmer forståelsen for, hvilke fagpersoner der skal på banen i en givet sag, og hvor hurtigt der skal handles. Mit motto er, at hurtig hjælp er dobbelt hjælp. Det er ikke ok for en familie eller et netværk at vente 3 måneder eller mere, før de kan komme i gang med at handle på en bekymring. Derfor skal responstiden på lave niveauer i hierarkiet sættes ned. Vi skal etablere muligheder for aflastning for børn, familier og de fagpersoner, der arbejder med barnet i frontlinjen.

44 BØRNELINEALEN Børn i optimal udvikling Almindelige børn med almindelig problemer Børn med midlertidig risiko for trivselsproblemer Sarte børn Børn med specifikke behov af kronisk/eller længerevarende karakter Truede børn i Servicelovens forstand Børn med væsentligt behov for særlig støtte Børn med åbenbar risiko for at lide alvorlig skade 80% af alle børn Generelle problemer Tidstypiske problemer Pligt til indsats og mulighed for myndighedsudøvelse Foranstaltninger jf. Servicelovens % Heraf de 5%

45 SAMARBEJDSMODEL Læger Sundhedsplejersker _ Tandlæger (Pædagoger) _ (Lærere) _ Ergo-/fysioterapeuter Skolepsykologer Tale-/hørepædagoger _ Støttepædagoger _ Specialklassekonsulent Kurator Klinisk psykolog _ Socialrådgivere Familierådgiver _ Prof. personlig rådgiver Medarb. fra diverse projekter _ (Døgnophold)

46 Vold og seksuelle overgreb i Grønland Rapporter og redegørelser m.m. Acheson, D. (1998). Public Health in England. The Report of the committee on inquiry into the future development of public health function. London, Her Majesty s Stationary Office Bjerregaard, Peter & Inger Kathrine Dahl-Petersen (2008): Befolkningsundersøgelse i Grønland Levevilkår. Livsstil og helbred. Schultz A/S Christensen, Else m.fl. (2008). Børn i Grønland. En kortlægning af 0 14-årige børns og familiers trivsel. Departementet for Familie og Sundhed. SFI publikationer Curtis, Tine & Kim Moesgaard Iburg & Peter Bjerregaard (1997): Familie, børn og sundhed i Grønland. DIKE Curtis, Tine m.fl. (2206): Unges trivsel i Grønland Forlaget Atuagkat ApS Grønlands Hjemmestyre, Direktoratet for Sundhed 2007, Inuuneritta Folkesundheds-program Landstyrets strategier og målsætninger for folkesundheden Lynge, Lona (2007): Hvad fortæller de unge om vold i Oqalliffik? Præsentation til Nuna Med konference 2007, september 2007 Nuuk Niclasen, Birgit m.fl. (2007): Sundhed på toppen. Resultater fra Health Behavior in School-Aged Children (HBSC) undersøgelsen i Grønland Forlaget Atuagkat ApS Peqqisutsimut Naalakkersuisoqarfik, PAARISA 2009, Vold og seksuelle overgreb Idékatalog. Politi: Virksomhedsberetning for politiet i Grønland 2008 Ungdomsparlamentet (2007). Ungdomsparlamentets slutdokument 2007 World Health Organization. Ottawa Charter for Health Promotion (1986). World Health Organization. Bangkok Charter (2005) Bangkok Charter for health promotion in a globalized world. Hjemmesider www. Inuusuttutakisunnerat.gl Vold i parforhold og familier Rapporter og redegørelser m.m. Minister for Ligestilling/SIF (2004): Mænds vold mod kvinder LOKK, Vfc Socialt udsatte (2005): Når vold er hverdag

47 Formidlingscentret for socialt udsatte (2002): 5230 børn på krisecentre Hjemmesider Kærestevold Forskningsprojekter og rapporter International Dating Violence Study ledet af Murray Strauss, oversigt over publikationer pubpages.unh.edu/~mas2/id-sample-4-04.htm Vangie Foshee, Professor ved The University of North Carolina har forsket i kærestevold i mange år. es&itemid=1874&profileaction=profdetail&p id= (Foreningen for børn og unge i voldsramte familier, som bl.a. laver temadage på skoler, gymnasier m.v. om kærestevold) Internationale forebyggelsesinitiativer Tværfagligt og -sektorielt samarbejde Ejernæs, M. (2004), Faglighed og tværfaglighed vilkårene for samarbejdet mellem pædagoger, sundhedsplejersker, lærere og socialrådgivere, Akademisk forlag Schütt, N., Frederiksen, M. & Helweg-Larsen, K. (2008): Unge og kærestevold i Danmark, Statens Institut for Folkesundhed, SDU og_k%c3%a6restevold_i_danmark_samlet_001.pdf Danske forebyggelsesinitiativer (Det Kriminalpræventive Råds hjemmeside til information om og forebyggelse af kærestevold) (LOKK s hjemmeside, der indeholder materialer til undervisning og til at skabe dialog omkring kærestevold)

48