Senatus auctoritas populique Romani Marcus Tullius Cicero: 4. filippiske tale libertas med indledning, tekst og gloser tilrettelagt af Simon Laursen LITTERIS ET ARTIBUS Ribe Katedralskole Publications 2015
Indledning Marcus Tullius Cicero blev født den 3. januar 106 fvt. i den lille by Arpinum ca. 100 km. sydøst for Rom (se kort side 4 af noterne) som første søn i en familie, der i generationer havde spillet en central rolle i lokalsamfundet. Beboerne af Arpinum havde længe nydt det privilegium at være fuldgyldige romerske borgere (i modsætning til de fleste andre italikere), men det betød ikke, at der ikke var et betydeligt lokalt politisk spil at spille og familien Cicero havde været med der til alle tider. Men virkelig rigdom og virkelig hæder og ære var kun at finde og vinde i Rom og den stolte fader Cicero traf den beslutning for sin søn, at det var dér, hans liv skulle udspille sig, hvadenten han skulle gå efter en militær eller en rent politisk løbebane. Det var ikke et let projekt, han udsatte sin søn for de gamle familier i Rom beskyttede deres privilegier så godt, som det nu var muligt; de satte ikke pris på en outsider, en homo novus, der ville ind i deres kreds, ind i Roms råd, senatet, og de lagde alle de forhindringer i vejen, de overhovedet kunne finde på, hvadenten ousiderne prøvede at komme til orde i politik eller få en rolle at spille som soldater. Det blev den politiske løbebane, Cicero valgte. Han var ikke krigerisk anlagt tværtimod var han alle dage en forsoningens mand men han var til gengæld lidt af en politisk og juridisk begavelse. Frem for alt var eller blev han en fremragende taler, en mester i politisk og juridisk kommunikation, og han var dertil en udmærket teoretiker, der hele sit liv nærede stor interesse for filosofi herunder ikke mindst statsteori og retorik, det antikke svar på moderne kommunikationsteori. Så det meste af den unge Ciceros tid gik med at studere filosofi, jura og retorik hos forskellige undervisere i Rom. Cicero som ældre (de filippiske talers tid) Tiden, han voksede op i, var urolig til det kaotiske. Brødrene Gracchus program til oprettelse af de skæve sociale forhold i Rom lå 20 år tilbage, men de modsætninger, nedkæmpelsen af dem havde skabt, var ikke væk, og det var heller ikke problemet med at skaffe soldater til borgerhæren, som lå bag deres reformforsøg. Så da de germanske folkestammer kimbrerne og teutonerne i årtiet 110 100 fvt. truede med at invadere selve den italiske halvø, greb generalen Gajus Marius, der i øvrigt også stammede fra Arpi-
4 - Cicero, Phil. IV - indledning num, til at benytte sig af professionelle soldater han betalte dem sold for deres tjeneste. Marius vandt total sejr over de barbariske folk og en plads i romersk politik, der ikke var set før. Ikke alene var befolkningen naturligvis taknemmelig over at være blevet befriet for truslen, men Marius soldater var afhængige af ham på en helt ny måde. Marius kunne regne med sine folks loyalitet, som ingen general før havde kunnet. Det ville ikke have været et problem, hvis ikke Rom have haft brug for flere forskellige hære, der skulle indsættes på forskellige fronter. Hver hær fik sin general at være loyal over for og hvis de forskellige generaler ikke kunne enes, lå en borgerkrig på en helt ny skala lige for. Det var netop, hvad der skulle ske, og i flere omgange. Men før dette problem viste sig, skulle romerne først igennem et opgør med deres forbundsfæller i Italien, som ville have større rettigheder. Efter en hektisk krig i 90-88 fvt. måtte romerne halvt om halvt give sig over for italikerne, og derefter brød deres interne modsætningsforhold ud i lys lue. Marius kom i åbent opgør med en af sine tidligere officerer, L. Cornelius Sulla, om kommandoen over en krig i østen mod Mithridates, men i virkeligheden stak konflikten langt dybere og involverede mange flere mennesker. Sulla sikrede sig kommandoen mod Mitridates, slog ham og vendte hjem; her nedkæmpede han sine modstandere i en hurtig borgerkrig og indledte en klapjagt på sine modstandere der blev udarbejdet arrestations- og dødslister, de såkaldte proskriptioner, og folk blev myrdet i hundredvis (ikke tusindvis, som man ofte hører), deres ejendomme konfiskeret og deres slægtninge efterladt i dyb armod. Sulla lod sig udnævne til dictator(en gammel post som enevældig leder i Rom egentlig beregnet til situationer, hvor fjenden nærmest stod ved Roms mure), og gennemførte en lovgivning, der forandrede Roms forfatning, så al magt lå i hænderne på nobilitas, de ældgamle familier i senatet, mens populus, eller plebs, almindelige folk blev sat næsten helt uden for. Men den fred, Sulla skabte, var hul konflikterne var ikke løst, og allerede i 70 fvt. vendte man på mange måder tilbage til det system, man havde før Sulla. Det var to af hans gamle hjælpere, Gnaeus Pompeius (Magnus) og Marcus Licinius Crassus, der stod for restitutionen. Men det bragte ikke fred, hverken på de indre eller de ydre linjer. Mithridates var igen på krigsstien, og Pompejus brugte det meste af 60 erne på at nedkæmpe ham; det medførte, at næsten hele det østlige Middelhav på nær Ægypten kom under romersk kontrol. Hjemme var der mange utilfredse elementer, den mest energiske og dermed farligste en vis Lucius Sergius Catilina. Den ellers så lukkede senatsadel så sig i mangel på alternativer nødsaget til at tillade, at en Cicero blev valgt til konsul for året 63 fvt.; ellers var Catilina blevet konsul med et program om store omfordelinger af magt og rigdom. Cicero havde haft en pletfri karriere, og han var helt uden militære ambitioner, samtidig med at han og det var nok det vigtigste ikke rådede over et social netværk (et clientela), der kunne gøre ham faretruende selvstændig. Som consul afslørede Cicero en plan, Catilina havde,
Cicero, Phil. IV indledning - 5 om voldelig overtagelse af magten i Rom en indsats, Cicero resten af sit liv skulle se som sin karrieres højdepunkt. Det var i denne krisestund, han så alle sociale grupper i Rom, både senatorer og equites, de velstående romere, og egt. også de ikke-formuende grupper, stå sammen i det, han så som sit politiske mål concordia ordinum (se noter s. 8). Men ret beset var Catilina en parentes i Roms historie. Væsentligere var det, at Pompejus vendte hjem og blev meget uvenligt modtaget af senatet. Under sin erobring af østen havde Pompejus truffet mange beslutninger, senatslederne ikke brød sig om, og hans behov for pensionsordninger til soldaterne var også et stridspunkt. For professionelle soldater er nok ubetinget loyale mod deres general, men kun så længe de tror, han kan give dem, hvad de har brug for sold og pension; Pompejus havde brug for jord og senatet ville ikke af med den. Pompejus kunne simpelthen ikke få sine handlinger ratificeret (godkendt og iværksat) af senatet. To andre vigtige personer i Rom havde også vanskeligheder med at udfolde deres evner. Crassus havde været misundelig på Pompejus succes og havde desuden som en af Roms allerrigeste mænd store investeringer i skatteforpagtning, som ikke kom til udbetaling og så kedede han sig måske. Gaius Julius Caesar havde sat sig i stor gæld for at skaffe sig gode forbindelser i sin politiske løbebane og havde behov for hjælp til at tage det sidste skridt og blive konsul. Nu opstod en plan hos de tre om at slå sig sammen Pompejus havde militær prestige, Crassus havde penge, Caesar havde politiske forbindelser; sammen ville senatet ikke kunne bremse dem. De indgik derfor det første triumvirat med det program at gøre Caesar til konsul for året 59 fvt. og lade ham ordne de andre tos problemer. Da senatet ikke lod sig skræmme, gennemførte Caesar sit program ved lovgivning i folkeforsamlingen senatets position i Rom var formelt kun rådgivende, love kunne kun folket vedtage og det lod Caesar det så gøre, som han ville. De gamle senatorers had til Caesar, og især Marcus Porcius Catos, var sidenhen ubegrænset. Men intet kunne det ellers så selvsikre senat heller stille op, da Caesar lod sig tildele provinsen Gallien som sin (og det blev til hele 8 år på posten), ligesom de to andre triumvirer i Caesars fravær holdt Rom i et politisk jerngreb. For at statuere et par eksempler blev Cato sendt på en administrativ opgave på Cypern, og Cicero blev ligefrem sendt i eksil på grund af hans måde at gøre op med Catilina på den havde altid forekommet nogle, f. eks. Caesar, for brutal. Senatet forstod og holdt sig tænderskærende i ro. Men der var kurrer på tråden imellem de tre, og på trods af et forsoningsmøde i Lucca i 56 fvt., var triumviratet bestemt til at bryde sammen. I bedste gammelromerske stil var Pompejus blevet gift med Caesars datter Julia, og da hun døde senere i 56 fvt., og Crassus også døde ved Carrhae i det persiske rige i et forsøg på at blive så stor en general som Pompejus og Caesar (der jo havde erobret Gallien), ventede man kun på en gentagelse af situationen under Marius og Sulla.
