Ulighed i sundhed i Region Hovedstaden

Transkript

1 Ulighed i sundhed 11 Region Hovedstaden Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed Ulighed i sundhed i Region Hovedstaden - en temarapport Forskningscenter for Forbyggelse og Sundhed Region Hovedstaden

2 Titel: Copyright: Forfattere: Udgiver: Ulighed i sundhed i Region Hovedstaden en temarapport 11 Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed Alle rettigheder forbeholdes ISBN Kirstine Magtengaard Robinson Lone Prip Buhelt Lene Hammer-Helmich Maj Jeppesen Bodil Helbech Hansen Anne Helms Andreasen Charlotte Glümer Region Hovedstaden Koncern Plan og Udvikling Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed Nordre Ringvej 57, bygning 8/ Glostrup Telefon Telefax

3 Forord Her præsenteres en rapport, der fokuserer på ulighed i sundhed blandt Region Hovedstadens borgere. Ulighed i sundhed er et højt prioriteret område for regionsrådet i Region Hovedstaden. Regionsrådet nedsatte derfor i et politisk udvalg, Udvalget vedr. ulighed i sundhed, der skal belyse ulighed i sundhed set ud fra forskellige perspektiver. Udvalget skal bl.a. drøfte lighed i kvalitet i behandlingen og med udgangspunkt i sundhedsprofil drøfte faktorer, der påvirker ulighed i sundhed. Den regionale sundhedsprofil for Region Hovedstaden viste, at der var sociale forskelle både med hensyn til sundhedsadfærd, risikofaktorer og sygdomsmønstre. Denne rapport belyser forskellige typer af ulighed i regionen. Der ses på, hvilke sociale, etniske og geografiske forskelle der ses i forhold til borgernes sundhedsadfærd og kontakter til både det primære og sekundære sundhedsvæsen. Således beskriver rapporten uligheden blandt alle borgere, men der fokuseres også på særlige grupper, såsom de ældre borgere og borgere med udvalgte kroniske sygdomme. Afslutningsvist belyser rapporten, om uligheden er øget eller mindsket fra til. Rapporten er blandt andet baseret på data fra Sundhedsprofilen, hvor borgere har fået tilsendt spørgeskemaet Hvordan har du det? -. Desuden indgår data fra centrale registre med henblik på at belyse ulighed i kontakter til sundhedsvæsnet. Der skal rettes en tak til Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed for udarbejdelse af rapporten. Jeg håber, at denne rapport vil være et brugbart materiale for region og kommuner i forhold til planlægning og prioritering af indsatser i sundhedsarbejdet. Rigtig god fornøjelse. April 11 Vibeke Storm Rasmussen Regionsrådsformand

4 Sammenfatning Formålet med denne rapport er at beskrive, hvor stor den sociale ulighed i sundhedsadfærd og kontakter til sundhedsvæsenet er i Region Hovedstaden. Rapporten følger op på resultaterne fra Sundhedsprofil for Region og Kommuner 08 og (1;2). Flere typer af ulighed analyseres: social, etnisk og geografisk. Desuden undersøges udviklingen i ulighed over tid. Analyserne er foretaget på baggrund af data fra centrale registre og fra spørgeskemaundersøgelsen Hvordan har du det fra og. Resultaterne er opgjort for alle voksne borgere, ældrebefolkningen på 65 år eller derover samt for borgere med fire udvalgte kroniske sygdomme. Ulighed i sundhedsadfærd I denne rapport undersøges den sociale og etniske ulighed i forekomsten af dagligrygning, rusdrikkeri, alkoholafhængighed, fysisk aktivitet mere end 0 minutter om dagen i fritiden, stillesiddende fritidsaktiviteter mere end fire timer dagligt og usunde kostvaner. Der er generelt sket en positiv udvikling i sundhedsadfærden i befolkningen fra til, med undtagelse af stillesiddende fritidsaktiviteter, som er blevet mere udbredt. I forhold til ulighed falder forekomsten af rygning, rusdrikkeri, manglende bevægelse og usunde kostvaner med stigende uddannelsesniveau, og forekomsten er højere blandt borgere uden for arbejdsmarkedet end blandt borgere i beskæftigelse. Der er således fortsat social ulighed i sundhedsadfærd i overensstemmelse med tidligere studier. Tegn på alkoholafhængighed adskiller sig fra de øvrige typer af sundhedsadfærd. Forekomsten af tegn på alkoholafhængighed udviser en omvendt social gradient, idet forekomsten stiger med stigende uddannelsesniveau især blandt ældre borgere på 65 år eller derover. Blandt borgere over 65 år er rusdrikkeri dog også mest udbredt blandt højtuddannede borgere. Det anderledes billede for alkoholadfærd end de øvrige typer af adfærd, kan skyldes andre normer og holdninger til alkohol i samfundet end de øvrige adfærdsformer. Forskellen mellem hele befolkningen og ældre borgere kunne dog tyde på, at dette er under forandring. Den sociale ulighed i rygning og fysisk aktivitet betragtet ud fra erhvervstilknytning er blevet større fra til. Den positive udvikling i den overordnede forekomst af disse adfærdsformer er således ikke kommet alle borgere lige meget til gode. Tidligere studer fra Danmark og andre europæiske lande har ligeledes rapporteret om stigende social ulighed i rygning. Der er etniske forskelle i sundhedsadfærd, som ikke kun kan forklares med forskelle i sociale faktorer især hvad angår alkohol- og kostvaner. Rusdrikkeri, tegn på alkoholafhængighed og meget usunde kostvaner er mere udbredte blandt borgere med dansk baggrund eller anden vestlig baggrund end blandt borgere med ikke-vestlig baggrund. Dette billede bekræftes i andre studier. Fysisk inaktivitet er derimod mest udbredt blandt borgere med ikke-vestlig baggrund. I ældrebefolkningen er forekomsten af dagligrygning mest udbredt blandt ældre med dansk baggrund. Der er forskelle i sundhedsadfærd mellem kommunerne i regionen, som ikke kan forklares med forskelle i sociale faktorer især hvad angår rygning, rusdrikkeri og stillesiddende fritidsaktiviteter. Forskellen i rusdrikkeri på tværs af kommunesocialgrupper er blevet større fra til. Det overordnede fald i rusdrikkeri er således ikke sket jævnt i hele regionen. Man kan forestille sig, at forskelle i initiativer med henblik på at begrænse rusdrikkeri kan bidrage til at forklare dette.

5 Ulighed i brug af sundhedsvæsenet Brug af sundhedsvæsenet undersøges i forhold til antallet af kontakter til almen praksis, speciallæge, vagtlæge og skadestue, samt hospitalsindlæggelser, ambulante kontakter og sengedage i løbet af et år. Lighed i brugen af sundhedsydelser handler ikke om samme brug af sundhedsydelser for alle, men om samme brug ved samme behov. Derfor er analyserne justeret for alder, køn, sociale faktorer samt kroniske sygdomme som indikator for behandlingsbehov. I Region Hovedstaden er der social ulighed i brugen af alle de undersøgte typer af kontakter til sundhedsvæsenet især kontakter til hospitalssektoren (skadestue, ambulante kontakter og hospitalsindlæggelser). Dette gælder også, når der tages højde for køn, alder og forskelle i forekomsten af kroniske sygdomme. Personer uden erhvervsuddannelse og personer uden for arbejdsmarkedet eller pensionister har generelt flere kontakter til sundhedsvæsenet end borgere med længere uddannelse og borgere i beskæftigelse. En del af den ulighed, som findes, kan dog skyldes, at kroniske sygdomme ikke fanger alle nuancerne i behandlingsbehov. Kontakter til speciallæger skiller sig ud. Her ses en omvendt social gradient i forhold til uddannelsesniveau. Kontakter til speciallæger er mest udbredt blandt borgere med en mellemlang eller lang videregående uddannelse. Den sociale ulighed i kontakter til praksissektoren (herunder almen praksis, speciallæge og vagtlæge) er blevet større betragtet ud fra erhvervstilknytning, mens uligheden i kontakter til hospitalssektoren er blevet mindre. En mulig forklaring på ændringerne kunne være, at andelen af borgere i beskæftigelse, som benytter sig af private sundhedsforsikringer, stiger i perioden, hvilket kan mindske brugen af almen praksis og øge brugen af hospitalsydelser i denne gruppe. Der er etniske forskelle i kontakter til især hospitalssektoren også når der tages højde for kroniske sygdomme og sociale faktorer. Der er en større andel af borgere med ikke-vestlig baggrund, der har haft kontakter til især skadestue, ambulatorium eller har været indlagt, end der er blandt borgere med dansk baggrund. Disse forskelle kan afspejle kulturelle forskelle i brug af sundhedsvæsenet, forskelle i viden om sundhedsvæsenets opbygning samt forskelle i kvaliteten af de ydelser, sundhedsvæsenet leverer på tværs af grupperne. Blandt de ældre borgere er der en større andel af borgere med dansk baggrund, der har haft kontakt til almen praksis, speciallæge, skadestue eller ambulatorium sammenlignet med borgere med ikke-vestlig baggrund. Det tyder på, at ældre borgere med anden etnisk baggrund end dansk ikke bliver henvist til eller ikke efterspørger sundhedsydelser i den grad, som det ville være forventeligt ud fra deres helbredsstatus. Kontakter til primærsektoren er mest udbredte i kommunesocialgruppe 1, mens kontakter til hospitalssektoren er mest udbredt i kommunesocialgruppe også når der justeres for køn, alder, kroniske sygdomme og sociale faktorer. Kontakter til almen praksis og vagtlæge er desuden geografisk mest udbredt i kommuner langt fra København, mens kontakter til hospitalssektoren geografisk er mest udbredt i Københavnsområdet og i kommuner langt fra København. Brug af speciallæger er især over regionsgennemsnittet i Københavnsområdet og i kommunerne langs kysten nord for København. Der er generelt ikke sket ændringer i uligheden på tværs af kommunesocialgrupperne i perioden. Dog er kommuneforskellene i vagtlægekontakter blevet mindre i perioden, mens forskellene i ambulante kontakter er blevet større.. 5

6 6

7 Indholdsfortegnelse Forord... 2 Sammenfatning... Indholdsfortegnelse Baggrund Materiale og metode Analysefokus Materiale Registerdata Spørgeskemadata Metode...1 Demografi og sociale forhold... Sundhedsadfærd....1 Rygning Alkohol Rusdrikkeri Tegn på alkoholafhængighed...5. Bevægelse Fysisk aktivitet mindre end 0 minutter om dagen Stillesiddende aktiviteter mere end timer om dagen i fritiden...6. Kostvaner Opsamling Ulighed i brug af sundhedsvæsenet Kontakter til almen praksis Kontakter til speciallæger Kontakter til vagtlæge Kontakter til skadestue Ambulante kontakter Hospitalsindlæggelser Sengedage Opsamling Referencer Bilag (1-6)

8 1 Baggrund Flere undersøgelser har vist, at der er social ulighed i sundhed i Danmark (1;). På trods af forebyggelseskampagner og gratis adgang til sundhedsvæsenet bærer nogle dele af befolkningen en uforholdsmæssig stor del af sygdomsbyrden end andre. Litteraturen har gennem årtier beskæftiget sig med dette fænomen og identificeret en række faktorer som centrale for at beskrive og til dels forklare den ulige fordeling af sygdomsbyrden i samfundet. Disse faktorer inkluderer bl.a. den genetiske profil, man fødes med, og de tidlige leveår, men i høj grad også den sociale position, man indtager i samfundet som voksen, samt den kontekst, man arbejder og bor i. Social position og levekår har betydning for det enkelte individs ressourcer og valgmuligheder. I en sundhedsmæssig sammenhæng kommer det bl.a. til udtryk i forbindelse med den enkeltes sundhedsadfærd f.eks. i forhold til rygning, alkohol, bevægelse og kostvaner. Disse faktorer har betydning for udvikling af kroniske sygdomme og endeligt for den enkeltes levetid. Social position kan også have betydning for, hvordan den enkelte reagerer på sygdomssymptomer, håndterer sin sygdom og bruger sundhedsvæsenets ydelser (). Figur 1.1 giver en oversigt over de væsentligste årsager til, at ulighed i sundhed opstår i samfundet, heriblandt hvordan social position spiller ind. Figur 1.1 Social ulighed årsager og mekanismer SAMFUND INDIVID Arv, tidl. udvikling etnicitet Kontekst Social position Sygdomsårsag Sygdom / skade Sygdomskonsekvenser Kilde: Diderichsen,F.; Evans,Tim.; Whitehead,M. (5) 8

9 De mekanismer, som fører til social ulighed, kan overordnet beskrives som social stratificering, differentiel eksponering, differentiel sårbarhed samt differentiel sygdomskonsekvens (5). Den sociale stratificering af individer sker bl.a. på baggrund af uddannelse, erhvervstilknytning og etnisk baggrund og har stor betydning for det enkelte individs ressourcer såvel som handlemuligheder. Som følge deraf leder den sociale stratificering til differentiel eksponering. Denne eksponering består i sundhedsmæssig sammenhæng bl.a. i forskelle i sundhedsadfærd på tværs af de sociale grupper f.eks. uddannelsesgrupper. Dette kommer bl.a. til udtryk i forskelle i andelen, der ryger, har risikabel alkoholadfærd, er fysisk inaktive og spiser usundt i de forskellige socialgrupper. Udover de uhensigtsmæssige konsekvenser af disse typer af adfærd for individet, kan differentiel sårbarhed samtidig bidrage til ulighed i sundhed. Da lavere socialgrupper oftere er udsat for mange forskellige både biologiske, sociale og adfærdsmæssige faktorer, som kan føre til sygdom, kan effekten af disse faktorer, som følge af ophobning, forstærkes i de lavere socialgrupper sammenlignet med de højere socialgrupper. Sidst kan der være tale om differentiel sygdomskonsekvens. Sygdomme påvirker overlevelse, livskvalitet og funktionsevne samt menneskers muligheder for at deltage i arbejdsliv og socialt liv. Et eksempel på differentiel sygdomskonsekvens kan bl.a. ses i forhold til den forskel i kræftoverlevelse på tværs af socialgrupper, vi ser i Danmark. Differentiel sygdomskonsekvens kan bl.a. opstå som følge af forskelle i adgangen til sundhedsydelser enten som følge af manglende viden, manglende ressourcer eller strukturelle barrierer. Denne rapport har til formål at afdække, hvor stor den sociale ulighed i sundhedsadfærd og kontakter til sundhedsvæsenet er i Region Hovedstaden.. Rapporten er baseret på to tværsnitsundersøgelser af de knap 1. mio. voksne borgere, som boede i regionen i og i. Der findes mange forskellige indikatorer for social position, som hver især lægger vægt på forskellige aspekter. I denne rapport har vi valgt at benytte indikatorerne: uddannelsesniveau, erhvervstilknytning, etnisk baggrund samt kommunesocialgrupper, vel vidende at både etnisk baggrund og kommunesocialgrupper også dækker over andre aspekter end social position, såsom kulturelle eller geografiske forskelle. En fordel ved brug af uddannelse som indikator for social position er, at uddannelsesniveau kan måles for alle, som har gennemført en uddannelse, uafhængigt af den aktuelle erhvervstilknytning, hvilket gør uddannelse til et stabilt mål (6). Indkomst er ikke anvendt som indikator for social position, fordi data om indkomst kun kunne trækkes fra registre til og med 08. Indkomst er desuden et meget ustabilt mål, der kan ændre sig meget på kort tid. Da indkomst ofte følger en kurvelineær bane med alderen, er indkomst desuden et mindre validt indikatormål blandt den unge og ældre del af befolkningen (6). Erhvervstilknytning og etnisk baggrund er begge benyttet i rapporten, fordi disse mål hver især beskriver grupper i samfundet, som ofte betragtes som marginaliserede. Dette gør disse grupper særligt interessante i forbindelse med afdækningen af betydningen af social ulighed i sundhed. Sidst har vi valgt at kigge på ulighed på tværs af kommunesocialgrupperne. Disse grupper, som er konstrueret på baggrund af registerdata om uddannelse, indkomst og erhvervstilknytning, giver os information om, hvorvidt det at bo i et lokalområde med færre ressourcer i forhold til uddannelse, indkomst og erhvervstilknytning i sig selv kan have en betydning for ulighed i sundhed. I rapporten beskrives seks typer af sundhedsadfærd i forhold til social ulighed. Disse inkluderer dagligrygning, rusdrikkeri, tegn på alkoholafhængighed, fysisk aktivitet mindre end 0 minutter dagligt i fritiden, stillesiddende aktiviteter mere end fire timer dagligt i fritiden samt meget usunde kostvaner. Man kunne have valgt mange andre typer af mål, men de udvalgte mål udgør indikatorer for nogle af de typer af sundhedsadfærd, som videnskabelige undersøgelser har vist har størst indflydelse på middellevetiden (7). Derudover beskrives syv indikatorer i forhold til social ulighed i borgernes kontakt til sundhedsvæse- 9

10 net. Disse inkluderer kontakter til almen praksis, speciallæge, vagtlæge og skadestue samt ambulante kontakter, hospitalsindlæggelser og sengedage. Disse mål giver os en indikation af, om der er social ulighed i brugen af sundhedsvæsenets i forhold til en række typer af ydelser. Analyserne giver os ikke viden om, hvad det rigtige antal af kontakter til sundhedsvæsenet bør være i forhold til den enkeltes behandlingsbehov, men i stedet en viden om, hvorvidt der er forskel i antallet af kontakter på tværs af uddannelse, erhvervstilknytning, etnisk baggrund og kommunesocialgrupperne. grundlag for diskussionen af, hvordan vi kan indtænke social ulighed i de borger- og patientrettede forebyggelsesinitiativer, der udvikles i regionalt såvel som kommunalt regi. Hvis vi ønsker at reducere den sociale ulighed, har det afgørende betydning, om en given indsats vil ramme socialt skævt, om effekten af indsatsen er den samme i forskellige sociale og etniske grupper, samt om en positiv effekt af indsatsen er afhængig af tilstedeværelsen eller fraværet af andre faktorer, som er socialt skævt fordelt. Hvis disse overvejelser ikke er foretaget, kan man gennem forebyggelsesinitiativer være med til at øge den sociale ulighed i sundhed. Resultaterne fra denne rapport kan bruges som et

11 2 Materiale og metode 2.1 Analysefokus Formålet med rapporten er som tidligere nævnt at beskrive, hvor stor den sociale ulighed i sundhedsadfærd og kontakter til sundhedsvæsenet er i Region Hovedstaden. I Sundhedsprofil for Region og Kommuner 08 og gives det overordnede billede af forskelle på sundhedsadfærd, generelt helbred og kroniske sygdomme på tværs af uddannelsesniveauer, erhvervstilknytning, samlivsstatus, etnisk baggrund og kommuner (1;2). Denne rapport går niveauet dybere og belyser, hvilke af disse faktorer der bidrager mest til uligheden. Derudover kortlægger den, om der er ulighed blandt ældre eller borgere med udvalgte kroniske sygdomme, da det er disse borgere, der oftest er i kontakt med sundhedsvæsenet. Endelig giver den et skøn over tendensen til udvikling i ulighed over tid. Der fokuseres i rapporten på tre typer ulighed: Social ulighed målt i forhold til den enkelte borgers uddannelsesniveau og tilknytning til arbejdsmarkedet Etnisk ulighed målt i forhold til borgerens oprindelsesland Ulighed mellem kommunerne målt dels på kommuneniveau og dels mellem de fire kommunesocialgrupper For en uddybende beskrivelse af disse mål henvises til bilag 1- samt Sundhedsprofil for Region og Kommune. Ulighed i Region Hovedstaden belyses i forhold til sundhedsadfærd og brug af sundhedsvæsenet. Inden for sundhedsadfærd beskrives seks centrale indikatorer for sundhedsadfærd: Rygning målt som dagligrygning Alkohol målt som ugentligt rusdrikkeri samt tegn på alkoholafhængighed Bevægelse målt som daglig fysisk aktivitet samt daglige stillesiddende aktiviteter Kost målt som meget usunde kostvaner For en uddybende beskrivelse af kostscoren henvises til bilag. Brug af sundhedsvæsenet beskrives som kontakter til sundhedsvæsenet i forhold til almen praksis, speciallæger, vagtlæger, skadestue, ambulante hospitalskontakter samt hospitalsindlæggelser og sengedage. Hver type af kontakt er i analyserne dikotomiseret ved øverste quintil, det vil sig fordelinger på 80/. For en uddybende beskrivelse af definitionen på kontakter til sundhedsvæsenet eller kroniske sygdomme henvises til bilag

12 2.2 Materiale Resultaterne i denne rapport er baseret på data fra centrale registre suppleret med data fra spørgeskemaundersøgelserne Hvordan har du det? fra og Registerdata I Danmark har vi en unik mulighed for at indhente og koble oplysninger om demografi, socioøkonomiske forhold, sygdomsforekomst og medicinforbrug i allerede eksisterende registre. Fra de centrale registre er der foretaget et udtræk af oplysninger om alle borgere på år eller derover, som havde bopæl i Region Hovedstaden 1. januar og et tilsvarende udtræk for borgere med bopæl i Region Hovedstaden 1. januar. I udtrækket er der borgere på år eller derover, 6.0 ældre borgere på 65 år eller derover og mellem borgere med hver de kroniske sygdomme: Hjertekarsygdomme, diabetes, KOL og muskelskeletsygdomme. Tilsvarende tal for -udtrækket ses i tabel 2.1 herunder. Tabel 2.1 Antal borgere med bopæl i regionen 1. januar og 1. januar Borgere i regionen Alle borgere på år eller derover Ældre borgere på 65 år eller derover Borgere med kroniske sygdomme: Hjertekarsygdomme Diabetes KOL Muskelskeletsygdomme Der er indhentet oplysninger fra følgende registre: Det centrale personregister Uddannelsesregisteret Indkomststatistikregisteret Befolkningsstatistikregisteret Landspatientregisteret Lægemiddelstatistikregisteret Sygesikringsregisteret Registeroplysningerne danner grundlag for beskrivelsen af køn, alder, uddannelsesniveau, indkomst, erhvervstilknytning, etnisk baggrund, kommunesocialgruppe, kroniske sygdomme samt kontakter til sundhedsvæsenet. Begge udtræk er baseret på de senest tilgængelige, relevante oplysninger. For udtrækket vil det sige, at køn, alder, etnisk baggrund og uddannelse er baseret på oplysninger fra 1. januar, kronisk sygdom er baseret på oplysninger fra perioden 02-06, og de øvrige forhold er baseret på samlede oplysninger for kalenderåret. For udtrækket har det ikke i alle tilfælde været muligt at få alle relevante oplysninger til og med. I udtrækket er køn, alder og etnisk baggrund baseret på oplysninger pr. 1. januar, og kronisk sygdom er baseret på oplysninger fra perioden Dette svarer til udtrækket. Uddannelse er baseret på oplysninger fra 1. januar 09, og kontakter til hospitalsvæsenet er baseret på samlede oplysninger for kalenderåret 09, mens indkomst, erhvervstilknytning samt kontakter til almen praksis, speciallæger og vagtlæger er baseret på samlede oplysninger for kalenderåret 08. Dette betyder, at udviklingen i ulighed er beskrevet for varierende tidsperioder. Disse tidsperioder er anført i de enkelte afsnit og fremgår ligeledes af tabel

13 Tabel 2.2 Oversigt over dataudtræk fra og Indikator -udtræk -udtræk Udviklingsperiode Køn og alder år Etnisk baggrund år Uddannelse 09 2 år Indkomst 08 1 år Erhvervstilknytning 08 1 år Kroniske sygdomme år Kontakter til hospital, herunder skadestuekontakter, ambulante kontakter, hospitalsindlæggelser, sengedage 09 2 år Kontakter til almen praksis, speciallæger og vagtlæger 08 1 år Spørgeskemadata Det er ikke alle informationer af relevans for befolkningens sundhed, der kan hentes fra registre. Oplysninger fra de centrale registre er i denne rapport suppleret med oplysninger om borgernes sundhedsadfærd fra spørgeskemaundersøgelserne Hvordan har du det? fra og, som dannede grundlag for Sundhedsprofil for Region og Kommuner 08 og. Spørgeskemaundersøgelserne er udført på tilfældige stikprøver af borgere fra hver kommune og bydel i Region Hovedstaden. I alt er der i udsendt spørgeskemaer til borgere på år eller derover, mens der i er udsendt spørgeskemaer til borgere i alderen -79 år. For at kunne sammenligne de to undersøgelser er der i denne rapport kun anvendt spørgeskemaoplysninger om borgere i alderen -79 år. De 29 kommuner i Region Hovedstaden varierer meget i indbyggertal. Da der med få undtagelser er valgt samme stikprøvestørrelse for alle kommuner, vil den samlede stikprøvemængde derfor afvige på en række områder fra befolkningssammensætningen i hele Region Hovedstaden. Det er der taget højde for i analyserne ved at vægte i forhold til indbyggertallet i de enkelte kommuner. I analyserne er der endvidere vægtet i forhold til manglende besvarelse (vægtning for non-response), således at besvarelserne fra den enkelte person er vægtet i forhold til, hvor sandsynligt det er at få en besvarelse fra en person med samme køn, alder, uddannelse, indkomst, erhvervstilknytning, etnisk baggrund, samlivsstatus, antal lægebesøg i, indlæggelse på sygehus i, ejer/lejerforhold samt forskerbeskyttelse. Vægtene er udarbejdet af Danmarks Statistik på baggrund af ovennævnte oplysninger fra centrale registre. Vægtningen betyder, at resultaterne af spørgeskemaundersøgelserne er repræsentative for hele befolkningen i Region Hovedstaden på tværs af kommuner og forskellige sociodemografiske grupper. For yderligere oplysninger om spørgeskemaundersøgelserne, henvises til Sundhedsprofil for region og kommuner (1). 1

