Det Økonomiske Råds rapport - oktober 2010 AEs kommentarer til DØRs efterårsrapport Indhold 1 Kontakt 1 Konjunkturvurdering og økonomisk politik 6 Produktivitet Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Reventlowsg ade 14, 1 sal. 1651 Køb enhavn V 33 55 77 10 www. ae. dk
AE s kommentarer til Vismandsrapport oktober 2010 Notatet kommenterer på Vismændenes (DØRs) diskussionsoplæg til mødet i Det Økonomiske Råd den 26. oktober 2010. Kontakt Økonomiprofessor og formand for AE Direktør Per Kongshøj Madsen Lars Andersen Tel: 22 43 10 77 Tel: 40 25 18 34 Kapitel I: Konjunkturvurdering og økonomisk politik Vækstudsigter og finanspolitisk opstramning i 2011 Vismændenes prognose venter pæn BNP-vækst i 2010 på 2,2 pct., men påpeger, at opsvinget fortsat er skrøbeligt og trukket af en række midlertidige forhold og et løft i det offentlige forbrug. I 2011 forventer Vismændene, at væksten aftager til 1,1 pct. Vækstprofilen skal ifølge Vismændene bl.a. ses i lyset af, at Danmark og EU-landene vil føre en stram finanspolitik i 2011. I 2012 skønnes BNPvæksten til 1,8 pct. Vismændene vurderer, at konjunkturerne ikke kan forventes at være fuldt normaliserede på denne side af 2015. Vendingen på arbejdsmarkedet indtræffer først i løbet af 2011, hvor arbejdsløsheden ventes at toppe på ca. 133.000 personer. Vendingen på arbejdsmarkedet bliver dog svag. Den private (og samlede) beskæftigelse ventes kun at stige med 3.000 personer fra 2011 til 2012. I lyset af de seneste tre års store produktivitetsfald forventes en behersket fremgang på arbejdsmarkedet, hvis den tabte produktivitet skal indhentes. Den offentlige saldo er negativ gennem hele prognoseforløbet. Dog mener Vismændene, at konvergens-kriteriet om et maksimalt offentligt underskud på 3 pct. af BNP igen er opfyldt allerede i 2012. Vismændene skriver på side 2-3, at: Fremskrivningen af de offentlige finanser bygger på, at den planlagte finanspolitiske konsolidering gennemføres. Dette indebærer bl.a. en opstramning af det offentlige forbrug, en reduktion af niveauet for offentlige investeringer. Men Vismændenes antagelser for det offentlige forbrug og de offentlige investeringer adskiller sig markant fra den planlagte konsolidering i Finansministeriets seneste Økonomisk Redegørelse fra august baseret på Genopretningsaftalen. For det første forventer vismændene, at det offentlige forbrug vokser med 1,6 pct. i 2010 og lægger til grund for sin fremskrivning, at hele overskridelsen modsvares tilsvarende store besparelser i 2011. Her skønnes det offentlige forbrug at falde med 1 pct. Udover at det er et historisk stort forbrugsfald, så vil en sådan indhentning af overskridelserne fra 2010 i 2011 betyde, at finanspolitikkens negative bidrag til væksten mere end fordobles. 1
For det andet så stiger de offentlige investeringer i 2011 i modsætning til Genopretningsaftalens fald på 13½ pct. i 2011. Vismændenes argumenter (på side 94) for at den positive investeringsvækst i 2011 skal ses i lyset, at den udestående del af de aftalte offentlige investeringer gennemføres til næste år. Men ser man over både 2010 og 2011, har Finansministeriet en samlet investeringsvækst på i runde tal (25,9-13,5) 12,4 pct., mens Vismændene forudsætter en samlet investeringsvækst over to år på 21,2 pct. Ergo indregner Vismændene en vækstpakke på (21,2-12,4) 8,8 pct. svarende til over 3 mia. kr. Med de samme forudsætninger som Finansministeriet for de offentlige investeringer ville finanseffekten i 2011 i Vismændene prognose være på 1,1 pct. At finanseffekten kun er på 0,6 pct., skal ses i lyset af, at Vismændenes reelt har indregnet øgede offentlige investeringer i 2011 også mere end hvad overløb fra 2010 til 2011 kan forklare. Tabel 1. Finanspolitikken 2010 2011 Offentligt forbrug, realvækst pct. Realvækst, pct. - Vismænd (oktober) 