6 - Cicero, Phil. IV - indledning Sådan gik det ikke. Ganske vist brød der den 1. jan. 49 en borgerkrig ud mellem Caesar og Pompejus og deres tilhængere. Pompejus havde senatet på sin side; men ellers er deres støtte først og fremmest deres soldater Pompejus havde jo sine veteraner i pension mange steder, og ikke mindst flere legioner under våben i Spanien, og Caesar havde sine soldater hos sig endnu. Begge kan regne med deres folks loyalitet, fordi de personligt indestår for, hvad der skal ske. En af Caesars fremtrædende tilhængere er Marcus Antonius, der var tribunus plebis det år og i den funktion havde forsøgt at hindre de forslag, der endte med borgerkrigen. Borgerkrigen varede til 46, men Pompejus døde allerede i august 48 efter slaget ved Pharsalos; han flygtede til Ægypten, men blev ynkeligt myrdet ved ankomsten. Caesar opsøger en for en de resterende pompejanske modstandere og nedkæmper dem i tre kampe, i Alexandria, ved Thapsus (Nordafrika) og ved Munda (Spanien). Men efter disse kampe kommer der ikke en proskription; der er ingen politiske repressalier. Caesar havde i hele borgerkrigen slået på sin clementia, mildhed, og nu så det ud til, at han faktisk holdt sig til denne milde, tilgivende linje. I de følgende år lader Caesar sig i flere omgange udpege til dictator (ligesom Sulla), og der pågår et omfattende arbejde med at udvikle en politik, men alle disse overvejelser er ikke færdige, kun skrevet ned som planer, acta, der skal gennemføres senere (f. eks. ligger det fast, hvem der skal være konsuler, og hvilke provinser de bagefter skal styre), da Caesar Idibus Martiis (15. 3. 44 fvt.) myrdes i senatet af en gruppe under ledelse af Marcus Junius Brutus, (f. 85 (ca.), d. 42), Decimus Junius Brutus (f. 81 (ca.), d. 43) og Gaius Cassius Longinus(d. 42), der frygter, at Caesar stræber efter monarki. Imidlertid myrdes hverken Antonius (der nu er Caesars medkonsul) eller hans daværende næstkommanderende (magister equitum), Marcus Aemilius Lepidus (f. 90 (ca.) 12 fvt.). Situationen er højspændt i nogle dage. Caesarmorderne får aldeles ikke den folkelige støtte, de havde ventet, og det lykkes ret hurtigt Caesars folk at rekonstruere deres position; men ingen af parterne er den anden overlegen, og på et møde 17. 3. afholder man et møde i senatet, hvor morderne opnår amnesti, men til gengæld må acceptere, at Caesars ikke udførte planer fortsat skal være gældende, papirer, Antonius har i sin besiddelse. Det bringer dog ikke helt ro; der er voldsomme demonstrationer i forbindelse med begravelsen af Caesar og i de følgende måneder, så i april-maj 44 må Caesarmorderne forlade Rom. Samtidig ankommer Caesars adoptivsøn, Gaius Julius Caesar Octavianus (f. 63 fvt., d. 14 evt.), til Rom, men han kan ikke få sin arv ud af Antonius. Navnlig beholder Antonius Caesars papirer, der giver ham fuld kontrol med, hvad der skal ske i Rom; dog lader han i juni 44 en lov vedtage i folkeforsamlingen, der tildeler ham provinsen Gallien de næste fem år i stedet for provinsen Makedonien, der egt. var tiltænkt ham. Samtidig bestemmes det, at de legioner, der står i Makedonien, skal overføres til Gallien. De må derfor passere tæt forbi Rom, og der er brede enighed om, at han har planer om at træde i Caesars sted og blive enehersker. 4 legioner ankommer til Italien i september 44.