14 2. Metode Hver indikator inden for sundhedsadfærd og kontakter til sundhedsvæsenet er behandlet i forhold til befolkningen generelt, for borgere på 65 år eller derover samt for borgere med henholdsvis hjertekarsygdomme, diabetes, KOL og muskelskeletsygdomme. For hver indikator er forekomsten beskrevet i forhold til uddannelse, erhvervstilknytning, etnisk baggrund og kommunesocialgruppe. Forekomsten af de enkelte indikatorer beskrives ved hjælp af andele. For sundhedsadfærd er der tale om vægtede andele jævnfør tidligere beskrivelse af vægtning. For befolkningen generelt vises udover andele også odds ratios (OR). Disse odds ratios stammer fra analyser i modeller, hvor der er justeret for køn og alder. I modellerne for etnisk baggrund og kommunesocialgruppe er der endvidere justeret for uddannelse og erhvervstilknytning. I modellerne for kontakter er der yderligere justeret for kroniske sygdomme. Til brug i teksten i rapporten er der desuden foretaget en række analyser i modeller for at undersøge, om betydningen af uddannelse, erhvervstilknytning, etnisk baggrund og kommunesocialgruppe er den samme i og i, eller om der er forskelle på betydningen af disse faktorer i og. Hvis der er forskel, kan man tale om, at uligheden enten er mindsket (hvis betydningen af faktoren er mindre i end i ) eller øget (hvis betydningen er større i end i ). I praksis er disse analyser foretaget ved at sammenlægge data for og og teste, om der er interaktion mellem årstal og uddannelse, erhvervstilknytning, etnisk baggrund og kommunesocialgruppe. Alle analyser er foretaget både i modeller, hvor der er justeret for de samme faktorer som nævnt ovenfor samt i modeller, hvor der ikke er justeret. Samtlige analyser for sundhedsadfærd er logistiske regressionsanalyser, hvor vægtene er benyttet i analyserne. Samtlige analyser for kontakter er logistiske regressionsanalyser med GEE (generalised estimating equations), således at der er taget hensyn til, at den samme person kan have boet i Region Hovedstaden i og, og dermed være med i dataudtrækkene for begge årene. I vurderingen af alle analyser har vi benyttet et signifikansniveau på 5 %. Fortolkning af odds ratios Forklaring af fortolkningen af odds ratios tager udgangspunkt i tabel 2., som er vist på næste side. Hvis borger med lang videregående uddannelse bruges som referencekategori, vil denne gruppe tildeles OR=1. Hvis OR>1 for kategorien ingen erhvervsuddannelse, så er sandsynligheden for, at en borger uden erhvervsuddannelse er dagligryger større end sandsynligheden for, at en borger med lang videregående uddannelse er dagligryger, når der er taget højde for køns- og alderssammensætningen på de to uddannelsesniveauer. Hvis OR<1, så er sandsynligheden for, at en borger uden erhvervsuddannelse er dagligryger mindre end sandsynligheden for, at en borger med lang videregående uddannelse er dagligryger. 1

15 Tabel 2. Borgere, som ryger dagligt (tabel.1 i kapitel ) % Odds Ratio Region Hovedstaden 2 Uddannelse Ingen erhvervsuddannelse Kort uddannelse Mellemlang videreg. uddannelse Lang videreg. uddannelse Erhvervstilknytning I beskæftigelse Udenfor arbejdsmarkedet Pensionist 0 0 Etnisk baggrund Danmark Andre vestlige lande Ikke vestlige lande 2 2 Kommunesocialgruppe % Alle odds ratios er justeret for køn og alder. Odds ratios for etnisk baggrund og kommunesocialgruppe er yderligere justeret for uddannelse og erhvervstilknytning 15

16 Demografi og sociale forhold Ca. % af borgerne har en lang videregående uddannelse og knap halvdelen har en kort uddannelse % af borgerne har en ikke-vestlig baggrund Andelen af borgere, der ikke har nogen erhvervsuddannelse og er udenfor arbejdsmarkedet, er størst blandt borgere med ikke-vestlig baggrund sammenlignet med borgere med dansk baggrund Indkomstniveauet er markant lavere for borgere med ikke-vestlig baggrund sammenlignet med borgere med dansk baggrund Sundhed og sygelighed er ikke fordelt tilfældigt. En lang række demografiske og socioøkonomiske forhold har betydning for borgernes sundhedstilstand, sundhedsadfærd og sygelighed. I dette kapitel beskrives alder, uddannelse, indkomst og erhvervstilknytning for mænd i forhold til kvinder samt for borgere med dansk baggrund i forhold til anden etnisk baggrund. Kapitlet er baseret på oplysninger fra Befolkningsstatistikregisteret og Indkomststatistikregisteret fra Danmarks Statistik. Køn I Region Hovedstaden er 52 % af borgerne kvinder, mens 8 % af borgerne er mænd. Det vil sige, at der generelt set er lidt flere kvinder end mænd i Region Hovedstaden. Dette gælder i og, og det gælder for såvel borgere med dansk som med anden etnisk baggrund end dansk. Andelen af kvinder er dog lidt større blandt borgere med anden vestlig baggrund og lidt mindre blandt borgere med ikkevestlig baggrund sammenlignet med borgere med dansk baggrund (tabel.1). Tabel.1 Fordelingen af mænd og kvinder i forhold til etnisk baggrund i Region Hovedstaden Dansk (%) Anden vestlig (%) Ikke-vestlig (%) Total (%) Mænd Kvinder Etnisk baggrund I alt har 85 % af befolkningen i Region Hovedstaden dansk baggrund. Borgere med anden vestlig baggrund end dansk udgør 5 % af befolkningen og borgere med ikke-vestlig baggrund udgør % af befolkningen (resultater ikke vist). Alder Alder er den faktor, som er stærkest forbundet med udviklingen af kroniske sygdomme. Jo ældre man er, des større er risikoen for at have en kronisk sygdom. Hvilket betyder, at disse borgere også vil have flere kontakter til sundhedsvæsenet. Det er derfor af afgørende betydning, at der bliver taget højde for alderssammensætningen i forskellige befolkningsgrupper, når man skal vurdere, om der er ulighed i

17 sundhed, sygdomsforekomst eller konsekvenser af sygdomme mellem forskellige grupper af borgere. Overordnet set ligner aldersfordelingen for mænd og kvinder hinanden (tabel.2). Der er dog en større andel af kvinderne end mændene, som er 75 år eller derover. I forhold til etnisk baggrund ligner aldersfordelingen for borgere med dansk og anden vestlig baggrund hinanden (tabel.). Der er dog en noget større andel af borgerne med ikke-vestlig baggrund, som er under 5 år sammenlignet med borgerne med dansk baggrund. I var 7 % af borgerne med dansk baggrund under 5 år; dette tal var 70 % for borgerne med ikke-vestlig baggrund. Desuden er der en betydeligt større andel af borgere med dansk baggrund, som er 55 år eller derover ( % i ) sammenlignet med borgerne med ikke-vestlig baggrund (1 % i ). For borgere med anden vestlig baggrund er den største andel af disse borgere i aldersgruppen - år. Aldersfordelingen blandt de forskellige etniske grupper for svarer til den for. Det ser dog ud til, at andelen af borgere med anden vestlig baggrund end dansk i alderen - år er blevet lidt større. Uddannelse Uddannelse er et stærkt udtryk for social position. Det skyldes blandt andet, at uddannelse har indflydelse på muligheden for at få bestemte typer af jobs og dermed også på indkomstniveau og den materielle levestandard. Samtidig kan uddannelsesniveau være et udtryk for den enkeltes evne til at tilegne sig ny viden og omsætte den til handling. Uddannelse har derfor betydning for personens tilbøjelighed til at træffe hensigtsmæssige beslutninger i forbindelse med egen sundhed. Borgernes uddannelsesniveau er opgjort på baggrund af den højeste fuldførte uddannelse og er derefter kategoriseret i forhold til Dansk Uddannelsesnomenklatur. For nærmere beskrivelse af kategoriseringen henvises til bilag 1. I Region Hovedstaden fordeler borgernes uddannelsesniveau sig således, at hver fjerde borger har en mellemlang eller lang videregående uddannelse, mens knapt halvdelen har en kortere uddannelse (tabel.2). Endelig har lidt mere end hver fjerde borgere ingen erhvervsuddannelse. En del af disse borgere er de helt unge, som endnu går i skole, er i gang med en ungdomsuddannelse eller en erhvervsuddannelse. Der er en lidt større andel af mændene, som har en kort uddannelse eller en lang videregående uddannelse, mens en lidt større andel af kvinderne har en mellemlang videregående uddannelse. Der er derimod ingen betydelig forskel på andelen af kvinder og mænd, som ingen erhvervsuddannelse har. Der er væsentlige forskelle på uddannelsesniveauet blandt borgere med dansk og anden etnisk baggrund (tabel.). Mens 27 % af borgerne med dansk baggrund i har en mellemlang eller lang videregående uddannelse, er det kun 17 % af borgerne med ikke-vestlig baggrund. Derimod er der i hele % af borgerne med ikke-vestlig baggrund, som ingen erhvervsuddannelse har, mod bare 28 % af borgerne med dansk baggrund. Denne forskel vil have betydning for, om der er en absolut forskel i sundhedsadfærd og forekomsten af kroniske sygdomme mellem de forskellige etniske grupper. Borgere med anden vestlig baggrund end dansk er en særligt selekteret gruppe. Her er det mindre end hver femte borger, der ingen erhvervsuddannelse har, mens hele 9 % i har en mellemlang eller lang videregående uddannelse. Der er ikke sket nogen betydelig udvikling i uddannelsesniveauet fra til, hverken hvad angår køn eller etnisk baggrund. 17

18 Indkomst Indkomsten er et udtryk for de materielle ressourcer, som den enkelte disponerer over. Indkomsten kan påvirke borgerens muligheder for at foretage sunde valg som for eksempel at købe sunde fødevarer eller bosætte sig i trygge, rekreative omgivelser. Indkomst er her opgjort som bruttoindkomst, det vil sige den årlige husstandsindkomst pr. voksen i husstanden. I denne rapport opgøres den gennemsnitlige bruttoindkomst, hvilket betyder, at der er taget højde for, om en person bor sammen med en anden person med indkomst. Som beskrevet under materiale og metoder under kapitel 2 er det ikke alle registerdata, der er fuldt opdateret frem til. Dette gælder bl.a. for indkomst, hvor de seneste data kun kan opgøres for 08, hvilket betyder, at der kun er et års forskel på opgørelserne for og. I Region Hovedstaden har lidt mere end halvdelen af borgerne en bruttoindkomst på kr. Det gælder for både mænd og kvinder (tabel.2). Der er en lidt større andel af kvinder end mænd, som har en bruttoindkomst under kr., mens en lidt større andel af mænd end kvinder har en bruttoindkomst over kr. I forhold til etnisk baggrund er forskellene tydeligere. Næsten halvdelen af borgerne med ikke-vestlig baggrund har en bruttoindkomst under kr., mens det i kun er % af borgerne med dansk baggrund (tabel.). Tilsvarende har % af borgere med dansk baggrund en bruttoindkomst over kr., mens det kun er % blandt borgere med ikke-vestlig baggrund. Borgere med anden vestlig baggrund end dansk ligger generelt lidt højere end borgere med ikke-vestlig baggrund og lidt lavere end borgere med dansk baggrund, hvad bruttoindkomst angår. Der er en tendens til, at indkomsten er steget en smule i perioden fra til (08). Det gælder for begge køn og for borgere med dansk såvel som anden etnisk baggrund. Erhvervstilknytning Et vigtigt mål for social position er erhvervstilknytning. Tilknytningen til arbejdsmarkedet kan beskrives som den strukturelle forbindelse mellem uddannelse og indkomst og er via denne forbindelse indirekte knyttet til borgernes muligheder i relation til egen sundhed. Dertil kommer den direkte forbindelse mellem erhvervstilknytning og helbred som følge af det fysiske og psykiske arbejdsmiljø på arbejdspladsen. Endelig er eksklusion fra arbejdsmarkedet som følge af eksempelvis arbejdsløshed en markant begivenhed, som kan føre til forringet helbred. At være ekskluderet fra arbejdsmarkedet medfører tab af sociale relationer og struktur på hverdagen, hvilket er faktorer, som spiller en væsentlig rolle for det fysiske og mentale helbred. I opgørelsen af erhvervstilknytning skelnes der mellem borgere i beskæftigelse, herunder også borgere under uddannelse, borgere på pension eller efterløn samt borgere, som er i den erhvervsaktive alder, men er uden for arbejdsmarkedet. Det gælder såvel arbejdsløse borgere som langtidssyge og førtidspensionister. For nærmere beskrivelse af kategoriseringen, henvises til bilag 2. Størstedelen af borgerne i Region Hovedstaden er i beskæftigelse, mens en mindre del er på pension eller uden for arbejdsmarkedet (tabel.2). Der er en større andel af mænd end kvinder i beskæftigelse, mens en større andel af kvinder end mænd er på pension, herunder efterløn. Det afspejler, at en større andel af kvinder end mænd er over pensionsalderen. Der er ingen betydelig forskel på andelen af kvinder og mænd i den erhvervsaktive alder, som er uden for arbejdsmarkedet. Borgere med anden vestlig baggrund end dansk ligner borgere med dansk baggrund, hvad angår erhvervstilknytning, mens billedet ser lidt anderledes ud for borgere med ikke-vestlig baggrund (tabel.). Der er en relativt lille andel af borgere med ikke-vestlig baggrund, som er på pension, hvilket svarer til, at det også kun er en lille andel af disse

19 borgere, som er over pensionsalderen. Til gengæld er knapt hver fjerde borger med ikke-vestlig baggrund uden for arbejdsmarkedet i. Det er tre gange så mange som blandt borgere med dansk eller anden vestlig baggrund. Da erhvervstilknytning for er opgjort på data fra 08, afspejler ændringerne i erhvervstilknytning ændringer mellem de to årgange og 08. Andelen af borgere uden for arbejdsmarkedet er faldet i perioden fra til (08), mens andelen af borgere i beskæftigelse er steget, og andelen af borgere på pension er steget ganske lidt. Det gælder for både mænd og kvinder. Hvad angår etnisk baggrund, er det særligt blandt borgere med anden etnisk baggrund end dansk, at flere borgere er kommet i beskæftigelse i perioden fra - (08).

20 Tabel.2 Fordeling af alder, uddannelse, indkomst og erhvervstilknytning blandt kvinder og mænd i Region Hovedstaden % Mænd % Kvinder Alder 2 år år 5 år 5 5 år år år år år 1 1 Uddannelse Ingen erhvervsuddannelse Kort uddannelse Mellemlang videreg. uddannelse 1 1 Lang videreg. uddannelse Indkomst kr kr kr kr kr kr 7 5 Erhvervstilknytning I beskæftigelse Udenfor arbejdsmarkedet Pensionist % %

21 Tabel. Fordeling af alder, uddannelse, indkomst og erhvervstilknytning blandt borgere med dansk og anden etnisk baggrund i Region Hovedstaden % Danmark % Andre vestlige lande % Ikke-vestlige lande Køn Mand Kvinde Alder 2 år år år år år år år år Uddannelse Ingen erhvervsuddannelse Kort uddannelse Mellemlang videreg. uddannelse 9 Lang videreg. uddannelse Indkomst kr kr kr kr kr kr Erhvervstilknytning I beskæftigelse Udenfor arbejdsmarkedet Pensionist % % %

22 Sundhedsadfærd Der er overordnet sket en positiv udvikling i borgernes sundhedsadfærd fra til Der er fortsat social ulighed i risikoadfærd. Forekomsten af rygning, manglende bevægelse og meget usunde kostvaner falder med stigende uddannelsesniveau Forekomsten af alkoholafhængighed udviser en omvendt social gradient især blandt ældre over 65 år Den sociale ulighed i rygning og manglende bevægelse betragtet ud fra erhvervstilknytning er blevet større fra til Der er etniske forskelle i sundhedsadfærd, som ikke kun kan forklares med forskelle i sociale faktorer især hvad angår alkohol- og kostvaner Der er kommuneforskelle i sundhedsadfærd, som ikke kan forklares med forskelle i sociale faktorer især hvad angår rygning, rusdrikkeri og stillesiddende fritidsaktiviteter Sundhedsadfærd er de handlinger, et menneske udfører for sig selv eller andre, som på længere sigt påvirker sundheden. Sundhedsadfærd kan således både være adfærd, som har en positiv effekt på sundheden (sundhedsfremmende) og adfærd, som har en negativ effekt på sundheden (risikoadfærd). Eksempelvis fremmer bevægelse sundheden, mens rygning har en negativ effekt på sundheden. Den enkelte borgers sundhedsadfærd er påvirket af en lang række faktorer. Personlige forhold såvel som sociale relationer, levekår og samfundsmæssige strukturer spiller en stor rolle. Det er veldokumenteret, at sundhedsadfærd har stor betydning for muligheden for at bevare et godt helbred og undgå eller udsætte udviklingen af kroniske sygdomme. Uhensigtsmæssig sundhedsadfærd som rygning, højt alkoholindtag, manglende bevægelse og meget usunde kostvaner er risikofaktorer for udvikling af en række kroniske sygdomme. Adskillige undersøgelser viser, at forekomsten af de fleste former for uhensigtsmæssig sundhedsadfærd er socialt skævt fordelt i befolkningen med en højere forekomst blandt de dårligst stillede (1;2;8). Uligheden i sundhedsadfærd er dermed en bidragende årsag til den sociale ulighed i sygdomsforekomsten (9). Den sociale ulighed i flere risikofaktorer for sygdom betyder, at de dårligst stillede borgere ofte er udsat for flere risikofaktorer samtidigt. Da risikofaktorerne ofte interagerer med hinanden i udviklingen af forskellige sygdomme, kan de få en kraftigere effekt blandt de dårligst stillede borgere (9). Det er således ikke kun forekomsten af risikofaktorer, men også effekten af dem, der kan være socialt skævt fordelt. Der er sket forbedringer i sundhedsadfærden inden for mange områder i den voksne befolkning over de seneste årtier, men noget tyder på, at denne udvikling ikke kommer alle grupper i samfundet lige meget til gode. Eksempelvis er andelen af borgere, der ryger dagligt, og andelen af borgere, der har stillesiddende fritidsaktiviteter, faldet siden 78, men samtidig er forskellen mellem forekomsten i forskellige uddannelsesgrupper steget i samme periode (). Tilsvarende er der blandt socialt udsatte borgere som kontanthjælpsmodtagere, personer under revalidering, arbejdsløse med kort eller ingen uddannelse og førtidspensionister ikke sket de samme forbedringer som i befolkningen generelt, eller der er ligefrem sket en stigning i forekomsten af uhensigtsmæssig sundhedsadfærd som rygning, alkohol, kost og fysisk aktivitet fra 00 til 05 (11).

23 Det er væsentligt at have kendskab til udviklingen i borgernes sundhedsadfærd over tid og vurdere, om den sociale ulighed stiger eller falder inden for forskellige områder. Dette vil kunne være med til at optimere fremtidige forebyggelsesindsatser. I dette kapitel fokuseres der på fire former for sundhedsadfærd: rygning, alkohol, bevægelse i fritiden og kostvaner. Data om sundhedsadfærd stammer fra spørgeskemaundersøgelsen Hvordan har du det? fra og.

24 .1 Rygning Rygning er den forebyggelige risikofaktor, der er årsag til flest kroniske sygdomme, herunder alvorlige sygdomme som hjertekarsygdomme, kræft og kroniske lungesygdomme, samt den risikofaktor, der bidrager mest til at reducere danskernes middellevetid. De tobaksrelaterede sygdomme er derudover ansvarlige for en stor del af den ulighed i sygdomsbyrden, som observeres i dag. Forekomsten af rygning er socialt skævt fordelt, hvilket kan bidrage til at forklare en stor del af den sociale ulighed i sygdomsbyrden. Desuden interagerer rygning med andre risikofaktorer, som også ophober sig blandt de dårligst stillede borgere, hvilket derfor også gør effekten af rygning socialt ulige. En undersøgelse fra 06 har estimeret, at den sociale ulighed i tobaksrygning kan forklare næsten halvdelen af den sociale ulighed i sygdomsbyrden i Københavns Kommune (9). Forekomsten af rygere er faldet jævnt de seneste 0 år i alle aldersgrupper og blandt både mænd og kvinder (). Andelen af rygere er faldet blandt borgere på alle uddannelsesniveauer, men faldet er procentvis størst blandt borgere med en lang uddannelse, hvorved den sociale ulighed i rygning er steget (8;). I dette afsnit beskrives forekomsten af dagligrygere i og..1.1 Dagligrygning I er der i alt % af borgerne i Region Hovedstaden, som ryger dagligt. Der er sket et lille fald på procentpoint siden, hvor andelen af dagligrygere i regionen var 2 % (tabel.1). Alle borgere og borgere, som er 65 år eller derover Sociale forskelle: Der ses en klar sammenhæng mellem uddannelse og dagligrygning i både og, idet andelen af borgere, som ryger dagligt, falder med stigende uddannelsesniveau (tabel.1). Således er der fire gange så mange dagligrygere blandt borgere uden erhvervsuddannelse sammenlignet med borgere med lang videregående uddannelse ( % versus 8 % i ). Betydningen af uddannelse bliver forstærket en smule, når der tages højde for forskelle i køns- og alderssammensætningen i grupperne. Blandt de ældste borgere, der er 65 år eller derover, ses samme sammenhæng mellem uddannelse og dagligrygning. Der er dog en markant større andel dagligrygere blandt borgere med lang videregående uddannelse blandt de ældste borgere sammenlignet med alle borgere. I var der 1 % dagligrygere blandt de ældste borgere med en lang videregående uddannelse sammenlignet med 8 % blandt alle borgere med lang videregående uddannelse. Samtidig er der færre dagligrygere blandt de ældste borgere uden en erhvervsuddannelse (i var % dagligrygere i denne gruppe versus % blandt alle borgere uden erhvervsuddannelse). Uligheden mellem grupperne er således mindre udtalt blandt de ældste borgere sammenlignet med alle borgere. Der ses ser ingen tegn på en øget social ulighed i dagligrygning fra til i forhold til uddannelsesgrupperne, hverken blandt alle borgere eller blandt borgere over 65 år. Der ses en klar sammenhæng mellem erhvervstilknytning og dagligrygning i både og. Der er en dobbelt så stor andel dagligrygere blandt borgere i den erhvervsaktive alder, som er uden for arbejdsmarkedet, sammenlignet med pensionister og borgere i beskæftigelse i (0 % versus %). Denne effekt ændres ikke, når der tages højde for køns- og alderssammensætningen i grupperne. Mens andelen af dagligrygere er konstant blandt borgere uden for arbejdsmarkedet (0 %), falder prævalensen med 2 procentpoint blandt borgere i beskæftigelse fra til ( % til %) og med procentpoint blandt pensionister ( % til %). Dette fører til, at vi ser en lille, men statistisk signifikant stigende, ulighed i forhold til dagligrygning for gruppen af borgere, som er i beskæftigelse eller er 2

25 pensionerede i forhold til borgere uden for arbejdsmarkedet. Etniske forskelle: Der er ikke nogen tydelig forskel på andelen af dagligrygere blandt borgere med dansk baggrund og borgere med ikke-vestlig baggrund. Når der justeres for alder, køn og sociale faktorer, er der ingen signifikant forskel på forekomsten af dagligrygning blandt borgere med dansk og anden etnisk baggrund. Vi ser ingen tegn på en øget social ulighed i forhold til etnisk baggrund fra til. I gruppen af borgere, der er 65 år eller derover, er andelen af dagligrygere dobbelt så stor blandt borgere med dansk baggrund sammenlignet med borgere med ikke-vestlig baggrund i ( % versus %). På grund af et lille datamateriale kan vi dog ikke udtale os om, hvordan andelen af dagligrygere over 65 år med ikke-vestlig baggrund ser ud i. Kommuneforskelle: Der er en klar sammenhæng mellem kommunesocialgrupperne og dagligrygning, idet andelen af borgere, som ryger dagligt, er størst i kommunesocialgruppe (2 %), mindre i kommunesocialgruppe 2 og (- %) og mindst i kommunesocialgruppe 1 ( %) i. Denne sammenhæng ses for både og. Sammenhængen forbliver signifikant, men lidt mindre udtalt, når der justeres for alder, køn og sociale faktorer. Dette betyder, at der er forskel i forekomsten af dagligrygning mellem kommunesocialgrupperne, som ikke kan tilskrives kommuneforskelle på fordelingerne af alder, uddannelsesniveau og erhvervstilknytning. Denne forskel har ikke ændret sig siden, og uligheden mellem kommunerne er således hverken blevet større eller mindre siden. Borgere med kroniske sygdomme Overordnet set er tendenserne de samme for borgere med henholdsvis hjertekarsygdomme, diabetes, KOL og muskelskeletsygdomme (tabel.2 og.). Der er flest dagligrygere blandt borgere med kort uddannelse og borgere uden for arbejdsmarkedet. Den tendens til øget ulighed i forekomsten af dagligrygning i forhold til erhvervstilknytning, som ses blandt alle borgere, genfindes ikke blandt borgere med kroniske sygdomme. I forhold til etnisk baggrund ser vi generelt ingen signifikant forskel på andelen af dagligrygere blandt borgere med dansk og anden etnisk baggrund blandt borgere med hjertekarsygdomme, diabetes og muskelskeletsygdomme. Der er dog en sammenhæng mellem etnisk baggrund og dagligrygning blandt borgere med KOL. Her findes en signifikant mindre andel af dagligrygere blandt borgere med anden etnisk baggrund sammenlignet med borgere med dansk baggrund, når der justeres for alder, køn og sociale faktorer. Ligesom for befolkningen generelt finder vi en signifikant forskel i andelen af dagligrygere på tværs af kommunesocialgrupperne for borgere med KOL, muskelskeletsygdomme og diabetes, når der er taget højde for alder, køn og sociale faktorer. I modsætning til disse grupper, er der ingen forskel på andelen af dagligrygere på tværs af kommunesocialgrupperne blandt borgere med hjertekarsygdomme. Konklusion Der ses en tydelig social ulighed i dagligrygning i forhold til uddannelsesniveau og erhvervstilknytning, således at andelen af dagligrygere stiger med faldende uddannelsesniveau, er højere blandt borgere udenfor arbejdsmarkedet sammenlignet med borgere i beskæftigelse, og er større i kommunesocialgruppe og sammenlignet med kommunesocialgruppe 1. Der findes ingen sammenhæng mellem etnisk baggrund og dagligrygning. Stort set samme tendenser ses for de ældre borgere, der er 65 år eller derover, samt borgere med hjertekarsygdomme, diabetes, KOL og muskelskeletsygdomme. Kun i forhold til erhvervstilknytning ser vi en tendens til øget social ulighed fra til i forhold til, hvordan dagligrygning fordeler sig i befolkningen.