1,6-1,0 - Finansministeriet (august) 0,0 0,6 Offentlige investeringer, realvækst pct. - Vismænd (oktober) 11,2 10,0 - Finansministeriet (august) 25,9-13,5 Et-årig finanseffekt Pct. enheder - Vismænd (oktober) 0,9-0,6 - heraf offentligt forbrug -0,6 - heraf offentlige investeringer 0,2 - Finansministeriet (august) 0,6-0,5 Kilde: AE på baggrund af Vismandsrapport side 24 og 102 og Finansministeriets Økonomisk Redegørelse, august 2010. AE deler Vismændenes vurdering af, at opsvinget er skrøbeligt. Der er fortsat stor usikkerhed omkring de økonomiske udsigter ikke mindst i lyset af de store finanspolitiske stramninger, der lægges op til i Danmark og i mange af vores vigtigste samhandelslande de kommende år. AE mener, at overskridelsen af det offentlige forbrug 2010 skal hentes hjem, men at hente det hele med tilsvarende besparelser i 2011 er for risikabelt ift. at få et selvbærende økonomisk opsving og fremgang i beskæftigelsen. En så historisk kraftigt opstramning af finanspolitikken i 2011 vil dæmpe væksten til næste år, og det er kun lige efter, at dansk økonomi er kommet ud af fryseren og på vej til at tø op. AE anbefaler en neutral finanspolitik i 2011 (dvs. en finanseffekt på 0,0 pct.). Hvis regeringen i 2011 vil tage noget af opstramningen af det offentlige forbrug, så kan man kompensere med offentlige investeringer og ikke reducere investeringerne med 13½ pct. i 2011, som ligger i regeringens plan. Vismændene vurderer, at den planlagte opstramning i 2011 er hensigtsmæssig. Vismændene anførte i forårsrapporten, at konjunktursituationen isoleret set taler for en fortsat lempelig finanspolitik, men det er ikke med i efterårsrapporten. Den anbefalede finanspolitik er i skarp kontrast til Vismændenes tommelfingerregel for tilrettelæggelse af finanspolitikken, som blev præsenteret i foråret 2007. Ifølge reglen tilsiger et negativt outputgab på 1 pct. en finanspolitik lempelse på +¼ pct.enheder målt på finanseffekten. Vismændenes vurdering af outputgabet på minus 3,6 pct. i 2
2011 tilsiger således en finanspolitisk stimulans på plus 0,9 pct.enhed af BNP. Selvom outputgabet er nedjusteret siden efterårsprognosen, tilsiger reglen stort set samme finanspolitik som i efterårsprognosen. Det viser tabel 2. Tabel 2. Tilrettelæggelse af finanspolitikken Output gab Finanseffekt tommelfingerregel Vismændenes finanseffekt Efterår 2009 Efterår 2010 Efterår 2009 Efterår 2010 Efterår 2009 Efterår 2010 2011-4,5-3,9 1,1 0,9 0,0-0,6 1) DØR vurderer finanseffekten til 0,6 pct. som følge af nulvækst og udviklingen i de offentlige investeringer. Med de ekstra elementer, der indgår i genopretningsplanen, tilgår en yderligere stramning på ca. 0,15 pct. Anm: Outputgab er aflæst fra figurerne. Kilde: AE på baggrund af DØR diverse rapporter. På trods af dette mener Vismændene i Efterårsrapporten 2010, at en finanseffekt på minus 0,6 pct. er fornuftigt. I efterårsprognosen 2009 skønnede Vismændene en neutral finanseffekt, men havde en anbefaling på ekstra 10 mia. kr. både 2010 og 2011 i offentlige investeringer svarende til en positiv finanseffekt på knap ½ i 2011. I lyset af de revisioner, der er foretaget af de økonomiske udsigter, virker det derfor som en meget kraftig revurdering af anbefalingerne til finanspolitikken. Med en finanspolitisk lempelse ud fra tommelfingerreglen i 2011 på 0,9 pct. af BNP virker selv en neutral finanspolitik (finanseffekt på nul), som AE anbefaler, i 2011 som forsigtig. Vismændene går dog endnu videre og bifalder den største finanspolitiske stramning, der er set siden kartoffelkuren i 1986. Forskellen mellem dengang og nu er, at vi (ifølge Vismændenes egen opgørelse) i 1986 havde gang i et positivt outputgab på ca. 5 pct., mens vi i 2011 har et negativ outputgab på ca. 3,6 pct. Et af de argumenter, der har været fremført for at stramme finanspolitikken