Cicero, Phil. IV indledning - 7 Men netop i det tidlige efterår synes balancen at tippe. Cicero synes at beslutte sig til at gøre modstand mod Antonius og er 2. september i Rom, hvor han holder en tale (den første filippiske tale), hvor han søger en slags kompromis med Antonius. Men da Antonius afviser dette den 19., skriver Cicero en tale, han ikke holdt, men udgav på skrift (den 2. filippiske), hvor han udstiller Antonius både menneskeligt og politisk. På dette tidspunkt er Antonius allerede taget til Brundisium for at overtage kommandoen over legionerne, men er tilsyneladende nødt til at statuere et eksempel og lade et antal underofficerer henrette, dels i Brundisium, dels i Suessa. Samtidig samler Octavian 3000 af Caesars veteraner (mod meget høj betaling); og to af Antonius legioner (den 4. og den martiske ) går over til ham. Cicero forsøger at få Octavian under sin og senatets kontrol, og har faktisk uventet god succes med det. I november forhandler Octavian med Caesarmorderen Decimus Brutus, der i 44 var statholder i Gallien, om en fælles front mod Antonius. I slutningen af måneden forlader Antonius Rom for at tage til Gallien og allerede, før han slutter sit egentlige konsulat, tiltræde sin statholderpost i Gallien. Men den 21. december 44 meddeler Decimus Brutus i et edikt, at han ikke vil overgive Gallien til Antonius uden kamp, men bevare den i senatets og romerfolkets magt, og ved et senatsmøde søger Cicero i sin tredje filippiske tale at overtale senatet til at sanktionere både dette skridt og Octavians irregulære troppeudskrivninger, og erklære Antonius for fjende, hostis. Kursen er strengt taget højforræderi. Straks derefter holder han den fjerde tale i en contio, en uformel folkeforsamling; denne tale har stort set samme indhold. I januar 43 træder de nye konsuler (Hirtius og Pansa) til, og det besluttes at forhandle med Antonius, der ny belejrer D. Brutus i Mutina (nu Modena) i Podalen (se kort noter s. 4); dette sker trods Ciceros indædte modstand (femte og sjette filippiske tale). Forhandlingerne bryder da også sammen, og i april 43 befries Brutus af tropper under de to konsuler og Octavian. De to konsuler dør, hvad der skal få fatale konsekvenser for Ciceros politik. Ciceros politik i perioden fra september 44 til april 43 kommer først og fremmest frem i en lang række taler imod Antonius, der er blevet kendt som de filippiske taler. Navnet har Cicero sandsynligvis selv givet dem, fordi de i deres hæftige angreb på én bestemt person, Antonius, mindede om de (mindst) lige så hæftige taler, den græske taler Demosthenes holdt i 340 erne imod kong Filip af Makedonien (Alexanders far), da denne i flere omgange forsøgte at fratage Grækenland dets frihed. Han kalder dem i hvert fald selv filippiske i et brev, han har sendt til Marcus Brutus. Cicero var, som nævnt, sin tids største taler; han var den, der var bedst til at kommunikere et politisk budskab ud, og hans filippiske taler er ikke bare hans sidste, men måske også hans bedste politiske taler bedste set ud fra et retorisk synspunkt, naturligvis, for dybest set mislykkedes hans projekt jo det lykkedes ikke at bremse Antonius definitivt. Talerne er holdt dels i senatet, dels på talerplatformen ( rostra ) foran senatet for folket, dvs. de romerske borgere og andre nysgerrige, der kunne afse tid til at
8 - Cicero, Phil. IV - indledning gå hen og høre på talen; de har ofte været improviseret, holdt i øjeblikket, og har ikke været de nøje gennemarbejdede litterære produkter, de taler, der blev udgivet og vi kan læse, er. Cicero har tydeligvis, kort efter at han har holdt talerne, gennemarbejdet en skriftlig version af dem, udstyret med hele hans enorme sproglige og retoriske arsenal, som han har sørget for at få spredt så vidt som muligt; talerne er politiske pamfletter, der skal påvirke den politiske stillingtagen i hele Italien også oppe i Norditalien, hvor kampene foregik, og hvor der faktisk boede romerske borgere, skønt området stadig talte som en provins. Målgruppen for talerne er især folk, der besidder ejendom, dvs. equites, og et tilbagevendende tema er Antonius ønske om totalt at destruere alt af værdi. Det har naturligvis ikke været Antonius mål, og talerne kan da heller ikke tages som pålidelige kilder til hændelserne; de er i høj grad partsindlæg i en politisk konflikt, hvor vi ikke kender ret meget til modpartens synspunkter. På nær, hvad Cicero har skrevet, har vi mest sene græske kilder til hele begivenhedskæden. Faktisk taler meget for Antonius og imod Cicero. Som udgangspunkt kan man sige, at Antonius som siddende konsul var i sin gode ret til at gøre alt, hvad han gjorde at det var senatspartiet og Cicero, der var galt afmarcheret, for slet ikke at tale om Octavian, der gik så langt som at udruste en privat hær, en milits hvad ingen suveræn stat kunne drømme om at tillade. Ciceros politiske liv endte med, at han i vid udstrækning forlod den lovlydighed og konsensus-tankegang, der lå bag hans politiske ideal om concordia ordinum. Alt dette gælder i høj grad også for den fjerde filippiske tale, som dette hæfte indeholder. De to konsulers død efterlod et vakuum, som Octavian havde tænkt sig at udnytte. Sommeren 43 giver han senatet tommelskruer på og tvinger det til at lade ham vælge til konsul (i en alder af 20 år, skønt normal-aldersgrænsen var 42); straks derefter gør han Caesarmorderne fredløse, og jorden begynder at brænde under Cicero. I november 43 slutter han sig atter sammen med Antonius og Lepidus i det andet triumvirat; den umiddelbare følge er likvidationen af Cicero (7. dec.), og der følger en omfattende og blodig proskription (som under Sulla). I oktober 42 gøres regnskabet med Caesarmorderne op i slaget ved Philippi, der på sin side kun er begyndelsen på den forværring i forholdet mellem Octavian og Antonius, der skulle føre til slaget ved Actium (sept. 31), hvor Octavian omsider satte Antonius ud af spillet og blev reel enehersker i romerriget en funktion, i hvilken han i jan. 27 fik navnet Augustus men det er en anden historie.
M. Tullii Ciceronis in M. Antonium oratio Philippica IV Frequentia vestrum incredibilis, Quirites, contioque tanta, quantam meminisse non videor, et alacritatem mihi summam defendendae rei publicae adfert et spem recuperandae. Quamquam animus mihi quidem numquam defuit, tempora defuerunt; quae simul ac primum aliquid lucis ostendere visa sunt, princeps vestrae libertatis defendendae fui. Quodsi id ante facere conatus essem, nunc facere non possem. Hodierno enim die, Quirites, ne mediocrem rem actam arbitremini, fundamenta jacta sunt reliquarum actionum. Nam est hostis a senatu nondum verbo appellatus, sed re jam judicatus Antonius. Nunc vero multo sum erectior, quod vos quoque illum hostem esse tanto consensu tantoque clamore approbavistis. Neque enim, Quirites, fieri potest, ut non aut ii sint impii, qui contra consulem exercitus comparaverunt, aut ille hostis, contra quem jure arma sumpta sunt. Hanc igitur dubitationem, quamquam nulla erat, tamen ne qua posset esse, senatus hodierno die sustulit. C. Caesar, qui rem publicam libertatemque vestram suo studio, consilio, patrimonio denique tutatus est et tutatur, maximis senatus laudibus ornatus est. Laudo, laudo vos, Quirites, quod gratissimis animis prosequimini nomen clarissimi adulescentis vel pueri potius (Sunt enim facta ejus immortalitatis, nomen aetatis. Multa memini, multa audivi, multa legi, Quirites; nihil ex omnium saeculorum memoria tale cognovi), qui, cum servitute premeremur, in dies malum cresceret, praesidii nihil haberemus, capitalem et pestiferum a Brundisio tum M. Antoni reditum timeremus, hoc insperatum omnibus 1 2 3