26 Tabel.1 Borgere, som ryger dagligt % Odds Ratio Region Hovedstaden 2 Uddannelse Ingen erhvervsuddannelse Kort uddannelse Mellemlang videreg. uddannelse Lang videreg. uddannelse Erhvervstilknytning I beskæftigelse Udenfor arbejdsmarkedet Pensionist 0 0 Etnisk baggrund Danmark Andre vestlige lande Ikke vestlige lande 2 2 Kommunesocialgruppe % Alle odds ratios er justeret for køn og alder. Odds ratios for etnisk baggrund og kommunesocialgruppe er yderligere justeret for uddannelse og erhvervstilknytning 26

27 Tabel.2 Borgere med hjertekarsygdomme eller diabetes, som er dagligrygere % Hjertekarsygdomme % Diabetes Region Hovedstaden Uddannelse Ingen erhvervsuddannelse Kort uddannelse Mellemlang videreg. uddannelse Lang videreg. uddannelse Erhvervstilknytning I beskæftigelse Udenfor arbejdsmarkedet Pensionist Etnisk baggrund Danmark Andre vestlige lande Ikke vestlige lande Kommunesocialgruppe % 0 0 0% 27

28 Tabel. Borgere med KOL eller muskelskeletsygdomme, som er dagligrygere % KOL % Muskelskeletsygdomme Region Hovedstaden Uddannelse Ingen erhvervsuddannelse Kort uddannelse Mellemlang videreg. uddannelse Lang videreg. uddannelse Erhvervstilknytning I beskæftigelse Udenfor arbejdsmarkedet Pensionist 26 2 Etnisk baggrund Danmark 0 27 Andre vestlige lande 27 Ikke vestlige lande Kommunesocialgruppe % % 28

29 .2 Alkohol Et stort alkoholforbrug øger risikoen for en lang række sygdomme, herunder kræftsygdomme, maveog tarmsygdomme, hjertekarsygdomme, leversygdomme, forgiftninger samt forhøjet blodtryk. Et stort forbrug øger desuden risikoen for skader og ulykker som f.eks. bilulykker. Endelig kan et stort alkoholforbrug have alvorlige sociale konsekvenser, så som ødelagte parforhold, omsorgssvigt af børn, udstødelse af arbejdsmarkedet, kriminalitet og vold (12). Sundhedsstyrelsen indførte i 89 genstandsgrænser for alkohol, hvor det anbefales, at kvinder højest drikker 1 genstande og mænd genstande om ugen. I tilføjede Sundhedsstyrelsen anbefalingerne om maksimalt fem genstande ved samme lejlighed (rusdrikkeri). I blev endnu et sæt genstandsgrænser tilføjet. Disse sætter grænsen for lav risiko for sygdom ved syv genstande for kvinder om ugen, og 1 genstande for mænd om ugen, mens de tidligere grænser på 1 og genstande om ugen nu klassificerer høj risiko for sygdom. Den sociale gradient, som findes i andre former for uhensigtsmæssig sundhedsadfærd, genfindes ikke for alkoholindtag. I 05 var andelen af borgere, der overskred genstandsgrænserne inden for den seneste uge, lavest blandt borgere med kortest uddannelse (1). Fra 87 til 00 er andelen af borgerne, der har drukket den seneste hverdag, faldet lidt, men faldet er størst blandt de højtuddannede, hvilket har gjort gradienten lidt mindre (1). På trods af denne omvendte sociale gradient i alkoholindtag, som genfindes internationalt, er alkoholrelateret sygelighed og dødelighed stadig mest udbredt blandt grupper med lav socioøkonomisk status (15). Dette kan skyldes forskelle i drikkemønstre. Forskning viser, at personer med højere socioøkonomisk position oftere drikker alkohol, men i mindre mængder, mens personer især mænd med lavere socioøkonomisk position oftere rusdrikker (15). Et studie fra Finland viser dog, at de socioøkonomiske forskelle i alkoholrelaterede sundhedsudfald fortsat eksisterer, når der justeres for forskelle i drikkemønstre (). Det tyder altså på, at der er en differentiel sårbarhed over for alkohol i forskellige socioøkonomiske grupper i samfundet, men de underliggende mekanismer bag denne er endnu ikke klarlagt. I dette afsnit beskrives borgernes alkoholadfærd ud fra to alkohol-indikatorer: rusdrikkeri og tegn på alkoholafhængighed. En person klassificeres som rusdrikker, hvis vedkommende drikker mere end fem genstande ved en enkelt lejlighed mindst én gang om ugen. Tegn på alkoholafhængighed er defineret ud fra CAGE-C-klassifikationen, hvor en person klassificeres ud fra svar på seks spørgsmål vedrørende egen alkoholadfærd (tabel.). Disse to typer adfærd er udvalgt, idet undersøgelser viser, at disse to typer af alkoholforbrug knytter sig til forskellige grupper i samfundet. På grund af forskellige metoder har det ikke været muligt at sammenligne forbrug i forhold til genstandsgrænserne mellem undersøgelserne fra og. Tabel. Tegn på alkoholafhængighed CAGE-C-klassifikation 29

30 .2.1 Rusdrikkeri Der er i alt 12 % af borgerne i Region Hovedstaden, der rusdrikker i. Der er sket et fald på procentpoint siden, hvor andelen af borgere, som rusdrikker, var 15 % (tabel.5). Andelen af ældre borgere over 65 år, der rusdrikker, er lavere end andelen i befolkningen samlet set. Alle borgere og borgere, som er 65 år eller derover Sociale forskelle: Der er ikke nogen tydelige forskelle på andelene af borgere, der rusdrikker i og på tværs af de fire uddannelsesgrupper (tabel.5). Når der tages højde for køns- og alderssammensætningen på tværs af uddannelseskategorierne, finder vi dog, at andelen af rusdrikkere er signifikant højere blandt borgere uden erhvervsuddannelse eller borgere med en kort eller mellemlang uddannelse, sammenlignet med borgere med en lang videregående uddannelse. Der ses ingen tendens til stigende social ulighed i forhold til rusdrikkeri på tværs af uddannelsesgrupperne fra til. Blandt borgere over 65 år ses en tydelig sammenhæng mellem uddannelse og rusdrikkeri. Forekomsten er størst blandt ældre med en lang uddannelse og mindst blandt borgere uden erhvervsuddannelse (11 % versus 6 % i ). I og ses den samme sammenhæng mellem erhvervstilknytning og andelen af borgere, der rusdrikker. Rusdrikkeri er mindre udbredt blandt pensionister (7 % i ) end blandt borgere i beskæftigelse og borgere uden for arbejdsmarkedet (1-1 % i ). Når vi justerer for køn og alder, er der i en signifikant højere andel, der rusdrikker blandt borgere uden for arbejdsmarkedet sammenlignet med borgere i beskæftigelse. Derimod er der ikke nogen forskelle mellem pensionister og borgere i beskæftigelse. I er der ingen signifikant forskel mellem grupperne, og uligheden er derfor blevet mindsket i perioden. Etniske forskelle: Der er en tydelig forskel mellem borgere med forskellig etnisk baggrund, hvad angår andelen af rusdrikkere. Rusdrikkeri er to til tre gange mere udbredt blandt borgere med dansk baggrund sammenlignet med borgere med ikke-vestlig baggrund (1 % versus 5 % i ). Forskellen mindskes, men forbliver signifikant, når der justeres for køn, alder og sociale faktorer. Der er ingen tegn på en øget social ulighed i forhold til etnisk baggrund og rusdrikkeri i perioden og. Kommuneforskelle: Der er forskel i forekomsten af rusdrikkeri mellem kommunesocialgrupperne. Forekomsten er højest i kommunesocialgruppe 2 (1 % i ) og (15 % i ) og lavest i kommunesocialgruppe 1 (9 % i ) og (11 % i ). Forekomsten af rusdrikkeri adskiller sig fra anden uhensigtsmæssig sundhedsadfærd, idet vi ikke ser en tydelig gradient på tværs af kommunesocialgrupperne. Forskellene mellem grupperne er dog signifikante også når der justeres for køn, alder og sociale forskelle. Det betyder, at der er forskelle i forekomsten af rusdrikkeri mellem kommunesocialgrupperne, som ikke kan tilskrives kommuneforskelle på alder, uddannelsesniveau og erhvervstilknytning. Forskellene mellem kommunesocialgrupperne er blevet større fra til, idet faldet i rusdrikkeri er størst i kommunesocialgruppe 1 og mindst i kommunesocialgruppe og. Blandt de ældre borgere på 65 år eller derover, er der ikke nogen forskelle mellem kommunesocialgrupperne i forekomsten af rusdrikkeri. Borgere med kroniske sygdomme For borgere med kroniske sygdomme er der sket et fald på 5-6 procentpoint i forekomsten af rusdrikkeri i perioden til (tabel.6 og.7). Der er tale om et større fald end det, der ses for den generelle befolkning ( procentpoint). For borgere med muskelskeletsygdomme skal faldet i procentpoint dog ses i forhold til den højere forekomst af rusdrikkeri i denne gruppe sammenlignet med de øvrige sygdomsgrupper (1 % versus % i ). For borgere med hjertekarsygdomme, diabetes eller muskelskeletsygdomme er forekomsten af rusdrikkeri størst blandt borgere med lang videregående uddannelse. For borgere med KOL er der ingen 0

31 tydelig forskel på uddannelsesgrupperne. Når der tages højde for køns- og alderssammensætningen, findes der ingen signifikant forskel på rusdrikkeri blandt borgere med kronisk sygdom på tværs af de fire uddannelsesgrupper. Sammenhængen mellem erhvervstilknytning og rusdrikkeri ligner det billede, der ses i befolkningen generelt. Andelen af borgere, som rusdrikker, er lavest blandt pensionister sammenlignet med borgere i beskæftigelse og borgere uden for arbejdsmarkedet. Når vi justerer for køn og alder, ser vi dog ingen forskel på rusdrikkeri blandt de kronisk syge på tværs af erhvervstilknytningsgrupperne. Ligesom for den generelle befolkning finder vi signifikante etniske forskelle i rusdrikkeri i de fire kroniske sygdomsgrupper. På grund af sparsomme data er mønsteret svært at beskrive i detaljer. Der er ikke sket en udvikling i de etniske forskelle fra til. Vi finder kommuneforskelle i forekomsten af rusdrikkeri for borgere med muskelskeletsygdomme, men ikke for de øvrige kroniske sygdomsgrupper. For borgere med kroniske sygdomme er der ikke sket ændringer i kommuneforskelle i perioden til. Når vi tager højde for køn, alder og sociale forskelle finder vi dog, at forskellene er blevet mindre for borgere med muskelskeletsygdomme. Konklusion Der er en tendens til social ulighed i rusdrikkeri i forhold til uddannelsesniveau, idet borgere med kortere eller ingen erhvervsuddannelse i højere grad rusdrikker end borgere med en lang videregående uddannelse. Denne tendens synes dog at være modsatrettet for borgere over 65 år. I forhold til erhvervstilknytning er der i ingen signifikant forskel mellem borgere uden for arbejdsmarkedet, pensionister og borgere i beskæftigelse - i modsætning til. Dette skyldes, at den sociale ulighed mellem borgere i beskæftigelse og pensionister er blevet større, mens den sociale ulighed mellem borgere i beskæftigelse og borgere uden for arbejdsmarkedet er blevet mindre. Der er etnisk ulighed i rusdrikkeri, idet borgere med dansk baggrund oftere rusdrikker end borgere med ikke-vestlig baggrund. Den etniske ulighed i forekomsten af rusdrikkeri har ikke ændret sig fra til. Der ses signifikante forskelle mellem kommunesocialgrupperne i forhold til rusdrikkeri. Forskellene mellem kommunesocialgrupperne er samtidig blevet lidt større i perioden til. Der ses generelt en signifikant ulighed i forhold til rusdrikkeri på tværs af uddannelsesgrupper, erhvervstilknytning og etnisk baggrund for borgere med hjertekarsygdomme, diabetes, KOL og muskelskeletsygdomme. Ligeledes ses ingen signifikante forskelle i forhold til rusdrikkeri på tværs af kommunesocialgrupperne for borgere med hjertekarsygdomme, diabetes og KOL. Efter justering for køn, alder og sociale faktorer i de fire grupper finder vi, at der blandt borgere med muskelskeletsygdomme er sket et fald i den sociale ulighed fra til på tværs af kommunesocialgrupperne. 1

32 Tabel.5 Borgere, som rusdrikker % Odds Ratio Region Hovedstaden Uddannelse Ingen erhvervsuddannelse Kort uddannelse Mellemlang videreg. uddannelse Lang videreg. uddannelse Erhvervstilknytning I beskæftigelse Udenfor arbejdsmarkedet Pensionist Etnisk baggrund Danmark Andre vestlige lande Ikke vestlige lande Kommunesocialgruppe % 0,00 0,50 1,00 1,50 2,00 2,50 Alle odds ratios er justeret for køn og alder. Odds ratios for etnisk baggrund og kommunesocialgruppe er yderligere justeret for uddannelse og erhvervstilknytning 2

33 Tabel.6 Borgere med hjertekarsygdomme eller diabetes, som rusdrikker % Hjertekarsygdomme % Diabetes Region Hovedstaden Uddannelse Ingen erhvervsuddannelse Kort uddannelse Mellemlang videreg. uddannelse Lang videreg. uddannelse Erhvervstilknytning I beskæftigelse 12 1 Udenfor arbejdsmarkedet 12 9 Pensionist Etnisk baggrund Danmark 11 Andre vestlige lande Ikke vestlige lande Kommunesocialgruppe % %

34 Tabel.7 Borgere med KOL eller muskelskeletsygdomme, som rusdrikker % KOL % Muskelskeletsygdomme Region Hovedstaden 1 Uddannelse Ingen erhvervsuddannelse Kort uddannelse Mellemlang videreg. uddannelse Lang videreg. uddannelse Erhvervstilknytning I beskæftigelse Udenfor arbejdsmarkedet 1 9 Pensionist 7 15 Etnisk baggrund Danmark 15 Andre vestlige lande 15 Ikke vestlige lande 9 Kommunesocialgruppe % 0 0%

35 .2.2 Tegn på alkoholafhængighed Der er % af borgerne i Region Hovedstaden, som har tegn på alkoholafhængighed, og denne andel har ikke ændret sig fra til (tabel.8). Hver femte borger på 65 år og derover har tegn på alkoholafhængighed. Alle borgere og borgere, som er 65 år eller derover Sociale forskelle: Der ses en signifikant sammenhæng mellem tegn på alkoholafhængighed og uddannelse, idet andelen af borgere med tegn på alkoholafhængighed stiger med stigende uddannelsesniveau (tabel.8). I udviser % af borgerne uden erhvervsuddannelse tegn på alkoholafhængighed sammenlignet med % af borgerne med en lang videregående uddannelse. Betydningen af uddannelse formindskes, når vi tager højde for forskelle i køns- og alderssammensætningen i grupperne. Uligheden på tværs af uddannelsesgrupperne har ikke ændret sig signifikant fra til. Blandt borgerne på 65 år eller derover er der ligeledes en sammenhæng mellem uddannelsesniveau og tegn på alkoholafhængighed, og den er mere udtalt end for den generelle befolkning. Andelen af ældre med tegn på alkoholafhængighed er således mere end dobbelt så høj blandt ældre med en lang videregående uddannelse sammenlignet med ældre uden en erhvervsuddannelse. Andelen af borgere med tegn på alkoholafhængighed er næsten den samme blandt borgere i beskæftigelse ( % i ), borgere uden for arbejdsmarkedet ( % i ) og pensionister ( % i ). De små forskelle imellem grupperne forsvinder, når der justeres for køn og alder. Sammenhængen mellem erhvervstilknytning og tegn på alkoholafhængighed er ikke signifikant forskellig i og. Etniske forskelle: Tegn på alkoholafhængighed er ikke lige almindeligt i alle etniske grupper i samfundet. Tegn på alkoholafhængighed er knap tre gange mere udbredt blandt borgere med dansk eller anden vestlig baggrund (- % i ) sammenlignet med borgere med ikke-vestlig baggrund (8 % i ). Forskellene mellem grupperne forbliver signifikant, når der justeres for forskelle i fordelingen af køn, alder og sociale faktorer. Der er dermed sammenhæng mellem etnisk baggrund og forekomsten af tegn på alkoholafhængighed. Der er ikke sket nogen ændringer i disse sammenhænge fra til. Det samme billede ses for de ældre borgere på 65 år eller derover. Kommuneforskelle: Der ses en signifikant sammenhæng mellem tegn på alkoholafhængighed og kommunesocialgruppe. Forekomsten af tegn på alkoholafhængighed er mest udbredt i kommunesocialgruppe 1 og 2 og mindst udbredt i kommunesocialgruppe og. Forskellen mellem kommunesocialgrupperne forbliver signifikant, når der justeres for køn, alder og sociale faktorer, dog er kommunesocialgruppe ikke forskellig fra kommunesocialgruppe 1. Der er dermed kommuneforskelle i tegn på alkoholafhængighed, som ikke kan forklares med forskelle i aldersfordeling, uddannelsesniveau eller erhvervstilknytning på tværs af kommunesocialgrupperne. Forskellen imellem kommunesocialgrupperne har ikke ændret sig fra til. De forskelle i forekomsten af tegn på alkoholafhængighed, som findes på tværs af kommunesocialgrupperne, genfindes i ældrebefolkningen, hvor tegn på alkoholafhængighed også er mest udbredt i kommunesocialgruppe 1 og 2. Borgere med kroniske sygdomme For borgere med kronisk sygdom er mønsteret i forhold til alkoholafhængighed overordnet set det samme som i befolkningen generelt (tabel.9 og.). Tegn på alkoholafhængighed ses således hyppigst blandt borgere med en lang videregående uddannelse og borgere i kommunesocialgruppe 1 og 2. Derimod er der ikke sammenhæng mellem alkoholafhængighed og erhvervstilknytning undtagen for borgere med muskelskeletsygdomme. I forhold til etnisk baggrund er der forskelle i forekomsten af 5

36 alkoholafhængighed de sparsomme data gør dog, at det ikke er muligt at udtale sig om ændringer i disse i perioden. Der er overordnet set ikke sket ændringer i forhold til de sociale, etniske eller kommunale forskelle i de fire sygdomsgrupper i perioden og. For borgere med muskelskeletsygdomme er der dog i forhold til erhvervstilknytning og kommunesocialgrupper sket en udvikling. Det lader til, at den sociale ulighed er steget for erhvervsgrupperne, idet andelen af borgere med tegn på alkoholafhængighed er faldet med procentpoint for borgere uden for arbejdsmarkedet, men steget med 1 procentpoint for borgere i beskæftigelse fra til. Ligeledes ses en tendens til stigende ulighed blandt kommunesocialgrupperne. Konklusion Der ses social ulighed i tegn på alkoholafhængighed i forhold til uddannelsesniveau, idet borgere med længere uddannelse i højere grad udviser tegn på alkoholafhængighed. Denne tendens forstærkes blandt borgere på 65 år og derover, og borgere med hjertekarsygdom, diabetes, KOL og muskelskeletsygdomme. Vi ser ingen tendens til ulighed på tværs af grupper med forskellig erhvervstilknytning. Dog ses der blandt borgere med muskelskeletsygdomme en tydelig sammenhæng mellem det at være uden for arbejdsmarkedet og en reduceret forekomst af tegn på alkoholafhængighed. Den sociale ulighed i befolkningen på tværs af uddannelsesgrupperne og på tværs af grupper med forskellig erhvervstilknytning har ikke ændret sig fra til. Der er en udtalt etnisk ulighed i forekomsten af tegn på alkoholafhængighed, som ikke har ændret sig fra til. I forhold til kommunesocialgrupperne ses den samme tendens til ulighed i forhold til tegn på alkoholafhængighed som blandt alle borgere. Denne geografiske ulighed mellem kommunesocialgrupperne er hverken blevet større eller mindre i perioden - på nær for borgere med muskelskeletsygdomme, hvor der ses en tendens til stigende social ulighed. 6

37 Tabel.8 Borgere, som har tegn på alkoholafhængighed % Odds Ratio Region Hovedstaden Uddannelse Ingen erhvervsuddannelse Kort uddannelse 17 Mellemlang videreg. uddannelse Lang videreg. uddannelse Erhvervstilknytning I beskæftigelse Udenfor arbejdsmarkedet Pensionist Etnisk baggrund Danmark Andre vestlige lande Ikke vestlige lande 7 8 Kommunesocialgruppe % 0, 0,0 0,70 1,00 1,0 1,60 1,90 Alle odds ratios er justeret for køn og alder. Odds ratios for etnisk baggrund og kommunesocialgruppe er yderligere justeret for uddannelse og erhvervstilknytning 7

38 Tabel.9 Borgere med hjertekarsygdomme eller diabetes, som har tegn på alkoholafhængighed % Hjertekarsygdomme % Diabetes Region Hovedstaden 15 Uddannelse Ingen erhvervsuddannelse Kort uddannelse Mellemlang videreg. uddannelse Lang videreg. uddannelse Erhvervstilknytning I beskæftigelse 2 Udenfor arbejdsmarkedet Pensionist Etnisk baggrund Danmark 2 17 Andre vestlige lande 0 Ikke vestlige lande Kommunesocialgruppe % 0 0% 8

39 Tabel. Borgere med KOL eller muskelskeletsygdomme, som har tegn på alkoholafhængighed % KOL % Muskelskeletsygdomme Region Hovedstaden Uddannelse Ingen erhvervsuddannelse Kort uddannelse Mellemlang videreg. uddannelse Lang videreg. uddannelse Erhvervstilknytning I beskæftigelse Udenfor arbejdsmarkedet 12 Pensionist 26 Etnisk baggrund Danmark 2 Andre vestlige lande 26 Ikke vestlige lande 7 Kommunesocialgruppe % 0 0% 9

40 . Bevægelse Manglende bevægelse påvirker borgernes sundhed og livskvalitet og øger risikoen for udvikling af en lang række kroniske sygdomme som type 2 diabetes, hjertekarsygdom, muskelskeletsygdom, bryst- og tyktarmskræft og psykisk sygdom. Desuden øges risikoen for funktionsevnetab hos ældre borgere. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at voksne skal være fysisk aktive ved moderat intensitet mindst 0 minutter om dagen. Desuden anbefales voksne borgere at fremme og vedligeholde kondition, muskelstyrke og knoglesundhed med fysisk aktivitet ved høj intensitet af -0 minutters varighed mindst to gange om ugen. Ny forskning viser, at stillesiddende adfærd i forbindelse med at se TV, spille computer eller køre bil øger risikoen for hjertekarsygdom og for tidlig død. Det betyder, at selvom man dyrker motion, har man en øget risiko for hjertekarsygdom og for tidlig død, hvis man dagligt tilbringer mange timer i siddende stilling (17;). Der er social ulighed i borgernes bevægelsesvaner. Hård eller moderat fysisk aktivitet i fritiden er mest udbredt blandt borgere med lang uddannelse, borgere i beskæftigelse og uddannelsessøgende. Omvendt er andelen af borgere med stillesiddende fritidsaktiviteter højest blandt borgere med kort uddannelse, arbejdsløse, førtidspensionister og alderspensionister. Fysisk anstrengende arbejde er mest udbredt blandt borgere med kort uddannelse, mens stillesiddende arbejde er mest udbredt blandt borgere med en lang uddannelse (8). Det sociale mønster i borgernes bevægelse kompliceres således af, at de kortuddannede, som sjældnere bevæger sig i fritiden, oftere har et fysisk anstrengende arbejde. Den sociale ulighed i borgernes bevægelsesvaner er en bidragende årsag til den sociale ulighed i sygdomsbyrden, og betydningen heraf er voksende (9). Andelen af borgere med stillesiddende fritidsaktiviteter er dalet de sidste 0 år (). Omvendt er andelen af borgere, der dyrker fysisk aktivitet i fritiden, steget i de seneste årtier og især fra 00 til 05. I samme periode er andelen af borgere med stillesiddende arbejde steget i alle befolkningsgrupper undtagen blandt unge kvinder (). I dette afsnit beskrives to indikatorer for borgernes bevægelse i fritiden. Det er som udgangspunkt interessant både at se på den bevægelse, der foregår i fritiden og i arbejdstiden. Vi har dog i denne rapport valgt at fokusere på den bevægelse, som borgerne har størst indflydelse på den, der foregår i deres fritid. I rapporten beskrives dels andelen af borgere, der bruger mindre end 0 minutter på moderat til hård fysisk aktivitet om dagen i fritiden. Moderat til hård fysisk aktivitet i fritiden opgøres som tid brugt på forskellige former for aktiviteter i hverdagen. Udover organiseret sport og træning medregnes fritids- og motionsaktiviteter som havearbejde og let anstrengende motion som yoga og bowling, samt tid brugt på cykling eller gang til og fra arbejde eller uddannelsessted.. Desuden beskrives andelen af borgere, der har mere end fire timers stillesiddende aktiviteter om dagen i fritiden. Stillesiddende aktiviteter i fritiden er her defineret som den tid, hvor borgeren sidder ned og slapper af, ser TV, spiller computer, læser eller lignende...1 Fysisk aktivitet mindre end 0 minutter om dagen I er der i alt 2 % af borgere i Region Hovedstaden, som dyrker moderat til hård fysisk aktivitet mindre end 0 minutter om dagen i fritiden. Fra til er der sket et lille fald på procentpoint (tabel.11). 0

41 Alle borgere og borgere, som er 65 år eller derover Sociale forskelle: Der er en klar sammenhæng mellem uddannelsesniveau og fysisk inaktivitet. Af tabel.11 fremgår det, at andelen af borgere, som er fysisk inaktive, falder med stigende uddannelsesniveau, således at der næsten er dobbelt så mange, som ikke er fysisk aktive mindst 0 minutter dagligt, blandt borgere uden erhvervsuddannelse sammenlignet med borgere med lang videregående uddannelse ( % versus 2 % i ). Denne sammenhæng forbliver signifikant efter justering for køn og alder. I perioden til er der overordnet set sket et fald i andelen af fysisk inaktive borgere for alle fire uddannelseskategorier. Det mest markante fald ses blandt borgere med kort eller mellemlang videregående uddannelse ( procentpoint), hvorimod faldet er mere beskedent blandt borgere uden erhvervsuddannelse eller med lang videregående uddannelse (1 procentpoint). Dette fører til en mindre ulighed mellem borgere med kort, mellemlang og lang videregående uddannelse, mens uligheden er uændret, når man sammenligner borgere uden erhvervsuddannelse med borgere med lang videregående uddannelse. For de ældre borgere over 65 år ses den samme sammenhæng mellem uddannelsesniveau og fysisk inaktivitet som for alle borgere generelt. Dog ses der ingen forskel på sammenhængene mellem og, hvilket tyder på, at uligheden på baggrund af uddannelsesniveau ikke er øget i forhold til fysisk aktivitet mindst 0 minutter dagligt for de ældste. Borgere. Som med uddannelsesniveau findes en signifikant sammenhæng mellem erhvervstilknytning og fysisk inaktivitet. Særligt for borgere i den erhvervsaktive alder, som er uden for arbejdsmarkedet, ses en signifikant højere andel af fysisk inaktive borgere sammenlignet med borgere i beskæftigelse (52 % versus 27 % i ), men samme tendens ses også for pensionister sammenlignet med borgere i beskæftigelse ( % versus 27 % i ). Disse sammenhænge er uændrede, når der justeres for køn og alder. Andelen af fysisk inaktive borgere har ændret sig signifikant fra til. Andelen af fysisk inaktive borgere er faldet med procentpoint blandt de beskæftigede, mens den er steget med 2 procentpoint blandt borgere uden for arbejdsmarkedet, hvilket resulterer i en stigende ulighed i fysisk aktivitet imellem disse grupper. Etniske forskelle: Der ses en sammenhæng mellem etnisk baggrund og andelen af borgere, som er fysisk inaktive. Andelen af fysisk inaktive borgere er markant større blandt borgere med ikke-vestlig baggrund sammenlignet med borgere med dansk eller anden vestlig baggrund ( % versus 28-1 % i ). Denne sammenhæng er uændret efter justering for køn, alder og sociale faktorer. Samme tendens ses for den ældre del af befolkningen. Kommuneforskelle: Når man sammenligner andelen af fysisk inaktive borgere i de fire kommunesocialgrupper, er der ingen tydelig forskel. Dette billede ses også efter justering for køn, alder og sociale faktorer. Der ses den samme sammenhæng mellem kommunesocialgrupperne i og, og der er således ingen tegn på en øget geografisk ulighed på tværs af kommunesocialgrupperne. Blandt de ældre borgere er der til gengæld en signifikant tendens til, at andelen af fysisk inaktive borgere er størst i kommunesocialgruppe og lavest i kommunesocialgruppe 1, svarende til, at der er en social gradient på tværs af kommunesocialgrupperne. Denne forbliver signifikant, når der justeres for køn, alder, sociale faktorer og etnisk baggrund. Der ses ingen tegn på en øget social ulighed blandt den ældre del af befolkningen i perioden til. Borgere med kroniske sygdomme Generelt ses de samme tendenser for borgere med hjertekarsygdomme, diabetes, KOL og muskelskeletsygdomme som for alle borgere (tabel.12 og.1). Der er dog generelt en større andel af borgere, som er fysisk inaktive blandt borgere med kroniske sygdomme, sammenlignet med alle borgere. Der er en større andel af borgere, som er fysisk inaktive blandt borgere med lavere uddannelsesniveau, borgere uden for arbejdsmarkedet, og borgere med en 1