allerede i 2011, har været, at de finansielle markeder vil straffe Danmark med højere renter, fordi gælden vil blive større til mulig skade for troværdigheden i finanspolitikken. Risikoen for, at man tager fart ud af opsvinget, synes i lyset af Vismændenes prognose at være større. Lavere vækst i vores nabolande som følge af finanspolitiske stramninger vil påvirke dansk økonomi negativt. AE anerkender behovet for konsolidering af de offentlige finanser, men mener, man bør vente til der er kommet ordentlig gang i væksten. En så stor opstramning af finanspolitikken, som der er lagt op til i 2011, risikerer at skade opsvinget og er da også baggrunden for, at vismændene vurderer, at væksten aftager fra 2010 til 2011. Risikoen for spekulation mod Danmark synes at være uden hold i virkeligheden, når man ser på det danske finanspolitiske udgangspunkt, rentespændet er lavt, og vi har overstået det værste af krisen og på vej til at bringe underskuddet ned (Genopretningspakke eller ej) alene som følge af der kommer vækst i dansk økonomi. 3
Kommunal budgetlægning Vismændene foreslår individuel modregning af kommuner for budgetoverskridelser samt at der udstikkes individuelle udgiftsrammer, der kan handles mellem kommunerne. AE mener, det er fint at få set på mekanismer i den kommunale budgetlægning, der sikrer, at man bruger det man tror, og bruger pengene på de områder, man prioriterer. Men inden sådanne mekanismer tages i brug, er det helt afgørende at få klarlagt følge tre forhold: 1. Hvor meget af de kommunale udgifter er konjunkturafhængig. 2. Hvor meget slør er der i tallene for det offentlige forbrug. Ifølge Finansministeriet kan offentlige udgifter til reparation og vedligeholdelse indgå i det offentlige forbrug. Det kan være en forklaring på, hvorfor de offentlige bygge- og anlægsinvesteringer ikke steg så meget som planlangt, mens det offentlige forbrug er steget mere end planlagt. 3. Når overskridelserne på den reale forbrugsvækst måles, skal man endvidere være opmærksom på den overskridelse på ca. ½ pct., der alene kommer fra, at i nationalregnskabets opgørelse af realvæksten i de foreløbige år indregner en offentlig produktivitetsvækst bl.a. som følge af stigende anciennitet mv. Offentlig saldo Vismændene vurderer, at det offentlige underskud i 2012 er på 2,8 pct. af BNP, og at Danmark dermed allerede i 2012 er under EU's konvergenskrav om offentlige underskud på højst 3 pct. af BNP. I 2013 skønnes underskuddet til 1,6 pct. af BNP. Det fremgår af tabel 3. Endvidere skønner Vismændene, at det offentlige underskud i 2010 bliver på -77 mia. kr., dvs. lidt mindre end Finansministeriets skønnede underskud på 80 mia. kr. i augustredegørelsen på trods af, at Vismændene forventer en overskridelse af regeringens nulvækstmålsætning for det offentlige forbrug på 1,6 pct. svarende til godt 8 mia. kr. En væsentlig bedre arbejdsmarkedsudvikling i 2010 og en knap så pessimistisk vurdering af pensionsafkastskatten modvirker, at regeringens nulvækstmålsætning skrider. Tabel 3. Offentlig saldo 2010 2011 2012 2013 Vismænd (oktober) -4,3-3,9-2,8 1,6 AE (september) -4,4-3,7-2,8 - Finansministeriet (februar) -5,5-4,2-3,2-1,9 Finansministeriet (august) -4,6-4,4 - - Kilde: AE pba. Vismænd (tabel I.10 og I.13), Finansministeriets Konvergensprogram (februar 2010) og Økonomisk Redegørelse (august 2010). AEs vurdering af den offentlige saldo i september-prognosen ligger meget tæt op ad Vismændenes forventninger, som er mere optimistiske end Finansministeriets. Dog er der forskel på, hvordan AE og Vismændene vurderer de enkelte poster på den offentlige saldo. 4