10 - Cicero, Phil. IV - tekst consilium, incognitum certe ceperit, ut exercitum invictum ex paternis militibus conficeret Antonique furorem crudelissimis consiliis incitatum a pernicie rei publicae averteret. Quis est enim, qui hoc non intellegat, nisi Caesar exercitum paravisset, non sine exitio nostro futurum Antoni reditum fuisse? Ita enim se recipiebat ardens odio vestri, cruentus sanguine civium Romanorum, quos Suessae, quos Brundisi occiderat, ut nihil nisi de pernicie populi Romani cogitaret. Quod autem praesidium erat salutis libertatisque vestrae, si C. Caesaris fortissimorum sui patris militum exercitus non fuisset? Cujus de laudibus et honoribus, qui ei pro divinis et immortalibus meritis divini immortalesque debentur, mihi senatus adsensus paulo ante decrevit ut primo quoque tempore referretur. Quo decreto quis non perspicit hostem esse Antonium judicatum? Quem enim possumus appellare eum, contra quem qui exercitus ducunt, iis senatus arbitratur singulares exquirendos honores? Quid? Legio Martia, quae mihi videtur divinitus ab eo deo traxisse nomen, a quo populum Romanum generatum accepimus, non ipsa suis decretis prius quam senatus hostem judicavit Antonium? Nam, si ille non hostis, hos, qui consulem reliquerunt, hostes necesse est judicemus. Praeclare et loco, Quirites, reclamatione vestra factum pulcherrimum Martialium comprobavistis; qui se ad senatus auctoritatem, ad libertatem vestram, ad universam rem publicam contulerunt, hostem illum et latronem et parricidam patriae reliquerunt. Nec solum id animose et fortiter, sed considerate etiam sapienterque fecerunt; Albae constiterunt, in urbe opportuna, munita, propinqua, fortissimorum virorum, fidelissimorum civium atque optimorum. Hujus Martiae legionis 4 5 6
Cicero, Phil. IV tekst - 11 legio quarta imitata virtutem duce L. Egnatuleio, quem senatus merito paulo ante laudavit, C. Caesaris exercitum persecuta est. Quae expectas, M. Antoni, judicia graviora? Caesar fertur in caelum, qui contra te exercitum comparavit; laudantur exquisitissimis verbis legiones, quae te reliquerunt, quae a te arcessitae sunt, quae essent, si te consulem quam hostem maluisses, tuae; quarum legionum fortissimum verissimumque judicium confirmat senatus, comprobat universus populus Romanus; nisi forte vos, Quirites, consulem, non hostem judicatis Antonium. Sic arbitrabar, Quirites, vos judicare, ut ostenditis. Quid? Municipia, colonias, praefecturas num aliter judicare censetis? Omnes mortales una mente consentiunt omnia arma eorum, qui haec salva velint, contra illam pestem esse capienda. Quid? D. Bruti judicium, Quirites, quod ex hodierno ejus edicto perspicere potuistis, num cui tandem contemnendum videtur? Recte et vere negatis, Quirites. Est enim quasi deorum immortalium beneficio et munere datum rei publicae Brutorum genus et nomen ad libertatem populi Romani vel constituendam vel recipiendam. Quid igitur D. Brutus de M. Antonio judicavit? Excludit provincia, exercitu obsistit, Galliam totam hortatur ad bellum ipsam sua sponte suoque judicio excitatam. Si consul Antonius, Brutus hostis; si conservator rei publicae Brutus, hostis Antonius. Num igitur, utrum horum sit, dubitare possumus? Atque ut vos una mente unaque voce dubitare vos negatis, sic modo decrevit senatus D. Brutum optime de re publica mereri, cum senatus auctoritatem populique Romani libertatem imperiumque defenderet. A quo defenderet? Nempe ab hoste; quae est enim alia laudanda defensio? 7 8
12 - Cicero, Phil. IV - tekst Deinceps laudatur provincia Gallia meritoque ornatur verbis amplissimis ab senatu, quod resistat Antonio. Quem si consulem illa provincia putaret neque eum reciperet, magno scelere se adstringeret; omnes enim in consulis jure et imperio debent esse provinciae. Negat hoc D. Brutus imperator, consul designatus, natus rei publicae civis, negat Gallia, negat cuncta Italia, negat senatus, negatis vos. Quis illum igitur consulem nisi latrones putant? Quamquam ne ii quidem ipsi, quod loquuntur, id sentiunt nec ab judicio omnium mortalium, quamvis impii nefariique sint, sicut sunt, dissentire possunt. Sed spes rapiendi atque praedandi obcaecat animos eorum, quos non bonorum donatio, non agrorum adsignatio, non illa infinita hasta satiavit; qui sibi urbem, qui bona et fortunas civium ad praedam proposuerunt; qui, dum hic sit, quod rapiant, quod auferant, nihil sibi defuturum arbitrantur; quibus M. Antonius (o di immortales, avertite et detestamini, quaeso, hoc omen!) urbem se divisurum esse promisit. Ita vero, Quirites, ut precamini, eveniat, atque hujus amentiae poena in ipsum familiamque ejus recidat! Quod ita futurum esse confido. Jam enim non solum homines, sed etiam deos immortales ad rem publicam conservandam arbitror consensisse. Sive enim prodigiis atque portentis di immortales nobis futura praedicunt, ita sunt aperte pronuntiata, ut et illi poena et nobis libertas appropinquet, sive tantus consensus omnium sine impulsu deorum esse non potuit, quid est, quod de voluntate caelestium dubitare possimus? Reliquum est, Quirites, ut vos in ista sententia, quam prae vobis fertis, perseveretis. Faciam igitur, ut imperatores instructa acie solent, quamquam paratissimos milites ad 9 10 11
Cicero, Phil. IV tekst - 13 proeliandum videant, ut eos tamen adhortentur - sic ego vos ardentes et erectos ad libertatem recuperandam cohortabor. Non est vobis, Quirites, cum eo hoste certamen, cum quo aliqua pacis condicio esse possit. Neque enim ille servitutem vestram ut antea, sed jam iratus sanguinem concupivit. Nullus ei ludus videtur esse jucundior quam cruor, quam caedes, quam ante oculos trucidatio civium. Non est vobis res, Quirites, cum scelerato homine ac nefario, sed cum immani taetraque belua, quae quoniam in foveam incidit, obruatur. Si enim illinc emerserit, nullius supplicii crudelitas erit recusanda. Sed tenetur, premitur, urgetur nunc iis copiis, quas jam habemus, mox iis, quas paucis diebus novi consules comparabunt. Incumbite in causam, Quirites, ut facitis. Numquam major consensus vester in ulla causa fuit, numquam tam vehementer cum senatu consociati fuistis. Nec mirum; agitur enim, non qua condicione victuri, sed victurine simus an cum supplicio ignominiaque perituri. Quamquam mortem quidem natura omnibus proposuit, crudelitatem mortis et dedecus virtus propulsare solet, quae propria est Romani generis et seminis. Hanc retinete, quaeso, quam vobis tamquam hereditatem majores vestri reliquerunt. Nam cum alia omnia falsa, incerta sint, caduca, mobilia, virtus est una altissimis defixa radicibus; quae numquam vi ulla labefactari potest, numquam demoveri loco. Hac virtute majores vestri primum universam Italiam devicerunt, deinde Karthaginem exciderunt, Numantiam everterunt, potentissimos reges, bellicosissimas gentes in dicionem hujus imperii redegerunt. Ac majoribus quidem vestris, Quirites, cum eo hoste res erat, qui haberet rem publicam, curiam, aerarium, 12 13 14