42 ikke-vestlig baggrund, blandt borgere med kronisk sygdom. For borgere med KOL ses en stigende ulighed på tværs af uddannelsesniveau og erhvervstilknytning i perioden. Andelen af fysisk inaktive borgere med korte og især mellemlange uddannelser er faldet markant ( procentpoint og 9 procentpoint), mens andelen af fysisk inaktive borgere uden erhvervsuddannelser ikke har ændret sig fra til. Samtidig er andelen af fysisk inaktive borgere uden for arbejdsmarkedet steget, mens andelen er faldet blandt borgere i beskæftigelse. Den samme tendens til øget social ulighed i forhold til erhvervstilknytning findes for borgere med diabetes. Der er hverken i eller i forskel mellem de fire kommunesocialgrupper i forhold til fysisk aktivitet mindst 0 minutter om dagen blandt borgere med hjertekarsygdomme, diabetes, KOL og muskelskeletsygdomme. Konklusion Der ses social ulighed i andelen af borgere, som er fysisk aktive mindre end 0 minutter om dagen i forhold til uddannelsesniveau, erhvervstilknytning og etnisk baggrund. Denne tendens findes ligeledes blandt borgere over 65 år og borgere med hjertekarsygdom, diabetes, KOL og muskelskeletsygdomme. Fra til er der på en række områder sket en udvikling i den sociale ulighed. I forhold til uddannelse ses et fald i uligheden mellem borgere med kort, mellemlang og lang videregående uddannelse. Sammenlignes borgere uden erhvervsuddannelse med borgere med lang videregående uddannelse finder vi dog ingen ændring i uligheden. Med hensyn til erhvervstilknytning ses en stigning i den sociale ulighed i denne periode. For borgere med kronisk sygdom er der en tendens til stigende social ulighed for borgere med KOL. For borgere med diabetes er der ligeledes en stigning i den sociale ulighed, men kun i forhold til erhvervstilknytning. Blandt borgere på 65 år og derover ses ingen ændring i social ulighed på tværs af uddannelsesgrupper, grupper med forskellig erhvervstilknytning samt grupper med forskellig etnisk baggrund. I forhold til kommunesocialgrupperne ses ingen tendens til øget social ulighed i andelen af alle borgere med kroniske sygdomme, som er fysisk aktive mindst 0 minutter dagligt. For ældre borgere er der tendens til ulighed mellem kommunesocialgrupperne, idet færre ældre i kommunesocialgruppe er fysisk aktive sammenlignet med ældre i kommunesocialgruppe 1. 2

43 Tabel.11 Borgere, som dyrker moderat til hård fysisk aktivitet mindre end 0 minutter om dagen i fritiden % Odds Ratio Region Hovedstaden 5 2 Uddannelse Ingen erhvervsuddannelse Kort uddannelse Mellemlang videreg. uddannelse Lang videreg. uddannelse 26 Erhvervstilknytning I beskæftigelse Udenfor arbejdsmarkedet Pensionist Etnisk baggrund Danmark Andre vestlige lande Ikke vestlige lande Kommunesocialgruppe % 0,0 1,0 2,0,0,0 Alle odds ratios er justeret for køn og alder. Odds ratios for etnisk baggrund og kommunesocialgruppe er yderligere justeret for uddannelse og erhvervstilknytning

44 Tabel.12 Borgere med hjertekarsygdomme eller diabetes, som dyrker moderat til hård fysisk aktivitet mindre end 0 minutter om dagen i fritiden % Hjertekarsygdomme % Diabetes Region Hovedstaden Uddannelse Ingen erhvervsuddannelse Kort uddannelse Mellemlang videreg. uddannelse Lang videreg. uddannelse Erhvervstilknytning I beskæftigelse Udenfor arbejdsmarkedet Pensionist Etnisk baggrund Danmark Andre vestlige lande Ikke vestlige lande Kommunesocialgruppe % %

45 Tabel.1 Borgere med KOL eller muskelskeletsygdomme, som dyrker moderat til hård fysisk aktivitet mindre end 0 minutter om dagen i fritiden % KOL % Muskelskeletsygdomme Region Hovedstaden 6 9 Uddannelse Ingen erhvervsuddannelse Kort uddannelse Mellemlang videreg. uddannelse Lang videreg. uddannelse Erhvervstilknytning I beskæftigelse Udenfor arbejdsmarkedet Pensionist Etnisk baggrund Danmark 2 7 Andre vestlige lande Ikke vestlige lande Kommunesocialgruppe % % 5

46 ..2 Stillesiddende aktiviteter mere end timer om dagen i fritiden I er der i alt % af borgere i Region Hovedstaden, som sidder stille mere end fire timer om dagen i fritiden. I perioden fra - er der sket en lille stigning på procentpoints (tabel.1) Alle borgere og borgere, som er 65 år eller derover Sociale forskelle: Der er en tydelig sammenhæng mellem uddannelsesniveau og stillesidning (tabel.1). Således er andelen af borgere, der sidder stille mere end fire timer om dagen, fire gange større blandt borgere uden erhvervsuddannelse sammenlignet med borgere med en lang videregående uddannelse (0 % versus 11 % i ). Når der justeres for køns- og aldersforskelle mellem grupperne, mindskes denne sammenhæng, men er dog fortsat markant. Selvom andelen af borgere, som sidder stille mere end fire timer dagligt i fritiden, er steget fra til, er den sociale ulighed mellem grupperne ikke ændret. Stillesidning forekommer dobbelt så hyppigt blandt borgere på 65 år eller derover sammenlignet med alle borgere (9 % versus % i ). Ligesom for alle borgere ses social ulighed på tværs af uddannelsesgrupperne for de ældre borgere. Der findes ligeledes en tydelig sammenhæng mellem erhvervstilknytning og stillesidning. Stillesidning i fritiden er tre gange så hyppig blandt borgere uden for arbejdsmarkedet og pensionister sammenlignet med borgere i beskæftigelse (50-52 % versus 17 % i ). Denne sammenhæng er uændret efter justering for køn og alder. Der ses en stigende ulighed i perioden til i forhold til erhvervstilknytning og stillesidning, idet andelen af borgere, der sidder stille i fritiden, er steget mere blandt borgere uden for arbejdsmarkedet sammenlignet med borgere i beskæftigelse og pensionister. Etniske forskelle: Der ses ingen forskelle i andelen af stillesiddende borgere på tværs af de etniske grupper. Fra til ses en stigning på 2- procentpoints i alle grupperne. Kommuneforskelle: Der ses en klar sammenhæng mellem andelen af borgere, der er stillesiddende i fritiden og kommunesocialgrupperne. Andelen af stillesiddende borgere er størst i kommunesocialgruppe og og lavest i kommunesocialgruppe 1 (28 % versus % i ). Denne forskel er uændret efter justering for alder, køn og sociale faktorer. I perioden til ses ingen tendens til en stigende social ulighed mellem kommunesocialgrupperne for andelen af stillesiddende borgere. Der ses et tilsvarende billede for den ældre del af befolkningen. Borgere med kroniske sygdomme Generelt ses de samme sammenhænge for borgere med hjertekarsygdomme, diabetes, KOL og muskelskeletsygdomme som i befolkningen generelt i forhold til stillesidning (tabel.15 og.). Andelen af borgere med kroniske sygdomme, der sidder stille mere end fire timer i deres fritid, er højest blandt borgere med kortere uddannelser og borgere uden for arbejdsmarkedet. Dette er også tilfældet efter justering for køns- og aldersforskelle på tværs af grupperne. Der ses ingen tendens til en stigende social ulighed i perioden. Selvom andelen af stillesidning stiger fra til, er stigningen den samme blandt alle grupperne. Der ses ingen ændringer i social ulighed blandt borgere med kroniske sygdomme i forhold til uddannelsesniveau og erhvervstilknytning med undtagelse af borgere med muskelskeletsygdomme her er andelen af stillesiddende borgere uden for arbejdsmarkedet steget signifikant mere end blandt borgere i beskæftigelse i perioden til. Der ses ingen sammenhæng mellem stillesidning i fritiden og etnisk baggrund for borgere med kroniske sygdomme. Derimod ses en sammenhæng mellem stillesidning i fritiden og kommunesocialgruppe - selv efter justering for køn og alder er en større andel af borgerne i kommunesocialgruppe og 6

47 stillesiddende i fritiden sammenlignet med borgerne i kommunesocialgruppe 1. Konklusion Der ses en tydelig social ulighed mellem stillesidning i fritiden og uddannelsesniveau samt erhvervstilknytning, idet stillesidning mere end fire timer i fritiden stiger med faldende uddannelsesniveau og er højere blandt borgere uden for arbejdsmarkedet end borgere i beskæftigelse. Der ses ingen øget ulighed i forhold til uddannelse, men det tyder på, at der er en øget social ulighed fra til i forhold til erhvervstilknytning. Der er ikke sammenhæng mellem etnisk baggrund og andelen af stillesiddende borgere hverken i eller i. Selv efter justering for køn, alder og sociale faktorer er andelen af borgere, der er stillesiddende mere end fire timer i fritiden, større i kommunesocialgruppe og sammenlignet med kommunesocialgruppe 1. Der ses ingen forskelle på sammenhængen i og. Samme tendenser ses for de ældre borgere, der er 65 år eller derover, samt for borgere med hjertekarsygdomme, diabetes, KOL og muskelskeletsygdomme. 7

48 Tabel.1 Borgere, som har mere end fire timers stillesiddende aktiviteter i fritiden om dagen % Odds Ratios Region Hovedstaden Uddannelse Ingen erhvervsuddannelse Kort uddannelse Mellemlang videreg. uddannelse 15 Lang videreg. uddannelse 9 11 Erhvervstilknytning I beskæftigelse Udenfor arbejdsmarkedet Pensionist Etnisk baggrund Danmark Andre vestlige lande Ikke vestlige lande 26 Kommunesocialgruppe % 0,0 1,0 2,0,0,0 5,0 6,0 Alle odds ratios er justeret for køn og alder. Odds ratios for etnisk baggrund og kommunesocialgruppe er yderligere justeret for uddannelse og erhvervstilknytning 8

49 Tabel.15 Borgere med hjertekarsygdomme eller diabetes, som har mere end fire timers stillesiddende aktiviteter i fritiden om dagen % Hjertekarsygdomme % Diabetes Region Hovedstaden 5 1 Uddannelse Ingen erhvervsuddannelse Kort uddannelse Mellemlang videreg. uddannelse Lang videreg. uddannelse Erhvervstilknytning I beskæftigelse Udenfor arbejdsmarkedet Pensionist Etnisk baggrund Danmark Andre vestlige lande Ikke vestlige lande Kommunesocialgruppe % % 9

50 Tabel. Borgere med KOL eller muskelskeletsygdomme, som har mere end fire timers stillesiddende aktiviteter i fritiden om dagen % KOL % Muskelskeletsygdomme Region Hovedstaden Uddannelse Ingen erhvervsuddannelse Kort uddannelse Mellemlang videreg. uddannelse Lang videreg. uddannelse Erhvervstilknytning I beskæftigelse 17 Udenfor arbejdsmarkedet Pensionist Etnisk baggrund Danmark 8 0 Andre vestlige lande Ikke vestlige lande Kommunesocialgruppe % % 50

51 . Kostvaner Meget usunde kostvaner kan påvirke udviklingen af kroniske sygdomme som hjertekarsygdomme og kræft i fordøjelsessystemet. En usund kost og højt energiindtag kombineret med manglende bevægelse medfører øget risiko for udvikling af overvægt og dermed blandt andet forhøjet blodtryk, type 2 diabetes og hjertekarsygdomme. Motions- og Ernæringsrådet anbefaler følgende: spis frugt og grønt 6 om dagen spis fisk og fiskepålæg flere gange om ugen spis kartofler, ris eller pasta og groft brød hver dag spar på sukker især fra sodavand, slik og kager spar på fedtet især fra mejeriprodukter og kød spis varieret og bevar normalvægten sluk tørsten i vand Der er sociale forskelle i kostvaner, hvor en større andel af borgere med kort uddannelse ikke lever op til kostrådene sammenlignet med borgere med længere uddannelser. Med stigende uddannelsesniveau ses et stigende indtag af frugt, grønt og fisk og et faldende indtag af fedt (;). Kostundersøgelser viser, at frugt- og grøntindtaget er steget de seneste år, mens indtaget af sodavand og slik samtidig er steget (). Fedtstofindtaget er faldet siden 87(8). Selvom danskernes kostvaner er blevet sundere over tid, er maden fortsat for fed og for sød og indeholder for lidt frugt, grønt og fisk. Med udgangspunkt i kostrådene udarbejdet af det nu nedlagte Motionsog Ernæringsråd anvendes en kostscore inden for komponenterne: frugt, grønt, fisk og fedt. Disse kostkomponenter har vist sig at være gode indikatorer for generelt sunde eller usunde kostvaner. Kostscoren er således et samlet mål for sundhedsgraden af de generelle kostvaner. Kostscoren inddeler borgerne i tre kategorier: Sund kost generelt sunde kostvaner, herunder højt indtag af frugt, grønt og fisk samt lavt indtag af fedt og især mættet fedt. Middelsund kost moderat indtag af frugt, grønt, fisk og fedt. Meget usund kost generelt meget usunde kostvaner på alle områder, herunder meget lavt indtag af frugt, grønt og fisk samt højt indtag af fedt og især mættet fedt. I dette afsnit beskrives andelen af borgere med meget usunde kostvaner. Da spørgsmålene vedrørende kost i spørgeskemaundersøgelsen i og i ikke er helt identiske, er det ikke muligt at opgøre ændringer i forekomsten af meget usunde kostvaner, ligesom det heller ikke er muligt at følge udviklingen i social, etnisk og geografisk ulighed over tid...1 Meget usunde kostvaner Der er 9 % af borgerne i Region Hovedstaden, der har meget usunde kostvaner (tabel.17). Det vil sige, at næsten hver tiende borger har et meget lavt indtag af frugt, grønt og fisk samt et højt indtag af fedt og især mættet fedt. Blandt ældre på 65 år eller derover er der 12 %, der har meget usunde kostvaner. Alle borgere og borgere, som er 65 år eller derover Sociale forskelle: Der er en udtalt social gradient i forekomsten af meget usunde kostvaner. Udbredelsen af meget usunde kostvaner falder markant med stigende uddannelsesniveau (tabel.17). Blandt borgere uden erhvervsuddannelse har hver sjette borger meget usunde kostvaner, mens det kun gælder for én ud af 0 borgere med en lang videregående uddannelse. For ældre borgere på 65 år eller derover er mønsteret det samme, dog mindre udtalt. Forskellene mellem uddannelsesgrupperne er signifikante og øges, når der justeres for køns- og alderssammensætningen. De sociale forskelle genfindes, når det gælder erhvervstilknytning. Andelen af borgere med meget usunde kostvaner er cirka dobbelt så stor blandt borgere uden for arbejdsmarkedet sammenlignet med borgere i beskæftigelse. Forskellene forbliver 51

52 signifikante, når der justeres for forskelle i køns- og alderssammensætningen. Etniske forskelle: Der er forskel på forekomsten af meget usunde kostvaner i forskellige etniske grupper i befolkningen. Meget usunde kostvaner er mere almindelige blandt borgere med dansk baggrund i forhold til borgere med anden etnisk baggrund. Når der tages højde for forskelle i fordelingen af køn, alder og sociale faktorer mellem grupperne, forbliver de etniske forskelle signifikante. Blandt de ældre borgere på 65 år eller derover genfindes denne forskel ikke. Kommuneforskelle: Meget usunde kostvaner er mest udbredt i kommunesocialgruppe og og mindst udbredt i kommunesocialgruppe 1 og 2. Den sociale gradient i meget usunde kostvaner på individniveau genfindes således på kommunesocialgruppeniveau. Den sammenhæng, der er mellem kommunesocialgruppe og forekomst af meget usunde kostvaner, forbliver signifikant, men mindskes, når der tages højde for forskelle i fordelingen af køn, alder og sociale faktorer på tværs af kommunesocialgrupperne. Det betyder, at der er kommuneforskelle mellem kommunesocialgrupperne, som ikke kan forklares med forskelle i aldersfordeling, uddannelsesniveau eller erhvervstilknytning på tværs af kommunesocialgrupperne. Billedet er det samme for borgere på 65 år eller derover, og her er gradienten på tværs af kommunesocialgrupper endnu mere udtalt. Borgere med kroniske sygdomme De sociale forskelle, der er i befolkningen samlet set i forhold til både uddannelsesniveau og erhvervstilknytning, genfindes blandt borgere med hjertekarsygdomme, diabetes, KOL og muskelskeletsygdomme (tabel. og.). Blandt diabetikere er meget usunde kostvaner dog mest udbredte blandt pensionister, mens de for de øvrige sygdomme og i befolkningen generelt, er mest udbredte blandt borgere uden for arbejdsmarkedet. Der er ikke signifikante etniske forskelle i forekomsten af meget usunde kostvaner blandt borgere med hjertekarsygdomme, diabetes, KOL og muskelskeletsygdomme. Der findes ligeledes generelt ingen kommuneforskelle blandt borgere med hjertekarsygdomme, diabetes og KOL. Blandt borgere med muskelskeletsygdomme findes dog en sammenhæng mellem kommunesocialgruppe og forekomst af meget usunde kostvaner, hvor forekomsten af meget usunde kostvaner er hyppigere i kommunesocialgruppe sammenlignet med kommunesocialgruppe 1. Denne sammenhæng forbliver signifikant, når der justeres for køn, alder og sociale faktorer. Konklusion Der er en udtalt social ulighed i forekomsten af meget usunde kostvaner både i forhold til uddannelsesniveau, erhvervstilknytning, etnisk baggrund og kommunesocialgruppe. Ulighed i forhold til uddannelse, erhvervstilknytning og kommunesocialgruppe eksisterer også i ældrebefolkningen. Ulighed i forhold til uddannelse og erhvervstilknytning genfindes blandt borgere med hjertekarsygdomme, diabetes, KOL og muskelskeletsygdomme. Ulighed i forhold til kommunesocialgrupperne ses desuden for muskelskeletsygdomme. 52

53 Tabel.17 Borgere, som har meget usunde kostvaner Region Hovedstaden 9 % Odds Ratios Uddannelse Ingen erhvervsuddannelse Kort uddannelse Mellemlang videreg. uddannelse Lang videreg. uddannelse Erhvervstilknytning I beskæftigelse Udenfor arbejdsmarkedet Pensionist Etnisk baggrund Danmark Andre vestlige lande Ikke vestlige lande 6 6 Kommunesocialgruppe % Alle odds ratios er justeret for køn og alder. Odds ratios for etnisk baggrund og kommunesocialgruppe er yderligere justeret for uddannelse og erhvervstilknytning 5

54 Tabel. Borgere med hjertekarsygdomme eller diabetes, som har meget usunde kostvaner % Hjertekarsygdomme % Diabetes Region Hovedstaden 12 Uddannelse Ingen erhvervsuddannelse Kort uddannelse Mellemlang videreg. uddannelse Lang videreg. uddannelse Erhvervstilknytning I beskæftigelse Udenfor arbejdsmarkedet Pensionist Etnisk baggrund Danmark Andre vestlige lande Ikke vestlige lande 1 11 Kommunesocialgruppe % % 5

55 Tabel. Borgere med KOL eller muskelskeletsygdomme, som har meget usunde kostvaner % KOL % Muskelskeletsygdomme Region Hovedstaden 1 11 Uddannelse Ingen erhvervsuddannelse Kort uddannelse Mellemlang videreg. uddannelse Lang videreg. uddannelse Erhvervstilknytning I beskæftigelse Udenfor arbejdsmarkedet Pensionist Etnisk baggrund Danmark Andre vestlige lande Ikke vestlige lande Kommunesocialgruppe % % Alle odds ratios er justeret for køn og alder. Odds ratios for etnisk baggrund og kommunesocialgruppe er yderligere justeret for uddannelse og erhvervstilknytning 55

56 .5 Opsamling Fra til er der generelt sket en positiv udvikling i sundhedsadfærden i befolkningen, da forekomsten af dagligrygning, rusdrikkeri og fysisk inaktivitet er faldet med procentpoint i perioden. Hvad angår stillesiddende aktiviteter er der dog sket en stigning på procentpoint i andelen af borgere med stillesiddende aktiviteter mere end fire timer om dagen i fritiden. Der er ikke sket ændringer i forekomsten af tegn på alkoholafhængighed i perioden i befolkningen samlet set, men blandt borgere med diabetes og muskelskeletsygdomme er andelen faldet en anelse. Udannelse og erhvervstilknytning Der er social ulighed betragtet ud fra både uddannelsesniveau og erhvervstilknytning i alle typer af uhensigtsmæssig sundhedsadfærd, som er undersøgt i dette kapitel. Forekomsten af rygning, rusdrikkeri, fysisk inaktivitet, stillesiddende fritidsaktiviteter og meget usunde kostvaner falder med stigende uddannelsesniveau, og forekomsten er højere blandt borgere uden for arbejdsmarkedet end blandt borgere i beskæftigelse. Forekomsten af tegn på alkoholafhængighed udviser derimod en omvendt social gradient, idet forekomsten stiger med stigende uddannelsesniveau især blandt ældre borgere på 65 år eller derover. Den sociale ulighed i rusdrikkeri og alkoholafhængighed er således ikke den samme. Blandt borgere over 65 år er rusdrikkeri dog også mest udbredt blandt højtuddannede borgere modsat billedet for rusdrikkeri i hele befolkningen. Den sociale ulighed i meget usunde kostvaner, rygning og stillesiddende fritidsaktiviteter er markant større end uligheden i de øvrige typer af sundhedsadfærd, herunder alkohol. Resultaterne er i overensstemmelse med tidligere studier. Der er således fortsat social ulighed i sundhedsadfærd, hvilket må antages at påvirke den sociale ulighed i livsstilsrelaterede sygdomme i årene fremover. Billedet for alkoholadfærd, som adskiller sig fra de øvrige typer af sundhedsadfærd, kan skyldes anderledes normer og holdninger til alkoholindtag i samfundet sammenlignet med de øvrige adfærdsformer. Forskellen på mønsteret blandt ældre over 65 år og hele befolkningen kunne dog tyde på, at dette er under forandring. Der er generelt ikke sket ændringer i den sociale ulighed i sundhedsadfærden fra til mellem grupper af befolkningen med forskelligt uddannelsesniveau. Den sociale ulighed betragtet ud fra erhvervstilknytning er derimod blevet større i perioden, hvad angår rygning, fysisk inaktivitet og stillesiddende aktiviteter i fritiden. Borgere uden for arbejdsmarkedet adskiller sig på disse områder mere fra borgere i beskæftigelse i end i. Den positive udvikling i den overordnede forekomst af disse adfærdsformer, er således ikke kommet alle borgere lige meget til gode. Resultaterne vedrørende rygning bekræfter tidligere studier fra Danmark og andre europæiske lande, hvor der er rapporteret en stigning i social ulighed i rygning målt ud fra uddannelsesniveau (;). Forskellen mellem at se udviklingen i social ulighed i sundhedsadfærd målt i forhold til uddannelsesniveau i stedet for erhvervstilknytning skal betragtes i forhold til den relativt korte periode ( år), som denne rapport er baseret på. Mens uddannelsesniveau er et relativt stabilt mål, når man er færdiguddannet, kan erhvervstilknytning ændre sig langt mere over tid. Alt andet lige, er der derfor større chancer for at opfange ændringer i forhold til erhvervstilknytning, i en undersøgelse med en tidshorisont på kun år, hvor man baserer undersøgelsen på to tværsnit, hvor de fleste individer går igen i de to tværsnit. Uddannelsesniveau og erhvervstilknytning er derudover to forskellige indikatorer, der vægter forskellige aspekter af social position i samfundet. Etnisk baggrund Når der justeres for køn, alder og sociale faktorer, er rusdrikkeri, tegn på alkoholafhængighed og meget usunde kostvaner mest udbredt blandt borgere med dansk baggrund eller anden vestlig baggrund. Fysisk aktivitet mindre end 0 minutter om dagen er der- 56