Reformpotentialer Vismændene ridser effekten af en række arbejdsmarkedsreformer op. Man kan få indtrykket, at kun efterlønsforkortelsen giver en sikker effekt på de offentlige finanser, mens Vismændene fremhæver en række forbehold overfor andre reformer. Det gælder ikke mindst en højere arbejdstid, hvor Vismændene mener, at det mest oplagte instrument til højere arbejdstid er en reduktion af marginalskatten. Vismændene viser også, hvor skadelig en stigning i den strukturelle arbejdsløshed er for de offentlige finansers holdbarhed. Vismændene påpeger, at en reduktion af strukturledigheden vil kræve nye tiltag. Vismændene har imidlertid tidligere vurderet, at konjunkturerne og ikke kun reformer påvirker strukturledigheden, hvilket bl.a. fremgår af artiklen på Altinget den 21. januar 2010 (http://www.dors.dk/sw7297.asp). Her fremgår det, at en risiko er, at stigningen i arbejdsløsheden betyder, at en del af dem, der mister deres job, ikke får fodfæste på arbejdsmarkedet igen igennem en længere periode. Det kan ske i form af, at den såkaldte strukturelle ledighed stiger. Endvidere er det også overraskende, at Vismændene ikke nævner øget uddannelsesniveau som middel til at øge arbejdsudbuddet og styrke de offentlige finanser. Arbejdsudbudseffekten af uddannelse kan være forholdsvis hurtigtvirkende, hvis eksempelvis man får reduceret det store frafald på ungdomsuddannelserne. Endelig bør Vismændene inddrage virkningen af udenlandsk arbejdskraft (på danske løn- og arbejdsvilkår). Erfaringerne fra højkonjunkturen var, at det danske arbejdsmarked ikke kan betragtes isoleret, da det strømmede til Danmark med arbejdskraft fra vores nabolande, da presset på arbejdsmarkedet var størst. AE mener fremstillingen af efterlønnen er for enøjet. Mener Vismændene, at en forringelse eller afskaffelse af efterlønnen kan gennemføres uden risiko for, at det påvirker politikernes syn på den indeksering af folkepensionsalderen, der er vedtaget i forbindelse med velfærdsaftalen fra 2006? AE mener, det er sandsynligt, at politikerne, som modsvar, vil vælge ikke at løfte folkepensionsalderen i samme takt eller ligefrem at holde den uændret. I så fald kan/vil konsekvensen være, at den finanspolitiske holdbarhed ikke forbedres, hvilket er konsekvensen af en efterlønsafskaffelse kombineret med en mindre stigning i folkepensionsalderen. AE mener, at erfaringerne taler for, at arbejdstiden i højere grad er påvirket af konjunkturerne end af marginalskatten. Højkonjunkturen viste, at stor efterspørgsel øgede arbejdstiden, mens konjunkturtilbageslaget har mindskes arbejdstiden. Konjunkturtilbageslaget har samtidigt øget risikoen for, at den øgede ledighed resulterer i øget strukturel ledighed. Dette er bl.a. baggrunden for, at AE argumenterer for at få gang i væksten. Skattestop AE er enig i Vismændenes forslag om at afskaffe nominalprincippet i skattestoppet Bankskat AE ser positivt på Vismændenes forslag om, at Danmark bør arbejde for en bankskat på EU-plan 5
Kapitel 2: Produktivitet Vismændenes specialkapitel behandler denne gang den sløje danske produktivitetsudvikling, der er baggrund for, at Danmark er faldet ned i de internationale velstandsranglister. Udviklingen er på mange måder paradoksal, fordi det er svært at se, hvad der er den primære årsag til produktivitetsudviklingen. AE vil gerne kvittere for, at Vismændene taget det højaktuelle emne op. Desværre rykker analysen ikke meget ved den manglende forståelse af den sløje danske produktivitetsudvikling. Med det fokus, der ligger på konvergens mellem lande i kapitlet og de tilsyneladende manglende forklaringer på den danske relative dårlige situation, må man spørge, om vi så overhovedet skal være bekymrede. Vil vi ikke bare senere begynde at konvergere igen via højere produktivitetsvækst, så vi indhenter det tabte igen? Danmark er en lille åben økonomi, der gennem tiderne har været god til at tilpasse sig og lære af såvel den teknologiske udvikling som den stigende globalisering. Det er derfor svært at forestille sig, at vi ikke