14 - Cicero, Phil. IV - tekst consensum et concordiam civium, rationem aliquam, si ita res tulisset, pacis et foederis; hic vester hostis vestram rem publicam oppugnat, ipse habet nullam; senatum, id est orbis terrae consilium, delere gestit, ipse consilium publicum nullum habet; aerarium vestrum exhausit, suum non habet; nam concordiam civium qui habere potest, nullam cum habet civitatem? Pacis vero quae potest esse cum eo ratio, in quo est incredibilis crudelitas, fides nulla? Est igitur, Quirites, populo Romano, victori omnium gentium, omne certamen cum percussore, cum latrone, cum Spartaco. Nam quod se similem esse Catilinae gloriari solet, scelere par est illi, industria inferior. Ille cum exercitum nullum habuisset, repente conflavit; hic eum exercitum, quem accepit, amisit. Ut igitur Catilinam diligentia mea, senatus auctoritate, vestro studio et virtute fregistis, sic Antoni nefarium latrocinium vestra cum senatu concordia tanta, quanta numquam fuit, felicitate et virtute exercituum ducumque vestrorum brevi tempore oppressum audietis. Equidem quantum cura, labore, vigiliis, auctoritate, consilio eniti atque efficere potero, nihil praetermittam, quod ad libertatem vestram pertinere arbitrabor; neque enim id pro vestris amplissimis in me beneficiis sine scelere facere possum. Hodierno autem die primum referente viro fortissimo vobisque amicissimo, hoc M. Servilio, collegisque ejus, ornatissimis viris, optimis civibus, longo intervallo me auctore et principe ad spem libertatis exarsimus. 15 16
Noter til Cicero Phil. IV - 15 Noter til Cicero, Philippica IV 1 frequentia, 1 f.: talrigt fremmøde. clamor, -oris, 3. m.: råb, larm. vestrum: se Hermann 6.1. approbo, 1: billiger, tilslutter mig. 3 Quirites, -ium, 3. m. (kun i flertal): den normale betegnelse for romerne, når de var samlede i folkeforsamlingen. contio, -nis, 3 f.: (uformel) folkeforsamling. memini, meminisse (kun i perf.): husker. alacritas, -tis, 3 f.: engagement, stærk vilje. recupero, 1: genvinder, får igen. animus, -i, 2 m.: sind, tanke, mod og meget andet i dette betydningsområde. Man må tænke selv. tempus, -oris, 3 n.: tid; (pl.) omstændigheder. quae: overgangsrelativ. simul ac, konj.: så snart som. ostendo, -ndi, -nsum, 3: viser. princeps, -cipis, 3. m.: initiativtager (primum + capio, tager det første, sml. auceps, fuglefænger); leder, anfører. Om betingelsessætninger og deres former se Hermann 15.14. conor, 1 dep.: forsøger. hodierno die: høj stil for hodie. mediocris, adj. 3: middelmådig, gennemsnitlig, almindelig. res, -ei, 5 f.: re (i modsætning til verbo ) faktisk, i virkeligheden. erectus, adj. 1-2: oprejst, ved godt mod (af: erigo, erexi, erectum, 3: rejser op) consensus, -us, 4 m.: enighed, samstemmighed. fio, factus sum, fieri, ureg. vb.: bliver, sker. impius, adj. 1-2: u-from, som ikke opfylder de pligter, man med rette kan forvente opfyldt. comparo, 1: samler. dubitatio, -nis, 3 f.: tøven; tvivl. tollo, sustuli, sublatum, 3: løfter op, hæver; ophæver, fjerner. C. Caesar: Octavian. (Se indledningen om detaljerne). Octavian var 19 år, da Cicero holdt denne tale. studium, -i, 2 n.: iver, interesse. consilium, -i, 2 n.: råd(givning); plan. patrimonium, -i, 2 n.: fædrenearv. tutor, 1 dep.: beskytter. prosequor, prosecutus sum, dep. 3: følger på vej (om at ledsage nogen indtil et vist punkt for at vise venskab eller respekt); viser respekt over for. nomen, -inis, 3. n.: navn; betegnelse. adulescens, -ntis, 3 m. + f.: yngling, ung mand. Adulescens kan man kaldes, fra man er ca. 15, til (dog i sjældne tilfælde) man er næsten 40. puer, -i, 2 m.: barn (til man er 15-18 år gammel). facta immortalitatis, nomen aetatis: det, han har gjort, hører udødeligheden til, kun det, man kalder ham (nemlig puer ), er udtryk for hans alder. saeculum, -i, 2 n.: århundrede, lang tidsperiode. 2
16 Noter til Cicero Phil. IV 4 qui... ceperit (osv.): en, der har fattet... (om konjuktiven, se Hermann, 15.15). qui... averteret: bisætningen indledt med cum fortsætter til og med timeremus, qui - sætningens hoveddel er hoc insperatum til og med ceperit, bisætningen indledt med ut fortsætter så til og med averteret. servitus, -tutis, 3. f.: slaveri. premo, pressi, pressum, 3: trykker; undertrykker; truer. in dies: dag for dag. praesidium, -i, 2 n.: beskyttelse, vagt (prae foran + sedeo sidder ). capitalis, adj. 3: livsvigtig; livsfarlig. pestifer, adj. 1-2: pest-bærende, farlig. insperatus, adj. 1-2: ikke håbet på, uventet ( spes betyder ikke kun (positivt) håb, men også (neutralt) forventning ). incognitus, adj. 1-2: ikke kendt, hemmelig. conficio, -feci, fectum, 3: udvirker; opstiller. furor, -oris, 3 m.: vanvid. crudelis, adj. 3: grusom, brutal. pernicies, -ei, 5 f.: undergang, destruktion. qui... intellegat: om konjunktiven, Hermann 15.15. nisi... paravisset,... futurum... fuisse: irrealis i indirekte tale. recipio, -cepi, ceptum, 3: tager tilbage; vender tilbage; vestri: obj. gen. (Hermann 6.1). cruentus, adj. 1-2: blodig (cruor normal blodet uden for legemet; sanguis blodet i årerne men altså ikke her). civium Romanorum: de underofficerer, Antonius havde ladet Senatet, dets auctoritas, folket og embedsmændene Senatet, Roms råd, bestod af alle tidligere embedsmænd. Dets funktion var egentlig kun at vejlede og rådgive de siddende embedsmænd, men i det stærkt traditionsbundne romerske samfund betød dets sammensætning af ældre, erfarne mænd, at dets indflydelse ( auctoritas ) var betydeligt større. Senatet blandede sig ikke i statens normale drift, men det traf beslutning om ekstraordinære udbetalinger fra statskassen, herunder sold til nye soldater, ligesom udskrivning af nye legioner og fordelingen af de bestående traditionelt var senatets opgave. Senatet vedtog også fordelingen af romerske provinser på statholdere. Det var endelig kutyme at høre senatet, når nye love skulle forelægges på folkeforsamlingen. Men det var folket, der kunne lovgive, og folkets vilje kan senatet ikke anfægte. Det har heller ikke midler til at bremse embedsmænd, der ikke vil følge dets råd. En embedsmand, der på en folkeforsamling får vedtaget love på områder, hvor senatet traditionelt træffer beslutning, har således statsretten på sin side. Men en sådan oprører imod senatet (og dets auctoritas ) står dog meget isoleret. Og senatet kan tage et sidste våben i brug imod ham, nemlig at erklære undtagelsestilstand ( tumultus ) og udpege ham (og hans lige) til fjende ( hostis ). Cicero forsøger talen igennem at få det til at se ud, som om Antonius så godt som allerede er dømt hostis. Faktum var dog, at senatet ikke var villigt til at gå så langt imod ham.