57 imod mest udbredt blandt borgere med ikke-vestlig baggrund. Etniske forskelle i stillesiddende fritidsaktiviteter mere end fire timer om dagen forsvinder, når der justeres for sociale faktorer. Der er kun etniske forskelle i forekomsten af dagligrygning i ældrebefolkningen, hvor ældre med dansk baggrund har den højeste forekomst sammenlignet med ældre med anden etnisk baggrund. De største etniske forskelle i sundhedsadfærd findes i forhold til alkohol og kostvaner. Forskellene vedrørende alkohol bekræftes i andre studier () og er forventelige, da borgere med ikke-vestlig baggrund oftere har en muslimsk inspireret kultur, hvor alkohol spiller en mindre rolle end kulturen blandt borgere med dansk baggrund. De etniske forskelle i kostvaner står delvist i kontrast til et andet dansk studie (SUSY 05), som har vist, at indtag af grøntsager og salat er større blandt ikke-vestlige indvandrere end etniske danskere (). Forskellene kan muligvis forklares med, at kostscoren i dette studie også inkluderer indtag af mættet fedt og fisk, og at analyserne her er justeret for flere sociale faktorer. Det kan undre, at resultaterne vedrørende fysisk inaktivitet og stillesiddende fritidsaktiviteter ikke stemmer overens. Ovennævnte studie taler dog for, at ikke-vestlige indvandrere oftere har stillesiddende fritidsaktiviteter især kvinderne, også når der tages højde for erhvervsdeltagelse (). Tilsvarende kan resultaterne sammenlignes med et svensk studie, der viser en højere andel af borgere med fysisk inaktiv fritid blandt immigranter fra arabisktalende lande end blandt svenskere (2). Igen kan kulturelle normer spille en rolle. Hvad angår rygning, bekræfter dette studie resultaterne fra SUSY 05, hvor der heller ikke er fundet forskelle mellem etniske grupper i befolkningen samlet set (). Et andet svensk studie indikerer dog, at dette resultat kan dække over visse kønsforskelle. Selvom der stort set ikke er forskel i rygeprævalensen mellem danske og arabisk-talende mænd bosiddende i Malmø, er der en udtalt forskel mellem danske og arabisk-talende kvinder, hvor den laveste rygeforekomst findes blandt de arabisktalende kvinder (). Der er ikke sket ændringer i de etniske forskelle i sundhedsadfærd fra til. Det er svært at udtale sig om, hvorvidt dette er forventeligt eller ej. De etniske forskelle er ikke blevet større, hvilket tyder på, at den overordnede positive udvikling i sundhedsadfærd også har slået igennem blandt borgere med en anden etnisk baggrund end dansk. Omvendt er de etniske forskelle heller ikke blevet mindre, hvilket kan hænge sammen med, at der blandt ikke-vestlige indvandrere er langt færre, der har en positiv holdning til betydningen af egen indsats i forhold til at bevare et godt helbred, end blandt etniske danskere (). Kommunesocialgrupper Der er signifikant forskel i forekomsten af uhensigtsmæssig sundhedsadfærd på tværs af kommunesocialgrupper med undtagelse af fysisk inaktivitet, hvor forskellen kun findes i ældrebefolkningen. Forskellene mellem kommunesocialgrupperne er størst ved rygning, rusdrikkeri og stillesiddende fritidsaktiviteter, men forskellene går dog ikke nødvendigvis i samme retning for de forskellige adfærdsformer. Hvor der er en tydelig gradient fra mindst forekomst i kommunesocialgruppe 1 og størst i gruppe i forhold til rygning og stillesiddende fritidsaktiviteter, er billedet mindre entydigt for meget usunde kostvaner, rusdrikkeri og tegn på alkoholafhængighed. Da resultaterne er justeret for forskelle i sociale faktorer, køn og alder, afspejler disse forskelle altså en betydning af selve det lokalområde (her defineret som den kommune), man bor i uafhængigt af det individuelle uddannelsesniveau, erhvervstilknytning, køn og alder. Forklaringer på disse forskelle kan muligvis findes i de forebyggelsesindsatser, der foregår lokalt, samt i den måde sundhed er indtænkt i lokalmiljøet f.eks. i forhold til borgernes adgang til rekreative områder. Der er generelt ikke sket nogen ændring i størrelsen af kommuneforskellene i sundhedsadfærd fra til. Rusdrikkeri er dog en undtagelse, da forskellen i forekomsten på tværs af kommunesocialgrupper er blevet større i perioden. Faldet i rusdrikkeri i perioden er altså ikke sket jævnt i hele regionen. 57

58 5 Ulighed i brug af sundhedsvæsenet Der er social ulighed i brugen af sundhedsydelser især i kontakter til hospitalssektoren (skadestue, ambulante kontakter og hospitalsindlæggelser) Borgere uden erhvervsuddannelse samt borgere uden for arbejdsmarkedet har generelt flest kontakter til sundhedsvæsenet også når der tages højde for fordelingen af kroniske sygdomme Kontakter til speciallæge udviser en omvendt social gradient, da kontakter til speciallæger er mest udbredt blandt borgere med en mellemlang eller lang videregående uddannelse Der er etniske forskelle i kontakter til især hospitalssektoren også når der tages højde for sociale faktorer Kontakter til praksissektoren er mest udbredt i kommunesocialgruppe 1, mens kontakter til hospitalssektoren er mest udbredt i kommunesocialgruppe I de følgende afsnit undersøges social ulighed i forhold til antallet af borgernes kontakter til sundhedsvæsenet i Region Hovedstaden. Der undersøges i denne sammenhæng antallet af kontakter til almen praksis, speciallæger, vagtlæger og skadestue, samt ambulante kontakter, antallet af hospitalsindlæggelser og antallet af sengedage. Oplysninger om kontakter til sundhedsvæsenet er indhentet fra Sygesikringsregisteret og Landspatientregisteret. Ulighed i sundhed skyldes ikke kun forskelle i sociale eller økonomiske betingelser. Ligesom uligheden forværres af ulighed i sundhedsadfærd, kan den også forværres af differentiel adgang til eller brug af sundhedsvæsenet på tværs af sociale grupper (26). Den største ulighed i adgang til sundhedsydelser findes i lande domineret af private sundhedsforsikringer og brugerbetaling (26). I det danske og andre lignende sundhedssystemer med universel adgang er den sociale ulighed i adgang til sundhedsydelser generelt mindre (26). Det er desuden et eksplicit formål i sundhedsloven at sikre let og lige adgang til sundhedsydelser for alle. At der ikke umiddelbart findes økonomiske barrierer til sundhedsydelser er dog ikke ensbetydende med lige brug af sundhedsydelser (27). Ulige brug af sundhedsydelser kan skyldes mange faktorer: sociale, økonomiske, geografiske såvel som kulturelle (28). En barriere for lighed i brugen af sundhedsydelser kan være, at der er ulige efterspørgsel efter sundhedsydelserne på grund af f.eks. forskelle i patienternes viden, forventninger og krav, på grund af forskelle i mulighederne for at benytte sundhedsydelser, på grund af barrierer i form af geografiske afstand eller åbningstider, eller på grund af ulighed i henvisningsmønsteret inden for sundhedssystemet. Brugerbetaling, private forsikringsordninger og ventetider kan også spille en rolle. Lighed i adgang til sundhedsvæsenet handler ikke om lige brug af sundhedsydelser, men om samme brug ved samme behov, det vil sige brug af sundhedsydelser svarende til det individuelle behov. Da sundhed, sygdom og dermed behandlingsbehov 1 er ulige fordelt i samfundet og ofte varierer med social position, bør brugen af sundhedsydelser også være ulige fordelt (26;28). En dansk undersøgelse viser, at de dårligst stillede, som har størst forekomst af langvarig sygdom, også har det største forbrug af hospitalsydelser (29). I denne undersøgelse forsøger vi at tage højde for denne faktor ved at justere ana- 1 Dog er det ikke al sygelighed, nedsat livskvalitet og funktionsevne m.m., der repræsenterer et behov for sundhedsydelser, da der ikke findes behandlingsmuligheder for alt. 58

59 lyserne for, om borgerne har kronisk sygdom. Dette er dog et meget groft mål for behov. Komparative studier af europæiske lande og af OECD-lande inklusiv Danmark har vist, at brug af alment praktiserende læger, speciallæger og hospitalsbehandling generelt er mere udbredt blandt personer med lav indkomst, men denne ulighed forsvinder stort set, hvis der tages højde for forskelle i helbredsforhold (0-2). Der er dog en tendens til, at velstillede borgere i Danmark og visse andre lande har flere kontakter til især speciallæger end forventet ud fra deres helbred (0-2). På den anden side bekræfter en dansk undersøgelse, at der i hovedreglen er overensstemmelse mellem befolkningens brug af sundhedsydelser og behovet for dem på nær hvad angår brugen af speciallæger, som er uforholdsmæssig stor blandt de bedst stillede grupper i samfundet (). Hvad angår etniske forskelle i brugen af sundhedsydelser, viser litteraturen, at de fleste indvandrergrupper har flere indlæggelser og øget kontakt til skadestuen end danskere (;5). Europæiske studier viser ligeledes, at indvandrere generelt bruger alment praktiserende læger mere end den øvrige del af befolkningen, men det afhænger i høj grad af indvandrernes oprindelsesland (5). Nogle indvandrere i Danmark fx indvandrere fra Pakistan, Iran, Libanon og Somalia har hyppigere kontakt til almen praksis end danskere, mens andre indvandrere fra fx Vietnam sjældnere har kontakt til almen praksis sammenlignet med borgere med dansk baggrund (). Samlet set har aktiviteten i sundhedsvæsenet været stigende i en årrække især på de somatiske sygehuse siden 02, hvor regeringen indførte en meraktivitetspulje for at nedbringe ventetiderne (6). I takt med den løbende omlægning fra stationær til ambulant behandling er der desuden sket en stigning i antallet af ambulante besøg fra 02 til 09. Fra til 08 har der dog nationalt også været et mindre fald i antallet af ambulante besøg, som formentligt skyldes overenskomstkonflikten (6). Fra 08 til 09 er der igen sket en markant stigning i aktiviteten. Fra 97 til 09 er der sket et fald i den gennemsnitlige liggetid på hospitalerne (6;7). Der har også været en stigning i det samlede antal af kontakter i praksissektoren herunder både til alment praktiserende læger, vagtlæger og speciallæger (6). Antallet af kontakter til almen praksis har været stødt stigende det seneste årti. I 09 var der cirka 0 millioner kontakter til alment praktiserende læger svarende til, at hver dansker i gennemsnit kontaktede sin alment praktiserende læge syv gange i løbet af et år (6). I Region Hovedstaden er det gennemsnitlige antal af kontakter til almen praksis dog en anelse lavere end i de øvrige regioner (6). Antallet af konsultationer hos speciallæger har længe været nogenlunde stabilt, men fra 05 er der også sket en stigning på dette område (6;7). I Region Hovedstaden er der et større gennemsnitligt antal kontakter til speciallæge pr. indbygger (1, pr år) end i de øvrige regioner (6). 59

60 5.1 Kontakter til almen praksis I det følgende afsnit undersøges det, hvorvidt der findes social ulighed i kontakt til almen praksis i Region Hovedstaden. Som indikator for kontakt til almen praksis bruges antallet af kontakter til almen praksis, dikotomiseret som de, der har haft mere end ti kontakter inden for ét år, versus de, som har haft ti kontakter eller færre i løbet af ét år. For -udtrækket af borgere i Region Hovedstaden er der i alt % af borgerne, som har haft mere end ti kontakter til almen praksis (tabel 5.1). Antallet af kontakter til almen praksis er for - udtrækket antallet af kontakter, som borgerne har haft til almen praksis i 08, mens det for - udtrækket er antallet af kontakter, som borgerne har haft i. Tallene fra 08 er de nyest tilgængelige tal for kontakter til almen praksis, som kan hentes via Sygesikringsregisteret. Der er sket et lille fald på 2 procentpoint siden, hvor % af borgerne havde mere end ti kontakter til almen praksis. Alle borgere og borgere, som er 65 år eller derover Sociale forskelle: Der er en klar sammenhæng mellem uddannelse og det at have mange kontakter til almen praksis, hvis man ser på alle borgere (tabel 5.1). Andelen af borgere, som har haft mere end ti kontakter til almen praksis i løbet af et år, er næsten dobbelt så høj blandt borgere uden erhvervsuddannelse som blandt borgere med lang videregående uddannelse i ( % versus 1 %). Denne tendens forbliver signifikant, når der justeres for fordelingen af alder, køn og forekomst af kroniske sygdomme. Sammenhængen mellem uddannelse og kontakter til almen praksis findes både i - og - udtrækket, men den er ikke så udtalt i - som i -udtrækket. Det skyldes, at andelen af borgere, som har haft mere end ti kontakter til almen praksis, fortrinsvis er faldet blandt borgere uden erhvervsuddannelse og slet ikke blandt borgere med lang, videregående uddannelse. Det samme billede ses, når der justeres for alder, køn og kroniske sygdomme. Man kan sige, at betydningen af uddannelse mindskes signifikant over tid efter justering for nævnte faktorer. Der ses et tilsvarende billede blandt borgere på 65 år og derover som for hele befolkningen der er dog omkring en dobbelt så stor andel ældre borgere i de fire uddannelsesgrupper, som har haft kontakt til almen praksis mere end ti gange i løbet af ét år sammenlignet med befolkningen generelt. For de ældre er der ikke sket en signifikant udvikling i perioden til 08. Sammenlignet med den generelle befolkning er de sociale forskelle mellem grupperne dog mere udtalte blandt de ældste borgere. Der er ligeledes en klar sammenhæng mellem erhvervstilknytning og mange kontakter til almen praksis. Blandt borgere i den erhvervsaktive alder, som er uden for arbejdsmarkedet, er der en dobbelt så stor andel, der har haft mere end ti kontakter til almen praksis i løbet af et år, sammenlignet med borgere i beskæftigelse i -udtrækket (7 % versus 1 %). Denne sammenhæng ses også, når der justeres for køn, alder og kroniske sygdomme i de to grupper, dog mindskes effekten af erhvervstilknytning efter justering. Mens andelen af borgere, som har haft mere end ti kontakter til almen praksis, falder i perioden til 08 blandt borgere i beskæftigelse og pensionister, stiger den blandt borgere uden for arbejdsmarkedet. Dette gælder også, når der justeres for køn, alder og kronisk sygdom. Dette betyder, at der i perioden til 08 er sket en øgning i de sociale forskelle mellem borgere i beskæftigelse og borgere uden for arbejdsmarkedet. Etniske forskelle: Når man ser på hele befolkningen, er der ingen betydelige forskelle på andelen af borgere med dansk og ikke-vestlig baggrund, som har mere end ti kontakter om året til almen praksis (-udtrækket: % versus %). Dette gælder også, når der justeres for køn, alder, kroniske sygdomme og sociale faktorer, og det gælder for - 60

61 såvel som -udtrækket. Der er således ingen tegn på en øget forskel i grupperne i perioden fra til 08. Hvis man ser på borgere på 65 år eller derover, er der imidlertid en mindre andel af ældre med ikkevestlig baggrund, som har mere end ti kontakter til almen praksis, sammenlignet med ældre med dansk baggrund (-udtrækket: 5 % versus 0 %). Denne sammenhæng er signifikant, når der justeres for alder og køn, og har ikke ændret sig i perioden til. Kommuneforskelle: Der er ingen betydelig forskel på andelen af borgere, som har mere end ti kontakter til almen praksis på tværs af kommunesocialgrupperne. Når der justeres for køn, alder, sociale faktorer og kroniske sygdomme er der dog en tendens til, at andelen af borgere med mere end ti kontakter til almen praksis er mindre i kommunesocialgruppe sammenlignet med kommunesocialgruppe 1. Det gælder for såvel som -udtrækket og for befolkningen generelt såvel som for borgere på 65 år eller derover. Der ses ingen tegn på øget ulighed i perioden til 09 i forhold til kommunesocialgrupper og antallet af kontakter til almen praksis. Hvis man ser på de geografiske forskelle, så viser figur 5.1, at sandsynligheden for at have mere end ti kontakter til almen praksis inden for et år er mindst blandt kommunerne i København og omegn sammenlignet med de kommuner, som ligger længere væk fra København. 61

62 Borgere med kroniske sygdomme De samme tendenser, som ses for befolkningen generelt, ses for borgere med henholdsvis hjertekarsygdomme, diabetes, KOL og muskelskeletsygdomme (tabel 5.2 og 5.). Det vil sige, at der er flest kronisk syge borgere med mange kontakter til almen praksis blandt borgere uden erhvervsuddannelse, blandt borgere, som er på pension eller på anden måde er uden for arbejdsmarkedet, samt blandt borgere fra kommunesocialgruppe 1, når der justeres for alder, køn, sociale faktorer og kronisk sygdom. Der er ligeledes ikke betydelig forskel på kronisk syge borgere med dansk eller ikke-vestlig baggrund. Den øgede betydning af erhvervstilknytning, som ses for den generelle befolkning i perioden til, genfindes ikke blandt borgere med kroniske sygdomme. Tværtimod mindskes betydningen af erhvervstilknytning signifikant, når der tages højde for køn, alder, sociale faktorer og kronisk sygdom i grupperne. Desuden er sammenhængen mellem uddannelsesniveau og mange kontakter til almen praksis ikke blevet signifikant mindre blandt borgere med kroniske sygdomme, sådan som det er tilfældet blandt befolkningen generelt. Konklusion Der er social ulighed i forhold til antallet af kontakter, som borgerne har til almen praksis. Denne ulighed ses tydeligt i forhold til borgernes uddannelsesniveau, erhvervstilknytning og kommunesocialgruppe, og genfindes blandt borgere med hjertekarsygdomme, diabetes, KOL og muskelskeletsygdomme. Der ses en tendens til, at uligheden er blevet mindre mellem borgere med kortere og længere uddannelser i perioden fra til 08. Den er imidlertid øget mellem borgere i beskæftigelse og borgere uden for arbejdsmarkedet i samme periode. På grund af den korte periode ( til 08) og en forskel i måden tallene opgøres på, er disse udviklingstal dog behæftet med stor usikkerhed. Der er ikke ulighed mellem borgere med dansk og ikke-vestlig baggrund, når der justeres for køn, alder, kroniske sygdomme og sociale faktorer. 62

63 Tabel 5.1 Borgere, som har haft mere end ti kontakter til almen praksis inden for et år % Odds Ratios Region Hovedstaden Uddannelse Ingen erhvervsuddannelse Kort uddannelse 26 Mellemlang videreg. uddannelse Lang videreg. uddannelse 1 1 Erhvervstilknytning I beskæftigelse Udenfor arbejdsmarkedet Pensionist Etnisk baggrund Danmark Andre vestlige lande Ikke vestlige lande 17 1 Kommunesocialgruppe % 0,00 0,50 1,00 1,50 2,00 2,50 Alle odds ratios er justeret for køn, alder og kroniske sygdomme. Odds ratios for etnisk baggrund og kommunesocialgruppe er yderligere justeret for uddannelse og erhvervstilknytning 6

64 Tabel 5.2 Borgere med hjertekarsygdomme eller diabetes, som har haft mere end ti kontakter til almen praksis inden for et år % Hjertekarsygdomme % Diabetes Region Hovedstaden Uddannelse Ingen erhvervsuddannelse Kort uddannelse Mellemlang videreg. uddannelse Lang videreg. uddannelse Erhvervstilknytning I beskæftigelse Udenfor arbejdsmarkedet Pensionist Etnisk baggrund Danmark Andre vestlige lande Ikke vestlige lande Kommunesocialgruppe % % 6

65 Tabel 5. Borgere med KOL eller muskelskeletsygdomme, som har haft mere end ti kontakter til almen praksis inden for et år % KOL % Muskelskeletsygdomme Region Hovedstaden Uddannelse Ingen erhvervsuddannelse Kort uddannelse Mellemlang videreg. uddannelse Lang videreg. uddannelse Erhvervstilknytning I beskæftigelse Udenfor arbejdsmarkedet Pensionist Etnisk baggrund Danmark Andre vestlige lande Ikke vestlige lande Kommunesocialgruppe % % 65

66 5.2 Kontakter til speciallæger I det følgende afsnit undersøges det, hvorvidt der findes social ulighed i kontakt til speciallæger i Region Hovedstaden. Som indikator for kontakt til speciallæger bruges antallet af kontakter til speciallæger, dikotomiseret som de, der har haft mindst to kontakter inden for ét år, versus de, som har haft mindre end to kontakter i løbet af ét år. I -udtrækket er der i alt % af borgerne, som har haft mindst to kontakter til en speciallæge (tabel 5.). Antallet af kontakter til speciallæger for - udtrækket er opgjort på baggrund af antallet af kontakter, som borgerne har haft til speciallæger i 08, mens det for -udtrækket er antallet af kontakter, som borgerne har haft i (tabel 5.1). Tallene fra 08 er de nyest tilgængelige tal for kontakter til speciallæger, som kan hentes via Sygesikringsregisteret. Der er ikke sket nogen ændringer siden, hvor andelen også var %. Alle borgere og borgere, som er 65 år eller derover Sociale forskelle: Der er ikke nogen tydelig sammenhæng mellem uddannelsesniveau og andelen af borgere, som har haft mindst to kontakter til speciallæge (tabel 5.). Andelen er mindst blandt borgere med en lang videregående uddannelse og størst blandt borgere med en mellemlang, videregående uddannelse. Når der justeres for alder, køn og kroniske sygdomme, er der imidlertid en tendens til, at der er færrest blandt borgerne uden erhvervsuddannelse, som har haft mindst to kontakter til en speciallæge, mens der er en signifikant større andel blandt borgere med mellemlang og lang videregående uddannelse, som har haft mindst to kontakter til en speciallæge. Der er ikke sket nogen udvikling i denne sammenhæng i perioden fra til 08. Blandt borgere på 65 år eller derover er der en klar tendens til sammenhæng mellem uddannelsesniveau og kontakter til speciallæge. Mens % af borgerne uden erhvervsuddannelse i har haft mindst to kontakter til speciallæger, er det 0 % af borgerne med en mellemlang videregående uddannelse og 9 % af borgerne med en lang videregående uddannelse. Denne sammenhæng ses også, når der justeres for køn, alder, sociale faktorer og kronisk sygdom. I perioden fra til 08 er der dog sket en lille udligning, således at forskellen i brug af speciallæger på de forskellige uddannelsesniveauer er lidt mindre udtalt i 08 i forhold til. Der er en klar sammenhæng mellem erhvervstilknytning og kontakter til speciallæge. I - udtrækket er der 27 % af borgere uden for arbejdsmarkedet, som har haft mindst to kontakter til speciallæger, mens det kun er % af borgere i beskæftigelse. Denne sammenhæng ses også, når der justeres for fordelingen af køn, alder og kroniske sygdomme. Mens andelen af borgere i beskæftigelse, som har haft mindst to kontakter til en speciallæge, falder i perioden til 08, stiger den samme andel blandt borgere uden for arbejdsmarkedet eller borgere på pension. Dette gælder også, når der justeres for køn, alder og kronisk sygdom. Den sociale ulighed i forhold til erhvervstilknytning og kontakter til speciallæger er således blevet større i perioden. Etniske forskelle: Blandt befolkningen generelt er der ingen tydelig forskel på andelen af borgere med dansk og ikke-vestlig baggrund, som har haft mindst to kontakter til en speciallæge på et år. Når der justeres for køn, alder, kroniske sygdomme og sociale faktorer er der imidlertid en signifikant større andel blandt borgere med ikke-vestlig baggrund, som har haft mindst to kontakter til speciallæger sammenlignet med borgere med dansk baggrund. Det gælder for - såvel som -udtrækket. Hvis man ser på borgere på 65 år eller derover, er der imidlertid en mindre andel af ældre med ikkevestlig baggrund, som har haft mindst to kontakter til en speciallæge på et år, sammenlignet med ældre med dansk baggrund. Denne sammenhæng findes også, når der justeres for alder og køn, og har ikke ændret sig i perioden fra til 08. Kommuneforskelle: Der er en tendens til, at andelen af borgere med mindst to kontakter til speciallæ- 66

67 ger stiger på tværs af kommunesocialgrupperne, således at der er færrest blandt borgere fra kommunesocialgruppe og flest blandt borgere fra kommunesocialgruppe 1, som har haft mindst to kontakter til speciallæger. Der er ikke tale om store forskelle, men tendensen forbliver signifikant, når der justeres for køn, alder, kroniske sygdomme og sociale faktorer. Tendensen er den samme i - og - udtrækket, og den gælder også for borgere på 65 år eller derover. mindst to kontakter til speciallæge i en given kommune, ligger signifikant over eller under gennemsnittet i regionen som helhed, når der er justeret for køn, alder, kroniske sygdomme og sociale faktorer. Her ses, at de fleste kommuner i København og omegn samt kommunerne langs kysten har en betydeligt større andel af befolkningen, som har haft mindst to kontakter til speciallæger, mens hele den vestlige del af regionen og Bornholm har en signifikant mindre andel af befolkningen, som har haft mindst to kontakter til speciallæger. Figur 5.2 viser, hvorvidt andelen af borgere, som har Borgere med kroniske sygdomme Overordnet ses de samme sammenhænge for borgere med hjertekarsygdomme, diabetes, KOL eller muskelskeletsygdomme, som for befolkningen generelt (tabel 5.5 og 5.6). Der ses statistisk signifikante omend små forskelle i andelen af borgere med mindst to kontakter til speciallæger på tværs af uddannelsesniveauer. En mindre andel af borgere uden erhvervsuddannelse har mindst to kontakter til spe- 67

68 ciallæge blandt borgere med hjertekarsygdomme, diabetes og KOL. I modsætning gælder det for borgere med muskelskeletsygdomme, at andelen af borgere med mindst to kontakter til speciallæge er signifikant større blandt borgere med kort eller mellemlang videregående uddannelse sammenlignet med borgere med en lang videregående uddannelse. Samtidig adskiller borgere uden erhvervsuddannelse sig ikke signifikant fra borgere med en lang videregående uddannelse. Der er generelt en større andel af borgere uden for arbejdsmarkedet, som har mindst to kontakter til speciallæge, sammenlignet med beskæftigede borgere, og denne forskel er blevet større i perioden fra til 08. Samtidig er der dog en større andel af borgere fra kommunesocialgruppe 1 med mindst to kontakter til speciallæger sammenlignet med borgere fra kommunesocialgruppe, og denne tendens ses på tværs af alle fire kommunesocialgrupper. Konklusion Der er social ulighed i forhold til antallet af kontakter, som borgerne har til speciallæge. Denne ulighed ses i forhold til borgernes uddannelsesniveau, erhvervstilknytning og kommunesocialgruppe, og genfindes blandt borgere med hjertekarsygdomme, diabetes, KOL og muskelskeletsygdomme. Uddannelse og kommunesocialgrupperne er i denne sammenhæng særligt interessante, idet der ses en omvendt social gradient på tværs af grupperne. Der ses samtidig en svag tendens til, at uligheden er blevet større på erhvervstilknytning i perioden fra til 08. På grund af den korte periode ( til 08) og en forskel i måden tallene opgøres på, er disse udviklingstal dog behæftet med stor usikkerhed. 68