også skulle kunne lære af de andre lande, som ligner os, og som er bedre til at skabe produktivitetsvækst. Alternativt at virksomheder fra andre lande kommer til Danmark, fordi der så må være et potentiale i at komme og tjene nogle penge. Med de store positive produktivitetseffekter, der beregnes fra uddannet arbejdskraft senere i kapitlet, lægges der bemærkelsesværdig lidt fokus på disse i konklusionerne. Specielt i relation til den udvikling, der tegner sig for danskernes uddannelsesniveau fremadrettet. Velstand og effektivitet Kapitel II.2 beskriver den danske velstandsudvikling relativt til lande, vi normalt sammenligner os med. Det konkluderes blandt andet, at Danmark frem til midten af 1990 erne havde en catch-up sammenlignet med andre rige lande, men at vi efter midten af 1990 erne har tabt igen. Denne udvikling har været drevet af produktiviteten. Billedet ændres ikke afgørende ved kun at betragte den markedsmæssige (private) økonomi. Argumentet om, at man ikke kan skelne mellem gode og dårlige bytteforholdsforbedringer, er svært at begribe. Dårlige bytteforholdsforbedringer må jo på sigt slå ud i tab af markedsandele. Ser man på dansk eksport til OECD-området har vi ikke tabt markedsandele (målt i dollars) de seneste ti år, jf. Dansk eksport 2009, Udenrigsministeriet oktober 2010. Vi har efter alt at dømme heller ikke på længere sigt tabt markedsandelen, når man ser bort fra effekten af den tyske genforening. Det er positivt, at analyserne også inddrager værditilvækstproduktivitet og ikke blot klassisk mængdeproduktivitet. AE savner dog en lidt større diskussion af købekraftskorrektionen, problemer ved fastprisprisopgørelser samt bytteforholdsudviklingen på tværs af lande. Ser man f.eks. på velstanden per indbygger i fælles valuta uden købekrafts korrektion, er Danmark ikke i samme grad faldet ned af ranglisten. Da Danmark samtidig ikke har haft nævneværdig højere inflation end andre lande, vi normalt sammenligner os med, er effekten af købekraftskorrektionen bemærkelsesværdig, jf. AEs Økonomiske Tendenser 2009. At Danmark skulle have forbedret sit bytteforhold 6
relativt mindre end Tyskland, Holland, Storbritannien og Spanien er svært at forstå, når man ser på landenes eksportpriser over importpriserne i nationalregnskabet, se f.eks. OECD Economic Outlook 87. Vækstregnskab Kapitel II.3 indeholder et vækstregnskab baseret på det internationale tilsyneladende standardiserede datasæt EU-KLEMS. Konklusionen er, at den svagere produktivitetsvækst fra midten af 90 erne næsten alene kan tilskrives den uforklarede rest totalfaktorproduktiviteten (TFP). Der er ifølge Vismændene ingen indikationer af, at mængden af kapital per arbejdstime (kapitalintensiteten) eller arbejdskraftens kvalitet skulle trække ned i produktivitetsvæksten i større omfang, sammenlignet med udlandet. Vismændene skriver derfor på side 14, at den svagere danske udvikling i produktiviteten ikke kan forklares med en svagere dansk investeringsudvikling. Der er således ikke umiddelbare tegn på, at der i Danmark ift. udlandet er særlige hindringer herunder fra f.eks. selskabsskattens størrelse og indretning. Selskabsskatten er halveret fra 50 procent i 1989 til 25 procent i 2007. I samme periode har både de private investeringers andel af BNP og timeproduktiviteten været generelt faldende. AE er enig med Vismændene i, at den danske selskabsskat, der i dag ligger under gennemsnittet blandt EU15-landene og OECD-landene, ikke er en afgørende hindring for investeringslysten. AE mener dog, at Vismændene mangler at forklare sammenhængen til tidligere modelresultater (jf. efterårsrapport fra 2008), hvor lavere selskabsskat, finansieret ved lavere overførselsindkomst, havde store positive effekter. Var modelresultat mere en konsekvens af, hvordan skattesænkningen er finansieret via lavere