Noter til Cicero Phil. IV - 17 5 henrette i Suessa (by i Syditalien) og i Brundisium. honor, -oris, 3 m.: hæder; (pl.) hædersbevisninger. divini immortalesque: oversæt disse ord sammen med laudibus et honoribus. debeo, 2: skylder; bør. adsentior, adsensus sum, dep. 4: er enig med (m. dat.) decerno, -crevi, cretum, 3: beslutter (opr. skiller fra hinanden> overvejer > beslutter). quisque, quaeque, quidque / quodque, pron.: enhver. primo quoque tempore: på ethvert første tidspunkt = på det først givne tidspunkt. refero, rettuii, relatum, 3: bærer tilbage; beretter, fortæller; (tekn. i senatet) forelægger til debat, sætter på dagsordenen. eum contra quem qui etc.: lidt af en sætningsknude. contra quem henviser til eum, men er underordnet ducunt ; qui henviser til eis. Sætningen contra quem... ducunt er altså med de relative pronomener forbundet med både den foregående og den følgende hovedsætning. Oversæt... kalde ham, mod hvem man (= qui) fører hære, når senatet mener, at enestående hædersbevisninger bør findes til dem, der gør det [dvs. fører hærene]? Svaret er: en fjende! exquiro, -isivi, -isitum, 3: udsøger (> udsøgt, exquisite (eng.)) ab aliquo nomen traho: får, afleder (egt. trækker ) mit navn fra en eller anden. praeclarus, adj. 1-2: særdeles berømt, fortræffelig, fremragende. loco: på rette tid og sted. reclamatio, -onis, 3 f.: råben tilbage; protest (sml. paragraf 2, clamor). factum, -i 2 n.: gerning, bedrift (egt. Lokaladministration i Italien Efter forbundsfællekrigen 91-89 fvt. havde alle frie mænd i Italien borgerret i Rom. Dermed havde de stemmeret osv. ved byen Roms valg, både dem, der vedgik imperiet som helhed, og dem, der ved gik Roms lokale administration. Men i praksis levede de i mindre bysamfund, der også måtte administreres. Disse mindre bysamfund inddeltes i tre kategorier: municipia, som beboedes af borgere, der ikke oprindeligt var tilflyttere fra Rom, coloniae, som beboedes af borgere, der oprindeligt kom fra Rom, og praefecturae. Man sondrede i praksis ikke længere mellem municipier og colonier på Ciceros tid. Begge typer valgte selv, på lokale folkeforsamlinger, deres lokale embedsmænd. Disse hed tomænd (eller firemænd) til at dømme (IIviri/IVviri jure dicundo), men i praksis udførte de også alle mulige andre opgaver end at dømme (vandforsyning, lokale festspil osv.) Den alvorligste retspraksis fandt i øvrigt sted i selve Rom. Efter embedsperioden indtrådte man i et lokalt senat. En lokal senator hed decurio. Praefekturet valgte ikke selv sine embedsmænd, men fik fra Rom sendt en praefectus iure dicundo ; en sådan by var altså sat under administration fra Rom. På Ciceros tid var denne type sjælden. Ordene municipia, coloniae, praefecturae er altså nok bare en fast formel for alle romerske bysamfund med frie borgere. Det betyder: folk i hele Italien.
18 Noter til Cicero Phil. IV 6 noget gjort < facio) Martialis, adj. 3: som har med Mars at gøre; (mask. plu.) Marsmænd. - Mars var fader til Romulus (og Remus), Roms grundlægger. confero, -tuli, -llatum, -ferre: bringer sammen; me ad aliquem (ell. aliquid) confero: slutter mig til nogen (ell. noget). auctoritas, -tis, 3 f.: autoritet, indflydelse (se ramme på side 2). latro, -onis, 3 m.: landevejsrøver. parricida, -ae, 1 m.: fadermorder (eller en, der har myrdet et andet nært familiemedlem). animosus, adj. 1-2: med animus, modig. consideratus, adj. 1-2: eftertænksom, klog (egt. perf. part. pass. af considero, tænker, overvejer). Alba, -ae, 2 f.: Alba Fucens, en velbefæstet by, der ligger midt i Italien øst for Rom (se kortet). opportunus, adj. 1-2: heldig, godt beliggende. fidelis, adj. 3: trofast, pålidelig. imitor, 2 dep.: efterligner. L(ucius) Egnatuleius: havde som quaestor for året 44 kommandoen over den 4. legion. Af de 20 årligt valgte kvæstorer var de 12 officerer i provinsadministrationerne. Her betyder duce dog nok initiativtager til oprøret (mod Antonius). persequor, -cutus, 3 dep.: følger efter (ikke kun i ond mening ( forfølger )). gravis, adj. 3: tung; alvorlig. arcesso, -ssivi, -ssitum, 3: hidkalder (de fire legioner, hvoraf Martia og quarta faldt fra, var jo kommet fra Makedonien til Brundisium på Antonius ordre). essent... maluisses: irrealis. Underforstå et esse til maluisses. malo, malui, -, malle: vil hellere. Ordet er sammensat af magis ( mere ) og volo ; det kan derfor have 2. sammenligningsled (m. quam ). judicium, i-, 2 n.: dom; vurdering. municipium, -i, 2 n.: municipium (se ramme på side 3). colonia, -ae, 1 f.: koloni (se ramme). praefectura, -ae, 1 f.: præfektur (se ramme). num, interrogativ partikel: mon. Spørgsmålstegn i spørgsmål, hvor man venter et benægtende svar ( I tror da vel ikke? ). (Spørges der med nonne, forventes et bekræftende svar; med efterhængt -ne forventes hverken det ene eller det andet). consentio, -nsi, -nsum, 4: føler sammen; er enig. Quid?: Og så! Hvad mere? edictum, -i, 2 n.: dekret, meddelelse (fra romersk embedsmand til offentligheden; de blev slået op i Rom). Se indledningen s. 5. tandem: endelig, til sidst. contemno, -mpsi, -mptum, 3: foragter, lader hånt om. 7
Noter til Cicero Phil. IV - 19 8 beneficium, -i, 2 n.: velgerning ( bene + facio ; oversættelseslån til dansk). munus, -eris, 3 n.: pligt, opgave; gave. 46 constituo, 3: stiller, sætter; grundlægger, bygger. recipio, -cepi, -ceptum, 3: får fat på igen. excludo, -usi, -usum, 3: lukker ude (m. abl.) obsisto, obstiti, -, 3: stiller (mig) i vejen. sua sponte: af egen fri vilje (egt. abl. af *spons). excito, 1: ophidser, sætter gang i. uter, utra, utrum: hvem/hvilken (af to), spørgende pronomen. Oversæt: hvilken af disse to muligheder der er tilfældet. mereo, 2: fortjener; (dep.) gør mig fortjent (de aliquo, af nogen) defenderet: modus skyldes, at Cicero stadig på en måde citerer senatets beslutning. (Hermann 15.10-11). Man kunne skrive: a quo defenderet? nempe, partikel: naturligvis. Nempe bruges til at udtrykke, at det, man siger, er alle velbekendt og selvfølgeligt. deinceps: dernæst (Cicero henviser stadig til senatsbeslutningen). amplus, adj. 1-2: alvorlig, betydelig, seriøs. adstringo, -inxi, -ctum, 3: binder til; forpligter, binder; me scelere a.: gør mig skyldig i en forbrydelse. in consulis jure etc.: Decimus Brutus er åbenlyst i konflikt med denne regel. Antonius er konsul indtil 31. dec. 44; og han er ikke blevet erklæret statsfjende; følgelig har han ret til at komme ind i Brutus provins. imperator, -oris, 3 m.: general. Som 9 Brutorum genus Republikken blev indført i 509 fvt. (traditionelt årstal) af Lucius Junius Brutus ved et oprør mod den sidste romerske konge, Tarquinius Superbus. Denne Brutus tilstod man siden enestående politisk integritet; om hans historiske eksistens diskuteres der dog i vore dage. I de kommende flere hundrede år dukker familien Junius Brutus op flere gange. Adskillige medlemmer af familien var konsuler, nogle endda flere gange; ofte er de succesrige generaler. Navnet Brutus er således blandt de rigtigt fine i Rom. Familiens ry for at være imod tyranni blev bestyrket ved mordet på Cæsar. Blandt Cæsar-morderne var der fo Junii Bruti, dels Marcus, dels Decimus. De er dog ikke i familie med hinanden direkte. Marcus kæmpede af princip sammen med Pompeius mod Cæsar, skønt Pompeius tidligt i sin karriere havde ladet Marcus far henrette. Marcus principper førte ham også til at deltage i mordet på Cæsar, der ellers havde vist ham stor tillid (det er ham, der er sønnen i Også du, min søn ). Marcus døde i november 42 efter at have tabt slaget ved Philippi. Decimus var derimod længe overbevist Cæsarianer; han er med Cæsar i Gallien. Decimus var mindre principfast end Marcus, men døde alligevel for republikken. I sommeren 43 måtte han se sine legioner gå over til Octavian, og forsvarsløs blev han udleveret af en gallisk høvding til Antonius, der lod ham henrette.
20 Noter til Cicero Phil. IV statholder i Gallien var Brutus også ledende officer; men titlen imperator gav man kun til personer, der faktisk havde gennemført sejrrige militære operationer. Brutus havde kæmpet i Alperne i sommeren 44. designo, 1: udpeger. Efter valgene (normalt i juli) kaldes næste års konsul consul designatus (og på samme måde med praetor designatus osv.) For Brutus vedkommende gælder det dog, at han var designatus, fordi Cæsar i sine papirer ( acta, se indl. s. 4) havde udpeget ham til konsul for året 42 fvt. sentio, sensi, sensum, 4: føler; mener. dissentio, dissensi, dissensum, 4: er uenig. impius: se n. til par. 2. nefarius, adj. 1-2: som handler mod den religiøse ret, som begår helligbrøde. I Rom sondredes mellem de retsforhold, der vedgik mennesker alene ( jus ), og dem, der involverede guderne ( fas ). Hvis noget var uret mod guderne, hed det nefas, uret mod guderne, helligbrøde. Nefarius er afledt af nefas. quos... ; qui..., qui... ; qui..., quibus: viser alle tilbage til eorum. Oversæt med demonstrative pronomener ( dem... ; de..., de... ; de... ; dem.. :). bonus, 1-2 adj.: god; (n. plu.) goder, ejendomme. adsignatio, -onis, 3 f.: tildeling. ille, dem. pron.: den; som vi alle kender til. hasta, -ae, 1 f.: lanse; auktion (fordi man borede en lanse ned i jorden foran den ejendom, der skulle bortauktioneres). Det var normalt i borgerkrigene at sætte de besejrede modstanderes ejendomme på auktion. fortuna, -ae, 1 f.: lykke, held; (plu.) rigdomme. propono, -posui, -positum, 3: sætter foran ( ad praedam : som bytte ). dum, konj.: når; (m. konj.) når blot. aufero, abstuii, ablatum, auferre: bærer bort. detestor, 1 dep.: forbander nogen ved at kalde en guds vrede ned over denne; hader (> eng. detest ); afvender (egt. ved at påkalde en gud - men det kan guderne jo ikke selv, i denne passage... ) omen, ominis, 3 n.: varsel. omen avertere eller detestari bet. nærmest banke under bordet. (se videre i rammen Varsler på næste side) divido, divisi, divisum, 3: deler ud (> eng. divide ; division ). promitto, -misi, -missum, 3: sender forud; lover (> eng. promise ). vero, konj.: men; (her) hellere. precor, 1 dep.: beder. - Forsamlingen udstøder spontant bønner og forbandelser over Antonius ( Død over Antonius! ), da Cicero taler om, hvad denne har lovet sine soldater. eveniat, recidat: optativiske konjunktiver. poena, -ae, 1 f.: straf. familia, -ae, 1 f.: familie, men det kan betyde såvel alle, der er knyttet til ham som hans (nærmeste) familie. confido, confisus sum, 3 halvdep.: stoler på. 10
Noter til Cicero Phil. IV - 21 consentio, -sensi, -sensum, 4; er enig om (sml. dissentio i par. 9, og adsentior i par. 4). sive... sive, konjunktionspar: enten hvis... eller hvis; hvadenten... eller... (hvis). Her følges hver af de to betingelsessætninger af sin egen hovedsætning (til sive i linie 3 er den ita... pronuntiata ; til sive i linie 6 er den quid est ). Normalt deles de to betingelsesbisætninger om den samme hovedsætning. prodigium, -i, 2 n.; bemærkelsesværdigt (ofte uhyggeligt) fænomen eller begivenhed; varsel; uhyre. portentum, -i, 2 n.: = prodigium. futura: fremtiden. ( futura er også det implicitte subjekt for sunt... pronuntiata ). impulsus, -us, 4 m.: tilskyndelse, indskydelse, inspiration. dubito, 1: tvivler; betvivler. prae me fero, tuli, latum, ferre: bærer foran mig, viser, udviser. - Udtrykket skal forstås konkret; Cicero kan se på sine tilhørere, hvad de føler. persevero, 1: bliver ved, fremturer. faciam osv.: jeg vil gøre, ligesom generaler plejer, nemlig at (ut) opmuntre - sådan vil jeg... Sætningen begynder anderledes, end dens slutning synes at antage ( faciam er tilovers: det ville have været nok at sige: ligesom generaler plejer 11 Varsler fra guderne Både i Rom og Grækenland fandtes omfattende systemer til at tolke tegn, man mente måtte stamme fra guderne. Man tolkede på fuglenes flugt på himlen, på tordenvejr, på offerdyrs indvolde og meget andet. I Rom var denne varselstydning en væsentlig del af statens ledelse. En embedsmand skulle forud for enhver vigtig handling - f. eks. et slag eller en folkeforsamling eller et valg - erkyndige sig om gudernes vilje. Han kunne f. eks. tage auspicia, dvs. iagttage himmelens fugle. Til at bistå sig med tolkningen heraf havde han en augur, en særlig slags præst med kompetence til at tolke tegn på himmelen. Ved ofringer kunne et offerdyrs indvolde tolkes af den guds præst, som man ofrede til, eller af en haruspex, en specialist på området dyrs indvolde. Hvis en præst fandt dårlige tegn eller fandt fejl ved den religiøse procedure, kunne han kræve hele handlingen, også de ikke religiøse dele, gjort om. Og hvis en embedsmand erklærede, at han ville iagttage himlen (servare de caelo), kunne det sætte enhver politisk handling i stå - før gudernes vilje var kendt, kunne man ikke fortsætte. Disse tegn var altså tegn, man bevidst søgte at få. Men der fandtes også spontane tegn, prodigia eller portenta, f. eks. tohovede kalve, regn af sten eller mælk, lynnedslag bestemte steder osv. Den slags tegn blev rapporteret hvor som helst fra og kunne undertiden medføre en stor reaktion, f. eks. en sonofring. Hvor alvorligt den enkelte romer tog alt dette, synes at have været et personligt spørgsmål. Cicero skrev selv et helt værk, De divinatione, hvori han betvivler varselstagningens værdi - men den, der i værket går ind for varsler, er Ciceros egen bror Quintus; og Cicero var selv augur. Som så ofte ellers i Rom bevaredes de gamle traditioner, skønt ingen mere kunne se fornuften i dem.
22 Noter til Cicero Phil. IV..., sådan vil jeg... ) - Cicero har vel glemt, hvordan han begyndte sætningen. Når sætninger ikke hænger sammen, siger man, der foreligger en anakoluti. acies, -ei, 5 f.: slagorden (om en hær, der er stillet op til slag). proelior, 1 dep.: kæmper (i et slag). cohortor, 1 dep.: tilskynder, opmuntrer (= adhortor). certamen, -inis, 3 n.: strid, opgør. cum quo... possit: relativ beskaffenhedssætn., eller rent konsekutiv rel. sætn. (Hermann 15.8.1, se mere til par. 14) condicio, -onis, 3 f.: betingelse (> eng. condition ). servitus, -utis, 3 f.: slaveri; servitus vestra, overs. jer som slaver. concupisco, -cupivi, -cupitum, 3: længes efter, hungrer efter. Cicero er, hans egen skæbne taget i betragtning, nærmest profetisk i denne passage. ludus, -i, 2 m.: leg; (plu.) festlege; skuespil. Den sjoveste leg, Antonius kender, er et blodbad. trucidatio, -onis, 3 f.: massakre. ante oculos trucidatio: om de underofficerer, Antonius lod henrette i Suessa og i Brundisium. civium: går til både cruor, caedes og trucidatio. sceleratus, adj. 1-2: forbryderisk. immanis, adj. 3: enorm, ude af proportion (om størrelse); > uhyrlig, ude af kontrol (om karakter). taeter, adj. 1-2: hæslig, frygtelig. belua, -ae, 1 f.: uhyre, monster. fovea, -ae, 1 f.: fælde, (ulve)grav. obruo, -rui, -rutum, 3: begraver, dækker til. illinc, adv. (ille): derfra. 12 Concordia ordinum - Ciceros politiske ideal I Roms tidlige historie var der udtalt mistillid mellem Roms øverste klasse (senatorerne) og de lavere klasser. Det var alvorligt, da det betød, at der var konflikt mellem samfundets beslutningstagere og de militære styrker, der skulle udføre beslutningerne - Roms hær var identisk med dens befolkning. Det var afgørende, at de forskellige grupper ( ordines ) udviste enighed ( concordia ). På Ciceros tid var modsætningerne i det romerske samfund mere komplekse. Befolkningen i byen Rom var ikke længere identisk med den romerske hær. Alle frie mænd i Italien havde borgerret, men havde ofte svært ved at få lov til at udøve deres rettigheder. Under alle omstændigheder var det blevet en profession at være soldat - og derved var soldaterne en magtfaktor i sig selv. Italikerne krævede at få indflydelse, og soldaterne ville have sold og efter endt tjeneste et stykke jord at trække sig tilbage til. Disse to problemer hører til blandt de største, tiden måtte søge en løsning på (og som først Augustus løste). Man talte dog ofte om tidens modsætninger, som om de simpelthen drejede sig om den samme gamle modsætning mellem senatet og Roms befolkning. Også Cicero taler undertiden - som her i par. 12 - som om denne modsætning stadig havde mening. Men i virkeligheden forstod Cicero bedre end de fleste, at italikerne måtte tages alvorligt. Når Cicero formulerer sit politiske ideal, concordia ordinum ( vi er jo alle i samme båd ), er det ofte netop Italien som helhed, der skal udvise enighed.
Noter til Cicero Phil. IV - 23 13 emergo, emersi, emersum, 3: dukker op af, kommer op fra. supplicium, -i, 2 n.: offerhandling; fysisk lidelse, smerte. recuso, 1: afvise, nægte. - Cicero mener, at hvis Antonius slipper fri af den klemme, han nu er i, vil man ikke kunne forhindre ham i at tage hævn med ethvert middel. Igen synes han profetisk. urgeo, ursi, -, 2: trykker, presser. novi consules: Hirtius og Pansa, ifl. Cæsars acta (indl. s. (//)) konsuler for året 43. Konsulerne tiltræder den 1. januar. incumbo, -cubui, -cubitum, 3: lægger mig på (f. eks. et leje); kaster mig over (f. eks. et projekt). vivo, vixi, victum, 3: lever. ignominia, -ae, 1 f.: vanære. pereo, perii, peritum, perire: går til grunde. quidem, adv.: i det mindste, godt nok. dedecus, -oris, 3 n.: vanære. virtus, -tutis, 3 f.: dyd, dygtighed, egt. mand-hed. - Dyd var naturligvis det centrale plusord i romersk moral. propulso, 1: støder bort, driver bort (intensiv form af propello, se Hermann 11.2). quaeso, -, -, 3: beder (oftest indskudt i en sætning,..., jeg beder dig,..., for himlens skyld [se J&G]) hereditas, -tatis, 3 f.: arv. falsus, adj. 1-2: falsk; upålidelig. caducus, adj. 1-2: tilbøjelig til at falde, ustabil. defigo, -fixi, -fixum, 3: hamrer fast (med søm); får til at sidde grundigt fast (se J&G s. v. 2 b) radix, -icis, 3 f.: rod. labefacto, 1: får til at være ustabil, ryster. demoveo, -movi, -motum, 2: flytter, Italia - Karthago - Numantia: romerrigets vækst indtil 133 fvt. Ved Ciceros død var romerriget mere end dobbelt så stort som ved hans fødsel. Store områder på Balkan blev først møjsommeligt pacificeret på denne tid; og især Pompejus var ansvarlig for at knytte enorme områder i det nuværende Tyrkiet og Mellemøsten til romerriget. Cæsar tegnede sig på samme måde for annexionen af hele det nuværende Frankrig og Belgien. Det må have været svært for folk i almindelighed at fatte denne kolossalt hurtige vækst, og når Cicero nævner de tre navne, Italien, Karthago og Numantia som eksempler på romersk dygtighed, er det i virkeligheden romerrigets historie indtil den kolossale vækst, han nævner. De mægtige konger og krigsgale folkeslag er så mange og forskellige, at Cicero ikke tiltror sit publikum et overblik over dem. Man kan faktisk godt dele imperiets ekspansion i disse tre faser: 1) Først erobrede Rom Italien i en serie af krige indtil 264 fvt. 2) Dernæst begyndte krigene med Karthago. De varede fra 264 til 201 (Karthago blev først ødelagt i 146 fvt. - men byen var reelt slået i 201). 3) Tilsidst overtog romerne Karthagos besiddelser i Spanien. Men romerne måtte kæmpe hårdt fra 201 til 133 for at holde kontrollen over det uvejsomme land. Først ved at erobre byen Numantia i 133 fvt. lykkedes det dem at tilvejebringe en slags ro og orden i landet. (Men helt pacificeret blev Spanien først i begyndelsen af 20 erne fvt., af Augustus.)