69 Tabel 5. Borgere, som har haft mindst to kontakter til speciallæge inden for et år % Odds Ratios Region Hovedstaden Uddannelse Ingen erhvervsuddannelse Kort uddannelse Mellemlang videreg. uddannelse Lang videreg. uddannelse Erhvervstilknytning I beskæftigelse Udenfor arbejdsmarkedet Pensionist Etnisk baggrund Danmark Andre vestlige lande Ikke vestlige lande 15 Kommunesocialgruppe % 0,0 0,70 1,00 1,0 1,60 1,90 Alle odds ratios er justeret for køn, alder og kroniske sygdomme. Odds ratios for etnisk baggrund og kommunesocialgruppe er yderligere justeret for uddannelse og erhvervstilknytning 69

70 Tabel 5.5 Borgere med hjertekarsygdomme eller diabetes, som har haft mindst to kontakter til speciallæge inden for et år % Hjertekarsygdomme % Diabetes Region Hovedstaden 8 2 Uddannelse Ingen erhvervsuddannelse Kort uddannelse Mellemlang videreg. uddannelse Lang videreg. uddannelse Erhvervstilknytning I beskæftigelse Udenfor arbejdsmarkedet Pensionist Etnisk baggrund Danmark 7 2 Andre vestlige lande Ikke vestlige lande 8 Kommunesocialgruppe % % 70

71 Tabel 5.6 Borgere med KOL eller muskelskeletsygdomme, som har haft mindst to kontakter til speciallæge inden for et år % KOL % Muskelskeletsygdomme Region Hovedstaden Uddannelse Ingen erhvervsuddannelse Kort uddannelse Mellemlang videreg. uddannelse Lang videreg. uddannelse Erhvervstilknytning I beskæftigelse Udenfor arbejdsmarkedet Pensionist Etnisk baggrund Danmark 2 1 Andre vestlige lande Ikke vestlige lande Kommunesocialgruppe % % 71

72 5. Kontakter til vagtlæge I det følgende afsnit undersøges det, hvorvidt der findes social ulighed i kontakt til vagtlæge i Region Hovedstaden. Som indikator for kontakt til vagtlæge bruges antallet af kontakter til vagtlæge, dikotomiseret som de, der har haft mindst én kontakt inden for ét år, versus de, som ingen kontakter har haft i løbet af året. For -udtrækket af borgere i Region Hovedstaden er der i alt % af borgerne, som har haft mindst én kontakt til vagtlæge (tabel 5.7). Antallet af kontakter til vagtlæge er for -udtrækket antallet af kontakter, som borgerne har haft til vagtlæge i 08, mens det for -udtrækket er antallet af kontakter, som borgerne har haft i. Tallene fra 08 er de nyest tilgængelige tal for kontakter til vagtlæge, som kan hentes via Sygesikringsregisteret. Der er sket en lille stigning på 2 procentpoint siden, hvor andelen af borgere i regionen med kontakt til vagtlæge var %. Blandt borgere over 65 år er der sket et fald på 1 procentpoint fra % i til 17 % i 08. Alle borgere og borgere, som er 65 år eller derover Sociale forskelle: Der ses en klar signifikant sammenhæng mellem uddannelse og kontakt til vagtlæge i, idet andelen af borgere, som har haft mindst én kontakt til vagtlæge inden for et år, falder med stigende uddannelsesniveau (tabel 5.7). Således har % af borgerne uden erhvervsuddannelse haft kontakt til vagtlæge inden for et år, mens dette er gældende for 15 % af borgerne med lang videregående uddannelse. Denne sammenhæng ses for både - og -udtrækket. Sammenhængen mindskes, men forbliver signifikant, når vi justerer for køn, alder og kroniske sygdomme mellem de fire uddannelsesgrupper. Der ses en tendens til, at den sociale ulighed i kontakter til vagtlæge er mindsket lidt i forhold til uddannelsesgrupperne i perioden til 09. Disse tendenser genfindes blandt borgere på 65 år eller derover. For alle uddannelsesniveauer er andelene af ældre borgere med kontakt til vagtlæge dog en smule mindre end for alle regionens borgere i, således har % af de ældre borgere uden erhvervsuddannelse kontakt til vagtlæge i forhold til % for den generelle befolkning, og 12 % med lang videregående uddannelse i forhold til 15 % for alle regionens borgere. Der er en klar sammenhæng mellem erhvervstilknytning og kontakt til vagtlæge i både - og -udtrækkene, og det ses, at % af borgere i beskæftigelse har haft mindst én kontakt til vagtlæge i i forhold til 27 % af borgere uden for arbejdsmarkedet. Det samme billede ses, når der justeres for køn, alder og kroniske sygdomme, dog formindskes betydningen af erhvervstilknytning lidt efter justering for de nævnte faktorer. I perioden til 08 oplever borgere i beskæftigelse en stigning på % (til % i -udtrækket), borgere uden for arbejdsmarkedet en stigning på 5 % (til 27 % i -udtrækket), mens pensionister oplever et fald på 2 procentpoint i kontakten andelen, som har haft kontakt til vagtlæge (til 17 % i - udtrækket). Relativt set medfører denne udvikling, at de sociale forskelle mellem gruppen af borgere i beskæftigelse eller som er pensionerede i forhold til borgere uden for arbejdsmarkedet øges i perioden til 08. Etniske forskelle: I -udtrækket har % af borgere med ikke-vestlig baggrund haft kontakt til vagtlæge sammenlignet med % af borgerne med dansk baggrund. Sammenhængen mellem etnisk baggrund og kontakt til vagtlæge er signifikant, også når der justeres for køn, alder, sociale faktorer og kroniske sygdomme i de tre grupper. Efter justering for de nævnte faktorer er der signifikant forskel på andelene af borgere med dansk og ikke-vestlig baggrund i forhold til kontakt til vagtlæge. Herudover medfører justeringen, at effekten af etnisk baggrund forstærkes. Der ses en tendens til, at de etniske forskelle i kontakter til vagtlæge er mindsket lidt i perioden til 09. For de ældre ses dog ikke denne tendens. 72

73 Kommuneforskelle: Der er en signifikant svag sammenhæng mellem kommunesocialgruppe og kontakt til vagtlæge i -udtrækket, idet andelen af borgere, som har haft kontakt til vagtlæge, er størst i kommunesocialgruppe og (hhv. % og %), mindre i kommunesocialgruppe 2 ( %) og mindst i kommunesocialgruppe 1 (17 %). Justeret for køn, alder, sociale faktorer og kroniske sygdomme ændres denne tendens dog, og der ses i stedet en signifikant tendens til, at borgere i kommunesocialgruppe har et lavere forbrug af kontakter til vagtlægen i forhold til borgere i kommunesocialgruppe 1, mens gruppe 2 og ikke adskiller sig signifikant. Betydningen af kommunesocialgruppe formindskes således signifikant og ændres, når der tages højde for køn, alder, sociale faktorer og kroniske sygdomme i de fire grupper. I perioden til 08 ses en stigning i andelen af borgere med kontakter til vagtlæge blandt kommunesocialgruppe 1 og 2, mens andelen af borgere med kontakt til vagtlæge er henholdsvis faldet og uændret for kommunesocialgruppe og. Disse ændringer resulterer i en tendens til reduceret social ulighed i forhold til kommunesocialgrupperne. Der ses ingen tydelige forskelle for borgere på 65 år eller derover. I figur 5. nedenfor ses geografiske forskelle i kontakten til vagtlæge. Det fremgår her, at særligt bydelene i København ligger under regionsgennemsnittet, mens brug af vagtlæger stiger i kommunerne længere fra København. Bornholm, Allerød og Furesø kommune er dog undtagelser i denne sammenhæng. 7

74 Borgere med kroniske sygdomme Der er generelt en større andel borgere med hjertekarsygdomme, diabetes, KOL og muskelskeletsygdomme, som har haft mindst én kontakt med vagtlæge inden for et år sammenlignet med alle regionens borgere (2-27 % versus % i - udtrækket). Andelen af borgere med disse kroniske sygdomme, som har haft kontakt til vagtlæge, er desuden steget med 1- procentpoint fra til 08. For borgere med hjertekarsygdomme, diabetes, KOL og muskelskeletsygdomme er tendenserne på tværs af sygdomsgrupperne overordnet set de samme (tabel 5.8 og 5.9). Den største andel af borgere med mindst én kontakt til vagtlæge inden for et år ses hos borgere med ingen og kortere uddannelse, borgere uden for arbejdsmarkedet, og borgere med ikkevestlig baggrund. Sammenhængene er signifikante, når der tages højde for køn, alder, sociale faktorer og kronisk sygdom. Sammenhængen mellem kommunesocialgrupperne og de kroniske sygdomme er mere komplicerede. Justeret for køn, alder, sociale faktorer og andre kroniske sygdomme, har borgere i kommunesocialgruppe med hjertekarsygdomme og muskelskeletsygdomme en signifikant lavere andel, som har været til vagtlæge, sammenlignet med borgere fra kommunesocialgruppe 1, mens der ingen signifikant forskel er på disse grupper blandt borgere med diabetes og KOL. Samtidig ses der for alle fire sygdomstyper generelt, at andelen af borgere med kontakt til vagtlæge er signifikant højere i kommunesocialgruppe 2 og sammenlignet med gruppe 1. Kun for hjertekarsygdomme er andelen i kommunesocialgruppe ikke signifikant større end i kommunesocialgruppe 1. Ligesom for den generelle befolkning er den sociale ulighed i forhold til erhvervstilknytning og kontakter til vagtlæge øget i perioden til 08. Udviklingen fra til 08 i forhold til uddannelse er mindre klar. Blandt borgere med muskelskeletsygdomme er der ikke nogen signifikant ændring i uligheden, mens vi ser en tendens mod reduceret ulighed for borgere med hjertekarsygdomme, KOL og diabetes. Den tendens til øgede etniske forskelle i kontakten til vagtlæge, som ses blandt den generelle befolkning, genfindes ikke blandt borgere med kroniske sygdomme. Blandt borgere med dansk og ikkevestlig baggrund ses nogenlunde samme stigninger i andelene af borgere med kontakt til vagtlæge fra til 08 på 1- procentpoint. Derimod genfindes den signifikante forskel på borgernes kontakt til vagtlæge på tværs af kommunesocialgrupperne, som vi så hos den generelle befolkning blandt borgere med kroniske sygdomme, når der tages højde for køn, alder, sociale faktorer og andre kroniske sygdomme. Konklusion Der er social ulighed i forhold til antallet af kontakter, som borgerne har til vagtlæge. Denne ulighed ses tydeligt i forhold til borgernes uddannelsesniveau, erhvervstilknytning, etnisk baggrund og kommunesocialgruppe, og genfindes blandt borgere med hjertekarsygdomme, diabetes, KOL og muskelskeletsygdomme. Der ses generelt en tendens til, at uligheden er blevet mindre på tværs af uddannelsesniveauerne og mellem borgere med dansk baggrund i forhold til borgere med ikke-vestlig baggrund i perioden fra til 08. Uligheden er imidlertid øget mellem borgere i beskæftigelse og borgere uden for arbejdsmarkedet i samme periode. På grund af den korte periode ( til 08) og en forskel i måden tallene opgøres på, er disse udviklingstal dog behæftet med stor usikkerhed. 7

75 Tabel 5.7 Borgere, som har haft mindst én kontakt til vagtlæge inden for et år % Odds Ratios Region Hovedstaden Uddannelse Ingen erhvervsuddannelse Kort uddannelse Mellemlang videreg. uddannelse Lang videreg. uddannelse Erhvervstilknytning I beskæftigelse Udenfor arbejdsmarkedet Pensionist Etnisk baggrund Danmark Andre vestlige lande Ikke vestlige lande 1 12 Kommunesocialgruppe % 0,0 0,70 1,00 1,0 1,60 1,90 Alle odds ratios er justeret for køn, alder og kroniske sygdomme. Odds ratios for etnisk baggrund og kommunesocialgruppe er yderligere justeret for uddannelse og erhvervstilknytning 75

76 Tabel 5.8 Borgere med hjertekarsygdomme eller diabetes, som har haft mindst én kontakt til vagtlæge inden for et år % Hjertekarsygdomme % Diabetes Region Hovedstaden 27 2 Uddannelse Ingen erhvervsuddannelse Kort uddannelse Mellemlang videreg. uddannelse Lang videreg. uddannelse Erhvervstilknytning I beskæftigelse 15 Udenfor arbejdsmarkedet Pensionist Etnisk baggrund Danmark 26 Andre vestlige lande 26 Ikke vestlige lande Kommunesocialgruppe % 0 0 0% 76

77 Tabel 5.9 Borgere med KOL eller muskelskeletsygdomme, som har haft mindst én kontakt til vagtlæge inden for et år % KOL % Muskelskeletsygdomme Region Hovedstaden Uddannelse Ingen erhvervsuddannelse Kort uddannelse Mellemlang videreg. uddannelse Lang videreg. uddannelse Erhvervstilknytning I beskæftigelse 2 Udenfor arbejdsmarkedet Pensionist Etnisk baggrund Danmark 26 Andre vestlige lande 2 Ikke vestlige lande Kommunesocialgruppe % 0 0 0% 77

78 5. Kontakter til skadestue I det følgende afsnit undersøges det, hvorvidt der findes social ulighed i kontakt til skadestuer i Region Hovedstaden. Som indikator for kontakt til skadestuer bruges antallet af kontakter til skadestuer, dikotomiseret som de, der har haft mindst én kontakt inden for ét år, versus de, som ingen kontakter har haft i løbet af året. For både - og -udtrækket af borgere i Region Hovedstaden er der i alt % af borgerne, som har haft mindst én kontakt til en skadestue (tabel 5.). Antallet af kontakter til skadestuer er for -udtrækket antallet af kontakter, som borgerne har haft til skadestuer i 09, mens det for - udtrækket er antallet af kontakter, som borgerne har haft i. Tallene fra 09 er de nyest tilgængelige tal for kontakter til skadestuer, som kan hentes via Landspatientregisteret (LPR). Der er sket et lille fald på 2 procentpoint blandt borgere på 65 år eller derover fra til 09 i forhold til andelen, som har haft kontakt med en skadestue (11 % til 9 %). Alle borgere og borgere, som er 65 år eller derover Sociale forskelle: For alle regionens borgere er der en klar signifikant sammenhæng mellem uddannelsesniveau og kontakt til skadestue, idet andelen af borgere med kontakt til skadestue falder med stigende uddannelsesniveau (tabel 5.). Således har en syv gange så stor andel af borgere uden erhvervsuddannelse haft kontakt til skadestue sammenlignet med borgere med en lang videregående uddannelse (7 % versus 1 %). Denne sammenhæng mindskes, men forbliver signifikant, når der justeres for køn, alder og kroniske sygdomme. For borgere på 65 år og derover ses den samme tendens for en sammenhæng mellem uddannelsesniveau og kontakt til skadestue. Der er dog en større andel borgere med kontakt til skadestue blandt de ældre borgere sammenlignet med den generelle befolkning på samtlige uddannelsesniveauer. Eksempelvis har 5 % af de ældre borgere med lang videregående uddannelse kontakt til skadestue i forhold til 1 % af den generelle befolkning i -udtrækket. Der ses ingen tegn på øget ulighed i perioden til 09 i forhold til uddannelsesgrupperne, når der justeres for køn, alder, sociale faktorer og kronisk sygdom. Der ses en signifikant sammenhæng mellem erhvervstilknytning og kontakter til skadestue. Mens % af borgerne uden for arbejdsmarkedet har haft mindst én kontakt til skadestue inden for et år, er det tilsvarende tal % for borgerne i beskæftigelse i både - og -udtrækket. Denne sammenhæng ændres ikke betydeligt og forbliver signifikant, når der tages højde for køn, alder og kroniske sygdomme. Der ses en tendens til, at den sociale ulighed er reduceret i perioden til 09 i forhold til erhvervstilknytning, når der justeres for køn, alder, sociale faktorer og kronisk sygdom. Etniske forskelle: I både - og -udtrækket har 6 % af borgerne med ikke-vestlig baggrund haft mindst én kontakt til skadestue sammenlignet med % af borgerne med dansk baggrund. Denne forskel forbliver signifikant og forstærkes yderligere, når der tages højde for køn, alder, sociale faktorer og kronisk sygdom. For borgere på 65 år og derover ses den modsatte tendens, hvor en større andel af borgerne med dansk baggrund har haft kontakt til en skadestue end borgere med ikke-vestlig baggrund (9 % versus 6 %). Denne sammenhæng er signifikant også efter justering for køn, alder, sociale faktorer og kronisk sygdom. Der ses ingen signifikant udvikling i denne ulighed i perioden til 09. Kommuneforskelle: Der ses en signifikant sammenhæng mellem kommunesocialgruppe og kontakt til skadestue, idet andelen af borgere med kontakt til skadestue er størst blandt borgere i kommunesocialgruppe og mindst i kommunesocialgruppe 1 (5 % versus % i ). Denne sammenhæng forbliver signifikant, men mindskes, når der tages højde for køn, alder, sociale faktorer og kronisk sygdom. Der ses næsten ingen betydelig forskel fra til 09. Den samme tendens ses for borgere på 65 år og derover. Figur 5. illustrerer kommuneforskellene i kontakter til skadestue for -udtrækket. 78

79 Borgere med kroniske sygdomme Blandt borgere med kroniske sygdomme er der - især for borgere med hjertekarsygdomme, KOL og muskelskeletsygdomme - en markant større andel med kontakt til skadestue sammenlignet med alle regionens borgere. Således har tre gange så stor en andel borgere med hjertekarsygdomme og knap syv gange så stor en andel borgere med KOL haft kontakt til en skadestue i 09 i forhold til den generelle befolkning. På tværs af de fire kroniske sygdomsgrupper ses overordnet de samme tendenser, som ses blandt alle borgere i regionen (tabel 5.11 og 5.12). Vi finder den største andel af borgere med mindst én kontakt til skadestue blandt borgere med ingen og kortere uddannelse borgere uden for arbejdsmarkedet, borgere med ikke-vestlig baggrund samt borgere fra kommunesocialgruppe og. Disse sammenhænge er signifikante for de fire kroniske sygdomsgrupper, også efter justering for køn, alder, sociale faktorer og kronisk sygdom. For borgere med hjertekarsygdomme, diabetes og KOL er der ikke tegn på, at den sociale ulighed mellem uddannelsesgrupperne har ændret sig i perioden til 09. For muskelskeletsygdommene ses til gengæld en tendens til, at uligheden er reduceret. I forhold til erhvervstilknytning er billedet mere blandet. Mens der ses en tendens til, at den sociale ulighed er steget på tværs af erhvervstilknytningsgrupperne i forhold til borgere med KOL, er uligheden uforandret for borgere med diabetes, og reduceret i forhold til borgere med hjertekarsygdomme og muskelskeletsygdomme, når vi tager højde for køn, alder, sociale faktorer og kronisk sygdom. I forhold til etnisk baggrund ser vi generelt ingen ændring i den sociale ulighed i perioden til 09. Dog skiller borgere med muskelskeletsygdomme sig ud, idet den sociale ulighed på 79

80 tværs af etniske grupper her viser en stigende tendens. Den sociale ulighed på tværs af kommunesocialgrupperne er uændret i perioden til 09. Konklusion Der er social ulighed i forhold til antallet af kontakter, som borgerne har til skadestuer. Denne ulighed ses tydeligt i forhold til borgernes uddannelsesniveau, erhvervstilknytning, etnisk baggrund og kommunesocialgruppe, og genfindes blandt borgere med hjertekarsygdomme, diabetes, KOL og muskelskeletsygdomme. Der ses en tendens til, at uligheden er blevet mindre på tværs af borgernes erhvervstilknytning, mens der generelt ikke ses ændringer i den sociale ulighed i perioden til 09 på tværs af uddannelse, etnisk baggrund og kommunesocialgrupperne i forhold til borgernes kontakt til skadestuer. Dog skiller gruppen af borgere med KOL sig ud, idet der i denne gruppe ses en tendens til øget ulighed på tværs af erhvervstilknytningsgrupperne. 80

81 Tabel 5. Borgere, som har haft mindst én kontakt til skadestue inden for et år % Odds Ratios Region Hovedstaden Uddannelse Ingen erhvervsuddannelse Kort uddannelse Mellemlang videreg. uddannelse Lang videreg. uddannelse Erhvervstilknytning I beskæftigelse Udenfor arbejdsmarkedet Pensionist 11 9 Etnisk baggrund Danmark Andre vestlige lande Ikke vestlige lande Kommunesocialgruppe % 0,0 1,0 2,0,0,0 5,0 Alle odds ratios er justeret for køn, alder og kroniske sygdomme. Odds ratios for etnisk baggrund og kommunesocialgruppe er yderligere justeret for uddannelse og erhvervstilknytning 81

82 Tabel 5.11 Borgere med hjertekarsygdomme eller diabetes, som har haft mindst én kontakt til skadestue inden for et år % Hjertekarsygdomme % Diabetes Region Hovedstaden Uddannelse Ingen erhvervsuddannelse Kort uddannelse Mellemlang videreg. uddannelse Lang videreg. uddannelse Erhvervstilknytning I beskæftigelse 6 Udenfor arbejdsmarkedet Pensionist Etnisk baggrund Danmark Andre vestlige lande Ikke vestlige lande Kommunesocialgruppe % % 82

83 Tabel 5.12 Borgere med KOL eller muskelskeletsygdomme, som har haft mindst én kontakt til skadestue inden for et år % KOL % Muskelskeletsygdomme Region Hovedstaden Uddannelse Ingen erhvervsuddannelse Kort uddannelse Mellemlang videreg. uddannelse Lang videreg. uddannelse Erhvervstilknytning I beskæftigelse 2 Udenfor arbejdsmarkedet Pensionist Etnisk baggrund Danmark 26 Andre vestlige lande 2 Ikke vestlige lande Kommunesocialgruppe % 0 0 0% 8

84 5.5 Ambulante kontakter I det følgende afsnit undersøges det, hvorvidt der findes social ulighed i forhold til ambulante kontakter til hospitaler i Region Hovedstaden. Som indikator for ambulante kontakter bruges antallet af kontakter, dikotomiseret som de, der har haft mindst to kontakter indenfor ét år, versus de, som har haft mindre end to kontakter i løbet af ét år. For både - og -udtrækket af borgere i Region Hovedstaden er der i alt 9 % af borgerne, som har haft mindst to ambulante kontakter (tabel 5.1). Antallet af ambulante kontakter er for - udtrækket antallet af ambulante kontakter, som borgerne har haft til hospitaler i 09, mens det for -udtrækket er antallet af kontakter, som borgerne har haft i. Tallene fra 09 er de nyest tilgængelige tal for ambulante kontakter, som kan hentes via Landspatientregisteret (LPR). Alle borgere og borgere, som er 65 år eller derover Sociale forskelle: Der ses en klar sammenhæng mellem uddannelsesniveau og andelen af borgere, der har haft mindst to ambulante hospitalskontakter inden for et år både for - og -udtrækket (tabel 5.1). Der er en fire gange så høj andel af borgere med to eller flere kontakter blandt borgere uden erhvervsuddannelse sammenlignet med borgere med lang videregående uddannelse (1 % versus % i -udtrækket). Denne sammenhæng mindskes, men forbliver signifikant efter justering af køn, alder og kroniske sygdomme. Blandt de ældste borgere, der er 65 år eller derover, ses samme sammenhæng mellem uddannelse og ambulante kontakter. Der er dog generelt en markant højere andel blandt de ældre borgere, der har haft mindst to ambulante kontakter i løbet af et år sammenlignet med den generelle befolkning ( % versus 9 % i - udtrækket). Der ses ingen tegn på øget ulighed i perioden til 09 i forhold til uddannelsesgrupperne. Der ses en klar sammenhæng mellem erhvervstilknytning og forekomsten af ambulante hospitalskontakter inden for et år for både - og - udtrækket. Sammenlignet med borgere i beskæftigelse (5 %), er der dobbelt så mange blandt borgere i den erhvervsaktive alder, men som er uden for arbejdsmarkedet, som har mindst to ambulante kontakter ( %), og fem gange så mange blandt pensionister (26 %). Denne sammenhæng mindskes, når der justeres for køn, alder og kronisk sygdom. Der ses en tendens til, at den sociale ulighed i ambulante kontakter er mindsket lidt i forhold til erhvervstilknytning i perioden til 09. Etniske forskelle: Der er forskel på andelen af borgere med mindst to ambulante kontakter på tværs af de etniske grupper. Mens 9 % af borgere med dansk baggrund har haft mindst to ambulante kontakter, er det tilsvarende tal for borgere med ikkevestlig baggrund %. Når der justeres for køn, alder, sociale faktorer og kronisk sygdom, forstærkes denne signifikante forskel. Der ses ingen tegn på øget ulighed i perioden til 09 i forhold til etnisk baggrund. I gruppen af borgere, der er 65 år eller derover, er forekomsten af kontakter markant højere blandt borgere med dansk baggrund sammenlignet med borgere med ikke-vestlig baggrund i -udtrækket (26 % versus 15 %). Kommuneforskelle: Der er en klar sammenhæng mellem antallet af ambulante kontakter og kommunesocialgrupper, idet andelen af borgere med mindst to kontakter er større i gruppe og ( %) sammenlignet med gruppe 1 (7 %). Denne sammenhæng mindskes lidt, men forbliver signifikant, når der justeres for køn, alder, sociale faktorer og kronisk sygdom i de justerede analyser. I gruppen af borgere, der er 65 år eller derover, ses de samme tendenser, dog er forskellene mellem kommunesocialgrupperne mere udtalte. Der ses en lille tendens til øget ulighed fra til 09 på tværs af kommunesocialgrupperne for alle borgere. 8

85 Hvis man ser på de geografiske forskelle, så viser figur 5.5 et meget broget billede af, hvordan andelen af borgere med mindst to ambulante kontakter fordeler sig. Borgere med kroniske sygdomme Der er generelt en større andel borgere med hjertekarsygdomme, diabetes, KOL og muskelskeletsygdomme, som har haft mindst to ambulante hospitalskontakter inden for et år sammenlignet med alle regionens borgere (-2 % versus 9 % i - udtrækket). Andelen af borgere med disse kroniske sygdomme, som har haft ambulante kontakter, er desuden steget markant for hjertekarsygdomme og muskelskeletsygdomme med 5-9 procentpoint fra til 09. For borgere med hjertekarsygdomme, diabetes, KOL og muskelskeletsygdomme er tendenserne på tværs af sygdomsgrupperne overordnet set de samme som blandt alle borgere (tabel 5.1 og 5.15). Den største andel af borgere med mindst to ambulante kontakter ses hos borgere med ingen og kortere uddannelse, borgere uden for arbejdsmarkedet eller pensionister, borgere med ikke-vestlig baggrund og borgere fra kommunesocialgruppe og. Sammenhængene er signifikante, når der tages højde for køn, alder, sociale faktorer og kronisk sygdom. I forhold til udviklingen i den sociale ulighed ses en lille stigning i ulighed på tværs af uddannelsesgrupperne for borgere med KOL, mens der ingen ændringer ses i forhold til uddannelsesgrupper og hjertekarsygdomme, diabetes og muskelskeletsygdom- 85