overførsler og kompensationsgrader end af selve selskabsskattesænkningen? Det er især industri og service, der slår negativt ud, sammenlignet med andre lande, dog således at service har haft en markant negativ ændring i produktivitetsbidraget mellem de betragtede delperioder. Modsat klarer bygge- og anlæg sig tilsyneladende ikke dårligere end i udlandet, selvom der har været en pæn nedgearing af produktivitetsvæksten her. Endelig peger analysen på, at omallokering af arbejdskraft og kapital mellem sektorer har større positiv effekt i Danmark end i andre lande. Konklusionerne i kapitel II.3 hviler i høj grad på den valgte datakilde. Ser man på det seneste vækstregnskab fra Danmarks Statistik (offentliggjort 27. september 2010), der i modsætning til tidligere, nu også baserer sig på bruttoværditilvæksten (BVT), er der meget markante forskelle. Det viser tabel 4, der sammenligner opgørelsen fra Vismandsrapporten (EU-klems), der også baseres på BVT, med det nye vækstregnskab fra Danmarks Statistik (DST). 7
Tabel 4. Dekomponering af timeproduktivitetsvæksten i privat/markedsmæssig sektor 1981-1994 1995-2006 DST EU-klems Forskel DST EU-klems Forskel Timeproduktivitet, heraf 3,3 3,2 0,1 1,1 1,4-0,3 - kapitalintensitet 1,5 1,7-0,2 0,5 1,2-0,7 - uddannelse/kvalitet 0,1 0,3-0,2 0,1 0,2-0,1 - TFP 1,6 1,1 0,5 0,5 0,0 0,5 Anm: Der er for DST taget simple gennemsnit over perioderne. Kilde: AE på baggrund af Danmarks Statistik og DØR rapporten efteråret 2010. Som det fremgår, er der i perioden 1981-1994 overordnet set ikke stor forskel. Kapital og arbejdskraftkvalitet bidrager i DSTs opgørelse lidt mindre, mens TFP bidrager lidt mere. I perioden 1995-2006 er timeproduktivitetsvæksten lidt lavere i DSTs opgørelse. Der er nu større forskel i bidraget fra kapital, hvor DSTs opgørelse kun viser et bidrag på ½ pct.enhed om året, mens EUklems viser et bidrag på 1,2 pct.enheder. Modsat bidrager TFP med ½ pct.enhed om året i DSTs opgørelse, mens det i EU-klems er nul. Der er således et markant mindre bidrag fra kapital i DSTs opgørelse mellem de to delperioder sammenlignet med EU-klems. Kapitalintensiteten bidrager derfor lige så meget til produktivitetsnedgearingen som TFP i DSTs opgørelse. Det stiller spørgsmålstegn ved Vismændenens konklusion om, at kapital ikke har større betydning for produktivitetsnedgearingen (herunder relativt til andre lande). Endnu større forskelle finder man, når der ses på industri/fremstilling. Det viser tabel 5. Her er der ikke alene markante forskelle i den overordnede timeproduktivitet, men der er også markante forskelle i de underliggende bidrag, med TFP som en helt særlig post. Ifølge EU-klems skulle TFP inden for fremstilling VEDVARENDE have udviklet sig negativt, svarende til en mindre og mindre effektiv udnyttelse af produktionsressourcerne! Det er på alle måder svært at forstå. Tabel 5. Dekomponering af timeproduktivitetsvæksten i industri/fremstilling 1981-1994 1995-2006 DST EU-klems Forskel DST EU-klems Forskel Timeproduktivitet, heraf 2,4 1,0 1,4 2,4 1,7 0,7 - kapitalintensitet 0,9 1,2-0,3 0,9 1,4-0,5 - uddannelse/kvalitet 0,1 0,2-0,1 0,1 0,4-0,3 - TFP 1,3-0,4 1,7 1,3-0,1 1,4 Anm: Der er for DST taget simple gennemsnit over perioderne. Kilde: AE på baggrund af Danmarks Statistik og DØR rapporten efteråret 2010. EU-KLEMS viser dog en opgearing af timeproduktiviteten mellem de to delperiode, hvor DSTs holder status quo. Igen er der i den sidste periode stor forskel på bidraget fra kapital. Selvom der kan være forskel mellem EU-klems definition af fremstilling og DSTs definition af industri, virker forskellene for markante til, at det kan være hele forklaringen. Holder DSTs regnskab, må 8
der stilles spørgsmålstegn ved en af konklusionerne i kapitlet, nemlig om industrien i sig selv er med til at forklare Danmarks relativt dårlige udvikling. Endelig mangler der en bemærkning om, at Danmark er det eneste land i EU-klems produktivitetssammenligningen, der har oplevet en direkte nedgearing af bidraget fra uddannelse til produktivitetsvæksten. Netop med henblik på de senere analyser af uddannelsens betydning for BVT/TFP kan dette undre. Der savnes en langt dybere analyse af de forskelle, der er mellem det danske (DST) og det internationale (EUklems) datagrundlag. Selv hvis man tager udgangspunkt i et ældre produktivitetsregnskab fra Danmarks statistik, er der markante forskelle, f.eks. hvad der angår bidrag fra kapital og industriens TFP-vækst. Hvad er årsagerne til de store forskelle? Anvendelse af danske data stiller således afgørende spørgsmålstegn ved konklusionerne, om end Vismændene har forsøgt at sætte konklusionerne op relativt til andre lande. Men når vi kan se så store forskelle mellem det danske og det internationale datasæt, kan man blive bange for, at der er lige så store forskelle i de andre lande. Om vi derfor er blevet klogere på de afgørende spørgsmål hvorfor den danske produktivitet er gearet så meget ned herunder sammenlignet med andre lande - står ikke klart. Viden og uddannelse Kapitel II.4 analyserer sammenhængen mellem viden, uddannelse og produktiviteten. Konklusionen er, at den lavere produktivitetsvækst efter midten af 1990 erne tilsyneladende ikke skyldes Forsknings- og udviklingsaktiviteter. Danmark ligger i midterfeltet, hvad angår højt uddannet arbejdskraft i den private sektor, sammenlignet med andre lande. Der er dog en langt større andel af højt uddannede personer i den offentlige sektor, sammenlignet med den private sektor. Samtidig viser en analyse på mikrodata, at der en klar tendens til, at de mest effektive virksomheder har den største andel af personer med en videregående uddannelse. AE er enige i, at der er flere problemer med vækstregnskaberne herunder at måleproblemer, manglende forklarende variable, spillover effekter, modelantagelser der ikke holder mv., opfanges i TFP-residualet. Det er derfor relevant og interessant, at DØR forsøger at udvide analysen med bidrag fra forskning og udvikling. Der ses også på udviklingen i uddannelsesniveau både overordnet set og i forskellige erhverv. Perioden er dog begrænset fra 1988 til 2007. Det kunne have været interessant, om analysen dækkede samme periode som vækstregnskabet, herunder med fokus på de seneste tendenser. AEs analyser peger på, at arbejdsstyrkens uddannelsesniveau er gearet voldsomt ned efter 1980 erne og 1990 erne. Desværre mangler den internationale sammenligning dels et tidsmæssigt perspektiv, idet der kun ses på et enkelt år. Samtidig er der kun fokus på videregående uddannelser. Uddannelse og produktivitet Kapitel II.5 dykker endnu længere ned i mikroanalyse af sammenhængen mellem uddannelse og TFPproduktiviteten i private byerhverv. Det konkluderes, at virksomheder med højere TFP er forbundet med en højere andel uddannede (både faglærte og videregående uddannede). En dynamisk model viser samtidig, at effekten af uddannet arbejdskraft slår endnu kraftigere igennem efter flere år. 9
Ligeledes er medarbejdernes erhvervserfaring (fra fire år) vigtig for TFP. Der ikke tegn på, at anciennitet påvirker TFP i stort omfang om end mindst fire års anciennitet er forbundet med højere TFP. Endelig er der tegn på, at de ansattes løn ikke fuldt ud afspejler deres produktivitet. Analyseresultaterne fra mikroanalysen anvendes til at beregne, hvad det øgede uddannelsesniveau i perioden fra slutningen af 80 erne til 2007 har betydet for værditilvæksten og TFP i de tre private hovederhverv: Fremstillingsindustri, bygge- og anlæg samt private serviceerhverv. Der opgøres således både et direkte bidrag, fra at flere og højere uddannede har erstattet ufaglærte og lavere uddannede, løfter den gennemsnitlige produktivitet i virksomhederne, men samtidig at uddannelse indirekte løfter produktiviteten og BVT via TFP. Inden for fremstillingsindustri beregnes således, at faldet i andelen af ufaglærte, og stigningen i andelen af faglærte og personer med en videregående uddannelse har løftet den samlede værditilvækst med 0,4 pct. per år som gennemsnit fra 1988 til 2007, mens TFP er løftet med 0,26 pct. per år. Inden for private serviceerhverv beregnes, at faldet i andelen af ufaglærte og faglærte samt stigningen i andelen af personer med en videregående uddannelse har løftet den samlede værditilvækst med 0,56 pct. per år som gennemsnit fra 1988 til 2007, mens TFP er løftet med 0,46 pct. per år. I de private serviceerhverv ligger der altså et meget stort årligt bidrag fra et øget uddannelsesniveau til TFP-væksten. For bygge- og anlægssektoren ligger der kun mindre positive bidrag fra et øget uddannelsesniveau af de beskæftigede på 0,18 pct. per til BVT år som gennemsnit fra 1988 til 2007, mens TFP er løftet med 0,15 pct. per år. Bidraget ses især i starten af perioden. Der tages i beregningerne ikke hensyn til dynamiske effekter. Gjorde man det, fik man et endnu større TFP-vækstbidag fra uddannelsesudviklingen i de forskellige erhverv. AE kvitterer for analysen, der viser, at uddannelse har en meget stor og væsentlig indflydelse på produktivitet, vækst og velstand. Udover den direkte effekt, der ligger i, at højere uddannede har et højere produktivitetsniveau end lavere uddannede, er der også en stor indirekte effekt, idet relativt flere og højere uddannede løfter TFP-væksten. Det undrer dog, at disse resultater ikke highlightes mere i den samlede konklusion til kapitlet og vel mere elle mindre er undladt i hovedresumet. Analysen understreger, at de traditionelle vækstregnskaber stærkt undervurderer effekten af uddannelse. Selvom der stilles spørgsmål ved kausalsammenhængene (er det uddannelse, der skaber høj produktivitet eller er det højproduktive virksomheder, der efterspørger højt uddannet arbejdskraft, fordi teknologien kræver det?) understreger det problematikken med, at arbejdsstyrkens uddannelsesniveau er gået i stå de senere år. Det er næppe mindre problematisk for vækst og velstand, hvis virksomhederne undlader investeringerne i ny teknologi, der kan øge produktiviteten, fordi de ikke kan få den uddannede arbejdskraft, de ønsker. I den relation mangler en diskussion af betydningen af uddannelse fremadrettet, herunder at vi i Danmark gennem mange år har haft nogle 2015-uddannlesesmål, som vi ikke er kommet tættere på at realisere. De un- 10
ges uddannelsesniveau har været stagnerende siden årtusindskiftet, og med det uddannelsesmønster, vi har i dag, vil væksten i arbejdsstyrkens fra nu af kun vokse svagt og langt mindre end det, vi så i 80 erne og 90 erne. Her ligger der en kæmpemæssig udfordring af både velstands- og fordelingsmæssig karakter, som underbygges af Vismændenes analyser. Produktivitetsforskelle inden for specifikke brancher Kapitel II.6 ser på produktivitetsforskelle inden for specifikke brancher. Analyserne her viser, at der er meget stor forskel på produktivitetsniveauet for markedslederne til de næstbedste i branchen. Analyserne viser også, at det især vil gavne at få løftet produktiviteten for de bedste og næstbedste, mens det ikke vil gavne det store at få løftet produktiviteten blandt de 50 pct. af virksomhederne, der har det laveste TFP-niveau. Endelig peges på et betydeligt potentiale for produktiviteten hvis ressourcerne kunne allokeres fra de mindst til de mest produktive virksomheder. AE er enige i, at manglende konkurrence kan være med til at forhindre en kreativ destruktion med bedre allokering af ressourcerne til følge. Der er derfor stadig behov for at analysere konkurrencehæmmende forhold i dansk økonomi. 11