Luthers Ein feste Burg ist unser Gott.

Luthers Ein feste Burg ist unser Gott. Herunder bringes Luthers berømte salme i originaludgaven fra slutningen af 1520 erne. Derudover en række filologiske kommentarer samt gengivelse af de bibelsteder, som Luther klart refererer til i sin tekst. Til slut den moderne tyske version af salmen, samt Mynsters oversættelse til dansk. Den originale tyske tekst stammer fra : Martin Luther: Sämtliche deutsche geistliche Lieder. Herausgegeben von Friedrich Klippgen. Halle 1912. Klippgens tekst gengiver det første tryk af salmen (Wittenberg 1535), mens selve salmen efter Klippgens opfattelse er opstået 1521 (nogle siger 1524; i den danske salmebog anføres 1529). Nedenfor gengives den tyske tekst som hos Klippgen, med de enkelte verselinier stående fortløbende, kun adskilt af en virgula ( en / ). Hver strofe afsluttes med et punktum. Teksten bruger altså ikke punktum som vi. Dersom teksten begynder med stort bogstav efter en virgula, kan virgulen opfattes som et punktum! Efter tekstgengivelsen har jeg tilføjet følgende: 1. Sproglig kommentar til Ein feste Burg. 2. Min egen ordrette og dermed "ukunstneriske" oversættelse af salmen til dansk. Den kan man sammenligne med J. P. Mynsters mesterlige gendigtning fra 1845 (i den danske salmebog). 3. Fra Det gamle Testamente Davids salme nr. 46, der har givet inspiration til "Ein feste Burg" - i Luthers tyske oversættelse (fra 1545); kilde: D. Martin Luther: Die gantze Heilige Schrifft, Bd. 1-3, München 1974 ( = dtv udgaven). 3. Min danske oversættelse af Luthers tyske version af salme 46 (ikke den autoriserede danske, da Luthers forlæg ikke svarede helt til de forlæg, der bruges til moderne bibeloversættelser). 4. Moderne tysk udgave af Ein feste Burg. 5. J. P. Münsters gendigtning til dansk fra 1845. Ang. den gamle tyske teksts ortografi: Den er, som det var normalt i datiden, ikke egentlig reguleret, så man kan finde samme ord stavet forskelligt. Vær dog opmærksom på følgende: I begyndelsen af et ord skal v undertiden læses som u : vnd = und. y skal i alle positioner læses i : yhn = ihn; i Salme 46 skrives i ofte j : jr = ihr ; DJe = die ; Zuuersicht i salme 46, vers 2 læses Zuversicht. Overskriftens clvj ( = CLVI) er trykfejl for xlvj ( = XLVI). Der clvj. Psalm / Deus noster refugium et virtus. Ein feste burg ist vnser Gott / ein gute wehr vnd waffen / Er hilfft vnns frey aus aller

not / die vns ytzt hat betroffen / Der alt böse feind / mit ernst ers ytzt meint / gros macht vnd viel list / sein grausam rüstung ist / auff erd ist nicht seins gleichen. Mit vnser macht ist nichts gethan / wir sind gar bald verloren / Es streit fur vns der rechte man / den Gott hat selbs erkoren / Fragstu wer der ist / er heist Jhesu Christ / der Herr Zebaoth / vnd ist kein ander Gott / das felt mus er behalten. Vnd wenn die welt vol Teuffel wehr / vnnd wolt vns gar vorschlingen / So fürchten wir vnns nicht zu sehr / es sol vns doch gelingen / Der Fürst dieser welt / wie sawr er sich stellt / thut er vnns doch nicht / das macht er ist gericht / ein wörtlin kan yhn fellen. Das wort sie sollen lassen stahn / und kein danck dazu haben / Er ist bey vnns wol auff dem plan / mit seinem geist vnd gaben / Nemen sie den leib / gut eher kindt vnnd weib / las faren dahin / sie habens kein gewin / das reich mus vns doch bleiben. Sproglig kommentar til Ein feste burg. Overskrift: Psalm: bruges på tysk kun om Salmernes Bog i det Gamle Testamente. En salme i salmebogen hedder enten bare Lied eller Kirchenlied. En salmebog hedder på tysk Liederbuch, altså sangbog. Deus noster refugium et virtus: latin, = Gud er vores tilflugt og styrke. Str. 1: ein: tryksvagt e i slutningen af et ord falder meget ofte bort (fænomenet, der er kendt i de fleste moderne germanske sprog, kaldes apokope). Nærværende tekst vrimler af typen. feste burg: befæstet borg, fæstning. wehr und waffen: er synonymer; de bruges ofte sammen som en art fast vending, også i nyere tid, undertiden i formen Wehr und Waffe. wehr finder vi i ordet Gewehr. waffen: nom. sgl. Substantivet er oprindeligt svagt bøjet (nominativ: die waffe, akk. die waffen, genitiv: der waffen etc.; 'n' er altså trængt ind fra de øvrige entals-kasus. der alt böse feind: skal ikke - som man undertiden ser det - læses der altböse Feind. Grimm: Deutsches Wörterbuch kender da heller ikke sådan et ord. Forvirringen kommer af, at moderne mennesker har problemer med den noget uregelmæssige rytme, når teksten skal synges. Luthers tekst skal læses der alt böse feind, hvor alt = alte. - e i alte er altså apokoperet. not: betyder især krigsnød. ytzt: læs itzt. Formen bruges helt op i det 19. århundrede, hvor det afløses af sideformen jetzt. ernst: betyder nok alvor, men især knyttet til kampens alvor. grausam: gruopvækkende, skrækkelig.

rüstung: bruges ofte om belejringsudrustning (kastemaskiner o.l.); det betyder altså ikke rustning. Str. 2: streit: det tryksvage e i verbalendelsen -et [streit-et] falder meget ofte bort, hvorfor vi ender via streitt med formen streit. Fænomenet kaldes misvisende synkope. Det er på tysk nært beslægtet med apokope, hvor det er et udlydende e der falder bort, idet det i begge tilfælde drejer sig om vokalreduktion i tryksvage stavelser. De fleste synkoper fortsætter i moderne tysk: hilft, fragst (fra denne tekst), andre forsvinder. Vi accepterer i dag i princippet ikke synkope efter d og t (Luther: er redt, moderne tysk: er redet; Luther: er streit, moderne tysk: er streitet). recht: betyder retfærdig; i dag ville vi sige gerecht. Helt op til omkring 1800 skelnedes ikke så skarpt mellem recht og gerecht. erkoren: udvalgt; infinitiv erkiesen. Ordet er stort set uddødt i dag. fragstu: sammenskrivningen af fragst + du er almindelig hos Luther. Stortrives stadig i moderne daglig tale. Zebaoth: hebræisk for 'hærskarernes herre'. felt: kampplads; das felt behalten: sejre; ordet felt/ Feld i den betydning er bibeholdt i en række tyske ord og i tilsvarende danske låneord fra tysk (feltherre, feltflaske, feltpost etc.). Str. 3: wehr: = wäre; -eh- genspejler måske udtalen, men i Luther-teksterne, der er trykt i Wittenberg, er a-umlaut (det ville i givet fald blive skrevet a ) yderst sjældent. vnd wollt: ville i dag blive betragtet som en umulig sætning: 1. der er intet subjekt; 2. et evt. underforstået subjekt i samme tal (ental) skulle så findes i den foregående sætning, men her er kun 'die welt', som ikke kan være subjekt for 'vns gar vorschlingen' ; 3. det logiske subjekt er Teuffel, som imidlertid er genitiv pluralis (afhængig af voll). Denne type konstruktion er imidlertid ikke sjælden i senmiddelalderen og i nyere tid. I dag ville vi sige: die uns verschlingen wollten. vorschlingen: helt op i 1600-tallet brugtes som oftest forstavelsen vor-, hvor vi i dag skriver ver-. Etymologisk er de to forstavelser identiske. I dag skelner vi sådan, at forstavelsen ver- er ubetonet, men vor- er betonet. Luthers vorschlingen skal altså udtales med betoningen på -schling, altså betoning som i moderne tysk verschlingen. es sol vns doch gelingen: gelingen = have heldet med sig, klare sig; i modsætning til moderne tysk sprogbrug refererer subjektet 'es' ikke til noget konkret. Konstruktionen er ganske almindelig hos Luther, men uddør op mod 1800. Der Fürst dieser welt: Djævelen, Satan; teologisk betragtes denne verden som ond, som værdiløs. sawr: Ortografi: hvor vi i dag skriver eu og au, skrev Luther ofte ew og aw. Betydning: i det ældste tysk var betydningen 'bitter'; man har formentlig ikke skelnet mellem surt og bittert. Brugt om personer betød det i middelalderen og senmiddelalderen også slem, barsk, grusom, blodtørstig; hos Luther finder vi det i

bibeloversættelsen i betydninger som ubehagelig, besværlig, streng, vred, grum. Den moderne betydning om sindsstemning 'tvær' er senere - og i øvrigt slet ikke så udbredt på tysk som på dansk! thut er vnns doch nicht: nicht kunne i hele middelalderen og i nyere tid betyde 'intet'. På Luthers tid konkurrerede de to betydningen 'intet' og 'ikke', som vi ser det i denne strofe. das macht er ist gericht: det betyder: han er dømt (af Gud). Ret beset er udgangen på kampen mellem Gud og Djævelen givet på forhånd; Djævelen vil tabe. wörtlin: idag ville vi sige Wörtlein; suffikset hed på middelhøjtysk -lîn [ î = langt i] og udvikler sig regelret til -lein; men det oprindeligt lange i blev ofte i ubetonet stavelse forkortet, og et sådant kort i udviklede sig ikke til ei. Endelsen -lin er ganske normal hos Luther. Meningen med ein wörtlin kan yhn fellen er, at selv den allermindste ytring fra Gud kan fælde denne tilsyneladende uovervindelige verdens fyrste; sætningen spiller rimeligvis også på udtrykket das Wort Gottes, specielt da strofe 4 klart hentyder dertil. Str. 4: sie (sollen lassen stahn): sie = die Teufel. stahn: sideform til stehen. I Luthers sprog er den normale form stehen; stahn er fra nedertysk, en dialekt, som Luther har hørt dagligt i Wittenberg, som lå lige på grænsen mellem nedertysk og mellemtysk dialekt (Luther selv talte en mellemtysk dialekt). kein danck: læs: keinen danck; 'dank' (substantiv til denken!) betød oprindeligt tanken om en velgerning, derefter den udtrykte taknemmelighed. Hos Luther betyder ordet endnu tanke, vilje, hensigt; udtrykket 'kein danck dazu haben' er omdiskuteret. Meningen synes at være Guds ord må de (djævlene) lade være, og det er ikke deres hensigt. er ist: er = Gud. wol: med sikkerhed, i sandhed; denne betydning var almindelig i ældre tysk, men er forsvundet i dag, hvor ordet betyder: formentlig, nok. plan: allerede i middelalderen låneord fra fransk 'plane' (moderne fransk 'plaine'), der bl. a. betegnede en kampplads (som var flad). geist: er der heilige Geist. gaben: der refereres formentlig til helligåndens syv gaver. leib: kan også betyde liv; men da Luther i salmen skelner mellem det verdslige og det åndelige, hvor kroppen hører til det verdslige og timelige, som det ikke gør noget man mister, er oversættelsen 'liv' næppe antagelig. Hvor Luther andre steder taler om liv, bibeholder han normalt den skarpe middelalderlige skelnen mellem liv = det åndelige liv i Gud, og død = den åndelige, evige død. Legemets død regnedes i denne teologi for uinteressant og for så vidt kun skræmmende, eftersom man risikerede, at den fulgtes af sjælens død. habens: = haben es; 'es' er en gammel genitiv af 'es'. I middelhøjtysk hed

nominativ/akkusativ af dette ord ez; genitiv hed es; de smeltede i udtalen sammen til 'es' ; sammensmeltningen krævede en ny genitiv, som blev det refleksive 'sein'; men den gamle genitiv 'es' overlevede i en række faste vendinger. Billedsproget er altovervejende taget fra militærsproget. Følgende udtryk stammer direkte fra militær terminologi: feste burg - wehr und waffen (mærk bogstavrimet!) - frey - not - feind - ernst - macht rüstung - streit (verbum) - das felt behalten - plan. Billedsproget med borgen refererer til borgherren, der reddede borgere og bønder ind i borgen i ufredstider. Denne redning var 'frihed' - det middelalderlige begreb frihed var tæt knyttet til frihed fra undertrykkelse og ikke, som i dag, til frihed til et eller andet. Det middelhøjtyske vrîheit kan da også betyde asyl. Oversættelse til dansk: Den 46. salme / Gud er vort tilflugtsted og vor styrke. En befæstet borg er vores Gud, et godt værn og våben. Han hjælper os fri af al den betrængthed, som nu har ramt os. Den gamle, onde fjende - han lægger nu an til kamp; stor magt og megen udspekulerethed er hans grumme udrustning; på jorden er ikke hans lige. Vor magt kan intet udrette; vi er snart fortabte. For os kæmper den retfærdige mand, som Gud selv har udvalgt. Spørger du, hvem han er - han hedder Jesus Christus, den Herre Zebaoth, og der er ikke nogen anden Gud. Han må nødvendigvis sejre. Og var verden end fuld af djævle, som ville opsluge os helt, så frygter vi dog ej så meget. Vi vil dog vinde. Denne verdens fyrste - hvor vredt han end stiller sig an, han gør os dog intet. Det betyder, at han er dømt. Et lille ord kan fælde ham. Det ord må de lade blive stående, hvad enten de vil eller ej. Han står os bi på kamppladsen med sin ånd og sine gaver. Selvom de tager vores krop, vort gods, vor ære, vort barn og vor hustru, lad det altsammen fare, de får intet ud af det. Riget må nødvendigvis forblive sikret for os. Fra Det gamle Testamente (Luthers oversættelse 1545): Der Psalter - XLVI 1. Ein Lied der kinder Korah / von der Jugent / vor zu singen. 2. GOtt ist vnser Zuuersicht vnd Stercke / Eine Hülffe in den grossen Nöten / die vns troffen haben. 3. Darumb fürchten wir vns nicht / wenn gleich die Welt vntergienge / Vnd die Berge

mitten ins Meer süncken. 4. Wenn gleich das Meer wütet vnd wallet / Vnd von seinem vngestüm die Berge einfielen / Sela. 5. DEnnoch sol die stad Gottes fein lüstig bleiben / mit jren Brünlin / Da die heiligen Wonungen des Höhesten sind. 6. Gott ist bey jr drinnen / darumb wird sie wol bleiben / Gott hilfft jr früe. 7. DJe Heiden müssen verzagen / vnd die Königreiche fallen / Das Erdreich mus vergehen / wenn er sich hören lesst. 8. Der HERR Zebaoth ist mit vns / Der Gott Jacob ist vnser Schutz / Sela. 9. KOmpt her / vnd schawet die werck des HERRN / Der auff Erden solch zerstören anrichtet. 10. Der den Kriegen steuret in aller welt / Der Bogen zubricht / Spies zuschlegt / vnd Wagen mit fewr verbrend. 11. SEid stille / vnd erkennet / das ich Gott bin / Jch wil Ehre einlegen vnter den Heiden / Ich wil ehre einlegen auff Erden. 12. DEr HERR Zebaoth ist mit vns / Der Gott Jacob ist vnser Schutz / Sela. Dansk oversættelse af Salme 46: 1. En sang af Korahs børn. Om ungdommen. Til at synge. 2. Gud er vores tilflugt og styrke, en hjælp i den store betrængthed, som har ramt os. 3. Derfor er vi ikke bange, om så end verden gik under, og bjergene sank lige i havet. 4. Om så end havet rasede og bølgede, og bjergene ved dets voldsomhed styrtede sammen. Sela. 5. Trods det skal Guds stad forblive en fryd for øjet med dens små bække, - der hvor den Højestes hellige boliger er. 6. Gud er inde i den, derfor vil den forblive urørt. Gud hjælper den i morgengryet. 7. Hedningene må nødvendigvis tabe modet og kongerigerne falde. Jorden må gå under, når Hans røst lyder. 8. Den Herre Zebaoth er med os, Jacobs Gud er vor beskyttelse. Sela. 9. Kom her og se værkerne af den Herre, som anretter sådan en ødelæggelse på jorden. 10. Som hindrer krige i hele verden, som bryder buer itu, slår spyd i stykker, og opbrænder vogne med ild. 11. Ti! - og erkend, at jeg er Gud. Jeg vil triumfere blandt hedningene, jeg vil triumfere på jorden. 12. Den Herre Zebaoth er med os, Jacobs Gud er vor beskyttelse. Sela. Moderne tysk udgave af Ein feste Burg ist unser Gott :

Ein' feste Burg ist unser Gott, Ein gute Wehr und Waffen; Er hilft uns frei aus aller Not, Die uns jetzt hat betroffen. Der alt' böse Feind, Mit Ernst er's jetzt meint, Groß' Macht und viel List Sein' grausam' Rüstung ist, Auf Erd' ist nicht seinsgleichen. 2. Mit unsrer Macht ist nichts getan, Wir sind gar bald verloren; Es streit' für uns der rechte Mann, Den Gott hat selbst erkoren. Fragst du, wer der ist? Er heißt Jesu Christ, Der Herr Zebaoth, Und ist kein andrer Gott, Das Feld muß er behalten. 3. Und wenn die Welt voll Teufel wär Und wollt uns gar verschlingen, So fürchten wir uns nicht so sehr, Es soll uns doch gelingen. Der Fürst dieser Welt, Wie sau'r er sich stellt, Tut er uns doch nichts, Das macht, er ist gericht', Ein Wörtlein kann ihn fällen. 4. Das Wort sie sollen lassen stahn Und kein'n Dank dazu haben; Er ist bei uns wohl auf dem Plan Mit seinem Geist und Gaben. Nehmen sie den Leib, Gut, Ehr', Kind und Weib: Laß fahren dahin, Sie haben's kein' Gewinn, Das Reich muß uns doch bleiben. J. P. Mynsters gendigtning Vor Gud han er så fast en borg (1845):

Før Mynsters gendigtning har der været følgende gendigtninger, jf. noter i Dansk Salmebog: Dansk 1533, Bearbejdet 1795, P. Hjort 1840. 1 Vor Gud han er så fast en borg, han kan os vel bevare, han var vor hjælp i al vor sorg, vort værn i al vor fare; den gamle fjende led er nu for alvor vred, stor magt og argelist han samler mod os vist, ej jorden har hans lige. 2 Vor egen magt ej hjælpe kan, let kan os fjenden fælde; men med os står den rette mand, omgjordet med Guds vælde. Det er den Herre Krist, og sejer får han vist, hærskarers Herre prud, der er ej anden Gud, han marken skal beholde. 3 Og myldred djævle frem på jord og os opsluge ville, vi frygter dog ej fare stor, de deres trusler spilde; lad rase mørkets drot med løgn og mord og spot, han har dog fået sin dom, da Krist til jorden kom, et ord ham nu kan fælde. 4 Guds ord de nok skal lade stå og dertil utak have, thi Herren selv vil med os gå

alt med sin Ånd og gave; og tager de vort liv, gods, ære, barn og viv, lad fare i Guds navn, dem bringer det ej gavn, Guds rige vi beholde. Poul Erik Jørgensen. email: 33(at)gvdnet.dk