86 me ligesom i befolkningen generelt. I forhold til erhvervstilknytning ses en tendens til øget social ulighed for borgere med hjertekarsygdomme, uændret ulighed blandt borgere med diabetes og KOL patienter, mens uligheden er reduceret blandt borgere med muskelskeletsygdomme ligesom i befolkningen generelt. I forhold til etnisk baggrund ses en tendens til øget social ulighed blandt borgere med diabetes og muskelskeletsygdomme, uændret ulighed i forhold til borgere med KOL, mens uligheden er reduceret blandt borgere med hjertekarsygdomme. Kun i forhold til hjertekarsygdomme ses en tendens til reduceret social ulighed i ambulante på tværs af kommunesocialgrupperne (modsat befolkningen generelt), mens der for diabetes, KOL og muskelskeletsygdomme ingen ændringer ses i perioden til 09. Konklusion Der er social ulighed i forhold til antallet af ambulante hospitalskontakter, som borgerne i Region Hovedstaden har. Denne ulighed ses tydeligt i forhold til borgernes uddannelsesniveau, erhvervstilknytning, etnisk baggrund og kommunesocialgruppe, og genfindes blandt borgere med hjertekarsygdomme, diabetes, KOL og muskelskeletsygdomme. Der ses en tendens til, at den sociale ulighed er blevet reduceret på tværs af borgernes erhvervstilknytning, mens der ingen ændringer ses i forhold til uddannelsesniveau, etnisk baggrund og kommunesocialgrupperne i perioden til 09. I forhold til borgere med kronisk sygdom er tendenserne i udviklingen i social ulighed i forhold til ambulante kontakter meget blandede. 86

87 Tabel 5.1 Borgere, som har haft mindst to ambulante kontakter på et år % Odds Ratios Region Hovedstaden 9 9 Uddannelse Ingen erhvervsuddannelse Kort uddannelse Mellemlang videreg. uddannelse Lang videreg. uddannelse Erhvervstilknytning I beskæftigelse Udenfor arbejdsmarkedet Pensionist Etnisk baggrund Danmark Andre vestlige lande Ikke vestlige lande Kommunesocialgruppe % 0,0 1,0 2,0,0,0 Alle odds ratios er justeret for køn, alder og kroniske sygdomme. Odds ratios for etnisk baggrund og kommunesocialgruppe er yderligere justeret for uddannelse og erhvervstilknytning 87

88 Tabel 5.1 Borgere med hjertekarsygdomme eller diabetes, som har haft mindst to ambulante kontakter på et år % Hjertekarsygdomme % Diabetes Region Hovedstaden 27 2 Uddannelse Ingen erhvervsuddannelse Kort uddannelse Mellemlang videreg. uddannelse Lang videreg. uddannelse Erhvervstilknytning I beskæftigelse Udenfor arbejdsmarkedet Pensionist Etnisk baggrund Danmark Andre vestlige lande Ikke vestlige lande 2 Kommunesocialgruppe % 0 0 0% 88

89 Tabel 5.15 Borgere med KOL eller muskelskeletsygdomme, som har haft mindst to ambulante kontakter på et år % KOL % Muskelskeletsygdomme Region Hovedstaden 27 Uddannelse Ingen erhvervsuddannelse Kort uddannelse Mellemlang videreg. uddannelse Lang videreg. uddannelse Erhvervstilknytning I beskæftigelse Udenfor arbejdsmarkedet Pensionist 7 Etnisk baggrund Danmark 26 Andre vestlige lande 1 Ikke vestlige lande 15 0 Kommunesocialgruppe % % 89

90 5.6 Hospitalsindlæggelser I det følgende afsnit undersøges det, hvorvidt der findes social ulighed i forhold til hospitalsindlæggelser i Region Hovedstaden. Som indikator for hospitalsindlæggelser bruges antallet af hospitalsindlæggelser, dikotomiseret som de, der har haft mindst én indlæggelse inden for et år, versus de, som ingen indlæggelser har haft i løbet af året. For både - og -udtrækket af borgere i Region Hovedstaden er der i alt % af borgerne, som har været indlagt på et hospital (tabel 5.). Antallet af hospitalsindlæggelser er for -udtrækket antallet af indlæggelser for borgerne i 09, mens det for -udtrækket er antallet af indlæggelser, borgerne har haft i. Tallene fra 09 er de nyest tilgængelige tal for hospitalsindlæggelser, som kan hentes via Landspatientregisteret (LPR). Alle borgere og borgere, som er 65 år eller derover Sociale forskelle: Der er en klar sammenhæng mellem uddannelsesniveau og hospitalsindlæggelser i både og, idet andelen af borgere med indlæggelser falder med stigende uddannelsesniveau (tabel 5.). Således er andelen af borgere med indlæggelser seks gange så høj blandt borgere uden erhvervsuddannelse sammenlignet med borgere med lang videregående uddannelse (6 % versus 1 % i -udtrækket). Denne signifikante sammenhæng reduceres kun lidt, når der justeres for køn, alder og kroniske sygdomme. Blandt de ældste borgere, der er 65 år eller derover, ses samme sammenhæng mellem uddannelse og hospitalsindlæggelser. Der er dog en markant større andel af borgere på 65 år eller derover sammenlignet med alle borgere, som har været indlagt på et hospital (12 % versus %). Der ses ingen tegn på øget ulighed i perioden til 09 i forhold til uddannelsesgrupperne og hospitalsindlæggelser. Der ses en klar sammenhæng mellem erhvervstilknytning og hospitalsindlæggelser i - og - udtrækket. Sammenlignet med borgere i beskæftigelse (2 %), er der en dobbelt så stor andel af borgere i den erhvervsaktive alder, som er uden for arbejdsmarkedet, som har været indlagt på et hospital ( %), og en seks gange så stor forekomst blandt pensionister (12 %). Denne tendens reduceres markant, når der justeres for køn, alder, sociale faktorer og kronisk sygdom, men forbliver signifikant. Der ses ingen tendens til øget ulighed i perioden til 09 mellem borgere i den erhvervsdygtige alder uden for arbejdsmarkedet og borgere i beskæftigelse i forhold til hospitalsindlæggelser. Etniske forskelle: Der er signifikant forskel på andelen af borgere, som har været indlagt på et hospital det seneste år på tværs af de etniske grupper. Denne forskel kan dog først identificeres, når der justeres for køn, alder, sociale faktorer og kronisk sygdom. Her ses, at en større andel af borgere med ikke-vestlig baggrund har været indlagt på et hospital inden for det seneste år sammenlignet med borgere med dansk baggrund. Denne tendens er desuden voksende i perioden til 09. I gruppen af borgere, der er 65 år eller derover, er forekomsten af indlæggelser næsten dobbelt så høj blandt borgere med dansk baggrund sammenlignet med borgere med ikke-vestlig baggrund i (12 % versus 7 %). Kommuneforskelle: Der er en signifikant sammenhæng mellem andelen af borgere, som har været indlagt på et hospital og kommunesocialgrupperne, idet andelen af borgere med indlæggelser er større i gruppe og ( %) sammenlignet med gruppe 1 og 2 ( %). Denne signifikante forskel styrkes, når der justeres for køn, alder, sociale faktorer og kronisk sygdom. Der ses ingen tegn på øget ulighed i perioden til 09 i forhold til kommunesocialgrupperne og hospitalsindlæggelser. Hvis man ser på de geografiske forskelle, så viser figur 5.6 et meget broget billede af, hvordan andelen af borgere, som har været indlagt på et hospital det seneste år, fordeler sig. 90

91 Borgere med kroniske sygdomme Der er generelt en større andel borgere med hjertekarsygdomme, diabetes, KOL og muskelskeletsygdomme, som har været indlagt på et hospital det seneste år sammenlignet med alle regionens borgere (9- % versus % i -udtrækket). Andelen af borgere med kroniske sygdomme, som har været hospitalsindlagt, er desuden steget for borgere med hjertekarsygdomme ( procentpoint) og muskelskeletsygdomme ( procentpoint), mens den er faldet for borgere med diabetes (1 procentpoint) og KOL (1 procentpoint). Overordnet set er tendenserne de samme for borgere med henholdsvis hjertekarsygdomme, diabetes, KOL og muskelskeletsygdomme (tabel 5.17 og 5.). Forekomsten af hospitalsindlæggelser er højest blandt borgere uden erhvervsuddannelse, pensionister og borgere uden for arbejdsmarkedet, borgere med ikke-vestlig baggrund (undtagen for borgere med hjertekarsygdomme) og borgere fra kommunesocialgruppe. Sammenhængene er signifikante, når der tages højde for køn, alder, sociale faktorer og kronisk sygdom. I forhold til udviklingen i den sociale ulighed ses et lille fald i den sociale ulighed på tværs af uddannelsesgrupperne for borgere med muskelskeletsygdomme, men der ingen ændringer ses i forhold til uddannelsesgrupper og hjertekarsygdomme, diabetes og KOL. I forhold til erhvervstilknytning ses en tendens til øget social ulighed for borgere med diabetes, uændret ulighed for borgere med KOL, mens uligheden er reduceret blandt borgere med hjertekarsygdomme og muskelskeletsygdomme. I forhold til etnisk baggrund ses en tendens til øget social ulighed blandt borgere med diabetes og muskelskeletsygdomme, uændret ulighed i forhold til borgere med KOL, mens uligheden er reduceret blandt bor- 91

92 gere med hjertekarsygdomme. Der ses ingen tegn på øget ulighed i perioden til 09 i forhold til kommunesocialgrupperne og hospitalsindlæggelser blandt de kronisk syge borgere. Konklusion Der er social ulighed i forhold til antallet af hospitalsindlæggelser i Region Hovedstaden. Denne ulighed ses tydeligt i forhold til borgernes uddannelsesniveau, erhvervstilknytning, etnisk baggrund og kommunesocialgruppe, og genfindes blandt borgere med hjertekarsygdomme, diabetes, KOL og muskelskeletsygdomme. Der ses en tendens til, at den sociale ulighed er blevet reduceret for pensionister i forhold til borgere i beskæftigelse, mens den er steget blandt borgere med ikke-vestlig baggrund i forhold til borgere med dansk baggrund. Der ses ingen ændringer i forhold til uddannelsesniveau og kommunesocialgrupperne i perioden til 09. I forhold til de kroniske sygdomme er tendenserne i udviklingen i social ulighed i forhold til hospitalskontakter meget blandede. 92

93 Tabel 5. Borgere, som har haft mindst én hospitalsindlæggelse inden for et år % Odds Ratios Region Hovedstaden Uddannelse Ingen erhvervsuddannelse Kort uddannelse Mellemlang videreg. uddannelse Lang videreg. uddannelse Erhvervstilknytning I beskæftigelse Udenfor arbejdsmarkedet Pensionist Etnisk baggrund Danmark Andre vestlige lande Ikke vestlige lande Kommunesocialgruppe % 0,0 1,0 2,0,0,0 Alle odds ratios er justeret for køn, alder og kroniske sygdomme. Odds ratios for etnisk baggrund og kommunesocialgruppe er yderligere justeret for uddannelse og erhvervstilknytning 9

94 Tabel 5.17 Borgere med hjertekarsygdomme eller diabetes, som har haft mindst én hospitalsindlæggelse inden for et år % Hjertekarsygdomme % Diabetes Region Hovedstaden Uddannelse Ingen erhvervsuddannelse Kort uddannelse Mellemlang videreg. uddannelse Lang videreg. uddannelse Erhvervstilknytning I beskæftigelse 5 8 Udenfor arbejdsmarkedet Pensionist Etnisk baggrund Danmark Andre vestlige lande Ikke vestlige lande Kommunesocialgruppe % 0 0% 9

95 Tabel 5. Borgere med KOL eller muskelskeletsygdomme, som har haft mindst én hospitalsindlæggelse inden for et år % KOL % Muskelskeletsygdomme Region Hovedstaden Uddannelse Ingen erhvervsuddannelse Kort uddannelse Mellemlang videreg. uddannelse Lang videreg. uddannelse Erhvervstilknytning I beskæftigelse 2 5 Udenfor arbejdsmarkedet Pensionist Etnisk baggrund Danmark 9 1 Andre vestlige lande Ikke vestlige lande Kommunesocialgruppe % 0 0% 95

96 5.7 Sengedage I det følgende afsnit undersøges det, hvorvidt der findes social ulighed i forhold til sengedage i Region Hovedstaden. Som indikator for sengedage bruges antallet af sengedage, dikotomiseret som de, der har haft mere end 1 sengedage inden for et år, versus de, som har haft 1 sengedage eller mindre i løbet af året. For -udtrækket af borgere i Region Hovedstaden er der i alt 15 % af borgerne, som har haft mere end 1 sengedage i løbet af et år (tabel 5.). Antallet af sengedage er for -udtrækket antallet af sengedage for borgerne i 09, mens det for - udtrækket er antallet af sengedage, som borgerne har haft i. Tallene fra 09 er de nyest tilgængelige tal for sengedage, som kan hentes via Landspatientregisteret (LPR). Der ses et fald på 5 procentpoint i andelen af borgere med mere end 1 sengedage fra til 09. Alle borgere og borgere, som er 65 år eller derover Sociale forskelle: Der ses en sammenhæng mellem uddannelsesniveau og sengedage i både og, idet andelen af borgere, der har haft mere end 1 sengedage på et år, falder med stigende uddannelsesniveau (tabel 5.). Således er andelen af kontakter blandt borgere uden erhvervsuddannelse % sammenlignet med 12 % blandt borgere med en lang videregående uddannelse i -udtrækket. Denne forskel mellem uddannelsesgrupperne er dog ikke signifikant, når der justeres for køn, alder, sociale faktorer og kronisk sygdom. Blandt borgere på 65 år eller derover, ses ligeledes en sammenhæng mellem uddannelse og sengedage. Der er dog en større andel af borgere på 65 år eller derover, som har haft mere end 1 sengedage i løbet af året sammenlignet med alle borgere ( % versus 15 %). Der ses ingen tegn på øget ulighed i perioden til 09 i forhold til uddannelsesniveau og sengedage. Der ses en klar sammenhæng mellem erhvervstilknytning og sengedage i både og. Der er en tre gange så stor andel af borgerne, som har haft mere end 1 sengedage blandt borgere i den erhvervsaktive alder, som er uden for arbejdsmarkedet (1 %) og en fire gange så høj forekomst blandt pensionister ( %) sammenlignet med borgere i beskæftigelse (5 %). Når der justeres for køn, alder, sociale faktorer og kronisk sygdom er der dog kun signifikant forskel på borgere i beskæftigelse og borgere i den erhvervsaktive alder, som ikke er i beskæftigelse. Der ses ingen tegn på øget ulighed i perioden til 09 i forhold til erhvervstilknytning og sengedage. Etniske forskelle: Der ses en sammenhæng mellem etnisk baggrund og sengedage, idet andelen af borgere med mere end 1 sengedage de seneste år er over tre gange så stor blandt borgere med dansk baggrund sammenlignet med borgere med ikkevestlig baggrund (17 % versus 5 %). Når der justeres for køn, alder, sociale faktorer og kronisk sygdom, forsvinder denne sammenhæng dog. Der ses ingen tegn på øget ulighed i perioden til 09 i forhold til etnisk baggrund og sengedage. Kommuneforskelle: Der er ingen tydelig forskel på andelen af borgere med mere end 1 sengedage de seneste år og kommunesocialgrupper, heller ikke når der justeres for køn, alder, sociale faktorer og kronisk sygdom. I gruppen af borgere, der er 65 år eller derover, ses derimod en sammenhæng mellem sengedage og kommunesocialgrupper, idet forekomsten er højest i kommunesocialgruppe (2 %) og lavest i kommunesocialgruppe 1 ( %). Der ses ingen tegn på øget ulighed i perioden til 09 i forhold til kommunesocialgrupper og sengedage. Hvis man ser på de geografiske forskelle, så viser figur 5.7 et billede af, at borgerne i Københavns bydele og på Frederiksberg ligger signifikant over regionsgennemsnittet, når det kommer til andelen af borgere, som har mere end 1 sengedage det seneste år, mens kommunerne Allerød, Egedal, Ballerup og Gladsaxe ligger signifikant under regionsgennemsnittet. 96

97 Borgere med kroniske sygdomme Der er generelt en større andel borgere med hjertekarsygdomme, diabetes, KOL og muskelskeletsygdomme, som har haft mere end 1 sengedage i løbet af året sammenlignet med alle regionens borgere (-26 % versus 15 % i -udtrækket). Andelen af borgere med disse kroniske sygdomme, som har haft mere end 1 sengedage i løbet af året er faldet med - procentpoint i perioden til 09. Overordnet set er tendenserne de samme for borgere med henholdsvis hjertekarsygdomme, diabetes, KOL og muskelskeletsygdomme (tabel 5. og 5.). Andelen af borgere, som har haft mere end 1 sengedage i løbet af det seneste år er højest blandt borgere uden erhvervsuddannelse, og blandt borgere med hjertekarsygdomme og muskelskeletsygdomme, mens der ingen signifikant forskel er på tværs af uddannelsesgrupperne for borgere med diabetes og KOL. Andelen af borgere, som har haft mere end 1 sengedage i løbet af det seneste år, er højest blandt pensionister og borgere uden for arbejdsmarkedet og blandt borgere fra socialgruppe, mens andelen er markant lavere blandt borgere med ikke-vestlig baggrund sammenlignet med borgere med dansk baggrund. Der ses ingen tegn på øget ulighed i perioden til 09 for borgere med kronisk sygdom i forhold til uddannelsesniveau, erhvervstilknytning, etnisk baggrund samt kommunesocialgrupper, og sengedage. Konklusion Der er social ulighed i forhold til andelen af borgere, som har haft mere end 1 sengedage det seneste år i Region Hovedstaden. Denne ulighed ses i forhold til erhvervstilknytning blandt alle borgere, samt for borgere med kronisk sygdom i forhold til uddannel- 97

98 se (hjertekarsygdomme og muskelskeletsygdomme), etnisk baggrund og kommunesocialgruppe. Der ses ingen tegn på øget ulighed i perioden til 09 for alle borgere samt borgere med kronisk sygdom i forhold til uddannelsesniveau, erhvervstilknytning, etnisk baggrund samt kommunesocialgrupper og sengedage i perioden til

99 Tabel 5. Borgere, som har haft mere end 1 sengedage på et år % Odds Ratios Region Hovedstaden 15 Uddannelse Ingen erhvervsuddannelse Kort uddannelse Mellemlang videreg. uddannelse Lang videreg. uddannelse Erhvervstilknytning I beskæftigelse Udenfor arbejdsmarkedet Pensionist Etnisk baggrund Danmark Andre vestlige lande Ikke vestlige lande Kommunesocialgruppe % 0,0 0,70 1,00 1,0 1,60 1,90 Alle odds ratios er justeret for køn, alder og kroniske sygdomme. Odds ratios for etnisk baggrund og kommunesocialgruppe er yderligere justeret for uddannelse og erhvervstilknytning 99

100 Tabel 5. Borgere med hjertekarsygdomme eller diabetes, som har haft mere end 1 sengedage på et år % Hjertekarsygdomme % Diabetes Region Hovedstaden Uddannelse Ingen erhvervsuddannelse Kort uddannelse Mellemlang videreg. uddannelse Lang videreg. uddannelse Erhvervstilknytning I beskæftigelse 1 12 Udenfor arbejdsmarkedet 26 Pensionist Etnisk baggrund Danmark Andre vestlige lande Ikke vestlige lande Kommunesocialgruppe % 0 0 0% 0

101 Tabel 5. Borgere med KOL eller muskelskeletsygdomme, som har haft mere end 1 sengedage på et år % KOL % Muskelskeletsygdomme Region Hovedstaden Uddannelse Ingen erhvervsuddannelse Kort uddannelse Mellemlang videreg. uddannelse Lang videreg. uddannelse Erhvervstilknytning I beskæftigelse Udenfor arbejdsmarkedet 17 Pensionist Etnisk baggrund Danmark Andre vestlige lande Ikke vestlige lande Kommunesocialgruppe % 0 0 0% 1

102 5.8 Opsamling Fra til 08 er der overordnet set sket en signifikant stigning i andelen af borgere, som har haft kontakt til vagtlæge og et lille, men signifikant fald i andelen af borgere, som har haft mere end ti kontakter til almen praksis. I den samme periode viser opgørelser fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at det samlede antal af kontakter nationalt er steget for begge typer af kontakter (6). Den uoverensstemmelse, som vi ser i forhold til kontakter til almen praksis, kan på den ene side skyldes, at mens der generelt har været en stigning i antallet af kontakter til almen praksis i Region Hovedstaden, så er der sket et lille fald i andelen af voksne borgere, som har mange kontakter (over ti) til almen praksis. På den anden side, kan det også være et udtryk for, at de borgere der i forvejen har over ti kontakter, har fået endnu flere kontakter. Andelen af borgere, der har haft mere end 1 sengedage på hospitaler, er faldet med 5 procentpoint i perioden fra til 09, hvilket er i tråd med, at liggetiden generelt har været faldende i Danmark (6). Der er ingen ændring sket i brugen af de øvrige sundhedsydelser, herunder andelen af borgere, som har haft mindst to ambulante kontakter inden for et år. Dette er interessant set i lyset af, at især den ambulante behandlingsaktivitet har været stigende. Overenskomstkonflikten på sundhedsområdet i perioden kan bidrage til at forklare dette. Derudover kan tallene tyde på, at den overordnede øgede aktivitet i form af ambulante kontakter, som er foregået i perioden, hovedsageligt er sket blandt borgere, som allerede havde mindst to ambulante kontakter i løbet af et år. Vi ser netop en stigning i andelen af borgere med hjertekarsygdomme og muskelskeletsygdomme, som har mindst to ambulante kontakter i løbet af et år. Ligeledes er andelen af borgere, som har været indlagt på hospital, steget blandt borgere med hjertekarsygdomme og muskelskeletsygdomme i perioden til 09. Blandt ældre er andelen af borgere, som har været til vagtlæge i løbet af et år, faldet fra til 08, mens andelen, som har været på skadestue, er faldet i perioden til 09. Uddannelse og erhvervstilknytning Der er generelt en udtalt social ulighed i alle de typer af kontakter til sundhedsvæsenet, som er undersøgt også når der tages højde for køn, alder og forskelle i forekomsten af kroniske sygdomme som indikator for behandlingsbehov. Personer uden erhvervsuddannelse og personer uden for arbejdsmarkedet eller pensionister har generelt flere kontakter til sundhedsvæsenet end borgere med længere uddannelse og borgere i beskæftigelse. Kontakter til speciallæger skiller sig dog ud. Her ses en omvendt social gradient i forhold til uddannelsesniveau. Betragtet ud fra erhvervstilknytning, er der imidlertid stadig en større andel af borgerne uden for arbejdsmarkedet, som har haft mindst to kontakter til en speciallæge, sammenlignet med borgere i beskæftigelse. Resultaterne bekræfter tidligere studier, der har vist et højere forbrug af speciallæger blandt de velstillede borgere i Danmark (0-). Denne ulighed i brugen af speciallæger til fordel for veluddannede borgere skyldes sandsynligvis i højere grad forskelle i patient-initieret efterspørgsel efter ydelserne end forskelle i lægers henvisningsmønstre (1). Derudover kan forskelle i sygesikringsgrupper på tværs af sociale grupper spille en rolle i efterspørgslen af og adgangen til speciallæger 2. Medlemmer af sygesikringsgruppe 2 har fri adgang til speciallæger uden henvisning, og da valg af sygesikringsgruppe 2 er mest udbredt blandt de velstillede, kan det bidrage 2 Danskerne kan vælge mellem sygesikringsgruppe 1 eller 2. Borgere med bopæl i Danmark er automatisk medlem af gruppe 1, hvis de ikke aktivt vælger gruppe 2. Sygesikringsgruppe 1 giver gratis adgang til behandling hos en bestemt alment praktiserede læge og de speciallæger, som denne henviser til. Sygesikringsgruppe 2 er kun valgt af ca. 2 % af befolkningen, men disse er især koncentreret i hovedstadsområdet. I denne gruppe er der frit valg mellem alle praktiserende læger og alle speciallæger, også uden henvisning, men patienten skal selv betale en del af udgifterne hertil (8;9). 2

103 til uligheden i brug af speciallæger på trods af, at det kun er en lille del af den samlede befolkning, der har valgt gruppe 2 (9). Den sociale ulighed betragtet ud fra uddannelsesniveau er markant større i forhold til kontakt til skadestuer, ambulant behandling og hospitalsindlæggelser end i de øvrige typer af kontakter til sundhedsvæsenet. Betragtet ud fra erhvervstilknytning varierer den sociale ulighed på tværs af de forskellige kontakttyper kun begrænset grad dog med størst ulighed i hospitalsindlæggelser, sengedage og kontakt til almen praksis. Det skal bemærkes, at analyserne i denne rapport kun er justeret for, om borgerne har en kronisk sygdom eller ej, hvilket ikke afspejler alle nuancerne i borgernes behandlingsbehov. Det kan derfor ikke afvises, at en del af den ulighed, som findes i rapporten, kan skyldes andre forskelle i behandlingsbehov, og ikke kun social ulighed i brugen af sundhedsydelserne. Den sociale ulighed i kontakter til sundhedsvæsenet har ikke ændret sig signifikant i de undersøgte perioder, hvis ulighed betragtes ud fra uddannelsesniveau. Kontakter til alment praktiserende læger er dog en undtagelse, idet uligheden mellem forskellige uddannelsesgrupper er blevet mindre. Uligheden i brug af speciallæger, vagtlæger, skadestuer og hospitalsindlæggelser er dog blevet mindre enten blandt borgere med visse kroniske sygdomme eller blandt borgere på 65 år eller derover. Den sociale ulighed betragtet ud fra erhvervstilknytning har derimod generelt ændret sig signifikant for alle typer af sundhedsydelser (dog ikke sengedage). For kontakter til primærsektoren (herunder almen praksis, speciallæge og vagtlæge) ses en tendens til øget ulighed i perioden, mens uligheden i sekundærsektoren (skadestue, ambulante kontakter og hospitalsindlæggelser) er blevet mindre. Blandt borgere med visse kroniske sygdomme er billedet dog mere blandet. Udviklingen i uligheden kan skyldes ændringer i udbuddet, såvel som efterspørgslen efter sundhedsydelserne. En mulig forklaring på ændringerne kunne være, at andelen af borgere i beskæftigelse, som benytter sig af private sundhedsforsikringer, stiger i perioden til 09. Dette kunne fører til, at disse borgere hurtigere henvises fra almen praksis til sekundærsektoren, hvilket betyder, at de i mindre grad optræder som borgere med mere end ti kontakter til almen praksis end tidligere. Dette kan resultere i øget ulighed mellem grupperne med forskellig erhvervstilknytning i almen praksis, men mindsket ulighed i forhold til ambulante kontakter og hospitalsindlæggelser. Den mindskede ulighed i forhold til ambulante kontakter og hospitalsindlæggelser skal dog i denne sammenhæng ikke betragtes som mindre i forhold til borgernes behov for sundhedsydelser, men blot som, at der er mindre forskel på grupperne. Etnisk baggrund Der er etniske forskelle i næsten alle typer af kontakter til sundhedsvæsenet, når der justeres for forskelle i køn, alder, sociale faktorer og kroniske sygdomme. Der er en større andel af borgere med ikkevestlig baggrund, der har haft kontakter til speciallæger, vagtlæge, skadestue, ambulatorium eller været indlagt, end der er blandt borgere med dansk baggrund. Disse forskelle er i overensstemmelse med tidligere studier (;5). Der er derimod ikke etniske forskelle i brugen af almen praksis og i sengedage. Dette kan dog dække over forskelle mellem borgere med anden etnisk baggrund fra forskellige specifikke oprindelseslande, som denne rapport ikke skelner mellem (). De etniske forskelle i brugen af sundhedsydelser er størst i kontakter til skadestue, ambulant behandling og hospitalsindlæggelser og lidt mindre i forhold til kontakter i primærsektoren. En mulig forklaring på de etniske forskelle kan dels være, at vi ikke formår at tage tilstrækkeligt hensyn til behandlingsbehovet i de etniske grupper i analyserne, idet der udelukkende justeres for kroniske sygdomme. På den anden side kan disse forskelle også afspejle kulturelle forskelle i brug af sundhedsvæsenet, forskelle i viden om sundhedsvæsenets opbygning samt forskelle i den kvalitet af ydelser, sundhedsvæsenet leverer på tværs af grupperne. Man kunne i den forbindelse forstille sig, at fx problemer med kommunikationen mellem patient og behandler på grund af sprog- eller kulturforskelle kunne føre til, at flere kontakter blev nødvendige

104 (;5). Den forhøjede brug af skadestue blandt borgere med anden etnisk baggrund end dansk kan ligeledes hænge sammen med, at disse borgere oplever flere barrierer i deres kontakt til almen praksis og andre dele af sundhedsvæsenet (;0). Af samme grund er henvendelserne til skadestuen ofte mindre relevante end henvendelserne blandt borgere med dansk baggrund (0). Billedet er imidlertid anderledes blandt de ældre borgere på 65 år eller derover. Her er der en større andel med dansk baggrund, der har haft kontakt til almen praksis, speciallæge, skadestue eller ambulatorium. Det tyder altså på, at ældre borgere med anden etnisk baggrund end dansk ikke bliver henvist til eller ikke efterspørger de sundhedsydelser, som ville være forventeligt ud fra deres helbredsstatus. Forskellen mellem befolkningen generelt og ældre specifikt peger på, at der er væsentlige generationseller aldersforskelle i brugen af sundhedsydelser også når der tages højde for alder og kronisk sygdom. Der er desuden en større andel af borgere med kroniske sygdomme, der har haft mere end 1 sengedage blandt etniske danskere, end der er blandt borgere med kroniske sygdomme og anden etnisk baggrund. Der er ikke et entydigt mønster i udviklingen af etniske forskelle i perioden. For langt de fleste typer af kontakter er der ikke sket nogen ændringer. Hvad angår hospitalsindlæggelser, er de etniske forskelle dog blevet større, mens de etniske forskelle i vagtlægekontakter er blevet mindre (undtagen for ældre borgere og borgere med kroniske sygdomme). For borgere med visse kroniske sygdomme er de etniske forskelle i brugen af skadestuer og ambulant behandling desuden steget. Kommunesocialgrupper justeres for køn, alder, sociale faktorer og kroniske sygdomme, og det gælder for alle typer af kontakter, dog ikke for sengedage. Kontakter til primærsektoren (almen praksis, speciallæge og vagtlæge) er mest udbredt i kommunesocialgruppe 1 og geografisk ofte i kommuner langt fra København i forhold til almen praksis og vagtlæge. Omvendt er andelen af borgere med kontakter til sekundærsektoren (skadestue, ambulante kontakter og indlæggelse) størst i kommunesocialgruppe og ofte geografisk i Københavnsområdet eller i kommuner langt fra København. Andelen af borgere med kontakter til speciallæge er især over regionsgennemsnittet i Københavnsområdet og i kommunerne langs kysten nord for København. Blandt ældre borgere og borgere med kroniske sygdomme er andelen, der har haft over 1 sengedage, størst i kommunesocialgruppe og geografisk især i Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og på Bornholm. Det lader altså til, at faktorer i bopælskommunen uafhængigt af individuelle faktorer som uddannelsesniveau og erhvervstilknytning har betydning for forbruget af forskellige sundhedsydelser. En mulig forklaring kan til dels være den geografiske fordeling i udbuddet af sundhedsydelser og dermed afstandene til forskellige sundhedsydelser i forskellige kommuner. Forskellene på tværs af kommunesocialgrupper er i omtrent samme størrelsesorden på tværs af kontakttyper, men dog størst, hvad angår ambulante kontakter og hospitalsindlæggelser. Der er generelt ikke sket nogen ændring i kommuneforskellene i brugen af sundhedsydelser i perioden, undtagen hvad angår ambulante kontakter og kontakt til vagtlæge. De kommunale forskelle i vagtlægekontakter er blevet mindre undtagen i ældrebefolkningen, mens forskellene i ambulante kontakter er blevet større. Der er signifikant forskel i brugen af sundhedsydelser på tværs af kommunesocialgrupperne, når der

105 6 Referencer (1) Hammer-Helmich L, Buhelt LP, Andreasen AH, Robinson KM, Hilding-Nørkjær H, Glümer C. Sundhedsprofil for region og kommuner. Region Hovedstaden, Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed;. (2) Glümer C, Hilding-Nørkjær H, Jensen HN, Jørgensen T, Andreasen AH, Ladelund S. Sundhedsprofil for region og kommuner 08. Region Hovedstaden, Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed; 08. () Juel K, Sørensen J, Brønnum-Hansen H. Risikofaktorer og folkesundhed i Danmark. Statens Institut for Folkesundhed; 06. () Juel K, Davidsen M, Pedersen PV, Curtis T. Socialt udsattes brug af sundhedsvæsenet. Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, Rådet for socialt udsatte;. (5) Diderichsen F, Evans T, Whitehead M. The social basis of disparities in health. In: Evans T, Diderichsen F, Whitehead M, Bhuiya A, Wirth M, editors. Challenging Inequities in Health from ethics to action.new York: Oxford University Press; 01. p (6) Galobardes B, Shaw M, Lawlor DA, Smith GD, ynch J. Indicators of Socioeconomic Position. In: Oakes JM, Kaufman JS, editors. Methods in Social Epidemiology. Jossey-Bass. A Wiley Imprint; 06. p. 7. (7) Juel K, Sørensen J, Brønnum-Hansen H. Forventet effekt på dødeligheden af intervention overfor udvalgte risikofaktorer. Risikofaktorer og folkesundhed i Danmark. Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet; 06. p. 1-. (8) Ekholm O, Kjøller M, Davidsen M, Hesse U, Eriksen L, Christensen AI, et al. Sundhed og sygelighed i Danmark 05 & udviklingen siden 87. Statens Institut for Folkesundhed; 05. (9) Diderichsen F, Habroe M, Nygaard E. At Prioritere social ulighed i sundhed - analysestrategi og resultater for Københavns Kommune. Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet; 06. () Jensen HN, Glümer C, Jørgensen T. Udvikling i Risikofaktorer for Hjerte-karsygdom i Vestegnskommunerne Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed, Region Hovedstaden; 08. (11) Sundhedsstyrelsen. SUNDHED OG SYGELIGHED BLANDT SOCIALT UDSATTE BORGERE - analyse af SUSY data om sundhed hos arbejdsløse med kort eller ingen uddannelse, førtidspensionister samt kontanthjælpsmodtagere og personer under revalidering. Sundhedsstyrelsen; 08. (12) Sundhedsstyrelsen. Alkohol og Helbred. 08. (1) Kjøller M, Juel K, Kamper-Jørgensen Fe. Sociale Forskelle. Folkesundhedsrapporten, Danmark. Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet;. p. -5. (1) Zimmermann E, Ekholm O, Curtis, Tine. Arbejdsnotat om udviklingen i social ulighed i selvvurderet helbred og sundhedsadfærd i Danmark. Statens Institut for Folkesundhed; 05. (15) Schmidt LA, Mäkelä P, Rehm J, Room R. Alcohol: equity and social determinants. Equity, Social Determinants and Public Health Programmes. World Health Organization;. p () Makela P, Paljarvi T. Do consequences of a given pattern of drinking vary by socioeconomic status? A mortality and hospitalisation follow-up for alcohol-related causes of the Finnish Drinking Habits Surveys. J Epidemiol Community Health 08 Aug;62(8):

106 (17) Hamilton MT, Hamilton DG, Zderic TW. Role of low energy expenditure and sitting in obesity, metabolic syndrome, type 2 diabetes, and cardiovascular disease. Diabetes Nov;56(11): () Dunstan DW, Barr EL, Healy GN, Salmon J, Shaw JE, Balkau B, et al. Television viewing time and mortality: the Australian Diabetes, Obesity and Lifestyle Study (AusDiab). Circulation Jan 26;1():8-91. () Kjøller M, Juel K, Kamper-Jørgensen F. Fysisk aktivitet. Folkesundhedsrapporten, Danmark. Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet;. p () Kjøller M, Juel K, Kamper-Jørgensen F. Kost. Folkesundhedsrapporten, Danmark. Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet;. p () Hjerteforeningen i samarbejde med Statens Institut for Folkesundhed. HjerteStatistik: Fokus på køn og sociale forskelle. 08. () Giskes K, Kunst AE, Benach J, Borrell C, Costa G, Dahl E, et al. Trends in smoking behaviour between 85 and 00 in nine European countries by education. J Epidemiol Community Health 05 May;59(5): () Hansen AR, Kjøller M. Arbejdsnotat: Sundhed blandt etniske minoriteter. Resultater fra Sundheds- og sygelighedsundersøgelsen 05 (SUSY-05). Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet;. (2) Lindstrom M, Sundquist J. Immigration and leisure-time physical inactivity: a population-based study. Ethn Health 01 May;6(2): () Lindstrom M, Sundquist J. Ethnic differences in daily smoking in Malmo, Sweden. Varying influence of psychosocial and economic factors. Eur J Public Health 02 Dec;12(): (26) Paterson I, Judge K. Equality of access to healthcare. In: Mackenback J, Bakker M, editors. Reducing Inequalities in Health: A European Perspective.London: Routledge, Taylor & Francis Group; 02. p (27) Louckx F. Patient cost sharing and access to healthcare. In: Mackenback J, Bakker M, editors. Reducing Inequalities in Health: A European Perspective.London: Routledge, Taylor & Francis Group; 02. p (28) Whitehead M, Dahlgren G. Concepts and principles for tackling social inequalities in health. Levelling up part 1. WHO Collaborating Centre for Policy Research on Social Determinants of Health. University of Liverpool; 06. Report No.: Studies on social and economic determinants of population health, No. 2. (29) Larsen F. En undersøgelse af hvordan forbruget af sygehusydelser påvirkes af køn, alder, sociale forhold, livsstil og helbred i Århus Amt. Afdelingen for Folkesundhed, Århus Amt; 05. (0) van Doorslaer E, Wagstaff A, van der Burg H, Christiansen T, De GD, Duchesne I, et al. Equity in the delivery of health care in Europe and the US. J Health Econ 00 Sep;(5):55-8. (1) van Doorslaer E, Koolman X, Jones AM. Explaining income-related inequalities in doctor utilisation in Europe. Health Econ 0 Jul;1(7): (2) van Doorslaer E, Masseria C, Koolman X. Inequalities in access to medical care by income in developed countries. CMAJ 06 Jan 17;17(2): () Middellevetidsudvalget. Social ulighed i sundhed - 2. delrapport fra Middellevetidsudvalget.København: Sundhedsministeriet; 00. 6

107 () Sundhedsstyrelsen. Etniske Minoriteter i det danske sundhedsvæsen - En antologi. Sundhedsstyrelsen;. (5) Norredam M, Nielsen SS, Krasnik A. Migrants' utilization of somatic healthcare services in Europe--a systematic review. Eur J Public Health Oct;(5): (6) Indenrigs- og sundhedsministeriet. Sundhedsvæsenet i nationalt perspektiv. Indenrigs- og sundhedsministeriet;. (7) Indenrigs- og sundhedsministeriet. Sundhedssektoren i tal. Juni. Indenrigs- og Sundhedsministeriet;. (8) Strandberg-Larsen M, Nielsen MB, Vallgårda S, Krasnik A, Vrangbæk K. Health Systems in Transition. Denmark - Health System Review. European Observatory on Health Systems and Policies;. (9) Nielsen Jr. Health Statistics in the Nordic Countries 02. Schultz Information; 0. (0) Norredam M, Mygind A, Nielsen AS, Bagger J, Krasnik A. Motivation and relevance of emergency room visits among immigrants and patients of Danish origin. Eur J Public Health Oct;17(5):

108 7 Bilag (1-6) 8

109 Bilag 1 - Kategorisering af uddannelsesniveau Til kategorisering af borgernes uddannelsesniveau er der taget udgangspunkt i Dansk Uddannelsesnomenklatur (DUN), som klassificerer personer på baggrund af personens højest fuldførte uddannelse uden hensyntagen til igangværende uddannelser. Kategoriseringen er foretaget på registervariablen HFFSP fra Danmarks Statistik ved hjælp af en konverteringsnøgle mellem HFFSP og DUNklassifikation, ligeledes fra Danmarks Statistik. DUN Ulighedsrapporten Eksempel Folkeskoleniveau Grundskoleniveau I Grundskoleniveau II Gymnasialt niveau I Ingen erhvervsuddannelse Børnehaveklasse klasse 7.-. klasse Erhvervsfagligt grundforløb 5 Gymnasialt niveau II Korte videregående uddannelser Kort uddannelse SOSU-hjælper, tømrer, frisør, kontorassistent, student/hf Multimediedesigner, kordegn 6 Mellemlange videregående uddannelser Mellemlang videregående uddannelse Skolelærer, politibetjent, journalist, pædagog 7 8 Lange videregående uddannelser Forskerniveau Lang videregående uddannelse Civilingeniør, cand.mag., psykolog Ph.d.-grad, speciallæge 9 Uden for niveauplacering Missing 9

110 Bilag 2 - Kategorisering af erhvervstilknytning Til kategorisering af borgernes erhvervstilknytning er der taget udgangspunkt i den socioøkonomiske klassifikation SOCIO02 fra Indkomststatistikregisteret, som dannes ud fra oplysninger om væsentligste indkomstkilde for personen. Ud fra indkomstkilden fastlægges, om personen er selvstændig erhvervsdrivende, medarbejdende ægtefælle, lønmodtager, arbejdsløs eller uden for arbejdsstyrken, herunder pensionist, kontanthjælpsmodtager eller uddannelsessøgende ( SOCIO02 Selvstændig, + ansatte Selvstændig, 1- ansatte Selvstændig, ingen ansatte Medarbejdende Topleder Lønmodtager høj færdighed Lønmodtager mel. færdighed Lønmodtager grund færdighed Andre lønmodtagere Lønmodtager færdigheder uoplyst Uddannelsessøgende Arbejdsløs min. halvt år Sygedagpenge, orlov mv. Kontanthjælpsmodtager Førtidspensionister Folkepensionister Efterlønsmodtager mv. Andre Børn Ikke i AKM Ulighedsrapporten I beskæftigelse Udenfor arbejdsmarkedet Pensionist Missing Kilde: fk=077 (28.11.) 1

111 Bilag - Kategorisering af kommunesocialgrupper Inddelingen i kommunesocialgrupper er baseret på oplysninger om uddannelse, erhvervstilknytning og bruttoindkomst fra henholdsvis uddannelsesregisteret og indkomststatistikregisteret. Kommunerne er inddelt i socialgrupper på baggrund af: Andel af borgere med kort uddannelse Andel af borgere, som er udenfor arbejdsmarkedet: arbejdsløse (i mindst et halvt år), førtidspensionister, modtagere af kontanthjælp, sygedagpenge, uddannelsesgodtgørelse og orlovsydelse Gennemsnitlig bruttoindkomst For hver kategori rangordnes kommunerne og inddeles i fire lige store grupper. Kommunerne tildeles points fra 1-: 1 point, hvis kommunen er i den fjerdedel af kommuner med mindst andel af borgere med kort uddannelse; points, hvis kommunen er i den fjerdedel med størst andel af borgere med kort uddannelse. 1 point, hvis kommunen er i den fjerdedel af kommuner med mindst andel af borgere uden for arbejdsmarkedet; points, hvis kommunen er i den fjerdedel med størst andel af borgere uden for arbejdsmarkedet. 1 point, hvis kommunen er i den fjerdedel af kommuner med højest gennemsnitlig bruttoindkomst; points, hvis kommunen er i den fjerdedel med lavest gennemsnitlig bruttoindkomst. Summen af points afgør, hvilken kommunesocialgruppe kommunen placeres i. Den fjerdedel af kommunerne, der har færrest points, udgør den højeste kommunesocialgruppe, mens den fjerdedel af kommunerne, som har flest points, udgør den laveste kommunesocialgruppe. Hvis der er flere kommuner med samme antal points, benyttes gennemsnitlig bruttoindkomst til rangordning af disse kommuner. Inden for hver kommunesocialgruppe er kommunerne vist i alfabetisk orden. Tabel B1 viser grundlaget for samt inddelingen af kommunesocialgrupperne. 111

112 Tabel B1 Inddeling i kommunesocialgrupper Kommuner Lavt uddannede Indkomst Sum Uden for arbejdsmarkedet Kommunesocialgruppe Allerød Dragør Egedal Furesø Gentofte Hørsholm Lyngby-Taarbæk Rudersdal Vallensbæk Fredensborg Frederiksberg Frederikssund Gladsaxe Gribskov Helsingør Hillerød Kbh Indre by Kbh Vanløse Kbh Østerbro Ballerup 2 8 Glostrup 2 8 Halsnæs Herlev 9 Hvidovre Høje-Taastrup 2 9 Kbh Amager Øst 2 9 København 2 9 Rødovre 9 Tårnby Albertslund 11 Bornholm 12 Brøndby 11 Ishøj 11 Kbh Amager Vest 11 Kbh Bispebjerg 12 Kbh Brønshøj-Husum 12 Kbh Nørrebro 2 Kbh Valby 11 Kbh Vesterbro/Kongens Enghave

113 Bilag - Kategorisering af kostvaner ud fra spørgeskemadata Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed har udviklet og valideret en kostscore med det formål at konstruere en variabel, som giver et samlet mål for sundhedsgraden af kostindtaget. Denne score har vist sig at korrelere fint med biologiske mål som blodtryk, kolesterol og blodsukker. Kostscoren rangordner deltagerne efter deres kvalitative kostindtag. Udvælgelse af kostfaktorer og konstrueringen af pointsystemet er foretaget ud fra ernærings- og sundhedsmæssige overvejelser i relation til udvikling af hjertekarsygdomme. Der er udvalgt kostfaktorer: fedt, frugt, grønt og fisk. Hver kostfaktor er kategoriseret indenfor talværdierne 0-2 således, at den højeste talværdi svarer til det sundeste indtag af kostfaktoren. Med hensyn til brug af fedtstof på brød og til madlavning er det overvejelser omkring fedtsyresammensætningen i de enkelte typer fedtstof, der danner grundlag for pointfordelingen, mens det er udvalgte kostråd (mindst 600 g frugt og grønt pr dag; mindst 00 g fisk om ugen), der danner grundlag for pointfordelingen for variablene frugt, grøntsager som tilbehør, fisk til aften og fiskepålæg. Den samlede kostscore har to mindre grupper med meget usunde henholdsvis sunde kostvaner og en større gruppe med middelsunde kostvaner for derved at få et udtryk for variationen mellem de, der karakteriseres som de mest usunde og de mest sunde. 11

114 Bilag 5 - Definition af kroniske sygdomme De registerbaserede sygdomsgrupper er baseret på oplysninger fra henholdsvis landspatientregisteret, det nationale diabetesregister, lægemiddelstatistikregisteret og sygesikringsregisteret. Prævalenser for de enkelte sygdomme beregnes ud fra den nærmeste femårige periode. Prævalenser for -udtrækket er derfor beregnet for perioden 02-06, mens prævalenser for -udtrækket er beregnet for perioden Sygesikringsregisteret har kun været tilgængeligt til og med 08, hvorfor oplysninger herfra for - udtrækket kun dækker perioden For sygdomsgrupper, hvor lægemiddelstatistikregisteret anvendes, skal en person have indløst to recepter mindst to gange på to forskellige datoer inden for en 12 måneders periode. Der er foretaget særskilte analyser af ulighed i forhold til hjertekarsygdomme, diabetes, KOL og muskelskeletsygdomme. De analyser, som er justeret for kronisk sygdom, er justeret for disse fire sygdomme samt kræft og psykisk sygdom. Hver af sygdomsgrupperne indgår som selvstændige variable. I analyser af borgere med hjertekarsygdomme er der dog ikke justeret for hjertekarsygdom og tilsvarende gælder for de øvrige sygdoms-grupper. 11

115 Sygdom Hjertekarsygdomme Definition En borger har en hjertekarsygdom, hvis personen i løbet af de seneste fem år har været på hospitalet for eller har købt medicin relateret til hjertesygdom eller apopleksi. Diagnosekoder hjertesygdomme: I, I, I, I50, I11, I1, I-I Diagnosekoder apopleksi: I60-I6, I69 Medicin: C01 Diabetes En borger har diabetes, hvis personen i løbet af de seneste fem år har været på hospitalet for eller har købt medicin relateret til diabetes. Diagnosekoder: E-E1, O2, H28.0 og H6.0 Medicin: A KOL En borger har KOL, hvis personen i løbet af de seneste fem år har været på hospitalet, har købt medicin eller er blevet undersøgt i primærsektoren for KOL. Gælder for borgere på 5 år og derover. Diagnosekoder: J0, J09, J1, J, J11, J, J2, J29, J29A, J29B, J, J0, J0A, J1, J1A, J2, J8, J9, J9A, J, J0, J1, J8, J8A, J8B, J9, J7, J79, J96, J960, J961, J969 Medicin: Inden for de seneste 12 måneder indløst 2 recepter på: R0AC; R0AK; R0BA; R0BB; R0CC; R0DA; R0DC; V0AN01 Sygesikring: Alle personer, der inden for de seneste 12 måneder har fået foretaget mindst 2 af følgende undersøgelser på to forskellige uger: 711, 71 Muskelskeletsygdomme En borger har en muskelskeletsygdom, hvis personen i løbet af de seneste fem år har været på hospitalet for eller har købt medicin relateret til gigt (Inflammatoriske ledsygdomme, metaboliske artritter-, slid- og anden leddegigt) eller rygsygdomme. Diagnosekoder leddegigt: M05, M06, M07 Medicin leddegigt: M01C, L0AA1, A07EC01, L01BA01, P01BA01, P01BA02, M01CB01, M01CB0, L0AA11, LOAA12, L0AA17, L0AA1 Diagnosekoder metaboliske artritter: M, M11 Medicin metaboliske artritter: M0AA01, M0AB01 Diagnosekoder anden leddegigt: M12-M1 Diagnosekoder rygsygdomme: M0-M5 Psykisk sygdom En borger har psykisk sygdom, hvis personen i løbet af de seneste fem år har købt medicin mod psykiske sygdomme. Antipsykotisk medicin + stemningsstabiliserende medicin: N05A, N05AN Antidepressiv medicin: N06A Kræft En borger har kræft, hvis personen i løbet af de seneste fem år har været på hospitalet for kræft. Diagnosekoder kræft generelt: C00-C + C5-C97 115

116 Bilag 6 - Definition af kontakter til sundhedsvæsenet Kontakter til sundhedsvæsenet er defineret på baggrund af oplysninger fra landspatientregisteret og sygesikringsregisteret. Der er undersøgt syv typer af kontakter: Kontakter til almen praksis, speciallæge, vagtlæge og skadestue, samt ambulante kontakter, hospitalsindlæggelser og sengedage. Alle variablene er defineret som kontinuerte variable som antal kontakter (eller sengedage) i løbet af et kalenderår. For -udtrækket er der tale om året. For -udtrækket har data for ikke været tilgængelige. Variablene er her defineret for det seneste, tilgængelige år. Kontakter til almen praksis, speciallæger og vagtlæger, som stammer fra sygesikringsregisteret, er baseret på år 08, mens kontakter til skadestue, ambulante kontakter, hospitalsindlæggelser og sengedage, som stammer fra landspatientregisteret, er baseret på år 09. 1

117 Sygdom Kontakter til almen praksis Kontakter til speciallæger Definition Antal kontakter til almen praksis (ekskl. vagtlæger) i det seneste kalenderår. Opgjort ved hjælp af variablen kontakt i Sygesikringsregisteret for speciale 80. Antal kontakter til speciallægepraksis i løbet af det seneste kalenderår. Opgjort ved hjælp af variablen kontakt i Sygesikringsregisteret for specialerne 06, 08,, 09, 17,,, 0, 2, 5, 26,, 9, 15,,, 1, 0, 05, 01. Kontakter til vagtlæge Ambulante kontakter Skadestuekontakter Hospitalsindlæggelser Antal kontakter til vagtlæge i løbet af det seneste kalenderår. Opgjort ved hjælp af variablen kontakt i Sygesikringsregisteret for speciale 81-8 og 89. Antal besøg i forbindelse med ambulante forløb i løbet af det seneste kalenderår Antal skadestuebesøg i løbet af det seneste kalenderår. Antal hospitalsindlæggelser i løbet af det seneste kalenderår. På hinanden følgende indlæggelser i rådata hvor den førstes udskrivningsdato er lig den andens indlæggelsesdato, er talt som én indlæggelse. Sengedage Antal sengedage i alt under hospitalsindlæggelser i løbet af det seneste kalenderår. Opgjort som Sundhedsstyrelsen plejer, dvs. som udskrivningsdato minus indlæggelsesdato, men hvor der altid er mindst 1 sengedag. Optællingen er foretaget på sammenlagte indlæggelser (jf. forrige variabel), så en dag på en modtageafdeling ikke tæller ekstra. Ved indlæggelser startet før 1/1.i det aktuelle kalenderår, er der talt dage fra og med 1/1.i kalenderåret. 117

118 Egne notater 1

119 Region Hovedstaden Koncern Plan & Udvikling Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed Nordre Ringvej 57, bygning 8/ Glostrup Telefon: Telefax: